Category Archives: Filosofi

En introduktion til dynamiske effekter

Hvordan kan det være, at venstrefløjen har fået gjort det til noget nær tabu at medregne dynamiske effekter i skatttepolitikken – når de selv bruger afgifter til at opnår selvsamme dynamiske effekter (adfærdsregulering)?

af Torben M. Pedersen, cand.polit et exam art, Ph.D.

Når topskatten skal sænkes, er det altid politisk tabuiseret at medregne dynamiske effekter.

I andre dele af skattepolitikken regnes de dynamiske effekter helt naturligt med. Og endelig er der områder af skattepolitikken, hvor det netop er målet med afgifter at opnå de adfærdsændringer, der udgør de dynamiske effekter.

Det kan ikke undgå at skabe uklarhed om, hvad dynamiske effekter er, og hvornår de kan medregnes.

Og der er en grund til, at der er en sådan uklarhed, for enhver skelnen mellem dynamiske og andre effekter er arbitrær og uden grundlag i økonomisk teori.

Hvad er ”dynamiske effekter”?

Udtrykket ”dynamiske effekter” er nok et økonomudtryk, men det er ikke et udtryk, der genfindes i eller kan begrundes med økonomisk teori.

Udtrykket synes at blive brugt (men langt fra konsekvent) om adfærdsændringer, der er resultatet af ændringer i de økonomiske incitamenter, som følge af skatteændringer eller andre lovgivningsmæssige ændringer.

Det forekommer at være en forældet måde at analysere makroøkonomisk politik på, idet skellet mellem dynamiske effekter og andre effekter synes at basere sig på en partiel betragtning og ikke på en generel ligevægtsanalyse, som i moderne makroøkonomi.

I en generel ligevægtsmodel skelnes ikke mellem dynamiske effekter og andre effekter. Når en skattesats ændres, så vil (alle) priser og mængder i økonomien ændre sig. I enhver generel ligevægtsbetragtning vil de dynamiske effekter være en integreret del af analysen, præcis som det er tilfældet i DREAM-modellens beregninger af effekter af skatteændringer.

Det politiske krav om en 100 pct. første års én til én-finansiering af skattelettelser kan heller ikke begrundes med økonomisk teori, med mindre staten er underlagt en bindende budgetrestriktion. Som udgangspunkt skal den offentlige sektor blot overholde sin intertemporale budgetrestriktion, dvs. finanspolitikken skal være holdbar på langt sigt, hvilket betyder, at summen af de tilbagediskonterede udgifter ikke må overstige summen af de tilbagediskonterede indtægter.

I praksis er anvendelsen af begrebet dynamiske effekter inkonsekvent og arbitrær

Det forekommer vilkårligt, om der medregnes dynamiske effekter som grundlag for en politisk beslutning.

I nogle analyser medregnes dynamiske effekter helt naturligt:

  • Grænsehandelsanalyser er altid baseret på dynamiske effekter: Når afgifter sænkes på cigaretter, øl, slik og sodavand af hensyn til grænsehandlen, er beregningerne baseret på dynamiske effekter af ændret adfærd, dvs. øget grænsehandel.
  • Når Skatteministeriet i provenuberegninger på selskabsskatten medregner, at en større del af virksomhedernes overskud kommer til beskatning i Danmark i stedet for i udlandet, så medregnes det som ”tilbageløb” og ikke som en dynamisk effekt, selv om det er tale om en adfærdsændring.

I andre tilfælde er de dynamiske effekter netop formålet med beskatningen:

  • Forskerskatteordningen er gennemført, fordi den har nogle positive dynamiske effekter (tiltrækker udenlandsk arbejdskraft, øget arbejdsudbud skaber beskæftigelse, ”fælleseffekter” på produktiviteten m.v.), der gør den til en både samfundsøkonomisk og statsfinansiel god forretning, og det er beregninger af disse positive økonomiske effekter, der ligger bag beslutningen om at gennemføre ordningen i sin tid.
  • Provenuberegninger af det sparede ressourceforbrug i den offentlige sektor af forslag om brugerbetaling er baseret på dynamiske effekter. For så vidt brugerbetaling ikke blot er en finansieringskilde, men også indføres for at økonomisere med ressourcerne.
  • Når afgifter anvendes adfærdsregulerende i klima-, energi- og sundhedspolitikken, så er det netop de dynamiske effekter, adfærdsændringer som følge af ændringer i relative priser, der er selve målet med afgiftspolitikken.

Også på andre områder som ved store infrastrukturinvesteringer som Øresunds-, Storebælts- og Femernbrobyggeri baserer beregningerne sig netop på cost-benefit analyser af de dynamiske effekter af en øget trafikmængde.

Konsekvenser af den fremherskende uklarhed

At kræve 100 pct. krone for krone finansiering i det første år kun medregnende de direkte effekter har som regel som konsekvens, at provenuet fra en lempelse af person- eller selskabsskatten undervurderes, og derfor bliver alle skatteomlægninger overfinansieret og fører til et højere skattetryk end ellers.

Der er altså en venstreorienteret bias i kravet om 100 pct. krone for krone-finansiering og i modstanden mod medregning af dynamiske effekter.

Det kan i en vis grad begrundes med, at der er en usikkerhed om de dynamiske effekter, og derfor regnes ”konservativt” for ikke at overvurdere finansieringen. At regne ”konservativt” er en traditionel måde at håndtere usikkerhed på, men usikkerheden om provenuet går imidlertid begge veje: Det kan blive større eller mindre end antaget.

At regne ”konservativt” betyder i denne sammenhæng at beskytte statens indtægter mod at blive mindre end forventet, men det er ikke en naturgiven ting, at det er staten og ikke borgere og erhvervsliv, der skal beskyttes mod at komme til at betale for meget i skat. Det er et politisk valg. Når der regnes ”konservativt”, kommer borgere og erhvervsliv til at betale mere i skat end tilsigtet, og de må derfor tilpasse sig via en reduktion i det private forbrug og i virksomhedernes overskud og private beskæftigelse.

”Konservatismen” kunne være vendt om, så den beskytter borgerne mod at betale mere i skat end tilsigtet, og således at de offentlige finanser tager tilpasningen.

Der kunne argumenteres for, at når de samlede skatter og afgifter udgør omkring 64 pct. af bruttonationalindkomsten, så ville det give god mening, om det er statskassen, der løber risikoen, idet staten i kraft af sin størrelse ville skulle tilpasse sig relativt mindre end det private forbrug, hvis det skulle vise sig, at provenuet var undervurderet.

Det ville også have en social dimension: På den måde ville usikkerheden komme de ”svage” til gode, hvilket i denne sammenhæng er borgerne. Ikke mindst når der er tale om at øge afgifter, der vender den tunge ende nedad socialt.

Det er et politisk valg – ikke et økonomisk – at man regner, som man gør, og det er et valg, der har en klar prostatslig og antierhvervslivs bias.

Anmeldelse: Den åndløse dansker

Danskerne er blevet rigere på materielle goder, men fattigere i ånden, siger nationalkonservativ folkekirkepræst, som skruer bissen på i ny debatbog.

af Ryan Smith

Videnskabelige undersøgelser har i løbet af de sidste ti år gang på gang fastslået, at ingeniører er mindre religiøse end resten af befolkningen. Så mon ikke, at det er nogle af bladet hers læsere, som folkekirkepræst og debattør Sørine Gotfredsen har i tankerne med udgivelsen af sin opsang til den blegfede og åndsslappe velfærdsdansker?

De, der tidligere har fulgt Gotfredsen i medierne, ved, at hun er ked af udviklingen i dagens Danmark: Hun er ked af ateismen, ked af, at Folkekirken anses for en tabersag, ked af den platte tissemandshumor på tv og ked af indvandringen og multikulturalismen, som hun i Berlingske Tidende gjorde til den egentlige hovedansvarlige for den norske terrorist Anders Breiviks massakre i sommer.

At Gotfredsen er nationalkonservativ, kan man som læser ikke være i tvivl om: Som debattør ønsker hun en tilbagevenden til et monokulturelt, kristent samfund, der i højere grad er præget af en videnselite, end det er tilfældet i dagens Danmark, der med overfladiske nyhedsoplæsere og 24-årige folketingsmedlemmer i stigende grad præges af en kultur, der fokuserer på popularitet og ydre skønhed frem for mere blivende kompetencer.

De kæphøje ateister

Det underlige ved Gotfredsens bog er dog, at mens det er meget nemt at finde ud af, hvad hun ønsker, at vi som samfund skal stå for, så er det anderledes svært at blive klar på, hvorfor vi skal stå for det. Argumentationen for, at vi som samfund skal tage Folkekirken seriøst, begrænser sig f.eks. til, at det giver ”en enorm rigdom” at tro. Til gengæld skal vi høre en masse om de dumme ateister.

Ifølge Gotfredsen er ateister som antropologen Dennis Nørmark, videnskabsjournalisten Lone Frank og medlemmer af Dansk Ateistisk Selskab (der i lighed med biologen Richard Dawkins og neurologen Sam Harris arbejder for et religionsneutralt Danmark) ikke alene dumsmarte og kæphøje, de forholder sig også ” passivt til verden” og er ”ude af stand til at tænke nyt.” – En sær dom, eftersom både Frank og Nørmark har skrevet flere bøger, der bidrager til vores viden.

Alt i alt er det måske Gotfredsen, som burde sætte sig lidt mere ind i tingene, for som den tysk-britiske psykolog og statistiker H.J. Eysenck har påvist, og som andre forskere sidenhen har gentaget, så er religiøse mennesker i snit mindre originale i deres tankemønstre end ateister.

Løsagtig omgang med fakta

Derudover modsiger Gotfredsen sig selv flere steder i bogen (eksempelvis er tv-programmet X Factor på en og samme tid for ordinært og for ekstraordinært, mens kvinder, der klæder sig kønsneutralt, begår både en fejl og et klogt træk), ligesom Gotfredsen gang på gang demonstrerer en løsagtig omgang med fakta: Platon og Buddha – ja sågar Kierkegaard – misforstås på eklatant vis, og når kendte personager skal hudflettes, er det altid kun med de mest kendte episoder og citater i baghånden.

Så hvis den åndfuldhed, Sørine efterlyser, er lig med selvmodsigelser og løsagtig omgang med fakta, så er det måske meget godt, at Danmarks ingeniører ikke er så åndfulde igen.

Den åndløse dansker
af Sørine Gotfredsen
231 sider, ISBN 9878774670759
Kristelig Dagblads Forlag, 2011

Moderne konservatisme er selv liberal

af Ryan Smith

I weekenden meldte den fungerende socialminister, Benedikte Kiær (K), sig på banen med flere pisk til liberalismens ryg, idet hun i sin tale til det konservative landsråd sagde: ”For konservative følger ‘frihed’ og ‘ansvar’ hinanden tæt. I socialisternes maksimalstat er ansvaret statens, og friheden må vige. I liberalismen er der ultimativ frihed og intet ansvar. Konservative ønsker frihed, men det handler om frihed i fællesskab.” Kiær opløfter således konservatismen som den gyldne mellemvej mellem to lige absolutistiske ekstremer, og liberalismen slås uden videre i hartkorn med socialismen, som var de to ideologier lige store onder for en from konservativ.

Gotfredsen, Krarup og Kiær har dog alle et forklaringsproblem af den delikate slags: Hvis liberalismen er så forfærdelig, hvorfor er nutidens konservatisme så selv liberale?

Konservatismen i Danmark er i dag en parlamentarisk, kapitalistisk og frihandelsorienteret ideologi, men et henkastet blik i historiebøgerne afslører hurtigt, at disse positioner alle er af nyere dato. Kontinentalkonservatismen, som Gotfredsen og Krarup nedstammer fra, var oprindeligt en antiparlamentarisk og antikapitalistisk ideologi, som sværmede for adel, kirke og kongehus.

Kontinentalkonservatismen var inspireret af 1800-tallets romantiske strømninger, og det var med romantikken i baghånden, at kontinentalkonservatismen formulerede et politisk modsvar til oplysningstidens liberalisme – en arv, som Dansk Folkepartis Jesper Langballe også har skrevet kvalificeret om og vedkendt sig i debatter herhjemme. Kontinentalkonservatismen var betænkelig over for industrialiseringen og over for opkomsten af det nye borgerskab af købestærke self-made men, hvis bugnende bankkonti og hvidglødende virkelyst udfordrede den gamle adels privilegier. Påvirket af romantikkens metafysiske verdenssyn hævdede datidens konservative, at den bestående orden i samfundet var enten guddommeligt bestemt eller udtryk for en højere naturlig orden, som mennesker ikke kunne begribe til fulde. Følgelig kæmpede man for at bevare adelens, kirkens og kongens politiske indflydelse, og man søgte endda at beskytte de bestående institutioner mod borgerskabets krav om parlamentarisk repræsentation.

Med staten som far
Det var dog ikke kun på det værdipolitiske område, at de kontinentalkonservative satte hælene i over for liberalismen: Man så også kritisk på den stigende internationale frihandel, som man opfattede som en trussel mod staten som en selvomsluttende organisme – et etnisk, religiøst og kulturelt selvforsynende fællesskab, der trivedes bedst i fraværet af det fremmede. Kontinentalkonservatismen var derfor udpræget kritisk over for både den værdipolitiske liberalisme, der var internationalt orienteret, og over for den økonomiske kapitalisme, som man i mange tilfælde ønskede erstattet af korporatisme, dvs. at arbejdere og arbejdsgivere mødes til overenskomstforhandlinger med staten som den strenge far, der overser, at samfundet ikke kastes ud i ”unødvendige” strejker og lockouts.

Kære læser, hvis den slags lyder som noget, som De kender fra mellemkrigstidens historie, så er det, fordi det er det: Kontinentalkonservatismen var ikke selv totalitær, men mange af dens tilhængere kastede flirtende blikke i retning af tidens fascistiske strømninger og i visse tilfælde også i retning af det, der var værre. Efter anden verdenskrig stod det dog klart, at det var endog meget farligt at flirte med alternativer til det liberale demokrati. I årene efter 1945 begyndte Europas konservative derfor at erklære sig som tilhængere af en nationalstat med et ”internationalt udsyn” og som parlamentarister, kapitalister og ‘borgerlige’ (et begreb der for alvor blev stort med den antikonservative franske revolution). Man omplantede simpelthen konservatismen, sådan at den i dag vokser ud af liberalismens frodige muld. Konservatismen i Danmark er i dag en liberalistisk ideologi med nogle beherskede fodnoter og forbehold over for visse ting, som man ønsker gjort anderledes. Men de dage, hvor konservatismen udgjorde et egentligt alternativ til den liberalistiske samfundsorden, er for længst borte.

Når Gotfredsen, Krarup og Kiær puster sig op for at angribe liberalismen og påberåber sig at være de egentlige borgerlige, så stiger de tre således til vejrs som balloner, der er lige til at punktere med sarkasmens skarpe syl: De anklager andre for at være historieløse, men tilhører selv en fraktion der om nogen har afsagt sig sin egen historie. Gotfredsen, Krarup og Kiærs konservatisme er ikke et alternativ til liberalismen, men en værdipolitisk overbygning til den. Hvis de har så meget imod liberalisme, hvorfor befinder de sig så selv fuldstændig inden for rammerne af det liberale demokrati? Fortidens kamp hos de borgerlige stod om, hvorvidt samfundet skulle være konservativt eller liberalt. Nutidens kamp står i stedet om, hvor meget liberalisme vi skal have. ”There is no alternative,” som den britiske – konservative – premierminister Margaret Thatcher ofte sagde om sin liberale politik.

Og netop personer som Thatcher kan vise os vejen ud af den borgerlige infight-misere: Det mest hovedrystende ved denne debat er nemlig, at konservatisme og liberalisme ikke behøver at være modsætninger: Som modstykke til kontinentalkonservatismen findes der også den britiske konservatisme, som godt nok ikke altid er blevet udøvet i dens hjemland, men som går tilbage til den skotske filosof David Hume og som repræsenteres af bl.a. Jyllands-Postens Mikael Jalving herhjemme. Den britiske konservatisme var fra starten en parlamentarisk, frihedsorienteret og kapitalistisk bevægelse, der så favorabelt på liberalismen, men som samtidig så pessimistisk på menneskets evne til at omforme samfundet, uden at projektet løber løbsk, og rabiat idealisme sejler afsted med hele skuden.

Men denne konservatisme kan Krarup og Gotfredsen ikke acceptere, da den indeholder kimen til det sekulære, og næppe vil opretholde den lutherske kirkes privileger i et tiltagende globaliseret og sekulært Danmark.

Benedikte Kiær, derimod, har bare svært ved at acceptere den, fordi dens synspunkter i dag repræsenteres bedst af Venstre og Liberal Alliance.

Fælles forskelligheder

af Troels Heeger

Faste læsere af Konflikten vil vide, at vi anser de seneste års værker af forfattere som Frederik Stjernfelt, Søren Ulrik Thomsen, Jens Martin-Eriksen og Rune Lykkeberg som forvarsler om noget, der med tiden forhåbentligt vil blive klart som en ny konstellation på centrum-venstrefløjens stjernehimmel. Som uafhængige intellektuelle har de været dygtige til at grave dybt i årsagerne til centrum-venstrefløjens tiltagende værdipolitiske rundtossethed siden kulturkampen tog fart i 2001.

I Kritik af den Negative Opbyggelighed (2005) gjorde Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen deres til at pande et par kulturelle vaneforestillinger i gulvet. Det drejede sig blandt andet om en kritisk gennemgang af den offerrolle, der har været privilegeret i den danske debat. Selv succesfulde mennesker, kunstnere, politikere, har aldeles ureflekteret søgt at camouflere dårlige eller ikke-eksisterende holdninger, meninger og argumenter ved at iscenesætte sig selv som romantiske oprørere mod fikserede forestillinger om ‘det bestående, det borgerlige, det stivnede’. Rune Lykkebergs analyse af efterkrigstidens subjektive klasserelationer i Kampen om Sandhederne (2008) er langt henad vejen også en kritik af den kulturelle overklasses hang til negativ opbyggelighed

Den negative opbyggelighed har man også kunnet observere i større skala. For den har i særlig grad været problematisk for en hel politisk fløj, der i forne tider var kendt som oppositionen. Siden Poul Nyrups bemærkning om DFs manglende stuerenhed har den politiske centrum-venstrefløj i Danmark kæmpet med at finde sit ståsted i komplicerede spørgsmål om multikulturalisme og i det hele taget spørgsmålet om individuelle rettigheders forhold til grupperettigheder.

Den manglende orienteringsevne har i adskillige tilfælde, oftere end sjældent, ført til den nemme løsning: at man har valgt at definere sig negativt i forhold til skræmmebilledet Dansk Folkeparti. Hvis Dansk Folkeparti har været for et tørklædeforbud for danske dommere, har man refleksmæssigt været imod – uden overhovedet at forholde sig til sin egen politiske arv og tankegods.

Enhedslisten opstillede ukritisk Asmaa Abdol-Hamid og markedsførte hende som ‘muslim’ – som om dette skulle være en politisk kvalifikation. Enhedslisten var som bekendt nær blevet splittet på spørgsmålet om Asmaa. Negativ opbyggelighed som politisk strategi er i princippet en indrømmelse af mangel på politisk substans og ender som oftest kontraintentionelt. Hvad der i udgangspunktet kunne se ud som en positiv indholdsbetegnelse, Asmaas status som muslim, endte med at blive en bekræftelse og en legitimation af politiske modstanderes forsøg på at gøre kulturel baggrund politisk relevant. Stjernfelt og Eriksen advarede indgående mod denne type kulturalistisk fejlstrategi i Adskillelsens Politik (2008).

Det er muligvis en gammel og banal sandhed, men ikke desto mindre vedbliver den at være relevant. Hvis centrum-venstre skal  gøre sig forhåbninger om at forlade den negative opbyggelighed og blive taget alvorligt, må man indlede en alvorlig refleksion over den historiske arv og tradition, hvorfra man kommer. Måske er refleksionen allerede påbegyndt, men indtil videre er man ikke kommet frem til klare erkendelser i forholdet mellem individets og gruppens rettigheder.

Her på Konflikten kan vi også, indrømmet, fra tid til anden falde i fælden med negativ opbyggelighed. Så lad os for en god ordens skyld bekende os til noget positivt: Et forsvar for formelle demokratiske rettigheder og et nej til grupperettigheder og særhensyn. Kultur og klasse bør ikke privilegeres over borgerlige rettigheder – det turde være børnelærdom for en centrum-venstrefløj – for kultur er en mærkeligt tåget begreb, hvis fortolkning hurtig kan løbe løbsk og ud af kontrol. Frihed til forskellighed beskyttes efter vores opfattelse bedst ved, at vi alle deler de helt samme grundlæggende demokratiske rettigheder. At vi deler noget, er simpelthen udgangspunktet for, at vi kan være forskellige.

Uden at stille digteren til politisk regnskab for denne blogs synspunkter synes samme pointe at titte frem i de afsluttende skarpt neutrale linjer i et helt frisk og aldeles læsværdigt essay fra Søren Ulrik Thomsen:

Farerne ved kulturer, der ikke tåler Det Anderledes, er indlysende; for et demokratisk retssamfund er jeg bange for, at det især i krisesituationer kan vise sig problematisk, hvis alt for mange mennesker styret af et forfængeligt identitetsprojekt fornægter deres egen borger-lighed.

En guide til aktivisme

af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

I Hyskensstræde kunne København opleve endnu en gadefest. Det var ikke en af dem, hvor man kan lære sin nabo bedre at kende over en fadøl og noget livemusik. Nej, det var en af den slags fester, hvor kapitalismen og den internationale imperialisme fik nogle ordentlige slag over nakken. Måske tænker du, at ødelæggelserne primært gik ud over kvarterets beboere og de lokale butikker, der i forvejen er plaget af finanskrise. Men det tyder på, at der er en hel del ting, du ikke har forstået.

Hvis du undrer dig over, hvordan i alverden lidt høj musik, grafitti og noget alkohol kan bekæmpe globaliseringen og kapitalismen, så har du fundet den helt rigtige blog. Hvis man gerne vil forstå, hvordan ellers normale mennesker kan få sig selv til at lave denne kobling, så følger her på en lille guide til, hvordan man bliver en succesfuld venstrefløjsaktivist.

Hvordan kan man blive politisk aktivist?
For de fleste mennesker er politisk aktivisme en god ting. Alle vil gerne have ungdommen engageret i politik. Oppositionen ønsker valgretten sænket, og man hører gang på gang beklagelser over dalende medlemstal i ungdomspolitiske partier. Men hvor mange unge gider egentlig at sidde i et eller andet lokale og forhandle i evigheder om dødkedelige, lokalpolitiske emner? Hvorfor dog spilde tid på krævende, knastørt arbejde, når man kan være mindst lige så politisk, mens man drikker øl, går smart klædt, ryger joints og hører høj musik med interessante, kreative og fede mennesker? De fleste rationelt tænkende unge vil helt sikkert foretrække det sidste. Og således har rekrutteringsgrundlaget for at hverve nye aktivister til den yderste venstrefløj altid været en smal sag.

Men hvordan kan man så blive en del af aktivistmiljøet? Hvordan kan man blive anerkendt som et politisk, musikalsk og samtidigt kreativt venstrefløjsmenneske? Ja, det kræver desværre lidt forarbejde. For det første er der en række ting, man skal overveje, inden man iscenesætter sig som venstrefløjsaktivist. Man skal vide, at når man befinder sig i miljøer, hvor gennemsigtighed i magtens beslutningsstrukturer er noget man griner hånligt af, så vil man aldrig kunne vide, hvornår man stemples ude.

Forbered dig på paranoia
Modkulturen går ud på at være imod en masse ting, og for at det kan lade sig gøre, så skal der nødvendigvis konstant holdes kog i kedlen af ting, som man er imod. Du vil derfor aldrig vide dig sikker på, om du imorgen pludselig vil være anset som en af fascisterne, eller endnu værre: en af mandschauvinisterne, en af de reaktionære, de borgerlige, kødspiserne, heterosexisterne, kapitalisterne, neoliberalisterne, racisterne, nazisterne, zionisterne, og hvad man nu ellers kalder folk, man ikke kan lide. Forbered dig på at lære alle kendetegnene for førnævnte grupper. Gør derefter det stik modsatte. For eksempel er det almen viden, at neoliberale går i jakkesæt, derfor bør du så vidt muligt undgå denne beklædningsform. Hvis du lærer fjendens kendetegn at kende og gør det modsatte, har du minimeret sandsynligheden for at havne i den forkerte kategori. Men vær altid beredt på, at det kan ske alligevel.

Hvis du gerne vil være venstrefløjsaktivist, skal du altså være indstillet på en livslang tilstand af paranoia, hvor du altid skal holde din sti renere end ren. Ingen skal nogensinde se dig løbe skrigende fra politiet til en demonstration eller nyde en Big Mac. Ingen må under nogen omstændigheder høre dig komme til at bruge et ord som ‘kælling’ eller ‘fisse’, kalde nogen for ‘bøsserøv’, tale grimt om en indvandrer, prale højlydt af at spise kød, lytte til Niarn eller indrømme, at du modtager Ekstra Bladet om søndagen og godt kan lide TV2 News. Sekundet dette skulle ske, vil du have udsat dig selv for en enorm fare, og alskens hemmelige udstødelsesmekanismer vil efter al sandsynlighed sættes i gang. Og du vil aldrig vide, hvornår nogen bag din ryg bestemmer sig for, at du ikke er ‘rigtig’ ventreorienteret længere.

Kom i karambolage med politiet
Det er ingen hemmelighed, at der er mange på den yderste venstrefløj, der elsker konfrontationer med politiet. Hvis politiet vælger at rykke ind til en politisk fest, så understøttes og vokser myten om, at man rent faktisk er en trussel mod systemet, at man udgør en fare, og at man faktisk har gang i noget politisk. Det er derfor, at politiet altid forventes at dukke op til disse arrangementer. Af samme grund er aktivister oftest nærmest skuffede, hvis ordensmagten udebliver. Uden et par jyske knægte i kampuniform er det ligesom ikke en rigtig politisk fest. Så hvis ‘nazisvinene’ ikke har særlig travlt med at håndhæve deres fascistoide rædselsherredømme, kan man eventuelt selv forsøge at lokke dem ud af busken ved f.eks. at påbegynde lidt adspredt hærværk. Hvis de stadig ikke dukker op, er det tit lidt af en lyseslukker.

For mange aktivister er der nemlig stor politisk anerkendelse i at fremvise blå knippelmærker eller spendere et par timer i kachotten. Synlige ar og frihedsberøvelse er det tætteste, man kommer på en medalje i et miljø, der undsiger sig magtstrukturelle hædersbevisninger. Det forklarer hvorfor, det er en god idé at få tæsk af en betjent, hvis man gerne vil tages seriøst som aktivist. For det første kan man lynhurtigt få nye venner i disse miljøer ved at snakke lidt om, hvor onde politiet var i sidste uge. Ens historie kan kun blive bedre, hvis du kan blotte nogle slagmærker, mens du forbander de ‘nazisvin’, der prøvede at forhindre dig i at smadre en butik eller sætte ild til en bil.

Det er en let måde at få nye venner i det miljø på, og det er samtidigt med til at etablere ens omdømme som en seriøs og kompromisløs politisk aktivist, der som en anden Robin Hood bekæmper systemet nedefra og op. Hvis du gerne vil have en karriere som aktivist, kan det kun anbefales at blive anholdt ved førstkomne lejlighed. Glem alt om tidskrævende, opslidende organisationsarbejde i en eller anden NGO, hvor du prøver at skaffe lærebøger til en nedslidt afrikansk skole. Det er spild af tid. Du skal bare råbe af en betjent og kaste noget tungt, hvis du vil gøre verden til et bedre sted.

Find en fascist, råb ad ham
Det er ikke unormalt, at man kalder politiet for fascister og nazister i disse miljøer. Kedelige, konforme og normalt tænkende væsener ville måske mene, at der er en mindre skillelinje et eller andet sted mellem at være tilhænger af et racerent tusindårsrige og blot at ville opretholde almindelig lov og orden. Men den slags forbeholden tankegang er allerede første trin på vej mod at blive anset som rendyrket fascist. Og ville du måske gerne have samarbejdet med nazierne under besættelsen? Selvfølgelig ville du ikke det. Samarbejdspolitikken reddede måske en helvedes masse menneskeliv, men den var ikke særlig heroisk, og der var hverken gadekamp eller høj musik i Scavenius’ kedelige kabinet.

Nu er det de færreste af nutidens aktivister, der har været så heldige nogensinde at møde en rigtig, levende nazist. (Medmindre de har været på udflugt til Sverige for at inspicere et par sjældne tabereksemplarer af racen). Så derfor kan det ofte vise sig nødvendigt at kalde alle for fascister, der kunne tænkes at gå ind for noget så farveløst som en tredeling af magten. Nu har du måske gjort den fejltagelse at læse lidt om, hvad fascisme rent faktisk er. Og i denne læsning er du måske kommet frem til, at antiparlamentarisme, afsky for demokrati og magtens tredeling, nedbrydelse af forskellen mellem stat og samfund, mellem det private og det offentlige, uhæmmet afsky for individualismen og en forkærlighed for gadekamp, sort tøj og hærværk altsammen er kendetegn på fascisternes virke i 1930′ernes Europa. I så tilfælde må du straks glemme alt, hvad du har lært og istedet forstå, at alle er fascister, og at fascisterne bliver kun mere fascistiske jo længere de bevæger sig væk fra dit miljøs opfattelse af virkeligheden.

Det er derfor slet ikke så svært at være aktiv anti-fascist, som du måske troede. Der er nemlig langt flere fascister derude, end du gik og forestillede dig. Og findes der noget bedre end at have været i håndgemæng med en fascist? Nej, det gør der ikke. Det skulle da lige være at blive fængslet på livstid for sine ‘politiske aktiviteter’, hvilket øjeblikkeligt medfører helgenkåringer og evig hæder i aktivistmiljøer over hele kloden. Men hvis du rent faktisk har planer for din fremtid, kan det i stedet anbefales, at du finder den første og bedste person, der ikke deler dine holdninger, og råber af ham. Det er naturligvis nyttesløst at gøre dette i et privat, lukket rum. Sørg for, at der er mange aktivister til stede, når du overfuser en tilfældig fascist. Det vil give dig respekt og ærefrygt i et stykke tid. Og du kan muligvis få lejlighed til at tale lidt med dine aktivistvenner om højredrejningen og fascismen i dagens Danmark .

Drop kød
Hvis du tænker på en måde, hvor du både kan nedsætte dine månedlige udgifter og samtidig øge din politiske troværdighed på, er det indlysende og oplagt, at du dropper kød og faktisk helst alle animalske produkter. Nu er du måske meget glad for pølser og lammesteg, men i så fald bør du huske på, at folk tjener penge på dyr, og alt, hvad man tjener penge på, er naturligvis dybt problematisk. Det er kapitalisme. Og den slags skal du helst holde dig fra. Du vil måske hævde, at folk også tjener penge på at fremstille kikærter og tofu, at Converse er et globalt brand, og at nittebælter ikke vokser på træerne, men så findes der heldigvis den perfekte løsning for dig: Skrald.

Ja, din mor har måske lært dig, at du ikke skal rode i skraldespanden, men hun er med al sandsynlighed en højreorienteret, ligusterfascistisk SF’er, så smid din opdragelse og gode manérer på historiens losseplads, og dyk ned i den nærmeste container. Hvis du finder en ordentlig skraldespand fyldt med forbrugersamfundets overflod af dagligvarer i en baggård til din lokale Netto, så har du fundet det perfekte sted at møde nye venner. Det kan anbefales at undersøge, hvor den nærmeste Emmery’s bortskaffer sit skrald, da dette sted med hundrede procents sandsynlighed vil være overrendt af de mere avancerede antiforbrugere på jagt efter langtidshævet økologisk speltbrød. Selv en skraldepunker bør skralde økologisk.

Ødelæg noget
Hvis du har haft svært ved at finde en betjent, der vil slå dig, en fascist, du kan råbe af, og hvis du er træt af at markere din politiske overbevisning ved at rode rundt i skrald, skal du ikke blive urolig. Du er nemlig så ufatteligt heldig at leve i et kapitalistisk forbrugersamfund. Da kapitalismen som bekendt er overalt, og da den nu engang styrer, manipulerer og bestemmer over alt og alle (på nær dig og dine venner), vil du aldrig løbe tør for ting og steder at angribe. Ved førstkomne gadefest skal du bare smadre det første og bedste butiksvindue. Pas på, at du ikke rammer en butik ejet af en indvandrer, eller et sted der sælger venstreorienteret merchandise. Selvom de naturligvis bidrager lige så meget til forbrugerismen, er det vigtigt, at du som udgangspunkt vælger noget, der kan forbindes med enten USA eller finansverdenen. Blockbuster, McDonald’s, Danske Bank og 7-11 er selvindlysende mål for en brosten. Andre kæder som Matas, Telia og Irma, hvis naturlige ambition om at ekspandere er et synligt bevis på kapitalismens iboende imperialistiske tendens, er naturligvis også gode kandidater.

Hvis ingen oplagte kapitalistiske symboler er forhåndenværende, bør du vælge en butik, hvor dine politiske venner kun modvilligt handler. Det er vigtigt, at du har en fornemmelse for den gode smag, når du ødelægger ting. Du skal helst kun angribe steder, der bærer tydeligt præg af dårlig smag. Butikker, der sælger sportsko, undertøjsforretninger, mobiltelefoner osv., er oplagte muligheder. Uanset hvor dårlig smag du forbinder med film fra Indien, må du under ingen omstændigheder smadre den lokale bollywood-butik. Det er racisme. Du bør også først undersøge, om den smykkebutik, du gerne vil ødelægge, har arabisk skrift på sit skilt. Det er altid en god idé at dobbelttjekke. Pornobutikker udløser femstjernet aktivistbonus.

Det indre København er det perfekte sted at smadre ting. Alle derinde har alligevel solgt ud, og kvarteret er for længst blevet tabt til politiet, kapitalismen og mindre smarte mennesker, det vil sige mennesker, der har andre hobbyer end skrald, punkmusik og joints til gadefester. Stort set hvad som helst derinde kan ødelægges med god samvittighed.

Undgå for alt i verden at kritisere, hvad der umiddelbart kunne anses som tilfældig vold og hærværk! Husk på, at det er en del af den store kamp mod globalisering og kapitalisme, der kun kan vindes gennem flere gadefester og flere smadrede butiksvinduer. Undgå også at spørge øvrige venstreorienterede grupperinger om deres holdning til hærværket, da de som bekendt ikke kan stå til ansvar for, hvad andre mennesker render og laver. Spørg derfor heller ikke ind til, hvorfor de lokale handlingsdrivende skal stå til ansvar for den globale kapitalisme. I det hele tage bør du undgå spørgsmål og istedet holde dig til udbrud i imperativ, afsluttet med et “NU!” Ignorer i samme ånd forholdet mellem at kræve sin ret og gøre sin pligt.

Få en rigtig musiksmag
Inden du bliver aktivist skal du forberede dig på, at den vigtigste kamp mod undertrykkelse, uretfærdighed og strukturel magt foregår på din egen iPod. Hvis du holder af popmusik med Britney Spears, Rihanna og Lady Gaga, skal du enten være klar på fra nu af at fake en ironisk distance, når du sætter musikken på, eller helt at skifte stil.

Hvis du godt kan lide dansk hiphop og gangsterrap, så har du et problem. Du er nemlig sexist. Og det er den sikreste vej til fascisme, så drop det omgående! Hvis du stadig gerne vil lytte til hiphop, så må du i stedet nøjes med noget politisk rap a la KRS One og deslige. Punk er altid en sikker vinder, men vær forberedt på, at du ikke vælger bands, der har solgt ud! Vælg kun obskure punkbands, som ingen har hørt om før. Bands som Røvsved, Endetarm og Shitcomet er oplagte. I det hele taget: jo flere kropsvæsker og -dele, der indgår i navnet, jo mere sikker er du på, at du har valgt rigtigt.

Glem forskellen på ord og handling
Som god aktivist må du huske på, at der ikke er forskel på ord og handling. Derfor bør du også altid være bevæbnet med en svada af skældsord mod magtinstanser, autoriteter og institutioner. Hvis du er til gadedemo og med grådkvalt hysteri kan tudbrøle ‘nazisvin’ ind i hovedet på en 22-årig politibetjent fra Herning, kan du retmæssigt føle, at du har tildelt systemet et afgørende knytnæveslag. Omvendt skal du også huske på, at hvis du i vennelag siger “dumme kælling” om Hillary Clinton, er du skyldig i diskursiv undertrykkelse af kvindekønnet. Eneste undtagelse er Faderhusets leder Ruth Evensen, der er blevet ophøjet til metafysisk symbol på det onde og derfor undtagelsesvist gerne må tilsvines i sexistiske vendinger.

Som god aktivist bør du sætte en ære i at frasværge dig rationel argumentation og i stedet henvise til følelser såsom ‘forelskelse’, ‘vrede’, ’sorg’, ‘frustration’ og ‘forargelse’. Afvis konsekvent logik og fornuft som kapitalistisk blændværk og legitimér din ret til at smadre ting med enkeltstående og meningsløse gajolpakke-sætninger såsom “revolutionen er som en forelskelse”, eller “plads til alle, der giver plads til alle”. Undgå at følge gajolfilosofiens logik til dørs, da du muligvis vil havne i selvmodsigelser. Ved konsekvent at legitimere dine politiske handlinger ved at referere til dine følelsers subjektive ophav slipper du behændigt for at komme til kort i diskussioner med mennesker, der betvivler fornuften i at smadre en juicebar og plyndre en Irma i anti-zionismens navn. I det hele taget vil antallet og intensiteten af offentlige følelsesudbrud ofte være proportionelt med din status i aktivistmiljøet. Lange teoretiske udredninger bør kun tages i brug, hvis du skal finde en god grund til, at en anden aktivist ikke længere er ‘rigtig venstreorienteret’.

Disse tommelfingerregler er kun toppen af isbjerget. Der findes et uendeligt korpus af regler og gode råd for at kunne blive en succesfuld aktivist. Det kan forekomme uoverkommeligt, men så snart man har fået næse for det, så kommer det hele til at give mening, og til sidst skal du slet ikke anstrenge dig for at se forbindelsen mellem amerikansk imperialisme og, ja, hvad som helst. God fornøjelse!

Engelbreths kulturalisme

af Troels Heeger

Vi fortsætter med at kaste et kritisk blik på Politikens blog-praksis, nærmere betegnet Tøgers humanistiske lejesoldat Rune Engelbreth. I en kommentar til Pernille Rosenkrantz-Theils nylige skifte fra Enhedslisten til Socialdemokraterne udfolder Engelbreth i forbifarten en grovkornet kulturalistisk fejlslutning.

Rune Engelbreth nærer nemlig en hed drøm om at se Asmaa Abdol-Hamid på talerstolen i Folketinget. Det vil skabe “historie”, skriver han. Men det vil i så fald kun være statistisk historie – på samme måde som når fodboldkommentatorer kalder det historisk, når et hold har slået rekorden for flest hjemmebanesejre. Den slags statistisk historie har ingen relevans for den pågående kamp.

Efter Engelbreths opfattelse er det således fuldstændigt irrelevant i hvilken sammenhæng, Asmaa skulle sendes på talerstolen. Hendes konkrete politik er ham inderligt ligegyldig, for det er udelukkende i kraft af hendes status som tørklædebærende kvindelig muslim, at Asmaa vil skabe historie. Hvis hun gik på talerstolen og talte for en total privatisering af sundhedsvæsenet, ville Engelbreth efter alt at dømme klappe i hænderne. I hans optik drejer det sig kun om Asmaas eksemplariske signalværdi. Tørklædet skal så at sige tværes ud i ansigtet på Dansk Folkeparti.

Grundlæggende er det dybt bizart at bevidne den type argumentation. På den ene side anholder Engelbreth, at der i sin tid blev begået et ’substansløst karaktermord’ på Asmaa i kraft af hendes status som kvindelig muslim. Og samtidig benytter han selv denne status til at tale for vigtigheden af, at hun går på talerstolen. Det skulle eftersigende medvirke til at “normalisere” muslimers deltagelse i det danske politiske liv. Det svarer til at sige, at det kun er tørlædebærende muslimer, der er ægte muslimer. For vi har jo allerede haft muslimer på talerstolen, Naser Khader, Yildiz Akdogan, Özlem Cekic etc.

Engelbreths hede drømme om Asmaa er symptomatiske for en ulykkelig tendens blandt visse venstreintellektuelle til at hypostasere ideen om den arketypiske muslim som særligt salvelsesfuld. Men i sidste ende gør man ikke minoriteterne i dansk politik en tjeneste ved at benytte deres kulturelle identitet som udgangspunkt for politisering. Det er og bliver dårlig symbolpolitik, og som sådan er det en boomerang, der truer med at intensivere de spændinger i det politiske felt, man forsøger at opbløde.

Anderledes sagt: Hvis Asmaa Abdol-Hamid alene i kraft af sin religion og tøjvaner kan udgøre et legitimt politisk argument i sig selv, vil modstanden mod hendes religion og tøjvaner også være politisk legitim. Vil man gøre Asmaa og alle øvrige muslimer en tjeneste, bør man derfor først og fremmest forsøge at betragte hende som politiker og ikke som tørklædebærende kvindelig muslim.

Anmeldelse: The Rebel Sell

af Søren K. Villemoes

For et par år siden var jeg indblandet i en heftig debat på et internetforum. Det var i en tid omkring Ungdomshusets rydning, hvor København oplevede en regulær bølge af såkaldte ‘piratfester’. Nu er jeg en stor fan af spontane privatfester, og der er få ting her i verden, jeg sætter højere pris på, end høj musik med masser af bas. At holde et brag af en fest med billige øl og et kæmpe lydsystem i en forladt lagerhal er et koncept, som tiltrækker mig på alle måder. Det er lige efter min smag.

Alligevel var der et eller andet, som jeg ikke kunne forlige mig med. For blandt festarrangørerne og deltagerne var det åbenbart ikke nok at feste, høre musik, hygge sig, drikke sig fuld og bage på nogle fra det andet, eller samme, køn. Nej, festerne skulle nemlig samtidigt fungere som en politisk erklæring. De skulle demonstrere, at man var imod den private ejendomsret, og at man gik ind for et eller andet mere eller mindre sammenhængende revolutionært projekt. Man var i hvert fald mod hele systemet, mens man festede.

Her sprang kæden af for mig. For hvordan i alverden kan man få sig selv til at tro, at man har gang i noget, der bare er i nærheden af at være politisk, når man står og drikker sig fuld til lyden af høj dancehall? Det gav ingen mening for mig. Og værre endnu, det forekom mig at være usandsynligt selvretfærdigt. Hvordan kan man sidestille aktivt partipolitisk arbejde med det at drikke sig en kæp i øret i en smadret lagerhal? Hvordan kan man bilde sig selv ind, at det er en politisk handling at stå og rulle joints med sine venner til en fest?

Joseph Heath og Andrew Potters bog The Rebel Sell – Why Counterculture Became Consumer Culture fra 2004 indeholder alle svarene på disse spørgsmål. Bogen handler i al sin enkelthed om, hvordan venstrefløjen i løbet af 1960′erne blev inficeret af en virus kaldet ‘modkultur’, der stort set har gjort den handlingslammet lige siden. I stedet for at udgøre et alternativ til det værende system, så er modkulturen ifølge de to canadiske forfattere en af de mest vitale drivkræfter i moderne kapitalisme.

Det modkulturelle syn på verden ser alle samfundets problemer som havende rod i en eller anden form for dybereliggende kulturel eller systemisk anomali. Det er systemet, hegemoniet, som alle problemer kan spores tilbage til. Almindelige, praktiske politiske problemstillinger og løsninger på disse bliver derfor systematisk set ned på og afvist af modkulturalisten, fordi de ‘kun er institutionelle’. Modkulturalisten ønsker derimod intet mindre end en total omvæltning af hele systemet. Først der vil mennesket være frit, uafhængigt af undertrykkelse og tvang og vil derfor kunne leve i harmoni med hinanden og naturen. Det er dette syn, der ligger bag langt de fleste antiforbruger-, miljø-, anarkist-, antikapitalist- og dyrerettighedsbevægelser. Almindelig lovgivning er formålsløst, da det altid er den totale omvæltning af vores kultur, der er løsningen.

Dette syn på verden lyder umiddelbart som en omgang naiv 1960′er ørevand, men som Potter og Heath viser, og som alle os, der har boet midt i byen i mange år, ved, så er dette syn på verden stadig dominerende i store dele af de urbane, venstreorienterede miljøer. Der er dog en række helt grundlæggende antagelser i de modkulturelle bevægelser, der er decideret, empirisk forkerte. Og her svinger Heath og Potter kirurgkniven med uhyggelig præcision. For det første viser de meget enkelt, hvordan den modkulturelle antagelse om, at kapitalismen lukrerer på konformitet er en gammel marxistisk fejlslutning fra 1800-tallet.

For modkulturalisten har kapitalismens konformitetskrav aldrig været bedre illustreret end af synet af forstæder fra 1950′erne, hvor alle boede i den samme bolig, kørte den samme bil og var ens klædt. Hvis man læser kulturradikal dansk litteratur fra denne periode, så er det netop denne konformitet, der gøres oprør mod. Det er småborgeren, der er lakajen. Leif Panduro og Klaus Rifbjerg angriber f.eks. konsekvent forstadsmennesket som symbolet på det småborgerlige og småfascistiske i det moderne forbrugersamfund.

Men diagnosen er forkert. For som Heath og Potter viser, så er kapitalismen ikke styret af konformitet. Tværtimod er kapitalismens drivkraft distinktionen. Ønsket om, at distancere sig fra andre mennesker, er det, der får hjulene i den kapitalistiske maskine til at køre rundt. Eksemplerne på dette er utallige. Det empiriske bevismateriale for denne analyse er så overbevisende, at det forekommer dybt reaktionært at modsige det. Selvfølgelig er moderne kapitalisme styret af distinktion. Kig overalt, og du kan se, hvordan folk viser deres særlige position i det sociale hiearki gennem deres forbrug. Punkeren går i conversesko, den intellektuelle går i genbrugstøj, den håbløse underklassepige har endnu ikke fattet at buffalosko gik af mode for 10 år siden etc. Forbruget afspejler ens klassetilhørsforhold. Dette har været en åbenlys sandhed for reklamebranchen i årtier.

At nogen stadig kan finde på at hævde, at kapitalismen forsøger at strømline os alle og underkaste os ‘massekulturen’ forekommer efterhånden absurd. Heath & Potter viser, hvordan forbruget ofte tager skikkelse af et regulært våbenkapløb, et kollektivt handlingsproblem, hvor nogle menneskers særlige aggressive forbrugsstil tvinger andre til også at forbruge mere – alene for at kunne følge med. Hvis du stadig rendte rundt i dine Marco Polo-sweatshirts fra 1980′erne, ville ingen tage dig alvorligt. Så du er simpelthen nødt til at købe nyt tøj for ikke at fremstå, som om du er håbløst bagud. Dem, der hele tiden skal bevæge sig væk fra ‘massekulturen’, fra ‘mainstream’, dem der hele tiden gør op med ‘det etablerede’ og flytter ‘grænserne’. Det er dem, der driver alle os andre til at forbruge mere, bare så vi ikke kommer til at se alt for dumme ud.

Og her udgør modkulturen en nærmest uundværlig drivkraft i systemet. Det har nemlig altid, ifølge Potter og Heath, været modkulturens ærinde at gøre op med ‘massekulturen’, det ‘borgerlige samfund’ og ‘forbrugerismen’. Skræksymbolet for modkulturen har fra første dag været den uniformklædte. Der er intet, der skriger mere væk af undertrykkelse og konformitet end uniformen. Intet repræsenterer systemet mere. Men hvis vi nu alle sammen gik i uniform, så ville forbrugerismen og den moderne kapitalisme da netop lide et enormt nederlag, som de polemisk understreger.

Et af de klassiske symboler på konformitet er netop, ifølge de to forfattere, 1950′er mandens uniformerede jakkesætstil. Det er denne figur, der blev lagt for skamme af hippiebevægelsen, beatnicksene og hipsterne. Dem, der gik klædt i ens, ‘borgerlige’ jakkesæt var de stærkeste symboler på kapitalismen, på systemet. Men den ens tøjstil blandt mænd før 1960′erne var jo netop et resultat af, at der ikke var nogen særlig forbrugerisme blandt mænd dengang. Mænd var i bund og grund ligeglade med deres tøj, og derfor gik de allesammen ens klædt. Tøjbranchen led dengang af elendige salgstal. Hvilket blev totalt ændret med hippiebevægelsen.

Det er ikke blot det kontraintentionelle element i modkulturen, der angribes i bogen, men også dens evne til altid at kunne løfte egen-interesser op som højere moralske principper. Her lægges kimen til en forståelse af, hvordan det for nogen kan forekomme at være en større politisk handling at drikke sig lam til en piratfest. De to forfattere har en uhyre enkel metode til at teste brugbarheden af modkulturelle bud på politiske løsninger: Hvad nu hvis alle gjorde det? Ved at stille dette simple spørgsmål krakelerer de fleste politiske programmer for modkulturelle bevægelser. Kan alle spise økologisk? Gå i genbrugstøj? Besætte huse? Være på kontanthjælp? Udelukkende leve af lokale råvarer? Flytte ud i skoven? Kun fyre med brænde? Holde op med at forbruge? Nej, det kan alle naturligvis ikke, for så ville verden ret hurtigt blive et meget værre sted at leve.

Heath og Potter dropper det ene eksempel efter det andet og viser med overbevisende styrke, hvordan den modkulturelle bevægelse ikke bare er et decideret håbløst politisk projekt, der konsekvent affejer konkrete, brugbare politiske løsninger som ‘utilstrækkelige’, men at den også er med til at styrke de problemer, som den selv forsøger at kæmpe imod. Et af de gode eksempler i bogen er, når Michael Moore affejer våbenkontrol som en brugbar løsning i Bowling for Columbine, for istedet at kalde på en total omlægning af den amerikanske ‘kultur’. Det er sørgelig, men samtidig dybt underholdende læsning.

De to forfattere skriver humoristisk og besidder en glimrende evne til at anvende eksempler fra deres eget liv for at understrege de teoretiske pointer. Heldigvis ender bogen ikke i den rene negative opbyggelighed, hvilket er befriende, da det jo netop er en særlig afart af den negative opbbygelighed, som den forsøger at angribe. Heath og Potter har konsekvent igennem hele bogen et brugbart alternativ, som de kan præsentere, hver gang de har affejet en forkrøblet modkulturel diagnose af samfundet.

Bogen er derfor ikke bare stærk som en kritik af ‘de andre’, men er et sammenhængende teoretisk alternativ. Det er beundringsværdigt, da bogen dermed bygger op til noget større og noget bedre. Den udgør efter Konfliktens mening en grundsten i opbygnignen af det nye paradigme, den nye ideologi på venstrefløjen, som vi selv tilhører, og som vi i disse år ser flere og flere teoretiske værker underbygge. Det er i virkeligheden et nyklassisk socialdemokratisk kampskrift, og det kan anbefales som læsning for enhver med den mindste interesse i politik og kulturkamp.

Efter at have læst bogen har jeg nu en sammenhængende forståelse af, hvordan en plakat for en fest i Ungdomshuset for et par år siden kunne have følgende slogan: “Fest for retten til kamp! Kæmp for retten til fest!”

Andrew Potter & Joseph Heath The Rebel Sell – Why Counterculture Became Consumer Culture
Bogen er også udgivet på dansk under titlen: REBEL – Modkultur som globalt brand

En belejlig venstreradikal myte

af Søren K. Villemoes 

Forleden stod jeg i Falafelkælderen på Rantzausgade og ventede på en stor shawarma med ekstra humus. Mens jeg stod der og tænkte over, om jeg også skulle investere i en ayran faldt mine øjne over en gul seddel, der lå i vindueskammen. Det viste sig at være en reklame for en kommende ‘kunstevent’, OS DEM DEMOS, der har som formål at sætte fokus på terrorlovgivningens overgreb mod den personlige frihed.

Der er helt sikkert mange legitime indvendinger mod terrorlovgivningen med dens ‘administrative udvisninger’ og tuneserloven med dens groteske juridiske lappeløsninger. Folderen viste sig dog at være meget mere optaget af at udføre klassisk, studentikost retorik-akrobatik over begrebet ‘krigen mod terror’. Det, der slog mig mest, var dog en særlig rød tråd, der løb igennem hele folderen. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at det var en konstant tilbagevendende antagelse, at medierne udøver en ‘monoton retorik, der blot bekræfter unuancerede forestillinger’ om islam og muslimer, som der stod sort på gult.

Det har efterhånden været en objektiv sandhed i meget lang tid blandt såkaldt ‘kritiske’ røster, at medierne udfører en unuanceret stereotypisering af muslimer. Denne påstand er efterhånden blevet fremført så ufatteligt mange gange, at den er gået hen og blevet en nærmest hegemonisk diskurs blandt ‘humanistiske’ røster og kritikere af DF. Men har denne påstand overhovedet noget på sig?

Hvis vi tager påstanden lidt seriøst, så bygger den umiddelbart på en empirisk observation af de danske medier. Men hvilke er det lige, man henviser til? Er det Information? Politiken? Ekstra Bladet? Jyllands-Posten? DR? Det præcise medie nævnes aldrig med navns nævnelse, og det er der vældigt gode grunde til. For enhver der holder af at læse avis, er udmærket klar over, at der bestemt ikke fremkommer et entydigt billede af muslimer og islam ved at følge med i de danske medier. Information og Politiken går ofte meget langt for at belære deres læsere om, at islam er mange ting, og at muslimer ikke er én størrelse.

Der er nok bred enighed blandt de ‘kritiske røster’ om, at Politiken og Information ikke er de ’stereotypiserende’ medier. Men hvem er det så? Er det mon Ekstra Bladet?

Hvis man rent faktisk følger med i Ekstra Bladet, hvilket jeg holder meget af at gøre, så er billedet af muslimer bestemt heller ikke så entydigt. Inden for den sidste måned har man kunnet læse historier om muslimer, der spænder meget vidt. F.eks. var Ekstra Bladet på sagen d. 13/2, da en muslimsk pige blev fyret for at gå med tørklæde på arbejdspladsen. Den gamle vagthund var straks ude efter arbejdsgiveren og gav den muslimske pige frit lejde til at rase mod diskriminationen på hendes arbejdsplads.

I en anden artikel fra d. 16/2 kunne man læse om en kvindelig muslimsk sygeplejerske og socialrådgiver, der bekymrede sig meget om den nye trend med at genskabe kvinders mødom. “Kvindeundertrykkende” kaldte den 32-årige kvinde af palæstinensisk oprindelse det, og Ekstra Bladet rapporterede.

Et par uger tidligere kunne man også læse et dybdegående interview med Bajram Fetais, den første muslimske mand på det danske ligalandshold. I den forbindelse spørger Ekstra Bladet, hvorfor der dog skulle gå så lang tid, før en muslim kom på landsholdet? Bajram svarer, at tingene er bedre i Sverige. “De er 15 år foran”, siger han, og Ekstra Bladet trykker det.

Faktisk er der ikke en eneste artikel eller leder fra den sidste måned, der kan betegnes som hverken ‘entydig’ eller ’stereotypisk’. Faktisk er det billede, man får af muslimer ved at læse Ekstra Bladet, det samme som man får af alle andre. Det er bestemt ikke dette medie, man kan klandre for at ’stereotypisere’.

Så må det da være Jyllands-Posten! Det er jo dem med Muhammed-tegningerne! Selvom jeg tvivler på, at nogen af de ‘kritiske røster’ overhovedet læser den avis, så kunne det vel være her, vi skal lede efter den skyldige, den der så konsekvent udsætter os andre for ’stereotypiseringen’, ’stigmatiseringen’ og den ‘ensidige’ fremstilling af muslimer. Men heller ikke her, ser det ud som om, at der er meget at komme efter. Hvis vi holder os til at kigge på den sidste måned, er der lige så mange forskellige fremstillinger af muslimer og deres forskelligartethed, som vi fandt i Ekstra Bladet.

D. 17/2 lægger avisen f.eks. spalteplads til et langt interview med Abdul Wahid Pedersen, hvor imamen får lov til at redegøre for alle sine tidligere udtalelser og meninger om stening og islam. Journalisten lader imamen komme med lange forklaringer, og hele artiklen tjener udelukkende det formål at nuancere de tidlige udtalelser.

Ugen før kunne man læse et langt indlæg fra Zubair Butt Hussain fra det Muslimske Fællesråd, hvor han skældte ud på Karen Jespersens lemfældige omgang med fakta. Samme dag var der en længere artikel, der forsøgte at finde årsagen til, at mange muslimer går ind for stramninger på ytringsfriheden. Her kunne Jyllands-Posten interviewe en forsker ved Københavns Universitet, der mente, at muslimer blev ‘hånet’ i den offentlige debat. I samme artikel var der interviews med både Manu Sareen og Farshad Kholghi, der begge udtrykte deres bekymring for både radikalisering og for integrationen og hver kom med deres udlægning af muslimers rolle i dagens Danmark.

Igår var der også et interview med SF-politikeren Özlem Cekic i Jyllands-Posten. Her kunne hun gennemgå store træk af sin nye bog, der skal tjene til at nuancere billedet af muslimer i den offentlige debat. I interviewet forklarer hun om sit liv både inden og uden for politik. Og billedet er bestemt ikke ’stigmatiserende’. I det hele taget ser vi også ud til at have gået forgæves her. Det er åbenbart heller ikke i Jyllands-Posten at vi finder denne ’stereotypisering’ og den ‘unuancerede’ fremstilling af muslimer. Men hvor er den så?

Kan den mon være hos DR? Det virker usandsynligt. Vi husker vel alle Miss Tørklæde 2008 konkurrencen og Asmaa Abdol-Hamids tid som studievært. Det kan ikke være denne medieinstitution, der hentydes til.

Måske er det et helt andet sted, vi skal lede. Måske er det snarere Uriasposten.dk, der er de skyldige? Et hurtigt tilbageblik over den sidste måneds indlæg på denne blog for højreorienterede sølvpapirshatte ser ud til at bekræfte tesen. Men hvor mange er det egentlig, der læser denne galemandsblog? Kan de virkelig gøres til repræsentanter for de danske medier som helhed? Det er der nok ikke mange, der vil hævde.

De danske medier producerer ikke et ensidigt og stigmatiserende billede af muslimer. Tværtimod, er det snarere et forvirrende, ofte paradoksalt og grumset billede, der tegner sig af islam, når man kigger henover det danske medielandskab. Og det er vel egentlig meget korrekt. For virkeligheden har det som oftest med at være paradoksal, forvirrende og grumset.

Men hvordan kan det så være, at klicheen om mediernes ‘ensidige’ og ’stereotypiserende’ fremstilling af muslimerne er så udbredt og er anset som så grundlæggende en sandhed for så mange mennesker, når den slet ikke ser ud til at have noget på sig?

Til det kan jeg kun komme med ét meningsfuldt svar: Det er let. Ligesom alle andre klicheer reproduceres de, fordi de er lette. Det er altid lettere at gentage en etableret sandhed end at skulle gå igang med at etablere en ny. Dovenskab og tryghed er nok de mest basale menneskelige faktorer, der kan forklare de fleste klicheer. Myten om den ensidige fremstilling af muslimer er desuden belejlig, fordi man selv fremstår som om, at man er en af de få vågne, en af dem der kan se klart. Myten er indrettet således, at man altid selv fremstår som én, der kæmper mod en ignorant overmagt, når man kritiserer det ’stereotypiske’ mediebillede. Men det er en lummer omgang pølsesnak. For i sidste ende er man i virkeligheden mest af alt en forloren dovendidrik, der ikke læser sine aviser.

Så hvem er det egentlig, der udøver en ‘monoton retorik, der blot bekræfter unuancerede forestillinger’? Efter min mening er det netop dem, der holder denne myte i live. Det er dem, der helst vil holde fast i forestillingen om, at alle andre er potentielle nazister på nær dem selv. Det er netop folk som dem, der står bag kunstprojektert OS DEM DEMOS. At begrave ‘unuancerede forestillinger’ er et godt sted at starte for en rigere offentlig debat, så måske skulle de ‘kritiske’ røster starte med at kigge dem selv i spejlet, før de angriber andre for at stereotypisere og generalisere. Det er efterhånden ved at blive pinligt.