Category Archives: Psykologi

Kærlighedens Veje #2: Agape

af Ryan Smith

Konkret + Fællesskabsorienteret = Nomos
Konkret + Egoistisk = Agape

Hvor Nomos er konstant og repetetiv er Agape i stedet fluktuerende og pulserende, og der er ingen garanti for, at Agape er det samme i dag som det var i går. – – Hvor Nomos er mennesker der følger traditionerne; de rammer som Gud har lagt ned for den menneskelige eksistens, så er Agape en kærlighed som på ikonoklastisk vis bryder traditionerne, da Agape-elskeren ynder at se sig selv som en Gud der elsker lavere mennesker, eller sagt mere koncist, så er Nomos Menneskers kærlighed til Gud, mens Agape er Guds kærlighed til mennesker. Eller endnu bedre, så er Nomos en kærlighed til rammerne og hverdagen, og Agape en kærlighed til at bryde ud af rammerne, og gøre oprør mod hverdagen.

Agape er gulddrengen og opfinderens kærlighed. Det er en eksplosiv og triumferende kærlighed som ikke kan kontrolleres af hverken ydre eller indre faktorer. Kærlighed som Agape er kærlighed som en eksplosiv kraft som går efter sin udkårne uden at stille spørgsmål, og ikke bare den udkårne, men omgivelserne som sådan vil blive trukket med ind i Agapes karnevaleske kraft. Agape er offentligt udtrykt kærlighed, og kærlighed der ikke skelner mellem privat og offentlig, mellem farlig og ufarlig. Agape trodser døden, det er en velvillig fejring af instinktet som ikke kræver forklaring eller retfærdiggørelse, og en kærlighed som er ligeglad med intellektuel forståelse.

Agape er udiskriminerende og selvforherligende og derfor ligeglad med objektiv værdi. Derfor kan Agape også trumfe alt andet, Nomos’es adlydende attitude overfor regler og traditioner. Agape forstår sig selv som tilværelsens primal matter. (Det er det samme mindset som når MBTI-nørder joker med, at ESTP er den eneste rigtige type, og at alle andre typer blot er perversioner.) På denne måde bliver Agape også til den ventil som folk kan have brug for at komme væk og bryde ud af hverdagens rammer, som de så ofte kan føle sig besnærret af. – På denne måde er Karnevallet med dets spontanitet og dets opløsning af samfundsmæssige regler, roller og rammer (eks. bonden vågner i fyrstens seng og tåben der bliver filosof), Agape er på den måde den samme form for at få “lettet trykket”, hvad enten vi taler om opløsningen af samfundets rammer, den radikale, betingelsesløse tilgivelse eller den seksuelle orgasme.

Denne opløsning af uudtalte regler og lune-drevet selvforherligelse genfinder vi endvidere i historien om Columbus der “løste” et af rennæssancens fysisk/matematiske problemer, nemlig hvorvidt ægget havde et fikspunkt hvor det kunne stå i fuldstændig balance. Columbus løste problemet ved at knalde ægget ned i bordet.

Agape er med andre ord en naturlig inklination som fungerer frit af refleksion, introspektion eller konsistent arbejdsindsats. Denne manglende selvbevidsthed gør Agape lidt som at slå plat eller krone med en naiv, optimistisk tilgang til, at resultatet nok skal blive krone hver gang: Resultatet behøver ingen polerende forbedring når der rammer rigtigt, men er heller ikke til at redde når det rammer ved siden af. Hele Agapes udtryk er affødt af, og gennemført pr., lune – heri ligger både dets charmerende natur og dets fundamentale begrænsning.

God Agape er således: En fintunet instinktuel forståelse for skønhed. En velvillig, tilgivende og eftergivende sindstilstand. En grundholdning til livet som præget af henrykkelse, enthusiasme og optimisme. En affinitet med den ekstasen og den betingelsesløse tilgivelse.

Dårlig Agape er derimod: Sårbart overfor overfladiskheden af de luner som driver psyken. Det er den inkonsistens og det hykleri som alt for nemt kan opstå når man forfalder til selvforherligelse og umiddelbare luner.

Agape på Film
Da Agape er en kærlighed som drejer sig om intensiteten i det enkelte øjeblik er det også den kærligheds-type der gør sig bedst på film. Derfor findes der også nærmest uendelige film der viser Agape som den selv-tiltro der transcenderer objektiv værdi eller normative regler (Nomos). Blandt de mest iøjnefaldende af disse kan nævnes Natural Born Killers, Thelma & Louise og Fear and Loathing in Las Vegas, som alle har det til fælles at en selv-identitet der ikke kan artikuleres, eller værende universelt valid, dyrkes på bekostning af det omkringliggende samfund. I dét regi er det ydermere interessant, at alle tre film har elementer af road movie over sig, da det ligger i fin forlængelse af Agapes impulsive og ustadige natur at være fuldstændig mobil, uden fast holdepunkt, og umulig at definere og knalde ned i statiske kategorier.

Mere overraskende Agape-film er måske måske film som Fellinis Otte e mezzo (1963) eller Peter Greenaways The Cook the Thief His Wife & Her Lover (1989). Fellinis vision i 8½ handler igen om at benytte Agape til at flygte fra den ubehagelige omstændighed at hovedpersonen Guido ikke har lagt noget konsistent arbejde i instruktionen af sin film; han har hverken manuskript eller rollebesætning på plads, men ikke desto mindre bollet udenom og brugt løs af budgetpengene. Investorerne og den stærkt utilfredse ægtefælle ånder ham i nakken, og Guido er ved at gå ned med stress over konsekvenserne af sine handlinger.

– Hvad skal man dog gøre i sådan en situation? – Jamen som en sand Agape-elsker siger det sig selv, at man skal bryde fri af rammerne, og de Nomos-inspirerede mundhæld som “man må yde før man kan nyde” og simpelthen holde en kæmpe fest hvor man tilgiver alt og alle, ikke mindst sig selv, og kaster de etablerede regler og roller fra sig!

Således slutter 8½ med den klimatiske, overraskende livsbekræftende festscene. Der findes ikke noget renere udtryk for Agape på film end Guidos afsluttende monolog:

“What is this sudden happiness that makes me tremble, giving me strength, life? Forgive me sweet creatures, I didn’t know. It’s so natural accepting you, loving you. I feel I’ve been freed. Everything seems so good, so meaningful. I wish I could explain.”

Her får Fellini både udtrykt, Agapes instinktuelle natur og den voldelige kraft der knytter sig til kærlighed udtrykt som Agape. Han får ydermere udtrykt Agapes tendens til at føle sig som en Gud der elsker mennesker, samt den betingelsesløse tilgivelse indeholdt i Agape (“Forgive me sweet creatures, I didn’t know.”). Endelig får Guido udtrykt Agapes anti-intellektuelle og omskiftelige natur: (“What is this ? I wish I could explain.”) – Guido får ikke engang selv de luner der driver ham.

Skulle vi opsummere denne forløsning i en kort vending ville vi sige: “Blessed and happy yet none the wiser.”

Agape i Shakesphere
Det er same konflikt vi ser udkæmpet I The Merchant of Venice (2004) som en kamp mellem Shylocks (Al Pacino) Nomos og Portias (Lynn Collins) Agape.

“You cannot force someone to be merciful
It drops like the gentle rain from heaven
On the place below; it is blessed twice
It blesses him that gives and him that takes
It is the greatest of all qualities; it suits
The king better than his crown.
His staff of office symbolizes his earthly power,
And the respect that is due to a king,
And this is where we fear kings;
But mercy is above this power;
It sits in the hearts of kings;
It is something God has;
And we become like God
When mercy softens justice. Therefore, Jew,
Though you want justice, think about this:
If we just had to depend upon justice
None of us would be saved from damnation; we pray for mercy,
And that prayer teaches us all to be
Merciful. I have spoken so much
To soften that part of your suit which asks for pure justice,
If you follow this strict court of Venice
We have to give a sentence that condemns the merchant over there.”

– William Shakesphere, The Merchant of Venice, act 4

Ligesom med Columbus og ægget ser vi Portia redde dagen via en appel til det barnlige idet hun påpeger en “fejl” i Shylocks og Antonios kontrakt: Shylock må kun tage Antonios (Jeremy Irons) kød, ikke hans blod. Portia får således Shylock til at afstå fra det aftalte pund af Antonios kød, men ikke nok med det: Hun sørger endvidere for, at tvinge Shylock til at afstå hele sin formue, og han tvinges til at konvertere til kristendommen.

Men man spørger med rette sig selv: Hvor er den Agape, “the blessed mercy” som Portia appelerer til i forhold til Shylock? Den er der ikke, og dermed udstiller The Merchant of Venince flere af farerne ved dårlig Agape, nemlig hykleri, overfladiskhed og inkonsistens.

Portia siger “that prayer teaches us all to be Merciful”, men når det kommer til stykket ønsker hun ikke objektiv retfærdighed a la Nomos, men det bedst mulige udfald for den part hun har valgt at begunstige med sin Agape. Portias tale er effektfuld og lyder godt, og dermed inkorporerer den også de gode sider af Agape, nemlig appellen til skønhed, æstetik og ekstase. Men Agape er ikke guidet af retfærdighed a la Nomos, af empatisk melankoli a la Philia eller af intellektuelle vurderinger a la Eros, Agape er guidet af hvad end der er effektivt og lyder godt i situationen, hvilket leder tankerne hen på Sokrateses karakteristik af digtere: “De siger sande ting uden at vide hvorfor, eller hvad det betyder.” – Agape-elskere drives ikke af visdom (sophía) men af tilbøjeligheder i deres natur (phýsis). Og som Sokrates siger: “Fordi de er gode til at sige det der umiddelbart lyder godt tror de, at de er kloge på alverdens andre ting.” [Platon: Sokrates’ Forsvarstale 22ac] – Hvilket er akkurat det samme fænomen som når nutidens kunstnere og Hollywood-stjerner tror sig kloge på politik, økonomi og alverdens andre ting, bare fordi de er vandt til at kunne charmere andre. Vi husker, at det græske ord for skuespiller var hypokrités, altså grundstammen til vor eget “hykler”, altså en der lader som om at han er noget han ikke er, og a propos…

Agape i Bill Clinton
Et lignende eksempel på denne tendens er Bill Clinton, en mand der om nogen er begavet med politisk instinkt og en evne til altid at sige hvad der lyder godt. Bill Clinton er den fuldendte Agape-elsker, og har med stor succes brugt Agape i den politiske manege. Således formåede Bill Clinton at snakke sig udenom det ellers ufravigelige faktum at han var skyldig i mened.

Clinton indrømmede godt nok at han havde løget under ed, men fik samtidig snakket sig udenom at han selv skulle være ansvarlig. (Det var ikke så meget løgn som at han bare “afgav et fejlagtigt indtryk.”). ? Ligeledes: Mens Clinton selv var med til at skærpe lovgivningen vdr. sexchikane hævdede han samtidig i retten, at hans “aktiviteter” med Monica Lewinsky og Paula Jones henhørte til hans privatsfære og at det derfor var “retfærdigt” at lyve eller “afgive et fejlagtigt indtryk”.

Problemet med Clinton og Lewinsky er bare det samme som problemet med Portia og Shylock: For hvis det er ok for Clinton og lyve, ja så implicerer hans handlinger, at det nødvendigvis også ville være ok at lyde i retten for enhver anden tiltalt i enhver anden sag om sexchikane at gå fri da den tiltaltes aktiviteter tilhører privatsfæren!

Men denne attitude var Clinton alligevel ikke parat til at bakke op, da lovgivningen vdr. sexchikane jo var på plads for at forhindre at mænd med magt på arbejdspladsen kastede sig over sagesløse kvinder. – Vi ser med andre ord igen den dårlige side af Agape når en part favoriseres over end anden “bare fordi”.

Bill Clinton havde sådan set ret i, at de ting han blev udspurgt om under retssagen ikke kom andre ved, han glemte bare at fortælle at loven som lå til grund for dette forhør var HANS EGEN LOV OM SEXCHIKANE hvilket igen viser Agapes flygtige og sine steder overfladiske natur.

Kærlighedens veje #1: Nomos

af Ryan Smith

“Faktisk burde der være en lov som tvinger løsslupne elskere til at agere efter samme moralske regelsæt som vi anstændige elskere frivilligt tager på os.” – Platon: Symposium, 181e

I denne, blog-serie vil jeg gennemgå fire former for kærlighed. Hver type kærlighed er enten abstrakt eller konkret, fællesskabsorienteret eller egoistisk, og kan placeres in en 2×2 matriks som følger:

Den første kærlighed vi skal se på hedder Nomos. Den er konkret og fællesskabsorienteret. At den er konkret vil sige, at den går op i det nære, og den materielle virkelighed, snarere en idealiseringer og den psykologiske forbindelse imellem de elskende. At den er fællesskabsorienteret vil sige, at den søger at afdække og imødekomme begge parters behov (i modsætning til de egoistiske som sætter sig selv først i deres parforhold).

Disse kærlighedstyper går tilbage til perioden ca. 500-300 f.v.t., og idéhistorisk set opstod de i Grækenland. De har senere blandet sig med jødedommen, kristendommen og senere europæisk filosofi, og til slut med populærkulturen. Her vil jeg sige lidt om Nomos.

NOMOS

Nomos er den kærlighed der omfavner sin elskede ved at sørge for konkrete behov som tryghed og beskyttelse, og ved at sørge for, at alting går retfærdigt til. I dette modus er de elskende hinandens pligttro vogtere i det korte tidsrum vi har hinanden indtil vi skal herfra igen. Nomos er kærlighed som et bolværk mod livets bekymringer. Det er alvorsfuld, duelig kærlighed. Nomos er serious business.

Da Nomos arbejder ved at identificere og opfylde konkrete behov er den undertiden blevet kaldt “kærligheden som skaffer” eller “kærligheden der sørger for”. Til de mest konkrete af vores behov hører f.eks. behovet for mad og bolig, samt tryghed, stabilitet og meningsfulde relationer til andre mennesker. I en bredere kontekst er disse behov afledt af menneskets behov for at deltage og høre til. Derfor hører kærlighed til familien også ind under Nomos, ligesom engagement i ens nærområde; – eksempelvis arbejdspladsen eller børnenes skole tilhører Nomos-domænet.

Nomos’ Gode sider
Derfor er Nomos også uundværligt for ethvert fællesskab som ønsker at opleve nærvær, engagement og loyalitet.

Her virker Nomos ved at give de elskende et mere jordbundent syn på deres kærlighed og den fremtid der ligger foran dem. I disse øjeblikke er det Nomos der agerer kærlighedens realistsike stemme og minder om, at træerne ikke vokser ind i himmelen, at man ikke er ung for evigt, at der er pligter der skal passes, penge der skal tjenes, og ikke mindst at der er regler der må følges, i kærligheden, såvel som i livet i det hele taget.

Med sin faste forankring i livets konkrete behov ligger det også Nomos lige for at at værdsætte kærlighedens konkrete udtryk, og ritualer såsom familie, hus og børn.

Nomos ved, at man ikke er ung for evigt. Nomos ved, at livet indeholder mange plagsomme elementer, såsom aldring, pligter, sygdom og ansvar. Derfor ved den gode Nomos-elsker også, at det ikke er nok at sværme om sin partner, men at man må være sin elskedes pligttro hyrde i det korte tidsrum man har hinanden her på jorden.

Med sit fokus på tryghed og stabilitet vil mange Nomos-brugere endvidere mene, at når nu livet er kort og uforudsigeligt, så byder kærligheden os, at vi binder os til hinanden og udviser livslang loyalitet. Som Nomos-brugeren Pausanias sagde, så klæder det elskende at bo sammen og være sammen – hele deres liv.

Nomos’ Dårlige sider
Man bør med andre ord binde sig til hinanden. Men hvis ikke Nomos balanceres og blandes op med de tre andre typer kærlighed, så indeholder Nomos den fare, at det elskende par bliver til en sammensmeltet enhed hvor man kan forudsige hinanden ned til mindste deltalje. Og det er dårligt for romantikken i det lange løb, for selvom det kan hjælpe på neurotiske menneskers (overdrevne) behov for tryghed, så kan to mennesker der smeltet sammen til en enhed ikke tiltrække sig selv. Der må leg og overraskelse til for at krydre de elskendes dynamikker.

Uden blik for humor, romantik og fantasier om den anden, risikerer den dårlige Nomos-elsker med andre ord, at slå den romantiske tiltrækning ihjel og erstatte den med et rutinepræget funktions-fællesskab hvor alt bare bliver noget der skal laves: Mad bliver noget der bare skal laves, ferie bliver noget der bare skal laves, sex bliver noget som bare skal laves. Som statistikkerne fra hensunkne parforholder siger: To gange om ugen, og hver anden gang bagfra. Og så ellers kun gøre undtagelser når der er nogen der vinder i Lotto.

Dette er faren, der gemmer sig i Nomos. Det er her serious business bliver til business as usual, og et forhold med Nomos men uden de andre slags kærlighed bliver til et arbejdshus præget af blind lydighed og fantasiforladt rutine.

Det løber i det hele taget som et underliggende tema ved Nomos, at det stabile, repetative sindelag vil være tilbøjeligt til at tænke på kærligheden som noget konstant, og vende blikket væk fra den uomgængelige skrøbelighed der præger såvel kærlighed som den menneskelige eksistens i det hele taget. Før i tiden var der mange Nomos-elskere som imødegik denne forhindring ved at udvikle et verdenssyn som indeholdt samme ordnende princip som Nomos benytter i romantiske forhold: Ligesom tingene har deres rette plads i hjemmet og i fællesskabet, således har tingene har deres rette plads i universet. Som her udtrykt af stoikeren og Nomos-filosoffen Epiktet:

“Sig aldrig om noget ‘jeg har mistet det’ men kun ‘jeg har givet det tilbage’. Er dit barn dødt? Det er blevet givet tilbage. Er din kone død? Hun er blevet givet tilbage.”
– Epiktet: Encheiridion 11

En anden fare ved Nomos er, når behovet for sikkerhed og forudsigeligthed kammer over, og Nomos bliver til en possessiv kærlighed hvor man søger at eje og kontrollere sin partner. For som nævnt, så ved den gode Nomos-elsker, at man aldrig kan eje hinanden, men kun være sin elskedes beskytter og forsvarer i den korte tid man har sammen.

Med sin trang til tryghed og kontrol vil det også sige, at det falder under Nomos’ domæne at blive i et romantisk forhold selvom man ved det er dødt, da man bilder sig ind, at man gør det for fællesskabet, for partneren, eller “fordi det er det rigtige at gøre”. Således er mange mænd blev ansporet til at blive sammen med kvinder de egentlig ville have droppet, da kvinden pludselig blev gravid, og det at blive sammen med hende så var “det rigtige at gøre”. Men den gode, ansvarlige Nomos-elsker, han ved, at det ikke hjælper nogen at blive i et forhold hvor man ikke elsker hinanden.

Nomos i det Gamle Testamente
Bibelens to hovedsektioner et delt over i Gamle og Nye Testamente. Overordnet sagt kan man sige, at det Gamle Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og fællesskabsorienteret, nemlig kærlighed som Nomos, mens det Nye Testamente udtrykker den kærlighed som er konkret og egoistisk (den hedder Agape).

Et eksempel på Nomos er f.eks. fortællingen om Gud der placerer mennesket i paradisets have med “alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne [og] alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr.” Her ser vi Gud udtrykke Nomos ved at give menneskene mad, et hjem, et fællesskab (“Gud skabte Eva, og Adam var ikke længere ensom”), og en klar, konkret, praktisk opgave, for fællesskabets skyld: “Du, menneske, skal dyrke og vogte Edens have”, ligesom der sættes grænser for menneskets stræben: ” Men træet til kundskab må du ikke spise af.” – Kend din plads i fællesskabet, tro ikke, at du kan gøre lige hvad der passer dig, der er regler.

Det Gamle Testamentes eksempler på Nomos er søbet ind i judaisme, og som sådan derfor fremmede for os kulturkristne. På den måde kan de hurtigt komme til at virke som dårlig Nomos, som f.eks. i det andet og mere ubehagelige tilfælde af Nomos, som vi finder vi i historien om Abraham der skal ofre sin eneste søn, Isak, til Herren i (1 Mos 1-24). Her gives der intet rationale, og ingen følelsesmæssigt adækvat begrundelse, men kun Herrens imperativ: “Tag din eneste søn, ham du elsker, og bring ham som offer på det bjerg, jeg giver dig besked om.” – Vi ser med andre ord Nomos reduceret til en parodi på sig selv: Det er den nøgne lydighed og underkastelse af fællesskabets rammer, blottet for de tre andre former for kærlighed. Abraham adlyder med Nomos, og Gud svarer med Nomos: “Fordi du adlød mig, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som stjernerne.” – Fordi Abraham adlød den største far (Gud) bliver han selv til far, antageligvis med mange loyale sønner under sig.

Caravaggio: Ofringen af Isak (1601-3) Fordi Abraham har vist sin ubetingede loyalitet overfor Gud, og vist sig villig til at gennemføre Guds befaling uden nogen form for rationale, skrider Gud ind og lader Abraham ofre vædderen til højre i stedet.

I det hele taget er det Gamle Testamente spækket med eksempler på Nomos, hvor tilhørsforhold og loyalitet konsekvent vægtes højere end rationalitet, og hvor kollektive rettigheder vægtes højere end individuelle rettigheder. Isralitternes stræben efter at få deres eget land, kan læses som en stræben efter, at høre til i et konkret fællesskab, og måden som landet er beskrevet på, er også som et land der dækker indbyggernes konkrete behov – det “flyder med mælk og honning.”

Nomos på Film
I dette blog-serie vil jeg også komme med nogle eksempler på de fire kærlighedstyper på film. Men da Nomos drejer sig om hverdagens rutiner og relationer over tid er det de færreste film der portrætterer kærlighed som Nomos. Der findes dog to nyere film som jeg afslutningsvis vil nævne.

Den første er Lars von Triers Dogville (2003) hvor det lille fællesskabs behov for tryghed, stabilitet og business as usual fortløbende interagerer med Graces (Nichole Kidman) individuelle behov for sikkerhed fra de folk som jager hende, og hendes behov for en familie, efter bruddet med sin far. Dogville handler om de værdier der definerer et fællesskab, og desværre også korruptionen af disse, eftersom Dogville under Lars von Triers præsidium gradvist bliver mere dyster og ubehagelig, for til sidst at ende i åbent overgreb, misbrug og hykleri. – Således står Dogville tilbage som en skræmmende illustration af dårlig Nomos og en alvorsfuld advarsel om hvad der kan ske når Nomos tager overhånd, og ikke balanceres af de andre tre typer kærlighed.

Den anden film er derimod et eksempel på god Nomos, og det er Christopher Nolans The Dark Knight (2008) hvor Christian Bales Batman møder sin nemesis i Heath Ledgers Joker. Når denne actionfilm skiller sig ud fra øvrige actionbrag og portrætterer kærlighed som Nomos er det fordi filmens hovedrolle hverken er Batman eller Jokeren, men byen Gothham og dens behov for sikkerhed fra de kriminelle banders hærgen, samt en konkret og sikker begrebsverden. At Gotham er filmens sande omdrejningspunkt ses både i Batmans replikker, men også i Jokerens: “This city deserves a better class of criminal.”

Indbyggerne i Gothham har brug for en identitet at være fælles om, for at de kan føle sig som et fællesskab. Efter al den kriminalitet indbyggerne har været udsat for har de behov for et ydre fjendebillede at definere sig selv og deres fællesskab op imod. Der er tale om en situation som kalder på Nomos, og således må Batman påtage sig ansvaret for at opfylde indbyggernes konkrete og fællesskabsorientede behov. Derfor slutter filmen med, at Batman må agere skurk og påtage skylden for en forbrydelse han ikke har begået, og derfor lyder filmens sidste linier:

James Gordon Jr.: Why’s he running, Dad?

Lt. James Gordon: Because we have to chase him.

James Gordon Jr.: He didn’t do anything wrong.

Lt. James Gordon: Because he’s the hero Gotham deserves, but not the one it needs right now. So we’ll hunt him because he can take it. Because he’s not our hero. He’s a silent guardian, a watchful protector. A dark knight.

One Difference between Big Five and MBTI

The Big Five Personality Test is more boring because essentially, it’s just naked observation: For example, there is a trait in that system called Openness. And the way that is determined is by observation. So, for example, if Thomas Jefferson liked lots of exotic and foreign foods, then the raters notch up his Openness trait. But if he liked to stay at his plantation (rather than see new sights), then they deduct a few points and so on.So basically, your personality in that system is nothing but the sum of all your actions through life.

In MBTI we say instead that two very different people can do the same thing outwardly, but they can do it for very different reasons inwardly. For example, Johnny Depp and Robin Williams may both “act the fool” in a highly formal interview setup like ‘Inside the Actor’s Studio.’ If we used the Big Five system, we would say that the two are essentially the same. But if we used Jungian typology, we might say that one person acts this way because he really enjoys an informal good time (Williams), while the other person is emotionally uncomfortable with the setup and uses pranks as a way to get away from it (Depp).

So there is more freedom in this system and a bigger element of interpretation involved. This makes the system less scientific, but more interesting to most people.

So that’s why MBTI  is more popular than Big Five, even though Big Five is more rigorous.

One Difference between Ti and Fi

Ti and Fi are introverted judging functions. So they’re both focused on evaluating information internally, but they do so by widely different criteria.

With Ti, they try to get at some impersonal truth, so they suppress the passionate element of themselves in order not to have their judgment disturbed by personal likes and dislikes. Whatever impressions, events, and knowledge comes their way, they try to analyze that in an impartial way.

With Fi, they’re trying, above all else, to arrive at their own personal truth. The Fi types are very passionate, but the passion is within and it’s very hard for them to express.  Even though they can be witty and quirky while speaking, it’s also as if though they can never fully communicate the sense of value and truth that they have in their heart. They can never get it entirely out into the outer world.

So frequently Fi types are very good artists and fiction writers and so on. They are ‘artistic’ in the traditional sense of the word because they struggle to do justice to what they have inside and yet, whatever they produce, it will never quite cut it compared to the personal sense of worth that they felt on the inside while crafting it.

The piece of art (or fiction) thus becomes a production where the reader or observer will have to go ‘the final mile’ himself in order to try and understand the full meaning of the piece and that’s one of the qualities that people tend to associate with good art; that it isn’t “complete” or “too dumbed down.” But in the case of the Fi types, their art doesn’t end up that way because they plan it like that – it’s because they naturally struggle to express themselves.

On the other hand, Fi types typically don’t care so much about rules and impartiality. They care about following their own heart, and if their own heart impedes them to do something wild, untraditional, or inappropriate, they don’t tend to stop and analyze whether that is fair or good in a judicial way, like the Ti types have a tendency to do.

Hvorfor velfærdsstaten må rulles tilbage

af G.L.S.

Jeg kan utrolig godt sætte mig ind i de skuffede enhedslisten og socialdemokrat-vælgeres sted når vi ser den umiddelbare skæve fordeling af hvem der skal bøde for krisen. Hvis ikke det var fordi det hele var uadskilleligt i en cyklus hvor alle handlinger får konsekvenser andre steder, ville det være forbløffende at de arbejdsløse skulle have endnu mindre og de store virksomheder skulle have mere. Sådan som det udstilles af de skuffede vælgere er det netop det der sker, for ja, det er jo den objektive sandhed.

Der råbes op. Hvorfor skal vi straffes? I siger I vil skabe jobs, og istedet tager I blot fra de fattige og giver til de rige! Øh ja? Hvad havde I forestillet jer? Hvor skal disse jobs stamme fra? Det offentlige der på ingen måde har brug for flere pseudostillinger, og hvor den ekstra arbejdskraft knap nok skaber gavn, men blot skaber arbejde for arbejdets skyld? En gadefejer på hvert gadehjørne? Sounds familiar?

Hvis man vil hele såret, og ikke blot sætte et plaster på der dækker for skaden, så må man skabe reelle arbejdspladser der faktisk gavner, og ikke blot for at sætte folk til slavearbejde. Og så må disse skabes i den private sektor aka. De rige kapitalistsvin/virksomheder. Jeg arbejder i en privat virksomhed. Der laver software til kommuner for at det bliver nemmere at gemme data og dermed sørger for at kommunerne sparer masser af penge årligt. Puha, sikke noget svineri!

Skattelettelser til virksomheden er et godt incitament for dem til at ansætte flere danskere, istedet for at flytte arbejdskraften til Kina. Jeg forstår slet ikke hvorfor så mange vælger at ignorere denne pointe, og alligevel bliver ved med at beklage sig over den ellers paradoksale problemstilling.

Der bliver klaget over at virksomhederne alligevel tjener styrtende og outsourcer mere og mere. Ja, nogle få virksomheder kan ikke mærke krisen, men det kan langt størstedelen da?! Bare fordi at Lego har succes, er det da absolut ikke ensbetydende med at det er en dans på roser for andre mindre virksomheder? At jeg personligt synes det er dårlig stil af virksomheder der i forvejen tjener styrtende, at rykke store dele af forretningen til udlandet, er der intet at gøre ved! Sådan er spillet. Hvis der blev lavet stramme regler for hvad virksomheder måtte og hvad ikke, ja så tror jeg meget hurtigt en del af dem fik travlt med at rykke ud. Så kan man trøste sig med at de gudskelov ikke allesammen agerer på samme måde, og f.eks. Mærsk er begyndt at købe deres software af danske IT virksomheder istedet for de ukrainske, da de har opdaget at kvaliteten alligevel er højere.

Skyder mig selv hvis jeg skal læse mere vrøvl om den sag. Regeringen har set lyset, at det er sådan det fungerer. At alle virksomhederne så ikke spiller med er blot tough luck, det kan der ikke gøres noget ved. Vi kan ikke styre andre menneskers handlinger.

Om kvinders trang til at genopfinde sig selv

af G.L.S.

Idag er der et tilbud som man ikke kan afslå: “Bliv inspireret til en ny dig” – et foredrag af en lille gruppe fra Femina, der har set lyset. Ja, disse oplyste genier vil i løbet af aftenen forklare dig hvordan du bliver den du gerne vil være, eller; hvordan du bliver lige så god som dem.

Det revolutionerende ved dette foredrag er at det ikke fokusere på en enkelt ting, men mere bredt favner om emnet hvordan du bliver et bedre menneske. Der vil både være kostvejledere, stylister og diverse übermensch der kan belære om hvordan man finder denne evige kilde til lykken – motivationen til det sunde liv.

G.L.S. overvejer at tage med, for når man ikke har noget TV, og selvfølgelig ligesom resten af verden, godt kan lide at blive lidt forarget, er det den perfekte oplevelse for irl-reality! (irl-reality…? I ved hvad jeg mener!) hvor jeg kan nyde synet af den livlige livsstilsekspert stå og fortælle om hvordan selv hun måtte bryde en barriere og virkelig tage skridtet for at blive den hun altid gerne ville være, men aldrig havde troet hun kunne blive. I kan alle blive lige så gode som mig! Og alle deltagerne, med de polstrede lår sidder og bliver SÅ inspirerede at de nærmest ikke kan vente til at de skal hoppe i løbeskoene, og tage en tur rundt om søerne mens de udtænker en genial opskrift til en gluten-fri gulerods bolle.

Men det ville nok ikke være en god idé. Selvfølgelig ville det være rart for G.L.S. at bruge sølle 250 kr. (nedsat fra 1000 kr.!) på at få at vide at hun er timeglasfigur, og derfor ikke skal gå i baby-doll kjoler, men hellere skal vælge tøj der strammer ind i taljen, og derudover få at vide at hun ikke skal spise pizza – for det gavner hende ikke i længden, og i virkeligheden er det de tomme kulhydrater (roden til alt ondskab) der gør hende træt og gør at hun ikke har overskud til at gøre noget godt for sig selv! Det er en ond cirkel man skal bryde, og når hun først lærer at elske sig selv, så bliver det hele meget nemmere.

Men ja, selvom at det er svært at sige nej til dette vidunderlige inspirationskursus, så har G.L.S. nok vigtigere ting at se til. Og faktisk er der næsten uden undtagelse altid en af disse messiaser i frederiksberg svømmehal. Oh hvordan jeg engang var ved, ganske uden at vide det, at kvæle mig selv med mine strømpebukser, da jeg skulle lægge øre til den kvindelige Jesus der fortalte om det store skridt man skal tage for at blive sund og være tilfreds med sig selv.

Hvorfor kvinder synes mænd er idioter

af G.L.S.

“Jeg tiltrækker kun idioter.” 

Hvis G.L.S. havde fået en krone for hver gang hun har måttet lægge øre til denne sætning så havde hun rundt regnet… omkring 10 kr. En større sum i denne forbindelse. Hvor mange kvinder går ikke og brokker sig over dette? Det er i og for sig irrelevant. At alle kvinder bliver tiltrukket af idioter er jo ingen hemmelighed, men om de også tiltrækker dem? Ja. Og de tiltrækker også alle dem der ikke er idioter, men disse ænser de ikke engang.

Udover en vennekreds hovedsageligt bestående af mandslinge består mit studie af 90% mænd, og jeg må efterhånden være ganske bekendt med disse væsener. Der er dog en stor forskel på disse, og de mænd jeg hører om fra veninder. Er dette fordi de sindssyge kvindemennesker du har i din omgangskreds forvrider billedet af mændene spørger min kloge læser mig. Og svaret dertil er nej. Grunden til dette er, efter G.L.S.‘s beregninger, at der er en brøkdel af mænd der er idioter, og resten er ikke. (Jeg ved det, vi er på et højt niveau)

Og de, der er idioter, er dem der har brudt grænsen og har opdaget at der ikke er noget mistet ved at spørge en pige ud. En pige fører til to. To til tre, og sådan fortsætter det. Det giver selvtillid. Det giver erfaring. Og man opdager at man slet ikke behøver nøjes med en, og hvorfor skulle man, når man kan få hvem man peger på?!

Og den anden brøkdel. Ja, det er mine venner. Ikke at disse er grimme eller dumme, eller noget som helst negativt. De er faktisk nogle flotte fyre, og nogle af de mest fantastiske mennesker jeg nogensinde har mødt. Men i de tre år vi har gået i skole sammen, har jeg ikke set dem sammen med skyggen af en pige. De har ikke rutine i at opsøge piger.

Er der nogle piger der opsøger disse fyre? Nej, for kvinder vil have en rigtig mand, der kan tage initiativ, og viser at han vil hende. Nuvel, jamen, så er idioter også det I får. Dem der har selvtilliden til at tage første skridt er dem der har nok i sig selv og ikke er bange for at miste noget ved at du siger nej. Altså: Idioter.

Og de søde drenge brokker sig over, at pigerne kun vil have “bad boys” (eller hvad man nu kalder dem nu til dags), og fatter ikke at mange piger ville finde dem meget tiltrækkende, hvis de bare tog sig sammen.

Og sådan var eventyret om hvordan idioterne kom til at besidde al opmærksomheden fra pigerne, mens de der var noget værd ikke ænsede hvad der skete, og ligeledes stod pigerne tavse på sidelinjen og troede at manden der trampede på dem var billedet af normen.

Om eksperter og ansvarsfralæggelse

af G.L.S.

For et par måneder siden talte jeg med en god ven. Han nævnte et kommende møde med en karrierekonsulent, og spurgte om jeg ikke syntes at det var en god idé for ham. Hvilken forbløffelse det ikke var for ham at jeg som den eneste af de adspurgte, rent faktisk ikke syntes det var henrivende. Min begrundelse var at jeg allerede nu vidste hvad konsulenten ville sige, så nu ville jeg spare ham både penge og tid ved at fortælle ham at konklusionen ville være at han skulle søge ud som business Intelligence konsulent i et større IT konsulenthus. Men åh nej, G.L.S., forstod jo på ingen måde den komplekse situation, som kun karreierekonsulenten kunne hjælpe med.

To måneder efter, sad vi igår og fik en øl. Jeg spurgte ind til hvad ham og den geniale karrierekonsulent havde fundet ud af. Overraskende nok skulle han søge som business intelligence konsulent i et større IT konsulenthus. Som reaktion på mit smørede grin begyndte han straks at fortælle hvor godt det havde været for ham at være hos konsulenten og han nu følte sig helt sikker i sit valg, og det bestemt havde været det hele værd.

Jaså. Endnu et eksempel på tendensen til at fralægge sig alt ansvar. Hvad skal jeg gøre med mit liv? Den beslutning kan jeg ikke tage alene. Jeg selv er jo ikke i stand til at tage så vigtige beslutninger. Jeg må nok hellere forhøre mig med en ekspert. Han kan jo uden tvivl fortælle hvad der er det bedste for mig.

Hvordan kan et samfund have mistet så meget rygrad, at man ikke kan tage stilling til noget uden at skulle forhøre sig med andre ~klogere mennesker.

Det er især farligt når man begynder at stole blindt på dem. Det er jo alt fra læger, politikere, kostvejledere til karriere og livsstilskonsulenter. Der er selvfølgelig nogle reelle og dygtige mennesker imellem, men hvis man er en anelse kritisk går det hurtigt op for dig, hvilken gætteleg din læge leger når du fejler noget hvor symptomerne ikke lige sådan er til at forklare.

Så længe du har en titel, så må du jo være kompetent. Og så lytter folk til dig.