Category Archives: Politik

Kunstige mennesker i et historisk lys

af Robin Engelhardt

Blot et enkelt år efter at Philip Ball udgav sin bog ‘The Music Instinct’, er der kommet en ny bog af den engelske journalist og forfatter, der i mange år har udmærket sig ved at kunne kombinere formidlingen af den nyeste naturvidenskab (i blandt andet fagbladet Nature) med en pragmatisk og midtsøgende humanisme. Philip Ball er ikke fundamentalist, og det er efterhånden en sjældenhed at finde videnskabsskribenter, som ikke blot mestrer ny naturvidenskabelig viden, men også sætter den i en bredere kulturel og filosofisk ramme.

Hans nyeste bog undersøger de mange historier, fortællinger og videnskabelige forsøg med at lave kunstige personer – altså ‘unaturlige’ skabninger, der igennem idéhistorien har antaget mytologiske former som enten græske Prometheus og Daedalus, den middelalderlige homunculus, den jødiske Golem, Frankensteins monster eller de totalitære rugekasser i Aldous Huxleys ‘Fagre nye verden’.

Ball viser, at fornemmelsen af væmmelse og uhygge ved at skabe ‘unaturlige’ mennesker faktisk er et nyt fænomen. Først efter Darwin blev ‘spontan kreation’ uden æg eller sæd anset som umulig. Før oplysningstiden var det alment accepteret, at man kunne skabe liv ud af ikke-liv, f.eks. ved at lade en kompost stå, eller at bruge kadaveret af en okse til at kreere bier. Det eneste tvivlsspørgsmål man havde, var, hvorvidt det kunstigt skabte liv var af lige så høj kvalitet som det naturligt skabte.

I første del af bogen gør Ball sig umage med at vise, hvordan kulturelle og religiøse strømninger har defineret noget som naturligt og noget andet som unaturligt. Alene det faktum, at man fremstiller menneskeskabt liv som ‘unaturligt’ og ikke bare som ‘kunstigt’, peger på, at man tillægger det en vis u-hygge, u-behag, ja alle mulige u-kristelige ting. Præfikset ‘u-‘ er ikke bare en neutral negation, men en moralsk dom, der har til formål at stemple fænomenet som noget, der ikke er godt – ja, unaturligt. Den simple ligning: naturligt = godt og unaturligt = ondt stammer primært fra den kristne tradition, hvor hovedproblemet bestod i at finde ud af, hvad sjælen er, og hvorfor den kun findes hos mennesket, og ikke hos de ‘lavere skabninger’.

Fantasi og virkelighed Denne negative naturalistiske fejlslutning om, at alt unaturligt er skidt, er blevet båret ind i vores moderne verden, hvor moralfilosoffer og etisk bekymrede debattører fortsat har forsøgt at afsløre den uhellige alliance mellem teknologi og intellekt. Hele anden del af bogen diskuterer, hvordan de nye reproduktive teknologier på en måde har realiseret de gamle drømme om at skabe mennesker ‘unaturligt’, nemlig via kunstig befrugtning og præimplantationsdiagnostik, samt hvordan vi har forholdt os til sammenstødet mellem de gamle fortællinger, og hvordan den begejstrede forbruger af forplantningsteknologier anno 2011 har udfoldet sig.

I den dystopiske optik har videnskaben, ligesom Daedalus, Faust og Dr. Frankenstein, købt billet til glidebanen, og det vil uvægerligt resultere i utænkelige monstrøsiteter, totalitarisme og en eventuel ufrugtbarhed. I virkeligheden er der dog intet tegn på en sådan udvikling. De fleste lande har eksplicitte forbud mod kloning af mennesker, mod skabelse af hybrider, mod ektogenese, kimlinje-terapi og mod arvehygiejniske eksperimenter, som kunne føre til udvælgelse af genetisk designede individer.

De gamle mytologier om homunculi og kimærer, der alle indeholder en stor portion fantasi og overtro, har altså farvet nutidens debatter på en så forskruet, men også gennemgribende måde, at det tydeligvis gør det svært for Ball at have tiltro til en etisk funderet diskussion om det 21. århundredes forplantningsteknologier.

Derfor advokerer Ball for kasuistisk ret, dvs. en case-by-case vurdering af fordele og ulemper ved brugen af en given teknologi på et givent problem. Vi ved alle sammen, at enhver teknologi indeholder muligheden for misbrug, men vi ved også, at dette altid må afvejes mod dens evne til at gøre godt. Vi skal derfor diskutere sagen omhyggeligt, inkludere alle følelser af væmmelse og mistro, men ultimativt lovgive på en måde, der giver kontrolleret tilladelse til brugen af forplantningsteknologierne, så længe de terapeutiske fordele er åbenlyse.

Dette kan lyde, som om Philip Ball må klassificeres som en laissez faire glidebanearkitet. Det er dog ikke tilfældet. Han påpeger gentagne gange, at videnskaben end ikke er kommet i nærheden af at have løst livets gåde, og at den største fare i dag ikke er en realisering af Huxleys ‘Fagre nye verden’, men det bombastiske praleri i medierne (hvem sagde Craig Venter?) om alt det, vi snart vil kunne gøre ved os selv.

Ball er en fornuftens stemme, der hverken falder for et scientistisk eller religiøst perspektiv på vores evne til at manipulere med livet. Han er meget påpasselig med at bruge for nemme metaforer, men der er masser af humor til stede for dem, der elsker det subtile, og der er masser af klogskab og intellektuel power for dem, som ikke er bange for det komplekse, og som vil oplyses for alvor.

Unnatural – The Heretical Idea of Making People, af Philip Ball,
378 sider, ISBN 978-1-847-92152-9, The Bodley Head, London, 2011.

Sådan bliver du den perfekte kæreste

af “Doctor Date”

Den drømmekæreste-eksamen jeg har i hovedet er et scenarie der foregår om 10 års tid, hvor jeg har hustru og små børn. Som forsker rejser jeg rundt i verden uden min familie, og testen består i en konferencemiddag hvor den smækre 25-årige ph.d.-studine ved siden af mig tilbyder at følge mig op på hotelværelset. No-one will ever know. Man kan sige at det at lave et sådant sidespring ikke nødvendigvis behøver at have negative konsekvenser for ens familieforhold, så længe man kan finde ud af at holde sin kæft. Men jeg har ikke lyst til at have diverse sidespring i mit liv, eller mere præcist, jeg ønsker af min drømmekæreste at vi er så velfungerende at selvom der er 0 % chance for at blive opdaget, så har jeg alligevel ikke lyst til at hoppe på ph.d.-studinen.

Jeg kender ekstremt få par der ville passere denne eksamen, men jeg tror sagtens det kan lade sig gøre at opnå et sådant forhold, hvis blot man selv sørger for at udgøre et godt tilbud, man tænker rationelt over de krav man stiller og i øvrigt ikke er bange for ensomheden mens man venter på den rigtige.

Jeg har tidligere omtalt nogle grundideer til mine forventninger til kvinder men lad mig uddybe yderligere her.

Udseendet
Slank og smækker, selvfølgelig. Jeg er ikke til parisiske catwalk-modeller, former og pæne bryster værdsættes, men vi snakker stadig et BMI på 19-20 stykker. Langt hår er et must, det er det mest klassiske skønhedstegn hos kvinder, og ja… kald mig bare gammeldags. 🙂 Et ansigt med rene linier og klassiske former foretrækkes. Langt de fleste kvinder har ansigter jeg vil kalde pæne eller flotte hvis blot de gør lidt ud af sig selv. Nogle få kvinder har vitterligt hesteansigter, men generelt kan meget opnås med make-up og udstråling. Stilmæssigt har jeg en svaghed for alternative kvinder, og kvinder der går i feminint tøj såsom nederdele frem for bukser. Men en bestemt stil er ikke et must, hvis pigen sælger sin stil godt, er det ok til mig.

Low maintenance
Overordnet er mit liv for kort til at bruge energi på at afhjælpe min kærestes psykiske issues.

Hvordan, kan man så spørge, hænger dette sammen med min stærke præference for alternative kvinder som jo oftest har diverse lig i lasten? Som jeg ser det, eksisterer der et graverende problem vedrørende smukke kvinder i deres unge år. Med nedbruddet af kønsrollerne i 60’erne uden nogen velfungerende kultur til at erstatte det, ved disse kvinder simpelthen ikke hvad der er op og ned i verden. I lang tid lever de udelukkende på deres udseende, udvikler ingen øvrige evner eller talenter, og i sidste ende resulterer det i lavt selvværd… Og de bliver dermed high maintenance. En god opdragelse og sunde familieforhold kan hjælpe på selvværdet, men selv i bedste tilfælde lever disse kvinder i stor naivitet.

Alternative har i højere grad erfaret at livet ikke altid er en dans på roser, at man er nødt til at forholde sig til nogle ubehageligheder og udvikle nogle redskaber og noget selvindsigt til at håndtere disse. Den erfaring er gjort gennem ubehagelige oplevelser, og afhængigt af hvor fornuftigt personen håndterer det, bliver denne et stærkere og mere indsigtsfuldt menneske… eller personen falder igennem. Hvilket bringer mig til…

Personligheden
Jo, jeg påskønner intelligens men ikke udelukkende den type der er “smart-i-replikken, har læst en masse bøger og har et tårnhøjt snit”. Jeg værdsætter særligt den kløgtighed der skal til for på rationel og konstruktiv vis at håndtere de ubehagelige episoder i ens liv optimalt med henblik på at blive afklaret, selvsikker og i et parforhold dermed low-maintenance. Og de to typer intelligens ser ikke ud til at være særligt korrelerede. Som “intuitiv” i MBTI-sprog værdsætter jeg en kvinde der er i stand til at betragte abstrakte ideer, men first things first, det første jeg kigger på er den intelligens der skal til for at blive low maintenance. Ligeledes værdsætter jeg den disciplin der skal til for at blive smækker, jeg deler den opfattelse at kvinders overvægt og nedprioritering af deres udseende er direkte relaterede til manglende disciplin og øvrige svagheder i deres personlighed.

Kort, kvinder skal besidde de mentale evner der skal til for at holde dem smækre og low-maintenance. Yderligere dannelse værdsættes… men, first things first.

Det løse
Ovenstående er klart det væsentligste, men der er selvfølgelig nogle yderligere lavpraktiske ting. “Une femme doit avoir un métier” siger min franske kollega, og jeg er enig. Enhver mister simpelthen jordforbindelsen af ikke at have en fast dagligdag med kontakt til den virkelige verden og de krav der stilles i denne, og det skaber social ubalance i et parforhold. Min drømmekæreste vil selvfølgelig gå på barsel i en tid, men efterfølgende skal hun have mindst et deltidsjob. Derfor ser jeg heller ikke mig selv med førtidspensionister, rigmandsbørn og andre der ikke behøver at arbejde for at leve. Jeg forestiller mig en universitetsuddannelse eller anden længere uddannelse, simpelthen fordi det er det sikreste i det 21. århundredes Danmark, stærkt presset af udlandet. Lavt-uddannede i DK får det hårdt i fremtiden, der er ikke penge til at opretholde deres nuværende levestandard og snart kommer det til at kunne mærkes på folks pengepunge.

Som tiden går popper der flere enlige mødre op i mit liv, og jeg er ikke 100 % afklaret omkring det at blive papfar. Umiddelbart er jeg den mest velegnede person jeg kender til at påtage mig det ekstra ansvar. Men to ting bremser mig. Dels går jeg ind for “hvedebrødsår” i et parforhold. Jeg vil selv gerne have børn men man skal ikke snyde sig selv, det er et helt ufatteligt stort arbejde at have små børn. Jeg vil vove at påstå at en mand, der ikke bliver særdeles skræmt af tanken med et fingerknips at gå fra fri som en fugl til fuldt ansvar for et lille barn, er en uafklaret tåbe. Man kan som mand så selvfølgelig godt tænke det grundigt igennem og vælge at gøre det. Men når det kommer til børn, tror jeg generelt at det er essentielt for parret at have haft et par “hvedebrødsår” uden børn hvor man har kunnet være spontan, tage en afbudsrejse til Paris og have sex i dyreparken uden at bekymre sig om hvorvidt den 3-årige imens er ved at falde i en sø. Med dette fundament af minder står man som par langt stærkere når man i årevis bliver vækket midt om natten af en skrigende baby. Den anden ting der bremser mig i forhold til den enlige mor er udvalget. Hvis jeg kan vælge mellem den perfekte kæreste og den perfekte kæreste med en anden mands barn, hvorfor skal jeg så vælge hende med barnet?

Feminister vil formentlig have diverse sarkastiske bemærkninger parate til mig, men jeg har hørt det hele før og det rører mig ikke så meget. Nej, jeg er ikke bange for intelligente kvinder, og ja, jeg blæser på den moderne ligestillingsreligion, der i mine øjne har taget fuldstændig overhånd, i hvert fald her i Danmark. Equal opportunity er fint, der har vi for længst opnået, men jeg tror ikke på at kvinder og mænd er ens, og derfor ovenstående liste.

Katedralen i Chartres

Kultur Den gotiske katedral i Chartres er den europæiske gotiks højdepunkt og en definitiv ingeniørmæssig forbedring af tidligere tiders byggestil. De gotiske katedraler aftvang både andægtighed og væmmelse fra samtiden, men gotikkens triumf var mere end blot et arkitektonisk fremskridt: Katedralerne indvarslede en grundlæggende ændring i vestens videnskab, teologi og opfattelse af menneskets plads i universet.

af Ryan Smith

80 kilometer uden for Paris ligger den upåagtede provinsby Chartres. I dag ville der næppe være nogen, der havde hørt om den, hvis ikke det var for dens vartegn, Cathédrale Notre-Dame de Chartres. 1 time og 12 minutter med tog fra Montparnasse og du står ansigt til ansigt med den 10.875 m2 store katedral, hvis massive gråsorte silhuet, tårne og spir kommer til syne for den rejsende, længe inden den øvrige by melder sig i horisonten. UNESCO World Heritage Sites har kaldt katedralen ”den gotiske kunsts højdepunkt”, og Da Vinci-forfatteren Dan Brown har vakt fornyet interesse ved at påstå, at kirken i virkeligheden er et hedensk tempel dedikeret til det antikke Galliens arkaiske druidekult.

Som man nærmer sig Chartres og selve katedralen, ser man de imposante udvendige stensøjler rejse sig fra jorden i et nærmest svævende, uvirkeligt mønster, hvor de som et spindelvæv eller skelet støtter op om den indre konstruktion. Kun når man kommer tættere på og ser forbi virvaret af engle, fabeldyr, gargoyler og djævle, kan man ane bygningens egentlige grundplan, og selv her gør de mange udvendige kapeller, portaler og ambulatorier det svært at gennemskue bygningens egentlige form. Denne enorme kirke – hvorfor blev den bygget? Og af hvem?

Det glemte korstog

Som med så mange andre af kristendommens hovedsæder, er katedralen ikke den første helligdom, der har haft adresse på denne beliggenhed. Oprindeligt lå der en mindre middelalderkirke her, men da senantikkens ingeniører havde mistet romernes fornemmelse for at arbejde i sten, var det en kirke, som var opført i træ. I 858 blev Chartres plyndret af hærgende danere, og på vej væk med kirkeguldet satte de vilde vikinger ild til kirken og brændte den ned til grunden.

Danerne blev dog kristnet til sidst, og ”det glemte korstog” kunne begynde. I dag vækker ordet ’korstog’ associationer til europæiske riddere, der slås for det hellige land i Mellemøsten. Men det glemte korstog var indadtil: Det glemte korstog var opførelsen af en stribe kirker og katedraler i Nordvesteuropa; – bygningsværker som pressede datidens ingeniørkunst til det yderste og som en gang for alle skulle vise, at Europas nye økonomiske højsæde – grænselandet mellem det nuværende Tyskland og Frankrig – var i stand til at opføre bygningsværker, som langt overgik arven fra det nu hedengangne Rom i syd, og fra det kristne Byzans i øst.

Vulgært blær

Gotik var dermed en byggestil, der tog sit naturlige udgangspunkt i arven efter romersk ingeniørkunst. Romerne havde adopteret det klassiske Grækenlands byggestil, men de havde tilføjet rundbuen, dvs. den klassiske hvælving. Hos Romerne er der typisk tale om rene linjer og rektangulære grundflader, uden diagonaler og eksterne støttepiller. Derfor er romersk byggeri evindeligt kendetegnet ved tykke vægge og små, hengemte vinduer. Ser man en søjle i den romerske byggestil er man aldrig i tvivl om, at det bærer på en enorm vægt, men med gotikken blev arkitekturen for første gang fri af tyngdekraftens umiddelbare begrænsninger: Ikke alene gjorde man væggene uhyre tynde, man levnede også plads til de enorme glaspartier, der i dag opfattes som et af de gotiske kirkers signaturtegn. Og så gjorde man kirkerne højere, end de nogensinde før havde været. De gotiske kirker var datidens skyskrabere.

Samtiden sad ikke denne udvikling overhørig. I det knægtede Italien, der endnu opfattedes som Europas centrum, hvad angik kunst og kultur, skrev kunstkritikeren Antonio Filarete, at den nye stil var ”udtryk for barbari”, og at han ville ”bede til Gud om at skåne Italien for gotikken”. Ligeledes mente den italienske kunsthistoriker Giorgio Vasari, at denne ’moderne’ form for arkitektur var ”en brutal, nærmest vulgær byggestil;” en sjælløs opvisning i matematik og ingeniørkunst. Særligt slog Vasari ned på spidsbuen, gotikkens tilspidsede hvælving: Han opfattede spidsbuen som ”monstrøs”, og visse af hans landsmænd skrev sågar tekster om, hvordan spidsbuen var så ”uharmonisk” at se på, at den garanteret havde mindre bæreevne end Italiens klassiske rundbue. Siden da har moderne ingeniører dog regnet sig frem til, at spidsbuen forbedrer en hvælvings bæreevne med op imod 30 %.

Hemmelig geometri

Selvom forfatteren Victor Hugo var fuldstændig uvidende om byggeteknik, var det således rigtigt, da han udtalte, at ”Chartres holdes på plads, som var selve stenene sat af de mægtige spidsbuer.” Den katedral, som Hugo besøgte i midten af 1800-tallet, er stort set den samme, som den vi besøger i dag. Og endnu mere opsigtsvækkende, så er nutidens katedral også den samme som den, pilgrimmene besøgte i højmiddelalderen: Chartres er nemlig en af de eneste gotiske kirker, der den dag i dag er bevaret i autentisk gotik. Selv glasvinduerne er bestået intakt, og de oprindelige farver og motiver fra 1200-tallets Frankrig funkler endnu i dag som var de overjordiske syner, usynligt indlejret i kirkens mørke stenvægge. Som så mange andre, blev skulptøren Auguste Rodin betaget af glassets effekt på kirkens indre lyssætning, idet han sagde: ”Da jeg trådte indenfor, kunne jeg først ikke se andet end skumring, tusmørke og en svag lilla overalt. Kun gradvist lysenede helheden sig for mig, og jeg kunne ikke modstå; jeg måtte beundre”. Disse mænd, der udtænkte helheder, endog universer i sten, og som pressede middelalderens byggetekniske formåen til det yderste – hvem var de?

Fra samtidens kilder ved vi, at de gotiske bygmestre måtte stå i lære mange år, hvor de huggede sten i stenbruddenes mudder, blæst og regn. Først efter årtiers tjeneste og forfremmelser blev de til sidst skolet i bygmestrenes hemmelige profession, geometrien. Her lærte de at omdanne ubehandlede stenmasser til de luftige guirlander og svungne konturer, der i dag udgør skelettet i de gotiske konstruktioner. En gotisk bygmester måtte således være såvel arkitekt og ingeniør, såvel som kunstner – alt sammen i samme person.

Gud som arkitekt
Ud over arkitekturen måtte bygmesteren også have blik for færdige bygnings dekorationer: Foruden de 4000 m2 glasmosaik, der er indlejret i kirkens vægge, præges stenene inde i Chatres også af mere end 1800 individuelle stenfigurer. Flertallet af disse er placeret under hvælvinger og på hengemte alkover højt over, hvad en gennemsnitlig middelalderborger nogensinde ville få at se. Men når præster og adelige var villige til at ofre så enorme summer på udsmykninger, som ingen kirkegænger ville få at se, hang det sammen med et skift i datidens teologi: De tidligste kristne havde levet i konstant forventning af den snarlige dommedag, men i takt med at yderste dag lod vente på sig, ja i tiltagende grad synes aflyst, opstod en ny teologi omkring Guds plan for sit kosmos: Ifølge den nye tids teologi havde Gud skabt universet efter en bestemt og forudsigelig (men dog mystisk) orden. Mennesket kunne deltage i denne orden ved at afspejle Guds kosmologi i den arkitektur, det selv opførte, og således er de gotiske katedraler præget af orden, symmetri, og perfekte geometriske former i en hellig forening af kunst og videnskab, mystik og matematik.

Meget er således blevet skrevet om det forhold, at visse proportioner i grundplanen går igen gennem hele kirken. Kvadratroden af 2 (~1,414) og det gyldne snit (~1,618) er proportioner, der ses igen og igen. (Selvom middelalderens ingeniører ikke kendte til kvadratroden, vidste de, at brøker som 17/12 ville opnå den ønskede effekt.) Den tyske kunsthistoriker Otto von Simson har således beregnet, at afstanden fra søjlerne og op til skibets tag er bygget i et forhold på 1,609, mens forholdet mellem de åbninger, som gennembryder midtskibets vægflade over arkaderne, og i selve arkaderne, er 1,616.

Hedensk tempel?

I de senere år har muligheden for, at Chartres skulle være opført med et øje for det esoteriske været genstand for fornyet interesse. Diskussionen er igen blusset op efter at den storsælgende krimiforfatter Dan Brown har givet sin støtte til det synspunkt, at Chartres i virkeligheden skulle være en form for hedensk tempel, forklædt som kristen katedral. En påstand, som har fået mere end en lægmand til tasterne, for at bevise hvordan systematiske rune-lignende indrids i Chartes’ sten i virkeligheden er vidnesbyrd om druider, tempelriddere og Magdalene-kult. Etablerede historikere har dog ind til videre holdt sig til mere konservative forklaringer: De mener, at de rune-lignende indrids i stenene blot var forskellige håndværkeres måde at markere, hvem der havde lavet hvad på – en slags signatur som blev relevant når der skulle udbetales løn.

Debatten bølger videre, og de to lejre viser ingen tegn på, at de er ved at blive enige. Vil man have nærmere syn for sagen, må man derfor selv til Chartres.

Anmeldelse: Civilization, the West and the Rest

Den engelske historiker Niall Ferguson vender det evige spørgsmål: hvorfor løb Vesten fra Resten?

Gåden om Vesten – den britiske version

af Frederik Stjernfelt, , professor, dr. phil., og forfatter

For dem der ikke tror på Verdensånden er det et spørgsmål til stadig gransken, hvorfor de vestlige lande i løbet af de seneste fem hundrede år spurtede fra resten af verden målt på en lang række parametre, fra økonomi og teknologi til videnskab og demokrati. Jared Diamond besvarede med Guns, Germs, and Steel en stor del af spørgsmålets tidlige forudsætninger: de biogeografiske betingelser i Eurasien i form af ydedygtige plante- og dyrearter var simpelt hen langt bedre end i Amerika, Afrika, Australien. Men han efterlod stadig spørgsmålet om hvorfor Europa stak af fra de orientalske højkulturer på det eurasiske kontinent, det ottomaniske rige, mogulriget, især Kina, der omkring år 1400 syntes at være foran på en lang række punkter. Som den europæiske oplysning senere skulle lægge vægt på, havde Kina allerede afskaffet adelsprivilegier på uddannelse og embeder, ligesom man i stort omfang havde skilt religion og politik – man havde bogtrykkeri, krudt og meget andet, ligesom man iværksatte Zheng Hes berømte rejse helt til Arabien og Østafrika med henblik på politiske alliancer.

Historikeren Niall Ferguson er en af  sin generations førende britiske intellektuelle – han ligger konstant på toptierne over verdens-mest-indflydelsesrige, og hver bog han udgiver ledsages af en omfattende BBC-tv-serie, således også denne. Han fik sit gennembrud, da han lancerede “kontrafaktisk” historieskrivning i 90’erne – men i modsætning til flere af hans andre bøger er undersøgelsen af vestlig civilisation anlagt som en populær folkebog – skrevet til hans børn, som han siger, idet han samtidig antyder at mængden af historisk indsigt blandt engelske skolebørn lader stadig mere tilbage at ønske. Det er vel også denne modtagergruppe, der fører ham til at lancere bogens hovedtese i iPhone-sprog: Vestens forspring skyldes udviklingen af seks “killer apps”, der også strukturerer bogen med kapitler i tur og orden: konkurrence, videnskab, ejendomsret, medicin, forbrugersamfund, arbejdsetik. Allerede her er manglen på demokrati og frihed i listen vel iøjnefaldende – det vender vi tilbage til.  Men Ferguson hælder altså ikke, som mange andre,  til een overgribende forklaring – Vestens succes består for ham at se af seks indbyrdes uafhængige udviklinger, der nok støtter hinanden, men som ikke kan afledes af hinanden.  Fergusons gennemgang af de seks “apps” er velskrevet, underholdende og med hans karakteristiske væld af illustrerende detailler, ofte overraskende.

Mingdynastiets Kina i 1400-tallet var uden tvivl verdens førende civilisation, med de største byer, omfattende kanalanlæg, effektivt landbrug, og tilogmed de nævnte opdagelsesrejser. Når Vesten i løbet af de næste århundreder distancerede sig fra Kina, har man ofte søgt forklaringer som teknologien – med henvisning til Earl Macartneys berømte besøg hos kejseren i 1793, hvor han som gaver medbragte en række vestlige apparater, linser, teleskoper, pumper osv., der vakte kejserens inderlige mangel på interesse – eller man har henvist til den konservative konfucianske filosofi, som skulle hæmme innovation. Men Kina havde faktisk teknologisk forspring – som opfindere af papir, trykpresse, krudt, højovne og meget andet. For Ferguson blev konkurrencen afgørende – kapløbet mellem de europæiske stater om krydderihandlen, der blev åbnet af Vasco da Gamas sejlads syd om Afrika 1497, hvorefter portugisiske, spanske, hollandske, engelske flåder kappedes om at indvinde markeder, ofte med særdeles brutale midler. Den europæiske splittethed med mange stater – i modsætning til Kinas enehersker, der kunne beslutte at standse al oversøisk aktivitet efter Zheng Hes rejser – var afgørende. For økonomihistorikeren Ferguson var finansielle instrumenter også centrale: den italienske opfindelse af aktieselskabet til tilvejebringelse af risikovillig kapital; den ide, at stater kunne iværksætte aktivitet på basis af offentlig gæld; den hollandske ide om at give monopol til aktiebaserede handelsselskaber mod statslig del i overskuddet (herhjemme ØK). I 1638 kollapsede Mingdynastiet ret pludseligt efter dårlig høst og epidemier – Ferguson konkluderer, at dets triumfer skyldtes en skrøbelig, statisk ligevægt, der var følsom over for små forstyrrelser.

Videnskab er Fergusons app nr. 2. Her vender han blikket mod den islamiske verden som sammenligningsgrundlag – først Abbaside-kalifatet, der under den islamiske guldalder omkring 1000 var verdens førende videnskabs-center med det, som nogle anser for verdens første universitet, al-Karaouine i Fez i 859. Algebra, astronomi, optik, ballistik og meget andet udvikledes side om side med de berømte oversættelser af Aristoteles og verdens første hospitalsvæsen – på et tidspunkt, hvor Vesten havde lidet at prale af. Endnu i 15-1600-tallet var den ottomaniske stat som bekendt så stærk, at den kunne true Centraleuropa – og endnu ikke bagud med henblik på handel, konkurrence og industri i forhold til de vesteuropæiske konkurrenter. Ottomanernes støtte tilbagegang efter 1683 havde således ikke med konkurrence at gøre – men med manglen på videnskab. Renæssance og reformation i Europa er for Ferguson afgørende – sidstnævnte ikke på grund af dens teologiske forestillinger, men fordi den fragmenterer kristendommen, der nu ikke længere kan styre, hvad den nyopfundne bogtrykkerkunst skal bruges til. Ferguson opregner 29 af de afgørende videnskabelige gennembrud mellem 1530 og 1789, kemi, astronomi, fysiologi, mekanik, analytisk geometri, sandsynlighedsteori, geologi osv. – et gennembrud der var decideret eurocentrisk for så vidt som det foregik inden for en sekskant beskrevet af byerne Glasgow, København, Krakow, Napoli, Marseille og Plymouth, som han siger. Heroverfor stod religionens absolutte suverænitet i den muslimske verden, efter at lærde i 1100-tallet havde gennemtrumfet at studiet af filosofi og videnskab var uforeneligt med troen – en doktrin, der spærrede for videnskabelige gennembrud.  Bøger blev ikke udgivet og oversat i den ottomaniske verden, dødsstraf blev vedtaget for at eje en trykpresse, og initiativrige forskere som Taqi al-Din – samtidig med Tycho Brahe – fik sit observatorium i Istanbul lukket i 1580, fordi sultanen skønnede at det var blasfemisk sådan at udgrunde himlens hemmeligheder. Medens ottomanerne således aktivt bekæmpede videnskab, blomstrede videnskabelige akademier frem i 16-1700-tallets Europa. Med en sigende parallel sammenligner Ferguson sultan Osman III med Frederik den Store. I den førstes Tyrki sygnede statsadministrationen hen, medens  administrationen i den sidstnævntes Preussen blev rationaliseret og korruptionen udryddet – samtidig med at Frederik iværksatte kosmopolitisk oplysning og religionskritik, befolkningen blev alfabetiseret, bøger og tidsskrifter blev udbredt.

Fergusons tredje download er ejendomsretten – der dog noget overraskende viser sig også at omfatte demokrati og frihedsrettigheder. Logikken hidrører fra det valgte sammenligningsgrundlag – nu er det angelsaksisk versus spansk – eller i stor skala: Nord- versus Sydamerika. Hvorfor blev USA demokratisk og velstående, medens Latinamerika blev fattigt og først i vor tid ved at blive stabilt demokratisk? Roden til denne udvikling ligger for Ferguson i det forhold, at de spanske koloniers jord var ejet af den spanske krone (og senere, efter løsrivelsen, af en lille, arvelig overklasse af hacienda-ejere), medens enhver fattig kolonist i USA kunne erhverve sig sin egen jordlod. Teoretikeren bag denne angelsaksiske spredning af ejendomsretten er Locke, hævder Ferguson. Medens Hobbes hævdede beskyttelsen mod naturtilstanden som individernes motivation for at slutte sig sammen, så Locke beskyttelsen af ejendomsretten som central for at danne samfund. Det blev så også legitimationen for agerdyrkerens ret til at kolonisere og expropriere nomadens jord. Medens Latinamerika blev uniformt katolsk, blev USA et uenigt kaos af protestantiske sekter, der nødvendiggjorde religionsfrihed. Det amerikanske exempel tillader således Ferguson noget hastigt at hævde, at demokrati og frihed som sådan springer ud af beskyttelse af ejendomsretten.

Lægevidenskab udgør Fergusons fjerde særegenhed. Her skifter han sin sammenlignings-strategi: nu er de to af de vesteuropæiske kernelande, Frankrig og Tyskland, og deres imperier, der jævnføres. Ferguson er ingen beundrer af den franske revolution – som han hastigt identificerer med terrorvældet og  Rousseaus dyrkelse af almenviljen – men han må alligevel modstræbende indrømme, at det franske kolonirige med sin egalitarisme på flere måder opførte sig bedre over for imperiets indfødte end det britiske. Derfor skal vi lidt uforståeligt igennem en lang og hånlig gennemgang af den franske revolution for at støde frem til kapitlets medicinske emne.  Her er det afgørende kortlægningen og konstruktionen af kure mod tropesygdomme og udbredelsen af disse kure ikke kun til kolonisatorierne, men også deres undersåtter, der tidligere kun havde trolddom og urtemedicin der, som Ferguson siger, var særligt uegnet imod tropesygdomme. Følgelig fik den tredje verden gennem kolonialismen efterhånden del i den betragtelige forøgelse af gennemsnitslevealderen, der prægede Europa i 1800-tallet. Det udgør en del af Fergusons omstridte – delvise – forsvar for kolonialismen, som han til trods for dens ugerninger hævder har gjort det gode at medvirke til udbredelsen af de seks “apps” over kloden. Ugerningerne laver han det lidt luskede retoriske trick at lægge på skuldrene af det lille og kortvarige tyske kolonirige – i en gennemgang af en noget anderledes anvendelse af medicinsk kyndighed i de afskyelige folkemord i Tysk Sydvestafrika, der ledte videre frem til nazitysk pervertering af medicinen.

Den femte app kortlægges i bogens morsomste kapitel om forbrugerismen – som Ferguson i modsætning til mange kulturkritikere vægter næsten entydigt positivt. Forbrugersamfundets fødsel finder han gennemgående i textilindustrien – ikke kun fordi Manchesters bomuldsmøller var industrialismens fødsel, men også fordi textiler generelt synes at gå forrest i de fleste landes industrielle revolution – og især fordi modeindustrien skaber hele forbrugersamfundet i den forstand, der angår billige, modeprægede kvalitetsprodukter, som indvider kan købe for at udtrykke deres identitet (og derved blive langt mere konforme end før, som han ikke undlader at anføre). Medens vestlig lægevidenskab ofte er blevet afvist af andre kulturer – som den dag i dag, hvor Taliban fordriver vaccinerende læger – så er forbrugersamfundet den app, som flest andre lande har længtes efter at downloade, som Ferguson siger. Hvorfor begyndte det hele i Manchester? Et urspørgsmål forsøgt besvaret af mange historikere – for Ferguson skyldtes det to økonomiske forhold: Englands højere pris på arbejdskraft, der motiverede fabrikanter til teknologisering, og Storbritanniens store forekomster af billig kul til at drive maskinerne. Kapitlet giver naturligvis anledning til lidt Marx-bashing – proletarerne flokkedes, men ikke for at lave revolution, snarere for at købe ind i tøjbutikkerne – og Marx’ yndlingsexempel med de ti alen lærred og frakken trumfes af Ferguson med historien om Singers symaskine, der blev en exempelløs exportsucces, som selv den antivestlige Gandhi (der rasede over lægevidenskaben) indrømmede var et nyttigt instrument. Udbredelsen af det vestlige Savile Row-jakkesæt som borgerbeklædning over hele kloden – senere fulgt af cowboybukserne – har naturligvis også Fergusons opmærksomhed. “At masseforbrugerismen  med alle dens standardiseringer på en eller anden måde kunne forsones med radikal individualisme var et af de smarteste tricks, der nogensinde blev lavet af den vestlige civilisation”, som han siger – og hans analyse af ’68 er naturligvis, at på trods af al snak om oprør, marxisme og imperialisme, så handlede det primært om – tøj.

Den sjette app giver ordet til Weber: det angår arbejdsetikken. Men selv om strømmen af sigende exempler fortsætter fra de andre kapitler, er det som om kraften her ebber ud af bogen. Ferguson får reelt ikke givet nogen plausibel forklaring på den vestlige arbejdsetiks forhold til religion, selv om han forsøger sig frem med Webers calvinisme (der afvises), den intense religiøse konkurrence mellem protestantiske småsekter (der kun gælder USA, ikke Europa), stærk religiøs tro som sådan som arbejdsmotiverende (men hvad så med islam?). Ferguson er i hvert fald stærkt bekymret over Europas sækularisering, fordi han aner det er den, der står bag kontinentets hedonisme og arbejdsuvillighed – men hvad så med det økonomiske mirakel i Kina, hvor endnu færre hævder at tro på nogen gud? Her jubler Ferguson i en mærkelig, lang digression over aktuel protestantisk missions succes i Kina, der nu tæller 40 millioner kristne – men 3-4 procent troende kan vel næppe gælde som forklaring, selv om han hævder den afgående formand for det kinesiske kommunistparti Jiang Zemin overvejede at indføre kristendommen som statsreligion af produktivitetsgrunde.

Som man kan se, er Fergusons seks apps også en måde simpelt hen at skrive de seneste fem århundreders verdenshistorie på. En tydelig motivation er den eskatologiske: er Vestens halve årtusind ved at være til ende? – Kina stormer frem, Europa gider hverken arbejde eller formere sig, USA har belånt sig helt om i nakken osv … Ferguson er ikke optimist på Vestens vegne, og måske er bogen endnu en ny version af den hegelske minervas ugle, der først flyver i skumringen. Men selv om Vesten måske er ved at miste førerpositionen, er det ikke til helt andre kulturer – tværtimod. Det er til lande, der grådigt har downloaded flere af Fergusons seks apps – og som måske ender med at blive nødt til at købe hele pakkeløsningen med alle seks, hvis de reelt vil konkurrere. Men gør de det, kan det blive katastrofalt, ikke for Vestens principper, men for Vesten selv. Ferguson abonnerer ikke på teorier som Spenglers eller Toynbees om kulturers organiske livscyklus, der explicit afvises. Med Ming-dynastiet i baghovedet mener han snarere, Vestens undergang kan komme af kaosteoretiske grunde. I stærkt integrerede samfund,  hvor mange processer afhænger af andre, er man sårbare over for tilfældige fluktuationer – som i Fergusons analyse af Ming-Kinas hurtige undergang i 1600-tallet.  Hvis man er i en tilstand af “selvorganiseret kritikalitet” vil mange små og få store fluktuationer naturligt optræde – og de største vil kunne bringe et dynasti til fald på bare et tiår. Fergusons sortsyn er ikke som Spengler præget af skæbne og hypoteser om kulturer som en art organismer – men ikke mindre dystert.

Bogen rummer også problemer. Den er galopperende britocentrisk. Det er som om alt hvad den moderne verden rummer af godt skal føres tilbage til England, gerne Storbritannien, til nød USA, og hvis andre vestlige magter krediteres for et eller andet – bare Frankrig eller Tyskland – kan det kun ske med kraftige doser modgift i form af bagtalelse af andre aspekter af disse lande. Måske det er derfor, Ferguson er så karrig med demokrati og frihedsrettigheder – apps som jo synes noget tættere på Tahrirpladsens krav end slogans som “ejendom!” og “arbejdsetik!”. For demokrati og frihed er jo ikke særskilt britiske og i deres explicitte form mere præget af fransk og amerikansk idehistorie end britisk. Måske også derfor er Ferguson så spydig over for oplysningen (som han mest mener angik sociale drømmerier) – der jo i første omgang var en hollandsk-fransk-tysk bevægelse mere end en britisk, sådan som en anden aktuel brite, Jonathan Israel, argumenterer. Den galopperende britiske selvglæde bliver i hvert fald vanskelig at bære, når ledsagebiblioteket til de seks apps stilles op i bogens konklusion: King James’ Bible, Newton, Locke, Adam Smith, Burke, Darwin og Shakespeare. Slut. “If English was good enough for Jesus Christ, it’s good enough for me”, som de amerikanske fundamentalister siger. De nævnte værker hører da bestemt til i et ordentligt bibliotek, men hvad har Aristoteles, Descartes, Spinoza, Leibniz, Montesquieu, Kant og Diderot – og mange flere – nu gjort? Altså andet end ikke at være briter?

Det komiske i at medtage den engelske bibeloversættelse kaster også et lys over andre ting. Ferguson hører tydeligvis til dem, der meget gerne vil forsøge at kreditere kristendommen, især protestantismen, for goderne i de moderne samfund – men han er trods alt for seriøs til at sætte religionen op på niveau med de øvrige apps og kender udmærket til hekseprocesser og andet ondt som protestantismens bagside. Som forbrugere af kosmopolitisk sladder vil vide, danner Ferguson nu par med Hirsi Ali – et glitrende, intellektuelt kennedy-par. Er det Fergusons ulyksalige påvirkning, der har fået den ellers så klartskuende og no-nonsense Ali til pludselig at fable om kristen mission blandt muslimer som vejen frem?

Civilization er et inspirerende og underholdende stykke vestlig selvhævdelse – kærkommen efter vi i generationer har været vant til at høre intellektuelle, der nyder alle Vestens fordele, docere om Vesten som roden til alt ondt. Men samtidig er det altså også whig history i renkultur: den anglo-kristne version.

Anmeldelse: The Beginning of Infinity

af Ryan Smith

Er der grænser for vækst? Eller giver de samfundsmæssige værdier, som vandt frem med den europæiske oplysning (1690-1780) mulighed for ubegrænset fremgang? Går menneskeligt fremskridt hånd i hånd med en dekadence som gør, at historiens gyldne perioder uundgåeligt afløses af forfald, nervøsitet og livslede, eller har oplysningstidens grundpiller det i sig at generere uendeligt fremskridt? Med oplysningsfilosofiens sejr fik samfundet kulturel humanisme, videnskab og teknologi, frimarkedsentreprise og borgerskabets sejr over adelen. Men fik vi også begyndelsen på et paradigme, der har det i sig at skabe uendeligt fremskridt? Var oplysningstiden The Beginning of Infinity?

Allerede oplysningsfolkene selv bemærkede, at der var noget i gære: “Det hurtige fremskridt, videnskaben nu gør, giver mig lejlighed til at fortryde, at jeg blev født så tidligt i denne udvikling. Det er umuligt at forestille sig de højder, hvortil videnskaben vil være nået om 100 år … til den tid vil vi kunne kurere eller forebygge alle sygdomme, selv alderdom.” skrev Benjamin Franklin til naturfilosoffen Joseph Priestly. Nok var Franklin for optimistisk mht. hvor hurtigt udviklingen ville forløbe (brevet er dateret 1780), men den principielle observation er sådan set god nok: Flere og flere sygdomme, som vi førhen risikerede at dø af, kommer i dag under menneskehedens kontrol. Ligeledes er der intet der tyder på, at alderdom vil være umuligt at forebygge, eller endda reversere, ej heller selvom det er en af nutidens store tragedier.

Popper, Turing, Deutsch

Med sin nye bog, The Beginning of Infinity, argumenterer Dr. David Deutsch, kvantefysiker ved Oxford, ikke blot for, at den samfundsudvikling, som oplysningstiden satte i søen, vitterligt er uendelig. Han mener også at kunne bevise det. Det prøver han ved at kombinere videnskabsfilosoffen Karl Poppers model for videnskabelige fremskridt med matematikeren Alan Turings beregninger af, hvad og hvor meget det er muligt at regne sig frem til. Svaret bliver ifølge Deutsch uendelig: Vi kan generere uendelig ny videnskabelig viden, og vi kan regne på alt. Mytologiske, religiøse og okkultistiske paradigmer slår hurtigt hovedet mod loftet, men videnskaben er i Deutsches fortolkning uden grænser. Investér i videnskaben, investér i menneskets fremtid.

Deutsch identificerer korrekt, hvad der udgør en god videnskabelig forklaring (simpel, nem at efterprøve, og svær at variere, når den ikke passer med data). Her står gælden til Popper særligt stærkt, idet Hegel og Marx ganske korrekt udstilles som de antividenskabelige mytomaner, de var: Deres forklaringer var alt det modsatte af, hvad vi i dag bør acceptere som videnskab: Komplekse, umulige at efterprøve og alt for nemme at variere, når virkeligheden ikke lige passede med deres forudsigelser. (Hegel mente f.eks. at hans filosofi kunne bevise, at der ikke lå nogen himmellegemer mellem Mars og Jupiter, ganske uvidende om dværgplaneten Ceres der lå – og ligger – netop der.)

Når Marx og Hegel var dårlige videnskabsmænd, så var det i høj grad fordi de opfattede videnskaben som en loppetjans som blot skulle bevise de ting, som filosofien – navnlig den tyske idealisme – havde besluttet på forhånd. Marx og Engels grinte af Charles Darwins ”primitive metode”, men den metode, som Darwin brugte, er netop grunden til, at Darwin stadig relevant i dag, mens Marx virker tiltagende bundet til sin tid.

Videnskab, hønen eller ægget

Selvom Deutsches argumenter ikke direkte beviser det, så har han dog utvivlsomt ret i, at der ikke er grænser for, hvor meget vor videnskabelige viden kan vokse, og dermed at den videnskabelige videns volumen vitterligt er uendelig. Men når Deutsch mener, at videnskabelig viden er den flaskehals, der bestemmer, hvor hurtigt det menneskelige fremskridt kan foregå, så spiller det ham ud imod kapaciteter som nobelpristageren F.A. Hayek, Harvard-økonomen Robert J. Barro og Oxford-biologen Matt Ridley: Hvor Deutsch mener, at institutionel videnskab går forrest og muliggør menneskehedens fremskridt, så mener Hayek og Ridley, at akademisk videnskab blot er en form for formaliseret viden der kommer væltende bagefter fremskridtet, efter at civilsamfundet har innoveret. For Deutsch er videnskaben den flyvemaskine der gør, at familien kan komme på ferie. For Ridley er videnskaben det fotoalbum, der dokumenterer, at familien har været på ferie.

Life, the Universes, and Everything

Men efter at have argumenteret for, at videnskaben er et fantastisk instrument når det gælder menneskeligt fremskridt og forståelse, tager bogen imidlertid en uventet drejning. For Deutsch, der som nævnt er kvantefysiker, vælger nu at fortælle os om Multiversfortolkningen af kvantemekanik; dvs. den tolkning, at der findes mindst 1.000.000.000.000 parallelle universer, der i udgangspunktet er mage til det univers, vi lever i, men hver med små variationer. I ét andet af de mange universer kunne en kopi af dig f.eks. stoppe med at læse denne anmeldelse lige her, mens en anden kopi af dig læser videre til sidste punktum i et tredje parallelunivers (og i et fjerde univers læser en fjerde kopi af dig måske slet ikke læser denne anmeldelse osv.).

Deutsch mener, at der i dag er så stærke beviser for Multiversfortolkningen, at Niels Bohrs mere filosofiske Københavnerfortolkning, hvori potentialiteter kan påvirke faktiske udfald, omgående må lægges i graven. ”Hvordan skulle potentialiteter dog kunne påvirke noget faktisk?” spørger Deutsch retorisk, for løsningen er ifølge hans fortolkning snarere, at den ene potentialitet realiseres i ét univers, mens andre potentialiteter realiseres i andre paralleluniverser. Ifølge Deutsch er det kun fjolser, der stadig kan holde fast i Københavnerfortolkningen, men sagen er næppe så sikker, som Deutsch præsenterer den for læseren: Hvor Københavnerfortolkningen undertiden kan karakteriseres som ”filosofi med ligninger”, så er Multiversfortolkningen ifølge andre fysikere blot ”science fiction med ligninger”. Blandt fagfolk hersker der stadig stor usikkerhed om, hvilken af de to fortolkninger der er den rigtige. Som den ikoniske astrofysiker Carl Sagan sagde til de mange kolleger, der slog større brød op, end de kunne bage: ”Not proven.”

Not Proven, Not Explained

Herefter trækkes læseren igennem lignende abstrakte kapitler, hvor Deutsch giver sine bud på, højst esoteriske, ja nogle ville måske ligefrem sige ubrugelige problemstillinger: Er blomster objektivt smukke? – Ja, for blomster bliver nødt til at tiltrække insekter, som i udgangspunktet ikke har noget at gøre med blomster, og derfor må blomster bruge ”objektiv skønhed” i form af duft, symmetri og Fibonacci-tal. Kan menneskeheden overleve ude i midten af det intergalaktiske rum, uden planeter eller stjerner? Ja, for med tilstrækkeligt sofistikeret teknologi kunne vi udvinde energi, ilt osv. af den ioniserede brint, der findes derude. Er videnskabelige abstraktioner (såsom IQ) virkelige? Ja, for mennesker orienterer sig efter dem, og således medvirker de til at determinere menneskehedens fremtid. Alt sammen vel og godt. Og not proven: Deutsch adresserer kun sjældent de oplagte modargumenter, og når han gør, er det ofte kun for at afvise dem, uden at argumentere imod dem.

Not proven. Og not explained: I forhold til Deutsches erklærede mål om at fortælle os, hvordan videnskaben spiller ind på det menneskelige samfunds fremskridt, synes det underligt, at vi konsekvent skal høre om grene af videnskaben, der endnu er så teoretiske, at de er milevidt fra at ændre noget som helst konkret. Havde Deutsch kastet sig i grams med nanorobotter, kloning, eller hvordan vi kommer til Mars, så måske. Men at omdanne ioniseret brint i det ydre rum til et menneskeligt habitat virker ret langt fra 2011, og hvorvidt blomster er objektivt smukke, eller vi som mennesker blot finder dem smukke kommer næppe til at påvirke salget af blomster synderligt, endsige gøre nogen konkret forskel i vores liv.

Scientisme – når videnskaben klarer alt

”Alle problemer kan løses videnskabeligt,” påstår Deutsch. Men videnskaben kan netop ikke løse moralske eller værdimæssige problemer. Det har vi prøvet, og det virkede ikke. Og hvad så med metafysiske problemer som fri vilje? Disse indvendinger giver Deutsch ingen svar på, og senere i bogen trækkes der også i land: ”Hvis der er problemer, der ikke kan løses,” siger Deutsch, ”så er det problemer, som alligevel ikke er interessante.” Sådan. Så hvis menneskeheden aldrig finder en tilfredsstillende løsning på eks. Trolley-problemet, så ved vi da hvorfor.

(Trolley-problemet: Et tog er på vej ned af et spor som fem mennesker ligger bundet fast til. Heldigvis kan du trykke på en kontakt, som vil føre toget ned ad et andet spor. Uheldigvis ligger der en enkelt person bundet fast til det andet spor. Bør du trykke på kontakten?)

Den opstandne Ayn Rand

Hvad værre er, så tror Deutsch, at han kan løse politikkens gordiske knude om, hvordan man regerer bedst, når “Government, like fire, is a dangerous servant and a terrible master.“ I et trylleslag mener Deutsch at kunne fikse politik, hvis blot vi alle blev liberale. Som kendere af Hume, Hayek, Locke, Jefferson, Madison, Kant, m.fl. vil vide, så er liberalismen vitterligt arvtager til en enestående intellektuel tradition. Men ikke i Deutsches fortolkning: Fra manden, der flere gange advarer mod ”simplistisk tænkning”, får vi her en studentikos DUPLO-liberalisme, hvor samtlige politiske problemer kan løses, hvis blot alle lader være med at ”initiere brugen af magt” imod hverandre.

Dermed er vi tilbage ved de pinlige forsøg, Ayn Rand-tilhængerne Leonard Peikoff og Nathaniel Branden gjorde, for at ophøje simple sætninger som ”man bør aldrig initiere brugen af magt imod andre” til løsningen på samtlige af det åbne samfunds problemer. Og dermed er vi også tilbage ved alle de samme utilstrækkeligheder: Hvis jeg ønsker at tage en bombe med om bord på et fly, og jeg ikke har nogen intention om at detonere den, men du alligevel tvinger mig til at efterlade bomben i lufthavnen, hvem har så ”initieret brugen af magt” mod hvem?

Endelig mener Deutsch, der som nævnt er kvantefysiker, at det er begrædeligt, at politikerne ikke er villige til at investere i de rumskibe og supercomputere, som videnskaben efter hans mening har brug for. Det er muligvis meget rigtigt, at videnskaben har brug for disse investeringer. Men at kræve dem af det offentlige er ikke videre liberalt.

Forkølet uendelighed

Politik lader i det hele taget til at være lidt af en lopperede for Deutsch, og således kan det undre, at politik skulle fylde så meget af Infinity. Deutsch gør som sagt den vesteuropæiske oplysning (1690-1780) til forudsætningen for det enestående fremskridt, som menneskeheden har oplevet siden 1700-tallet og Deutsch er afbalanceret nok til også at nævne andre oplysningsbevægelser som Islams opblomstring og den førsokratiske videnskabsrevolution, som vi tidligere har skrevet om her på ssitet.

Men når Deutsch skal forklare, hvorfor den vesteuropæiske oplysning levede videre, mens historiens øvrige oplysningsbevægelser døde ud, så falder han tilbage på en underlig kulturalistisk forklaring om mangel på ”social optimisme”. Men faktum er, at science isn’t rocket science: Overladt til sig selv skal menneskehedens kvikkeste hoveder nok finde ud af at stable noget på benene, der minder om videnskab. Faktum er, at det ikke er specifikke nationalkulturer, men politikere og gejstlige der gang på gang har spændt ben for oplysningsbevægelserne og kvalt dem i vuggen, før de nåede at vinde momentum.

I sin kapacitet som forfatter melder David Deutsch sig på banen som en science writer i Matt Ridley, Steven Pinker og Stephen Hawkings tradition, men i modsætning til gudbenådede skriverkarle som Ridley og Pinker, så skriver Deutsch simpelthen dårligt: Hans prosa er langtrukken, forkølet og læses gang på gang som om, at Deutsch selv synes, at det, han lige har sagt, er helt uhyre dristigt. Det er som om, han tror, at blot fylder man en sætning op med ord som ”jump”, ”spark”, ”daring” og ”infinity” så bliver indholdet i sig selv dristigt. De stilistiske handikap ville være til at leve med, hvis blot pointerne holdt vand, men Infinity er desværre en stor bog fyldt med store spørgsmål…

…og meget små svar.

 

The Beginning of Infinity: Explanations that Transform the World
af David Deutsch
496 sider, ISBN 0713992743
Allen Lane Science, 2011

Mere om psykopater

Vi har tidligere her på sitet skrevet om psykopater, og i denne artikel afrunder vi nogle af de ting vi skrev i den første artikel

af Ryan Smith, cand.mag.

To nye og vidt forskellige bøger om psykopati har netop ramt det britiske bogmarked. Den ene er gonzo-journalisten og Men Who Stare at Goats-forfatteren Ron Jonsons The Psychopath Test, og den anden er Cambridge-professor og autisteksperten Simon Baron-Cohens Zero Degrees of Empathy. Sammen sætter de os i stand til at stille skarpt på psykopati og dermed gøre os andre klogere på, hvordan vi undgår at blive ofre for psykopaters ondsindede manipulationer.

Ronson starter sin reportage med at besøge psykopater overalt, hvor han kan finde dem, og det vil i første omgang sige i fængsler. Her møder vi mordere, svindlere, voldtægtsmænd samt en uendelig strøm af psykologer, der tror, de kan redde de indsatte. Helt ekstraordinært møder vi også Emmanuel »Toto« Constant, der egentlig skulle have været henrettet for sin mangeårige terrorvirksomhed som leder af en antidemokratisk dødspatrulje på Haiti. Men da dagen, hvor Toto Constants straf skulle afsiges, oprandt, blev han pludselig løsladt og slap med en mild variant af husarrest. Nogen i CIA holdt simpelthen hånden over ham, og ikke for sidste gang havde det vist sig, at psykopater er nyttige at have i baghånden i situationer, hvor der kræves store armbevægelser

Psykopater finder man ikke kun i kriminalforsorgen. »Psykopaterne på dødsgangen har ødelagt familier,« siger Robert Hare, der har forsket i psykopati gennem mange år, »men psykopaterne på Wall Street har ødelagt civilisationer«. Hare startede selv i kriminalforsorgen, men skiftede siden spor for at afdække, hvordan mennesker med psykopatiske træk også har sat sig i toppen af store virksomheder. Ifølge Hare er psykopatiske chefer netop en af grundene til, at det er comme il faut blandt topledere at føre sig frem med en astronomisk repræsentationskonto, bopæl med aspirationer i retning af Versailles, og flåder af private jets, som står til rådighed ved direktørens mindste vink: Den psykopatiske psyke er ifølge Hare som en hullet spand, og uanset hvad og hvor meget man hælder i den, så vil den altid forblive tom.

»Tom« er netop, hvad autisteksperten Baron-Cohen karakteriserer den psykopatiske psyke som. Med sin nye bog fremfører han den teori, at mennesker med psykopatiske træk i virkeligheden er en slags »omvendte autister«: Begge grupper lider af manglende empati, men hvor autister ofte mestrer upersonlige systemer som matematik og programmering, så har psykopater travlt med at væve konspiratoriske spind mellem mennesker, designet til at udnytte andre og manipulere med deres følelser.

Mange autister kompenserer for manglende empati ved at opbygge et stift og ugradbøjeligt moralkodeks. Nogle forstår for eksempel, at det er forkert at slå ihjel, hvorfor de prompte bliver vegetarer. Ganske omvendt bor en af de psykopatiske topledere, som Ronson besøger i sin bog, i sit private palads omgivet af talrige skulpturer og oliemalerier af løver, pantere, hajer og ørne – rovdyr på jagt efter kød. Ifølge Baron-Cohen er de to grupper som et omvendt spejlbillede af hinanden, hvor den ene har horn og hale, mens den anden spiller harpe svævende på en sky, og Baron-Cohen omtaler de to grupper som henholdsvis Zero-Positive (autisterne) og Zero-Negative (psykopaterne).

Psykopater som omvendte autister. Det er jo velkendt, at fuldbyrdede autister ikke kan kureres for deres tilstand, men betyder det så, at psykopati heller ikke står til at ændre på? Ifølge Baron-Cohen og Robert Hare, så trækker svaret i retning af et ja, i hvert fald hvad angår de fuldbyrdede psykopater. Her står Hare for det gammeldags perspektiv, at psykopater slet og ret skal regnes for onde, mens Baron-Cohen argumenterer for, at vi skal holde op med at se på psykopater som ”onde mennesker”, men snarere som hjerneskadede personer, som det ikke giver mening at ”give en chance til”, ved at appellere til deres moral. Videnskaben mangler endnu de afgørende brikker, men hvis forskernes tolkning af MRI-scanningerne er korrekt, så er de fuldbyrdede psykopater så anderledes, at deres hjerner hverken kan ændres med terapi eller medicin. Og det kan få store konsekvenser for den måde, vi har indrettet samfundet på. Særligt vil to store grupper blive inviteret til at gentænke deres positioner i fremtidens værdikamp.

Den første af de to grupper er dem, der anvender det kristne moralkodeks politisk: Hvis det viser sig, at psykopater simpelthen har en grundlæggende hjernefejl, der ikke kan kureres, så er det (på trods af den britiske filosof David Humes advarsler om at slutte fra ’er’ til ’bør’) en meget dårlig idé at holde fast i, at tilgivelse er den højeste moralske værdi. Når op mod 30 % af Vestens mordere er psykopater, så hjælper det ikke, at vi som samfund ophøjer de mennesker, som formår at tilgive det ene overgreb efter det andet, til rollemodeller. Som retspsykiateren William Reid har argumenteret for, så gælder der andre regler, når man står over for en neuralt defektiv person, der ikke føler skyld. Står man over for en psykopat, argumenterer Reid, så er tilgivelse det samme som at indrømme egen svaghed – og dermed at sanktionere handlingen.

Charmeskole
Den anden samfundsgruppe, der indbydes til at gentænke deres position i forbindelse med morgendagens værdikamp, er de dele af det politiske spektrum, som i årtier har slået på tromme for, at terapi og rehabilitering kan erstatte den afskrækkende virkning af fængselsstraffe. Som så mange andre eksperter på feltet, så sværger Baron-Cohen til, at den psykopatiske hjerne enten er kendetegnet ved, at den blev beskadiget tidligt i livet, eller alternativt, at psykopaterne simpelthen er født med defekter i hjernens empati- og socialiseringscentre (f.eks. er der beviser for, at omsorgssvigt tidligt i barndommen kan beskadige hjernens hippocampus). Blandt de behandlere, der aktivt arbejder på at rehabilitere psykopater, må man konstatere, at selv når psykopaterne underkastes hele batteriet af state of the art-terapiformer, så kan man sjældent reducere deres chance for at begå ny kriminalitet med mere end 8-10 procent.

Omvendt er der pessimisterne, som mener, at ingen form for rehabilitering nævneværdigt kan sænke risikoen for, at psykopater begår nye forbrydelser, når de kommer ud igen: Ifølge psykopateksperten Robert Hare, skal man slet ikke regne med, at psykopater nogensinde kan bedre sig, og ifølge kriminologerne Marnie Rice og Grant Harris gælder det endda, at terapien i visse tilfælde kan vise sig, at forhøje psykopaternes chancer for at begå nye forbrydelser (i visse tilfælde med helt op til 20 procent!). Ligeledes kan fængselspsykologernes indfølende snak om at ”optræne empati” ifølge psykiateren Gary Maier i visse tilfælde blot vise sig at tjene som en charmeskole, der giver psykopaterne en bedre forståelse af de følelser, som de allerede aflæser bedre end os andre, men som de ikke selv oplever eller føler sig bundet af.

Selvom retsvæsenet endnu ikke skelner mellem psykopater og øvrige forbrydere, så er politi, psykologer og fængselspersonale allerede begyndt at benytte de nye indsigter i psykopati til at differentiere deres værktøjskasser, sådan at de undgår at bruge appeller til empati og medmenneskelighed overfor psykopatiske forbrydere: Her er erfaringen nemlig, at appeller til empati er nemlig ikke blot virkningsløse overfor psykopater, men at de tilmed kan få psykopaten til at gå i baglås op optrappe volden.

 

Simon Baron-Cohen, Zero Degrees of Empathy – A new theory of human cruelty. Allen Lane, 2011.

Jon Ronson, The Psychopath Test – A Journey Through the Madness Industry. Picador, 2011.

Finanskrisen, Centralbanker og demokratisk underskud

af Ryan Smith, cand.mag.

Økonomer er et aparte folkefærd. Alting skal måles, og helst kvantitativt. Når økonomer måler lykke, så beder de folk om at sætte tal på, hvor godt en given aktivitet får dem til at føle på en skala fra 0-100. Derpå sammenligner de oplevelser, og på den måde mener økonomer at have fundet ud af, at gifte mennesker er mere lykkelige end mennesker, der er blevet skilt, uden at være blevet gift igen – op til et vist punkt.

Mennesker som er blevet fraskilt, men hvis årsindkomst i mellemtiden er vokset med en halv million eller mere, er nemlig endnu lykkeligere, end de var, dengang de var gift, også selvom de stadig er single. Og således konkluderer økonomer, at glæden ved et godt ægteskab altså føles nogenlunde så godt som glæden ved en halv million mere om året. Næste gang du overvejer, at sige noget sødt til din partner, så overvej derfor at sige, at du ikke vil undvære hende for noget som helst andet end 500.000 kr. mere om året.

Mine damer og herrer, Charles Wheelan er noget så sjældent som en Chicago-økonom, der indrømmer, at markedet ofte laver fejl som det ikke kan rette op på. Han indrømmer også, at mennesket ikke altid fungerer, sådan som økonomerne tror. Og mest kontroversielt, så er Wheelan en Chicago-økonom, der forsvarer Obamas håndtering af den amerikanske økonomi, sådan som den har udspillet sig siden 2008.

Fladjordsaktivister mod frihandel
Men udgangspunkt i sin viden om økonomi har Wheelan skrevet en morsom, nærmest burlesk bog, der letsindigt demonstrerer for læseren, hvordan økonomers tankegang kan give svar på så anti-intuitive spørgsmål, som hvordan rygere hjælper ikke-rygere (rygerne dør tidligere og efterlader således flere af sundhedssektorens ressourcer til os andre), hvorfor længere barsel er et tilbageslag for ligestillingen (det gør mænd mere attraktive som ansatte), og hvilke risici mennesker systematisk overvurderer (at flyve) og undervurderer (overvægt).

Økonomer ved ikke alt. Men at de ikke ved alt, er langtfra det samme som, at de så ikke ved noget: Økonomer fra både blå og røde partier er enige om en lang række ting: De er overvældende enige om, at frihandel gavner alle parter, at grunden til, at der er boligmangel i New York, San Francisco, København og andre storbyer, er boligregulering fra statens side. Og så er de er enige om, at grunden til, at taxaer er så dyre i samme storbyer er, at bystyret bestemmer hvor mange mennesker der lovligt må køre taxa. Men omvendt, siger Wheelan, så kan vi ikke løse alle problemer, blot ved at smide staten på porten: Vi har brug for staten til at opløse monopoler, til at sørge for miljølovgivning, og til at holde landet sikkert fra fjendtlige magter.

Økonomer har altså en tænkemåde til fælles. Hvis økonomer (ægte økonomer) fra Blå og Rød Blok skulle styre landet i fællesskab, så ville de sandsynligvis indføre en lang række tiltag, som vi ellers hverken ser gennemført under Blå eller Rød Blok. Der findes altså en ortodoksi, som stort set alle der har sat sig ned med ligningerne og matematikken abonnerer på. Og når venstreekstreme NGO’er og græsrødder går bersærk i gaderne for at stoppe økonomernes tilløb til frihandel (som også Obama modsatte sig), så svarer det ifølge forfatteren Thomas Friedman til, at lavpandede fladjordsaktivister kommer stormende ind til en konference for geografer, for at smadre deres modeller af en rund jord. Desuden vil aktivisterne advare os om, at forsøg på at finde søvejen til Indien kan resultere i, at skibene sejler ud over kanten på den flade jord, og i det hele taget, så vil sådanne ekspeditioner gøre Gud meget sur.

Ben Bernanke på Roskilde Festival
Så økonomer er enige om en lang række ting. Blandt de ting som økonomer også er enige om er, at samfundet oplever mindst spild, når folk selv hæfter for konsekvenserne af deres handlinger. Uheldigvis var det netop, hvad der ikke skete op til finanskrisen. De folk, der levede af at sælge boliglån, blev i stigende grad adskilt fra de folk, der krediterede dem: Per solgte et lån til Ole, for så omgående at sælge Oles lån videre til Peter. Per kunne således være ligeglad med, om Ole kunne betale, for nu var det alligevel Peter, der hang på lånet. På den måde nåede krisen, at vokse sig større og dybere end nogen anden krise, som vi har oplevet siden 1929. For folk hæftede ikke for konsekvenserne af deres egne handlinger.

Ingen ved, hvor længe bomben havde tikket under den amerikanske økonomi, men økonomernes bud lyder i dag på et sted mellem fem og 15 år. Da Obama kom til magten, var bomben netop detoneret; USA mistede 600.000 jobs om måneden og korporationer kollapsede på stribe. Alle kiggede mod Greenspans afløser, centralbanksdirektør Ben Bernanke – hvordan ville han trække USA op af sølet?

Centralbanksdirektører plejer at svare igen ved at give billig kredit til de øvrige banker, men i 2008 vurderede Bernanke, at krisen var så omfattende, at der var akut brug for andre metoder: Hvis den amerikanske økonomi var et sammensunket telt på Roskilde Festival, så droppede Bernanke alle tanker om strammere fortøjninger og mere stabile teltpæle. I stedet rakte Bernanke direkte efter gaffatapen: Han ignorerede, at privatbanker fandt det for usikkert at udlåne penge, og brugte The Fed til at tilbyde lån, direkte til virksomhederne. Han kastede milliarder af dollars ind i særlige stabiliseringspakker til virksomheder, der ofte styrtede i grus kort efter, at de havde indløst hans checks. Og for første gang nogensinde, så tog The Fed investeringsbanker ombord, som var de almindelige udlånsbanker (om en fremtidig dansk regering kunne finde på at redde Saxo Bank, eller om de måske snarere vil gøre det modsatte, skal her stå hen i det uvisse).

”It’s the economy, stupid”
De sjoveste kapitler i Wheelans bog er således dem, der nøgternt beskriver for læseren, hvor vakkelvornt og fragilt jobbet som centralbanksdirektør kan være. Centralbankernes rentesatser er forbundet med uhyre fintunede beregninger og prekære forudsigelser, og blot en halv procent fra eller til, kan nemt udgøre forskellen på, at give økonomien et blidt skub, og så at lægge kimen til en ny prisboble. Og læg så dertil, at centralbanksdirektørerne ofte må slås med politikere, som tænker på genvalg og derfor kan finde på, at modarbejde centralbankens politik med deres egen, mere kortsigtede politik.

At udpege uafhængige centralbanksdirektører, er således den økonomiske verdens svar på den trend, hvor overvægtige amerikanere sætter lås på deres køleskabe, og giver nøglen til en nabo, ven eller ægtefælle, sådan at de ikke forspiser sig. Politikere må tænke på genvalg og derfor ville de altid åbne for køleskabet, hvis ellers det stod i deres magt. For at sikre sig mod at overophede økonomien på denne måde, så udpeger de en uafhængig centralbanksdirektør, der ikke skal tænke på genvalg, men kun på at holde økonomien på skinner. I økonom-kredse går således det rygte, at Bush-familien den dag i dag er sure på tidligere centralbanksdirektør Alan Greenspan, som lod køleskabets herligheder forblive solidt bag lås og slå op til præsidentvalget i ’92, hvor Bush Sr. måtte afgive magten til Clinton, alt sammen på grund af en mild og delvist kunstig recession. Som man sagde i de tidlige 90’ere: ”It’s the economy, stupid.”

Demokratisk underskud
Det kan således synes tankevækkende, at den måske vigtigste politiske post i mange demokratiske lande ikke er en, man kan vælges til, men en, som magthaverne udpeger folk til. Der er unægtelig tale om et demokratisk underskud, men omvendt er der heller ingen (med undtagelse af folk på den yderste venstrefløj), der i alvor mener, at der ville komme noget som helst godt ud af, at lade demokratiet udøve direkte kontrol med Nationalbankens embeder.

Imidlertid er der måske en anden vej ud af det demokratiske underskud: I en nylig kult-video opsummeres økonomen F.A. Hayeks tanker om centralbanker med følgende strofer: ”The question I ponder is who plans for whom? / Do I plan for myself or leave it to you? / I want plans by the many, not by the few.” Med andre ord: En ægte demokratisk løsning kan meget vel bestå i at afskaffe den statslige kontrol med pengeudstedelsen. Når alt kommer til alt, så består det demokratiske underskud måske snarere i, at vi alle er tvunget til at blive holdt i så stramt, eller så løst, et kvælertag, som centralbanksdirektøren føler, er passende. At slippe kvælertaget ville være lig med at lade privat udstedte penge kappedes om, at være det sikreste og mest pålidelige betalingsmiddel. Det var den ordning Amerika anvendte i perioden 1863 – 1913, hvor USA’s økonomi voksede til den største i verden. Måske er det ægte folkestyre, at lade folk træffe deres egne beslutninger, så længe de ikke skader andre derved.

At tro på den tanke ville være at tro på, at mennesker selv var i stand til at hæfte for konsekvenserne af deres handlinger – til selv at styre, hvornår og hvor meget de går i deres køleskabe. Og således blev denne anmelder ikke overbevist af Wheelans argumenter for, at det var en god idé at glasere det nordamerikanske kontinent med et sukkerlag af nytrykte dollarsedler. Men det ændrer dog ikke ved, at Wheelan har skrevet en morsom, midtersøgende og ualmindelig letlæst bog om både de gode og dårlige sider af den økonomiske tænkemåde – et ærligt portræt af den økonomiske fagkundskab, som den ser ud uden tøj på.

Naked Economics – Undressing the Dismal Science
af Charles Wheelan,
354 sider, ISBN 0393337642, W. W. Norton & Co, 2010

To områder hvor borgerlige bør lytte til venstrefløjen

af Ryan Smith, cand.mag.

#1: BYEN FOR ALLE
Det er en af venstrefløjens paroler, at alle skal kunne bo i byen, også “politibetjente og sygeplejersker”, som de siger. Jeg er mere radikal end dem idet jeg mener, at selv ufaglærte skal have mulighed for at bo i byen, hvis det er er det de vil. At bo i byen er et livsstilsvalg som handler om meget mere end bare status og luksus. Byen bør være en levende jungle:

Hermed ikke sagt, at alle har ret til en stor lejlighed i indre by, men hvis vi rådfører os med andre europæiske hovedstader så ser vi, at mens de laveste socialklasser også bliver skubbet ud af bykernen, så bliver de skubbet ud i områder, der stadigvæk er urbaniserede. Sådan går det ikke i København, hvor disse mennesker bliver udvist til områder som Ishøj, Tårnby, Herlev og Ballerup.

Visse borgerlige har debattører sagt, at kan man ikke betale 5500.- i husleje, jamen så må man bo et andet sted end i København. Det er jeg overhovedet ikke enig i. Selvfølgelig vil jeg ikke forbryde mig mod den økonomiske naturlov, at alt hvad der findes, findes i begrænset udbud. Men jeg vil gerne slå et slag for, at alle skal kunne bo i byen.

Hvor venstrefløjens og de borgerliges veje så skilles er, at de mener, at den bedste måde at sikre boliger til alle på er ved at indskrænke friheden, og diktere maksimalpriser i form af huslejeregulering. Og der forbryder de sig imod en anden økonomisk naturlov: Maksimalpriser fører nemlig til kødannelse, stagnation og ringere kvalitet. Noget som de fleste der har prøvet at få en bolig i København burde kunne nikke genkendende til.

Ritt Bjerregaard har gjort mange egoistiske og usympatiske ting igennem sin karriere, men jeg er enig med hende i, at København bliver nødt til at få ophævet forbuddet mod højhuse snarest muligt. Ingen humanist kan se det æstetiske argument, om at København ikke skal have højhuse fordi det skal bevares som et beboet Frilandsmuseum for 1800-tals-arkitektur, for lige så vigtigt, som at gøre en konkret forskel og hjælpe mennesker, der har brug for en bolig her og nu. Og der viser historien altså, at den bedste måde at hjælpe dem på er at fjerne den reguleringen af boligmarkedet, og lade det udvikle sig organisk.

Og endelig, hvorfor har jeg så linket til Guns N’ Roses? Det har jeg fordi GNR ikke kunne have mødt hinanden på et gennemreguleret boligmarked som det danske, men kun på et frit marked som det der fandtes i 80’ernes Los Angeles: Axl, Izzy, og Guns boede alle i de usleste skodlejligheder de kunne finde, for de havde ingen penge og tænkte kun på at være tæt på centrum så de kunne mødes og øve deres musik. Det var aldrig gået, hvis Izzy havde boet i Ballerup, og Axl havde boet i Tårnby, og de skulle sætte 1½ times transport af, bare for at øve det nye riff.

#2: EU-MODSTAND
EU-modstand har historisk set været et venstrefløjsprojekt, mens de borgerlige partier hilste udsigten til især fællesmarkedet velkommen. Venstrefløjen har også – helt rigtigt – været bange for magtcentraliering og demokratisk underskud, en tendens som stod klar allerede med Bruxelles-traktaten i 1967 (hvis ikke før det).

Det bedste er en decentraliseret statsmagt som laver få regler. Det næstbedste er en centraliseret statsmagt der laver få regler. Det værste er en centraliseret statsmagt der sprøjter regler ud. Og det er præcis hvad EU er blevet til.

Venstrefløjen har altid været skeptisk overfor statsmagten, og de advarede os imod det EU vi kender i dag. I 1986 stod venstrefløjen samlet imod EU, og selv et midterparti som Socialdemokratiet var imod EU i 1986. Paradoksalt nok er en ny generation af socialdemokrater, såsom Dan Jørgensen, blevet glade for EU netop som det har vist sig, at det var en institution der kunne bruges til at pøse forbud ud over befolkningen, og regulere borgernes liv helt ned i detaljen. Sådan kan I takke Dan Jørgensen, og andre europæiske grupperinger for det kommende forbud mod glødepærer, mens tidligere EU enthusiaster som Jens Rohde stemte imod og mente, at mennesker godt selv kan finde ud af hvad for noget lys de vil have i deres hjem.

Som den amerikanske filosof og præsident Thomas Jefferson sagde, så er det bedre at slås med følgerne af for meget frihed, end for lidt. EU-parlamentet mener åbenbart det modsatte, og hvor Jefferson og Madison sørgede for, at USAs forfatning blev på 12 sider, og startede med ordene “We the people…”, så har EU-bureaukraterne støbt en betonforfatning på mere end 300 sider, der starter med ordene “His Majesty, the king of the Belgians…”

Ikke underligt, så har EU-politikere forsøgt at indføre forfatningen uden om folket, men hvor de ikke har kunnet bøje landenes eksisterende grundlove, så har de måttet sende traktaterne til afstemning, og der har befolkningerne sagt klart n…ej. Det har man dog ikke taget så tungt i EU, idet man blot har sendt samme traktat til afstemning under anden titel (Lissabon-traktaten). I EU-Parlamentet kalder man MEP’er der er imod Lissabon-traktaten, og for demokratisk selvbestemmelse, for mentalt retarderede (Daniel Cohn-Bendit) og nazister (Martin Schulz). Gad vide hvad man så synes om vælgererne, manden på gaden som stemte imod deres traktater?

Det eneste land som fik lov at stemme om Lissabon-traktaten stemte nej, og de eneste to lande som stemte om EURO’en stemte nej. Hvor får EU-projektet overhovedet sin legitimitet fra?