Category Archives: Psykologi

Feminisme som Monty Python

af Ryan Smith

At læse Julie Hassings indlæg i Berlingske 1.9.2012, hvor Hassing argumenterer for tvungen barsel til mænd, er lidt som at se Monty Python-filmen ‘Monty Python og de skøre riddere’ omsat til papirform.
Hassing taler for tvungen barsel til mænd. Imidlertid er der ikke noget nyt i Hassings indlæg, i forhold til den debat som kørte om samme emne i efteråret 2011. En debat, som blev startet af fortalerne for tvungen barsel, og som døde ud, efter deres argumenter blev gennemhullet fra borgerlig kant. Herefter blev fortalerne stille.

Nu gentager Julie Hassing så de samme argumenter, som blev skudt ned dengang, og det uden at tage højde for de indsigelser, der altså skød dem ned. Og det er her, at det går hen og bliver Monty Python’sk.

I ‘Monty Python og de skøre riddere’ findes der en scene, hvor landsbyfolket har fanget en heks, og pøbelen trygler den vise ridder Bedevere om lov til at brænde hende på bålet. Men ved at tale til de højeste instinkter i mennesket får Bedevere landsbyfolket på bedre tanker: “Hvordan ved I, at det er korrekt, hvad I tror?” spørger han, “hvordan ved I, at hun vitterligt er en heks?” Landsbyfolket kan godt se, at der er noget om snakken, og iveren efter at brænde heksen på bålet må vige for tøven og eftertanke.

Men lige så snart Bedevere kigger væk, så er landsbyfolket tilbage i samme rille: “En heks, en heks, lad os brænde hende, lad os brænde hende!” Og sådan er det åbenbart også med dem, der godt kan lide at argumentere for tvungen barsel til mænd: Uanset hvor mange gange mavefornemmelserne bliver talt ned med fornuft, så rejser de sig igen på et senere tidspunkt, når Bedevere kigger væk.

Sørine Gotfredsen og root causery

af Pernille Sørensen, cand.mag.

Den britiske journalist Nick Cohen har advaret mod det, han kalder ‘root causery’, hvilket den danske journalist Søren K. Villemoes giver en glimrende opsummering af begrebet i nyhedsmagasinet Ræson:

[Root causery er en praksis] hvor man automatisk læser sine egne politiske mærkesager ind i terroristens gerninger. Da al Qaeda sprængte bomber på Bali, var flere debattører i England ude og tale om, at det også skyldtes vestens uansvarlige turisme i fjernøsten – som om at al Qaeda kæmpede for bæredygtig turisme. Da bomberne sprang i Madrid i 2004, var mange ude og give Spaniens deltagelse i Irak-krigen skylden – som om al Qaeda var en slags antikrigsaktivister. Da Westergaard blev overfaldet i sit hjem, bebrejdede flere hans tegning – som om terroristen kæmpede for den gode tone i debatten. Forklaringerne har det med at minde mistænkeligt meget om folks egne politiske holdninger.
     Man har ofte en tendens til at læse egne aversioner, idiosynkrasier og politiske holdninger ind i terrorismen. Men det er en fælde – det siger altid mere om den, der fremkommer med analysen end om terroren og terroristen.

Her vil jeg blot tilføje, at netop ‘root causery’ også er hvad den danske sognepræst Sørine Gotfredsen gjorde sig skyldig i, da hun i sin (dunkelt tænkte og dunkelt skrevede) kronik ‘Lad os bruge Anders Breivik rigtigt‘ gjorde Breiviks terrorhandlinger til et spørgsmål om den muslimske indvandring til Europa.

Ifølge Gotfredsen så skal Breiviks terrorangreb forklares med, at ”volden vil bryde ud, når islam og kristendom støder sammen”; og – fordi indvandringen og multikulturalismen ”presser menneskene mere end hvad klogt er.” Men her gør Gotfredsen sig skyldig i root causery, for efter retssagen mod Breivik er overstået kan vi se, at Anders Breivik er et svært forstyrret menneske; en identitetsforstyrret ”rebel without a cause”, der (som han selv har indrømmet) lige så gerne ville have slået til mod Obama, som mod det norske socialdemokrati. En mand, der før han blev terrorist prøvede at gøre sig gældende i politik, men opgav da det viste sig for møjsommeligt. En langt bedre forklaring på Breivik er derfor, at manden er narcissist, og at han ville have kastet sig over hvad som helst, som kunne give ham berømmelse og beundring i ekstremistiske kredse.

Og sådan kan vi også forklare hvorfor Breivik lige så gerne ville have slået til mod Obama. I en tid uden muslimsk indvandring var der stadig folk, som skød på John Lennon, JFK og Ronald Reagan. Fordi det gav berømmelse og beundring.

Gotfredsen på gyngende grund

I sin kronik ’Kampen mod det tomme rum’ (Berlingske 2. august) skriver sognepræst Sørine Gotfredsen sig ind i en række postulater, som i bedste fald er uunderbyggede, og som i værste fald er forkerte.  Her vil jeg forklare hvorfor.

For det første skriver Gotfredsen, at grundlaget for den menneskelige erkendelse af sig selv er, at der er en ”intention bag det skabte.” Dog er det sådan, at mennesket i Gotfredsens og min levetid har kigget længere ud i rummet, og dybere ind i kvanter og kvarker end nogensinde før i historien. Man har kortlagt det menneskelige genom og lokaliseret Higgs’ boson. Men uanset hvor vi har kigget, så har vi kun fundet mønstre – millioner af mønstre, men absolut ingen beviser på en hensigt.

***

Hos Gotfredsen hedder det også, at selvom vi opløser kønssyn og normer, så ”findes de på sin vis stadigvæk. Blot i mere diffus og dermed mere barsk form.” Men det er der intet, der tyder på. Ser man tilbage på de sidste 50 års historie i Danmark, så er det tydeligt, at samfundet som helhed, og manderollen i særdeleshed, har gennemgået en massiv opløsning: Hvor det dengang forventedes af mænd, at de satte sig i respekt og løste deres konflikter med vold, så er det i dag i langt højere grad et mere åbent spørgsmål, hvordan den typiske mand skal agere. Men over hele linjen, så er manderollen blevet mere og mere adskilt fra brugen af vold. Hustruvold var f.eks. langt mere almindeligt i Danmark for 50 år siden, end det er i dag, og hvis Gotfredsen mener, at hustruvold i dag findes i en ”mere diffus og barsk form” end i 1962, ja, så kunne jeg som læser i hvert fald godt tænke mig at få noget bevis for den påstand.

***

Gotfredsens måde at tænke på er nærmest en slags åndelig marxisme; et historisk nulsumsspil, hvor kapitalejerens brød kun kan komme fra arbejdernes sved. I Sørines version er det blot sådan, at en norm ikke for alvor kan forsvinde fra samfundet, men at den altid må vedblive at eksistere iblandt os på en hemmelighedsfuld spøgelsesmåde, som vi godt nok ikke kan sætte en finger på, men som Sørine bare ved, eksisterer.

’Ja tak’-kvindens sang

Øremærket barsel til mænd er ikke blot noget, de røde partier kæmper for. Også blandt de borgerlige opfatter visse debattører tiltaget som en nødvendighed. Spørgsmålet er imidlertid, om der er tale om et rimeligt indgreb eller blot sidste vers of ’ja tak’-kvindens velkendte sang.

af Ryan Smith, forfatter

I sidste måned blev den politiske plageånd om kønskvoterede bestyrelsesposter gedigent manet i jorden, da socialdemokraternes ligestillingsordfører meldte ud, at partiet ikke længere støtter op om forslaget. Et andet, men relateret, gespenst, hjemsøger imidlertid endnu ligestillingsdebatten, nemlig spørgsmålet om øremærket barsel til mænd.

Som man kunne forvente, så finder ideen om øremærket barsel især sine fortalere blandt politikere og debattører, som hører hjemme på venstre side af den politiske midte, heriblandt Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Pernille Vigsø Bagge (SF), Lone Dybkjær (R) og Manu Sareen (R). Men hvad færre måske er klar over, er, at også borgerlige debattører (og tidligere folketingskandidater) som Paula Larrain og Anne Sophia Hermansen støtter op om det kontroversielle forslag, som et flertal af danskerne er imod.

Som med så meget andet i ligestillingsdebatten, så er fortalernes argumenter sjældent principielle, men for det meste baseret alene på statistikker, der viser nogle skæve fordelinger, og så bakket op af en ideologi om, at kvinder og mænd skal være ligeligt repræsenteret i disse statistikker.

Man kan med rimelighed diskutere, om man overhovedet bør lade debattører se stort på den principielle side af de tiltag, de argumenterer for. Men nuvel, nogle gange hører det med til sportens ånd, at man ser stort på den slags og i stedet viser sig parat til at tage en debat på modpartens præmisser. Så hvorfor ikke? Lad os se nærmere på statistikkerne.

Den forståelige lønforskel

Et populært argument blandt fortalerne for øremærket barsel (som blandt andet benyttes på Ligestillingsministeriets hjemmeside) lyder som følger: Den dag, det vordende forældrepar står og diskuterer, hvem der skal tage hovedparten af barslen, så er valget i virkeligheden allerede truffet for dem. For alt for mange par kan det nemlig kun betale sig, at den lavestlønnede forælder (som statistisk set oftest er moderen) tager størstedelen af barslen, hvis da ikke hele barslen. På den måde oplever mange forældrepar, at de økonomiske realiteter allerede har tvunget dem ud i et bestemt valg, og således har de vordende forældre altså ikke friheden til at vælge, hvem af de to forældre, der skal på barsel.

Så vidt øremærkningsfortalernes argument. Imidlertid findes der dog masser af mænd i Danmark, der arbejder i dårligt lønnede stillinger, eller endda er helt uden for arbejdsmarkedet, og således tjener mindre end gennemsnitskvinden. Det interessante i denne debat er derfor ikke, at der findes lønforskelle mellem kvinder og mænd i samfundet generelt. Det interessante er, at der findes lønforskelle mellem specifikt den enkelte kvinde og så den mand, som hun vælger at gifte sig med. For det er her, i kvindens valg af partner, at vi finder nøglen til at forstå den tilsyneladende uretfærdighed, som øremærkningsfortalerne lægger til grund for deres argumentation.

At den enkelte kvinde typisk er lavere lønnet end hendes mand er nemlig ikke et spørgsmål om hendes køn, nej, faktisk er det et spørgsmål om hendes valg af partner: Ifølge Danmarks Statistik er danske kvinder i gennemsnit 2,4 år yngre end de mænd, de gifter sig med, når de gifter sig første gang. Og således har den enkelte kvinde også – alt andet lige – 2,4 års mindre erhvervserfaring og 2,4 års mindre anciennitet på arbejdspladsen end sin mand, når de først får børn sammen. Fortalerne for øremærkning er ivrige efter at problematisere, at far tjener mere end mor, men samtidig forholder de sig ikke til, om ikke kvinder som gruppe lader sig charmere af mænd, hvis lønsedler er større end deres egne?

Rige kvinder diskriminerer mere

Noget kunne tyde på det. Ifølge en international undersøgelse ledet af David Buss fra University of Michigan, så foretrækker kvinder nemlig mænd med magt og penge. Undersøgelsen kortlagde blandt andet kvinders præferencer for valg af partner i 38 lande, og her viste det sig, at kvinder fra alle 38 lande samstemmende foretrak mænd med rigdom og status. Og skulle man i en uskyldig stund mene, at sådanne resultater ikke gjaldt veluddannede kvinder i et rigt land som Danmark, så lød et andet af undersøgelsens resultater, at jo mere rigdom og status en kvinde selv har, desto vigtigere bliver det for hende, at hendes mand også har rigdom og status.

Kvinder vælger altså systematisk mænd, der er både ældre og tjener mere end dem selv. Men samtidig brokker en mindre andel af disse kvinder sig så, når de logiske konsekvenser af deres partnervalg senere manifesterer sig. Og så kræver de øremærket barsel til mænd. Vi ville vel aldrig tage en debattør alvorligt, der insisterede på at spise flødeis hver dag for derefter at brokke sig over sin udposede figur, så hvorfor tager vi dog klagesangen om økonomisk uligevægt alvorligt, når denne uligevægt netop er selvvalgt?

Som vi har set, så påstår fortalerne for øremærkning, at den enkelte kvinde er ufri, hvis hun får børn med en mand, som tjener mere end hende selv. Men hvordan kan det være samfundets problem? Kvinden er jo fuldstændig fri til at vælge en mand med en lavere indkomst og med mindre erhvervserfaring end hendes selv, hvis det er så forfærdeligt med en rig mand. Hvordan har hun dog fået den idé, at to mennesker, hvis indkomster ikke var lige, før de fik børn, pludselig skulle kunne kræve økonomisk udligning, betalt af os andre, blot fordi de har fået børn sammen?

’Ja tak’-kvindens sang

Det skal de åbenlyst heller ikke kunne. Det er et grundlæggende uberettiget krav. Et krav, der i det stille leder tankerne hen på, om ikke de kvinder, der nu gør sig til fortalere for øremærket barsel, i virkeligheden blot er den sidste inkarnation af en bestemt type kvinde; en kvinde, der gang på gang er blevet observeret af psykologer og psykiatere i løbet af det sidste århundrede, og som vi her kunne kalde for ’ja tak’-kvinden.

De fleste af os kender allerede ’ja tak’-kvinden. Vi kender hende ikke mindst hendes koloratur fra de seneste års ligestillingsdebatter, hvor hun gang på gang har skæppet op med sin sang: ’Ja tak’ til at gå tidligt om fredagen og ’ja tak’ til en strålende karriere. ’Ja tak’ til en lang og fredsommelig barsel og ’ja tak’ til en bestyrelsespost i en større dansk virksomhed. I denne sang er spørgsmålet om øremærket barsel til mænd for så vidt kun den seneste strofe, og den lyder: ’Ja tak’ til en mand, der har en højere indkomst end mig selv, når vi finder sammen, og ’ja tak’ til at være økonomiske ligemænd, når barslen skal fordeles.

For min skyld må ’ja tak’-kvinden takke ja til det hele. Hun kan bare slå sig løs, så længe hun ikke tørrer sine regninger af på os andre. Men at hæfte for egne beslutninger er netop hvad ’ja tak’-kvinden ikke gør, når hun gang på gang kræver kollektivistiske løsninger på personlige problemer.

Jeg ved ikke, hvad det er med ’ja tak’-kvinden, men det virker som om, hun mener, at det er alle andres opgave at sørge for, at hendes valg her i livet ikke også fører til fravalg. At hun uden videre kan få i pose såvel som i sæk, og at hun ubesværet kan både barsle og have mel i munden.

Måske er det slet ikke ansvar, hun ønsker.

3F tror på sammensværgelser

af Ryan Smith

Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F, udtaler 25/07 til Ekstra Bladet, at de afskyelige dødstrusler mod Amin Skov fra Restaurant Vejlegården i virkeligheden kan være fra nogen, som er Skov venlig stemt, men som vil sætte 3F “i et dårligt mediebillede.”

Der er intet overraskende i, at 3F tror på sammensværgelser. Sammensværgelsesteorier er nemlig en form for socialisme: For hvis en lille gruppe mennesker kan planlægge sig frem til at trække samfundet i en skidt retning, præcis som de havde tilsigtet, hvorfor skulle en anden lille gruppe mennesker (såsom eksempelvis en ”sammensværgelse” af 90 politikere på Christiansborg) så ikke kunne planlægge og styre samfundet i en gavnlig retning, præcis som de havde tilsigtet?

Derimod er det en del af den borgerlige orden, at man opfatter andre mennesker som selvstyrende individer, hvis motiver er komplekse og som har krav på respekt, og ikke som skakbrikker, som magthaverne uden videre kan rykke rundt på efter behov.

Hvorfor socialisme må slå fejl

Af Hans-Hermann Hoppe, professor i økonomi

Socialisme og kapitalisme tilbyder markant forskellige løsninger til det problem, der udgøres af knaphed: enhver kan ikke få alting, de ønsker, når de ønsker det, så hvordan kan vi effektivt beslutte hvem, der skal eje og kontrollere de resurser, vi har? Den valgte løsning har omfattende konsekvenser. Den kan betyde forskellen mellem velstand og forringelse, frivillig bytning og politisk tvang, sågar totalitarisme og frihed.

Det kapitalistiske system løser knaphedsproblemet ved at anerkende retten til privat ejendom. Den første til at bruge en vare, er dens ejer. Andre kan kun tilegne sig den gennem handel og frivillige kontrakter. Men indtil ejeren af ejendommen vælger at lave en kontrakt eller bytte sin ejendom, kan han gøre hvad han vil med den, så længe han ikke blander sig i eller fysisk skader andres ejendom.

Det socialistiske system forsøger at løse ejerskabsproblemet på en helt anden måde. Ligesom under kapitalisme kan folk eje forbrugsvarer. Men under socialisme er ejendom, der tjener som produktionsmiddel, kollektivt ejet. Ingen person er i stand til at eje maskinerne og andre resurser, der går til at producere forbrugsvarer. Menneskeheden ejer dem, så at sige. Hvis folk benytter produktionsmidlerne, kan de kun gøre det som opsynsmænd for hele samfundet.

Økonomisk lov garanterer, at skadelige økonomiske og sociologiske effekter altid vil følge socialiseringen af produktionsmidlerne. Det socialistiske eksperiment vil altid resultere i fiasko.

For det første: socialisme resulterer i mindre investering, mindre opsparing og lavere levestandarder. Når socialisme i første omgang indføres, skal ejendom omfordeles. Produktionsmidlerne er frataget dets nuværende brugere og producenter og givet til samfundet bestående af opsynsmænd. Selvom ejerne og brugerne af produktionsmidlerne erhvervede sig dem gennem fælles samtykke fra de tidligere ejere, bliver de overført til folk, som i bedste fald bliver brugere og producenter af ting, de ikke ejede tidligere.

I dette system straffes tidligere ejere til fordel for nye ejere. Produktionsmidlernes ikke-brugere, ikke-producenter og ikke-kontrahenter favoriseres ved at blive udnævnt til opsynsmands-ranken over ejendom, de tidligere ikke havde brugt, produceret eller kontraheret til at bruge. Således stiger ikke-brugerens, ikke-producentens og ikke-kontrahentens indkomst. Det er det samme for ikke-opspareren, som nyder godt af det på bekostning af opspareren, hvis opsparede ejendom konfiskeres.

Så, tydeligvis, hvis socialisme favoriserer ikke-brugeren, ikke-producenten, ikke-kontrahenten og ikke-opspareren, stiger omkostningerne der skal bæres af brugere, producenter, kontrahenter og dem, som sparer op. Det er nemt at få øje på hvorfor, der vil være færre folk i de sidstnævnte roller. Der vil være mindre original tilegnelse af naturlige resurser, mindre produktion af nye produktionsfaktorer og mindre kontraktindgåelse. Der vil være meget mindre forberedelse for fremtiden, eftersom alles investeringsudmundinger tørrer ud. Der vil være mindre opsparing og mere forbrug, mindre arbejde og mere fritid.

Dette beløber sig til, at der vil være færre forbrugsvarer tilgængelige for bytning, hvilket reducerer alles levestandard. Hvis folk er villige til at løbe risikoen, vil de blive nødt til at gå under jorden for at kompensere for disse tab.

For det andet: socialisme resulterer i ineffektivitet, mangel og enormt spild. Dette er Ludwig von Mises’ indsigt, som opdagede at rationel økonomisk beregning er umulig under socialisme. Han viste, at kapitalgoder under socialisme i bedste fald bruges til produktion af andenrangs behov, og i værste fald til produktion, der tilfredsstiller intet behov overhovedet.

Mises’ indsigt er enkel, men ekstremt vigtig: fordi produktionsmidlerne under socialisme ikke kan sælges, er der ingen markedspriser for dem. Den socialistiske opsynsmand kan ikke fastslå de monetære omkostninger involveret i at bruge resurserne, eller i at foretage ændringer i produktionsprocessers længde. Ej heller kan han sammenligne disse omkostninger med den monetære indkomst fra salg. Han er ikke tilladt at tage imod tilbud fra andre, der ønsker at bruge hans produktionsmidler, så han kan ikke vide, hvad hans tidligere muligheder er. Uden at kende til de tidligere muligheder, kan han ikke kende til sine omkostninger. Han kan ikke engang vide om den måde, hvorpå han producerer, er effektiv eller ineffektiv, ønsket eller uønsket, rationel eller irrationel. Han kan ikke vide, hvorvidt han tilfredsstiller mindre eller mere presserende kundebehov.

Under kapitalisme forsyner pengepriser og frie markeder producenten med denne information. Men under socialisme er der ingen priser for kapitalgoder og ingen muligheder for bytning. Opsynsmanden er efterladt i mørket. Og fordi han ikke kan vide sin nuværende produktionsstrategis status, kan han ikke vide, hvordan den kan forbedres. Jo mindre producenter er i stand til at beregne og engagere sig i forbedring, desto større chancer er der for spild og manglers opståen. I en økonomi, hvor forbrugermarkedet for hans produkter er meget stort, er producentens dilemma endda værre. Det behøver næsten ikke blive pointeret: Når der er ingen rationel økonomisk beregning, vil samfundet synke ind i progressivt forværrende forringelse.

For det tredje: socialisme resulterer i overforbrug af produktionsfaktorerne, indtil de udsættes for dårlig vedligeholdelse og vandaliseres. En privat ejer har under kapitalisme retten til, når som helst, at sælge sin produktionsfaktor og beholde indtægten udledt fra salget. Så det er til hans fordel at undgå at mindske dens kapitalværdi. Fordi han ejer den, er hans mål at maksimere værdien af den faktor, der er ansvarlig for produktionen af de varer og services, han sælger.

Den socialistiske opsynsmands status er helt anderledes. Han kan ikke sælge sin produktionsfaktor, så han har lidt eller ingen tilskyndelse til at sikre, at den bevarer sin værdi. Hans tilskyndelse vil i stedet være at forøge sin produktionsfaktors ydeevne, uden hensyntagen til dens svindende værdi. Der er også den chance, at hvis opsynsmanden fornemmer muligheder ved at bruge produktionsmidlet til private hensigter, – ligesom at lave varer til det sorte marked – vil han blive tilskyndet til at forøge ydeevnen på bekostning af kapitalværdier. Uanset hvilken måde, hvorpå du kigger på det, vil producenter, under socialisme uden privat ejerskab og frie markeder, være tilbøjelige til at fortære kapitalværdier ved at overbruge dem. Fortæring af kapital leder til forringelse.

For det fjerde: socialisme leder til en reduktion i kvaliteten af de varer og services, der er forbrugeren tilgængelige. Under kapitalisme kan en individuel forretningsmand kun opretholde og udvide sit firma, hvis han generhverver sine produktionsomkostninger. Og eftersom efterspørgslen for firmaets produkter afhænger af forbrugervurderinger af pris og kvalitet (pris, som er et kriterium for kvalitet), må produktkvaliteten være en konstant bekymring for producenterne. Dette er kun muligt med privat ejerskab og udveksling på markedet.

Ting er fuldstændig anderledes under socialisme. Ikke mindst er produktionsmidlerne kollektivt ejet, men således er også indkomsten udledt fra salget af ydelsen. Dette er en anden måde at sige, at producentens indkomst har lille eller ingen forbindelse med forbrugervurderingen af producentens arbejde. Dette faktum er selvfølgelig kendt af enhver producent.

Producenten har ingen grund til at yde en speciel indsats for at forbedre kvaliteten af sit produkt. Han vil i stedet hellige relativt mindre tid og flid på at producere, hvad kunderne ønsker, og bruge mere tid på, hvad han ønsker. Socialisme er et system, der tilskynder producenten til at være doven.

For det femte: socialisme leder til politiseringen af samfundet. Noget kan næppe være værre for produktionen af velstand.

Socialisme, i det mindste dens marxistiske version, siger, at dens mål er komplet lighed. Marxisterne observerer, at når først du tillader privat ejendom i produktionsmidlerne, så tillader du forskelle. Hvis jeg ejer resurse A, så ejer du den ikke, og vores forhold til resurse A bliver anderledes og ulige. Ved i ét hug at afskaffe privat ejendomsret i produktionsmidlerne, siger marxisterne, bliver alle medejere af alting. Dette reflekterer alles lige stilling som mennesker.

Virkeligheden er meget anderledes. At erklære alle medejere af alting løser kun af navn forskelle i ejerskab. Det løser ikke det virkelige, grundlæggende problem: der forbliver forskelle i magten til at kontrollere, hvad der skal ske med resurserne.

Under kapitalisme kan personen, som ejer en resurse, også kontrollere, hvad der skal ske med den. I en socialiseret økonomi gør dette sig ikke gældende, da der ikke længere er nogen ejer. Ikke desto mindre eksisterer kontrolproblemet fortsat. Hvem skal bestemme, hvad der skal ske med hvad? Under socialisme findes der kun en udvej: folk afgør deres uenigheder vedrørende kontrol af ejendom ved at lægge en vilje ovenpå en andens. Så længe der er forskelle, vil folk ordne dem med politiske midler.

Hvis folk ønsker at forbedre deres indkomst under socialisme, er de nødt til at bevæge sig mod en højere værdsat position i opsynsmandshierarkiet. Det kræver politisk talent. Under et sådant system vil folk være nødt til at bruge mindre tid og flid på at udvikle deres produktive færdigheder, og mere tid og flid på at forbedre deres politiske talenter.

Som folk udskifter deres roller som producenter og brugere af resurser, finder vi ud af, at deres personligheder ændrer sig. De dyrker ikke længere evnen til at forudse knaphedssituationer, til at benytte produktive muligheder, til at være opmærksomme på teknologiske muligheder, til at forudse ændringer i kundeefterspørgslen og til at udvikle marketingsstrategier. De har ikke længere brug for at kunne tage initiativ, at kunne arbejde og at kunne møde andres behov.

I stedet udvikler folk evnen til at samle offentlig opbakning bag deres egen position og holdning ved hjælp af midler som overtalelse, demagogi og intrige, gennem løfter, bestikkelser og trusler. Andre folk når toppen under socialisme end under kapitalisme. Jo højere du kigger i det socialistiske hierarki, desto mere vil du finde folk, som er for inkompetente til at udføre arbejdet, det var meningen, de skulle udføre. Det er ingen hindring i en opsynsmand-politikers karriere at være dum, doven, ineffektiv eller ligeglad. Han behøver blot have overlegne politiske evner. Dette bidrager også til forringelse af samfundet.

USA er ikke fuldt socialiseret, men vi ser allerede de katastrofale effekter af et politiseret samfund, idet vores egne politikere fortsætter med at gøre indgreb i private ejendomsejeres rettigheder. Alle af socialismens forringende effekter er med os i USA: reducerede niveauer af investering og opsparing, fejlfordelingen af resurser, overforbruget og vandaliseringen af produktionsfaktorer og den ringe kvalitet af produkter og services. Og disse er kun smagsprøver på livet under total socialisme.

Oversat af Andreas Persson

8 Philosophical Quotes

1

Plato: “Now beauty shone bright among the visions, and in this world below we apprehend it through the clearest of our senses, clear and resplendent. For sight is the keenest of the physical senses, though wisdom is not seen by it — how passionate would be our desire for it, if such a clear image of wisdom were granted as would come through sight — and the same is true of the other beloved objects; but beauty alone has this privilege, to be most clearly seen and most lovely of them all.”

2

Edmund Burke: “Curiosity … quickly runs over the greatest part of its objects, and soon exhausts the variety which is commonly to be met with in nature. … The occurrences of life, by the time we come to know it a little, would be incapable of affecting the mind with any other sensations than those of loathing and weariness [if we did not develop] other passions besides curiosity in ourselves.”

3

Jimmy Wales (founder of Wikipedia): “One of the core things [in Ayn Rand’s work] is the virtue of independence … [A character] is given a choice … to compromise his integrity or to essentially go out of business. And he [takes] a job working in a quarry. And for me that model has a lot of resonance. What I’m doing and the way I’m doing it is more important to me than any amount of money.”

4

Friedrich Nietzsche: “I claimed that art, rather than ethics, constituted the essential metaphysical activity of man … I made several suggestive statements to the effect that existence could be justified only in esthetic terms.”

5

Huang Po (Zen Master): “Do not permit the events of your daily lives to bind you, but never withdraw yourselves from them. Only by acting thus can you earn the title of ‘A Liberated One’.”

6

Karl Popper: “I appeal to the philosophers of all countries to unite and never again mention Heidegger or talk to another philosopher who defends Heidegger. This man was a devil. I mean, he behaved like a devil … and he has a devilish influence on Germany.”

7

Parmenides: “For never shall this be proved: that things that are not are; but hold back your thought from this way of enquiry, nor let custom, born of much experience, force you to let wander along this road your aimless eye, your echoing ear or your tongue; but do judge by reason that ONE way only is left to be spoken of, that IT IS; and on this way are full many signs that WHAT IS is uncreated and imperishable; entire, immovable and without end. It was not in the past, nor shall it be in the future, since it is now, all at once, ONE.”

8

Kant: “There was a time when I … despised the mob, which knows nothing. [But] I learned to honor men, and would consider myself much less useful than common laborers if I did not believe that [my work] could give all [men] a value.”