Category Archives: Politik

Kønskampens manglende rationalitet

Af Eva Gregersen cand.polit.

Hvor er egentlig ofrene for den manglende ligestilling? Hvorfor hører man aldrig noget i debatten fra de kvalificerede kvinder, der mener at være overset til bestyrelsesposterne og forbigået til professoraterne?

Jeg er en af de 14 ’frihedsorienterede kvinder’, der underskrev indlægget ’Kære Albrightgruppe, kære nye regering’ 29. september. Elisabeth Rygård svarer os 4. oktober, at hun ikke kan forstå, hvordan vi kan sige Albrightgruppen imod. Egentlig gør Rygård med sine fejlcitater, stråmænd og motivspekulation sig ikke fortjent til noget substantielt svar, men da det lader til, at vores position deles af færre end Albrightgruppen, vil jeg alligevel forklare baggrunden for min egen underskrift.

Allerede i 1982 sagde Margaret Thatcher: The battle for women’s rights has been largely won. Det var det år, jeg blev født, og de erfaringer, jeg hidtil har gjort mig, har kun bekræftet Thatchers udlægning. Jeg har hverken oplevet selv at blive diskrimineret på baggrund af mit køn eller fået det indtryk, at andre (gammel-)danske kvinder blev det – med en enkelt undtagelse, som jeg skal komme tilbage til. Det er min klare oplevelse, at kvinder har lige muligheder for at gøre karriere – at vi ligesom mænd bliver vurderet på den vare, vi leverer. Denne lykkelige tilstand er naturligvis resultatet af mange års kamp, og til de læsere, der personligt har bidraget til at nå hertil, vil jeg gerne rette en tak.

At der fortsat ikke er lige så mange kvinder som mænd i toppen af dansk erhvervsliv mv. er for mig at se det naturlige resultat af den videnskabeligt veldokumenterede kendsgerning, at der er forskel på mænd og kvinder. Bl.a. er kvinder simpelthen mindre interesserede i at gøre karriere og mere interesserede i yngelpleje end mænd. Der findes undtagelser fra denne generalisering – herunder blandt de 14 underskrivere af svaret til Albrightgruppen – men det er netop undtagelser, der bekræfter reglen. Og når kvinder generelt vælger at investere mindre tid i deres karrierer end mænd, er det kun forventeligt, at kønnenes resultater bliver derefter.

Nutidens feminister ignorerer tilsyneladende denne basale sammenhæng mellem indsats og udbytte. Det er som om, de ikke vil acceptere, at man ikke på én og samme tid kan være en nærværende forælder (og trofast veninde og hengiven elskerinde osv.) og hellige sig sit arbejde i det omfang, det kræves for at nå til tops inden for erhvervslivet, kulturlivet mv. Man må prioritere. Og den prioritering er suverænt et personligt valg. Det er ikke en sag for kvindekampen.

Derfor kan jeg ikke støtte op om dagens feministiske agenda. De tiltag, Albright-gruppen ønsker sig for at få flere kvinder til at blive ingeniører og iværksættere og for at ’fremme mangfoldighed’ i kulturlivet, handler ikke om at sørge for lige muligheder, men om at favorisere kvinder på bekostning af mænd for på kunstig vis at opnå resultatlighed.

Min primære anke imod det er, at det er uretfærdigt over for de mænd, der bliver forfordelt, men jeg sympatiserer heller ikke med feministernes optagethed af at sikre sig, at andre kvinder træffer de valg, som feministerne mener er de rigtige. Hvis de synes, det er så vigtigt, at kvinder indtager de mandsdominerede fag, hvorfor starter de så ikke selv en vækstvirksomhed med flere end 10 ansatte eller melder sig ind i en skakklub?

Nutidige feminister modsiger ofte sig selv: På den ene side er der ikke forskel på mænd og kvinder, og derfor skal der partout rettes op på, at kvinder ikke fylder på direktionsgangene, ministertaburetterne og musemsvæggene i lige så høj grad som mænd. På den anden side er der forskel på mænd og kvinder, og derfor beriger kvinder arbejdspladserne med særlige kompetencer så som samarbejdsevner og empati mv. Jeg har fået at vide, at hvis jeg læser en mursten af Simone de Beauvoir på over 700 sider, vil jeg forstå det, men helt ærligt, hendes budskab må kunne formidles på mindre plads – hvis ellers der ikke er tale om hjernevask?

Den ene erfaring, jeg har gjort mig med diskrimination af kvinder, har været i forbindelse med barsel. Det er velkendt, at virksomheder alt andet lige er mindre tilbøjelige til at ansætte en kvinde i den fødedygtige alder end en mand, fordi kvinder tager mere barsel end mænd. Denne såkaldt statistiske diskrimination er velbegrundet, for det er jo et problem for en arbejdsplads at måtte undvære en medarbejder i en længere periode. Selv hvis medarbejderens løn bliver betalt af en central barselsfond, er barslen ikke omkostningsfri for virksomheden, som stadig enten skal undvære arbejdskraften eller bruge ressourcer på at oplære en vikar (der først vil opnå fuld produktivitet, når medarbejderen alligevel er ved at være tilbage). At virksomhederne derfor diskriminerer mod kvinder er selvfølgelig urimeligt over for de kvinder, der ikke vil udsætte virksomheden for den omkostning.

Øremærkning af barsel til mænd ville mindske urimeligheden, men det ville også skabe en ny urimelighed over for de mænd og kvinder, der faktisk foretrækker at lade kvinden tage hele barslen, mens manden koncentrerer sig om sin karriere. En bedre løsning ville være at lovliggøre barselsklausuler i ansættelseskontrakter, så kvinder (og for den sags skyld mænd) kan forpligte sig til ikke at gå på barsel i en bestemt tidsperiode. (Dvs. hvis de går på barsel alligevel, vil de skulle kompensere virksomheden for omkostningerne, som jo kan være en sekscifret størrelse). Det kan måske virke urimeligt over for de kvinder, der ikke vil acceptere denne klausul – men hvis en kvinde ikke vil garantere, at hun ikke går på barsel i løbet af eksempelvis de første to år, er det så virkelig en god idé for det lille konsulentfirma, der er dybt afhængig af den enkelte medarbejders indsats, at satse på hende? Det kan virke barsk at tænke på en fødsel som et problem, som medarbejderen påfører virksomheden, men sådan er virkeligheden for selv den mest velmenende arbejdsgiver.

Tilbage til Elisabeth Rygård. Når nu hun tillader sig at spekulere i vores motiver, må det være tilladt at spekulere i hendes. Hun er filminstruktør, og et af de tiltag, Albright-gruppen ønsker sig, er at »Se på, om der virkelig er nok kvinder på museumsvægge, dagbladssider, TV-skærme, scenegulve og i de filmproduktioner, vi støtter som samfund.« Kan det tænkes, at Rygård mener selv at være blandt de kvinder, hvis film burde have mere støtte – og hvem er det i så fald så lige, der er ude i ’at mele sin egen økonomiske kage’?

Måske mener Rygård ikke selv at være i målgruppen for Albrightgruppens forslag. Men det bringer mig til et andet spørgsmål: Hvor er egentlig ofrene for den manglende ligestilling? Hvorfor hører man aldrig noget i debatten fra de kvalificerede kvinder, der mener at være overset til bestyrelsesposterne og forbigået til professoraterne? Hvis det skyldes frygt for repressalier, kan de jo udtale sig anonymt, hvor identiteten er redaktionen bekendt. Og hvis mænd så gerne vil tage lang barsel, men bare hver især ikke tør være den første på arbejdspladsen til at gøre det, hvorfor har de så ikke forstået at organisere sig? Man kan jo også støtte interesseorganisationer ganske anonymt.

Jeg kender kvinder, som siger, at det er for dårligt, at der ikke er flere kvinder i virksomhedsledelserne, men de har godt nok selv ikke tænkt sig at arbejde så meget, som der er nødvendigt for at nå dertil. Og de mænd, jeg kender, der ikke allerede i dag tager længere barsel end de 14 dage, længes mig bekendt ikke efter en god undskyldning for at gøre det.

Kan det tænkes, at ofrene simpelthen ikke findes? At ligestillingen for længst er opnået, og at feministerne bare mangler at komme videre og forstå, at mænd og kvinder nok er lige – men også er forskellige?

Anmeldelse af John Kørners ‘Kvinder til salg’

Kvinder uden ansigter: John Kørners malerier præsenterer os for ansigtsløse kødklump-kvinder i arbejderbevægelsens hellige haller.

Af Lejla Mrgan

KUNST
JOHN KØRNER Kvinder til salg. Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K. Åbent hver dag kl. 10-16. Til 29. december 2011.

Man træder ind i et lokale med råt betongulv. Arbejdermuseet beklager, men det skyldes vandskade, og de har ikke nået at lægge nyt gulv. En ung kvindelig udstillings-besøgende bemærker, at det behøvede de da ikke beklage, for det rå beton passer så godt til denne udstilling. Hun mener vel, at emnet, der behandles i Kørners malerier, også er så råt og dystert og altså alligevel ikke noget, der hører sig til på det bonede sildebens-gulv.

For de tolv store malerier, der er skabt , dugfriske, netop til denne udstilling, behandler et alvorligt emne. Det drejer sig om trafficking og prostitution, åbenbart sat under samme fane. Arbejdemmuseet forsøger ikke at lægge skjul på, at udstillingen har en klar politisk og ideologisk dagsorden: sexkøb, hvadend kvinden gør det frivilligt eller ej, er kvindefornedrende og bør forbydes. Dermed bliver den et bidrag til den prostitutionsdebat, som har kørt de sidste år. Denne debat har delt sig i to lejre: dem, der ønsker et forbud mod sexkøb, og dem, der er uenige og i stedet ønsker, at sexarbejderne skal tildeles rettigheder ligesom alle andre, der betaler skat på det danske arbejdsmarked. I kraft af sin oprindelige funktion som arbejderbevægelsens forsamlingshus, hvorfra der i næsten 100 år blev kæmpet for rettigheder til arbejderne, giver Arbejdermuseet som ramme for udstillingen derfor en spændende krølle på halen, en utilsigtet indre modsætning.

Hvis man abonnerer på Kørners og Arbejdermuseets syn, er udstillingen da bestemt et fint rygklap til ens fine, høje moral. Hvis man ikke gør, skal man dog ikke fortvivle. Man er ikke gået forgæves, for Kørner mestrer beherskelsens kunst. Han ved præcis, hvornår han skal lade penslen vige for lærredet, hvornår den perfekte antydning er opnået, og hvornår farverne er netop transparente nok til at være kraftfulde og sårbare på samme tid.

Sat ind i en politisk kontekst, er det dog som om, maleriernes kvaliteter reduceres til simple udsagn: ”Den eksotiske kvinde trampes på af den fede, gamle, rynkede mastodont-dansker” (Mette) eller ”Han banker hendes måtte og besudler hendes rene, hvide Madonna-hud med sine beskidte fingre” (Maria). Det er jo hverken særlig subtilt, nuanceret eller debat-stimulerende, men snarere en cementering af et kvindesyn der siger, at kvinder er ofre uden vilje- eller handlekraft, uden seksuelt begær, slet og ret uden lyst. For godt nok siger udstillingen, at det er trafficking og prostitution, som billederne behandler, men de sætter, som udstillingens introduktionstekst også skriver, ”problemstillingen i forbindelse med vores kvindesyn i det hele taget.” Og det skal jeg love for, at den gør.

For det mest slående er, at alle Kørners kvinder er uden ansigt – det er enten vendt væk eller helt fraværende. Manets Olympia, kunsthistoriens nok bedst kendte luder-portræt, vender ikke ansigtet bort, men fastholder os med sit blik, og dermed også med sin lyst og vilje – noget der netop virkede enormt provokerende i 1860’ernes Paris, som ellers mest var vant til rygvendte, skum-fødte skildringer af kvinder, der bestemt ikke udfordrede beskuerens blik. Her kan man så undre sig over, at Kørner konsekvent vælger ikke at se sine motiver i øjnene.

John Kørner, Maria, 2011

Édouard Manet, Olympia, 1863

Psykiatriens Amatører, del 1

Okt 2005: Henvendelse på Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg. Efter visiterende samtale med psykiater NN får jeg at vide, at jeg vil får svar på om de kan tilbyde mig behandling indenfor to måneder.

Marts 2006: Distriktpsykiatrisk center på Frederiksberg har smidt min sag væk. Efter opringning flover de sig, og vælger at tilbyde mig behandling.

Behandling starter med estisk psykiater, NN. Forholdsvis useriøs behandling. På et tidspunkt spørger jeg ham: “Hvordan ved du, at jeg har det sådan, som du beskriver?” Han svarer: “Det er min sjette sans.”

Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg aflyser i øvrigt aftaler et par gange over mails, som jeg aldrig får. Da jeg går sekretæren i bedene påstår hun urokkeligt, at have sendt de pågældende mails. Et kig i hendes sagsmappe afslører imidlertid, at den pågældende sekretær ikke har forsynet de pågældende mails med en “.com”-endelse, og at jeg derfor aldrig har fået dem.

5/4 2006: Samtale med sagsbehandler NN. Hun præsenterer muligheden for, at jeg kan få revalidering. Siger, at min sag passer som “fod i hose” og afslutter samtalen med at sige: “Så det søger vi til dig!”

19/6 2006: Min faste psykiater (ham med den sjette sans) er ikke til stede. En tysk psykiater, NN, som jeg aldrig før har talt med, nærmest truer mig til at påbegynde behandling med Bristol-Meyers-præperatet Abilify. Han siger bl.a. at hvis jeg ikke vil samarbejde, kan de ikke hjælpe mig. Jeg spørger, om de kun vægter samarbejde i villighed til at tage medicin, han svarer nej, og siger så senere, at hvis jeg ikke påbegynder behandling med Abilify vil jeg ikke kunne gennemføre min uddannelse. Han siger også i løbet af samme samtale, at Abilify ikke påvirkede patientens bevidsthed. Producenter siger dog selv:

“Abilify may impair judgment, thinking, or motor skills. Users should be careful in operating machinery, including automobiles, until they know how Abilify affects them. Abilify may cause trouble swallowing (esophageal dysmotility). This can cause choking and lead to a type of pneumonia called aspiration pneumonia in some patients.”

19/6 2006: Jeg spørger i receptionen, hvordan det går med at søge revalidering, som sagsbehandler NN sagde, at hun ville “skaffe til mig” 5/4. Efter en forvirret søgen rundt i sagsmapperne kommer det frem, at der intet er gjort eller sat i gang.

23/6 2006: Jeg forfatter en lang mail til Distriktpsykiatrisk Center på Frederiksberg hvor jeg opridser de forsømmelser og behandlingsfejl, som der har været i forløbet. Jeg får et svar tilbage fra ergoterapeut NN. Hun skriver: “Jeg synes vi skal tale om det.” Men hun vender aldrig tilbage.

Ukendt Dato: Visitationssamtale på en anden psykiatrisk enhed (OPUS). Denne enhed har smidt journal fra Frederiksberg væk. jeg må begynde forfra med at fortælle dem min sygehistorie.

OPUS er i sommermånederne ikke i stand til at foretage sig noget ang. revalidering eller SU til mig, grundet egne og øvrige offentlige medarbejderes ferie. Sagen kunne have været afsluttet i marts-april såfremt Frederiksberg Psykiatisk havde taget hånd om deres arbejdsansvar og ikke syltet sagsbehandlingen.

OPUS hjælper mig med at udfylde formularer til SU. Jeg sendes med bussen fra OPUS til Frederiksberg rådhus hvor sagsbehandler NN efter 30 minutter erklærer, at OPUS har udfyldt formularerne forkert. Jeg prøver at forklare, at jeg også forstår dokumentet skal udfyldes såsom OPUS har gjort det. NN fejer mit indtryk af bordet uden modargumentation. Resulatetet er, at OPUS og NN har en lang telefonisk udveksling på min telefon og for min regning, hvorefter OPUS accepterer, at NN har ret. Jeg sendes tilbage til OPUS med formularen.

Et par dage senere viser det sig, at OPUS havde udfyldt dokumentet korrekt til at begynde med. Det hele må nu starte forfra.

Der er en taberkultur i det offentlige, hvor folk ikke bliver stillet til regnskab for deres fejl.

Dokumentation: Özlem Cekics liberalismekritik

Smid McDonald’s ud af Danmark:

Lavere overførselsindkomster, og lavere skat på arbejde er “tyveri”:
For kontanthjælpsmodtagere betaler nemlig også skat:

Jalving interviewer Arzrouni

Dette skelsættende interview med den liberale tænker Christopher Arzrouni blev bragt i 2005 og kan opfattes som en milepæl i opgøret med Anders Fogh, som på det tidspunkt stadig blev anset som en ansvarlig politiker. Interviewet bringes her med venlig tilladelse fra Kforum/ Timme Munk

af Mikael Jalving

Da Christopher Arzrounis ny bog udkom i sidste uge, skrev dagbladet Information, at han gør det, venstrefløjen ikke længere kan: kritisere den herskende orden. I gamle dage var det sådan, at samfundskritikken især kom fra venstre. Men sådan er det ikke længere. Venstrefløjen er blevet en del af Den Store Hvide Midte, der æder alt i dansk politik, hvorfor det er blevet tid til et rask, lille oprør fra højre. Det mener forfatteren til ’Helt uforsvarligt’.

Indrømmet, det er lidt indviklet – højre, venstre, venstre, højre. Måske endda barnligt. Selv siger hovedpersonen til K-forum, at hans bog mest af alt er et opgør med politikere i det hele taget. Fordi det er dem – og ikke befolkningen – der laver de fleste ulykker.

Et eksempel: Christopher Arzrouni, der i dag er redaktør på Weekendavisen, arbejdede engang for en Venstre-politiker på Christiansborg. Et valg var overstået, og tinget trådte sammen igen. Politikeren siger noget i retning af, at ’nu skal det blive godt at komme i gang’, hvortil den unge Christopher Arzrouni spørger: ’Med hvad?’ – ’Ja, med det politiske arbejde’, svarer politikeren. ’Jamen, hvad er det, vi absolut skal?’, insisterer den unge sekretær. Og politikeren sætter ham på plads med ordene: ’Vi har fået et politisk mandat, og derfor skal vi lave politik’.

Indsigt i egen uvidenhed
Eksemplet illustrerer for Christopher Arzrouni, at politikere tager deres virke alt for bogstaveligt og tror, at politik altid er at gøre noget og være ’pro-aktiv’, som vi siger. At mere politik også er bedre politik. Men politik er også at undlade at lave rav i sagerne, kunne man tilføje. Selv siger forfatteren: ’Det var en øjenåbner for mig, at selv liberale politikere mener, at fra det øjeblik, de er valgt, skal de gå i gang med at indrette tilværelsen for andre mennesker. Men det skal de slet ikke’.

Hvad skal de så?

’De skal huske, at vi mennesker som regel ikke véd, hvad der er bedst for os selv – og politikere og embedsmænd endnu mindre. Politikere skal derfor heller ikke gå så meget op i folks motiver. Dem kender vi alligevel aldrig til bunds. Jeg var for nylig med i en debat med Kemal Qureshi fra SF, hvor han blev ved med at definere sin politik i forhold til, hvilke motiver folk har. Hvis deres motiv er penge, så skal det være forbudt. Men hvis deres motiv er lyst, så skal det være tilladt. Rygning er OK, selvom du ødelægger dine lunger. Men hvis f.eks. en fattig inder arbejder med at fjerne asbest for penge, så er han et offer, og så skal have ikke have frihed til at udføre sit arbejde. Fri sex for lyst er OK. Men hvis du gør det for penge, skal det være forbudt. De nødstedte må ikke være bare en lille smule frie og forsøge at forbedre deres situation. Det er da at føje spot til skade.’

Men nu er man vel ikke enten offer eller fri… Er der ikke noget midt imellem?

’Jo, der er også derfor, at jeg gør mig umage med at skelne mellem at være tvunget til noget og at være nødt til noget. Hvis jeg tvinger dig til noget, er du ufri. Men hvis du er nødt til noget, har du stadig en frihed, som du kan udnytte. Og det skal du have lov til, også hvis du er en indisk skibsarbejder eller prostitueret. Når du kriminaliserer et erhverv, bliver det automatisk forrået. Der er med andre ord alt for mange politikere, der ikke skelner mellem at være tvunget og at være nødt til noget. Og dem, der gør noget af nød, er ikke automatisk ofre. De skal i hvert fald have lov til at bevise det modsatte’.

Liberalt demokrati eller folkedemokrati?
Christopher Arzrouni kritiserer politikerne for at være overivrige, når det gælder lovgivning. De kan ikke få nok, mener han, love gør dem høje. Men er kritikken af politikerne også en kritik af demokratiet?

’Vent lidt… Når jeg tøver, så er det fordi, jeg ikke kan vide, hvordan du definerer demokrati. Hvis du med demokrati hentyder til magtens tredeling, individuelle rettigheder, uafhængige domstole, et ukorrupt embedsapparat osv., så er min bog netop ikke en kritik af demokratiet. Men hvis du med demokrati mener flertalsdiktatur, så indebærer den bestemt en demokratikritik.’

Flertalsdiktatur?

’Da jeg engang i skolen skulle skrive en opgave om demokrati, slog jeg op i Encyclopedia Britannica, som gav to versioner: Liberal Democracy og People’s Democracy. Jeg går ind for det første og er modstander af det sidste. Hvor det vigtigste for det liberale demokrati er magtspredningen, er det vigtige for folkedemokratiet stemmeretten. Jeg mener, at stemmeretten er overvurderet’.

Det er der nok mange, der vil være uenige med dig i?

’Så lad mig sige det igen: Stemmeretten er alene et supplement til demokratiet eller et middel til at kunne fyre de forkerte. Det er ikke engang et middel til at udvælge de rigtige ledere. Stemmeretten er en nødbremse. I USA f.eks. ligger stemmeprocenten tit under de 50 pct. Er landet mindre demokratisk af den grund? Det mener jeg ikke. Tværtimod er lav stemmeprocent i visse tilfælde udtryk for mere opbakning. Hvorfor stemme, hvis tingene fungerer? En høj stemmeprocent – som den i Danmark – kan omvendt være udtryk for en meget hård kamp om fordelingen af samfundets goder; de høje tal udtrykker ikke nødvendigvis, at systemet fungerer. Hvis alle pinedød skal hen og stemme for ikke at miste tilkæmpede privilegier, så står demokratiet i virkeligheden i en farlig situation’.

Superliberalist?
Det ville være forkert at placere Christopher Arzrouni hos det nationale højre. Han ligger til højre for hele det politiske parnas herhjemme – lige fra social- og kristendemokrater, konservative og de kreative til folkesocialister, enhedspartister og pianister. Men er ikke specielt national. Og samtidig går han ind for bl.a. organhandel, fri narko, ret til at bære våben, bordeldrift, pengeafpresning, insiderhandel, handel med truede dyrearter og med forurening, – ja, selv for at bevare Christiania.

Med sin fortid i den liberale forening Libertas bliver han da også tit omtalt som superliberalist. Hertil griner han og siger: ’Jeg er et af de mest konservative mennesker, der findes… Jeg ryger ikke, drikker ikke og lægger vægt på opdragelse. Jeg siger dig, hvis mine piger kom hjem og stank af hash – de ville få en overhaling’.

Det er jo dit private jeg. Politisk er du vel liberalist eller højreorienteret eller hvad?

’Jeg er højreorienteret i den forstand, at jeg ikke er venstreorienteret. Jeg er vokset op i en generation, for hvilken etikken var socialistisk. Det mener jeg ikke, at den er. Alle politiske forslag skal derfor heller ikke vurderes på, hvorvidt de skaber større økonomisk ulighed. Her kunne den borgerlige regering lære noget. At give flere lov til at beholde mere af deres udkomme er ikke uetisk, tværtimod. Dagens principielle politiske brudflade står således ikke mellem de liberale og de konservative; konflikten er et klassisk opgør mellem kollektivister af forskellig slags og individualister i en eller anden forstand’.

Foghs retorik
Christopher Arzrounis bog inderholder som antydet også en karsk kritik af Anders Fogh Rasmussen, der flere steder omtales med referencen ’som en klog mand – engang – skrev’, ligesom bogen langer ud efter andre navngivne ministre i den borgerlige regering. Det kan udefra set virke overraskende. Det var trods alt samme Christopher Arzrouni, der blev sat i forbindelse med en af statsministerens nytårstaler. Hvorfor er Fogh junior skuffet over Fogh senior?

’Jeg er sådan set ikke skuffet over det, Fogh gør. Jeg er skuffet over noget, som nogle nok vil kalde en petitesse, nemlig at Fogh føler det nødvendigt at lægge afstand til liberal retorik. Jeg synes, det er fint nok at være tålmodig, og at man naturligvis ikke kan kræve kæmpestore reformer osv. Men hvis man forsager sin egen ideologi eller virker tøvende i forhold til sit eget ståsted, så skal man ikke gøre sig forhåbning om at overbevise eller begejstre’.

Hvad skal det betyde?

’Den eneste grund til at venstrefløjen endnu ikke er helt knust, er, at de borgerlige holder sig tilbage, fordi de stadig tvivler på, at de selv er ordentlige mennesker. Vi borgerlige sidder stadig med en fornemmelse af, at vi er dårlige mennesker, som vil de svagest stillede det endnu dårligere. Man skammer sig over sin egen borgerlighed – og det er ikke nødvendigt. Man er faktisk nødt til at stå ved sin identitet. Ikke tvunget til, men nødt til… Ellers kan man godt glemme det hele og vente på at blive afløst af en ny regering, ikke mindst fordi der er en masse ubefæstede sjæle derude. Og det endda i partiernes folketingsgrupper, som har svært ved at se forskel på retorik og indhold.’

Der var engang en kulturkamp
Alligevel er det ikke alene Foghs retrorik, Christopher Arzrouni kritiserer. I bogens epilog skriver forfatteren f.eks., at ’det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner’. Hertil replicerer ophavsmanden:

’Som om… Jeg skriver netop som om…’

Du skriver også i epilogen, at regeringen ’savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt’. Er det ikke en kritik af Fogh-regeringens indhold? Er det ikke en kritik af en regering, som har mistet retningssansen, og som heller ikke aner, hvor den kommer fra?

’Jo, det er det’.

Jamen…

’Hvis regeringen nu sagde – og det gjorde den på et tidspunkt – at dens målsætning er den selvberoende borger, så ville det være godt. Der var engang en kulturkamp. Den handlede om den selvberoende borger i forhold til de statsautoriserede smagsdommere. Målet var mere handlefrihed for borgeren. Sådan er det ikke mere. Husk på situationen for bare et år siden. Regeringen var i mindretal i meningsmålingerne. Hvad gjorde man? Man lavede forårspakken. Sænkede mellemskatten, rykkede grænsen for topskatten mm. Hvad var konsekvensen? Man kom tilbage i meningsmålingerne, fik nyt momentum og vandt tilmed valget. Det var rigtig godt gået. Men hvad er analysen? Der er ingen analyse, og den manglende selvbevidsthed er slående. Når endelig man gør noget godt og borgerligt, så lægger man ikke engang mærke til det’.

Politik ingen adgang
Når man lytter til Christopher Arzrouni, spørger man sig selv, hvorfor han ikke går aktivt ind i politik. Hvorfor udgiver han en bog i stedet? Hertil svarer han:

’Det ville jo være helt uforsvarligt’.

Hvorfor?

’Prøv lige at se… Så skulle jeg rakke rundt de næste tre-fire år og håbe på at få en yderlig kreds. Man kan ikke have et ordentligt job, fordi der er ikke nogen som vil have en, der rejser rundt og bræger hele tiden. Så skal man sætte sin karriere på stand-by. Og hvis man i heldigste fald skulle blive valgt ind, så havner man på bagerste række. Vilkårene er med andre ord temmelig ringe.’

Er du med andre ord på vej væk fra politik? Hvis man ser på dit CV, så har du arbejdet i Finansministeriet, Venstres politisk-økonomiske sekretariat, ligesom du har været chef i DI – og nu udgiver du så en bog, mens du er ansat på en avis, hvor du – undskyld mig – skriver for skønånder…

’Sådan ser jeg ikke på det. Jeg elsker Venstre. Jeg vil stemme på dem så længe, de bare er lidt liberale. Men man kan ikke sige, at min bog er en adgangsbillet til det politiske’.

Hvad er det så, bogen skal?

’Bogen skal hjælpe flere liberale til at blive tryggere i deres liberalisme. Når de kan se, at det kan lade sig gøre at forsvare selv ret outrerede synspunkter, så får de muligvis mere politisk selvtillid. Jeg prøver at spille banen bred. Hvis man rykker et ordentligt ryk – til højre – så opstår der huller på midten. Jeg forsøger at gøre mindre vidtgående liberale en tjeneste – det håber jeg, de kan se – sådan at præmisserne rykkes mod højre’.

Gør du også Fogh en tjeneste?

’Det mener jeg helt bestemt. Ikke så længe, han bliver associeret med mig, det har han jo ingen interesse i. Men jeg er en hjælp for liberale mennesker i Danmark, fordi de kan pege på mig og sige: Se dér, dér er en ultraliberal! Og så kan de tilføje: Men vi er liberale, vi er ordentlige mennesker! Det er jo den systematik, som venstrefløjen har opereret med i mange år. Der var de der ekstreme ude på fløjen, og så blev der mere plads til Socialkammeraterne. Det samme sker i dag. Bare med omvendt fortegn’.

Arzrounis Ti Bud:
1. Når der ikke er noget offer, er der heller ingen forbrydelse.
2. Vi kan aldrig kende folks motiver til bunds.
3. Hvor der er frivillighed, er der også risiko.
4. Folketinget består af smagsdommere – og vi behøver ikke flere.
5. Staten skal ikke blande sig i voksne menneskers sexliv.
6. Når et erhverv gøres illegalt, bliver det automatisk forrået.
7. Politikerne vil gerne påtage sig rollen som forælder for befolkningen.
8. Det, som ingen ejer, bliver hurtigt offer for rovdrift.
9. Når vi ikke må håndhæve retten til eget liv, frihed og ejendom, så tilhører vi staten.
10. Ingen har ukrænkelig ret til at blive forsørget af andre.

Arzrouni om den borgerlige regering:
● ’Regeringen Anders Fogh Rasmussen savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt’
● ‘Det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner’
● ‘Frem for at tage store principielle konfrontationer om velfærdsstatens indretning, har regeringen gennemført en serie mikropolitiske tiltag’
● ’Det er vitterlig en katastrofe for det liberale Danmark, at den liberale førstemand reelt undsiger liberalismen’
● ‘Modsat hvad mange tror, fik Nyrup faktisk held med sin bogdestruktion under valgkampen i 2001. Ingen borgerligt tænkende toppolitiker tør skrive sin mening længere’.

Kritik af Rune Lykkebergs holdning til Ny Alliance

af Pernille Sørensen, (14. maj 2007)

Kære Rune Lykkeberg

Dette brev vedrører din artikel ”Ny alliance med det bedre borgerskab” som blev bragt i dagbladet Information 12. maj 2007. Det er et brev hvori jeg stiller begrundede forslag til forbedring af din artikel.

Lad mig starte med at komplimentere din eminente fornemmelse for spot og spe. Genremæssigt så er dit indlæg nemlig overordentlig vellykket som satire. – Men var det virkelig ment som satire? Der er jo sket en del siden den antikke satiriker Juvenal levede, og det er ikke altid nemt at genkende satire nu om dage. Ja, nogle gange går det sågar satirikeren selv forbi hvad det er vedkommende egentlig laver.

Der ligger nemlig store problemer i, at landets politisk aktive på forhånd fravælger hinandens input uden overhovedet at høre på det, og det udelukkende på grund af en given referenceramme eller en forudindfattethed som de mener at finde hos afsenderen. Jeg er sikker på at du vil sige, at denne forudindfattethed ligger som dem, modstanderne, og at hvis de ikke kan mande sig op til at se rigtigheden i dine betragtninger, jamen så er det deres tab. Sandheden er imidlertid en anden. Sandheden er, at den bløde kommunikation i den her situation er den hårde overlegen, og når du satiriserer over Ny Alliances utilstrækkeligheder, og dermed også nedgør det modtagersegment som eventuelt kunne finde på at stemme på Khader, Seeberg et al., så fremmedgør du dem samtidig overfor dit i øvrigt ellers reelle budskab: At Ny Alliance har en masse form, men endnu intet indhold. Så ja: Det er da komisk, at så mange mennesker flokkes til noget som de dybest set ikke ved hvad er, men når du nu ved at det allerede drejer sig om over 8000 mennesker, har du så virkelig i sinde at fremmedgøre dem alle sammen? Er det virkelig din intention? – For det bliver resultatet netto når du farer frem på den måde.

Naturligvis ligger der fællesskabsværdi i at være blandt ”sine egne”, og jeg skal heller ikke benægte at det kan føles rart at henvende sig til meningsfælderne som man på forhånd ved er enige med en selv. Videreudvikling af tankegods og kuglestøberi foregår bedst i selskab med de allerede overbeviste. Men processen har ikke den store værdi hvis ikke den i sidste ende flytter noget på den lange bane. Hvis ikke endemålet er at facilitere et sympatiskifte som fra tid til anden flytter folk over på afsenderens side, så er den politiske retorik lidet mere end en retorisk blindgyde. Captatio benevolentiae siger man også; indfang velvilje. Fordi man løber en betydelig risiko ved at formulere sig så aggressivt, at det fjerner folks vilje til at overhovedet at overveje ens budskab som afsender. Det er essentielt set dårlig retorik.

Hvis du vil have et tilsvarende retorisk eksempel fra den ”blå” lejr, så kan jeg anbefale dig at se nærmere på Mikael Jalvings optræden overfor Klaus Rothstein i nyhedsmagasinet Deadline. Debatten omhandlede det nu hedengangne ungdomshus og blev sendt 1. marts 2007. Mikael Jalving lod konsekvent hammeren falde hver gang Rothstein ikke havde rygdækning for sine antagelser »det er noget vås!«, og hver gang Rothsteins argumentation trak på den normative velfærdskonsensus om, at der skal være plads til alle. Mikael Jalving leverede med andre ord et rationelt partsindlæg som argument-teknisk set var Rothsteins overlegent. Men ligesom i din artikel blev budskabet leveret så aggressivt, at Jalving endte således med at distancere sig fra sine modtagere. Tænk over det: Er spot og spe virkelig vigtigere end at kunne gå i dialog med de 8000 politisk interesserede medlemmer af Ny Alliance? For det kan du ikke når du nedgør dem.

Kvalitetsretorik kendetegnes af en passende balance mellem tilgængelige argumenter, publikums egenskaber og interesser, samt afsenderens retoriske persona. Hvis ’publikums egenskaber’ blandt andet består i at være vokset op i Danmark, i velfærdsstaten, så det udtryk for et ubalanceret stykke retorik at udføre et frontalangreb på velfærdsstaten i en debat om Ungdomshuset. På samme måde gælder det, at hvis et ’publikums interesser’ omfatter velvilje overfor Ny Alliance, jamen så er det udtryk for et stykke ubalanceret retorik når du med vilje misforstår Gitte Seebergs udtalelser vdr. omstillingsparathed, eller når du opfinder en belejlig naivisme (den ”humanistiske kapitalisme” versus den ”onde kapitalisme”), som du så kan gøre synonym med Ny Alliance.

Jeg siger ikke, at der er noget galt med den politiske mening du lader sive ud mellem linjerne af din artikel. Ej heller, at samfundet skal gå foruden satire, eller at man ikke bør sige sin mening nøjagtigt som den forekommer en. Men jeg siger, at et vist mådehold er på sin plads. Så længe vi holder totalitære politiske ekstremer ude af billedet, så bør denne balance altid være midtersøgende i sit væsen. Det vil med andre ord sige, at du bør sige hvad du mener, men sige det på en ikke-konfrontatorisk måde som tager hensyn til modtagernes allerede eksisterende sympatier.

Du mener måske ikke, at Ny Alliances medlemmer og sympatisører læser Dagbladet Information. Eller måske bejler du til det kapitalkritiske flertal blandt bladets læsere? Hvorom alting er, så går ikke at benytte sig af en implicit skyggeargumentation når man samtidig er aktiv medspiller i den politiske debat.

En karakteristik af Storbritannien som kolonimagt

Med særlig reference til teksterne ’Fordelene ved det britiske styre af Indien’ og ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’

af Alex S.C.

Som vi har set i den forudgående redegørelse, så kan en karakteristik af Storbritanniens koloniale overherredømme overordnet set deles op i to hovedperioder: Perioden før 1783, hvor englænderne optrådte som barske og nidkære koloniherrer, og perioden efter 1783, hvor tabet af de befolkningsrige, og kulturelt nært beslægtede, kolonier i Nordamerika fører England frem mod en attitude bestående af the civilizing mission og en velvillig humanisme. Før tabet af kolonierne havde vi set, at englænderne kunne være lige så brutale i omgangen med sorte slaver, som de barske portugisere kunne det. Og på hjemmefronten var Irland ligeledes blevet brutalt undertvunget, og i bogstavelig forstand udsultet under Cromwell.[1]

2.1 Temaerne i ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’

Kilden falder her i perioden efter 1783, hvor briterne, som beskrevet ovenfor, gjorde brug af en velvillig humanisme og et fremsynet værdipolitisk frisind i forhold til sine undersåtter. ’ Hvad angår Traktat med ’Kongen af Benin 26. Marts, 1892, kan vi identificere følgende temaer, som allerede er diskuteret andetsteds: Artikel 2 henviser den merkantilisme som briterne troede på, dvs. den økonomiske teori, at en økonomi vokser bedst når rigdommen holdes inden for (koloni)rigets grænser. Artikel 3 viser en standard magtpolitisk manøvre idet britiske statsborgere ikke kan dømmes af andre magter end briterne selv. Som stormagtpolitisk tiltag er det for så vidt ikke anderledes, end når nutidens USA nægter at lade Den Internationale Domstol, ICJ i Haag dømme amerikanske indbyggere eller soldater, eller når romersk statsborgerskab konfererede en lang række friheder og sikkerheder.[2] Med lidt god vilje kan Artikel 3 også tolkes som briternes koloniale paternalisme der ofte kontrasteres med franskmændenes assimilationspolitikker, hvor alle kunne blive fuldgyldige franske citoyens. Denne paternalisme skal vi se nærmere på senere, men i henhold til traktatens Artikel 3 er det her nok at sige, at ”barnet”, dvs. de indfødte, naturligvis ikke kan dømme forælderen, dvs. briterne ej heller selvom briterne rent faktisk skulle begå fejl og lovovertrædelser. Samme tema slås an i traktatens Artikel 4, hvor briterne påtager sig opgaven som opmænd mellem parter i regionale stridigheder mellem forskellige indfødte fraktioner: Her påtager briterne sig rollen som klarttænkende, rationelle overherrer, der køligt kan mediere de indfødte ud af de blodige konflikter, der ellers ville herske iblandt dem. Et godt eksempel på denne politiks nytteværdi kan findes på Sri Lanka, hvor det britiske overherredømme underkuede de etniske spændinger mellem det singhalesiske flertal og det tamilske mindretal:[3] Så snart den britiske overmagt forlod scenen kastede de to etniske grupper sig over hinanden i en kamp, som har varet ved til vore dage.[4] Det var et fremmeligt eksempel på renæssancefilosoffen Thomas Hobbes’ tanker om, at individet kun kan være frit under en mægtig konge, der står klar til at knuse alle bander og militser, der vil tage loven i egen hånd.[5] Artikel 5 understreger den britiske tradition for retspleje, the rule of law, og traktatens Artikel 7 nævner den religionsfrihed, der nødvendigvis må gå hånd i hånd med den værdipolitiske liberalisme som englænderne udbredte i denne periode.[6]

2.2 Temaerne i ’Fordelene ved det britiske styre af Indien’

Næste kildetekst er Fordelene ved det britiske styre af Indien, forfattet af Dadabhai Naoroji, parsi-indisk universitetsprofessor og politisk tænker, som blev den første britiske Member of Parliament, der var af indisk oprindelse. Naoroji er en spændende skikkelse fordi han var en udtalt modstander af den måde, som briterne havde administreret deres oversøiske territorier på, hvad enten det gjaldt hans hjemlige Indien, beliggende halvvejs omme på den anden side af kloden, eller blot den inadækvate sygepleje i Irland, blot et stenkast fra England selv. Men på den anden side var Naoroji ingen kulturalist af den slags, der karakteriser den vestlige opfattelse af ”oprindelige folkefærd” i dag: Naoroji var dybt taknemmelig for, og dybt bevidst om, de civilisationsforbedringer, som briterne havde bragt med til Indien. Helt fra gammel tid havde Indien nemlig været en decentraliseret og heterogen størrelse, hvor civilsamfundet og præstekasten ofte havde mere magt end de formelt herskende politikere.[7] Denne politiske kultur, eller mangel på samme, gik ikke briternes opmærksomhed forbi, hvorfor britiske embedsmænd beskrev de indiske byer, de regerede over, som ”små republikker i sig selv” der ville overleve som selvstændige entiteter, selv hvis det britiske imperium trak sig ud af Indien.[8] Briterne forenede landet, og selvom Indien havde været kortvarigt forenet under kejser Asoka (273- 232 f.v.t.), så havde Indien alligevel aldrig båret præg af så stor en juridisk og politisk homogenitet, som under englænderne.[9] Alle disse civilisatoriske tiltag var forudsætningen for at kunne gennemføre og håndhæve den humanistiske sekularisering, som Naoroji fremhæver i sit skrift: Ro, orden, ytringsfrihed, pressefrihed, ligestilling og menneskerettigheder, som eksemplificeret ved et stop for enkeafbrændinger og barnemord. I lighed med Karl Marx, så opfattede Naoroji det britiske overherredømme som en nødvendig fase; – en hegeliansk historisk nødvendighed – som inderne måtte gennemleve, førend de selv kunne overtage ansvaret.[10]

Men når alt alligevel ikke er rosenrødt, så er det fordi Naoriji introducerer et tema, som ikke er nævnt i traktaten med kongen af Benin: En økonomisk udbytning og rovdrift af de indiske undersåtter fra de engelske overherrers side. Her befinder Naoroji sig igen i en art marxistisk analyse, idet han i afsnitte, ”Ulemper: Økonomisk, Materielt” forsøger at isolere en art ”merværdi” eller profit, som englænderne antageligvis skulle suge ud af Indien hvert år. Her begår Naoroji dog to fejlslutninger; en økonomisk og en filosofisk: Englænderne opkræver 100 millioner i Indien, men investerer kun ca. tre millioner. Her er fejlslutningen at antage, at makroøkonomi er et nulsumsspil, og at penge er lige meget værd hvor end de befinder sig i økonomien. For at gendrive denne fejlslutning behøver man blot at spørge sig selv: Er en ekstra 10 millioner dollars mest værd for Steve Jobs idet han står overfor at skulle udvikle sit første produkt, eller som en ekstra indtjening, længe efter, at Apples egenkapital har overhalet Mircosofts? Ligeledes er Naorojis anden fejlslutning at forsøge at afgøre et værdipolitisk spørgsmål videnskabeligt; et videnskabeligt projekt, som endegyldigt styrede i grus med filosoffen og matematikeren Bertrand Russells påvisning af paradokser i værditillægningsprocessen.[11] Eller sagt på en anden måde, så havde Indien råstoffer og manpower nok til at blive et særdeles lukrativt foretagende for englænderne, ”the jewel in the British crown”[12], men uden Indien ville England stadig være en industriel supermagt. Uden England ville Indien være feudalt, eller det, der var værre, og i en kort overgang efter Indien vandt sin selvstændighed fra englænderne, gik levestandarden i Indien faktsik nedad grundet ineffektivitet og forskellige planøkonomiske eksperimenter.[13]

Sidst i teksten nævner Naoroji også Sakar ki Churi – ”kniven af sukker”, som er indernes indforståede navn for den britiske tilstedeværelse på deres kontinent. Der er ingen brutalitet under briterne, skriver Naoroji, men i bund og grund kan man stadig ikke komme uden om, at der er tale om en kolonisering. Det interessante ved Naorojis afsluttende Sakar ki Churi-afsnit er dog den måde, han appellerer til briterne på: ”Jeg nævner det for, at I skal kende disse følelser. Vores store ulykke er, at I ikke kender vores behov. Hvis I kendte vor virkelige ønsker, har jeg ikke den mindste tvivl om, at I ville øve retfærdighed.” Naoroji appellerer med andre ord til englænderne som var de en art forælder, og det fører tilbage til briternes paternalistiske tilgang til deres undersåtter: I modsætning til Frankrig, hvis senere kolonitradition var vokset ud af den radikale revolution af 1789, så var briternes tilgang til koloniseringen af de indfødte karakteriseret ved en pragmatisk og moderat tilgang, der nok så på værdierne fra den franske revolution med beundring, men som med den konservative politiker Edmund Burke kiggede over kanalen og så, at der skete for meget, for hurtigt til nogens bedste. I modsætning til Frankrig (og senere Belgien) så vidste briterne altså, at de ikke kunne gennemtvinge store sociale omvæltninger fra den ene dag til den anden, uden at kolonialisereringsprojektet ville løbe løbsk.[14] Briterne var i bund og grund tempererede pragmatikere.[15]

2.3 Hvordan var England som kolonimagt? Og hvorfor?

I min karakteristik af Storbritannien vil jeg anvende den komparative metode, da jeg mener, at det er den nyttigste måde, at definere en stormagts ageren på: Alle sekulære, oplyste stormagter udfører både gode og dårlige politikker over århundrederne, det ville være underligt hvis de ikke gjorde, og det giver derfor ikke megen mening at definere en enkelt kolonimagt uden at se på dens rivaler. Lad os derfor begynde med en af Europas første kolonimagter; et imperium hvis kolonier ofte blev plyndret og overtaget af briterne: Spanien.

Spaniens koloniimperium var af flere omgange større end det britiske, men spanierne var generelt ustabile som koloniherrer fordi Spanien fra gammel tid havde regeredes mere af et statisk og uproduktivt arvearistokrati. England havde derimod oplevet uafbrudte invasioner i sin tidlige historie, fra romere, saksere, normannere og vikinger. Arvearistokratierne døde derfor hurtigt ud, hvis ikke de var i stand til at forsvare deres besiddelser, og med til et forsvar hørte altid den betydelige aflønning af dyre professionelle soldater. England var således mere af et plutokrati, og mere dynamisk i sin tilgang til administration og økonomi.[16]

En anden årsag til, at englænderne generelt var mere stabile end spanierne i de oversøiske kolonier, var at det var en generel trend, at englænderne udvandrede til den nye verden i selskab med deres koner, hvorimod de spanske eventyrere drog ud alene, hvilet skabte ustabile forhold når de nye koloniherrer tog sorte slavinder og indfødte indianerkvinder som elskere, og derved skabte antagonisme blandt undersåtterne, og forskubbede familiestrukturerne, sådan at en given koloni ikke kunne regne med stabile og fortløbende fødetal.[17]

Komplementære faktorer til ovenstående årsagsvirkning var den britiske religionsfrihed, som sikrede en stærk arbejdsetik og loyalitet overfor ens kone, hvorimod den tvungne katolicisme, der herskede i de spanske, franske og portugisiske imperier også prædikede loyalitet overfor adel og kirke.[18] Igen ser vi altså England (og det reformerte Holland) på vej imod et proto-demokratisk kapitalistisk meritokrati, mens de katolske imperier, med mulig og periodisk undtagelse af Frankrig, på vej imod en rigid social orden præget af nedarvede privilegier, der kvalte fri kommerciel entreprise.[19] Intet illustrerer måske denne forskel bedre, end det, at man i det britiske Nordamerika gav man jordbesiddelser til driftige og virkelyste unge mænd, så de kunne gå ud i vildnisset og bygge en tilværelse op for sig selv, der stod i mål med den enkeltes evner; i det spanske Amerika gav man i stedet familiemedlemmer og venner fra hoffet retten til at herske over den indfødte befolkning som vicekonge.[20]

Det lå altså fra starten i kortene, at britiske gentlemen mødtes i repræsentative forsamlinger for at diskutere lokalsamfundets anliggender i ro og mag og på proto-demokratisk vis, hvilket var et nedarvet levn fra de britiske øers multietniske middelalder.[21] Men selvom det kan virke oplagt at komme med en pure kulturalistisk fortolkning, så må vi ikke overse de socio-økonomiske faktorer, der ligeledes bidrog til briternes tegnetegn som koloniherrer, nemlig humanisme, liberalisme og the civilizing mission. Vi har allerede set hvordan ”Hollandsk syge” kan korrumpere hele kontinenters arbejdsmoral idet man vender sig til ”gratis” penge der strømmer ind i form af guld, sølv, olie eller diamanter. Hvis vi ser på den omvendte side af mønten, så gælder det ifølge Chicago School of Economics-skolens tænkning i humanadfærd, at humanisme og tolerance er en ”luksusvare”, som vi tillader os selv, når først vi er blevet så rige, at vore egne sociale behov er dækket.[22] Derfor går I-lande mere op i at bevare sjældne dyr end U-lande, og derfor give dyre cafeer et par kroner af overskuddet til velgørenhed, mens billige cafeer ikke gør. Kigger vi på historien, så kan vi ikke afvise, at materiel velstand ligeledes er med til at fostre den humanisme som briterne blev kendt for i løbet af deres imperial century.

Sammenligner vi med Romerrigets periode af high empire, under de ”fem gode kejsere”,[23] så ser vi en tilsvarende spirende humanisme i netop den periode, hvor Romerne regerer allermest ubestridt, der blev lovgivet imod tortur af slaver, og det blev på comme il faut for den romerske overklasse at identificere sig med slavernes lidelser.[24] Et andet argument i de socio-økonomiske forholds favør er at vende fakta på hovedet, for som vi husker, så var englænderne mest brutale mod deres slaver i netop samme periode hvor de selv var den svageste og fattigste kolonimagt. Således må altså både kulturelle traditioner, og økonomisk velstand, betegnes som medvirkende faktorer det britiske koloniale genus.

2.4 Konklusion

Jeg har i denne sektion analyseret hovedtrendsne i Storbritanniens adfærd som kolonimagt. Da begge kilder, dvs.’Fordelene ved det britiske styre af Indien’ og ’Traktat med Kongen af Benin 26. Marts, 1892’, har jeg i min karakteristik lagt særlig vægt på de egenskaber, som briterne var kendt for i deres Imperial Century. Jeg har dog samtidig været opmærksom på vægtningen, og jeg har forholdt mig kritisk til det faktum, at det er svært at udmønte hele nationalkulturer og ”folkesjæle” på tværs af århundreder og kontinenter.

Jeg har derfor styret uden om den pure kulturalitisk-romantiske forklaring, som relativiserer og romantiserer alt ved historien, men har ligeledes undgået at falde i dens modpol; en pure marxistisk/ Chicago School of Economics’sk socioøkonomiske analyse hvor materiel velstand udgør hele forklaringsgrundlaget. Jeg har stræbt efter at levere end syntese hvor jeg belyser, hvordan Storbritanniens fremmeligste karakteristika i perioden var et produkt af både kulturelle og socioøkonomiske vilkår, og der kan ikke være nogen tvivl om, at England historisk set har været utrolig heldigt stillet hvad angår både kulturinstitutioner, den politiske tradition, og de socioøkonomiske forhold.

Jeg konkluderer, at det britiske genus ikke har været konstant over århundrerne, ligesom ingen andre folkesjæle har været det. Men hvad angår the Imperial Century er det min påstand, at det britiske overherredømme karakteriseredes af paternalisme (mod undersåtterne), humanisme og værdipolitisk liberalisme, the civilizing mission (dvs. den hvide mands pligt til at civilisere de andre racer for at bringe dem ”op” på hans niveau), merkantilisme, retspleje (the rule of law), og måske en begyndende inerti fra en snigende hollandsk syge i form af kostbare færdigvarer fra Indien.

Litteratur:

Ansary, Tamim: Destiny Disrupted: A History of the World Through Islamic Eyes New York: PublicAffairs 2010

Arnold-Baker, Charles: The Companion to British History London: Routledge 2001

Braudel, Fernand: A History of Civilizations London: Penguin Group 2011

Brathwaite, Edward: Slave Society in the Danish West Indies: St. Thomas, St.John and St.Croix University of the West Indies Press 1994

Bulliet, R.W. og Crossley, P.K.: The Earth and Its Peoples: v. 2: A Global History Wadsworth: Delmar Cengage Learning; 5th edition 2009

Cameron, Euan: Early Modern Europe: An Oxford History, Oxford: Oxford University Press 1993

Engelhardt, Robin: Logicomix – An Epic Search for Truth København: Fagbladet Ingeniøren, Mediehuset Ingeniøren, 26. Marts 2011

Higginbotham, Don: The War of American Independence: Military Attitudes, Policies, and Practice 1763–1789. Northeastern University Press, 1983

Hernon, Ian: Britain’s Forgotten Wars Pheonix Mill: The History Press 2004

Jalving, Mikael: Dealing with Hobbes – Hume, Smith and the Problem of Order Self-published Ph.D.-thesis, Florence: European University Institute, Department of History and Civilization 2002

James, Lawrende: The Rise and Fall of the British Empire, London: St. Martin’s Griffin 1997

Jones, Michael E.: The End of Roman Britain New York: Cornell University Press 1998

Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest London: Allen Lane 2011

Ferguson, Niall: Empire: The Rise and Demise of the British World Order and the Lessons for Global Power New

York: Basic Books 2004

Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order: From Prehuman Times to the French Revolution, London: Profile Books 2011

Gibbon, Edward: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire New York: Viking Adult 1995

Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. København: Jespersen og Pios Forlag 1963

Green, J.P. & Pole, J.R.: A Companion to the American Revolution Oxford: Wiley-Blackwell 2003

Greiss, Thomas E.: The Wars of Napoleon Square One Publishers 2004

Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka: A Spatial and Policy Analysis New Delhi: Manohar Publishers and Distributors 1999

Koch, A. og Peden, W.: The Life and Selected Writings of Thomas Jefferson Random House 1993

Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset Harrow: Longman 2007

Levitt, S.D. & Dubner, S.J.: Superfreakonomics: Global Cooling, Patriotic Prostitutes and Why Suicide Bombers Should Buy Life Insurance Allen Lane 2009

Marx, Karl: The Future Results of British Rule in India New York: New-York Daily Tribune, August 8, 1853; reprinted in the New-York Semi-Weekly Tribune, No. 856, August 9, 1853.

Murphy, Sam D.: The United States and the International Court of Justice: Coping with Antinomies Washington: George Washington School of Law 2007

Piecuch, Jim: Three Peoples, One King: Loyalists, Indians, and Slaves in the Revolutionary South, 1775-1782 Columbia: University of South Carolina Press 2008

Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment: Florentine Political Thought and the Atlantic Republican Tradition, Princeton: Princeton University Press 2003

Ridley, Matt: The Rational Optimist – How Prosperity Evolves London: Fourth Estate 2010

Russell-Wood, A. J. R.: The Portuguese Empire, 1415-1808: A World on the Move The Johns Hopkins University Press 1998

Smith, Simon C.: British Imperialism 1750 – 1970 Cambridge: Cambridge University Press 2004

Sowell, Thomas: Race and Culture – A World View New York: Basic Books 1993

Spielvogel, Jackson J.: Western Civilization: A Brief Histroy Boston: Wadsworth Publishing 2010

Thomas, Hugh: The Slave Trade: The Story of the Atlantic Slave Trade 1440-1870 Quezon City: Phoenix 2006

Thornton, William H.: New World Empire: Civil Islam, Terrorism, and the Making of Neoglobalism Rowman & Littlefield 2005

Woolf, Greg: Becoming Roman, Staying Greek: Culture, Identity and the Civilizing Process in the Roman East Cambridge: Proceedings of the Cambridge Philological Society 1994

[1] Levine, Philippa: The British Empire: Sunrise to Sunset s. 16

[2] Murphy, Sam D.: The United States and the International Court of Justice s. 4-5

[3] Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka s. 287-89

[4] Grove, Paul A.: Economic Development and Social Change in Sri Lanka s. 315

[5] Jalving, Mikael: Dealing with Hobbes – Hume, Smith and the Problem of Order s. 28-9

[6] Nu ved jeg naturligvis godt, at “traktaten” med Benin i virkeligheden var et påskud frem imod at undertvinge Benin til at blive en fuldgyldig britisk koloni, og at denne traktat om ”venskab” i virkeligheden endte i en tragisk massakre på både briterne og indfødte. I min behandling af kilden har jeg dog valgt at lægge vægt på, at H.L. Gallwey handlede uden Londons vidende: Gallweys mandat havde netop været at sikre Benins fredelige samarbejde, men han trodsede sine ordrer, og gik udenfor sit mandat, da han øjnede en chance for at blive rig på at udplyndre Benins aristokrati. Denne hændelse kunne så tænkes at bane vejen for en diskussion om, hvorvidt det britiske imperium havde et strukturelt ledelsesproblem, men heller ikke denne diskussion finder jeg sandsynliggjort på baggrund af de historiske kendsgerninger. Som de triste sager om tortur og fangemisbrug fra Irak og Afghanistan viser, så kan selv liberale, humanistisk indstillede demokratier som Danmark få sager om overgreb og magtmisbrug på halsen, når mennesker sendes i krig mod fremmede folkeslag på den anden side af jorden. For dokumentation af det historiske forløb omkring Benin-ekspeditionen, som det udlægges i nærværende note, se: Hernon, Ian: Britain’s Forgotten Wars s. 409

[7] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 6

[8] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 169

[9] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 179, 181

[10] Marx, Karl: The Future Results of British Rule in India

[11] Engelhardt, Robin: Logicomix – An Epic Search for Truth

[12] Ansary, Tamim: Destiny Disrupted: A History of the World Through Islamic Eyes s. 235

[13] Thornton, William H.: New World Empire: Civil Islam, Terrorism, and the Making of Neoglobalism s. 94

[14] Fukuyama, Francis: The Origins of Political Order s. 181

[15] Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment s. 547

[16] Spielvogel, Jackson J.: Western Civilization: A Brief History s. 445

[17] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 133

[18] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 114

[19] Pocock, John Greville Agard: The Machiavellian Moment s. 514

[20] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 112

[21] Ferguson, Niall: Civilization: The Six Ways the West beat the Rest s. 112

[22] Levitt, S.D. & Dubner, S.J.: Superfreakonomics s. 124

[23] Nerva, Trajan, Hadrian, Antoninus Pius og Marcus Aurelius, fra Gibbons berømte citat i Gibbon, Edward: The History of the Decline and Fall of the Roman Empire s. 90

[24] Grant, Michael: Romerriget fra 133 f. Kr. til 217 e. Kr. s. 177

Hovedtrækkene i Storbritanniens kolonihistorie

“Poor loves. Trained to Empire, trained to rule the waves. All gone. Bye-bye, world.”
– John le Carré, ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’

af Alex S.C.

I sin bredest mulige forstand starter Storbritanniens kolonihistorie i år 43 e.Kr., hvor den romerske kejser Claudius gav sine legionærer ordre til at invadere de nordligt liggende øer.[1] I løbet af de efterfølgende 15-20 år erobrede det avancerede romerske militær- og logistikapparat snart 2/3 af det nuværende England, og gik prompte i gang med at omforme landet til en romersk provins, Britannia, med statholder, skatteopkrævning og med romersk monopol på militær magt.[2] Kort sagt: Storbritannien startede selv som en fremmed stormagts koloni.

Som romerske undersåtter var briterne blevet påført en perlerække af civilisatoriske opdagelser, såsom det romerske talsystem, algebra og matematik, jura, lægekunst og de store tanker fra græsk filosofi, som romerne så omhyggeligt havde bevaret.[3] Og da romerne ca. 360 år senere forlod de britiske øer, for at lade de mægtige legioner tjene andetsteds i imperiet, gik der ikke længe før Pax Romana; den civilisatoriske orden, som romerne havde etableret, kollapsede ud i borgerkrig og små lokale magtkampe.[4] Allerede i englændernes tidligste historie finder vi altså et nært parløb med koloniseringen som institution, samt den erfaring, at koloniseringen kan fungere som en opbyggelig institution.

1.1 Den ydmyge begyndelse: Chikane af den spanske kæmpe

Hvorvidt denne erfaring kan siges at være en kontinuer kongstanke fra den spæde begyndelse i 43 e.Kr. og frem til det britiske imperiums højdepunkt, Britain’s Imperial Century, fra 1815 til 1914, er imidlertid mere et åbent spørgsmål.[5] Da kong Henry VII gav sin royale godkendelse til, at den første generation af engelske opdagelsesrejsende kunne drage ud i verden var det på ingen måde givet på forhånd, at det økonomisk og teknologisk inferiøre England skulle ende som et imperium, der herskede over hen ved 26,000,000 km², 20 % af verdens landmasse, og 400 millioner, eller 25 % af verdens daværende befolkning.[6] England kom først sent på banen som kolonimagt: Portugal og Spanien havde været Europas første kolonimagter i moderne tid;[7] de nederlandske opdagelsesrejsende havde sejlet i portugisernes spor, og angrebet og overtaget visse af deres kolonier, og englænderne gjorde senere det samme; først med hollænderne og senere med franskmændene.[8]

I løbet af briternes Imperial Century skulle det britiske imperium blive kendt som et fremsynet og værdipolitisk liberalt imperium, der var betingelsesløst imod slaveri, og som kærede sig om menneskerettigheder.[9] Så meget desto mere iøjnefaldende er det, at den engelske kolonimagts begyndelse er defineret ved alt det modsatte: Briterne tillod ivrigt et væld af uafhængige fribyttere at angribe og udplyndre det spanke imperiums ubevæbnede transportskibe og forsvarsløse kolonier.[10] Der var tale om gemen udplyndring, ofte af civile, og ligeledes også i fredstid. Målet var penge og indflydelse over den spanske interessesfære i den nye verden.[11] Ligeledes lagde briterne sig ud med tidens anden store kolonimagt Portugal, og overtog hurtigt en stor andel af Portugals lukrative og brutale handel med sorte slaver fra Afrika.[12]

Men de britiske fribyttere var ikke for alvor i stand til at overtage de spanske kolonier i Latinamerika, som samtidig var hjemstedet for de attraktive guld- og sølvminer, der i årene forud for 1588 havde gjort Spanien til verdens førende supermagt.[13] De egentlige bestræbelser på at etablerede en serie oversøiske britiske kolonier blev derfor kanaliseret ind i Nordamerika, hvor kolonister ikke fandt guld, men hvorfra de til gengæld sendte en vifte af ubearbejdede, men sjældne råvarer tilbage til moderlandet: Krydderier, sukker, te, tobak, bomuld og pels. I den første fase af Storbritanniens kolonihistorie gjaldt det derfor, at Englands vigtigste kolonier alle lå koncentreret omkring den Nordamerikanske østkyst, og direkte syd for den, eftersom de højest udviklede og tættest befolkede områder var kolonierne på det nordamerikanske fastland, og eftersom de mest værdifulde råvarer strømmede ind fra caribiske kolonier som Barbados, St. Kitts, St. Lucia, med videre.[14]

1.2 Detroniseringen af en rival: De britisk-hollandske krige

Efterhånden som englænderne sad tungt på flere amerikanske havne begyndte englænderne at udvise en magtfuldkommenhed, der lå fint i tråd med tidens dominerende økonomiske system, merkantilismen. Merkantilismen tilskrev, at den nation, som bedst formåede at holde al handel og rigdom indenfor egne grænser, nødvendigvis ville blive den rigeste og mægtigste på sigt.[15] Derfor dekreterede englænderne, at kun engelske skibe måtte lægge til i de britisk kontrollerede havne i Nordamerika, hvilket var med til at udløse de fire britisk-hollandske krige (1652–54, 1665–67, 1672–74).[16] Englænderne ønskede at stække de nederlandske handels- og industriinstitutioner, og valget stod mellem et angreb på Hollands militære flåde, eller igen at ty til fribyttere og pirateri. Briterne angreb hollænderne på begge fronter, og gennem en serie omfangsrige træfninger farede* The Royal Navy sammen med De Forenede Nederlandske Provinsers eskortskibe.

Englænderne havde undervurderet de hollandske sømænds ekspertise, og i løbet af de britisk-hollandske krige lykkedes det ofte Nederlandene at påføre englænderne voldsomme tab.[17] Efterhånden som krigene skred frem stod det dog klart, at hollandsk snilde og kløgt ikke kunne hamle op med Englands overlegne størrelse målt på hhv. antal af havne og indbyggere.[18] Hollænderne, der i tidernes morgen havde gjort deres lykke ved at sejle i portugisernes spor, stod nu selv i samme situation som den, der hundrede år tidligere havde tvunget det portugisiske kolonirige i knæ: Moderlandet var simpelthen ikke stort nok til at understøtte så mange og så vidt spredte, besiddelser i krigstid.[19] Hollænderne havde aldrig tilstrækkelig manpower, og de måtte i årene under de britisk-hollandske krige se englænderne overtage handelsruter og koloniale besiddelser bid for bid. Selv en pest på det engelske fastland og en alliance med en anseelig sømagt som Danmark-Norge kunne ikke vende de britisk-hollandske krige til hollandsk favør, hvilket alt sammen illustrerede, at det syttende århundrede nu for alvor var de store landes tid, og England dominerede verdenshandelen fra ca. 1700 og frem.[20]

1.3 Syvårskrigen: Den første ”Første verdenskrig”

En af de vigtigste begivenheder i Storbritanniens kolonihistorie, men som mange kolonihistoriske værker forsømmer at nævne, er Syvårskrigen, der af flere historikere, er blevet kaldt den første ”Første verdenskrig”.[21] At komme hele vejen rundt om denne globale konflikt, der på mange måder har været med til at forme verden, som vi kender den i dag, ville optage mere plads, end vi her har til rådighed, for som hovedpersonens voice-over satirisk lyder i Kubricks filmmesterværk om Syvårskrigen, Barry Lyndon:

“It would require a greater philosopher and historian than I am to explain the causes of the famous Seven Years’ War in which Europe was engaged, and, indeed, its origin has always appeared to me to be so complicated, and the books written about it so amazingly hard to understand, that I have seldom been much wiser at the end of a chapter than at the beginning, and so [I] shall not trouble you with any personal disquisitions concerning the matter.”[22]

I kort form lyder konflikten dog på, at England og Frankrig havde været bitre rivaler helt tilbage fra Hundredeårskrigen i 1337, altså i mere end 400 år. Ved Syvårskrigens udbrud i 1756 havde Preussen netop meldt sin ankomst på storpolitikkens scene, med en hær der af mange opfattedes som den bedst disciplinerede på kontinentet.[23] Preussen så en mulighed i at ”befri” de af de franske besiddelser i Rhinlandet, der egentlig var etnisk tyske, og som Frankrig havde underlagt sig under Louis XIV. Samtidig havde Preussen kun få oversøiske kolonier, og den storpolitiske situation i Europa præsenterede derfor en oplagt chance for Englænderne: Støt Preussen i en landkrig mod Frankrig, og angrib selv de franske kolonier. Strategien lykkedes, og blandt de mange og komplekse udfald af Syvårskrigens afsluttende dokument, Paris-traktaten af 1763, var de vigtigste (1) At England nu for alvor kunne spille kongemager på kontinentet. (2) At Frankrig måtte afstå størstedelen af sine kolonier i Nordamerika og Indien til England, og at England derfor nu var den ubestridte leder, hvad angik oversøiske kolonier.[24] (3) At Indien og Canada blev forenet til homogene lande, snarere end spredte territorier, fordelt ud på forskellige magter.[25]

En fjerde konsekvens af Syvårskrigens udfald, som var mindst lige så vigtig som de tre ovennævnte, men som dog ikke havde direkte konsekvenser var, at Storbritannien befandt sig tæt på bankerottens rand, samtidig med at briterne nu skulle integrere og pacificere sine nye undersåtter i Nordamerika, såvel som i Indien. Det er denne fjerde konsekvens, der ledte direkte frem mod det næste hovedpunkt i Storbritanniens kolonihistorie, og som jeg vil undersøge i mit næste punkt.

1.4 Tabet af 13 kolonier: Det amerikanske oprør

Det britisk-franske opgør var endt med et stærkt forgældet Storbritannien. For at løse problemet med statens finanser indførte man nu skatter og toldmure i kolonierne i et forsøg på at hente nogle af krigsudgifterne hjem.[26] Samtidig måtte man forene både de etnisk-franske undersåtter og række en hånd ud til de mange indianerstammer, der havde hjulpet englænderne under krigen. Dengang som nu, så amerikanerne ikke venligt på højere skatter, og samtidig var nybyggerne i de 13 kolonier ivrige efter at skubbe indianerne længere ind i landet, selvom den britiske krone altså ønskede at belønne dem med egne territorier.[27] Kombinationen af disse to interessekonflikter, med hensyn til økonomi og geopolitik, førte tilsammen frem til Boston-massakren i 1770, hvor britiske tropper åbnede ild mod amerikanske demonstranter, og i årene derefter indførte briterne en stribe særskatter, påbud og forbud, hvor de regulerede amerikanerne stadigt mere stramt i et forsøg på at knække deres vilje, og undertvinge dem det britiske imperium fuldt og helt.[28] Som bekendt blev udfaldet dog det modsatte: Amerikanerne gjorde oprør og ville med sikkerhed have tabt krigen, hvis ikke det var for Englands ærkefjende fra Syvårskrigen, Frankrig, der stod klar i kulisserne til at hjælpe oprørerne med krudt, våben, penge og krigsskibe.[29] Ved freden i 1783 havde briterne mistet sine 13 vigtigste kolonier (med undtagelse af de indiske territorier), og Storbritannien lærte en vigtig lektie: Man kan ikke besejre en løsrivelsesbevægelse i fjerne territorier ved at tvinge den i knæ med magt.[30] Der måtte andre midler til. Samtidig havde briterne også opdaget, at kolonisternes slaver og de indfødte amerikanske indianere var flokkedes til The Union Jack, fordi disse marginaliserede grupper havde opfattet Storbritannien som mere humanistisk end kolonisterne.[31] Humanismen kunne anvendes som et storpolitisk våben, og det var i høj grad hvad Storbritannien gjorde i The Imperial Century.

1.5 Imperial Century: The Sun Never Set on the British Empire

I perioden 1815-1914 herskede briterne ubestridt som verdens supermagt nummer et. Briterne havde gang på gang besejret Napoleon i årene forud for 1815, tjent stort på krigsspekulation, og ødelagt meget af den franske flåde i slaget ved Trafalgar.[32] I perioden 1807-33 formåede Storbritannien også at forbyde slaveri (og håndhæve forbuddet) som det første land i verden.[33] (Danmark var egentligt det første land som havde forbudt slaveri, men statsmagten gjorde intet for at håndhæve forbuddet.)[34] Rigt, progressivt, humanistisk og innovativt stod England i spidsen for en verden i rivende udvikling. Og englænderne udnyttede denne førerposition til at agere politimand for hele verden: På aggressiv vis stoppede de fremmede skibe og løslod alle slaver de fandt om bord, uanset at slaveri var tilladt i andre lande.[35] Og i 1873 lagde britiske krigsskibe til i verdens (dengang) største slavemarked: Det osmanniske Zanzibar. Briterne blokerede havnen indtil slavehandelen ophørte, og på denne måde udnyttede Storbritannien sin militære magt til at bringe sin liberale værdipolitik til mere konservativt sindede lande.[36] På samme måde, som romerne i sin tid havde bragt Pax Romana til Europa, bragte Storbritannien nu Pax Britannica til hele verden.

Briterne havde taget ved lære af erfaringerne fra den amerikanske revolution: Ved at fremstå fremsynede, velvillige og humanistiske gav de deres koloniale bestræbelser legitimitet. Og det var i denne periode, at briterne udviklede tanken om, at de havde en særlig civilizing mission;[37] en moralsk ret og pligt til at kolonisere og civilisere fremmede, ”tilbagestående” folkeslag, igen ikke ulig romerne, der udover civitas (borgerskabskontrakt) også mente, at de havde givet deres provinser humanitas (god dannelse) for derved at redde dem fra deres iboende barbari.[38]

Dog blev det britiske imperium samtidig svækket i perioden: Gennem det nittende århundrede skete der en opblomstring og national samling i det kontinentale Europa, hvor lande som Tyskland og Italien blev forenet for første gang siden hhv. middelalderen og antikken, og hvor Japan moderniserede voldsomt, og begyndte at udvide sin interessesfære i Østasien.[39] Samtidig begyndte USA’s industrielle magt at gøre sig mere og mere gældende, idet briterne stadig troede på en slags merkantilisme som beskrevet i afsnit 1.2 ovenfor, og amerikanerne altid havde været positivt stemt overfor frihandel, som man havde set som en delmængde af individets ejendomsret.[40] Englænderne havde været så forhippede på deres egen storhed og på at regere deres eget imperium, at de ikke så de ydre trusler til den globale magtbalance, og ikke fangede dem i opløbet.[41] Ved udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 måtte briterne sande, at deres gamle politikker, som kongemager på kontinentet og som herredømme til søs, ikke længere var nok til at afgøre verdens skæbne.

1.6 Konklusion
Når jeg også har fremhævet de britisk-hollandske krige, har det været for at understrege Storbritanniens unikke position som kolonimagt: Spaniere og franskmænd havde haft manpower og militære kompetencer, men manglede blik for det kommercielle og industrielle aspekt af kolonialismen. Portugisere og hollænderne var de første internationale spekulanter i futures (en standardiseret aftale om køb eller salg af et givet aktiv i en given mængde til en på forhånd aftalt pris på et aftalt tidspunkt i fremtiden) i moderne tid. De havde altid blik for en god handel, men de manglede manpower til at regere og forsvare deres kolonier. Storbritannien udgjorde en unik mellemstation imellem de to ekstremer, da de både havde kommercielt knowhow, et talent for at regere og administrere, og samtidig var et stort land med et indbyggertal og et militær, der var stort nok til at forsvare de oversøiske besiddelser i krigstid.

Referencer