Category Archives: Politik

Det liberale demokrati

Af Ryan Smith

I den politiske debat er vi vant til at tænke på liberalismen som en marginaliseret entitet, der befinder sig uendeligt langt fra de sagnomspundne 90 mandater på Christiansborg. Men faktisk er der en anden forstand, i hvilken liberalismen for længst har sejret – ikke blot i Danmark, men over det meste af verden. Denne øvrige forstand er det liberale demokrati: Liberalismens foretrukne samfundsform, som både socialister og konservative har måttet give de liberale indrømmelser på.

Faktisk så store indrømmelser, at både konservative og socialister har måttet kaste håndklædet i ringen: Socialister står (med undtagelse af yderligtgående grupperinger) ikke længere på mål for marxistisk-leninistiske etpartistater med kommandoøkonomier, og konservative har opgivet deres modstand mod så liberale påfund som parlamentarisme, kapitalisme og frihandel. Liberalismens formaninger om en indskrænkning af adelens og kirkens politiske magt (hvilket konservative overalt i Europa stadig støttede op om så sent som i 1930’erne) har de konservative også måttet give de liberale indrømmelser på. Det liberale demokrati har altså sejret i Vesten. Men hvad er det liberale demokrati?

Demokrati som hurraord

Demokrati er blevet et tomt hurraord. Alt, hvad der er godt, kaldes uden videre for demokratisk i den offentlige debat, og når vi skal ”fejre demokratiet”, så foregår det gerne med en skåltale, gerne over en kold fadøl, og uden reelt indhold. En kritisk-definerende tilgang til ”demokratiet” ses derimod kun sjældent i den offentlige debat, og således kunne man nemt forledes til at tro, at ”demokrati” og ”det liberale demokrati” er en og samme størrelse. Det er dog ikke tilfældet.

Demokrati har vi kendt siden antikken, mens det liberale demokrati er et udpræget moderne fænomen. Det liberale demokrati har ikke meget at gøre med de demokratier, der eksisterede i oldtidens Athen, på de oldnordiske tinge, eller i de polske lavadelsforsamlinger. Det liberale demokrati er derimod en vestlig opfindelse, som historisk set er vokset ud af de europæiske enevælders embedsværk, idet kontrollen med denne måde at regere på er passeret fra kronen til folket. Nok hylder vi i dag athenerne som forløbere for vort eget demokrati, men administrativt set har det liberale demokrati således mere til fælles med de europæiske enevælder end med de øvrige former for demokrati og republikanisme, som har eksisteret igennem historien.

Den begrænsede statsmagt

Når det liberale demokrati adskiller sig fra tidligere tiders demokratier, så er det ikke kun på grund af det stående embedsværk i staten, der ikke skiftes ud ved valg: Det liberale demokrati adskiller sig også fra øvrige demokratiformer ved, at såvel statsmagten som demokratiet opererer under begrænsninger, som efterlader individet og civilsamfundet med en høj grad af frihed, som ikke er styret af staten og den politiske proces.

”Demokratiet” i det liberale demokrati er således kun et element – ét element blandt flere, som til sammen udgør det, vi kalder det liberale demokrati. Overalt i den udviklede verden findes der masser af tunge embeder, som kun er underlagt indirekte demokratisk kontrol (departementschef, højesteretsdommer, centralbanksdirektør), og tilhængerne af det liberale demokrati ønsker i reglen ikke at udvide det demokratiske element til at omfatte mere, end det for nuværende gør. Under det liberale demokrati er der således grænser for, hvad demokratiet bør tage sig af. Det liberale demokrati er ikke en demokratisme.

Endelig er det liberale demokrati også kendetegnet ved en separation af magten. Normalt omtales denne separation som ”magtens tredeling” udi dømmende, lovgivende og udøvende magt, men præcis hvordan magten skal opdeles, er ikke mejslet i sten: I Taiwan har man f.eks. en ”magtens femdeling,” men Taiwan opfattes stadig som et liberalt demokrati. Endelig skal det siges, at ideen om magtens opdeling ikke er ny, men at den findes hos både Aristoteles (i teori) og i den romerske republik (i praksis).

Rettigheder og ligebehandling

Et fjerde vigtigt element i det liberale demokrati er, at samtlige borgere har krav på ens behandling fra statsvæsenet, uanset race, køn, tro og lignende ikke-politiske tilhørsforhold. Der er i dag bred enighed om, at borgerne bør besidde visse grundlæggende rettigheder, men samtidig er der stor uenighed om, hvad disse rettigheder skal omfatte, og hvor de kommer fra.

Er individuelle rettigheder f.eks. en slags naturret eller menneskeret? Eller er individuelle rettigheder i stedet noget, som staten bør sætte sig ned og formulere, sådan at borgeren kan gøre krav på dem over for staten? Eller er rettighederne måske slet ikke rettigheder i egentlig forstand, men utilitaristiske hensyn, som vi udstyrer borgerne med, fordi vi kan se, at vi får bedre samfund ud af at gøre det?

Disse spørgsmål hersker der ikke enighed om, og forsøg på at afklare dem bevæger sig ofte ud på metafysiske, religiøse og filosofiske områder, hvor der blot er endnu mindre enighed om tingenes tilstand, end der trods alt er om det liberale demokrati.

Det liberale demokrati som kampplads

Grundelementerne i det liberale demokrati kan således opsummeres som følger:

  • Demokrati og folkeafstemninger som kontrolmekanisme for magten
  • Opdeling af magten: Ingen faggruppe eller politisk gruppering har uindskrænket magt
  • Begrænsninger af både statens og demokratiets magt over civilsamfundet
  • Individuelle rettigheder, som alle borgere har krav på, og som står over politik

Det liberale demokrati har som nævnt sejret. Men netop fordi det har sejret, således at det i dag er den eneste ”stuerene” samfundsform, er det liberale demokrati også under pres fra konservative og socialister, som ønsker at præge det liberale demokrati i deres eget billede.

Fra venstre er det liberale demokrati under pres for at negligere ejendomsretten som individuel rettighed. Her ønsker man at udvide retten til lighed for loven til også at omfatte retten til økonomisk lighed borgerne imellem. Millionærskatter, fattigdomsgrænser og overførselsindkomster kan således nævnes som kardinale stridspunkter mellem socialister og liberale.

Fra højre er det liberale demokrati derimod under pres for at negligere værdifriheden i staten og promovere bestemte religioner, kulturformer og institutioner på bekostning af andre. I Danmark kan folkekirken og kongehuset f.eks. nævnes som to tilbagevendende skæringspunkter mellem konservative og liberale.

Som med andre sproglige og politiske begreber er der ingen naturlov, som siger, at definitionen af ”det liberale demokrati” altid vil være den samme. Efterhånden som flere og flere love og særhensyn indføres i samfundet, er der fare for, at det liberale demokrati bliver mindre og mindre liberalt og mere og mere demokratisk. I flere lande end blot Italien bevæger det liberale demokrati sig i disse år imod den Berlusconi’ske forestilling om demokratiet som en præsidentkamp mellem ”store politikere,” hvor vælgerne stemmer direkte på politikerne på baggrund af disses personligheder, og hvor politikerne feteres som græske guder – ”store personligheder,” hvis ret det er at herske.

Kritik af Rune Selsings “Nihilisme, telefonsvarer og selvbedrag”

af Ryan Smith

Jeg køber det centrale argument i Selsings indlæg; at friheden ikke kom af sig selv, men er resultatet af en bestemt historisk udvikling. Det er et værdigt konservativt korrektiv til liberalismen, om end dette argument også var oppe at vende sidste år, og blev anerkendt som gyldigt af flere liberale.

Til gengæld er Selsing lidt for glat når han skriver, at hele CEPOS står på mål for en antikonservativ liberalisme, fordi CEPOS har udgivet en bestemt bog. CEPOS har også udgivet en bog om konservative tænkere, så ud fra Runes egen logik, så kunne man lige så godt argumentere for, at CEPOS var alt for konservativt, og alt for lidt liberalt. Realiteten er, at CEPOS er en tænketank hvor nogle medarbejdere støtter det ene, og andre det andet.

Endelig går det fuldstændig galt for Selsings når han siger, at liberalismen adskiller politik fra moral og forestillinger om det gode liv. Friheden er i sig selv et moralsk anliggende for en liberal. Det gode liv er til dels (men ikke kun) et liv, der leves i frihed. At Selsings ikke kan se det tyder på en moralsk ensporethed, som er uheldig i debatten.

De konservative mangler grænser for æstetik

af Ryan Smith

Konservative har på det seneste anklaget liberale for deres æstetiske nivellering. “Liberale tror ikke på objektive kriterier for kvalitet,” lyder den konservative kritik. “For den liberale er alting lige godt. For ham giver det ikke mening at sige, at Beethoven er bedre end Beyoncé.”

De konservative har uden tvivl en pointe: Der findes ganske rigtigt liberale, som ikke vil vedkende sig objektive kriterier for kunst. Men i de konservatives egne rækker finder man imidlertid et tilsvarende brist, som faktisk er langt mere alvorligt end den liberale relativisme, nemlig tendensen til at sammenblande æstetik og politik.

Således hedder det fra Eva Agnete Selsing, at ”nyliberalismen” er udtænkt af mænd “med hentehår og sygekassebriller” (Politiken 17.08.2013), mens Mads Holger bemærker, at liberale går i solarium og fester på Sunny Beach (Politiken 05.08.2013).

Det kan i grunden undre, at det er de konservative, som gerne forsvarer kristendommen i deres skriverier, der begår ovennævnte brøde. I evangeliet fortæller Jesus historien om den barmhjertige samaritaner: Om en mand, der gik alene på vejen fra Jerusalem til Jeriko. Vejen var øde, og der lå røvere på lur. Røverne overfaldt ham og fratog ham alt, hvad han ejede. Selv hans tøj tog de, hvorefter de lod ham ligge nøgen og halvdød ved vejen. Da den barmhjertige samaritaner kommer forbi, stopper han op for at hjælpe den nødstedte.

Hvad var der mon sket, hvis vor samaritaner havde fulgt de konservative røster og blandet sin egen æstetiske nydelse ind i spørgsmålet om, hvorvidt han skulle hjælpe den nødstedte? Så havde samaritaneren nok passeret den rejsende uden at hjælpe – den rejsende har jo næppe været et kønt syn, som han lå der i vejkanten.

Æstetisk fordybelse er vigtig. Men hvad Jesu lignelse viser os, er, at æstetik må adskilles fra andre spørgsmål, når vi skal træffe beslutninger. Den uæstetiske og forslåede rejsende kan sagtens have ret til hjælp, og ret i øvrigt, selvom han er uæstetisk.

Et udsagns rigtighed er nemlig uafhængigt af den person, som ytrer det. To plus to er fire, uanset om den, der siger det, har hentehår eller en svulmende hårpragt. Ligeledes er det moralske aspekt i at hjælpe den rejsende helt uafhængigt af dennes æstetiske forfatning.

Konservative holder af traditionen og af den bestående orden. Men når vestlige tænkere har besluttet sig for at lade det æstetiske få indflydelse på moral og sandhed, så har det så godt som altid været som et alibi for undfangelsen af en radikalt anderledes samfundsorden. Ligeledes har flere af det tyvende århundredes totalitære regimer benyttede sig af appeller til æstetik, når de har skullet retfærdiggøre sig selv og umynddigøre deres fjender.

Såfremt de konservative er sig traditionen og historien bevidst, så gør de således klogt i at holde igen med deres sammenblandinger af æstetik og politik.

Kritik af Rune Lykkebergs forståelse af finanskrisen

af Ryan Smith

Rune Lykkeberg kloger sig i Politiken 26.08.13 på finanskrisen. Jeg kan godt lide Rune Lykkebergs bøger. Men Lykkebergs indlæg om finanskrisen savner tyngde af følgende grunde:

(1) Lykkeberg køber direkte ind i den ansvarsforflygtigende one-liner om, at finanskrisen udelukkende er bankernes skyld. Hvad med staterne, der holdt renten lav? Hvad med forbrugerne, der efterspurgte højrisikoaktiver? Hvad med alle dem, som optog billige lån “bare fordi”? Vi har alle været med til at sende signaler til markedet om, at “her gik det godt.”

(2) Dernæst maler han et falsk billede af, at der kun er en lille håndfuld milliardærer, som er aktive på finansmarkederne, mens vi andre blot er ofre. Det er ikke korrekt; der findes masser af småtraders. Dertil kommer der organisationer som pensionskasser og udviklingsfonde, som repræsenterer almindelige menneskers interesser på finansmarkederne, og som bestemt også gør middelklassen rigere.

(3) Mere ansvarsforflygtigelse: Finansmarkeder er ifølge Lykkeberg så uigennemskueligt komplekse, at man ikke kan forstå dem. Man kan lige så godt lade være med at prøve. Ja, finansmarkederne er komplekse, men man kan faktisk godt komme til at forstå det grundlæggende, hvis man er interesseret; man kunne prøve.

(4) I øvrigt er finansmarkedernes kompleksitet et naturligt udfald af et hyperspecialiseret moderne samfund. Partikelfysik og økonometri er heller ikke discipliner, man uden videre kan forstå på sit glatte ansigt. Vil man til bunds i dem, bliver man nødt til at dedikere sig til studiet af disse felter. Ligesom traders dedikerer sig til studiet af de markeder, som de er aktive på.

(5) Lykkeberg siger, at finanskapitalismen gjorde arbejderklassen rigere i det 20. århundrede, men at finansmarkederne ikke har gjort andre end finansklassen rigere over de seneste årtier. Har han mon nogensinde hørt om outsourcing? Store dele af den anden og tredje verden er blevet ufatteligt meget rigere over de sidste tyve år, især på grund af udenlandsk kapital, som er blevet investeret i disse lande, netop på grund af finansmarkederne.

(6) Endelig benytter Lykkeberg sig af alle  gymnasieelevers yndlingstrick, og definerer finansmarkederne som en “overmagt”, mens han selv blot ønsker “demokrati”. Men hvad er det egentlig for en “overmagt”, som vi er oppe imod? Det er os selv, der er overmagten. Det er os, der køber Nike-tøj og elektronik, som er produceret i Østasien. En finanskapitalist, der investerer i et produkt, som ingen vil købe, går hurtigt konkurs. Deres magt er begrænset af, hvilke af deres beslutninger vi selv vil være med til at belønne. Demokratiet skal selvfølgelig fastsætte rammevilkår for den private industri, men derudover så har vi allerede demokratisk kontrol med økonomien; vi stemmer nemlig hver dag med vores Dankort. Hvis Lykkeberg får opfyldt sit ønske om øget politisk kontrol, så får vi mindre demokrati og mere overmagt, nemlig en overmagt i de udvalgte få, som skal træffe politiske beslutninger på alles vegne i stedet for at overlade det til os selv at købe og investere i det, der nu engang passer os bedst.

***

Ifølge Kulturstyrrelsen er Politiken forpligtiget til “at fremme samfundsmæssig og kulturel oplysning.” Det skal ske som modydelse for de 15-20 millioner kroner, som Politiken modtager i statsstøtte hvert år. Jeg indsendte ovenstående indlæg til Politiken, samme dag som de bragte det indlæg, som jeg kritiserer. Politiken ønskede imidlertid ikke at bringe det.

De skulle jo nok bruge pladsen på flere indlæg om, at Anders Samuelsens tøj er grimt.

Klassisk liberalisme og liberalkonservatisme

Hvad er forskellen på klassisk liberalisme og liberalkonservatisme?

I praksis burde der stort set ikke være nogen forskel på de to. Staten er noget, der bør begrænses mest muligt for begge parter. Vinklen er dog forskellig, da liberale tager udgangspunkt i individet og de negative frihedsrettigheder, mens konservatismen tager udgangspunkt i familien, anstændig opførsel, social ansvarlighed og vigtigheden af kultur. Disse to vinkler står imidlertid ikke i modsætning til hinanden, men de kan sagtens være hinandens komplimenter.

Hvis du kigger på historien og fædrene af konservatismen og liberalismen (hhv. Edmund Burke og John Locke), så lader det umiddelbart ikke til, at de to fyre var så uenige. Burke accepterede endda revolutioner i visse tilfælde; såsom den amerikanske revolution.

Fejl i Længslen efter en dansk amigo

Benjamin Garne skriver i “Længslen efter en dansk amigo” (WA #30), at “den danske supermodel” har været “hyldet på forsiden af The Economist med henvisning til vores velfærdsmodel.” Men faktisk forholder The Economist sig overvejende kritisk til den danske velfærdsmodel, idet magasinet blandt andet noterer sig, at Danmarks offentlige forbrug er for højt, samt at den danske flexicurity-model lægger for meget vægt på social sikkerhed frem for at sikre fleksibiliteten i arbejdsmarkedet. The Economist roste desuden flere af de nedskæringer, som har fundet sted på velfærdsområdet, navnlig hævet pensionsalder, fremskyndet afvikling af efterlønnen og den reducerede dagpengeperiode. Endelig kritiserede The Economist de høje danske overførselsindkomster for at gøre det mindre attraktivt at tage et arbejde. At påstå, at den pågældende “special report” fra The Economist udgjorde en hyldest til vor velfærdsmodel, er derfor at tegne et misvisende billede af The Economists syn på sagen.

Kommentar til ‘Den indbildt syge’

Kommentar til ‘Den indbildt syge’

Las os nu sige, at Joachim B. Olsen skulle læse det indlæg igennem med en overstregningstusch. Der er næppe noget, som han ville være uenig i, ud over det rent semantiske spørgsmål om ordet ‘fattigdom.’ I det hele taget, så bliver det nok svært at finde en borgerlig politiker, som er uenig. Det illustrerer desværre faren i konservatisme uden liberalisme: Hvad velfæren angår, så føler man sig hverken ideologisk kaldet til at træde på speederen (socialisme) eller på bremsen (liberalisme), og således ender man i at træde rundt i en række meta-politiske appeller a la “vi skal løse problemerne ved at løse dem” ;”blive bedre ved at blive bedre” ; “skabe frihed i stærke fællesskaber” ; “frisætte den stærke uden at knægte den svage” og så videre. Jeg vil selvfølgelig også gerne “blive bedre ved at blive bedre,” men alt i alt så tror jeg nu, at en lille smule brugerbetaling vil have en langt større effekt.

Hvor er de røde på Facebook?

Af Pernille Sørensen, cand.mag.

For nylig skete det igen. En af rød bloks politikere (Anna Mee Allerslev, RV) loggede ind på Facebook og gjorde i en statusopdatering udfald mod en politiker fra blå blok (Rasmus Jarlov, K). Den røde politiker fik hurtigt et svar fra den blå – et svar, som var både kontant og sagligt. Men Allerslev – der ellers er kendt for at lovprise begrebet dialog – ulejligede sig ikke med at svare Jarlov. Den blå politiker praktiserede tovejskommunikation – den røde praktiserede envejskommunikation.

At mere og mere af den politiske debat rykker ind på Facebook, er en kontroversiel udvikling, som ikke alle synes om. Men uanset om man synes om denne udvikling, så er den dog et uomtvisteligt faktum. Facebook er stor del af nutidens mediebillede, og hele tv-indslag og avisartikler er blevet til på baggrund af Facebook-debatter.

Hvad angår debatten på Facebook, så har både jeg og andre lagt mærke til en asymmetri i udviklingen: Hos blå debattører kan alle, som har en Facebook-konto, komme ind i varmen, lufte deres argumenter og få svar fra hovedpersonen selv. Her er tale om dagsordenssættende debattører som Anders Samuelsen (LA), Christopher Arzrouni (Børsen), Martin Ågerup (CEPOS), Jacob Mchangama (CEPOS), Rasmus Jarlov (K), Ole Birk Olesen (LA), Mie Harder (CEPOS), m.fl. Alle svarer på kritiske kommentarer fra såvel høj som lav.

Men sådan er det ikke med de røde. Jeg har aktivt ledt efter de røde modstykker til ovennævnte debattører. Røde debattører, som ikke blot bruger Facebook til envejskommunikation, men som tager debatten med deres kritikere og ikke er for fine til at give den jævne mand svar på tiltale, og jeg har ikke været i stand til at tænke på en eneste debattør i den røde lejr, som bruger sin Facebook på denne måde. Jeg har også forhørt mig hos både røde og blå Facebook-brugere, og ingen af de adspurgte har kunnet nævne én eneste rød debattør, som på samme måde tager debatten på Facebook.

Jeg snakker ikke om de politikere og debattører, som måske blot har skrevet sig op til en Facebook-konto, men som ikke bruger den aktivt, eller som ikke bruger den til politiske formål: Jeg snakker om politikere, som løbende og aktivt bruger Facebook til at gøre udfald for deres politik, men som undgår at tage de debatter, som de selv er med til at starte. Her er tale om debattører som Zenia Mee Allerslev (RV), Jonas Dahl (SF), Christian Madsen (SF), Kristian Madsen (Politiken), Kristian Weise (CEVEA), Jens Jonatan Steen (CEVEA), Helle Thorning (S), Mette Frederiksen (S), Dan Jørgensen (S), Lars Aslan Rasmussen (S), og mange flere. Den eneste røde politikere og meningsdannere, jeg kender til, som er villige til at svare deres kritikere, er forholdsvis perifære debattører såsom Neil Stenbæk Blom (byrådsmedlem, SF).

Særligt grelle blandt disse eksempler er Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen, Dan Jørgensen, og Lars Aslan Rasmussen, som alle har slettet og fjernet saglige kommentarer fra menige brugere, der tilhørte både blå og rød blok. De undlod ikke kun at tage debatten: De slettede simpelthen de kritiske spørgsmål og udelukkede de kritiske vælgere fra deres profiler.

Selvfølgelig skal man slette og udelukke de folk, som er usaglige. Og selvfølgelig findes der også blå debattører, som ikke gider tage debatten på Facebook. Der er, når man skuer ud over landskabet og ikke kan findes en eneste rød debattør, som tager debatten, at man må undre sig.

Spørgsmålet står således tilbage: Er der noget særligt ’blåt’ ved debatten på Facebook som gør, at de røde ikke vil deltage? Er der noget ved det at omgive sig med almindelige mennesker og svare på deres spørgsmål, som er utiltalende for de røde?