Category Archives: Politik

12 Præsokratikeres Politiske Temperament

  1. Thales – apolitisk.
  2. Anaximander – enten konservativ eller en art socialliberal.
  3. Anaximenes – apolitisk.
  4. Xenofanes – proto-liberal. Mere klassisk liberal end libertær.
  5. Heraklit – apolitisk. Dog antidemokrat.
  6. Parmenides – apolitisk.
  7. Zenon – apolitsk.
  8. Melissus – apolitisk.
  9. Empedocles – proto-socialist.
  10. Demokrit – demokrat.
  11. Sokrates – apolitisk.
  12. Platon – radikal kollektivist og teknokrat.

Karina Lorentzen Dehnhardts hykleri

  • Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) i 16. Noveber 2013 i Politiken: “Jeg tror sjældent på forbud som en god løsning.”
  • Karina Lorentzen 10. April 2011 i BT: “Jeg synes ikke, der er noget galt med forbud, hvis de bliver udstedt af fornuftige mennesker. Og vi er jo fornuftige i SF”

INFP MBTI Type Portrait

  • Portrait of an INFP MBTI Type. If you want an MBTI test, go here to test your personality.
  • If you’re uncertain as to what your type is (but you think it’s INFP or INFJ), go here to take the INFP or INFJ Test.
  1. In the routines rituals of daily living, INFPs tend to be compliant and may even prefer having decisions made on their behalf–until their value system is violated.
  2. INFPs also may, at times, assume an unwarranted familiarity with a domain, because their global, impressionistic way of dealing with reality may have failed to register a sufficient number of details for mastery.
  3. INFPs can make outstanding novelists and character actors, for they are able to efface their own personalities in their portrayal of a character in a way other types cannot.
  4. At times, in fact, INFPs may seem fearful of exuberant attainment, afraid that current advances may have to be paid for with later sacrifices.
  5. To understand INFPs their cause must be understood, for they are willing to make unusual sacrifices for someone or something believed in.
  6. At work, INFPs are adaptable, welcome new ideas and new information, are well aware of people and their feelings, and relate well to most, albeit with some psychological distance.
  7. Thus INFPs may live a paradox, drawn toward purity and unity but looking over the shoulder toward the sullied and desecrated.
  8. The deep commitment of INFPs to the positive and the good causes them to be alert to the negative and the evil, which can take the form of a fascination with the profane.
  9. The almost preconscious conviction that pleasure must be paid for with pain can cause a sense of uneasiness in the family system of an INFP, who may transmit an air of being ever-vigilant against invasion.
  10. INFPs present a calm, pleasant face to the world and are seen as reticent and even shy.
  11. INFPs have a gift for interpreting symbols, as well as creating them, and thus often write in a lyric fashion.
  12. Often they hear a calling to go forth into the world to help others; they seem willing to make the necessary personal sacrifices involved in responding to that call, even if it means asking others to do likewise.
  13. INFPs prefer the valuing process over the purely logical.
  14. They often have a subtle tragic motif running through their lives, but others seldom detect this inner minor key.
  15. Life with an INFP will go gently along for long periods, until an ideal is struck and violated.
  16. They are sensitive to the feelings of others and enjoy pleasing those they care for.
  17. Although they demonstrate a cool reserve towards others, inside they are anything but distant.
  18. They have a strong capacity for devotion, sympathy, and adaptability in their relationships, and thus are easy to live with.

Prospectors, analyzers og defenders

af G.L.S.

I forretnings verdenen taler man overordnet om tre forskellige strategier. Disse kaldes prospectors, analyzers og defenders. Prospectors er innovative virksomheder som Google, der er proaktive og dermed foran trends. Trendsættere kan man kalde dem. De er gode til at øjne muligheder og tør tage chancer. Analyzers er bagud i forhold til prospectors, da de først påbegynder projekter når de er set succesfulde andre steder, eller når de kan analysere sig frem til at der er en efterspørgsel. De er mindre risikovillige end prospectors, men klarer sig fint, grundet god research. Langt de fleste virksomheder har denne strategi, især i dag hvor data er så nemt tilgængeligt. De sidste er defenders. Dette kunne være TDC. Disse sidder på en god markedsandel og ændrer sig kun hvis samfundstendenserne bliver så stærke at de er nødsaget til at ændre taktik. (Eks. Skiftet fra fastnet telefoni til bredbånd) Defenders kan være firmaer specieliseret i en niché og gør sig konkurrencedygtige ved at fokusere på deres kernekompetencer.

Politikere har ligesom firmaer også en strategi for at komme i folketinget. Om end de selv vil beskrive deres unikke strategier anderledes kan de alle inddeles efter princippet om prospectors, analyzers og defenders.

Prospectors i politik er dem der sætter dagsordenen. Det er derfor ideologiske politikere, der har noget på hjertet og ikke blot deltagere i diskussioner andre har bragt op. Det grunder oftest i en utilfredshed med de nuværende tilstande, hvilket sandsynligvis er det der har ført dem ind i politik. Prospectors er ikke bange for, ikke at behage vælgerne, da de mener at kampen for at ændre samfundet er vigtigere.

Analyzers har med stor sandsynlighed været i folketinget mindst én gang. De har fået smag for det, og anser det vigtigt at blive genvalgt. Analyzers er dygtige til at følge deres partiprogram og deltager gerne i debatter hvor de forsvarer partiets holdninger. Dog anerkender analyzers også vigtigheden af vælgerne. De er derfor ikke blinde overfor tendenser, og er opmærksomme på hvad der er populært. En god strategi for en analyzer op til et valg ville være at bruge google analytics til at undersøge hvad danskerne søger mest på, eks. Ved ”Københavns Kommune”, og ellers studere forskellige polls. På denne måde kan man hurtigt og effektivt danne sig både slogan og mærkesager for det kommende valg.

Til sidst har vi defenders. Defenders kan gøre brug af forskelligt lignende strategier. Disse gør nemlig brug af deres kernekompetencer. Defenders er i politik væsentligt mere succesfulde end samme gruppe er på markedet. Kernekompetencer er i denne sammenhæng ikke unikke synspunkter, da disse ville medføre at personen lå i gruppen af prospectors. Kernekompetencerne må herfor være noget andet; troværdighed, charme, godt udseende og andre ikke politiske karaktertræk. Man kunne måske være fristet til at sige at dette var en noget uholdbar strategi, men siden 90% af danskerne ikke sætter sig ind i noget udover reglerne i Vild med dans, bør kandidaten ikke frygte noget. Det behøver ikke engang at blive afsløret at kandidaten er komplet uvidende, da de bare ansætter en spindoktor. Det gode ved defenders er at deres vælgere knap nok bemærker deres fejltrin og de kan dermed opveje for uvidenhed og fejltagelser med charme og til nøds; undskyldninger.

Socialdemokraterne anklager LA

Friheden i Danmark og dens forøgelse

Friheden fremmes ikke altid bedst ved revolution. I Danmark har vi f.eks. et stabilt og (set i en global sammenhæng) ukorrupt statsvæsen, og selv om friheden sagtens kan forøges i Danmark, så er der, set fra et klassisk liberalt perspektiv, snarere brug for en friheds-evolution end en friheds-revolution i Danmark.

Af Ryan Smith

Som liberal er der meget at beklage ved den politiske orden, vi lever under i dag. Men det er ikke alt sammen skidt. I løbet af de sidste tre år har vi set begyndelsen til et opgør med det system af passiv forsørgelse, som har skabt Fattig-Carina og Dovne Robert. Og for blot fem år siden kunne Ugebrevet 4A kunne spørge læserne, om liberalismen overhovedet havde en fremtid i Danmark, eftersom ”hverken befolkning eller politikere vil kendes ved de liberale ideer og grundholdninger.” (Ugebrevet 4A 01.10.2007).

Sådan spørger de ikke mere. Så noget er der altså sket. Men der er stadig et stykke vej igen. Her er fire områder, hvor friheden i Danmark kunne have godt af en frihedsevolution.

Statens størrelse

På trods af en række mindre reformer har Danmark stadig en af de største og dyreste offentlige sektorer i verden. Alligevel er der meget få (om nogen) af Folketingets partier, som tør sige, at den offentlige sektor skal være mindre.

Danmark har også noget nær den laveste vækst i den udviklede verden. Ifølge økonomen Niels Westy Munch-Holbek er Danmarks velstand per indbygger vokset med sølle to procent siden år 2000, mens det tilsvarende tal for Sverige ligger på omkring 21 procent.

Den britiske premierminister Winston Churchill sagde engang, at en nation, der forsøger at beskatte sig til velstand, er som en mand, der står i en spand og forsøger at hæve sig selv op ved håndtaget. I Danmark må vi slås med en stat, der belemrer, beskatter og bebyrder det øvrige samfund i en helt urimelig grad. Effekterne af den forslugenhed, der findes i den offentlige sektor, kan ses i form af udeblivende vækst og en stagnation i de kerneydelser, som staten rettelig bør tilbyde, såsom efterforskning af overfald og tyverier. Er man således enig i, at staten ikke bør levere meget-men-dårligt, men hellere lidt-men-godt, så er der god grund til at gå til kamp mod statens størrelse.

Udlændinge og indvandring

I den liberale familie er der intern uenighed om udlændingespørgsmålet, og det liberale spektrum spænder helt fra Nozick/Rothbard’ske rettighedsliberale, som mener, at landegrænser er et overgreb mod individets rettigheder, til selvbestaltede ”nationalliberale”, som overhovedet ikke har nogen betænkeligheder ved at afvise indvandringen.

Mellem disse to positioner finder man det klassisk liberale perspektiv: I lighed med Nozick og Rothbard, så skatter man frihed som et mål i sig selv, men i lighed med de ”nationalliberale”, så ønsker man ikke at sætte nationalstaten over styr i jagten på et ideal. Som Karl Popper sagde, så må man nærme sig idealet gradvist, således at der kan etableres trinvis sikkerhed for, at idealet ikke fører os på vildspor.

Vi nyder alle godt af den velstand, som de højt kvalificerede udlændinge skaber i Danmark, og som økonomen Thomas Sowell har vist, så er det ofte højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, som driver vækst- og innovationsbooms i værtslandet. Ud fra en pure utilitaristisk betragtning ville det således være at skyde os selv i foden at lægge forhindringer i vejen for, at virksomheder og universiteter kan skaffe sig adgang til de dygtigste og mest ambitiøse specialister fra udlandet.

Imidlertid findes der også en gruppe lavt kvalificerede indvandrere, som fortrinsvis kommer til Danmark fra lande som Tyrkiet, Irak, Pakistan og Somalia. Disse indvandrere har typisk kun få erhvervskompetencer, og de kommer hertil med en anden kultur og et andet sæt normer, som gør, at de har meget svært ved at tilpasse sig det danske samfund. Følgevirkningerne er arbejdsløshed, kriminalitet og politisk radikalisering på sådan en skala, at visse sociale friheder i Danmark allerede er gået tabt.

Det er således med udgangspunkt i friheden, at man kan argumentere for, at vi i Danmark bør koncentrere os om at integrere de utilpassede indvandrere, som allerede er her, før vi lukker flere af disse ind. Frihed er grundstenen i det liberale tankegods, men friheden kan ikke trives under vilkår som dem, vi har set i indvandrerdominerede områder som Vollsmose og Tingbjerg. Friheden kan ikke trives under forhold, hvor folk ikke kan stole på hinanden, og hvor de konstant skal frygte for kriminalitet. Af samme grund kan man af frihedshensyn også argumentere for, at det skal blive nemmere at udvise udlændinge, som begår kriminalitet.

Den frihed, som Danmark har kendt, er unik i en global kontekst. Hvis ens liberalisme skal forankres historisk, snarere end at være et rent idealistisk foretagende, så må man anerkende, at friheden ikke kommer af sig selv, men at den blandt andet er et produkt af den tillid og tryghed, der findes i det danske samfund. At vi som mennesker kan regne med hinanden, er en af de helt centrale forudsætninger for, at staten kan slippe grebet om civilsamfundet.

Fra et klassisk liberalt synspunkt er der således intet til hinder for en udlændingepolitik, der koncentrerer sig om at integrere de problematiske udlændinge, vi allerede har, førend vi får flere af disse herop, og ej heller er der noget til hinder for, at man som liberal kan arbejde for øgede udvisningsmuligheder, hvad angår dem, der ikke vil følge landets regler.

Ytringsfrihed

Efter mange års stædig kamp for ytringsfriheden begynder flere og flere stemmer i debatten at få øjnene op for, at enhver normativ indskrænkning af ytringsfriheden tjener til at bestyrke reaktionære interesser i minoritetsmiljøer. Via de nyere sager, som straffesagen mod den iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan og dødstruslerne mod den palæstinensiske digter Yahya Hassan, er multikulturalismens ide om minoriteters kollektive subjekt blevet udstillet som et falsum for fuld skrue.

Dog ønsker et flertal af Folketingets partier stadig at fastholde de såkaldte blasfemi- og racismeparagraffer, der indskrænker ytringsfriheden og fører et væld af lurvede retssager med sig. Borgerne får mindre respekt for loven, når de oplever retsvæsenet agere smags- og tonedommer, og når politiet skal rejse sager om, hvad folk har sagt til en julefrokost i eget hjem.

Der findes kun spinkle beviser på, at hate speech-lovgivning og statsligt opsyn med avisspalterne rent faktisk stopper radikalisering. Tværtimod viser historien, at ekstremistiske grupper ofte bruger disse begrænsninger i ytringsfriheden til søge martyriet og til at bekræfte sig selv i, at de har fat i en stor, forbudt og farlig sandhed, som det omkringliggende samfund ikke kan tåle at høre.

En tro på den personlige frihed er en tro på, at civilsamfundet selv kan finde ud af at gå i rette med skændige udtalelser, uden at domstolene behøver holde opsyn med, om nu nogen bliver stødt af ’tonen.’ Når vi finder racisme modbydeligt, så er det jo ikke, fordi staten siger, at vi skal.

Er man således tilhænger af en fri og energisk samfundsdebat, hvor domstolene ikke agerer anstandsdame, så er der grund til at kæmpe for afskaffelsen af blasfemi- og racismeparagrafferne i Danmark.

Kontrol med borgerne

Sidst, men ikke mindst, bør en klassisk liberal være bekymret for de øgede beføjelser, som offentlige myndigheder, herunder især SKAT, har fået over for landets borgere. Samtlige medlemmer af den liberale familie er selvfølgelig enige om, at skatten skal ned, men helt uafhængigt af diskussionen om skattetrykket er der også spørgsmålet om, hvilke magtmidler man kan tage i brug over for borgerne. Dette sidste spørgsmål er også et spørgsmål om frihed.

Da den nuværende regering således vedtog, at SKAT kan foretage kontrolaktion i folks hjem uden forudgående retskendelse, var det blot en fortsættelse af den linje, som den forrige regering havde lagt årene forinden. Her udvidede man også SKATs beføjelser med den ene nye bemyndigelse efter den anden, og den tidligere regering gik endda så vidt som at stille lovforslag om, at SKAT uden dommerkendelse skulle kunne beordre sig private firmaers harddiske udleveret med alt, hvad der lå på dem, herunder private mailkorrespondancer, bestyrelsesreferater og deslige.

Som erhvervsjuristen Henriette Kinnunen har sagt, så kan man roligt sige, at den tidligere regering ”åbnede ballet ved at give SKAT flere beføjelser og således banede vejen for en retssikkerhedsmæssig glidebane, hvor den ene beføjelse til SKAT har åbnet op for den anden.” (BT 21.06.2013)

SKAT har i dag mere vidtgående beføjelser, end Politiet har. I et klassisk liberalt perspektiv må man sande, at der er noget grundlæggende galt med den prioritering. Skattesyndere skal fanges, men det skal ikke ske på bekostning af den grundlæggende retssikkerhed i Danmark. Er man enig i dette, er der god grund til at kæmpe for frihedens fremme i Danmark.

Merkantilisme i Danmark

Engang var der et økonomisk system, der hed merkantilisme. Det varede fra ca. 1600 til 1800. Merkantilisme gik ud på at holde et lands velstand inden for landets egne grænser. Derfor havde man monopol-organisationer, som styrede hjemmemarkedet, og forbud mod at handle med mennesker i andre lande. Efter 1800 begyndte man at åbne for frit samarbejde mellem folk i forskellige lande, og almindelige mennesker begyndte at få et bedre liv, end de havde haft før. I Danmark er der folk, der gerne vil tilbage til dengang, der var forbud mod at handle med mennesker i andre lande. Det er de folk, der snakker om løntrykkeri og social dumping, mens de selv ejer en Iphone.

Radikale Venstre og Ayn Rand

Af Ryan Smith

Liberal Alliance skoses ofte for at stå i ledtog med den amerikanske forfatterinde Ayn Rand (1905 – 1982). Det er blandt andet foregået i Politiken, men også i Weekendavisen.

Efter et udførligt nærstudium kan jeg som professionel forfatter imidlertid afsløre, at Liberal Alliance slet ikke er det af Folketingets partier, som har mest til fælles med Ayn Rands romanunivers. Nej, det største overlap mellem den Ayn Rand’ske vision og Folketingets realpolitik finder man hos det Radikale Venstre.

I Ayn Rands to hovedværker Atlas Shrugged og The Fountainhead er heltene medlemmer af en talentfuld urbaniseret overklasse. De tænker store tanker, og de ved, hvad vi skal leve af i fremtiden: Globalisering, networking og innovation. Der er tale om folk, der arbejder med viden og visioner, som elsker byer og luksus, som elsker godt design, og som ikke har meget til overs for de laverestående klasser, som ikke har nogen visioner, som ikke arbejder med viden og som måske slet ikke bor i byen eller har nogen designermøbler.

Ayn Rands overmennesker ved, hvad vi skal leve af i fremtiden. Det gør de radikale også. Således udtalte Rasmus Helveg Petersen i 2012, at cementfabrikken Aalborg Portland, der ellers beskæftiger 1500 mennesker, er fortid. Som en af Ayn Rands helte, der altid har en urokkelig vision for fremtiden og som er i stand til at forudsige markedet, så vidste Helveg Petersen, hvor fremtidens arbejdspladser skulle komme fra: De skulle komme fra den såkaldte CleanTech-sektor og en masse nye CO2-venlige varer.

Over for den Rand-Radikale vision fremsatte Liberal Alliances Ole Birk Olesen så det u-Ayn Rand’ske synspunkt, at man bør forholde sig ydmyg og skeptisk over for markedets gang. Helveg Petersen var dog urokkelig: Som et Ayn Rand’sk overmenneske var han stålsat i sin vision: ”Olieprisen kommer til at gå meget, meget hårdt i vejret,” erklærede han i DR’s Deadline. ”Det handler om fremtidens arbejdspladser, og det er ikke Aalborg Portland, der under nogen omstændigheder skal udfylde den rolle,” udtalte han i Nordjyske Stiftstidende.

(Som en service til læserne bør det dog bemærkes, at en nylig rapport fra Harvard Universitet har bemærket, at der har været et uforudset boom i den globale olieproduktion, og at erhvervsmagasinet Forbes nu taler åbent om en mulig prisboble i oliemarkedet. Måske er det mest i skønlitteraturens verden, at heltene kan forudsige fremtiden.)

Ligesom læserne af Ayn Rands romaner, så lever det Radikale Venstres politikere i en særlig heltesfære fjernt fra den stedfaste middelklasses dagligdag. Det Radikale Venstre er, sammen med Enhedslisten, Folketingets mest indvandrervenlige parti, og årsagen er velkendt: Den rejsende klasse opfatter sine uindskrænkede udfoldelsesmuligheder som væsentligere end det pres, som indvandringen lægger på velfærdsydelser og den lavtlønnede del af arbejdsmarkedet.

Indvandringens problematikker anskues behersket fra den Vesterbro-lejlighed, hvorfra det er naturligt, at man tager to måneder til New York for at arbejde med design og vidensudvikling i en NGO. I de højere luftlag er indvandrerne hovedsageligt synlige i de lækkert fotograferede magasiner, man holder sig, end ved hæve-sænkebordene i Kødbyens kontorfællesskab. Og konflikterne mellem lavtkvalificerede indvandrere og den indfødte Socialklasse 5 kan analyseres med samme distance og abstraktion som den Apple-Samsung’ske strid om et tablet-patent.