Category Archives: Filosofi

Konservative og liberale har brug for hinanden

af Ryan Smith

Jeg er selv liberal, men jeg indrømmer det: Ser man på to af de sidste tyve års største politiske spørgsmål for Danmark, nemlig medlemskabet af EU samt problematikkerne omkring den ikke-vestlige indvandring, så er det fortrinsvis landets konservative, der har haft ret, mens vi liberale på lange stræk har været alt for optimistiske.

Eksempelvis var vi mange, der mente, at selvom de ikke-vestlige indvandrere umiddelbart skabte besvær for den eksisterende orden, så ville indvandringens onder snart gå over igen, ja, faktisk blive til goder, når først indvandrerne fik gjort deres entre på arbejdsmarkedet. Flere hænder på arbejdsmarkedet betød jo en større økonomisk kage, samlet set, og »mennesker lader sig jo i sidste ende styre af økonomiske (snarere end kulturelle) hensyn,« lød den liberale logik. Af samme årsager var vi mange, der gladelig hilste enhver yderligere stramning af EU-knuden velkommen: Ethvert skridt i retning af en tættere union var jo samtidig et skridt i retning af større frihandel – troede vi.

Her mange år senere kan vi se, at de ikke-vestlige indvandrere ikke uden videre lader sig integrere, men tværtimod at de stadig optræder uheldigt i alle de forkerte statistikker. Og det EU, som mange liberale engang så som et håb i kampen mod regulering og monopoler, er nu endt som et postmodernistisk bureaukratiserings- og reguleringshelvede. På begge områder var det de konservative, som var først ude med at sige fra, og på begge områder var det de mennesker, som sagde fra, der havde ret.

Selvom jeg er liberal, anerkender jeg også, at konservative tænkere og konservativ politik historisk set har haft en stor del af æren for ’liberale’ samfund som Holland, Storbritannien og USAs succes, som den udfoldede sig i disses landes bedste perioder. Liberalisme uden konservativt mådehold bliver alt for let til en parodi på sig selv, en slags ’Enhedslisten i blåt’, hvor man ønsker at ophæve landegrænser, politi, militær og skat. Et fatamorgana, der – ligesom kommunisme – nok ser godt ud på papiret, men som med garanti vil føre til død og ødelæggelse, hvis det blev ført ud i livet.

Jeg anerkender derfor, at liberalisme har brug for konservatisme. Alligevel er jeg dog stadig liberal. For et pure konservativt samfund er ikke et samfund, som jeg personligt har lyst til at leve i. For hvis liberalisme uden konservatisme bliver til et ’Enhedslisten i blåt’, så har konservative samfund, der ikke får liberalt modspil, en tendens til at stagnere og blive repressive: At blive til strenge ’far’-samfund, som diskriminerer benhårdt mod religiøse, seksuelle og værdimæssige afvigere.

Pure konservative samfund er f.eks. dem, man finder i antikken, hvor selv demokratiske stater som det klassiske Athen endte med at dømme en afviger som Sokrates til døden for at præsentere byens unge for andre værdier end dem, som man fra etablissementets side anså som stedlige, gode og etablerede. Modsat hvad mange synes at tro, er demokrati altså ikke i sig selv en garanti mod en unødvendig diskrimination af samfundets afvigere, hvilket nutidens USA og dets uværdige behandling af homoseksuelle også beviser til fulde.

Udover kontinuert at udfordre den eksisterende orden, så tjener det liberale modspil også et andet vigtigt formål for de konservative, idet liberale gerne minder hvem som helst, der vil lytte, om, at staten er for stor (altid for stor), og at statsmagten bør være begrænset. Og i forlængelse heraf, minder den liberale røst også ivrigt om, at staten ikke bør bruges til at slå ned på folk med afvigende tro, seksualitet eller værdier. Kort og godt minder den liberale stemme om, at værdipolitik ikke skal håndhæves med politimagt, hvilket i sidste ende er, hvad de konservative jo argumenterer for, når de søger at mejsle deres værdier ind i lovens tavler.

Jeg siger ikke, at alle konservative har behov for at blive mindet om denne lektie, blot fordi de er konservative. Inden for de konservatives egne rækker findes der f.eks. en glimrende liberalkonservativ tradition, hvor den konservative orden, man kæmper for, først og fremmest er den orden, som frie mennesker af egen fri vilje vælger at hædre og videreføre som deres traditionelle værdier. Men over for denne tradition findes der også en mere statskonservativ tradition, som har en uheldig tendens til at ønske at få sine foretrukne værdier gennemtvunget med lov.

Den konservative intelligentsias ulykke i Danmark er, at vi her i landet ikke (længere) har en stærk konservativ tradition i befolkningen, på samme måde som man f.eks. har det i USA. Efter et halvt århundrede med socialdemokratisk jernvælde er vi nemlig blevet vant til at tænke på civilsamfundet som noget, staten tager sig af, og som den enkelte hverken behøver eller kan tage ansvar for. Det gør det i sagens natur svært for nutidens konservative at vinde opbakning til deres synspunkter ved at appellere direkte til befolkningen, og derfor kompenserer de ofte ved at forfalde til den intellektuelt dovne løsning: At få staten til at gennemtvinge den værdipolitik, de nu engang selv synes bedst om.

Således står vi i dag med en række ligegyldige surrogatdebatter om flagforbud, kulturkanon og svinekød i daginstitutionerne. Alt sammen er en art konservativ trøstespisning for, at man ikke kan få det, der i virkeligheden står øverst på den konservative ønskeliste: En befolkning i Danmark, der vitterligt er konservativ helt ind til benet.

Uanset hvor mange forbud og påbud man får tvunget igennem ad statens vej, så får man ikke skabt en egentlig konservatisme. Problemet er, at man ikke kan gennemtvinge en konservativ folkestemning fra oven og ved hjælp af staten. Et ægte konservativt samfund er nemlig det modsatte af samfund, hvor alle beslutninger udgår fra et flertal på Christiansborg. Hvilket også betyder, at jo mere de konservative debattører medvirker til at politisere samfundet, des mere modvirker de også deres egne langsigtede mål, og des mere går de også socialisternes ærinde.

For jo flere beslutninger, der skal gå gennem staten (frem for at blive truffet i civilsamfundet og mellem frie mennesker), des mere modtageligt bliver samfundet også over for alskens teknokratiske, utopiske og – i sidste ende – anti-konservative påfund.

I et demokrati har man skiftende regeringer, og når det demokratiske pendul uundgåeligt svinger hen på en rød regering, så har de konservative, som gerne vil bruge lovgivning til at gennemføre deres værdipolitik, selv været med til at arbejde for en stat, hvis indblanding i privatsfæren er større, end de egentlig selv ønsker sig. Hvis først vi åbner op for, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad vi bruger vores flagstænger til, bliver det alt andet lige også mere nærliggende, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad det nu er for nogle håndværkere, der sveder i baghaven.

Derfor er den konservative iver efter at bruge staten i værdipolitiske spørgsmål paradoksal, og paradokset ses blandt andet i de konservative udfald mod den statslige børnepasning. »Hold jer ude af vores børnepasning, men hold endelig opsyn med vores flagstænger,« som mantraet synes at lyde.

Så derfor, kære konservative: Rub neglene. Kom ud af lænestolene, og drop tankerne om at indføre de ’rigtige’ værdier pr. statsligt dekret. Det egentlige konservative arbejde består i at opfostre en konservativ kultur blandt befolkningen her i landet efter 60 år med forskellige former for socialdemokratisme.

Så drop tankerne om at føre værdipolitik via lovgivningen  den bedste måde at opamme en stærk konservativ tradition på, er ved at rulle statens omfang og magtsfære tilbage. Og det er noget, som enhver besindig borgerlig – konservativ som liberal  – burde kunne støtte op om.

Et liberalt samfund giver plads til næstekærlighed

af Ryan Smith

Den forhenværende amerikanske præsident Ronald Reagan rummede et uforklarligt paradoks i sin karakter, konkluderer de to amerikanske PhD’er i psykologi Steven Rubenzer og Thomas Raschingbauer i bogen Personality, Character, and Leadership in the White House.

Den republikanske Reagan var den mest højreorienterede præsident, Amerika har haft, siden Calvin Coolidge forlod præsidentembedet i 1929 (og her tæller vi altså også George W. Bush med).

Men selv om Reagan indædt ønskede sig mindre stat, kerede han sig samtidig intenst om samfundets svageste. Den samme dag som Reagan havde siddet ved skrivebordet i Det Hvide Hus og droppet diverse velfærdsprogrammer fra statens finanser, kunne han senere hive sit personlige checkhæfte frem og udskrive checks fra sin privatkonto, når han hørte om fremmede svage, der var kommet i nød.

Psykologerne måtte klø sig i håret, men forklaringen på paradokset er nu simpel nok: Deres problem ligger i, at de antager, at man kan slutte direkte fra en persons politiske udsyn til vedkommendes personlige værdier.

På den måde fik de to forfattere smuglet det præmis med i bagagen, at hvis man ikke støtter statslige velfærdsprogrammer, ønsker man heller ikke at hjælpe nødstedte mennesker. Men som Reagans personlige check til de svage og fattigste beviser, kan man ikke uden videre slutte fra politik til personlighed, eller den anden vej rundt.

Ikke robotmennesker

Hvad de to psykologer simpelthen ikke forstår, er, at politik ikke er en udvidet portion af privatsfæren. Når folk som Reagan er imod statens overtagelse af fattighjælpen, er det ikke, fordi liberale ønsker at leve deres personlige liv på baggrund af stivnakket principrytteri, sådan som mange intuitivt tænker om liberale, når de lytter til talen om de upersonlige principper, der efter den liberales hoved skal styre politik.

Hvis liberale virkelig levede på denne stålsatte måde uden for den politiske sfære, ville de ikke kunne deltage i sammenskudsgilder, hvor det er påkrævet, at de tog noget med for at deltage i gildet. De ville heller ikke møde op til middagsselskaber, hvor de var ude af stand til selv at bestemme menuen. Og de mange små hensyn, som man normalt tager til kolleger og naboer i det daglige, ville også være utænkelige for sådan et robotmenneske.

Det eneste, som ville styre den liberales prioriteter i privatsfæren, ville være, hvem der havde ret til hvad og hvor meget – alene i forhold til de liberale principper.

Livet ville med andre ord være ganske besværligt for den liberale, og så har vi end ikke berørt den akavethed, der uundgåeligt ville opstå, når hr. og fru Liberal fandt sammen i soveværelset for at lave små nye liberale.

Slip næstekærligheden løs

Sandheden er selvfølgelig, at liberale ikke lever deres personlige liv efter denne robotlogik. Politisk liberalisme er en tro på, at menneskets naturlige gavmildhed og hensyn til sine med mennesker udfolder sig bedst uden omklamring fra staten.

At befri disse privatområder fra statens tunge centralisering er at give plads til, at mennesket kan opføre sig kærligt og humanitært over for dets medmennesker. Ikke fordi staten siger, det skal, men fordi det af sig selv gerne vil.

De fleste mennesker er født med gavmilde og næstekærlige træk, og de ønsker helt af sig selv at give til værdigt trængende. Men under en samfundsorden, hvor staten undertiden snupper 60 pct. af ens indtægt uden at spørge, og hvor man ikke kan være sikker på, om den ’trængende’ vitterligt trænger, eller måske i virkeligheden er en Doven Robert, som ikke ønsker at arbejde, eller en Fattig-Carina med 15.700 kroner hver måned efter skat, trænges menneskets naturlige giverlyst tilbage.

Og det behøver man ikke en ph.d. i psykologi for at forstå.

Konservativ postmodernisme

Konservatismen er på overfladen den politiske tradition, som kerer sig mest om historie, arv, nationalkultur og autoriteter. Og postmodernismen anses generelt for konservatismens totale modsætning. Men holder modsætningsforholdet også til et nærmere eftersyn?

Postmodernisme er en universitetsretning, hvor man firkantet sagt postulerer, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Er man erklæret postmodernist, så hører det med til territoriet, at man er dybt skeptisk over for de alment accepterede versioner af historien og videnskaben, som vi kender dem. Postmodernisme er også indmaden i meget af Det Radikale Venstres og Enhedslistens værdipolitik.

Hvis nogen hævder noget, som er videnskabeligt accepteret, men som ikke er acceptabelt for den postmoderne person, så griber vedkommende ud efter sin akademiske værktøjskasse. Skulle nogen f.eks. hævde, at de fleste adfærdsstudier viser, at mænd i gennemsnit er mere interesserede i uforpligtende sex, end kvinder er, ja, så vil en god postmodernist straks sætte sig til modværge. Gerne med en personlig modfortælling, sådan som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen f.eks. gjorde i debat med antropologen Dennis Nørmark på Københavns Hovedbibliotek: ”Jeg kender en kvinde, som er mere interesseret i uforpligtende sex end de fleste mænd, jeg kender, og derfor kan videnskaben ikke sige noget om noget.”

Med andre ord er det sådan, at postmodernister ikke er blege for at opfinde deres egne fakta. Så vidt, så godt, og for universitetsfolk – så velkendt.

Men hvad der måske synes mere overraskende er, at Enhedslisten og de Radikale ikke er de eneste postmodernister i den politiske debat herhjemme. Flere af Danmarks konservative debattører har nemlig også tendens til det postmoderne – og det sikkert uden at vide det.

Konservative modfortællinger

I de seneste år har danske konservative bidraget til avisernes debatklummer i et stadigt voksende omfang. Her plæderer man for en konservativ dagsorden med henvisning til ”vores kultur og vores historie.” I betragtning af hvor mange klummer der er blevet sendt i trykken, så er det dog forbløffende sjældent, at nogen af dem rent faktisk berør konkrete forhold i vores historie. Dermed er deres tilgang til historien fundamentalt uvidenskabelig, da historien, så længe den kun anråbes som en amorf flom, uden problemer kan bruges til at argumentere for hvad som helst.

Og når de konservative skribenter så endelig bliver konkrete, så er der en distinkt tendens til, at de – ligesom Johanne Schmidt-Nielsen – opfinder deres egen historie og deres egne fakta.

Tag f.eks. sognepræst Claus Nielsen, der i sin kronik ”Den europæiske familie” (JP 24.04.2010) forklarer, at når apostlen Paulus fordømmer homoseksualitet i Det Nye Testamente, så er det i virkeligheden ikke homoseksualitet, men voldtægt som den kære Paulus fordømmer. Ja, ifølge Nielsen, var det blot den voldelige dominans, som var forbundet datidens homoseksuelle relationer, som berørte Paulus’ følsomme hjerte og bød apostlen midt imod. Hvor troværdig en udlægning dét så er, når man samtidig i Det Nye Testamente kan læse, at Paulus havde det fint med slaveri og med vold mod slaver, det kan læseren selv vurdere.

Ligeledes får vi hos Nielsen at vide, at ”den eneste befolkningsgruppe, som i antikken havde en helt anden type kønsroller,” end de kvindeundertrykkende grækere og romere havde, ”var jøder og senere kristne.” Dette er forkert, da kvinderne i antikkens Egypten nød godt af en frihed, der som minimum var på niveau med den kristne og jødiske.

Men de konservative postmodernister opfinder ikke kun deres egen historie. De opfinder også deres egne fakta. Så da terroristen Anders Breivik myrdede 77 mennesker i et terrorangreb sidste år, så var det ikke, fordi han var et svært forstyrret menneske; en identitetsforstyrret ”rebel without a cause”, der (som han selv har indrømmet) lige så gerne ville have slået til mod Obama som mod det norske socialdemokrati. Nej, ifølge den konservative debattør Sørine Gotfredsen, så var det, fordi ”volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen” – fordi indvandringen og multikulturalismen ”presser menneskene mere end hvad klogt er.” (Berlingske 29.07.2011)

Ulighed for loven

Med til postmodernismen hører der også en tro på, at loven ikke er lige for alle. Derfor har højrefløjen generelt haft det svært med postmodernismen, da de fleste liberale og liberalkonservative anser lighed for loven som et fundamentalt princip for den borgerlige orden (se Jacob Mchangamas Berlingske-blog for et utrætteligt forsvar for netop den position).

Men i modsætning til egentligt borgerlige, så har postmodernister alle dage anvendt en ujævn standard, når de skulle afgøre, hvad der var rigtigt og forkert. Hvor liberale og liberalkonservative siger ”lighed for loven”, så siger postmodernister i stedet ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige.”

Således hedder det f.eks. fra de venstreekstreme, at det er ”vold”, når en politimand kaster tåregas på en demonstrant, men ”aktivisme”, når en demonstrant kaster brosten på en politimand. Og kigger man over på Det Radikale Vestre, så finder man samme postmoderne kalkule: Så lad os da bare få nogle kvindekvoter. For ligesom vold ikke er vold, når det er politimænd, det går ud over, så er diskrimination ikke diskrimination, når det er mænd det går ud over. (Sofie Carsten Nielsen, Berlingske Tv 07.03.2011)

Og se, det er jo samme logik, som vi kender fra de konservative postmodernister:

  • Omskæring er kun et problem, når muslimerne gør det, og ikke når det er jødiske babyer, der skal skæres i. (Katrine Winkel Holm, JP 01.08.2012)
  • Vi skal ikke moralisere over kvindeundertrykkelsen i Mellemøsten. For kvindeundertrykkelse er ikke kvindeundertrykkelse, når det foregår i de varme lande. (Søren Hviid Pedersen, Berlingske 14.11.2011)
  • Og lad os da endelig få et burka- og minaretforbud. For intolerance er ikke intolerance, når det er os i Vesten, der gør det. (Kasper Støvring, Berlingske 21.06.2012 samt Kai Sørlander, Kristeligt Dagblad 06.01.2010)

Postmodernisternes slogan, ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige” er i den konservative version blot blevet til ”hvad fatter gør, er altid det rigtige.” De konservative har på den måde bare forsynet de ”rigtige” postmodernisters slogan med et omvendt fortegn, og nu benytter de sig ivrigt af samme logik. De to positioner er blot et spejlbillede af hinanden, og de er hver for sig lige vidt fra det liberale udgangspunkt om lighed for loven.

Konservativ postmodernisme

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke mener, at anklagen om konservativ postmodernisme gælder for alle konservative. Måske er det faktisk kun et mindretal af Danmarks konservative, som kan siges at kvalificere som konservative postmodernister. Men det er alligevel påfaldende, hvordan konservatismen, der i hvert fald på overfladen skal forestille at være så langt fra postmodernismens nedbrydningsfilosofi som overhovedet muligt, undertiden ender som en variant af postmodernismen gennem sin yderst selektive læsning af fortiden og sin opportunistiske omgang med fakta.

Og hvordan det segment, der på overfladen skulle forestille at have bedst greb om historien, således kan ende med at have værst greb om den.

Et tankeeksperiment: DR som Avis

af Erik Winther Paisley

Alle, der har en brevsprække, skal betale et obligatorisk abonnement på Danmarks-Tidendet. Det er såmænd en udmærket avis med en stor nyhedssektion, en håndfuld føljetoner, pudsigt mange artikler om norske haver, og så en debatsektion, hvor landets politikere plejer at slå sig løs. Efter at den i starten af 70’erne udkonkurrerede sin største konkurrent, Politiken, er Danmarks-Tidendet blevet landets største avis med en enorm redaktion, og en stab af særdeles (politisk) aktive journalister.

Danmarks-Tidendet bliver jævnligt anklaget for at være både for rød og for blød i sin redaktionelle linje, men fra avisens side forsvarer man sig med, at avisen ikke har nogen ledersektion, og at der er politikere i dens bestyrelse. Kritikerne stiller sig ikke tilfreds med dette argument, men de kommer ingen vegne.

Landets brevsprækkeejere betaler troligt kroner de 2.460 om året, som denne avis koster. I visse kredse bruges avisen godt nok først og fremmest til at fore fugleburet, mens man i andre lag supplerer sit avisforbrug med Børsen eller Tidendet-2 (der er på halv-offentlige hænder, og som blev oprettet som konkurrent i starten af 80’erne). Jo mere højpandet det bliver, jo mere bruges avisen som fuglebursparket, og jo mere lavpandet, jo mere skældes den ud af intelligentsiaen.

Det er en svær kunst at være alt for alle, så avisen bliver tykkere og tykkere – større end selv Weekendavisen – men der er intet alternativt, når det nationale sammenhold kræver at vi har én fælles avis. Uden fælles avis, hvis dyrt producerede søndagstillæg alle danske kunne læse og tale sammen om, hvad skulle så holde os sammen?

Er man i tvivl om Danmarks-Tidendets berettigelse, kan man bare se på alternativerne. Skønt den almindelige borgers avisabonnementsbudget allerede er tynget af brevsprækkeafgiften, er der stadig et udbud af alternative tryksager. Det er frem for alt kulørte blade, som har særlig riv i ungdommen.
Det er journalistik efter en udenlandsk skabelon, og det får de gamle DT-læsere af enhver politisk observans til at gyse. Amalies brevkasse, de kendtes fadæser, og saftige amerikanske klummer er bras, forstår man, og det bedste argument for at bevare avismonopolet.

Nok har lignende hensyn aldrig vejet særligt tungt på TV-sendefladen, som aldrig blev overtaget af staten, men aviser og fjernsyn kan ikke sammenlignes. Det forstår et hvert dannet menneske. Uden Danmarks-Tidendet ville vi kun have kulørte blade. Uden Danmarks-Tidendet, intet Danmark.

Silicon Valley – det Radikale Venstres mareridt

Der findes et sted på kloden, hvor man habituelt gør alt det modsatte af, hvad den danske venstrefløj anbefaler. Men er det sted så en katastrofe? Nej, tværtimod – det sted er Silicon Valley.

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Google. Facebook. Apple. Lyder disse virksomheder mon bekendte? De er blot et fåtal af de mange innovative virksomheder, der er kommet ud af de nordcaliforniske småbyer, der til sammen går under betegnelsen ”Silicon Valley”.

Silicon Valley er et underligt sted: I ”the valley” er den altovervejende økonomiske motor nemlig de mange små ”start-ups” – teknologivirksomheder, som hurtigt bliver banket på benene, og hvoraf nogle vokser til Google-størrelse, mens andre går i glemmebogen og i værste fald konkurs.

Silicon Valley er også et sted, hvor den overvejende majoritet af disse ”start-ups” drives af hvide, jøder og asiatere, som næsten alle er mænd, og som typisk arbejder hårdt på teknologien, mens afroamerikanere og hispanics (samt blonde trofækvinder) arbejder mindst lige så hårdt på at servicere dem. Silicon Valley er således også et sted, hvor arbejdsmarkedet i praksis er race- og kønsopdelt.

Og endelig siger det sig selv, at den, der arbejder med at gøre rent og servere kaffe, ikke tjener det samme som den, der arbejder med at programmere og finansiere. Udover race- og kønsskævhed er Silicon Valley altså også hamrende ulige.

Så uligheden er massiv, cheferne er mænd, og så er arbejdsmarkedet tillige stærkt raceopdelt. Alt i alt burde Silicon Valley altså være en økonomisk katastrofe, hvis man spurgte den danske venstrefløj, som jo altid kræver mere lighed, mere ’inklusion’ og (indtil for nylig) flere kvinder i bestyrelserne.

Problemet er bare, at Silicon Valley ikke er nogen katastrofe: Analysehuset ’Joint Venture’ har regnet på sagen, og hvis Silicon Valley var et land, så ville den personlige indkomst være ca. 398.000 kr. pr. indbygger i 2010. Ifølge Danmarks Statistik var det tilsvarende tal for Danmark ca. 283.000 kr. pr. indbygger i 2010. Altså er disse mennesker, der har gjort alting fuldstændig modsat af, hvad venstrefløjen anbefalede, 40% rigere end os, og det uden at justere for pengenes købekraft, som er væsentlig højere i USA.

Der er sådan set ikke noget galt med inklusion og mangfoldighed. Det går jeg også selv ind for. Det går først galt for venstrefløjen, når den stiller mangfoldighed op som årsagen til vækst. Og det gør den ofte. Tag blot den radikale Anna Mee Allerslevs kronik ”Den ny værdikamp” (Berlingske 17.08). ”Mangfoldighed er en ressource, en kilde til vækst,” skriver Allerslev med henvisning til integrationsindsatsen. Men hvad nu, hvis hun tager fejl? Hvad hvis det i virkeligheden ikke er mangfoldighed, som skaber vækst, men snarere kompetencer, som skaber vækst?

Det er den tankegang, som styrer indvandringen til Silicon Valley. Blandt de tre typer visa, som langt de fleste indvandrere kommer til egnen på, er: (1): Du er specialarbejder, og en eksisterende virksomhed siger god for dig. (2): Du kan dokumentere, at du har talent i verdensklasse inden for dit felt. (3): Du har en stor pose penge og vil gerne starte en virksomhed i USA.

Danmarks strategi på udlændingeområdet har som bekendt været anderledes. Fra slutningen af 1960’erne til 1973 inviterede vi ufaglærte indvandrere fra især Tyrkiet, Pakistan, Jugoslavien og Marokko herop, og i 1983 vedtog Folketinget det, der sidenhen blev kendt som ”verdens mest liberale udlændingelov.” Siden slutningen af 60’erne har vi altså fået masser af mangfoldighed uden nødvendigvis at få kompetencer. Og så vidt eksperterne kan regne sig frem til, så har den type indvandring været en udgift for Danmark.

Således kan det undre, når venstrefløjen igen og igen vil belære os om, at mangfoldighed i sig selv skaber vækst. Ikke kun, hvad angår indvandring og etnicitet, men også hvad angår køn og drømmen om de 40 % kvinder i toppen. ”Kun fanatisme er farlig,” skriver Allerslev i sin kronik, men er det ikke i sig selv en form for fanatisme at tro, at kvantitet af sig selv vil slå over i kvalitet, når den ene statistik efter den anden viser det modsatte?

Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande, og jeg ved ikke, om der foregår skjult diskrimination til fordel for hvide mænd i Silicon Valley. Det er heller ikke pointen. Pointen er, at kompetencer er vigtigere end mangfoldighed. Så please, kære venstrefløj: Kan vi ikke godt slippe for feel-good flosklerne om, at bly bliver til guld gennem ”inklusion” og ”accept”, snarere end gennem kompetencer og hårdt arbejde?

et billede, I præsenterer for danskerne, er åbenlyst usandt. Ellers ville et sted som de facto er raceopdelt, socialt skævt og drevet af mænd jo ikke kunne være det mest innovative vækstcenter på kloden. Så spørg en gang jer selv: Hvilke implikationer har eksistensen af Silicon Valley for jeres verdenssyn?

Homøopati virker ikke

I både USA og Australien strammes bevisnettet om den homøopatiske medicins tilhængere: ”Homøopati har ingen effekt,” påstås det med videnskabelig gravitas og fra flere sider. Ikke desto mindre er homøopati dog fortsat en strålende forretning for visse mennesker.

 af Ryan Smith

Hvert år koster den udbredte tro på homøopati som et alternativ til medicinsk behandling både menneskeliv og spildte sundhedspenge, hvorfor der bruges mange ressourcer verden over på at mane den i jorden. En fortrolig (men lækket) rapport fra det australske National Health and Medical Research Council (NHMRC) indikerede for nylig, at et omfattende og længerevarende studie af homøopatisk praksis kunne konkludere, at brugen af homøopatiske produkter mod virkelige sygdomme er ”uetisk” og ”uden videnskabelig basis”. Med den konklusion lægger NHMRC sig på linje med samtlige tidligere videnskabelige undersøgelser på området. Alligevel føler et væld af alternative behandlere sig uretfærdigt behandlet overalt i den vestlige verden.

Homøopati er en strålende forretning for visse mennesker: Det franske firma Boiron, der fortrinsvis lever af at sælge homøopatisk medicin, havde f.eks. en omsætning på 523 millioner euro i 2011. I Storbritannien kan syge mennesker få betalt homøopatisk medicin gennem den offentlige sygesikring (hvilket løber op i en regning på 4 millioner pund om året), og i USA har det føderale National Centre for Complementary and Alternative Medicine (NCCAM), som blandt andet arbejder med homoøpati, kostet skatteyderne op imod 1,5 milliarder dollars, siden det først blev grundlagt i 1938. Homøopati er big business, hvad enten det virker eller ej.

Som vi så er man I Australien kommet frem til, at brugen af homøopati er uetisk. Og på den modsatte side af kloden er man for nylig kommet frem til en lignende konklusion: I den amerikanske delstat Californien har en distriktsdomstol nemlig netop afgjort, at en gruppe forbrugeres fælles søgsmål mod netop homøopatiproducenten Boiron kan ende med, at firmaet må betale erstatning til forbrugerne på 5 millioner dollars. Når Boiron må til lommerne, så er det, fordi firmaet offentligt har påstået, at deres homøopatiske produkter kan anvendes til at behandle lidelser som influenza, gigt, hoste, ledsmerter, hovedpine m.m. Men i USA går den slags altså ikke: Ifølge videnskabelige tests har homoøpati nemlig ingen beviselig effekt, og ifølge det amerikanske fødevarebureau, the U.S. Food and Drug Administration, så kan det meget vel betyde, at der potentielt kan være et søgsmål på vej mod enhver behandler eller firma, som hævder, at homøopatiske produkter er andet end overtro.

Homøopati er moderne alkymi

Og hvordan virker det så? Groft sagt så er ideen om homøopati baseret på to læresætninger: Dels at ”mage kurerer mage”, og dels at ekstremt små doser af et stof er mere effektive end større doser af samme stof. Og hvis det alt sammen lyder en hel del som alkymi, kære læser, ja så er det faktisk, fordi homøopati er alkymi.

Homøopati opstod med den tyske læge Samuel Hahnemann i 1796, men har rødder længere tilbage, helt tilbage til renæssancelægen Theophrastus Paracelsus. Tilbage til en medicinsk æra, hvor usteriliserede blodtapninger og modige doser opium blev foreskrevet til alt fra mild hoste til sovemedicin og videre igen til urolige børn. En tid, hvor man endnu ikke forstod bakterier og vitaminer, ja kort sagt: I 1796, hvor homøopatien fik sit moderne gennembrud, var der lige så stor chance for at dø af at gå til lægen som at dø af ikke at gå til lægen, når først man fik ondt.

For den videnskabeligt skolede læser vil det måske være nok at konstatere, at ”lighedens lov”, det vil sige, at lighed opløser lighed, og som altså er grundlaget for homøopati, med meget få undtagelser befinder sig i fuldstændig modsætning til moderne videnskabs forskrifter. For den historisk skolede vil det ligeledes være nok at konstatere, at der i 1800-tallets Tyskland blev etableret homøopatiske hospitaler og klinikker overalt i landet, men at disse måtte lukke igen ved indgangen til det 20. århundrede, da man også dengang indså, at homøopati intet kunne kurere.

Søvnløs? Snup en tår kaffe

Her er et eksempel på, hvordan homøopati virker: Er du f.eks. søvnløs, så følg blot ”lighedens lov” og tag et skvæt kaffe. Ja, du læste rigtigt: Den klassiske homøopatiske ”kur” mod søvnløshed består faktisk i at tage sig et skvæt fortyndet koffein. Efter konventionelle videnskabelige standarder er det ikke en god idé at lade søvnløse mennesker indtage koffein, men spørger man tilhængerne af homøopati, så skal kurens virkningskraft findes deri, at koffeinen i det homøopatiske produkt er fortyndet. Ekstremt fortyndet.

I det homøopatiske præparat “Coffea 30C”, der bruges til at behandle søvnløshed, gælder det således, at den aktive ingrediens er fortyndet ned i forholdet 1:100 og videre ud i vand 30 gange. Og hvad betyder det så? Jo, hvis du hældte en dråbe morgenkaffe ud i den nærmeste sø, så ville der være mere kaffe i søen, end der er kaffe i Coffea 30C. Eller illustreret med et andet billede, så er den aktive ingrediens i Coffea 30C en mindre andel af selve produktet, end et riskorn er en andel af vores solsystem.

Men for homøopater forholder det sig alt sammen anderledes: Mens den etablerede videnskab hævder, at en ingrediens bliver svagere, jo mere udvandet den bliver, så hævder homøopater i stedet, at deres præparater bliver stærkere, jo mere de bliver fortyndet. Når det forholder sig sådan, hænger det igen sammen med grundlæggeren Hahnemann og hans påståede ”lighedens lov” om, at ”mage kurerer mage”: Den søvnløse person fodres med et spejlbillede af den tilstand, der plager ham (koffein vs. søvnløshed), og symmetrien opløser så angiveligt problemet. Og jo mere svageligt dette spejlbillede er, des mere potent er det, påstås det.

Homøopati er i strid med grundlæggende kemi

Da Hahnemann rendte omkring i 1790’ernes Tyskland og advokerede for sine 30C-opløsninger som standardpraksis, så var der i princippet intet til hinder for, at hans foreslåede behandlingsmetode kunne vise sig at holde stik. Sidenhen har moderne videnskab dog udstyret os med sikker viden om atomer og molekyler – indsigter, som blot var ved at vinde fodfæste i Tyskland på Hahnemanns tid.

På Hahnemanns tid var det derfor ikke irrationelt at tro, at en ingrediens (såsom koffein) kunne fortyndes ud i det uendelige. Men med nutidig videnskab har kemikere dokumenteret, at den aktive ingrediens i homøopatiske produkter uundgåeligt vil blive skyllet væk under fortyndelsesprocessen, og at det færdige homøopatiske produkt således ikke er til at skelne fra almindeligt vandhanevand. Med en 30C-opløsning skal patienten statistisk set spise 1041 piller (hvilket beløber sig til en vægt svarede til jordens masse) for at indtage bare ét intakt molekyle af den aktive ingrediens. I mere end 99,999 % af tilfældene indtager den homøopatiske patient altså blot postevand til en pris på over 2000 kr. literen.

Men lige lidt vil det sikkert ændre for homoøpatiens tilhængere, for som homøopatiens åndelige fader, renæssancelægen Paracelsus sagde, så er ”god lægekunst ikke boglig viden, som lægen kan læse sig til,” men derimod noget, som lægen blot har.