af Ryan Smith
Siden år 2000 er det videnskabelige studie af personligheden virkelig taget til, og omfattende studier af befolkningsgrupper har afsløret, at hver person ikke er et unikt snefnug, men at langt de fleste af os falder ned i bestemte mønstre, hvor vi minder om andre mennesker. Sådan er det også med de amerikanske præsidenter. Og sådan er det også med Obama og Romney.
Hvis vi starter med Obama, så gælder det, at den præsident, han personlighedsmæssigt minder mest om, er demokraten Woodrow Wilson, som var præsident fra 1913 til 1921. Både Wilson og Obama arbejdede på universiteterne, før de blev præsidenter. Begge er de akademiske og abstraktionssøgende, og begge bliver opfattet som meget alvorlige udadtil, mens folk, der kender dem godt beskriver deres indre liv som kaotisk og præget af irritabilitet.
Både Wilson og Obamas talemønstre beskrives af tilhørere som præcist, langsomt og værdigt, og af folk, der har været tæt på dem, skildres de begge som præget af en personlig generthed: Som mennesker, der er svære at komme tæt på, og hvis personligheder har et hemmelighedsfuldt og arrogant præg.
Hvis vi derimod ser på Mitt Romney, så minder hans personlighed mest om republikaneren Dwight D. Eisenhower, som var præsident fra 1953 til 1961. Ulig Wilson og Obama, så er Romney og Eisenhower ikke naturlige akademikere; de foretrækker et lavere abstraktionsniveau, og de har færre radikale visioner på samfundets vegne. De er også mere konservativt anlagt end Wilson og Obama, og så prioriterer de politisk stabilitet som et gode, hvorimod Obama og Wilson søger mere radikale omvæltninger af samfundet.
Obama og Wilson er også begge fantasifulde og ”progressive,” og så ser de også begge økonomien som noget, der kan forme sig efter politikernes ønsker (de har begge indført priskontrol og/eller kapitalkontrol som præsidenter). Begge mænd er af deres modstandere blevet anklaget for at tænke på sig selv som en kristusfigur, og begge blev de opfattet som noget nær en sådan i Europa. Både Wilson og Obama er meget mere populære i Europa end den gennemsnitlige amerikanske præsident.
Wilson og Obama har også en lidenskab for store, radikale visioner og for store omvæltninger i samfundet. I Obamas tilfælde kan vi nævne sundhedsreformen Obamacare og de enorme vækstpakker, den såkaldte stimulus, som skulle forhindre, at krisen bed sig fast efter 2008. I Wilsons tilfælde er det mest berømte eksempel nok oprettelsen af Folkeforbundet, som i 1919 skulle forhindre, at der nogensinde kom en ny Verdenskrig.
Begge mænd har også stor medfølelse med ”menneskeheden” og med samfundets svage, men for begges vedkommende gælder det, at sympatien ikke er en sympati over for konkrete mennesker. Det er over for menneskeheden som abstraktion: I deres personlige smag er både Wilson og Obama elitære, og de kan ikke identificere sig med manden på gulvet.
Både Wilson og Obama indeholder på den måde et paradoks: På den ene side er de kolde og arrogante akademikere, der er tilbageholdende i deres omgang med mennesker. Men på den anden side er de idealistiske og moraliserende (ja, nærmest religiøse) i deres kærlighed til menneskeheden.
Politik handler på store træk om at smøre folk, både modstandere og medspillere, og de folk, som vi tænker på som ”den fødte politiker”, er ofte folk, der netop formår at charmere så meget, at der næsten bliver tale om en tvangshandling (bare spørg Clinton og JFK). Så meget desto mere mærkeligt er det, at Wilson og Obama begge har vist sig fuldstændig ude af stand til at smøre folk, selv når deres politiske karriere afhænger af det.
Mens Romney og Eisenhower begge har vist sig gode til at samarbejde med deres politiske modstandere, så har Wilson og Obama altså begge vist sig udpræget dårlige til at samarbejde hen over midten. Deres personlige vrede og fjendtlighed er ofte kommet i vejen, og som psykologerne forstår det, så er disse træk hos Obama og Wilson udtryk for, at deres personligheder er præget af såkaldt neuroticisme, dvs. øget følelsesmæssig ustabilitet og øget modtagelighed over for negative tanker og følelser.
Måske er det derfor, at både Obama og Wilson har valgt jordnære, praktisk anlagte ”helpmates” som partnere: Koner, der i kraft af deres pålidelighed og stabilitet kan fungere som et beroligende anker for disse mænd, der altså har en tendens til at tage protester mod deres politiske ideer personligt og til at lade sig gå uforholdsmæssigt meget på af modstand.
Anderledes er det med Romney og Eisenhower. Hvad personlighed angår, så har Romney og Eisenhower mere til fælles med Obamas og Wilsons koner end med Obama og Wilson selv. Ligesom Michelle Obama og Wilsons kone, Ellen Wilson, så er Eisenhower og Romney mere praktiske og jordnære typer.
Begges personlige værdier kredsede fra en tidlig alder om væsentligheden af hårdt arbejde og det at udføre sine pligter til tiden. Og som voksne er begge mænd senere blevet anklaget for at være ude af trit med befolkningens ønsker og for at være for gode venner med de rige.
Hvor det for Wilson og Obama var de store visioner, der talte – de radikale omvæltninger og den dramatiske fortælling om dem selv som præsidenter – så var det vigtigste for Eisenhower og Romney ikke de store visioner, men at det arbejde, der nu engang skulle udføres i Det Hvide Hus, blev udført omhyggeligt og ansvarligt: At opgaven blev udført efter bogen, og løst til flertallets tilfredshed.
Som politikere har Eisenhower og Romney derfor en tendens til at uddelegere ansvar og søge kompromis. De søger ikke at dramatisere og iscenesætte sig selv i lederrollen, og de er ikke fantasifulde og visionære. Eisenhower og Romney var begge markant bedre til at samarbejde med politiske modstandere, end Wilson og Obama nogensinde var det. I Eisenhowers tilfælde, så kunne det bliv helt ekstremt, da han som general under anden verdenskrig formåede at få primadonna’er som Churchill, Montgomery, Patton og de Gaulle til at spille sammen og at få deres histrioni til at gå op i en højere enhed.
Som ledertype er Eisenhower og Romney anlagt sådan, at de ikke selv søger at tage æren for alt. De uddelegerer ansvar og fremhæver de underordnedes indsats for pressen. Men denne ydmyghed som leder er ikke nødvendigvis noget, som vælgerne belønner i stemmeboksen. At være beskeden går nemlig ud over en leders karisma og får vedkommende til at fremstå som visionsløs.
Dette indtryk forstærkes nemt af, at Eisenhower og Romney begge har en tendens til at kikse til pressekonferencer: Til at give vage og selvmodsigende svar til journalister og således fremstå usikre, uoprigtige og absolut ikke som personer, man har lyst til at lægge ansvaret for sit land i hænderne på. Kort sagt: Spredte svar bliver opfattet som spredt fægtning. Hvis tingene går skidt under sådanne mænd, så opfattes det populært, som om ”det også er, fordi de ikke har nogen gennemslagskraft.” Og hvis tingene går godt under sådanne mænd, så er det nok, fordi denne udvikling alligevel var ”sket af sig selv.”
Siden sin afgang i 1961 er Dwight Eisenhower blevet opfattet som en middelmådig præsident, der ikke gjorde det store for at ændre på USA’s grundlæggende tilstand. At dømme ud fra personlighedsstudier, så vil Romney næppe blive anderledes som præsident – middelmådig. Men hvis han, ligesom Eisenhower, formår at sikre lav inflation, lav arbejdsløshed, balance på statens budgetter og at holde Amerikas fjender i skak, så er ”middelmådig” måske slet ikke så ringe endda.
Som personer falder Eisenhower og Romney ned i et mønster, hvor de deler personlighed med tidligere præsidenter som Hayes, Cleveland, Ford og Washington: Personer, som ikke selv har de store visioner, men som egner sig fortrinligt til at stabilisere og rede trådene ud.
Obama og Wilson falder derimod ned i en gruppe, hvor de deler temperament med tidligere præsidenter som J.Q. Adams, Hoover, Coolidge og Harrison: Præsidenter, hvor der er garanti for, at der sker noget dramatisk i løbet af deres embedsperiode (om end ikke nødvendigvis noget dramatisk godt).
Og hvem er så det bedste valg til november 2012? – Svaret afhænger af ens egen personlighed.
Of all the sentimental errors which reign and rage in this incomparable republic, the worst is that which confuses the function of criticism with the function of reform. Almost invariably it takes the form of a protest: ‘The fellow condemns without offering anything better. Why tear down without building up?’ So coo and snivel the sweet ones: so wags the national tongue. The messianic delusion becomes a sort of universal murrain. It is impossible to get an audience for an idea that is not ‘constructive’–i.e., that is not glib, and uplifting, and full of hope, and hence capable of tickling the emotions by leaping the intermediate barrier of the intelligence.
