Fra dagene under etruskisk herredømme havde Roms militær gradvist udviklet sig fra brugen af den græske falanks og frem til periodens (96-180 e.Kr.) kejserlige eller marianske legion. Med betegnelsen ”mariansk” røbes allerede grundpillen i legionernes organisation. Gaius Mariuses militærreformer blev implementeret allerede i republikansk tid, nemlig 107 f.Kr., men deres altovervejende indvirkning på den romerske militærmaskine kan siges at strække sig helt til Diokletians (kejser fra 284-305 e.Kr.) dage, hvor de germanske støttetropper begynde at udgøre et militært bidrag sammenligneligt med legionernes.

I republikken allertidligste dage har bystatens Roms militær sandsynligvis lignet enhver anden græsk eller etruskisk falanks i felten. Og elementer af denne form for militærorganisation hang ved helt indtil årene op til de marianske reformer. De centrale elementer i den ”arkaiske” doktrin, for Rom såvel som for Grækenland, har været, at borgerne skulle tilhøre en vis samfundsklasse, dvs. ikke komme fra samfundets absolutte bund, og at den enkelte borger var ansvarlig for erhvervelse og vedligeholdelse af sin personlige udrustning. I tilfældet Rom forventedes det desuden, at den enkelte borgers personlige velstand beløb sig til minimum 3000 sestertier.

Grundtanken bag denne doktrin var, at de borgere som havde mest at miste ved statens eventuelle nederlag også var dem som ville kæmpe ivrigst og klogest, når de repræsenterede selvsamme stat i felten. De marianske reformer ændrede alt dette, og deres historisk mest skæbnesvangre (bi)virkning var da også, at den enkelte legion under den marianske ordning stillede sig loyal over for sin general, og ikke for den romerske stat. I perioden 96-180 e.Kr. ses dette forhold først direkte under Nerva hvor prætorianergarden ikke opfatter ham ”som en af deres”, og senere indirekte i form af de store summer ”tiltrædelsespenge” som kejserne måtte betale legionerne for deres (tvivlsomme) loyalitet.

Hvis man kigger på epistemet – romernes tendens til at optage og tilpasse uden at opfinde kvalitativt nyt, så er legionens succes helt på linie med konklusionerne etableret i dét afsnit. Allerede Montesquieu skriver i sine betragtninger om emnet, at:

“It should be noted that the main reason for the Romans becoming masters of the world was that, having fought successively against all peoples, they always gave up their own practices as soon as they found better ones.”[1]

Eksempler på “kopieret” militærpraksis omfatter bl.a. det korte gladius-sværd, som romerne først stiftede bekendtskab med på den Iberiske halvø, skibsdesign (Kartago), langbuen (Ægypten) og det pansrede kavaleri, de såkaldte kataphraktoi, som de havde lært at kende fra Partherne.

Af alle de institutioner og praksisser som undergik forandringer i perioden 96-180, må militæret ikke overses: De grænser, og det statsapparat, som Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus og Aurelius administrerede var i høj grad fastlagt under Augustus, og deres politikker kan i høj grad ses som en videreførelse af Augustuses oprindelige politikker.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at antallet af italienere i legionerne var faldet fra 65% under Augustus, til 1% under Marcus Aurelius.[2] Periodens kejsere kommanderede altså med andre ord et militær med en fundamentalt set anderledes sammensætning end Augustus og hans efterfølgere havde gjort det.

Periodens overordnede militære operationer kan overordnet set opdeles i to, nemlig de aktive felttog under Trajan, og de mere reaktive defensive, centralistiske ordninger under Nerva, Hadrian og Anotoninus Pius.

De to store krige under Marcus Aurelius og Lucius Verus (felttoget mod Partherne og den Markomanniske krig) befinder sig et sted herimellem: For mens de ret beset omfattede operationer udenfor rigets grænser, og tilmed sigtede efter at indtage eksempelvis Partherrigets hovedstad, så var de i bund og grund et led i den førnævnte defensive/reaktive militærpolitik bedrevet af Nerva, Hadrian, Antoninus Pius og altså også Marcus Aurelius.

Det mest overmandede eksempel på denne politik er naturligvis Hadrians mur i Nordengland, som med sine 117 kilometer udgjorde periodens bedst befæstede grænse. Den forblev bemandet og i brug fra sin opførsel i 122 e.Kr. og til den romerske tilbagetrækning fra de Britiske øer i ca. 410 e.Kr.[3]

Hen imod slutningen af kejser Domitians regeringstid tiltog hans livslange aversion mod adelsmænd, og kejserens latente modvilje mod senatet udviklede sig trinvist til en åbenlys magtkamp, hvor Domitian ved flere lejligheder dristede sig til at stække senatets magtbeføjelser og desuden at ydmyge navngivne senatorer ad hominem.[1]

I år 96 lykkedes det imidlertid en sammensværgelse af politiske modstandere at komme Domitian til livs, og allerede på dødsdagen kontaktede de sammensvorne den romerske adelsmand Marcus Cocceius Nerva, for at tilbyde ham kejsertronen med senatets velsignelse.[2] Nerva accepterede, og eftersom der for en gangs skyld ikke var en tronrager på march for at tilrane sig kejsertronen, kunne det romerske senat nu før første gang i principatets historie praktisere sin formelle ret til at udpege og indsætte kejseren.

At senatet hurtigt havde kunnet enedes om at udpege Nerva skyldes højst tænkeligt et kompromis: Han var aldrende og barnløs og dermed ideel som overgangsfigur. Nerva var 61 da han for første gang kunne iføre sig de romerske kejseres lilla kappe. Hans regeringstid blev kort som ventet, men til gengæld også uventet dramatisk.

For at signalere en ny politisk tidsalder – og måske for at gardere sig mod at Domitians skæbne også skulle overgå ham – lancerede den nytiltrådte Nerva en omgående omstødelse af Domitians despotiske senatspolitik og erstattede den med en ny samarbejdspolitik, der markerede sig klarest i kraft af ophævelsen af politiske eksil- og fængselsstraffe, samt i tilbageleveringen af konfiskeret privatejendom.

For senatorstanden havde Nervas indsættelse altså betydet en tilbagevenden til bedre kår. Men for soldaterne i felten var det derimod let at se overgangen fra Domitian (som flere gange havde været i felten)[3] til Nerva (der aldrig havde befundet sig på en slagmark) som et nederlag, og knapt et år efter Nervas indsættelse, i oktober år 97, begik prætorianergarden mytteri. Her holdt de Nerva som gidsel i kejserpaladset med krav om udleveringen af Domitians formodede mordere.[4] Nerva gav efter for soldaternes pres og undslap derved uskadt. Men episoden havde tydeliggjort en alvorlig sårbarhed i de romerske kejseres magtgrundlag, nemlig deres afhængighed af militærets loyalitet.

Optrinet provokerede efterfølgende Nerva udi sin måske vigtigste handling som kejser: Udnævnelsen af militærmanden Marcus Ulpius Traianus (Trajan) som sin efterfølger og adoptivsøn. Herved forsøgte Nerva sandsynligvis at sikre sig mod lignende forsøg på at udfordre den kejserlige autoritet.[5] Nerva søgte altså at kombinere sine evner som urban homo politicus med den militære erfaring og autoritet som generalen Trajan så åbenlyst besad. Nerva døde fredeligt godt tre måneder senere.

Omtale af Pius må nødvendigvis blive kort. Allerede den britiske historiker Edward Gibbon skrev: “Antoninus diffused order and tranquillity over the greatest part of the earth. His reign is marked by the rare advantage of furnishing very few materials for history; which is, indeed, little more than the register of the crimes, follies, and misfortunes of mankind.”[1] og den supplerende litteratur bekræfter blot dette billede.

For sin indledende forfølgelse af Roms senatorer, og for andre politiske henrettelser i løbet af Hadrians regeringstid, søgte Senatet nu hævn over den afdøde kejser Hadrian, og havde det ikke været for Antoninus Pius, ville Hadrian sandsynligvis have fået et eftermægle som en Nero, en Domitian eller en Commodus. Antoninus Pius insisterede på, at senatet skulle ophøje Hadrian til guddom, men viste sig til gengæld villig til at omstøde dødsdomme og ophæve eksilstraffe. Magtovertagelsen signalerede et politisk daggry i lighed med tiden umiddelbart efter Nervas tronbestigelse, men denne gang skulle det gode forhold vise sig holdbart, og senatet begavede umiddelbart efter dennes tiltrædelse Antoninus med det ærefulde tilnavn Pius; en udsædvanlig hæder, som han delte med Vergils mytiske Æneas.[2]

Som menneske og som kejser var Antoninus Pius retrospektiv, og hans konservative regeringsform viste sig snart at passe fortrinligt med imperiets tilbageskuende sindelag. Antoninus Pius fortsatte i påpasselig grad sine forgængeres forsigtige økonomiske politik ved at undgå ekstravagante byggerier såsom Hadrians pragtvilla på Palatinerhøjen. Faktisk følte Antoninus Pius sig så forpligtet af cæsarkappen, at han i et af sine breve gav udtryk for, at han var ansvarlig for at færdiggøre alle såvel lovede som igangværende byggerier fra Hadrians tid, førend han kunne påbegynde sine egne – ikke nogen nem opgave når Hadrian i øvrigt betragtede sig selv som arkitektkejseren.

I løbet af Antoninus 22 år som kejser oplevede imperiet en række oprør og grænseuroligheder rundt om i riget. Ingen af disse var dog af samme militære omfang, som urolighederne under Trajan, og intet af det krævede kejserens personlige indgriben i sin kapacitet som de romerske styrkers øverstbefalende. Denne omstændighed muliggjorde en særegen provins- og udenrigspolitik, som tillod Antoninus Pius at blive i Italien gennem mesteparten af sin regeringstid, og i stedet diktere provinsadministration gennem korrespondancer til lokale guvernører, og i visse tilfælde til selve provinsernes borgere.[3] Om denne linie var udtryk for konkrete magtpolitiske overvejelser eller en simpel forfordeling af provinsielle affærer, er nærmest umuligt at vurdere, men på baggrund af det tilgængelige kildemateriale lader Antoninus’ politikker i alle fald til at have været genstand for en oprigtig beundring i såvel Rom som i provinserne, og blandt senatsstanden, med hvem han rådførte sig tættere end nogen anden Antoninsk kejser. Om ham skriver den senere kejser Marcus Aurelius:

Vær i alting en discipel af Antoninus. Hans taktfulde optræden ved mundtlige forhandlinger, hans sinds ligevægt ved alle lejligheder […] Denne ivrighed når det gjaldt at sætte sig ind i en sag, og hvordan han så aldrig slap den ud af hænde uden efter fuld indsigt og klar gennemtænkning.[4]

Selvom Trajans vej til kejsertronen var brolagt med realpolitisk nødvendighed, så skulle han ikke desto mindre vise sig at være en særdeles kompetent kejser, ikke blot for antikken, men også for eftertiden, hvor Trajan i modsætning til de fleste andre historiske herskerskikkelser endnu har bevaret sit hæderfulde eftermæle som retfærdig monark. Det skyldes formentlig den relative mangel på antikke kilder samt middelalderens begejstrede sympati: Eksempelvis omtales Trajan i Sankt Thomas Aquinas forfatterskab som en ”ærbar hedning”, mens Dante i sin Guddommelige Komedie (1308-21) lader læseren genfinde Trajans ånd i Himmeriget.

For eftertiden er Trajan mest kendt for at have udbredt imperiets grænser til deres territoriale maksimum. Det gjorde han via sine felttog nord for Donau og i Mellemøsten. Disse felttog involverede 11 legioner, eller mere end to tredjedele af imperiets samlede styrker. De militære operationer lagde et betragteligt dræn på de statslige finanser.[1] Til gengæld viste minerne i den nyindlemmede provins, Dacien, sig snart at være et vægtigt bidrag til imperiets møntproduktion. Frem til kejser Aurelian udgjorde disse miner en vital livsnerve for en økonomi, som var direkte afhængig af metalpenge.[2] Civilpolitisk sørgede Trajan desuden for at få udnævnt store områder i provinsen som militærkoloni, og cementerede således båndet mellem militæret og sin person.

Syv år senere befandt krigerkejseren sig igen på march, denne gang mod imperiets arvefjende i øst, partherne. Orkanens øje var nok engang den evige stridsknude, bufferstaten Armenien, hvor partherne havde indsat en venligtsindet kandidat på tronen uden Roms billigelse. Anført af kejseren angreb den romerske hær gennem Armenien, og erobrede i løbet af de følgende tre år store områder af Mesopotamien, herunder Babylon og Partherrigets hovedstad, Ktesiphon. Felttoget kulminerede med, at Trajan nåede frem til den Persiske Golf og begræd, at han var for gammel til at følgevidere østpå i Alexanders fodspor.[3]

Snart viste størstedelen af de mellemøstlige erobringer fra felttoget 114-117 sig dog uholdbare og uforsvarlige, og mange af dem måtte opgives, størstedelen under Hadrian, nogle endnu i Trajans levetid.

Umiddelbart efter afslutningen på felttoget i øst begav Trajan sig tilbage til Rom. Men han nåede aldrig længere end Syrien, førend han blev ramt af alvorlig sygdom og døde. Fra sit sygeleje rapporteredes han at have udnævnt Publius Aelius Traianus Hadrianus (Hadrian) til sin adoptivsøn, på samme måde som Nerva i sin tid havde adopteret Trajan.

Grundet disse tågede omstændigheder omkring Trajans død, kan det ikke med sikkerhed fastslås om Trajan rent faktisk udnævnte Hadrian til sin efterfølger, eller om det måske var Trajans enke, Plotinas, plan. Uanset hvordan det måtte forholde sig, så udråbte styrkerne fra den nyligt overståede krig mod partherne Hadrian til Roms kejser tre dage efter Trajans død. Da senatet efterfølgende ratificerede beslutningen, var det nærmest udelukkende af symbolske hensyn. Altså et førsterangseksempel på Tacitus berømte betragtning om, at Roms kejser også kunne smedes andre steder end i selve Rom.

Hadrian hører uden tvivl til blandt de særligste og mest mærkværdige romerske kejsere. Med den britiske journalist Elizabeth Spellers ord, var Hadrians tid på tronen kendetegnet af en ”snublende start, en glorværdig midte og tragisk afslutning.”.

Tilbage i Rom begyndte Hadrian sin embedsperiode med at slå lederne af en fjendtligsindet senatsgruppe ihjel. Forholdet til senatet blev aldrig godt igen, men som realpolitisk instrument lader den hensynsløse henrettelse til at have levnet Hadrian et pusterum fra en stærk modvilje der herskede omkring hans person. Modviljen havde sandsynligvis sit udspring i, at kejseren var blevet indsat uden om senatet, og endvidere havde opgivet Trajans erobringer frivilligt. Sidstnævnte beslutning havde især vakt harme hos de patriotiske elementer af Roms indbyggere, en politisk situation som finder sin moderne parallel i Dolchstoß-myten.

I Hadrian havde imperiet fået en begavet administrator med udstrakt militær erfaring som kejser. Politisk set var Hadrian nærmest besat af ideen om imperiets langsigtede bæredygtighed, og ifølge den romerske historiker Cassius Dio brugte han mere end halvdelen af sin regeringstid på at rejse imperiet rundt for at etablere og anlægge grænseforsvar, forbedre den militære kommunikation og styrke disciplinen i legionerne.[1] Indenrigspolitisk var Hadrian ligeledes besat af ideen om bæredygtighed og beordrede således det kejserlige skattekammers urealistiske tilgodehavende på 900 000 000 sestertier i ubetalte skatter eftergivet, et træk som søgte at forene de formelle og reelle omstændigheder omkring statsbureaukratiet.[2]

På trods af Hadrians profil som en stor militærmand var der nærmest ingen krige i løbet af hans regeringstid. Til trods for den tilsyneladende stabilitet opretholdt Hadrian dog disciplinen i rigets legioner ved personligt at inspicere dem, og endda personligt at eksercere tropperne ved visse lejligheder. Kejseren forfulgte tillige en årvågen defensiv militærdoktrin, idet han under sine besøg beordrede rigets grænser genoptegnet, så de ville være lettere at forsvare. Hadrian iværksatte ved samme lejlighed omfattende befæstninger langs Rhin- og Donaugrænserne, ligesom han beordrede opførelsen af den massive Hadrians Mur i det nordlige Storbritannien.

Henimod sin død begyndte Hadrian at overveje en efterfølger for at undgå de politiske tvetydigheder han havde oplevet i forbindelse med sin egen tronbestigelse. Hadrians første valg af efterfølger, L. Ceionius Commodus, passede på Nervas profil; en erfaren politiker af aristokratisk herkomst uden nævneværdig militær erfaring. Ved et af historiens ironiske luner afgik denne ”efterfølger” imidlertid selv ved døden mens Hadrian endnu var i live, og konfronteret med denne situation adopterede Hadrian i stedet Titus Aurelius Fulvius Boionius Arrius Antoninus, af eftertiden kendt som Antoninus Pius. Hadrian arrangerede arvefølgen således, at Antoninus Pius skulle efterfølge ham på den betingelse, at den aldrende senator adopterede den 16-årige Marcus (senere: Aurelius) som sin søn. Dermed havde Hadrian banet vejen for Marcus Aurelius’ senere magtovertagelse, og følgelig blev Marcus Aurelius iscenesat som ”Hadrians efterfølgers efterfølger”.