Category Archives: Politik

En analyse af Sørine Gotfredsens ‘Den åndløse dansker’

af Ryan Smith

Danmark er simpelthen blevet for dekadent. Der er forfald i det hele; forfald i tv, forfald i politik, forfald i familierne og forfald i sportens verden. Derfor har den nationalkonservative folkekirkepræst Sørine Gotfredsen hevet spanskrøret frem af skuffen, for nu skal der for alvor prædikes svovl for danskerne. Det sker med hendes nye debatbog, Den åndløse dansker.

Flere af landets ynkeligste fænomener er her linet op til afstraffelse, og Gotfredsen gør sig godt, når hun med ildhu og hævet sværd blæser til angreb på synderne: Voksne mænds fascination af fodbold vidner om pattebørn fanget i voksenkroppe – umodne mænd, der sidder fast i det pubertære. Og selvcentrerede børnefamilier, der insisterer på at fylde alt i det fysiske såvel som det auditive landskab, når de breder sig over brunch på cafeer, svigter buddet om næstekærlighed, når de ikke længere kan se ud over manifestationerne af deres egen udvidede genpøl.

Landets komikere får også et hak i tuden: I gamle dage lavede man ægte satire, men nu om dage råber man ’tissemand’ og tror, at det er sjovt. Og hvis toilethumor ikke kan frelse, så har vi åndløse programmer som X Factor til at slå tiden ihjel, indtil det gudløse menneske kan afslutte sit meningsløse liv ved at lægge sig til at dø. Nej, de få åndfulde mennesker, der er tilbage i dagens Danmark, de orienterer sig hellere i dybden, end de glor på Thomas Blachman. Gud foretrækker Weekendavisen og ser ikke X Factor.

”Hvis satiren skal undgå at blive nedbrydende, skal den grundes i det etiske,” siger Sørine og påkalder sig Søren Kierkegaards skelnen mellem den alvorlige etiker og den letsindige æstetiker til at belyse det kulturelle forfald. Om den letsindige æstetiker Oscar Wilde, hvis virke var vigtigt i kampen for homoseksuelles rettigheder, så skal opfattes som samfundsnedbrydende, får vi dog ikke et svar på.

Til gengæld får vi en hel masse Kierkegaard: Kierkegaard er en slags åndelig skyggepave for bogen. Og det er med afsæt i Kierkegaards foragt for pøbelen, at Gotfredsen her sætter sig for at docere og dekretere ud over det ganske land.

Psykologisering som metode
Som debatbog er det egentlig interessant, hvad Gotfredsen her har begået: For Den åndløse dansker argumenterer ikke, så meget som den postulerer. Pointerne serveres på orakulær vis som en uigennemskuelig blanding af åbenbaringer og selvfølgeligheder, og bogen væver derved et mentalt billede, der kun fungerer for læseren, hvis man ukritisk indtager Gotfredsens tankespind i et stort, uopløseligt hele.

Verden ifølge Gotfredsen: Liberalister er kun liberale, fordi de nægter at erkende, at de er svage i forhold til Gud. Kvinder har svært ved at begå sig på de bonede gulve, da de dybest set helst vil blive derhjemme og overgive sig til en mand. Journalister er blevet journalister, fordi de så kan sætte sig selv i centrum uden egentlig at have noget at byde på. Og folk, som kalder sig ateister, har meget til fælles med umodne, dumsmarte mennesker.

Som et ægte orakel er Gotfredsen stærkest, når hun kan psykologisere sine modstandere, men psykologiseringen har den svaghed, at man kan blive ved med at slynge data på sit argument helt udi det absurde. Og Gotfredsen selv kan fortsætte helt derud, hvor hun og af og til også kommer til at modsige sig selv, da logiske modsætninger åbenbart ikke er psykologiske (åndfulde?) modsætninger. Derfor er X Factor noget lavfolkeligt smat, der kun hylder det gennemsnitlige, men to sider senere er X Factor så en elitær talentkonkurrence, der kun hylder det særlige og det ekstreme.

Sådanne selvmodsigelser går igen igennem bogen, og fortællingen krydres undertiden af gådefulde domsafsigelser som den, at det ateistiske menneske ”forholder sig passivt til verden” og ”er ude af stand til at tænke nyt” – en karakteristik som Richard Feynman, Sigmund Freud, Karl Marx og Bertrand Russell nok ville undre sig over at få slynget i fjæset.

Kulturel narcissisme
Et andet interessant aspekt er bogens historiesyn: Liberalismen, ateismen, buddhismen – alting gøres på Søren Krarup’sk manér til fodnoter til den lutherske kristendom. Den åndfulde borger kan ”trække linjer tilbage i historien,” siger Sørine Gotfredsen, og efterlyser ”perspektiverende viden” fra Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt med flere. Men med ganske få undtagelser er samtlige af Gotfredsens egne referencer til danske forfattere fra det 19. og 20. århundrede. Når vi som læsere skal vaccineres mod at opfatte kristendommen som en taberreligion, gæt så engang, hvem det er, der kommer på bordet? Er det mon den tyske filosof Friedrich Nietzsche? Den britiske historiker Edward Gibbon? Nej, det er såmænd Sørines egen bror, der har siddet ved kaffebordet og kloget sig på kristendommen.

Gotfredsen sætter med andre ord barren lavt og går konsekvent efter de nemmeste modstandere: Når journalisstanden står for tur, er det personager som Politikens Peter Mogensen – en mand, der i politiske kredse er kendt for altid at tage fejl – der her skal hudflettes. Mogensen udvælges som mål, fordi han hver uge toner frem på TV2 News for at bibringe os den seneste udvikling i politik. I afsnittet om komikerne blev vi formanet, at det var dårlig stil at angribe de svage. Men har Gotfredsen mon overvejet, at når hun i Mogensen, selv angriber den svage, nemlig den fagligt svage? Hvis kriteriet for, hvorvidt man er stærk, kun er, hvor meget medietid man får, afslører det så ikke, at Gotfredsen selv fokuserer på det ydre og på det materielle? Ligger det så ikke i kortene, at Gotfredsen selv mangler lidt ånd?

Med sine nemme ofre og sine indadskuende referencer er Den åndløse dansker således en debatbog, der holder sig i den lave ende af bassinet. Man forstår hvorfor: Når Gotfredsen bevæger sig uden for sin intellektuelle baghave, går det nemlig galt: Platon tages f.eks. til indtægt for at mene, at det kun er mænd, som bør herske i staten. Men virkeligheden var, at Platon, som en af de eneste i en udpræget misogynistisk kultur, faktisk mente, at kvinder og mænd skulle ligestilles. Ligeledes misforstås buddhismen som en narcissisme, der sætter den personlige udvikling i centrum og ”passer godt til vores unikhedstrends.” Imidlertid handler buddhisme ikke om personlig udvikling; buddhisme er personlig afvikling, hvilket burde være klart fra noget så grundlæggende, som at ordet nirvana betyder ’udslukning’ (extinguishment) med tanke på opløsningen af det personlige ego. Selv Gotfredsens eget idol misforstås i bogen, for Kierkegaard afviste enhver appel til kollektiv handling, og Kierkegaard ville derfor have afsagt sig Gotfredsens samfundsopdragende bog med et hånligt fnys.

Socialkonservative småklik
Gildet vil også afvise Gotfredsens bog: Forudsætningen for en vellykket samfundskritik er, at man har et troværdigt alternativ, men efter endt læsning står det ikke klart, hvor det er, Sørine Gotfredsen gerne vil have os hen. Vi hører en masse om personer, der skal dadles, og ekstremer, der er blevet for latterlige. Men kuren hører vi ikke meget til, om end vi kan forstå, at den skal findes i en art ophøjet socialkonservativ balancegang: Vi skal ikke have for meget ligestilling, men vi skal heller ikke have for lidt. Vi skal ikke kamme over i velfærd, men vi skal heller ikke gå for lud og koldt vand. Vi skal ikke have for mange teknokrater i Folketinget, men vi skal heller ikke have for få. Alt sammen fuldstændig blottet for parametre for, hvordan holdningerne kan veksles til konkrete indspark i samfundsdebatten. Og for en Kierkegaard-inspireret debattør er dét måske den største synd af alle, for som Kierkegaard selv har skrevet:

”Den, der hverken er kold eller varm, han er en Modbydelighed, og saa lidet som Skytten er tjent med et Gevær der i Afgjørelsens Øieblik klikker istedenfor at give Ild, saa lidet er Gud tjent med klikkende Individualiteter.”

Gotfredsen klikker og klikker, men formår desværre aldrig at give ild. Den åndløse dansker er en fuser.

Sørine Gotfredsen, Den åndløse dansker, Kristelig Dagblads Forlag, 2011

Anmeldelse: The Darwin Economy

af Ryan Smith

Da Liberal Alliances Joachim B. Olsen for nyligt slog fast, at der ikke findes fattige i Danmark, havnede han i en mediestorm. I en absolut forstand havde Olsen dog ret. Sammenlignet med verdensgennemsnittet er selv de fattigste danskere umanerligt rige.

Der findes dog også en anden måde at gøre tingene op på, og set fra dét perspektiv, så tog Joachim B. Olsen faktisk fejl. For at forstå alternativet, så stil dig selv et simpelt spørgsmål: Hvilken af følgende to verdener ville du helst leve i?

Verden A: Du bor i et hus på 300 m2, og alle andre i dit nabolag bor i et hus på 200 m2.

Eller:

Verden B: Du bor i et hus på 400 m2, og alle andre i dit nabolag bor i et hus på 550 m2.

En rationel aktør ville vælge Verden B, men når man rent faktisk spørger folk, så viser det sig, at 80-90 % af de adspurgte foretrækker at leve i Verden A. Folk vil hellere leve absolut dårligere, end de vil leve nederst i det relative hierarki. Så hvis vi opgør tingene efter relative standarder, så tog Joachim B. Olsen altså fejl. Og så vil der altid være fattige i Danmark.

Med Darwin som økonom
Da Joachim B. Olsen benyttede sig af det absolutte fattigdomsbegreb, videreførte han som sådan blot en liberal kongstanke. Derimod har socialister de sidste mange år været mere optagede af den relative fattigdom, og nu melder den venstreorienterede økonom Robert H. Frank Darwin sig ind i kampen på relativisternes side. Det sker med Franks nye bog, The Darwin Economy, der agiterer for, at Darwin ikke alene bør betragtes som biolog, men også som en samfundsøkonom med antiliberale tendenser. En økonom på højde med fagdisciplinens allerhelligste, grundlæggeren Adam Smith.

Har man fulgt liberalismedebatten de seneste år, så kommer det ikke som nogen overraskelse, at størstedelen af den offentlige liberalismekritk har baseret sig på stråmænd og appeller til dumhed. Vi har tidligere her på BogBlokken efterlyst begavet liberalismekritik, og professor Frank er manden, der kan levere den.

Franks (og Charles Darwins) centrale indsigt er, at individuel rationalitet og kollektiv rationalitet ofte kommer i konflikt med hinanden, i dyreriget såvel som blandt mennesker: Når påfuglehunner skal vælge en mage, så vælger de hannen med den største hale, men de store haler gør det svært for hannerne at slippe væk fra rovdyr, og det svækker artens overlevelsesmuligheder som gruppe. Det er individuelt rationelt for den enkelte han at have den største hale, men det er kollektivt irrationelt for hannerne at have så store haler, at de ikke kan undslippe rovdyr. Således også med kronhjorte, hvor hannen med det største gevir får flest hunner. Det er individuelt rationelt for den enkelte han at have det største gevir, men det er kollektivt irrationelt for gruppen, at deres gevirer bliver så store, at de sætter sig fast i grene og forhindrer kronhjortene i at undslippe ulve, der er på jagt.

Sådan er det også med mennesker: Hvis den enkelte ishockeyspiller kan vælge, hvorvidt han vil spille med eller uden sikkerhedshjelm, så vælger han altid at spille med hovedet bart, da det giver ham bedre udsyn. Men hvis ishockeyspillere kollektivt skal stemme om, hvorvidt de alle skal bære hjelme under kampene, så stemmer flertallet ja. Hvad der er individuelt rationelt, ligger igen i krig med det, der er kollektivt rationelt.

Fint skal det være
Var mennesker fuldstændig rationelle, så orienterede de sig kun efter, hvorvidt de selv fik det bedre, men i virkelighedens verden bruger folk flere ressourcer på at sammenligne sig med naboen end på blot at nyde den velstand, de er så heldige at råde over. Og det er med denne indsigt i hånden, at Frank hamrer de liberale i hovedet igen og igen: Folk er fanget i et kapløb, hvor de konstant køber større huse, hurtigere biler og holder mere ekstravagante børnefødselsdage. Alt sammen fordi naboen også gør det, og det har fastlåst moderne vesterlændinge i et konsumræs, hvor middelklassefamilier fravælger ting som efteruddannelse, sundhedsforsikringer og alderdomsopsparinger for i stedet at udvide villaen med udestue nummer to, iPods til hele familien, og et 60-tommers plasma-tv at samles om lørdag aften. Alt sammen for ikke at være kronhjorten med det mindste gevir. Alt sammen fordi ’de andre’ gør det.

I princippet kunne den enkelte melde sig ud af det materialistiske konsumræs, men i praksis er det op imod 90 % af befolkningen, der belåner sig til op over skorstenen for at forbruge, hvilket bl.a. har været med til at lægge kimen til den nuværende økonomiske krise. Frank vil have os ud af sumpen, og ifølge Frank er løsningen simpel: Vi bør erstatte indkomstskatter med en progressiv forbrugsskat, der skaleres efter luksusfaktoren, sådan at der næsten ikke er nogen skat på små parcelhuse, større skat på luksushuse, og til sidst enorme marginalskatter på palæer og andre prestigeboliger. Dernæst gør vi det samme med biler; det skal være disproportionalt dyrt at køre Porsche i forhold til Citroën, Mazda, osv. Resultatet er et win-win: Det vil sætte en kæp i hjulet på forbrugskapløbet, og det vil tilskynde folk til at spare op. Det vil være kollektivt rationelt for menneskeheden som helhed, og som en ekstra bonus, så har økonomier, der kører på opsparing, lettere ved at ryste recessioner af sig end økonomier, der kører på gæld, sådan som Vesten har gjort det de sidste 20 år.

En politisk ufarvet person, der kigger på Franks argumenter, vil således være enig: Der ligger en gratis krukke guld og venter på os her, og så er det vel bare at smøge ærmerne op og gå i gang med at presse på for at indføre Franks darwinianske forbrugsskat. Eller hvad?

Government, like fire…
Slow down, cowboy. Måske er det ikke så nemt, som Frank her foregøgler os. For hvornår har du sidst set et vælgerkorps, der var velorienteret, og en politikerstand, som var ærlig? Hvis den offentlige beslutningsproces spillede efter alvidende og rationelle toner, når der skulle træffes beslutninger, så kunne Franks forbrugsskat måske fungere. Men i virkelighedens verden ser statens projekter ofte anderledes ud end det glasbillede, som Frank præsenterer sin imaginære offentlige sektor som. I virkelighedens verden snakker vi alt fra den tilsyneladende evige IC4-skandale til vindmølleparker i milliardklassen, der anlægges, så de stjæler vinden fra hinanden. Og det er blot lille Danmark. Går vi til USA, må vi ikke glemme, at det var de regeringsunderstøttede boliglånsbureauer Fannie Mae og Freddie Mac, der var med til at lægge kimen til den nuværende finanskrise.

Heri ligger den første af to alvorlige kritikker af Franks bog: Igen og igen stiller keynesianeren Frank de uperfekte markeder op over for et fatamorgana af en perfekt agerende offentlig sektor. I Franks forfatterskab får vi uperfekte markeder og en perfekt offentlig sektor, snarere end det vi i virkeligheden har, nemlig uperfekte markeder og en uperfekt offentlig sektor. Frank pakker med andre ord dækket, så kortene automatisk spilles ud i hans favør.

Den anden kritik af Franks bog læner sig op af den læresætning, at uanset hvor meget vi psykologiserer, så kan vi aldrig kende folks motiver til bunds. Det er nemt at kigge på Rolf fra socialklasse 5 og bestemme, at han har bedre af levertran, grønsager og en bog om personlig udvikling, end han har af endnu en pakke smøger og brede dæk til sin Nissan. Men hvordan kan vi vide, at det nu også er tilfældet? Er livsstilsvalg kun for de folk, der kan argumentere overbevisende for dem? Hvilken ret har vi egentlig til at beslutte, hvordan andre skal leve deres liv, hen over hovedet på dem?

Så vidt selve indholdet af Franks nye bog. Hvad angår formen, så havde den haft godt af færre gentagelser, færre stråmænd og en mere gennemtænkt adressering af, hvorfor det er ok at begive sig ud i moralsk paternalisme på områder, hvor det enkelte menneske ikke skader andre end sig selv. Ikke desto mindre skal Frank dog have ros for at bryde op på en forkalket og indgroet debat med et underbelyst løsningsforslag, der er mere spiseligt for liberale end så mange andre af venstrefløjens ideer. Og så skal Frank have ros for at være en venstreorienteret, der erkender, at mange af venstrefløjens populære grundantagelser simpelthen er forkerte, når man ser på dem empirisk.

The Darwin Economy: Liberty, Competition, and the Common Good
af Robert H. Frank
256 sider, ISBN 0691153191
Princeton University Press, 2011

KVINFO og korruption

af Ryan Smith

Den feministiske interesseorganisation KVINFO, der støtter tvangskvoter og kønsdiskrimination af mænd, får hvert år ca. 30 mio. kr. af fællesskabets penge. Vi betaler alle for KVINFO og har ingen mulighed for at melde os ud. Ifølge KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen (det er hende med påstandene om hemmelige mandeloger) har KVINFO fået støtte hvert år siden 1987, og ifølge kulturminister Uffe Elbæk (R) er der ingen udsigt til, at KVINFO bliver taget af finansloven. Hvordan kan det gå til, at KVINFO sidder så stærkt på fællesskabets penge?

Det er ikke, fordi feministerne er specielt magtfulde eller velorganiserede. Og med direktør Elisabeth Møller Jensens tendens til at slette, blokere og udelukke kritikere af KVINFO, og til at glæde sig over voldsomme personangreb på politiske modstandere, så er det bestemt heller ikke, fordi KVINFOs repræsentanter er specielt politisk sofistikerede.

Så hvorfor har KVINFO nu på 24. år snabelen nede i de offentlige kasser? Er det, fordi KVINFO udfylder et reelt samfundsmæssigt behov, som vi, der ikke vil støtte foretagendet, er for dumme til at indse, at vi har brug for? Er det, fordi det er rimeligt, at vi andre skal betale for KVINFO? Selvfølgelig ikke! Som kvindegruppen ‘Q Freedom‘ viser, så formår civile fint at diskutere køn og ligestilling, uden at staten betaler for det, og mon ikke langt størstedelen af danskerne formår at se forbi det akavede figenblad, der fungerer som den officielle begrundelse for, at en organisation som KVINFO skal modtage 30 mio. kr. af fællesskabets penge?

Hvad majs fortæller om KVINFO
Som nævnt har KVINFO fået støtte hvert år siden 1987. I USA har man en lignende ordning: Hvert år udbetaler man penge til bønder, der dyrker majs. Majsordningen strækker sig helt tilbage til 1955, og heller ikke her er der nogen udsigt til, at støtten visner bort.

I USA er eksperterne ellers udmærket klar over, at majsstøtten er skadelig for nationen: Statsstøtten til majs oversvømmer markedet i bølge efter bølge af billig majssirup og bidrager derved til Amerikas fedmeepidemi. Derudover bliver den statsstøttede majs også brugt til biobrændsel, hvilket ifølge den amerikanske kongres’ egen uafhængige forskningsenhed evaporerer hurtigere end traditionelle brændstoffer og derfor skader ozonlaget mere, end normal benzin gør det.

Ikke desto mindre har alle præsidentkandidater fra den amerikanske mainstream støttet majssubsidier, så langt tilbage som øjet rækker. Det vil sige alle på nær republikaneren John McCain, der med sin ”straight talk express” sagde det, som det var: At majssubsidier – præcis som KVINFO – er uretfærdige for det store flertal, der ikke får noget ud af at betale til ordningen. Der var blot ét problem med John McCains ærlighed: Præsidenten i USA hedder ikke John McCain. Han hedder Barack Obama, og støtter ivrigt op om majssubsidier. Obama gik til valg på “forandring”, men han fortsætter linjen fra 1955. Og det er ikke, fordi han holder særligt af cornflakes.

Ligesom med KVINFO er det ikke, fordi majsbønder fra midtvesten er specielt politisk sofistikerede. Nej, hvad de til gengæld faktisk er, er en lille gruppe tæt organiserede vælgere, som går mere op i det ene politiske spørgsmål (statsstøtte), end de går op i alle andre politiske spørgsmål til sammen. En vælger, der ikke dyrker majs, ville måske nok ønske sig at indstille støtten, men det ønske er blot ét blandt flere hundrede andre politiske ønsker. For en majsbonde, såvel som for en KVINFO-feminist, er spørgsmålet om gratis penge fra staten (forståeligt nok) vigtigere end alle andre spørgsmål tilsammen. Og det er derfor, KVINFO aldrig kommer af finansloven.

KVINFO og demokratiet
Det liberale demokrati er den ubetinget bedste styreform, vi mennesker hidtil har opfundet. Men som alle andre styreformer, så har demokratiet dog svagheder. Intuitivt er der mange der tror, at demokratiets akilleshæl består i flertallets mulighed for at tyrannisere mindretallet. Imidlertid viser de amerikanske økonomer Gary Becker og Charles Wheelans arbejde, at problemet ofte går den modsatte vej: Mindretallet tyranniserer flertallet. Små interessegrupper som KVINFO-feminister og majsbønder tilraner sig vores andres penge, og hvor end vi gerne ville, så kan vi ikke få verfet dem ud af vores privatøkonomi. En simpel beregning forklarer hvorfor:

Hvis der er 1 KVINFO-feminist for hver 9999 vælgere, som ikke gider KVINFO, så kunne vi andre i princippet tvinge KVINFO-folket til at betale til os over skatten. Det ville betyde, at hver gang vi andre lænsede KVINFO-folket for 1 kr. hver, så skulle hver KVINFO-feminist betale 9999 kr. mere i skat. Vi andre ville trække på skuldrene af en krone fra eller til, men ”den feministiske titusindedel” ville gå meget langt for at undgå denne brandbeskatning. Vil man som politiker maksimere sit stemmetal, så er prioriteringen ikke så overraskende: Man støtter selvfølgelig feministerne.

Lad os så se på den omvendte side af sagen: Hvad nu, hvis ”den feministiske titusindedel” tvang os andre til at betale for KVINFO, selvom vi egentlig ikke havde lyst?  Jo, hver gang KVINFO fik tilsnyltet sig 9999 kr., så skulle vi andre hver betale 1 krone mere i skat. Feministerne er ellevilde, og vi andre trækker endnu en gang på skuldrene. Igen er det ikke svært for en politiker at prioritere: Her støtter han også feministerne.

Derfor er særinteresser som KVINFO og majsstøtte en slags fejl ved demokratiet. En fordærvelse af den politiske proces, som er blevet kaldt mutual corruption (”gensidig korruption”): Politikerne og interesseorganisationerne kan enes om en ordning, de begge har gavn af, og den brede befolkning tvinges til at betale uden reel demokratisk mulighed for at sige fra. I mellemtiden kan KVINFO så fortsætte med at støtte op om tvangskvoter og kønsdiskrimination for penge, som vi aldrig har sagt ja til at give dem.

Vi er de 99,99 %, og vi vil gerne være fri for at betale til KVINFO. Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde får lov.

Kritik af den marxistiske historie – og klasseanalyse

af Christian Frederiksen

Marxister opfatter menneskehedens historie som en konstant klassekamp. Kampen udspiller sig mellem en stor gruppe af undertrykkede og en mindre gruppe af undertrykkere. Marxister opfatter økonomien som det primære middel til undertrykkelsen.

Menneskehedens historie inddeles i fem faser – hvor historiens afslutning ender med indførelsen af et klasseløst samfund:

Første fase:
De herskende klasser fratager al overskuddet af produktionen på bekostning af deres slave-arbejdere.

Eller, som Marxister siger: De herskende klasser approprierer (konfiskerer)produktionens merværdi (afkast, forrentning)til brug for at pleje deres egne interesser.

Anden fase:
De herskende klasser forener sig i en fælles interesse i at fastholde ejerskabet til produktionens merværdi – og de vil aldrig opgive deres ejerskab af egen fri vilje.

Ethvert tab af magt til den undertrykkede klasse må tages fra dem igen.

Den eneste måde de undertrykkede kan vinde kampen er ved at indføre en fælles klassebevidsthed.

Ved at gøre alle, der er undertrykt af de herskende klasser, bevidste om undertrykkelsen, kan de forene sig i kampen for at tage magten fra de herskende klasser.

Tredje fase:
Det, at der eksisterer klasser, er en konsekvens af hvordan ejendomsretten er formuleret.

Eller, i Marxistiske termer: Den specifikke relation til ejerskabet af produktionsmidlerne.

Den herskende klasse opretter og gør sig til hersker over et statsapparatur hvis formål er at fastholde deres ejerskab til produktionsmidlerne – et statsapparatur af vold og tvang.

Statsapparaturet bruges til at skabe en administrativ opretholdelse – og en folkelig opbakning til synet på det retfærdige ved et klassedelt samfund.

Fjerde fase:
Konkurrencen mellem de herskende klasser skaber en tendens til stadigt snævrere centralisering af magt og penge (sociale goder).

Et system med mange magthavere vil blive til et system med få; og i sidste ende føre til en monopolisering af magt.

Færre og færre magt-institutioner vil se sig i stand til at fastholde deres position.

Der vil blive indført en hierarkisk verdensorden mellem de tilbageværende magt-institutioner.

Den interne centralisering af magt vil føre til imperialisme – krig mellem staterne – og derved en udvidelse af den herskende klasses magt over endnu større geografiske områder.

Femte og sidste fase:
Med magten over stadigt større geografiske områder vil den herskende klasse opnå sin naturlige grænse for magt: Verdensherredømmet.

Opretholdelsen af klassedelingen vil herefter være uforenelig med en yderligere udvikling og forbedring af produktionsmetoderne.

De økonomiske kriser vil blive mere og mere karakteristiske.

Dette vil skabe hvad Marxisterne kalder objektive betingelser for opstandelsen af de undertrykkedes fælles klassebevidsthed.

Når de objektive betingelser er til stede vil de undertrykkede tilintetgøre staten og indføre et klasseløst samfund.

Den nye regeringsform vil være et system af menneske over menneske til administration af alle ting.

Og, som resultat vil der opstå en uhørt, universel velstand.

Alle teserne kan gives gode begrundelser. Det vil jeg vise senere.

Dog, må man sige, har Karl Marx gjort mere end nogen anden for at få hans tese til at fremstå som utroværdig ved at lade fundamentet af den hvile på en absurd klassekamps-teori.

DISKUSSION AF MARX’ UDNYTTELSESTEORI

De prækapitalistiske samfund
Ifølge Karl Marx er ældre styreformer såsom slaveri og feudalisme karakteriserede ved udnyttelsen.

Det kan der ikke være nogen indsigelse mod.

Slaven er ikke en fri arbejder. Han er trælbundet, og får derfor ikke nogen gevinst ved sin arbejdsindsats.

Den velstand, slaven skaber, konfiskeres af slavens herre.

Forholdet mellem herren og slaven er baseret på udnyttelse og undertrykkelse.

Det samme gælder feudalherren. Han indkræver jordrenter af bonden, som opdyrker og bor på feudalherrens jord. Herrens gevinst er bondes tab.

Vi vil heller ikke bestride at slaveri og feudalisme uundgåeligt vil have en negativ indvirkning på produktionens effektivitet.

Hverken slaven eller bonden vil være lige så produktive, som de ville have været, hvis de ikke var henholdsvis træl og livegen.

‘Oprindelig akkumulation’ og den moderne kolonialisme
Men den Marxistiske ide tager den et skridt videre, idet den hævder, at udnyttelsen stadig vil finde sted i et rent kapitalistisk system.

Altså, hvis slaveriet ophører og slaven bliver en fri arbejder. Fri til at sælge sin arbejdskraft hos en hvilken som helst gårdejer, som er villig til at betale for arbejdskraften.

For at være sikre i vores sag vil vi ganske kort kigge på to af Marx bedst kendte teorier.

Karl Marx giver sin version af historien til hvordan kapitalismen opstod, ved at vise, at det meste af kapitalistens ejendom er resultatet af plyndring, undertrykkelse og erobring; det berømte kapital 24: Oprindelig Akkumulation – Kapitalen.

Vold og tvang i forbindelse med indførelsen af kapitalisme i tredjeverdenslande bliver også kraftigt fremhævet; kapitel 25: Den Moderne Teori om Kolonialismen – Kapitalen.

Så vidt vi alle ved er historierne højst sandsynligt korrekte. Og, for så vidt de er korrekte, er der intet moralsk forsvar for at indføre sådan et undertrykkende og udnyttende kapitalistisk system.

Man bør dog holde sig for øje at Karl Marx laver et smart trick i denne forbindelse.

Ved at undersøge historiske begivenheder, der vækker læsernes foragt og indignation over de mange brutale overgreb på befolkningerne i de kapitalistiske lande, glider Marx faktisk let hen over hans egentlige tese:

Nemlig den, at selv i et rent kapitalistisk system, hvor den kapital, man råder over, udelukkende er resultatet af privat ejendomsret, arbejde og opsparing, vil det, at kapitalisten hyrer køber arbejderens arbejdskraft stadig være undertrykkende og udnyttende.

Dette er hvad Marx så som et af sine vigtigste bidrag til økonomisk analyse.

Marx’ objektive analyse af kapitalismens udnyttelse
Hvordan kommer Marx’ frem til beviset om det rene kapitalistiske samfunds undertrykkende natur?

Ved at påpege konsistente observationer, der viser, at lønningerne til arbejderne er lavere end produktionsomkostningerne.

Fordi arbejderen får betalt en løn svarende til 3 dages produktion for en 5 dages produktionsperiode.

At arbejderen på den måde producerer for flere penge end han reelt modtager som godtgørelse for sin arbejdsindsats.

Og, fordi merværdien fra de to ekstra dage bliver approprieret af kapitalisten.

Ifølge Karl Marx er der altså her tale om undertrykkelse og udnyttelse.

Marginalnytte og tids-præferencer
Hvad er der galt med Marx’ objektive analyse?

Svaret er åbenlyst, når vi spørger os selv, hvorfor arbejderen skulle gå med til sådan en aftale.

Han går med på aftalen, fordi hans løn kan bruges til at dække hans umiddelbare behov; igennem sine handlinger viser arbejderen, at han værdsætter at få dækket sine umiddelbare behov højere end at dække eventuelle fremtidige behov.

I sidste ende kunne arbejderen jo bare vælge ikke at sælge sin arbejdskraft og på den måde få den fulde værdi af sin arbejdskraft.

Men det ville selvfølgelig betyde, at han måtte vente i længere tid før han kunne få dækket sine behov.

Ved at sælge sin arbejdskraft, viser arbejderen, at han hellere vil have en mindre mængde penge nu og her, end en potentielt større mængde penge på et senere tidspunkt.

På den anden side kunne man spørge; hvorfor går kapitalisten med til sådan en aftale med arbejderen?

Hvorfor går han med til at betale løn til arbejderen før han modtager afkastet af sine investeringer?

Kapitalisten vil selvfølgelig ikke betale fx 100kr. nu og her, hvis han forventer at få præcis samme beløb udbetalt et år senere.

Hvorfor beholder kapitalisten ikke lønnen i et år, og opnå den sikkerhed, det er, at have fuld kontrol over pengene under hele perioden?

I stedet må kapitalisten forvente, at de 100kr., han betaler arbejderen i løn nu og her, vil blive til et højere beløb en gang i fremtiden.

Kapitalisten må sætte sin lid til at han er i stand til at skabe en profit – eller, mere korrekt, en forrentning – af sin investering en gang senere i fremtiden.

Desuden kunne vi spørge; hvorfor er kapitalistens opsparing ikke større, end den er, hvis han ville tjene endnu mere ved at spare mere op nu og her?

Hvorfor hyrer kapitalisten ikke arbejdere for alle sine penge, hvis hver ansat sikrer et større afkast i fremtiden?

Svaret er igen fuldstændigt indlysende: Kapitalisten er også forbruger – og han kan ikke undgå at være det.

Kapitalistens opsparing og investeringer er begrænsede af, at også han skal dække sine behov for forbrugsgoder nu og her – både de helt essentielle forbrugsgoder såsom mad og husly, men også hans begær efter umiddelbar materiel tilfredsstillelse.

Det der er galt med Karl Marx teori om kapitalistens undertrykkelse og udnyttelse af arbejderen, er, at han ikke forstår den universelle lov om tids-præferencer, der gælder ethvert menneskes handlinger.

At arbejderen ikke modtager sin ”fulde værdi” har ikke noget med udnyttelse at gøre.

Det afspejler bare det faktum, at det er umuligt at betale penge for noget nu og her, som man først modtager en gang i fremtiden, uden at der samtidig er tale om en form for rabatordning.

I modsætning til situationen mellem herren og slaven, hvor herrens gevinst er slavens tab, er forholdet mellem den frie arbejder og kapitalisten gensidigt fordelagtig.

Arbejderen går med til aftalen fordi hans tids-præference gør at han foretrækker en mindre mængde penge nu og her frem for en større mængde penge en gang i fremtiden.

Kapitalisten går med til aftalen for hans tids-præference gør at han foretrækker en større mængde penge en gang i fremtiden, frem for en mindre mængde penge nu og her.

Deres relation er hverken udnyttende eller undertrykkende, men, tværtimod, harmonisk.

Uden kapitalistens forventninger til fremtidige afkast af sine investeringer, ville arbejderen være dårligere stillet, fordi han ville blive nødt til at vente i længere tid, end han ønsker at vente.

Uden arbejderens ønske om at tilfredsstille sine umiddelbare behov, ville kapitalisten være dårligere stillet, fordi han ville blive nødt til at tage mindre effektive produktionsmetoder i brug, end dem, han ønsker at tage i brug.

Tids-præferencer i det kapitalistiske lønningssystem
Det kapitalistiske lønningssystem er heller ikke en hindring for stadigt større afkast og forbedring af produktionen, som Marx hævder.

Hvis arbejderen ikke havde lov til at sælge sin arbejdskraft, og kapitalisten til at købe den, ville det samlede afkast af produktionen være lavere, da der ville relativt mindre penge i omløb til lønninger og lignende under selve produktionen.

Hvert køb af ejendom, enhver investering, al produktion og/eller opsparing sker med forventningen om at det vil føre til et større afkast på et senere tidspunkt.

Kapitalisten vurderer værdien af sin kapital ud fra forventningerne til hans fremtidige investeringer, fratrukket hans forventede forbrug af personlige forbrugsgoder nu og her samt i fremtiden.

Problemet med det kollektiviserede lønningssystem

  • Hvis produktionsoverskuddet kollektiviseres har kapitalisten ikke længere fuld kontrol over den kapital han har skabt.
  • Han må opgive sin position som virksomhedsleder, hvor hans fremtidige indkomst vil blive afledt af en ansættelse.
  • Her vil delvis kontrol af produktionen blive tildelt en gruppe der hverken ejer noget, producerer noget eller sparer op.
  • På den måde falder den tidligere kapitalists forventning til værdien af de goder han vil modtage af produktionsoverskuddet.
  • Som konsekvens vil påvirkningen af alles tids-præferencer stige.
  • Alle ville være ejere af naturens ressourcer – som alle ved er begrænsede – og der vil være langt mindre opsparing til at vedligeholde de ressourcer, som skulle bruges til at producere nye goder.
  • Produktionsperioden vil blive forkortet som en konsekvens af det relativt høje grad af spild.

Opsummering
Hvis Karl Marx teorier om kapitalismens undertrykkelse og udnyttelse – samt hans idéer til hvordan man gør ende på udnyttelsen, ved indførelsen af et nyt system, der skaber uhørt universel velstand, er forkerte til et punkt hvor det virker direkte latterligt, må det være klart, at enhver teori om historien, der er afledt af Karl Marx teorier, på lige fod må betragtes som forkerte.

Eller, hvis de er korrekte, så må de være skrevet på en falsk præmis.

Nudge og Paternalistisk Liberalisme

Ideen med at hjælpe mennesker med deres beslutninger ved hjælp af såkaldte nudges debatteres livligt. Vi har spurgt ophavsmanden bag ideen og en dansk ekspert, hvorfor det er en god idé.

af Robin Engelhardt

Nudge, nudge; wink, wink – vi kender vist alle den lille antydning og det venlige puf, der skal få os til at ændre adfærd og se absurditeten i en uhensigtsmæssig handling. Ordet ‘nudge’ er efterhånden blevet synonym med denne påmindelse, også på internationalt dansk, efter at adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og jurist Cass R. Sunstein udgav en bog med samme titel i 2008.

Bogen fik hurtigt stor indflydelse. Den blev kåret som årets bog i The Economist, og medførte her i avisen en stor baggrundsartikel, hvor vi beskrev de adfærdspsykologiske teorier og filosofien bag (se ing.dk/k#7uzn).

Nudging kan måske bedst oversættes med ‘valg-arkitektur’, der i sin essens blot handler om at gøre livet nemmere for os alle. I stedet for at tackle hinanden med regler og advarsler, er det mere givtigt at designe samfundet på en smartere måde, som udnytter kendskabet til vores psykologi uden at give køb på friheden til at vælge at gøre tingene anderledes. På den måde kan ‘vanedyret menneske’ faktisk hjælpes på vej til at træffe de rigtige valg for sig selv. I stedet for forbud, forskrifter og alle mulige interventioner er det nemlig ofte nok at bruge små tricks og tilbyde de rigtige valgmuligheder fra start.

Siden bogen udkom for tre år siden, er der sket en masse. Den har solgt over 800.000 eksemplarer, primært i USA, Storbritannien og Sydkorea. Cass Sunstein er blevet hyret af Obama-administrationen som ‘Regulation Czar’ til at omsætte nogle af ideerne til praksis, og i Storbritannien har premierminister David Cameron nedsat en ‘Nudge Unit’, der forsøger det samme.

I Danmark har man først fået øjnene op for ideerne, efter at Pelle Guldborg Hansen, postdoc ved Syddansk Universitet og co-director af det danske Initiative for Science, Society & Policy, ISSP, har etableret et nudging-netværk bestående af offentlige aktører og ngo’er, der søger at anvende nudging som et alternativt styringsværktøj.

Hvad er et nudge?

I sidste uge besøgte Richard Thaler Danmark og holdt et foredrag på Professionshøjskolen Metropol samt en offentlig høring – huset af tænketanken DEA – hvor en masse offentlige aktører og ngo’er deltog.

Planen var at præsentere nudge som en ny ledelsesfilosofi ‘uden pisk og gulerod’ og eventuelt at overtale danskerne til at bruge mere nudging inden for en lang række områder, der kunne spænde fra affaldshåndtering over pensionsopsparing og kantinedesign til at finde på alternativer til fedtskatten, som alle synes at være enige om, ikke er særlig nyttig for andet end statskassen.

»Jeg har ikke opfundet nudging,« indrømmer Richard Thaler med det samme, da Ingeniøren møder ham og Pelle Guldborg Hansen for at spørge ind til, hvad et nudge er og ikke er – og især for at høre, hvordan de to akademikere havde tænkt sig at gøre nudging mere populært i Danmark.

»Til en vis grad er det lykkedes os at gøre nudge til et globalt teknisk udtryk,« siger Richard Thaler.

»Alle oversættelser af bogen har den samme titel. Det er godt, men det er også rigtigt, at ikke alle nudges er gode nudges. Et afgørende kriterium må være at man er transparent i brugen af nudges. Når en regering beslutter sig for at bruge et nudge, må de sørge for, at processen er gennemskuelig. Man burde ikke gøre det, hvis man ikke vil annoncere det,« siger han.

Ifølge Pelle Guldborg Hansen er et nudge fuldstændig veldefineret – i hvert fald i teorien.

»Et nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner og lignende,« siger han, men indrømmer også, at der i praksis alligevel er en del forvirring omkring, hvad der kan betragtes som et nudge, og hvad ikke.

At lære af et nudge

Hvis man vil forstå, hvor et nudge kan bruges, kan man ifølge Thaler og Guldborg Hansen tænke på boliglån og skatteregler. Der er så mange aspekter af livet, som er stort set umulige at gennemskue selv, så det er kun godt, at man får hjælp. I visse situationer kan det godt være, at man bliver lidt dummere til en masse unødvendige småting, men så til gengæld har mere tid til at blive klogere på mere væsentlige ting.

Findes der forskellige former for nudges?

»Et nudge dannes ved en eller flere psykologiske effekter, og der findes utallige af dem. Derfor bliver man nødt til at vurdere etikken bag et nudge individuelt. For eksempel kender vi alle i Danmark til PBS-systemet. Det er et nudge, der har automatiseret indbetalingen af vores regninger, så vi undgår rykkere. Det er en god ting. Men der er også en dårlig ting ved PBS-systemet. Folk mister overblikket over deres egen økonomi. De ved ikke, hvor deres penge forsvinder hen, fordi de ikke går ned på posthuset længere,« siger Pelle Guldborg Hansen og fortsætter:

»Men så er der en anden type af nudges, som for eksempel fluen i urinalet (se foto, red.). Her delegerer man ikke sin beslutning ud til en anden instans. Tværtimod bliver man oplyst om sin handling og dens konsekvenser. Hvis mantraet bag et nudge er ‘at gøre det let’, så er det vigtige spørgsmål, om man taber noget ved det? Svaret er, at det kommer an på, hvilken type nudge vi taler om. Med PBS-systemet taber vi noget, og med fluen i urinalet vinder vi noget. Vi lærer af det.«

Hvem vælger dine valg?

Nudges har desværre et andet problem, og det er, at de bliver udvalgt af nogen. Det vil sige, at de altid allerede indeholder en værdidom i forhold til de valgmuligheder, der bliver lagt frem for modtageren af et nudge. Man kan derfor aldrig være sikker på at handle i folks egen bedste interesse. Ifølge Richard Thaler er problemet til at leve med, så længe flertallet er ‘happy’.

»I gennemsnit vil man helt sikkert gøre noget, de fleste mennesker er glade for,« siger Richard Thaler.

»Selvfølgelig vil der altid være mennesker, som hader, at andre hjælper dem med deres valg, men i det store hele vil det være til fordel for alle. Hvis du spørger mig, hvad mine krav ville være til en statslig nudging-strategi, så ville det være 1) ingen tvang, 2) en høj sandsynlighed for, at antallet af mennesker, som bliver hjulpet, overstiger antallet af mennesker, som bliver skadet, samt 3) at en eventuel skadelig virkning er meget begrænset. Lad mig som eksempel tage ‘Save More Tomorrow’, et projekt om pensionsopsparinger, som jeg har arbejdet med. Nogle af mine kolleger mener, at jeg har fået nogle mennesker til at spare for meget op til deres pension. Jeg svarede: ‘Ja, det kan da godt være. Men det er ikke det værste, der kunne være sket’,« siger han.

Okay, her et større problem, jeg ser for nudge: Under policy-mødet, hvor en masse danske institutioner og frivillige organisationer kom og lyttede til dit foredrag, og bagefter selv fortalte om deres små forsøg med at implementere nudging i deres organisation, viste det sig, at nogle af dem fuldstændig misforstod, hvad det går ud på. Jeg citerer en medarbejder fra Kræftens Bekæmpelse: ‘Vi vil gøre det nemmere for folk at gøre det, vi vil have dem til at gøre!’ Hvorfor sprang I ikke op med det samme og råbte af ham, og fortalt ham, at han har misforstået det hele?

»Ja, det var jeg heller ikke glad for, og jeg kan fortælle, at jeg har haft en lignende situation, da jeg skulle vejlede den britiske regering i at åbne en nudge-enhed i Downing Street. Jeg kom i slagsmål med en af David Camerons rådgivere, som ville navngive enheden ‘Behavioural Change Unit’, og jeg sagde, at hvis I vælger det navn, så siger jeg op. Selvom jeg ikke var lønnet, var truslen alvorlig nok til at de ændrede navnet til ‘Behavioural Insight Team’,« siger Richard Thaler.

Pelle Guldborg Hansen supplerer:

»Jeg har oplevet det samme fænomen. Så sent som i går læste jeg et indlæg på mindblog.dk, hvor man mente, at nudging handler om at ‘øge sandsynligheden for, at mennesker frivilligt gør det, som vi gerne vil have dem til at gøre’. Jeg svarede høfligt, at dette ‘vi’ skal erstattes med et ‘dem’, således at det handler om at hjælpe mennesker til at gøre det, de selv ønsker at få ud af livet.«

Hvis misforståelsen sker så hyppigt, som det ser ud til, er nudging-begrebet så ikke blot et fripas til, at alle mulige pampere kan pådutte os andre deres egne synspunkter? Er nudging så ikke bare en akademiseret variant af, hvad reklamefolkene i tv-serien Mad Men gjorde mod betaling i 1960’ernes USA?

»Nej, hvad jeg forsøger at gøre, er at finde et alternativ til de gammeldags forbud og regler. Når man i Danmark f.eks. laver en fedtskat, så kan vi alle blive enige om, at den er stupid og ikke vil virke. Den er trods alt bedre end et forbud f.eks. mod at spise ost, men et ægte alternativ ville være en lang række nudges, der får folk til at leve sundere uden hverken forbud eller usynlige skatter,« siger Richard Thaler.

»Men jeg har svært ved at se ulemperne ved det. Jeg tror, at jeg med lidt held vil kunne redde tusinder af menneskeliv i løbet af de næste årtier. Uden ekstra omkostninger! Så hvorfor skulle jeg ikke gøre det?« pointerer han.

»Det skal være ‘gode’ nudges, der leder folk derhen, hvor de selv vil være. Der er dem, der er transparente i situationen, som for eksempel fluen i urinalet i Schiphol lufthavn, hvor man kan se, hvad der sker, og kan reagere på det. Så er der dem, hvor man ikke umiddelbart kan se det, men de er anbragt i god tro,« siger Pelle Guldborg Hansen.

»Desuden kræver en eventuel implementering af nudging i offentlige institutioner en lang række kontrolmekanismer, som først skal udvikles,« mener han.

»Vi ved, hvordan man skal implementere en ny lov. Vi ved, hvordan man opkræver nye skatter. Det indgår i en stats formelle system. Men med hensyn til nudges har vi endnu ikke udviklet mekanismer til at gøre det ordentligt.«

Findes der også dårlige nudges, som man i samfundet af gammel vane endnu ikke har skaffet sig af med?

»Forskning viser, at det parti, der står øverst på stemmesedlen i et landevalg, i gennemsnit får to procent flere stemmer, alene af den grund at det står øverst,« siger Richard Thaler.

»Det er, hvad man i psykologien kalder en rækkefølge-bias, og det findes utallige steder. Det er et eksempel på et nudge, der burde fjernes, ligesom man har gjort det i visse stater i USA ved at randomisere eller rotere positionerne på stemmesedlen. Så her er en idé til, hvordan de danske Socialdemokrater (med bogstavet A øverst på listen) kunne blive mine nye helte: de burde indføre randomiserede stemmesedler, hvor partier og kandidater opstilles tilfældigt på hver enkel stemmeseddel. Det ville vitterligt være en førsteklasses handling,« slutter Pelle Guldborg Hansen.

Fakta: Kongen af nudges
Nudge-kongen over dem alle er columbianeren Antanas Mockus. Han var borgmester i Bogota mellem 2001-2003 og iværksatte blandt andet en kampagne med at hyre 420 pantomimekunstnere, som skyggede fodgængere, der ikke overholdt trafikreglerne eller smed affald på gaden. Hvis en fodgænger opførte sig forkert, efterlignede pantomimekunstneren hans bevægelser og gjorde grin af ham til glæde for de forbipasserende.

Da der var vandmangel i byen, stod Mockus frem på tv, mens han tog et bad. Hans slukkede for vandet, hver gang han sæbede sig ind og opfordrede seerne til at gøre det samme. Efter kun to måneder brugte Bogotas indbyggere 14 procent mindre vand, og folk opdagede også, at de kunne spare penge ved det.

Vandforbruget er i dag 40 procent mindre end dengang.

Mockus printede også 350.000 kort med to tegn: tommelfinger op og tommelfinger ned. Kortene blev distribueret i befolkningen, som brugte dem til at anerkende eller misbillige medborgernes handlinger.

Mange begyndte at bruge dem fredeligt på gaden.

Hvorfor mænd foretrækker yngre kvinder

af Ryan Smith

Den amerikanske tv-personlighed Paris Hilton skabte overskrifter i sommer, da hun udvandrede fra et kritisk interview med ABC News. Den ellers så medgørlige Hilton blev synligt utilpas, da intervieweren spurgte ind til, hvorvidt den nu 30-årige Hilton mon følte, at hendes tid i rampelyset var ved at rinde ud. Dermed tog intervieweren fra ABC News hul på vor en af tids sidste tabuer.

Hilton, der ellers er kendt for at agere afslappet i interviews, havde god grund til at blive utilpas. Det amerikanske dating-site OK Cupid afslørede sidste år, at mens de kvindelige brugere mest skriver til mænd på deres egen alder, så bruger mændene på sitet næsten al deres tid på at kontakte kvinder i alderen 18-29 år – uanset hvor gamle de selv er, og uanset hvad de ellers har angivet som præference på deres profil.

At mænd som gruppe har en udtalt præference for unge kvinder, kan kun de færreste være i tvivl om. Allerede den athenske komedieforfatter Aristofanes (ca. 400 f.Kr.) bemærkede asymmetrien. Men hvor kommer den fra? Hvordan er den krøbet ind i vores kultur? Den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau, der generelt mente, at kulturen havde ødelagt menneskets naturlige harmoni, fandt sit autentiske jeg i armene på en ældre kvinde. Først var han genert ved udsigten til at bryde med normerne, men da først han trodsede kulturens forventninger, måtte Rousseau tilstå at, ”Madame de Larnage overtog mig. Det var farvel til Jean-Jacques … jeg svælgede i min lyst, jeg blev beruset af de mest udsøgte fornøjelser … det er Madame de Larnages fortjeneste, at jeg ikke vil dø uden nogensinde at have oplevet sand tilfredsstillelse.”

Men Rousseau var ikke den eneste der havde en mening om den sag. Den tyske filosof Arthur Schopenhauer mente nemlig det modsatte: ”Naturen har givet den unge kvinde superrigholdig skønhed og charme i nogle få år på bekostning af resten af hendes liv,” skrev han. Og når det hang sådan sammen, så skyldes det ifølge hans tænkning, at naturen ”har handlet med sin sædvanlige økonomi: Ligesom en myredronning, der mister vingerne efter parringen … således mister også kvinden sin skønhed” efter den fødedygtige alder ”og formentlig af samme grund.”

Fra filosofi til videnskab
Men det er alt sammen længe siden – hvad mener videnskaben i dag?

På Roskilde Universitetscenter er lektor og kønsforsker Karen Sjørup ikke i tvivl: ”Jeg mener sådan set, at det ligger i seksualiteten, at de unge – både mænd og kvinder – er mere seksuelt tiltrækkende end de ældre,” udtaler Sjørup til Gildet.

– Men med ganske få undtagelser, så er det jo kun mænd, man ser gifte sig med markant yngre kvinder, mens man sjældent ser det omvendte?

Sjørup: ”Det er efter min opfattelse kulturelt betinget, og navnlig betinget af magt og penge. En rig og magtfuld mand opfattes som en bedre forsørger, og så kan han vælge frit på markedet. Man kan jo stort set købe sig til alting, hvis man har magt og penge nok!”

– Så alle de mænd derude, der er sammen med yngre kvinder, de har betalt for at komme til fadet?

Sjørup: ”Det gælder jo ikke alle mænd, men snarere kun de færreste, at de har held med at score unge kvinder. I gennemsnit gifter kvinder sig med mænd, som er 2 år ældre end dem selv, så de fleste gifter sig i realiteten med jævnaldrende.

Jeg tror også, at en form for incesttabu i højere grad rammer kvinder, som er tiltrukket af yngre mænd, end det rammer mænd, der er tiltrukket af yngre kvinder. Barnerov er ikke socialt acceptabelt – især ikke for kvinder.”

– Men det sociale stigma rammer altså også mænd?

Sjørup: ”Ja, men de har i højere grad magten – eller tykhudetheden – til at være ligeglade med omgivelsernes dom. Jeg har erfaret, at mange mænd dyrker myten om, at mænd kan få børn hele livet – se blot på Charles Chaplin (som fik barn i en alder af 73, red.), siger de, og at ældre og skaldede mænd er mere attraktive end unge og hårfagre mænd, se bare på Sean Connery, siger de. Jeg hører dog sjældent kvinder sige noget tilsvarende. Og med alderen får såvel kvinder som mænd dårligere børn.”

Dermed kunne man få det indtryk, at videnskaben nu havde regnet den ud, men spørger man Dennis Nørmark, antropolog og medforfatter til bogen ’Det virkelige menneske – Sjælens og kulturens naturhistorie’, får man et anderledes svar: ”Det er ganske simpelt,” udtaler Nørmark, ”begge køn har et biologisk ur, men kvindernes tikker simpelthen langt hurtigere. Når en kvinde fylder 30, har hun kun ca. 12% af sine æg tilbage.”

– Så du mener ikke, at mænd og kvinder i bund og grund er ens?

Nørmark: ”Nej – evolutionen har udstyret hvert køn med den seksualitet, der bedst afspejler de underliggende biologiske realiteter i, at mænd producerer milliarder af kønsceller hver måned, mens kvinder kun producerer en enkelt.”

– Hvad er forskellen på mandlig og kvindelig seksualitet?

Nørmark: ”Der er naturligvis afvigere, men kigger vi på det store billede, så ser vi, at mænd har en tendens til at gå efter kvantitet, mens kvinder mest går efter kvalitet – kvinder vil have prinsen på den hvide hest, og mænd vil have et harem. Og når de vælger partner, så søger mænd ungdom og skønhed, mens kvinder søger status og magt – det afspejler sig alt sammen i kulturen.”

– Hvordan spiller kulturen så sammen med biologien?

Nørmark: ”Det er ikke umuligt, at der opstår kulturer, som kommer på tværs af de biologiske realiteter. Men kulturen er ikke fuldstændig fri; den bliver nødt til at tilpasse sig det biologiske. Det kulturelle er som en handske, der kan passe bedre eller værre på det biologiske. Hvis du f.eks. havde en kultur, hvor mændene konsekvent gik efter kvinder i 50 års alderen, så ville mainstream dø ud, og de afvigere, der konsekvent gik efter de yngre kvinder, ville være dem, der fik deres gener videre.”

Ligesom de gamle filosoffer er moderne videnskabsfolk altså også uenige på området.

Barsel: Forskellen på socialister og borgerlige

af Camilla Hansen

Socialdemokraten Karen West skriver i indlægget Frihed er ikke kun frihed for mændene, at statens forsøg på at fordele barselsdage ud på mor og far skal trumfe individets ret til selv at vælge. Og lige præcis her er forskellen mellem socialister og borgerlige.

Under den nuværende ordning er mænd og kvinder næsten fuldstændig ens stillet, når det kommer til barsel, og beslutningen om, hvem der skal på barsel (og hvor længe), ligger i virkeligheden hos den enkelte familie og ikke hos staten. Det skal den gerne blive ved med.

West skriver, at hun “kun kan være enig i, at statens initiativer til adfærdsregulering af borgere for længst har overskredet enhver fornuft”, men argumenterer så med, at de nuværende ni måneders barsel oprindeligt blev indført med henblik på at lade mændene tage tre af dem. Det sker bare ikke, i og med at kvinderne i praksis tager alle ni måneder alene. Men kvinderne gør det jo ikke af tvang; de gør det, fordi de og deres mænd frivilligt vælger at indrette sig sådan. Så givet, at West er imod adfærdsregulering af borgerne, er en henvisning til politikernes oprindelige intentioner om delt barsel ikke et argument for øremærkning af barsel til mænd – hvis det er noget, så er det et argument for kortere barsel alt i alt.

Jeg nævnte, at denne debat fremhæver forskellene på borgerlige og socialister. Det gør den, fordi borgerlige kigger på den nuværende ordning og ser civilsamfundet virke, som det skal – frie mennesker, der frit vælger at indrette sig i overensstemmelse med netop deres personlige behov.

Socialister kigger derimod på den skæve fordeling og konkluderer, at kvinderne må være tvunget på barsel mod deres vilje. Den borgerlige kigger på individet, socialisten på gruppen.

Men hvem siger overhovedet, at gruppen lider, bare fordi den ikke arrangerer sig i fine 50/50-fordelinger? Det påhviler socialisterne at dokumentere, at kvinderne er ofre for skjulte strukturer, og at den ujævne fordeling ikke i  virkeligheden skyldes, at kvinderne selv ønsker gå på barsel, som Weekendavisen for nylig dokumenterede i en reportage fra Sverige, hvor staten ønskede at give mere af kvindernes barsel til mænd, men kvinderne satte sig til modværge.

“Det er et faktum, at kvinders muligheder på arbejdsmarkedet forringes, når hun er så længe væk på orlov,” skriver West. Det har hun ganske ret i, men West undlader dog at se tingene i det store billede. Fra økonomi kender vi princippet om specialisering og arbejdsdeling: Det er nemlig ligeledes et faktum, at hvis personer skal arbejde sammen som en enhed, så opnår de sammen den største effektivitet, hvis hver af dem specialiserer sig. Hvad angår børn og karriere, vil det i mange tilfælde være rationelt at lade den ene part (uanset køn) dedikere sig fuldstændig til karrieren, mens man lader den anden part støtte op om denne prioritering ved at tage sig af børnene først og så karrieren bagefter. Øremærkning af barsel vil reducere arbejdsdelingen og dermed medføre effektivitetstab – ikke kun for det enkelte ægtepar, men for samfundet som helhed.

De danske kongers historie

af Søren K. Villemoes og Troels Heeger

Danmark er det land i Europa, der i de sidste 500 år har haft den absolut mest uduelige kongerække. Siden Christian III døde i 1559 har vi ikke haft en eneste regent, der kunne krybe op på vurderingen “tilnærmelsesvist middelmådig”. Nej, nu må vi også bevare nuancerne, for nogle af de danske konger har til fulde levet op til deres evner, da de som Frederik IX endelig begyndte at lave ingenting.

Nu er det kommet frem, at kong Christian IX rent faktisk forsøgte at indlemme Danmark i det tyske storrige efter nederlaget i 1864. Herved gør han sig fortjent til betegnelsen ‘landsforræder’ i tredje potens og kommer nu med i den hårde kamp om at være danmarkshistoriens værste konge. Det er en svær titel at erobre, da feltet er spækket med amatører og dilettanter.

Det danske kongehus er en skændsel. Især den oldenborgske kongeslægt. De udgør en perlerække af skampletter på nationens historie. Ingen anden familie har betydet større tab og mere lidelse for Danmark end den oldenborgske slægt. Glücksburgerne, der i dag huserer, er ikke meget bedre. Deres tid som kongeslægt indledes som sagt af en landsforræder, og det eneste, der trækker dem lidt op, er, at de de sidste mange år intet har foretaget sig. Det ændrer ikke ved, at kongehuset historisk har været det værste, der er hændt landet.

Det er derfor smertefuldt, når selvtilfredse og lalleglade royalister skal belære os republikanere om, at vi mangler viden, forståelse og respekt for historien. Det er lige omvendt. Det er royalister, der må mangle ethvert kendskab til danmarkshistorien. Ellers er der ingen formildende omstændigheder for at støtte en institution, der har har pint nationen med så megen elendig ledelse.

Dengang kongerne troede, de skulle lege politik, gik Danmark fra det ene pinlige nederlag efter det andet. Christian III er den sidste halvgode konge, landet har haft. Hans søn Frederik II lavede ikke meget andet end at drikke og jage. Men den ubestridte leder af listen er Christian IV, som royalister traditionelt er helt vilde med (mest fordi han byggede Rundetårn og Børsen). Han var den værste leder, der nogensinde har haft lov til at regere landet. Da han kom til magten, var Danmark den største magt i Nordeuropa. Vi havde en af Europas største flåder og et territorium, der strakte sig fra Grønland, Shetlandsøerne, Island, Norge, Sydsverige, store dele af Nordtyskland og områder i det nuværende Estland. Vi var et magtfuldt imperium. Et storrige. Da Christian IV døde, var vi et lille forgældet og forarmet enevældigt regime uden noget at kunne prale af politisk (på nær et par flotte bygninger). Det skyldtes mest af alt Christian IVs håbløse ledelse, hvor han imod Rigsrådets vilje insisterede på at gå med i 30 års krigen, hvor Danmark intet havde at vinde og alt at tabe. Det kulminerede med nederlaget ved Lutter am Barenberg i 1626. Uanset om man er anti-imperialist eller royalist må man se i øjnene, at Christian IV var en pinlig joke på nationens bekostning.

Samtlige konger, der fulgte efter Christian IV, viste sig at bestå af nøjagtigt samme elendige støbning og med samme totale mangel på politisk tæft som deres uduelige forfader. Frederik III gjorde ondt værre ved at få stadfæstet den enevældige arvefølge, der siden lå som en forbandelse over landet, der nu ikke kunne gøre noget som helst for at blive fri for kongefamiliens historisk ringe arvemateriale. Herefter kom den ene amatør efter den anden til magten, uden at danskerne havde et ord at sige. Majestætsfornærmelse førte til dødsstraf, så hvis nogen vovede at ytre sig frit og hævde det åbenlyse, at vi havde en uduelig kongefamilie, kunne de imødese at få hoved og krop adskilt hurtigere end man kan sige Skåne, Halland og Blekinge. Som i øvrigt var netop de danske regioner, som Frederik III mistede i en håbløs krig mod svenskerne.

Christian VI udmærker sig blandt disse konger ved at være en af de få regenter i disse år, der ikke førte os ud i et pinligt militært nederlag. Det skal han have ros for. Til gengæld sultede nationen under hans ledelse, hvor økonomien sejlede. Det forhindrede ham dog ikke i at opføre store palæer til sig selv og sin familie. I dag er royalisterne naturligvis ellevilde med disse bygninger, der er blevet opført for penge, som landet manglede mere end nogensinde før eller siden. Mange måtte dø af sult, især i Norge, og landets økonomi brød helt sammen. Nå ja, han var også så flink at indføre stavnsbåndet, der gjorde små bønder til noget, der mest minder om slaver. Hans søn Frederik V var så gennemalkoholiseret, at han aldrig rigtigt ledede landet. Hvilket vist kun er et plus i karakterbogen. Hans efterfølger Christian VII var endnu mere ude i tovene, men må ligesom sin far også få et plus i karakterbogen for sin totale manglende interesse for politik. Det følger nemlig opskriften fra de sidste knap 500 år: Jo mindre danske konger laver, jo bedre.

Frederik VI var en helt eminent dårlig konge, der formåede at tage den forkerte beslutning i alle vigtige og mindre vigtige spørgsmål i sin regeringstid. Pga. hans elendige ledelse mistede vi både Norge og hele det gamle København, der blev brandbombet af englænderne. Frederik VI havde en imponerende evne til at komme frem til den forkerte løsning på stort set alle problemer. Hans insisteren på at have en finger med i nærmest alle statsrelaterede beslutninger var katastrofal, for sjældent har en mand været så dårlig til at træffe beslutninger. Den eneste formildende omstændighed ved hans regeringstid var, at han med nød og næppe undgik at nationen blev totalt tilintetgjort efter Napoleonskrigene. Men at undgå at få landet plyndret og brændt af er naturligvis også at sætte standarden ret lavt.

Frederik VII, der ellers anses som lidt af en fiasko, må ved nærmere eftersyn fremhæves som en succes, da han som en af de ganske få i denne slægt erkendte sin egen middelmådighed og opgav enevælden. Selverkendelse er nemlig en sjældenhed hos oldenborgerne. Desværre nåede han ikke at videregive denne indsigt i familiens uduelighed, der på tragisk vis først nåede oldenborgerne sent i historien. For han fik ingen børn. Og da man importerede glücksburgerne fra Tyskland måtte vi starte forfra og skulle igen lide under konger, der troede at de var politikere. Landsforræderen Christian IX formåede nemlig også at indføre noget, der mest minder om et diktatur, som han heldigvis nåede at se gå til grunde, inden han døde.

I dag hyldes Christian IX af uforklarlige årsager for at have organiseret de fleste af sine børn ud i det ene tvangsægteskab efter det andet rundt omkring i europæiske kongefamilier. Selvom vi indfører love som 24-årsreglen for at komme den slags fænomener til livs, er det alligevel ikke mere end et halvt år siden, at DR1 viste et program, hvor Margrethe II stolt blærede sig med sin oldefars bedrifter inden for arrangerede ægteskaber. Faktisk ret ubehageligt, når man tænker lidt over det.

Den sidste regent, hvis selvopfattelse var helt ude af trit med virkeligheden var naturligvis Christian X. Den mand var helt blank og havde tydeligvis ikke fattet, at systemskiftet i 1901 betød et farvel til kongernes politiske pilfingre. Hans eneste job var at lave så lidt som muligt. Men det fattede han slet ikke. Hvilket bedst blev eksemplificeret, da han ved en fejl kom til at fyre Zahle-regeringen i 1920, og i en uge febrilsk forsøgte at sammensætte en eller anden form for erstatning, indtil han på ulidelig pinlig vis måtte erkende sin fiasko. Havde det ikke været for hans hesteture under besættelsen, ville han stå som en stor parodi på sig selv. Nå ja, han var også lige ved at føre samarbejdspolitikken til sin afslutning pga. en dumsmart bemærkning til Adolf Hitler. Noget han af mystiske grunde nærmest hyldes for i royale kredse.

Frederik IX var en god konge akkurat som Margrethe II i dag er en god dronning: Fordi hun intet foretager sig. Kronprins Frederik lider desværre under sine forfædres manglende selverkendelse, og han tror, at han skal lege politiker. Derfor har han af mystiske grunde bevæget sig ind i IOC – en af verdens mest beskidte, korrupte og fordækte internationale politiske organisationer. Der findes få ting i denne verden, der er mere nederdrægtigt end international sportspolitik. Det kræver lave moralske standarder, skarpe albuer, kynisme, snuhed og politiske evner, hvis man skal begå sig succesfuldt i den branche. Og det er vel ikke nødvendigt at understrege, at kronprinsen ikke ligefrem er en undtagelse på listen over kongelige slendrianer.

At afskaffe monarkiet er politisk helt urealistisk – i hvert fald de næste mange år. Det har de fleste nok indset. Men det ændrer ikke ved, at enhver der kender sin danmarkshistorie og elsker sit land, burde længes efter den dag, hvor den danske befolkning endelig kan gøre regningen op og sende det uduelige kongehus på historiens berømte mødding.