Category Archives: Filosofi

Kønskvoter som rent seeking

af Eva Gregersen

Allerede i 1982 sagde Margaret Thatcher: The battle for women’s rights has been largely won. Det var det år, jeg blev født, og de erfaringer, jeg hidtil har gjort mig, har kun bekræftet Thatchers udlægning. Jeg har hverken oplevet selv at blive diskrimineret på baggrund af mit køn eller fået det indtryk, at andre (gammel-)danske kvinder blev det – med en enkelt undtagelse, som jeg skal komme tilbage til. Det er min klare oplevelse, at kvinder har lige muligheder for at gøre karriere – at vi ligesom mænd bliver vurderet på den vare, vi leverer. Denne lykkelige tilstand er naturligvis resultatet af mange års kamp, og til de læsere, der personligt har bidraget til at nå hertil, vil jeg gerne rette en tak.

At der fortsat ikke er lige så mange kvinder som mænd i toppen af dansk erhvervsliv mv. er for mig at se det naturlige resultat af den videnskabeligt veldokumenterede kendsgerning, at der er forskel på mænd og kvinder. Bl.a. er kvinder simpelthen mindre interesserede i at gøre karriere og mere interesserede i yngelpleje end mænd. Der findes undtagelser fra denne generalisering – herunder blandt de 14 underskrivere af svaret til Albrightgruppen – men det er netop undtagelser, der bekræfter reglen. Og når kvinder generelt vælger at investere mindre tid i deres karrierer end mænd, er det kun forventeligt, at kønnenes resultater bliver derefter.

Nutidens feminister ignorerer tilsyneladende denne basale sammenhæng mellem indsats og udbytte. Det er som om, de ikke vil acceptere, at man ikke på én og samme tid kan være en nærværende forælder (og trofast veninde og hengiven elskerinde osv.) og hellige sig sit arbejde i det omfang, det kræves for at nå til tops inden for erhvervslivet, kulturlivet mv. Man må prioritere. Og den prioritering er suverænt et personligt valg. Det er ikke en sag for kvindekampen.

Derfor kan jeg ikke støtte op om dagens feministiske agenda. De tiltag, Albright-gruppen ønsker sig for at få flere kvinder til at blive ingeniører og iværksættere og for at ’fremme mangfoldighed’ i kulturlivet, handler ikke om at sørge for lige muligheder, men om at favorisere kvinder på bekostning af mænd for på kunstig vis at opnå resultatlighed.

Min primære anke imod det er, at det er uretfærdigt over for de mænd, der bliver forfordelt, men jeg sympatiserer heller ikke med feministernes optagethed af at sikre sig, at andre kvinder træffer de valg, som feministerne mener er de rigtige. Hvis de synes, det er så vigtigt, at kvinder indtager de mandsdominerede fag, hvorfor starter de så ikke selv en vækstvirksomhed med flere end 10 ansatte eller melder sig ind i en skakklub?

Nutidige feminister modsiger ofte sig selv: På den ene side er der ikke forskel på mænd og kvinder, og derfor skal der partout rettes op på, at kvinder ikke fylder på direktionsgangene, ministertaburetterne og musemsvæggene i lige så høj grad som mænd. På den anden side er der forskel på mænd og kvinder, og derfor beriger kvinder arbejdspladserne med særlige kompetencer så som samarbejdsevner og empati mv. Jeg har fået at vide, at hvis jeg læser en mursten af Simone de Beauvoir på over 700 sider, vil jeg forstå det, men helt ærligt, hendes budskab må kunne formidles på mindre plads – hvis ellers der ikke er tale om hjernevask?

Den ene erfaring, jeg har gjort mig med diskrimination af kvinder, har været i forbindelse med barsel. Det er velkendt, at virksomheder alt andet lige er mindre tilbøjelige til at ansætte en kvinde i den fødedygtige alder end en mand, fordi kvinder tager mere barsel end mænd. Denne såkaldt statistiske diskrimination er velbegrundet, for det er jo et problem for en arbejdsplads at måtte undvære en medarbejder i en længere periode. Selv hvis medarbejderens løn bliver betalt af en central barselsfond, er barslen ikke omkostningsfri for virksomheden, som stadig enten skal undvære arbejdskraften eller bruge ressourcer på at oplære en vikar (der først vil opnå fuld produktivitet, når medarbejderen alligevel er ved at være tilbage). At virksomhederne derfor diskriminerer mod kvinder er selvfølgelig urimeligt over for de kvinder, der ikke vil udsætte virksomheden for den omkostning.

Øremærkning af barsel til mænd ville mindske urimeligheden, men det ville også skabe en ny urimelighed over for de mænd og kvinder, der faktisk foretrækker at lade kvinden tage hele barslen, mens manden koncentrerer sig om sin karriere. En bedre løsning ville være at lovliggøre barselsklausuler i ansættelseskontrakter, så kvinder (og for den sags skyld mænd) kan forpligte sig til ikke at gå på barsel i en bestemt tidsperiode. (Dvs. hvis de går på barsel alligevel, vil de skulle kompensere virksomheden for omkostningerne, som jo kan være en sekscifret størrelse). Det kan måske virke urimeligt over for de kvinder, der ikke vil acceptere denne klausul – men hvis en kvinde ikke vil garantere, at hun ikke går på barsel i løbet af eksempelvis de første to år, er det så virkelig en god idé for det lille konsulentfirma, der er dybt afhængig af den enkelte medarbejders indsats, at satse på hende? Det kan virke barsk at tænke på en fødsel som et problem, som medarbejderen påfører virksomheden, men sådan er virkeligheden for selv den mest velmenende arbejdsgiver.

Tilbage til Elisabeth Rygård. Når nu hun tillader sig at spekulere i vores motiver, må det være tilladt at spekulere i hendes. Hun er filminstruktør, og et af de tiltag, Albright-gruppen ønsker sig, er at »Se på, om der virkelig er nok kvinder på museumsvægge, dagbladssider, TV-skærme, scenegulve og i de filmproduktioner, vi støtter som samfund.« Kan det tænkes, at Rygård mener selv at være blandt de kvinder, hvis film burde have mere støtte – og hvem er det i så fald så lige, der er ude i ’at mele sin egen økonomiske kage’?

Måske mener Rygård ikke selv at være i målgruppen for Albrightgruppens forslag. Men det bringer mig til et andet spørgsmål: Hvor er egentlig ofrene for den manglende ligestilling? Hvorfor hører man aldrig noget i debatten fra de kvalificerede kvinder, der mener at være overset til bestyrelsesposterne og forbigået til professoraterne? Hvis det skyldes frygt for repressalier, kan de jo udtale sig anonymt, hvor identiteten er redaktionen bekendt. Og hvis mænd så gerne vil tage lang barsel, men bare hver især ikke tør være den første på arbejdspladsen til at gøre det, hvorfor har de så ikke forstået at organisere sig? Man kan jo også støtte interesseorganisationer ganske anonymt.

Jeg kender kvinder, som siger, at det er for dårligt, at der ikke er flere kvinder i virksomhedsledelserne, men de har godt nok selv ikke tænkt sig at arbejde så meget, som der er nødvendigt for at nå dertil. Og de mænd, jeg kender, der ikke allerede i dag tager længere barsel end de 14 dage, længes mig bekendt ikke efter en god undskyldning for at gøre det.

Kan det tænkes, at ofrene simpelthen ikke findes? At ligestillingen for længst er opnået, og at feministerne bare mangler at komme videre og forstå, at mænd og kvinder nok er lige – men også er forskellige?

ENFP – portræt og beskrivelse

af Pernille Sørensen, cand.mag.

ENFP’er er varme, entusiastiske mennesker. De er typisk meget kvikke og for andre, som observerer dem, så virker det, som om de har stort potentiale.

ENFP’er lever i en verden af muligheder. De kan blive meget passionerede og begejstrede for de ting, som de netop er ved at diskutere. Deres entusiasme giver dem mulighed for at inspirere og motivere andre, måske mere end hvad nogen af de andre 15 typer er i stand til. De kan tale sig ind i større og større muligheder, og entusiasmen kan bare vokse og vokse. De elsker livet og ser det som en særlig gave, og de stræber efter at få mest muligt ud af det.

ENFP’er har typisk en bred vifte af kompetencer og talenter. De er gode til de fleste ting, der interesserer dem. De elsker at arbejde projektorienteret, og udsigten til at skifte karriereretning kan give dem energi og entusiasme snarere end at fylde dem med usikkerhed, som det ville ske for særligt I—J-typerne.

For en udefrakommende kan ENFP’er nogle gange synes retningsløse og uden formål, men ENFP’er er faktisk ret konsekvente, idet de har en stærk følelse af indre værdi og signifikans, som de bærer med sig ind i ethvert projekt, som de kaster sig over.

Således har ENFP’er også brug for at føle, at de lever deres liv ”som deres sande selv”, dvs. i overensstemmelse med deres sande værdier og med, hvad de mener er rigtigt. ENFP’er ser personlig mening i mange ting, og de stræber kontinuært efter at forene deres ydre liv, som ofte er meget kaotisk og mangefacetteret, med deres indre fornemmelse af, hvad der er rigtigt, selvom sidstnævnte ikke altid træder helt klart frem for dem selv. På grund af dette kan visse ENFP’er føle, at de hele tiden er i fare for at agere ”inautentisk”, eller at de er ved at ”miste kontakten med sig selv.”

ENFP: God til at starte projekter, mindre god til at afslutte dem

Både ENFP- og ENTP-typerne er meget bedre til at få ideer og sætte ting i gang, end de er til at afslutte projekterne igen. Men da ENFP’erne har en præference for følen frem for tænkning, så er ENFP’en måske den af de to typer, som skal være mest opmærksomme på at sørge for at overholde deres aftaler og færdiggøre deres projekter. En ENTP kan bruge sin tænkefunktion (Ti) til at ”tage sig selv i nakken” og få arbejdet afsluttet, men for en ENFP er det tillige vigtigt, at projektet bliver ved med at være synkroniseret med deres personlige værdier og interesser. At færdiggøre projekter er således et særligt svært problemområde for ENFP’er, og hvis ikke de lærer det, så vil de aldrig opnå de store resultater i livet, som deres potentiale ellers sætter dem i stand til at opnå.

De fleste ENFP’er har store menneskefærdigheder. De er varme og interesserede i andre mennesker, og de lægger stor vægt på deres interpersonelle relationer. Men samtidig må man sige, at ENFP’er næsten altid har et stort behov for at blive set og holdt af. Undertiden kan ENFP’er derfor overdrive deres egne udtalelser og tiltvinge sig upassende meget opmærksomhed i sociale situationer for at tilfredsstille deres egoistiske behov for kærlighed og opmærksomhed. Men når først en ENFP har lært at balancere sine behov, så er vedkommende typisk vellidt.

De brænder for det store billede – ikke for facts og detaljer

Fordi ENFP’er lever i en verden af spændende muligheder, så har de også en tendens til at se detaljerne bag det, de beskæftiger sig med, som trivielt slid. ENFP’er har det svært i rutineprægede job, og de keder sig nemt i opgaver, som handler om at gennemgå allerede kendt stof. Således er ENFP’er også et særsyn i forælderrollen, idet mange har svært ved at opretholde en konsekvent pædagogisk attitude over for deres børn. ENFP’en kan være den strenge forælder den ene dag og barnets bedste legekammerat den anden dag, og alt i alt kan det være temmelig forvirrende for barnet.

ENFP’er er dybest set glade for tilværelsen. De kan blive ulykkelige, når tingene går dem for meget imod, eller i situationer, hvor de ikke kan udøve deres store mentale fleksibilitet. Mange overvejer derfor at blive selvstændige og få friheden til at leve fuldt ud i overenstemmelse med netop deres værdier.

ENFP’er er charmerende mennesker, hvis kompetencer spænder over et bredt spektrum. De har mange evner, som de vil bruge til at realisere sig selv og dem i nærheden af sig, hvis blot de er i stand til at forblive centreret og mestre evnen til at færdiggøre deres projekter.

ESTP – Portræt og beskrivelse

ESTP’er er udadvendte, ligefremme typer. Med deres entusiasme og energi er ESTP’er handlingens mænd og kvinder, og de lever i en verden af konkrete muligheder. De er ligefremme og risikovillige, og de er villige til at kaste sig direkte ud i ting og til at få skidt under neglene. ESTP’er lever i nuet, og de opfatter ikke introspektion og teori som særlig vigtigt. Måske derfor er de også utroligt hurtige til at beslutte, hvad der skal gøres, udføre handlingen, og så komme videre til den næste udfordring.

Set med andres øjne, så har ESTP’er en uhyggelig evne til at opfatte folks holdninger og motivationer. ESTP’er samler instinktivt op på små signaler, som passerer helt ubemærket forbi de fleste andre. De lægger bl.a. mærke til signaler fra ansigtsudtryk og kropsholdning. De er typisk et par skridt foran den anden person, som de taler med.

ESTP’er bruger denne evne til at få, det, som de vil have ud af en given situation. Regler og love ses som retningslinjer for adfærd, snarere end som egentlige regler der skal følges. Hvis en ESTP har besluttet, at der er noget, der skal gøres, så vil vedkommende sigte efter at  “gøre det og komme videre med det”, og denne attitude tager precedens over de regler, som andre mener bør følges. Men ESTP’en har en tendens til at have en stærk tro på, hvad der er rigtigt ud fra den faktiske situation, og for dem bliver hvad der er rigtigt og forkert defineret ud fra dette syn på den aktuelle situation.

ESTP’er har sans for drama og stil. De er hurtige, og hurtigt-talende, folk, der har en forståelse for de mere eksklusive ting i livet. De er gode til branding, story-telling og til at improvisere. De elsker at have det sjovt, og de er selv sjove mennesker at være omkring. Med deres ligefremhed kan de nogle gange komme til at såre andre uden selv at være klar over det. Det er ikke, fordi de er kolde; de er bare ligefremme, og så baserer de deres udtalelser på fakta og logik.

ESTP’ers mindst udviklede område er deres abstraktionssøgende side. De er utålmodige med teori, og de kan ikke rigtigt se værdien af abstraktioner i forhold til at “få tingene gjort”. En ESTP vil lejlighedsvis have stærke intuitioner, som ganske vist ofte er fejlagtige, men som fremstår meget klare for dem selv. Derfor kan ESTP’er ikke stole på deres intuitioner om de større strukturer i verden. Derfor kan de nemt komme til at tro på konspirationsteorier, Scientology m.v., og de er mistænksomme over andre folk, som er mere hjemme i abstraktionernes verden.

ESTP’er har en naturlig overflod af energi og entusiasme, hvilket gør dem til naturlige iværksættere. De får meget begejstring ud af at ”sætte ting i gang”, og de har evnen til at motivere andre til med spænding og action. En god ESTP kan sælge sin nyeste idé til hvem som helst. De er handlingsorienterede og træffer beslutninger meget hurtigt. Alt i alt har de ekstraordinære talenter for at få sat ting i gang. De er dog normalt ikke så gode til at følge op på tingene, når de har iværksat dem, og de kan miste interessen og efterlade disse opgaver til andre typer.

Erhvervsledere i politik

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Tirsdag nat dansk tid tørnede Romney og Obama sammen i den anden af de tre debatter, der skal afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident. Og ganske som i den første debat, så blev Romneys erfaringer som jobskaber i den private sektor fremhævet som en kvalifikation for hans fremtidige politiske virke.

At erhvervsledere skulle ligge inde med et sæt særlige kompetencer, som uden videre kan overføres til politik, er en påstand, som med jævne mellemrum dukker op i den offentlige debat. Ideen kendes også herhjemme, eksempelvis i form af forretningsmanden Lars Kolind, der med ”Kolind-Kuren” søger at revolutionere politik ved at levere ”en ny måde at drive [offentlig] virksomhed på.” (Sådan, hvis han selv skal sige det.)

Stilgrebet er ikke grundløst: Kigger man i forskningen, så har succesfulde erhvervsledere vitterligt en lang række træk til fælles med dygtige politikere. Eksempelvis har de højere abstraktionsevne og en højere intelligens (IQ) end den gennemsnitlige indbygger. De er i gennemsnit mere udholdende i at forfølge deres mål end den øvrige befolkning, og så lærer de typisk af den modgang, de møder, frem for at lade sig slå ud af den. Ligeledes er de i gennemsnit mere assertive og ambitiøse end den øvrige befolkning, og så orienterer de sig efter praktiske resultater og tallene på bundlinjen frem for at fortabe sig i ideologiske abstraktioner.

Der er altså sigende og markant fællestræk mellem dygtige politikere og dygtige erhvervsledere. Men betyder det så, at alting ville blive bedre, hvis storinvestoren Warren Buffet flyttede ind i det Hvide Hus, eller hvis Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen rykkede ind på Marienborg? Svaret er både ja og nej.

Ifølge Deniz S. Ones, der er professor i psykologi ved University of Minnesota, og som har forsket i forskelle og ligheder mellem politikere og erhvervsledere, er der flere signifikante træk, som de to grupper har til fælles. Men samtidig er der også en afgørende forskel på de to grupper: Erhvervsledere styrer direkte efter målet. Og det er en kæmpe ulempe i politik.

Alle har ret (til godbidder)

Ifølge Deniz S. Ones, så fungerer en succesfuld virksomhed i den private sektor dybest set som følger: En grundlægger har en idé om et mål, som vil gøre virksomheden profitabel. Vedkommende opbygger så en organisation, som er designet til at realisere det mål. Ansatte, som laver ballade eller som ikke leverer varen, bliver fyret eller parkeres på uvæsentlige stillinger langt nede i organisationen. Og den virksomhed, der med størst succes formår at følge denne formel, vinder så konkurrencen på det frie marked.

Helt anderledes er det med politik. I politik er der ikke en chef, som kan hyre og fyre, og som kan belønne folk på baggrund af deres performance. Nej, i politik kan enhver gruppe mennesker, som formår at organisere sig, gøre krav på repræsentation, uanset kompetencer og uanset performance. Og med politisk repræsentation følger også muligheden for at gøre krav på skattekroner til at tilgodese sin personlige særinteresser (tænk blot på Venstres Ellen Trane Nørbys 696 forsøg på at sikre statsstøtte til sin mors museum i Lemvig). Derfor kan politik nemt ende med, at en statsminister sidder tilbage med nogle inkompetente eller illoyale ”ansatte”, som ikke kan fyres, selvom de modarbejder regeringens overordnede mål.

Politik handler således ikke kun om at få den bedste løsning for hele butikken. Politik handler også om forsvare forskellige gruppers fastgroede interesser, uden at skele til hvad der er bedst for samfundet som helhed. Under et parlamentarisk system skal alle fløje spises af med godbidder, og ifølge Deniz S. Ones er det på netop dette træk – at styre direkte efter målet versus at spise alle af med godbidder for selv at opnå magten – at succesfulde erhvervsledere adskiller sig mest fra succesfulde politikere.

Kort sagt så er erhvervslederne altså mere direkte og resultatorienterede, mens politikerne er mere indirekte og fokuserede på processen omkring magten. For erhvervslederne gælder det om at være effektive, og for politikerne, så er det, som den amerikanske præsident Harry Truman engang har sagt: ”Hvor end du har en effektiv regering, der har du et diktatur.”

Mellemlederen er fremtidens mand

00’ernes rollemodel var entreprenøren, der på rekordtid opfandt et internetprodukt, solgte det videre til en eksisterende gigant og trak sig tilbage som millionær. Men det var før finanskrisen. Nu er det mellemlederen, der er fremtidens mand.

Mellemlederstanden og dårlig PR går hånd i hånd. Hvor toplederen opfattes som visionær, legende og åben over for nye ideer, lyder fordommene om mellemlederen, at han er ferm, striks og emsig efter, at tingene bliver gjort efter bogen. Hvis den etablerede fremgangsmåde virkede i går, så virker den nok også i dag. Mellemlederen er standardfigur for latterliggørelse, og det så meget, at både tegneseriestriben ’Dilbert’ og tv-serien ’The Office’ har gjort satire på mellemlederens bekostning til en fast bestanddel af deres repertoire.

Når topledere profileres i erhvervsmedier, er det ofte som stærke mænd, der kan overskue det store billede og som kompetent formår at styre virksomhederne mod succes. Men når bølgerne rigtigt går højt, så er det så godt som altid, fordi snakken er faldet på entreprenøren. Medierne glorificerer entreprenøren, og fremhæver ham som rollemodel, men glemmer, at entreprenørvirksomhed ikke er et mål i sig selv. Entreprenørvirksomhed er et middel til at opnå et mål, nemlig det succesfuldt markedsførte produkt, som skaber blivende værdi i form af forbedringer for forbrugeren og jobs for producenten.

00’ernes helt var entreprenøren, der med virkelyst, 2-6 ansatte og 90 timers arbejdsuge bankede et IT-produkt op på rekordtid, solgte det videre til en eksisterende gigant og trak sig tilbage som millionær. Men det var før finanskrisen. Det var dengang, fremtiden tegnede uendeligt lys, og alskens accessoriske nicheprodukter var i højsædet. Oven på krisen skærer vi igen ind til benet, og prioriterer det blivende, det nødvendige og det essentielle.

10’ernes helt bliver derfor mellemlederen, der med sin nøgternhed og stringens er den uundværlige møtrik i det store maskineri, der får hjulene til at dreje som smurt. Som det uundværlige bindeled mellem topledere og medarbejdere er det mellemlederen, der muliggør virksomhedsorganisation på den helt store skala. Det er takket være mellemlederens standhaftighed og stabilitet, at der fortløbende kan skabes værdi ud af de flyvske entreprenørers ideer.

Også i filosofien

Også i filosofien har de store tænkere traditionelt haft blik for mellemlederens kvaliteter: I storværket ’Staten’ havde den græske filosof Platon en del at sige om velsignelserne ved mellemlederens temperament. Når talen falder på ’Staten’, er det så godt som altid med henvisning til Platons visioner for den politiske klasse. De udvalgte skulle herske. Kun de færreste er klar over, at ’Staten’ også gør sig umage med at skildre de indbyggere, der skal leve i den og som ikke tilhører den politiske klasse. Her skelner Platon mellem de besindige og de ubesindige borgere; mellem dem, der med en rolig hånd går på arbejde, sparer op og gør tingene efter bogen, og så dem, der lader sig føre rundt i manegen af omskiftelige luner og med store armbevægelser kaster sig over snart det ene, snart det andet.

Quotes by and about Hermann Goering

Goering: “Nobody knows the real Goering. I am a man of many parts.”

[Asked if he believed in the term ‘master race’:]
Goering: “It is my view that if you are a master you have no need to emphasize it.”

Goering: “After the United States gobbled up California and half of Mexico … territorial expansion suddenly [became] a crime.”

Leon Goldensohn: “Goering did not seem much interested in … details.”

Eric A. Zillmer: “Goering loved psychology, and loved psychological testing.”

Richard Overy: “Goering appeared at times to be all things to all men.”

Goering: “There is hardly any politically minded man who acknowledges and agrees with every point of the program of a political party.”

Goering: “I would be able to defend my actions, no matter what [evidence] they had on me.”

Goering: “Naturally, the common people don’t want war [but] the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is tell them they are being attacked and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same way in any country.”

Goering: “The political structure in different countries has different origins, different developments. Something which suits one country extremely well would perhaps fail completely in another. Germany, through the long centuries of monarchy, has always had a leadership principle. … The position of the Catholic Church rests now, as before, on the clear leadership principle of its hierarchy. And I think I can also say that of Russia, too.”

Goering: “I live the life of the last Renaissance man.”

[Asked about his seizure of art from the Nazi occupied territories:]
Goering: “It wasn’t that I amassed it with aims of selling it and becoming a rich man. My personality demanded that I be surrounded by the best examples of the world’s art.”

[Responding to the rumors that he had set fire to the German Parliament:]
Goering: “I should be competing with Nero.”

[American interrogator: “How would you build the German Air Force if you had to start again from scratch?”]
Goering: “With jet aircraft and a bomber that could reach America.”

[Suicide note, explaining why he took a cyanide capsule to avoid hanging:]
Goering: “I would have let you shoot me without further ado! But it is not possible to hang the German Reichsmarschall! I cannot permit this. … I have no moral obligation to submit to the justice of my enemies. I have therefore chosen the manner of death of the great Hannibal.”

Richard Overy: “Goering was a contradictory [and] complex … character.”

Richard Overy: “Goering displayed a public face: Blunt, direct [and] jovial. … Goering appeared at times to be all things to all men.”

Richard Overy: “Goering’s ideas betray a consistent desire to create something essentially new, implying all the historic virtues, but unlike [anything] of the past.”

Richard Overy: “Many of the political jokes that circulated in the Third Reich were directed at Goering. He collected them [all] in a large leather notebook and delighted in re-telling most of them to his friends.”

Richard Overy: “Goering was known to wear togas, fur coats and faux-medieval hunting outfits.”

Richard Overy: “[He was] a mercurial Luftwaffe commander [who] also loved the opera.”

Richard Overy: “Goering got into endless arguments with other officers [and] he did not like routine work.”

[On a formal inspection of the V2 rocket program, which Goering visited as head for the air force:]
General Dornberger: “[On this occasion he wore] soft Morocco leather riding-boots of glaring red with silver spurs … a very voluminous greatcoat of Australian opossum fur with the hide turned outwards. Platinum rings with big rubies.”

Herbert Spencer, liberalismens bøhmand

Den britiske filosof Herbert Spencer (1820 – 1903) kendes i dag mest som socialdarwinist og som kompromisløs laissez-faire liberal, for hvem de fattige bare kunne rende og hoppe. Men er det nu også rigtigt?

af Ryan Smith

Hvis du er ligesom de fleste dannede mennesker, så ved du ca. to ting om Spencer – et; at han var liberal og to; at han var socialdarwinist. Begge disse ting er der imidlertid grund til at betvivle korrektheden af.

Filosoffer har det undertiden med at blive kendt for små slogans og bon mots (såsom Descartes’ ”Jeg tænker, derfor er jeg,” eller Humes ”Man kan ikke slutte fra ’er’ til ’bør’”). Disse slogans er i og for sig fine nok, men hvad de fleste dannede mennesker samtidig ved, er, at de tanker, der senere bliver til sådanne slogans ofte er langt mere nuancerede i deres originalform: Ud fra Humes værker er det f.eks. ikke klart, at det nødvendigvis er umuligt at slutte fra ’er’ til ’bør’, blot at vi må være bevidste om denne proces og om, at konklusionerne, der udspringer af en sådan proces, er mindre gyldige end de konklusioner, der udspringer fra en pure deskriptiv proces. Nietzsche, som mente, at Gud var død, og at alt var tilladt for hans overmenneske, var, når alt kommer til alt, heller ikke nihilist, men ønskede at sætte et eller andet – magtudøvelse, overmenneskearistokratiet, eller arven fra det arkaiske Grækenland – ind i tomrummet efter sit nedbrydningsprojekt, og sådan kunne man blive ved.

Men hvad der er særligt ved Herbert Spencer er, at de to pip han er kendt for i offentligheden (at han var socialdarwinist og at han var laissez-faire liberal) ikke nødvendigvis er det billede, man finder, når man stikker næsen i hans skriverier.

Nok er friheden vigtig for Spencer, men som scientist og utilitarist tolker han friheden anderledes, end de fleste liberale i dag gør det. Om den private ejendomsret skriver Spencer f.eks., at mennesker i udgangspunktet ejer Jorden kollektivt, da vi alle er født her og hører til her. Følgelig er den private ejendomsret til jord ikke noget, som giver sig selv for Spencer. Spencer skrev under laissez-faire kapitalismen i England (den samme type kapitalisme, som Marx tordnede imod), og han frygtede, at regnestykket [privat ejendomsret til jord] + [laissez-faire] på sigt ville munde ud i et samfund, hvor en klasse af rige kapitalister ejede enhver park og grøn eng. Og bagsiden af mønten ville for Spencer blive en klasse af arbejdere, som til sidst ville være forvist fra alle andre områder af landet end deres bolig og deres arbejdsplads. ”Hvis samfundet ender sådan,” argumenterer Spencer, ”så er de fattige ikke frie, og så er det ikke et liberalt samfund.” Og sådan er der mange tilsvarende passager i Spencers værker, som argumenterer imod doktriner, som vi i dag forstår ved liberalisme, men gør det på baggrund af frihed.

Men Spencer var ingen politisk dilettant, og ligeledes var han hverken socialist eller konservativ. Så var Spencer liberalist? Ja, det var han, og det var også sådan, han blev opfattet i sin samtid og derefter, men snarere end en slags forløber for den liberalisme, vi kender i dag, så var han en art venstreliberal.

Frihed og social retfærdighed

Når jeg skriver venstreorienteret, så skal det forstås på den bedst mulige måde. Spencer var hverken skabssocialist eller socialliberalist, men var i sin grundholdning liberal. I sit essay The Proper Sphere of Government skriver han f.eks., at regeringen bør afholde sig fra: “At regulere handel, fra at stå for skoler og uddannelse, fra religiøse anliggender, fra generel velgørenhed, og fra at bygge veje.” Regeringen bør ene og alene holde sig til at beskytte borgernes ejendomsret og deres naturlige frihedsrettigheder. I Spencers optik bør staten altså udelukkende koncentrere sig om at opretholde frihedsrettighederne og retssikkerheden for sine borgere. Ifølge Spencer var det aldrig meningen, at staten skulle tage sig af mindre end det, og ligeledes burde gode borgere også rejse sig i protest, når staten tog tilløb til at gøre mere end det.

Det lyder jo alt sammen ganske højreliberalt, og dog er der klare venstreliberale elementer i Spencers tænkning. For mens mange højreliberale har afvist tanken om ”social retfærdighed” (enten fordi de ikke tror på den, eller fordi de mener, at det at prøve at sørge for ”social retfærdighed” med politiske midler vil skade mere, end det vil gavne), så tror Herbert Spencer på social retfærdighed, og han ser det som en mål, som mennesker burde søge at realisere i samfundet.

En af de ting, som har gjort, at Spencer er blevet karakteriseret som socialdarwinist, er, at han afviser velfærdsydelser og andre former for velgørenhed, som parkerer mennesker på passiv forsørgelse. Men bare fordi vi ikke bør omfordele velstanden i samfundet, så betyder det på ingen måde for Spencer, at velstandens nuværende fordeling så er retfærdig. Under den nuværende samfundsorden er det f.eks. sådan, at rige folks børn (såsom Paris Hilton, Ivanka Trump eller vor egen Kronprins Frederik) alt andet lige har langt større chance for at klare sig godt i tilværelsen, fordi de er rige folks børn. Selv hvis rigmandsbørnene ikke får penge af deres forældre, så har de adgang til kontakter, rollemodeller og råd og vejledning fra folk, der selv har klaret sig godt i tilværelsen. En Paris Hilton, der var kommet til verden i en trailerpark i Mississippi og var vokset op med en enlig forælder, havde næppe klaret sig så godt, som den faktiske Paris Hilton har gjort det, og et sådant tankeeksperiment vidner ifølge Spencer om, at vi ikke har social retfærdighed.

Derfor er borgerskabet og de velbjergede også de sidste mennesker i verden, der ifølge Spencer skal pege fingre ad de fattige og deres dårlige vaner. Børsmæglere og andre bløde kontormennesker bør ikke pege fingre ad underklassen, før de har prøvet at arbejde 37 timer om ugen i Netto og leve af mikroovnslasagne, fiskefilet og Grøn Tuborg. Spencer tror med andre ord ikke på det sokratiske bon mot om, at det er lige så nemt at være lykkelig og udvise overskud under rige som under fattige kår (og med til historien hører vel også, at Sokrates selv var en flittig gæst ved den athenske overklasses borde, hvor maden og vinen var noget bedre, end hvad underklassen indtager i dag).

Ifølge Spencer er de fattiges slidsomme kår i samfundet i sig selv med til at tilskynde underklassens dårlige og kortsigtede vaner. At se et medlem af borgerskabet pege fingre ad de fattige og ad dennes vaner, var derfor en flabet og krænkende akt – ikke kun for den fattige, men for ethvert tænkende menneske. Spencer mente ganske vist ikke, at de fattige havde krav på velfærd eller omfordeling, men ifølge Spencers værk Social Statics, så er personlig ulykke og fattigdom ”mindst lige så ofte” et resultat af defekter i de fattiges karakter, som de var et produkt af den måde, som vi har indrettet samfundet på. For mens samfundet politisk set bør være liberalt, så er det op til menneskene, der lever i det, at sørge for, at samfundet også bliver socialt retfærdigt, og det ansvar lever de ikke altid op til.

Det er med tanker som disse, at Spencer rent deskriptivt bevæger sig tættere på den moderne videnskab, end mange højreliberale forfattere og debattører nogensinde kommer. Eksempelvis er et af de meget velunderbyggede socialvidenskabelige fænomener inden for psykologi og biologi det såkaldte learned helplessness, dvs. det fænomen, at et individ holder op med at tro på, at det selv kan forbedre sin situation. Forsøg, som påviser learned helplessness, blev første gang udført i 1960’erne og er sidenhen gentaget mange gange med både mennesker og dyr som subjekter, og resultatet er altid det samme: Når et subjekt over tid observerer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dets indsats og dets lod i livet, så holder subjektet op med at gøre en indsats. Derfor, mener Spencer, kan man heller ikke bebrejde en person, som har søgt bunkevis af jobs uden at komme til samtale på nogen af dem. Det er videnskabeligt givet, at vedkommende vil synke hen i learned helplessness, og i sådan en situation er det ifølge Spencers venstreliberale optik også vores andres ansvar at hjælpe vedkommende op igen. Ikke fordi vi har et politisk eller juridisk ansvar, men fordi vi er ordentlige mennesker, der bekymrer os om social retfærdighed.

Socialdarwinist?

Med sådan et sæt holdninger kan man spørge sig selv, hvordan Spencer nogensinde blev kendt som socialdarwinist? Til dels er det Spencers egen skyld. I Social Statics skriver Spencer f.eks., at dumme mennesker fra naturens hånd gør dumme ting, såsom at spise, ryge og drikke for meget. Som enhver god liberal mener Spencer, at det er en sisyfostjans at forsøge at beskytte dumme mennesker fra sig selv, men i Social Statics tager han lige skridtet videre og tilføjer, at hvis individet er tilstrækkeligt kundskabsrigt til at leve, jamen så lever det jo, og hvis det fra naturens hånd ikke er tilstrækkeligt kundskabsrigt til at leve, så dør det, og så er det også bedst, at det dør(!).

Det er især dette udsagn, der igen og igen er blevet brugt til at udråbe Spencer til socialdarwinist efter hitleristisk forbillede, bl.a. på så vidt belæste steder som i Steven Pinkers The Blank Slate, men læser man efter, så bliver man snart klar over, at der er tale om en fordrejning af Spencers egentlige holdning. For mens socialdarwinisme tillader de tilpassede at knuse de utilpassede (eller i hvert fald at designere deres udryddelse ad politisk vej), så var Spencer, som vi så, liberal: For Spencer kan staten aldrig bruges til at udrydde eller på anden vis gøre vold mod mennesker, og ligeledes så må intet menneske initiere brugen af vold mod et andet, da dette ville forbryde sig mod det liberale princip om lighed for loven. På dette område er Spencer så langt fra den nietzscheanske kongstanke om ”forskellige moralsæt for forskellige sæt mennesker”, som man overhovedet kan komme. Mens Nietzsche havde sin herre- og slavemoral, så havde Spencer sine liberale principper, som pinedød skulle være ens for alle. Mens Nietzsche glorificerede slaveri og militær imperialisme, så tog Spencer på det skarpeste afstand fra disse ting, og det selvom han levede og skrev ud af Storbritanniens imperial century. Så mens Spencer må tage en del af skylden for, at han er blevet misforstået, så må de folk, der har udråbt ham til socialdarwinist, også stå til regnskab for, hvorfor det er Spencer, og aldrig Nietzsche, de udråber som socialdarwinist.

Man kan med rette spørge sig selv, hvordan (hvorvidt) de forskellige brikker af Spencers filosofi hænger sammen. Når han undertiden ønskede, at de velbjergede skulle undlade at hjælpe den overspisende og overdrikkende underklasse, som slår deres børn og som aldrig sætter et ærlig projekt i søen, så er det ikke, fordi de er fattige, for som vi har set, så er det for Spencer en medmenneskelig pligt at hjælpe de mennesker, som er fattige som følge af manglen på social uretfærdighed i samfundet. Når Spencer mente, at vi andre burde lade jordens bærme spise og drikke sig selv ihjel, så var det bl.a., fordi sådanne mennesker ifølge Spencer også er den slags mennesker, der, selv hvis de fik det bedre, ikke ville have moral nok til at hjælpe med at løfte menneskets kollektive ansvar for et samfund præget af social retfærdighed. Det er kort sagt de fattige, der giver de andre fattige et dårligt navn. Bag en af de ondeste tænkere i den liberale tradition gemmer der sig altså et blødende hjerte.

Vi kender alle de populistiske fordomme om, at liberale er onde og grådige mennesker, der er uempatiske og kolde om hjertet og som spiser børn til morgenmad. Men hvis end kke den ondeste af de onde, ”socialdarwinisten” Herbert Spencer, så faktisk var så ond igen, hvem af de liberale tænkere skal så være den nye liberale bøhmand?

Svaret må vel være Ayn Rand.

En exit-plan for Kvinfo

Af Ryan Smith

I en nyligt overstået debat diskuterede sociologen Henrik Dahl og feministen Jette Hansen forholdet mellem liberalisme og feminisme. I denne debat slog sidstnævnte fast, at danske borgerlige har haft behov for at finde en institution, som de kunne bruge til at udlægge feminisme som ”tyranni og undertrykkelse af menneskers frihed,” og at den institution så mere eller mindre ufortjent er blevet Kvinfo.

Jeg er en af de liberale, som tidligere har skrevet kritisk om Kvinfo i landets aviser. Men modsat hvad Jette Hansen siger, så går min anke mod Kvinfo ikke så meget på, hvad Kvinfo egentlig mener. Nej, min anke går først og fremmest på, at Kvinfo er finansieret af skatteyderne, og ærligt talt, så er det denne indsigelse mod Kvinfo, som jeg oftest hører i det liberale miljø

Kvinfo har trukket penge ud af den offentlige kasse hvert år siden 1987, og ifølge kulturminister Uffe Elbæk (R) er der ingen slutdato for, hvornår det mon er meningen, at Kvinfo skal kunne stå på egne ben. Det lyder måske underligt, men der er en forklaring.

Med politik er det sådan, at når først ”special interests” har fået lufferne ned i statskassen, ja, så er det så godt som umuligt at få dem ud igen. Se blot EU’s landbrugsstøtte, eller på USA’s støtte til majs, som man simpelthen ikke kan få lukket ned for. Problemet med ”special interests” er, at hvis den ene side af Folketingssalen prøver at fjerne statsstøtten, så vil den modsatte side hurtigt kunne vinde et par loyale vælgere ved at skride til undsætning og love fortsat støtte.

Jeg foreslår derfor en exit-plan for Kvinfo, som burde være i alles interesse: Der indgås et bredt forlig om en slutdato for støtten til Kvinfo (eks. alle partier med undtagelse af R, SF og Ø). Over en ti-årig periode reduceres det offentlige tilskud til Kvinfo med ti procentpoint per år. Efter ti år vil Kvinfo så være selvforsynende. Til den tid vil Kvinfo så have fået støtte i 35 år (1987 – 2022), hvilket også virker som et dejligt rundt tal.

Halvdelen af de frigjorte penge går til skattelettelser, så blå blok bliver glade. Den anden halvdel af pengene går til øget forbrug i den offentlige sektor, så de røde kan klappe i hænderne. Kvinfo spares for det chok, det vil være pludselig at miste al sin finansiering med ét, og når organisationen så er selvforsynende i 2022, så skal den ikke længere bekymr , at andre kan opfatte det som et meningstyranni, at Kvinfo får offentlige kroner for at moralisere over for folk, der ikke mener som dem.

Kvinfo vil måske være uenig i denne prioritering, men ærlig talt: Gratis penge i millionklassen over en 35-årig periode. Man skulle da være et skarn for at kræve mere.

Hvis Cepos og Cevea kan stå på egne ben, så kan Kvinfo også.