Category Archives: Politik

’Nudge’ – tvang 2.0

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

I september 2012 trådte Danmarkshistoriens største eksperiment inden for såkaldt ”nudging” i kraft: I seks bornholmske supermarkeder, i Nexø, Hasle og Allinge-Sandvig, vil slik og sodavand nu være gemt af vejen, mens frugt og grøntsager fremover vil indtage den centrale placering på hylderne, som slik og sodavand plejede at have.

Metoden er et udtryk for såkaldt ”nudging”, hvor forbrugeren får et blidt puf i den retning, som beslutningstagerne ønsker. Tanken om ”nudging” er blevet tiltagende populær i løbet af de sidste fem år, og det er der god grund til: Før i tiden kunne folk, som mente at vide, hvad der var bedst for andre, nemlig altid foreslå noget med tvang. Hvis man f.eks. ønskede, at folk skulle spise mere Meyers og mindre McDonald’s, så kunne man, som SF’s Özlem Cekic, bare snakke lidt om at tvinge McDonald’s ud af landet.

Men tiden er løbet fra tvang. Tvang er blevet en tabersag, og tvangspolitik har efterhånden fået en patina og en duft, som leder tankerne tilbage på det tyvende århundredes masseløsninger og ufleksible betonpolitik.

Forslag om tvang er ikke længere gangbar mønt i den politiske manege, men mennesker, som mener at vide, hvad der er bedst for andre, er der stadig nok af. Og hvad skal man så gøre, når nu folk er trætte af tvang? Jo, man skifter fra tvang til ’nudging’: I stedet for at ville vride armen om på folk, så ønsker man nu blot at puffe dem i den ”rigtige” retning.

Her er et par andre eksempler på nudging: Jyllands-Postens kulturjournalist Christine Christiansen foreslår i sit indlæg “Kulturel nudging nu” (JP.dk 11.09.2012), at ”man fra politisk hold vedtog, venligt men bestemt [at] gelejde aktivitetshungrende børnefamilier ind i museernes eller naturcentrenes kreative rum”, hvilket sker med den hjemmel, at mange mennesker ”ikke har opdaget wow-effekten ved at gå i teatret, til koncert eller bare fordybe sig i en bog.”

Ligeledes skriver Politikens opinionsredaktør, Per Michael Jespersen, begejstret om nudging i indlægget ”Sådan kan I flytte os, politikere” (Politiken 07.07.2012). Her foreslår Jespersen, at private virksomheder i udgangspunktet bør betale ”en andel af overskuddet til grønne fonde”, men med dog mulighed for at melde sig ud af denne ordning.

Nudging er ikke helt tvang, fordi man ikke forbyder noget. Men den, der via nudging vil tage sig ret til at bestemme, hvad den ”rigtige” beslutning er, bilder sig stadig ind, at vedkommende ved mere om, hvad der er rigtigt for andre mennesker, end de selv gør.

Men hvorfor har teatre og museer mere ret til børnefamiliers fritid end biblioteker, biografer eller computerspil, hvis det er dét, familierne foretrækker? Og hvorfor har ”grønne fonde” mere ret til danske virksomheders overskud end Røde Kors eller Kræftens Bekæmpelse, eller virksomhedens egne aktionærer?

Med nudging har man opgivet at tvinge folk, men ikke desto mindre reserverer man dog stadig retten til at bestemme, hvad andre folk burde gøre. Og således er nudging ikke andet end den moderate version af tvang.

FAQ – Hvordan slipper jeg for at betale DR licens?

af “Licens Lars“

Denne guide er for dem, der ikke har lyst til at betale medielicens på baggrund af at eje moderne teknologi.

Man skal fra starten gøre sig klart, at DRs magtbase ligger i frygten for, at de kan “gøre én noget”, og at de kan finde ud af forhold om dig, som de reelt ikke kan.

Man skal også gøre sig klart, at der ikke er det fjerneste moralsk angribelige i, at unddrage sig licensen og lyve over for DR angående ens ejerskab af tv, internet og smartphones. Det vedkommer ikke en statslig tv-station, hvad danskerne ejer af elektronik.

Ordningen er indlysende nok ikke rimelig, og derfor skal du ikke have det dårligt med at udøve denne form for civil ulydighed. For som en klog person engang sagde: “Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt”.

Guiden svarer på de spørgsmål, som vi oftest bliver stillet:

Q: Kan DR se, at jeg har en et tv, en internetforbindelse, en smartphone og en kabelpakke?

A: Nej, DR har ikke nogen efterforskningskompetencer og har derfor heller ikke nogen adgang til registre, der omhandler ens ejerskab af elektronik. Den eneste måde DR kan se, om du ejer et tv på, er ved at kigge gennem dit vindue fra offentligt tilgængeligt område.

Q: Hvad hvis DR uopfordret sender mig et girokort, uden at jeg har tilmeldt mig, og uden at jeg har talt med nogen fra DR?

A: Hvis du ikke selv har tilmeldt dig, eller en licensinspektør har tilmeldt dig efter at have luret ind af dine vinduer, sker der absolut ingenting ved at smide girokortet ud. DR sender disse girokort ud i stor stil i håb om at folk betaler dem ud af misforstået pligtopfyldelse og frygt. Så ud med det! Det er ikke farligt.

Q: Kan jeg komme til at betale licens med tilbagevirkende kraft?

A: I princippet kan man godt risikere det, men i praksis kan man ikke. Bevisbyrden ligger hos DR, så hvis du selv indrømmer, at du har været licenspligtig i en periode, er der en teoretisk mulighed for det. Dog er det en praksis som DR ikke bruger – de ved nemlig godt, hvor upopulære de ville blive, hvis de begyndte at agere sådan. Så: Indrøm intet – de har ingen ret til at få svar på noget som helst.

Q: Hvad skal jeg sige til licensmanden, hvis han møder op på min bopæl?

A: Licensinspektører har ingen lovhjemmel til at komme ind i dit private hjem. De er at betragte som privatpersoner i den henseende. Så du siger blot: ”Jeg er ikke licenspligtig og har aldrig været det. Hav en dejlig dag. Farvel”

Q: Hvad hvis DR tilmelder mig efter at have været på besøg eller efter, at de har ringet til mig?

A: Hvis DR tilmelder dig efter de har haft kontakt til dig, kan du nemt slippe uden om kravet ved at skrive til adressen direktion@dr.dk. Brevet kan lyde sådan:

”Kære DR. Jeg er blevet kontaktet af jer den. XX/XX og jeg forklarede, at jeg ikke var licenspligtig. Alligevel har I imod min vilje og i strid med loven tilmeldt mig medielicensen. Jeg anmoder venligst om, at I frafalder kravet imod mig, og jeg anmoder om aktindsigt i min licenssag, så jeg kan få overblik over grunden til den fejlagtige tilmelding. Husk at overholde tidsfristen for aktindsigt som angivet i forvaltningsloven. Med venlig hilsen…”

Efter sådan et brev lægger DR sig fladt på ryggen – også selv om de faktisk har set du havde et tv.

Q: Hvordan afmelder jeg medielicensen?

A: Afmelding sker nemt på adressen https://www.dr.dk/DR/Licens/DR.Licens.Forms/HusstandUnsubscribe.aspx

Og DR er forpligtet til at respektere afmeldingen.

Q: Hvilke konsekvenser kan det have  for mig, at afmelde mig medielicensen, selv om jeg reelt er licenspligtig?

A: Den eneste konsekvens det har, er at DR igen kan tilmelde dig medielicensen. Du får ingen bøder og DR gør ikke krav på betaling med tilbagevirkende kraft. Så bedriv dit licensnægteri med den reneste samvittighed og uden frygt.

Amerikanske holdninger til lavere skatter og mere kontrol med indvandringen

Ifølge Personality and the Foundations of Political Behavior (Cambridge Studies in Public Opinion and Political Psychology) så synes medlemmer af det republikanske parti godt om lavere skatter og mere kontrol med indvandringen. Ok. Den så man komme. Men så lavede man samme test med medlemmer af det demokratiske parti, og de synes også godt om lavere skatter og mere kontrol med indvandringen. Begge grupper synes langt bedre om cocktailen ‘lavere skatter og mere kontrol med indvandringen’ end folk, som ikke var medlem af noget politisk parti.

A James Madison graphic

“I cannot undertake to lay my finger on that article in the Constitution which granted a right to Congress of expending, on objects of benevolence, the money of their constituents…. With respect to the words general welfare, I have always regarded them as qualified by the detail of powers connected with them. To take them in a literal and unlimited sense would be a metamorphosis of the Constitution into a character which there is a host of proofs was not contemplated by its creators.”  – James Madison, 1791

Click for full size:

Konservative og liberale har brug for hinanden

af Ryan Smith

Jeg er selv liberal, men jeg indrømmer det: Ser man på to af de sidste tyve års største politiske spørgsmål for Danmark, nemlig medlemskabet af EU samt problematikkerne omkring den ikke-vestlige indvandring, så er det fortrinsvis landets konservative, der har haft ret, mens vi liberale på lange stræk har været alt for optimistiske.

Eksempelvis var vi mange, der mente, at selvom de ikke-vestlige indvandrere umiddelbart skabte besvær for den eksisterende orden, så ville indvandringens onder snart gå over igen, ja, faktisk blive til goder, når først indvandrerne fik gjort deres entre på arbejdsmarkedet. Flere hænder på arbejdsmarkedet betød jo en større økonomisk kage, samlet set, og »mennesker lader sig jo i sidste ende styre af økonomiske (snarere end kulturelle) hensyn,« lød den liberale logik. Af samme årsager var vi mange, der gladelig hilste enhver yderligere stramning af EU-knuden velkommen: Ethvert skridt i retning af en tættere union var jo samtidig et skridt i retning af større frihandel – troede vi.

Her mange år senere kan vi se, at de ikke-vestlige indvandrere ikke uden videre lader sig integrere, men tværtimod at de stadig optræder uheldigt i alle de forkerte statistikker. Og det EU, som mange liberale engang så som et håb i kampen mod regulering og monopoler, er nu endt som et postmodernistisk bureaukratiserings- og reguleringshelvede. På begge områder var det de konservative, som var først ude med at sige fra, og på begge områder var det de mennesker, som sagde fra, der havde ret.

Selvom jeg er liberal, anerkender jeg også, at konservative tænkere og konservativ politik historisk set har haft en stor del af æren for ’liberale’ samfund som Holland, Storbritannien og USAs succes, som den udfoldede sig i disses landes bedste perioder. Liberalisme uden konservativt mådehold bliver alt for let til en parodi på sig selv, en slags ’Enhedslisten i blåt’, hvor man ønsker at ophæve landegrænser, politi, militær og skat. Et fatamorgana, der – ligesom kommunisme – nok ser godt ud på papiret, men som med garanti vil føre til død og ødelæggelse, hvis det blev ført ud i livet.

Jeg anerkender derfor, at liberalisme har brug for konservatisme. Alligevel er jeg dog stadig liberal. For et pure konservativt samfund er ikke et samfund, som jeg personligt har lyst til at leve i. For hvis liberalisme uden konservatisme bliver til et ’Enhedslisten i blåt’, så har konservative samfund, der ikke får liberalt modspil, en tendens til at stagnere og blive repressive: At blive til strenge ’far’-samfund, som diskriminerer benhårdt mod religiøse, seksuelle og værdimæssige afvigere.

Pure konservative samfund er f.eks. dem, man finder i antikken, hvor selv demokratiske stater som det klassiske Athen endte med at dømme en afviger som Sokrates til døden for at præsentere byens unge for andre værdier end dem, som man fra etablissementets side anså som stedlige, gode og etablerede. Modsat hvad mange synes at tro, er demokrati altså ikke i sig selv en garanti mod en unødvendig diskrimination af samfundets afvigere, hvilket nutidens USA og dets uværdige behandling af homoseksuelle også beviser til fulde.

Udover kontinuert at udfordre den eksisterende orden, så tjener det liberale modspil også et andet vigtigt formål for de konservative, idet liberale gerne minder hvem som helst, der vil lytte, om, at staten er for stor (altid for stor), og at statsmagten bør være begrænset. Og i forlængelse heraf, minder den liberale røst også ivrigt om, at staten ikke bør bruges til at slå ned på folk med afvigende tro, seksualitet eller værdier. Kort og godt minder den liberale stemme om, at værdipolitik ikke skal håndhæves med politimagt, hvilket i sidste ende er, hvad de konservative jo argumenterer for, når de søger at mejsle deres værdier ind i lovens tavler.

Jeg siger ikke, at alle konservative har behov for at blive mindet om denne lektie, blot fordi de er konservative. Inden for de konservatives egne rækker findes der f.eks. en glimrende liberalkonservativ tradition, hvor den konservative orden, man kæmper for, først og fremmest er den orden, som frie mennesker af egen fri vilje vælger at hædre og videreføre som deres traditionelle værdier. Men over for denne tradition findes der også en mere statskonservativ tradition, som har en uheldig tendens til at ønske at få sine foretrukne værdier gennemtvunget med lov.

Den konservative intelligentsias ulykke i Danmark er, at vi her i landet ikke (længere) har en stærk konservativ tradition i befolkningen, på samme måde som man f.eks. har det i USA. Efter et halvt århundrede med socialdemokratisk jernvælde er vi nemlig blevet vant til at tænke på civilsamfundet som noget, staten tager sig af, og som den enkelte hverken behøver eller kan tage ansvar for. Det gør det i sagens natur svært for nutidens konservative at vinde opbakning til deres synspunkter ved at appellere direkte til befolkningen, og derfor kompenserer de ofte ved at forfalde til den intellektuelt dovne løsning: At få staten til at gennemtvinge den værdipolitik, de nu engang selv synes bedst om.

Således står vi i dag med en række ligegyldige surrogatdebatter om flagforbud, kulturkanon og svinekød i daginstitutionerne. Alt sammen er en art konservativ trøstespisning for, at man ikke kan få det, der i virkeligheden står øverst på den konservative ønskeliste: En befolkning i Danmark, der vitterligt er konservativ helt ind til benet.

Uanset hvor mange forbud og påbud man får tvunget igennem ad statens vej, så får man ikke skabt en egentlig konservatisme. Problemet er, at man ikke kan gennemtvinge en konservativ folkestemning fra oven og ved hjælp af staten. Et ægte konservativt samfund er nemlig det modsatte af samfund, hvor alle beslutninger udgår fra et flertal på Christiansborg. Hvilket også betyder, at jo mere de konservative debattører medvirker til at politisere samfundet, des mere modvirker de også deres egne langsigtede mål, og des mere går de også socialisternes ærinde.

For jo flere beslutninger, der skal gå gennem staten (frem for at blive truffet i civilsamfundet og mellem frie mennesker), des mere modtageligt bliver samfundet også over for alskens teknokratiske, utopiske og – i sidste ende – anti-konservative påfund.

I et demokrati har man skiftende regeringer, og når det demokratiske pendul uundgåeligt svinger hen på en rød regering, så har de konservative, som gerne vil bruge lovgivning til at gennemføre deres værdipolitik, selv været med til at arbejde for en stat, hvis indblanding i privatsfæren er større, end de egentlig selv ønsker sig. Hvis først vi åbner op for, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad vi bruger vores flagstænger til, bliver det alt andet lige også mere nærliggende, at staten kan komme ind og blande sig i, hvad det nu er for nogle håndværkere, der sveder i baghaven.

Derfor er den konservative iver efter at bruge staten i værdipolitiske spørgsmål paradoksal, og paradokset ses blandt andet i de konservative udfald mod den statslige børnepasning. »Hold jer ude af vores børnepasning, men hold endelig opsyn med vores flagstænger,« som mantraet synes at lyde.

Så derfor, kære konservative: Rub neglene. Kom ud af lænestolene, og drop tankerne om at indføre de ’rigtige’ værdier pr. statsligt dekret. Det egentlige konservative arbejde består i at opfostre en konservativ kultur blandt befolkningen her i landet efter 60 år med forskellige former for socialdemokratisme.

Så drop tankerne om at føre værdipolitik via lovgivningen  den bedste måde at opamme en stærk konservativ tradition på, er ved at rulle statens omfang og magtsfære tilbage. Og det er noget, som enhver besindig borgerlig – konservativ som liberal  – burde kunne støtte op om.

Romney og Obama – et valg mellem typer

af Ryan Smith

Siden år 2000 er det videnskabelige studie af personligheden virkelig taget til, og omfattende studier af befolkningsgrupper har afsløret, at hver person ikke er et unikt snefnug, men at langt de fleste af os falder ned i bestemte mønstre, hvor vi minder om andre mennesker. Sådan er det også med de amerikanske præsidenter. Og sådan er det også med Obama og Romney.

Hvis vi starter med Obama, så gælder det, at den præsident, han personlighedsmæssigt minder mest om, er demokraten Woodrow Wilson, som var præsident fra 1913 til 1921. Både Wilson og Obama arbejdede på universiteterne, før de blev præsidenter. Begge er de akademiske og abstraktionssøgende, og begge bliver opfattet som meget alvorlige udadtil, mens folk, der kender dem godt beskriver deres indre liv som kaotisk og præget af irritabilitet.

Både Wilson og Obamas talemønstre beskrives af tilhørere som præcist, langsomt og værdigt, og af folk, der har været tæt på dem, skildres de begge som præget af en personlig generthed: Som mennesker, der er svære at komme tæt på, og hvis personligheder har et hemmelighedsfuldt og arrogant præg.

Hvis vi derimod ser på Mitt Romney, så minder hans personlighed mest om republikaneren Dwight D. Eisenhower, som var præsident fra 1953 til 1961. Ulig Wilson og Obama, så er Romney og Eisenhower ikke naturlige akademikere; de foretrækker et lavere abstraktionsniveau, og de har færre radikale visioner på samfundets vegne. De er også mere konservativt anlagt end Wilson og Obama, og så prioriterer de politisk stabilitet som et gode, hvorimod Obama og Wilson søger mere radikale omvæltninger af samfundet.

Obama og Wilson er også begge fantasifulde og ”progressive,” og så ser de også begge økonomien som noget, der kan forme sig efter politikernes ønsker (de har begge indført priskontrol og/eller kapitalkontrol som præsidenter). Begge mænd er af deres modstandere blevet anklaget for at tænke på sig selv som en kristusfigur, og begge blev de opfattet som noget nær en sådan i Europa. Både Wilson og Obama er meget mere populære i Europa end den gennemsnitlige amerikanske præsident.

Wilson og Obama har også en lidenskab for store, radikale visioner og for store omvæltninger i samfundet. I Obamas tilfælde kan vi nævne sundhedsreformen Obamacare og de enorme vækstpakker, den såkaldte stimulus, som skulle forhindre, at krisen bed sig fast efter 2008. I Wilsons tilfælde er det mest berømte eksempel nok oprettelsen af Folkeforbundet, som i 1919 skulle forhindre, at der nogensinde kom en ny Verdenskrig.

Begge mænd har også stor medfølelse med ”menneskeheden” og med samfundets svage, men for begges vedkommende gælder det, at sympatien ikke er en sympati over for konkrete mennesker. Det er over for menneskeheden som abstraktion: I deres personlige smag er både Wilson og Obama elitære, og de kan ikke identificere sig med manden på gulvet.

Både Wilson og Obama indeholder på den måde et paradoks: På den ene side er de kolde og arrogante akademikere, der er tilbageholdende i deres omgang med mennesker. Men på den anden side er de idealistiske og moraliserende (ja, nærmest religiøse) i deres kærlighed til menneskeheden.

Politik handler på store træk om at smøre folk, både modstandere og medspillere, og de folk, som vi tænker på som ”den fødte politiker”, er ofte folk, der netop formår at charmere så meget, at der næsten bliver tale om en tvangshandling (bare spørg Clinton og JFK). Så meget desto mere mærkeligt er det, at Wilson og Obama begge har vist sig fuldstændig ude af stand til at smøre folk, selv når deres politiske karriere afhænger af det.

Mens Romney og Eisenhower begge har vist sig gode til at samarbejde med deres politiske modstandere, så har Wilson og Obama altså begge vist sig udpræget dårlige til at samarbejde hen over midten. Deres personlige vrede og fjendtlighed er ofte kommet i vejen, og som psykologerne forstår det, så er disse træk hos Obama og Wilson udtryk for, at deres personligheder er præget af såkaldt neuroticisme, dvs. øget følelsesmæssig ustabilitet og øget modtagelighed over for negative tanker og følelser.

Måske er det derfor, at både Obama og Wilson har valgt jordnære, praktisk anlagte ”helpmates” som partnere: Koner, der i kraft af deres pålidelighed og stabilitet kan fungere som et beroligende anker for disse mænd, der altså har en tendens til at tage protester mod deres politiske ideer personligt og til at lade sig gå uforholdsmæssigt meget på af modstand.

Anderledes er det med Romney og Eisenhower. Hvad personlighed angår, så har Romney og Eisenhower mere til fælles med Obamas og Wilsons koner end med Obama og Wilson selv. Ligesom Michelle Obama og Wilsons kone, Ellen Wilson, så er Eisenhower og Romney mere praktiske og jordnære typer.

Begges personlige værdier kredsede fra en tidlig alder om væsentligheden af hårdt arbejde og det at udføre sine pligter til tiden. Og som voksne er begge mænd senere blevet anklaget for at være ude af trit med befolkningens ønsker og for at være for gode venner med de rige.

Hvor det for Wilson og Obama var de store visioner, der talte – de radikale omvæltninger og den dramatiske fortælling om dem selv som præsidenter – så var det vigtigste for Eisenhower og Romney ikke de store visioner, men at det arbejde, der nu engang skulle udføres i Det Hvide Hus, blev udført omhyggeligt og ansvarligt: At opgaven blev udført efter bogen, og løst til flertallets tilfredshed.

Som politikere har Eisenhower og Romney derfor en tendens til at uddelegere ansvar og søge kompromis. De søger ikke at dramatisere og iscenesætte sig selv i lederrollen, og de er ikke fantasifulde og visionære. Eisenhower og Romney var begge markant bedre til at samarbejde med politiske modstandere, end Wilson og Obama nogensinde var det. I Eisenhowers tilfælde, så kunne det bliv helt ekstremt, da han som general under anden verdenskrig formåede at få primadonna’er som Churchill, Montgomery, Patton og de Gaulle til at spille sammen og at få deres histrioni til at gå op i en højere enhed.

Som ledertype er Eisenhower og Romney anlagt sådan, at de ikke selv søger at tage æren for alt. De uddelegerer ansvar og fremhæver de underordnedes indsats for pressen. Men denne ydmyghed som leder er ikke nødvendigvis noget, som vælgerne belønner i stemmeboksen. At være beskeden går nemlig ud over en leders karisma og får vedkommende til at fremstå som visionsløs.

Dette indtryk forstærkes nemt af, at Eisenhower og Romney begge har en tendens til at kikse til pressekonferencer: Til at give vage og selvmodsigende svar til journalister og således fremstå usikre, uoprigtige og absolut ikke som personer, man har lyst til at lægge ansvaret for sit land i hænderne på. Kort sagt: Spredte svar bliver opfattet som spredt fægtning. Hvis tingene går skidt under sådanne mænd, så opfattes det populært, som om ”det også er, fordi de ikke har nogen gennemslagskraft.” Og hvis tingene går godt under sådanne mænd, så er det nok, fordi denne udvikling alligevel var ”sket af sig selv.”

Siden sin afgang i 1961 er Dwight Eisenhower blevet opfattet som en middelmådig præsident, der ikke gjorde det store for at ændre på USA’s grundlæggende tilstand. At dømme ud fra personlighedsstudier, så vil Romney næppe blive anderledes som præsident – middelmådig. Men hvis han, ligesom Eisenhower, formår at sikre lav inflation, lav arbejdsløshed, balance på statens budgetter og at holde Amerikas fjender i skak, så er ”middelmådig” måske slet ikke så ringe endda.

Som personer falder Eisenhower og Romney ned i et mønster, hvor de deler personlighed med tidligere præsidenter som Hayes, Cleveland, Ford og Washington: Personer, som ikke selv har de store visioner, men som egner sig fortrinligt til at stabilisere og rede trådene ud.

Obama og Wilson falder derimod ned i en gruppe, hvor de deler temperament med tidligere præsidenter som J.Q. Adams, Hoover, Coolidge og Harrison: Præsidenter, hvor der er garanti for, at der sker noget dramatisk i løbet af deres embedsperiode (om end ikke nødvendigvis noget dramatisk godt).

Og hvem er så det bedste valg til november 2012? – Svaret afhænger af ens egen personlighed.

Det tarvelige liberale engagement

af Ryan Smith

I fraværet af en egentlig liberalismekritik er der dukket et nyt antiliberalt argument op i debatten: De liberale er meget engagerede. De ofrer tid og penge, uden at forvente at få noget igen, for deres hjertesag. Det er noget værre noget. Ja faktisk er det bare for tarveligt.

Her er tre eksempler på det nyopståede fænomen. Vi tager dem i kronologisk rækkefølge:

Eksempel nr. 1: I det Manfo- og liberalismekritiske indlæg “Truslen fra Abernes Planet” (Politiken 21.08) skriver forfatterinden Susanne Staun: “Manfo.dk er Lennart Kiils helt eget værk, skabt for egne penge og i egen tid … mænd kan være mænd og lutre sindet ved at læse en efterhånden omfattende artikelbase…” Man forstår, at det på en eller anden måde trækker fra Manfos virke, at foretagendet er lavet for eget engagement og egne penge, og at det ikke, som Kvinfo, får 30 mio. tvangsindkrævede kroner om året til at trække sit syn på køn og ligestilling ned over hovedet på andre.

Eksempel nr. 2: I det liberalismekritiske indlæg “Tilbage til friheden (igen!)” (Berlingske 21.09) skriver CEVEA-manden Jens Jonatan Steen og socialdemokraten Peter Hummelgaard: “Den danske højrefløj minder mest af alt om en flok Duracell-kaniner på coke, når man ser dens engagement i diskussionen om frihed.” Og en yderligere kritik af de liberale lyder: “Dens medlemmer skriver stribevis af debatbøger, de masseproducerer kronikker og lancerer nye ideologiske kampagner…” Igen ser vi tendensen: Det er dårligt at være så stærkt engageret i den offentlige debat. Og det er især  dårligt at være det på eget initiativ. Bedre havde det nok været, hvis en stor organisation, såsom staten eller LO, på forhånd havde sanktioneret ens handlinger og sagt, at det var ok, at man mente, som man gjorde.

Eksempel nr. 3: I fredags (28.09. red.) kunne flere aviser så køre den historie, at sagen om restaurant Vejlegården slet ikke var den lille mands kamp mod systemet, men at den i hemmelighed skulle være dirigeret af en hær af liberale skyggegeneraler med mange penge og skumle ønsker. 3F’s bedste bud på en liberalismekritik er altså at diske op med en sammensværgelsesteori.

Nuvel, det er set før. Men hvad der er nyt i denne sammenhæng, er, at privatpersoners engagement i sagen problematiseres. I fredagens artikel “Liberalt netværk stod bag Vejlegården” (Fagbladet 3F 28.09) skriver journalisten i en problematiserende tone: “Vejlegården fik hurtigt mange støtter på Facebook. En af hovedmændene bag Facebook-indsatsen var den 25-årige Andy Møller Hansen. Han er bestyrelsesmedlem i Venstres Ungdom i Randers. Han er også formand for afdelingens Facebook-udvalg.” Artiklen fortsætter: “På Facebook kunne man også se videoindslag med Amin Skov. De var lavet af Anja Daugaard, som sidder i byrådet for Venstre i Vejle. Hun har sit eget reklamebureau med fokus på video.” Og endelig oplyser journalisten: “En støttehjemmeside med navnet ’bekæmp-m3fia.dk’ blev også lavet af liberale eksperter i kommunikation på nettet.”

Ingen betvivler, at der her er tale om liberalt orienterede mennesker, der frivilligt tager det på sig at lægge deres penge og arbejdstid i en sag, som de brænder for. Det gør 3F, CEVEA og Susanne Staun heller ikke. Men på argumenterne som jeg har gennemgået ovenfor, forstår man alligevel, at det set med røde og lilla briller er forfærdeligt problematisk, at liberale på eget initiativ og for egen regning engagerer sig så kraftigt i samfundet, som de gør.

Set gennem den rødlilla optik, hvor man åbenbart helst skal være på støtten, så er de store kræfter, som det liberale Danmark frivilligt kan mønstre, en uretfærdighed. Deres engagement ligger jo ikke i med staten, og det er bare rigtig tarveligt.

Et liberalt samfund giver plads til næstekærlighed

af Ryan Smith

Den forhenværende amerikanske præsident Ronald Reagan rummede et uforklarligt paradoks i sin karakter, konkluderer de to amerikanske PhD’er i psykologi Steven Rubenzer og Thomas Raschingbauer i bogen Personality, Character, and Leadership in the White House.

Den republikanske Reagan var den mest højreorienterede præsident, Amerika har haft, siden Calvin Coolidge forlod præsidentembedet i 1929 (og her tæller vi altså også George W. Bush med).

Men selv om Reagan indædt ønskede sig mindre stat, kerede han sig samtidig intenst om samfundets svageste. Den samme dag som Reagan havde siddet ved skrivebordet i Det Hvide Hus og droppet diverse velfærdsprogrammer fra statens finanser, kunne han senere hive sit personlige checkhæfte frem og udskrive checks fra sin privatkonto, når han hørte om fremmede svage, der var kommet i nød.

Psykologerne måtte klø sig i håret, men forklaringen på paradokset er nu simpel nok: Deres problem ligger i, at de antager, at man kan slutte direkte fra en persons politiske udsyn til vedkommendes personlige værdier.

På den måde fik de to forfattere smuglet det præmis med i bagagen, at hvis man ikke støtter statslige velfærdsprogrammer, ønsker man heller ikke at hjælpe nødstedte mennesker. Men som Reagans personlige check til de svage og fattigste beviser, kan man ikke uden videre slutte fra politik til personlighed, eller den anden vej rundt.

Ikke robotmennesker

Hvad de to psykologer simpelthen ikke forstår, er, at politik ikke er en udvidet portion af privatsfæren. Når folk som Reagan er imod statens overtagelse af fattighjælpen, er det ikke, fordi liberale ønsker at leve deres personlige liv på baggrund af stivnakket principrytteri, sådan som mange intuitivt tænker om liberale, når de lytter til talen om de upersonlige principper, der efter den liberales hoved skal styre politik.

Hvis liberale virkelig levede på denne stålsatte måde uden for den politiske sfære, ville de ikke kunne deltage i sammenskudsgilder, hvor det er påkrævet, at de tog noget med for at deltage i gildet. De ville heller ikke møde op til middagsselskaber, hvor de var ude af stand til selv at bestemme menuen. Og de mange små hensyn, som man normalt tager til kolleger og naboer i det daglige, ville også være utænkelige for sådan et robotmenneske.

Det eneste, som ville styre den liberales prioriteter i privatsfæren, ville være, hvem der havde ret til hvad og hvor meget – alene i forhold til de liberale principper.

Livet ville med andre ord være ganske besværligt for den liberale, og så har vi end ikke berørt den akavethed, der uundgåeligt ville opstå, når hr. og fru Liberal fandt sammen i soveværelset for at lave små nye liberale.

Slip næstekærligheden løs

Sandheden er selvfølgelig, at liberale ikke lever deres personlige liv efter denne robotlogik. Politisk liberalisme er en tro på, at menneskets naturlige gavmildhed og hensyn til sine med mennesker udfolder sig bedst uden omklamring fra staten.

At befri disse privatområder fra statens tunge centralisering er at give plads til, at mennesket kan opføre sig kærligt og humanitært over for dets medmennesker. Ikke fordi staten siger, det skal, men fordi det af sig selv gerne vil.

De fleste mennesker er født med gavmilde og næstekærlige træk, og de ønsker helt af sig selv at give til værdigt trængende. Men under en samfundsorden, hvor staten undertiden snupper 60 pct. af ens indtægt uden at spørge, og hvor man ikke kan være sikker på, om den ’trængende’ vitterligt trænger, eller måske i virkeligheden er en Doven Robert, som ikke ønsker at arbejde, eller en Fattig-Carina med 15.700 kroner hver måned efter skat, trænges menneskets naturlige giverlyst tilbage.

Og det behøver man ikke en ph.d. i psykologi for at forstå.