Category Archives: Filosofi

Kvantebiologi

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

‘Livets eksistens må opfattes som en elementær kendsgerning som udgangspunkt for biologien, ligesom virkningskvantet som et irrationelt element udgør atomfysikkens grundlag’.

Sådan skrev Niels Bohr i et foredrag fra 1932 kaldet ‘Lys og liv’ og gjorde sig dermed til den uofficielle fader til ‘kvantebiologien’, en ny og stadig ung forskningsgren, der mener at have fundet eksempler på biologiske systemer, hvor kvantemekanikken spiller en afgørende rolle for deres funktion.

Egentlig burde det være umuligt. Tunneleffekter, entanglement, superposition og alle de andre spøgelsesagtige fænomener, man kender fra kvantemekanikkens overdrev, kan kun foregå på atomart plan, altså i omegnen af en million gange mindre end størrelsen af en celle, og tilmed i vakuum og ved ganske få grader kelvin.

I det komplekse, varme og kaotiske liv i en celle ville en kohærent kvantetilstand, der er kendetegnet ved, at bølgemønstrene af de involverede elementarpartikler er synkroniserede, aldrig kunne overleve. Bølgepakken ville populært sagt kollapse lige så snart, den blev dannet, og man ville altid vide, med Erwin Schrödingers ord, om katten i sækken er død eller levende.

Bohrs tanker om kvantemekaniske effekter inden for biologien har derfor i mere end 70 år været henlagt til annalerne for skøre ideer hos store fysikere. Men ifølge en artikel i det forrige nummer af fagbladet Nature er den slags overvejelser slet ikke så langt ude endda. Philip Ball skriver i en oversigtsartikel om sagen, at nøglen til anvendelige kvantecomputere og mere effektive solceller meget vel kan ligge gemt i planters lys-sensitive finmekanik og i fugles evne til at se og navigere efter Jordens magnetfelt.

Fotosyntesens antenner
Tag fotosyntesen – processen hvormed planter og bakterier laver sollys, vand og kuldioxid om til ilt og organisk materiale. Fotosyntesen blev opfundet af klodens tidligste mikroorganismer for 3,5 milliarder år siden og er grundlaget for Jordens, oceanernes og atmosfærens nuværende sammensætning og dermed forudsætningen for stort set alt komplekst liv.

Biokemikere har den dag i dag ikke helt forstået, hvordan klorofyl i planternes blade formår at absorbere og dirigere fotonerne, dvs. lyspartiklerne fra solen, i retning af plantens kemiske reaktionscenter, hvor lyset omdannes til kemisk energi og sendes videre til opbevaring.

I 2006 fandt Graham R. Flemming og kolleger fra University of California,Berkeley for eksempel ud af, at når fotoner rammer klorofylet i en grøn svovlbakterie kaldet Chlorobium tepidium ved 77K, bliver de exciteret og laver små bølger (kaldet exitoner), ligesom når småsten falder ned i vand.

I stedet for at spredes ukontrolleret ud over det hele findes der nogle klorosomer, som ifølge Flemming agerer som store antenner og samler exitonerne i en kohærent kvantetilstand, hvorved de mange små bølgeenergier samles og sendes som én stor bølge videre i systemet. På den måde kan bakterien høste fotoner over store arealer, finde den bedste vej igennem systemet og optimere energieffektiviteten.

Opdagelsen er siden blevet bekræftet af flere forskerhold, også ved varmere temperaturer, og den viser, at blågrønne alger og bakterier kan pakke solens stråler i sammenfiltrede (entangled) kvantetilstande og sende dem igennem systemet ad flere ruter samtidig. Det viser sig tilmed, at hvad man tidligere troede ville føre til et kollaps af kvantekohærensen, nemlig den enorme støj i omgivelserne, faktisk virker befordrende.

Fysikeren Seth Lloyd fra MIT i Cambridge, USA, kunne i en computersimulation vise, at tilfældig støj i omgivelserne kan øge effektiviteten af energitransporten i fotosyntesen fra 70 til 99 procent. Det foregår via en mekanisme, der minder lidt om radiosignaler, hvor man ved hjælp af modulationen af radiobølger kan reducere den naturlige støj i signalet.

Tunneleffekter
Ifølge Philip Ball kan man også finde andre biologiske systemer, hvor kvanteeffekter spiller en rolle. For eksempel mener kemikeren Judith Klinman fra University of California, Berkeley, at enzymers katalyse af kemiske reaktioner skyldes deres evne til at udnytte kvanteeffekter i hydrogenion-overførslen – i dette tilfælde tunneling, som er en bieffekt af hydrogenatomers partikel-bølge-dualitet, og som gør, at atomerne kan gå igennem vægge og barrierer i stedet for at bruge energi til at klatre hen over dem. Men ikke alle er overbeviste.

»Alle hydrogen-reaktioner involverer en eller anden grad af tunneling, afhængigt af temperaturen,« siger Richard Finke fra Colorado State University i Ford Collins. Med andre ord er kvanteeffekterne ikke noget, enzymerne er blevet selekteret for, men bare en naturlig følge af de kemiske processer, der finder sted på trods af enzymerne.

Men fortalerne for tunneling siger, at enzymer netop selekteres for deres evne til at vibrere og dermed øge tunneleffekten – f.eks. ved at reducere afstanden mellem reagenterne eller ved at opbygge dynamiske effekter, som forstærker den kvantemekanisk-inducerede hydrogenoverførsel.

Tunneleffekten menes også at være afgørende for vores evne til at lugte. Det mener i hvert fald Luca Turin fra University College London. I 1996 fremlagde han en teori om, at neuronerne i det olfaktoriske epitel ikke genkender de fremmede molekyler via deres form, men via deres vibrationer, og at effekten forstærkes via tunneling.

Som bevis fremhæver han den slående lighed i lugten af molekyler, som har samme struktur, men forskellig sammensætning af atomer, hvorimod molekyler med anderledes struktur, men med ens sammensætning (som f.eks. acetophenone og acetophenone-d_8) lugter helt forskelligt fra hinanden.

Fugle ser magnetfelt
Noget peger altså på, at naturen bruger alle de tricks, som overhovedet kan bruges her i verden – og at den desuden kender til nogle tricks, som fysikerne endnu ikke kender. Det svarer meget godt til Niels Bohrs indstilling til kvantemekanikkens forhold til livsprocesserne. I bogen ‘Atomfysik og menneskelig erkendelse’ fra 1957 gjorde Niels Bohr med sin sædvanlige lidt omstændelige stil opmærksom på, at hvis liv kan betragtes ud fra en fysisk-kemisk ramme, må det nødvendigvis også rumme et kvantemekanisk niveau.

Som eksempel, hvor det kunne gøre sig gældende, brugte han det menneskelige øje, der kan sanse ganske få energikvanter. Han pegede også på, at stabiliteten i komplicerede biokemiske reaktioner, der involverer klorofyl og hæmoglobin, som strukturelt ligner klorofyl en hel del (klorofyl indeholder magnesium og ikke jern i centrum af sin chlor-ring), kan skyldes ‘egentlige kvanteprocesser’. Det må kaldes et godt gæt fra Bohrs side.

Bohrs intuition om menneskets øje viser sig muligvis også at holde stik. Man har længe vidst, at visse fugle, reptiler, fisk og insekter kan sanse Jordens magnetfelt og navigere efter det. Et protein i øjet kaldet cryptochrome flavoprotein synes at være i stand til at kombinere de to afgørende elementer, som er nødvendige for at ‘se’ Jordens magnetfelt: Proteinet reagerer sensitivt på bølgelængden af det indkommende lys og måler samtidigt hældningen af magnetfeltet.

Det foregår ved, at fotonen rammer proteinet og skaber to frie radikaler (en oxideret tryptofan-rest og en reduceret flavin- cofaktor), der har et spin (dvs. drejer rundt om sig selv), som reorienteres i retning af magnetfeltet. Proteinet er altså en slags kompas, og ændringen i spin angiver retningen.

Det rigtig interessante i den sammenhæng er, at frie radikaler er kendetegnet ved at have en uparret elektron, som bevæger sig frit omkring. Ifølge Simon Benjamin fra University of Oxford er det netop de to frie elektroner, som er blevet dannet af de to frie radikaler, der er i kvantekohærens med hinanden.

Deres spin er korreleret, ligegyldigt hvor langt de er fra hinanden, og den tid, det tager for kohærensen at kollapse (ifølge deres målinger i omegnen af 100 mikrosekunder), er nok til, at systemets kinetik ændres, og et tredje stof bliver syntetiseret via radikalerne, måske endda alt efter i hvilken retning radikalerne har ændret deres spin.

Lovende anvendelsesområder
Efterhånden som forskerne udvikler en bedre forståelse af planters og dyrs evne til at høste lysenergi og udnytte de kvantemekaniske fiksfakserier, vil der sikkert også opstå ideer til nye teknologier. En oplagt kandidat er kvantecomputeren, som ifølge et forskerhold fra Innsbruck i disse dage er oppe på at kunne holde 14 qubits i en kohærent entangled tilstand.

Ideen med kvantecomputere er at kunne manipulere med data kodet i kvantebits (qubits), der kan eksistere i flere tilstande samtidig og dermed er i stand til at afsøge mulige løsninger til en given beregning på en meget hurtigere måde, end det sker med normale computere i dag.

Problemet med de eksisterende kvantecomputere er dog, at det er meget svært at holde qubits i en kohærent kvantetilstand. Varme og støjfyldte omgivelser har tendens til at kollapse bølgefunktionen, så snart den dannes. Men som vi har set, har planters blade og dyrs øjne formået at holde kohærensen på plads på trods af høje temperaturer og våde og støjende omgivelser. Og det må man da kunne lære noget af.

Anmeldelse: Logicomix – An Epic Search for Truth

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

En af de sejeste bøger jeg har læst længe er en tegneserie. Ikke en helt almindelig tegneserie. En ekstrem nørdet af slagsen. Den handler om Bertrand Russell og de tidlige 1900-tals matematikeres forsøg på at finde ultimative sandheder ved at bygge selve grundlaget for formel og logisk tænkning.

Tegneserien hedder Logicomix har siden sin udgivelse i 2009 fået utallige priser og har ligget på førstepladsen på flere bestsellerlister. Den slags hæder forhindrer selvfølgelig ikke, at bogen faktisk er god. Og jeg må indrømme, at jeg virkelig er imponeret. Den er tegnet af en gruppe grækere, hvoraf de to af dem har en stærk baggrund i matematikkens og computerens filosofiske historie.

Den såkaldt seriøse del af tegneserie-forfatterene kalder deres værker gerne for ”grafiske noveller”, og fred være med det. I Danmark er der ikke den store tradition for voksne tegneserier med seriøst indhold, men internationalt er tendensen stigende. Denne her er en moppedreng på 350 sider, vildt godt tegnet og med et spændende plot, der benytter sig af tre virkelighedsniveauer.

Det nederste niveau er Bertrand Russells personlige historie om, hvordan han som filosof forsøgte at formulere logikkens mest basale sandheder, for på den måde at bygge grundlaget for al rationel tænkning. Denne historie bliver fortalt af Russell i form af et foredrag, han holder i september 1939, tre dage efter at Hitler havde invaderet Polen. Kendt som pacifist forsøger en gruppe af demonstranter at få Russell til at proklamere, at USA ikke skal gå ind i krigen mod Tyskland, men i stedet for at tage stilling, sådan som Russell gjorde det under den første verdenskrig, fortæller han sin egen historie. Tegneserien starter dog med tegnerne selv, hvor de diskuterer, hvordan man kan fortælle sådan en historie om Russell, og løbende brydes fortællingen af denne metafortælling om de græske tegnere og matematikeres diskussioner, hvilket gør hele teksten meget læseværdig og spændende

For dem, som ikke kender den matematisk-filosofiske rammehistorie særlig godt, her en ultrakort intro: Matematikeren David Hilbert formulerede i året 1900 en program for, hvordan matematikere bliver nødt til at skabe et solidt fundament for al logik og matematik, hvor alt, hvad man siger og postulerer, skal kunne udledes og bevises ud fra evidente sandheder (slå op: Hilberts Entscheidungsproblem). Denne filosofi kaldes for formalismen, og har haft en utrolig stor indflydelse på den videnskabelig og filosofisk tænkning, især i form af positivismen senere hen.

Superhjernen Russell springer begejstret på toget og arbejder hele sit liv på at virkeliggøre drømmen. Blandt andet skriver han sammen med Alfred North Whitehead et kæmpeværk, kaldet Principa Mathematica, hvor de bruger 362 sider på at komme frem til den sikre sandhed om at 1+1=2. Ud over en affære med Whiteheads kone ramler Russell også sammen med sin elev, den iltre Ludvig Wittgenstein, der kalder hele formalismens drøm for et tomt sprogspil. Russell selv begynder også at tvivle på Hilberts program, især fordi han selv opdager nogle iboende paradokser (slå op: Russells paradoks), der blandt andet styrter hele Gottlob Freges filosofi i grus.

Andre notabiliteter i tegneserien er Georg Cantor, John von Neumann og ikke mindst Kurt Gödel, der med sit ufuldstændighedsteorem i 1933 satte en effektiv stopper for drømmen om at matematikerne på et tidspunkt vil kunne læne sig tilbage og nyde den komplette formalisering af al matematik, hævet over enhver usikkerhed, og hvor alle fremtidige spørgsmål om sandt eller falskt blot var et spørgsmål om et endelig antal matematiske operationer på et stykke papir. Det kan ikke lade sig gøre, viste Gödel, fordi hvis du vil aksiomatisere virkeligheden (dvs. repræsentere den kun via abstrakte tegn og logiske regler), vil du altid skulle lave antagelser, der ikke kan inkluderes i aksiomerne. Resultatet er at hele systemet enten er inkonsistent eller ufuldstændig.

Hvordan tegneserien slutter skal ikke afsløres her, men køb den. I øvrigt er den i gang med at blive oversat til dansk, og udkommer på forlaget Politisk Revy, forhåbentlig til efteråret.

Logicomix – An Epic Search for Truth
af Apostolos Doxiadis and Christos H. Papadimitriou
with art by Alecos Papadatos and Annie di Donna

To områder hvor borgerlige bør lytte til venstrefløjen

af Ryan Smith, cand.mag.

#1: BYEN FOR ALLE
Det er en af venstrefløjens paroler, at alle skal kunne bo i byen, også “politibetjente og sygeplejersker”, som de siger. Jeg er mere radikal end dem idet jeg mener, at selv ufaglærte skal have mulighed for at bo i byen, hvis det er er det de vil. At bo i byen er et livsstilsvalg som handler om meget mere end bare status og luksus. Byen bør være en levende jungle:

Hermed ikke sagt, at alle har ret til en stor lejlighed i indre by, men hvis vi rådfører os med andre europæiske hovedstader så ser vi, at mens de laveste socialklasser også bliver skubbet ud af bykernen, så bliver de skubbet ud i områder, der stadigvæk er urbaniserede. Sådan går det ikke i København, hvor disse mennesker bliver udvist til områder som Ishøj, Tårnby, Herlev og Ballerup.

Visse borgerlige har debattører sagt, at kan man ikke betale 5500.- i husleje, jamen så må man bo et andet sted end i København. Det er jeg overhovedet ikke enig i. Selvfølgelig vil jeg ikke forbryde mig mod den økonomiske naturlov, at alt hvad der findes, findes i begrænset udbud. Men jeg vil gerne slå et slag for, at alle skal kunne bo i byen.

Hvor venstrefløjens og de borgerliges veje så skilles er, at de mener, at den bedste måde at sikre boliger til alle på er ved at indskrænke friheden, og diktere maksimalpriser i form af huslejeregulering. Og der forbryder de sig imod en anden økonomisk naturlov: Maksimalpriser fører nemlig til kødannelse, stagnation og ringere kvalitet. Noget som de fleste der har prøvet at få en bolig i København burde kunne nikke genkendende til.

Ritt Bjerregaard har gjort mange egoistiske og usympatiske ting igennem sin karriere, men jeg er enig med hende i, at København bliver nødt til at få ophævet forbuddet mod højhuse snarest muligt. Ingen humanist kan se det æstetiske argument, om at København ikke skal have højhuse fordi det skal bevares som et beboet Frilandsmuseum for 1800-tals-arkitektur, for lige så vigtigt, som at gøre en konkret forskel og hjælpe mennesker, der har brug for en bolig her og nu. Og der viser historien altså, at den bedste måde at hjælpe dem på er at fjerne den reguleringen af boligmarkedet, og lade det udvikle sig organisk.

Og endelig, hvorfor har jeg så linket til Guns N’ Roses? Det har jeg fordi GNR ikke kunne have mødt hinanden på et gennemreguleret boligmarked som det danske, men kun på et frit marked som det der fandtes i 80’ernes Los Angeles: Axl, Izzy, og Guns boede alle i de usleste skodlejligheder de kunne finde, for de havde ingen penge og tænkte kun på at være tæt på centrum så de kunne mødes og øve deres musik. Det var aldrig gået, hvis Izzy havde boet i Ballerup, og Axl havde boet i Tårnby, og de skulle sætte 1½ times transport af, bare for at øve det nye riff.

#2: EU-MODSTAND
EU-modstand har historisk set været et venstrefløjsprojekt, mens de borgerlige partier hilste udsigten til især fællesmarkedet velkommen. Venstrefløjen har også – helt rigtigt – været bange for magtcentraliering og demokratisk underskud, en tendens som stod klar allerede med Bruxelles-traktaten i 1967 (hvis ikke før det).

Det bedste er en decentraliseret statsmagt som laver få regler. Det næstbedste er en centraliseret statsmagt der laver få regler. Det værste er en centraliseret statsmagt der sprøjter regler ud. Og det er præcis hvad EU er blevet til.

Venstrefløjen har altid været skeptisk overfor statsmagten, og de advarede os imod det EU vi kender i dag. I 1986 stod venstrefløjen samlet imod EU, og selv et midterparti som Socialdemokratiet var imod EU i 1986. Paradoksalt nok er en ny generation af socialdemokrater, såsom Dan Jørgensen, blevet glade for EU netop som det har vist sig, at det var en institution der kunne bruges til at pøse forbud ud over befolkningen, og regulere borgernes liv helt ned i detaljen. Sådan kan I takke Dan Jørgensen, og andre europæiske grupperinger for det kommende forbud mod glødepærer, mens tidligere EU enthusiaster som Jens Rohde stemte imod og mente, at mennesker godt selv kan finde ud af hvad for noget lys de vil have i deres hjem.

Som den amerikanske filosof og præsident Thomas Jefferson sagde, så er det bedre at slås med følgerne af for meget frihed, end for lidt. EU-parlamentet mener åbenbart det modsatte, og hvor Jefferson og Madison sørgede for, at USAs forfatning blev på 12 sider, og startede med ordene “We the people…”, så har EU-bureaukraterne støbt en betonforfatning på mere end 300 sider, der starter med ordene “His Majesty, the king of the Belgians…”

Ikke underligt, så har EU-politikere forsøgt at indføre forfatningen uden om folket, men hvor de ikke har kunnet bøje landenes eksisterende grundlove, så har de måttet sende traktaterne til afstemning, og der har befolkningerne sagt klart n…ej. Det har man dog ikke taget så tungt i EU, idet man blot har sendt samme traktat til afstemning under anden titel (Lissabon-traktaten). I EU-Parlamentet kalder man MEP’er der er imod Lissabon-traktaten, og for demokratisk selvbestemmelse, for mentalt retarderede (Daniel Cohn-Bendit) og nazister (Martin Schulz). Gad vide hvad man så synes om vælgererne, manden på gaden som stemte imod deres traktater?

Det eneste land som fik lov at stemme om Lissabon-traktaten stemte nej, og de eneste to lande som stemte om EURO’en stemte nej. Hvor får EU-projektet overhovedet sin legitimitet fra?

Fysik og EPR-Paradokset

af Niels Gregersen, cand.scient., Ph.D.

Jeg hører undertiden følgende kritik af den naturvidenskabelige metode: “Einstein påpegede selvmodsigende elementer i kvantemekanikken (og dermed i al moderne fysik) Så må der jo være luskeri i foretagendet… Ha!”

Well, det er faktisk rigtigt hvad de siger, det er det såkaldte såkaldte EPR paradoks, og det er emnet for denne artikel.

EPR paradokset

Einstein, Podolsky og Rosen udgav i sin tid en artikel hvor de påpegede at kvantemekanikken i den såkaldte “københavnerfortolkning” enten 1) bryder med lokalitetsprincippet eller 2) er ukomplet. Det problematiske fænomen kommer fra “entanglement”. Når to partikler er entanglede betyder det at en måling på en af partiklerne påvirker den anden partikels tilstand – instantant. Så man kan forestille sig to partikler, en her på jorden og en i den anden ende af universet, og at disse to partikler er entanglede. Man laver en måling af partiklen her på jorden og påvirker – instantant – den anden partikels tilstand, der jo altså befinder sig i den anden ende af universet. Einsteins relativitetsteori fortæller at ingen information kan bevæge sig med en hastighed over lysets, så umiddelbart ser det ud til at lokalitetsprincippet, forstået som at Einsteins relativitetsteori skal overholdes, bliver brudt ved målinger på entanglede partikler.

Einstein og andre foreslog diverse udvidelser af kvantemekanikken, den mest berømte er teorien om “hemmelige variable”, et sæt variable der ligger under kvantemekanikken og deterministisk bestemmer udfaldet af målinger der ellers virker tilfældige. Man har dog udført en masse eksperimenter gennem årene, og disse indikerer alle sammen at kvantemekanikkens forudsigelser holder stik og at de foreslåede udvidelser er forkerte.

Så det ser ud til at kvantemekanikken holder samtidig med at ikke-lokalitet gælder. Og ikke-lokalitet er jo umiddelbart svær at forstå i forhold til relativitetsteorien. Så er den moderne fysik inkonsistent? Bruger fysikerne i grunden bare den tilfældige model der nu passer bedst til resultaterne, i strid med god videnskabelig praksis? Har postmodernisterne – der mener, at al viden er konstrueret – alligevel ret?

Situationen i 1935 var den at den store Einstein havde udgivet en artikel der tilsyneladende afslørede en modstrid mellem kvantemekanikken og relativitetsteorien pga. ikke-lokalitet vedr. entanglede partikler og Einstein foreslog en “hemmelig variabel” teori til at erstatte kvantemekanikken. Samtidig havde kvantemekanikken med succes forudset udfaldet af alle de eksperimenter man kunne finde på, og relativitetsteorien validitet var også veletableret. Så fysikerne gik rundt i 30 år og kløede sig selv lidt i håret og vidste ikke rigtigt hvad de skulle stille op med EPR paradokset.

Det første fremskridt skete så, da Bell i 60’erne skrev en artikel som svar på den oprindelige fra 1935. I den artikel demonstrerede han to ting, 1) ingen “hemmelig variabel” teori kan forudsige de samme resultater som kvantemekanikken (Bell’s theorem) og 2) det kan lade sig gøre at designe et eksperiment der tester hvorvidt kvantemekanikken eller en hemmelig variabel teori gælder. Eksperimentet består i at måle korrelationer og hvis en “hemmelig variabel” teori gælder skal korrelationerne være under en bestemt værdi. (Bell’s ulighed). Kvantemekanikken tillader dog en større korrelation og dermed et brud af Bell’s ulighed.

Artiklen var et gennembrud fordi nu kunne man pludselig rent faktisk undersøge eksperimentelt hvad der var rigtigt, kvantemekanikken eller en “hemmelig variabel” teori. Dengang havde man dog ikke de eksperimentelle faciliteter tilgængeligt, så det var først i 80’erne at de første serier af eksperimenter blev lavet af Aspect. Samtlige hans eksperimenter indikerede entydigt at Bell’s ulighed blev brudt og at kvantemekanikken altså måtte gælde istedet for en “hemmelig variabel” teori.

Einstein var modstander af kvantemekanikken hele hans liv pga. de stokastiske (*) elementer i den. Han foretrak en deterministisk teori, f.eks en “hemmelig variabel” teori, deraf hans berømte citat “Gud kaster ikke terning”, som han sagde til Bohr. Men stor fysiker som Einstein var, så har han så vidt jeg kan se ganske enkelt fucked op med EPR paradokset. Der var ingen kvantitative problemer med hverken kvantemekanikken eller relativitetsteorien, og Einsteins insisteren på lokalitet kom så vidt jeg kan se fra et naivt ønske om at etablere en klassisk forståelse af noget der ikke skal forstås intuitivt men istedet analyseres matematisk.

Så ja, kvantemekanikken holder samtidig med at ikke-lokalitet gælder. Men er det ikke en modstrid? Faktisk ikke, fordi indenfor de sidste par år er det blevet demonstreret at ikke-lokalitet gennem entanglement ikke kan bruges til at sende information med. Fysikerne har siddet ned med de tunge ligninger og har vist at selvom partiklens tilstand på den anden side af universet bliver påvirket, så kan denne påvirkning ikke bruges til at lave en telefon til den anden side af universet, hvilket etablerer overensstemmelse med Einsteins relativitetsteori.

Jeg tror den væsentligste årsag til at EPR paradokset opstod er at kvantemekanikken er dybt “counter-intuitive”. Når man sætter sig ind i den skal man virkelig opgive hele sin intuitive tankegang omkring hvordan verden fungerer og tage nogle meget komplicerede matematiske udtryk til sig istedet. Det er selvsagt vanskeligt for de fleste, og jeg vil vove påstanden at mindst halvdelen af de fysikere der bliver uddannet på Københavns Universitet stadigvæk ikke forstår kvantemekanikkens grundelementer fuldt ud. Kvantemekanik og relativitetsteori er logisk forenelige… men udfra al almindelig intuition virker det bare ikke sådan.

(*) Vedr. ordet “stokastisk”, så er et stokastisk udfald ganske rigtigt simpelthen et tilfældigt udfald man ikke kan forudsige på nogen måde. Det almindelige eksempel er at kaste en terning, vi kan sædvanligvis ikke vide om resultatet bliver 1, 2, 3, 4, 5 eller 6. Modsætningen til det stokatiske udfald er det deterministiske udfald. Hvis man sparker til en fodbold kan man (med kendskab til fysikkens love) regne ud hvordan den vil flyve og hvordan den vil lande på jorden igen, og det er således en deterministisk proces.

Aelius Aristides ”Roms Fejring”

af Ryan Smith, cand.mag.

Grækeren Aelius Aristides’ (117-181 e.Kr.) hyldesttale ”Roms Fejring” falder talen under genren ’lejlighedstale’ hvor man forsøger at ”ophøje snarere end at dadle”. Talen var henvendt til romerne, men leveret på græsk. – Præcis hvor og hvornår vides ikke, og forskernes bud veksler mellem 143-155 e.Kr., dvs. under Antoninus Pius, mens Roms geopolitiske magt var på sit næsthøjeste, og desuden i en udstrakt fredsperiode.

I ”Roms Fejring” præsenteres den retoriske modtager for det gennemgående udsagn, at Rom ikke hersker over sine undersåtter, men at Rom i stedet administrerer og tager hånd om de underlagte folkeslag (RO 93, 94, 95). En del af Aristides inspiration herfor kan tilskrives en generel filosofisk tendens indenfor den sene stoicisme hvor man i tiltagende grad så verden som ét kosmologisk hele. Men påstanden lader sig ligeledes tolke politisk: Koncentrerer vi os om dét, så kan vi se hvordan Aristides beskriver Rom og romersk politik ud fra et sæt internt græske kulturbilleder af historisk, mytologisk og politisk art: I RO 106 hører vi således om hvordan Homer angiveligt skulle have profeteret Roms storhed: I RO 103 præsenteres læseren for Romerriget som virkeliggørelsen af græsk mythos, dvs. folkesagn og legender. Aristides drager en analogi: Før Zeus regerede verden var den fuld af intern uenighed, men efter Zeus fandt verden sin naturlige orden. Rom er denne verdens Zeus.

Ligeledes ser vi fra RO 40 til RO 50 hvordan Aristides opbygger en forståelse af Rom som er baseret på en eksplicit græsk politisk struktur med en Polis og dens interessesfære. En struktur som i de græske bystaters historie primært kom til udtryk gennem skiftende alliancer, såkaldte koina – alliancer på kryds og tværs af de græske bystater, som kendt fra den Peloponnesiske Krig m.v.: Den forståelse af romernes imperium som Aristides her advokerer, er altså eksplicit græsk og ovenud baseret på en idiosynkratisk græsk forståelse af hvordan større politiske organer nødvendigvis må se ud. (Polis med interessesfære.) – Aristides skildrer Rom som selve verdens Polis, og deraf følger, at Roms interessesfære er global. Rom skildres altså som en slags primus inter pares; en allianceleder (koinos), imperiets mange byer imellem: Som et civiliserende herskerfolk med en et territorialt imperativ, en Imperial Mission.

”Roms Fejring” er således præget af en politisk forståelse baseret på ovenud græske diskurser: Aristides sammenligner Rom med Athen og Theben (RO 60), og implicerer dermed igen at Rom er en fortsættelse af de græske ligaer. Aristides trækker ligeledes på den filosofiske tradition idet man aner en retorisk parallel mellem hvordan Platon i Lovene sætter forsynets vilje bag filosofkongerne, og Aristides sætter forsynets vilje bag den romerske kejser, som han eksplicit forsvarer som frihedens og retsvæsenets garant.

Dermed trækkes der igen på den internt græske forståelse: Athen gjorde det samme, men dog fejlede Athen i at sikre dets borgere stabilitet. Således har Rom ifølge Aristides altså gjort noget fundamentalt athensk, men uden athenernes skødesynder.

Men brugen af de græske referencer stopper ikke her: Ved brug af den klassisk-retoriske stilfigur med tese og antitese opbygger Aristides et ideelt Athen overfor et ideelt Sparta, og ved at karakterisere Rom som en ideel blanding af de to – en entitet med Athens visdom (sophia) og Spartas mandsmod (arete), fremstilles romerne som værende særligt egnede til at herske. Rom fremstilles herpå som en meditation af Grækernes visdom og mådehold, og barbarernes rigdom og magt (RO 41), og ud over brugen af herakliteansk dialektik, så ser vi altså igen hvordan aristoteliske mundheld såsom ”alt med måde” her ophøjedes til universel gyldighed.

I betragtning af grækernes noget selvcentrerede kulturopfattelse, er det lidet opsigtsvækkende hvordan Aristides i sin tale aktivt søger at skelne mellem grækere og ikke-grækere blandt imperiets underlagte folkeslag. Men omvendt er det dog sensationelt at Aristides utvetydigt giver udtryk for, at romerne decideret overgår grækerne.

I RO 14, 60, 88, 93 og RO 96 giver Aristides nemlig udtryk for, at Rom opdrager og guider grækerne. Denne skildring er især interessant med henblik på den græske påstand om, at græsk kultur og litteratur skulle være ubetinget bedre end den romerske. Jævnfør denne betragtning om det ”alment græske” ville det i sig selv være opsigtsvækkende, eller i det mindste kvalificere som en indrømmelse, om Aristides blot havde sidestillet den græske og romerske kultur.

Således er det ekstra opsigtsvækkende når Aristides her implicit siger, at romerne nu overgår grækerne: Periodens øvrige grækerne var nemlig konsekvente i deres afvisning af romersk kultur, og vi kan endvidere konstatere at Plutark, som levede umiddelbart før Aristides, og som fik tildelt særlige hæderstitler af selveste kejser Hadrian, var en stor fortaler for netop det synspunkt, at græsk kultur var al civilisations udgangspunkt og omdrejningspunkt.

Selvom”Roms Fejring” fremhæver hvor små grækernes bedrifter er i forhold til romernes (RO 88), så foregår størstedelen af talens ros af Rom dog på idiosynkratisk græske præmisser og vider dermed om den Helleno-centrisme som selv de mest velintegrerede grækere har bekendt sig i antoninsk tid.

Den præsokratiske filosofis naturvidenskab

af Ryan Smith, cand.mag.

Hvad ville du sige, hvis jeg fortalte dig, at Einstein, Darwin, Bohr, astronomen Hubble og videnskabsteoretikeren Karl Popper alle var del af det samme teaterstykke for godt 2500 år siden? Nej, det ville jo være umuligt, dengang var de jo ikke engang født! Men så måske alligevel – det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser om filosofien før Sokrates. Det er historien om den præsokratiske filosofi, det er historien om de tidligste filosoffer, det er naturvidenskabeligt teater i seks akter.

Ouverture – tæppet går

Tæppet går op, scenen kommer til syne, og ind kommer Thales fra den græske bystat Milet. Thales har købt nogle babylonske papyrusser på markedet og optræder nu med at forudsige solformørkelser på torvet i Milet. Slut med den mudrede mytologi som siger, at jorden er skabt af guder; jorden må være skabt af naturlige årsager, og Thales kan regne sig frem til dem. Hvis solformørkelser har en rationel årsag, så har jorden det også, og ifølge Thales, må det hele have noget at gøre med vand. Jorden er heller ikke flad, sådan som vi går og tror, men er i virkeligheden rund eller halvkugleformet, og så hviler den i vandskorpen på et soppebassin på samme måde som et æg, der døser rundt i et glas vand. Thales tog derpå et smut til Egypten og opmålte de (dengang ubestigelige) pyramider. Han løste problemet ved at vente til den tid på dagen, hvor skyggerne var lige så lange som de ting, der kastede dem, og målte så pyramidernes skygger. Og inden han gik af scenen, så bad han også sine to hjælpere, Anaximander og Anaximenes, om at komme med en tilfredsstillende forklaring på torden (deres bud var lufttryk i skyer), og dermed lægge grundstenen til termodynamik.

Al begyndelse er svær, men i nogle tilfælde er opfølgningen endnu sværere: Thales har lagt grunden til en god gang gennemsigtig, oplysende videnskab, og ind kommer nu Heraklit, den obskure, den dunkle, den arrogante filosof, som ikke engang samtiden selv kunne forstå. ”Alting flyder,” siger han, ”alt er ild, og alting ændrer sig – konstant!” Faktisk går tingene så hurtigt, at du aldrig kan stikke din tå i den samme flod to gange, for ikke bare floden, men også foden vil have ændret sig fra gang til gang: Hud er skallet af, og nyt er vokset ud; celler er døde, og nye er født; alt i universet er processer, og masse er blot energi. Som Bohrs elev, fysikeren Werner Heisenberg, målløst måtte erkende, så kan man ”læse Heraklits belæringer som en nærmest ordret gennemgang af den moderne fysiks koncepter.” Heraklit takker for komplimentet og opfinder så også lige den transcendentale logos, der senere blev så vigtig for stoikerne, for kristendommens hellenistiske fase (Johannesevangeliet 1:1: ”I begyndelsen var Logos, og Logos var hos Gud, og Logos var Gud.”), og som sine sidste tricks, så hitter Heraklit også på kimen til de eksistentialistiske ruminationer i Kierkegaard og Nietzsche, samt opfinder den dialektik, der senere blev metodisk motor i Lenin, Marx og Hegel. Alt dette, før flammens filosof løber tør for benzin, brænder ud og går af scenen.

Einstein i sandaler

Efter Heraklit har haft travlt ved flammekasteren, kommer Parmenides ind på scenen. Han kigger strengt ud på publikum og hælder så logikkens safirblå is ud over det hele: Alt er det samme, intet ændrer sig, tiden som vi kender den er blot en illusion, og fortid, nutid og fremtid eksisterer kun relativt til hinanden. Ligesom Einstein konkluderer Parmenides, at tiden slet ikke bevæger sig, men at den i virkeligheden står stille, absolut stille. Universet er en massiv, ubevægelig fire-dimensional klods med tiden som fjerde dimension, og i virkeligheden kan du bevæge dig frem og tilbage i tiden med samme fordringsløse nonchalance, som når du lunter ned i kiosken efter smøger. Derfor var videnskabsfilosoffen Karl Poppers første reaktion på relativitetsteorien at stirre mistroisk på Einstein, og for så måbende at udbryde: ”You are Parmenides.”

Relativitetsteorien bliver svær at overgå, ja nu må der virkelig en spektakulær idé til for at overgå Parmenides’ performance. Men efterfølgeren Empedokles lader sig ikke kue: ”Når noget fødes,” lægger han ud, ”så fødes det i dobbelt forstand. Det fødes både som sig selv, og som repræsentant for sin art,” eller som moderne videnskabsmænd ville sige, så fødes det både som genotype og fænotype. ”Og i øvrigt” siger Empedokles, ”så er de arter, vi kender i dag, slet ikke skabt i ét nu: I stedet har de gradvist udviklet sig ud af tidligere arter. Livet er startet i havet for siden at bevæge sig ind på land, og de første arter der levede på jorden, er nu uddøde. Når nogle arter dør ud, og andre lever videre,” fortsætter Empedokles, ”så må det være fordi, at dem, der lever videre, var bedre til at tilpasse sig omgivelserne, end de arter der forsvandt.” Det var simpelthen survival of the fittest.

Atomer og ursuppe

Men inden vi slutter af, så skal handlingen også en tur om Anaxagoras og den tanke, at når mennesker vokser frem af små spermier, og træer vokser frem af små frø, så må det deraf følge, at hele universet engang er vokset frem af uendeligt små byggesten. Som Anaxagoras siger: Engang var hele universet mast sammen til en ultrakomprimeret kop ursuppe, der dengang indeholdt alt, hvad vi i dag finder i verden. Med et stort brag må ursuppen have spredt sig for alle vinde, og det er derfor, at der i dag er afstand mellem verdens bestanddele. Og da alt hvad der i dag findes i verden var del af den samme ursuppe før the big bang, så må jorden blot være én planet blandt mange, og de andre planeter må være derude et sted, kun adskilt fra os af tomrum, uendeligt, ufatteligt tomrum. Selvsikker, og godt tilfreds med sin opdagelse, hæver Anaxagoras sit spyd, og knalder det dybt ned i scenegulvets brædder, inden han bukker for at forlade os.

Men ikke engang the big bang kan triumfere ret længe blandt førsokratikerne, for ind kommer Demokrit: Resolut lirker han spyddet op af scenens skrå brædder, og kaster det frygtløst videre mod nye horisonter: ”Alting består af atomer, nogle er blot usynlige for det blotte øje,” siger han. Og Demokrit har således en afklapsning til Anaxagoras oppe i ærmet: ”Det kan godt være, at hele universet engang var foldet ned til en uendeligt komprimeret ursuppe,” siger han, ”men det, du kalder ’tomrum’, er også en form for materie: Alt er atomer, og det, du kalder ’ingenting’, det er bare lys- og luftatomer, du ikke kan se for dit blotte øje.” Selv sjælen består af atomer, og der er derfor ingen idé, der kan adskille herskere fra andre mennesker: Vi består alle af samme materie, den naturlige samfundsorden for mennesker er derfor et demokrati, og i udgangspunktet bør vi dele og hjælpe hinanden.

Tæppefald

Med Demokrit spiller det naturvidenskabelige teater på sidste akt. Før Demokrit havde de græske filosoffer interesseret sig for sten, ild, fisk og tornadoer – biologi, fysik og kemi. Men efter Demokrits sidste replikker, glider filosofien udi forfald og dekadencen bliver snart uundgåelig, i takt med at etik, teologi og datidens politiske spin, sofismen, gradvist vipper de gamle videnskabsmænd af pinden. Det naturvidenskabelige teaterstykke får således en russian ending, og konturerne af en tragedie tegner sig for læserens indre øje.

Human Enhancement – Gensplejsning af fremtidens mennesker

af Majken Hirche, cand.scient.

Byen sover og alt er stille. Kun lyden fra fingrenes leg på tasterne fylder rummet. Næsten da. For en imponerende samling af bøger og artikler, kaffekopper, tomme coladåser, chips- og slikposer, dunstende pizzabakker og Cup Noodles har invaderet din tilværelse – og dit værelse. Du minder mest af alt om en zombie og har ikke sovet i mange dage. Blot hvilet hovedet en stund, for atter at slå øjnene op til det halvfærdige dokument du skal aflevere i morgen inden kl. 12.

Tusindvis af studerende kan nikke genkendende til scenariet, for når eksamensperioden sætter ind gælder det om at levere varen. Vi presser os selv til kanten, og helst endnu længere, men når træthed og koncentrationsbesvær spænder ben for dagens pensum, finder vi hurtigt ud af, at vi er begrænsede skabninger… eller er vi? – På det sorte marked findes piller, der med et trylleslag kan genoprejse dig fra de døde: Bioteknologien har nemlig givet dig Hjernedopingen.

One Pill makes you Larger…

Hvis vi skal tro en engelsk-amerikansk undersøgelse offentliggjort i Nature, er indtagelsen af kognitionsfremmende midler, eller hjernedoping, et ganske udbredt fænomen blandt studerende på højere læreanstalter. I undersøgelsen havde forskerne spurgt 1.400 amerikanske studerende, om de brugte medikamenter, der var kendt for at kunne forbedre koncentrationsevnen og hukommelsen hos raske mennesker. I gennemsnit svarede 7 % af de adspurgte ja til spørgsmålet, og på et enkelt universitet var fænomenet så udbredt at op mod 25 % benyttede sig af hjernedoping.

I USA er det er imidlertid forbudt at sælge og indtage kognitionsfremmende midler, og bliver man taget med fingrene i pilleglasset, er straffen en tur bag tremmer. Herhjemme er vi lidt mere large omkring den slags, på nær i sportens verden, hvor doping er doping, uanset om det er krop eller sind der får et løft.

Men er det også snyd at indtage kognitionsfremmende stoffer i forbindelse med universitets-arbejde? Og bør det være forbudt? Det er stridens kerne i en hed og intens debat blandt ansatte og studerende på universiteter rundt om i verden; en debat som har affødt endnu flere spørgsmål end den besvarer.

En del af en større debat

For til debatten knytter sig en mere kompliceret og vidtrækkende problematik – human enhancement problematikken. Den handler om de etiske dilemmaer, der er forbundet med den nyeste teknologi og videnskab: Hvor langt bør vi gå i vores optimeringstrang? Og bør vi overhovedet sigte efter at forbedre det raske menneske?

Den aktuelle debat om hjernedoping er dermed blot det seneste led af human enhancement-debatten, og serverer mange af de hovedargumenter vi finder for og imod human enhancement. De skeptiske siger: Det er ikke fair (”nogle har bedre vilkår end andre”-problematikken). Det er unaturligt (”fordi det er menneskeskabt er det unaturligt”-problematikken). Det er farligt fordi vi ikke ved, hvad der kan ske på sigt (”glidebane”-problematikken).

Til det første argument svarer tilhængerne: Mennesker fødes ikke lige skabninger. Vi kommer alle fra vidt forskellige kår – sociokulturelle som biologiske, og derfor finder der alligevel altid uretfærdigheder sted. Til det andet argument svarer tilhængerne, at det simpelthen ikke giver mening at skelne mellem naturen og det menneskeskabte, da mennesket altid har eksisteret i et limbo mellem disse. Og til det tredje, at det er naturligt for mennesket at bryde grænser, og optimere sine livsvilkår, med de midler og metoder det har til rådighed.

Verdens farligste idé

Men er det i virkeligheden så ligetil? – For hvad vil der egentlig ske, når mennesket bevæger sig ud over grænsen for, hvad der er muligt fra naturens hånd? Vil dystopier som Fagre nye verden og Blade Runner rykke tættere på? Vil designer-mennesker med forøgede evner, naturligt søge at herske over ”andenrangs-skabninger” som ”gammeldags mennesker”? Og kan dystre tanker om fremtiden overhovedet bruges til at sige noget om nutiden?

Spørger man filosoffen Francis Fukuyama er svaret klart ja: Fukuyama er en af vor tids største modstandere af hele human enhancement tanken, og i bogen Our Post Human Future: Consequences of the Biotechnology Revolution, gør han blandt andet op med gensplejsning, kognitionsfremmende medicin, idet han skriver: ”Det oprindelige formål med medicin er at helbrede de syge – ikke at lave de raske om til guder.”

Ikke alle er dog enige med Fukuyama: Siden 80’erne har en verdensomspændende bevægelse kaldet Transhumanisterne nemlig plæderet for, at vi med teknologi og videnskab skal transformere mennesket til et væsen med evner, der rækker langt ud over dem vi besidder i dag. Deres fremtidssyn minder mere om Star Trek end om Blade Runner, og de har sågar allerede døbt det nye væsen det posthumane menneske. – Drømmen om et nyt stadie i den menneskelige arts udviklingshistorie er således allerede skudt i gang.

En drøm som Fukuyama kalder ”Verdens farligste idé.”

Psykopatsamfundet – en diskussion af The Psychopath Test

af Ryan Smith, cand.mag.

Psykopati findes ikke længere som psykiatrisk diagnose. Alligevel udøver de 1-2 % psykopater, der findes iblandt os, efter alt at dømme en større indflydelse på samfundet end alle de andre mentalt forstyrrede grupper tilsammen. Teknisk set er psykopaten et komposit af den antisociale og den narcissistiske personlighed, ofte med en mørtel af sadistiske træk. Når den psykiatriske diagnose ikke findes mere, så skyldes det ikke, at psykopaterne gik samme vej som dinosaurerne, men snarere, at Vestens psykologer og psykiatere følte, at etiketten ’psykopat’ var unødigt stigmatiserende for patienten, svær at diagnosticere, og derfor stemte den ud af eksistens.

Men psykopaterne er her stadig. Og frisk fra trykken kommer her den populære journalist, filmmand og forfatter Jon Ronsons seneste bog, The Psychopath Test. Ronson er tidligere kendt for den humoristiske og tankevækkende Them, hvor han infiltrerede ekstremistiske organisationer som Ku Klux Klan og al-Qaeda samt et hemmeligt netværk af nørder, som tror, at verden i virkeligheden styres af rumvæsener. Med Them stillede Ronson skarpt på, hvordan alle slags ekstremister er fælles om en særegen psykologisk profil, og hvor uhyggeligt klarttænkende mænd, der lige har fabuleret om rumvæsener og 72 jomfruer i Paradiset, kan være, når det gælder om at realisere deres politiske mål og fuldføre deres missioner. Men når Ronson er kendt og elsket, så er det først og fremmest for monstersucces’en The Men Who Stare at Goats om det amerikanske militærs forsøg på at træne parapsykologisk skolede synske supersoldater – en slags U.S. Jedi Knights – soldater som kan blive usynlige, gå gennem vægge og – selvfølgelig – slå geder ihjel ved at stirre på dem – en bog, der i 2009 blev filmatiseret med George Clooney i hovedrollen.

Den måske psykopatiske

Nu er Ronson tilbage med endnu en reportage fra psykologiens overdrev, og denne gang har han kastet sig i grams med (for ikke at sige i kløerne på) psykopati. Vi starter i Broadmoor, det topsikrede psykiatriske hospital, som mødre overalt i Storbritanniens fortæller deres børn uhyggelige godnathistorier om og som huser landets værste, ubetinget værste, psykisk syge forbrydere. Her, mellem voldtægtsmænd og barnemordere, møder vi overskudsmennesket Tony. Tony sidder inde, fordi han som teenager overfaldt en hjemløs og sparkede offeret talrige gange i ansigtet, længe efter at offeret var sunket i gulvet. At Tony har det i sig at begå ondsindede voldsforbrydelser, kan der derfor ikke herske tvivl om, men alligevel er det som om, at Tony er fejlcastet til rollen som indsat her blandt den nistrede forsamling af svært medicinerede, overvægtige og retarderede voldsmænd.

Ronson tager en dyb indånding. De indsatte i Broadmoor er så forfaldne, at man næsten kan smage deres sved på besøgsgangen. Men ikke Tony: Han går i jakkesæt, han holder sig slank, og han dufter friskt af eau de cologne. Og på trods af sin ulykkelige skæbne, så kan Tony alligevel finde overskud til at fortælle vittigheder, da Ronson kommer til Broadmoor for at besøge ham. Ja, Tony har det sågar i sig også at interessere sig lidt for Ronson og spørge ind til, hvordan han mon går og har det – i små glimt er det næsten som om, at Tony kan læse Ronson bedre, end Ronson kan læse sig selv.

Ronson spørger til Tonys dom, og Tony fortæller, at han ikke er skør, men at han ved et uheld er havnet i Broadmoor. Ja, han overfaldt og maltrakterede den hjemløse, sådan som han stod anklaget for, men han spillede kun skør, fordi han ønskede at undgå en regulær fængselsstraf. Og så det var ikke engang svært: Tony plagierede et par af de mest makabre replikker fra David Lynch-thrilleren Blue Velvet og optrådte så med sin bedste psykopatparodi foran et panel af psykologer og psykiatere. ”You know what a love letter is? A bullet from a gun!” Tony gav den som sindssyg, og psykiaterne slugte den råt.

Men Tony havde forregnet sig. Han havde håbet på at havne i et lavsikret psykiatrisk hospital i en støvet og gudsforladt forstad, hvor han kunne få tiden til at gå med pizza, Playstation og søde sygeplejersker. Ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig, at han skulle havne i den løvekule, som briterne kalder bloody Broadmoor. Tony slår omgående alle gear i bak; han falder psykiaterne om halsen og trygler dem om at tro på, at han i virkeligheden slet ikke er skør. Han afslører for dem, at han blot stjal one-liners fra Blue Velvet, og han indrømmer, at han spillede skør for at undgå en fuldbyrdet fængselsstraf. Men psykiaterne er mistroiske, og som Tony snart skal finde ud af, så er det at bevise sin normalitet langt sværere end det at ”bevise” sin sindssyge

Hvis Tony gakker ud, så noterer lægerne, at han ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen, og hvis han opfører sig pænt, så skriver de, at terapien i Broadmoor holder hans voldelige dispositioner i skak, hvorfor han heller ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen. Hvis Tony isolerer sig og nægter at snakke om, hvad der interesserer ham, så er han tilbagetrukket og lider ifølge lægerne af schizoid personlighedsforstyrrelse, men hvis han siger til personalet, at han har læst i New Scientist, at humlebier kan sniffe sig frem til sprængstof, så lider han af magisk tænkning og derfor af skizotypisk sindslidelse. Hvis Tony fortæller psykologerne, at han stadig fortryder sin forbrydelse, så mener psykologerne, at han er unaturligt optaget af voldelige episoder, og hvis Tony siger, at han har ændret sig, siden han overfaldt den hjemløse, så mener de, at Tony har dissociativ identitetsforstyrrelse. Der er ingen vej ud for Tony, og til sidst kommer psykiaterne frem til, at Tony i virkeligheden må være psykopat, og derfor, at han heller ikke kan løslades. Tony sidder nu i Broadmoor på syvende år. Om han virkelig er psykopat, det ved ingen, men hvem vil også være den psykiater, som tager chancen og sender ham ud i offentligheden igen?

Psykopati i kjole og fletninger

Men Ronson har en hurtig og zappende stil, så afslutningen på Tonys historie, den får vi aldrig. Til gengæld hører vi om forskere uden for kriminalforsorgen, som prøver at udvikle mere håndfaste metoder til at identificere psykopater. Her hører vi om psykologen, der slår sig op på en omfattende, state of the art-personlighedstest, og om den renhjertede lille pige, der kommer ind på psykologens kontor i fletninger og bolsjestribet kjole, og drillende fortæller, at hun er en slem pige. Pigens testresultater er alarmerende, og hendes hjernescanninger viser da også, at hun bliver opstemt af blod og døde mennesker, hvor andre mennesker normalt bliver bange. Adspurgt til sine karriereplaner svarer hun troligt, at hun gerne vil ind i militæret, fordi hun gerne vil slå ihjel på en ”ok måde”.

Psykologen sidder tilbage i et dilemma: Alt ved pigens psykologiske profil peger på, at hun med stor sandsynlighed vil begå en voldelig forbrydelse, inden hun er fyldt 30. Men hun har endnu en ren straffeattest. Hvad skal psykologen gøre? Og hvad bør vi som samfund gøre? Vil vi i fremtiden tillade forebyggende anholdelser som den, Tom Cruise må flygte fra i science fiction-dramaet Minority Report? Eller vil vi forbyde kriminalforsorgen at hjernescanne folk, på samme måde som vi i dag forbyder forsikringsselskaber at forlange gentests af deres kunder?

Etik uden følelser

Disse spørgsmål behandles desværre ikke tilfredsstillende i The Psychopath Test, men det gør de så til gengæld i Cambridge-professor Simon Baron-Cohens netop udgivede bog, Zero Degrees of Empathy (april 2011). Her præsenterer Baron-Cohen den dugfriske hypotese, at psykopater kan være en slags ”omvendte autister”: Både autister og psykopater har et mangelfuldt følelsesliv, men hvor autisterne mestrer upersonlige systemer (såsom matematik, mekanik og software-programmering), så er psykopaterne i stedet mestre i at væve intrigante spind mellem mennesker, designet til at udnytte andre og manipulere med deres følelser.

I modsætning til psykopaterne formår autisterne nemlig at kompensere for deres manglende empati ved at opbygge et rigidt og absolutistisk moralkodeks i stil med den tyske filosof Immanuel Kants: I Kants lettere autistiske morallære ville det nemlig være forkert at lyve for en manisk øksemorder, der i sin frådende blodrus spørger dig, hvor han kan finde den nærmeste børnehave, for som Kant siger, så er det altid forkert at lyve. Omvendt er et af de helt centrale symptomer på psykopati, at man formår at servere den ene løgn efter den anden uden nogensinde at fortrække en mine. Autister og psykopater mangler begge empati, men de to grupper er på mange måder et spejlbillede af hinanden, hvorfor Baron-Cohen bruger sin nye bog til at døbe dem Zero-Positive (autisterne) og Zero-Negative (psykopaterne).

Jesus forældet?

Usædvanlig hjerneanatomi. Goldt og minimalt følelsesliv. Omvendte autister. Det lyder jo meget mekanisk alt sammen, men betyder det så, at psykopati er medfødt og ikke til at ændre på? Ifølge både Ronson og Baron-Cohen samt også en verdens førende psykopatforskere, psykologen Robert Hare, så trækker svaret i retning af et ja. Videnskaben mangler endnu de sidste brikker, men såfremt MRI-scanningernes resultater står til troende, så er ægte psykopati både medfødt og fuldstændig uhelbredeligt. Hvis dét er rigtigt, så kan det få store konsekvenser for menneskehedens selvforståelse og for den måde, som vi har indrettet samfundet på. Særligt kan to store samfundsgrupper komme til at stå som tabere i fremtidens værdikamp.

Den første af de to grupper er dem, der tror på det kristne moralkodeks: Hvis det viser sig, at psykopater har en grundlæggende hjernefejl, og at de simpelthen ikke kan kureres, så er det (på trods af den skotske filosof David Humes advarsler om at slutte fra ’er’ til ’bør’) en meget dårlig idé at holde fast i tilgivelse som den højeste moralske værdi. Når op imod 30 % af Vestens mordere er psykopater, så hjælper det ikke, at vi som samfund ophøjer de mennesker, som gang på gang formår at tilgive, til rollemodeller. Står man over for en psykopat – en neuralt defektiv person, der ikke føler skyld – så er tilgivelse det samme som at indrømme egen svaghed – og dermed sanktionere handlingen.

Folk som Mattæusevangeliets Dronning Herodias kan sagtens have været psykopater, og for psykopater er tilgivelse meningsløst, idet deres går den så går den-anskuelse dikterer, at kun straf og afskrækkelse kan holde dem fra at begå voldelige forbrydelser. Hvor Jesus lærte os tilgivelse, så sværgede Buddha i stedet til medfølelse som menneskehedens vigtigste værdi, og efterhånden som vi får bedre kendskab til det menneskelige urværks indre mekanik, så kan det meget vel vise sig, at Buddha i virkeligheden var den største morallærer af de to. Psykopater har med overhængende sikkerhed ikke godt af tilgivelse, og almindelige mennesker har det muligvis heller ikke. Efterhånden som videnskaben skrider frem, kan det meget vel vise sig, at troen på tilgivelse over det lange løb har gjort mere skade end gavn, præcis sådan som den tyske filosof og polemiker Friedrich Nietzsche aldrig blev træt af at påstå.

Den anden samfundsgruppe, der står til at tabe i morgendagens værdikamp, er den venstrefløj (inkl. og især Det Radikale Venstre), som i årtier har slået på tromme for, at terapi og rehabilitering er bedre end lange fængselsstraffe. Efter snart 60 års forskning på området må videnskaben konstatere, at ingen form for rehabilitering kan sænke risikoen for, at psykopater begår nye forbrydelser, når de kommer ud igen. Ofte viser terapien sig endda at forhøje psykopaternes chancer for at begå nye forbrydelser (i visse tilfælde med helt op til 20 %), ligesom al psykologernes indfølende snak om at ”optræne empati” blot tjener til at give psykopaterne en endnu bedre forståelse af de følelser, som de allerede aflæser bedre end os andre, men som de ikke selv oplever eller føler sig bundet af. Og netop derfor er de stærkeste og mest tungtvejende afsnit af The Psychopath Test dem, der med Ronsons uprætentiøse enkelhed udstiller, hvor lidt de såkaldte mental health professionals (dvs. psykologer og psykiatere), samt den øvrige behandlerindustri, egentlig ved, og hvor meget skade de gør, når de lægger sig ud med mennesker, der forstår det psykologiske spil uendeligt bedre, end de nogensinde selv kommer til.

Fra fængslet til bestyrelseslokalet

Men en reportage om psykopaterne i vort samfund ville slet, slet ikke være komplet, hvis den udelukkende holdt sig til kriminalforsorgen. ”Hvor finder man da ellers psykopater?” spørger Ronson uskyldigt, og svaret falder prompte fra stjernepsykologen Robert Hare: ”Psykopaterne på dødsgangen har ødelagt familier,” siger Hare med et alvorligt blik, ”men psykopaterne på Wall Street har ødelagt civilisationer.” Hare startede egentlig også i kriminalforsorgen, men skiftede siden spor for at afdække, hvordan psykopaterne også er et finde i toppen af store virksomheder. Hares bog om corporate-psykopater, Snakes in Suits, blev en international bestseller, ligesom Sanne Udsens danske pendant, Psykopater i Jakkesæt, blev populær på at åbne op for den mulighed, at det, du bare troede, var en exceptionelt dårlig leder, meget vel kan vise sig at være en psykopat.

Psykopater på Wall Street er sikkert som amen i kirken. Ifølge journalisten Matt Taibbi er visse dele af finanssektoren sågar ”en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden”. Blæksprutten suger og suger, og ifølge Robert Hare er psykopatchefer netop en af grundene til, at det er comme il faut blandt direktører at føre sig frem med astronomiske repræsentationskonti, villaer på størrelse med fodboldbaner, og flåder af privat-jets som konstant skal stå til rådighed: Den psykopatiske psyke er som en hullet spand, og uanset hvor meget der hældes i den, så vil spanden forblive tom. Psykopatens glæde består udelukkende i at rage til sig og aldrig i at værdsætte det, som han allerede har. De er umættelige sorte huller, der som den japanske mytologis gaki-ånder er dømt til for evigt at spise uden nogensinde at blive mætte.

Psykopater på sommerferien

The Psychopath Test en velskrevet og underholdende letvægter, der på trods af sine godt 300 sider kan læses i løbet af en eftermiddag. Ligesom Ronsons tidligere bøger er her tale om en letlæst knaldreportage i gonzo-genren, og undervejs kigger man flere gange op fra bogen for at sikre sig, at det vitterligt er en nonfiction-bog om virkelige mennesker og ikke en Chuck Palahniuk-roman a la Choke eller Fight Club man her har med at gøre. At Ronson kan koge et alvorligt og svært emne som psykopati ned til en slags underholdning vidner om hans store evner som formidler, og det er afgjort Ronsons (og bogens) styrke, at han med enkle virkemidler kan få hvad som helst til at virke spændende og letforståeligt.

Desværre er underholdningsiveren også Ronsons store svaghed, for selvom det unægtelig er effektivt at spænde plottet for sensationalismens vogn, så overspiller Ronson simpelthen sin hånd: Uanset hvad der fortælles, om det er de makabre detaljer fra et blodigt knivmord eller blot en fortælling om Ronson, der har siddet derhjemme i sutsko og surfet Wikipedia, så skal det absolut fortælles med den sensationalistiske WOW!-faktor, der efterhånden er blevet hovedingrediensen i Ronsons litterære serveringer. Ronson mestrer sin manøvre, men bruger den alt for ofte, hvilket bliver utroligt trættende i længden.

Ikke desto mindre er The Psychopath Test dog et oplagt bud på en spændende gang sommerferielæsning for den, der poolside vil koble af til massemord, insiderhandel og en generel kritik af det psykiatriske system. Der er ingen tætte eller tunge passager på de 300 sider, men til gengæld er der masser af cliffhangers og spændingsmomenter, der vil få læseren til skynde sig videre gennem bogen. Og så er alle pointerne så letfordøjelige, at de glider ubesværet ned, selv hvis ferien skulle byde på larm i ørene, sol i øjnene og mojitos i blodet.

Jon Ronson

The Psychopath Test – A Journey Through the Madness Industry

292 sider

Picador 2011

 

 

Psykopatsamfundet

 

Psykopati findes ikke længere som psykiatrisk diagnose. Alligevel udøver de 1-2 % psykopater, der findes iblandt os, efter alt at dømme en større indflydelse på samfundet end alle de andre mentalt forstyrrede grupper tilsammen. Teknisk set er psykopaten et komposit af den antisociale og den narcissistiske personlighed, ofte med en mørtel af sadistiske træk. Når den psykiatriske diagnose ikke findes mere, så skyldes det ikke, at psykopaterne gik samme vej som dinosaurerne, men snarere, at Vestens psykologer og psykiatere følte, at etiketten ’psykopat’ var unødigt stigmatiserende for patienten, svær at diagnosticere, og derfor stemte den ud af eksistens.

 

Men psykopaterne er her stadig. Og frisk fra trykken kommer her den populære journalist, filmmand og forfatter Jon Ronsons seneste bog, The Psychopath Test. Ronson er tidligere kendt for den humoristiske og tankevækkende Them, hvor han infiltrerede ekstremistiske organisationer som Ku Klux Klan og al-Qaeda samt et hemmeligt netværk af nørder, som tror, at verden i virkeligheden styres af rumvæsener. Med Them stillede Ronson skarpt på, hvordan alle slags ekstremister er fælles om en særegen psykologisk profil, og hvor uhyggeligt klarttænkende mænd, der lige har fabuleret om rumvæsener og 72 jomfruer i Paradiset, kan være, når det gælder om at realisere deres politiske mål og fuldføre deres missioner. Men når Ronson er kendt og elsket, så er det først og fremmest for monstersucces’en The Men Who Stare at Goats om det amerikanske militærs forsøg på at træne parapsykologisk skolede synske supersoldater – en slags U.S. Jedi Knights – soldater som kan blive usynlige, gå gennem vægge og – selvfølgelig – slå geder ihjel ved at stirre på dem – en bog, der i 2009 blev filmatiseret med George Clooney i hovedrollen.

Den måske psykopatiske

Nu er Ronson tilbage med endnu en reportage fra psykologiens overdrev, og denne gang har han kastet sig i grams med (for ikke at sige i kløerne på) psykopati. Vi starter i Broadmoor, det topsikrede psykiatriske hospital, som mødre overalt i Storbritanniens fortæller deres børn uhyggelige godnathistorier om og som huser landets værste, ubetinget værste, psykisk syge forbrydere. Her, mellem voldtægtsmænd og barnemordere, møder vi overskudsmennesket Tony. Tony sidder inde, fordi han som teenager overfaldt en hjemløs og sparkede offeret talrige gange i ansigtet, længe efter at offeret var sunket i gulvet. At Tony har det i sig at begå ondsindede voldsforbrydelser, kan der derfor ikke herske tvivl om, men alligevel er det som om, at Tony er fejlcastet til rollen som indsat her blandt den nistrede forsamling af svært medicinerede, overvægtige og retarderede voldsmænd.

 

Ronson tager en dyb indånding. De indsatte i Broadmoor er så forfaldne, at man næsten kan smage deres sved på besøgsgangen. Men ikke Tony: Han går i jakkesæt, han holder sig slank, og han dufter friskt af eau de cologne. Og på trods af sin ulykkelige skæbne, så kan Tony alligevel finde overskud til at fortælle vittigheder, da Ronson kommer til Broadmoor for at besøge ham. Ja, Tony har det sågar i sig også at interessere sig lidt for Ronson og spørge ind til, hvordan han mon går og har det – i små glimt er det næsten som om, at Tony kan læse Ronson bedre, end Ronson kan læse sig selv.

 

Ronson spørger til Tonys dom, og Tony fortæller, at han ikke er skør, men at han ved et uheld er havnet i Broadmoor. Ja, han overfaldt og maltrakterede den hjemløse, sådan som han stod anklaget for, men han spillede kun skør, fordi han ønskede at undgå en regulær fængselsstraf. Og så det var ikke engang svært: Tony plagierede et par af de mest makabre replikker fra David Lynch-thrilleren Blue Velvet og optrådte så med sin bedste psykopatparodi foran et panel af psykologer og psykiatere. ”You know what a love letter is? A bullet from a gun!” Tony gav den som sindssyg, og psykiaterne slugte den råt.

 

Men Tony havde forregnet sig. Han havde håbet på at havne i et lavsikret psykiatrisk hospital i en støvet og gudsforladt forstad, hvor han kunne få tiden til at gå med pizza, Playstation og søde sygeplejersker. Ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig, at han skulle havne i den løvekule, som briterne kalder bloody Broadmoor. Tony slår omgående alle gear i bak; han falder psykiaterne om halsen og trygler dem om at tro på, at han i virkeligheden slet ikke er skør. Han afslører for dem, at han blot stjal one-liners fra Blue Velvet, og han indrømmer, at han spillede skør for at undgå en fuldbyrdet fængselsstraf. Men psykiaterne er mistroiske, og som Tony snart skal finde ud af, så er det at bevise sin normalitet langt sværere end det at ”bevise” sin sindssyge.

Hvis Tony gakker ud, så noterer lægerne, at han ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen, og hvis han opfører sig pænt, så skriver de, at terapien i Broadmoor holder hans voldelige dispositioner i skak, hvorfor han heller ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen. Hvis Tony isolerer sig og nægter at snakke om, hvad der interesserer ham, så er han tilbagetrukket og lider ifølge lægerne af schizoid personlighedsforstyrrelse, men hvis han siger til personalet, at han har læst i New Scientist, at humlebier kan sniffe sig frem til sprængstof, så lider han af magisk tænkning og derfor af skizotypisk sindslidelse. Hvis Tony fortæller psykologerne, at han stadig fortryder sin forbrydelse, så mener psykologerne, at han er unaturligt optaget af voldelige episoder, og hvis Tony siger, at han har ændret sig, siden han overfaldt den hjemløse, så mener de, at Tony har dissociativ identitetsforstyrrelse. Der er ingen vej ud for Tony, og til sidst kommer psykiaterne frem til, at Tony i virkeligheden må være psykopat, og derfor, at han heller ikke kan løslades. Tony sidder nu i Broadmoor på syvende år. Om han virkelig er psykopat, det ved ingen, men hvem vil også være den psykiater, som tager chancen og sender ham ud i offentligheden igen?

 

Psykopati i kjole og fletninger

 

Men Ronson har en hurtig og zappende stil, så afslutningen på Tonys historie, den får vi aldrig. Til gengæld hører vi om forskere uden for kriminalforsorgen, som prøver at udvikle mere håndfaste metoder til at identificere psykopater. Her hører vi om psykologen, der slår sig op på en omfattende, state of the art-personlighedstest, og om den renhjertede lille pige, der kommer ind på psykologens kontor i fletninger og bolsjestribet kjole, og drillende fortæller, at hun er en slem pige. Pigens testresultater er alarmerende, og hendes hjernescanninger viser da også, at hun bliver opstemt af blod og døde mennesker, hvor andre mennesker normalt bliver bange. Adspurgt til sine karriereplaner svarer hun troligt, at hun gerne vil ind i militæret, fordi hun gerne vil slå ihjel på en ”ok måde”.

 

Psykologen sidder tilbage i et dilemma: Alt ved pigens psykologiske profil peger på, at hun med stor sandsynlighed vil begå en voldelig forbrydelse, inden hun er fyldt 30. Men hun har endnu en ren straffeattest. Hvad skal psykologen gøre? Og hvad bør vi som samfund gøre? Vil vi i fremtiden tillade forebyggende anholdelser som den, Tom Cruise må flygte fra i science fiction-dramaet Minority Report? Eller vil vi forbyde kriminalforsorgen at hjernescanne folk, på samme måde som vi i dag forbyder forsikringsselskaber at forlange gentests af deres kunder?

 

Etik uden følelser

Disse spørgsmål behandles desværre ikke tilfredsstillende i The Psychopath Test, men det gør de så til gengæld i Cambridge-professor Simon Baron-Cohens netop udgivede bog, Zero Degrees of Empathy (april 2011). Her præsenterer Baron-Cohen den dugfriske hypotese, at psykopater kan være en slags ”omvendte autister”: Både autister og psykopater har et mangelfuldt følelsesliv, men hvor autisterne mestrer upersonlige systemer (såsom matematik, mekanik og software-programmering), så er psykopaterne i stedet mestre i at væve intrigante spind mellem mennesker, designet til at udnytte andre og manipulere med deres følelser.

 

I modsætning til psykopaterne formår autisterne nemlig at kompensere for deres manglende empati ved at opbygge et rigidt og absolutistisk moralkodeks i stil med den tyske filosof Immanuel Kants: I Kants lettere autistiske morallære ville det nemlig være forkert at lyve for en manisk øksemorder, der i sin frådende blodrus spørger dig, hvor han kan finde den nærmeste børnehave, for som Kant siger, så er det altid forkert at lyve. Omvendt er et af de helt centrale symptomer på psykopati, at man formår at servere den ene løgn efter den anden uden nogensinde at fortrække en mine. Autister og psykopater mangler begge empati, men de to grupper er på mange måder et spejlbillede af hinanden, hvorfor Baron-Cohen bruger sin nye bog til at døbe dem Zero-Positive (autisterne) og Zero-Negative (psykopaterne).

 

Jesus forældet?

Usædvanlig hjerneanatomi. Goldt og minimalt følelsesliv. Omvendte autister. Det lyder jo meget mekanisk alt sammen, men betyder det så, at psykopati er medfødt og ikke til at ændre på? Ifølge både Ronson og Baron-Cohen samt også en verdens førende psykopatforskere, psykologen Robert Hare, så trækker svaret i retning af et ja. Videnskaben mangler endnu de sidste brikker, men såfremt MRI-scanningernes resultater står til troende, så er ægte psykopati både medfødt og fuldstændig uhelbredeligt. Hvis dét er rigtigt, så kan det få store konsekvenser for menneskehedens selvforståelse og for den måde, som vi har indrettet samfundet på. Særligt kan to store samfundsgrupper komme til at stå som tabere i fremtidens værdikamp.

 

Den første af de to grupper er dem, der tror på det kristne moralkodeks: Hvis det viser sig, at psykopater har en grundlæggende hjernefejl, og at de simpelthen ikke kan kureres, så er det (på trods af den skotske filosof David Humes advarsler om at slutte fra ’er’ til ’bør’) en meget dårlig idé at holde fast i tilgivelse som den højeste moralske værdi. Når op imod 30 % af Vestens mordere er psykopater, så hjælper det ikke, at vi som samfund ophøjer de mennesker, som gang på gang formår at tilgive, til rollemodeller. Står man over for en psykopat – en neuralt defektiv person, der ikke føler skyld – så er tilgivelse det samme som at indrømme egen svaghed – og dermed sanktionere handlingen.

 

Folk som Mattæusevangeliets Dronning Herodias kan sagtens have været psykopater, og for psykopater er tilgivelse meningsløst, idet deres går den så går den-anskuelse dikterer, at kun straf og afskrækkelse kan holde dem fra at begå voldelige forbrydelser. Hvor Jesus lærte os tilgivelse, så sværgede Buddha i stedet til medfølelse som menneskehedens vigtigste værdi, og efterhånden som vi får bedre kendskab til det menneskelige urværks indre mekanik, så kan det meget vel vise sig, at Buddha i virkeligheden var den største morallærer af de to. Psykopater har med overhængende sikkerhed ikke godt af tilgivelse, og almindelige mennesker har det muligvis heller ikke. Efterhånden som videnskaben skrider frem, kan det meget vel vise sig, at troen på tilgivelse over det lange løb har gjort mere skade end gavn, præcis sådan som den tyske filosof og polemiker Friedrich Nietzsche aldrig blev træt af at påstå.

 

Den anden samfundsgruppe, der står til at tabe i morgendagens værdikamp, er den venstrefløj (inkl. og især Det Radikale Venstre), som i årtier har slået på tromme for, at terapi og rehabilitering er bedre end lange fængselsstraffe. Efter snart 60 års forskning på området må videnskaben konstatere, at ingen form for rehabilitering kan sænke risikoen for, at psykopater begår nye forbrydelser, når de kommer ud igen. Ofte viser terapien sig endda at forhøje psykopaternes chancer for at begå nye forbrydelser (i visse tilfælde med helt op til 20 %), ligesom al psykologernes indfølende snak om at ”optræne empati” blot tjener til at give psykopaterne en endnu bedre forståelse af de følelser, som de allerede aflæser bedre end os andre, men som de ikke selv oplever eller føler sig bundet af. Og netop derfor er de stærkeste og mest tungtvejende afsnit af The Psychopath Test dem, der med Ronsons uprætentiøse enkelhed udstiller, hvor lidt de såkaldte mental health professionals (dvs. psykologer og psykiatere), samt den øvrige behandlerindustri, egentlig ved, og hvor meget skade de gør, når de lægger sig ud med mennesker, der forstår det psykologiske spil uendeligt bedre, end de nogensinde selv kommer til.

 

Fra fængslet til bestyrelseslokalet

 

Men en reportage om psykopaterne i vort samfund ville slet, slet ikke være komplet, hvis den udelukkende holdt sig til kriminalforsorgen. ”Hvor finder man da ellers psykopater?” spørger Ronson uskyldigt, og svaret falder prompte fra stjernepsykologen Robert Hare: ”Psykopaterne på dødsgangen har ødelagt familier,” siger Hare med et alvorligt blik, ”men psykopaterne på Wall Street har ødelagt civilisationer.” Hare startede egentlig også i kriminalforsorgen, men skiftede siden spor for at afdække, hvordan psykopaterne også er et finde i toppen af store virksomheder. Hares bog om corporate-psykopater, Snakes in Suits, blev en international bestseller, ligesom Sanne Udsens danske pendant, Psykopater i Jakkesæt, blev populær på at åbne op for den mulighed, at det, du bare troede, var en exceptionelt dårlig leder, meget vel kan vise sig at være en psykopat.

 

Psykopater på Wall Street er sikkert som amen i kirken. Ifølge journalisten Matt Taibbi er visse dele af finanssektoren sågar ”en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden”. Blæksprutten suger og suger, og ifølge Robert Hare er psykopatchefer netop en af grundene til, at det er comme il faut blandt direktører at føre sig frem med astronomiske repræsentationskonti, villaer på størrelse med fodboldbaner, og flåder af privat-jets som konstant skal stå til rådighed: Den psykopatiske psyke er som en hullet spand, og uanset hvor meget der hældes i den, så vil spanden forblive tom. Psykopatens glæde består udelukkende i at rage til sig og aldrig i at værdsætte det, som han allerede har. De er umættelige sorte huller, der som den japanske mytologis gaki-ånder er dømt til for evigt at spise uden nogensinde at blive mætte.

 

Psykopater på sommerferien

 

The Psychopath Test en velskrevet og underholdende letvægter, der på trods af sine godt 300 sider kan læses i løbet af en eftermiddag. Ligesom Ronsons tidligere bøger er her tale om en letlæst knaldreportage i gonzo-genren, og undervejs kigger man flere gange op fra bogen for at sikre sig, at det vitterligt er en nonfiction-bog om virkelige mennesker og ikke en Chuck Palahniuk-roman a la Choke eller Fight Club man her har med at gøre. At Ronson kan koge et alvorligt og svært emne som psykopati ned til en slags underholdning vidner om hans store evner som formidler, og det er afgjort Ronsons (og bogens) styrke, at han med enkle virkemidler kan få hvad som helst til at virke spændende og letforståeligt.

 

Desværre er underholdningsiveren også Ronsons store svaghed, for selvom det unægtelig er effektivt at spænde plottet for sensationalismens vogn, så overspiller Ronson simpelthen sin hånd: Uanset hvad der fortælles, om det er de makabre detaljer fra et blodigt knivmord eller blot en fortælling om Ronson, der har siddet derhjemme i sutsko og surfet Wikipedia, så skal det absolut fortælles med den sensationalistiske WOW!-faktor, der efterhånden er blevet hovedingrediensen i Ronsons litterære serveringer. Ronson mestrer sin manøvre, men bruger den alt for ofte, hvilket bliver utroligt trættende i længden.

 

Ikke desto mindre er The Psychopath Test dog et oplagt bud på en spændende gang sommerferielæsning for den, der poolside vil koble af til massemord, insiderhandel og en generel kritik af det psykiatriske system. Der er ingen tætte eller tunge passager på de 300 sider, men til gengæld er der masser af cliffhangers og spændingsmomenter, der vil få læseren til skynde sig videre gennem bogen. Og så er alle pointerne så letfordøjelige, at de glider ubesværet ned, selv hvis ferien skulle byde på larm i ørene, sol i øjnene og mojitos i blodet.

 

Jon Ronson

The Psychopath Test – A Journey Through the Madness Industry

292 sider

Picador 2011