Category Archives: Politik

Alle sprog har samme oprindelse – men ingen fælles regler

Menneskets evne til at tale stammer fra Afrika, men grammatikken er primært kulturelt bestemt.

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

To yderst interessante artikler, som udkom samtidigt i fagbladene Science og Nature i forrige uge, viser, at alle menneskets sprog stammer fra det sydlige Afrika, men at der derudover ikke findes mange fællestræk i grammatikken på tværs af sprogfamilierne, sådan som de har udviklet sig i takt med, at mennesket har spredt sig ud over kontinenterne i de sidste 100-50.000 år. Det betyder, at evnen til at tale i høj grad er genetisk kodet, men at der er plads til stor fleksibilitet i selve udførelsen.

Da talte sprog ikke efterlader fysiske fossiler i jordbunden, må antropologer og lingvister prøve at finde indirekte spor, når de skal lede efter sprogets oprindelse. Den evolutionære psykolog Quentin Atkinson fra University of Auckland i New Zealand fik den gode idé at låne en erkendelse fra genetikken: Jo længere væk, vi er fra vores afrikanske oprindelse, jo mindre genetisk variation er der i vores populationer. Det kaldes ‘founder-effekten’. Kunne man forestille sig, tænkte Atkinson, at der også findes en founder-effekt inden for sproget, og en slags sproglige ‘gener’, der udviser en lignende variation som de rigtige gener?

Kliklydesprog 

Ved at undersøge 504 moderne sprog kunne Atkinson vise, at et sprogs fonemer, dvs. de mindste lyde, som vi udtaler, når vi giver vores ord mening, kommer tættest på, hvad man kunne kalde sprogets gener. Man har længe vidst, at antallet af fonemer er størst i gamle sprog og mindst i nye. Sprog med de fleste fonemer bliver talt i det sydlige Afrika (Namibia, Angola, Botswana), mens sprog med færrest fonemer bliver talt i Polynesien og Sydamerika. I Danmark har vi 20 konsonantlyde og mellem 11-40 vokalfonemer alt efter hvem, man spørger. Reglen fra genetikken er, at hvis grupper af mennesker bevægede sig stadig længere væk fra deres moderland i Afrika, blev deres repertoire af fonemer stadig mindre, ligesom deres repertoire af gener blev mindre.

Atkinson plottede antallet af fonemer i hvert sprog som funktion af afstanden mellem det sted, hvor sproget bliver talt, og 2.500 hypotetiske oprindelsespunkter spredt ud over hele kloden. En efterfølgende korrelationsanalyse af alle par af afstande/fonemer kunne så vise det faktiske oprindelsessted. Det viste sig at være i den centrale/sydvestlige del af Afrika, hvilket i øvrigt stemmer fint overens med forskningsresultater fra 2009 (se artiklen ‘Adam og Eva blev født …’ under ‘Læs også’ til venstre), som viste, at menneskets genetiske oprindelse kan spores tilbage til ørkenområdet nær grænsen mellem Namibia og Angola, hjemstedet for de kliklydtalende buskmænd kaldet San.

Kliklydsprog kaldes khoisan og tilhører sprogfamilien tuu. De er uden tvivl verdens sværeste sprog at lære. Det måske ældste af dem er sproget xóõ, som har 141 fonemer, hvoraf 83 er forskellige kliklyde med et utal af artikulationsmåder og artikulationsteder i munden.

Større ordforråd 

Det opsigtsvækkende i Atkinsons paper, offentliggjort i Science, er egentlig ikke, at talesproget stammer fra Afrika, men snarere det faktum, at alle verdens sprog ser ud til at have én og samme oprindelse, og at den primære evolutionære komponent, der selekteres på, ikke er selve ordene, syntaksen eller grammatikken, men ordforrådet og antallet af fonemer.

»Atkinson modellerer sig tilbage til det allerførste sprog og bryder på den måde med det tabu, som har hvilet over sprogvidenskaben, siden vi alle forlod tanken om primitive sprog,« siger Frans Gregersen, professor ved Københavns Universitet og leder af Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier, i en kommentar.

»Atkinson sandsynliggør, at de første sprog har været anderledes end de sprogtyper, vi kender nu. Det burde egentlig være en selvfølge, som følger direkte af evolutionsteorien, nemlig at der har været evolution også hvad angår sprog, men sprog er jo evolutionært set et meget nyt fænomen, så udviklingen har fået karakter af alene at skyldes ordforrådsforøgelse og tilkomsten af skriften (og nu andre former for sprogformidlende ‘devices’). Her adskiller Atkinson sig ved at påstå at der måske var mindre syntaks og flere lydlige forskelle.«

Sproget er den vigtigste og sandsynligvis også den mest komplekse ‘killer-applikation’, der adskiller mennesket fra andre arter. At sproget stammer fra dengang, mennesker stadig kun levede i det sydlige Afrika, viser, at det har en lang historie bag sig. Forskerne ved dog stadig ikke, præcis hvornår talesproget for alvor opstod hos vores evolutionære forfædre. Måske var det blot kort tid forinden mennesket begyndte at vandre hen over savannen og senere ud af Afrika, hvilket kan give grobund til at mene, at sproget er knyttet til udviklingen af det anatomisk moderne menneske for cirka 200.000 år siden. Men måske er talesproget langt ældre, og blev allerede brugt af Homo erectus og af Homo habilis for over to millioner år siden. Man ved det ikke endnu.

Jeg spiser kage 

Det andet opsigtsvækkende paper blev offentliggjort i Nature, og er skrevet af Michael Dunn og Stephen Levinson fra Max-Planck-instituttet for psykolingvistik i Holland samt Russel Gray og Simon Greenhill fra University of Auckland, New Zealand. Det tager fat dér, hvor Atkinson slutter, nemlig ved diskussionen om, hvorvidt syntaks og grammatik indeholder nogle universelle regler, som alle sprog benytter sig af, eller om grammatikken er kulturelt determineret, og derfor på ingen måde kodet ind i hjernen på mennesker.

Ved at lave en matematisk undersøgelse af 301 sprog fra de fire største sprogfamilier austronesisk, indo-europæisk, bantu og uto-aztekisk kunne Nature-forskerne finde hyppigheden af de mest typiske rækkefølger af ord, sådan som de bliver brugt og har udviklet sig igennem disse sprogs historie. F.eks. er det normalt på dansk at sætte subjekt foran verbum, og verbum foran objekt (jeg spiser kage). Analysen viser, at den slags indoeuropæiske subjekt-verbum-objekt-sprog (SVO) typisk bruger præpositioner (dvs. forholdsord: ‘fra dåsen’ og ‘med hånden’). Men hvis man taler et SOV-sprog (jeg kage spiser), så har man mere tendens til at udvikle postpositioner (dvs. efterstillede forholdsord, f.eks. ‘landet over’ eller ‘verden rundt’).

Disse tendenser kunne kaldes universelle syntaktiske regler, og har været vand på møllen for folk som Noam Chomsky, der siden 1950’erne har argumenteret for, at mennesket må være genetisk kodet til at kunne lære grammatik, fordi børn jo er så gode og hurtige til det, selvom de slet ikke har haft tid til at høre eller lære alle mulighederne.

Yoda-style: Kage, jeg spiser 

Men det er ikke, hvad man nu ser i det helt store billede. Ved at undersøge otte forskellige grammatiske former i de fire sprogfamilier, der tilsammen dækker mere end en tredjedel af verdens 7.000 sprog og i alt strækker sig over mere end 8.000 år, kunne forskerne kun finde fælles grammatiske regler inden for samme sprogfamilie, men ikke sprogfamilierne imellem. Tværtimod fandt de en enorm diversitet, der tyder på, at de kulturelle forskelle har meget større betydning for grammatikken end de biologiske.

Et godt eksempel er den situation, hvor sprog begynder med at bruge efterstillede forholdsord sammen med verbum-objekt-former (‘hånden med, spiser kage’). Hvis der er tale om et indoeuropæisk sprog, vil det typisk udvikle sig til at vende om på verbum og objekt (‘hånden med, kage spiser’), men hvis det er et austronesisk sprog, vil det typisk beholde VO-formen og i stedet stille forholdsordet foran (‘med hånden, spiser kage’).

Den slags vilkårligheder fandt man også i andre syntaktiske udviklinger, og de viser, at hjernen ikke har noget relæ, der foretrækker den ene grammatiske form frem for den anden. Det er selvfølgelig en konklusion, som Chomsky og andre ‘universalister’, som f.eks. lingvisten Joseph Greenberg, vil skulle forholde sig til. Og måske er der også stadig plads til en lille smule universel grammatik: Ud af de i alt seks mulige kombinationer af subjekt, verbum og objekt, er de to (‘jeg spiser kage’ og ‘jeg kage spiser’) brugt i over 90 procent af alle sprog. ‘Yoda-syntaks’ (‘kage, jeg spiser’) viser sig at være meget sjældent og bruges kun af cirka ti sprog i verden, heriblandt Hixkaryana, der tales i en udløber af Amazonfloden i det nordvestlige Brasilien.

Sprog er historisk dannet 

Ifølge professor Frans Gregersen er Nature-artiklen særdeles vigtig, fordi den viser, at sprog primært er et historisk-kulturelt fænomen.

»Det er noget nogle af os har haft en mistanke om altid,« siger han.

»Det betyder i denne sammenhæng, at der ikke er nogen entydig kognitiv mekanisme, som kan besejre det faktum, at sproget allerede er der, når vi bliver født ind i samfundet. For så vidt er vi altså tvunget til at arbejde med de foreliggende fakta som udgangspunkt. Det betyder, at vi snarere udvikler sprogspecifikke strategier for forståelse og afkodning, og at vi udvikler dem til perfektion i kraft af træning. Det forklarer, hvorfor det er så svært at lære andre (ubeslægtede) sprog. Når det ikke er umuligt, skyldes det til gengæld, at der er grundlæggende funktionelle ligheder, som vi kan benytte: Vi skal kunne udtrykke de samme grundfunktioner, uanset om vi taler det ene eller det andet sprog.«

De grundlæggende funktionelle ligheder blandt alle menneskesprog ligger altså dybere begravet end i en evne til at gætte syntaksen og genkende sprogets form. Vores hjerne er unik i sin evne til at kunne lære et sprog til perfektion, på trods af at den kun har hørt ganske få eksempler. En universel sprogtilegnelsesmekanisme i hjernen må derfor skyldes en kombination af mange ting, som det har taget lang tid at udvikle: evnen til at danne lyde og stavelser; evnen til at kombinere dem ved hjælp af fonemer, så man kan danne ord; evnen til at danne sætninger ved hjælp af syntaks og sidst men ikke mindst, evnen til at abstrahere og konceptualisere grammatiske regler og knytte dem til meningsgivende udsagn. Kun de mest basale grundelementer i denne proces er biologiske. Resten må vi stadig bruge store dele af vores barndom på at lære.

Fra et evolutionært perspektiv er sprogforskningen lige begyndt. Kun med fremkomsten af skriften, af computeren og af internettet – der i sig selv er vigtige skridt for videreudviklingen af menneskets kommunikationsformer – har forskere været i stand til at undersøge og forklare de mange aspekter af vores sprog.

Selvom der stadig er masser af uafklarede spørgsmål, er forskerne bag de to nye forskningsartikler kommet et godt skridt videre. Og deres brug af matematiske og statistiske metoder vil helt sikkert danne mere skole blandt lingvister, antropologer og de evolutionære psykologer.

On the Organisation of Medieval Armies

Organization

The organization of feudal armies was kept simple in comparison to the large national armies of more modern time. There were no permanent regiments, divisions, or corps until the very end of the age. When a feudal army was summoned, each vassal traveled to the meeting point with any knights, archers, and footmen that he was required to bring. At the meeting point, the contingents would be reassembled by role. The knights and their squires kept and marched together, as did the archers and footmen.

Special units, such as engineers and the operators of siege artillery, were usually professionals hired for the campaign. Christian mercenaries, for example, operated the artillery employed by the Turks against Constantinople.

Being a mercenary soldier was a respected profession in the late Middle Ages. Warrior entrepreneurs formed mercenary companies that allowed a rich lord or city to hire a ready-made competent fighting force. Mercenary companies existed that were all of one skill. For example, 2000 Genoese crossbowmen served in the French army at the Battle of Crécy in 1346. Other mercenary companies were mixed forces of all arms. These were often described in terms of the number of lances they contained. Each lance represented a mounted man-at-arms plus additional mounted, foot, and missile troops. A company of 100 lances represented several hundred fighting men. This system was the origin of the word “freelance.”

Command hierarchy within a feudal army was flat. Not much maneuvering was anticipated so there was little provision of large staffs to support the commander and pass orders.

In 1439 Charles VII of France raised Royal Ordinance Companies. These companies were filled with either knights or infantry and were paid from tax revenues. Each company had a fixed complement of men; their armor and weapons were chosen by the king rather than left to personal choice. This was the beginning of modern standing armies in the West.

Supply

There was little provision for food and medical supplies. Medieval armies lived off the land, to the detriment of everyone residing in an area they occupied or passed through. Having a friendly army march through was no better than having the enemy pass. Medieval armies did not linger in one area for long because local supplies of food and forage were quickly exhausted. This was a particular problem during sieges. If an army laying siege did not make arrangements to have food and supplies brought in, it might have to lift its siege to avoid starvation long before the defenders had to surrender.

Sanitation was also a problem when an army stayed in one place. A medieval army brought along many animals, in addition to the horses of the knights, and sewage problems led to dysentery. Feudal armies tended to waste away to disease and desertion. During his campaign in France, Henry V of England lost an estimated 15 percent of his army to disease at the siege of Harfleur and more on the march leading up to Agincourt. At the battle itself, he lost only 5 percent. Henry V died of disease related to poor sanitation at another siege.

Deployment for Battle

Most battles were set-piece affairs where the two sides arranged themselves before the fighting began. Campaigns of maneuver and meeting engagements were rare.

Prior to battle, commanders divided their forces into contingents with specific tasks in mind for each. The first separation might be into foot soldiers, archers, and cavalry. These groups might be divided further into groups to be given individual missions or to be held in reserve. A commander might arrange several “battles” or “divisions” of knights, for example. These could be launched individually as desired or held in reserve. Archers might be deployed in front of the army with blocks of infantry in support. Once the army had been arranged, the only major decisions were when to send in the prearranged pieces. There was little provision for pulling back, reforming, or rearranging once the fighting started. A force of knights, for example, could rarely be used more than once. After they had been committed to action, they were usually reinforced or withdrawn. A full charge by heavy cavalry caused such disruption, lost equipment, and loss of horses that the force was essentially spent. The Norman knights at Hastings were reformed for further attacks, but they did not launch a full charge because they could not penetrate the Saxon shield-wall.

Superior commanders made use of the terrain to their advantage and conducted reconnaissance to evaluate the enemy’s strength and weaknesses.

Ransom

The ultimate rewards from successful battle included honors and grants of fiefs. The proximate rewards included booty from looting bodies, ransacking captured towns and castles, selling the armor and weapons of the dead, and ransoming high-ranking prisoners. Knights were expected to pay ransoms to save their lives. One of the highest recorded ransoms was more than US $20 million paid to a German prince for the release of Richard I of England, captured during his return from the Crusades.

At Agincourt the English were holding a large group of French knights at the rear for ransom. During the battle, a French contingent raided toward the rear of the English and briefly panicked Henry V. He ordered the execution of the held French knights to prevent their release, thereby forgoing a fortune in ransoms.

The capture of knights was recorded by heralds who kept a tally of which soldiers were responsible and thereby due the bulk of the ransom. The heralds then notified the prisoner’s family, arranged the ransom payment, and obtained the prisoner’s release.

The popularity of ransoms seems remarkably civil but masks a darker story. Low-ranking prisoners of no value might be killed out-of-hand to eliminate the problem of guarding and feeding them.

On the Dark Age History of the British Isles

Following the withdrawal of the Roman legions to Gaul (modern France) around 400, the British Isles fell into a very dark period of several centuries from which almost no written records survive. The Romano-British culture that had existed under 400 years of Roman rule disappeared under relentless invasion and migration by barbarians. Celts came over from Ireland (a tribe called the Scotti gave their name to the northern part of the main island, Scotland). Saxons and Angles came from Germany, Frisians from modern Holland, and Jutes from modern Denmark. By 600, the Angles and Saxons controlled most of modern England. By 800, only modern Wales, Scotland, and West Cornwall remained in largely Celtic hands.

The new inhabitants were called Anglo-Saxons (from the Angles and Saxons). The Angles gave their name to the new culture (England from Angle-land), and the Germanic language they brought with them, English, replaced the native Celtic and previously imported Latin. Despite further invasions and even a complete military conquest at a later date, the southern and eastern parts of the largest British Isle have been called England (and its people and language English) ever since.

In 865 the relative peace of England was shattered by a new invasion. Danish Vikings who had been raiding France and Germany formed a great army and turned their attention on the English. Within 10 years, most of the Anglo-Saxon kingdoms had fallen or surrendered. Only the West Saxons (modern Wessex) held out under Alfred, the only English ruler to be called “the Great.”

England was divided among the Vikings, the West Saxons, and a few other English kingdoms for nearly 200 years. The Viking half was called the Danelaw (“under Danish law”). The Vikings collected a large payment, called the Danegeld (“the Dane’s gold”), to be peaceful. The Danes became Christians and gradually became more settled. In time the English turned on the Danes, and in 954 the last Viking king of York was killed. England was united for the first time under an English king from Wessex.

In 1066 the Witan (“king’s council”) offered the crown to Harold, son of the Earl of Wessex. Two others claimed the throne: Harald Hardrada (meaning “the hard ruler”), King of Norway, and Duke William of Normandy. The Norwegian landed first, near York, but was defeated by Harold at the battle of Stamford Bridge. Immediately after the victory, Harold force-marched his army south to meet William at Hastings. The battle seesawed back and forth all day, but near dusk Harold was mortally wounded by an arrow in the eye. Over the next two years, William, now “the Conqueror,” solidified his conquest of England.

During the remainder of the Middle Ages, the successors of William largely exhausted themselves and their country in a series of confrontations and wars attempting to expand or defend land holdings in France. The Hundred Years War between England and France was an on-and-off conflict that stretched from 1337 to 1453. It was triggered by an English king’s claim to the throne of France, thanks to family intermarriages. The war was also fought over control of the lucrative wool trade and French support for Scotland’s independence. The early part of the war featured a string of improbable, yet complete, English victories, thanks usually to English longbowmen mowing down hordes of ornately armored French knights from long range.

The English could not bring the war to closure, however, and the French rallied. Inspired by Joan of Arc, a peasant girl who professed divine guidance, the French fought back, ending the war with the capture of Bordeaux in 1453. The English were left holding only Calais on the mainland (and not for long).

On the History of the Vikings

The inhabitants of Scandinavia had made their living by herding, farming, and fishing for centuries. In the sixth and seventh centuries, they began trading along the Baltic Sea and deep into Russia along its great rivers. For reasons unknown, they began aggressively raiding the coasts of Europe suddenly in the late eighth century. Perhaps they were amazed at the relative riches they had encountered as traders, or they perceived a weakness among the civilizations to the south, or new sailing and boat technologies gave them the power to travel farther and more quickly. In 793 the pagan Vikings struck the great monastery at Lindisfarne, established by the Irish off the northeast coast of England.

Fast, low-draft longboats allowed the Vikings to strike quickly from the sea and up rivers. Because roads were so poor in the ninth century, the Vikings could concentrate against a rich village or monastery, land quickly, drive off any resistance, and carry off slaves and plunder before any organized response could be mounted. People living along the coasts and rivers of Germany, France, and Britain lived in fear of the raiders. The central authorities of these lands fell into disfavor because they could do little to defend against these hit-and-run attacks. The people turned to local nobles who built castles for defense. This shift of power strengthened the local nobles and weakened the kings.

The Vikings became bolder as the ninth century progressed. Larger Viking groups combined to make actual invasions, not just raids. They sacked major cities including Hamburg, Utrecht, and Rouen. They settled on islands off Britain, in parts of Ireland (founding Dublin), Iceland, and Greenland. The Danes captured and ruled the eastern half of England for a century. Another force sailed up the Seine River and besieged Paris for two years before being bought off with money and plunder. Another group ruled part of Russia from Kiev and assaulted Constantinople from the Black Sea. They raided the Muslim Iberian Peninsula and deep into the Mediterranean.

In the tenth century, the king of France bought peace with the Vikings by ceding them part of his country (Normandy, “from the northmen,” or Normans) and making their ruler a French duke. As part of this agreement, the Normans converted to Christianity. The Normans became one of the most remarkable groups in the Middle Ages. Later they conquered England, establishing the first great European kingdom. Other Normans conquered Sicily, half of Italy, and established Crusader kingdoms in Palestine.

Viking raids stopped at the end of the tenth century, partly because they had become Christians and no longer followed the warrior values of their past pagan beliefs. Scandinavia divided into kingdoms, and the new rulers concentrated on ruling what they owned. The Viking settlers in Russia, France, and Britain were absorbed by the cultures that surrounded them. The warrior cultures in Europe that had evolved in response to the Viking threat soon had a new outlet for their aggression, however, in the Holy Land of the Eastern Mediterranean.

The History of Knighthood

The Rise of Knights

By the time of Charlemagne, mounted warriors had become the elite military units of the Franks and this innovation spread across Europe. Fighting from a horse was most glorious because the mounted man rode into battle, moved quickly, and trampled down lower-class enemies on foot. When cavalry faced cavalry, the charge at speed and resulting violent contact was exhilarating. Fighting while mounted was most prestigious because of the high cost of horses, weapons, and armor. Only wealthy individuals, or the retainers of the wealthy, could fight mounted.

Kings of the late Dark Ages had little money with which to pay for large contingents of expensive cavalry. Warriors were made vassals and given fiefs of land. They were expected to use their profits from the land to pay for horses and equipment. In most cases, vassals also supported groups of professional soldiers. At a time when central authority was weak and communications poor, the vassal, aided by his retainers, was responsible for law and order within the fief. In return for his fief, the vassal agreed to provide military service to his lord. In this way, high lords and kings were able to raise armies when desired. The elites of these armies were the mounted vassals.

As the Middle Ages progressed, the elite mounted warriors of western Europe became known as knights. A code of behavior evolved, called chivalry, which detailed how they should conduct themselves. They were obsessed with honor, both at war and at peace, although mainly when dealing with their peers, not the commoners and peasants who constituted the bulk of the population. Knights became the ruling class, controlling the land from which all wealth derived. The aristocrats were noble originally because of their status and prestige as the supreme warriors in a violent world. Later their status and prestige were based mainly on heredity, and the importance of being a warrior declined.

Chivalry

When first used, the term “chivalry” meant horsemanship. The warrior elite of the Middle Ages distinguished themselves from the peasants and clergy and each other by their skill as horsemen and warriors. Fast and strong horses, beautiful and efficient weapons, and well-made armor were the status symbols of the day.

By the twelfth century, chivalry had come to mean an entire way of life. The basic rules of the chivalric code were the following:

*  Protect women and the weak.
*  Champion justice against injustice and evil.
*  Love the homeland.
*  Defend the Church, even at the risk of death.

In practice, knights and aristocrats ignored the code of chivalry when it suited them. Feuds between nobles and fights over land took precedent over any code. The Germanic tribal custom that called for a chieftain’s property to be split among his sons, rather than pass to the eldest, often triggered wars among brothers for the spoils. An example of this was the conflict between Charlemagne’s grandsons. The Middle Ages were plagued with such civil wars in which the big losers were usually the peasants.

In the late Middle Ages, kings created orders of chivalry, which were exclusive organizations of high-ranking knights that swore allegiance to their king and each other. Becoming a member of chivalric order was extremely prestigious, marking a man as one of the most important of the realm. In 1347 during the Hundred Years War, Edward III of England founded the Order of the Garter, still in existence today. This order consisted of the 25 highest-ranking knights of England and was founded to ensure their loyalty to the king and dedication to victory in the war.

The Order of the Golden Fleece was established by Philip the Good of Burgundy in 1430 and became the richest and most powerful order in Europe. Louis XI of France established the Order of St. Michael to control his most important nobles. The Orders of Calatrava, Santiago, and Alcantara were founded to drive the Moors out of Spain. They were united under Ferdinand of Aragon, whose marriage to Isabella of Castile set the foundation for a single Spanish kingdom. He eventually became master of the three orders, although they remained separate.

Becoming a Knight

At the age of 7 or 8, boys of the noble class were sent to live with a great lord as a page. Pages learned basic social skills from the women of the lord’s household and began basic training in the use of weapons and horsemanship. Around the age of 14 the youth became a squire, a knight in training. Squires were assigned to a knight who continued the youth’s education. The squire was a general companion and servant to the knight. The duties of the squire included polishing armor and weapons (prone to rust), helping his knight dress and undress, looking after his belongings, and even sleeping across his doorway as a guard.

At tournaments and in battle, the squire assisted his knight as needed. He brought up replacement weapons and horses, treated wounds, brought a wounded knight out of danger, or made sure of a decent burial if needed. In many cases the squire went into battle with his knight and fought at his side. A knight avoided fighting a squire on the other side, if possible, seeking instead a knight of rank similar to or higher than his own. Squires, on the other hand, sought to engage enemy knights, seeking to gain glory by killing or capturing an enemy knight of high rank.

In addition to martial training, squires built up their strength through games, learned to at least read, if not write, and studied music, dancing, and singing.

By the age of 21, a squire was eligible to become a knight. Suitable candidates were “knighted” by a lord or other knight of high standing. The ceremony for becoming a knight was simple at first, usually being “dubbed” on the shoulder with a sword and then buckling on a sword belt. The ceremony grew more elaborate and the Church added to the rite. Candidates bathed, cut their hair close, and stayed up all night in a vigil of prayer. In the morning the candidate received the sword and spurs of a knight.

Knighthood was usually attainable only for those who possessed the land or income necessary to meet the responsibilities of the rank. Important lords and bishops could support a sizable contingent of knights, however, and many found employment in these circumstances. Squires who fought particularly well might also gain the recognition of a great lord during battle and be knighted on the field.

Tournaments

Mock battles between knights, called tournaments, began in the tenth century and were immediately condemned by the second Council of Letrán, under Pope Innocentius II, and the kings of Europe who objected to the injuries and deaths of knights in what they considered frivolous activity. Tournaments flourished, however, and became an integral part of a knight’s life.

Tournaments began as simple contests between individual knights but grew more elaborate through the centuries. They became important social events that would attract patrons and contestants from great distances. Special lists (tournament grounds) were erected with stands for spectators and pavilions for combatants. Knights continued to compete as individuals but also in teams. They dueled against each other using a variety of weapons and held mock mêlée battles with many knights on a side. Jousts, or tilts, involving two charging knights fighting with lances, became the premier event. Knights competed like modern-day athletes for prizes, prestige, and the eyes of the ladies who filled the stands.

So many men were being killed in tournaments by the thirteenth century, that leaders, including the pope, became alarmed. Sixty knights died in a 1240 tournament held in Cologne, for example. The pope wanted as many knights as possible to fight on the Crusades in the Holy Land, rather than be killed in tournaments. Weapons were blunted and rules attempted to reduce the incidence of injury, but serious and fatal injuries occurred. Henry II of France was mortally wounded, for example, in a joust at a tournament held to celebrate his daughter’s wedding.

Challenges were usually issued for a friendly contest, but grudges between two enemies might be settled in a fight to the death. Tournament losers were captured and paid a ransom to the victors in horses, weapons, and armor to obtain their release. Heralds kept track of tournament records, like modern baseball box scores. A low-ranking knight could amass wealth through prizes and attract a wealthy wife.

Military Orders

During the Crusades military orders of knights were created to support the Christian goals of the movement. They became the fiercest of the Crusaders and the most hated enemies of the Arabs. These orders carried on after the Crusades in Palestine ended in failure.

The first of these orders were the Knights of the Temple, or the Templars, founded in 1108 to protect the Holy Sepulcher in Jerusalem. The Templars wore a white surcoat supplanted with a red cross and took the same vows as a Benedictine monk-poverty, chastity, and obedience. The Templars were among the bravest defenders of the Holy Land. They were the last Crusaders to leave the Holy Land. In the following years they grew wealthy from donations and by lending money at interest, attracting the envy and distrust of kings. In 1307 King Philip IV of France accused them of many crimes, including heresy, arrested them, and confiscated their lands. Other European leaders followed his lead and the Templars were destroyed.

The Knights of St. John of Jerusalem, or the Hospitallers, were set up originally to tend to sick and poor pilgrims visiting the Holy Sepulcher. They converted shortly into a military order. They wore a red surcoat with a white cross and also took the vows of St. Benedict. The Hospitallers set a high standard and did not allow their order to become rich and indolent. When forced out of the Holy Land following the surrender of their great castle, the Krak des Chevaliers, they retreated to the island of Rhodes, which they defended for many years. Driven from Rhodes by the Turks they took up residence on Malta.

The third great military order was the Teutonic Knights, founded in 1190 to protect German pilgrims traveling to the Holy Land. Before the end of the Crusades they had turned their efforts toward converting the heathens in Prussia and in the Baltic States.

Heraldry

To distinguish knights on the battlefield, a system of badges called heraldry was developed. A special badge was designed for each nobleman to be shown on his shield, surcoat, flags, and seal. A surcoat decorated with a knight’s badge became known as a coat-of-arms and this term came to describe the badges themselves. An independent organization known as the College of Heralds designed the individual badges and ensured that each was unique. Badges were recorded by the heralds in special books under their care.

Coats-of-arms were handed down from one generation to the next and would be modified by marriage. Certain designs were reserved for royalty in different countries. By the late Middle Ages towns, guilds, and even prominent nonnoble townsmen were granted coats-of-arms.

On the battlefield, combatants used coats-of-arms to distinguish friend and foe and to choose a worthy opponent in a mêlée. Heralds made lists of knights about to fight based on their badges. Heralds were also considered neutrals and would act as intermediaries between two armies. In this manner they might pass messages between the defenders of a castle or town and its besiegers. After a battle, heralds identified the dead by their coats-of-arms.

Islam og den rationelle fornuft

af Tim Pallis, forfatter

I Vesten har vi et problem. Vi forstår ikke muslimerne. Vi fatter ikke hvad der foregår. Vi kan ikke forstå, hvorfor de handler som de gør. Vi kalder det  middelalderligt.

De fleste har ikke sat sig ordentlig ind i islams hellige skrifter. Vi ved ikke meget om, hvad islam er. Og eksperterne siger, at islam ikke har nogen essens, og skal fortolkes på mange forskellige måder. Man regner med, at muslimerne i almindelighed tænker lige så fornuftigt som os selv. For islam er da “fredens religion”. Den er en af Abrahams religioner og nok ikke meget forskellig fra jødedom og kristendom.

Alle religioner vil lære os det samme, siger de: At vi skal bestræbe os på at være gode mennesker, næstekærlige og overholde det gyldne princip om ikke at gøre mod andre, hvad vi ikke vil have andre skal gøre mod os. Sådan er det nok også for muslimerne, siger de.

Her i Vesten bestræber vi os på at give rationelle og fornuftige begrundelser for, hvad vi gør, og hvad vi mener om tingene. Vi kan godt lide, at opstille årsagssammenhænge. Vores videnskabsmænd leder efter rationelle begrundelser for diverse fænomener og de antager, at mennesker er universelt modtagelige for fornuft.

Den amerikanske forfatter og sikkerhedsekspert Robert R. Reilly har imidlertid skrevet en bog om, hvorfor eksperterne tager fejl. The Closing of the Muslim Mind, hedder den, og netop med henvisning til de såkaldte ”eksperter”, så bærer den også titlen How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis. I bogen gennemgår Reilly stringent, hvordan langt de fleste af vor vestlige islam”eksperter” dybest set intet aner om islamisk filosofi (hvis de da aner noget om filosofihistorie i det hele taget). Og Reilly kontrasterer disse falske eksperter med mennesker, der rent faktisk kan deres historie.

Ubekvemme sandheder fra paven
I sin tale på Regensburg-universitetet sagde pave Benedict XVI, at islam er på kant med fornuften, og henviste til den historiske af-hellenisering af islam. Tabet af det hellenistiske præg betød også tabet af filosofisk tænkning, årsagssammenhænge og fornuftslutninger; ting som mange muslimer i dag anser for, at ligge udenfor den kritiske analyses domæne. Som vi skal se, så har islams lærde det nemlig med at forkaste den menneskelige tankes formåen og rationelle analyses frembringelser. Den kritiske fornuft er nemlig blot et menneskeværk, og det er et problem.

I de fleste teologiske skoler indenfor islam er tilgangen til virkeligheden blokeret på grund af islams afvisning af den kritiske analyse som menneskeskabt. Ifølge islamisk teologi og filosofi lever vi i en verden, hvor Allah ikke er bundet af noget, end ikke fornuften. Allah er, med deres egne ord, ren vilje og ren magt. Det kan synes besynderligt, at den menneskelige hjerne på den måde har udviklet en filosofi, der mest af alt koncentrerer sig om at devaluere den menneskelige hjerne. Imidlertid er der en hel række grunde til, at den islamiske teologi har udviklet sig som den har.

For det første sværger mange islamiske lærde til en total afvisning af fri vilje, idet de tror på, at alting er forudbestemt. Menneskets handlinger er ikke frie men på forhånd dikteret af Allahs vilje. Når mennesket ikke har en fri vilje, har han heller ikke noget ansvar for sine handlinger. Og hvis mennesket ikke kan kontrollere sin adfærd, er det meningsløst at tale om, at mennesket har moralske -endsige rationelle- forpligtelser i verden.

Allah, den guddommelige betvinger
I islam kaldes Allah også Al-Jabbar, hvilket betyder ’ham som betvinger’. Allah betvinger alt, og hans magt kan man ikke modsætte sig. Allah er herre over enhver af universets bevægelser. Hans væren er ubegrænset og har absolut frihed. Menneskets handlinger bestemmes derfor af Allah på samme måde som træets frugter, vandets strømmen, daggryets komme og planternes blomstring, som den islamiske teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) hævdede: “Allah skaber ikke kun skabningerne, men skaber også deres handlinger”. Allahs frihed er altså menneskets bundethed.

Ligeledes går en anden doktrin i islamisk teologi på, at Allahs natur hverken er konsekvent eller erkendelig. Ifølge islamiske lærde er det en hån mod Allah at hævde, at Allah er bundet af principper som eksempelvis næstekærlighed: Sådanne forpligtigelser begrænser nemlig Allahs absolutte og uvilkårlige frihed til at handle. Følgelig instruerer disse imamer i stedet deres menigheder i, at Allah er ubegribelig, og at han gør præcis hvad han vil. Således er implikationen af denne dokrinlære, at Allah ikke engang er bundet af sit eget ord.

Allah har ingen natur, og det fastholdes, at hans væren er absolut transcendens, og således evigt ukendt. Intet værende kan sammenlignes med ham, hvorfor billedforbuddet er særligt stærkt i islam, og han åbenbarer sig ikke for noget menneske. Han har afsløret sine love for menneskene, og det er alt. Det er grunden til, at visse grene af islam har begrænset sig til kun at beskæftige sig med den islamiske retslære Sharia’en. Da Allah er uerkendelig og utilregnelig, så er det eneste, der er relevant for menneskers væren-i-verden, at kende Allahs love.

Der slås et slag for hellenismen
Alt i den islamiske tænknings historie er dog ikke mørke: Filosofferne Avicenna (980-1037) og Averroes (1126-1198) forsøgte sig i deres værker med rationel analyse, og med de skrifter der var tilgængelige for dem, forsøgte de at indoptage aristotelisk og platonisk filosofi i den islamiske tænkning. Dermed arbejdede de begge på, at bringe den rationelle fornuft og de guddommelige åbenbaringer i syntese med hinanden via deres filosofiske produktioner. Men lige lidt hjalp det: Efter at Averroes havde produceret noget af sin tids fornemste filosofi, som endda blev hædret af kristne, endte Averroes bøger alligevel i flammerne brændt på Cordovas torv, han selv blev sendt i eksil og hans lære bandlyst. Og, siger visse kilder, i dette mismodets time, skulle Averroes have udbrudt, at ”islam var en religion for svin”.

At koranen kunne forenes med den kritiske filosofi blev afvist af de øvrige islamiske lærde med henvisning til, at den filosofiske metode var skabt af mennesker, og således korrumperet af menneskets selviske interesser, og på et epistemologisk plan lød begrundelsen, at der end ikke var noget for fornuften at vide: Virkeligheden var nemlig udelukkende afhængig af Allah – betvingerens – vilje, og således intet andet end en serie momentane mirakler, som er direkte forårsaget af Allahs vilje, og udenfor enhver menneskelig erkendelig metode. Ifølge klassisk islamisk teologi gælder dette (manglende) forhold mellem årsag og virkning også i naturens verden: Hvad der synes at være “naturlove”, som f.eks. fysikkens love, er i virkeligheden ikke andet end Allahs sædvane, som han til enhver tid kan ændre efter forgodtbefindende.

Resultatet af denne teologiske doktrin bliver således, at virkeligheden bliver uerkendelig og uforståelig: Der er intet for mennesker at begribe, for kun det uerkendelige konstituerer virkeligheden.

Ghazalis coup de grâce
Blandt de filosoffer som var med til at give Avicenna og Averroes dødsstødet var Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111).  Ghazali var den mest indflydelsesrige muslimske tænker efter Muhammed. I hans hovedværk, Om filosoffernes mangel på sammehæng, afviste han hele den hellenistiske tænkning og metode. Han fremhævede, at Allah er fuldstændig ubetvunget, og at der derfor ikke er nogen naturlig eller forudsigelig sammenhæng mellem årsag og virkning. Legemer bevæger sig ikke i overensstemmelse med deres natur, for de de har ingen natur, de er blot manifestationer af Allahs øjeblikkelige vilje der, som vi har set, kan skifte fra øjeblik til øjeblik.

Islamiske filosoffer som Averroes, Avicenna, Al-Razi og Al-Kindi er ifølge de anti-hellenistiske tænkere i islam slet ikke muslimer, men kættere: De er nemlig ikke produkter af islamisk kultur, men af græsk kultur. Og blandt religiøse ledere i Mellemøsten betragtes de hellenistiske filosoffer den dag i dag som værende fremmedelementer i den islamiske tænkning. De betragtes som krypto-vestlige og krypto-kristne, og deres tanker skal således bekæmpes.

Den videnskabelige metode – en kristen produktion?
Benægtelsen af naturlovene har medført en manglende interesse for objektivitet og videnskabelighed i den islamiske verden, hvilket egentlig er naturligt nok, for hvorledes kan man dyrke videnskab uden lovmæssighed, årsag og virkning?

Udover Ghazalis afvisning af årsag-virkningsspekulationer, så bygger den anti-rationalistiske strømning i islam også på doktrinen om koranens ontologiske særstatus: Ligesom Allah er evig, uskabt og fuldkommen, således har koranen altid eksisteret, og således vil den altid eksistere i uændret form fremover. Formidlingen til Muhammed skete godt nok i 600-tallet, men de originale tavler findes i himlen – i guld og på arabisk. Visse af  de hellenistiske filosoffer fremsatte det synspunkt, at mens koranen i sig selv godt kunne være guddommelig, så kunne den konkrete fortolkning af koranen dog alligevel siges at være op til menneskene, en strid de tabte, da den slags synteser endnu i deres levetid blev underkendt som kætteri.

Anti-rationalisterne vandt altså striden om Allahs transcendens, om den frie vilje, og om koranens ontologiske særstatus. Sidstnævnte særstatus ledte dog en mindre teologisk skole, Mu’taziliterne, til at påstå, at såfremt koranen vitterligt besidder denne ontologiske særstatus, så måtte koranen jo være Gud nr. 2 i islam, hvilket jo var polyteisme, og således en synd, der straffedes med døden.

Hadith’er som hotfix
Den mest betydningsfulde samler af koran-kommentarer, de såkaldte Hadith’er, var al-Bukhari. Han og hans skole afviste at Allah og koranen måtte være ens idet han fastslog: “Koranen er Allahs uskabte tale, menneskets handlen er skabte, at tro andet er kætteri.” Mu’taziliterne fastholdt imidlertid deres synspunkt: At Koranen måtte være skabt, og således temporal, for ellers måtte de historiske hændelser, der berettes om i Koranen, være forudbestemt og eksistere før mennesket blev skabt. Striden bølgede frem og tilbage, indtil det i midten af 800-tallet, under Kaliffen al-Mutawalkil, blev dekreteret, at det var obligatorisk for muslimer at tro på, at Koranen var evig og uskabt. Dette er i dag stadig det ortodokse synspunkt i sunni, og derfor kan islam ikke reformeres.

Den Mu’tazilitiske periode i islam var en periode med interesse for græsk filosofi og muligheden for en anden udvikling af islam end den, der siden hen fandt sted. Den Mu’tazilitiske Kalif al-Mamun (813-833) var ganske vist også en morderisk despot, men der var i det Mu’tazilitiske syn på den skabte Koran alligevel en mulighed for at genåbne den islamiske bevidsthed, og sætte den menneskelige fornuft tilbage i højsædet.

Der har i vor tid været repræsentanter for en sådan neo-Mu’tazilitisk fortolkning, og som advokerer for en genåbning af diskussionen om koranens ontologiske status. De tre vigtige reformtænkere er indoneseren Harun Nasution (1919-1998), egypteren Nasr Abu Zaid (1943-2010) og tuneseren Lafif Lakhdar (1934- ).

Men det er imidlertid ingen spøg at være reformtænker blandt ortodokse islamister. Man bliver erklæret for frafalden kætter, og trues på livet, resten af livet. Mellemøstlige reformtænkere må bo i Vesten, og forske og udtale sig under politibeskyttelse. Det er ikke sandsynligt, at en reform af islam nogensinde vil være muligt, for det ville betyde islams undergang som verdensreligion.

Selv om den rationelle fornuft og den humanistiske tradition, som vi nyder godt af i Vesten, endnu betragtes som et fremmedlegeme i den muslimske verden, så kan fornuften ikke helt udryddes. En amputeret arm er til stadighed nærværende i den amputeredes bevidsthed. Muslimerne ved godt, at enten kommer islam til fornuft eller også binder de sig selv til mørke og fattigdom. Måske er det nuværende arabiske forår et tegn herpå.

Det liberale demokrati: There is no alternative

Jeg står op. Har sovet over mig. Det nye batteri jeg købte til vækkeuret har været dødt i pakken. Pis. Det må da kunne gøres bedre. Jeg står ud af sengen, laver kaffe, tager tøj på. Åbner døren og leder efter min avis. Det må være budene der strækker igen. Pis. Det må da kunne gøres bedre. Ud af døren og ned på gaden. På vej til arbejde sidder jeg fast i trafikken. Pis. Det må da kunne gøres bedre.

Eller kan det? Intellektuelle har til alle tider forsaget det kaotiske sammenrend af ideer som det frie samfund nu engang er. Hvorfor laver alverdens producenter 48 forskellige typer stikkontakter som ikke passer indbyrdes sammen, tænk bare hvor smart det ville være hvis et oplyst råd eller centralt organ kunne bestemme, at alle industrialister skulle producere den samme type stikkontakt. Tænk bare hvor smart det ville være, hvis rådet også kunne bestemme hvor meget det var rimeligt at betale et avisbud. Så slap både bude og bladhuse for bestandigt at ligge i krig med hinanden. Og vigtigere endnu, så ville jeg få min avis hver morgen.  Det ville jo være en enorm gevinst for samfundet.

Eller ville det?

Sådanne forestillinger om ensretning og effektivisering er, hvad den franske filosof Raymond Aron har kaldt L’Opium des intellectuels (de intellektuelles opium): De intellektuelle utopier som altid er flottere, og på papiret mere velfungerende, end det kaotiske, heterogene liberale demokrati. Demokratiet er i sin grundvold en larmende, usammenhængende tanke, hvilket til alle tider har placeret det i fjendskab med mennesker, der har troet, at det perfekte samfund kunne tænkes op fra bunden.

Men der skal mere end tanker til at skabe et samfund: Som den amerikanske filosof og økonom Thomas Sowell har påpeget, så er størstedelen af menneskehedens viden såkaldt implicit viden, dvs. praktisk viden som ikke kan findes i bøger og ikke nødvendigvis kan erkendes intellektuelt af mennesker som ikke har stået i den konkrete situation. (Kan du f.eks. lære nogen at balancere på en ethjulet cykel, blot ved at forklare dem principperne bag balancesans og tyngdepunkter?). Udover at størstedelen af vor viden er implicit, så gælder der ifølge Thomas Sowell også det faktum, at den vidensmasse der rent faktisk kan formidles intellektuelt efterhånden er så omfattende, at den ikke kan samledes i enkeltindivider: Et menneske som satte sig for at læse ti timer om dagen i 35 år ville stadig ikke kunne erhverve sig bare 1% af menneskehedens samlede intellektuelle viden. Men et moderne industrisamfund kræver samarbejde på tværs af byer, lande og kontinenter. Som den amerikanske økonom Leonard Read viste, så skal de ti tusinde mennesker til noget så simpelt som at lave en blyant, og ingen af dem ved hvordan man laver hele blyanten. Derfor kan ingen enkeltindivider, og ingen små grupper af grå eminencer, tænke samfundet op fra bunden.

Så selvom det altså ikke virker sådan for den umiddelbare tanke, så kunne det ikke desto mindre være, at den bedste måde at organisere et samfund på, var ved at give friheden de bedst mulige kår indenfor rimelighedens grænser, og lade folk leve deres liv i det kaotiske sammenrend af ideer vi i dag kalder det liberale demokrati.

Anti-Foucault: En kritik af Foucault

af SKV

Da idéhistorikeren Michel Foucault døde af AIDS i Paris 1984 var han en af verdens mest berømte intellektuelle. I sit hjemland, Frankrig, havde han formået at opnå den særlige franske superstjernestatus, der kun tildeles de få udvalgte – som eksempelvis Jean-Paul Sartre og Albert Camus. Foucaults værker var blevet læst og diskuteret i det meste af den akademiske verden. I årene efter hans død er hans status kun vokset, og i dag er hans videnskabelige metoder for længst spredt udover den snævre kreds af idéhistorikere til enhver krog på universitetet. Foucaults tanker har formået at danne skole indenfor alle grene af samfundsvidenskaben (på nær måske økonomi), og i Danmark er han den dag i dag den mest citerede samfundsvidenskabelige teoretiker overhovedet. Det er således svært at overvurdere hans betydning. Hele den videnskabsteoretiske gren, som man kan kalde ’postmodernismen’ eller ’poststrukturalismen’ efter forgodtbefindende, skylder Foucault et eller andet, hvis ikke alt. Han har desuden lagt grundlaget til en af de mest anvendte metoder på de blødere samfundsuddannelser: Diskursanalysen. Og det er unødvendigt at nævne, at han er obligatorisk på ethvert pensum fra sygeplejeuddannelsen til fag som psykologi og historie på universitetet.

Hvis man læser hans værker, kan det være svært at forstå, hvordan de kan have spredt sig over det meste af kloden, læst og købt i hundredetusindvis og diskuteret til hudløshed. De 362xv4 er ulideligt kryptiske, ufatteligt svære at afkode, og den viden, man kan være heldig at presse ud af dem, kan ofte være modsætningsfuld og til dels meningsløs. Foucaults store succes skyldes til dels hans timing. Han skrev sine værker i 1960erne og 1970erne, hvor den voksende modkulturelle bevægelse vandt mere og mere indpas inden for intelligentsiaen. Hans anti-essentialisme og opgør med oplysningstidens tænkning faldt i god jord hos det meste af en generation, der havde opgøret med de etablerede, borgerlige sandheder, vestlig imperialisme og autoriteter som primært fikspunkt i det, der siden er blevet kendt som ungdomsoprøret. Inde mellem de mange uforståelige sætninger gemmer der sig nemlig et antitautoritært budskab i Foucaults forfatterskab, der uden tvivl har tiltalt mange mennesker, der følte et behov for at gøre op med det borgerlige samfunds forlorne normer. Men dette antiautoritære budskab er muteret med en totalitær siamesisk tvilling. Og hvis de to skal skilles fra hinanden, vil de begge afgå ved døden. At acceptere Foucaults teorier om viden, magt og mennesket betyder, at man bliver nødt til at afsværge sig enhver tro på objektiv virkelighed og en erkendelse heraf, samt enhver tro på individuel frihed, der foregår inden for det etablerede samfunds normer, og forestillingen om, at man som menneske har et personligt ansvar for sine egne handlinger. Derudover fører Foucaults teorier nødvendigvis til den mest gennemførte og rendyrkede kulturalisme, man kan opdrive i moderne tænkning. I skraldespanden vil man nødvendigvis finde hele det fundament, som det liberale demokrati og menneskerettighederne er baseret på. Andet kan ikke lade sig gøre. Foucaults filosofi er grundlæggende ikke forenelig med troen på et demokratisk styre baseret på den enkeltes ukrænkelige borgerrettigheder.

I dag er det helt normalt, at man på humanoira anvender ordet ’positivist’ negativt. En ’positivist’ er inden for den etablerede konsensus en naiv, altmodisch skikkelse. En latterlig figur, der tror, at der findes en objektiv virkelighed som man med etablerede, formelle og ensartede videnskabelige og ofte kvantitative metoder kan gøre sig et begreb om. Den slags forestillinger vækker i dag latter. Nej, virkeligheden er ikke ’objektiv’, den er skabt af magt. Det er magten, der former al vores viden gennem sproglige, diskursive processer. Den eneste måde at kunne etablere nogenlunde troværdig viden på, er således gennem magtkritiske analyser, hvor vi kigger på sproget, diskurserne, og hvordan de former vores måde at tænke på. Alt dette er arven fra Foucault. Og det er som sådan udmærket som en kritisk korrektion. En god bagstopper for kvantitativt amokløb. Det er aldrig en dårlig ting at være sig bevidst om magtperspektiver og sproglige, diskursive processer i sin forskning.

Men når denne tilgang alene bliver den dominerende i stedet for blot at være en kritisk korrektion, danner den sit eget normative hegemoni, og når det sker, har vi at gøre med et seriøst intellektuelt problem. Det fører til vulgærkonstruktivismen, hvor unge nyudklækkede kandidater tror, at de kan alt blot ved at foretage en smule tekstanalyse. Det fører til en ny naivisme, hvor man forestiller sig, at verden kan forandres, hvis vi blot taler anderledes om den. Men værst af alt fører Foucaults tænkning i sin yderste form til den totale afvisning af enhver etisk universalisme, enhver fælles standard for viden, til en uhyrlig kulturalisme, hvor individet forsvinder til fordel for store, kollektive, diskursive strømninger, og til den endelige opløsning af subjektet med alt, hvad der dertil hører af ansvar, moral og frihed. Det var muligvis ikke Foucaults intention, at hans tænkning skulle kunne føres hertil, men gennem sin snørklede akademiske skrivestil, er han selv ansvarlig for, at man kan fortolke hans værker på den måde, som de er blevet fortolket.

Foucaults projekt var som sådan ikke specielt normativt eller etisk, men derimod mere videnskabsteoretisk og til dels politisk. Hans primære anke var opgøret med arven fra oplysningstænkningen, der efter hans mening havde skabt en implicit normativitet i moderne samfundsvidenskab, der ofte ville beskæftige sig med, hvordan alting burde være, i stedet for at undersøge, hvordan den rent faktisk er. Dette projekt mente Foucault at have arvet fra Friedrich Nietzsche, og i særdeleshed dennes værk ”Moralens genealogi”, hvor Nietzsche forsøger at vise, hvordan etik ikke er noget, man er kommet frem til gennem fornuften, men derimod gennem århundredes magtkampe. ’Etik’ var ifølge Nietzsche blot en forloren løgn, som kun naive tåber troede på. I virkeligheden var det magten, der skabte etikken. Den eneste konstant var viljen til magt. Den, der kontrollerede sproget og tankekategorierne, havde magten til at definere virkeligheden. Det var denne tilgang, som Foucault fulgte i. Han var interesseret i at afdække, hvordan viden blev skabt, og hvordan viden igen kunne omsættes til magt i form af disciplin og kontrol med folk. Han gik imod den popperske, og nogen ville måske hånligt sige ’positivistiske’ tilgang til viden, hvor man metodisk, nøgternt og stringent vandrede tættere og tættere på ’sandheden’.

Foucault har aldrig skrevet et ord om metodologi. Alligevel er det hans metode, der har nydt den største anerkendelse.