Category Archives: Filosofi

Kulturalismen – venstrefløjens sygdom

af Søren K. Villemoes

Som vi tidligere har nævnt igen og igen herinde, så har Frederik Stjernfelt og hans makker Jens-Martin Eriksen udgivet en bog, Adskillelsens politik, der kløver venstrefløjens selvforståelse lige så brutalt og skarpt som samme Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens Kritik af den negative opbyggelighed kløvede kulturjournalistikken og samtidskunsten for nogle år tilbage.

Hvis du er fast Konflikten-læser, har du nok bemærket, at vi har en forkærlighed for venstrefløjskritik. Vi elsker, når folk er i stand til at diagnosticere den infektion, der har holdt venstrefløjen i sygesengen de sidste syv år. For selvom vi ikke er borgerlige (det er vi ikke!), så har vi haft det meget svært med at identificere os med en venstrefløj, der har ligget gemt væk under kulturalismens tunge dyne – forblændet af et kulturbegreb, der ikke har nogen gang på jorden, og tynget af en moralsk selvforståelse, der ikke lader sig materialisere politisk.

Det er derfor en fryd, at vi i 2008 har fået hele to bogudgivelser, der netop formår at italesætte denne venstrefløjssygdom som aldrig før. Foruden den ovennævnte udgivelse af Stjernfelt og Eriksen, så har Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne formået for første gang i bogform at udpensle de politiske, kulturelle og klassemæssige implikationer af den kulturkamp, der startede ved valget i 2001. Han viser i sin bog, hvordan venstrefløjen og de veluddannede har været med til at grave deres egen grav ved ikke at være bevidste om, hvordan deres egen fremtoning i tale og handling tager sig ud set længere nede fra den sociale rangstige og længere væk fra den smarte bymidte.

Bogen er unik, da den prøver at gøre op med venstrefløjens moralske indignation overfor Dansk Folkeparti og i stedet leverer en indgående hermeneutisk forståelse af fænomenet ud fra et perspektiv, der burde være let at erkende for venstrefløjen, nemlig klassekampen. Som den tager sig ud i kampen om politik, kultur og sandhederne.

I Adskillelsens politik har Stjernfelt og Eriksen opbygget deres eget begreb ‘kulturalismen’, som vi på Konflikten håber, bliver et mainstream-begreb inden længe. Begrebet viser nemlig lige præcis det, vi aller ydmygst selv har påpeget i lang tid. Nemlig, at venstrefløjen har slugt Dansk Folkepartis kulturanalyse råt. De er begge ofre for kulturalismen, hvor ‘kultur’ ses som noget uforanderligt, noget helligt, noget der er fredet, kræver særlige hensyn og samtidig determinerer alt og alle.

Den helliggørelse og fredning af kulturer og religioner, som venstrefløjen har prædiket siden regeringsskiftet, er ifølge forfatterne en ny form for racisme, hvor man implicit og uovervejet sidestiller race med kultur. Dette er lammende for al tænkning og handling på venstrefløjen, og har ført til en nærmest overflødiggørelse af den i den nuværende politiske kamp om religion, kultur og menneskerettigheder, der ikke kun raser herhjemme, men over det meste af kloden.

Konflikten anbefaler derfor, at man enten anskaffer sig bøgerne, eller i det mindste læser Stjernfelts og Eriksens kronik i dagens Politiken! Hvis venstrefløjen nogensinde skal have en chance for at blive relevant igen, så kræver det nådesløs selvransagelse. Disse to bøger er et godt sted at starte!

Støjende kultur

af Søren K. Villemoes

Så skete det, der måtte ske. Café Saxon’s på Jagtvej har fået sat en limiter på deres anlæg. Hvis du ikke ved, hvad en limiter er, så er det ganske enkelt et apparat, der sørger for, at volumen ikke kan skrues mere op end til en bestemt grænse. Ønsker man et eksempel på, hvilken skade en limiter kan medføre, kan man give baren Flisen ved Enghave station et besøg. Her har hysteriske naboer fået påkrævet stedet en limiter, der gør det komplet uklart for gæsterne at høre forskel på den musik, der bliver spillet, og lyden af P1-debat fra en gammel transistorradio. Limiteren på Saxon’s skyldes, at en netop tilflyttet nabo åbenbart ikke kunne sove på grund af den høje musik og derfor kontaktede kommunen, der straks rykkede ud med en limiter for at redde hendes nattesøvn. Hun forsøgte aldrig at komme i kontakt med stedets ejer for at finde en løsning.

Café Saxon’s er et af Københavns helt unikke kulturelle steder, der har spillet en nøglerolle i musiklivet gennem de sidste mange år. Stedet har lagt hus til to aftener for reggae og én til hiphop hver uge. Samtlige reggae og hiphop DJ’s i byen har spillet der, og stedet har derfor en legendarisk status inden for disse scener. Saxon’s er en kulturinstitution. Et forum for musikelskere, der er besøgt af hundredevis af københavnere hver eneste uge. Stedet har fostret en lang række navne, der siden er gået hen og har modtaget bred anerkendelse. Det var eksempelvis her, at Tue Track fik sit gennembrud i det københavnske musikliv. Baren har desuden været hjemsted for DJ Static i årevis, og var engang det eneste sted i byen, man kunne høre Northern Soul. Saxon’s har været ynglested for stort set alle københavnske hiphop og reggae i DJ’s de sidste mange år og har haft besøg af en bred vifte af DJ’s fra det øvrige Skandinavien.

Men alt dette er vel ligegyldig viden for en nytilflyttet pige, der gerne vil have ro omkring sig om natten, og åbenbart ikke havde tjekket op på kulturlivet i sit lokalområde, før hun købte lejligheden. Det er utroligt, hvor lidt ydmyghed nye naboer viser i København. Hvis jeg flyttede til en vestjysk landsby, ville jeg gå meget stille med dørene og først lære lokalsamfundet at kende, før jeg overhovedet ville overveje at begynde at brokke mig og komme med forslag til ændringer. Hvis jeg ikke viste denne ydmyghed, ville jeg aldrig kunne komme ind i varmen i lokalsamfundet. Problemet med København er, at folk sagtens kan falde til i byen på trods af, at de ikke ejer den mindste respekt for deres lokalområde. Vi har desværre ikke tradition for at hive høtyvene og faklerne frem, hver gang en nytilkommen tosse ikke kender sin plads. Det burde vi, for byen er langsomt, men sikkert, ved at falde i fjendens hænder.

Byen har de sidste år oplevet en eksplosion i støjklager. 25 procent stigning i antallet på blot tre år. Det er alarmerende og samtidigt endnu et eksempel på den omfattende mangel på respekt for bylivet, som nytilflyttere demonstrerer. At være selvcentreret, egoistisk og asocial er åbenbart privilegier, der kommer med friværdien. I takt med at det bliver dyrere og dyrere at leve i byen, ser det ud til, at folk føler, at de har mere og mere krav på fred og ro, når de kræver det. Det er en forkert udvikling.

København er Danmarks største by og hovedstad. Med dette følger der naturligvis nogle kulturelle forpligtelser, der ikke kan eller skal ignoreres. Menneskelig aktivitet har det med at generere larm og et rigt kulturliv kan altså ikke eksistere uden et vist decibelniveau. Det kan simpelthen ikke være en langsigtet kulturpolitisk løsning, at en enkelt piges nattesøvn er vigtigere, end at en af Københavns vigtigste kulturinstitutioner for sort musik kan spille musik, der er højere end en transistorradio. Kommunen burde istedet uddele ørepropper til klagende naboer. Dette er langt billigere end at investere i alle de limiters, der kun bidrager til at slå kultur ihjel. Vi kan ikke gøre alle glade. Vi er nødt til at vælge side i konflikten mellem emsige naboer og spillesteder. Der findes ingen gylden middelvej.

Jeg er ingen fan af Klaus Bondam, men det er da rart at se, at hans hovedløse knæfald for ‘de kreative’ åbenbart betyder, at han har taget den rigtige side i denne sag. Der skal dog mere til end blot velvilje. Der skal mere drastiske metoder til, hvis klagende naboer skal begynde at forstå, at byen ikke drejer sig om dem. Konflikten.dk foreslår, at kommunen giver mere tilskud til, at cafeer og klubber kan lydisolere ordentligt, at alle indkøbte limiters smides i kanalen og at man holder op med at forsøge at gøre alle parter tilfredse. I sidste ende er der et valg, der skal tages: Ønsker vi en forstad eller en storby? Man kan ikke få begge.

Er forstaden fremtiden?

af Søren K. Villemoes

Så er de københavnske lokalpolitikere på banen igen. Den sidste måned har vi fået præsenteret en række ‘kreative’ forslag og ideer til, hvordan det umage par, Klaus Bondam og Ritt Bjerregaard, mener, at København skal se ud i fremtiden. Og det er i konflikten.dk’s øjne nogle meget triste meldinger, der kommer fra Rådhuset i disse dage. Først lancerer Bondam et ambitiøst forslag om at gøre Nørrebrogade bilfrit. Derefter lufter Bjerregaard ideen om at sanere Nørreport station, bygge højhuse, afspærre trafikken og ‘udnytte’ byrummet omkring stationen. Der er meget god grund til at være decideret skeptisk indstillet overfor kommunens planer om en ‘lækker by’ (som Bondam kalder det).

Byplanlægning i København har altid været et kontroversielt politisk emne, der har sat følelserne i kog hos en masse mennesker. De fleste husker velsagtens overborgmester Weidekamps krig mod Indre Nørrebro i 1980′erne, der førte til opførelsen af noget af det hæsligste røde sociale boligbyggeri på Stenbroen. Selv idag kan man støde på folk, der bliver rasende, når hans navn nævnes. At rive smukke boligblokke ned var dog ikke noget, der udelukkende hørte 1980′erne til. Tilbage i midten af 1990′erne valgte kommunen at fjerne et af de smukkeste steder på hele Stenbroen: Saga-karreen, der med sine labyrintiske baggårde og unikke facade (med den berømte saga-kvinde) repræsenterede gullaschbaronbyggestilens absolutte æstetiske højdepunkt. Idag står der et rødligt, deprimerende og ufolkeligt hotel.

I sidste halvdel af 1990′erne blev byfornyelsen af Vesterbro implementeret. Der var bestemt god grund til at installere varmt vand, bad og andre grundlæggende fornødenheder i en lang række af de gamle lejligheder. Men inde på Rådhuset var det ikke nok. Lejligheder skulle slåes sammen, så antallet af 1 og 2 værelser idag er mere end halveret. Det har naturligvis betydet langt færre beboere fra de lavere samfundslag og en overvægt af børnefamilier. Men det var heller ikke nok. Man skulle også pudse alle facaderne, så de så ud som om, de netop var blevet pakket ud af en fin lille æske. 100 års Stenbroshistorie, der ellers stod skrevet ind i mørtlen og murstenene, var nu blevet vasket væk for at ‘give kvarteret et løft’.

Det var ingen overraskelse, at konsekvenserne af denne politik blev huslejestigninger, en eksplosion i tilflyttere fra forstæderne (der pludselig syntes at kvarteret var blevet så ‘pænt’) og flere børnefamilier. Med andre ord blev kvarteret strømlinet, socialt udlignet og ganske enkelt søvndyssende kedeligt.

Kommunens ideer om ‘lækker by’ førte altså til, at Vesterbro er blevet det nye Østerbro. Hvis vi kigger på nogle af de andre projekter, kommunen har kastet sig over, giver det kun yderligere grund til at være skeptisk overfor de nuværende forslag. Ørestaden er et glimrende klasseeksempel på fejlagtig byplanlægning, der burde inkluderes som skrækeksempel i samtlige arkitektlærerbøger i fremtiden. Området, der består af de ene monstrøse prestigebyggeri efter det andet, har intet af det, man normalt forbinder med byliv. Der er ikke blevet viet én eneste stueetage i hele kvarteret til butikbyggeri (hvilket ellers er regel nummer ét for liv i gaden). Hvis man skal købe ind, er der kun ét sted at tage hen: Det lokale storcenter. Kvarteret er blevet opført med så lidt omtanke for social diversitet, at det kun er overklassen, der har råd til at bo der. Akkurat som Vesterbro er det kun én klasse, der dominerer området.

Hvad minder alt det her én om? Social og klassemæssig ensartethed og butiksliv isoleret i storcentre er fænomener, der kendetegner forstadslivet. De har intet at gøre med storbyslivet. Det er det samme vi ser på Vesterbro. Antallet af støjklager i kvarteret er eksploderet. Og det har bestemt intet at gøre med, at støjen er steget. Det er tolerancen, der er faldet. Folk flytter til dertil for at kunne bo ‘i byens dybe stille ro’.

Hvis man ser de nuværende forslag fra Bondam og Bjerregaard i dette lys, så er ideerne om en bilfri Nørrebrogade og et rekreativt område omkring Nørreport en del af samme tendens: Man ønsker at tage forstædernes idealer og virkeliggøre dem midt inde i København. Man bliver ved med at fodre og gøde folks forestilling om, at det skam er på sin plads at ønske mindre larm, mindre trafik og flere grønne områder i storbyen, selvom alle disse ting allerede eksisterer til overflod i forstæderne og i provinsen. Men i processen dræber man alt det, der gør København til København. Alt det, der adskiller storby fra provinsby, stenbro fra forstad. En storby er karakteriseret ved at larme, at have masser af trafik og butikker i stueplan. Den er ikke karekteriseret ved sin stilhed, sine grønne områder og sin mangel på biler. Medmindre vi gerne vil have, at København bliver det nye Oslo, så er det nu, vi skal til at vælge.

Og når det valg skal tages, vil det være glimrende at spørge sig selv: Har kommunens hidtidige byplanlægning været en succes?

Anmeldelse: Kampen om sandhederne

af Søren K. Villemoes

Rune Lykkeberg er den nye gulddreng blandt politiske kommentatorer og offentlige debattører. Han har de sidste snart otte år været fast tilknyttet Information og fungerer dagligt som debatredaktør på den gamle modstandsavis. Hans analyser har i årevis haft en særlig tiltrækningskraft på mig, da de i modsætning til den dominerende tendens ikke er strategianalyser af magtkampe på kort sigt, men i stedet beskæftiger sig med de større spørgsmål i dansk politik på lang sigt. I en tid hvor fokus har været på ’spin’, politisk kommunikation og forskellige personlige relationer på Christiansborg, har Lykkeberg med sin manglende indsigt og interesse i alt det strategiske og personrelaterede politiske fnidderfnadder, men med sit analytiske fundament solidt placeret i sin akademiske humanoira-baggrund, udgjort et godt og altid læseværdigt alternativ.

Lykkebergs interesse er kulturkampen og dens uomgængelige tilknytning til klassekampen. Det er specielt den nye alliance mellem den økonomiske over- og underklasse i fælles front mod den kulturelle middel- og overklasse, der har fanget hans blik. Lykkebergs udgangspunkt har altid været en bourdieusk klasseanalyse, der opererer med henholdsvis økonomisk og kulturel kapital. Ifølge Lykkeberg har vi over de sidste to årtier været vidne til den kulturelle overklasses store fald. Hvor man plejede at tysse og lytte efter med en alvorlig attitude, når en humanoira-professor kom med sit syn på politik og samfundsudviklingen i den bedste sendetid, bliver disse idag affejet som naive og tossegode halal-hippier, verdensfjerne intellektuelle og blødsødne humanister. Scenen er i stedet overtaget af den kyniske realist, der ikke har tid til lange, indviklede udredninger og analyser, men i stedet kan fatte sig i korthed og tale klart, så alle kan følge med.

“Kampen om sandhederne” beskæftiger sig med dette fald. Det er med andre ord kollapset af det anti-autoritære kulturradikale system af sandheder, der har domineret det offentlige rum siden 1960′erne. Problemet har hele tiden været, at den kulturradikale intellektuelle har opereret med en fejlagtig antagelse om, at han var i stand til at ‘oplyse’ folket med sin særlige indsigt, at han kunne vække de bedøvede masser fra deres bevidstløse konsumption af dårlig underholdning gennem provokerende kunst og med sin gode smag. Men han har ikke selv været bevidst om sin egen arrogance, sin nedladenhed og symbolske vold. Den anti-autoritære, kulturradikale intellektuelle har ikke anset sig selv som en autoritet, men snarere som en ‘outsider’, der har gjort oprør med vante forestillinger og etablerede sandheder. Som Lykkeberg dog viser, har han (med vores statsministers egne ord) for alle andre udgjort den ‘nye adel’.

Ubevidst om sin egen priviligerede magtposition har den kulturradikale intellektuelle i årevis kunnet dominere de offentlige sandheder om det moralske og amoralske, den gode og den dårlige smag. De to har endda kunnet eksistere som hinandens modsætninger. Den gode smag blev sidestillet med den gode moral, og at have en brølende kronhjort hængende over sit spisebord var i mange år anset som et snigende tilløb mod fascismen. Det var karakteristisk, at Klaus Rifbjerg i en ophedet diskussion om regeringens forslag om at skære i den livslange kunststøtte sidste år anklagede statsministeren for aldrig rigtigt at have oplevet stor kunst. Hvordan kunne han vide det? Jo, for hvis statsministeren havde haft en rigtig kunstnerisk oplevelse, så var han aldrig gået i krig med Irak. Der var engang, at sådanne argumenter gav mening, men idag står de som et sørgeligt, ja nærmest komisk, monument over et faldent regime.

Lykkeberg fortæller denne udvikling gennem en lang række analyser af danske bøger og film fra 1950′erne og frem til idag. Hans analyser er særdeles skarpe, og han besidder en misundelsesværdig sans for detaljen, hvor en enkelt episode, en enkelt handling, bliver løftet op til at stå som symbol for noget større. Denne evne til at forbinde del med helhed er uden tvivl en af hans største og mest beundringsværdige talenter. Alligevel er det som om, at han ikke helt formår at samle alle bogens enkeltdele i denne større helhed, som han ellers mestrer så godt. Ved bogens afslutning føler man sig mættet med et væld af fascinerende og interessante analyser af tekster og film, men man savner lidt den sidste krølle på halen, den sidste klat lim, der får alle delene til at passe sammen.

Der er også en anden svaghed, der ikke blot karakteriserer bogen, men Lykkebergs generelle rolle som samfundsdebattør: Det er umuligt at granske, hvad manden står for. Hans analytiske evner er uden tvivl i særklasse, og han har med “Kampen om sandhederne” leveret en af de bedste, mest præcise og relevante diagnoser af udviklingen i dansk kultur og politik i lang tid. Men det er alligevel som om, at der mangler et eller andet. Han kan kritisere venstrefløjen, højrefløjen, den økonomiske og kulturelle overklasse, det anti-autoritære regime, alle kapitalismens tre faser, og han kan gøre det overbevisende. Men hvad er hans alternativ? Hvor står han selv?

På trods af bogens fortræffeligheder føler man sig alligevel en smule snydt. Lykkeberg kommer nemlig til selv at fremstå som den ’magt uden autoritet’, som han selv kritiserer. Han træder ikke selv i karakter som en autoritet, der kan vise os, hvor vi bør gå hen, og hvilke alternativer der er at foretrække. Han forbliver i den lidt studentikose kritiske analyse, der fortjener alle de 12-taller, en universitetslektor på litteraturvidenskab kan give den, men som ikke lever tilstrækkeligt op til den mere patriarkalske rolle som offentlig meningsdanner, som autoritet. Måske forventer jeg for meget, men jeg er reelt interesseret i at få Lykkebergs eget syn på tingene, hans egne holdninger og meninger frem. I stedet for selv at vove pelsen, fodrer han én med Axel Honneth, Jürgen Habermas, Michel Foucault og Pierre Bourdieus syn på tingene. Og det er alt sammen udført meget overbevisende. Men hvor er Lykkeberg i alt det? Hvor står han selv?

I bogens allersidste sætning gives et hint om, hvad han vil. Her antydes det, at han tror, at de færreste har lyst til at bibeholde deres foragt, når de først gøres opmærksom på den. Er det hans program? Vil han bekæmpe foragten og dermed pædagogisk oplyse den kulturelle over- og middelklasse om deres arrogance og symbolske vold? Det er bestemt et sympatisk mål. Men det peger bare ikke i nogen retning. Hvad skal der f.eks. gøres efter denne bevidstgørelse? Hvordan undgår man helt præcis foragten i praksis? Hvilke politiske implikationer har det? Lykkeberg kommer desværre til at fremstå som en akademiker, der lider af ‘forskersyge’, hvor man bliver uendeligt dygtig til at se ting fra forskellige vinkler, til hermeneutisk at kunne erkende og sætte sig ind i enhver tænkemåde og anskuelse, men hvor man til sidst drukner i overfloden af ens egne analyser og glemmer, hvad man egentlig mener, og hvor man selv står i hele dette cirkus.

På trods af disse mindre indvendinger er “Kampen om sandhederne” stadig en absolut anbefalelsesværdig bog, der er obligatorisk læsning for alle, der ønsker et relevant og tidssvarende syn på den danske kulturkamp. Den har alle kvalifikationerne til at blive en ‘vigtig’ bog.

Rune Lykkeberg 2008, Kampen om sandhederne, København: Gyldendal. Pris: 299,-

Rugemødre og ‘babybusiness’

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

Nogle gange bliver politiske diskussioner for abstrakte. Derfor blev jeg oprigtigt rørt, da en af mine venner for nylig skrev en status update på facebook om kunstig befrugtning: ”Hvis anonymiteten havde været afskaffet, havde denne status update aldrig været – for så havde der været så stor mangel på donorer, at jeg aldrig var blevet født. Og jeg foretrækker at være her.” Den franske filosof Sylviane Agacinski er en abstraktionernes mester: hun mener, at rugemødre “langt overskrider grænserne for en menneskelig værdighed, man i historiens løb møjsommeligt har arbejdet sig frem til i civiliserede landes lovgivning.”

Jeg håber, at jeg engang får et barn, der på fremtidens facebook kan skrive til folk som Agacinski, der vil forbyde, at man dækker rugemødres udgifter og altså betaler dem: ”Hvis betaling af rugemødre have været forbudt, havde der været så stor mangel på rugemødre, at jeg aldrig var blevet født. Og jeg er så glad for at være her.” Det ville kræve, at jeg enten forlader landet og søger lykken andetsteds, eller at det danske folketing beslutter sig for at tillade betalte rugemødre.

Det er selvfølgelig en mulighed at finde en enlig kvinde eller et lesbisk par, der ønsker at dele forældremyndigheden og indgå i en udvidet kernefamilie. Men skal min kæreste og jeg i så fald bo med moderen, eller skal vi skiftes til at have barnet? Hvad hvis min kæreste og jeg – eller for så vidt moderen i vores alternative familiekonstellation – på et tidspunkt ønsker at flytte udenlands? Og er det i virkeligheden ikke svært nok at finde ud af, hvordan man skal opdrage sit barn, selvom man elsker hinanden og bor sammen?

Jeg må nok erkende, at jeg er en gammeldags homoseksuel mand. Jeg ønsker, at min familie skal bestå af to mænd, der elsker hinanden og deres børn, og kun af os.

Så hvorfor ikke adoption i stedet? Homoseksuelle har rigtig nok fået lov at adoptere, men desværre ønsker ingen af adoptionsbureauernes internationale partnere at frigive børn til adoption til homoseksuelle, og kun meget få danske børn frigives årligt til adoption. Det havde ellers været oplagt.

Loven giver også mulighed for at finde en såkaldt ’altruistisk’ rugemor, der ønsker at hjælpe et par til at få børn. Det kunne være. Det er dog forbudt at annoncere efter rugemødre grundet den påståede risiko for betaling under bordet. På trods af at ytringsfrihed normalt regnes for et vigtigt princip i Danmark, lader det til, at selv hjemmesider, der bare ville tillade potentielle forældre og rugemødre at finde hinanden, også regnes for ’risikable’ på denne konto og derfor lukkes (som det lader til at være sket for www.rugemor.dk).

Jeg læser stadig på universitet og tænker som sådan ikke til daglig på at få børn. Men jeg håber meget stærkt, at jeg – når tiden er inde – kan få mulighed for at betale en kvinde for at hjælpe min kæreste og jeg med at få et barn.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er egentlige moralske dilemmaer forbundet med betaling af rugemødre: hvordan forholder man sig eksempelvis til en rugemor, som for penge har indgået en kontrakt, der forpligter hende til at give slip på et barn, som gradvist er vokset i hende i ni måneder, og som hun har knyttet sig stærkt til, selv om det stammer fra et æg og en sædcelle fra to helt andre mennesker? Hvordan forholder man sig til et par, der alligevel ikke ønsker et barn, som en rugemor har født?

Det er ikke lette problemstillinger, men man må også forvente, at de er aldeles atypiske og ville angå et mikroskopisk mindretal af tilfældene. En kvindes beslutning om at blive rugemor ville antageligvis være velovervejet og ikke truffet lynhurtigt. Hverken rugemoderen eller forældrene har nogen interesse i andet. Og vi tillader betaling eller kompensation for både sæd- og ægdonorer, selvom de uigenkaldeligt giver afkald på de potentielle børn, der kan komme ud af det. I den ulykkelige situation, at et par ikke ønsker barnet, ville det i yderste tilfælde kunne frigives til adoption inden for Danmarks grænser.

Men modstanden mod rugemødre er tilsyneladende ikke kun begrundet i hensyn til konkrete menneskers ve og vel. Etisk Råd – hvis legitimitet i et liberalt demokrati, jeg i øvrigt aldrig helt har forstået – er notoriske modstandere af betalte rugemødre, og deres hjemmeside udgør et overflødighedshorn af metafysiske overvejelser om, at betalte rugemødre på den ene og anden måde er i abstrakt strid med samfundets værdigrundlag. For eksempel kan de ”bidrage til en uheldig ændring af grundlæggende forestillinger om forældreskab og menneskelig reproduktion”. Etisk Råd mener også, at ”både rugemoderen og fosteret uundgåeligt [indgår] i en tingsliggjort og brugsorienteret betragtningsmåde, som ikke er forenelig med samfundets normer om værdighed og godt forældreskab”.

Læseren, der formodentlig bare prøver på at forstå, hvorfor nogen ville nægte ham eller hende muligheden for at opfostre et barn, skal også trækkes igennem et 70’er-klassisk argument om, at de kvinder, der ønsker at være rugemødre, ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, og lider af falsk bevidsthed. Ønsket om at blive rugemor kan nemlig skyldes, at ”kvinden kritikløst har overtaget bestemte kvindebilleder og kønsrollemønstre, som hun ikke i egentlig forstand har gjort til sine egne og kan stå inde for. Det kan for eksempel være et billede af, at kvindens væsentligste bestemmelse er knyttet til det at være gravid og føde børn.”

Hvordan ved Etisk Råd det? Og i hvor mange tilfælde kan det forventes at gøre sig gældende? Det reflekteres der ikke videre over, men det må naturligvis forhindres, at alle disse stakkels, forvirrede kvinder handler i, hvad de fejlagtigt anser for egen interesse: ”Hvis kvinden lader sig styre af et sådant ideal, selv om hun i sidste ende ikke selv kan tilslutte sig det, kan det siges at udgøre en beskyttelse af hende, hvis samfundet forhindrer hende i at indgå en aftale om rugemoderskab.”

En anden gammel kending fra Etisk Råd – som i øvrigt også kendes fra debatten om sexarbejde – er en grundlæggende modvilje mod ulighed, der muterer til en forkvaklet idé om, at pengebaserede udvekslinger mellem (penge-)rige og (penge-)fattige ikke bør være tilladt, og at danskere således heller ikke bør tillades at betale rugemødre i udlandet: ”der [er] tale om udnyttelse, hvis rugemoderen på grund af sin dårligere sociale position presses eller forledes til at sælge sin evne til at bære et barn for penge, selv om evnen til at bære og føde børn ikke burde være underlagt en økonomisk logik.” Føromtalte Agacinski kalder det nedladende for ”babybusiness”.

Det er svært at være uenig i, at fattigdom på globalt plan er et stort og vigtigt problem, men det afhjælpes ingenlunde af at forhindre fattige i at indgå transaktioner med rige mennesker. Hvis en fattig indisk kvinde kan forbedre sin levestandard og sende sine egne børn i skole eller på hospitalet ved at bære et barn for et par fra Danmark, hvordan i alverden kan det så kaldes udnyttelse? Etisk Råds logik tilsiger tilsyneladende, at fattige mennesker, fordi de i en ideel verden ikke burde være fattige, skal nægtes muligheden for at kæmpe sig ud af deres fattigdom.

Adam Smith skrev engang om systemmageren, der forestiller sig, at han kan ”herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let som hånden flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem; men at hver enkelt del i menneskehedens store skakspil besidder sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det”. Etisk Råd (og i sidste ende folketinget) synes ligeså at behandle samfundet som et abstrakt skakbræt, hvor de kan affeje konkrete menneskers muligheder for at tilrettelægge deres liv og søge lykken, som de selv ønsker det, med en række irrelevante observationer, der intet har at gøre med de mennesker, det hele handler om. Såsom min veninde, der aldrig var blevet født, hvis nogle systemmagere havde fundet, at det passede dem at forbyde sæddonoranonymitet ved kunstig befrugtning.

Folketinget burde snarest muligt tage skridt til at legalisere kompensation af udgifter og betaling af rugemødre. Det er ikke rugemødre, der strider mod menneskets værdighed. Det er derimod underkendelsen af ufrivilligt barnløses, potentielle rugemødres og potentielle børns muligheder for at forfølge deres egen lykke.

Homoseksualitet behøver ikke være modkultur

Homoseksualitet er ikke og bør ikke være et undergrundsagtigt subkulturelt projekt eller et forsøg på at vende samfundet på hovedet, revolutionere vores opfattelse af køn eller andre radikale ideer.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

En af litteraturhistoriens bedste ordvekslinger har sin oprindelse i F. Scott Fitzgeralds mesterværk Den store Gatsby fra New Yorks brølende 1920’ere. ’De rige er anderledes end os’, reflekterer fortællerstemmen Nick Carraway, idet han indleder en besk analyse af forskellen mellem rige og fattiges verdensopfattelse. Ernest Hemingway skal efter sigende have kommenteret observationen med et lakonisk ’Ja. De har flere penge.’  Og sådan er det også her: homoseksuelle er anderledes. De er seksuelt tiltrukket af mennesker af deres eget køn. For eksempel synes jeg, at den franske rugbyspiller Frédéric Michalak her er noget af en frækkert.

Så behøver der faktisk umiddelbart ikke være mere i det. Hudfarve, religion, seksualitet, køn og andre mere eller mindre arbitrære personfakta bør ikke lede til en identitetspolitisk balkanisering, hvor man vurderer andre og selv vurderes overfladisk på ovennævnte formelle karakteristika, over hvilke man ikke har nogen indflydelse. Mennesker er ikke endimensionelle væsener, som kan udtømmende karakteriseres ved overdrivelsen af et enkelt aspekt af deres person.

Det er en udfordring, som er svær både for ikke-homoseksuelle og homoseksuelle. Den er især svær for homoseksuelle mænd: jeg kan godt se logikken i, at der ligger en fuldt formet, karikeret homoseksuel identitet klar, som man kan bare trække i efter mange års identitetsforvirring. Og jeg forstår godt, at både Dagens Mand-Gustav og Paradise-Patrick udgør godt og populært fjernsyn. Men det er en underligt upubliceret sandhed, at der findes en masse homoseksuelle (og formentlig især homoseksuelle, der endnu ikke er sprunget ud), som længes efter, og som trænger til repræsentanter, der virker mere normale og ’mindre’ homoseksuelle. Så nej, du tilfældige singlepige i midt-20’erne, jeg ønsker ikke at være din levende, homoseksuelle håndtaske, der 24/7 er klar med makeup-tips og spydig-campede, fingerknipsende ’Girlfriend!’-kommentarer eller up-to-date vurderinger af, hvorvidt din nye, lilla helfigursspandexdragt vil gøre sig godt på Karel. Jeg vil gerne på et tidspunkt giftes, uden at det skal hedde registreret partnerskab. Jeg vil gerne opfostre et barn, lave lektier med det og køre det til fritidsaktiviteter. Og har du overvejet, hvorvidt det kan føles en smule nedladende at blive betragtet udelukkende som et omvandrende homotrofæ, der visuelt skal illustrere, hvor Sex & The City-agtig du er?

Homoseksuelle adskiller sig selvfølgelig fra flertalsbefolkningen på det domæne, der hedder seksuel orientering. Det er jeg godt klar over. Men det medfører ikke, at denne information derfor må være det springende punkt i ens identitet og det første, som nye bekendtskaber bare skal vide – ikke at man derfor bør skjule det, hvis det er relevant. Seksualitet er selvfølgelig en del af, hvem man er, men man må da være mere end kun det. Og i takt med at flere og mindre flamboyante homoseksuelle springer ud, vil vi formentlig se flere eksempler på mennesker, der er i stand til at kombinere deres homoseksualitet med et ganske almindeligt borgerligt liv – som virker ægte og uanstrengt.

Denne opfordring til at undgå endimensional forfladigelse og mit forsvar for ikke-flamboyant homoseksualitet kommer selvfølgelig med den eftertanke, der lidt kækt i USA er blevet formuleret som ’leave no drag queen behind’. Folk er forskellige, og der skal være plads til mennesker, der skiller sig ud, og som udtrykker deres individualitet ved at gøre, som de lyster uden at bekymre sig om, hvad andre mener – uanset at det lyder som en politisk korrekt og Disney-agtig happy ending. Men selvfølgelig skal der det. Og hvorfor i al verden skulle der ikke være plads til den slags frivillig, samfundsmæssig pluralisme? Man skal argumentere endog svært stærkt derfor, hvis man mener, at kvinder, sorte, muslimer, homoseksuelle – eller misogynister, racister, islamofober og homofober for den sags skyld – ikke skal have samme retsstilling og samme rettigheder som andre. Det skrev liberale ligestillingstænkere (feminister synes at være et forkert ord) som Mary Wollstonecraft og John Stuart Mill allerede om i det 18. og 19. århundrede.

Ligestillingens legitimitet er i en liberal-demokratisk optik ubestridelig: alle mennesker har samme grundlæggende værd og værdighed og har i kraft deraf en række menneskerettigheder. Samfundsmæssig forskellighed er fuldt ud forenelig med, og endvidere afhængig af, en retsstat, der behandler alle borgere lige. Og på mindst ét område af den danske lovgivning er homoseksuelle selv efter en minimal målestok om ligebehandling endnu ikke formelt ligestillet: et ægteskab mellem to mennesker af samme køn er ikke tilladt, og dets amputerede homoseksuelle alternativ i stedet lyder det klinisk-bureaukratiske navn ’registreret partnerskab’.

Så hvorfor forvandles det berettigede ønske om ligestilling så ofte til et radikalt krav om særbehandling? Den egentlige ligestillingsdebat skæmmes i mange tilfælde af uretmæssige særbehandlingskrav om yderligere kriminalisering af såkaldt hate speech vendt mod bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle (ytringsfrihed spiller tilsyneladende ikke ind), af krav om yderligere skærpelse af den eksisterende hate crime-lovgivning, selvom den allerede indebærer, at forbrydelser motiveret af had mod seksuelle minoriteter skal straffes hårdere end andre identiske forbrydelser begået mod eksempelvis rødhårede, af kompromisløs hardcore-socialkonstruktivistisk queer-pladder om hvorledes køn og seksuel identitet holdes fanget i et undertrykkende heteronormativt samfund og meget mere. Som i de fleste andre berettigede ligestillingsspørgsmål er det tilsyneladende ubeskrivelig svært at holde sig til kun at kræve sin lige ret og ikke mere end det.

Og jo, en særstilling er da langt sjovere end ligestilling. Man kan føle sig som del af en eksklusiv gruppe, der er fælles om at være særligt udvalgt, og i øvrigt særligt værdifuld, fordi man er anderledes og farverig og sprælsk og et nyt indspark og har et alternativt perspektiv på verden og ikke passer ind i kasser og så videre. Når man dertil lægger, at enhver ikke-heteroseksualitet udgør en åbenlys mulighed for at føle sig forskellig fra flertallet og dermed nyde den retfærdige harme, der følger med en outsider-status, så toner glidebanen mod isolationisme, forrangstænkning og særbehandling langsomt frem. ’Gay Pride’ og modsvar som ’Straight Pride’ er ikke ligestillingens, men særstillingens sprog. Ligestillingen har endnu ikke et catchy slogan, men hvis den gjorde, ville det opsummere en tanke à la ’seksuel orientering er fuldstændig irrelevant for et menneskes værd’.

Egentlig homo-ligestilling er som enhver anden egentlig ligestilling nemlig generelt ret prosaisk og halvkedelig. Den er fuldstændig mainstream i et liberal-demokratisk samfund som det danske og består i, at man er fuldstændig lige med og dermed også på mange punkter ligesom de andre, med de samme rettigheder og de samme pligter. Ugh. Kedeligt. Snork! Man er del af den store grå homogene masse af borgere, og det tilfredsstiller forståeligt nok ikke ønsket om at blive anerkendt som et særligt, unikt snefnug.

Det værste ved identitetspolitiske grupperingers egenkærlige selvmarginalisering er dog, at den forværrer vilkårene for at gøre noget ved de ligestillingsproblemer, som egentlig er berettigede og udtryk for uretfærdighed – og ekstremisterne har formentlig denne uheldige virkning på den egentlige ligestilling på alle de forskellige domæner, hvor ligestillingsdiskussionen udspiller sig.

Af berettigede ligestillingssager for homoseksuelle kan først og fremmest nævnes vedtagelsen af en kønsneutral ægteskabslovgivning – og derudover burde man til at starte med formentlig undersøge den formodede overrepræsentation i voldsoffer- og selvmordsstatistikkerne for homoseksuelle, de særlige problematikker for homoseksuelle muslimer og den manglende mulighed for at benytte sig af betalte rugemødre i Danmark.

Sådan bliver du lykkelig

Selvhjælpsbøger er en milliardforretning med hundredevis af udgivelser hvert år. Omfanget og populariteten vidner om en enorm efterspørgsel, men selvhjælpslitteraturen er notorisk uvidenskabelig, upålidelig og selvmodsigende. Så hvad er sandt, og hvad er falsk? For at finde svar går vi i denne artikelserie på jagt i alverdens videnskabelige tidsskrifter for at finde sandheden om selvhjælpen. I denne artikel er temaet lykke.

af Søren Furbo Skov og Ryan Smith

Køb oplevelser, ikke ting

Man kan faktisk købe sig til lykke, hvis man køber oplevelser. Gå på restaurant, tag til koncert, i biografen eller i teateret. Tag på en ferie du vil huske, lær en fritidsaktivitet som stangdans eller zumba, hvor du er ude blandt andre, og som du kan snakke med flere personer om på arbejdet og til efterfølgende selskaber.

Drop selvforkælelsen, giv gaver

Hvis man spørger folk om de bliver mere lykkelige af at bruge penge på sig selv, eller på menneskene omkring dem, vil de fleste svare, at de bliver lykkeligst af at bruge penge på sig selv. Men går man forløbet efter i sømmene viser det sig, at det modsatte faktisk er tilfældet: Folk bliver meget gladere af at gøre ting for andre, end de gør af at gøre noget for sig selv. Måske derfor den umættelige Narcissus stirrede ned i brønden uden nogensinde at blive fyldt op? Undersøgelser viser, at det ikke behøver være tale om en stor gave, selv gaver helt ned i 5-10 kroners-størrelsen viser sig at have samme effekt, og hvis ud ikke har penge, har spontane takkebrev og det at give blod samme effekt.

Smil!

Den menneskelige hjerne er god til at registrere når tingene hænger sammen, men til gengæld er den dårlig til at registrere hvordan tingene hænger sammen. Og da din hjerne ved, at du har det med at smile når du er glad, så tror hjernen også, at den skal producere glædesstoffer når du smiler. For en smileøvelse skal have effekt, så skal smilet vare i mindst 15-30 sekunder. Smilet skal være så oprigtigt som muligt, så under øvelsen anbefales det, at forstille sig enten en situation hvor du var oprigtigt glad, eller en hypotetisk situation hvor du ville blive glad og smile oprigtigt. Forestil dig den forfremmelse du har gået og drømt om, eller et uventet kompliment fra et medmenneske. Nogle mennesker som gør brug af denne øvelse rapporteter, at de får størst udbytte ud af smilet hvis de husker sig selv på at smile hver time, eksempelvis med hjælp af fra en telefon-alarm eller lignende.

Ret ryggen

Efter at have siddet med rank ryg i bare tre minutter er folk markant gladere og bedre i stand til at løse abstrakte og analytiske opgaver, en hvis de har siddet og hængt. Måske er det også derfor, at en rank holdning indgår som en fast ingrediens i størstedelen af verdens meditationspraksis’er. Denne øvelse virker for begge køn, men effekten er størst for mænd. Forskernes hypoteser er, at kvinder typisk har større generthed omkring deres krop, og kan blive selvbevidste ved at skyde barmen frem, eller alternativt, at mænd befinder sig bedre i den lettere konfrontatoriske positur som en oprejst holdning giver.

Agér glad

Når mennesket er lykkeligt bruger det helt automatisk sin krop på en bestemt måde: Det går mere afslappet, det svinger mere med arme og ben, og sandsynligheden for fløjten og gadedrengeløb er ligeledes forøget. Lykkelige mennesker gestikulere mere mens de taler, nikker mere når andre taler, går i mere farverigt tøj, bruger flere positivt ladede ord og færre selvreferancer (”mig”, ”jeg”) når de taler. De har ligeledes mere vibration i deres stemmeføring, snakker hurtigere, og har et fastere håndtryk end gennemsnittet (som dog ikke er for fast). Da hjernen ikke kan skelne mellem det, at du gør disse ting, og så hvorfor du gør dem, betyder det, at du nemt kan øve dig til mere lykkefølelse ved at eftergøre disse tricks. Og det er ikke bare spekulation. Forskerne har dokumenteret det hele.

Kilder

  • Dunn, E.W., Ankin, L. & Nortin, M.I.: Spending Money on Others Promotes Happiness Science, nr. 319
  • Förster, J.: How Body Feedback Influences Consumer’s Evaluation of Products Journal of Consumer Psychology, nr. 14
  • Richins, M.L. & Dawson, S.: A Consumer Values Orientation for Materialism and Its Measurement Journal of Consumer Reseach, nr. 19
  • Roberts, T.A. & Arefi-Afsha, Y.: Not All Who Stand Tall Are Proud Cognition and Emotion, nr. 21
  • Schnall, S. & Laird, J.D.: Keep Smiling: Enduring Effects of Facial Expressions and Postures on Emotional Experience Cognition and Emotion, nr. 17
  • Sheldon, K.M. & Lyubomirsky, S.: Achieving Sustainable Happiness: Change Your Actions, Not Your Circumstances Journal of Happiness Studies, nr. 7
  • Sheldon, K.M. & Lyubomirsky, S.: It is Possible to Become Happier? Social and Personality Psychology Compass, nr. 1
  • van Boven, L. and Gilovich, T.: To do or to Have: That is the Question Journal of Personality and Social Psychology, nr. 85

Sådan bliver du effektiv

Selvhjælpsbøger er en milliardforretning med hundredevis af udgivelser hvert år. Omfanget og populariteten vidner om en enorm efterspørgsel, men selvhjælpslitteraturen er notorisk uvidenskabelig, upålidelig og selvmodsigende. Så hvad er sandt, og hvad er falsk? For at finde svar går vi i denne artikelserie på jagt i alverdens videnskabelige tidsskrifter for at finde sandheden om selvhjælpen. I denne artikel er temaet effektivitet.

Spring overspringshandlingerne over

Hvis du har svært ved at komme i gang med svære opgaver, og du har tendens til at spilde arbejdsdagen på svinkeærinder som email, Facebook og udenomsting der ikke har noget med opgaven at gøre, så er der ligeledes hjælp at hente i videnskabens verden: Når vi arbejder med viden, så arbejder vi ikke kun mens vi sidder foran på pågældende problemstilling; hjernen arbejder også passivt, og således er det nemmest for hjernen at få overblik og problemstillignen hvis du allerede har taget hul på den pågældende opgave, i stedet for blot at udskyde den.

Derfor er din bedste mulighed at tvinge dig selv til at arbejde aktivt med dokumentet 5-10 minutter, for at få hjernen i gang med at mobilisere de nødvendige ressourcer. Start med de mindst udfordrende aspekter, såsom at skrive en litteraturliste, forfattere dokumentet, eller skrive den overrodnede konklusion hvis du kender den på forhånd. Små ting som ikke tager lang tid, og som ikke er kognitivt udfordrende virker bedst for at få hjernen i gang med opgaven.

Når du først er i gang med opgaven bliver det meget nemmere at rykke videre til de krævende dele af projektet.

Visualisering – vejen til fiasko

Et af de mest udbredte tricks i forbindelse med terapi og selvhjælp er visualiseringen: Forestil dig det du vil have, og du vil opnå det. Dette er alene budskaber i den storsælgende The Secret, såvel som en central pointe i mangemillionæren Tony Robbins selvhjælpsprogrammer, og alkens NLP. Imidlertid kan forskerne konstatere, at der visualiseringen også gemmer på en mørk hemmelighed: Folk som gør ekstensiv brug af visualisering tror på et underbevist plan, at de allerede har opnået deres mål (selvom de altså kun har forestillet sig det for deres indre øje).

Folk der fokuserer på den dejlige fornemmelse det er, at have opnået sine mål forbereder sig beviseligt mindre på de besværligheder som vil opstå i forbindelse med det at opnå målet, og de har højere sandsynlighed for at springe fra når udfordringerne melder sig, ligesom de ligeledes har højere sandsynlighed for at skifte kurs uden at gøre arbejdet færdigt når nye projekter lokker i horisonten.

Den perfekte plan – vejen til succes

I stedet for at visualisere bør du lægge en velkoordiret plan efter følgende devise: Du skal offentliggøre dit endemål for venner og familie, der skal indgå belønninger undervejs som du arbejder dig tættere på dit mål, og dit endemål skal brydes ned i mindre delmål. En drejebog kunne se ud som følger:

Det første du skal gøre er, at definere dit endemål. Derpå bør du fortælle dit endemål til venner og familie, måske endda skrive det med store typer, og hænge det op i dit hjem så folk vil spørge dig til det. Du skal ikke fortælle hvordan du vil opnår det.

Del derpå dit mål op i frem delmål. Ved hvert delmål skal du stille dig selv spørgsmålene: ”Hvad er dette delmål?”, ”Det er realistisk, at jeg kan opnå dette delmål fordi…”, ”For at opnå delmålet vil jeg…”, ”Jeg vil have opnået dette delmål til følgende dato: …”, og endelig: ”Når jeg har opnået dette delmål vil jeg belønne mig selv med: …”.

Dit mål kunne f.eks. lyde: ”Om to måneder vil jeg have færdiggjort en større rapport på arbejdet. Svarene for Delmål 1 kunne således lyde: Delmål 1 er, at have skrevet 75% af den indledende kladdetekst, Det er realistisk at jeg kan opnå dette, fordi jeg tidligere har skrevet lignende rapporter på mit arbejde, For at opnå delmålet vil jeg tage to aftener om ugen, hvor jeg arbejder sent og ikke ser TV, Jeg vil have opnået dette indenfor tre uger, når jeg har opnået Delmål 1 vil jeg belønne mig selv med et sæt nye golfkøller.”

Fortsæt sådan gennem Delmål 1-5, og din familie og venner vil snart blive positivt overrasket over din disciplin, overraskende ambition, og at du nåede det overraskende og uigennemsigtige mål du fortalte dem om for noget tid siden.