Category Archives: Politik

Falsk tryghed på midten

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Et fænomen, der efterhånden er overordentligt videnskabeligt veldokumenteret, er det, at vi mennesker elsker den tryghed, vi tror, der findes på midten. Når vi som forbrugere skal købe et produkt, så køber vi ikke det produkt, som bedst afspejler vores budget og som bedst kan dække de forventninger, vi har til produktet. Nej, når vi er på indkøb, så kigger langt de fleste af os på, hvad det dyreste produkt koster, dernæst på hvad det billigste produkt koster, og til sidst så køber vi så et produkt, der ligger et sted mellem de to ekstremer. Kun den forbruger, der har ekstraordinær lidenskab eller indsigt på området afviger fra dette mønster, og således havner de fleste af os på midten.

Amerikanske forretninger har for længst taget konsekvensen af denne indsigt. Hvis et supermarked f.eks. sælger vin, så har de taget højde for forbrugerens midtersøgende adfærd ved at have et par urealistisk dyre vine øverst på hylderne. Dermed trækker de dyreste flasker gennemsnitsprisen for udvalget op, og dermed trækker den blotte eksistens af de dyrere vine også prisen op på de vine, som supermarkedet ender med at sælge flest af. Medmindre folk har en særlig lidenskab for vin, eller en særlig indsigt i vinmarkedet, så er den vin, som de ender med at købe, altså ikke dikteret af deres behov som forbrugere, men af den ramme, som supermarkedet har dikteret for dem.

Overvejelsen melder sig: Hvis folk bruger denne logik, når de køber vin, tandbørster, brødristere og cykler, hvorfor skulle de så ikke også bruge den, når de ”køber” politisk repræsentation til folketingsvalg? Hvis Enhedslisten står på den ene side, og Liberal Alliance står på den anden, så er det nok sikrest og bedst at vælge et af partierne i midten, – måske Venstre eller Socialdemokratiet, der på en og samme tid forsøger at være alt for alle og vel på den måde kan siges at være den politiske verdens Merlot-drue.

Problemet er bare, at midten ikke nødvendigvis afspejler nogen højere sandhed. For de to ekstremer, der omkranser midten, er ikke nødvendigvis lige langt fra virkeligheden. Da Titanic var sejlet på isbjerget, så var den sikreste position ikke et sted mellem de to ekstremer ”skibet synker” og ”skibet har det fint”. Den sikreste position var ikke ”skibet synker måske en lille smule.”

I dansk politik er ekstremerne Liberal Alliance og Enhedslisten heller ikke lige langt fra virkeligheden. Ifølge tal fra finansministeriet, så kan Danmark se frem til 35-40 år med underskud på de offentlige finanser og noget nær den laveste vækst i den vestlige verden. Og her er der ingen hjælp at hente fra hverken Enhedslisten eller fra midten, hvis positioner vel bedst kan beskrives som henholdsvis ”skibet har det fint” og ”skibet synker måske en lille smule.”

Når først midten er kommet ud af trit med virkeligheden, så kan menneskets naturlige tendens for midtersøgende adfærd nemt komme til at stå i vejen for det, som vi egentlig ønsker. Ligesom midtersøgende adfærd kan bevirke, at forbrugeren kommer ud af forretningen med en vin, der var dyrere, end vedkommende egentlig havde tænkt sig, ligeså kan midtersøgende adfærd bevirke, at vælgeren kommer ud af stemmeboksen med kryds ved et parti, hvis politik er ”dyrere”, end hvad vedkommende egentlig havde tænkt sig.

Tryghed på midten kan altså meget vel vise sig at være falsk tryghed på midten.

Konservativ postmodernisme

Konservatismen er på overfladen den politiske tradition, som kerer sig mest om historie, arv, nationalkultur og autoriteter. Og postmodernismen anses generelt for konservatismens totale modsætning. Men holder modsætningsforholdet også til et nærmere eftersyn?

Postmodernisme er en universitetsretning, hvor man firkantet sagt postulerer, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Er man erklæret postmodernist, så hører det med til territoriet, at man er dybt skeptisk over for de alment accepterede versioner af historien og videnskaben, som vi kender dem. Postmodernisme er også indmaden i meget af Det Radikale Venstres og Enhedslistens værdipolitik.

Hvis nogen hævder noget, som er videnskabeligt accepteret, men som ikke er acceptabelt for den postmoderne person, så griber vedkommende ud efter sin akademiske værktøjskasse. Skulle nogen f.eks. hævde, at de fleste adfærdsstudier viser, at mænd i gennemsnit er mere interesserede i uforpligtende sex, end kvinder er, ja, så vil en god postmodernist straks sætte sig til modværge. Gerne med en personlig modfortælling, sådan som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen f.eks. gjorde i debat med antropologen Dennis Nørmark på Københavns Hovedbibliotek: ”Jeg kender en kvinde, som er mere interesseret i uforpligtende sex end de fleste mænd, jeg kender, og derfor kan videnskaben ikke sige noget om noget.”

Med andre ord er det sådan, at postmodernister ikke er blege for at opfinde deres egne fakta. Så vidt, så godt, og for universitetsfolk – så velkendt.

Men hvad der måske synes mere overraskende er, at Enhedslisten og de Radikale ikke er de eneste postmodernister i den politiske debat herhjemme. Flere af Danmarks konservative debattører har nemlig også tendens til det postmoderne – og det sikkert uden at vide det.

Konservative modfortællinger

I de seneste år har danske konservative bidraget til avisernes debatklummer i et stadigt voksende omfang. Her plæderer man for en konservativ dagsorden med henvisning til ”vores kultur og vores historie.” I betragtning af hvor mange klummer der er blevet sendt i trykken, så er det dog forbløffende sjældent, at nogen af dem rent faktisk berør konkrete forhold i vores historie. Dermed er deres tilgang til historien fundamentalt uvidenskabelig, da historien, så længe den kun anråbes som en amorf flom, uden problemer kan bruges til at argumentere for hvad som helst.

Og når de konservative skribenter så endelig bliver konkrete, så er der en distinkt tendens til, at de – ligesom Johanne Schmidt-Nielsen – opfinder deres egen historie og deres egne fakta.

Tag f.eks. sognepræst Claus Nielsen, der i sin kronik ”Den europæiske familie” (JP 24.04.2010) forklarer, at når apostlen Paulus fordømmer homoseksualitet i Det Nye Testamente, så er det i virkeligheden ikke homoseksualitet, men voldtægt som den kære Paulus fordømmer. Ja, ifølge Nielsen, var det blot den voldelige dominans, som var forbundet datidens homoseksuelle relationer, som berørte Paulus’ følsomme hjerte og bød apostlen midt imod. Hvor troværdig en udlægning dét så er, når man samtidig i Det Nye Testamente kan læse, at Paulus havde det fint med slaveri og med vold mod slaver, det kan læseren selv vurdere.

Ligeledes får vi hos Nielsen at vide, at ”den eneste befolkningsgruppe, som i antikken havde en helt anden type kønsroller,” end de kvindeundertrykkende grækere og romere havde, ”var jøder og senere kristne.” Dette er forkert, da kvinderne i antikkens Egypten nød godt af en frihed, der som minimum var på niveau med den kristne og jødiske.

Men de konservative postmodernister opfinder ikke kun deres egen historie. De opfinder også deres egne fakta. Så da terroristen Anders Breivik myrdede 77 mennesker i et terrorangreb sidste år, så var det ikke, fordi han var et svært forstyrret menneske; en identitetsforstyrret ”rebel without a cause”, der (som han selv har indrømmet) lige så gerne ville have slået til mod Obama som mod det norske socialdemokrati. Nej, ifølge den konservative debattør Sørine Gotfredsen, så var det, fordi ”volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen” – fordi indvandringen og multikulturalismen ”presser menneskene mere end hvad klogt er.” (Berlingske 29.07.2011)

Ulighed for loven

Med til postmodernismen hører der også en tro på, at loven ikke er lige for alle. Derfor har højrefløjen generelt haft det svært med postmodernismen, da de fleste liberale og liberalkonservative anser lighed for loven som et fundamentalt princip for den borgerlige orden (se Jacob Mchangamas Berlingske-blog for et utrætteligt forsvar for netop den position).

Men i modsætning til egentligt borgerlige, så har postmodernister alle dage anvendt en ujævn standard, når de skulle afgøre, hvad der var rigtigt og forkert. Hvor liberale og liberalkonservative siger ”lighed for loven”, så siger postmodernister i stedet ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige.”

Således hedder det f.eks. fra de venstreekstreme, at det er ”vold”, når en politimand kaster tåregas på en demonstrant, men ”aktivisme”, når en demonstrant kaster brosten på en politimand. Og kigger man over på Det Radikale Vestre, så finder man samme postmoderne kalkule: Så lad os da bare få nogle kvindekvoter. For ligesom vold ikke er vold, når det er politimænd, det går ud over, så er diskrimination ikke diskrimination, når det er mænd det går ud over. (Sofie Carsten Nielsen, Berlingske Tv 07.03.2011)

Og se, det er jo samme logik, som vi kender fra de konservative postmodernister:

  • Omskæring er kun et problem, når muslimerne gør det, og ikke når det er jødiske babyer, der skal skæres i. (Katrine Winkel Holm, JP 01.08.2012)
  • Vi skal ikke moralisere over kvindeundertrykkelsen i Mellemøsten. For kvindeundertrykkelse er ikke kvindeundertrykkelse, når det foregår i de varme lande. (Søren Hviid Pedersen, Berlingske 14.11.2011)
  • Og lad os da endelig få et burka- og minaretforbud. For intolerance er ikke intolerance, når det er os i Vesten, der gør det. (Kasper Støvring, Berlingske 21.06.2012 samt Kai Sørlander, Kristeligt Dagblad 06.01.2010)

Postmodernisternes slogan, ”hvad den undertrykte part gør, er altid det rigtige” er i den konservative version blot blevet til ”hvad fatter gør, er altid det rigtige.” De konservative har på den måde bare forsynet de ”rigtige” postmodernisters slogan med et omvendt fortegn, og nu benytter de sig ivrigt af samme logik. De to positioner er blot et spejlbillede af hinanden, og de er hver for sig lige vidt fra det liberale udgangspunkt om lighed for loven.

Konservativ postmodernisme

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke mener, at anklagen om konservativ postmodernisme gælder for alle konservative. Måske er det faktisk kun et mindretal af Danmarks konservative, som kan siges at kvalificere som konservative postmodernister. Men det er alligevel påfaldende, hvordan konservatismen, der i hvert fald på overfladen skal forestille at være så langt fra postmodernismens nedbrydningsfilosofi som overhovedet muligt, undertiden ender som en variant af postmodernismen gennem sin yderst selektive læsning af fortiden og sin opportunistiske omgang med fakta.

Og hvordan det segment, der på overfladen skulle forestille at have bedst greb om historien, således kan ende med at have værst greb om den.

Feminisme som Monty Python

af Ryan Smith

At læse Julie Hassings indlæg i Berlingske 1.9.2012, hvor Hassing argumenterer for tvungen barsel til mænd, er lidt som at se Monty Python-filmen ‘Monty Python og de skøre riddere’ omsat til papirform.
Hassing taler for tvungen barsel til mænd. Imidlertid er der ikke noget nyt i Hassings indlæg, i forhold til den debat som kørte om samme emne i efteråret 2011. En debat, som blev startet af fortalerne for tvungen barsel, og som døde ud, efter deres argumenter blev gennemhullet fra borgerlig kant. Herefter blev fortalerne stille.

Nu gentager Julie Hassing så de samme argumenter, som blev skudt ned dengang, og det uden at tage højde for de indsigelser, der altså skød dem ned. Og det er her, at det går hen og bliver Monty Python’sk.

I ‘Monty Python og de skøre riddere’ findes der en scene, hvor landsbyfolket har fanget en heks, og pøbelen trygler den vise ridder Bedevere om lov til at brænde hende på bålet. Men ved at tale til de højeste instinkter i mennesket får Bedevere landsbyfolket på bedre tanker: “Hvordan ved I, at det er korrekt, hvad I tror?” spørger han, “hvordan ved I, at hun vitterligt er en heks?” Landsbyfolket kan godt se, at der er noget om snakken, og iveren efter at brænde heksen på bålet må vige for tøven og eftertanke.

Men lige så snart Bedevere kigger væk, så er landsbyfolket tilbage i samme rille: “En heks, en heks, lad os brænde hende, lad os brænde hende!” Og sådan er det åbenbart også med dem, der godt kan lide at argumentere for tvungen barsel til mænd: Uanset hvor mange gange mavefornemmelserne bliver talt ned med fornuft, så rejser de sig igen på et senere tidspunkt, når Bedevere kigger væk.

Helle Thornings moral

af Pernille Sørensen, cand.mag.

“Selv om flere eksperter sår tvivl om afgørelsen i Stephen Kinnocks skattesag, så står Skats afgørelse fast. Det er meget usandsynligt, at sagen skulle kunne genoptages, påpeger tidligere formand for Skatterådet.” Det skriver Berlingske i dag.

Personligt er jeg fuldstændig ligeglad med Helle Thornings skatteafgørelse.

Det altafgørende for mig er, at hun har organiseret sin indkomst som hun har, har lavet leasing-finder gennem Tyskland og sender sine børn på en af Danmarks dyreste privatskoler. Samtidig med at hun i årevis har skreget op ved enhver given lejlighed, at folk med væsentlig lavere indtægt end hende selv stemples som ‘de aller-rigeste’, ikke har bidraget nok til samfundet, er sluppet let omkring krisen, er usolidariske overfor folkeskolen etc. etc.

Faktum er, at hun jagter folk, der har mindre end hende selv, mens hun har flyttet familie-formuen ud af SKATs rækkevidde. Jeg bebrejder ingen, at de vil slippe billigst muligt, men jeg bebrejder hende det fuldstændig uhæmmede og groteske hykleri.Hun har kun sig selv at takke for, at skattekommissionen fastholder fokus på hende og hendes skattesag og ikke de ret beset totale ligeyldigheder omkring hvem, der har lækket hvad. Regeringen er selv på banen med opfordringer til at stikke, hvis man har en mistanke om socialt bedrageri. Hun kunne selv for længe siden have lagt kortene på bordet og lukket gassen af ballonen. Hvis hun ikke kan forstå, at der gælder andre regler for hende end for Hr. og Fru Danmark, så er hun for dum.Jeg behøver ikke SKAT til at fortælle mig, om hendes moral er acceptabel for en Statsminister; det kan jeg sagtens selv finde ud af.

Vindenergiens usikre fremtid

Vindmøllekoncernen Vestas har igen problemer. For folk med kendskab til branchen kommer nyheden dog næppe som en overraskelse. Ikke bare Vestas, men hele vindmølleindustrien går nemlig en usikker fremtid i møde.

af Ryan Smith, journalist og forfatter

I sidste uge kunne man igen læse om problemerne i Vestas og om vindmøllekoncernens risiko for et kollaps. Imidlertid er det ikke kun Vestas, men hele vindmølleindustrien som det ser sort ud for. Som energiform har vindmøllerne nemlig fejlet i at levere resultater: Opgjort til nærmeste runde tal, så er den procentdel af verdens energiforsyning som i dag kommer fra vindenergi nemlig stadig nul.

Nul på trods af så store subsidier, at selv energiordførere på Christiansborg må indrømme, at de ikke længere kan regne sig frem til den reelle pris på en kilowatttime, der kommer fra vind.

Nul på trods af at vindenergi på månedlig basis bliver udråbt som en succes af politikere og interesseorganisationer, og på trods af at subsidierne i de fede år har forgyldt vindbosserne og de lobbyorganisationer, der i det skjulte arbejdede med at sælge vindenergi til intetanende politikere.

Og nul på trods af, at giganter som Kina og USA ikke har ligget på den lade side, men hver især har postet milliarder og atter milliarder i at få vindenergi til at fungere.

Det er svært at forudsige fremtiden, men jeg vover alligevel pelsen: Hvis vindenergi var et farbart alternativ til kul, gas og olie, så havde vind leveret mindst 1 % af verdens energiforbrug nu. Men sandheden er desværre, at vindenergi, selv efter årtiers rundhåndede subsidier og fordelagtige konkurrencevilkår, stadig er dyrt og upålideligt, og at det ikke ser ud til at virke uden assistance fra traditionelle energikilder. Når historiebøgerne om vor tid engang skal skrives, så er det mit gæt, at man til den tid vil spørge sig selv, hvorfor vi, der levede omkring år 2000, dog blev ved med at investere i vind, længe efter at det var blevet tydeligt, at vindenergi var en blindgyde.

Energiforlig forgylder spekulanter

Vi poster svimlende summer i denne blindgyde. I Danmark havde vi tidligere på året det højt besungne energiforlig, som fordyrer elektriciteten med hen ved 3,5 mia. kr. pr. år, når det er fuldt indfaset, mens tilsvarende ordninger, der skal hjælpe grøn energi på fode i Storbritannien, anslås at løbe op i ca. 15 mia. britiske pund årligt, svarende til knap 140 mia danske kroner.

Nu er det nemt at pege fingre af politikerne for at have kastet dine og mine penge efter et fatamorgana, der om få år kan vise sig at være borte med blæsten. Men politikerne er ikke de eneste, som har arbejdet ihærdigt på at pumpe penge ind i det fejlslagne eventyr. For nyligt udskrev den velhavende hedgefond-direktør Jeremy Grantham f.eks. en check på 111 millioner kroner til at støtte kommunikationsinitiativer, der skal få grøn energi til at se godt ud i offentlighedens øjne. Og den slags støtte er Grantham ikke alene om.

Når professionelle spekulanter og hedgefondes managere støtter grøn energi med millioner og atter millioner, så er det ikke, fordi de har ømme følelser over for miljøet: Garanteret risikofrie investeringer er, hvad venturekapitalister og hedgefond-managere allerbedst kan lide, og da risikofrie investeringer ikke normalt findes på et frit marked, ja, så kan man undertiden skabe sine egne ved at dupere de blåøjede politikere, sådan at de forpligter sig til at understøtte vind over en årrække. Hvilket er præcist, hvad der er sket i Danmark, i Storbritannien, og i en lang række andre lande. Med til historien om vindmøllernes ”succes” hører altså, at vindmølleparker er en subsidie-fidus for smarte spekulanter.

Gas er et gangbart alternativ

Fair skal være fair. Visse af vore politikere ved faktisk godt, at vindenergiens dage er talte. Men så længe de grønne kommunikationsfremstød for vindenergi gør, at vindenergi har et næsten sakralt skær i befolkningen, så tør politikerne ikke trække støtten tilbage. Videnskaben og friere kræfter på energimarkedet har ellers for længst bevæget sig videre: Gennem nylige forbedringer af eksisterende boringsmetoder er det for første gang blevet rentabelt at udvinde naturgas fra de fra såkaldte skiferlag, dybt under jordens overflade.

Ifølge en rapport fra U.S. Energy Information Administration, så ligger der sandsynligvis 11 gange så meget skifergas i den danske undergrund, som vi danskere har traditionel naturgas i Nordsøen, hvilket vil sige, at der er skifergas nok i undergrunden til at dække vort forbrug af naturgas i 143 år. Ligeledes anslås USA at have skifergas nok til at dække landets forbrug i 110 år, mens Kina anslås at ligge inde med de største reserver af skifergas i verden.

Som en nylig rapport fra det ansete Massachusetts Institute of Technology has slået fast, ”så er revolutionen inden for skiftergas virkelig og har allerede ændret USA’s energipolitik på kort og mellemlang sigt”. Ligeledes konkluderede en rapport fra Harvard Universitet for nylig, at den største reduktion af USA’s CO2-udledning i nyere tid hverken kan tilskrives alternativ energi eller finanskrisen, men overvejende skyldes revolutionen i billig naturgas, der som energikilde nu sender såvel kul og olie som sol og vind i brædderne: På bare ti år er produktionen af skifergas i USA gået fra at udgøre 2 % af USA’s samlede naturgasproduktion til nu at udgøre 23 %.

Denne overraskende, men ganske reelle revolution i naturgasbranchen kom uventet ind fra højre og fik med ét beslutningen mellem kul og olie på den ene side og sol og vind på den anden til at tage sig ud som det, den var: Et falsk dilemma. Og det viser blot endnu en gang, at de mange politikere, som gør sig kloge på, ”hvad vi skal leve af i fremtiden” – de bedste intentioner til trods – netop ikke er i stand til at forudse fremtiden og at de derfor bør holde sig fra at spille hasard med borgernes penge.

Endnu engang har den teknologiske udvikling altså sat politikernes fremtidsvisioner skakmat. Men hvor mange gange skal mønsteret gentage sig, før politikerne holder op med at lege spåkoner på skatteborgernes vegne? Svaret blafrer i vinden.

Silicon Valley – det Radikale Venstres mareridt

Der findes et sted på kloden, hvor man habituelt gør alt det modsatte af, hvad den danske venstrefløj anbefaler. Men er det sted så en katastrofe? Nej, tværtimod – det sted er Silicon Valley.

Af Ryan Smith, journalist og forfatter

Google. Facebook. Apple. Lyder disse virksomheder mon bekendte? De er blot et fåtal af de mange innovative virksomheder, der er kommet ud af de nordcaliforniske småbyer, der til sammen går under betegnelsen ”Silicon Valley”.

Silicon Valley er et underligt sted: I ”the valley” er den altovervejende økonomiske motor nemlig de mange små ”start-ups” – teknologivirksomheder, som hurtigt bliver banket på benene, og hvoraf nogle vokser til Google-størrelse, mens andre går i glemmebogen og i værste fald konkurs.

Silicon Valley er også et sted, hvor den overvejende majoritet af disse ”start-ups” drives af hvide, jøder og asiatere, som næsten alle er mænd, og som typisk arbejder hårdt på teknologien, mens afroamerikanere og hispanics (samt blonde trofækvinder) arbejder mindst lige så hårdt på at servicere dem. Silicon Valley er således også et sted, hvor arbejdsmarkedet i praksis er race- og kønsopdelt.

Og endelig siger det sig selv, at den, der arbejder med at gøre rent og servere kaffe, ikke tjener det samme som den, der arbejder med at programmere og finansiere. Udover race- og kønsskævhed er Silicon Valley altså også hamrende ulige.

Så uligheden er massiv, cheferne er mænd, og så er arbejdsmarkedet tillige stærkt raceopdelt. Alt i alt burde Silicon Valley altså være en økonomisk katastrofe, hvis man spurgte den danske venstrefløj, som jo altid kræver mere lighed, mere ’inklusion’ og (indtil for nylig) flere kvinder i bestyrelserne.

Problemet er bare, at Silicon Valley ikke er nogen katastrofe: Analysehuset ’Joint Venture’ har regnet på sagen, og hvis Silicon Valley var et land, så ville den personlige indkomst være ca. 398.000 kr. pr. indbygger i 2010. Ifølge Danmarks Statistik var det tilsvarende tal for Danmark ca. 283.000 kr. pr. indbygger i 2010. Altså er disse mennesker, der har gjort alting fuldstændig modsat af, hvad venstrefløjen anbefalede, 40% rigere end os, og det uden at justere for pengenes købekraft, som er væsentlig højere i USA.

Der er sådan set ikke noget galt med inklusion og mangfoldighed. Det går jeg også selv ind for. Det går først galt for venstrefløjen, når den stiller mangfoldighed op som årsagen til vækst. Og det gør den ofte. Tag blot den radikale Anna Mee Allerslevs kronik ”Den ny værdikamp” (Berlingske 17.08). ”Mangfoldighed er en ressource, en kilde til vækst,” skriver Allerslev med henvisning til integrationsindsatsen. Men hvad nu, hvis hun tager fejl? Hvad hvis det i virkeligheden ikke er mangfoldighed, som skaber vækst, men snarere kompetencer, som skaber vækst?

Det er den tankegang, som styrer indvandringen til Silicon Valley. Blandt de tre typer visa, som langt de fleste indvandrere kommer til egnen på, er: (1): Du er specialarbejder, og en eksisterende virksomhed siger god for dig. (2): Du kan dokumentere, at du har talent i verdensklasse inden for dit felt. (3): Du har en stor pose penge og vil gerne starte en virksomhed i USA.

Danmarks strategi på udlændingeområdet har som bekendt været anderledes. Fra slutningen af 1960’erne til 1973 inviterede vi ufaglærte indvandrere fra især Tyrkiet, Pakistan, Jugoslavien og Marokko herop, og i 1983 vedtog Folketinget det, der sidenhen blev kendt som ”verdens mest liberale udlændingelov.” Siden slutningen af 60’erne har vi altså fået masser af mangfoldighed uden nødvendigvis at få kompetencer. Og så vidt eksperterne kan regne sig frem til, så har den type indvandring været en udgift for Danmark.

Således kan det undre, når venstrefløjen igen og igen vil belære os om, at mangfoldighed i sig selv skaber vækst. Ikke kun, hvad angår indvandring og etnicitet, men også hvad angår køn og drømmen om de 40 % kvinder i toppen. ”Kun fanatisme er farlig,” skriver Allerslev i sin kronik, men er det ikke i sig selv en form for fanatisme at tro, at kvantitet af sig selv vil slå over i kvalitet, når den ene statistik efter den anden viser det modsatte?

Jeg ønsker ikke amerikanske tilstande, og jeg ved ikke, om der foregår skjult diskrimination til fordel for hvide mænd i Silicon Valley. Det er heller ikke pointen. Pointen er, at kompetencer er vigtigere end mangfoldighed. Så please, kære venstrefløj: Kan vi ikke godt slippe for feel-good flosklerne om, at bly bliver til guld gennem ”inklusion” og ”accept”, snarere end gennem kompetencer og hårdt arbejde?

et billede, I præsenterer for danskerne, er åbenlyst usandt. Ellers ville et sted som de facto er raceopdelt, socialt skævt og drevet af mænd jo ikke kunne være det mest innovative vækstcenter på kloden. Så spørg en gang jer selv: Hvilke implikationer har eksistensen af Silicon Valley for jeres verdenssyn?

Homøopati virker ikke

I både USA og Australien strammes bevisnettet om den homøopatiske medicins tilhængere: ”Homøopati har ingen effekt,” påstås det med videnskabelig gravitas og fra flere sider. Ikke desto mindre er homøopati dog fortsat en strålende forretning for visse mennesker.

 af Ryan Smith

Hvert år koster den udbredte tro på homøopati som et alternativ til medicinsk behandling både menneskeliv og spildte sundhedspenge, hvorfor der bruges mange ressourcer verden over på at mane den i jorden. En fortrolig (men lækket) rapport fra det australske National Health and Medical Research Council (NHMRC) indikerede for nylig, at et omfattende og længerevarende studie af homøopatisk praksis kunne konkludere, at brugen af homøopatiske produkter mod virkelige sygdomme er ”uetisk” og ”uden videnskabelig basis”. Med den konklusion lægger NHMRC sig på linje med samtlige tidligere videnskabelige undersøgelser på området. Alligevel føler et væld af alternative behandlere sig uretfærdigt behandlet overalt i den vestlige verden.

Homøopati er en strålende forretning for visse mennesker: Det franske firma Boiron, der fortrinsvis lever af at sælge homøopatisk medicin, havde f.eks. en omsætning på 523 millioner euro i 2011. I Storbritannien kan syge mennesker få betalt homøopatisk medicin gennem den offentlige sygesikring (hvilket løber op i en regning på 4 millioner pund om året), og i USA har det føderale National Centre for Complementary and Alternative Medicine (NCCAM), som blandt andet arbejder med homoøpati, kostet skatteyderne op imod 1,5 milliarder dollars, siden det først blev grundlagt i 1938. Homøopati er big business, hvad enten det virker eller ej.

Som vi så er man I Australien kommet frem til, at brugen af homøopati er uetisk. Og på den modsatte side af kloden er man for nylig kommet frem til en lignende konklusion: I den amerikanske delstat Californien har en distriktsdomstol nemlig netop afgjort, at en gruppe forbrugeres fælles søgsmål mod netop homøopatiproducenten Boiron kan ende med, at firmaet må betale erstatning til forbrugerne på 5 millioner dollars. Når Boiron må til lommerne, så er det, fordi firmaet offentligt har påstået, at deres homøopatiske produkter kan anvendes til at behandle lidelser som influenza, gigt, hoste, ledsmerter, hovedpine m.m. Men i USA går den slags altså ikke: Ifølge videnskabelige tests har homoøpati nemlig ingen beviselig effekt, og ifølge det amerikanske fødevarebureau, the U.S. Food and Drug Administration, så kan det meget vel betyde, at der potentielt kan være et søgsmål på vej mod enhver behandler eller firma, som hævder, at homøopatiske produkter er andet end overtro.

Homøopati er moderne alkymi

Og hvordan virker det så? Groft sagt så er ideen om homøopati baseret på to læresætninger: Dels at ”mage kurerer mage”, og dels at ekstremt små doser af et stof er mere effektive end større doser af samme stof. Og hvis det alt sammen lyder en hel del som alkymi, kære læser, ja så er det faktisk, fordi homøopati er alkymi.

Homøopati opstod med den tyske læge Samuel Hahnemann i 1796, men har rødder længere tilbage, helt tilbage til renæssancelægen Theophrastus Paracelsus. Tilbage til en medicinsk æra, hvor usteriliserede blodtapninger og modige doser opium blev foreskrevet til alt fra mild hoste til sovemedicin og videre igen til urolige børn. En tid, hvor man endnu ikke forstod bakterier og vitaminer, ja kort sagt: I 1796, hvor homøopatien fik sit moderne gennembrud, var der lige så stor chance for at dø af at gå til lægen som at dø af ikke at gå til lægen, når først man fik ondt.

For den videnskabeligt skolede læser vil det måske være nok at konstatere, at ”lighedens lov”, det vil sige, at lighed opløser lighed, og som altså er grundlaget for homøopati, med meget få undtagelser befinder sig i fuldstændig modsætning til moderne videnskabs forskrifter. For den historisk skolede vil det ligeledes være nok at konstatere, at der i 1800-tallets Tyskland blev etableret homøopatiske hospitaler og klinikker overalt i landet, men at disse måtte lukke igen ved indgangen til det 20. århundrede, da man også dengang indså, at homøopati intet kunne kurere.

Søvnløs? Snup en tår kaffe

Her er et eksempel på, hvordan homøopati virker: Er du f.eks. søvnløs, så følg blot ”lighedens lov” og tag et skvæt kaffe. Ja, du læste rigtigt: Den klassiske homøopatiske ”kur” mod søvnløshed består faktisk i at tage sig et skvæt fortyndet koffein. Efter konventionelle videnskabelige standarder er det ikke en god idé at lade søvnløse mennesker indtage koffein, men spørger man tilhængerne af homøopati, så skal kurens virkningskraft findes deri, at koffeinen i det homøopatiske produkt er fortyndet. Ekstremt fortyndet.

I det homøopatiske præparat “Coffea 30C”, der bruges til at behandle søvnløshed, gælder det således, at den aktive ingrediens er fortyndet ned i forholdet 1:100 og videre ud i vand 30 gange. Og hvad betyder det så? Jo, hvis du hældte en dråbe morgenkaffe ud i den nærmeste sø, så ville der være mere kaffe i søen, end der er kaffe i Coffea 30C. Eller illustreret med et andet billede, så er den aktive ingrediens i Coffea 30C en mindre andel af selve produktet, end et riskorn er en andel af vores solsystem.

Men for homøopater forholder det sig alt sammen anderledes: Mens den etablerede videnskab hævder, at en ingrediens bliver svagere, jo mere udvandet den bliver, så hævder homøopater i stedet, at deres præparater bliver stærkere, jo mere de bliver fortyndet. Når det forholder sig sådan, hænger det igen sammen med grundlæggeren Hahnemann og hans påståede ”lighedens lov” om, at ”mage kurerer mage”: Den søvnløse person fodres med et spejlbillede af den tilstand, der plager ham (koffein vs. søvnløshed), og symmetrien opløser så angiveligt problemet. Og jo mere svageligt dette spejlbillede er, des mere potent er det, påstås det.

Homøopati er i strid med grundlæggende kemi

Da Hahnemann rendte omkring i 1790’ernes Tyskland og advokerede for sine 30C-opløsninger som standardpraksis, så var der i princippet intet til hinder for, at hans foreslåede behandlingsmetode kunne vise sig at holde stik. Sidenhen har moderne videnskab dog udstyret os med sikker viden om atomer og molekyler – indsigter, som blot var ved at vinde fodfæste i Tyskland på Hahnemanns tid.

På Hahnemanns tid var det derfor ikke irrationelt at tro, at en ingrediens (såsom koffein) kunne fortyndes ud i det uendelige. Men med nutidig videnskab har kemikere dokumenteret, at den aktive ingrediens i homøopatiske produkter uundgåeligt vil blive skyllet væk under fortyndelsesprocessen, og at det færdige homøopatiske produkt således ikke er til at skelne fra almindeligt vandhanevand. Med en 30C-opløsning skal patienten statistisk set spise 1041 piller (hvilket beløber sig til en vægt svarede til jordens masse) for at indtage bare ét intakt molekyle af den aktive ingrediens. I mere end 99,999 % af tilfældene indtager den homøopatiske patient altså blot postevand til en pris på over 2000 kr. literen.

Men lige lidt vil det sikkert ændre for homoøpatiens tilhængere, for som homøopatiens åndelige fader, renæssancelægen Paracelsus sagde, så er ”god lægekunst ikke boglig viden, som lægen kan læse sig til,” men derimod noget, som lægen blot har.

Sørine Gotfredsen og root causery

af Pernille Sørensen, cand.mag.

Den britiske journalist Nick Cohen har advaret mod det, han kalder ‘root causery’, hvilket den danske journalist Søren K. Villemoes giver en glimrende opsummering af begrebet i nyhedsmagasinet Ræson:

[Root causery er en praksis] hvor man automatisk læser sine egne politiske mærkesager ind i terroristens gerninger. Da al Qaeda sprængte bomber på Bali, var flere debattører i England ude og tale om, at det også skyldtes vestens uansvarlige turisme i fjernøsten – som om at al Qaeda kæmpede for bæredygtig turisme. Da bomberne sprang i Madrid i 2004, var mange ude og give Spaniens deltagelse i Irak-krigen skylden – som om al Qaeda var en slags antikrigsaktivister. Da Westergaard blev overfaldet i sit hjem, bebrejdede flere hans tegning – som om terroristen kæmpede for den gode tone i debatten. Forklaringerne har det med at minde mistænkeligt meget om folks egne politiske holdninger.
     Man har ofte en tendens til at læse egne aversioner, idiosynkrasier og politiske holdninger ind i terrorismen. Men det er en fælde – det siger altid mere om den, der fremkommer med analysen end om terroren og terroristen.

Her vil jeg blot tilføje, at netop ‘root causery’ også er hvad den danske sognepræst Sørine Gotfredsen gjorde sig skyldig i, da hun i sin (dunkelt tænkte og dunkelt skrevede) kronik ‘Lad os bruge Anders Breivik rigtigt‘ gjorde Breiviks terrorhandlinger til et spørgsmål om den muslimske indvandring til Europa.

Ifølge Gotfredsen så skal Breiviks terrorangreb forklares med, at ”volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen”; og – fordi indvandringen og multikulturalismen ”presser menneskene mere end hvad klogt er.” Men her gør Gotfredsen sig skyldig i root causery, for efter retssagen mod Breivik er overstået kan vi se, at Anders Breivik er et svært forstyrret menneske; en identitetsforstyrret ”rebel without a cause”, der (som han selv har indrømmet) lige så gerne ville have slået til mod Obama, som mod det norske socialdemokrati. En mand, der før han blev terrorist prøvede at gøre sig gældende i politik, men opgav da det viste sig for møjsommeligt. En langt bedre forklaring på Breivik er derfor, at manden er narcissist, og at han ville have kastet sig over hvad som helst, som kunne give ham berømmelse og beundring i ekstremistiske kredse.

Og sådan kan vi også forklare hvorfor Breivik lige så gerne ville have slået til mod Obama. I en tid uden muslimsk indvandring var der stadig folk, som skød på John Lennon, JFK og Ronald Reagan. Fordi det gav berømmelse og beundring.