Category Archives: Politik

Aelius Aristides ”Roms Fejring”

af Ryan Smith, cand.mag.

Grækeren Aelius Aristides’ (117-181 e.Kr.) hyldesttale ”Roms Fejring” falder talen under genren ’lejlighedstale’ hvor man forsøger at ”ophøje snarere end at dadle”. Talen var henvendt til romerne, men leveret på græsk. – Præcis hvor og hvornår vides ikke, og forskernes bud veksler mellem 143-155 e.Kr., dvs. under Antoninus Pius, mens Roms geopolitiske magt var på sit næsthøjeste, og desuden i en udstrakt fredsperiode.

I ”Roms Fejring” præsenteres den retoriske modtager for det gennemgående udsagn, at Rom ikke hersker over sine undersåtter, men at Rom i stedet administrerer og tager hånd om de underlagte folkeslag (RO 93, 94, 95). En del af Aristides inspiration herfor kan tilskrives en generel filosofisk tendens indenfor den sene stoicisme hvor man i tiltagende grad så verden som ét kosmologisk hele. Men påstanden lader sig ligeledes tolke politisk: Koncentrerer vi os om dét, så kan vi se hvordan Aristides beskriver Rom og romersk politik ud fra et sæt internt græske kulturbilleder af historisk, mytologisk og politisk art: I RO 106 hører vi således om hvordan Homer angiveligt skulle have profeteret Roms storhed: I RO 103 præsenteres læseren for Romerriget som virkeliggørelsen af græsk mythos, dvs. folkesagn og legender. Aristides drager en analogi: Før Zeus regerede verden var den fuld af intern uenighed, men efter Zeus fandt verden sin naturlige orden. Rom er denne verdens Zeus.

Ligeledes ser vi fra RO 40 til RO 50 hvordan Aristides opbygger en forståelse af Rom som er baseret på en eksplicit græsk politisk struktur med en Polis og dens interessesfære. En struktur som i de græske bystaters historie primært kom til udtryk gennem skiftende alliancer, såkaldte koina – alliancer på kryds og tværs af de græske bystater, som kendt fra den Peloponnesiske Krig m.v.: Den forståelse af romernes imperium som Aristides her advokerer, er altså eksplicit græsk og ovenud baseret på en idiosynkratisk græsk forståelse af hvordan større politiske organer nødvendigvis må se ud. (Polis med interessesfære.) – Aristides skildrer Rom som selve verdens Polis, og deraf følger, at Roms interessesfære er global. Rom skildres altså som en slags primus inter pares; en allianceleder (koinos), imperiets mange byer imellem: Som et civiliserende herskerfolk med en et territorialt imperativ, en Imperial Mission.

”Roms Fejring” er således præget af en politisk forståelse baseret på ovenud græske diskurser: Aristides sammenligner Rom med Athen og Theben (RO 60), og implicerer dermed igen at Rom er en fortsættelse af de græske ligaer. Aristides trækker ligeledes på den filosofiske tradition idet man aner en retorisk parallel mellem hvordan Platon i Lovene sætter forsynets vilje bag filosofkongerne, og Aristides sætter forsynets vilje bag den romerske kejser, som han eksplicit forsvarer som frihedens og retsvæsenets garant.

Dermed trækkes der igen på den internt græske forståelse: Athen gjorde det samme, men dog fejlede Athen i at sikre dets borgere stabilitet. Således har Rom ifølge Aristides altså gjort noget fundamentalt athensk, men uden athenernes skødesynder.

Men brugen af de græske referencer stopper ikke her: Ved brug af den klassisk-retoriske stilfigur med tese og antitese opbygger Aristides et ideelt Athen overfor et ideelt Sparta, og ved at karakterisere Rom som en ideel blanding af de to – en entitet med Athens visdom (sophia) og Spartas mandsmod (arete), fremstilles romerne som værende særligt egnede til at herske. Rom fremstilles herpå som en meditation af Grækernes visdom og mådehold, og barbarernes rigdom og magt (RO 41), og ud over brugen af herakliteansk dialektik, så ser vi altså igen hvordan aristoteliske mundheld såsom ”alt med måde” her ophøjedes til universel gyldighed.

I betragtning af grækernes noget selvcentrerede kulturopfattelse, er det lidet opsigtsvækkende hvordan Aristides i sin tale aktivt søger at skelne mellem grækere og ikke-grækere blandt imperiets underlagte folkeslag. Men omvendt er det dog sensationelt at Aristides utvetydigt giver udtryk for, at romerne decideret overgår grækerne.

I RO 14, 60, 88, 93 og RO 96 giver Aristides nemlig udtryk for, at Rom opdrager og guider grækerne. Denne skildring er især interessant med henblik på den græske påstand om, at græsk kultur og litteratur skulle være ubetinget bedre end den romerske. Jævnfør denne betragtning om det ”alment græske” ville det i sig selv være opsigtsvækkende, eller i det mindste kvalificere som en indrømmelse, om Aristides blot havde sidestillet den græske og romerske kultur.

Således er det ekstra opsigtsvækkende når Aristides her implicit siger, at romerne nu overgår grækerne: Periodens øvrige grækerne var nemlig konsekvente i deres afvisning af romersk kultur, og vi kan endvidere konstatere at Plutark, som levede umiddelbart før Aristides, og som fik tildelt særlige hæderstitler af selveste kejser Hadrian, var en stor fortaler for netop det synspunkt, at græsk kultur var al civilisations udgangspunkt og omdrejningspunkt.

Selvom”Roms Fejring” fremhæver hvor små grækernes bedrifter er i forhold til romernes (RO 88), så foregår størstedelen af talens ros af Rom dog på idiosynkratisk græske præmisser og vider dermed om den Helleno-centrisme som selv de mest velintegrerede grækere har bekendt sig i antoninsk tid.

Den præsokratiske filosofis naturvidenskab

af Ryan Smith, cand.mag.

Hvad ville du sige, hvis jeg fortalte dig, at Einstein, Darwin, Bohr, astronomen Hubble og videnskabsteoretikeren Karl Popper alle var del af det samme teaterstykke for godt 2500 år siden? Nej, det ville jo være umuligt, dengang var de jo ikke engang født! Men så måske alligevel – det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser om filosofien før Sokrates. Det er historien om den præsokratiske filosofi, det er historien om de tidligste filosoffer, det er naturvidenskabeligt teater i seks akter.

Ouverture – tæppet går

Tæppet går op, scenen kommer til syne, og ind kommer Thales fra den græske bystat Milet. Thales har købt nogle babylonske papyrusser på markedet og optræder nu med at forudsige solformørkelser på torvet i Milet. Slut med den mudrede mytologi som siger, at jorden er skabt af guder; jorden må være skabt af naturlige årsager, og Thales kan regne sig frem til dem. Hvis solformørkelser har en rationel årsag, så har jorden det også, og ifølge Thales, må det hele have noget at gøre med vand. Jorden er heller ikke flad, sådan som vi går og tror, men er i virkeligheden rund eller halvkugleformet, og så hviler den i vandskorpen på et soppebassin på samme måde som et æg, der døser rundt i et glas vand. Thales tog derpå et smut til Egypten og opmålte de (dengang ubestigelige) pyramider. Han løste problemet ved at vente til den tid på dagen, hvor skyggerne var lige så lange som de ting, der kastede dem, og målte så pyramidernes skygger. Og inden han gik af scenen, så bad han også sine to hjælpere, Anaximander og Anaximenes, om at komme med en tilfredsstillende forklaring på torden (deres bud var lufttryk i skyer), og dermed lægge grundstenen til termodynamik.

Al begyndelse er svær, men i nogle tilfælde er opfølgningen endnu sværere: Thales har lagt grunden til en god gang gennemsigtig, oplysende videnskab, og ind kommer nu Heraklit, den obskure, den dunkle, den arrogante filosof, som ikke engang samtiden selv kunne forstå. ”Alting flyder,” siger han, ”alt er ild, og alting ændrer sig – konstant!” Faktisk går tingene så hurtigt, at du aldrig kan stikke din tå i den samme flod to gange, for ikke bare floden, men også foden vil have ændret sig fra gang til gang: Hud er skallet af, og nyt er vokset ud; celler er døde, og nye er født; alt i universet er processer, og masse er blot energi. Som Bohrs elev, fysikeren Werner Heisenberg, målløst måtte erkende, så kan man ”læse Heraklits belæringer som en nærmest ordret gennemgang af den moderne fysiks koncepter.” Heraklit takker for komplimentet og opfinder så også lige den transcendentale logos, der senere blev så vigtig for stoikerne, for kristendommens hellenistiske fase (Johannesevangeliet 1:1: ”I begyndelsen var Logos, og Logos var hos Gud, og Logos var Gud.”), og som sine sidste tricks, så hitter Heraklit også på kimen til de eksistentialistiske ruminationer i Kierkegaard og Nietzsche, samt opfinder den dialektik, der senere blev metodisk motor i Lenin, Marx og Hegel. Alt dette, før flammens filosof løber tør for benzin, brænder ud og går af scenen.

Einstein i sandaler

Efter Heraklit har haft travlt ved flammekasteren, kommer Parmenides ind på scenen. Han kigger strengt ud på publikum og hælder så logikkens safirblå is ud over det hele: Alt er det samme, intet ændrer sig, tiden som vi kender den er blot en illusion, og fortid, nutid og fremtid eksisterer kun relativt til hinanden. Ligesom Einstein konkluderer Parmenides, at tiden slet ikke bevæger sig, men at den i virkeligheden står stille, absolut stille. Universet er en massiv, ubevægelig fire-dimensional klods med tiden som fjerde dimension, og i virkeligheden kan du bevæge dig frem og tilbage i tiden med samme fordringsløse nonchalance, som når du lunter ned i kiosken efter smøger. Derfor var videnskabsfilosoffen Karl Poppers første reaktion på relativitetsteorien at stirre mistroisk på Einstein, og for så måbende at udbryde: ”You are Parmenides.”

Relativitetsteorien bliver svær at overgå, ja nu må der virkelig en spektakulær idé til for at overgå Parmenides’ performance. Men efterfølgeren Empedokles lader sig ikke kue: ”Når noget fødes,” lægger han ud, ”så fødes det i dobbelt forstand. Det fødes både som sig selv, og som repræsentant for sin art,” eller som moderne videnskabsmænd ville sige, så fødes det både som genotype og fænotype. ”Og i øvrigt” siger Empedokles, ”så er de arter, vi kender i dag, slet ikke skabt i ét nu: I stedet har de gradvist udviklet sig ud af tidligere arter. Livet er startet i havet for siden at bevæge sig ind på land, og de første arter der levede på jorden, er nu uddøde. Når nogle arter dør ud, og andre lever videre,” fortsætter Empedokles, ”så må det være fordi, at dem, der lever videre, var bedre til at tilpasse sig omgivelserne, end de arter der forsvandt.” Det var simpelthen survival of the fittest.

Atomer og ursuppe

Men inden vi slutter af, så skal handlingen også en tur om Anaxagoras og den tanke, at når mennesker vokser frem af små spermier, og træer vokser frem af små frø, så må det deraf følge, at hele universet engang er vokset frem af uendeligt små byggesten. Som Anaxagoras siger: Engang var hele universet mast sammen til en ultrakomprimeret kop ursuppe, der dengang indeholdt alt, hvad vi i dag finder i verden. Med et stort brag må ursuppen have spredt sig for alle vinde, og det er derfor, at der i dag er afstand mellem verdens bestanddele. Og da alt hvad der i dag findes i verden var del af den samme ursuppe før the big bang, så må jorden blot være én planet blandt mange, og de andre planeter må være derude et sted, kun adskilt fra os af tomrum, uendeligt, ufatteligt tomrum. Selvsikker, og godt tilfreds med sin opdagelse, hæver Anaxagoras sit spyd, og knalder det dybt ned i scenegulvets brædder, inden han bukker for at forlade os.

Men ikke engang the big bang kan triumfere ret længe blandt førsokratikerne, for ind kommer Demokrit: Resolut lirker han spyddet op af scenens skrå brædder, og kaster det frygtløst videre mod nye horisonter: ”Alting består af atomer, nogle er blot usynlige for det blotte øje,” siger han. Og Demokrit har således en afklapsning til Anaxagoras oppe i ærmet: ”Det kan godt være, at hele universet engang var foldet ned til en uendeligt komprimeret ursuppe,” siger han, ”men det, du kalder ’tomrum’, er også en form for materie: Alt er atomer, og det, du kalder ’ingenting’, det er bare lys- og luftatomer, du ikke kan se for dit blotte øje.” Selv sjælen består af atomer, og der er derfor ingen idé, der kan adskille herskere fra andre mennesker: Vi består alle af samme materie, den naturlige samfundsorden for mennesker er derfor et demokrati, og i udgangspunktet bør vi dele og hjælpe hinanden.

Tæppefald

Med Demokrit spiller det naturvidenskabelige teater på sidste akt. Før Demokrit havde de græske filosoffer interesseret sig for sten, ild, fisk og tornadoer – biologi, fysik og kemi. Men efter Demokrits sidste replikker, glider filosofien udi forfald og dekadencen bliver snart uundgåelig, i takt med at etik, teologi og datidens politiske spin, sofismen, gradvist vipper de gamle videnskabsmænd af pinden. Det naturvidenskabelige teaterstykke får således en russian ending, og konturerne af en tragedie tegner sig for læserens indre øje.

Human Enhancement – Gensplejsning af fremtidens mennesker

af Majken Hirche, cand.scient.

Byen sover og alt er stille. Kun lyden fra fingrenes leg på tasterne fylder rummet. Næsten da. For en imponerende samling af bøger og artikler, kaffekopper, tomme coladåser, chips- og slikposer, dunstende pizzabakker og Cup Noodles har invaderet din tilværelse – og dit værelse. Du minder mest af alt om en zombie og har ikke sovet i mange dage. Blot hvilet hovedet en stund, for atter at slå øjnene op til det halvfærdige dokument du skal aflevere i morgen inden kl. 12.

Tusindvis af studerende kan nikke genkendende til scenariet, for når eksamensperioden sætter ind gælder det om at levere varen. Vi presser os selv til kanten, og helst endnu længere, men når træthed og koncentrationsbesvær spænder ben for dagens pensum, finder vi hurtigt ud af, at vi er begrænsede skabninger… eller er vi? – På det sorte marked findes piller, der med et trylleslag kan genoprejse dig fra de døde: Bioteknologien har nemlig givet dig Hjernedopingen.

One Pill makes you Larger…

Hvis vi skal tro en engelsk-amerikansk undersøgelse offentliggjort i Nature, er indtagelsen af kognitionsfremmende midler, eller hjernedoping, et ganske udbredt fænomen blandt studerende på højere læreanstalter. I undersøgelsen havde forskerne spurgt 1.400 amerikanske studerende, om de brugte medikamenter, der var kendt for at kunne forbedre koncentrationsevnen og hukommelsen hos raske mennesker. I gennemsnit svarede 7 % af de adspurgte ja til spørgsmålet, og på et enkelt universitet var fænomenet så udbredt at op mod 25 % benyttede sig af hjernedoping.

I USA er det er imidlertid forbudt at sælge og indtage kognitionsfremmende midler, og bliver man taget med fingrene i pilleglasset, er straffen en tur bag tremmer. Herhjemme er vi lidt mere large omkring den slags, på nær i sportens verden, hvor doping er doping, uanset om det er krop eller sind der får et løft.

Men er det også snyd at indtage kognitionsfremmende stoffer i forbindelse med universitets-arbejde? Og bør det være forbudt? Det er stridens kerne i en hed og intens debat blandt ansatte og studerende på universiteter rundt om i verden; en debat som har affødt endnu flere spørgsmål end den besvarer.

En del af en større debat

For til debatten knytter sig en mere kompliceret og vidtrækkende problematik – human enhancement problematikken. Den handler om de etiske dilemmaer, der er forbundet med den nyeste teknologi og videnskab: Hvor langt bør vi gå i vores optimeringstrang? Og bør vi overhovedet sigte efter at forbedre det raske menneske?

Den aktuelle debat om hjernedoping er dermed blot det seneste led af human enhancement-debatten, og serverer mange af de hovedargumenter vi finder for og imod human enhancement. De skeptiske siger: Det er ikke fair (”nogle har bedre vilkår end andre”-problematikken). Det er unaturligt (”fordi det er menneskeskabt er det unaturligt”-problematikken). Det er farligt fordi vi ikke ved, hvad der kan ske på sigt (”glidebane”-problematikken).

Til det første argument svarer tilhængerne: Mennesker fødes ikke lige skabninger. Vi kommer alle fra vidt forskellige kår – sociokulturelle som biologiske, og derfor finder der alligevel altid uretfærdigheder sted. Til det andet argument svarer tilhængerne, at det simpelthen ikke giver mening at skelne mellem naturen og det menneskeskabte, da mennesket altid har eksisteret i et limbo mellem disse. Og til det tredje, at det er naturligt for mennesket at bryde grænser, og optimere sine livsvilkår, med de midler og metoder det har til rådighed.

Verdens farligste idé

Men er det i virkeligheden så ligetil? – For hvad vil der egentlig ske, når mennesket bevæger sig ud over grænsen for, hvad der er muligt fra naturens hånd? Vil dystopier som Fagre nye verden og Blade Runner rykke tættere på? Vil designer-mennesker med forøgede evner, naturligt søge at herske over ”andenrangs-skabninger” som ”gammeldags mennesker”? Og kan dystre tanker om fremtiden overhovedet bruges til at sige noget om nutiden?

Spørger man filosoffen Francis Fukuyama er svaret klart ja: Fukuyama er en af vor tids største modstandere af hele human enhancement tanken, og i bogen Our Post Human Future: Consequences of the Biotechnology Revolution, gør han blandt andet op med gensplejsning, kognitionsfremmende medicin, idet han skriver: ”Det oprindelige formål med medicin er at helbrede de syge – ikke at lave de raske om til guder.

Ikke alle er dog enige med Fukuyama: Siden 80’erne har en verdensomspændende bevægelse kaldet Transhumanisterne nemlig plæderet for, at vi med teknologi og videnskab skal transformere mennesket til et væsen med evner, der rækker langt ud over dem vi besidder i dag. Deres fremtidssyn minder mere om Star Trek end om Blade Runner, og de har sågar allerede døbt det nye væsen det posthumane menneske. – Drømmen om et nyt stadie i den menneskelige arts udviklingshistorie er således allerede skudt i gang.

En drøm som Fukuyama kalder ”Verdens farligste idé.

Psykopatsamfundet – en diskussion af The Psychopath Test

af Ryan Smith, cand.mag.

Psykopati findes ikke længere som psykiatrisk diagnose. Alligevel udøver de 1-2 % psykopater, der findes iblandt os, efter alt at dømme en større indflydelse på samfundet end alle de andre mentalt forstyrrede grupper tilsammen. Teknisk set er psykopaten et komposit af den antisociale og den narcissistiske personlighed, ofte med en mørtel af sadistiske træk. Når den psykiatriske diagnose ikke findes mere, så skyldes det ikke, at psykopaterne gik samme vej som dinosaurerne, men snarere, at Vestens psykologer og psykiatere følte, at etiketten ’psykopat’ var unødigt stigmatiserende for patienten, svær at diagnosticere, og derfor stemte den ud af eksistens.

Men psykopaterne er her stadig. Og frisk fra trykken kommer her den populære journalist, filmmand og forfatter Jon Ronsons seneste bog, The Psychopath Test. Ronson er tidligere kendt for den humoristiske og tankevækkende Them, hvor han infiltrerede ekstremistiske organisationer som Ku Klux Klan og al-Qaeda samt et hemmeligt netværk af nørder, som tror, at verden i virkeligheden styres af rumvæsener. Med Them stillede Ronson skarpt på, hvordan alle slags ekstremister er fælles om en særegen psykologisk profil, og hvor uhyggeligt klarttænkende mænd, der lige har fabuleret om rumvæsener og 72 jomfruer i Paradiset, kan være, når det gælder om at realisere deres politiske mål og fuldføre deres missioner. Men når Ronson er kendt og elsket, så er det først og fremmest for monstersucces’en The Men Who Stare at Goats om det amerikanske militærs forsøg på at træne parapsykologisk skolede synske supersoldater – en slags U.S. Jedi Knights – soldater som kan blive usynlige, gå gennem vægge og – selvfølgelig – slå geder ihjel ved at stirre på dem – en bog, der i 2009 blev filmatiseret med George Clooney i hovedrollen.

Den måske psykopatiske

Nu er Ronson tilbage med endnu en reportage fra psykologiens overdrev, og denne gang har han kastet sig i grams med (for ikke at sige i kløerne på) psykopati. Vi starter i Broadmoor, det topsikrede psykiatriske hospital, som mødre overalt i Storbritanniens fortæller deres børn uhyggelige godnathistorier om og som huser landets værste, ubetinget værste, psykisk syge forbrydere. Her, mellem voldtægtsmænd og barnemordere, møder vi overskudsmennesket Tony. Tony sidder inde, fordi han som teenager overfaldt en hjemløs og sparkede offeret talrige gange i ansigtet, længe efter at offeret var sunket i gulvet. At Tony har det i sig at begå ondsindede voldsforbrydelser, kan der derfor ikke herske tvivl om, men alligevel er det som om, at Tony er fejlcastet til rollen som indsat her blandt den nistrede forsamling af svært medicinerede, overvægtige og retarderede voldsmænd.

Ronson tager en dyb indånding. De indsatte i Broadmoor er så forfaldne, at man næsten kan smage deres sved på besøgsgangen. Men ikke Tony: Han går i jakkesæt, han holder sig slank, og han dufter friskt af eau de cologne. Og på trods af sin ulykkelige skæbne, så kan Tony alligevel finde overskud til at fortælle vittigheder, da Ronson kommer til Broadmoor for at besøge ham. Ja, Tony har det sågar i sig også at interessere sig lidt for Ronson og spørge ind til, hvordan han mon går og har det – i små glimt er det næsten som om, at Tony kan læse Ronson bedre, end Ronson kan læse sig selv.

Ronson spørger til Tonys dom, og Tony fortæller, at han ikke er skør, men at han ved et uheld er havnet i Broadmoor. Ja, han overfaldt og maltrakterede den hjemløse, sådan som han stod anklaget for, men han spillede kun skør, fordi han ønskede at undgå en regulær fængselsstraf. Og så det var ikke engang svært: Tony plagierede et par af de mest makabre replikker fra David Lynch-thrilleren Blue Velvet og optrådte så med sin bedste psykopatparodi foran et panel af psykologer og psykiatere. ”You know what a love letter is? A bullet from a gun!” Tony gav den som sindssyg, og psykiaterne slugte den råt.

Men Tony havde forregnet sig. Han havde håbet på at havne i et lavsikret psykiatrisk hospital i en støvet og gudsforladt forstad, hvor han kunne få tiden til at gå med pizza, Playstation og søde sygeplejersker. Ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig, at han skulle havne i den løvekule, som briterne kalder bloody Broadmoor. Tony slår omgående alle gear i bak; han falder psykiaterne om halsen og trygler dem om at tro på, at han i virkeligheden slet ikke er skør. Han afslører for dem, at han blot stjal one-liners fra Blue Velvet, og han indrømmer, at han spillede skør for at undgå en fuldbyrdet fængselsstraf. Men psykiaterne er mistroiske, og som Tony snart skal finde ud af, så er det at bevise sin normalitet langt sværere end det at ”bevise” sin sindssyge

Hvis Tony gakker ud, så noterer lægerne, at han ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen, og hvis han opfører sig pænt, så skriver de, at terapien i Broadmoor holder hans voldelige dispositioner i skak, hvorfor han heller ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen. Hvis Tony isolerer sig og nægter at snakke om, hvad der interesserer ham, så er han tilbagetrukket og lider ifølge lægerne af schizoid personlighedsforstyrrelse, men hvis han siger til personalet, at han har læst i New Scientist, at humlebier kan sniffe sig frem til sprængstof, så lider han af magisk tænkning og derfor af skizotypisk sindslidelse. Hvis Tony fortæller psykologerne, at han stadig fortryder sin forbrydelse, så mener psykologerne, at han er unaturligt optaget af voldelige episoder, og hvis Tony siger, at han har ændret sig, siden han overfaldt den hjemløse, så mener de, at Tony har dissociativ identitetsforstyrrelse. Der er ingen vej ud for Tony, og til sidst kommer psykiaterne frem til, at Tony i virkeligheden må være psykopat, og derfor, at han heller ikke kan løslades. Tony sidder nu i Broadmoor på syvende år. Om han virkelig er psykopat, det ved ingen, men hvem vil også være den psykiater, som tager chancen og sender ham ud i offentligheden igen?

Psykopati i kjole og fletninger

Men Ronson har en hurtig og zappende stil, så afslutningen på Tonys historie, den får vi aldrig. Til gengæld hører vi om forskere uden for kriminalforsorgen, som prøver at udvikle mere håndfaste metoder til at identificere psykopater. Her hører vi om psykologen, der slår sig op på en omfattende, state of the art-personlighedstest, og om den renhjertede lille pige, der kommer ind på psykologens kontor i fletninger og bolsjestribet kjole, og drillende fortæller, at hun er en slem pige. Pigens testresultater er alarmerende, og hendes hjernescanninger viser da også, at hun bliver opstemt af blod og døde mennesker, hvor andre mennesker normalt bliver bange. Adspurgt til sine karriereplaner svarer hun troligt, at hun gerne vil ind i militæret, fordi hun gerne vil slå ihjel på en ”ok måde”.

Psykologen sidder tilbage i et dilemma: Alt ved pigens psykologiske profil peger på, at hun med stor sandsynlighed vil begå en voldelig forbrydelse, inden hun er fyldt 30. Men hun har endnu en ren straffeattest. Hvad skal psykologen gøre? Og hvad bør vi som samfund gøre? Vil vi i fremtiden tillade forebyggende anholdelser som den, Tom Cruise må flygte fra i science fiction-dramaet Minority Report? Eller vil vi forbyde kriminalforsorgen at hjernescanne folk, på samme måde som vi i dag forbyder forsikringsselskaber at forlange gentests af deres kunder?

Etik uden følelser

Disse spørgsmål behandles desværre ikke tilfredsstillende i The Psychopath Test, men det gør de så til gengæld i Cambridge-professor Simon Baron-Cohens netop udgivede bog, Zero Degrees of Empathy (april 2011). Her præsenterer Baron-Cohen den dugfriske hypotese, at psykopater kan være en slags ”omvendte autister”: Både autister og psykopater har et mangelfuldt følelsesliv, men hvor autisterne mestrer upersonlige systemer (såsom matematik, mekanik og software-programmering), så er psykopaterne i stedet mestre i at væve intrigante spind mellem mennesker, designet til at udnytte andre og manipulere med deres følelser.

I modsætning til psykopaterne formår autisterne nemlig at kompensere for deres manglende empati ved at opbygge et rigidt og absolutistisk moralkodeks i stil med den tyske filosof Immanuel Kants: I Kants lettere autistiske morallære ville det nemlig være forkert at lyve for en manisk øksemorder, der i sin frådende blodrus spørger dig, hvor han kan finde den nærmeste børnehave, for som Kant siger, så er det altid forkert at lyve. Omvendt er et af de helt centrale symptomer på psykopati, at man formår at servere den ene løgn efter den anden uden nogensinde at fortrække en mine. Autister og psykopater mangler begge empati, men de to grupper er på mange måder et spejlbillede af hinanden, hvorfor Baron-Cohen bruger sin nye bog til at døbe dem Zero-Positive (autisterne) og Zero-Negative (psykopaterne).

Jesus forældet?

Usædvanlig hjerneanatomi. Goldt og minimalt følelsesliv. Omvendte autister. Det lyder jo meget mekanisk alt sammen, men betyder det så, at psykopati er medfødt og ikke til at ændre på? Ifølge både Ronson og Baron-Cohen samt også en verdens førende psykopatforskere, psykologen Robert Hare, så trækker svaret i retning af et ja. Videnskaben mangler endnu de sidste brikker, men såfremt MRI-scanningernes resultater står til troende, så er ægte psykopati både medfødt og fuldstændig uhelbredeligt. Hvis dét er rigtigt, så kan det få store konsekvenser for menneskehedens selvforståelse og for den måde, som vi har indrettet samfundet på. Særligt kan to store samfundsgrupper komme til at stå som tabere i fremtidens værdikamp.

Den første af de to grupper er dem, der tror på det kristne moralkodeks: Hvis det viser sig, at psykopater har en grundlæggende hjernefejl, og at de simpelthen ikke kan kureres, så er det (på trods af den skotske filosof David Humes advarsler om at slutte fra ’er’ til ’bør’) en meget dårlig idé at holde fast i tilgivelse som den højeste moralske værdi. Når op imod 30 % af Vestens mordere er psykopater, så hjælper det ikke, at vi som samfund ophøjer de mennesker, som gang på gang formår at tilgive, til rollemodeller. Står man over for en psykopat – en neuralt defektiv person, der ikke føler skyld – så er tilgivelse det samme som at indrømme egen svaghed – og dermed sanktionere handlingen.

Folk som Mattæusevangeliets Dronning Herodias kan sagtens have været psykopater, og for psykopater er tilgivelse meningsløst, idet deres går den så går den-anskuelse dikterer, at kun straf og afskrækkelse kan holde dem fra at begå voldelige forbrydelser. Hvor Jesus lærte os tilgivelse, så sværgede Buddha i stedet til medfølelse som menneskehedens vigtigste værdi, og efterhånden som vi får bedre kendskab til det menneskelige urværks indre mekanik, så kan det meget vel vise sig, at Buddha i virkeligheden var den største morallærer af de to. Psykopater har med overhængende sikkerhed ikke godt af tilgivelse, og almindelige mennesker har det muligvis heller ikke. Efterhånden som videnskaben skrider frem, kan det meget vel vise sig, at troen på tilgivelse over det lange løb har gjort mere skade end gavn, præcis sådan som den tyske filosof og polemiker Friedrich Nietzsche aldrig blev træt af at påstå.

Den anden samfundsgruppe, der står til at tabe i morgendagens værdikamp, er den venstrefløj (inkl. og især Det Radikale Venstre), som i årtier har slået på tromme for, at terapi og rehabilitering er bedre end lange fængselsstraffe. Efter snart 60 års forskning på området må videnskaben konstatere, at ingen form for rehabilitering kan sænke risikoen for, at psykopater begår nye forbrydelser, når de kommer ud igen. Ofte viser terapien sig endda at forhøje psykopaternes chancer for at begå nye forbrydelser (i visse tilfælde med helt op til 20 %), ligesom al psykologernes indfølende snak om at ”optræne empati” blot tjener til at give psykopaterne en endnu bedre forståelse af de følelser, som de allerede aflæser bedre end os andre, men som de ikke selv oplever eller føler sig bundet af. Og netop derfor er de stærkeste og mest tungtvejende afsnit af The Psychopath Test dem, der med Ronsons uprætentiøse enkelhed udstiller, hvor lidt de såkaldte mental health professionals (dvs. psykologer og psykiatere), samt den øvrige behandlerindustri, egentlig ved, og hvor meget skade de gør, når de lægger sig ud med mennesker, der forstår det psykologiske spil uendeligt bedre, end de nogensinde selv kommer til.

Fra fængslet til bestyrelseslokalet

Men en reportage om psykopaterne i vort samfund ville slet, slet ikke være komplet, hvis den udelukkende holdt sig til kriminalforsorgen. ”Hvor finder man da ellers psykopater?” spørger Ronson uskyldigt, og svaret falder prompte fra stjernepsykologen Robert Hare: ”Psykopaterne på dødsgangen har ødelagt familier,” siger Hare med et alvorligt blik, ”men psykopaterne på Wall Street har ødelagt civilisationer.” Hare startede egentlig også i kriminalforsorgen, men skiftede siden spor for at afdække, hvordan psykopaterne også er et finde i toppen af store virksomheder. Hares bog om corporate-psykopater, Snakes in Suits, blev en international bestseller, ligesom Sanne Udsens danske pendant, Psykopater i Jakkesæt, blev populær på at åbne op for den mulighed, at det, du bare troede, var en exceptionelt dårlig leder, meget vel kan vise sig at være en psykopat.

Psykopater på Wall Street er sikkert som amen i kirken. Ifølge journalisten Matt Taibbi er visse dele af finanssektoren sågar ”en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden”. Blæksprutten suger og suger, og ifølge Robert Hare er psykopatchefer netop en af grundene til, at det er comme il faut blandt direktører at føre sig frem med astronomiske repræsentationskonti, villaer på størrelse med fodboldbaner, og flåder af privat-jets som konstant skal stå til rådighed: Den psykopatiske psyke er som en hullet spand, og uanset hvor meget der hældes i den, så vil spanden forblive tom. Psykopatens glæde består udelukkende i at rage til sig og aldrig i at værdsætte det, som han allerede har. De er umættelige sorte huller, der som den japanske mytologis gaki-ånder er dømt til for evigt at spise uden nogensinde at blive mætte.

Psykopater på sommerferien

The Psychopath Test en velskrevet og underholdende letvægter, der på trods af sine godt 300 sider kan læses i løbet af en eftermiddag. Ligesom Ronsons tidligere bøger er her tale om en letlæst knaldreportage i gonzo-genren, og undervejs kigger man flere gange op fra bogen for at sikre sig, at det vitterligt er en nonfiction-bog om virkelige mennesker og ikke en Chuck Palahniuk-roman a la Choke eller Fight Club man her har med at gøre. At Ronson kan koge et alvorligt og svært emne som psykopati ned til en slags underholdning vidner om hans store evner som formidler, og det er afgjort Ronsons (og bogens) styrke, at han med enkle virkemidler kan få hvad som helst til at virke spændende og letforståeligt.

Desværre er underholdningsiveren også Ronsons store svaghed, for selvom det unægtelig er effektivt at spænde plottet for sensationalismens vogn, så overspiller Ronson simpelthen sin hånd: Uanset hvad der fortælles, om det er de makabre detaljer fra et blodigt knivmord eller blot en fortælling om Ronson, der har siddet derhjemme i sutsko og surfet Wikipedia, så skal det absolut fortælles med den sensationalistiske WOW!-faktor, der efterhånden er blevet hovedingrediensen i Ronsons litterære serveringer. Ronson mestrer sin manøvre, men bruger den alt for ofte, hvilket bliver utroligt trættende i længden.

Ikke desto mindre er The Psychopath Test dog et oplagt bud på en spændende gang sommerferielæsning for den, der poolside vil koble af til massemord, insiderhandel og en generel kritik af det psykiatriske system. Der er ingen tætte eller tunge passager på de 300 sider, men til gengæld er der masser af cliffhangers og spændingsmomenter, der vil få læseren til skynde sig videre gennem bogen. Og så er alle pointerne så letfordøjelige, at de glider ubesværet ned, selv hvis ferien skulle byde på larm i ørene, sol i øjnene og mojitos i blodet.

Jon Ronson

The Psychopath Test – A Journey Through the Madness Industry

292 sider

Picador 2011

 

 

Psykopatsamfundet

 

Psykopati findes ikke længere som psykiatrisk diagnose. Alligevel udøver de 1-2 % psykopater, der findes iblandt os, efter alt at dømme en større indflydelse på samfundet end alle de andre mentalt forstyrrede grupper tilsammen. Teknisk set er psykopaten et komposit af den antisociale og den narcissistiske personlighed, ofte med en mørtel af sadistiske træk. Når den psykiatriske diagnose ikke findes mere, så skyldes det ikke, at psykopaterne gik samme vej som dinosaurerne, men snarere, at Vestens psykologer og psykiatere følte, at etiketten ’psykopat’ var unødigt stigmatiserende for patienten, svær at diagnosticere, og derfor stemte den ud af eksistens.

 

Men psykopaterne er her stadig. Og frisk fra trykken kommer her den populære journalist, filmmand og forfatter Jon Ronsons seneste bog, The Psychopath Test. Ronson er tidligere kendt for den humoristiske og tankevækkende Them, hvor han infiltrerede ekstremistiske organisationer som Ku Klux Klan og al-Qaeda samt et hemmeligt netværk af nørder, som tror, at verden i virkeligheden styres af rumvæsener. Med Them stillede Ronson skarpt på, hvordan alle slags ekstremister er fælles om en særegen psykologisk profil, og hvor uhyggeligt klarttænkende mænd, der lige har fabuleret om rumvæsener og 72 jomfruer i Paradiset, kan være, når det gælder om at realisere deres politiske mål og fuldføre deres missioner. Men når Ronson er kendt og elsket, så er det først og fremmest for monstersucces’en The Men Who Stare at Goats om det amerikanske militærs forsøg på at træne parapsykologisk skolede synske supersoldater – en slags U.S. Jedi Knights – soldater som kan blive usynlige, gå gennem vægge og – selvfølgelig – slå geder ihjel ved at stirre på dem – en bog, der i 2009 blev filmatiseret med George Clooney i hovedrollen.

Den måske psykopatiske

Nu er Ronson tilbage med endnu en reportage fra psykologiens overdrev, og denne gang har han kastet sig i grams med (for ikke at sige i kløerne på) psykopati. Vi starter i Broadmoor, det topsikrede psykiatriske hospital, som mødre overalt i Storbritanniens fortæller deres børn uhyggelige godnathistorier om og som huser landets værste, ubetinget værste, psykisk syge forbrydere. Her, mellem voldtægtsmænd og barnemordere, møder vi overskudsmennesket Tony. Tony sidder inde, fordi han som teenager overfaldt en hjemløs og sparkede offeret talrige gange i ansigtet, længe efter at offeret var sunket i gulvet. At Tony har det i sig at begå ondsindede voldsforbrydelser, kan der derfor ikke herske tvivl om, men alligevel er det som om, at Tony er fejlcastet til rollen som indsat her blandt den nistrede forsamling af svært medicinerede, overvægtige og retarderede voldsmænd.

 

Ronson tager en dyb indånding. De indsatte i Broadmoor er så forfaldne, at man næsten kan smage deres sved på besøgsgangen. Men ikke Tony: Han går i jakkesæt, han holder sig slank, og han dufter friskt af eau de cologne. Og på trods af sin ulykkelige skæbne, så kan Tony alligevel finde overskud til at fortælle vittigheder, da Ronson kommer til Broadmoor for at besøge ham. Ja, Tony har det sågar i sig også at interessere sig lidt for Ronson og spørge ind til, hvordan han mon går og har det – i små glimt er det næsten som om, at Tony kan læse Ronson bedre, end Ronson kan læse sig selv.

 

Ronson spørger til Tonys dom, og Tony fortæller, at han ikke er skør, men at han ved et uheld er havnet i Broadmoor. Ja, han overfaldt og maltrakterede den hjemløse, sådan som han stod anklaget for, men han spillede kun skør, fordi han ønskede at undgå en regulær fængselsstraf. Og så det var ikke engang svært: Tony plagierede et par af de mest makabre replikker fra David Lynch-thrilleren Blue Velvet og optrådte så med sin bedste psykopatparodi foran et panel af psykologer og psykiatere. ”You know what a love letter is? A bullet from a gun!” Tony gav den som sindssyg, og psykiaterne slugte den råt.

 

Men Tony havde forregnet sig. Han havde håbet på at havne i et lavsikret psykiatrisk hospital i en støvet og gudsforladt forstad, hvor han kunne få tiden til at gå med pizza, Playstation og søde sygeplejersker. Ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig, at han skulle havne i den løvekule, som briterne kalder bloody Broadmoor. Tony slår omgående alle gear i bak; han falder psykiaterne om halsen og trygler dem om at tro på, at han i virkeligheden slet ikke er skør. Han afslører for dem, at han blot stjal one-liners fra Blue Velvet, og han indrømmer, at han spillede skør for at undgå en fuldbyrdet fængselsstraf. Men psykiaterne er mistroiske, og som Tony snart skal finde ud af, så er det at bevise sin normalitet langt sværere end det at ”bevise” sin sindssyge.

Hvis Tony gakker ud, så noterer lægerne, at han ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen, og hvis han opfører sig pænt, så skriver de, at terapien i Broadmoor holder hans voldelige dispositioner i skak, hvorfor han heller ikke er klar til at komme ud blandt befolkningen. Hvis Tony isolerer sig og nægter at snakke om, hvad der interesserer ham, så er han tilbagetrukket og lider ifølge lægerne af schizoid personlighedsforstyrrelse, men hvis han siger til personalet, at han har læst i New Scientist, at humlebier kan sniffe sig frem til sprængstof, så lider han af magisk tænkning og derfor af skizotypisk sindslidelse. Hvis Tony fortæller psykologerne, at han stadig fortryder sin forbrydelse, så mener psykologerne, at han er unaturligt optaget af voldelige episoder, og hvis Tony siger, at han har ændret sig, siden han overfaldt den hjemløse, så mener de, at Tony har dissociativ identitetsforstyrrelse. Der er ingen vej ud for Tony, og til sidst kommer psykiaterne frem til, at Tony i virkeligheden må være psykopat, og derfor, at han heller ikke kan løslades. Tony sidder nu i Broadmoor på syvende år. Om han virkelig er psykopat, det ved ingen, men hvem vil også være den psykiater, som tager chancen og sender ham ud i offentligheden igen?

 

Psykopati i kjole og fletninger

 

Men Ronson har en hurtig og zappende stil, så afslutningen på Tonys historie, den får vi aldrig. Til gengæld hører vi om forskere uden for kriminalforsorgen, som prøver at udvikle mere håndfaste metoder til at identificere psykopater. Her hører vi om psykologen, der slår sig op på en omfattende, state of the art-personlighedstest, og om den renhjertede lille pige, der kommer ind på psykologens kontor i fletninger og bolsjestribet kjole, og drillende fortæller, at hun er en slem pige. Pigens testresultater er alarmerende, og hendes hjernescanninger viser da også, at hun bliver opstemt af blod og døde mennesker, hvor andre mennesker normalt bliver bange. Adspurgt til sine karriereplaner svarer hun troligt, at hun gerne vil ind i militæret, fordi hun gerne vil slå ihjel på en ”ok måde”.

 

Psykologen sidder tilbage i et dilemma: Alt ved pigens psykologiske profil peger på, at hun med stor sandsynlighed vil begå en voldelig forbrydelse, inden hun er fyldt 30. Men hun har endnu en ren straffeattest. Hvad skal psykologen gøre? Og hvad bør vi som samfund gøre? Vil vi i fremtiden tillade forebyggende anholdelser som den, Tom Cruise må flygte fra i science fiction-dramaet Minority Report? Eller vil vi forbyde kriminalforsorgen at hjernescanne folk, på samme måde som vi i dag forbyder forsikringsselskaber at forlange gentests af deres kunder?

 

Etik uden følelser

Disse spørgsmål behandles desværre ikke tilfredsstillende i The Psychopath Test, men det gør de så til gengæld i Cambridge-professor Simon Baron-Cohens netop udgivede bog, Zero Degrees of Empathy (april 2011). Her præsenterer Baron-Cohen den dugfriske hypotese, at psykopater kan være en slags ”omvendte autister”: Både autister og psykopater har et mangelfuldt følelsesliv, men hvor autisterne mestrer upersonlige systemer (såsom matematik, mekanik og software-programmering), så er psykopaterne i stedet mestre i at væve intrigante spind mellem mennesker, designet til at udnytte andre og manipulere med deres følelser.

 

I modsætning til psykopaterne formår autisterne nemlig at kompensere for deres manglende empati ved at opbygge et rigidt og absolutistisk moralkodeks i stil med den tyske filosof Immanuel Kants: I Kants lettere autistiske morallære ville det nemlig være forkert at lyve for en manisk øksemorder, der i sin frådende blodrus spørger dig, hvor han kan finde den nærmeste børnehave, for som Kant siger, så er det altid forkert at lyve. Omvendt er et af de helt centrale symptomer på psykopati, at man formår at servere den ene løgn efter den anden uden nogensinde at fortrække en mine. Autister og psykopater mangler begge empati, men de to grupper er på mange måder et spejlbillede af hinanden, hvorfor Baron-Cohen bruger sin nye bog til at døbe dem Zero-Positive (autisterne) og Zero-Negative (psykopaterne).

 

Jesus forældet?

Usædvanlig hjerneanatomi. Goldt og minimalt følelsesliv. Omvendte autister. Det lyder jo meget mekanisk alt sammen, men betyder det så, at psykopati er medfødt og ikke til at ændre på? Ifølge både Ronson og Baron-Cohen samt også en verdens førende psykopatforskere, psykologen Robert Hare, så trækker svaret i retning af et ja. Videnskaben mangler endnu de sidste brikker, men såfremt MRI-scanningernes resultater står til troende, så er ægte psykopati både medfødt og fuldstændig uhelbredeligt. Hvis dét er rigtigt, så kan det få store konsekvenser for menneskehedens selvforståelse og for den måde, som vi har indrettet samfundet på. Særligt kan to store samfundsgrupper komme til at stå som tabere i fremtidens værdikamp.

 

Den første af de to grupper er dem, der tror på det kristne moralkodeks: Hvis det viser sig, at psykopater har en grundlæggende hjernefejl, og at de simpelthen ikke kan kureres, så er det (på trods af den skotske filosof David Humes advarsler om at slutte fra ’er’ til ’bør’) en meget dårlig idé at holde fast i tilgivelse som den højeste moralske værdi. Når op imod 30 % af Vestens mordere er psykopater, så hjælper det ikke, at vi som samfund ophøjer de mennesker, som gang på gang formår at tilgive, til rollemodeller. Står man over for en psykopat – en neuralt defektiv person, der ikke føler skyld – så er tilgivelse det samme som at indrømme egen svaghed – og dermed sanktionere handlingen.

 

Folk som Mattæusevangeliets Dronning Herodias kan sagtens have været psykopater, og for psykopater er tilgivelse meningsløst, idet deres går den så går den-anskuelse dikterer, at kun straf og afskrækkelse kan holde dem fra at begå voldelige forbrydelser. Hvor Jesus lærte os tilgivelse, så sværgede Buddha i stedet til medfølelse som menneskehedens vigtigste værdi, og efterhånden som vi får bedre kendskab til det menneskelige urværks indre mekanik, så kan det meget vel vise sig, at Buddha i virkeligheden var den største morallærer af de to. Psykopater har med overhængende sikkerhed ikke godt af tilgivelse, og almindelige mennesker har det muligvis heller ikke. Efterhånden som videnskaben skrider frem, kan det meget vel vise sig, at troen på tilgivelse over det lange løb har gjort mere skade end gavn, præcis sådan som den tyske filosof og polemiker Friedrich Nietzsche aldrig blev træt af at påstå.

 

Den anden samfundsgruppe, der står til at tabe i morgendagens værdikamp, er den venstrefløj (inkl. og især Det Radikale Venstre), som i årtier har slået på tromme for, at terapi og rehabilitering er bedre end lange fængselsstraffe. Efter snart 60 års forskning på området må videnskaben konstatere, at ingen form for rehabilitering kan sænke risikoen for, at psykopater begår nye forbrydelser, når de kommer ud igen. Ofte viser terapien sig endda at forhøje psykopaternes chancer for at begå nye forbrydelser (i visse tilfælde med helt op til 20 %), ligesom al psykologernes indfølende snak om at ”optræne empati” blot tjener til at give psykopaterne en endnu bedre forståelse af de følelser, som de allerede aflæser bedre end os andre, men som de ikke selv oplever eller føler sig bundet af. Og netop derfor er de stærkeste og mest tungtvejende afsnit af The Psychopath Test dem, der med Ronsons uprætentiøse enkelhed udstiller, hvor lidt de såkaldte mental health professionals (dvs. psykologer og psykiatere), samt den øvrige behandlerindustri, egentlig ved, og hvor meget skade de gør, når de lægger sig ud med mennesker, der forstår det psykologiske spil uendeligt bedre, end de nogensinde selv kommer til.

 

Fra fængslet til bestyrelseslokalet

 

Men en reportage om psykopaterne i vort samfund ville slet, slet ikke være komplet, hvis den udelukkende holdt sig til kriminalforsorgen. ”Hvor finder man da ellers psykopater?” spørger Ronson uskyldigt, og svaret falder prompte fra stjernepsykologen Robert Hare: ”Psykopaterne på dødsgangen har ødelagt familier,” siger Hare med et alvorligt blik, ”men psykopaterne på Wall Street har ødelagt civilisationer.” Hare startede egentlig også i kriminalforsorgen, men skiftede siden spor for at afdække, hvordan psykopaterne også er et finde i toppen af store virksomheder. Hares bog om corporate-psykopater, Snakes in Suits, blev en international bestseller, ligesom Sanne Udsens danske pendant, Psykopater i Jakkesæt, blev populær på at åbne op for den mulighed, at det, du bare troede, var en exceptionelt dårlig leder, meget vel kan vise sig at være en psykopat.

 

Psykopater på Wall Street er sikkert som amen i kirken. Ifølge journalisten Matt Taibbi er visse dele af finanssektoren sågar ”en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden”. Blæksprutten suger og suger, og ifølge Robert Hare er psykopatchefer netop en af grundene til, at det er comme il faut blandt direktører at føre sig frem med astronomiske repræsentationskonti, villaer på størrelse med fodboldbaner, og flåder af privat-jets som konstant skal stå til rådighed: Den psykopatiske psyke er som en hullet spand, og uanset hvor meget der hældes i den, så vil spanden forblive tom. Psykopatens glæde består udelukkende i at rage til sig og aldrig i at værdsætte det, som han allerede har. De er umættelige sorte huller, der som den japanske mytologis gaki-ånder er dømt til for evigt at spise uden nogensinde at blive mætte.

 

Psykopater på sommerferien

 

The Psychopath Test en velskrevet og underholdende letvægter, der på trods af sine godt 300 sider kan læses i løbet af en eftermiddag. Ligesom Ronsons tidligere bøger er her tale om en letlæst knaldreportage i gonzo-genren, og undervejs kigger man flere gange op fra bogen for at sikre sig, at det vitterligt er en nonfiction-bog om virkelige mennesker og ikke en Chuck Palahniuk-roman a la Choke eller Fight Club man her har med at gøre. At Ronson kan koge et alvorligt og svært emne som psykopati ned til en slags underholdning vidner om hans store evner som formidler, og det er afgjort Ronsons (og bogens) styrke, at han med enkle virkemidler kan få hvad som helst til at virke spændende og letforståeligt.

 

Desværre er underholdningsiveren også Ronsons store svaghed, for selvom det unægtelig er effektivt at spænde plottet for sensationalismens vogn, så overspiller Ronson simpelthen sin hånd: Uanset hvad der fortælles, om det er de makabre detaljer fra et blodigt knivmord eller blot en fortælling om Ronson, der har siddet derhjemme i sutsko og surfet Wikipedia, så skal det absolut fortælles med den sensationalistiske WOW!-faktor, der efterhånden er blevet hovedingrediensen i Ronsons litterære serveringer. Ronson mestrer sin manøvre, men bruger den alt for ofte, hvilket bliver utroligt trættende i længden.

 

Ikke desto mindre er The Psychopath Test dog et oplagt bud på en spændende gang sommerferielæsning for den, der poolside vil koble af til massemord, insiderhandel og en generel kritik af det psykiatriske system. Der er ingen tætte eller tunge passager på de 300 sider, men til gengæld er der masser af cliffhangers og spændingsmomenter, der vil få læseren til skynde sig videre gennem bogen. Og så er alle pointerne så letfordøjelige, at de glider ubesværet ned, selv hvis ferien skulle byde på larm i ørene, sol i øjnene og mojitos i blodet.

 

Jon Ronson

The Psychopath Test – A Journey Through the Madness Industry

292 sider

Picador 2011

Det liberale genom – naturlig liberalisme

af Ryan Smith, cand.mag.

Når økonomer vil vurdere lægmænds forståelse af økonomi, så spiller de ud med en test, der består af en kort række ja/nej-spørgsmål. Der er tale om spørgsmål, hvor svaret ikke er til diskussion, og som ethvert dannet menneske burde kunne besvare korrekt. Et af spørgsmålene lyder: Er verden blevet rigere i løbet af de sidste 30 år?

Svaret er selvfølgelig ja. På trods af aktiekrise, oliekrise, dot-com-krise, fødevarekrise og nu finanskrise har de sidste 30 år set verdens samlede velstand vokse et sted mellem 25% og 50%, alt efter hvilke tal man konsulterer. Blandt USA’s såkaldt ”fattige” har 99% elektricitet, 95% har TV, 60% har VHS eller DVD, og 71% ejer mindst én bil. De fattige lever også længere og med færre sygdomme og handikap end for 30 år siden. Alle væsentlige målbare økonomiske kriterier peger i retning af, at verden er blevet et rigere, renere og rarere sted.

Når venstreorienterede græsrodsorganisationer, tænketanke og velfærdspolitikere blæser til kamp mod fattigdom (hvilket de ofte gør), så er det i virkeligheden ikke fattigdom per se, de bekæmper men ulighed: I 2010 har USAs fattige en levestandard, som rigmænd i 1910 kun kunne sukke efter: 88% har telefon, 60% en mikroovn, og 46% ejer deres eget hjem. Alle disse procenter er højere end for 30 år siden. De konkrete tal såvel som den velstand, de repræsenterer, er højere end nogensinde før.

Gyser på første klasse

Men vi er ikke blot rigere end tidligere: Vi er sundere, lever længere, og har bedre kontrol over Jordens økosystemer end nogensinde før. På verdensplan er fødevareproduktionen fordoblet over de sidste 40 år, og gennemsnitslevealderen er steget med mere end syv år. Alligevel bombarderes vi dagligt med stadigt mere kreative varianter af budskabet: Verden er ved at gå under: Hungersnød, SARS, svineinfluenza, kollaps i økosystemer, AIDS, overbefolkning, atomar terrorisme, syreregn, global opvarmning, og en ny istid. Dommedagsprofetier er et mættet marked, og doom-pusherne kan imødekomme enhver smag.

Men som vi har set, så hænger de to trends ikke sammen: Hvis Adam Smiths impartial spectator blev bedt om at stille med en uvildig og dispassioneret analyse, så ville han uden at blinke konkludere, at menneskeheden havde det bedre i dag end nogensinde før. Han ville ikke være et sekund i tvivl, når han så, hvordan vi havde reduceret bestanden af rotter i vores byer, renset vores drikkevand og vaccineret vores børn mod de sygdomme, som før tog op til 15% af en årgang med sig i døden. Han ville sige, at menneskeheden skulle holde op med at bekymre sig, fordi det efter alt at dømme var ovenud rationelt at være optimist.

Budskabet ville dog næppe trænge igennem, for optimisme ligger ikke til den menneskelige natur. ”Jeg har observeret, at det ikke er ham, som håber, hvor andre fortvivler, men ham som fortvivler, hvor andre håber, der tilbedes af en stor stand af mennesker som en vismand. sagde John Stuart Mill i sin Speech on Perfectability. Og på trods af et hidtidigt batting average på 0.00, så lytter vi stadig ivrigt til dommedagsprofeterne. Vi forestiller os hellere det bloddryppende, pestplagede undergangsscenarie, end vi lader menneskehedens tusindårige udviklingshistorie og de økonomiske statistikker afstedkomme et smil. Således er der brug for en bog, som slår et slag for optimisme – en bog som med udgangspunkt i fornuften fortæller den rationelle historie om den rationelle optimist.

Evolutionær økonomi

Og dét er netop, hvad den britiske forfatter, adelsmand, biolog og børsmægler Matt Ridey har givet os med sin nye bog, The Rational Optimist. I sine tidligere bøger, Genome og The Red Queen, har Ridley primært beskæftiget sig med det kontroversielle felt Evolutionær Psykologi, som også antropologen Dennis Nørmark og idehistorikeren Lars Andreassen har skrevet om herhjemme (Det Virkelige Menneske 2007). I Evolutionær Psykologi søger man, som navnet antyder, at finde evolutionære rationaler for menneskelig adfærd og således at svare på, hvordan den menneskelige psykologi spiller sammen med den biologiske natur, som den nu engang er et produkt af. Og resultatet er sjældent kønt: Således lyder et af den Evolutionær Psykologis centrale aksiomer, at det altid er rationelt for mænd, at fantasere om andre og flere partnere, simpelthen fordi de producerer flere kønsceller, end én kvinde kan omsætte til afkom.

I The Rational Optimist tager Ridley metoden fra Evolutionær Psykologi og anvender den på politik og økonomi: Hvis der findes en grundpsykologi, der karakteriserer mennesket som art, findes der så også en grundøkonomi, der ligeledes kan siges at ligge naturligt til arten? Ifølge Ridley er svaret ja: Hvis vi kigger på vor forfader Homo erectus, så havde Erectus en livline på hen ved en million år. En million år med stenværktøj og en million år uden innovation; – en million år, hvor knogler og kranier udviklede sig hurtigere end værktøj. Til sammenligning, så startede Homo sapiens også med stenøkser, for ca. 200.000 år siden, men flyver nu rundt i det ydre rum. Hvad er forskellen på os og Erectus? Det er det Ridley vil svare på, og svaret bliver et nyt felt, en slags Evolutionær Økonomi.

Tilbudsjagende jæger-samlere

Homo sapiens har selvfølgelig en større hjerne end alle tidligere menneskerarter. Men en stor hjerne gør det ikke alene: En Einstein i stenalderen ville ikke være en Einstein, som vi kendte ham, men én jæger-samler blandt mange, og sandsynligvis en temmelig dårlig én af slagsen. Hvad er forskellen på dengang og nu? Ifølge Ridley er det handel, specialisering og arbejdsdeling: Kigger vi til en anden menneskeart, neandertalerne, så tyder de arkæologiske spor på, at mænd og kvinder lavede alt i fællesskab: De jagede i fællesskab, samlede i fællesskab og byggede værktøj i fællesskab. Med Homo sapiens ser vi derimod det modsatte mønster: Mændene jager, og kvinderne fouragerer og passer børn. Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Arbejdsdeling tillader specialisering. I stedet for at zappe rundt mellem tre forskellige beskæftigelser, kan jægerne nu koncentrere sig om at jage og samlerne om at samle. Specialisering giver kvalificeret arbejdskraft, hvilket igen giver mere mad, og med tiden kan det bedre betale sig for stammen at have et par specialister gående som ikke skaffer føde, men udelukkende producerer værktøj til stammens andre medlemmer.

Men da specialisten ikke kan spise sit værktøj, bliver han nødt til at handle med de andre Sapiens hvis han vil have noget at spise, og på savannen er der hverken skatter, afgifter eller statsregulering. På savannen sætter vi vores priser, som vi vil, og således er vi fremme ved Ridleys postulerede grundøkonomi for mennesker: Frihandel. Ridley gennemgår et væld af arkæologiske udgravninger og moderne videnskabelige eksperimenter for at vise, at ingen andre menneskerarter kommer i nærheden af Sapiens, når det kommer til vores tæft for handel: Andre menneskearter lavede værktøj og kunstgenstande, men det hele blev lavet on location og sjældent mere end en times gang fra anvendelsesstedet. Som kontrast har selv tidlige Homo sapiens fragtet konkylier fra kysten og mange hundrede kilometer ind i Afrika. Og omvendt har man ved kysterne fundet økser lavet af stentyper, som kun findes mange hundrede kilometer inde i landet. Dét mønster er ukendt blandt andre arter.

Og så er der vore nulevende slægtninge: Aberne. Videnskabsfolk har taget aber med i laboratoriet for at lære dem at handle. Chimpanser kan akkurat forstå pointen i at bytte bitter mad (gulerødder) til sukkerholdig mad (druer), men de kan ikke forstå konceptet i at handle sukkerholdig mad (æbler) for endnu mere sukkerholdig mad (druer). Nuancerne er simpelthen for fine. Chimpansens handler efter devisen: ”Hvis man allerede har mad, man godt kan lide, hvorfor skulle man så gå af med det?” Som kontrast, så kan seks-årige Sapiens handle bolsjer, glasperler og glansbilleder på kryds og tværs i et sindrigt system med nærmest uendelige nuancer, og ifølge Ridley er det denne naturgivne tilbøjelighed til komplekse handler, der har muliggjort den specialisering, innovation og arbejdsdeling, der i dag ligger til grund for den moderne industrialiserede verden. – En verden, hvor Einstein kan være teoretisk fysiker, fordi andre er landmænd og skræddere.

Således taler The Rational Optimist for frihandel som den naturgivne grundøkonomi, der definerer vores civilisation, driver innovationen fremad og karakteriserer Sapiens som art. Bogens centrale tese er et sammenrend af Meme-teorien, Adam Smith og Charles Darwin: Ideer krydses og bliver til nye ideer. Hjulet og spanden blev til trillebøren, krudt og kirkeklokker blev til de første kanoner, og telefoni og computere blev til internettet. Combine and Conquer. De levedygtige ideer overlever på det frie marked og masseproduceres, og de dårlige uddør, medmindre uliberale kræfter holder dem kunstigt i live.

Frihandel er samarbejde

Markedskræfterne, ikke hunden, men markedskræfterne er altså menneskets bedste ven. Merkantilisterne misforstod det, Rousseau misforstod det, Karl Marx misforstod det, og i Oliver Stones Wall Street misforstod Gordon Gekko det også: Handel er ikke et nulsumsspil, hvor hver krone, du tjener, nødvendigvis er kommet op af min lomme. Handel faciliterer specialisering og arbejdsdeling, og således kan vi sammen blive rigere og mere kompetente, end nogen af os kunne hver for sig. Markedet giver os en fælles platform, hvor vi kan samarbejde, snarere end at slås.

Således det overordnede argument, og de komparative data fra tidligere menneskearter og nulevende menneskeaber. Men Ridley ser også på antropologiske og historiske data fra Homo sapiens eget bagkatalog: Antropologer har besøgt de oprindelige stammefolk på Stillehavets forskellige øgrupper, og antropologerne er i store træk kommet frem til, at dér, hvor der er mest krig, også er dér, hvor der er mindst marked: Når man ikke kan berige sig via handel, så finder menneskets driftighed en anden ventil i form af krig, hvor indfødte stammer slås til døden og plyndrer hinandens mad, værktøj, smykker, kvinder og børn.

Fra Stillehavets indfødte ekstrapolerer bogen til booms i historien som i Uruk, Indien, Kina, Japan, Holland og England. Hver gang fremdrages frihandel som en determinerende faktor for menneskets velstand og som en forudsætning for, at vi kan leve i fred med hinanden. Og når samme booms så senere bliver til busts, så viser Ridley, hvordan et kollaps i den frie handel altid var indtruffet kort forinden, og konkluderer, at en civilisations indskrænkning af frihandel er den direkte vej til lovløshed, overtro, etnisk splittelse og forfølgelse af religiøse mindretal. Det lyder måske utroligt, men egentlig ligger pointen blot i forlængelse af en lang række historiske, økonomiske og psykologiske data. Som Voltaire skrev fra sine år i England, så er børsen det eneste sted, hvor ”jøden, muhamedaneren og den kristne alle opfører sig, som om de bekendte sig til samme religion, og kalder ej nogen for vantro, med undtagelse af den insolvente.” (Lettres philosophiques, VI). Uden et marked gælder jungleloven og den stærkestes ret. Rousseaus ædle vilde er knap så ædel, som han er vild.

Marx og naturen

Men denne sammenblanding af biologi, politik og økonomi er ikke forbeholdt tidlig-moderne oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire. I en nyere kontekst skriver Ridley med sin ”naturlige liberalisme” sig (muligvis uden at vide det) op imod Lewontin, Rose og Kamins ”naturlige marxisme”, som den udfoldede sig i deres 1984-klassisker Not in Our Genes. I bogen argumenterer forfatterne for, at videnskaben ikke kan forstå naturen uden først at forstå den marxistiske dialektik. – Et synspunkt som havde fortræffelige kår i de tidlige 80’ere, hvor også den berømte palæontolog Stephen Jay Gould formastede sig til et par socialistisk inspirerede perspektiver på evolutionen, som når han omtalte større spring i evolutionshistorien som ”revolutioner”.

I en større kontekst trækker de alle på Friedrich Engels’ essay Anteil der Arbeit an der Menschwerdung des Affen (1876), hvori Engels fremhæver arbejde som den tilbøjelighed, der har gjort menneskene forskellig fra dyrene og som har muliggjort civilisationen. Langt hen ad vejen er også Ridley enig med Engels, men hvor Engels fokuserer på arbejde (arbeit), så fremhæver Ridley i stedet handel som forudsætningen for specialiseret arbejde. Engels tog som sådan ikke fejl, han begyndte bare sin udviklingshistorie in medias res. Således fremstår den zig-zaggende Ridley som en dybere tænker end den ellers så omhyggelige Engels, og Ridley har tillige en anden fordel: I modsætning til Lewontin, Rose, Kamin, Gould og Engels er Ridley nemlig tilnærmelsesvis falsificérbar på store træk: For eksempel er det vanskeligt at komme uden om, at Europas mørkeste århundreder var i den tidlige middelalder (500-1200 e.Kr.), som indtraf umiddelbart efter det kollaps i interregional handel, der fulgte med Romerrigets fald i 476 e.Kr. Den tidlige middelalder var en epoke med masser af arbejde og hårdt slid, men der var ingen videre handel, og den teknologiske udvikling stod stille. Uden den romerske flåde til at holde pirateri i Middelhavet nede, blev de lukrative handelsruter lagt om til at gå ind over land, og gennem den Arabiske halvø. Europa stagnerede, og de store arabiske erobringer og den islamiske civilisations guldalder (650-1250 e.Kr.) kunne begynde.

Socialdarwinismens skygge
For læseren der allerede er bekendt med Evolutionær Psykologi, kønsforskning og den klassisk liberale tradition vil The Rational Optimist på mange måder virke som en logisk sammenskrivning af en stribe gammelkendte pointer. Hvis bogen alligevel kan siges at være kontroversiel, er det på grund af dens sammenblanding af politik og biologi: Ikke-liberale vil uden tvivl stå i kø for at klandre Ridley for at have genåbnet døren til socialdarwinisme, og som liberale må vi ikke glemme, at socialdarwinismens fader, Herbert Spencer, var liberal. Men Ridley har sådan set ikke gjort andet end at give os en udviklingshistorie, som sætter Hume og Mill dér, hvor Marx og Rousseau plejer at sidde, – en udviklingshistorie, hvor heltene ikke hedder Bonaparte og von Habsburg, men Rothschild og Wilberforce.

Ridley forbliver lødig. Og med sit forsvar for universel frihandel går Ridley sådan set ikke længere end Århus-professoren Frederik Stjernfelt gik, da han aldeles ukontroversielt forsvarede universel ytringsfrihed med henvisning til tyngdeloven i DR2s Deadline (06.01.2010). Hvor Stjernfelt blander politik og fysik, så blander Ridley blot politik og biologi, og hvis Ridley kan siges at være mere kontroversiel, så er det udelukkende, fordi Ridley snakker om økonomisk frihed, mens Stjernfelt snakker om kulturel frihed. Og kigger man tilbage over de sidste 3000 års historie, så er der langt flere eksempler på, at frihandel ligger naturligt til mennesket, end at tolerance og ytringsfrihed skulle gøre det.

Sten i skoen
Skulle man alligevel nævne et par svagheder ved Ridleys tænkning, så gør Ridley sig til talsmand for den holdning, at man må skelne skarpt mellem finansmarkeder og konventionelle markeder, idet han anser finansmarkeder som værende underlagt en anderledes ”uproduktiv” logik. Havde Ridley imidlertid kunnet sin Hayek, så ville han vide, at når finansmarkederne er underlagt en anden logik, så skyldes det statslig indblanding i form af centralbanker, der forvrider konkurrencen ved at forgylde udvalgte privatbanker med en særligt lav udlånsrente. Ligeledes har statsregulering sørget for, at en lang række finanshuse er tvunget til at købe kriseforsikring, hvilket har overført det endegyldige forretningsansvar fra selve den finansielle aktør til forsikringsudbyderen, og således skabt en branche, hvor Moral hazard er normen.

En anden svaghed i Ridleys bog er, at han ikke lader til at medregne parasitteori i sin naturalistiske fremstilling af den grundøkonomi, som han ellers anser som noget nær naturgiven: Evolutionen består af træk og modtræk. Hvis frihandel er det naturligt forekomne stadie for mennesker, så gælder det også, at der naturligt vil opstå parasitter, som lukrerer på det fremherskende system uden selv at bidrage. Og således har markedskræfterne fra de tidligste tider været plaget af rent-seeking parasitter som præster, bureaukrater, fagforeninger, feminister, miljøorganisationer, psykologer, videnskabsteoretikere, bioetikere og uvaskede ungdomshusbrugere. Ridley anerkender flygtigt, at sådanne parasitter hører med til historien om det liberale menneskes grundvilkår, men han anerkender ikke, at fremkomsten af disse parasitgrupper er et naturligt evolutionært modtræk til det frie markeds dominans. Og ukarakteristisk for bogen i øvrigt, så tilbyder Ridley ingen optimistiske perspektiver på, hvordan vi bliver parasitterne kvit.

Men disse mangler må alt i alt ses som ubetydelige detaljer i så ambitiøst og modigt et værk, som Ridley her har begået: Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog, der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling burde dog falde i god jord og virke indlysende for de fleste liberale læsere (dog uden at bevise noget som helst endegyldigt), og alt i alt er der tale om en bog, der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på, hvordan Homo sapiens’ udviklingshistorie kan have forløbet. Det er en flot, velskrevet og levende bog og et stort high five til den usynlige hånd.

Matt Ridley

The Rational Optimist – How prosperity evolves

438 sider, Fourth Estate, 2010

Bitcoins – digitale penge

Et par nørder har lavet deres egne elektroniske penge, og nu spår de, at Bitcoins vil overtage den globale internet-økonomi. Spørgsmålet er, om det er hype – og hvis ikke, om internationale finansmagter vil forsøge at forbyde dem.

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

»Det er større end Twitter, større end Skype og større end e-mail,« siger computersikkerhedseksperten Steve Gibson.

»Det er et kæmpe fupnummer,« siger internetøkonom Adam Cohen.

»Det er det farligste open source projekt nogensinde,« siger dotcom-entreprenøren Jason Calacanis.

Ja, hvad skal man tro? Det handler om Bitcoins: Anonyme internetkontanter, der er komplet ligeglade med landevaluta, banker og mellemmænd. Produktionen af de digitale mønter og overførslerne verificeres af avanceret kryptografi, og vedligeholdes af et peer-to-peer netværk, der består af mennesker over hele verden, som har dowloaded softwaren. Bitcoins er inflationssikrede og gebyrfri. De er decentraliserede, kan cleares og sendes med lysets hastighed, og er efter sigende umulige at snyde med. I løbet af blot to år er Bitcoins blevet til en slags guldstandard for digitale penge. De kan bruges til at købe alt fra puslespil til porno, handles stort på internetbørser, og er i de sidste par måneder steget i værdi fra under en dollar til over syv dollar pr. Bitcoin.

Grunden til, at Bitcoins har fået så stor opmærksomhed blandt de meget ideologiske grene af open source folket, er, at de har ingredienser til at udfordre den globale pengemagt. Allerede nu vinker de farvel til Paypal, der efter deres mening er i lommerne på nationalbankerne og blokerer for donationer til organisationer som Wikileaks. Bitcoins har potentialet til at lave nationalstater om til tandløse monarkier, der forsøger at beskatte usynlige goder. De repræsenterer liberalisternes hede drøm om at adskille politisk og økonomisk magt. De er turbokapitalisme, bredbåndsanarki og cyberpunk i ét, for det eneste, Bitcoins kræver, er en krypteret nøgle, et hemmeligt password og troen på, at de har værdi. Ligesom alle andre såkaldte fiat-valutaer (som dollar og kroner) er Bitcoins nemlig ikke bakket op af andet end stater og de mennesker, der tror på dem. Og hvem har nu om dage brug for stater til at fortælle os, hvad der er værd at tro på, og hvad der ikke er?

Bedre end guld
Ifølge fortalerne har Bitcoins de samme gode egenskaber som guld og sølv uden at have disses dårlige egenskaber. Det er ikke muligt at lave falske Bitcoins og dermed købe varer for den samme Bitcoinflere gange. Man kan kun ‘præge’ en endelig mængde af dem, hvilket sikrer mod ukontrolleret inflation, men til gengæld kan man dele en Bitcoinop i næsten uendeligt mange dele og derfor lave et vilkårligt antal mikrotransaktioner over nettet.

Alle transaktioner er anonyme og får et offentligt tilgængeligt tidsstempel, der er delt og ejet af alle, som deltager i netværket. Alle deltager i en fælles verificering af mønterne og handlen med dem. Og det smukke ved hele systemet er, at incitamentet til at deltage i den fælles verifikationsproces er den måde, man tjener Bitcoins på.

Ifølge internetpioneren Robert Tercek, der bl.a. har stået i spidsen for Digital Media hos Oprah Winfrey Network og Sony Pictures Entertainment, bryder Bitcoins nationalstaternes monopol på at trykke penge og dermed deres magt til at definere pengenes værdi (hvilket typisk gøres via stimuluspakker, renter eller økonomiske hjælpepakker). Den indbyggede anonymitet undergraver også forbindelsen mellem penge og person, som hidtil har gjort det muligt for lande at overvåge deres borgeres adfærd og sikre, at man betaler skat og moms, ikke laver sort arbejde, ikke køber ulovlige ting og så videre.

Dotcom-entreprenøren Jason Calacanis tror ligefrem, at Bitcoins er det farligste teknologiske projekt siden internettets opfindelse og mener, at de vil revolutionere verdensøkonomien, hvis ikke udbredelsen stoppes med forbud og hårde straffe. Det er dog ikke sikkert, at det vil lykkes, for Bitcoins baserer sig på et peer-to-peer netværk på samme måde som BitTorrent, der har vist sig at være svært, hvis ikke umuligt, at bekæmpe.

Andre er dog langt mere positive – eller langt mere negative. Internetøkonomen Adam Cohen fra billetsøgetjenesten SeatGeek er for eksempel overbevist om, at Bitcoins er fup og fidus. De vil aldrig blive brugt til at købe og sælge varer på nettet, fordi deres begrænsede antal gør, at folk i stedet vil spekulere i, at de stiger i værdi.

Inflation er en vigtig egenskab ved penge. Deflation, dvs. en valutas værditilvækst relativt til alt andet, vil bare tilskynde til hamstring. Og så, på et eller andet tidspunkt, vil noget gå galt. En bug i programmet, et forbud fra USA, eller en alternativ løsning vil få folk til at vende ryggen til Bitcoins, og pludselig er alle de opsparede milliarder forsvundet ud i den blå luft.

Lang historie
Forsøg på at skabe en elektronisk valuta er ikke noget nyt fænomen. Firmaet DigiCash var pionér i de tidlige 1990’ere, men døde fordi interessen blandt kunder var for lille. CyberCash blev store i de sene 90’ere, men krakkede i 2001, efter sigende fordi år-2000-problemet fik softwaren til at tælle betalinger dobbelt. Andre startups som Beenz og Flooz red også med på dotcom-bølgen, men gik hurtigt bankerot eller blev opkøbt, da boblen brast i 2001.

Også i det virkelige liv har alternative penge en lang historie bag sig. Mest kendt er historien om den østrigske borgmester Michael Unterguggenberger, der under depressionen i 1932 besluttede at udsende ‘Das Freigeld von Wörgl’, en lokal valuta, der var designet til at miste sin relative værdi i forhold til den nationale Schilling med én procent om måneden. På den måde blev det uinteressant at hamstre pengene, og folk begyndte i stedet at bruge dem så hurtigt som muligt. Bankerne gav afkald på renter og gebyrer, og eventuel profit blev sendt til fattigdomshjemmene.

I løbet af et enkelt år blev arbejdsløsheden reduceret med 25 procent, infrastrukturprojekter blomstrede og investeringer steg med over 200 procent. Nabokommunerne begyndte hurtigt at efterligne det økonomiske mirakel fra Wörgl, og selv den franske ministerpræsident Daladier kom på besøg for at høre om eksperimentet. Eneste problem: Den østrigske nationalbank så sit valutamonopol truet og forbød brugen af Wörgls Freigeld i efteråret 1933, hvorefter arbejdsløsheden igen steg til 30 procent.

Selv i dag findes der mange lokale valutaer, og de ser ud til at få stigende anerkendelse. Man kan f.eks. bare slå op under Chemgauer, Ripplepay, Blaufrank, EcoRoma, Palmas, WIR, Ora, og Bia Kut Chum. De er gode til at stimulere lokale økonomier, men lige så snart de bliver for store, bliver landene bange.

Måske kan man også pege på det såkaldte Hawalasystem fra Mellemøsten. Hawalamæglere er familieforetagender, der har eksisteret i hundreder af år. Hvis du vil overføre 100.000 kroner til en fjern by, går du bare til din lokale Hawala-agent og giver ham pengene, hvorefter han ringer eller skriver til sin kollega i den fjerne by og beder ham om at give 100.000 til den rette modtager. Der foregår ingen konkret pengeoverførsel. Det hele baserer sig på udlæg og tillid. Hawalamæglerne holder regnskab med hinanden og venter med uendelige mængder af tålmodighed på en ordre den modsatte vej, indtil regnskabet en skønne dag igen er i balance.

Økonomisk jihad
Denne type af peer-to-peer økonomi er utrolig svær at opspore, endsige at regulere. Bitcoins er den digitale perfektionering af Hawala, fordi de er lige så svære at optrevle og baserer sig på noget endnu bedre end tillid til et ukendt menneske eller en bank: en ubrydelig og anonym algoritme.

Det er stadig uklart, om Bitcoins holder i længden, men det virker, som om de er godt i gang med at udfordre den eksisterende magtstruktur i samfundet. Når millioner af mennesker først har installeret og lavet backup af deres Bitcoin-software, vil det blive særdeles vanskeligt for regeringer at vende strømmen. Det kan være, at de forbyder online køb og salg af Bitcoins eller forsøger slukke for selve netværket.

Nørder over hele kloden har erklæret økonomisk krig mod de globale finansmarkeder og deres magtfulde mellemmænd. Først tager de internettet, håber de. Tiden må vise, om de også vil tage Manhattan.

Er kønnet konstrueret? Anmeldelse af Delusions of Gender

af Ryan Smith, cand.mag.

Mænd er som hunde, og kvinder er som katte. Mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus. Mænd bruger hovedet, og kvinder bruger hjertet. Mænd vil have ungdom og skønhed, mens kvinder vil have status og penge. Mænd ser pornofilm, kvinder læser kærlighedsromaner. Kvinder vil have tryghed og dernæst sex, mens mænd vil have sex, for derefter igen at ville have sex.

Vi kender dem alle sammen: De gængse fordomme om de to køn, som vi nu har måttet høre på i snart et halvt århundrede. Men er der også noget om dem? Ikke hvis man spørger den britiske psykolog, forsker og ph.d. Cordelia Fine, som efter at have læst på både Cambridge og Oxford har skrevet en bog om kønsforskelle. En bog, som er blevet lidt af et fænomen i den engelsktalende verden.

Bogen hedder Delusions of Gender, og faktisk så handler bogen slet ikke om kønsforskelle, men snarere om, hvordan der ingen kønsforskelle er. Cordelia Fines litterære anstrengelser er blevet til en entusiastisk, velskreven og underholdende bog, om end det næppe er sikkert, at underholdningsværdien har fået helt den karakter, som Fine havde tiltænkt.

De ideologiske briller hives frem fra skuffen

Fine indleder med at fastslå, at der efter hendes mening ikke findes nogen videnskabelige undersøgelser der beviser, at kønsforskelle eksisterer. Godt nok findes der videnskabelige undersøgelser som konkluderer, at der er systematiske forskelle på mænd og kvinders valg og prioriteter, men disse undersøgelser er, ifølge Fine, slet ikke gode nok. Og med Delusions of Gender vil Fine nu pille det videnskabelige grundlag for kønsforskelle fuldstændig fra hinanden.

Fine lægger veloplagt ud med at se nærmere på en undersøgelse, som giver ammunition til hendes synspunkt: En undersøgelse der viser, at tiltaler man mænd som om, at de er ”bedre” til matematik, ja, så bliver resultaterne også derefter: Mænd bliver simpelthen bedre til matematik. Så samme måde viser undersøgelsen også, at taler man systematisk til kvinder som om, at de er ”bedre” til sprog, ja, så bliver kvinderne også bedre til sprog. Så mine damer og herrer, her har vi beviset: Måden, vi taler til hinanden på, påvirker simpelthen vores evner. Sproget skaber verden. Fine er en glad forfatterinde: Allerede her kan læseren nu se, hvor fjollet det er at tro på køn, for de forventninger, vi har til hinanden, påvirker jo hvem vi er.

Vi hører altså, om undersøgelsens overordnede konklusioner, men undersøgelsens konkrete resultater får vi imidlertid ikke så meget at vide om. Senere i bogen forstår vi hvorfor: Når man taler til mænd som om, at de er ”bedre” til matematik, og til kvinder som om, at de er ”bedre” til sprog, så øges en testpersons evner med beskedne 3 %! Entusiasmen dæmpes kortvarigt, idet Fine i et introspektivt øjeblik må konstatere, at 3 % ikke meget. Men allerede i næste sætning vender Fines optimisme og ukuelighed tilbage: For som hun siger, for et ungt menneske, der står og skal i gang med et helt liv, så 3 % sagtens være udslagsgivende. Selvom 3 % er lidt, så kan det sagtens være meget.

Og hvordan ved Fine så det? Jo, det gør hun bare. Det vender vi tilbage til senere.

Sociologisk cirkelslutning

For Fine er ikke færdig med pointen om, at det er sproget, der skaber kønsforskelle: ”Der er ikke forskel på mænd og kvinder”, gentager hun for læseren, ”men har I nogensinde tænkt på, at når vi snakker så meget om kønsforskelle, så skaber vi også kønsforskelle?” I særdeleshed vil Fine gerne spørge os, om vi nogensinde har tænkt på, at kvinder måske har nemmere ved at bukke under for socialt pres end mænd? Og, givet at kvinder er mere påvirkelige, er det så overhovedet hensigtsmæssigt for ligestillingen, at vi har så mange diskussioner om kvindens plads i samfundet, alt imens mænd (ifølge Fine) går mere eller mindre fri af socialt pres?

Med dét selvsikre udspil har læseren virkelig fået noget at tænke over: For hvis der ikke er forskel på mænd og kvinder, hvordan kan kvinder så være mere påvirkelige end mænd? Hvis kvinder er mere påvirkelige end mænd, sådan som en lang række undersøgelser viser, så er der jo forskel på de to køn, og det er jo netop, hvad Fine ikke mener, der er. Givet Fines præmisser, så må hun således være ude i en cirkelslutning: Socialt pres virker bedre på kvinder, fordi kvinder har nemmere ved at bukke under for socialt pres. Problemet er bare, at man med denne form for Emile Durkheim’ske sui generis-bevisførelse kan bevise hvad som helst, ikke mindst at kvinder har nemmere ved at bukke under for socialt pres, fordi det harmonerer med den kvindebeskrivelse, vi finder i den hellige Koran.

Matematikkens ”interne tyranni”

Men vi er ikke færdige. Hverken med socialt pres eller med matematikken: Gennem årene har flere videnskabelige undersøgelser nemlig vist, at kvinder (i snit) er dårligere end mænd til matematik. Fine medgiver først, at disse resultater afspejler en sandhed, men derefter hævder hun – i en koloraturarie over en efterhånden velkendt melodi – at kvinder kun er dårligere til matematik, fordi samfundets fordomme holder dem nede. Så langt, så godt: At det er samfundets forventninger og fordomme, der fastlåser kvinder i en snæver, bestemt rolle, var også hovedpointen, da Simone de Beauvoir skrev Det Andet Køn i 1949. Problemet er bare, at mænds fordomme ikke var grunden til, at kvinder (i snit) var dårligere til matematik dengang, og at det slet ikke er mænds fordomme der er grunden til, at kvinder er dårligere til matematik i dag.

De sidste par år er der nemlig kommet en hel række undersøgelser som viser, at kvinder udsættes for stadig færre fordomme om deres matematiske kunnen. Fine har godt nok lige fortalt os, at det er mænds fordomme, der holder kvinderne nede, og nu viser det sig altså, at der bliver færre og færre af disse fordomme – hvordan kan de betragtninger dog nogensinde forenes? ”Jo, det kan de”, siger Fine, ”når blot man forstår, at fraværet af en offentlig kvindekritik, blot har omformet mænds fordomme til et ’internt tyranni’, der stadig plager kvinder.”

Moralen er en mesterlig syntese: Hvis mænd er fordomsfulde, så undertrykker de kvinder, og hvis mænd ikke er fordomsfulde, ja, så undertrykker de også kvinder!

Fines fine ansigt

Men efter at have sundet os oven på denne genistreg, så må vi dog alligevel spørge: Hvor er dokumentationen for eksistensen af dette ”interne tyranni”? Og som vi spurgte længere oppe, hvordan kan Fine så vide, at en evneforskel på 3 % kan være udslagsgivende for en ung persons liv? De svar får vi aldrig.  Men hvad vi så til gengæld får, er en ubehagelig fornemmelse af, at de konklusioner vi her får serveret, alene er udsprunget af Fines ideologiske overbevisninger. Fine skriver i bogen, at hun vil gøre op med ”alle de underlødige videnskabsmænd”, der bare ”slynger ting ud om køn” uden at have nagelfaste beviser for dem. Men når Fine kører sin egen modkritik i stilling, så forventes det åbenbart, at læseren skal acceptere hendes påstande, alene på baggrund af hendes glatte ansigt. Der gælder med andre ord ét sæt spilleregler for Fine, og et andet for alle os andre.

Fantastiske fostre

Den orakulære tone fortsætter desværre gennem hele bogen, og sågar også uden for den, som da Fine til et foredrag konfronteres af et i øvrigt velvilligt forældrepar: Her fortæller moderen, at hun og hendes mand altid har forsøgt at opdrage deres to børn kønsneutralt, men at de hurtigt opdagede, at sønnen var frenetisk interesseret i biler og gabende ligeglad med dukker, mens det med datteren forholdt sig lige omvendt. Men Fine lader sig ikke imponere: Børnenes præferencer ikke har noget med kønsforskelle at gøre (for den slags findes jo ikke, uha-nej). Når drengebørn interesserer sig for biler, og pigebørn for dukker, så skyldes det snarere, at børnene, allerede mens de var fostre, kunne ligge inde i livmoderen og lytte til os andre tale om køn. Derfor ser det ud som om, at børnene fødes med en præference for biler eller dukker, men i virkeligheden er det blot sproget, der skaber verden.

Fines mærkværdige påstand (som må formodes at forudsætte, at fostre kan afkode sprog) føres der intet bevis for, eksamensbeviser fra Cambridge og Oxford til trods. Men måske er det slet ikke videnskab, som Fine vil opbygge med sin bog. Måske skal hendes budskab netop forstås på samme måde, som man forstår den hellige Koran og de øvrige abrahamitiske skrifter: Som en åbenbaringsreligion, hvor man ikke behøver føre bevis for sine påstande. En åbenbaringsreligion ved navn Feminisme.

De stakkels kvinder

Tilbage ved bogen er læseren ved at være godt forvirret. For der står jo på omslaget af Delusions of Gender, at bogen vil gå i rette med de videnskabelige undersøgelser som påstår, at der er forskel på mænd og kvinder. Vi er blevet lovet en bog om kønsforskning og neurologi. Så hvorfor skal vi nu sidde og læse side efter side om, hvordan kvinder (efter Fines personlige mening) undertrykkes og manipuleres i samfundet? Bogen præsenterer sig selv som et opgør med de seneste ti års hjerneforskning, men Delusions of Gender læses mest af alt som en let opdateret udgave af den klichemættede offerfeministiske smøre; den som vi kender til akkurat samme udslidte hudløshed, som vi kender den fortærskede maksime om, at mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus.

At Fine omtaler kvinder som ofre er særligt ironisk, når nu hendes hovedpointe er, at det er sproget der skaber kønsforskelle. For pointen har unægteligt den implikation, at hvis sproget skaber verden, og man omtaler kvinder som ofre, ja så er man selv med til at gøre dem til ofre. Det har Fine så bare ikke tænkt på, på noget tidspunkt i arbejdet med Delusions of Gender. Enten kan Fine ikke tænke stringent, eller også tager hun sig her igen et par af de friheder, som hun så skinsygt vil nægte alle andre.

Kvindernes hævn: Murstenstesten

Alt er imidlertid ikke sort for kvinderne: Med stolthed og bravur præsenterer Fine os nemlig for murstenstesten: Murstenstesten går groft sagt ud på, at en testperson får en mursten i hånden og bliver bedt om at opremse alle de formål, som vedkommende kan finde på at bruge den til. Derefter får testpersonen point, alt efter hvor kreative hans svar var. Svarer man ”mursten kan bruges til at bygge huse”, så får man ét point, mens svaret ”mursten kan kastes på politiet” præmieres to point og så videre. Men hvis man virkelige skal brillere på murstenstesten, så er det om at spille ud med svar som ”murstenen symboliserer, at vi alle er another brick in the wall” – sådanne svar præmieres med 10 point.

I murstenstesten klarer kvinder sig gennemsnitligt bedre end mænd. Og det får en jublende Fine til at udbryde, at det ville være et stort gode, hvis alle i samfundet tænkte på denne symbolsk-abstrakte måde. Her afslører Fine sit udgangspunkt som fermt forankret i universiteternes liberal arts-tradition: Jo mere abstraktion, des bedre. Og dét selvom the liberal arts er notorisk ude af stand til selv at producere noget som helst levedygtigt, men netop kun kan overleve via massiv støtte fra andre samfundsgrupper. Grupper, som bruger mursten til at bygge huse og forskning til at løse faktiske problemer.

Faktisk er Fine så glad for murstenstesten, at hun fuldstændig ignorerer den japansk-amerikanske professor Ikujiro Nonaka (og mange andres) arbejde med såkaldt tavs viden: Kreative mennesker er ikke nødvendigvis i stand til at verbalisere, hvad det er, de gør; de gør det bare. Derfor er der ingen garanti for, at genier som Vincent van Gogh eller Nikola Tesla ville klare sig særlig godt i murstenstesten. Murstenstesten måler verbal- og abstraktionsevne, men ægte kreativitet kan sagtens ligge andetsteds. Hverken en høj eller en lav score på murstenstesten siger noget om, hvordan en person vil klare sig i den virkelige verden, og derfor er det faktisk lidt pinligt, at der skal bruges så meget krudt på det.

Men det mest mærkværdige ved Fines gennemgang af murstenstesten er dog, at Fine tidligere i bogen – i lighed med den britiske filosof John Stuart Mill – har argumenteret for, at det er umuligt at vide noget om kvinders sande evner, så længe samfundet behandler de to køn forskelligt. Men her, i afsnittet om murstenstesten, slår Fine så pludselig fast, at kvinder er bedre end mænd. Altså: Når mænd er bedre end kvinder, så kan vi ikke vide noget om kvindernes sande evner. Men når kvinder er bedre end mænd, så er det sandheden selv, der flår hul på samfundets undertrykkende dyne.

Mulighed er ikke sandsynlighed

Et sted, hvor Fine til gengæld ikke er enig med John Stuart Mill, er, når hun konstant blander muligheder sammen med fordelinger. Mill mente, at samfundet skulle give mænd og kvinder lige muligheder, sådan at alle kunne forfølge netop den karriere, som han eller hun ønskede sig. Men Mill mente ikke, at samfundet skulle sørge for en ligelig (50/50) kønsfordeling i alle erhverv, for dét ville jo være et overgreb mod det enkelte menneskes ønsker. Sådanne fine fornemmelse er imidlertid spildt på Fine, der ikke har de fjerneste problemer med at give sin støtte til overgreb, for selvom kvinder og mænd har forskellige ønsker, så har de jo ikke rigtigt forskellige ønsker: Det er bare sproget, der har skabt en kultur, hvor mænd tror, at de hellere vil være soldater end sygeplejersker. Samfundet er, efter Fines mening, ikke der hvor det bør være, og derfor kan man sagtens forsøge at skubbe det enkelte menneske derhen med vold og magt ved at træffe grundlæggende livsbeslutninger for det, selvom man måske krænker det på vejen.

For Fine kan nemlig også vide sig sikker på historiens endemål: Det lysende mål i horisonten, som historien ufravigeligt bevæger sig frem imod, hedder 50/50-kønsfordelinger overalt i samfundet. Alt, hvad der påtvinger en mere ligelig fordeling af kønnene, omtales uden argumentation som ”fremskridt”. Den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper (som påviste, at troen på historiens forudbestemthed ikke alene er uvidenskabelig, men også er en af forudsætningerne for det totalitære samfund) har i sandhed levet forgæves for Cordelia Fine, ligesom Popper har levet forgæves for de Radikales Sofie Carsten Nielsen, Socialdemokraternes Julie Rademacher, samt det skatteyderbetalte KVINFO og dets direktør Elisabeth Møller Jensen.

Uvidenskabelig videnskab

Fine hævder altså, at vi ikke kan regne med videnskaben, når den påstår, at der er systematiske forskelle på mænd og kvinder. Overbevisningen er stærk, men Fines argumentation og beviser er det nu så som så med. Ét sted har Fine dog utvivlsomt ret i sin kritik af videnskaben, og det er, når hun går tilbage til 1800-tallet for at kritisere, hvordan videnskabsmænd så kønnet dengang. At Fine kan finde ud af at afvise teorier, der allerede blev afvist for 100, 150 og 200 år siden, burde sådan set ikke være nogen nyhed. Men Fine gør det til en nyhed, når hun hoverende insinuerer, at moderne videnskabsmænd er gjort af samme stof. Fine lægger dermed op til, at der skulle findes en særlig arvesynd for videnskabsmænd. Og lægger således også sin dobbeltmoral frem, til frit skue for læseren: Der findes ingen essenser, de er udelukkende skabt via sproget, men videnskabsmænd vil for altid være bundet til de teorier, som ærkepositivisterne fremsatte i 1800-tallet.

At påstå, at man går i rette med videnskaben, for derpå at koncentrere sig om at angribe teorier, som for længst er blevet miskrediteret, er et billigt, men desværre udbredt, debattrick, som også blev anvendt herhjemme i Lars Sandbecks og Lars Christiansens antiateistiske debatbog Gudløse Hjerner. Det er et sjofelt trick, som svarer nogenlunde til at vurdere de nyeste smartphones på baggrund af Alexander Graham Bells telefonprototype fra 1876, eller til at vurdere moderne bilers sikkerhed med udgangspunkt i 1880’ernes første automobiler: Tingene er simpelthen blevet bedre siden, og som videnskabskvinde er det først og fremmest Cordelia Fines (og ikke læserens) opgave at holde sig ajour.

Ukritiske intellektuelle

Cordelia Fines bog er således et glimrende eksempel på, at hverken en ph.d.-grad, eksamensbeviser fra topuniversiteter, eller bøger med lange referencelister i sig selv udgør nogen som helst garanti for videnskabelighed. Tværtimod lader bogen til at være et ufrivilligt bevis på, hvad psykologerne Carl Rogers, Steven Pinker, Dan McAdams med mange flere har sagt snart i et halvt århundrede: At vi enten er født med, eller relativt tidligt i livet, udvikler de dispositioner, som senere vil gøre os til gode akademikere. ”Spild ikke tiden på at uddanne psykologer,” som Carl Rogers skulle have sagt, ”for tiden bruges meget bedre på at udvælge dem, som allerede har dispositionerne.” Cordelia Fine har næppe haft dispositionerne, for Delusions of Gender falder fuldstændig igennem som videnskabeligt værk.

Delusions of Gender er snarere en ideologisk debatbog, hvor forfatterinden på forhånd har besluttet sig for, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Først derefter er hun så begyndt at se på, hvordan hun kan underbygge sin konklusion. På den måde er Delusions of Gender desværre en del af en bekymrende trend af ideologisk motiverede ”forsknings”-bøger, som bedst eksemplificeres af bogen The Spirit Level – Why Equality is Better for Everyone, hvori forfatterne Richard G. Wilkinson og hans kæreste Kate Pickett enøjet insisterer på, at økonomisk lighed er bedre for alle. Ligesom Delusions of Gender, så blev The Spirit Level noget af en sensation i den engelsktalende verden, hvor patosvædede intellektuelle i en ekstasefyldt stund kaldte Wilkinson og Pickett for ”socialvidenskabernes Charles Darwin”, og også den LO-finansierede tænketank CEVEA var med til at støtte op om bogens konklusioner herhjemme.

I modsætning til Delusions of Gender, så blev The Spirit Level dog senere afsløret som frygtelig pinlig forskning, i såvel danske som udenlandske medier, og mange af de britiske intellektuelle, der tidligere talte så varmt om bogen, holder nu klogeligt deres dom ude af offentligheden. Denne skæbne er dog endnu ikke overgået Delusions of Gender, som af helt uforståelige årsager stadig bliver taget alvorligt, også uden for universiteternes afdelinger for kvindestudier.

Fine undgår beviserne

I virkeligheden kan hovedantagelsen bag Delusions of Gender afvises med en uhyre simpel observation: Dyr har ingen kultur, men mange af de arter der ligner os mest, har helt faste kønsroller. På dette tidspunkt i anmeldelsen er det vel nærmest overflødigt at nævne, at Fine også undlader at forholde sig til denne oplagte indsigelse.

Denne forsømmelse står ellers i skærende kontrast til Fines omhyggelighed på andre områder: Fine bruger blandt andet sin bog til at kritisere Cambridge-professor Simon Baron-Cohens arbejde med køn, og selvom Baron-Cohen har udgivet mere end 200 peer reviewed forskningsartikler, så vælger Cordelia Fine, som altså kalder sig ph.d. i psykologi, næsten kun at citere fra Baron-Cohens populærvidenskabelige formidlingsarbejde, som bragt i bøger, blade og aviser.

Med Fine har vi altså at gøre med en videnskabskvinde, som systematisk undgår beviserne. Alt i alt ville Fines pointer nok finde bedre applikation hos Simon Baron-Cohens fætter, Sacha Baron-Cohen, der, efter at have spillet den bigote fjernsynsreporter Borat og den excentriske glam-bøsse Brüno, snildt kunne læse Delusions of Gender og finde materiale til sin næste film: I sin tredje film kunne Sacha Baron-Cohen nemlig snildt spille en forsmået, liberal arts, postmodernist-psykolog, som indtrængende ønsker at overbevise alt og alle om, at kønnet ikke findes, og at kønsforskelle udelukkende skabes gennem sproget.

Men det ville da også være en storslået skæbne for Cordelia Fine, denne kønsforskningens Don Quixote (m/k).

Anmeldelse: Griftopia og finanskrisen

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

Hold da op. Jeg vidste slet ikke at man kunne skrive så sjovt, så frækt og så informativt om noget så kedeligt som finanskrisen. Grunden til at jeg købte bogen Griftopia af Matt Taibbi var, at jeg er en af dem, som længe har forsøgt – eller tænkt på at forsøge – at forstå, hvad der egentlig foregik under finanskrisen, og hvordan det sidenhen er lykkes disse kriminelle bankmænd og skrupelløse børsmæglere at slippe for straf.

Bogen var et godt valg. Griftopia betyder noget i retning af Slyngelstan, dvs. et land, der styres af grådige skurke og koldblodige svindlere (i insiderkredse kaldt ’banksters’), der ved at smøre den politiske klasse har formået at deregulere hele den internationale finansielle sektor, og nu faldbyder giftige finansprodukter til folk og fæ. Taibbi blev i 2009 kendt for at kalde Goldman Sachs for en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden. Med sin bog sætter han trumf på og viser, at det ikke kun er Goldman Sachs, men stort set hele Wall Street der har sagt farvel til alle hensyn, og med slimede og grådige tentakler suger velstanden ud af stat og folk.

Problemet er ikke staten. Problemet er, at staten er blevet solgt til Wall Street. I et særdeles underholdende og oplyst første kapitel viser Taibbi, hvorfor teaparty-bevægelsen (og i det hele taget den åndssvage højre-venstre-opdeling af mennesker) har mistet enhver relevans i forhold til hvad der i virkeligheden er sket. Mens højrefløjen ser bureaukrati og lokalpolitik som ondskabens rod, ser venstrefløjen sig sur på entreprenører. Men de virkelige dumme svin er finansbosserne, som har købt bureaukratiet og forvandlet økonomien til et kæmpe high-tech casino, der med credit default swaps og collateralized debt obligations dræber både lokalmiljø og entreprenørskab.

Historien om ”the biggest asshole in the universe”, Alan Greenspan, spores tilbage til kulten omkring Ayn Rand og hendes vanvittige forsøg fra 1950’erne på at forfremme grådighed (som hun kaldte ’objectivism’ og ’rational egosim’) til en filosofisk nødvendighed. Greenspan var nok den mest obskure akolut af alle i denne bevægelse, men det lykkedes ham at blive chef for FED, det amerikanske federal reserve system, hvor han målrettet har kanaliseret rigdomme til den økonomiske elite via dereguleringer og printning af trillioner af papirdollar.

Et grundigt kapitel gennemgår, hvordan så mange amerikanere måtte gå fra hus og hjem, et andet fortæller, hvordan handlen med råvarer fjerner al relation til udbud og efterspørgsel, og hvorfor priserne på korn og ris, osv. er begyndt at stige efter at spekulanter har fået lov til at dominere markedet. Et tredje kapitel forklarer, hvordan den amerikanske sundhedsreform er blevet en parodi på sig selv, fordi det største problem ved det amerikanske sundhedssystem (papirarbejdet med forsikringsselskaberne, der ofte fylder mere end 50 % af arbejdsbyrden i et sygehus) slet ikke er blevet fjernet, og faktisk har fået frihjul på den betingelse, at de betaler demokraternes valgkampagne de næste to valg. Det sidste kapitel tager fat i Goldman Sachs, og viser, hvordan denne vampyrblæksprutte har formået at bore sine slimede tentakler ned i alle dele af den globale økonomi og placere små Goldman Sachs robotter overalt, for at bøje og dreje regler, der måtte hindre jagten på den personlige berigelse.

Det bedste ved bogen er, at den faktisk forklarer hvordan den slags foregår. Og når man har forstået lurendrejeriet, kan man ikke andet end at tage sig til hovedet og spørge, hvordan i hulen offentligheden har kunnet gå disse svindlere på limpinden – og stadig gør det! ”The new Mr. Dollar”, Allan Greenspan, var den sande designer af boble-økonomien, og hver gang boblen brast, trykkede Greenspan bare flere penge og lovede sine elskede investorer på Wall Street at staten, i tilfælde af ny bobler, altid vil være klar med flere penge og bailouts. De småbeløb som Goldman Sachs og Citigroup og Deutsche Bank og JPMorgan Chase og AIG og Morgan Stanley har måttet betale i bøde, når de blev fanget, har blot bekræftet deres strategi: Opfind nye Ponzi-skemaer, tag hvad du kan, få et trecifret millionbeløb i bonus, og lad fanden tage resten.

Hvis du læser bogen, vil du forstå, hvor langt ude nogle af alle disse finansprodukter er. CDO’s, derivativer, CDS’er, LIBOR, NINJA-lån, CFMA, LTCM, short selling, monoline insurance, CDO squared… du lærer det hele nemt og med en følelse, der er en blanding af hysterisk latter og klukkende fortvivlelse.

Taibbi har skrevet en overfed bog. Han kombinerer banebrydende reportage med grundig research, og fortæller den deprimerende historie om den efterhånden uovervindelige finanselite i et særdeles saftigt sprog.

Matt Taibbi
Griftopia – Bubble Machines, Vampire Squids, and the Long Con That Is Breaking America,

252 sider, ISBN 978-0-385 52995-2, Spiegel & Grau, 2010