Category Archives: Psykologi

Om moderne selvrealisering

af G.L.S.

Der er en opdeling af mennesker. Dem der ønsker at skille sig ud og være anderledes og dem der ønsker at være ligesom alle andre. De mennesker der oprigtigt skiller sig ud, har som sjældent et behov for det. Det er oftest de som ønsker at være ligesom alle andre. For at kunne forholde sig til at være anderledes eller at være ligesom alle andre må man dog først forholde sig til hvad normen er.

Og det er sjovt. For de der så inderligt ønsker at skille sig ud, i frygten for ikke at være unik, men blot ligesom alle andre, som påtager sig interesser og præferencer som de ynder at udtrykke ved en hver given mulighed. Ja disse er som oftest dem der definerer normen.

Hvilket bringer mig tilbage til hvor jeg slap – hvordan definerer man så normen? Hvad er normen? Det er det alle andre gør. Det er det som man tror alle andre gør. Det er det der anses for det rigtige. Som de der er værd at efterleve dyrker. Dette gælder spisevaner, indretning, dagsrytmer, politisk orientering, motionsvaner samt generel opførsel. Mange af disse ting er taget for givet som en selvfølge. Der er varians i hvem man anser for værende værd at efterligne. Men alle forbilleder har kreeret et glansbillede af hvad der forventes af dem. Altså er det almene billede af det perfekte en spejling af vores egne forventninger til andres forventninger. (kringlet, I know. Jeg ser det visualiseret som et spejl der møder et spejl. De illustrerer det de ser, indtil billedet er så lille, og så langt væk, at det ikke længere ligner virkeligheden)

Det perfekte liv er at være veluddannet og være gift med en anden veluddannet. Have noget yngel rendende i huset, som selvfølgelig består af stilrene møbler, gerne med et lille twist. (Skulle man være i tvivl hvordan man får et smart hjem som stadig er personligt, er der hver 2. Måned en glimrende artikel i damebladene med tips) Det lille twist fungerer bedst hvis det er fundet nede i specielle design butikker, især til at finde på Østerbro og Frederiksberg. Et stilrent køkken, gerne så klinisk som muligt og aldrig med opvask!

For at sætte prikken over i’et på sit perfekte liv er der en ting man skal sørge for –man skal have nogle få ting der gør en unik og interessant. Ikke skille sig ud som de mennesker der ikke efterlever de overnævnte kriterier, for disse mennesker er ikke værd at se op til. Der hvor man skiller sig ud er gerne ved at gå til Salsa to gange om ugen. Afsky dansk mad, men derimod dyrke et andet lands madkultur. Lytte til en bestemt niche indenfor musik. Rejse til eksotiske lande. Dette er et lille udvalg af de vidunderlige og anderledes ting der virkelig kan gøre folk interessante.

Om politiske møders futilitet

af G.L.S.

Meget kan man sige om mig, men tolerant og overbærende bliver desværre nok aldrig brugt. I det mindste, for at opveje denne beklagelse, gør jeg også hvad jeg kan for at ændre på de ting jeg er utilfreds med.

Idag havde alle studienævnene et møde, for at drøfte bekymringerne om det stigende fravær. Lektorerne var ved at komme til den konklusion at de studier der var hårdere med flere opgaver havde lavere fravær, og derfor måtte man sætte undervisningsbyrden op, for at motivere de studerende. De havde så tydeligt ikke reflekteret videre over at de studier med hårdere krav simpelthen tiltrækker en anden type studerende. Da jeg, G.L.S., besluttede at ytre min ydmyge holdning som studerende; at problemet ikke var faglighedens niveau, men nærmere at de studerende ikke forstod studienævnets vision. At man simpelthen er for dårlig til at kommunikere til de studerende og forklare dem sammenhængen mellem de fag de har. Til dette fik jeg et lille godkendende nik og et grynt fra de voksne ved bordet og diskussionen blev genoptaget. Efter en lille halv time har vores brilliante institutleder noget på hjerte, og erklærer at problemet er at vi i studienævnene ikke er gode nok til at videreformidle studiets sammenhæng til de studerende. Det lød en anelse bekendt, men det kunne vist ikke have været noget der var sagt før, for denne gang blev der nærmest i kor erklæret enighed og denne kommentar krævede ligefrem klapsalver i den lille forsamling.

Disse møder er temmelig lærerige. Ikke bare om hvordan studier fungerer, men især om mennesker. En flok på 50 mand der alle taler og taler om alle deres idéer og tanker mens de knap ænser hvad andre siger. Hvor mange møder har jeg ikke overværet med alle disse fornemme titler i lokalet, der kan analysere situationerne, nå en glimrende konklusion, og altid lade den blive på idéstadiet. Hvorfor? Fordi man har en frygt for det lavpraktiske vil jeg tro. Om de simpelthen ser det for noget for banalt og ligegyldigt, eller de ikke mener at de bør være de ansvarlige for dets udførelse er jeg ikke klar over.

Så endnu et møde på 4 timer som på ingen måde kommer til at ændre noget for nogen. En masse snak uden handling. For at det ikke skal være løgn afsluttede dekanet endda dagen med ordene “Doing something requires doing something” og dermed ubevidst understregede ironien ved at vi alle lige havde spildt vores formiddag sammen på at drikke kaffe og spise croissanter.

SF, Özlem Cekic og forbud mod solarier

af G.L.S.

Jeg har siden i mandags haft et ganske specifik emne i tankerne, efter jeg om morgenen sad og så mit yndlingsprogram, det altid berigende og intellektuelt udfordrende Go’ morgen Danmark. Igennem dette vidunder af en morgenfest kan jeg holde mig opdateret om hvad der i øjeblikket går danskerne på. Selvfølgelig er der få ting der overskygger programmer som Adoptionens pris, men det kan jeg heldigvis blande mig helt uden om.

Nej de tog faktisk for en gangs skyld et ganske interessant emne op. SF har endnu engang præsenteret et af deres geniale forslag til endnu en lovgivning. De havde deres skarpeste kandidat Özlem Cekic til at tale for forslaget om at det skal være forbudt for unge under 18 at gå i solarie. Hun argumenterede for at det ikke er sundt og at staten skal gøre en indsats for at stoppe unge i at gå i solarie. Vi skal jo ikke stå tavse og se til på sidelinien. Ligesom vi skal redde de tykke ved at sætte fedtafgiften op, forbyde folk i at købe hash (og dermed lade 20 milliarder gå i pushernes lommer), forbyde snus, og hvad der nu er af lovgivninger for at frelse os for os selv.

Dertil kommer alle de lovgivninger, hvor der er brugt masser af energi på borgen for at nedsætte dem, og derefter ingen praktisk diskussion om hvordan dette dog skulle håndhæves (ligesom solarie-sagen nok ville ende).

Og forslaget om solariet er jo endda fornuftigt, sammenlignet med de andre brilliante forslag SF har disket op med de sidste par år. Et krav om at sygeplejersker skal have deodorant på og at frisører ikke må gå i stilletter er nogle få guldkorn der virkelig kunne gavne samfundet!

Og som den kvikke læser nok har regnet ud, så mener jeg ikke at vi skal opmuntre de unge til at gå i solariet. Jeg er af den overbevisning at sådanne problematikker ikke kan løses via lovgivninger. Vi er frie individer – vi skal have retten til selv at tage stilling til hvad vi ønsker at gøre med vores liv. Læg ansvaret i forældrenes og borgernes egne hænder. Lad forældrene selv fortælle deres barn hvad de må og ikke må. Og samfundet har til gengæld det ansvar at de skal sørge for at oplyse borgerne så godt som muligt. Så der ikke er en tvivl om at solariet skader, og kan give hudkræft. Så må man selv tage stilling til om det er dét værd.

Om bivirkningerne ved stenalderkost (Paleo)

af G.L.S.

Der er to gode ting at sige om paleo: Maden smager godt, og det virker for folk der gerne vil tabe sig. Dog medfører det så nogle bivirkninger jeg desværre ikke kan se igennem fingrene med.

1. Frelstheden 
“Jeg har det bare meget bedre nu! Min krop har det fantastisk, jeg forstår ikke at der stadig er nogle der vil udsætte sig selv for at spise usundt.” Og den uendelige prædiken og bloggen over hvor fantastisk paleo er. Hvis det er så pisse fantastisk, så nyd livet og brug den ekstra energi på noget istedet for at tale om den. Blogger for at inspirere, når det i virkeligheden handler om at vise sig.

2. Aversionen mod mælk. 
Et af Paleos grundprincipper er at mælk – DET er usundt! Hulemændene drak det ikke, og DERFOR så er det usundt. Forstår ikke helt hvordan at bacon er helt fantastisk, men mælk – pyha nej, det ødelægger kroppen. Og nøj hvor der dog bliver postet artikler til at understøtte påstandende om at det er usundt. Hvad jeg ikke har fået kastet i nakken, hvor kilderne er det rene luft. Ingen videnskab har på dette tidspunkt fundet nogen som helst bevis på at det er usundt, tværtimod. Hvor mange timer jeg ikke har spildt på at undersøge dette fordi en idiot prøvede at bilde mig ind at jeg ikke måtte spise fromage frais til morgenmad.

3. Dobbeltmoralen 
Som så ofte med sådanne diller føler udøverne sig umådeligt interessante og spiller højt på at de lever Paleo. Sidder samlet til en middag hvor stenalder-junkien har måttet tage sin egen mad med, for der er jo E stoffer i det vi andre dødelige spiser. Hvorefter de tager sig en Cola Zero og en smøg efter maden. WTF?! Jeg gider ikke engang kommentere på dette. Det er simpelthen for dumt.

4. “Det er ikke en kur – det er en livsstilsændring. ”
En livsstilsændring.. der gør at du for resten af livet ikke kan tillade dig selv noget som helst. At det kræver timevis planlægning at skulle spise sammen med andre og du skal bage dine egne kager hvis du skal til familie fødselsdag. Er det også noget der skal presses ned over kommende børn, som skal føle sig udenfor i skolen fordi de ikke må spise som de andre børn?!

5. Den euforiske forbløffelse
Og så generelt den fuldstændige forbløffelse der er over Paleo: “DET VIRKER!” Hmm lad mig se.. Man må ikke spise Pizza, Wienerbrød eller alkohol? Og kuren virker?! Det er jo et sandt mirakel! Hvorfor har man brug for en sådan kur med strenge retningslinjer for at kunne tabe sig. Hvad blev der er af sund fornuft og at tænke sig om. Det er en kur der medfører et utroligt lavt indtag af simple kulhydrater, selvfølgelig medfører det et vægttab. Om det så er sundt i det lange løb skal jeg ikke kunne udtale mig om.

Jeg gad godt vide om disse selviscenesættende mennesker der fortæller så fantastisk om hvordan Paleo har ændret deres liv, om de i bund og grund føler sig lykkeligere? Eller om de som resten af de nike-kloner der løber rundt om søerne hver dag, blot skal have et eller andet ligegyldig mening i deres liv, så de kan bilde sig selv ind at de har det okay, og især ; at de kan bilde andre det ind.

Men kan man bebrejde dem noget? Vi lever i et samfund hvor lykken er lig med at være tynd.

Is there a Connection between MBTI, Jung’s Typology and the Physical Brain?

There are a lot of people who want to trace this stuff directly back to brain structures and brain functioning. And all of the stuff that we have seen has been false. So don’t get fooled by people who say they’ve mapped it all out or charted the differences. The actual, physical human brain consists of 100 billion neurons is much more complex than these simple combinations indicate.

So it is false to say that there are distinct ‘types’ of brains. But on the other hand, the types can give some general pointers to the overall brain structure. For example, when the brain gets aroused it produces a chemical called dopamine which is then slowly absorbed and drained out of the brain again. Now, in other psychology studies (where they were not working with this typology, but just in general) they found that people who are very extroverted tended to have larger faculties for draining the dopamine out of their brain again. In other words, these people can stomach far more thrills that other people before they have to withdraw to recuperate. And likewise, because these people are so quick to drain dopamine from the brain, they also tend to need stronger sense impressions to achieve the same level of stimulation as other people do. So for example, a “normal” person might get a thrill by riding a roller coaster. But someone who is not very strongly affected by normal levels of arousal might want to do something even wilder, like skydiving.

So, for example, very loosely concluded, you could say that if a person is an ESP type, he will also have a good chance of having a structure in the brain that is better at breaking down arousal chemicals than other types.

Likewise (although scientists don’t use these four-letter codes) other types of research have shown that if you are what would correspond to an ISJ type, then the area in the brain that deals with the perception of threats will tend to be physically larger. (And then ISJs will tend to react more strongly when shown a picture of something threatening.)

So to sum up there probably are some very general correlations between types and overall brain structures. But there is nothing certain and nothing to the level of detail that some people say. A lot of people love the theory of types and so they really want the types to be physically there, rather than just a nice psychological theory. This sometimes leads people to say dishonest things about the connection between types and brain science. So take care.

One Difference Between INTP and ISTP

Unsure if you are INTP or ISTP? Take the INTP or ISTP Test here.

INTPs tend to be very intellectual, so they can always say something analytical about something that they’re asked, even if what they say has no personal backing to it. They also tend to doubt themselves and their personal experience.

ISTPs tend to rely very much on their personal experience and are the most self-contained of all the types. When S-types speak, they also tend to use a lot of details, so that the listener can reconstruct the experience for himself as fully as possibly. (“And then this happened, and then this happened, and then this happened…“). With the N types they are more interested in things that are true independently of the actual experience. So instead of saying: “And then this happened, and then this happened, and then this happened…” they will usually say: “This happened, and I think that what it shows is…” – They cut away the details and the personal experience in order to make points that are true in general.

Analyse af Krasnik-Hedegaard interviewet

Hedegaard er tydeligvis ikke forberedt på, at det her bliver et kritisk interview. Hen imod slutningen af interviewet virker Hedegaard så ubehageligt til mode, at han lader til ikke helt at kunne tænke klart. Jeg afkoder det følelsesmæssige/interaktionelle som Krasnik, der velforberedt bølle-banker en totalt overrumplet Hedegaard. Det er meget ufint.

2ebvj3k Alligevel formår Hedegaard at holde hovedet koldt og svare logisk konsistent på snig-angrebene – imponerende givet at Hedegaard højst sandsynligvis er stærkt følelsesmæssigt presset.

Er Krasnik ved at skabe en dansk Bill O’Reilly-persona, hvor gæsterne bliver maksimalt presset og afbrudt, simpelthen i håbet om, at O’Reilly fremstår som en kompetent journalist, bare fordi han får gæsterne til at krybe sammen?

Hedegaard er IKKE en gevinst for islamkritikken i Danmark. Men Krasniks interview er dog for meget. Helt over the top i interviewet er: (a) Krasniks sammenligning med Zions Vises Protokoller og (b) at Krasnik sætter spørgsmålstegn ved, om Hedegaard nu virkelig er blevet forsøgt myrdet, for kan man nu være sikker på det?

Krasnik fremstår som en sensationalist, der er lidt for smart til sit eget bedste. Han er en “god journalist” på den måde, at han formår at skabe opsigt, som nu, men han har alle dage været en metodisk opportunist, som har ladet det sensationelle komme før konsistensen i sin journalistik.

Sensationalisme er IKKE tillidsvækkende, og det mest latterlige er alle de akademikere og “kloge hoveder”, som falder i svime over Krasniks metode og føler sig repræsenteret af ham. Det er sensationalisme for akademikere. Se & Hør for akademikere.

Tæppebanket i ond tro

Interviewets følelsesmæssige dynamik er meget markant. Krasnik tæppebanker Hedegaard med et remix af “værst mulige udlægninger” af alle de mest kompromitterende ting, som Hedegaard har sagt siden 2001. Faktisk tager Krasnik ikke kun Hedegaard til indtægt for, hvad han selv har sagt, men også for hvad andre har sagt, skrevet og udtalt om ham gennem tiden.

At Hedegaard er på yderkanten til det ekstreme, er så en kendt sag. Men Krasnik fyrer den ene salve af efter den anden, Hedegaard er tydeligvis ikke forberedt på angrebet, og det fremgår, at Krasnik omhyggeligt har forberedt en række “fælder.” Krasnik fører lystigt Hedegaard rundt i sammensatte argumentationsrækker, som Hedegaard ingen rimelig chance har for at re-konstekstualisere “on the fly”, mens Krasnik enten afbryder eller konstant gør tilløb til at rejse protest midt i Hedegaards ræsonnementer. Også når Krasnik ikke har noget at sige. Skal Hedegaard stoppe op, eller skal han blive ved med at tale? Det er ikke til at regne ud, når værten ikke udfylder sin rolle som vært.

Krasnik har alverdens fordele, idet han alene kender til den argumentations-kombo, der nu skal til at udfolde sig, og Krasnik har tænkt sig at kapitalisere på sin fordel. Han har tænkt sig at vinde ved hjælp af forberedelse, men kommer faktisk til kort, idet Hedegaard holder hovedet koldt.

Hedegaard fremstår flere steder i interviewet, som om han ikke formår at svare ordentligt for sig. Men hele interviewets setup er så aggressivt fra Krasniks side, at Krasnik må betegnes som taberen. Han tømmer alt, hvad han har, ud over Hedegaard, og Hedegaard står stadig.

Hvem er det egentlig, som tror på konspirationer?

Så Krasnik har forberedt et 25 minutter langt “worst of” fra Hedegaards sidste 15 år i rampelyset. Ironisk nok er dette PRÆCIS den samme metodik, som konspirations-teoretikere altid bruger: Man borer lidt i overfladen på 10-15 sager, og – på afstand – kan det godt så se ud, som om 9/11 var et Inside Job, og at der er problemer med den officielle version af Holocaust. Men går man dybere ind i den enkelte diskussion, så begynder alle de overfladiske billeder at falde fra hinanden, efterhånden som flere facts kommer til.

Derfor er det også karakteristisk, at hver gang Hedegaard har sundet sig efter den indledende overrumpling og er ved at vinde fodfæste i et emne, som det jo er Krasnik, der har rejst, så skynder Krasnik sig videre til noget nyt, hvor Krasnik igen kan rejse problematiske enkeltdetaljer uden at give seeren tilstrækkeligt med kontekst – Hedegaard må for alt i verden ikke få lov at tale fra en rolig og overvejet position.

Hovedformerne indenfor Buddhisme

af Ryan Smith og Kelley Ross

Buddhismens historie i Indien varede omkring 1500 år og kan opdeles i 500-årige perioder, hvor forskellige karakteristiske former for buddhisme opstod. Dette er en idealiseret og skematisk opdeling, men den er praktisk, idet den kan matches op med de forskellige geografiske områder, hvortil buddhismen spredte sig i disse perioder, og med de forskellige former for buddhisme, som blev dominerende i hvert område.

Buddhismens lære og praksis blev i den tidligste periode aftalt mellem de lærte i en række råd, og traditionelt regner man med, at der har været tre eller fire af disse råd.

Det første råd blev afholdt kort efter Buddhas død på Rajagriha, som var hovedstaden i kongeriget Magadha. Her diskuterede man spørgsmål om, hvordan Sangha’en, som var det monastiske samfund af buddhister, nu skulle tage form, nu hvor Buddha ikke længere var iblandt menneskene.

Det andet råd blev afholdt omkring et århundrede efter Buddhas død i Vaisali (som ligeledes hørte under kongeriget Magadhas kontrol). Somme tider anses dette råd for det første, eller forveksles med det første råd, selvom det altså var det andet råd. På dette møde begyndte man at blive enige om indholdet af den buddhistiske kanon, og mabuddh-1 n begyndte at formalisere de regler, som skulle omgive den monastiske levevis, Vinaya.

Det tredje råd blev indkaldt af kejser Ashoka den Store og afholdt i Pataliptura. Indholdet af den centrale tekst, Tripitaka’en (”De Tre Kurve”), formodes at være blevet endeligt formaliseret. Foruden den filosofiske fasttømring af den buddhistiske doktrin, så blev buddhismen også introduceret til Sri Lanka, som følge af Ashoka personlige indsats, og de kanoniske tekster blev senere hen bevaret der.

Det fjerde råd fjerde blev indkaldt under kejser Kanishka den Første og blev afholdt ved Jalandhara. Afholdelsen af dette råd er ikke dokumenteret i Pali-kilderne, og således hører man ofte, at der i virkeligheden kun var tre (og ikke fire) råd. Det fjerde råd skulle have superviseret oversættelsen af Tripitaka’en til sanskrit. Det ser ud til, at det er disse tekster på sanskrit, som efterfølgende blev spredt nordpå til Kina og Japan.

Efter det fjerde råd begyndte den forenede old-buddhisme at sprede sig ud i tre forskellige grene: Theravada, Mahayana og Vajrayana. Disse grene vil vi nu se nærmere på.

Buddhismens første gren: Theravada (“De ældstes belæringer”) kaldes også nedsættende for Hinayana (det vil sige den inferiøre belæring) af Mahayana-retningen. Theravada opstod i Indien og praktiseres i dag i Sri Lanka, Cambodia, Laos, Thailand, Myanmar, og lignende sydøstasiatiske regioner. Theravada er den ældste form for buddhisme, som endnu praktiseres i dag.

Theravadas særlige doktriner:

  • Buddha’en er død, og de enkelte buddhister må selv finde ud af, hvordan de vil opnå frigørelse fra karma, fødsel og død.
  • Buddha’en var unik, og de praktiserende buddhister kan ikke blive buddha’er, kun arhat’er (hellige vismænd). Der vil komme en ny Buddha engang i fremtiden, men ikke før om mange tusinde år.
  • Nirvâna (befrielse fra fødsel og død) og samsara (den verdslige præget af fødsel og død) er absolut forskellige. Samsara er lidelse. Nirvâna er en befrielse fra lidelse. Det er en tilstand, som er hinsides rationel forståelse.

Theravadas nemesis var i høj grad Islam, som invaderede de områder, hvor Theravada blev praktiseret, og bl.a. medvirkede til at udryde Theravada fra Afghanistan og Indien.

 

Buddhismens anden gren: Mahayana (“Det store fartøj”) opstod også i Indien og praktiseres i dag i Kina, Japan, Vietnam, Korea, Singapore, Taiwan, Bhutan og Malaysia. Mahayana er den største gren af buddhismen og også den filosofisk mest sofistikerede.

 Mahayanas særlige doktriner:

  • Buddha’en er ikke væk, og individuelle buddhister er ikke overladt til dem selv. I stedet lærte Buddha os Dharma’en (de buddhistiske belæringer) ud af medfølelse for alle bevidste væsener, og Buddha’ens medfølelse gør, at hans væsen den dag i dag er tilgængeligt for alle, som praktiserer buddhisme. Faktisk er Buddha’en ikke et menneske, men en kosmisk bevidsthed, som favner alt, hvad der eksisterer i universet; ikke kun mennesker, men også sten, regnorme og vindstød. Alt er en del af denne kosmiske bevidsthed, som (ligesom i Theravada) er hinsides rationel forståelse.
  • I Theravada er det vigtigste ideal for buddhistisk træning selv at opnå indsigt og blive en hellig vismand. Men i Mahayana er det højeste ideal at eftergøre Buddha’ens medfølelse for andre, og derfor bør man ikke forsøge at gemme sig væk fra verden, mens man dyrker sin egen højere forståelse. I stedet for at blive en ”privat Buddha” bør man derfor blive en Bodhisattva, som er en person, som udskyder erkendelsen af sin egen Buddha-natur til fordel for at bære alle andre væsener i universet med sig frem til erkendelsen af, at de også er Buddha.
  • Buddha’en var ikke enestående, og den individuelle praktiserende Buddhist kan sagtens blive en Buddha. Faktisk er han allerede en Buddha; han har bare ikke erkendt det.
  • Af samme grund findes der også flere Buddha’er foruden den historiske person, Gautama Shakyamuni. Vi har allerede oplevet mange Buddha’er i menneskehedens historie, og ligeså vil vi opleve mange flere endnu.
  • De fleste af de berømte Buddha-statuer i Japan forestiller således ikke Gautama Shakyamuni, men typisk Amida Budha, og andre historiske Buddha’er.
  • Nirvâna (frigørelsen fra fødsel og død) og samsara (lidelsen præget af fødsel og død) er ikke længere forskellige. Samsara og nirvâna er hverken det samme eller forskellige fra hinanden, ej heller er de både-og, og ej heller er de hverken-eller. Det hele er blot forskellige manifestationer af den kosmiske Buddha-natur, som omfatter alt i universet.
  • Retninger som Zen (Cha’an), Tendai (T’ien-ta’i), og Amidisme (det Rene Land) er undergrene af Mahayana-buddhismen, og i sine kinesiske og japanske versioner har Mahayana-buddhismen også optaget indflydelse fra taoismen.

 

Buddhismens Tredje Gren: Vajrayana (“Lynkilens Fartøj”). Opstod i Indien og spredte sig til Tibet og Mongoliet. Vajrayana er den mest religiøse og ”katolske” form for buddhisme, idet den lægger vægt på talrige ritualer, symboler og overnaturlige ånder, som tolkes som forskellige aspekter af Buddha’en.

Vajrayanas særlige doktriner:

  • Vajrayana-Buddhisme er Tantrisk buddhisme, som også ofte kaldes “esoterisk buddhisme.” Vajrayana oversættes også fra tid til anden som Diamant-fartøjet, og tordenkilen symboliserer den magiske magt, som de esoteriske belæringer gemmer på.
  • Mange mener, at der er en udtalt modsætning mellem Buddha’ens egne belæringer om, at sandheden var én, enkel, og tilgængelig for alle, og så Vajrayanas belæringer om, at sandheden er differentieret ud i forskellige lag og grader, hvor den praktiserende buddhist kan blive ved med at stige i graderne og opnå højere erkendelser igennem livet.
  • Buddha’en sagde også, at der ikke fandtes magi, eller såfremt der gjorde; at buddhister ikke skulle begive sig afsted med magi. Men i Vajrayana tror man på tantrisk magi, som bl.a. kan helbrede de syge, få folk til at levitere, og få mesteren til at ”skyde” kalligrafisymboler flere meter ud fra sin pensel, sådan at han kan male på lærreder, som er flere meter væk.
  • I Vajrayana dyrker man ikke kun de opbyggelige aspekter af virkeligheden, men også destruktion, vold og sex, da disse er lige så reelle bestanddele af universet som deres modsætninger. Destruktions-gudinden Kali er således en væsentlig figur i Vajrayana, og mandlige og kvindelige guder og mennesker afbildes ofte i seksuelt samvær. Dette har fået mange vestlige fortolkere af buddhismen til at mene, at Vajrayana er en form for feministisk buddhisme. Imidlertid er der også visse former for tantrisk Vajrayana, som i forlængelse af destruktions-tema’et glorificerer voldtægt, samt sex med dyr.
  • Tibetansk buddhisme (som i sig selv er en heterogen størrelse) er ligeledes en gren af Vajrayana (om end man også trækker på elementer fra Mahayana). I Tibet når buddhismen en særlig feudal form, hvor præsterne tituleres som Lama’er og opfattes som særskilte fra befolkningen. Der er således en vis ironi i, at den version af buddhismen, som er bedst kendt i vesten (den tibetanske), i virkeligheden er den form for buddhisme, som befinder sig længst væk fra Buddha’ens egne belæringer.