Category Archives: Politik

E-cigaretter – for sundhedens skyld

Af Ryan Smith, forfatter og redaktør

“Efter 20 års forsøg på at kvitte cigaretterne er jeg omsider holdt op med at ryge. Jeg er så stolt af, at det omsider lykkedes for mig, og jeg håber, at denne teknologi vil komme så mange som muligt til gavn i deres stræben efter at kvitte tobakken.”

Ovenstående udsagn tilhører en midaldrende amerikansk mand. Teknologien, som hjalp ham med at blive sin dårlige vane kvit, var hverken nikotintyggegummi eller nikotinplastre, men de såkaldte E-cigaretter: Elektroniske cigaretter, der producerer vanddamp, når der suges på dem.

E-cigaretter indeholder ikke tobak og udsætter ikke omgivelserne for nogen form for røg. Men indåndingen af damp betyder, at mange rygere oplever det at ryge en E-cigaret som sammenligneligt med ”den ægte vare.” Så ægte, at E-cigaretter allerede har overhalet nikotinplastre og nikotintyggegummi som befolkningens foretrukne måde at kvitte smøgerne på i flere vestlige lande.

En undersøgelse bragt i lægetidsskriftet The Lancet har da også vist, at E-cigaretter er markant mere effektive end traditionelle rygestopsprodukter, når det handler om at få folk til at lægge tobakken på hylden. Med E-cigaretter har vi altså at gøre med en opfindelse, som beviseligt redder liv. Men dog er det ikke alle, der er glade.

Selektivt udsyn

Hos Kræftens Bekæmpelse, samt i en række kommuner og regioner herhjemme ser man med strenge øjne på E-cigarettens indtog. Her er man ikke i tvivl om, at E-cigaretter skal omfattes af rygeloven, som var de rigtige cigaretter, eller sågar forbydes. I en række spørgsmål og svar på deres hjemmeside skriver Kræftens Bekæmpelse: ”E-cigaretter bør betragtes som anden rygning og kun bruges udendørs.”

Opslaget mere end antyder, at E-cigaretter kan være kræftfremkaldende, og ikke ét sted i Kræftens Bekæmpelses artikel fremhæves så meget som en enkelt positiv egenskab ved E-cigaretter. Mest påfaldende er Kræftens Bekæmpelses ”selektive overblik”: Organisationen fæstner sig ved, at det ikke er blevet bevist, at E-cigaretter er fuldstændig uskadelige, mens man undlader at nævne, at E-cigaretter efter alt at dømme er temmelig uskadelige.

Ved at læse Kræftens Bekæmpelses vejledning kunne man tro, at E-cigaretter og tobakscigaretter var omtrent lige farlige. Det er der dog intet, der tyder på.

Ifølge en nylig rapport fra den britiske lægemiddelsstyrelse, MHRA, lyder vort bedste estimat, at E-cigaretter er omtrent 1000 gange mindre skadelige end rigtige cigaretter. Endvidere fandt MHRA’s rapport, at enhver risiko forbundet med brugen af E-cigaretter ”sandsynligvis er meget lille.” Rapporten fandt også, at der ”er et fravær af empiriske beviser” for E-cigaretternes skadevirkninger, og at ”vi ingen beviser har” for, at E-cigaretter er skadelige.

Intet af dette finder Kræftens Bekæmpelse det værd at nævne for læseren, ligesom de mange undersøgelser, som har konkluderet at E-cigaretter er uskadelige, forbigås i stilhed. Kræftens Bekæmpelse mister troværdighed, når de anlægger en tendens, som vildleder mere end den orienterer og oplyser.

Som vi så ovenfor, så er E-cigaretter markant mere effektive som rygestopsteknologi end de eksisterende produkter på markedet. Hvis Kræftens Bekæmpelses mål er at bekæmpe cancer, så har organisationen ikke råd til at være nidkær over for E-cigaretter.

Det er muligt, at modstanden bunder i velmenende idealisme, men på det praktiske plan er det uhensigtsmæssigt at tage rygernes bedste chance for at blive røgfri ud af hænderne på dem.

Sundhedsskadelig idealisme

Uden for Kræftens Bekæmpelse, i landets byråd og på offentlige arbejdspladser, har modstanden været knap så sundhedsfagligt funderet. Her har man mestendels været optaget af at ”sende et signal” om, at ”rygning ikke er acceptabelt.”

Også her lader det dog til, at man lader det gode være det bedstes fjende. Når vi har mulighed for at lade én teknologi erstatte en anden, så spørger vi ikke, hvorvidt den nye teknologi har ulemper. Vi spørger, hvorvidt den nye teknologi udgør en netto forbedring af bundlinjen. Da vi lod biler erstatte hestevogne, spurgte vi ikke, om biler havde ulemper (det havde de), men om de udgjorde en netto forbedring over hestevogne (det gjorde de).

Hvis vi antager, at den britiske lægemiddelsstyrelses vurdering af E-cigaretterne er korrekt, så udgør nem og billig adgang til E-cigaretter entydigt en forbedring af bundlinjen. Skulle der ske en netto forværring, så ville det kræve, at 1000 mennesker, som ikke tidligere havde haft omgang med tobakscigaretter, begyndte at ryge E-cigaretter for hver tobaksryger, som E-cigaretterne gjorde røgfri.

I denne sammenhæng kan idealisme på sundhedsområdet således meget vel ende med at gøre mere skade på folkesundheden end en pragmatisk og afslappet holdning til E-cigaretterne kan.

Feminisme uden fremtid

Det klassiske feministiske verdensbillede, hvor mænd altid er skurke og kvinder altid er ofre, har ikke holdt trit med realiteterne i samfundet. Feminismen har reduceret sig selv til baggrundsstøj og billig underholdning. Skal feminismen have en fremtid, så må den genopfinde sig selv.

Af Ryan Smith, forfatter og redaktør

Kønsdebatten er blevet et fast indslag i mediestrømmen. Slagsmålene er personfikserede, og emnet tiltrækker ustandseligt forurettede hunkøn, som skruer bissen på og strammer budskabet en ekstra gang. Kønsdebatten er godt avisstof. Men indholdsmæssigt rykker debatten sig ikke.

margaret-thatcher Én grund til, at debatten ikke kommer videre, er, at feminister ofte betjener sig af en ubestemmelig, amorf argumentationsform, som undlader at basere sig på empiri. I stedet appellerer man til en udefineret uretfærdighedsfornemmelse, som får lov til at erstatte konkrete data. Lad os tage et par eksempler.

På hjemmesiden EarntheNecklace.com sammenligner fagre frøkener i 20-års-alderen tricks til, hvordan de kan udnytte ældre mænds sexlyst til at lokke flest mulige Gucci-tasker og Cartier-diamanter ud af deres ”Daddies,” inden den ældre part lugter lunten og trækker sig i vanære. Nu kunne man mene, at det var mænd, der var ofrene her, men i det amerikanske feministmagasin Jezebels dækning af sagen var det alligevel kvinderne, som var ofre. Ifølge Jezebel var det nemlig ”samfundets billede af kvinder,” der havde fået de unge nymfer til at opsøge ældre mænd, sortere dem efter indkomstniveau og så antyde, at diamanter og dyre middage kunne føre til sex.

Et andet eksempel: Den britiske psykolog Cordelia Fine blev med debatbogen ’Delusions of Gender’ (2010) en heltinde i feministiske kredse. I bogen forklarer Fine, at selvom undersøgelser viser, at kvinder ikke længere føler sig diskrimineret af mænd, så er det også en form for undertrykkelse, når mænd undlader at diskriminere kvinder. Fraværet af en ydre kritik er ifølge Fine blevet til et ”internt tyranni,” som stadig plager kvinder. Feministerne fik, hvad de bad om. Men fraværet af diskrimination kan med appel til den tågede uretfærdighedsfølelse omgøres til endnu et kors, som kvinder må bære, ligesom den feministiske logik kan forvandle de unge damer på ’Earn the Necklace’ til ofre.

I den klassiske feministiske optik er det altid mænd, der er skurke og kvinder der er ofre, uanset hvad realiteterne i den enkelte sag måtte være. Klassisk feminisme udbreder et verdensbillede, hvor mænd er ansvarlige for kvinders dårligdomme, og hvor kvinder kun vil hinanden det godt. Det er bare ikke sandt.

Da den amerikanske forfatter Hanna Rosin i sin bog ’The End of Men’ (2012) beskrev, hvordan kvinder nu i gennemsnit klarer sig bedre end mænd i USA, var hendes mest højlydte kritikere ikke mænd, men kvinder. De anklagede hende for at ignorere, hvor hårdt den enkelte kvinde i virkeligheden har det. Og da Facebook-chefen Sheryl Sandberg i indeværende år meldte ud, at kvinder, som vil til tops i erhvervslivet, bliver nødt til at arbejde lige så meget som mænd og være lige så synlige på arbejdspladsen som mænd, var hendes kritikere ikke mænd, men kvinder, som tog afstand fra budskabet om hårdt arbejde og selvpromovering.

Disse hændelser passer ikke på det klassiske feministiske verdensbillede, hvor kvindernes trængsler skyldes modstand fra mænd. Derimod passer de fint på resultaterne af en videnskabelig undersøgelse fra McMaster University, som har vist, at kvinder har tendens til at være kritiske over for andre kvinder, som skiller sig positivt ud.

Feminismens anden kongstanke – at forskelsbehandlingen er struktureret sådan, at mænd får alle fordelene, mens kvinder får alle ulemperne – holder heller ikke, når den undersøges videnskabeligt. Feministerne har ret i, at der findes forskelsbehandling i samfundet, men at påstå, at denne forskelsbehandling udelukkende fungerer negativt i retning af kvinder, og positivt i retning af mænd, er udtryk for masochistisk selvbedrag.

I socialvidenskaberne snakker man om den såkaldte ”Women are Wonderful”-effekt, som senest er blevet påvist i en undersøgelse fra Northwestern University. Denne effekt går ud på, at det samme budskab vurderes mere positivt af både kvinder og mænd, når det lægges i munden på en kvinde. Begge køn diskriminerer altså til fordel for kvinder, men det har den klassiske feminisme ikke fundet lejlighed til at problematisere.

Ligeledes har en undersøgelse fra University of Michigan (2012) vist, at retssystemet systematisk straffer kvinder mildere end mænd, selv når forbrydelsen er ens. Selvom straffeloven er kønsneutral på papiret, så tilgodeser den altså kvinder i praksis. Heller ikke dét har feministerne fundet det værd at problematisere.

I virkelighedens verden har vi altså at gøre med et mangesidigt spind af forskelsbehandling, hvor begge køn er adressat for både fordele og ulemper. Den forsimplede feministiske idé om kvinder som kroniske ofre og mænd som kroniske udnyttere understøttes ikke af fakta. Den holdes udelukkende i live af en ubestemmelig uretfærdighedsfølelse, som kan bortforklare hvad som helst.

I udviklingspsykologien siger man, at den, der ikke lærer at acceptere frustration og hårdt arbejde som en naturlig del af livet, udvikler anlæg for narcissisme. Den, som oplever bekræftelse og succes uden at skulle kæmpe for det, udvikler sig til at forvente, at verden skylder hende et behageligt liv, uden at hun behøver gøre en indsats. Den feminisme, som altid vil finde en forklaring på kvinders problemer, der ligger uden for kvinden selv, byder på skadelige, men forførende illusioner om, at der er noget galt med verden, hvis ikke kvinder kommer let til et frustrationsløst liv på første klasse. Den stopper aldrig op for at spørge sig selv, om frustration mon er en naturlig del af voksenlivet.

Som den amerikanske psykolog Theodore Millon har skrevet, så kendetegnes narcissistisk argumentation ved dens forcerede, falske og let gennemskuelige karakter, hvor selv de spinkleste, mest selvmodsigende bevisstumper oppustes til at passe med den begærede konklusion.

Argumentationen for feminisme er netop præget af en sådan shoppen rundt mellem bevisstumper: Man må ikke forvente noget af folk på baggrund af køn, men hvis ikke kvinder er repræsenteret på lige fod med mænd, så må feminister alligevel godt have forventninger om kvoter, der udelukkende beror på køn. Der er ingen forskel på mænd og kvinder, men er der en ledig, højtlønnet og prestigiøs post i en mandsdomineret virksomhed, så kan kvinder alligevel bidrage med noget ubestemmeligt, mystisk-mangfoldigt, og så er der alligevel forskel på kvinder og mænd. Vores forventninger til kønnet skabes ifølge feministerne udelukkende af sproget, men samtidig fremmer feministerne selv et sprog, hvor kvinder altid er ofre.

Den narcissistiske berettigelse fortsætter som en flænge ned gennem den feministiske fortælling: Over de sidste par måneder har The Guardian kørt en artikelserie om, hvordan man kan lave om på filosofi, så faget ikke virker så skræmmende på kvinder. Langt fra ønsket om at blive målt på kunnen, og ikke køn, ønsker man nu køn betragtet som en berettigelse, der vejer tungere end faglige evner.

Margaret Thatcher og Marie Curie beviser tilsammen at der ikke er nogen faglig tinde, som kvinder ikke kan nå, blot fordi de er kvinder. De to var interesserede i deres respektive discipliner på fagenes egne præmisser, og de forlangte ikke fysik, kemi eller politik lavet om til at passe bedre med deres kønsmæssige præferencer.

Intet af dette er for at benægte, at der findes kønsbestemt forskelsbehandling, som er skadelig for mænd og kvinders udfoldelsesmuligheder og identitetsfølelse, og som samfundet ville være bedre tjent uden. Men som vi har set, så er klassisk feminisme ikke så meget en ligebehandlingsideologi, som det er en kamp for kvinders særinteresser. Feminisme som ligebehandlingsideologi og feminisme som kvindekamp er på kollisionskurs, og nok så mange bisætninger i debatindlæg og hasteansatte mandemedarbejdere på Kvinfo kan ikke gøre de to inkarnationer af feminismen kompatible.

Hvis feminismen skal have en fremtid, så skal den genopfinde sig selv som en ”Feminisme 2.0” – en ligebehandlingsideologi, som modarbejder alle typer forskelsbehandling på et civilaktivistisk og tværpolitisk grundlag. Og som sætter retten ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn over ønsket om at omfordele og regulere sig til et liv på første klasse.

Søren Hviid Pedersen, Martin Heidegger, Carl Schmitt og det liberale demokrati

Søren Hviid Pedersen påstår, at han ikke er inspireret af den tyske jurist Carl Schmitt, som han ellers har omtalt rosende ved flere lejligheder. Søren Hviid Pedersen har også en positiv mening om antidemokratiske tænkere som Martin Heidegger, Joseph de Maistre og Louis de Bonald. Søren Hviid Pedersen mener dog selv, at hans ros til Heidegger og Schmitt udelukkende er af akademisk karakter og intet har med hans egen mening at gøre. I debatten er der dog dem (eks. Christopher Arzrouni og Ole Birk Olesen), som vil gøre Søren Hviid Pedersen til totalitær og/eller fascist/nazist på baggrund af hans præference for disse teoretikere. Det er dog næppe en korrekt diagnose. Hviid Pedersen er snarere ordenskonservativ, for så vidt som orden (og ikke frihed) er det højeste gode i hans politiske univers. En ordenskonservatisme, som kan være totalitær, men ikke behøver være det. For så vidt er det meget passende, at Hviid Pedersen taler højt om Heidegger. Heideggers ordenskonservatisme er meget større og bredere end hans medløberi over for nazismen. En generøs tolkning kunne være, at nazismen “kom forbi” Heideggers næse på rette sted og tidspunkt, og at den lignede noget, der var “tæt nok” på Heideggers ordenskonservatisme, til at han smed sit lod i deres skål i et forsøg på at præge bevægelsen i det, han så som den “rigtige” retning. Hvad der i alle tilfælde stadig står tilbage, er, at Heidegger, sammen med Schmitt, tilhører en ordenskonservativ tradition, som ikke lader sig forene med det “det liberale demokrati” dvs. demokrati med forfatningsmæssige begrænsninger og magtdeling. Vi kan jo ikke læse Søren Hviids tanker. Men man kan konstatere, at han gang på gang kommer med udsagn, som ikke er forenelige med den type demokrati, som vi i dag har i Vesten. Eksempelvis det citerede: “Genuint demokrati er forsøget på at skabe den totale identifikation mellem borgerne og herskerne.” Samt dette:

“Det at skabe en fælles folkesuverænitet, som kan slå mest muligt igennem. En af måderne, man kan forhindre det på, er jo selvfølgelig at tale om individets rettigheder, konstitutioner, grundlov, magtens tredeling og så videre. Det er nogen barrierer, noget der sætter nogen grænser for dette forsøg på at lave den totale identifikation mellem borgere og det politiske system. Fordi så vedbliver de med at være private mennesker, private borgere. Så kan vi gå rundt og holde på vores og skabe uorden og ballade.”

Søren Hviid Pedersen siger selv, at disse udtalelser udelukkende faldt, fordi han var inviteret til at holde foredrag om en bestemt teoretiker, nemlig Carl Schmitt, men den forklaring passer dårligt med, at Søren Hviid Pedersen tidligere har forsvaret lignende tiltag i avisklummer under eget navn. F.eks. her, hvor han erklærerer sig modstander af individuelle rettigheder og forfatningsmæssige begrænsninger i en avisklumme. Det var vel ikke, fordi han holdt foredrag om en bestemt teoretiker?

“Fejlslutningen består i, at demokrati kun er godt, når det også kombineres med liberalisme og menneskerettigheder, hvilket er noget forfærdeligt vrøvl. Demokrati er et folks ret til selv at bestemme indholdet af de politiske beslutninger, hverken mere eller mindre. … Hvis de vil indføre Sharialov i deres lande har de selvfølgelig enhver ret til at gøre det…”

Mere om Heidegger

For nogle år siden kom der nogle forelæsninger frem, som Heidegger havde holdt under krigen. Det var ikke køn læsning. Bogstavelige forsvar for lebensraum og blot und boden. Men igen, Heidegger var større end sin nazisme. Heidegger var mere end blot en rejsekammerat for nazisterne. Han smed sit lod i deres skål, lod sig udnævne og dekorere, og mente, at han selv havde forstået nazismen bedre end så mange andre. Hans Sein und Zeit er fra 1927, altså før den nazistiske magtovertagelse. Men det står dog klart fra Sein und Zeit, at subjektet hos Heidegger ikke kan være individet, men kun ‘folket’ eller ‘det værende’ selv. Senere udviklede han så dette grundpræmis (som ganske rigtigt ikke behøver være nazistisk, men som omvendt heller ikke har nogen intrinsiske egenskaber, som forhindrer det i at gå i ét med nazismen) til en politisk filosofi, som bliver en fuldbyrdet støtte til nazismen (og som han aldrig rigtig undskyldte for efter krigen).

Heidegger stjal sandsynligvis også ideer fra østlige tænkere. Flere folk ved Freiburg Universitet har set ham sidde og læse Taoisme og Zen-buddhisme op til, at han pludselig “opfandt” nondualistisk fænomenologi. Dog uden at gøre reference til nogen af disse østlige tankeretninger i sit eget værk. Han var i øvrigt en gennemført ubehagelig person, den kære Heidegger – smed Husserl ud fra Freiburgs universitetsbibliotek, fordi han var jøde, og løj for sin samtids Nietzsche-historikere om, at han havde nogle af Nietzsches notesbøger gemt af vejen, som ville sætte hele Nietzsche-forskningen i et nyt lys, hvis han offentliggjorde dem (han havde nogle notesbøger, men det, der stod i dem, var stort set det samme som i tidligere kendte notesbøger fra Nietzsches hånd).

Det er alt sammen, som filosoffen Karl Popper har sagt:

“I appeal to the philosophers of all countries to unite and never again mention Heidegger or talk to another philosopher who defends Heidegger. This man was a devil. I mean, he behaved like a devil to his beloved teacher [Husserl], and he has a devilish influence on Germany.”

Hvis offline copyright var ligesom internet copyright.

Et tankeeksperiment: Hvis offline copyright var ligesom internet copyright.

Samme dag, som Dan Browns nyeste bestseller kommer på markedet, køber du den og genudgiver den i dit eget navn. I denne process står der en hel industri af forlæggere og bogtrykkere klar til at hjælpe dig. De gør det gratis for dig – det eneste, de forlanger til gengæld, er at få lov til at plastre ‘din’ bog til med reklamer, som de tjener pengene på. Bogen foræres gratis væk til forbrugerne.

Hvis nogen prøver at holde dem ansvarlige, henviser de til et smuthul i loven og undskylder sig med, at de ikke kunne vide, at Dan Brown ikke ville have sin bog givet gratis væk, og at de heller ikke kunne vide, om han kunne tænke sig, at få del i de reklamepenge, som andre tjener på at give hans bog væk uden tilladelse.

Når Dan Brown opdager en ulovlig udgave af sin bog i cirkulation, så kan han sende en juridisk formular ud til forlæggeren, som stopper for cirkulationen. Men hvert brev stopper kun en enkelt forlæggers distribution af hans værk, og han skal selv holde øje med, at den samme forlægger ikke pludselig begynder at distribuere hans bog igen.

Er man lige præcis Dan Brown, så kan man hyre nogle high roller-advokater, som muligvis kan kradse den tabte fortjeneste ind ved sagsanlæg (*hvis* de vinder og først til udbetaling efter flere år). Er man imidlertid *ikke* Dan Brown, men blot en almindelig forfatter, så kan man se til, mens tredjeparten både skader ens mulighed for at profitere på ens arbejde og stikker de penge, som de har tjent på den uautoriserede udbredelse af ens værk, i egen lomme.

ACTA og SOPA var forfærdelige stykker lovgivning. Men de problemer, som de søgte at adressere, er ægte nok.

Kristendommen og frihed

Af Ryan Smith

I slutningen af 00’erne og starten af 10’erne har vi haft en debat, hvor en række debattører (Henrik Gade Jensen, Christopher Arzrouni, Frederik Stjernfelt, Jacob Mchangama, Dennis Nørmark, Rune Engelbreth Larsen og Katrine Winkel Holm m.fl.) hver har givet deres syn på ”kristendommen og frihed.”

Er det kristendommen, som har ført os frem mod oplysning og demokrati, videnskab og liberalisme? Eller har kristendommen tværtimod udgjort en kæp i hjulet på denne udvikling, ja ligefrem været fjendtlig over for den?

I det følgende vil jeg se nærmere på et par af de argumenter, der hidtil er faldet i debatten.

Argument 1: Kristendommen beskyttede lærdom.

I favør for kristendommen fremføres det ofte, at den katolske kirke beskyttede lærdom i middelalderen, hvor arven fra antikken var trængt tilbage, og hvor Europa synes en fattig og voldspræget ravnekrog mærket af intellektuel stagnation.

Vi må dog starte ved begyndelsen: Kristendommen sprang ikke ind i historien midt i middelalderen, men strækker sig derimod tilbage til antikken. Og netop antikkens største lærdomscenter, biblioteket i Alexandria, blev jo ifølge visse kilder nedbrændt af fanatiske kristne. I antikken finder vi ligeledes de gnostiske udrensninger, hvor flere religiøse skrifter er blevet brændt som følge af en overlagt kristen forfølgelse.

I Nordafrika gjorde kirkefaderen Tertullian også sit til at bidrage til den intellektuelle udrensning, som kristendommen forestod. Tertullian advokerede for et sacrificium intellectus, altså en ofring af alt intellektuelt, som ikke talte kristendommens sag. Tertullian var blandt de første kristne, som decideret begyndte at forbyde lærdom og filosofi for sin menighed; et kunststykke som kirkefaderen Augustin snart gjorde ham efter i sin nedsættende tale om filosoffer og videnskabsmænd. På grund af kristendommens sacrificium intellectus fik sekulær videnskab og filosofi mindre at skulle have sagt i den kristne sen-antik, end disse sekulære videns-discipliner havde haft i de forgange 600 år. Hvis den græske filosof Xenofanes havde fremsat sin religionskritik i 1500 e.Kr. og ikke i 500 f.Kr. (som han historisk gjorde), så var han endt på bålet, og hans skrifter var blevet brændt. Hvis Buddha’en havde udbredt sin lære i det kristne Europa, var det gået ham ligeså. Beskyttede kristendommen virkelig lærdom?

Ganske vist er der meget, som tyder på, at kristendommen vitterligt beskyttede lærdom og bevarede filosofiske skrifter i middelalderen. Men som vi har set ovenfor, så indtræder kristendommen først i denne beskyttende rolle efter at have foretaget et omfattende udrensningsarbejde og udøvet en omfattende meningskontrol (gerne med brug af dødsstraf) i offentligheden.

En institution eller trosretning, som godt nok beskytter og promoverer lærdom, men som samtidig udøver kontrol med, hvilken lærdom offentligheden må få adgang til, kan næppe være nogen sand ven af lærdom. Sovjetunionen promoverede også lærdom (udover den marxistiske lære lagde man også stor vægt på at uddanne befolkningen i skak, kemi og klassisk musik). Men det afgørende element var ikke Sovjetunionens omgang med den lærdom, den synes om. Det var dens omgang med den lærdom, den ikke synes om, såsom de amerikanske frimarkedstænkeres bøger.

Situationen i Sovjet var på mange måder den samme som i middelalderens munkeklostre: Også her promoverede man ”apolitisk” lærdom i form af eksempelvis geometri og medicin. Men hvad vil det egentlig sige at beskytte lærdom, når man ikke beskytter den frie tanke, men kun den rette tanke? Det er i hvert fald svært at se, hvordan denne diktatoriske tankegang skulle fremme frihed og demokrati, videnskab og liberalisme.

Argument 2: ”Okay, men de protestantiske kristne beskyttede lærdom.”

Fra pro-kristen side hævdes det af og til, at vi ikke kan regne med katolikker og urkirkefolk som Tertullian og Augustin, da kun de protestantiske og reformerte retninger inden for kristendommen er ”egentligt” kristne. Her er det historisk indlysende, at man ikke kan adskille kristendommen fra de første 1500 år af Jesusdyrkelsens historie uden at bekende sig åbent til en historicistisk determinisme.

Den Jesus-sekt, der startede som en mellemøstlig dommedagskult omkring år 30, var ganske rigtigt afgørende forskellig fra den nordeuropæiske, protestantiske kristendom, der som følge af sociale, økonomiske og geopolitiske faktorer frigjorde sig fra det katolske overherredømme i Rom. Men at argumentere for, at protestantismen beskytter lærdom er noget ganske andet end at hævde, at kristendommen beskyttede lærdom. Førstnævnte har en langt kortere og langt mere homogen historie, og de protestantiske lande er ens på en lang række andre områder end religion. Med andre ord behøver kulturen i de nordeuropæiske lande ikke skyldes protestantismen; det kan lige så vel være protestantismen, som skyldes kulturen i de nordeuropæiske lande.

I 1600-tallets Danmark havde man i øvrigt for vane at forbyde og afbrænde bøger, som protestantiske teologer ikke billigede. Det vil jeg vende tilbage til.

Argument 3: Den romerske kejserdyrkelse var totalitær, mens kristendommen havde en indbygget sekularisme.

I den forudgående debat om kristendom og frihed er det flere gange blevet hævdet, at hvis ikke romerne var blevet kristnet, så ville den moderne verden være endt som en totalitær massedyrkelse af den romerske kejserkult. Da kristendommen afløste kejserkulten, kan kristendommen således siges at have haft en frigørende indvirkning på Europas udvikling, lyder argumentet.

Romernes kejserdyrkelse og en troende kristens dyrkelse af sin Gud er imidlertid to størrelser, som ikke uden videre kan sammenlignes. For romerne gjaldt det, at så længe den enkelte borger anerkendte kejseren som en gud, så var vedkommende fri til at dedikere sig til det mylder af andre guder, som florerede inden for, og på tværs af, Romerrigets grænser. For de kristne i senantikken var der derimod kun én Gud, og man var ikke bleg for at forfølge de romere, som nægtede at opgive deres tidligere tro til fordel for kristendommen.

Den romerske kejserdyrkelse var en primitiv antropomorf gudedyrkelse i den homeriske heltetradition – den var en slags personlig holdningstilkendegivelse. Kristendommen var en monoteistisk, abrahamistisk religion, som gennem størstedelen af sin levetid har bekendt sig til dogmet: ”Du må ikke have andre guder end den kristne.”

Kejserkulten var ældre end kristendommen. Da kristendommen kom ind på scenen, lavede den en radikal omfortolkning af, hvad religion skulle have at sige i Romerriget. Ikke i retning af sekularisering eller tolerance, men i retning af påtvungen monoteisme og dødsstraf for kritikere af deres religion.

Var det virkelig kejserkulten, som var totalitær?  Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Argument 4: Kristendommen stillede sig ikke i vejen for oplysningen og demokrati.

Et sidste argument lyder: Måske fremmede kristendommen ikke oplysningen og demokratiet, men omvendt stillede kristendommen sig heller ikke i vejen herfor. Okay. Lad os starte med at se bort fra alle de fritænkere, der blev brændt som kættere, oplysningsfolk, der blev forfulgt, og de tusindvis af almindelige mennesker, der mistede livet under tortur under modreformationen. Tilbage står stadig det akavede faktum, at man ikke skaber noget ved at undlade at bekæmpe det. Jeg har aldrig bekæmpet Justin Timberlakes forsøg på at blive en verdensstjerne, men derfor bilder jeg mig da ikke ind, at jeg har skabt hans succes.

Historikeren J.G.A. Pocock forklarer i sin doktorafhandling, The Machiavellian Moment, hvordan kristne teologers foretrukne samfundsform frem til renæssancen var at se fyrsten som Guds stedfortræder på jord. Skulle andre samfundsgrupper blande sig i magtudøvelsen, så var det i deres øjne bare til besvær (og i øvrigt i strid med kristendommen). Pocock viser, hvordan det i høj grad er Machiavellis idehistoriske fortjeneste , at den europæiske politologiske tænkning fik brudt op på den tradition. Men for at gøre dette måtte Machiavelli ikke alene lægge sig ud med sin samtids kristne tænkere; han måtte også gribe tilbage til det førkristne Rom for at vise os vejen frem mod frihed, oplysning og demokrati.

I Skotland havde kristne aktører held til at holde oplysningsfilosoffen David Hume fra at opnå fastansættelse på universitetet i Edinburgh grundet dennes agnosticisme.

I Danmark så vi en lignende udvikling: Da retstænkerne Hugo Grotius, Samuel Pufendorf og Christian Thomasius foreslog den forsigtige revision, at selv om kongemagten var guddommelig, så var kongens magt dog ikke desto mindre implicit blevet overdraget til monarken af folket, så afvistes disse betragtninger fuldkommen af de danske protestantiske tænkere Johannes Vandal (i 1667) og H.G. Masius (i 1687).

Tyskeren Thomasius forsøgte at tage til genmæle, men ingen dansker fik nogensinde hans modskrift at læse, da den danske kongemagt og de danske protestantiske tænkere stod sammen om at beordre hans skrifter brændt på bålet. Er det virkelig sandt, at kristendommen ikke stillede sig i vejen for oplysning og demokrati?

Konklusion

Således har jeg her undersøgt fire faktisk forekommende argumenter i den tilbagevendende debat om kristendommens indflydelse på Europas udviklingshistorie. Ingen af disse forhold skal naturligvis ligge nutidens kristne til last, men udelukkende tjene til at pege på, at kristendommens historiske forhold til demokrati, ytringsfrihed, videnskab og liberalisme næppe er så ligefrem, som visse debattører af og til lader forstå.

For and Against Income Inequality

FOR: If you have a primitive zero-sum mentality then you assume growing affluence for the rich must somehow be causing the immobility of the poor, but, in reality, the two sets of problems are different, and it does no good to lump them together and call them “inequality.”

AGAINST: Interesting how that doesn’t of Americas population went from owning 50% of the total wealth to 80% over the last 60 years. The poor may have gotten a better minimum wage but compared to the total economy, minimum wages is a drop in the ocean. Looking at salaries as independant entities instead of relative to each other is not only ignorant – it is also amazingly bad science.

Some say that the poor should “work harder” but 40 hours work a week at Walmart still entitles you to welfare food coupons because you earn so little. So how the would anyone work more than that and still have the time to gain more skills so you can get a better paid job? Not to mention a family or whatever is in your life?

FOR: The economy isn’t a zero-sum game and there’s absolutely no reason to believe that it is. You might want to confiscate the wealth of the 1% (or the 5% or whatever percentage they make up), but there is no reason to believe that that would *in itself* improve social outcomes for the others or for the least well-off.

It’s easier to make money once you have some, and/or have the skill sets and elite networks that help you make money. Those processes feed into each other. But that doesn’t mean that anybody’s corporate bonus makes teenagers drop out of high-school, or that lack of marketable skills is in any way *caused* by the wealth of others.

The distribution of total wealth in the US might have been changed, but that doesn’t mean money has changed hands. The more likely explnation is that it’s been created in industries and sectors whose owners have seen their wealth increase, while others who haven’t been similarly invested in profitable industries haven’t had any increases in wealth.

There simply isn’t a single social phenomenon called inequality.

Some economic inequality is the result of some people having made fortunes in ways that wouldn’t have been possible save for unjust trade regulations, tariffs, corporate subsidies, anti-competitive interventions, patents or other kinds of trade manipulation. (Or even just by being public contractors.) People should be angry about that and suspicious toward the fact that wealth tends to follow power as elites get entrenched, but that’s not a case for more market intervention – it’s a case for less.

AGAINST: The minimum wage is too low to live on. I’m pretty sure that the people actually working at walmart, their families and people they would like to buy stuff from would care that they dont have more money.

FOR: At any given time, there will be an infinite number of potential jobs or ways to spend to your time that *won’t* pay the bills, or that will even cost you money. Hobbies, over-staffed industries, obsolescent jobs (not many flint smiths out there), unproductive industries, where the salary will be very low. On the other end of the scale, there are some highly paid jobs that are very unpleasant, and a few that are both pleasant and well-paid. There are a tiny number of ways to make massive amounts of money and the competition in those fields is very though.

You can’t legislate that away — the salary someone can make doing a given job will vary from, say, minus 1000 dollars an hour to 10.000 or maybe a million dollars an hour. At any point on that scale you’ll find ways to spend your time, some of which will be able to attract willing buyers. Say the minumum wage is $7.24. Imposing this hard cut-off doesn’t do anything except shut down all the jobs that people were willing to pay between $0.01 and $7.24 an hour for.

Some authors get paid huge advances and make millions, others have to distribute their books for free online, and still others pay to have them self-published. Does that mean the book industry is broken?

Anonym konservativ skrivelse

Redaktionen har modtaget en skrivelse fra en selverklæret konservativ.  Anonyme breve populære i medierne og har undertiden stor politisk slagkraft i Danmark. Derfor vælger vi at bringe det her.

Kære liberale venner

Vi konservative ved jo godt, at det forsvar for frivillighed, som I liberale plæderer for, er en overlegen moralsk position. Det er blandt andet derfor, at det er så svært at få os til overhovedet at forholde os til jeres argumenter.

I stedet for ordentlige modargumenter har I fået karikaturer om Sunny Beach og Bacardi Breezers. Karikaturer, som forbløffende mange af mine konservative meningsfæller har svælget i, mens de har ignoreret handsken, som I liberale har kastet for konservatismens fødder. Ja, skal jeg være ærlig, så tror jeg, at det er et tegn på desperation.

Vi ved jo godt, at hvis man kigger på den lange bane, så var det de liberale ideer, som sejrede, sådan som Ryan Smith beskrev det i Jyllands-Posten 05.10.2011 og som Erik Winther Paisley argumenterede for i Berlingske 23.10.2013. Disse kritikker har mestendels efterladt os konservative forstummet, og det med rette, må jeg skynde mig at tilføje.

Ikke desto mindre må jeg minde om, at I liberale dog også har taget fejl i nyere tid: I var alt for optimistiske omkring indvandringen (I undervurderede betydningen af kultur), og I var alt for optimistiske omkring EU-projektet (sandt at sige var vi nok begge for uskyldige og troede, at et overnationalt, teknokratisk organ kunne gå fri af den iboende tendens til at mele sin egen kage, som man alle dage finder i politik). Det er denne historiens lektie: At samfundet er for komplekst til uden videre at blive underkastet gennemgribende lænestolsreformer og DJØF’icering, som der for mig at se er vi konservatives bedste argument imod jer liberale: Jeres universalisme er prisværdig, og jeg ville ærlig talt ønske, at der var flere af mine konservative meningsfæller, som delte den. Resultatet af, hvad der sker, når man ikke deler universalismen, er jo et forsvar for Sharia i de muslimske lande og enkeafbrændinger i Indien, som vi for nylig har set Søren Hviid Pedersen fremføre i konservatismens navn.

Pedersen er et ekstremt eksempel, og som du nok har set, så er vi flere konservative, der ikke er enige med ham. Han viser os faren i anti-universalismen. På den anden side må vi så også kunne blive enige om, at vi ikke kan fare ud i verden med soldater og hvad ved jeg, lige så snart der er nogen, der opfører sig barbarisk. For ærlig talt, så er næsten hele den ikke-vestlige verden indhyllet i barbari. Jeg synes da også, det var smukt, hvordan det liberalkonservative Storbritannien legede verdens politimand og egenhændigt endte slaveriet i 1800-tallet. Men vi er i dag i en anden situation: Vesten har ikke råd til andet end at være økonomisk med sin universalisme.

Må jeg i samme ombæring beklage, at flere af mine meningsfæller mener, at de institutioner vi må bevare på statens hænder, lige pludselig også skal omfatte Danmarks Radio (som i indeværende år [2013] blev taget i at arrangere en demonstration til fordel for en venstreorienteret dagsorden). Det siger sig selv, at man ikke kan have en masse mennesker til at leve fyrsteligt for statens penge og så forvente, at disse mennesker skal forholde sig kritisk til selvsamme statsprojekt.

Det bedste, man kan håbe på, når man giver penge til overflødige organisationer er, at det, som Radio 24-7 forvaltes af en lille gruppe, som bruger skatteydernes penge til at forgylde deres venner og meler deres egen kage. Lad os bare være ærlige: Det projekt ved vi jo begge to godt har fejlet i at give den gennemsnitlige skatteyder værdi for sine penge. Som konservativ kernevælger ville jeg i hvert fald hellere have givet de samme penge til at holde liv i den humanistiske forskning på universiteterne.

Ja, du hørte rigtigt, min liberale ven: Vi konservative kan nemlig også godt være kritiske over for staten på en god dag. Mens jeres udgangspunkt er individet og de borgerlige frihedsrettigheder, så er vores udgangspunkt familien, socialt ansvar og anstændighed og en kultur, der understøtter disse.  Vi er som to stridslystne folkeskarer, der nærmer sig det samme punkt, men fra forskellige vinkler. Fordi vi kommer fra forskellige vinkler, så tror mindre ånder i hver gruppe, at vi skal slås. Men behøver ikke være tilfældet. Derfor dette brev.

Og ja: Netop hvad angår kultur, så har I måttet lægge ryg til ufattelig meget affekteret (men irrelevant) kritik af jeres smag hen over sommeren 2013, hvilket jeg selvfølgelig godt ved er latterligt. Ikke mindst fordi det var fra mine liberale ungdomsvenner, at jeg lærte at sætte pris på Monteverdi og det Platoniske korpus.

Rent metafysisk, så vil jeg fastholde, at der er en fællesnævner i det, vi mennesker oplever som æstetisk. Men det er også videnskabeligt bevist, at den subjektive variation inden for det spillerum inden for det, som vi finder skønt, er så markant, at ethvert forsøg på at fastsætte æstetiske tærskler for, hvilken kunst, der fortjener statsstøtte, er håbløs. Det styrker blot den grundlæggende sandhed, at jo flere penge, der skal fordeles ad politisk vej, des flere konflikter vil der være i samfundet. Og det er faktisk noget, som vi konservative er imod, idet vi netop vil lade familier og traditioner afgøre slige ting. Hellere enkefru Pedersens Fond end Statens Kunstfond!

Så ved I hvad: Lad os slå halv skade. Vi ved jo begge to godt, at Danmark ikke har brug for fem skatteyderbetalte symfoniorkestre. Lad os skære foretagendet ned til to: Ét til Østdanmark og ét til Vestdanmark. Politik er også det muliges kunst.

Med ærbødige hilsener,
Den konservative

Capitalism and Income Redistribution

Many people think of the term ‘Capitalist’ as pejorative or abusive. This is a Marxist vestige; people think of a ‘capitalist’ as someone who only thinks of money and does not shy away from exploiting people.

But ‘capitalist’ – as in the sense that one exploits economics of scale by amassing capital is beneficial to both producer and consumer. E.g. it is cheaper for one factory to make 1 million laptops than for four factories to make 250k laptops each. The more that is produced in one place – through amassed capital – the cheaper and better for all parties. There is no modern society that does not harness this principle. Even Venezuela, Soviet Russia, etc. were ‘capitalist’ in the sense that they relied on massed capital.

Capitalism and Income Redistribution

People often think favorably of Income Redistribution. But they typically don’t think of the following:

(1) People don’t spend their money on the same thing. I.e. give a poor person a little more money, and they will use it to buy more stuff. Give a rich person a little more money, and they are more likely to invest it (because they already have all their basic needs covered). Investment is better than consumption for society in the long run. That is why Ronald Reagan (and G.W. Bush) tried to give special tax cuts for the rich. It worked moderately OK under Regan, but worse under Bush, because. While the rich did invest under Bush, they invested in jobs overseas that were more competitive than American jobs. From the time of Reagan, and to the time of G.W. Bush, globalization had taken place.

However, in terms of fairness, one should be against all special tax cuts for both rich and poor. The ideal taxation would be for everyone to pay a flat percentage of their income in taxes, e.g. 25%. This way, the rich will still pay more, but there will be fewer conflicts and fewer state-created “winners and losers” in society.

(2) Redistribution: Redistribution is destructive. I.e. if the government takes 1$ from you and gives it to poor Betty down the street, this is not free. The government, banks, etc. all have to expend resources to tax you, transfer the money, control that poor Betty is really eligible for receive aid, etc.

So redistribution doesn’t just move money around. It moves money around but destroys some of that money in the process, as the money is sucked into un-gainful activities, i.e. bureaucracy. Now of course you can still think that destroying some value is acceptable save people from starvation or dying of disease, etc. – most people certainly do – but redistribution will always cause some value to be lost as explained above.

The question is then how much value you think it is acceptable to lose in order to have a more egalitarian society. Most people tend to think it is acceptable in critical matters, but once you’re just redistributing in order to feel good about “doing something for the poor” it becomes very important to factor in that you are also destroying value that could potentially benefit the poor (because the rich will have more money to invest and develop new products).

There is a very good book about this: Economics in One Lesson.