Category Archives: Filosofi

Et kvalificeret ‘fuck af’

af Ryan Smith

Den skotske filosof David Hume sagde engang, at vi mennesker aldrig rigtig diskuterer med hinanden. Godt nok fremfører vi argumenter for vores holdninger, men hvis man kunne lette på låget og se, hvad der i virkeligheden foregik inde i skallen på os, når vi debatterer, så ville vi se, at det eneste ”argument,” der virkelig snurrer rundt derinde, er: ”Fordi det mener jeg bare. Så fuck af.”

Det betyder dog ikke, at alt er tabt. For selvom argumenter i virkeligheden blot er et falsifikat af vort inderste ønske om at sige ”fuck af” til hinanden, så tjener debat i det mindste det formål, at vi til stadighed bliver mere præcise, mere omhyggelige og mere kvalificerede udi kunsten at sige ”fuck af” til hinanden.

I denne artikel er det min påstand, at ikke alle politiske grupperinger har været lige gode til at kvalificere deres måde at sige ”fuck af” på i løbet af de sidste par år. Jeg vil se på indlæg fra socialister, konservative og liberale for at se, om vi kan finde ud af, hvor kvalificerede deres respektive måder at sige ”fuck af” på egentlig er.

Socialister #1

Vi starter hos de røde. I sit indlæg, ”Borgerlighedens falske frihedskæmper” (Politiken 22.06.12), skriver Kristian Madsen til forsvar for 3F og imod restaurant Vejlegården:

”… ikke alene er [3F’s aktion] fuldt lovlig, den er en helt normal del af systemet, som det har fungeret siden septemberforliget 1899.”

Madsens ”fuck af” tager således følgende form: (a) Det er lovligt. (b) Det har en lang tradition bag sig. (Hvilket  vel egentlig et konservativt argument, men pyt nu med det.)

At noget er lovligt er i udgangspunktet en udmærket kvalifikation for et “fuck af.” Imidlertid er det kun de færreste af Vejlegårdens støtter, som har slået på, at de ikke-voldelige dele af 3F’s blokade skulle være ulovlige. Modstanden mod 3F’s metoder har i stedet haft karakter af et opgør uden for retsvæsenet og inden for civilsamfundet. Et opgør som handler om, hvad civile danskere sympatiserer med og afskyr i det 21. århundrede. Således er Madsens første ”fuck af” (nemlig at 3F’s blokade er lovlig) altså en forvanskning af modpartens argument; en stråmand af den slags, som Madsen så ofte benytter sig af.

Lever Madsen selv op til sit præmis om, at hvis noget er lovligt, så bør man ikke kritisere det? Personligt erindrer jeg ikke Madsen og Politiken lægge sig ned i stiltiende accept efter den totale frifindelse af Saxo Bank i 2010, så måske bruger Madsen en anden standard til at vurdere Saxo Banks aktiviteter med, end han bruger til at vurdere sine tidligere arbejdsgivere i 3F?

Hvad angår Madsens andet argument, nemlig at 3F’s aktion ”er en helt normal del af systemet, som det har fungeret siden septemberforliget 1899,” så kan vi jo passende anvende ”Saxo Bank-prøven” på det: Blokader af arbejdspladser med ”forkerte” overenskomster har øjensynligt stået på siden 1899, men international valutahandel mod kommission har til gengæld stået på siden bronzealderen. Hvis Madsens præmis er, at jo længere en given praksis har stået på, des mere forsvarlig er den, så må Saxo Banks aktiviteter jo være mere forsvarlige end 3F’s blokade i Madsens optik.

Socialister #2

I kommentaren ”Venstrefløjen er endt i politisk idékrise” (Information 28.05.2012) skriver CEVEA-analytikeren Jens Jonathan Steen sammen med den verdenskendte sprogteoretiker George Lakoff i et fælles indlæg, at den ”borgerlige” måde at tale politik på, hvor penge og finanser dikterer, hvad der er råd til og hvor der må spares, ikke har basis i nogen form for objektiv virkelighed, da det i virkeligheden er sproget, der skaber verden. Som de to skriver, så er det:

”… sproglige billeder [der] underminerer venstrefløjen, påvirker den politiske debat og slår den borgerlige kurs fast.”

Nu kunne læseren måske mene, at Europas økonomier var hårdt pressede, og at de derfor blev nødt til at spare. Men ifølge Steen og Lakoff er den slags blot ”sproglige billeder,” som ikke kan siges at være mere objektive end den tanke, at det går strygende for Europas økonomier, for som de to skriver:

”I det hele taget er det en forældet tanke, at der skulle findes sande eller objektive svar. Vores verdenssyn er ikke defineret af fakta og fornuft.”

Således består Steen og Lakoffs forsøg på et kvalificeret “fuck af” igen af to dele: (a) Det er ”sproglige billeder” (og ikke realiteterne), der skaber verden (b) Der findes ikke objektive svar.

I modsætning til mange liberale så vil jeg gerne indrømme, at der er et gran af sandhed i Steen og Lakoffs pointe om, at det er sproget, der skaber verden. Eksempelvis kan man da give de to, at det var ”sproglige billeder,” som på kort sigt var med til at tale Vestas-aktien urealistisk højt op. Men at sige, at det er sproget, der skaber hele verden, og at der simpelthen slet ikke findes objektive svar det svarer for mig at se til at sige, at der ikke findes noget objektivt svar på, hvad der er inde i en slikpose, da det blot er emballagen; – de ”sproglige billeder” uden på pakken – som bestemmer, hvad der er inde i posen. Her gør Steen og Lakoff nok klogt i at huske, at det ikke er alt, hvad der er brunt, der er chokolade.

Det burde være indlysende, at det ikke er sproget, som skaber hele verden. Men at modbevise det er sådan set let nok: Moderne hjerneforskning har nemlig afsløret, at hjernen allerede fra fosterstadiet evner at erkende de realiteter, der omgiver den, endnu før den har nogen funktionel omgang med sprog.

Det er også nemt nok at modbevise Steens og Lakoffs påstand om, at der ikke findes ”sande eller objektive svar,” for hvis det er sandt, at der ikke findes objektive svar, jamen så er det jo i sig selv et objektivt svar. Udsagnet er meningsløst – det undergraver simpelthen sig selv.

(Stats)Konservative #1

Vi starter hos de konservative. Som jeg før har sagt, mener jeg ikke, at konservative og liberale nødvendigvis behøver at være fjender. Der, hvor fjendskabet mellem liberale og konservative opstår, er der, hvor visse konservative, som ønsker at bruge staten til at indføre netop deres værdier i samfundet (og som vi kunne kalde de statskonservative), og så den slags konservative, som mener, at et parlament ikke kan kommandere et konservativt sindelag ned over hovedet på en befolkning, hvis ikke denne befolkning selv er konservativt sindet i forvejen (og som vi her kunne kalde de samfundskonservative).

Af disse to grupperinger er det kun de statskonservative, som det giver mening at analysere som en gruppe, der står særskilt fra de liberale. Jeg opfatter mig selv som klassisk liberal, og selvom vi ikke har mange samfundskonservative debattører herhjemme, som ikke er mere eller mindre erklæret liberale, så slår det mig gang på gang, at det er det samfundskonservative sindelag, som er det gods, som de anglo-amerikanske oplysningstænkere ønskede, at deres samfund skulle bestå af. Således kan de samfundskonservative undertiden være tættere på den klassiske liberalisme end mange libertarianere.

Men tilbage til vores vurdering af de forskellige former for “fuck af” i debatten herhjemme: Vores fremmeligste statskonservative debattør herhjemme er den efterhånden navnkundige lektor i statskundskab Søren Hviid Pedersen, som bl.a. har foreslået at bruge staten til at håndhæve en særlig ”samfunds-værnepligt” for indvandrere (som skal styres af staten) samt til indførelse af censur, hvor staten bestemmer, hvad der må ytres på internettet.

I det eksempel vi nu skal se på, argumenterer Hviid Pedersen for, at der skal undervises i kristendom i grundskolen. Her er, hvad Pedersen siger (Debat i ’Deadline’ DR2 Deadline, 13.02.2011):

“Det at være kristen, det er lige så naturligt som at tale dansk – for en dansker, i hvert fald. Jeg vil så mene, at de danske kulturelle institutioner, her er Danmarks Radio den bedste aktør. De skal selvfølgelig afspejle det faktum, at vi er en kristen kulturnation, og derfor skal den jo også formidle viden og kundskab omkring den kristne kulturarv. Altså, det kan ikke være meget anderledes, end når man i danske skoler lærer dansk. Så skal man da også i kulturelle institutioner videreformidle den kristne kulturarv…”

Pedersens “fuck af” til modstanderne er derfor som følger: Fordi vi taler dansk, så skal vi også undervise i kristendom, fordi de to er ”lige naturlige” for en dansker. For det første kunne man indvende, at de to ting rent empirisk set ikke er lige naturlige for en dansker, idet mange taler dansk uden at opfatte sig selv som kristne. Men Hviid Pedersens fejl er ikke blot en optællingsfejl. Det er værre endnu. Hviid Pedersen argumenterer nemlig ikke for sin påstand; han kommer blot med en ubegrundet analogi: Fordi vi taler dansk, så skal vi også undervise vore børn i kristendom. Det er meget muligt, at vi skal undervise vore børn i kristendom, men at sige at vi skal undervise i kristendom, fordi vi taler dansk, giver ingen mening (har den gode lektor mon lavet en non sequitur?). Der er ingen præmisser for Hviid Pedersens påstand, og der er intet i påstanden, som logisk kan lede argumentationen fra A til B. Hviid Pedersens forsøg på et kvalificeret “fuck af” ender dermed som et ganske ukvalificeret “fuck af” – som en slags personlig sandhed, der ikke har nogen overbevisningskraft på tilhørereren.

Statskonservative #2

Skulle man nu mene, at man havde opsnappet en solipcistisk odeur fra Søren Hviid Pedersens argumentation ovenfor, så bliver dunsten straks stærkere i sognepræsten Sørine Gotfredsens indlæg ”Kunsten at lytte til et embede” (Berlingske 11.01.2013). Her får læseren at vide, at vedkommende ikke skal se Margrethe II’s kritik af danskernes Facebook-brug som værende en kritik, der kommer fra et menneske, men at man i stedet bør se udtalelsen som en kritik, der kommer fra et embede. Et embede, som man vel at mærke er født til, og et embede, der hædrer den tidligere egyptiske diktator Mubarak, saudi-arabiske prinser samt det kommunistiske Rumæniens Nicolae Ceausescu med ordener i tide og utide.

Så man skal altså lade sig tiltale andægtigt af et embede, som bare synes, at blodige diktatorer er fjong. Egentlig skulle jeg nu til at vise, hvor dumt, det er, men så så jeg, at Torben Mark Pedersen havde skrevet en gennemgang af en anden statskonservativ, nemlig Kasper Støvrings, argumenter imod et frit bogmarked. Det kan jeg ikke gøre bedre, så læs Torbens analyse af den (manglende) statskonservative argumentation i stedet! 🙂

Liberale #1

I den liberale jurist Jacob Mchangamas indlæg ”Totalkontroller – endnu en styrkelse af den ’generelle personlige frihed’” (Berlingske 21.09.2012) opponerer Mchangama mod myndighedernes nyindførte påfund med ”totalkontroller.” En praksis, hvor færdselsbetjente ikke kun stopper trafikken for at tjekke efter færdselsforbrydelser, men for at tjekke for ”hele paletten af forbrydelser,” fra skatteforhold til stoffer og fra tyvekoster til våbenbesiddelse. Mchangama påpeger korrekt, at det rationale, som man normalt bruger for at stoppe trafikanter uden begrundet mistanke, ikke kan overføres til andre typer forbrydelser:

”I modsætning til en spritbilist udgør den, der kører i en bil, der ikke er korrekt registreret, ikke en umiddelbar fare for sine medmennesker.”

Her forsvares en påstand med henvisning til et princip: Hvis man skal stoppe folk midt på gaden uden at have begrundet mistanke, så skal det være, fordi disse folk med rimelighed kan formodes at være til umiddelbar fare for andre. De typer forbrydelser, som ”totalkontrollerne” nu udsætter borgerne for uden begrundet mistanke (eksempelvis cannabisbesiddelse eller skatteunddragelse), er ikke forbrydelser, som er til umiddelbar eller akut fare for andre. Mchangama underminerer således politiets grundlag for overhovedet at udføre ”totalkontroller”; et ”fuck af” som burde efterlade en enerverende klang i ørerne på myndighederne, indtil de enten ophørte med deres ”totalkontroller” eller fremsatte en bedre begrundelse for dem.

Liberale #2

Som svar på den fortælling, der florerer blandt S-SF’ere, at S-SF-R-regeringens dårlige meningsmålinger skyldes, at dens politikker ikke har været venstreorienterede nok, tager den liberale professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard til genmæle i sin kommentar ”Ideologisk selvbedrag fra S og SF” (Berlingske 25.09.2012). Her går Kurrild-Klitgaard i rette med S-SF’s udmelding om, at grunden til, at de to partier er gået tilbage siden valget, er, at de ikke har været tilstrækkeligt røde:

”Ved valget fik venstrefløjen ialt 89 mandater, hvoraf de 77 mandater gik til de nuværende regeringspartier. Tager man august måneds gennemsnit, ligger venstrefløjen som helhed nu kun til 77 mandater, hvoraf 60 til regeringspartierne. Regeringspartierne har altså kollektivt tabt 17 mandater, hvoraf 5 er rykket til venstre […] mens 12 mandater er gået hen over midten til de borgerligt-liberale.”

Hvad vi ser her, er, at modstanderens påstande tilbagevises med fakta. Godt nok er det fakta baseret på meningsmålinger, men det er dog stadig uendeligt mere faktuelt forankret end den interne fortælling i S-SF, som blot var en drømmesyg formodning. Med andre ord består ”fuck af’et” i Kurrild-Klitgaards kommentar i at påpege, at venstrefløjens formodninger modsiges af fakta. Alt i alt et ganske solidt “fuck af”.

“Fuck af” i nuancer af guld, sølv og bronze

Konklusionen på ovenstående nedslag bliver derfor, at de liberale vinder guld i disciplinen ”kvalificerede måder at sige ’fuck af’ til sine modstandere på”. Socialisterne vinder (til min fortrydelse) sølv, mens de statskonservatives måder at sige “fuck af” på vitterligt ikke er meget bedre, end hvis de simpelthen blot havde sagt ”fuck af.”

Så til eventuelt statskonservative og socialister, som læser denne klumme, er der kun at sige: Det er muligt, at vi ikke kan rykke jer, men et kvalificeret ”fuck af” er vel ikke for meget at bede om.

SF – Danmarks konservative parti

Med Det Konservative Folkeparti fanget i en dødsspiral står nye partier klar i kulissen til at overtage rollen som folketingets konservative garant. Mange har nævnt Dansk Folkeparti som den oplagte arvtager af det konservative verdenssyn. Kun få har haft øje for, at Folketinget også huser et andet konservativt parti i SF.

Når det hen over middagsbordet skal opsummeres, hvad det konservative verdenssyn går ud på, så nævner man gerne remsen om ”Gud, konge og fædreland”. Når universiteterne vil sige det samme, så tyer de til fine ord som regionalisme og anti-universalisme. De fine ord er dog ikke nødvendige; egentlig betyder det alt sammen bare, at man som konservativ tror mere på det lokale, det partikulære og det kulturelle, end man tror på abstrakte principper og samfundsanalyser.

Både socialismen og liberalismen er internationalt orienterede ideologier, som går ud fra, at mennesker grundlæggende set er ens på tværs af landegrænser og religioner. Det er det konservative verdenssyn, der er unikt i den forbindelse, idet det tror på, at kulturen og traditionen vejer tungere end det universelle. En sand konservativ har blik for “de ting, der ligger i vores nationalstat, i vores religion [og] i vores kultur” som Dansk Folkepartis Marie Krarup engang formulerede det i DR’s Debatten.

Et godt eksempel på konservativ regionalisme i praksis fik vi i 2005, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen i sin tale til det konservative landsråd slog fast, at fremmed indflydelse aldrig bliver ”lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk.”

SF’s udvikling fra progressive til konservative

Socialistisk Folkeparti var oprindeligt universalistisk og internatonalt orienteret. Man ønskede en løs sammenslutning af nationer med forbillede i Titos Jugoslavien, og man var indædt imod kongehuset. Med tiden er SF dog selv blevet regionalister, som da Villy Søvndal meddelte Hizb ut-Tahrir, at de skulle ”gå ad helvede til.” Fordi folk der ønsker en islamisk styreform ”så kan de rejse til de lande i Mellemøsten”, hvor den slags findes. For så vidt var det Villy Søvndals version af Mogens Camres berømte udtalelse om, at muslimer som ønskede et andet samfund ”skal bo i muslimland – og det er ikke her.”

SF var også oprindeligt imod kongehuset, som er en institution, som de konservative elsker at elske. SF startede som et republikansk parti, men med tiden har det gamle arbejderparti lært at sætte pris på nedarvede privilegier og bedrevidenhed fra folk, som aldrig har arbejdet en dag i deres liv. Siden daværende formand Holger K. Nielsen i 2001 begyndte at bløde op på partiets holdning til kongehuset, er man i SF blevet mere og mere glad for de royale, og i 2010 år sendte man 12 MF’ere til hofbal, herrerne iklædt kjole og hvidt, og damerne i lange festkjoler med slæb. Villy Søvndal havde forinden øvet sig på den traditionsrige adelsdans les lanciers, og Ida Auken udtalte til flere medier, at hofballet da var en ”god fest.”

Med tiden er SF altså blevet et regionalistisk parti, som har lært at holde af kongehuset. SF var også oprindeligt imod forsvaret – en anden konservativ kerneinstitution – men smed siden alle hindringer af bar iver for at være med i forsvarsforliget, hvor SF’s forhandlere blev begejstrede for udsigten til at kunne sætte deres partibogstaver på brede forlig, som cementerede den eksisterende orden. Partitoppen stillede ikke et eneste krav. Som Dansk Folkepartis Søren Espersen senere udtalte, så overvejede de øvrige partier ”at kræve atomvåben til dansk forsvar, for at holde SF ude af forliget – men de havde såmænd nok skrevet under alligevel.”

Højre- og venstrekonservatisme

Den traditionelle højre/venstreskala i politik blænder os for, at SF i virkeligheden er et af folketingets mest konservative partier. Går man dog tilbage til 1890’erne, så var det dengang klart for de fleste, at konservatismen også findes i venstreorienterede former; den såkaldte socialkonservatisme. Man kunne således mene, at de konservative på højrefløjen og de konservative på venstrefløjen var ét fedt, men højrekonservatismen har alle dage haft den fordel, at den (ideologisk set) ikke er til fals for samfundsskadelige eksperimenter som masseindvandring, vindmølleenergi og ophævelsen af privatbillisme i Danmark.

Både højre- og venstrekonservative fører undertiden regressive politikker, som ønsker os tilbage i tiden, men i det mindste ønsker de højrekonservative os kun tilbage til guldalderen omkring år 1900. Med sine politikker om egnsregionalisme, kønsessentialisme, økologi og vindmøller synes SF undertiden at ønske os tilbage til tiden før den industrielle revolution.

EU gentager historien

I det 14. århundrede skrev den arabiske historiker og filosof Ibn Khaldun som følger: “Man bør være sig bevidst om, at når en statsmagt først grundlægges, så opnår den store skatteindtægter med lave skattesatser. Men som tiden går, vil en statsmagt opleve, at højere og højere skattesatser blot vil føre til lavere og lavere indtægter fra beskatningen.”

Hvad Ibn Khaldun havde opdaget, var en tidlig version af Laffer-kurven, som er opkaldt efter den amerikanske økonom Arthur Laffer: Når skatterne i en stat bliver for høje, så dæmper de den økonomiske aktivitet i den givne stat for til sidst at føre frem til den situation, at højere skatter giver færre penge i kassen.

Ibn Khaldun var dog ikke den eneste filosof, som havde opdaget Laffer-kurven før Arthur Laffer: I både de kinesiske og osmanniske storriger havde kloge hoveder ligeså observeret, at efterhånden som flere og flere skatter blev lagt over på de erhvervsdrivendes skuldre, des mere synes de mægtige imperier at fattes penge.

Købmænd eller embedsmænd

Undertiden er et imperium heldigt, idet det lytter til sine købmænd, sådan som det Britiske Imperium havde for vane. Men langt oftere vil det være sådan, at et givent imperium i stedet lytter til sine embedsmænd, som man gjorde med de osmanniske vizir-embedsmænd, eller med det kinesiske Ming-dynastis navnkundige mandariner.

Forskellen er essentiel: Hvor en købmand typisk kan sætte sig i en anden handelsdrivendes sted, så har embedsmænd alle dage været et produkt af staten, og de har det derfor med at se den private sektor som fodnoter til staten. De forstår ikke, at velstanden i den private sektor skabes efter helt andre spilleregler end i det offentlige, og følgelig er embedsværkets værktøjskasse til at hjælpe de private virksomheder typisk helt forfejlet: Virksomhedsstøtte, offentlige satsninger på udvalgte industrier eller told og særlovgivning, som forgylder udvalgte virksomheder.

Danmark og EU står i dag i den situation, at at højere og højere skattesatser for længst er begyndt at føre til lavere og lavere afkast. Vi satser på en hær af statssanktionerede økonomiske planlæggere, inspektører, og nævn og kontrollanter som til stadighed griber strammere fat om det private erhvervsliv med henblik på at vride hver en ekstra krone ud af dem. Europas nationalstater fattes penge, og de har valgt at lytte til deres embedsmænd og ignorere deres købmænd.

Staten er blevet for stor

Men hvis ovenstående analyse er korrekt, hvorfor sætter vi så ikke skatterne ned, så vi kan vende tilbage til Ibn Khalduns tidlige fase, hvor lave skatter og høj økonomisk vækst går hånd i hånd? Det gør vi ikke. Det kan vi ikke, fordi staten er blevet for stor: Den har pådraget sig høje faste udgifter og en storstilet gæld. For hver gang Storbritanniens private erhvervsdrivende tjener 100 kr., så indkræves de 46 af dem i skatter og afgifter. I Danmark ligger det tilsvarende tal over 50 kr. Penge, som kunne være gået til vækst og innovation i ervhervslivet, bliver i stedet inddraget af statens embedsmænd, og brugt til at honorere statens høje udgiftsniveau

Genudgiv Kierkegaard på nudansk

Af Ryan Smith

Kierkegaard på litteraturens kirkegård Weekendavisens Anna Libak har for skade lagt sig ud med den gode smags apostle, idet hun i WA 11. januar har fremsat det ganske fornuftige forslag, at der kunne være værdi i at genudgive Kierkegaards kringlede og arkaiske skriverier på nudansk.

200px-Kierkegaard Fra modstanderne forlyder flere argumenter. Blandt andet det, at man ikke kan udtrykke så righoldige tanker uden så knudret et sprog. Hertil er der vel kun at indvende, at den politiske filosof Machiavelli formår at udtrykke komplekse og fremsynede tanker i sprog, som er klart, ja nærmest barnligt simpelt.

Et andet argument fra ancestralisterne lyder, at tonen, “den spøgefulde, lette ironi” i Kierkegaards skriverier vil forsvinde i en nudansk genudgivelse. Det har kritikerne muligvis ret i, men her må man spørge sig selv, om man vitterligt ikke kæmper for andet end tonen? Hvis det, der er tilbage, når ‘tonen’ og de øvrige kosmetiske lag er skrællet bort, ikke er værd at beskæftige sig med, så giver det selvfølgelig fin mening, at de, der beskæftiger sig med Kierkegaard, modsætter sig en genudgivelse. Men offentligheden fortjener, at man toner rent flag.

”Ved enhver oversættelse, er der ting, der går tabt,” skriver Libaks kritikere. De har altså indset sagens kerne, men skynder sig hastigt videre fra denne erkendelse. For at dvæle ved den for længe ville få dem til at indse, at der ikke findes nogen rationel skillelinje for, hvornår sådan et tab er acceptabelt, og hvornår en sådan opdatering er en uacceptabel leflen for folkedybet. ”Læs dog Kierkegaard i originalen,” siger de, ”Hvorfor dog væren doven på forhånd? – Hvorfor dog på forhånd gå ud fra, at læseren ikke taler dansk, som man gjorde i 1800-tallet? Det handler om at gide!” Og således kunne man med kritikerne sige: ”Hvorfor dog være doven på forhånd? Læs dog Platon i originalen! Hvorfor dog på forhånd gå ud fra, at læseren ikke kan oldgræsk? Det handler om at gide!” Eller hvad med Lao-Tse og den navnkundige ’Tao Te Ching’? Klassisk kinesisk? Det handler om at gide!

Endelig har kritikerne et sidste argument: “At opdatere Kierkegaard ville være at behandle hans skriverier som en kriminalroman,” siger de. ”Og Kierkegaard er ikke en kriminalroman.” Men hør, er Kant og Hume en kriminalroman? Er Schopenhauer? Alle disse tænkere genskrev på et tidspunkt i deres karriere deres værker i mindre knudrede udgaver, og deres hovedværker er ikke gået i glemmebogen derved – snarere tværtimod. Der er med andre ord intet tabt ved at realisere Libaks forslag om Kierkegaard i en mere moderne udgave – undtagen for de få, som allerede har postet ressourcer i at forstå det, som med Libaks forslag kunne blive almeneje.

Er Etisk Råd etisk?

En 15-årig pige blev gravid ved et uheld, og opdagede graviditeten for sent til at få en abort (uge 15).  En scanning afslørede i uge 17, at fosteret manglede nyrene, og derved kun kunne leve i hendes mave. Hun ville gerne have en abort, men kunne ikke få den uden tilladelse fra Etisk Råd. Hun gik til Etisk Råd, men de nægtede hende det.

Så denne 15-årige pige måtte gå til termin og føde et barn på 3,5 kg, der bortset fra nyrene intet manglede. Dette barn døde et par dage efter fødslen, sådan som man havde vidst fra det øjeblik, en scanning tidligere forudså. Hvor er det etiske i det? Er det ikke umenneskeligt at bede en 15-årig (eller hvilken som helst anden kvinde) gå igennem det.

For ikke at tale om det barn, hvis nerver udviklede sig til er færdigt stadie, og derved følte så meget mere smerte.

Was Xenophanes a Monist or a Monotheist?

xenophanes Should Xenophanes be read as a monist or a monotheist? It seems that the surviving fragments of his thought can lend itself to either interpretation, with but a few modifications. And the ancient sources are also mixed on this matter. Thus we are faced with a doxographical split with some writers believing that Xenophanes was a monist in the Eleatic tradition along with Parmenides and Zeno and others beliveing that Xenophanes was a monotheist, writing in a religious tradition.

Writers who believe that Xenophanes was a philosophical monist: Aristotle, Theophrastus, Eduard Zeller, A.H. Armstrong, and Plato*

* Plato’s support for this interpretation may not have been intended as serious by Plato. It may have been a “jesting” remark, as Barnes calls it.

On the other hand, the writers who interpret Xenophanes as a monotheist are: Hippolytus.

And finally, we have the sources which lend themselves to either interpretation: Simplicius, Cicero, Pseudo-Galen, the Melissus, Xenophanes, Gorgias, Jonathan Barnes, M. Schofield

Our view here, as inspired by Thomas McEvilley, is that Xenophanes’ thought presents a religious version of a philosophical monism and so that he is not a monotheist in the Judeo-Christian-Islamic sense of the term, but who identifies the oneness and totality of philosophical monism with the divine, not unlike what Spinoza would later do.

The Difference between French, English, and German Philosophy

A Frenchman, an Englishman, and a German each undertook a study of the camel.

The Frenchman went to the zoo, spend half an hour there, questioned the staff, threw bread to the camel, poked it with the front of his umbrella, and, returning home, wrote an essay for the papers, full of sharp and witty observations.

The Englishman, taking his tea basked and a good deal of camping equipment, went to set up camp in the Orient, returning after a sojourn of two or three years with a fat volume, full of raw, disorganized, and inconclusive facts which, nevertheless, had real documentary value.

As for the German, filled with disdain for the Frenchman’s frivolity and the Englishmans’ lack of metaphysical ideas, he locked himself in his room, and there he drafted a multi-volume work entiteled: The Idea of the Camel Derived from the Concept of the Ego.

Keynes som figenblad

Forbrugspolitik og voksende offentlig gæld er yt. Men hvad gør man så, når man synes, at staten skal blive ved med at vokse? Man undlader at kalde sig selv socialist – man anvender Keynes som figenblad.

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

To økonomer sidder og får sig en øl: ”Har du hørt, at min kone er keynesianer?” siger den ene til den anden. ”Jo, hun har altid travlt med at spendere sig ud af en depression.”

Den pointe, der ubesværet byder sig til, når man analyserer ovenstående vittighed er, at mange af de debattører, der i dag går rundt og kalder sig keynesianere, i virkeligheden gør det af opportunisme. Som med konen i vittigheden ovenfor, så holder disse debattører mægtig meget af forbrug, og det altså uden at de nødvendigvis har sat sig synderligt ind i Keynes’ tanker.

Ikke desto mindre går de dog omkring og kræver ”keynesianske” løsninger. Snart på det ene og snart på det andet. ”Keynes” er blevet det magiske ord. Det saglighedsskabende figenblad, som man kan smykke sig med for at lede fokus væk fra, at det, man egentlig ønsker, er en offentlig sektor, der helst skal være så stor som muligt. Et synspunkt, der ikke har meget at gøre med Keynes’ egen idé om at øge det offentlige forbrug som et midlertidigt tiltag i krisetider.

Med ufrivillig hjælp fra Keynes og fra figenbladets sagliggørende slør er det således kommet i stand, at hvad der før hed socialisme, nu om dage har det med at blive kaldt keynesianisme. Men det er falsk varebetegnelse, og figenbladets bedrag bliver tydeligt ved, at Keynes ikke selv var socialist: Keynes skrev uden blusel om socialismen som en doktrin for ”ulogiske og sløvsindige” mennesker, og for Keynes var det et mysterium, hvordan intelligente mennesker dog kunne tro på de rødes ammestuefortællinger om klassekamp og udbytning af arbejderen. I Keynes’ verden var den slags blot barnligt nonsens.

Keynes var altså ikke socialist. Han var økonom, uddannet i klassikerne på Eton og Cambridge, og således en mand der med indsigt i økonomernes læresætning om de såkaldte ’komparative fordele’ forstod, hvorfor international frihandel i udgangspunktet er en ganske god idé.  Ganske vist nåede Keynes at skrive sig ind i adskillige (og indbyrdes modstridende) holdninger til frihandel i løbet af sin karriere, men ifølge forfatteren Hunter Lewis, der har beskæftiget sig indgående med Keynes, så holdt Keynes aldrig op med at se international frihandel som det naturlige udgangspunkt for verdensøkonomien og for et tolerant og åbent samarbejde mellem nationer.

Med denne indsigt kan vi således se, at den historiske Keynes er milevidt fra vor egen tids figenblads-keynesianere. For figenblads-keynesianere er i virkeligheden blot socialister, og socialister er på en eller anden måde er kommet frem til, at frihandel er noget farligt noget.

Hvad en given ”keynesianer” synes om frihandel, er således den perfekte lakmusprøve på, hvorvidt vedkommende er en ægte keynesianer eller en figenblads-keynesianer:  Om han (som Keynes) blot tror på øget offentligt forbrug som et midlertidigt kriseværktøj, eller om han i virkeligheden er en socialist, som har lært at sige ”Keynes” som en slags trylleremse, der kan maskere hans kærlighed til dækningsløst forbrug.

Krugman som case study

Hvis der er én person, som inkarnerer denne konflikt imellem de halv- og helstuderede keynesianere, så er det nobelpristageren Paul Krugman, som også er professor i økonomi på Princeton universitet. Her taler vi selvsamme Krugman, som også danske politikere og meningsmagere undertiden har henvist til i deres argumentation (eks. Mogens Lykketoft, Berlingske 05.08.2010, samt Lars Trier Mogensen, Politiken 03.06.2011).

Krugman har altid været keynesianer, men i den tidlige del af sin karriere (da Krugman var mere ortodoks som økonom) der var han også glødende tilhænger af frihandel. I 90’erne skrev Krugman f.eks. bogen ’Pop Internationalism’, som leverede en knusende kritik af de moderigtige venstrefløjsfolk, der, med nyopfundne og uunderbyggede ideer på plakaten, skæpper op for at modsætte sig frihandel.

Vi kender også disse ”pop-internationalister” i Danmark: De er venstreorienterede typer, som gerne taler flot og længe om internationalt samarbejde og om deres bekymring for folk i den tredje verden. Men de forblommede ord falder til jorden, når de udsættes for lakmusprøven: I praksis modsætter de sig nemlig frihandel, og dermed spænder de også ben for den tredje verdens mest oplagte mulighed for nogensinde at komme til at stå på egne ben.

Ifølge Krugman er disse ”pop-internationalister” folk, som godt kan lide at fremstille sig selv som havende et globalt udsyn, men som i praksis ikke har det. Men det var alt sammen, før Krugman blev gjort til ikon for den internationale venstrefløj, der som sagt har det svært med frihandel.

Siden Krugmans kanonisering som venstrefløjsikon har han derfor ikke skullet have klinket noget: Siden da har han nemlig været ”strategisk tavs” om, hvad han egentlig mener om frihandel, hvilket er højst usædvanligt for en mand, der vel bedst kan beskrives som en art ’økonomernes Robespierre’: Som en bulldog af en økonom, der altid har stået klar med en passioneret brandtale til fordel for sin egen holdning og med et lige så passioneret personangreb på enhver, som der ikke lige kunne tilslutte sig hans holdning.

Der er også figenblade i realpolitikken

Indtil nu har vi mest set på debattens overordnede linjer. Men kigger vi nærmere på realpolitikken, så finder vi også her en uhæderlig tendens til at forvanske realiteterne omkring, hvad det egentlig er, der sker med det offentlige forbrug i Europa.

Først lidt kontekst: Da finanskrisen ramte, var de politiske fløje uenige om løsningen: På højrefløjen mente man, at krisen skulle håndteres ved ”at spænde livremmen ind”, dvs. ved at bruge færre penge i den offentlige sektor. Men på venstrefløjen lunede man sig istedet ved tanken om keynesiansk inspirererede ”vækstpakker” og ”kickstarts” – det vil sige ved mere gæld og et højere offentligt forbrug, hvilket i øvrigt også var, hvad S og SF gik til valg på.

(Teksten fortsætter efter billedet.)


I den forbindelse anføres det ofte fra venstreorienterede, at det borgerlige bud på en løsning ”har fejlet.” At besparrelser simpelthen ikke har virket, og at de keynesianske ”kickstarts” med gældsstiftelse og et højere offentligt forbrug derfor er påkrævet (eks. Morten Bødskov, Kristeligt Dagblad 16.02.2011, samt Henrik Herløv Lund, Avisen.dk 01.12.2011).

Men dette postulat om, at besparelser i det offentlige ikke har virket, har et problem: Det har ikke hold i virkeligheden. Det er blot endnu et figenblad, som forbrugsivrige mennesker kan holde op for deres intellektuelle ædlere dele i et forsøg på at fremvise en fernis af saglighed.

Kigger man tallene efter, sådan som den fransk-amerikanske økonom Veronique de Rugy har gjort, så viser det sig nemlig, at de offentlige besparelser, som venstrefløjen har besunget som var de ødelæggelser af bibelske dimensioner, slet ikke har fundet sted i Europa. Ifølge de Rugy så har besparelserne på de offentlige budgetter været beskedne, grænsende til det insignifikante, og nedbringelsen af den europæiske gæld er i stedet foregået ved, at Europas regeringer har ladet skatterne stige.

Ser man f.eks. på den britiske premierminister David Camerons virke, så lovede han under sin valgkamp, at han ville skære dramatisk i samtlige af de britiske ministeriers budgetter. Cameron lovede tillige, at han ville gennemføre en ”seriøs” tilbagetrækningsreform, og at han ville sætte skatterne ned. Men går man Cameron efter i bedene, så viser det sig, at virkeligheden er en anden: Det offentlige forbrug er fortsat med at stige, blot med lidt langsommere hastighed end under den nuværende regerings forgængere.

Ligeledes mener Rugy at finde samme mønster i Frankrig, Spanien, og andre europæiske lande. Ifølge de Rugy så snakker de europæiske lande om at nedbringe deres gæld gennem en blanding af skattestigninger og offentlige besparelser, men i virkeligheden er det sådan, at skattestigningerne indtræffer, mens sparrelserne på de offentlige budgetter forbliver ved snakken

Såvel på debattens overordnede linier som på den konkrete realpolitik ser vi altså, at debatten om Keynes ikke er hæderlig, men at hans navn bliver anvendt som et figenblad, der skal maskere det bagvedliggende ønske om permanent vokseværk i den offentlige sektor.

Et ønske, som Keynes selv ville have været imod.