Category Archives: Politik

Bærbare fængsler

af Robin Engelhardt

En fængslende ny rapport kaldet ’Beyond the Bars’ fra managementfirmaet Deloitte foreslår, at USA udvikler et ’virtuelt fængselsvæsen’, der går langt ud over, hvad de eksisterende elektroniske fodlænker kan tilbyde. Årsagen er ifølge Deloitte alt for proppede amerikanske fængsler, og at man derfor må tænke ud af tremmerne, så at sige. Vi må implementere ‘avanceret risikomodellering, geospatiale analyser, smartphoneteknologi og principper fra studiet af menneskelig adfærd for at opnå overlegne resultater’, skriver de, og foreslår at de dømte overvåges af smartphones og ’gamificeringsteknologier’ – dvs. et pointsystem, hvor man bliver belønnet med et par ekstra friheder, hvis man overholder mødetider og zonegrænser.

I en kommentar i The New York Times skriver Evgenij Morozov, at den slags tekniske fix til at løse et socialt problem kun kan udtænkes af snæversynede og ressourcefikserede management-hjerner. Hvad med i stedet at ’smide færre mennesker i fængsel?’, spørger han i sit lands største avis – et land, i øvrigt, der proportionelt set har cirka ti gange flere indsatte, end vi har i Danmark. Morozov revser derudad og påpeger desuden, at smarte teknologier ofte bruges som gidsel til at opretholde en status quo: Selvom ideen med et virtuelt fængselsvæsen lyder revolutionerende og ’disruptiv’, er den i virkeligheden et forsvar for en reaktionær praksis.

Javel. Han har selvfølgelig ret. Men det er nu alligevel lidt kedeligt at læse sådan en omgang sur kulturkritik. Her i Meta Science-klummen kan vi lide at svælge i de mest outrerede tekniske fix og overlade forargelsen til de andre aviser. Jeg synes f.eks., at et bærbart fængsel er en interessant idé. Det vil aflaste fængslerne og give mennesker mulighed for at føre et mindre stigmatiseret og mere meningsfyldt liv. Vi er jo i forvejen i gang med at implementere overvågningssoftware i alle typer af digitale apparater, så hvad er forskellen? Vi siger, at vi er bange for Big Brother, men dybt nede elsker vi Big Mother.

Lad os se på det: Mobilfængslet skal selvfølgelig kunne måle og sende GPS-positioner og fysiologiske data (især sved, tårer og andre intime afsondringer er interessante). Ikke-invasive hjernescanningsteknikker vil snart kunne måle følelsestilstande, og allerhelst skal de kunne læse tanker. Det er optimalt, for som man siger: Den skjuler intet, som intet har at skjule! Man kunne også kombinere de bærbare teknologier med droneovervågning og/eller social monitorering. Vi har jo efterhånden stolte traditioner for at anmelde vores naboer til Skat. Det er kun et naturligt skridt at udvide den praksis til de kriminelle. I DDR blev man afpresset til at blive stasiagent. I Danmark gør vi det helt sikkert gratis.

Udviklingen behøver ikke at stoppe her. For nylig udgav en herre ved navn John St. Waft en pamflet med titlen ’Endnu et beskedent forslag’ med interessante ideer til at integrere asylansøgere i det danske forsvarscurriculum. Disse forslag er værd at bygge på, tænker jeg. F.eks. kunne vi ikke blot overvåge fangerne, men også straffe dem via fjernbetjening, f.eks. med elektriske pulser. Man kunne desuden bruge dem til nyttigt arbejde. Trædemøller og arbejdslejre var jo en skøn opfindelse, og den digitale tidsalder vil med fordel kunne bygge på disse landvindinger. Vi kunne kalde det ’crimesourcing’ … I USA og andre lande, hvor man har dødsstraf, vil man kunne uddelegere bødlens arbejde til et online community, hvor man i fællesskab trykker på knappen. Eller endnu bedre: Dødsstraffen kunne ‘gamificeres’, så spillerne fik point for antallet af dræbte?! Åh, tekniske fix – her kommer jeg.

DebtRanking (GældsRanking) og bankerne

af Robin Engelhardt

Med en øget transparens i finanssektoren vil man kunne måle – og dermed undgå – risikoen for massekrak i sektoren, viser finansfysikken.

Ved at undersøge, hvor meget banker og globale finansinstitutioner er afhængige af hinanden, har en gruppe økonomer med baggrund i komplekse systemer udviklet et værktøj, der kan kvantificere risikoen for et systemisk sammenbrud i finanssektoren.

En analyse af netværket af ejerskab og gensidige gældsforpligtelser kan definere en slags gældsrating, som forskerne kalder DebtRank: Den beregner, hvor store konsekvenser et eventuelt krak ville have, ikke kun for banken selv, men for hele netværket. Og jo flere andre banker, en bank vil tage med i faldet, desto større DebtRank har den.

Resultatet viser, at problemet ikke nødvendigvis er de banker, der er ‘too big to fail’. Det er snarere de banker, der er ‘too central to fail’. Citigroup og Deutsche Bank er for eksempel to af de allerstørste banker i verden, men hvis en af dem var gået nedenom og hjem i starten af 2008, havde det haft færre systemiske konsekvenser for finanssektoren, end hvis f.eks. J.P. Morgan eller Bank of Scotland var krakket.

Et andet eksempel er Wells Fargo & Co.: Firmaet bar på lige så meget systemisk risiko som Citigroup, selvom dets aktiver kun er en fjerdedel af Citigroups aktiver.

DebtRank blev udviklet sidste sommer og bygger på den samme indsigt, som har gjort Googles søgealgoritme PageRank så effektiv: Vigtigheden af et punkt – i Googles tilfælde en internetadresse – i et stort og sammenfiltret netværk bestemmes af punktets popularitet, det vil sige af antallet af punkter, der linker til det. Hvis en bank altså har indgået rigtig mange handler med andre banker i form af derivater, lån, forsikring af lån, væddemål osv., vil den blive central alene som funktion af sine forbindelser.

Alverdens centralbanker er lige nu ved at undersøge metoden. Et problem er dog, at de informationer, det kræver at beregne DebtRank, ikke altid er offentligt tilgængelige. De data, som er blevet brugt i forskernes undersøgelse, er da også meget ufuldstændige. Det er derfor vigtigt, siger forskerne, at implementere en lovgivning, der øger transparensen i finanssektoren, således at i det mindste myndighederne kan gribe ind, når situationen spidser til.

En gældsranking alene kan selvfølgelig ikke redde os fra finanskriser, men det er overraskende at se, hvordan et relativt nyt værktøj fra kompleksitetsforskningen kan opdage hidtil skjulte sammenhænge og tilmed være de eksisterende økonomiske stress-test og disses ‘defaultcascade algoritmer’ overlegent.

Systemiske fejlkaskader
Man kender problemet med systemfejl fra andre teknologier. Uheldet på atomkraftværket på Three Mile Island onsdag 28. marts 1979 er et skoleeksempel på en systemisk fejlkaskade. Et mindre problem i den sekundære kølekreds i reaktor 2 startede en lavine af funktionsfejl med det resultat, at der begyndte at slippe radioaktivt materiale ud. Ifølge en undersøgelseskommission var reaktoren under 30 minutter fra en irreversibel kernenedsmeltning.

Også finanskrisen fra 2007-2008 kan ses som en systemisk fejlkaskade. Lidt for lette kreditter og billige lån fik huspriserne til at stige, og da renterne pludselig steg 9. august 2007, kunne mange familier ikke betale deres afdrag. I løbet af et enkelt år kom 10 pct. af alle belånte amerikanske boliger på tvangsauktion, og mange finansinstitutioner blev insolvente. Krisen bredte sig hurtigt til realøkonomien, idet virksomheder gik konkurs og produktionen faldt. Kun ved at øge gældsloftet og printe billioner af friske dollars kunne USA undgå en officiel falliterklæring. En lignende proces med baggrund i boligbobler og dårlige statsfinanser udspiller sig lige nu i den igangværende gældskrise i EU.

Logikken bag kritiske systemfejl blev først for alvor undersøgt af Charles Perrow i bogen ‘Normal Accidents’ fra 1984, hvori han ud over atomkraftteknologierne også analyserede kemifabrikker, elektricitetsnetværk, dæmninger, fly og rumraketter. Dengang var den globale økonomi langt mindre udviklet end i dag og internettet kun i sin vorden, og Perrows konklusioner er derfor først nu ved at blive til almenviden: Komplekse tekniske systemer, hvor delelementerne er tæt koblet til hinanden, er i fare for at komme ud af kontrol gennem en serie af årsag-virkningskæder, der hver for sig måske virker harmløse, men i deres helhed kan blive til en katastrofe.

Verdensøkonomiens kerne
Datagrundlaget for DebtRank-indikatoren stammer fra en efterhånden berømt undersøgelse, som Ingeniøren skrev om i efteråret 2011. Her blev det vist, at en central kerne af 147 multinationale banker og virksomheder kontrollerer store dele af verdensøkonomien. En af forfatterne var Stefano Battiston fra det teknologiske institut ETH Zürich i Schweiz, og han har sammen med en række kolleger analyseret videre på ejerskabsforholdene i disse banker og korreleret informationerne med data på fordelingen af de op til 1,2 billioner dollars dyre redningspakker, der blev udstedt af USA’s centralbank Federal Reserve i årene 2008-2010.

Det viser sig, at de 22 banker, der fik flest penge, udgjorde et kritisk forbundet netværk, hvor hver enkelt aktør bogstaveligt talt havde en kniv på struben på alle andre. Kortvarigt havde de en så høj DebtRank, at en mindre insolvens kunne have udraderet dem alle i én lang kaskade af krak, som figurerne her på siden viser. En DebtRank på 1 betyder, at man er i stand til at udslette den økonomiske værdi af hele netværket, hvorimod en DebtRank på 0 betyder, at man er komplet afkoblet fra netværket.

I begyndelsen af krisen, dvs. i slutningen af 2007 og i starten af 2008, havde disse 22 banker en relativt lav DebtRank på under 0,3, og ville have kunnet modstå flere nabo-bankers krak uden selv at blive destabiliseret. Men allerede i november 2008 var situationen en helt anden. Flertallet af dem havde en DebtRank på over 0,5, og kombineret med deres øgede skrøbelighed (defineret som gælden divideret med egenkapitalen) ville de, hvis de var gået fallit, have kunnet udradere over halvdelen af netværkets økonomi.

Bemærkelsesværdigt er det også, at selvom USA’s centralbank på det tidspunkt havde hældt 900 milliarder dollars i systemet, var disse bankers gæld stadig seks gange større end deres samlede markedsværdi.

Åbenhed – ingen interesse
Med hundreder af millioner af arbejdspladser, valutakrige og statsbankerotter på spil, er det en gåde, at algoritmen ikke for længst er implementeret i centralbankernes overvågningssystemer. Endnu bedre ville det være, hvis de nødvendige data til at beregne DebtRank var offentligt tilgængelige, for så kunne man som bank vælge at handle med mindre risikable modparter og gøre sig selv mere modstandsdygtig – uden ekstra omkostninger.

I sidste ende er de store globaliserede finansinstitutioner dog ikke interesserede i åbenhed, for hvis de skulle fortælle, hvilke aktiver de holder, og hvilke de sælger, ville de jo vise deres pokerhånd og dermed give konkurrenter mulighed for at vædde imod dem.

I et nyt paper på arxiv.org fra januar 2013 foreslår Stefan Thurner fra Santa Fe Institute og Sebastian Poledna fra Wiens universitet et kompromis: Gør bankernes og finanshusenes DebtRank synlig for enhver uden at afsløre de underliggende positioner, som ligger til grund for beregningen. På den måde vil man kunne vurdere risikoen – uden at se deres pokerhånd. Det ville få den samlede systemiske risiko til at falde drastisk, og markedet ville ikke miste sin effektivitet af den grund, fordi pengene altid også vil kunne findes andre steder i netværket.

Under alle omstændigheder burde det som minimum være muligt for centralbankerne at overvåge flowet i realtid, og sikre, at systemiske fejl undgås. En kaskade af krak på det globale finansmarked er nemlig mindst lige så alvorlig som en atomkraftulykke.

Enhedslisten som forsikringsselskab

Det smukke ved et frit samfund er, at det ikke forhindrer folk i at organisere sig under alternative former.

Enhedslistens medlemmer kan allerede nu begynde at udleve deres foretrukne samfundsform. De skal bare organisere sig i en forsikringskasse, hvor medlemmerne indsender deres selvangivelser. Jo mere det enkelte medlem tjener, des mere skal vedkommende også betale i kontingent.

Pengene, som indbetales til EL-forsikring, udbetales så i omvendt proportionalt forhold til medlemmerne, sådan at dem, der har mindst, får mest, og omvendt.

På den måde vil Enhedslistens medlemmer allerede nu, helt uden tvang og revolution, have organiseret sig i et lukket velfærdskredsløb, hvor dem, der tjener mest, helt friviligt giver til dem, der har mindst, og hvor der nydes efter evne og modtages efter behov.

Mit gæt er dog, at når årsregnskabet i EL-forsikring gøres op, så vil det vise sig, at der var en del større behov, end der var evner.

Ayn Rand: The Age of Envy

by Ayn Rand

Today, we live in the Age of Envy.

“Envy” is not the emotion I have in mind, but it is the clearest manifestation of an emotion that has remained nameless; it is the only element of a complex emotional sum that men have permitted themselves to identify.

Envy is regarded by most people as a petty, superficial emotion and, therefore, it serves as a semihuman cover for so inhuman an emotion that those who feel it seldom dare admit it even to themselves. . . . That emotion is: hatred of the good for being the good.

This hatred is not resentment against some prescribed view of the good with which one does not agree. . . . Hatred of the good for being the good means hatred of that which one regards as good by one’s own (conscious or subconscious) judgment. It means hatred of a person for possessing a value or virtue one regards as desirable.

If a child wants to get good grades in school, but is unable or unwilling to achieve them and begins to hate the children who do, that is hatred of the good. If a man regards intelligence as a value, but is troubled by self-doubt and begins to hate the men he judges to be intelligent, that is hatred of the good.

The nature of the particular values a man chooses to hold is not the primary factor in this issue (although irrational values may contribute a great deal to the formation of that emotion). The primary factor and distinguishing characteristic is an emotional mechanism set in reverse: a response of hatred, not toward human vices, but toward human virtues.

To be exact, the emotional mechanism is not set in reverse, but is set one way: its exponents do not experience love for evil men; their emotional range is limited to hatred or indifference. It is impossible to experience love, which is a response to values, when one’s automatized response to values is hatred.

Mere om retten til oprør

Retten til oprør er et centralt element i den liberale tradition. Både i formel forstand, som det hedder i The Declaration of Independence:


“That to secure these Rights, Governments are instituted among Men, deriving their just Powers from the Consent of the Governed, that whenever any Form of Government becomes destructive of these Ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its Foundation on such Principles, and organizing its Powers in such Form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.”


Altså der er nogle helt specifikke forpligtigelser og regler, som regeringen skal følge, og hvis den ikke følger disse, så har befolkningen ganske rigtigt retten til oprør.

***

Men retten til oprør er også integreret i den liberale tradition i uformel forstand, hvor Jefferson m.fl. har sagt næsten Enhedslisten-agtige ting om oprør, som jeg næsten ikke vil nævne, – de maler oprør og tab af menneskeliv i et alt for positivt lys.

Den liberale tradition for retten til oprør er dog blevet stadigt mindre relevant. En årsag er, at positive rettigheder nu er vidt udbredte blandt befolkningerne i Vesten: Tendensen går ikke længere mod, at folkemilitsen smider kongens (eller regeringens) skatteopkræver på porten, som med Shays’ Rebellion, the Whisky Rebellion, etc.

I dag går tendensen men tværtimod mod, at folkemilitsen konfisterer privat ejendom eller “straffer de rige” ved at omfordele deres ejendom. Lokalt organiserede militser er altså ikke den garrant for en liberal modvægt statens omsiggribende hånd, som de var fra Machiavelli og til Jefferson.

***

Et folkeligt oprør ser altså stadig mere umuligt og kontraproduktivt ud, set med liberale øjne.

En anden ting er så, hvad man skal gøre ved juridisk aktivisme og grundlovs- eller forfatningsstridige tiltag, som indføres af parlamenter uden om de forfatningsmæssige minimumskrav, som forfatningerne selv specificerer.

Man kan selvfølgelig diskutere hvorvidt eks. de forskellige EU-traktater indebærer en suverænitetsafgivelse, men i tilfældet med USAs forfatning er de nummererede forpligtigelser og regler, som den føderale regering skal følge så tydelige, at de ikke kan diskuteres i samme omfang. Der kan  ikke længere kan være tvivl om, at “retten til oprør” er for længst er blevet udløst i USA, hvis ellers man betragter forfatningen som gældende.

Men det betyder ikke, at et oprør så er en god idé.

Retten til oprør og revolution

af Torben Mark Pedersen, cand. polit. et exam art., og Ph.D. i økonomi

I Magna Carta fra 1215 findes der ansatser til en sådan ret til oprør. Dokumentet indeholdt en ”security clause”, der gav en kommitte af baroner (ikke folket, Magna Carta handlede primært om baronernes rettigheder i forhold til kongen) retten til at underkende kongens vilje med magt, om nødvendig.

Retten til oprør baserer sig grundlæggende på folkesuverænitetsprincippet, at statens legitimitet udspringer af folket. Første gang folkesuverænitetsprincippet blev formuleret i en udtalelse fra det engelske parlament, var i sommeren 1649 efter opgøret med Karl 1. af England, og den engelske ”glorious revolution” i 1688, der afsatte den katolske konge James II, og indsatte William III, baserede sig på dette princip og den engelske frihedstradition.

Engelsk lovgivning i 1760erne anerkendte, hvad den engelske forfatningskommentator Blackstone’s kaldte for “the law of redress against public oppression”. Denne ”konstitutionelle lov” retfærdiggjorde folkets modstand mod kongemagten, og den stammede fra en kontrakt mellem kongen og folket, der forpligtede kongen til at bevare ”the public welfare”. Forestillingen om en sådan oprindelig kontrakt var et centralt dogme i engelsk og britisk konstitutionel ret siden ”tidernes morgen”.

John Locke erklærer i Second Treatise on Government, 1689, at mennesker har en naturlig ret til liv, frihed og ejendom, og hvis et styre krænker disse naturlige rettigheder, så er det at regne for at være en krig mod folket, og folket har følgelig ret til at fjerne styret med magt:

“I say using Force upon the People without Authority, and contrary to the Trust put in him, that does so, is a state of War with the People, who have a right to reinstate their Legislative in the Exercise of their Power. For having erected a Legislative, with an intent they should exercise the Power of making Laws, either at certain set times, or when there is need of it; when they are hindr’d by any force from, what is so necessary to the Society, and wherein the Safety and preservation of the People consists, the People have a right to remove it by force.”

Den amerikanske revolution byggede på naturretten og den engelske frihedstradition for folkets (kollektive) ret til oprør.

Thomas Jefferson, der var hovedforfatteren til den amerikanske uafhængighedserklæring, var revolutionær, og han mente ikke alene, at folket har en ret til oprør, men at denne oprørsret er helt afgørende for at holde ethvert styre på dydens smalle sti. Som Jefferson skrev: ”When the people fear the government, there is tyranny. When the government fears the people, there is liberty.” Og senere: “What country can preserve its liberties, if their rulers are not warned from time to time that their people preserve the spirit of resistance? Let them take arms,” Jefferson, 13. Nov. 1787.

Retten til oprør blev skrevet ind i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 som et sidste middel, folket kan gribe til, når det er underkastet et tyrannisk styre:

“Whenever any Form of Government becomes destructive of these ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its foundation on such principles and organizing its powers in such form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.”

Det er ikke alene folkets ret, men deres pligt at afsætte et tyrannisk styre. Det hedder videre i uafhængighedserklæringen:

“But when a long train of abuses and usurpations, pursuing invariably the same Object evinces a design to reduce them under absolute Despotism, it is their right, it is their duty, to throw off such Government, and to provide new Guards for their future security.”

Retten til at bære våben er naturligvis en nødvendig betingelse for retten til oprør, og den ret beskyttes med den amerikanske forfatnings anden tilføjelse:

”A well regulated Militia, being necessary to the security of a free State, the right of the people to keep and bear Arms, shall not be infringed.”

Det var en udbredt opfattelse, selv efter dannelsen af Amerikas Forenede Stater med en demokratisk forfatning, at folket har en grundlæggende ret til at kaste en tyrannisk regeringsmagt af sig. Som James Madison skrev, Helevidius no 3, 7. Sept. 1793:

“If there be a principle that ought not to be questioned within the United States, it is, that every nation has a right to abolish an old government and establish a new one. This principle is not only recorded in every public archive, written in every American heart, and sealed with the blood of a host of American martyrs; but is the only lawful tenure by which the United States hold their existence as a nation.”

Henry David Thoreau argumenterer i sit skrift om civil ulydighed, Civil Disobedience, fra 1849 for en individuel ret – og ikke mindst moralsk pligt – til oprør:

“All men recognize the right of revolution; that is, the right to refuse allegiance to, and to resist, the government, when its tyranny or its inefficiency are great and unendurable. (…) “when a sixth of the population of a nation which has undertaken to be the refuge of liberty are slaves, and a whole country is unjustly overrun and conquered by a foreign army, and subjected to military law, I think that it is not too soon for honest men to rebel and revolutionize.”

Martin Luther King hævdede ligeledes, at det er en pligt at gøre modstand mod uretfærdige love.

Om Copyright

Dog, hvis man skulle prøve at sige noget til fordel for copyright, så kan man indvende, at copyright jo i dag er relativt løst. Hvis du bruger 100.000 kr. på at lave et pophit, som du vil have 100 kr. for, så er der jo ikke noget, som stopper andre kunstere i at lave en sang, som lyder næsten præcis som dit hit, som de kun vil have 10 kr. for. Sådan har det alle dage været.

Men forbrugeren vil have det velkendte pophit, ikke det lignende produkt. Du vil have Britney Spears, ikke en efterligning. Du vil have Harry Potter, ikke en efterligning. Monopoler er selvfølgelig et onde, men på den anden side må man også sige, at forbrugeren har en tendens til at opsøge helt specifikke ting, når de sagtens kunne klare sig med alternativer. Og når forbrugeren opsøger disse specifikke produkter, så må det være fordi, at der er noget ved dem, som repræsenterer en højere værdi for forbrugeren. Derfor er det også naturligt, at nogle kunstnere kan tage en højere pris for deres værker end andre.

Om mulighederne for reform af Danmark

af Soren Kenner

Det er 15% billige at producere sine varer i Sverige end i Danmark. Det er 25% billigere i Tyskland. Og det er 40% billigere i Polen. Hvad skal retfærdiggøre at producere i Danmark? Vi er hverken dygtigere, bedre uddannet eller flittigere end folk i andre lande. Bare dyrere. Hvorfor? Det enkle svar er skatter og afgifter.

Staten fylder nu op mod 70% af vores samlede økonomi. Den lægger vores liv i faste rammer og bestemmer stort set alting. Og det koster naturligvis. Vi danskere skaber et bruttonationalprodukt på ca. 1.800 mia. om året –– og staten bruger ca. 1.150 mia. om året. Tankevækkede, ikke sandt? Men hvad går pengene så til? De går til ’velfærd’ på fire områder: Infrastruktur, uddannelse, socialt sikkerhedsnet og sundhedsvæsen. Ting som er nødvendige for ethvert samfund –– og som vel alle er enige om skal fungere også i Danmark.

Men får vi nok for pengene? Det bør vi til gengæld diskutere.

Men først lidt fakta: Danmark har en befolkning på 5.5 millioner. Heraf er 2.1 millioner på overførselsindkomst (pensionister, SU, arbejdsløse, kontanthjælp etc.), 800.000 er ansat i stat og kommune og ca. 1.7 millioner mennesker er ansat i det private erhvervsliv. Eller for at opsummere lidt mere direkte: 1.7 millioner menneskers produktivitet skal betale den fulde regning for 5.5 millioner borgere.

Man kan den det –– også i fremtiden? Det kommer jo i den sidste ende an på hvordan vi indretter vores samfund. I realiteten bør vi alle kunne enes om de følgende målsætninger uanset politisk observans:

For det første få så mange som muligt i arbejde. Dels fordi flere folk i arbejde = færre folk på forsørgelse (og dermed færre udgifter til stat og kommune) men også fordi det at være i arbejde = inklusion i samfundet.

For det andet at få så meget som muligt for de penge, vi som borgere investerer i stat og kommune. Dvs. at vi uden at diskutere fordelingspolitik og lign som min. bør kunne enes om at jo bedre stat og kommune er til at strukturere, indkøbe og levere de ydelser som tilbydes borgerne –– jo mere får vi for pengene.

For det tredje at skabe rammer der sikrer de to første målsætninger kan opfyldes. Dvs. at skabe de bedste forudsætninger for et produktivt samfund med job til alle og en administration i stat og kommune, der er effektiv og målrettet.

Kigger man på jobskabelse så bør det være åbenlyst for enhver at det er svært at skabe og bevare danske arbejdspladser når vi ikke kan konkurrere med landene rundt om os. Høje skatter og afgifter fordrer høje lønninger –– der skal jo være nok både til at sætte mad på bordet, betale husleje –– og betale skat og afgifter.

Det er en ond cirkel: Højere skatter og afgifter leder til tab af job. Og resultaterne sætter sig igennem overalt: Dagligvarer er 39% dyrere i Danmark end i EU som et hele (pga høje skatter, afgifter og lønninger) –– folk spiser mindre ude (fordi lønningerne plus moms gør det for dyrt at gå på restaurant) –– og stadig flere vælger at fylde bilen op med varer i Tyskland eller lade den reparere i Sverige. Fordi det er billigere.

Men hvad ville der egentlig ske hvis vi med ét slag sænkede skatter og afgifter dramatisk –– nok til at komme under f.eks. Tysk niveau?

For det første ville folk få øget deres købekraft. Når man nedsætter skatter og afgifter bliver ting som dagligvarer, energi, transport, husleje mv. billigere.

For det andet ville virksomhederne have nemmere ved at konkurrere og ved at skabe job. For når skat og afgift er lavere er brutto-omkostningen pr. ansat lavere selv om den ansatte får udbetalt det samme efter skat. Effekten af dette er vækst og nye job –– og denne vækst ville jo blive stimuleret af den meget enkle mekanisme at det bliver nemmere at tiltrække investeringer, når virksomhederne kan tilbyde en bedre forrentning –– og det kan de jo, når skatter og afgifter er lavere.

Men hvorfor er folk flest så modstandere af at skatter og afgifter skal sættes ned?

Det kan der være to grunde til. Måske har man ikke tænkt sit standpunkt ordentligt igennem –– eller måske frygter man at der så bliver råd til mindre velfærd.

Men er den frygt velbegrundet? Faktisk ikke. Kigger man f.eks. på Sverige har det jo vist sig at de senere års svenske skattelettelser har ledt til øgede skatteindtægter. Årsagen er den meget enkle at lavere skat og afgifter skabte flere job således at folk kom ud af forsørgelse (som er en udgift for staten) og ind i et job, hvor de nu bidrager med skattebetaling til staten.

Men vent: Der er mere endnu! For hvis vi er enige om at stat og kommune altid skal være så effektive og påpasselige med borgernes penge som overhovedet muligt, så bør man jo også overveje i hvilket omfang det med smartere indretning kan lade sig gøre at få mere for pengene. Der skal simpelthen leveres mere for mindre.

Men er det muligt? Ja. Naturligvis er det da det. Iflg. det velestimerede OECD er den danske offentlige sektor kun halvt så effektiv som den private. Dvs. at vi kører i ca. halvt tempo når vi kigger på hvad den offentlige sektor får ud af pengene.

Er det fordi de offentligt ansatte er dumme eller udygtige? Nej. Slet ikke. Det er fordi vi gennem mange år har opbygget en række ufatteligt komplekse og ikke særligt effektive administrationsrutiner. Vi kontrollerer og efterberegner alt stort og småt ned i mindste detalje. Ufattelige mængder af penge nedsænkes i skemaer, beregninger, rapportering, udvalg, kommissioner, styrelser etc. etc.

Det er hamrende ineffektivt –– og ikke nemt at komme til livs. Men det er dumt og det koster os alle meget dyrt. Et opgør med bureaukratiet, behandlersamfundet, klientgørelsen af den almindelige borger, den generelle ineffektivitet, uviljen til at konkurrenceudsætte ydelser mv. er i allerhøjeste grad tiltrængt. For vores alles skyld.

Min konklusion på ovenstående er egentlig ganske enkel: Man behøver ikke at definere sig selv politisk for at synes det er sund fornuft at sænke skatter og afgifter. Og man behøver ikke at frygte at en mindre stat er det samme som mindre velfærd.

Faktisk kan det modsatte vise sig at være tilfældet: For en stat og kommune der er drevet effektivt og målrettet med klare prioriteter vil i realiteten kunne levere mere til borgerne for færre penge end i dag –– og selv de mest udsatte som f.eks. kontanthjælpsmodtagere vil jo have fordel af at få styrket deres købekraft gennem lavere skatter og afgifter.

Den pointe jeg når frem til her er ikke rocket science –– og jeg er 100% sikker på at stort set hver eneste af de 179 medlemmer af folketinget forstår disse sammenhænge. Men hvordan kan det så være, at de ikke agerer på dem?

Mit bedste bud er angst for forandring –– og trygheden ved at klæbe til taburetten.

Vi har de seneste 20 år været inde i en meget uheldig udvikling: Når staten fylder 70% af den samlede økonomi er vi alle i realiteten blevet forvandlet til ’velfærdsjunkies’ –– vi er havnet i en situation, hvor vi betaler så meget til staten, at vi ikke længere selv har råd til at købe de ydelser vi har behov for. Det er et tveægget sværd: Vi har velfærd –– men vi er også dybt afhængige af at denne leverance af uddannelse, sundhedsvæsen og socialt sikkerhedsnet fortsætter med at flyde uhindret –– for langt de fleste af os kan jo ikke klare os uden!

Alt dette giver anledning til et demokratisk og politisk dilemma: Når man er blevet afhængig af velfærd bliver man også bange for forandring. Man bliver bange for at miste noget af det, man føler man har tilkæmpet sig eller synes man har krav på som dansker. Derfor er politikere pr. definition bange for at fremsætte forslag der ’går ud over’ grupper af vælgere, der jo kunne reagere ved ikke at stemme på dem næste gang. Det leder til en meget forudsigelig dans: Man bliver valgt ind på løfter om ny og bedre velfærd. Man bliver valgt ind på at påstå man er bedst til at forvalte og udvikle leverancen af velfærd –– men man bliver ikke valgt ind på at være ærlig og sige at vi trænger til ganske store reformer, hvis vi skal klare os fremover.

Jeg gætter på at de fleste politikere forsvarer denne i mine øjne patetiske flugt fra deres demokratiske ansvar med tre argumenter: 1) De repræsenterer en bestemt gruppe menneskers holdninger og ønsker. 2) Det er alligevel umuligt at lave om på tingene og 3) En art ’blindhed’ man opnår efter nogle år som politiker, når det går op for en at det hele er at stort bluffnummer.

Kan vi lave om på alt dette? Ja. Hvis vi vil. Hvis vi hver især forsøger at fokusere på og prioritere det væsentlige. Hvis vi opstiller nogle tydelige målsætninger, der giver mening for alle (som f.eks. at vi vil have flere job, mere købekraft og en mere effektiv offentlig sektor) og at vi prøver at få fokuseret debatten på disse emner, så politikerne og embedsvældet og den ’snakkende klasse’ begynder at forholde sig til det på en konkret måde i stedet for at snakke uden om og bruge kræfter på latterlige lappeløsninger, der ingen effekt har.

Jeg synes vi alle –– uanset politisk ståsted –– har et fælles ansvar her. Et ansvar for at sikre at Danmark ikke ’går ned’ og for at sikre at vi ikke efterlader vores børn med en kæmpegæld og en rodebutik, der er ude af stand til at give dem et ordentligt liv.