Category Archives: Politik

Konfliktens tre værste 2009: Tøger Seidenfaden

Af: Troels Heeger og Søren Villemoes

Nej, det er ingen overraskelse. Vinderen af årets mest elendige indlæg i den offentlige debat er ingen ringere end indehaveren af det fashionable hjørnekontor på Rådhuspladsen: Tøger Seidenfaden. 2009 har været et nyt lavpunkt i den engang så fornuftige redaktørs offentlige optræden. Senest så vi det skamløse tyveri af Thomas Rathsacks bog Jæger – I krig med eliten.

Det var for ytringsfriheden, fik vi at vide. Men der er efterhånden ikke mange, der tager Seidenfadens dedikation til denne frihedsrettighed alvorligt længere. Under Muhammed-krisen var han jo klar til at sælge den til højestbydende islamist. Ifølge Politikens logik er det åbenbart kun staten, der kan true ytringsfriheden, og altså ikke religiøse ekstremister. Forholdet mellem Politikens chefredaktør og islamistiske fundamentalister er blevet en mærkelig og broget affære.

Som chefredaktør på Weekendavisen var Tøger ellers en regelfast mand, der havde sine principper hugget i sten. Men så skete der noget, der fik Seidenfadens kritiske sans til at styrte i grus: Folketingsvalget i 2001. DF var en slags politisk anomali, der fik Seidenfadens verdensopfattelse til at implodere. Siden da er Politiken gradvis blevet en mere og mere indspist avis. Debatsiderne er nærmest blevet sekteriske i deres indelukkethed. Hvilket har resulteret i den ene groteske kronik efter den anden. Men intet slår den udvalgte smøre fra chefredaktørens egen pen:

1. Tøger Seidenfaden: Katolske kannibaler – religiøsitet er ikke ekstremisme (bragt i Politiken d. 19. februar 2009)

Hvis Viggo Hørup og Edvard Brandes blev genoplivet d. 19. februar i år og fik stukket et eksemplar af dagens Politiken i hånden, så ville de øjeblikkeligt være flygtet tilbage i graven. Hvem havde troet, at Danmarks førende oplysningsavis en dag skulle alliere sig med radikale islamister og religiøse mørkemænd? Ikke desto mindre er det det, der er sket. Det startede allerede under Muhammed-krisen. Men lederen fra d. 19. februar fuldfører den apologetiske mission.

Seidenfaden forsøger nemlig at forklare læseren, at Abdul Wahid Petersens manglende afstandstagen fra stening er helt igennem legitim. Hvis du måske ikke er helt enig. Og hvis du måske synes, at Abdul Wahid faktisk har et forklaringsproblem omkring sit forhold til stening, så er du islamofob. For ellers ville du også være ude efter katolikkerne og deres nadvergang.

Forvirret? Ja, det er der god grund til at være – for det er Seidenfaden også. Hvad kan ellers forklare logikken bag at sammenligne en af de mest brutale og modbydelige henrettelsesformer, der rent faktisk finder sted i visse dele af den muslimske verden, med det at spise en tør kiks og drikke lidt vin? Det er et meget godt spørgsmål, og her er svaret:

Abdul Wahid Pedersen kalder stening for »en afskyelig straf«, og han ønsker ikke stening praktiseret hverken herhjemme eller ude i verden. Men han vil ikke tage afstand fra stening, som den eksisterer i shariatraditionen, fordi han ikke mener at kunne »botanisere« i islam. Det er denne teologiske spidsfindighed, der aktualiserer den katolske kannibalisme. Kristne indtager som bekendt Kristi blod og legeme, hver gang de går til alters. Og hvor dette noget besynderlige ritual i protestantismen forstås symbolsk, så insisterer katolikkerne på, at det bogstavelig talt er Jesu blod og legeme, der er tale om. Skal de tvinges til at tage afstand fra denne teoretiske kannibalisme for at undgå at blive stemplet som ekstremister?

Seidenfaden er åbenlyst ikke uddannet i komparativ religionsvidenskab. Hvis han var, så havde han vidst, at Abdul Wahids bogstavelige læsning af en religiøs tekst, som han ikke vil eller kan ‘botanisere’ i, faktisk er selve definitionen på fundamentalisme. Abdul Wahid er fundamentalist. Det hersker der ingen tvivl om. Tøger siger det endda selv – bare uden at vide det.

Desværre for Seidenfaden er han endt på alt for dybt vand her. Og han er desværre ikke den første, der er faret vild i Abdul Wahids tågesnak. Imamen går på den ene side ‘ikke selv ind for’ stening, men på den anden side accepterer han det som ‘en del af sharia’. Der er bare det problem, at for en fundamentalist som Abdul Wahid betyder ens egen holdning ingenting. Det er kun den religiøse lov, der gælder. Og derfor er det aldeles irrelevant, at han personligt ikke kan lide stening, for hvis det står til ham, skal det alligevel indføres i en fremtidig dansk, muslimsk stat. Det er ikke hans mening. Det er Allahs. Men det har Tøger heller ikke bemærket.

Af uransagelige årsager er lederen blevet fjernet fra nettet. Muligvis har tømmermændene meldt sig efter, at Seidenfaden har solgt sit gode navn og rygte for at forsvare en tilfældig fundamentalistisk islamist. Vi ved det ikke. Men det er ærgerligt, at det mest uhyrlige eksempel på Politikens kulturalistiske rådvildhed ikke kan udstilles til offentlig skue. Alle burde kunne se, at der er noget rivravende galt inde på Rådhuspladsen, når man læser dette vanvid.

Således er Konfliktens top tre over værste indlæg i den offentlige debat 2009. Alle finalisterne stammer fra Politiken.

Vi bliver tit og ofte angrebet for at være alt for Politiken-fikserede. Og det er en anklage, vi ikke helt kan frasige os. For vi lider uden tvivl af et Politiken-kompleks. Men der er altså gode grunde til, at vi fortsat vender tilbage til vores skuffelse over avisens udvikling. Vi er jo venstredrejede, veluddannede, ærkekøbenhavnere fra kulturradikale baggrunde. På papiret burde Politiken være vores avis. Det burde være den, vi abonnerede på, debatterede i og hentede vores inspiration fra. Men det kan vi ikke. For den er blevet så pinligt ensrettet, at det til tider er en smerte at kæmpe sig igennem den.

Seidenfaden har drevet avisen til at blive en lille religiøs anti-DF sekt, hvor visse folk åbenbart udvælges pga. deres ‘rigtige’ meninger fremfor deres kvalifikationer. Der er jo ingen, der kan pege på, hvad der gør Rune Engelbreth, Anita Bay Bundegaard eller Peter Mogensen kvalificerede til at skrive om politik og kulturkamp. Men det gør de alligevel. Den eneste fællesnævner er afskyen over for DF. Oplysning, kritik og debat er blevet sekundære småting, der ikke præger avisen længere.

Efter vores mening har Politiken svigtet og fortsætter med at svigte sin position i den danske samfundsdebat. Det er avisens groveste forsyndelse, at man samtidig bilder sig ind, at man driver debatten. Det er forkert. Politiken låser debatten og blokerer for enhver udvikling. I sin velmenende forhippethed på at komme oppositionen til undsætning har Politiken – og med avisen en lang række mennesker i det urbane, velstillede segment – stirret sig blinde på regeringens støtteparti.

Man har vedholdende nægtet at forstå præmisserne for partiets bundklang i befolkningen, og man har stået klar med moralske fordømmelser, som er blevet hældt ud over politikere, hvis indlysende dygtighed og politiske snuhed ikke lader sig ignorere uden, at man samtidig gør sig selv en bjørnetjeneste. Med Tøger Seidenfaden ved roret skal man have en rig fantasi for at forestille sig, at avisen skifter kurs. Mere end nogensinde før har Danmark brug for et frisk pust fra centrum-venstre.

Konfliktens tre værste 2009: Danmarks Løver

af Troels Heeger og Søren Villemoes

Første- og andenpladsen på Konfliktens top tre over værste indlæg i den offentlige debat 2009 har ladet vente på sig. Og det er der gode grunde til. For sommeren og det tidlige efterår har budt på en perlerække af elendige indlæg.

På nærmest ugentlig basis meldte nye, stærke kandidater sig med eksemplarisk tågesnak. Således kunne vi pinefuldt slide os igennem Carsten Jensens tårevædede og nærmest rablende kronik om rydningen af Brorsons Kirke og danskernes uhæmmede fremmedfrygt. Det var en sørgelig patetisk og usaglig lille sag, der pressede sig ind på listen. Men den kom ikke med.

Den samme skæbne tilkom komikeren Niels Hausgaard, der i et ivrigt forsøg på at gro englevinger satte nye standarder for frelsthed på Politikens spalteplads. Den konsekvente moralisme var harsk og fortættet som i bouillon-form. Hver eneste sætning flød over med besk had og selvsmagende dømmesyge, som blev krydret med en indforstået logik, hvorved den jyske komiker gjorde sig til ekspert, ikke bare i den irakiske sikkerhedssituation, men også i hver eneste flygtnings videre skæbne og individuelle sag. Ethvert bud på et reelt politisk alternativ blev der naturligvis ikke spenderet så meget som et anslag på. Aldeles destruktivt for ethvert tilløb til en tænkende dansk venstrefløj. Men den kom altså heller ikke med.

Nej, det var svært. Til sidst fandt vi dog alligevel de to vindere. Vi begynder med nummer to på listen:

2. Danmarks Løver: “Modstandsbevægelsen mod Pia K.s besættelse” (bragt i Politiken d. 24.8. 2009)

Med en hidtil uset grad af smagløs selvhøjtidelighed kunne de tre forfattere, Malene Fenger-Grøndahl, Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen, der har samlet sig under navnet Danmarks Løver, levere en patetisk jeremiade, der fik Carsten Jensen til at ligne ydmygheden selv.

Politiken beskriver dem som ‘et opsigtsvækkende hold af kronikører’, og af uforståelige årsager er kronikken krediteret til en mærkelig samling litterære skikkelser (bl.a. Aladdin og Den Lille Havfrue), der vist nok skulle give læseren et indtryk af en multikulturel partisanerfront. I virkeligheden er der naturligvis tale om et ret homogent udvalg af den veluddannede, kreative forfatterklasse. Førerpennen er tydeligvis blevet ført af Tøger Seidenfadens lille hjælper, Rune Engelbreth – der med en vis ret kan siges at eje den plettede førertrøje i uhæmmet DF-fobi.

Det ord, der går mest igen i kronikken, er ‘Vi’. Det er ikke tilfældigt. For kronikken handler nemlig slet ikke om Dansk Folkeparti. Den handler om de tre forfattere. Og de er åbenbart ‘trætte’ og ‘rystede’ over en lang række ting. Heriblandt at DF får lov til at tale i den bedste sendetid. Ja, at Danmarks tredje største parti optræder på tv, er åbenbart en frygtelig hændelse. Og at journalisterne ikke altid overhælder DF’erne med aggressiv moralretorik, er åbenbart også et stort problem.

Nazisammenligninger er der naturligvis også. Men de optræder i en ny og endnu mere patetisk form en tidligere:

Pia Kjærsgaard og hendes partifæller har hånet islam som »nazisme«, kaldt indvandrere for »besættere« og muslimske kvinders hovedtørklæder for »hagekors«.
Men når nogen påpeger lighederne mellem Dansk Folkepartis antimuslimske propaganda og 1930′ernes tyske antisemitisme, mødes de af en bølge af forargelse.
Du må ikke bryde Det Store Tabu: Kun Dansk Folkeparti har lov til at »trække nazikortet«, og det skal for alt i verden smides i hovedet på indvandrerne.

Ja, de er åbenbart trætte af, at andre er trætte af de evindelige nazisammenligninger. Hvor er det dog ustyrligt ynkeligt at klage over, at man ikke får lov til at sammenligne Pia Kjærsgaard med Adolf Hitler. Den sammenligning er hverdag, og den er muligvis den mest gennemtæskede komparative kliché i moderne dansk sprogbrug. At tænke sig, at man ikke føler, den bliver luftet nok. Ufatteligt.

Herefter fortsætter de med at proklamere landet for besat. Besat af det demokratisk valgte og fuldt ud parlamentariske midterparti Dansk Folkeparti, der på trods af tre succesfulde valg og med alverdens kritik vendt imod sig, åbenbart alligevel har formået at snøre os allesammen til sin nuværende magtposition. Hvordan kan det lade sig gøre? Jo, ifølge forfatterne skyldes det medierne. Det er dem, der ufiltreret har ladet den ondsindede anti-muslimske propaganda forføre de mindre oplyste borgere her i landet. Altså, dem der ikke har gidet læse Politiken de sidste otte år.

De tre forfattere anser sig selv som del af en ‘modstandsbevægelse’. Og de tager hermed prisen som de mest konforme partisankrigere i nyere tid. Tænk både at kunne være med i en regimeundergravende modstandsbevægelse, mens man samtidig lever i en rummelig københavner-lejlighed, skriver i et af landets største dagblade, får udgivet sine bøger på prestigefulde forlag og sover i ro og mag om natten? Ja, man kan åbenbart få det hele nu om dage. Glem alt om at spilde tid og energi på et eller andet projekt for at stoppe AIDS i Afrika, bare skriv en kronik til Politiken, og du kan være en modstandsmand i stedet!

Det virker lidt for let. Og det er det naturligvis også. For der findes ikke nogen modstandsbevægelse mod DF. Der findes bare nogle mennesker, der har meldt sig ind i en facebook-gruppe, så deres venner kan se, at de ikke stemmer på partiet. At sammenligne det med at sprænge jernbaner i luften under den tyske besættelse og likvidere stikkere, det er der ingen andre end dem selv, der kan tage seriøst.

“Vores Kennedy!”

Af: Søren K. Villemoes

Følgende er en redegørelse for mit valg af kandidat til Pinligste Leder 2007!

Blandt landets uduelige politiske kommentatorer er David Trads en bannerfører! Ingen kan som ham komme med en så jævn strøm af elendige politiske analyser og alligevel bevare sin position som offentlig meningsdanner. Informationlæsere kan givetvis huske hans tid som chefredaktør for hans bombastiske udmelding om, at USA’s politik under den Kolde Krig ganske enkelt var ‘god’.

Jeg er muligvis så pro-amerikansk, som en dansker kan blive, men hans postulat og de efterfølgende langvarige forsvarstaler vidnede om en mand, der godt kunne lide at komme med ekstremt banaliserede analyser malet med så bred en pensel som muligt. Det var ikke en mand med sans for de fine nuancer, der besad redaktørstolen i den tid.

Efter et mislykket forsøg på at blive socialdemokratisk folketingsmedlem, er manden idag chefredaktør for Nyhedsavisen. Her har han givet læserne mærkeligt modstridende oplevelser, ved f.eks. at kritisere Christoffer Guldbrandsens film Den hemmelige krig for at være dårlig journalistisk, for derefter at forsvare Ekstra Bladets usle karaktermord på socialdemokraten Henrik Sass-Larsen som levende “fuldt op til kravene for journalistisk dokumentation“.

Heldigvis kan Trads andet end at forvirre sine læsere. Tilbage i maj bidrog han med det, der med al sandsynlighed må gå over i historien som den mest grinagtigt pinlige leder i 2007! Lederens ufrivillige lattervækken er naturligvis kun forstærket i retrospektivets lys, men det gør den ikke mindre pinlig. Tværtimod!

Det virker som meget lang tid siden, men vi skal ikke længere tilbage end maj-måned, da en lang række fremtrædende meningsdannere kæmpede hårdt med hinanden om at få lov til at slikke Naser Khaders‘ røv. Der var ingen ende på de lovprisninger, denne politiske messias-skikkelse fik klistret på sig. Trads lugtede hurtigt lunten og kastede sig hovedløst ind i kampen. Med eftertidens klarsyn må jeg konstatere, at han uden tvivl vandt denne kamp suverænt ved helt skamløst at erklære i sin leder, at “Khader er vores Kennedy!”

Wow! Det var ikke så lidt! Hvis man tilhører samme skole som mig, der vurderer John F. Kennedy som den muligvis mest overvurderede amerikanske politiker i efterkrigstiden, kan man være tilbøjelig til at give Trads ret. Men det er bestemt ikke den tilsigtede pointe i hans leder. Tværtimod. Khader er nemlig ifølge Trads en ’statsmand’, der “bedre end nogen anden kan sikre den sammenhængskraft i samfundet, der er behov for også i de kommende årtier.”

Hvordan Trads har kunnet få en politisk letvægter fra andet geled i det Radikale Venstre til at være en ’statsmand’ er lidt af en gåde, men det er kun toppen af isbjerget! For når Trads har åbnet for posen med superlativer, så skal den have hele armen! Og hele armen får den i allerhøjeste grad i denne leder, der indeholder idiotiske sammenligninger og patetiske hyldester, der må betragtes som nyklassiske i deres status. Her er et glimrende eksempel:

“Khader er det tætteste, vi i Danmark er på en ny Kennedy – med et smittende engagement, stærke værdier, ægte følelser og frem for alt med et kolossalt drive i forhold til at løse den afgørende politiske kamp i de kommende årtier:
Nemlig at vinde kampen om unge muslimers sjæl – så de lander i vores demokratiske lejr.”

Man kan nærmest se de for sig: Khader med rank ryg, der går i land efter en hård natlig sejlads over Delawarefloden klar til kamp for demokrati og frihed (for nu at blive i de vulgære amerikanske sammenligninger). Det er nærmest chokerende, hvorledes Trads’ analyse ikke blot vidner om en fuldstændig manglende evne til at vurdere politisk talent, men også om en himmelråbende naiv opfattelse af de nuværende integrationspolitiske problemstillinger. Kampen om “muslimens sjæl” lyder nærmest til forveksling som den katastrofale kamp for “hearts and minds” i Vietnamkrigens kedelige år. Har han solgt sin politiske dømmekraft til en billig samling af dårlige amerikanske klicheer?
Muligvis. For der er mere, hvor det kommer fra:

“Khader er et ikon – en politisk sværvægter, som spiller på den store bane, fordi han forstår de store dagsordener. Der findes dem, der ikke bryder sig om ham – ud over islamistiske ekstremister, der fysisk jagter Khader, så han må have politibeskyttelse, er det i en mærkværdig alliance også dagbladet Politiken, hvis nedladende facon er dybt elitært – typisk fordi hans klarsyn ikke harmonerer med deres cafe latte-indtryk af verden.

Jeg er derimod dybt imponeret over Naser Khader – og har været det siden jeg første gang mødte ham til en frokost på Café Norden i København for ti år siden.“

Foruden de gennemtæskede amerikanske klicheer, bliver man nærmest kvalt i de talrige indholdsløse buzz-words, Trads kaster om sig med i hver eneste linie. Hvad ialverden er ‘den store bane’ for noget? Og hvad kendetegner egentlig en ’stor’ dagsorden? Man kunne fundere over disse åbenlyse spørgsmål, hvis det ikke var fordi, at der er så mange morsomheder, at det er det rene tidspilde. Læg for eksempel mærke til, hvordan Trads på ynkelig vis forsøger at affeje Politikens kritik af Khader som et resultat af et “Caffé Latte-indtryk af verden”, hvorefter han blærer sig med at have mødt Khader på Café Norden for ti år siden.
Den er næsten for let at gøre grin med!

David Trads har nu både fået demonstreret sit åbenlyst manglende talent til at vurdere politikere, sin uforsigtige og meget løse omgang med storladne sammenligninger og sin barnligt naive opfattelse af integration. Men inden lederen er slut, får han også lejlighed til at vise, at han skam også er en meget middelmådig politisk spåkone:

“Den indflydelse, som Khaders kommende parti vil få, kan næppe overvurderes. Med sin enorme folkelige popularitet vil Khader kunne hente stemmer fra alle fløje i dansk politik – og der er stor grund til at tro, at han efter næste folketingsvalg vil kunne være tungen på vægtskålen.”

Hahahahaha…. Uden tvivl min kandidat til Pinligste Leder 2007!

(Tak til Kristian Madsen for at gøre mig opmærksom på denne historie.)

Cepos og social ansvarlighed

Af Troels Heeger

Politikerne har til opgave at søge kompromisser, at bedrive realpolitik, med andre ord at navigere så godt som muligt i den pluralistiske sø af konflikter, som demokratiet udgør. Blandt andet derfor har vi politiske tænketanke med det erklærede formål at forsøge at påvirke magelige politikere til at trække mod ideologiske optrukne standpunkter, der som regel befinder sig et stykke fra den lune midterkonsensus, der synes at være et sine qua non i dansk politik.

I dagens Jyllands-Posten kan man læse et mere eller mindre forurettet interview med Martin Ågerup, den ideologiske kalif af den liberalistiske tænketank Cepos, i anledning af dennes nye bog Den retfærdige Ulighed. I bogen argumenterer Ågerup for at ulighed ikke nødvendigvis er af det onde, og at frihed er at foretrække fremfor lighed (heri aner man desuden den grundlæggende liberalistiske konflikt med demokratismen, som også udpensles af den belgiske politolog Chantal Mouffe).

I interviewet fastholder Ågerup at de pragmatiske løsninger, læs: den liberalistiske model, i sidste ende vil vinde, mens han samtidig skoser statsministeren for at have forladt pragmatismen, underforstået den økonomisk ansvarlige uligheds-politik, til fordel for socialdemokratisk lighedsmageri:

“…at ulighedsdebatten er løbet så meget af sporet, er i høj grad de borgerlige partiers ansvar, for det var netop Anders Fogh Rasmussen selv, der gik hårdt til angreb på Nyrup-regeringen for at øge fattigdommen. Senere pointerer regeringen Fogh netop, at deres politik er socialt ansvarlig, socialt afbalanceret osv. – man signalerer selv, at man vil måles på lighed.”

Først og fremmest finder jeg det ustyrligt morsomt, at Ågerup kan beskylde en statsminister som Anders Fogh for manglende pragmatisme. Vi taler om en dygtig politiker, der med den ene hånd ryster liberalistiske fraser af sig for at tækkes sit baglands ideologiske hardliners, mens han med den anden hånd viderefører den socialdemokratiske politik, der har holdt ham ved magten siden 2001.

Derefter må man spørge: Når Ågerup på denne måde sidestiller en socialt ansvarlig politik med lighed, skal en politik baseret på ulighedens ideologi derefter forstås som socialt uansvarlig?

Ufrivillig komik

af Troels Heeger

Det er ikke pænt at mobbe den nye dreng i klassen. Men det er grangiveligt svært at lade være, når han ligefrem inviterer til buksevand. Konflikten.dk står klar til at dreje på vandhanen.

Den prekære sag om Jørgen Poulsens fratrædelsesordning i Dansk Røde Kors var lige præcis sådan en invitation til mobberne , dem der spiller det beskidte spil, de nedrige stemmer i dansk politik – lige præcis de stemmer, hvis indflydelse Ny Alliance i anstændighedens navn gik til valg på at minimere.

Først forsøgte partileder Naser Khader med vanlig slinger i valsen at danse forbi problemet med en udmelding om, at tvisten måtte være en privatsag mellem Poulsen og Dansk Røde Kors. Hvorefter han efterfølgende meldte ud, at det ville være en god idé, om Poulsen donerede pengene til nødhjælp.

Ved at stå fast på sit krav om en godtgørelse fik Jørgen Poulsen føjet yderligere lag til den folkelige modvilje mod partiet, cementeret indtrykket af en dilettantisk og orienteringsløs ledelse i partitoppen, samt ikke mindst undermineret sit eget nøjsomt opbyggede ry, som for nylig indbragte ham titlen som Danmarks mest troværdige mand i Berlingske Tidende. Enestående effektivt!

På Kristian Madsens blog kommer partiets morsomme mand Lars Kolind sin erhvervsleder-kollega Jørgen Poulsen til undsætning. Kolinds svar synes på flere måder at krystallisere et tilbagevendende problem for Kolind: at han konsekvent mener at kende det rigtige svar, selve fornuftens essens, som han blindt insisterer på at bringe til torvs uanset hvilke kommunikationsmæssige konsekvenser, det end måtte have. Kolind bortforklarer og relativerer således:

“Kan Poulsen så moralsk være bekendt at tage imod fratrædelsesgodtgørelsen? Mit svar er ja, hvis man accepterer at mennesker der arbejder med hjælpearbejde, skal aflønnes på markedsvilkår. Udviklingsministeren koster DANIDA over to millioner kr. pr. år, som alternativt kunne være givet til de sultne børn i Afrika. Socialministeren koster det samme – de penge kunne være kommet de hjemløse til gode.”

Ikke nok med at Kolind fortsætter sine utidige sammenligninger mellem regeringsførelse og private organisationer med særinteresser. Ovenikøbet insisterer han på at diskutere sagen i detaljer og udfolde betragtninger om moralsk integritet, uagtet at sligt pedanteri kun skader yderligere, når først historien er eksploderet i medierne. Endnu engang særdeles uheldig krisehåndtering og manglende situationsfornemmelse og ikke mindst manglende politisk sans fra erhvervsmanden, der selv mente, at han var en bedre statsminister end Fogh.

Partistifter Gitte Seeberg, der efterhånden ser ud til at være den eneste i Ny Alliance med blot en smule tilbageværende integritet, har reageret hurtigt og udvist et for partiet sjældent beslutningsmod, som man savner hos partileder Naser Khader. Seeberg har i kraftige vendinger opfordret Kolind til at genoverveje sit kanditatur.

Her på konflikten.dk er vi store fans af Ny Alliances erhvervsleder Lars Kolind, der på innovativ vis har bragt den ufrivillige komik tilbage i centrum af dansk politik. Af samme grund håber vi, at han bibeholder sin interesse for politik. I hvert fald valgperioden ud.

‘Negrenes penge’

Af Søren K. Villemoes

Det var egentlig meningen, at vi ville give Jørgen Poulsen lidt tid til at slikke sine mange sår og få lov til at rekreere efter en uges konstante angreb. Men dagens interview med Jydske Vestkysten viser os, at han åbenbart ikke har nogen intentioner om at trække sig fra kampens hede. Så vi ser os nødsaget til at give ham et par ekstra slag med hammeren.

I interviewet med Jydske Vestkysten kommer Jørgen Poulsen med følgende udtalelse:

– Og så bliver jeg jo nødt til at have hjælp, og rådgiverne siger straks: Hov, du har jo to års opsigelse. Så siger jeg: Aldrig i livet vil jeg have den slags penge. Men det er Røde Kors, som straks tilbyder 750.000, fordi enhver funktionær efter en årrække får tildelt et fratrædelsesbeløb. Det er en løndel og ikke noget som helst gyldent håndtryk.– Men så går Røde Kors ud og fortæller, at det er negrenes penge, og hvad ved jeg. Og det er dér, den går af, slutter Jørgen Poulsen.

At Poulsen er en amatørpolitiker, der ikke kan finde ud af at vælge sine ord med den omhu, jobbet som folketingsmedlem nødvendigvis påkræver, er efterhånden åbenlyst for enhver. Det er løbende blevet demonstreret af godhedsfyrsten så mange gange de sidste par måneder, at det kun kan være banker og finanspaver, der stadig tror på NA og deres løfte om en flad skat. Det er ikke det, der er fokus for dette hammerstød. Jeg er ikke interesseret i at pege på endnu en smadret vase, denne valsende elefant har fået væltet på gulvet i porcelænsbutikken. Dem er der nok af. Jeg er heller ikke interesseret i at starte endnu en forargelsessirene i den offentlige debat. Dem er der også nok af.

Det, der virkelig generer mig ved Poulsens tankeløse brug af ordet ‘neger’, er noget andet. Jeg ser nemlig udtalelsen som endnu et eksempel på en særlig afart af racisme, jeg er blevet mere og mere opmærksom på inden for det sidste års tid. Det er en form for racisme, der kun kommer ud af munden på gode, anti-racistiske og anstændige mennesker. Men som stadig lugter meget ubehageligt.

Jeg har en masse venner og bekendte, der befinder sig i erklærede anti-racistiske miljøer, hvor man bruger meget tid og energi på at fordømme DF’s demagogi og fremmedfjendskhed. I disse miljøer støder jeg ofte på folk, der i deres totale selvbevidsthed om ikke at være racister hæver sig op på et så racisme-frit plan, at de føler sig fritaget for skyld, når de selv anvender et racistisk sprog.

Det gennemført racistiske ord ‘perker’ hører jeg oftere og oftere blive brugt af folk, der ellers er dybt bevidste om deres egen mangel på racisme. Jeg tror, at det udspringer af en manglende forståelse af, hvad racisme er. Racisme er ikke kun et eller andet inderligt had mod andre racer, som visse galninge føler; eller det at behandle folk af anden hudfarve anderledes. Det er i lige så høj grad racistisk, når man aktivt bidrager til at reproducere et racistisk sprog.

Ordet ‘neger’ er muligvis ikke rendyrket racistisk i sin etymologiske oprindelse. Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig tjekket op på det. Men det er sådan set også lige meget, for hvis man kender folk af afrikansk oprindelse, der er vokset op i Danmark, så er det ikke usandsynligt, at man har hørt dem fortælle om ubehagelige racistiske oplevelser, der har involveret selvsamme ord. Jeg kender personligt flere ‘negere’, der får det dårligt, hver gang de hører ordet blive anvendt.

For mange sorte her i landet er ordet ‘neger’ tæt forbundet med traumatiserende racistiske oplevelser, som at blive drillet med sine ‘negerlæber’ eller at blive kaldt en ‘negerbolle’ – eller ting der er meget værre. Det er derfor ikke bare decideret uhøfligt at anvende det ord i nærheden af sorte, men også racistisk, da det er med til at bibeholde dette ords udbredte anvendelse. Et ord, der af de fleste hvide danskere anses som ganske uskyldigt, men som er forbundet med en radikal anden betydning for mange med en anden hudfarve.

Jeg hører tit folk forklare, at de skam blot prøver at ‘genopfinde’ ord som ‘neger’ og ‘perker’ i en ikke-racistisk kontekst. Og det lyder da meget heltemodigt, men det er vel egentlig ret nemt for en hvid dansker at relancere racistiske ord med en ny betydning. Det er jo ikke dem, der skal mærke konsekvenserne.

Hammerslaget er derfor rettet mod alle de selvbestaltede ikke-racister, der tror, at de kan relancere en gammel lort på en ny dåse i det naive håb om, at den pludselig skulle være blevet spiselig. Jørgen Poulsen er åbenbart blevet denne gruppes parlamentariske repræsentant. Jeg håber ikke, at det bliver en mærkesag…

Forskellen sidder i Thalamus

af Majken Hirche, cand.scient.

Hvad har Dronning Margrethe, Sven Åge Madsen, Julia Roberts og Anders Fogh Rasmussen til fælles? – Ingen af dem ville sandsynligvis kunne beklæde en stilling hvortil arbejdsgiveren søgte den såkaldte “udadvendte og dynamiske medarbejder”. De ovennævnte personæ tilhører nemlig alle den psykologiske kategori der i fagjargonen kaldes introverte, og som i folkemunde kendes som indadvendte.

Indadvendt. Ordet forbindes ofte med noget lidt sært og negativt. I medierne kan man forvisse sig om, at indadvendthed er omtrent ligeså eftertragtet som en slatten kop halvkold færgekaffe af den slags man serverede på indenrigs- færgerne i gamle dage. Således Anders Samuelsen der gerne vil væk fra “den der lidt indadvendte” dagsorden som “har været kvælende i alt for mange år”, eller Morten Helveg Petersen der fælder dom over VKO-regeringens politik som værende udtryk for “snæversyn, indadvendthed, mangel på udsyn”. Dertil kommer de indgroede kulturelle eksempler, som standardkarakteristikken af Beethoven som værende “brysk og indadvendt”, en ubehagelig karl som man end ikke skulle kigge forkert på, eller Englands tilknappede Elisabeth II, der aldrig åbnede op for den velmenende prinsesse Diana.

Indadvendt. Asocial. Uinteresseret. Utilnærmelig. Uselskabelig. En rigtig party pooper. Sådan karakteriseres indadvendte sædvanligvis i en verden der anser udadvendthed som sundt og eftertragteligt. Indadvendthed er noget den indadvendte bør undskylde for, og ellers ikke tale for højt om.

Men hvad om indadvendthed ikke var udtryk for den patologisk hæmmede personlighed man sædvanligvis tilskriver det? Ikke en forvirret teenagers akavede forsøg på at kapere sin Weltschmerz, eller udtryk for en personlig beslutning der vidner om egoisme, men en naturligt forekommende neurologisk konfiguration der på linie med udadvendthed har sine idiosynkratiske fordele og ulemper? – Den påstand er i dag gangbar mønt i det neurovidenskabelige felt der i de senere år er vokset frem i grænselandet mellem biologi, medicin og psykologi.

I dag mener hjerneforskere at have kortlagt en række fysiologiske forskelle i hjernen som adskiller udadvendte og indadvendte. Nærmere bestemt handler det om thalamus og frontallapperne, – altså områder af hjernen der har med hukommelse, planlægning og problemløsning at gøre.

Ved at studere adfærd hos indadvendte og udadvendte kan vi observere hvordan de fysiologiske forskelle kommer til udtryk. Forskningen viser, at mennesker som opfylder de psykometriske kriterier for indadvendthed, har sværere ved at håndtere distraktioner såsom baggrundssnak, larm og passiv, hvid støj, mens de arbejder på problemløsninger. Udsat for distraherende og urolige omgivelser bliver indadvendte simpelthen langsommere og dårligere til at løse de stillede opgaver end udadvendte, der i nogle tilfælde end ikke opfatter det livlige arbejdsmiljø som en belastning. Det åbne kontorlandskab er således et levende mareridt for enhver indadvendt, da det aktivt forårsager koncentrationsbesvær og stress ved at gå lodret imod den indadvendtes foretrukne arbejdsbetingelser, nemlig fred, ro og forudsigelighed.

For at efterprøve teorien prøvede forskerne derfor også det det modsatte, og placerede en række testpersoner i et kridhvidt lokale uden vinduer eller billeder på væggene. Her bad man testpersonerne om at forholde sig i ro, og mens de indadvendte fulgte instrukserne til kryds og stjerne gik der ikke mange minutter før de udadvendte begyndte at røre på sig, fløjte eller tromme med fingrene. De allermest udadvendte begyndte at gå rundt, trods forskernes utvetydige påbud om det modsatte – og enkelte faldt simpelthen i søvn.

En vigtig fællesnævner der går igen når man ser på de forskellige forsknings- resultater er de indadvendtes reaktion på ydre stimuli. De reagerer stærkere på smerte, lugt og smag – de producerer f.eks. en større mængde savl når man drypper citronsaft i munden på dem, og ved at måle på forskellige fysiologiske parametre som hjernebølger og blodgennemstrømning i hjernen kan man se at der generelt også er en større aktivitet hos de indadvendte.

En af teorierne går således ud på at de indadvendte har et naturligt højt aktivitetsniveau i den forreste del af hjernen, og derfor ikke har behov for udefrakommende stimuli i nævneværdig grad – man kan sige at de indadvendte fra naturens hånd er mere eller mindre kronisk optagede af kognitive processer.  Udadvendte derimod er i en form for kronisk ‘aktivitetsunderskud’ og må derfor søge eksterne stimuli for at opretholde et vist niveau af aktivitet og funktion – man kan sige at de har brug for stærkere påvirkninger før hjernen forstår beskeden, og et rum uden stimulanser provokerer således den udadvendte til at producere sine egne.

Den højere aktivitet i de indadvendtes hjerner menes at være forårsaget af dopamin, og man mener at de indadvendtes hjerner indeholder en større mængde og at niveauet heraf bestemmer graden af indadvendthed – eller udadvendthed. Sammenligner man dette med eksisterende genetiske under- søgelser af indadvendte og udadvendte, ja så viser det sig rent faktisk at der også er strukturelle forskelle på bestemte dopaminreceptorer.

Da indadvendte således befinder sig i konstant fare for at blive overstimulerede eller “oversvømmede” af dopamin udviser de visse empiriske fællestræk, uanset hvor forskellige deres personligheder ellers måtte være.

Den typiske indadvendte er reserveret og undgår helst at være begivenheder- nes midtpunkt – hvis han da selv kan vælge (fødselsdage, bryllupper og taler til forsamlinger kan hurtigt blive en pine her). Indadvendte tøver før de indlader sig på tale, og i modsætning til udadvendte har de ofte et behov for en “tilvænnings- proces”, inden de kan finde sig til rette i uventede situationer, eller overfor fremmede mennesker. Indadvendte arbejder bedst alene og uforstyrret og de fordybes let i tanker og ideer. De kommunikerer bedst på tomandshånd, og vil de socialisere så foretrækker de ofte små intime selskaber frem for fest og ballade.

Demografisk set fordeler indadvendthed sig ligeligt mellem mænd og kvinder. Når man alligevel kan tale om et kulturelt hegemoni til fordel for udadvendt- heden skyldes det utvivlsomt, at de indadvendte udgør en minoritet, nærmere bestemt omkring 25-40 % af befolkningen, vekslende fra stærkt indadvendte, til indadvendte der ligger så tæt op ad grænseværdierne, at de i praksis ligeså godt kunne være udadvendte, de såkaldte ambiverte.

Mange indadvendte rapporterer, at de oplever deres indadvendthed som et handikap i et samfund hvor udadvendthed sætter dagsordenen: Da indadvendte kan være fåmeldte, og langsomme til at omstille sig på nye input bliver de ofte overset i sociale situationer, og resultatet af den indadvendtes omhyggeligt plejede kognitive processer kommer således aldrig i spil, hvilket er en skam da indadvendte ofte er i stand til at koncentrere sig om et afgrænset emne i lange perioder af gangen, og derfor kan være utrolig kreative og originale.

Så lad dem ikke snyde af de indadvendtes til tider noget reserverede frem- træden for inde i dem gemmer der sig en rig og fantasifuld verden, der bare venter på at blive lukket ud.

Anmeldelse: The Mandarins

af Simone de Beauvoir, Harper Perennial Modern Classics, 736 sider.

af Majken Hirche, cand.scient.

Om forfatteren: Simone de Beauvoir (1908-1984), fransk forfatterinde, filosof og eksistentialist. Allerede fra de tidlige teenageår var Simones tanker travlt optaget af livets store spørgsmål, og det skulle blive hendes filosofiske og introspektive tankegang, der formede og karakteriserede hendes livslange forfatterskab, som foruden flere filosofiske værker, skønlitteratur og erindringer også indbefatter skuespil samt et feministisk manifest. Simone var desuden kæreste med Jean-Paul Sartre, og de to forblev hinandens altoverskyggende inspirationskilder og fortrolige indtil Sartres død i 1980.

Den skønlitterære produktion, som The Mandarins (fransk: Les Mandarins dansk: Mandarinerne) er en del af, tjente et ganske specielt formål for Simone, hvor værkerne blev til i intensive perioder med introspektion, og det var herigennem hun bearbejdede personlige kriser, stærke følelser og vanskelige oplevelser. Skønlitteraturen fungerede tillige som kunstnerisk underbygning af Simones politiske og filosofiske ideer om feminisme og eksistentialisme, og næsten samtlige af hendes skønlitterære udgivelser kan siges at handle om kvinder og kvinders vilkår i en eller anden form.

Kærlighedens smerte og menneskelige relationer

The Mandarins er med overlæg skrevet som en bog om kærlighed og venskab, politik og filosofi. Den fiktive fortælling får næring fra de faktiske spændinger og problematikker, der rørte sig i Paris blandt efterkrigstidens intellektuelle, som blandt andre talte, Sartre, Camus, Merleau-Ponty og så selvfølgelig Simone selv. Det var endvidere i samme årrække, at Simone indlod sig på et lidenskabeligt, men også turbulent forhold, til den amerikanske forfatter og journalist Nelson Algren – en relation, der i sidste instans efterlod dybe følelsesmæssige spor i Simone, hvilket ligeledes afspejles i The Mandarins.

Bogen er en social og politisk historie, med delvist selvbiografiske elementer, hvor der undervejs indflettes fiktive scenarier og et persongalleri så mang- foldigt, at man ikke kan undgå at blive imponeret over det store netværk af personrelationer som Simone udfolder i bogen. Med sit nærværende og levende sprog og sin store indsigt i den menneskelige psyke, maler Simone bogens forskellige personligheder i et følelses- og tankemæssigt billedsprog, der er så genkendeligt at en knugende medfølelse melder sig hos læseren, når karakterer- ne følges i tykt og tyndt.

Fronterne optegnes

Omdrejningspunktet er efterkrigstidens Paris som i 40’erne er præget af armod og de tiltagende spændinger mellem USA og Rusland. Rædslen for endnu en verdenskrig lurer bag hvert et hjørne og tynger de politisk aktive i Paris’ intellektuelle miljø. Det er i dette scenario at læseren fra første færd kastes ud i de hæsblæsende og højtravende debatter mellem højre- og venstrefløjstilhænge- re, der optræder bogen igennem. Den politiske fragmentering er det store samtaleemne. Russere, amerikanere og franske medløbere i alle afskygninger, der alle søger at vinde dagsordnen: Hvem holder med hvem, hvem kan positionere sig stærkest – og med hvilke midler?

I midten af det hele møder vi dagbladsredaktøren Henri, der for enhver pris forsøger at bevare sit tidsskrifts neutralitet og en redaktionel linie præget af troværdighed. Langsomt tages Henri dog som gidsel af forskellige venstrefløjs- grupper, der alle ønsker at vinde hans sympati og magtfulde position indenfor presseverdenen. Henris moralske dilemma tilspidses da sandheden om Gulag gradvist optrevles og viften af marxistiske ideologier begynder at smuldre – en situation som bliver yderligere vanskeliggjort af Henris privatliv, hvor personlige venskaber, på tværs af politiske cirkler, problematiserer enhver politisk beslut- ning.

Privatlivet er i det hele taget problematisk for Henri, der ynder at betragte sig selv som moralsk uangribelig. Uden for redaktionen følger vi nemlig også Henris forhold til den flagrende uselvstændige kæreste, Paula, og gennem en serie mesterligt konstruerede indre dialoger skildres Henri som egocentrisk og uansvarlig, i takt med at han gradvist retfærdiggør sin skamløse udnyttelse og følelsesmæssige afpresning af den svagelige Paula.

I bogen møder vi også Anne, Simone de Beauvoirs litterære alter ego. Anne, har i en tidlig alder løsrevet sig fra familiens stærke katolske bånd, og har siden hen valgt det kulturradikale, moderne og selvstændige liv – ganske som den virkelige verdens Simone, der under stort postyr brød med datidens indgroede kønsroller og kvindesyn. Simone på intelligent vis konstrueret Anne-karakteren som både passiv observatør og aktiv deltager i begivenhederne, og den del af plottet der har med Anne at gøre, drives da også frem af Annes personlige refleksioner over de mange konflikter hun igennem bogen er vidne til.

Det er således gennem Anne at vi får en tredje persons indblik i Henri, og alle de andre personagers ydre liv, og det er også gennem Annes indre bearbejdelse af disse indtryk at Simone brillerer med den kapacitet for nuanceret og præcis skildring af menneskelige følelser, der i den grad farver hendes forfatter- skab.

Læsværdig!

Beretningen om The Mandarins, fokuserer fra begyndelsen på efterkrigstidens hverdagsliv og politiske situation, og her kan man som læser til tider føle sig noget overvældet, da der er mange personligheder og politiske intriger at holde styr på. Således kommer bogen uheldigvis til at fremstå en anelse tung og monoton i både handling og skrivestil, når den på de følgende mange sider fortsætter i samme spor.

Men i takt med at Simone lader Annes person bliver mere fremtrædende sker der dog noget. Historien ændrer tempo og bliver pludselig langt mere nuanceret i både handling og indhold. Familieintriger, forfattere med skriveblokering, mord og ikke mindst Annes stormfulde affære med den amerikanske forfatter Lewis fastholder alt sammen læseren i spænding, når de mange løse ender efter- hånden binder de forskellige personer sammen på kryds og tværs. Simone får således skabt den ramme, hvori hun for alvor på kreativ og filosofisk vis kan få udtrykt sine ideer og tanker om livets kår efter krigen.

Ser man bort fra den lidt træge start er The Mandarins som helhed et stykke interessant moderne og politisk historie fortalt gennem en intelligent, kreativ og frigjort kvinde som befandt sig midt i en brydningstid, og er man som læser særligt interesseret i eksistentialisme kan man tillige få en god fornemmelse for, hvordan livsfilosofien kan fungere i praksis via de forskellige personer, der op- træder i bogen.

Da Simone derudover er særdeles dygtig til at beskrive menneskelige inter- aktioner, og ikke mindst følelser og tanker bag handling, giver historien om The Mandarins rig mulighed for også at se mennesket i et psykologisk lys. The Mandarins må derfor siges at være et godt alternativ til tunge teoribøger, og man føler sig som læser oplyst og ikke mindst beriget på et personligt plan, når indtrykkene fra en svunden tid blandt franske intellektuelle har fået tid til at bundefælde sig.