Category Archives: Psykologi

Kommentar til ‘Den indbildt syge’

Kommentar til ‘Den indbildt syge’

Las os nu sige, at Joachim B. Olsen skulle læse det indlæg igennem med en overstregningstusch. Der er næppe noget, som han ville være uenig i, ud over det rent semantiske spørgsmål om ordet ‘fattigdom.’ I det hele taget, så bliver det nok svært at finde en borgerlig politiker, som er uenig. Det illustrerer desværre faren i konservatisme uden liberalisme: Hvad velfæren angår, så føler man sig hverken ideologisk kaldet til at træde på speederen (socialisme) eller på bremsen (liberalisme), og således ender man i at træde rundt i en række meta-politiske appeller a la “vi skal løse problemerne ved at løse dem” ;”blive bedre ved at blive bedre” ; “skabe frihed i stærke fællesskaber” ; “frisætte den stærke uden at knægte den svage” og så videre. Jeg vil selvfølgelig også gerne “blive bedre ved at blive bedre,” men alt i alt så tror jeg nu, at en lille smule brugerbetaling vil have en langt større effekt.

Hvor er de røde på Facebook?

Af Pernille Sørensen, cand.mag.

For nylig skete det igen. En af rød bloks politikere (Anna Mee Allerslev, RV) loggede ind på Facebook og gjorde i en statusopdatering udfald mod en politiker fra blå blok (Rasmus Jarlov, K). Den røde politiker fik hurtigt et svar fra den blå – et svar, som var både kontant og sagligt. Men Allerslev – der ellers er kendt for at lovprise begrebet dialog – ulejligede sig ikke med at svare Jarlov. Den blå politiker praktiserede tovejskommunikation – den røde praktiserede envejskommunikation.

At mere og mere af den politiske debat rykker ind på Facebook, er en kontroversiel udvikling, som ikke alle synes om. Men uanset om man synes om denne udvikling, så er den dog et uomtvisteligt faktum. Facebook er stor del af nutidens mediebillede, og hele tv-indslag og avisartikler er blevet til på baggrund af Facebook-debatter.

Hvad angår debatten på Facebook, så har både jeg og andre lagt mærke til en asymmetri i udviklingen: Hos blå debattører kan alle, som har en Facebook-konto, komme ind i varmen, lufte deres argumenter og få svar fra hovedpersonen selv. Her er tale om dagsordenssættende debattører som Anders Samuelsen (LA), Christopher Arzrouni (Børsen), Martin Ågerup (CEPOS), Jacob Mchangama (CEPOS), Rasmus Jarlov (K), Ole Birk Olesen (LA), Mie Harder (CEPOS), m.fl. Alle svarer på kritiske kommentarer fra såvel høj som lav.

Men sådan er det ikke med de røde. Jeg har aktivt ledt efter de røde modstykker til ovennævnte debattører. Røde debattører, som ikke blot bruger Facebook til envejskommunikation, men som tager debatten med deres kritikere og ikke er for fine til at give den jævne mand svar på tiltale, og jeg har ikke været i stand til at tænke på en eneste debattør i den røde lejr, som bruger sin Facebook på denne måde. Jeg har også forhørt mig hos både røde og blå Facebook-brugere, og ingen af de adspurgte har kunnet nævne én eneste rød debattør, som på samme måde tager debatten på Facebook.

Jeg snakker ikke om de politikere og debattører, som måske blot har skrevet sig op til en Facebook-konto, men som ikke bruger den aktivt, eller som ikke bruger den til politiske formål: Jeg snakker om politikere, som løbende og aktivt bruger Facebook til at gøre udfald for deres politik, men som undgår at tage de debatter, som de selv er med til at starte. Her er tale om debattører som Zenia Mee Allerslev (RV), Jonas Dahl (SF), Christian Madsen (SF), Kristian Madsen (Politiken), Kristian Weise (CEVEA), Jens Jonatan Steen (CEVEA), Helle Thorning (S), Mette Frederiksen (S), Dan Jørgensen (S), Lars Aslan Rasmussen (S), og mange flere. Den eneste røde politikere og meningsdannere, jeg kender til, som er villige til at svare deres kritikere, er forholdsvis perifære debattører såsom Neil Stenbæk Blom (byrådsmedlem, SF).

Særligt grelle blandt disse eksempler er Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen, Dan Jørgensen, og Lars Aslan Rasmussen, som alle har slettet og fjernet saglige kommentarer fra menige brugere, der tilhørte både blå og rød blok. De undlod ikke kun at tage debatten: De slettede simpelthen de kritiske spørgsmål og udelukkede de kritiske vælgere fra deres profiler.

Selvfølgelig skal man slette og udelukke de folk, som er usaglige. Og selvfølgelig findes der også blå debattører, som ikke gider tage debatten på Facebook. Der er, når man skuer ud over landskabet og ikke kan findes en eneste rød debattør, som tager debatten, at man må undre sig.

Spørgsmålet står således tilbage: Er der noget særligt ’blåt’ ved debatten på Facebook som gør, at de røde ikke vil deltage? Er der noget ved det at omgive sig med almindelige mennesker og svare på deres spørgsmål, som er utiltalende for de røde?

Teddy Roosevelt: ENTP or ESTP?

  • In the Big Five system, people also tend to rate him right in the middle of high O (N) and low O (S).
  • His “intuitive” activities tended to have a utilitarian purpose, such as the museum, his study of naval power, etc. – Generally speaking, knowledge for knowledge’s sake did not seem to hold the same sway over him. Knowledge for knowledg1e’s sake seems more the domain of the Si/Ne types, whereas knowledge for utilitarian purposes seems more the domain of the Se/Ni types.
  • Conversely, while his intuitive pursuits were utilitarian, his sensory pursuits were not. To give one example, his entire family looked down on his candidacy and his familiar manner with all sorts of men. ENTPs have this hidden shadow tail of Si that drags them back towards conventionality and caution, even in the midst of something so jaw-dropping as Benjamin Franklin and Da Vinci’s productions there is still some counter movement in them, some secret wish for an egalitarian brotherhood of man. You can also see it in Obama: He’s commander in chief, but really bad at sticking out as a leader. From what I understand, TR had no such problems assuming the role of head honcho and leader of men.
  • ESTP thus seems more likely.

Hvad er mindfulness?

Mindfulness er pop-buddhisme udviklet af en professor i medicin, som selv er buddhist.

Han mediterede, og kunne se, at det virkede. Videnskaben var skeptisk, men han var så i den unikke position, at han kunne publicere resultater i videnskabelige tidsskrifter hvilket folk, der havde sagt det samme længe før ham, ikke kunne.

Selv om han fik publiceret sine resultater var folk dog stadig imod buddhisme, så han lavede en pop-version, som kun handlede om meditation, hvorfra han fjernede alt egentligt buddhisitisk og begyndte at sælge det til psykologer og psykiatere, erhvervslivet og til selv-hjælp og dameblade. Denne ikke-religiøse version kaldte han mindfulness.

Nu er han så en sølvmankemand, som kvinder på 30+ betaler i dyre domme for at komme over at mindful-træne (meditere) med.

Jeg tror egentlig, at han selv er god nok, men hans koncept er nu blevet udvandet og vulgariseret ud over alle grænser, så meget at mange af de ting, der i dag hedder noget med mindfulness slet ikke går ud på meditation længere, men på at “lade som om” at man mediterer, mens man løber/ føder/ strikker/ spiser chokolade “på en mindful måde.” For så er det næsten det samme, som rigtig meditation, og rigtig meditation er der jo videnskabelig evidens for, må man jo forstå.

Stakkels de buddhistiske munke, som sidder og glor ind i væggen i timer ad gangen – de skulle da bare vide, at de kunne opnå det samme ved at spise chokolade på en mindful måde.

Ayn Rand, The Ayn Rand Letter

A businessman’s success depends on his intelligence, his knowledge, his productive ability, his economic judgment—and on the voluntary agreement of all those he deals with: his customers, his suppliers, his employees, his creditors or investors.  A bureaucrat’s success depends on his political pull.

A businessman cannot force you to buy his product; if he makes a mistake, he suffers the consequences; if he fails, he takes the loss. 
A bureaucrat forces you to obey his decisions, whether you agree with him or not—and the more advanced the stage of a country’s statism, the wider and more discretionary the powers wielded by a bureaucrat. If he makes a mistake, you suffer the consequences; if he fails, he passes the loss on to you, in the form of heavier taxes.


-Ayn Rand, The Ayn Rand Letter

Fascisme mellem socialisme og konservatisme

af Ryan Smith

Med blot én dags mellemrum har MF for Dansk Folkeparti Marie Krarup samt den konservative debattør Rune Selsing beriget debatten med indlæg, som skal fortælle os, dels hvordan nazismen slet ikke var en konservativ bevægelse (Krarup), og dels hvordan fascismen i virkeligheden var et socialistisk fænomen (Selsing). (Krarup Berlingske 7.5.2013 og Selsing Jyllands-Posten 6.5.2013)

Det er kun passende, at Selsing sætter fokus på fascismens socialistiske islæt, og som Krarup ganske rigtigt påpeger, så findes der endnu danske grundskoler og gymnasier, hvor man ikke sætter nazismens opståen ind i dens rette kontekst. Men når Selsing og Krarup undlader at nævne (eller direkte benægter), at de fascistiske ideologier også indeholdt konservative elementer, så bliver det ahistorisk. Fascismen og nazismen var begge et opkog af socialistiske og nationalkonservative ingredienser. Det eneste, som disse ideologier ikke var, var liberale.

Det var netop den liberale tolerance, med dens svingdans, negerjazz og ekspressionistiske klatkunst, som mellemkrigstidens konservative og fascister kunne enes om at lægge for had. De liberales insisteren på individuelle frihedsrettigheder samt modstand mod nedarvede privilegier og institutioner som kirke og adel var heller aldrig populære hos hverken konservative eller fascister.

Som Hitler udtalte i januar 1942 om de ”sociale problemer,” som liberalismen efter hans mening forårsagede i England:

“For nuværende kan disse problemer endnu løses på en fornuftig måde fra oven. Jeg skælver for englænderne, hvis de ikke får løst problemerne nu. For hvis initiativet overlades til folket, så ligger vejen åben for galskab og ødelæggelse. Mænd som Mosley [britisk fascistleder, red.] ville kunne løse problemerne uden vanskeligheder ved at finde et kompromis mellem konservatisme og socialisme – ved at åbne døren for masserne, men uden at fratage eliten dens rettigheder.”

Altså: Gør som jeg. Find et kompromis mellem konservatisme og socialisme.

Fascismen var uægte barn af konservatismen og socialismen. Hverken konservative eller socialister ser i dag sig selv som værende i ledtog med fascismen, og det er der gode grunde til. Der var reelle uenigheder med begge lejre. Men ikke desto mindre er det dog unægteligt, at fascismen trækker på både konservative og socialistiske elementer, og at de fascistiske ideologier konsekvent var antiliberale – akkurat som mellemkrigstidens konservative på kontinentet var det.

En væsentlig forskel er dog, at mens efterkrigstidens konservative hurtigt lærte af deres fejl, så har socialisterne aldrig accepteret, at deres doktriner på visse stræk mindede om fascismens. De har tilladt sig selv at tro på den belejlige løgn, at fascismen ligger så langt fra socialismen, som overhovedet kan tænkes. Og således har vi endnu i dag uddannelsesinstitutioner i Danmark, hvor det er kontroversielt at påpege det indlysende: At fascismen ud over sit åbenlyse slægtskab med konservatismen også stod i slægskab med socialismen.

Bærbare fængsler

af Robin Engelhardt

En fængslende ny rapport kaldet ’Beyond the Bars’ fra managementfirmaet Deloitte foreslår, at USA udvikler et ’virtuelt fængselsvæsen’, der går langt ud over, hvad de eksisterende elektroniske fodlænker kan tilbyde. Årsagen er ifølge Deloitte alt for proppede amerikanske fængsler, og at man derfor må tænke ud af tremmerne, så at sige. Vi må implementere ‘avanceret risikomodellering, geospatiale analyser, smartphoneteknologi og principper fra studiet af menneskelig adfærd for at opnå overlegne resultater’, skriver de, og foreslår at de dømte overvåges af smartphones og ’gamificeringsteknologier’ – dvs. et pointsystem, hvor man bliver belønnet med et par ekstra friheder, hvis man overholder mødetider og zonegrænser.

I en kommentar i The New York Times skriver Evgenij Morozov, at den slags tekniske fix til at løse et socialt problem kun kan udtænkes af snæversynede og ressourcefikserede management-hjerner. Hvad med i stedet at ’smide færre mennesker i fængsel?’, spørger han i sit lands største avis – et land, i øvrigt, der proportionelt set har cirka ti gange flere indsatte, end vi har i Danmark. Morozov revser derudad og påpeger desuden, at smarte teknologier ofte bruges som gidsel til at opretholde en status quo: Selvom ideen med et virtuelt fængselsvæsen lyder revolutionerende og ’disruptiv’, er den i virkeligheden et forsvar for en reaktionær praksis.

Javel. Han har selvfølgelig ret. Men det er nu alligevel lidt kedeligt at læse sådan en omgang sur kulturkritik. Her i Meta Science-klummen kan vi lide at svælge i de mest outrerede tekniske fix og overlade forargelsen til de andre aviser. Jeg synes f.eks., at et bærbart fængsel er en interessant idé. Det vil aflaste fængslerne og give mennesker mulighed for at føre et mindre stigmatiseret og mere meningsfyldt liv. Vi er jo i forvejen i gang med at implementere overvågningssoftware i alle typer af digitale apparater, så hvad er forskellen? Vi siger, at vi er bange for Big Brother, men dybt nede elsker vi Big Mother.

Lad os se på det: Mobilfængslet skal selvfølgelig kunne måle og sende GPS-positioner og fysiologiske data (især sved, tårer og andre intime afsondringer er interessante). Ikke-invasive hjernescanningsteknikker vil snart kunne måle følelsestilstande, og allerhelst skal de kunne læse tanker. Det er optimalt, for som man siger: Den skjuler intet, som intet har at skjule! Man kunne også kombinere de bærbare teknologier med droneovervågning og/eller social monitorering. Vi har jo efterhånden stolte traditioner for at anmelde vores naboer til Skat. Det er kun et naturligt skridt at udvide den praksis til de kriminelle. I DDR blev man afpresset til at blive stasiagent. I Danmark gør vi det helt sikkert gratis.

Udviklingen behøver ikke at stoppe her. For nylig udgav en herre ved navn John St. Waft en pamflet med titlen ’Endnu et beskedent forslag’ med interessante ideer til at integrere asylansøgere i det danske forsvarscurriculum. Disse forslag er værd at bygge på, tænker jeg. F.eks. kunne vi ikke blot overvåge fangerne, men også straffe dem via fjernbetjening, f.eks. med elektriske pulser. Man kunne desuden bruge dem til nyttigt arbejde. Trædemøller og arbejdslejre var jo en skøn opfindelse, og den digitale tidsalder vil med fordel kunne bygge på disse landvindinger. Vi kunne kalde det ’crimesourcing’ … I USA og andre lande, hvor man har dødsstraf, vil man kunne uddelegere bødlens arbejde til et online community, hvor man i fællesskab trykker på knappen. Eller endnu bedre: Dødsstraffen kunne ‘gamificeres’, så spillerne fik point for antallet af dræbte?! Åh, tekniske fix – her kommer jeg.

Enhedslisten som forsikringsselskab

Det smukke ved et frit samfund er, at det ikke forhindrer folk i at organisere sig under alternative former.

Enhedslistens medlemmer kan allerede nu begynde at udleve deres foretrukne samfundsform. De skal bare organisere sig i en forsikringskasse, hvor medlemmerne indsender deres selvangivelser. Jo mere det enkelte medlem tjener, des mere skal vedkommende også betale i kontingent.

Pengene, som indbetales til EL-forsikring, udbetales så i omvendt proportionalt forhold til medlemmerne, sådan at dem, der har mindst, får mest, og omvendt.

På den måde vil Enhedslistens medlemmer allerede nu, helt uden tvang og revolution, have organiseret sig i et lukket velfærdskredsløb, hvor dem, der tjener mest, helt friviligt giver til dem, der har mindst, og hvor der nydes efter evne og modtages efter behov.

Mit gæt er dog, at når årsregnskabet i EL-forsikring gøres op, så vil det vise sig, at der var en del større behov, end der var evner.