Category Archives: Filosofi

Morten Messerschmidt som produktsabotage

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er i manges øjne en ener i partiet. Hører han egentlig ikke til hos Liberal Alliance eller de konservative? Nej, faktisk ikke. En insiderpraksis fra erhvervslivet forklarer hvorfor.

af Ryan Smith

I næste uge udkommer bogen Messerschmidt – Portræt af en politisk ener. En portrætbog om Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, hvis afsløringer af dynamikkerne i DF-toppen allerede har skabt overskrifter i landets aviser. Som titlen antyder, så udgør Messerschmidt med sin intellektuelt funderede argumentation og sine liberale synspunkter en modpol til såvel personlighederne som politikkerne i den øvrige partitop. Men hvor den politisk uskyldige måske ville mene, at Messerschmidt så burde skifte parti, så afslører en almen erhvervspraksis imidlertid, at der er en mening med galskaben.

Var De f.eks. klar over, at De i alle 17.000 af kaffekæden Starbucks’ filialer kan få en ”hemmelig” kaffe, der er billigere (og i kendernes øjne også bedre) end samtlige af de kaffer, der optræder på den officielle Starbucks-menu? Personalet kender den udmærket, og de har sågar en knap på deres kasseapparater, så de hurtigt kan slå den ”hemmelige cappuccino” ind til afregning. Men hvorfor ville en virksomhed dog gemme sit bedste produkt af vejen på denne måde? Ifølge Starbucks selv er det, fordi der ikke er plads på menukortet. Men Starbucks er ikke alene.

Intels berømte 486-computerprocessor, der var i brug fra 1989 til 2007, blev i 90’erne udbudt på markedet med forskellige egenskaber. Ville man have en processor, der kunne mere, måtte man også betale mere. Men de billigere processorer var i virkeligheden blot den bedste model, hvor man fra fabrikantens side havde slået nogle af funktionerne fra, inden man sendte den ud til forbrugeren. IBM syntes også godt om ideen og solgte en overgang to printere: En hurtig og dyr model, og så en billig model, der i realiteten var nøjagtig samme printer, men udstyret med en ekstra chip, hvis eneste formål var at sløve printerhastigheden ned.

Sker også i Danmark
Økonomer kalder fænomenet for produktsabotage, og vi kender det også herhjemme: Når Super Brugsen sælger samme ost til henholdsvis 20 og 35 kroner, og den ene indpakning er en kunstnerisk oplevelse, mens den anden ligner noget fra et nødhjælpsprogram, så er det ikke, fordi der ikke er råd til en laber emballage til lavprisproduktet. Det er et forsøg på at nå to forskellige kundegrupper med samme forretning.

Produktsabotage kan virke som en lyssky og uetisk praksis, og Politiken har da også været efter de danske supermarkeder for at sælge fløde, smør, skyllemiddel og hakkekød, hvor indholdet var ens, men hvor emballager og prismærker var forskellige. Men selvom produktsabotage kan lyde som noget ud af et studentikost skræmmebillede på kapitalismen, så er der dog ingen garanti for, at forbud mod praksissen ville være i forbrugernes interesse: Skulle produktsabotage gå hen og blive forbudt, så ville der være forbrugere, der før nød godt af den langsomme printer, som ikke ville have råd til den hurtigere udgave og derfor helt måtte undvære. Og den gode, billige, hemmelige kaffe ville slet ikke være til at få i Starbucks længere.

Dansk Folkepartis succes beror på det beklagelige faktum, at Underdanmark ikke har følt sig inkluderet i den politiske proces. Undersøgelser har gang på gang vist, at Dansk Folkepartis vælgere er overrepræsenterede blandt de nederste socialklasser, og at de har mindre uddannelse end vælgere fra andre partier. Morten Messerschmidts holdninger, fremtoning og argumentation er alt det modsatte af en politisk platform, der er designet til at indfange Underdanmark, og Dansk Folkeparti gør således klogt i ikke at skilte med hans liberalisme på menukortet. Akademisk, elitær og balancerende på det arrogante er Messerschmidt et politisk produkt, der tiltaler de kunder, der normalt ikke ville sætte deres ben i Dansk Folkepartis forretning, akkurat som den hemmelige cappuccino tiltaler de folk, der aldrig ville betræde en Starbucks.

Sherin Khankan og debatten #4: Sherin Khankan og Koranens forbud mod renter

af William Jansen (27/04 – 2011)

Sherin Khankans seneste artikel præsenterer sharia som en islamisk borgerskabsetik, der er fuldt forenlig med vestlig lovgivning. Hendes argument lyder som følger:

…det store flertal af Koranens vers og traditionerne om Profeten er dynamiske i den forstand, at de skal underkastes fortolkning (idjtihad). […] …de islamiske retsprincipper er dynamiske i den forstand, at de ikke angiver vejen til et fastlagt og uforanderligt retssystem eller styreform.

Khankan har på sin vis ret. Enhver idé kan, hvis den vrides tilstrækkeligt længe, twistes til at passe ind i enhver anden idé. Men personligt er jeg skeptisk overfor projektet. Khankan gør min skepsis til ære.

Gud vil tilintetgøre rente…

Tillad mig at citere et af Khankans egne eksempler på sharias forenlighed med et demokratisk retssamfund:

“Gud har tilladt handel men forbudt rente.
Gud vil tilintetgøre rente og mangfoldiggøre almisserne.”
(Koranen 2:275-276)

Khankan: ”Islamic banking” er et andet eksempel på sharialovens uproblematiske samspil med europæisk lovgivning. ‘Islamic banking’ bliver praktiseret i nogle muslimske lande herunder Malaysia, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi Arabien, Pakistan, Bangladesh og nu også i England og Danmark.

Hvad er problemet?

Khankan citerede 14 relativt harmløse ord fra Sura 2:275-276. Vi springer et enkelt vers over, og fortsætter hvor Khankan slap:

Sura 2:278-279: “I, der tror! Frygt Gud, og lad fremover være med at tage rente, hvis I er troende! Hvis I ikke holder op, så modtag en krigserklæring fra Gud og Hans udsending! Men hvis I omvender jer, kan I beholde jeres kapital, uden at handle uret og uden at blive gjort uret.”

Det er kun et enkelt vers, som skiller det relativt harmløse forbud mod rente, og den jordiske trussel om terrorisme, krig og plyndring rettet mod den ikke-islamiske del af menneskeheden. Det er selvfølgelig muligt at vælge forbudet til, og samtidigt vælge truslen om krig og plyndring fra, men…

Et påbud, som trækker sin legitimitet fra en autoritet, risikerer at legitimere de øvrige påbud som samme autoritet fremførte i samme kontekst. Derfor bliver Khankan nød til at forholde sig åbent, ærligt og uforfærdet til vers 278-279, når hun argumenterer mod renter med udgangspunkt i vers 275-276. Istedet vælger Khankan at ignorere eksistensen af de problematiske vers.

Nøglen til en demokrati-venlig fortolkning af islamiske retsprincipper:

Khankan har ret i at “…de islamiske retsprincipper er dynamiske i den forstand, at de ikke angiver vejen til et fastlagt og uforanderligt retssystem eller styreform.” De islamiske retsprincipper kan forenes med et vestligt demokrati, hvis og såfremt de troende muslimer fortolker principperne tilstrækkeligt dynamisk.

Men nøglen til en demokrati-venlig fortolkning af islamiske retsprincipper er en forståelse af Koranen som et menneskeligt skrift, der oprinder hos en (muligvis fiktiv) kvindeundertrykkende, homofob, barbarisk, hadefuld, pædofil bandit, og sidenhen blev fortolket (og muligvis redigeret) af imperialistiske magthavere med et behov for at retfærdiggøre egen ekspansionslyst og facisme.

Konklusion:

Hvis du, som Khankan, ikke er villig til at bruge denne nøgle, så ender du med at cherry-picke Koranen. Hvis du cherry-picker Koranen i din søgen efter anti-racistiske, fredsskabende og civiliserede vers, ender du så godt som hver gang med at legitimere det racistiske, krigeriske og barbariske vers længere nede på siden. Det har ihvertfald været Khankans skæbne igen, igen, igen og igen.

Sherin Khankan og debatten #3: Khankan: “De 100 piskeslag kan fortolkes.”

af William Jansen (18/02 – 2011)

Tidligere på ugen skrev Sherin Khankan denne artikel til Kristeligt Dagblad, hvor hun tager livgreb med et problematisk Koran-vers.

Sura 24:2:

“Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver! Lad ikke medfølelse med dem gribe jer, når det drejer sig om Guds religion, hvis I tror på Gud og på den yderste dag! Lad en gruppe af de troende være vidne til deres straf!”

Hvad får Sherin Khankan så ud af det?

“Straffen for utroskab i Koranen er ikke dødsstraf eller stening, som ofte antaget af ikke-muslimer såvel som af nogle muslimer, men 100 piskeslag for mand og kvinde, hvis der er fire øjenvidner til selve akten, og kun hvis den, der begår utroskab, insisterer på at gentage sin handling.

Hvis en hustru er under anklage og nægter sig skyldig ved fire gange at kalde Gud til vidne derom, bortfalder straffen.

De 100 piskeslag kan fortolkes forebyggende som et udtryk for, at utroskab er forkasteligt. Mennesket er særligt beskyttet mod sladder i Koranen. Bevisførelsen skal være meget tung, førend man kan implementere straffen.”

Godt så…

Jeg er ikke enig i Khankans fortolkning af verset. Men det interessante er ikke alle de forhold, som the likes of you and I finder problematisk i verset. Det interessante er, at Khankan tolker verset, som hun gør, uden at det fører til, at hun afviser Koranens guddommelighed.

Hvad kan man slutte ud fra Khankans tolkning af Sura 24:2?

  • Utroskab er hele samfundets anliggende, og de utugtige skal stå til ansvar overfor samfundet som en helhed.
  • Den principielle ret til at torturere de utugtige er svær at konvertere til praksis, men… Samfundet har en principiel ret til at straffe sex mellem to samtykkende voksne.
  • Offentlig tortur er mindre forkasteligt end utroskab.
  • Offentlig tortur er et legitimt middel til afstraffelse af forbrydere.
  • Religiøse besværgelser spiller en rolle i retssystemet.
  • De troende har forrang fremfor ikke-troende i retssystemet, da de kan afvende en dom ved at påkalde sig Gud.

Jeg gentager: Det er ikke mine slutninger på baggrund af Koran-verset. Det er mine slutninger på baggrund af Khankans tolkning af verset.  

Konklusion:

Hvis Sherin Khankan ønsker at være en del af det demokratiske åndsfællesskab, så bør hun afvise Sura 24:2′s guddommelighed. Ikke på baggrund af Islam-kritikeres fortolkning af verset, men på baggrund af sin egen.

Sherin Khankan og debatten #2: Er Sherin Khankan nuanceret i sit syn på religion?

af William Jansen (06/02 – 2011)

“Sherin Khankan er nuanceret i sit syn på religion – og er blevet kritiseret for det…”

Ordene er billedteksten til det portræt, som følger med “Islams ANDET ansigt”, Jyllands-Postens tour de force ud i ukritisk mikrofonholderi (ikke online). I artiklen får Khankan lejlighed til at præsentere et uimodsagt, apologetisk syn på Koranen under dække af at ville “nuancere” debatten. Lad os tage hendes udsagn fra en ende af:

Khankan om drab:

“Religion er […] en vejledning om, hvordan man lever sit liv. Der er ikke nogen steder i Koranen belæg for at man må slå ihjel. Tværtimod.”

I Call Bullshit!

Sura 8 – al-Anfal – handler om krigsførsel. Suraen starter med en beskrivelse af en historisk begivenhed; Slaget ved Badr i år 624. Krigsførsel er altså ikke et abstrakt begreb eller et symbol på indre stræben, men konkret “lad os slås mod fjenden og myrde ham”-agtig krigsførsel. Det er de troende som skal føre krig mod de vantro, og de har Gud ved deres side:

Da din Herre åbenbarede for englene: “Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!”

I, der tror! Når I på fremmarch møder dem, der er vantro, må I ikke vende ryggen til dem! Den, der da vender ryggen til dem – med mindre han bøjer af for at kæmpe eller vil slutte sig til en deling – er hjemfalden til vrede fra Gud. Hans herberg er Helvede. Hvilket ulykkeligt endeligt!

Men folk kan jo have alle mulige indvendinger mod at hugge de vantro over nakken. Nogle vil måske have svært ved at leve med et drab på samvittigheden. Hvad gør man ved det?

Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Gud, der slog dem ihjel. Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Gud, der kastede.

Så er den ged vist barberet. Andre vil måske have indvendinger som relaterer til deres forpligtelser som familieforsørgere. Endnu engang har Koranen svaret:

I skal vide, at jeres ejendom og jeres børn kun er en fristelse; men hos Gud er der en vældig løn!

Voila! Børn er blot en fristelse, ikke en forpligtelse. Endnu en nybarberet ged til samlingen. Hvor længe skal krigen så foregå?

Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud!

Med andre ord er det en uendelig krig. Og på dagens slagmark opfordres man til at statuere eksempler for at skræmme kommede generationer af vantro:

Hvis du støder på dem i krigen, så skal du ved hjælp af dem forjage dem, der kommer efter!

Summa summarum:

Vi har dæmonisering af de vantro. Vi har en opfordring til at hugge de vantro over nakken. Vi har historiske henvisninger til konkret krigsførsel mod de vantro. Vi har forsikringer om at krigsførslen foregår i overensstemelse med Guds vilje. Vi har argumenter mod moralske kvaler forbundet med drab.

Det er intellektuelt uhæderligt at påstå at “der er ikke nogen steder i Koranen belæg for, at man må slå ihjel.”

Khankan om kvinder:

Der er en tendes til at, når vi hører om steninger i en kultur, henrettelser af angiveligt utro kvinder i en anden […] så lægger vi det sammen til et dæmoniseret billede af Islam, selvom Koranen slet ikke giver belæg for den slags.

I Call Bullshit!

Sura 24 starter lige på og helt unikt råt:

Hvis en kvinde og en mand bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver! Lad ikke medfølelse med dem gribe jer, når det drejer sig om Guds religion, hvis I tror på Gud og på den yderste dag! Lad en gruppe af de troende være vidne til deres straf!

Utugt er hermed ikke længere et anliggende mellem de involverede parter, eller et anliggende mellem den troende og Gud. Koranen fordrer en organisering af hele samfundet omkring afstraffelsen af de utugtige.

Summa summarum:

Islam er allerede et tankesæt. Islam er allerede en selvdiciplin. Islam er allerede et regelsæt. Islam er allerede en krigserklæring. …og med Sura 24 bliver Islam en totalitær politisk ideologi. Man kan ikke adskille religion og politik, når religionen påbyder, hvilken politik der skal føres.

Khankan har ret i at lige netop stening ikke omtales i Koranen, men Koranen foreskriver igen og igen vold overfor andenrangs-mennesker  [læs: kvinder] jf. bl.a. Sura 4. Det er intellektuelt uhæderligt at påstå at “Koranen slet ikke giver belæg for [tortur og vold mod uskyldige kvinder].”

Khankan om Profetens eksempel:

Hvad ville Profeten have gjort under Muhammed-krisen? Profetens eksempel er, at da han selv blev udsat for hån, spot og latterliggørelse, var han tålmodig og sagde: “Alt der, der sker omkring mig, det rører mig ikke, fordi jeg søger Guds tilfredshed, og jeg bærer over med dem, der gør det her imod mig, for de ved ikke, hvad de gør.”

I Call Bullshit!

Da Muhammed skulle forkynde Guds åbenbarede ord klatrede han op på en bakke over byen, og råbte “Wa sabahah!” Et velkendt råb der advarer om at en fjendtligt-indstillet stamme er på vej mod byen. Da byens mænd var samlet forklarede Muhammed, at der slet ikke var nogen hær på vej. Han ønskede blot at advare dem mod Guds straf. Jeg giver ordet til Wikipedias artikel om emnet:

Before anybody could speak, Abu Lahab said: “Woe be on you the rest of the day! Is that what you summoned us for?”

…og med den ene snappy one-liner fra en tidlig Islam-skeptiker var Muhammed sat på plads. Der gik ikke lang tid før Muhammed meddelte at Gud havde åbenbaret Sura 111:

Måtte Abū Lahabs hænder forgå! Måtte han forgå! Hans ejendom og det, som han har erhvervet sig, nytter ham intet. Han skal brænde i en flammende ild, og hans hustru, som brændebærerske, om hendes hals er der et reb af palmefibre.

Summa summarum:

Abu Lahab skyder Muhammeds højt-flyvende, meta-fysiske retorik ned med en enkelt jordnær bemærkning. Muhammed reagerer ved at erklære at Gud personligt har fortalt ham, at Abu Lahab skal brænde på et bål, som hans kone bærer brænde til. Det er intellektuelt uhæderligt at påstå at “Profetens eksempel er at være tilgivende.”

Khankan om at dræbe et menneske:

Der står i Koranen, at hvis du tager et menneskes liv, så svarer det til, at du har dræbt hele menneskeheden…

I Call Bullshit!

Sura 5:32: “Den som dræber et menneske, for ham er det som at have dræbt hele menneskeheden.”

Det er et af de smukkeste vers i Koranen. Bare synd at verset ikke står i Koranen. Sura 5:32 lyder i sin helhed således:

“På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om at han har dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden.”

Efterhånden er jeg begyndt at pejle mig ind på Koranens idé om fordærv; kvindekamp, homoseksualitet, åndsfrihed, religions-kritik, Muhammed-tegninger m.m. Det virker ikke som om at Sura 5:32 udelukker et morderisk korstog (halvmåne-tog?) mod de vantro. Det bliver ikke bedre af at Sura 5:33 tager tråden op og fortsætter således:

“Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har den en vældig straf i vente.”

Summa summarum:

Jeg har svært ved at dele begejstringen for “Den som dræber et menneske”-verset, når verset 1) ikke står i Koranen, 2) følges op af en opfordring til at dræbe, korsfæste og hugge lemmer af folk der spreder “fordærv”.

Det er intellektuelt uhæderligt at påstå at noget står i Koranen, når det ikke står i Koranen, og når det modsiges af det Koran-vers, som læner sig tættest op af det indbildte Koran-vers, og følges op af et Koran-vers, som modsiger det indbildte Koran-vers. … Right?

Konklusion:

Khankan: “Vores fælles udfordring er at finde ud af, hvordan vi skal leve sammen, og jeg tror, at det er vigtigt at få forklaret, at man godt kan være loyal overfor både Islam og demokrati på samme tid, uden at det behøver at modsige hinanden…”

I Call Bul… No, wait a minute… I guess I sort of agree with that…

Vores fælles udfordring er at finde ud af, hvordan vi skal leve sammen.

Harmonisk sameksistens forudsætter gensidig respekt.

Respekt er kendetegnet ved ærlighed.

Ærlighed om Islam er kendetegnet ved en erkendelse af at Koranen ringeagter kvinder, opfordrer til drab, opfordrer til tortur, og Profetens eksempel ved adskillige lejligheder er lige til at lukke op og skide i.

Hvis Sherin Khankan ikke vil være intellektuelt hæderlig i hendes præsentation af Islam, så er hun en del af problemet.

Sherin Khankan og debatten #1: The Good, The Bad and The Ugly of Sherin Khankan

af William Jansen (24/03 – 2011)

Sherin Khankan er gået i J’accuse-mode, og har begået en kronik i Jyllands-Posten under overskriften Bogstavfundamentalister.

The Good

Sherin Khankan bruger kronikken til at tage et tiltrængt opgør med “en ny form for bogstavfundamentalister” som bruger “specifikke kontroversielle vers fra Koranen” til at “definere islam som en kvindeundertrykkende religion eller en politisk ideologi, som opfordrer til vold og terror.” – “Disse bogstavfundamentalister insisterer på at give enkelte vers fra Koranen universel betydning” lyder den betimelige anklage fra Khankan.

Bogstavfundamentalisterne stiller Khankan op overfor muslimer der “tolker Koranen kreativt, dynamisk og fleksibelt ind i den tidsalder og det samfund, de lever i.” Disse muslimer “fastholder, at der [i forhold til de grumme Koranvers] er tale om en specifik historisk kontekst, som intet har med nutiden at gøre.”

Koranen indeholder åndsformørkelse, kvindeundertrykkelse, barbari, krigserklæringer m.m. Hvis vi ikke skal parkere værket på historiens mødding har vi brug for et opgør med den bogstavfundamentalistiske forståelse af Koranen, som værende et omnipotent væsens endelige og evigtgyldige åbenbaring til hele menneskeheden.

The Bad

Hvilke bogstavfundamentalister vælger Khankan så at gå i kødet på? Pakistanske bogstavfundamentalister som myrder kristne menneskerettighedsforkæmpere? Saudi-arabiske bogstavfundamentalister som massemyrder vilkårlige amerikanere? Danske bogstavfundamentalister som hylder stening?

Nej, Khankan koncentrerer al sin harme, og halvdelen af kronikken, om den værste bogstavfundamentalist af dem alle: Islam-kritikeren Lone Nørgaard. Lone Nørgaards seneste bogstavfundamentalistiske brøde er at hun har afvist Khankans Koran-apologi med en henvisning til Koranens rent faktiske indhold.

Folk bliver undertrykt, tortureret og dræbt hver eneste dag på grund af islamisk bogstavfundamentalisme. Khankan italesætter udelukkende begrebet for at bruge det som et afsæt til at kritisere Nørgaards ærlige forsøg på et opgør med islamisk bogstavfundamentalisme. Et opgør som i Nørgaards (og min) opfattelse forudsætter åbenhed og ærlighed om Koranens indhold.

The Ugly

Khankan sætter sig selvfølgelig også for at afvise Nørgaards tolkning af et specifikt Koran-vers.

Sura 9.5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold!

Det er jo forfærdelige ord. Men Khankan påpeger at verset i dets fulde længde indeholder en nuancering, som havnede på Nørgaards klippegulv.

Sura 9.5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

[i Khankans oversættelse; Men hvis de angrer og holder bøn og betaler (den velgørende) almisse, så lad dem gå deres vej. Allah er sandelig atter tilgivende og barmhjertig.]

Verset siger altså klart og tydeligt, at hvis fjenden overgiver sig og opfylder specificerede religiøse forpligtelser, så skal man indstille kampen.

Et tilbud om fred, som indeholder et religiøst diktat, er en krigserklæring. En effektueret fredsaftale, som forpligter den tabende part på et religiøst diktat, er en forbrydelse mod menneskeheden.

Når det så er sagt; forskellen på at “dræbe dem, der sætter andre ved Guds side” og give de vantro en udvej i form af bøn er reel. Verset er marginalt bedre i Khankans komplette version fremfor Nørgaards tilskårede udgave. Men forskellen er tættere på “ubetydelig” end den er på “nævneværdig.”

Denne forskel bruger Khankan til at konkludere at “Koranen opfordrer hverken til aggression eller drab… […] først og fremmest opfordres til fred og forsoning, og at kamp er den sidste udvej…”

Konklusion:

Jeg har sagt det før. Jeg siger det igen: I Call Bullshit!!!

Kvindekamp, nej tak

Af Mie Harder, ph.d.

(08.03.2011 – Oprindeligt bragt i Berlingske Tidene) Tirsdag er det Kvindernes Internationale Kampdag, men der er ikke meget at fejre. Igen i år skal vi høre på klynk fra universitetsuddannede karrierekvinder, der vil bruge statens magtapparat til at sikre sig poster i virksomhedsbestyrelser og ikke mindst på venstrefløjens nypuritanistiske og kvalmende politisk korrekte krav om et forbud mod købesex. Der er ikke brug for kvindekamp – men modkamp.

Kvindernes kampdag var oprindeligt et socialistisk initiativ lanceret af en forløber til Socialistisk Internationale i 1910. Efterfølgende er socialismens menneskefjendske idéer blevet forkastet, men alligevel fejrer vi stadig Kvindernes Kampdag.

Kvindekamp har rigtignok ikke været forbeholdt socialister, men i takt med opnåelsen af lighed for loven er de borgerlige kvindebevægelser blevet tavse. Med god grund. For fra et borgerligt perspektiv er kvindekampen for længst vundet.

Tilbage står den autoritære, socialistiske kvindebevægelse, der opfatter kvinder som et undertrykt kønsproletariat og kønsforskelle som en social konstruktion, der med vold og magt skal nedbrydes. Derfor er der en lige linje fra kvindekampen i dag tilbage til de socialistiske initiativtagere i 1910.

Feminisme handler nemlig ikke bare om bomuldstrusser, brændte BHer og hår under armene. Hvis det var tilfældet, kunne man nøjes med at trække på skuldrene, når feminister som Anne Grethe Bjarup Riis opfører deres surrealistiske teaterforestilling fra en svunden tid. Men de stopper ikke med dem selv. De vil også tvinge resten af samfundet til at indrette sig efter deres kønsneutrale utopier. Lige fordeling, lige opførsel og lighed, lighed, lighed. Indtil kvinder gror skæg og mænd producerer brystmælk.

Kvindekampen i dag er ikke bare forældet. Den er gået for vidt og kørt helt af sporet. Den oprindelige kamp for kvinders stemmeret, valgbarhed og lige rettigheder var berettiget og har haft uvurderlig betydning for kvinders position i samfundet siden hen. Men i starten og frem til midten af det 20. århundrede drejede kampen sig om lige rettigheder til mennesker og ikke særlige rettigheder til kvinder. Det drejede sig om lige muligheder i ordets egentlige forstand – dvs. lighed for loven – og ikke om lige resultater.

Men feministerne var ikke tilfredse, da de havde fjernet de formelle og lovgivningsmæssige barrierer for kvinderne. Den borgerlige kamp for lige rettigheder, som også tidligt blev båret frem af mænd som John Stuart Mill, havde opnået sit mål, men feministerne kæmpede videre. Nu er målet ikke lige rettigheder – men kvinderettigheder. Det er ikke længere nok med lige muligheder, vi skal også have lige resultater.

Desværre er denne feministiske præmis om lige resultater som ligestillingskampens forkromede mål blevet dominerende i ligestillingsdebatten. Selv ligestillingsminister Lykke Friis (V) arbejder i praksis for lige fordeling og ikke for lige rettigheder. Således kalder hun det et ligestillingsproblem, at mænd fylder mere end kvinder i bestyrelseslokalerne, fængslerne, blandt hjemløse og i universiteternes frafaldsstatistikker. Hun bruger den manglende resultatlighed som bevis for, at der må eksistere uformel diskrimination. For det er åbenbart helt utænkeligt, at mænd og kvinder kan have forskellige ønsker og prioriteter. Og det er helt bandlyst at mene, at biologiske forskelle på mænd og kvinder også har indflydelse på vores valg i livet. Næh nej. Den slags taler vi ikke om.

følge feministerne er kvinder først rigtigt frigjorte, når de opfører sig som mænd. Altså gør karriere og frigør sig fra »moderskabets fængsel«, som Erica Jong sidste år skrev i Wall Street Journal: »Nu om stunder er moderskabet blevet glamourøst, og i visse kredse er børn blevet et uundværligt statussymbol. Men vi skal ikke stikke os selv blår i øjnene: Børn som statussymboler kan være det ultimative fængsel for kvinder«.

Det er selvfølgeligt sympatisk, at ligestillingsministeren vil invitere mændene med ind i ligestillingsdebatten ved at omdanne Kvindernes Kampdag til »mænd og kvinders kampdag for lige muligheder«. Men hvis det alene drejede sig om lige muligheder, altså lighed for loven, ville kampdagen være overflødig. Ligesom Ligestillingsministeriet i sin natur er overflødigt. Men det kan en ligestillingsminister selvfølgelig ikke sige, og derfor må hun i stedet komme på skøre påfund som en kampdag for lige muligheder og et mandepanel for at give sit ministerium en eksistensberettigelse.

Den autoritære feminismes fremmarch er mest tydelig i vores nabolande Sverige og Norge. På mange skoler og fritidshjem må drenge ikke længere stå op og tisse. Virksomheder tvinges til at sammensætte deres bestyrelser på baggrund af køn frem for kvalifikationer. Og voksne mennesker må ikke indgå frivillige aftaler, hvis der udveksles sex for penge. »Alt er politik,« sagde feministerne i 1970erne. Deri har de desværre fået ret.

Meget af det samme er på vej i Danmark, hvis S og SF kommer til magten. Det ville dog klæde de velmenende kvindesagsforkæmpere at tænke lidt over, hvordan de i praksis vil gennemføre idealerne. Vil man give bøder, indtil virksomhederne makker ret eller lukker? Skal politiet med trukne stave eskortere kvinder ind i bestyrelseslokalerne? Skal ordensmagten ud og løfte dyner for at sikre sig, at ingen køber sig til kødelige fornøjelser? Er det dét samfund, vi ønsker?

Det eneste fornuftige svar er nej. At bruge statens voldsmonopol til at regulere antallet af kvinder og mænd i bestyrelser og til at blande sig i, hvem der dyrker sex med hvem og hvorfor, er både en krænkelse af den private ejendomsret og en ringeagt af den enkeltes ansvar for sit eget liv. Feminismens ønske om at kollektivisere den enkeltes lykke var forfejlet i 1910 og er stadig forfejlet i dag.

Der er ikke længere brug for kvindekamp. Hverken i den rendyrkede gammelfeministiske form eller iklædt moderne borgerlig retorik à la Lykke Friis eller de øvrige såkaldte »borgerlige feminister«. Disse borgerlige kvinder forsøger at bruge prædikatet »feminist« som en adgangsbillet til debatten om ligestilling. Og at dømme ud fra den eksponering, de har opnået, er det et godt spin. Men det ændrer ikke på, at det er både selvmodsigende og historieløst at kalde sig borgerlig feminist.

For hvad adskiller da disse borgerlige feminister fra andre borgerlige? I det store og hele intet. Udover at de er kvinder, selvfølgelig. Men var hele pointen ikke netop, at kønnet ikke er afgørende for politikken? At vi skulle være lige for loven? At kalde sig borgerlig feminist svarer til at kalde sig liberal marxist. Det er noget vrøvl. I stedet skulle vi bruge kræfterne på at bekæmpe feminismens langsomme nedbrydning af vores grundlæggende værdier: lighed for loven, ejendomsret og retten til at efterstræbe lykke. Også hvis lykken ikke resulterer i en snorlige fordeling af mænd og kvinder i alle samfundets afkroge.

Mænd og kvinder er (ofte) forskellige, de drømmer (ofte) om forskellige ting og har (ofte) forskellige mål i livet. Men det er i og for sig ligegyldigt. Hvis blot de stilles lige for loven, kan de opføre sig så forskelligt eller så ens, de ønsker.

Til gengæld kan vi ikke sidde på hænderne, når det kommer til den aggressive og autoritære feminisme, der i de seneste år har vundet frem i Danmark og i Europa. Der er ikke længere brug for kvindekamp – men modkamp. Kamp imod krav om særbehandling, tvang og undertrykkelse af mænd. Kamp imod snerpede og kværulerende feministers offergørelse og umyndiggørelse af kvinder. Kamp imod utopien om lige adfærd, lige fordeling og lige resultater.

Indo-European symposium on the reality of the external world and Buddhist logic

by Theodor Ippolitovich Stcherbatsky

First conversation – Subject Monism

1-st Vedantin … Real at the beginning was the Nought.[1]

2-nd Vedantin … Real at the beginning was neither Existence nor the Nought.[2]

3-rd Vedantin … Real at the beginning was only Existence, the One-without-a-Second.[3] It was Brahman.

4-th Vedantin … The Brahman is identical with our own Self. The «This» art «Thou![4]»

Parmenides … There is no Nought.[5] The Universe is the One. It is immovable.

Democritus … Immovable is the Nought. It is Empty Space. It is filled by moving atoms.[6]

The Buddhist … There is an Empty Space. It contains an infinity of perishable Elements. There is a Nought (Nirvana), when all the perishable Elements have perished.

Nagarjuna … All perishable objects are relative and void. Their Nought, or the Great Void,[7] is the only reality. It is the Buddha (in his Cosmical Body).

Spinoza … There is only One Substance! It is God (in his Cosmical Body).

Dignaga … The Culmination of Wisdom is Monism[8]. This Unity is the Buddha (in his Spiritual Body).

Dharmaklrti … The essence of Consciousness is undivided![9] Subject and object is an illusive division. Their unity is Buddha’s Omniscience, his Spiritual Body!

Yogacara Buddhist … With the only exception of Buddha’s knowledge which is free from the division in subject and object, all other knowledge is illusive, since it is constructed as subject and object.[10]

Second conversation. Subject Dualism and Pluralism

Sankhya … There is not one eternal principle, but there are two: Spirit and Matter. Both are eternal, but the first is eternal stability, the other is eternal change. There is no interaction at all possible between them. However the change of the one is somehow reflected, or illumined, in the immovable light of the other. Inside Matter itself, six receptive faculties and six respective kinds of objective Matter are evolved. There is thus a double externality; the one is of the Matter regarding the Spirit. The other is of one kind of matter regarding the other. There is no God!

Descartes … All right! There are only two substances, the one extended, the other conscious. But both are eternally changing. There is a God, which is the originator and the controller of their concerted motion!

The Buddhist (Hinayana) … There is neither a God, nor an Ego, nor any spiritual, nor materialistic enduring substance. There are only Elements (dharmas), instantaneously flashing and disappearing. And there is a law of Dependent Origination in accord with which the Elements combine in aggregates. Just as in the Sankya there are six receptive faculties and six corresponding objective domains. There is thus here also a double externality. The one is of all Elements regarding one another, the other is of the six objective domains regarding the six receptive faculties.

Sankhya … These Elements are infra-atomic units (gunas), they are unconscious and eternally changing.

Heracleitus … These Elements are flashes appearing and disappearing in accord with a Law of continual change.

Democritus … These Elements are Atoms (material).

Herbart … These Elements are Reals (immaterial).

Mach … These Elements are nothing but sensations. Both the Ego and Matter are pure mythology. When philosophy is no more interested in the reality of an Ego, nothing remains but the causal laws of Functional Interdependence of sensations, in order to explain the connection of the whole.

J. St. Mill … The so-called Substance is nothing but a permanent possibility of sensations. “The notions of Matter and Mind, considered as substances, have been generated in us by the mere order of our sensations». Phenomena are held together not by a substance, but by an eternal law (of Dependent Origination).

Nagarjuna … Dependent Origination is alone without beginning, without an end and without change. It is the Absolute. It is Nirvana, the world sub specie aeternitatis.[11]

Third Conversation. Subject – the Logic of naive Realism and critical Logic

Dignaga … However the Universe sub specie aeternitatis can be cognized only by mystic intuition.[12] It cannot be established by logic!

Candrakirti … It can be established by the condemnation of logic![13] Since all logical concepts are relative and unreal, there must be another, non-relative, absolute reality, which is the Great Void. It is the Cosmical Body of the Buddha.

Dignaga … In logic «we are only giving a scientific description of what happens in common life in regard to the sources of our knowledge and their respective objects.[14] We do not consider their transcendental reality!» In logic we can admit the reality of the external world.

Candrakirti … What is the use of that logic,[15] if it does not lead to the cognition of the Absolute?

Dignaga … The Realists are bunglers in logic. They have given wrong definitions. We only correct them![16]

The Realist … The external world is cognized by us in its genuine reality. Just as the objects situated in the vicinity of a lamp are illuminated by it, just so are the objects of the external world illuminated by the pure light of consciousness. There are no images and no Introspection. Self-consciousness is inferential.[17]

The Yogacara Buddhist … There are images and there is introspection. «If we were not conscious of perceiving the patch of blue colour, never would we perceive it. The world would remain blind, it would perceive nothing». There are therefore no external objects at all. Why should we make the objective side of knowledge double?

Realist … But the running change[18] of our pepceptions can be produced only by the Force of Experience. They change in accord with the change in the external world![19]

Buddhist … You need to assume some sort of Biotic Force in order to explain the change. It will be either the Force of Experience,[20] or the Force of Productive Imagination,[21] or the Force of Illusion.[22] If you assume the latter there will be no reality at all in the phantom of an external world. If you assume the first there will be a superfluous double reality. If you assume the second you will have a transcendental ideality along with phenomenal reality.[23]

The Bealist … Your theory resembles «a purchase without paying!»[24] Indeed the external world, although consisting of mere point-instants, receives coloured perceptibility through imagination, but it can offer nothing in exchange, since it consists of colourless points! If sensation and understanding are entirely heterogeneous, how can a pure sensation be comprehended under a pure concept of the understanding, «as no one is likely to say that causality, for instance, could be seen through the senses?”[25]

Kant … There must be some third thing homogeneous on the one side with the category and on the other with the object as it is given in concrete.

Dharmakirti … The intermediate thing is a kind of intelligble sensation. We assume that after the first moment of pure sensation there is a moment of intelligible sensation by the inner sense which is the thing intermediate between pure sensation and the abstract concept.[26] There is moreover between them a Conformity or Coordination.[27]

The Realist … What is this Conformity or Coordination?

Vasubandhu … It is the fact owing to which cognition, although also caused by the senses, is said to cognize the object and not the senses.[28] The object is the predominant among the causes of cognition.

Dharmakirti … Coordination or Conformity is “Similarity between things absolutely dissimilar ».[29] Indeed all things as unities are things in themselves, absolutely dissimilar from other things. But in the measure in which we overlook their absolute dissimilarity (their «in themselves»), they become similar. They become similar through a common negation. That is why all images are Universals and all Universals are mutual negations. Negativity is the essence of our Understanding. The senses alone are affirmation.[30]

Hegel … According to my Dialectical Method, Negativity is equally the essence of the objective world, which is identical with the subjective one.

Dharmakirti … We must have an Affirmation contrasting with the Negativity of concepts.

Herbart … Pure sensation alone is Affirmation, it is absolute position!

Dignaga … Our logic aims at being equally acceptable to those who deny the existence of the external world and to those who maintain it. No one can deny that there are two kinds of cognized essences – the Particular and the Universal. The particular seemingly always resides in the external world, the universal is always in our head.

Berkley … There are no real universal or abstract ideas.

Dignaga … There are no particular ideas at all, an idea is always abstract and general. A particular image is a contradictio in adjecto. Particulars exist only in the external world. In our Mind apart from pure sensation, we have only universals.

Berkley … However to exist means to be perceived, esse est percepi. The external world does not exist beside what is perceived.

Dignaga … To exist means to be efficient.

Kant … It is “scandalous” that modern philosophy has not yet succeeded to prove beyond doubt the reality of the external world! If there were no things in themselves the phenomena as they appear to us would become such things. The things are «given» to our senses, they are “cognized”, i.e., constructed, by the Understanding in accord with its categories.

Santiraksita … Yes! Pure sensation is of course non-constructive, but it is a point-instant (Kraftpunkt) which stimulates the understanding to produce its own (general) image of the thing.

Dharmottara … Is it not a great miracle! The senses represent the Thing brightly, vividly, but they understand nothing definite. The intellect understands definitely, but without vividness, vaguely, dimly, generally; it can construct only a Universal. However the miracle is easily explained, The Understanding is Imagination!

Fourth Conversation. Subject – the Thing-in-Itself

F. H. Jacobi (and others) … Supposing the Things-in-Themselves really exist, they cannot affect our sensibility; since Causality, being a subjective Category, is possible only between phenomena,[31] not between things.

The Jaina … Yes indeed! A thing which is strictly in itself, which has absolutely nothing in common with all other things in the whole world, is a non-entity, a flower in the sky! If you wish to distinguish it from a non-entity you must admit «Thingness” as a real Category, just as Causality and Substantiality.[32]

Dharmottara … Thingness, Causality, Substantiality are of course general Categories of the Understanding. They are general and dialectical. But the single pure sensation is neither general, nor is it imagined, nor is it dialectical. There is a limit to generality, that out of which generality consists. Causality is not itself a sensible fact,[33] it is an interpretation of it. But the Thing-in-Itself is a cause, a reality, an efficient point-instant, a dynamical reality, a unity, a thing as it is strictly in itself, not as it is in the «other», or in the «opposite”. The terms ultimate particular, ultimate cause, ultimate reality, the real thing, the real unit, the thing in itself, the thing having neither extention nor duration are synonyms. But it does not follow that Causality, Reality, Thingness, Unity, etc., are not general terms, different categories under which the same thing can be brought according to the point of view. There is no other genuine direct reality than the instantaneous Thing-in-Itself. Its cognition alone is pure Affirmation, it is not dialectical, not negative, it is direct and positive. Thus the fact that Causality and Reality are concepts and Categories for the Understanding, does not in the least interfere with the fact that the Thing-in-Itself is the reality cognized in pure sensation.

Hegel … Your Thing-in-Itself is a phantom![34] It is Void.[35] It is an “absolute beyond» to all cognition.[36] Cognition becomes then contradictory, it becomes a cognition of a reality which is never cognized.[37]

Demokritus … [38] The Thing-in-Itself far from being a phantom is nothing but the material Atom, underlying the whole of phenomenal reality.

Epikurus … The Thing-in-Itself (arche) is the material Atom together with the Vacuum and Motion.

Lucretius … We must admit a principium or semen, and it is the material solid Atom.

Hegel … This principium is neither the Atom, nor an «absolute beyond», but it is included in the idea of cognition. It is true that the very idea of cognition requires the object as existing by itself, but since the concept of cognition cannot be realized without its object, therefore the object is not beyond cognition. “Inasmuch as cognition becomes sure of itself, it is also sure of the insignificance of its opposition to the object”.[39] Thus it is that the Thing-in-Itself as something beyond cognition, and opposed to it, disappears and the subject and object of cognition coalesce, according to the general rule that everything definite is not a thing «in itself”, but a thing «in its other» or «in its opposite!”

Dharmottara … It is true that the thing becomes definite only when it is a thing related to, or included in, the other. But when it becomes definite it pari passu becomes general and vague. Vivid and bright is only the concrete particular, the Thing as it is in itself.

Dharmakirti … First of all, it is not true that the Thing-in-Itself means cognition of something that never is cognized. And then it is also wrong that the relation of the object to its cognition is one of inclusion or identity. Indeed, if the Thing-in-Itself would mean something absolutely incognizable, we never would have had any inkling of its existence. It is not cognized by our Understanding, it is not -understood”, but it is cognized by the senses in a pure sensation. It is cognized brightly, vividly, immediately, directly. Its cognition is instantaneus.We call it «unutterable». But again it is not unutterable absolutely. We call it «the thing», the «in itself», the cause, the point-instant (svalaksana), efficiency, pure object, pure existence, reality, ultimate reality, pure affirmation, etc. etc. Understanding, on the other hand, means indirect cognition, judgment, inference, imagination, analysis, generality, vagueness, negativity, dialectic. Productive Imagination can imagine only the general and dialectical. But the senses cognize the real and the real is the particular.

Dharmottara … The relation of the object to the subject of cognition in logic is not Identity. The object is not included in the subject. It is wrong to reduce all relations to «otherness» and then to declare that the opposites are identical. The relation of cognition to its object is causal.[40] Object and cognition are two facts causally interrelated.

Fifth Conversation. Subject – Dialectic

Hegel … The relation between subject and object, between internal and external, seems at first to be causal, as between two realities.[41] But regarding them as an organic whole, there is no causal relation inside them at all.[42] There is nothing in the effect which did not preexist in the cause[43] and there is nothing real in the cause except its change into the effect.[44] But notwithstanding their identity cause and effect are contradictory. A change or a movement is possible only inasmuch as the thing includes a contradiction in itself.[45] Motion is the reality of contradiction.[46]

Kamalasila … We must distinguish between Causality and Contradiction. Causality is real, Contradiction is logical. Simple humanity, whose faculty of vision is obscured by the gloom of ignorance, indeed identifies causality with contradiction.[47] But philosophers must know the difference between contradiction and simple otherness, between otherness and necessary interdependence, between Causation and Coinherence, or Identity. They must know the theory of Relations of our Master Dharmakirti.

E. v. Hartmann (to Hegel) … Your Dialectical Method is simple madness![48]

Dharmakirti (to Hegel) … Your Dialectical Method is quite all right; but merely in the domain of the Understanding, i.e. of constructed concepts! Concepts are interrelated dialectically. Reality is interrelated by the causal laws of Dependent Origination. There is moreover an Ultimate Reality where subject and object coalesce. There is thus an imagined reality (parikalpita), an interdependent reality (paratantra) and an ultimate one (parinispanna).

Conclusion

In the course of our analysis we have quoted parallelisms and similarities, partial and complete, from a variety of systems and many thinkers of different times. But it would not be right to conclude that the Indian system is a patchwork of detached pieces which can be now and then found singly to remember some very well known ideas. The contrary is perhaps the truth.

There is perhaps no other system whose parts so perfectly fit into one compact general scheme, reducible to one single and very simple idea. This idea is that our knowledge has two heterogeneous sources, Sensibility and Understanding. Sensibility is a direct reflex of reality. The Understanding creates concepts which are but indirect reflexes of reality. Pure sensibility is only the very first moment of a fresh sensation, the moment x. In the measure in which this freshness fades away, the intellect begins to “understand”. Understanding is judgment. Judgment is x = A where x is sensibility and A is understanding. Inference, or syllogism, is an extended judgment, x = A+A1. The x is now the subject of the minor premise. It continues to represent sensibility. The A+A1 connection is the connection of the Reason with the Consequence. This reason is the Sufficient Reason or the Threefold Reason. It is divided in only two varieties, the reason of Identity and the reason of Causation. It establishes the consistency of the concepts created by the understanding and is expressed in the major premise. Their connection with sensible reality is expressed in the minor premise. In this part the doctrine is again nothing but the development of the fundamental idea that there are only two sources of knowledge. The doctrine of the dialectical character of the understanding is a further feature of the same fundamental idea, because there are only two sources, the non-dialectical and the dialectical, which are the same as the senses and the understanding.

The external world, the world of the Particulars, and the internal world, the world of the Universals, are again nothing but the two domains of the senses and of the understanding. The Particular is the Thing as it is in “itself”, the Universal is the Thing as it is in «the other».

And at last, ascending to the ultimate plane of every philosophy, we discover that the difference between Sensibility and Understanding is again dialectical. They are essentially the negation of each the other, they mutually sublate one another and become merged in a Final Monism.

Thus it is that one and the same Understanding must be characterized as a special faculty which manifests itself in:

1) the Judgment,
2) the Sufficient Reason,
3) the double principle of Inference, Identity and Causality,
4) the construction of the internal world of the Universals and
5) the dichotomy and mutual Negation contained in all concepts.

In all these five functions the Understanding is always the same. It is the contradictorily opposed part to pure sensation. Dignaga was right in putting at the head of his great work the aphorism: «There are only two sources of knowledge, the direct and the indirect.”

Dignaga’s system is indeed monolithic!

References

Conversation 1: 1. Chandogya, III.19.1; cp. Deussen, Allg. Gesch. d. Phil. I, pp. 145, 199, 202, and his Sechzig Upanishads, p. 155. 8 2. Rgv.10.129.1. 3. Chandogya, VI. 2, 1-2. 4. tat tvam asi. 5. ouk esti me einai. 6. Cp. H. Cohen, Logik d. r. Erk., p. 70; me on apparently = tadanya = = tadviruddha = paryadasa = parihara; ouk on = abhava. 7. maha-Sunyata = sarva-dharmanam paraspara-apeksata. 8. prajna-paramita jnanam advayam, sa Tathagatah (cp. my Introd. to the ed. of Abhisamayalamkara). 9. avibhago hi buddhyatma, an often quoted verse of Dharmakirti, cp. SDS., p. 32. 10. sarvam alambane bhrantam muktva Tathagata-jnanam, iti Yogacara-matena, cp.NBTTipp., p. 19. Conversation 2: 11. Cp. my Nirvana, pp. 48. Conversation 3: 12. yogi-pratyaksa, cp. ibid., p. 16 ff. 13. Ibid., p. 135 iff. 14. Ibid., p. MO ff. 15. Ibid. 16. Ibid. 17. Cp. vol. II, pp. 352 ff. 18. kadacitkatva. 19. Cp. vol. II, p. 369 and NE., p. 259. 11 20. anubhava-vasana. 21. vikalpa-vasana = vikalpasya samarthyam. 22. avidya-vasana = maya. 23. Cp. the detailed controversy between the Sautrantika Bealist and the Yogacara (Idealist) Buddhists in the II vol., p. 360 ff. 24. amulya-dana-kraya, cp. Tatp., p. 269. 9. 25. CPR., p. 113; an almost verbatim coincidence with NET,.p. 69. 11 = na nispanne karye kascij janya-janaka-bhavo nama drsto’sti. 26. Cp. the theory of manasa-pratyaksa, vol. II, Appendix III. 27. KK., p. 25S. 18 – tatsarupya-tadutpattibhyam visayatvam. 28. Cp. vol. II, p. 347. 29. atyanta-vilaksananam salaksanyam, cp. Tatp., p. 339. 30. pratyaksam = vidhi-svarupam. Conversation 4 31. F. H. Jacobi, Werke, II, p. 301 f. 32. TS, kar. 1713 – tasmat kha-puspa-tulyatvam icchatas tasya vastunah, vastutvam nama,samanyam estavyam, tat-samanata. 33. na kascid janya-janaka-bhavo nama drsto’sti. NBT., p. 69. 12. 34. «Gespenst», cp. W. der Logik, II, p. 441. 35. Ibid, p. 440, – «der formale Begriff… ist ein Subjectives gegen jene leere Dingheit-an-sich». 36. Ibid. – “ein absolutes Jenseits fur das Erkennen.” 37. Ibid. – “ein Erkennen dessen was ist, welches zugleich das Ding-an-sich nicht erkennts.” 38. “We take Demokritus as the pioneer of Materialism and the mechanical explanation of the universe. The opinion of W. Kinkel (History, v. I, p. 215) who converts him into a “consequent rationalistic Idealist”, is very strange. 39. Ibid., – “das Object ist daher zwar von der Idee des Erkennens als an sich seiend vorausgesetzt, aber wesentlich in dem Verhaltniss, dass sie ihrer selbst und der Nicbtigkeit dieses Gegensatzes gewiss, zu Realisierung ihres Begriffes in ihin komme». Conversation 5: 40. NBT., p. 40. 6-7 – “pramana-sattaya prameya-satta sidhyati… prameya-karyam hi pramanam; trsl., p. 108. 41. Phenomenology, p. 238 (on Causality between Mind and Body). 42 Ibid. p. 291. – “indem das Fursichsein als organische Lebendigkeit in beide auf gleiche Weise fallt, fallt in der That der Kausalzusammenhang zwischen ihnen hinwegs.” 43. Encycl. of philos. Sciences., p. 161. – «Es ist kein Inhalt in der Wirkung… der nicht in der Ursache ist; – jene Identitat ist der absolute Inhalt selbst.” 44. Ibid., p. 153, – “dieser ganze Wechsel ist das eigene Setzen der Ursache, and nur dies ihr Setzen ist ihr Sein.” 45. W. d. Logik, II. 68,- “nur insofern etwas den Widerspruch in sich hat bewegt es sich.” 46. Ibid., p. 59. – erdie Bewegung ist der daseiende Widerspruch selbstx. 47. Cp. above, p. 408 and 427. 48. “Eine krankhafte Geistesverirrung”, cp. E. v. Hartmann. Ueber die dialectiscbe Methode, p. 124.

An Eschatological Laundry List

From ‘If you Meet the Buddha on the Road, Kill Him’

by Sheldon B. Kopp

1. This is it.

2. There are no hidden meanings.

3. You can’t get there from here, and besides there is no place to go.

4. We are already dying, and we’ll be dead a long time.

5. Nothing lasts!

6. There is no way of getting all you want.

7. You can’t have anything unless you let go of it.

8. You only get to keep what you give away.

9. There is no particular reason why you lost out on some things.

10. The world is not necessarily just. Being good often does not pay off and there’s no compensation for misfortune.

11. You have the responsibility to do your best nonetheless.

12. It’s a random universe to which we bring meaning.

13. You really don’t control anything.

14. You can’t make anyone love you.

15. No one is any stronger or any weaker than anyone else.

16. Everyone is, in his own way, vulnerable.

17. There are no great men.

18. If you have a hero, look again; you have diminished yourself in some way.

19. Everyone lies, cheats, pretends. (yes, you too, and most certainly myself.)

20. All evil is potentially vitality in need of transformation.

21. All of you is worth something if you will only own it.

22. Progress is an illusion.

23. Evil can be displaced but never eradicated, as all solutions breed new problems.

24. Yet it is necessary to keep struggling toward solution.

25. Childhood is a nightmare.

26. But it is so very hard to be an on-your-own, take-care-of-yourself-cause-there-is-no-one-else-to-do-it-for-you
grown-up.

27. Each of us is ultimately alone.

28. The most important things each man must do for himself.

29. Love is not enough, but it sure helps.

30. We have only ourselves, and one another. That may not be much, but that’s all there is.

31. How strange, that so often, it all seems worth it.

32. We must live within the ambiguity of partial freedom, partial power, and partial knowledge.

33. All important decisions must be made on the basis of insufficient data.

34. Yet we are responsible for everything we do.

35. No excuses will be accepted.

36. You can run, but you can’t hide.

37. It is most important to run out of scapegoats.

38. We must learn the power of living with our helplessness.

39. The only victory lies is in surrender to oneself.

40. All of the significant battles are waged within the self.

41. You are free to do whatever you like. You need only face the consequences.

42. What do you know for sure…anyway?

43. Learn to forgive yourself, again and again and again and again.