Category Archives: Politik

Anmeldelse: The Rebel Sell

af Søren K. Villemoes

For et par år siden var jeg indblandet i en heftig debat på et internetforum. Det var i en tid omkring Ungdomshusets rydning, hvor København oplevede en regulær bølge af såkaldte ‘piratfester’. Nu er jeg en stor fan af spontane privatfester, og der er få ting her i verden, jeg sætter højere pris på, end høj musik med masser af bas. At holde et brag af en fest med billige øl og et kæmpe lydsystem i en forladt lagerhal er et koncept, som tiltrækker mig på alle måder. Det er lige efter min smag.

Alligevel var der et eller andet, som jeg ikke kunne forlige mig med. For blandt festarrangørerne og deltagerne var det åbenbart ikke nok at feste, høre musik, hygge sig, drikke sig fuld og bage på nogle fra det andet, eller samme, køn. Nej, festerne skulle nemlig samtidigt fungere som en politisk erklæring. De skulle demonstrere, at man var imod den private ejendomsret, og at man gik ind for et eller andet mere eller mindre sammenhængende revolutionært projekt. Man var i hvert fald mod hele systemet, mens man festede.

Her sprang kæden af for mig. For hvordan i alverden kan man få sig selv til at tro, at man har gang i noget, der bare er i nærheden af at være politisk, når man står og drikker sig fuld til lyden af høj dancehall? Det gav ingen mening for mig. Og værre endnu, det forekom mig at være usandsynligt selvretfærdigt. Hvordan kan man sidestille aktivt partipolitisk arbejde med det at drikke sig en kæp i øret i en smadret lagerhal? Hvordan kan man bilde sig selv ind, at det er en politisk handling at stå og rulle joints med sine venner til en fest?

Joseph Heath og Andrew Potters bog The Rebel Sell – Why Counterculture Became Consumer Culture fra 2004 indeholder alle svarene på disse spørgsmål. Bogen handler i al sin enkelthed om, hvordan venstrefløjen i løbet af 1960′erne blev inficeret af en virus kaldet ‘modkultur’, der stort set har gjort den handlingslammet lige siden. I stedet for at udgøre et alternativ til det værende system, så er modkulturen ifølge de to canadiske forfattere en af de mest vitale drivkræfter i moderne kapitalisme.

Det modkulturelle syn på verden ser alle samfundets problemer som havende rod i en eller anden form for dybereliggende kulturel eller systemisk anomali. Det er systemet, hegemoniet, som alle problemer kan spores tilbage til. Almindelige, praktiske politiske problemstillinger og løsninger på disse bliver derfor systematisk set ned på og afvist af modkulturalisten, fordi de ‘kun er institutionelle’. Modkulturalisten ønsker derimod intet mindre end en total omvæltning af hele systemet. Først der vil mennesket være frit, uafhængigt af undertrykkelse og tvang og vil derfor kunne leve i harmoni med hinanden og naturen. Det er dette syn, der ligger bag langt de fleste antiforbruger-, miljø-, anarkist-, antikapitalist- og dyrerettighedsbevægelser. Almindelig lovgivning er formålsløst, da det altid er den totale omvæltning af vores kultur, der er løsningen.

Dette syn på verden lyder umiddelbart som en omgang naiv 1960′er ørevand, men som Potter og Heath viser, og som alle os, der har boet midt i byen i mange år, ved, så er dette syn på verden stadig dominerende i store dele af de urbane, venstreorienterede miljøer. Der er dog en række helt grundlæggende antagelser i de modkulturelle bevægelser, der er decideret, empirisk forkerte. Og her svinger Heath og Potter kirurgkniven med uhyggelig præcision. For det første viser de meget enkelt, hvordan den modkulturelle antagelse om, at kapitalismen lukrerer på konformitet er en gammel marxistisk fejlslutning fra 1800-tallet.

For modkulturalisten har kapitalismens konformitetskrav aldrig været bedre illustreret end af synet af forstæder fra 1950′erne, hvor alle boede i den samme bolig, kørte den samme bil og var ens klædt. Hvis man læser kulturradikal dansk litteratur fra denne periode, så er det netop denne konformitet, der gøres oprør mod. Det er småborgeren, der er lakajen. Leif Panduro og Klaus Rifbjerg angriber f.eks. konsekvent forstadsmennesket som symbolet på det småborgerlige og småfascistiske i det moderne forbrugersamfund.

Men diagnosen er forkert. For som Heath og Potter viser, så er kapitalismen ikke styret af konformitet. Tværtimod er kapitalismens drivkraft distinktionen. Ønsket om, at distancere sig fra andre mennesker, er det, der får hjulene i den kapitalistiske maskine til at køre rundt. Eksemplerne på dette er utallige. Det empiriske bevismateriale for denne analyse er så overbevisende, at det forekommer dybt reaktionært at modsige det. Selvfølgelig er moderne kapitalisme styret af distinktion. Kig overalt, og du kan se, hvordan folk viser deres særlige position i det sociale hiearki gennem deres forbrug. Punkeren går i conversesko, den intellektuelle går i genbrugstøj, den håbløse underklassepige har endnu ikke fattet at buffalosko gik af mode for 10 år siden etc. Forbruget afspejler ens klassetilhørsforhold. Dette har været en åbenlys sandhed for reklamebranchen i årtier.

At nogen stadig kan finde på at hævde, at kapitalismen forsøger at strømline os alle og underkaste os ‘massekulturen’ forekommer efterhånden absurd. Heath & Potter viser, hvordan forbruget ofte tager skikkelse af et regulært våbenkapløb, et kollektivt handlingsproblem, hvor nogle menneskers særlige aggressive forbrugsstil tvinger andre til også at forbruge mere – alene for at kunne følge med. Hvis du stadig rendte rundt i dine Marco Polo-sweatshirts fra 1980′erne, ville ingen tage dig alvorligt. Så du er simpelthen nødt til at købe nyt tøj for ikke at fremstå, som om du er håbløst bagud. Dem, der hele tiden skal bevæge sig væk fra ‘massekulturen’, fra ‘mainstream’, dem der hele tiden gør op med ‘det etablerede’ og flytter ‘grænserne’. Det er dem, der driver alle os andre til at forbruge mere, bare så vi ikke kommer til at se alt for dumme ud.

Og her udgør modkulturen en nærmest uundværlig drivkraft i systemet. Det har nemlig altid, ifølge Potter og Heath, været modkulturens ærinde at gøre op med ‘massekulturen’, det ‘borgerlige samfund’ og ‘forbrugerismen’. Skræksymbolet for modkulturen har fra første dag været den uniformklædte. Der er intet, der skriger mere væk af undertrykkelse og konformitet end uniformen. Intet repræsenterer systemet mere. Men hvis vi nu alle sammen gik i uniform, så ville forbrugerismen og den moderne kapitalisme da netop lide et enormt nederlag, som de polemisk understreger.

Et af de klassiske symboler på konformitet er netop, ifølge de to forfattere, 1950′er mandens uniformerede jakkesætstil. Det er denne figur, der blev lagt for skamme af hippiebevægelsen, beatnicksene og hipsterne. Dem, der gik klædt i ens, ‘borgerlige’ jakkesæt var de stærkeste symboler på kapitalismen, på systemet. Men den ens tøjstil blandt mænd før 1960′erne var jo netop et resultat af, at der ikke var nogen særlig forbrugerisme blandt mænd dengang. Mænd var i bund og grund ligeglade med deres tøj, og derfor gik de allesammen ens klædt. Tøjbranchen led dengang af elendige salgstal. Hvilket blev totalt ændret med hippiebevægelsen.

Det er ikke blot det kontraintentionelle element i modkulturen, der angribes i bogen, men også dens evne til altid at kunne løfte egen-interesser op som højere moralske principper. Her lægges kimen til en forståelse af, hvordan det for nogen kan forekomme at være en større politisk handling at drikke sig lam til en piratfest. De to forfattere har en uhyre enkel metode til at teste brugbarheden af modkulturelle bud på politiske løsninger: Hvad nu hvis alle gjorde det? Ved at stille dette simple spørgsmål krakelerer de fleste politiske programmer for modkulturelle bevægelser. Kan alle spise økologisk? Gå i genbrugstøj? Besætte huse? Være på kontanthjælp? Udelukkende leve af lokale råvarer? Flytte ud i skoven? Kun fyre med brænde? Holde op med at forbruge? Nej, det kan alle naturligvis ikke, for så ville verden ret hurtigt blive et meget værre sted at leve.

Heath og Potter dropper det ene eksempel efter det andet og viser med overbevisende styrke, hvordan den modkulturelle bevægelse ikke bare er et decideret håbløst politisk projekt, der konsekvent affejer konkrete, brugbare politiske løsninger som ‘utilstrækkelige’, men at den også er med til at styrke de problemer, som den selv forsøger at kæmpe imod. Et af de gode eksempler i bogen er, når Michael Moore affejer våbenkontrol som en brugbar løsning i Bowling for Columbine, for istedet at kalde på en total omlægning af den amerikanske ‘kultur’. Det er sørgelig, men samtidig dybt underholdende læsning.

De to forfattere skriver humoristisk og besidder en glimrende evne til at anvende eksempler fra deres eget liv for at understrege de teoretiske pointer. Heldigvis ender bogen ikke i den rene negative opbyggelighed, hvilket er befriende, da det jo netop er en særlig afart af den negative opbbygelighed, som den forsøger at angribe. Heath og Potter har konsekvent igennem hele bogen et brugbart alternativ, som de kan præsentere, hver gang de har affejet en forkrøblet modkulturel diagnose af samfundet.

Bogen er derfor ikke bare stærk som en kritik af ‘de andre’, men er et sammenhængende teoretisk alternativ. Det er beundringsværdigt, da bogen dermed bygger op til noget større og noget bedre. Den udgør efter Konfliktens mening en grundsten i opbygnignen af det nye paradigme, den nye ideologi på venstrefløjen, som vi selv tilhører, og som vi i disse år ser flere og flere teoretiske værker underbygge. Det er i virkeligheden et nyklassisk socialdemokratisk kampskrift, og det kan anbefales som læsning for enhver med den mindste interesse i politik og kulturkamp.

Efter at have læst bogen har jeg nu en sammenhængende forståelse af, hvordan en plakat for en fest i Ungdomshuset for et par år siden kunne have følgende slogan: “Fest for retten til kamp! Kæmp for retten til fest!”

Andrew Potter & Joseph Heath The Rebel Sell – Why Counterculture Became Consumer Culture
Bogen er også udgivet på dansk under titlen: REBEL – Modkultur som globalt brand

En belejlig venstreradikal myte

af Søren K. Villemoes 

Forleden stod jeg i Falafelkælderen på Rantzausgade og ventede på en stor shawarma med ekstra humus. Mens jeg stod der og tænkte over, om jeg også skulle investere i en ayran faldt mine øjne over en gul seddel, der lå i vindueskammen. Det viste sig at være en reklame for en kommende ‘kunstevent’, OS DEM DEMOS, der har som formål at sætte fokus på terrorlovgivningens overgreb mod den personlige frihed.

Der er helt sikkert mange legitime indvendinger mod terrorlovgivningen med dens ‘administrative udvisninger’ og tuneserloven med dens groteske juridiske lappeløsninger. Folderen viste sig dog at være meget mere optaget af at udføre klassisk, studentikost retorik-akrobatik over begrebet ‘krigen mod terror’. Det, der slog mig mest, var dog en særlig rød tråd, der løb igennem hele folderen. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at det var en konstant tilbagevendende antagelse, at medierne udøver en ‘monoton retorik, der blot bekræfter unuancerede forestillinger’ om islam og muslimer, som der stod sort på gult.

Det har efterhånden været en objektiv sandhed i meget lang tid blandt såkaldt ‘kritiske’ røster, at medierne udfører en unuanceret stereotypisering af muslimer. Denne påstand er efterhånden blevet fremført så ufatteligt mange gange, at den er gået hen og blevet en nærmest hegemonisk diskurs blandt ‘humanistiske’ røster og kritikere af DF. Men har denne påstand overhovedet noget på sig?

Hvis vi tager påstanden lidt seriøst, så bygger den umiddelbart på en empirisk observation af de danske medier. Men hvilke er det lige, man henviser til? Er det Information? Politiken? Ekstra Bladet? Jyllands-Posten? DR? Det præcise medie nævnes aldrig med navns nævnelse, og det er der vældigt gode grunde til. For enhver der holder af at læse avis, er udmærket klar over, at der bestemt ikke fremkommer et entydigt billede af muslimer og islam ved at følge med i de danske medier. Information og Politiken går ofte meget langt for at belære deres læsere om, at islam er mange ting, og at muslimer ikke er én størrelse.

Der er nok bred enighed blandt de ‘kritiske røster’ om, at Politiken og Information ikke er de ’stereotypiserende’ medier. Men hvem er det så? Er det mon Ekstra Bladet?

Hvis man rent faktisk følger med i Ekstra Bladet, hvilket jeg holder meget af at gøre, så er billedet af muslimer bestemt heller ikke så entydigt. Inden for den sidste måned har man kunnet læse historier om muslimer, der spænder meget vidt. F.eks. var Ekstra Bladet på sagen d. 13/2, da en muslimsk pige blev fyret for at gå med tørklæde på arbejdspladsen. Den gamle vagthund var straks ude efter arbejdsgiveren og gav den muslimske pige frit lejde til at rase mod diskriminationen på hendes arbejdsplads.

I en anden artikel fra d. 16/2 kunne man læse om en kvindelig muslimsk sygeplejerske og socialrådgiver, der bekymrede sig meget om den nye trend med at genskabe kvinders mødom. “Kvindeundertrykkende” kaldte den 32-årige kvinde af palæstinensisk oprindelse det, og Ekstra Bladet rapporterede.

Et par uger tidligere kunne man også læse et dybdegående interview med Bajram Fetais, den første muslimske mand på det danske ligalandshold. I den forbindelse spørger Ekstra Bladet, hvorfor der dog skulle gå så lang tid, før en muslim kom på landsholdet? Bajram svarer, at tingene er bedre i Sverige. “De er 15 år foran”, siger han, og Ekstra Bladet trykker det.

Faktisk er der ikke en eneste artikel eller leder fra den sidste måned, der kan betegnes som hverken ‘entydig’ eller ’stereotypisk’. Faktisk er det billede, man får af muslimer ved at læse Ekstra Bladet, det samme som man får af alle andre. Det er bestemt ikke dette medie, man kan klandre for at ’stereotypisere’.

Så må det da være Jyllands-Posten! Det er jo dem med Muhammed-tegningerne! Selvom jeg tvivler på, at nogen af de ‘kritiske røster’ overhovedet læser den avis, så kunne det vel være her, vi skal lede efter den skyldige, den der så konsekvent udsætter os andre for ’stereotypiseringen’, ’stigmatiseringen’ og den ‘ensidige’ fremstilling af muslimer. Men heller ikke her, ser det ud som om, at der er meget at komme efter. Hvis vi holder os til at kigge på den sidste måned, er der lige så mange forskellige fremstillinger af muslimer og deres forskelligartethed, som vi fandt i Ekstra Bladet.

D. 17/2 lægger avisen f.eks. spalteplads til et langt interview med Abdul Wahid Pedersen, hvor imamen får lov til at redegøre for alle sine tidligere udtalelser og meninger om stening og islam. Journalisten lader imamen komme med lange forklaringer, og hele artiklen tjener udelukkende det formål at nuancere de tidlige udtalelser.

Ugen før kunne man læse et langt indlæg fra Zubair Butt Hussain fra det Muslimske Fællesråd, hvor han skældte ud på Karen Jespersens lemfældige omgang med fakta. Samme dag var der en længere artikel, der forsøgte at finde årsagen til, at mange muslimer går ind for stramninger på ytringsfriheden. Her kunne Jyllands-Posten interviewe en forsker ved Københavns Universitet, der mente, at muslimer blev ‘hånet’ i den offentlige debat. I samme artikel var der interviews med både Manu Sareen og Farshad Kholghi, der begge udtrykte deres bekymring for både radikalisering og for integrationen og hver kom med deres udlægning af muslimers rolle i dagens Danmark.

Igår var der også et interview med SF-politikeren Özlem Cekic i Jyllands-Posten. Her kunne hun gennemgå store træk af sin nye bog, der skal tjene til at nuancere billedet af muslimer i den offentlige debat. I interviewet forklarer hun om sit liv både inden og uden for politik. Og billedet er bestemt ikke ’stigmatiserende’. I det hele taget ser vi også ud til at have gået forgæves her. Det er åbenbart heller ikke i Jyllands-Posten at vi finder denne ’stereotypisering’ og den ‘unuancerede’ fremstilling af muslimer. Men hvor er den så?

Kan den mon være hos DR? Det virker usandsynligt. Vi husker vel alle Miss Tørklæde 2008 konkurrencen og Asmaa Abdol-Hamids tid som studievært. Det kan ikke være denne medieinstitution, der hentydes til.

Måske er det et helt andet sted, vi skal lede. Måske er det snarere Uriasposten.dk, der er de skyldige? Et hurtigt tilbageblik over den sidste måneds indlæg på denne blog for højreorienterede sølvpapirshatte ser ud til at bekræfte tesen. Men hvor mange er det egentlig, der læser denne galemandsblog? Kan de virkelig gøres til repræsentanter for de danske medier som helhed? Det er der nok ikke mange, der vil hævde.

De danske medier producerer ikke et ensidigt og stigmatiserende billede af muslimer. Tværtimod, er det snarere et forvirrende, ofte paradoksalt og grumset billede, der tegner sig af islam, når man kigger henover det danske medielandskab. Og det er vel egentlig meget korrekt. For virkeligheden har det som oftest med at være paradoksal, forvirrende og grumset.

Men hvordan kan det så være, at klicheen om mediernes ‘ensidige’ og ’stereotypiserende’ fremstilling af muslimerne er så udbredt og er anset som så grundlæggende en sandhed for så mange mennesker, når den slet ikke ser ud til at have noget på sig?

Til det kan jeg kun komme med ét meningsfuldt svar: Det er let. Ligesom alle andre klicheer reproduceres de, fordi de er lette. Det er altid lettere at gentage en etableret sandhed end at skulle gå igang med at etablere en ny. Dovenskab og tryghed er nok de mest basale menneskelige faktorer, der kan forklare de fleste klicheer. Myten om den ensidige fremstilling af muslimer er desuden belejlig, fordi man selv fremstår som om, at man er en af de få vågne, en af dem der kan se klart. Myten er indrettet således, at man altid selv fremstår som én, der kæmper mod en ignorant overmagt, når man kritiserer det ’stereotypiske’ mediebillede. Men det er en lummer omgang pølsesnak. For i sidste ende er man i virkeligheden mest af alt en forloren dovendidrik, der ikke læser sine aviser.

Så hvem er det egentlig, der udøver en ‘monoton retorik, der blot bekræfter unuancerede forestillinger’? Efter min mening er det netop dem, der holder denne myte i live. Det er dem, der helst vil holde fast i forestillingen om, at alle andre er potentielle nazister på nær dem selv. Det er netop folk som dem, der står bag kunstprojektert OS DEM DEMOS. At begrave ‘unuancerede forestillinger’ er et godt sted at starte for en rigere offentlig debat, så måske skulle de ‘kritiske’ røster starte med at kigge dem selv i spejlet, før de angriber andre for at stereotypisere og generalisere. Det er efterhånden ved at blive pinligt.

Kulturalismen – venstrefløjens sygdom

af Søren K. Villemoes

Som vi tidligere har nævnt igen og igen herinde, så har Frederik Stjernfelt og hans makker Jens-Martin Eriksen udgivet en bog, Adskillelsens politik, der kløver venstrefløjens selvforståelse lige så brutalt og skarpt som samme Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens Kritik af den negative opbyggelighed kløvede kulturjournalistikken og samtidskunsten for nogle år tilbage.

Hvis du er fast Konflikten-læser, har du nok bemærket, at vi har en forkærlighed for venstrefløjskritik. Vi elsker, når folk er i stand til at diagnosticere den infektion, der har holdt venstrefløjen i sygesengen de sidste syv år. For selvom vi ikke er borgerlige (det er vi ikke!), så har vi haft det meget svært med at identificere os med en venstrefløj, der har ligget gemt væk under kulturalismens tunge dyne – forblændet af et kulturbegreb, der ikke har nogen gang på jorden, og tynget af en moralsk selvforståelse, der ikke lader sig materialisere politisk.

Det er derfor en fryd, at vi i 2008 har fået hele to bogudgivelser, der netop formår at italesætte denne venstrefløjssygdom som aldrig før. Foruden den ovennævnte udgivelse af Stjernfelt og Eriksen, så har Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne formået for første gang i bogform at udpensle de politiske, kulturelle og klassemæssige implikationer af den kulturkamp, der startede ved valget i 2001. Han viser i sin bog, hvordan venstrefløjen og de veluddannede har været med til at grave deres egen grav ved ikke at være bevidste om, hvordan deres egen fremtoning i tale og handling tager sig ud set længere nede fra den sociale rangstige og længere væk fra den smarte bymidte.

Bogen er unik, da den prøver at gøre op med venstrefløjens moralske indignation overfor Dansk Folkeparti og i stedet leverer en indgående hermeneutisk forståelse af fænomenet ud fra et perspektiv, der burde være let at erkende for venstrefløjen, nemlig klassekampen. Som den tager sig ud i kampen om politik, kultur og sandhederne.

I Adskillelsens politik har Stjernfelt og Eriksen opbygget deres eget begreb ‘kulturalismen’, som vi på Konflikten håber, bliver et mainstream-begreb inden længe. Begrebet viser nemlig lige præcis det, vi aller ydmygst selv har påpeget i lang tid. Nemlig, at venstrefløjen har slugt Dansk Folkepartis kulturanalyse råt. De er begge ofre for kulturalismen, hvor ‘kultur’ ses som noget uforanderligt, noget helligt, noget der er fredet, kræver særlige hensyn og samtidig determinerer alt og alle.

Den helliggørelse og fredning af kulturer og religioner, som venstrefløjen har prædiket siden regeringsskiftet, er ifølge forfatterne en ny form for racisme, hvor man implicit og uovervejet sidestiller race med kultur. Dette er lammende for al tænkning og handling på venstrefløjen, og har ført til en nærmest overflødiggørelse af den i den nuværende politiske kamp om religion, kultur og menneskerettigheder, der ikke kun raser herhjemme, men over det meste af kloden.

Konflikten anbefaler derfor, at man enten anskaffer sig bøgerne, eller i det mindste læser Stjernfelts og Eriksens kronik i dagens Politiken! Hvis venstrefløjen nogensinde skal have en chance for at blive relevant igen, så kræver det nådesløs selvransagelse. Disse to bøger er et godt sted at starte!

Støjende kultur

af Søren K. Villemoes

Så skete det, der måtte ske. Café Saxon’s på Jagtvej har fået sat en limiter på deres anlæg. Hvis du ikke ved, hvad en limiter er, så er det ganske enkelt et apparat, der sørger for, at volumen ikke kan skrues mere op end til en bestemt grænse. Ønsker man et eksempel på, hvilken skade en limiter kan medføre, kan man give baren Flisen ved Enghave station et besøg. Her har hysteriske naboer fået påkrævet stedet en limiter, der gør det komplet uklart for gæsterne at høre forskel på den musik, der bliver spillet, og lyden af P1-debat fra en gammel transistorradio. Limiteren på Saxon’s skyldes, at en netop tilflyttet nabo åbenbart ikke kunne sove på grund af den høje musik og derfor kontaktede kommunen, der straks rykkede ud med en limiter for at redde hendes nattesøvn. Hun forsøgte aldrig at komme i kontakt med stedets ejer for at finde en løsning.

Café Saxon’s er et af Københavns helt unikke kulturelle steder, der har spillet en nøglerolle i musiklivet gennem de sidste mange år. Stedet har lagt hus til to aftener for reggae og én til hiphop hver uge. Samtlige reggae og hiphop DJ’s i byen har spillet der, og stedet har derfor en legendarisk status inden for disse scener. Saxon’s er en kulturinstitution. Et forum for musikelskere, der er besøgt af hundredevis af københavnere hver eneste uge. Stedet har fostret en lang række navne, der siden er gået hen og har modtaget bred anerkendelse. Det var eksempelvis her, at Tue Track fik sit gennembrud i det københavnske musikliv. Baren har desuden været hjemsted for DJ Static i årevis, og var engang det eneste sted i byen, man kunne høre Northern Soul. Saxon’s har været ynglested for stort set alle københavnske hiphop og reggae i DJ’s de sidste mange år og har haft besøg af en bred vifte af DJ’s fra det øvrige Skandinavien.

Men alt dette er vel ligegyldig viden for en nytilflyttet pige, der gerne vil have ro omkring sig om natten, og åbenbart ikke havde tjekket op på kulturlivet i sit lokalområde, før hun købte lejligheden. Det er utroligt, hvor lidt ydmyghed nye naboer viser i København. Hvis jeg flyttede til en vestjysk landsby, ville jeg gå meget stille med dørene og først lære lokalsamfundet at kende, før jeg overhovedet ville overveje at begynde at brokke mig og komme med forslag til ændringer. Hvis jeg ikke viste denne ydmyghed, ville jeg aldrig kunne komme ind i varmen i lokalsamfundet. Problemet med København er, at folk sagtens kan falde til i byen på trods af, at de ikke ejer den mindste respekt for deres lokalområde. Vi har desværre ikke tradition for at hive høtyvene og faklerne frem, hver gang en nytilkommen tosse ikke kender sin plads. Det burde vi, for byen er langsomt, men sikkert, ved at falde i fjendens hænder.

Byen har de sidste år oplevet en eksplosion i støjklager. 25 procent stigning i antallet på blot tre år. Det er alarmerende og samtidigt endnu et eksempel på den omfattende mangel på respekt for bylivet, som nytilflyttere demonstrerer. At være selvcentreret, egoistisk og asocial er åbenbart privilegier, der kommer med friværdien. I takt med at det bliver dyrere og dyrere at leve i byen, ser det ud til, at folk føler, at de har mere og mere krav på fred og ro, når de kræver det. Det er en forkert udvikling.

København er Danmarks største by og hovedstad. Med dette følger der naturligvis nogle kulturelle forpligtelser, der ikke kan eller skal ignoreres. Menneskelig aktivitet har det med at generere larm og et rigt kulturliv kan altså ikke eksistere uden et vist decibelniveau. Det kan simpelthen ikke være en langsigtet kulturpolitisk løsning, at en enkelt piges nattesøvn er vigtigere, end at en af Københavns vigtigste kulturinstitutioner for sort musik kan spille musik, der er højere end en transistorradio. Kommunen burde istedet uddele ørepropper til klagende naboer. Dette er langt billigere end at investere i alle de limiters, der kun bidrager til at slå kultur ihjel. Vi kan ikke gøre alle glade. Vi er nødt til at vælge side i konflikten mellem emsige naboer og spillesteder. Der findes ingen gylden middelvej.

Jeg er ingen fan af Klaus Bondam, men det er da rart at se, at hans hovedløse knæfald for ‘de kreative’ åbenbart betyder, at han har taget den rigtige side i denne sag. Der skal dog mere til end blot velvilje. Der skal mere drastiske metoder til, hvis klagende naboer skal begynde at forstå, at byen ikke drejer sig om dem. Konflikten.dk foreslår, at kommunen giver mere tilskud til, at cafeer og klubber kan lydisolere ordentligt, at alle indkøbte limiters smides i kanalen og at man holder op med at forsøge at gøre alle parter tilfredse. I sidste ende er der et valg, der skal tages: Ønsker vi en forstad eller en storby? Man kan ikke få begge.

Er forstaden fremtiden?

af Søren K. Villemoes

Så er de københavnske lokalpolitikere på banen igen. Den sidste måned har vi fået præsenteret en række ‘kreative’ forslag og ideer til, hvordan det umage par, Klaus Bondam og Ritt Bjerregaard, mener, at København skal se ud i fremtiden. Og det er i konflikten.dk’s øjne nogle meget triste meldinger, der kommer fra Rådhuset i disse dage. Først lancerer Bondam et ambitiøst forslag om at gøre Nørrebrogade bilfrit. Derefter lufter Bjerregaard ideen om at sanere Nørreport station, bygge højhuse, afspærre trafikken og ‘udnytte’ byrummet omkring stationen. Der er meget god grund til at være decideret skeptisk indstillet overfor kommunens planer om en ‘lækker by’ (som Bondam kalder det).

Byplanlægning i København har altid været et kontroversielt politisk emne, der har sat følelserne i kog hos en masse mennesker. De fleste husker velsagtens overborgmester Weidekamps krig mod Indre Nørrebro i 1980′erne, der førte til opførelsen af noget af det hæsligste røde sociale boligbyggeri på Stenbroen. Selv idag kan man støde på folk, der bliver rasende, når hans navn nævnes. At rive smukke boligblokke ned var dog ikke noget, der udelukkende hørte 1980′erne til. Tilbage i midten af 1990′erne valgte kommunen at fjerne et af de smukkeste steder på hele Stenbroen: Saga-karreen, der med sine labyrintiske baggårde og unikke facade (med den berømte saga-kvinde) repræsenterede gullaschbaronbyggestilens absolutte æstetiske højdepunkt. Idag står der et rødligt, deprimerende og ufolkeligt hotel.

I sidste halvdel af 1990′erne blev byfornyelsen af Vesterbro implementeret. Der var bestemt god grund til at installere varmt vand, bad og andre grundlæggende fornødenheder i en lang række af de gamle lejligheder. Men inde på Rådhuset var det ikke nok. Lejligheder skulle slåes sammen, så antallet af 1 og 2 værelser idag er mere end halveret. Det har naturligvis betydet langt færre beboere fra de lavere samfundslag og en overvægt af børnefamilier. Men det var heller ikke nok. Man skulle også pudse alle facaderne, så de så ud som om, de netop var blevet pakket ud af en fin lille æske. 100 års Stenbroshistorie, der ellers stod skrevet ind i mørtlen og murstenene, var nu blevet vasket væk for at ‘give kvarteret et løft’.

Det var ingen overraskelse, at konsekvenserne af denne politik blev huslejestigninger, en eksplosion i tilflyttere fra forstæderne (der pludselig syntes at kvarteret var blevet så ‘pænt’) og flere børnefamilier. Med andre ord blev kvarteret strømlinet, socialt udlignet og ganske enkelt søvndyssende kedeligt.

Kommunens ideer om ‘lækker by’ førte altså til, at Vesterbro er blevet det nye Østerbro. Hvis vi kigger på nogle af de andre projekter, kommunen har kastet sig over, giver det kun yderligere grund til at være skeptisk overfor de nuværende forslag. Ørestaden er et glimrende klasseeksempel på fejlagtig byplanlægning, der burde inkluderes som skrækeksempel i samtlige arkitektlærerbøger i fremtiden. Området, der består af de ene monstrøse prestigebyggeri efter det andet, har intet af det, man normalt forbinder med byliv. Der er ikke blevet viet én eneste stueetage i hele kvarteret til butikbyggeri (hvilket ellers er regel nummer ét for liv i gaden). Hvis man skal købe ind, er der kun ét sted at tage hen: Det lokale storcenter. Kvarteret er blevet opført med så lidt omtanke for social diversitet, at det kun er overklassen, der har råd til at bo der. Akkurat som Vesterbro er det kun én klasse, der dominerer området.

Hvad minder alt det her én om? Social og klassemæssig ensartethed og butiksliv isoleret i storcentre er fænomener, der kendetegner forstadslivet. De har intet at gøre med storbyslivet. Det er det samme vi ser på Vesterbro. Antallet af støjklager i kvarteret er eksploderet. Og det har bestemt intet at gøre med, at støjen er steget. Det er tolerancen, der er faldet. Folk flytter til dertil for at kunne bo ‘i byens dybe stille ro’.

Hvis man ser de nuværende forslag fra Bondam og Bjerregaard i dette lys, så er ideerne om en bilfri Nørrebrogade og et rekreativt område omkring Nørreport en del af samme tendens: Man ønsker at tage forstædernes idealer og virkeliggøre dem midt inde i København. Man bliver ved med at fodre og gøde folks forestilling om, at det skam er på sin plads at ønske mindre larm, mindre trafik og flere grønne områder i storbyen, selvom alle disse ting allerede eksisterer til overflod i forstæderne og i provinsen. Men i processen dræber man alt det, der gør København til København. Alt det, der adskiller storby fra provinsby, stenbro fra forstad. En storby er karakteriseret ved at larme, at have masser af trafik og butikker i stueplan. Den er ikke karekteriseret ved sin stilhed, sine grønne områder og sin mangel på biler. Medmindre vi gerne vil have, at København bliver det nye Oslo, så er det nu, vi skal til at vælge.

Og når det valg skal tages, vil det være glimrende at spørge sig selv: Har kommunens hidtidige byplanlægning været en succes?

Anmeldelse: Kampen om sandhederne

af Søren K. Villemoes

Rune Lykkeberg er den nye gulddreng blandt politiske kommentatorer og offentlige debattører. Han har de sidste snart otte år været fast tilknyttet Information og fungerer dagligt som debatredaktør på den gamle modstandsavis. Hans analyser har i årevis haft en særlig tiltrækningskraft på mig, da de i modsætning til den dominerende tendens ikke er strategianalyser af magtkampe på kort sigt, men i stedet beskæftiger sig med de større spørgsmål i dansk politik på lang sigt. I en tid hvor fokus har været på ’spin’, politisk kommunikation og forskellige personlige relationer på Christiansborg, har Lykkeberg med sin manglende indsigt og interesse i alt det strategiske og personrelaterede politiske fnidderfnadder, men med sit analytiske fundament solidt placeret i sin akademiske humanoira-baggrund, udgjort et godt og altid læseværdigt alternativ.

Lykkebergs interesse er kulturkampen og dens uomgængelige tilknytning til klassekampen. Det er specielt den nye alliance mellem den økonomiske over- og underklasse i fælles front mod den kulturelle middel- og overklasse, der har fanget hans blik. Lykkebergs udgangspunkt har altid været en bourdieusk klasseanalyse, der opererer med henholdsvis økonomisk og kulturel kapital. Ifølge Lykkeberg har vi over de sidste to årtier været vidne til den kulturelle overklasses store fald. Hvor man plejede at tysse og lytte efter med en alvorlig attitude, når en humanoira-professor kom med sit syn på politik og samfundsudviklingen i den bedste sendetid, bliver disse idag affejet som naive og tossegode halal-hippier, verdensfjerne intellektuelle og blødsødne humanister. Scenen er i stedet overtaget af den kyniske realist, der ikke har tid til lange, indviklede udredninger og analyser, men i stedet kan fatte sig i korthed og tale klart, så alle kan følge med.

“Kampen om sandhederne” beskæftiger sig med dette fald. Det er med andre ord kollapset af det anti-autoritære kulturradikale system af sandheder, der har domineret det offentlige rum siden 1960′erne. Problemet har hele tiden været, at den kulturradikale intellektuelle har opereret med en fejlagtig antagelse om, at han var i stand til at ‘oplyse’ folket med sin særlige indsigt, at han kunne vække de bedøvede masser fra deres bevidstløse konsumption af dårlig underholdning gennem provokerende kunst og med sin gode smag. Men han har ikke selv været bevidst om sin egen arrogance, sin nedladenhed og symbolske vold. Den anti-autoritære, kulturradikale intellektuelle har ikke anset sig selv som en autoritet, men snarere som en ‘outsider’, der har gjort oprør med vante forestillinger og etablerede sandheder. Som Lykkeberg dog viser, har han (med vores statsministers egne ord) for alle andre udgjort den ‘nye adel’.

Ubevidst om sin egen priviligerede magtposition har den kulturradikale intellektuelle i årevis kunnet dominere de offentlige sandheder om det moralske og amoralske, den gode og den dårlige smag. De to har endda kunnet eksistere som hinandens modsætninger. Den gode smag blev sidestillet med den gode moral, og at have en brølende kronhjort hængende over sit spisebord var i mange år anset som et snigende tilløb mod fascismen. Det var karakteristisk, at Klaus Rifbjerg i en ophedet diskussion om regeringens forslag om at skære i den livslange kunststøtte sidste år anklagede statsministeren for aldrig rigtigt at have oplevet stor kunst. Hvordan kunne han vide det? Jo, for hvis statsministeren havde haft en rigtig kunstnerisk oplevelse, så var han aldrig gået i krig med Irak. Der var engang, at sådanne argumenter gav mening, men idag står de som et sørgeligt, ja nærmest komisk, monument over et faldent regime.

Lykkeberg fortæller denne udvikling gennem en lang række analyser af danske bøger og film fra 1950′erne og frem til idag. Hans analyser er særdeles skarpe, og han besidder en misundelsesværdig sans for detaljen, hvor en enkelt episode, en enkelt handling, bliver løftet op til at stå som symbol for noget større. Denne evne til at forbinde del med helhed er uden tvivl en af hans største og mest beundringsværdige talenter. Alligevel er det som om, at han ikke helt formår at samle alle bogens enkeltdele i denne større helhed, som han ellers mestrer så godt. Ved bogens afslutning føler man sig mættet med et væld af fascinerende og interessante analyser af tekster og film, men man savner lidt den sidste krølle på halen, den sidste klat lim, der får alle delene til at passe sammen.

Der er også en anden svaghed, der ikke blot karakteriserer bogen, men Lykkebergs generelle rolle som samfundsdebattør: Det er umuligt at granske, hvad manden står for. Hans analytiske evner er uden tvivl i særklasse, og han har med “Kampen om sandhederne” leveret en af de bedste, mest præcise og relevante diagnoser af udviklingen i dansk kultur og politik i lang tid. Men det er alligevel som om, at der mangler et eller andet. Han kan kritisere venstrefløjen, højrefløjen, den økonomiske og kulturelle overklasse, det anti-autoritære regime, alle kapitalismens tre faser, og han kan gøre det overbevisende. Men hvad er hans alternativ? Hvor står han selv?

På trods af bogens fortræffeligheder føler man sig alligevel en smule snydt. Lykkeberg kommer nemlig til selv at fremstå som den ’magt uden autoritet’, som han selv kritiserer. Han træder ikke selv i karakter som en autoritet, der kan vise os, hvor vi bør gå hen, og hvilke alternativer der er at foretrække. Han forbliver i den lidt studentikose kritiske analyse, der fortjener alle de 12-taller, en universitetslektor på litteraturvidenskab kan give den, men som ikke lever tilstrækkeligt op til den mere patriarkalske rolle som offentlig meningsdanner, som autoritet. Måske forventer jeg for meget, men jeg er reelt interesseret i at få Lykkebergs eget syn på tingene, hans egne holdninger og meninger frem. I stedet for selv at vove pelsen, fodrer han én med Axel Honneth, Jürgen Habermas, Michel Foucault og Pierre Bourdieus syn på tingene. Og det er alt sammen udført meget overbevisende. Men hvor er Lykkeberg i alt det? Hvor står han selv?

I bogens allersidste sætning gives et hint om, hvad han vil. Her antydes det, at han tror, at de færreste har lyst til at bibeholde deres foragt, når de først gøres opmærksom på den. Er det hans program? Vil han bekæmpe foragten og dermed pædagogisk oplyse den kulturelle over- og middelklasse om deres arrogance og symbolske vold? Det er bestemt et sympatisk mål. Men det peger bare ikke i nogen retning. Hvad skal der f.eks. gøres efter denne bevidstgørelse? Hvordan undgår man helt præcis foragten i praksis? Hvilke politiske implikationer har det? Lykkeberg kommer desværre til at fremstå som en akademiker, der lider af ‘forskersyge’, hvor man bliver uendeligt dygtig til at se ting fra forskellige vinkler, til hermeneutisk at kunne erkende og sætte sig ind i enhver tænkemåde og anskuelse, men hvor man til sidst drukner i overfloden af ens egne analyser og glemmer, hvad man egentlig mener, og hvor man selv står i hele dette cirkus.

På trods af disse mindre indvendinger er “Kampen om sandhederne” stadig en absolut anbefalelsesværdig bog, der er obligatorisk læsning for alle, der ønsker et relevant og tidssvarende syn på den danske kulturkamp. Den har alle kvalifikationerne til at blive en ‘vigtig’ bog.

Rune Lykkeberg 2008, Kampen om sandhederne, København: Gyldendal. Pris: 299,-

Rugemødre og ‘babybusiness’

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

Nogle gange bliver politiske diskussioner for abstrakte. Derfor blev jeg oprigtigt rørt, da en af mine venner for nylig skrev en status update på facebook om kunstig befrugtning: ”Hvis anonymiteten havde været afskaffet, havde denne status update aldrig været – for så havde der været så stor mangel på donorer, at jeg aldrig var blevet født. Og jeg foretrækker at være her.” Den franske filosof Sylviane Agacinski er en abstraktionernes mester: hun mener, at rugemødre “langt overskrider grænserne for en menneskelig værdighed, man i historiens løb møjsommeligt har arbejdet sig frem til i civiliserede landes lovgivning.”

Jeg håber, at jeg engang får et barn, der på fremtidens facebook kan skrive til folk som Agacinski, der vil forbyde, at man dækker rugemødres udgifter og altså betaler dem: ”Hvis betaling af rugemødre have været forbudt, havde der været så stor mangel på rugemødre, at jeg aldrig var blevet født. Og jeg er så glad for at være her.” Det ville kræve, at jeg enten forlader landet og søger lykken andetsteds, eller at det danske folketing beslutter sig for at tillade betalte rugemødre.

Det er selvfølgelig en mulighed at finde en enlig kvinde eller et lesbisk par, der ønsker at dele forældremyndigheden og indgå i en udvidet kernefamilie. Men skal min kæreste og jeg i så fald bo med moderen, eller skal vi skiftes til at have barnet? Hvad hvis min kæreste og jeg – eller for så vidt moderen i vores alternative familiekonstellation – på et tidspunkt ønsker at flytte udenlands? Og er det i virkeligheden ikke svært nok at finde ud af, hvordan man skal opdrage sit barn, selvom man elsker hinanden og bor sammen?

Jeg må nok erkende, at jeg er en gammeldags homoseksuel mand. Jeg ønsker, at min familie skal bestå af to mænd, der elsker hinanden og deres børn, og kun af os.

Så hvorfor ikke adoption i stedet? Homoseksuelle har rigtig nok fået lov at adoptere, men desværre ønsker ingen af adoptionsbureauernes internationale partnere at frigive børn til adoption til homoseksuelle, og kun meget få danske børn frigives årligt til adoption. Det havde ellers været oplagt.

Loven giver også mulighed for at finde en såkaldt ’altruistisk’ rugemor, der ønsker at hjælpe et par til at få børn. Det kunne være. Det er dog forbudt at annoncere efter rugemødre grundet den påståede risiko for betaling under bordet. På trods af at ytringsfrihed normalt regnes for et vigtigt princip i Danmark, lader det til, at selv hjemmesider, der bare ville tillade potentielle forældre og rugemødre at finde hinanden, også regnes for ’risikable’ på denne konto og derfor lukkes (som det lader til at være sket for www.rugemor.dk).

Jeg læser stadig på universitet og tænker som sådan ikke til daglig på at få børn. Men jeg håber meget stærkt, at jeg – når tiden er inde – kan få mulighed for at betale en kvinde for at hjælpe min kæreste og jeg med at få et barn.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er egentlige moralske dilemmaer forbundet med betaling af rugemødre: hvordan forholder man sig eksempelvis til en rugemor, som for penge har indgået en kontrakt, der forpligter hende til at give slip på et barn, som gradvist er vokset i hende i ni måneder, og som hun har knyttet sig stærkt til, selv om det stammer fra et æg og en sædcelle fra to helt andre mennesker? Hvordan forholder man sig til et par, der alligevel ikke ønsker et barn, som en rugemor har født?

Det er ikke lette problemstillinger, men man må også forvente, at de er aldeles atypiske og ville angå et mikroskopisk mindretal af tilfældene. En kvindes beslutning om at blive rugemor ville antageligvis være velovervejet og ikke truffet lynhurtigt. Hverken rugemoderen eller forældrene har nogen interesse i andet. Og vi tillader betaling eller kompensation for både sæd- og ægdonorer, selvom de uigenkaldeligt giver afkald på de potentielle børn, der kan komme ud af det. I den ulykkelige situation, at et par ikke ønsker barnet, ville det i yderste tilfælde kunne frigives til adoption inden for Danmarks grænser.

Men modstanden mod rugemødre er tilsyneladende ikke kun begrundet i hensyn til konkrete menneskers ve og vel. Etisk Råd – hvis legitimitet i et liberalt demokrati, jeg i øvrigt aldrig helt har forstået – er notoriske modstandere af betalte rugemødre, og deres hjemmeside udgør et overflødighedshorn af metafysiske overvejelser om, at betalte rugemødre på den ene og anden måde er i abstrakt strid med samfundets værdigrundlag. For eksempel kan de ”bidrage til en uheldig ændring af grundlæggende forestillinger om forældreskab og menneskelig reproduktion”. Etisk Råd mener også, at ”både rugemoderen og fosteret uundgåeligt [indgår] i en tingsliggjort og brugsorienteret betragtningsmåde, som ikke er forenelig med samfundets normer om værdighed og godt forældreskab”.

Læseren, der formodentlig bare prøver på at forstå, hvorfor nogen ville nægte ham eller hende muligheden for at opfostre et barn, skal også trækkes igennem et 70’er-klassisk argument om, at de kvinder, der ønsker at være rugemødre, ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, og lider af falsk bevidsthed. Ønsket om at blive rugemor kan nemlig skyldes, at ”kvinden kritikløst har overtaget bestemte kvindebilleder og kønsrollemønstre, som hun ikke i egentlig forstand har gjort til sine egne og kan stå inde for. Det kan for eksempel være et billede af, at kvindens væsentligste bestemmelse er knyttet til det at være gravid og føde børn.”

Hvordan ved Etisk Råd det? Og i hvor mange tilfælde kan det forventes at gøre sig gældende? Det reflekteres der ikke videre over, men det må naturligvis forhindres, at alle disse stakkels, forvirrede kvinder handler i, hvad de fejlagtigt anser for egen interesse: ”Hvis kvinden lader sig styre af et sådant ideal, selv om hun i sidste ende ikke selv kan tilslutte sig det, kan det siges at udgøre en beskyttelse af hende, hvis samfundet forhindrer hende i at indgå en aftale om rugemoderskab.”

En anden gammel kending fra Etisk Råd – som i øvrigt også kendes fra debatten om sexarbejde – er en grundlæggende modvilje mod ulighed, der muterer til en forkvaklet idé om, at pengebaserede udvekslinger mellem (penge-)rige og (penge-)fattige ikke bør være tilladt, og at danskere således heller ikke bør tillades at betale rugemødre i udlandet: ”der [er] tale om udnyttelse, hvis rugemoderen på grund af sin dårligere sociale position presses eller forledes til at sælge sin evne til at bære et barn for penge, selv om evnen til at bære og føde børn ikke burde være underlagt en økonomisk logik.” Føromtalte Agacinski kalder det nedladende for ”babybusiness”.

Det er svært at være uenig i, at fattigdom på globalt plan er et stort og vigtigt problem, men det afhjælpes ingenlunde af at forhindre fattige i at indgå transaktioner med rige mennesker. Hvis en fattig indisk kvinde kan forbedre sin levestandard og sende sine egne børn i skole eller på hospitalet ved at bære et barn for et par fra Danmark, hvordan i alverden kan det så kaldes udnyttelse? Etisk Råds logik tilsiger tilsyneladende, at fattige mennesker, fordi de i en ideel verden ikke burde være fattige, skal nægtes muligheden for at kæmpe sig ud af deres fattigdom.

Adam Smith skrev engang om systemmageren, der forestiller sig, at han kan ”herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let som hånden flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem; men at hver enkelt del i menneskehedens store skakspil besidder sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det”. Etisk Råd (og i sidste ende folketinget) synes ligeså at behandle samfundet som et abstrakt skakbræt, hvor de kan affeje konkrete menneskers muligheder for at tilrettelægge deres liv og søge lykken, som de selv ønsker det, med en række irrelevante observationer, der intet har at gøre med de mennesker, det hele handler om. Såsom min veninde, der aldrig var blevet født, hvis nogle systemmagere havde fundet, at det passede dem at forbyde sæddonoranonymitet ved kunstig befrugtning.

Folketinget burde snarest muligt tage skridt til at legalisere kompensation af udgifter og betaling af rugemødre. Det er ikke rugemødre, der strider mod menneskets værdighed. Det er derimod underkendelsen af ufrivilligt barnløses, potentielle rugemødres og potentielle børns muligheder for at forfølge deres egen lykke.

Homoseksualitet behøver ikke være modkultur

Homoseksualitet er ikke og bør ikke være et undergrundsagtigt subkulturelt projekt eller et forsøg på at vende samfundet på hovedet, revolutionere vores opfattelse af køn eller andre radikale ideer.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

En af litteraturhistoriens bedste ordvekslinger har sin oprindelse i F. Scott Fitzgeralds mesterværk Den store Gatsby fra New Yorks brølende 1920’ere. ’De rige er anderledes end os’, reflekterer fortællerstemmen Nick Carraway, idet han indleder en besk analyse af forskellen mellem rige og fattiges verdensopfattelse. Ernest Hemingway skal efter sigende have kommenteret observationen med et lakonisk ’Ja. De har flere penge.’  Og sådan er det også her: homoseksuelle er anderledes. De er seksuelt tiltrukket af mennesker af deres eget køn. For eksempel synes jeg, at den franske rugbyspiller Frédéric Michalak her er noget af en frækkert.

Så behøver der faktisk umiddelbart ikke være mere i det. Hudfarve, religion, seksualitet, køn og andre mere eller mindre arbitrære personfakta bør ikke lede til en identitetspolitisk balkanisering, hvor man vurderer andre og selv vurderes overfladisk på ovennævnte formelle karakteristika, over hvilke man ikke har nogen indflydelse. Mennesker er ikke endimensionelle væsener, som kan udtømmende karakteriseres ved overdrivelsen af et enkelt aspekt af deres person.

Det er en udfordring, som er svær både for ikke-homoseksuelle og homoseksuelle. Den er især svær for homoseksuelle mænd: jeg kan godt se logikken i, at der ligger en fuldt formet, karikeret homoseksuel identitet klar, som man kan bare trække i efter mange års identitetsforvirring. Og jeg forstår godt, at både Dagens Mand-Gustav og Paradise-Patrick udgør godt og populært fjernsyn. Men det er en underligt upubliceret sandhed, at der findes en masse homoseksuelle (og formentlig især homoseksuelle, der endnu ikke er sprunget ud), som længes efter, og som trænger til repræsentanter, der virker mere normale og ’mindre’ homoseksuelle. Så nej, du tilfældige singlepige i midt-20’erne, jeg ønsker ikke at være din levende, homoseksuelle håndtaske, der 24/7 er klar med makeup-tips og spydig-campede, fingerknipsende ’Girlfriend!’-kommentarer eller up-to-date vurderinger af, hvorvidt din nye, lilla helfigursspandexdragt vil gøre sig godt på Karel. Jeg vil gerne på et tidspunkt giftes, uden at det skal hedde registreret partnerskab. Jeg vil gerne opfostre et barn, lave lektier med det og køre det til fritidsaktiviteter. Og har du overvejet, hvorvidt det kan føles en smule nedladende at blive betragtet udelukkende som et omvandrende homotrofæ, der visuelt skal illustrere, hvor Sex & The City-agtig du er?

Homoseksuelle adskiller sig selvfølgelig fra flertalsbefolkningen på det domæne, der hedder seksuel orientering. Det er jeg godt klar over. Men det medfører ikke, at denne information derfor må være det springende punkt i ens identitet og det første, som nye bekendtskaber bare skal vide – ikke at man derfor bør skjule det, hvis det er relevant. Seksualitet er selvfølgelig en del af, hvem man er, men man må da være mere end kun det. Og i takt med at flere og mindre flamboyante homoseksuelle springer ud, vil vi formentlig se flere eksempler på mennesker, der er i stand til at kombinere deres homoseksualitet med et ganske almindeligt borgerligt liv – som virker ægte og uanstrengt.

Denne opfordring til at undgå endimensional forfladigelse og mit forsvar for ikke-flamboyant homoseksualitet kommer selvfølgelig med den eftertanke, der lidt kækt i USA er blevet formuleret som ’leave no drag queen behind’. Folk er forskellige, og der skal være plads til mennesker, der skiller sig ud, og som udtrykker deres individualitet ved at gøre, som de lyster uden at bekymre sig om, hvad andre mener – uanset at det lyder som en politisk korrekt og Disney-agtig happy ending. Men selvfølgelig skal der det. Og hvorfor i al verden skulle der ikke være plads til den slags frivillig, samfundsmæssig pluralisme? Man skal argumentere endog svært stærkt derfor, hvis man mener, at kvinder, sorte, muslimer, homoseksuelle – eller misogynister, racister, islamofober og homofober for den sags skyld – ikke skal have samme retsstilling og samme rettigheder som andre. Det skrev liberale ligestillingstænkere (feminister synes at være et forkert ord) som Mary Wollstonecraft og John Stuart Mill allerede om i det 18. og 19. århundrede.

Ligestillingens legitimitet er i en liberal-demokratisk optik ubestridelig: alle mennesker har samme grundlæggende værd og værdighed og har i kraft deraf en række menneskerettigheder. Samfundsmæssig forskellighed er fuldt ud forenelig med, og endvidere afhængig af, en retsstat, der behandler alle borgere lige. Og på mindst ét område af den danske lovgivning er homoseksuelle selv efter en minimal målestok om ligebehandling endnu ikke formelt ligestillet: et ægteskab mellem to mennesker af samme køn er ikke tilladt, og dets amputerede homoseksuelle alternativ i stedet lyder det klinisk-bureaukratiske navn ’registreret partnerskab’.

Så hvorfor forvandles det berettigede ønske om ligestilling så ofte til et radikalt krav om særbehandling? Den egentlige ligestillingsdebat skæmmes i mange tilfælde af uretmæssige særbehandlingskrav om yderligere kriminalisering af såkaldt hate speech vendt mod bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle (ytringsfrihed spiller tilsyneladende ikke ind), af krav om yderligere skærpelse af den eksisterende hate crime-lovgivning, selvom den allerede indebærer, at forbrydelser motiveret af had mod seksuelle minoriteter skal straffes hårdere end andre identiske forbrydelser begået mod eksempelvis rødhårede, af kompromisløs hardcore-socialkonstruktivistisk queer-pladder om hvorledes køn og seksuel identitet holdes fanget i et undertrykkende heteronormativt samfund og meget mere. Som i de fleste andre berettigede ligestillingsspørgsmål er det tilsyneladende ubeskrivelig svært at holde sig til kun at kræve sin lige ret og ikke mere end det.

Og jo, en særstilling er da langt sjovere end ligestilling. Man kan føle sig som del af en eksklusiv gruppe, der er fælles om at være særligt udvalgt, og i øvrigt særligt værdifuld, fordi man er anderledes og farverig og sprælsk og et nyt indspark og har et alternativt perspektiv på verden og ikke passer ind i kasser og så videre. Når man dertil lægger, at enhver ikke-heteroseksualitet udgør en åbenlys mulighed for at føle sig forskellig fra flertallet og dermed nyde den retfærdige harme, der følger med en outsider-status, så toner glidebanen mod isolationisme, forrangstænkning og særbehandling langsomt frem. ’Gay Pride’ og modsvar som ’Straight Pride’ er ikke ligestillingens, men særstillingens sprog. Ligestillingen har endnu ikke et catchy slogan, men hvis den gjorde, ville det opsummere en tanke à la ’seksuel orientering er fuldstændig irrelevant for et menneskes værd’.

Egentlig homo-ligestilling er som enhver anden egentlig ligestilling nemlig generelt ret prosaisk og halvkedelig. Den er fuldstændig mainstream i et liberal-demokratisk samfund som det danske og består i, at man er fuldstændig lige med og dermed også på mange punkter ligesom de andre, med de samme rettigheder og de samme pligter. Ugh. Kedeligt. Snork! Man er del af den store grå homogene masse af borgere, og det tilfredsstiller forståeligt nok ikke ønsket om at blive anerkendt som et særligt, unikt snefnug.

Det værste ved identitetspolitiske grupperingers egenkærlige selvmarginalisering er dog, at den forværrer vilkårene for at gøre noget ved de ligestillingsproblemer, som egentlig er berettigede og udtryk for uretfærdighed – og ekstremisterne har formentlig denne uheldige virkning på den egentlige ligestilling på alle de forskellige domæner, hvor ligestillingsdiskussionen udspiller sig.

Af berettigede ligestillingssager for homoseksuelle kan først og fremmest nævnes vedtagelsen af en kønsneutral ægteskabslovgivning – og derudover burde man til at starte med formentlig undersøge den formodede overrepræsentation i voldsoffer- og selvmordsstatistikkerne for homoseksuelle, de særlige problematikker for homoseksuelle muslimer og den manglende mulighed for at benytte sig af betalte rugemødre i Danmark.