Nullernes rollemodel var iværksætteren, der på rekordtid opfandt et internetprodukt, solgte det videre til en eksisterende gigant og trak sig tilbage som millionær. Men det var før finanskrisen. Nu er det mellemlederen, vi bør se op til.

In May 2017, one of Denmark’s leading feminists, Emma Holten, took the stage to speak about feminism. In her talk, she said:

“There are some people who choose to wear the burka. When you ask them, ‘Do you like to wear the burka? Do you do so out of your own free choice?’ they will say, ‘Yes.’ We’ll have to accept that. Just like we have to accept that some people vote for the Libertarian party, which I find more shocking. I feel that’s more detrimental to society.”

Now Holten is not just a feminist. She is, as she herself says, a “very, very left-wing,” 4^th-wave feminist beholden to intersectional theory. In this quote, she showcases one of the cornerstones of intersectional theory: Namely that if two groups are marginalized or oppressed, they should come together in their quest for increased social justice and the endeavor to speak truth to power. In theory, this sounds nice. But in practice, it leads to some absurd conclusions.

Like here, where people who want lower taxes are perceived as more of a threat to feminism than people who want to dismantle democracy, establish a theocratic dictatorship, and flog adulterous women in the town square.

The issue here is bigger than just Denmark. It can be seen in the dynamics of most of Western Europe – and with a few modifications, the same dynamics can be seen in the United States as well. Before intersectional theory became mainstream, the left had already made it their cause to defend the values and practices of Muslim migrants to Europe. However, as the problems with Muslim communities have escalated, the moderate center-left has largely abandoned their former apologetic stance on Muslim values.

This means that this sympathy is now almost exclusively the stance of the far left – the same far left where intersectional theory reigns.

To put it simply, the intersectional far left views Muslim migrants as a strategic ally in their fight against the right wing. That is, after all, the cornerstone of intersectional theory, so it would be pretty surprising if they did not.

But an interesting thing about this is, if you’re a feminist, shouldn’t you care about the rights and lots of women? From one report after another, we know that Muslim women in Europe are subjected to massive social control from their fathers, husbands, and sons. For example, a young girl who went partying with her friends without the veil was seen by a male cousin of hers, and once word got back to her family, she was severely punished.

But in the intersectional universe, all that is needed is to ask these people directly whether they’re wearing the veil out of their own free will or not. In other words, there is a pretty grave lack of interest in the actual dynamics of Muslim communities among the intersectional feminists. The veil is almost reduced to a fashion choice that doesn’t really mean anything to anyone.

So in fact, far from championing the perspectives of women, or upholding their basic freedoms, many intersectional feminists actually reduce the plight of Muslim women to a side show and refuse to view Muslims as active subjects – instead they view them as passive victims or objects who are acted upon by the right wing without any personal agency of their own. This is the only way in which Muslims can fit into the white, middle-class, far-left intersectional perspective. If the feminists applied a centrist liberal feminist view to the oppression of these women, there would be no basis for a grand alliance between the Muslims and the far left.

This is also why many leading figures among the intersectionalists get so angry when someone points to the massive social problems that reign in Muslim communities. For example, the American progressive political activist Linda Sarsour, who was also co-chairwoman of the Day Without a Woman protest, reacted to criticisms of Islam by the Arab Christian Brigitte Gabriel and the Somali-born activist Ayaan Hirsi Ali by saying: “They are asking for an ass whipping. I wish I could take their vaginas away. They don’t deserve to be women.”

That’s right – the so-called progressive intersectional feminist and champion of the American far left says of a genital mutilation victim that she doesn’t deserve to have a vagina.

Examples can readily be multiplied. For example, if you watch our video ‘The Contradiction in Modern Feminism’ you can see how far-left feminists across most of Western Europe didn’t want to condemn the mass sexual attacks that Arab and North African men perpetrated against white women on New Year’s Eve in Cologne. To single out the sex attackers as the bad guys here would undermine the whole intersectional world view, and so all the intersectionalists were left with  were muddled explanations and whataboutery. “But if we criticize Muslim migrants for sexual assault, we’ll be agreeing with the right-wing!” or “But white men commit sex attacks too!”

In Denmark, the intersectional feminists have repeatedly denounced the voices from Muslim communities who speak out against the oppression of women that goes on within them. Often, they are called coconuts (i.e. brown on the outside, white on the inside), and they have even been called ‘house Muslims’ – a thinly veiled allusion to the pejorative House Nigger.

Emma Holten herself, whom we quoted at the start of this video, and who is, we say again, one of Denmark’s most prominent feminists and an internationally sought-after speaker on feminism and women’s rights, has actually defended the use of the term House Muslim. It has analytical value, as she says.

When intersectional feminists get so riled up and have to use racist slurs and whataboutery to silence women who call attention to the status of women’s rights within Muslim communities, this is because they feel that Muslims are betraying the intersectional grand alliance; that – as several intersectional feminists have straight-up admitted– these Muslims are not serving the interests of the far left in fighting the right wing.

Muslims have to be passive victims who are exposed to racism by bigoted right-wingers, so that decent people who dislike racism will side with the far left. When Muslim women start speaking out against that narrative, they are undermining the intersectional world view and need to be shut up.

***

One final point about this: Holten said that women in Denmark wear the burka, but actually no Muslim migrants to Denmark wear the burka at all. What some of them do wear is the niqab, which is the Saudi full-facial covering veil. The mix-up reveals a comparative lack of interest in Muslim practices and the divisions that are predominant within Muslim communities. It corroborates what we have said about intersectional feminists not caring what Muslim women actually go through or think, but only about them having to fit with the pre-scripted narrative of far-leftists liberating Muslims from the racism and oppression of right-wingers.

Af Ryan Smith

En diskursiv ændring er undervejs. I aviserne og på de sociale medier bliver ’liberal’ i tiltagende grad associeret med en uinteresseret, kulturblind og eftergivende holdning til islam. Det er en misforståelse.

Det er ellers ikke mere end et par år siden, at Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen offentligt omtalte ”islam og alle de problematikker, der rejser sig i den forbindelse.” Flere store terrorangreb har fundet sted siden, og dog synes man i dag mindre interesseret i at bedrive islamkritik.

I den overfladiske forståelse af liberalisme anses begrebet som synonymt med lav skat og friheden til at leve i regnbuefamilier, gå i swingerklubber eller hvad man nu måtte ønske. Dette er ikke forkert, men sådanne hensyn er også en luksus. Det er liberalismens endgame, som man kan afsætte ressourcer til, når de øvrige kampe er vundet. Liberalismens helt grundlæggende samfundsmæssige hensyn starter – som de britiske filosoffer Hobbes og Locke indså – med en suveræn, som kan garantere borgernes sikkerhed, liv og ejendom. Disse hensyn var måske indfriet førhen, men med den islamiske masseindvandring er de blevet aktuelle igen. Det er blot ikke alle liberale, der synes at have indset det.

At migranter fra islamiske kulturbaggrunde og deres efterkommere kompromitterer hensynet til borgernes sikkerhed, kan enhver forvisse sig om ved at tage et kig i rapporterne fra Danmarks Statistik. Hvis staten skal have legitimitet i en liberal optik, må den søge at minimere indvandringen fra grupper, vi erfaringsmæssigt ved fører til en forringelse af borgernes grundlæggende rettigheder.

Egentlig burde det være selvklart, at liberale satte islamkritik højt på deres dagsorden. I islamforskningen taler man f.eks. om, at det, der politisk korrekt kaldes ’moderate muslimer’ (dvs. fredelige muslimer, der støtter op om demokrati og menneskerettigheder), højst sandsynligt er et vestligt fatamorgana. Det mere retvisende term er uliberale moderate. Dvs. muslimer, som ganske vist er fredelige og ikke støtter terror, men som på ingen måde går ind for demokrati, ligestilling, ytringsfrihed eller andet liberalt idegods. Denne betegnelse er sandsynligivs dækkende for flertallet af verdens muslimer. Alligevel finder mange liberale det ikke magtpåliggende at dæmme op for importen af antiliberalister til eget hjemland – selvsamme land, som de ellers ønsker at trække i en mere liberal retning.

Den filosofiske kritik af islam synes man også at forsømme, selvom der også her er rigeligt med antiliberalt idegods at lægge sig ud med. Den liberale inerti er en skam for alle parter. Videnskabelige studier har vist, at liberale har høj IQ og er gode til at analysere og kritisere ideer. Liberale tænkere spillede en afgørende rolle i at afmontere socialismen og marxismen. Men af uforklarlige grunde holder man sig her tilbage.

For mange liberale synes der at være tale om et paradoks: På den ene side afviser man den konservative ’dem og os’-tankegang til fordel for en universalisme, hvor alle er ens. Men på samme tid er man tilbageholdende med at kritisere islamiske ideer, da de opfattes som ’deres’ og ikke ’vores.’

’Dem og os’-tankegangen kan ellers erstattes af en opsøgende debat, hvor man er beredt på at diskutere på modpartens præmisser og med udgangspunkt i modpartens terminologi. En person, der netop har udført en sådan islamkritik (og i øvrigt identificerer sig som klassisk liberal), er den somalisk-fødte aktivist Ayaan Hirsi Ali, der i sin bog Heretic: Why Islam Needs a Reformation Now argumenterer for, at islam bliver nødt til at ændre sig på fem fundamentale punkter for at passe ind i den moderne verden: Islam må (1) stoppe med at prioritere efterlivet højere end dette liv (2) kraftigt nedtone væsentligheden af sharia (3) holde op med at fortælle andre, hvordan de skal klæde sig, opføre sig, spise og drikke, samt hvem de må gå i seng med (4) opgive jihad og (5) anse Muhammad og Koranen som valide genstande for kritik og fortolkning.

Alternativt kunne man støtte op om de hårdtprøvede liberale mindretal i den islamiske verden, som uden megen støtte fra nogen kant forsøger at argumentere for, at den enkelte muslim ikke behøver henvisninger til religiøse skriftsteder eller tilladelse fra islamiske lærde for at afgøre, om denne eller hin praksis er forenelig med islam, da alle jordens mennesker er udstyret med en fornemmelse for godt og slet (fitra) af Allah, som vejer tungere end andre muslimers meninger og alverdens sharia.

Hvis liberale vil lade andre politiske grupperinger løbe med den indlysende vindersag, som islamkritik er og i de kommende år blot vil ligge vælgerne endnu mere på sinde, skal de blot fortsætte kursen. Alternativt kunne man gøre som den liberale Hirsi Ali dåd og formulere en liberal islamkritik.

’Stealthing’ er, når en mand uden kvindens vidende tager kondomet af under samleje vel vidende, at kvinden næppe ville have givet samtykke til samleje uden kondom. Det er angiveligt en tiltagende trend. Det er en problematik, som venstreorienterede feminister har gjort meget for at få den offentlige opinion til at tage alvorligt.

Jeg er enig med dem. Samtykke til sex med kondom er ikke samtykke til sex uden. Men hvad jeg godt kunne tænke mig, er en kobling fra stealthing til diskussionen om ufrivilligt faderskab og juridisk abort. I faderskabsdebatten har borgerlige debattører markeret sig med argumenter som:

— Det risikofrie knald findes ikke. Ting kan få andre konsekvenser end dem, man siger ja til. Bliver man snydt af sin partner, er det, fordi man har været naiv (http://bit.ly/2qY0blf)

— Det er omsonst at snakke om ufrivilligt faderskab, da det er svært at bevise, hvilke aftaler parret havde, og om der blev snydt (http://bit.ly/2qyRYD9)

— Hvis man ikke vil blive ufrivillig far, så må man lade være med at være så fuld og liderlig. Det er desuden ens eget ansvar at finde en partner, der ikke lyver for en (http://bit.ly/2rxtMzg)

Disse argumenter kan overføres på mænd, der fjerner kondomet under samleje uden kvindens vidende eller samtykke. Ville de samme debattører så sige:

— Det risikofrie knald findes ikke. Ting kan få andre konsekvenser end dem, man siger ja til. Bliver hun stealthet, er det, fordi hun har været naiv

— Det er svært at bevise, om parret aftalte at bruge kondom, og om der blev snydt. Derfor er det omsonst at problematisere stealthing

— Hvis kvinder ikke vil stealthes, så må de lade være med at være så fulde og liderlige. Det er kvinders eget ansvar, at det sker

De to problemstillinger er forbundne. Begge handler om et indledende samtykke, hvor grænserne efterfølgende bliver rykket uden modpartens tilladelse eller vidende. Og i begge tilfælde kan konsekvenserne deraf potentielt ødelægge et andet menneskes liv.

Så hvad synes Amalie Lyhne, Edith Thingstrup, Niels Westy, m.fl.: Kan jeres argumenter om ufrivilligt faderskab overføres på stealthing som ovenfor? Hvorfor / hvorfor ikke?

Sammenfaldet er til at få øje på: Samtykke til sex med kondom er ikke samtykke til sex uden. Og samtykke til sex med en kvinde, der siger, at hun ikke vil have børn og/eller ikke kan blive gravid, er ikke samtykke til, at hun kan gennemtvinge en juridisk forbindelse mellem faderen og det barn, hun vælger at få mod hans vilje.

***

PS: Det er skam ikke kun borgerlige, der har været ude med hånende indlæg, der også kan ramme kvinder. Længe før stealthing var en ting i debatten, skrev Dansk Kvindesamfunds forkvinde, Lisa Holmfjord, følgende:

”Det er naturligvis trist for de mænd, der føler sig ’snydt’ af en kvinde, men det fritager dem ikke for ansvar. Enhver har ret til selv at sørge for beskyttelse, før de indgår i en seksuel interaktion. Blind tillid til andre er et af livets mange tilvalg, som indebærer visse risici. … Det handler tværtimod om at tage ansvar for sine gerninger.” (http://bit.ly/2pZlI94)

Ja, det er naturligvis surt for kvinder, der såre subjektivt måtte føle sig ”snydt,” når de opdager, at deres kropslige grænser er blevet overskredet. Men så skulle de ifølge Dansk Kvindesamfund ikke have været så dumme at udvise tillid. De sku’ ta’ og ta’ noget ansvar for, at en mand har overskredet deres seksuelle grænser, sku’ de!

Det må være mærkeligt som kvinde, der er blevet udsat for et kropsligt overgreb, at se Dansk Kvindesamfund argumentere på en måde, der kan anvendes 1:1 til victimblaming af hende og et forsvar for gerningsmandens handlinger. Men oh well – den Dansk Kvindesamfund’ske logik er ikke altid nem at følge.

Deadline om postmodernisme og Trump tog fat på en interessant problemstilling, men tilrettelæggelsen kunne have været bedre. Vinklen var, at postmodernisme har undergravet sandheden og dermed banet vejen for løgnagtige kandidater som Trump. Men det giver ingen mening. På trods af megen snak om det postfaktuelle samfund, lever vi i en tid besat af facts og fact-checking. Det er ikke så meget videnskabskritikken i pomo, der har sat sit aftryk på det politiske domæne, men snarere angrebet på den liberale humanismes opfattelse af subjektet som en universel størrelse, der er ens på tværs af køn, race, klasse, osv. Kort sagt kan man sige, at både højre- og venstrefløjen i store træk var enige om at anskue subjektet på denne måde før pomo, og at et væld af franske tænkere forsøgte at nedbryde dette subjektsyn med forskellige filosofiske metoder. Foucault, Derrida og Lacan er de tydeligste eksempler.

Nedbrydelsen af det universelle subjekt spredte sig i første omgang til universitetsmiljøer, hvor det antog et markant lavere filosofisk niveau, der utvivlsomt ville have fået Foucault m.fl. til at snerpe sig sammen som en indremissionsk mor, der opdager kondomer i sin datters håndtaske, og senere igen til diverse grupperinger på venstrefløjen. Fællesnævneren var, at en persons partikulære karakteristika – race, køn, klasse, etc. – havde mere at sige end tilstræbt objektivitet og rationel argumentation. Et åbenlyst eksempel på denne slags tænkning er intersektionel feminisme. Her er rationalitet ikke bare rationalitet; nej, dit ords vægt bestemmes i høj grad af, om du er mand, kvinde, hvid, sort, rask, handicappet, osv. Jo højere oppe du opfattes i magthierarkiet, jo mindre har dit ord at sige. F.eks. mener nogle intersektionelle feminister, at mænd ikke bør argumentere over for kvinder; at hvide ikke bør argumentere over for sorte, osv. Som hvid vil du nemlig aldrig kunne forstå de sortes perspektiver; som mand vil du aldrig kunne forstå, hvordan det er at være kvinde, osv. Så hvis du som hvid mand tvinger diskussionen ind på rationalitetens præmisser, forklejner du sårbare gruppers unikke erfaringer og perspektiver. Ja, du undertrykker faktisk den sandhed, de føler, gennem brug af rationaliteten. Ifølge pomo er rationalitet nemlig ikke blot rationalitet, men i høj grad skabt i samspil med vestlig selvforherligelse, magtinteresser og vante tænkemåder, som kun postmodernister formår at bryde ud af. Konsekvensen bliver, at man lige så godt kan opgive at stræbe efter rationalitet og objektivitet, da den subjektive sandhed om dine partikulære forhold som kvinde, sort, etc. altid vil stå over rationaliteten, ikke kan reduceres til rationalitet og dermed ikke kan tilbagevises, uanset hvor mange modargumenter og facts der kommer på bordet.

Trump har formået at vende denne besættelse af det partikulære på hovedet. Men snarere end minoriteter, bøsser og lesbiske er det heteroseksuelle hvide mænd, der forstås som den marginaliserede gruppe. Hos både Trump og pomo favoriseres et bestemt segment på grund af dets identitet, ikke dets argumenter, og hos både Trump og pomo opfattes det udvalgte segment som heroiske anti-establishment underdogs, der tør tale magten midt imod. I pomos tilfælde er det strukturel racisme, mandschauvinisme og homofobi, man ser sig selv som noble for at turde imødegå. Med Trump er det politisk korrekthed, kulturel feminisme og en misforstået leflen for islam. De to er i denne forstand et spejlbillede af hinanden. Tricks fra den postmodernistiske playbook er uforvaret sivet videre ud i den politiske fødekæde.

Så postmodernismens bidrag til Trump er ikke, som Deadline lagde op til, at alle render rundt og tror på deres personlige ”alternative fakta” – de fleste Trump-støtter ved f.eks. godt, at der var flere fremmødte ved Obamas indsættelsesceremoni end til Trumps. Nej, postmodernismens største bidrag er den identitetspolitiske vending, hvor køn, race, etc. opfattes som nærmest mytologiske størrelser, der går forud for enhver politisk og rationel analyse.

Der er farcepotentiale i, at pomo starter som et venstreorienteret projekt, der skal undergrave autoriteter og den hvide mands forstenede rationalitetsformer, men mest af alt ender med at skaffe venstrefløjen en masse hovedpiner i form af infighting mellem centrum-venstre og den identitetspolitiske venstrefløj. Så tilegner Trump sig et par af deres tricks, og for højrefløjen viser den identitetspolitiske besættelse sig som et nyttigt realpolitisk værktøj og bliver en medvirkende faktor i at vinde et valg, Trump nok burde have tabt. Skal man endelig analysere debatten på postmodernisternes præmisser, er der en pikant ironi i, at Trump rent identitetsmæssigt er alt, hvad postmodernisterne elsker at hade: Hvid, mand, privilegeret, kapitalist. Man havde i sin arrogance bildt sig ind, at kun ens egen fraktion kunne spille det antiuniversalistiske spil. Men nu er ånden ude af lampen. Fact-checking og rationalitet kan nok lukke munden på Trump-vælgere, når de efterprøveligt er forkert på den. Men det politiske grundsyn, hvor identitet kommer før alt andet, kan ikke manes i jorden. Rent politisk havde det nok været bedre for venstrefløjen, om man aldrig havde ladet pomo sive ind i sine rækker, men blot koncentreret sig om at bygge pragmatiske brede koalitioner mellem forskellige samfundsgrupper – grupper, der på trods af deres forskelligheder kunne nå hinanden gennem et universalistisk syn på subjektet og en fælles forpligtigelse på rationalitet.

Efter min mening kommer man ingen vegne ved at opsætte en snæver kausalitet fra Foucault et al. til Trump. Men det er vel rigtigt, at PM var med til at bane vejen fra det universalistiske subjekt til det partikulære, som forstår ikke kun private tanker og følelser, men også samfundet og sandheden i samspil med sine partikulære forhold (køn, race, etc.). Og det er vel rigtigt, at Trumps vælgere til dels får deres momentum ved at forstå sig selv identitetspolitisk: Som partikulære subjekter, hvis oplevelser ikke kan tilbagevises af den traditionelt herskende ræson — hvilket oprindeligt var et venstreorienteret projekt og et facet af megen poststrukturalistisk tænkning.

Jeg synes godt man kan sige, at der var signifikante fællestræk i temaer og filosofi på trods af de forskelligartede konklusioner m.m. Men jeg har heller ikke noget problem med at sætte meget forskelligartede malere i bås sammen som renæssancemalere etc. – så længe ingen tror, at denne overordnede betegnelse udtømmer sandheden om den enkeltes virke og bidrag.

Foucault havde en lang periode mod slutningen af sit forfatterskab hvor både han selv og hans kritikere så ham som optaget af at overskride vante rationalitetsformer, herunder det kantianske subjekt. Men igen er det ikke enkeltstående tænkere, der skal bebrejdes. Det var en tendens i den slags tænkning, der bredte sig først til venstrefløjen, med dens evige anklager om at hvide mænd ikke kunne forstå kvinder og minoriteters perspektiver, og nu kommer så højrefløjens dialektiske modtræk i form af hvid nativisme, anti-PC, nationalisme før internationale forpligtigelser osv. – kort sagt, Trump.

At sige at de franske tænkere er 100% ansvarlige for denne udvikling er absurd. Men at sige, at de ingen anpart har haft i at sætte denne dialektiske bevægelse i gang, er ønsketænkning.

Man taler ikke om en kvindes alder. Eller gør man? Allerede grækerene (Aristofanes) og romerne (Terents) fortalte om det uretfærdige i, at mænd kunne være tiltrækkende igennem det meste af livet, mens kvindens seksuelle tiltrækningskraft brænder ud i starten af 30’erne.

Og mønsteret er stort set det samme i dag: Eksempelvis kunne det amerikanske dating-site ’OK Cupid’ i 2010 afsløre, at mens de kvindelige brugere på sitet mest skriver til mænd på deres egen alder, så bruger mænd i alle aldre hovedparten af deres tid på at skrive til kvinder i alderen 18-29 år.

Ligeledes gælder det ifølge en videnskabelig undersøgelse lavet af Ogi Ogas og Sai Gaddam fra Boston University, at når mænd kun kan vælge én kvalitet ved en kvindelig mage, så nævner den største gruppe af mænd altid, at de vil have en kvinde med ungdom. Balder, bryster, et kønt ansigt og en sød personlighed kommer alt sammen i anden række.

Når det forholder sig sådan, så skyldes ikke en Kvinfo’sk sammensværgelse blandt hankønnet, hvor mænd i hemmelighed har besluttet sig for kun at gå op i det ydre. Årsagen er heller ikke kultur og socialisering, selvom disse faktorer unægteligt forstærker den underliggende årsag som er, at naturen har indrettet sig sådan, at kvinders fertilitet er stærkt nedadgående efter de 30. Vi har altså at gøre med en indbygget skævhed fra naturens side, og ser man et øjeblik bort fra den politiske korrekthed så er det altså ganske ukontroversielt at kvinder på dette område er dårligere stillet end mænd.

Ligeså ukontroversielt som det er, at kvinders værdi som seksualpartner er bundet op på deres ungdom, lige så ukontroversielt er det i videnskabelige kredse, at der i disse år er en række medicinske teknologier på tegnebrættet, som vil kunne udsætte aldringsprocessen markant. (Se blot den amerikanske videnskabsformidler Michio Kakus gennemgang af disse online.) Hvad ville De f.eks. sige til det, hvis De kunne udsætte den forfaldsprocess, der normalt går i gang i starten af 30’erne til starten af Deres 50’ere?

I den danske debat hører man ofte, at snart det ene og snart det andet ”er en kvindesag.” Blandt de mest velkendte varianter af kvindesager er at ”ligeløn er en kvindesag,” eller at ”retten til abort er en kvindesag.” Men udtrykket er nu så udbredt, at alt fra western-film til vandpumper, lydbøger og lavere skat i de seneste år er blevet udråbt som værende ”en kvindesag” i den offentlige debat.

Abort og ligeløn er væsentlige rettigheder, men aborten blev fri i 1973, og ifølge Lønkommisionens rapport fra 2010 har vi ligeløn i Danmark. Så midt i denne tsunami af selvopfundne kvindesager kan man i al ydmyghed undre sig over, hvorfor der ikke er mere fokus på det, der logisk set burde være en af de helt store kvindesager: Ungdomsteknologien: De medicinske teknologier som gør, at det i fremtiden vil være muligt at udsætte sin alderdom, og bevare sin ungdom længere.

Det er svært ikke at se, at disse pseudo-sager, som western-film og vandpumper, der anråbes som ”kvindesager” i landets aviser i virkeligheden er et bevis på, at kampen mellem de to køn er overstået i Danmark, og at det ikke længere er mænd og ”patriarkatet,” som holder kvinderne tilbage herhjemme. Hvad der derimod burde stå højest på de vestlige kvinders fjendelister er ikke glaslofter og kønsstereotypi, men natur og biologi: At rette på på den indbyggede skævhed, der fra naturens hånd eksisterer imellem de to køn er – en kvindesag!

Hvis vi virkelig vil bedre ligestillingen fremadrettet, hvad så med, om staten brugte de millioner, som den hvert år giver til den politserende kvindeorganisation Kvinfo til forskning i ungdomsteknologi i stedet? Hvad tilfører mon mest værdi til den gennemsnitlige kvindes liv: At ligne en 25-årig, til hun er et sted i starten af sine 50’ere, eller at få Kvinfo’s bekræftelse af, at ”mænd er nogle svin,” når hun selv er blevet 45 og hendes velbjergede mand har forladt hende til fordel for en yngre model? De mange kvinder verden over, der lyver sig yngre end de er, giver et praj om svaret.