Category Archives: Psykologi

Buddhistisk ontologi, del 1: Buddha og de første buddhister

af Ryan Smith

‘Blandt de tidligste buddhister (ca. 450 f.v.t. – ca. 100 e.Kr.) var det et tema, at mennesket ikke havde nogen sjæl eller noget selv. På samme måde som en bil hverken er sine dæk, sin motor, sin kabine eller sine lygter, så er et menneske hverken sine arme, lunger, øjne eller sin hjerne. (Ifølge de første buddhister var hjernen et sanseorgan, hvis sanse-output var tanker og følelser, som opstod, når hjernen blev mødt med sanseindtryk udefra.)

Uanset hvordan man undersøger en bil, så vil man ikke være i stand til at lokalisere, præcis hvori dens ”bil-hed” eller dens ”bil-natur” består. Bilen er en ”etiket”, vi skaber for os selv, uden at den egentlig findes. Og sådan er det også med mennesker: Når vi ser, arme, lunger, øjne og hjerne, der alle hænger sammen og fungerer på ét sted, så skaber vi ”etiketten” ”menneske,” ”sjæl” eller ”selv”. Men kigger vi efter, så kan vi ikke lokalisere, hvori dette selv består. Den fejlagtige tanke, at vi har et selv, er den grundlæggende vildfarelse, som gør, at mennesker lider.

De første buddhister argumenterede for, hvordan der ikke er noget iboende selv, med omtrent følgende argumenter: Lad os sige, at vi har en bil, og vi smadrer dens forlygter. Er den så stadig en bil? De fleste ville svare ja. Men hvad så, hvis vi fjernede dens dæk? Igen ville folk sige ja, og således kunne vi fortsætte, indtil folk pludselig svarede nej. Men pointen ville være, at der ikke findes noget klart defineret punkt, hvor bilen mister sin ”bil-hed”. Det er bare det, at vi ser alle komponenterne ved siden af hinanden, der får os til at opfatte helheden som en bil. Men ligesom et menneske ikke har noget jeg og ikke har nogen sjæl, så har bilen ingen ”bil-hed.”

Dette er, ligesom da den græske filosof Eubulides placerede en bunke ærter på et bord foran sine tilhørere og spurgte dem: ”Er det en bunke?” Tilhørerne svarede ja, hvorefter Zenon fjernede én ært og igen spurgte: ”Er det så en bunke?” Tilhørerne svarede igen ja, og Zenon fortsatte med at fjerne ærter og spørge, hvorvidt der var tale om en bunke, indtil tilhørerne til sidst så på 5-6 ærter og måtte svare, at der ikke længere var tale om en bunke. Zenon reagerede så ved at lægge én ært tilbage på bordet og spørge: ”Er det så en bunke?” Præcis som med buddhismens selv, der ikke kan lokaliseres, når man sætter sig for at søge efter det, således ville Zenon vise, at der ikke finder nogen ”bunke-hed”, men at en bunke, ligesom et selv, er en forvildelse, vi skaber for os selv, uden absolut hold i virkeligheden.

15 forsvarsmekanismer, og de personlighedstræk de tyder på

af Ryan Smith

Her følger en liste over 15 klassiske psykologiske forsvarsmekanismer. Vi bruger alle en bred vifte af forsvarsmekanismer i vores hverdag, men i den psykoanalytiske tradition for studiet af personlighed er det blevet postuleret, at der findes en sammenhæng mellem en stærk præference for at bruge en bestemt forsvarsmekanisme og så den generelle personlighed.

I

Forsvarsmekanisme: Rationalisering (at finde en begrundelse for, hvorfor en uønsket handling alligevel er acceptabel)
Eksempel: ”Jeg var min kæreste utro, men hun havde ikke lyst til sex, sidst vi sås, så det er ok.”
Tyder på:
Narcissistiske eller sadistiske træk

II

Forsvarsmekanisme: Introjektion (at tage andres holdninger til sig, som var de ens egne)
Eksempel: ”Min kæreste var mig utro, men han siger, at det er ok, så derfor er det også ok.”
Tyder på:
Dependente træk

III

Forsvarsmekanisme: Dissociation (ikke at tage ansvar for egne handlinger)
Eksempel: ”Jeg var min kæreste utro, men det var, fordi øjeblikket var så intenst, at jeg blev revet med.”
Tyder på:
Histrioniske træk

IV

Forsvarsmekanisme: Projektion (at tillægge andre ens egne handlinger og motiver)
Eksempel: ”Jeg var min kæreste utro, men han havde også været mig utro, eller i hvert fald havde han tænkt på at være mig utro.”
Tyder på:
Paranoide træk

V

Forsvarsmekanisme: Askese (at straffe sig selv)
Eksempel: ”Min kæreste var mig utro, men det er også, fordi jeg er så utiltalende; det er et signal til mig om, at jeg bør tabe mig, træne mere, få en ny garderobe og arbejde med min personlighed.”
Tyder på:
Depressive træk (også kaldet dystymiske træk)

VI

Forsvarsmekanisme: Forskydning (at holde andre end selve gerningsmanden ansvarlig for gerningsmandens handlinger – typisk fordi gerningsmanden er ”for magtfuld” til, at man kan blive sur på vedkommende direkte, eks. dominerende kæreste, chef, forælder osv.])
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro, men det er i virkeligheden hans venners skyld, fordi de tog ham med i byen og drak ham fuld.”
Tyder på:
Negativistiske træk (personlighed præget af skepsis og misbilligelse)

VII

Forsvarsmekanisme: Regression (at ”gå i barndom”)
Eksempel:
Gråd, ukontrolleret råben og skrigen, afmægtig sparken til ting, indtagelse af fosterstilling.
Tyder på:
Borderline træk

VIII

Forsvarsmekanisme: Reaction-formation (at give udtryk for det modsatte af, hvad man egentlig føler, fordi man tror, at ”det skal man.” Præsenterer sig selv som fattet og overskudsagtig, selvom man er vred og såret indeni)
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro, men hvis det var noget, hun havde brug for at udforske, så er det sådan set okay. Mig rører det ikke.”
Tyder på:
Tvangsprægede træk (også kaldet compulsive)

IX

Forsvarsmekanisme: Forstørrelse (at overdrive oplevelser i positiv eller negativ retning, så nuancerne går tabt)
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro, hele mit liv er ødelagt, det er ikke længere værd at leve!”
Tyder på:
Hypomaniske træk

X

Forsvarsmekanisme: Ophøjelse (at ophøje den aktuelle begivenhed til et punkt i en dramatisering af ens livshistorie; at se sit liv som en tragedie og tolke begivenheder ind i dette narrativ)
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro – det er præcis, som da jeg var lille, og min far var min mor utro, og det ødelagde familien og min barndom.”
Tyder på:
Masochistiske træk

XI

Forsvarsmekanisme: Benægtelse (den mest primitive af alle forsvarsmekanismer, ses ofte hos alkoholikere og narkomaner)
Eksempel:
”Nej, jeg var dig ikke utro!”
Tyder på:
Hvis manipulerende: Anti-sociale træk. Eller hvis magtesløs: Udifferentieret (primitiv) personlighed

XII

Forsvarsmekanisme: Raseri, eller ”at afreagere”
Eksempel:
”Var du mig utro!? Jeg slår dig ihjel, knuser dig, du kommer aldrig til at leve et normalt liv igen!”
Tyder på:
Anti-sociale træk

XIII

Forsvarsmekanisme: Intellektualisering (at undertrykke egne følelser og fortælle om ubehagelige oplevelser på en mekanisk og faktuel måde)
Eksempel:
”Min kæreste var mig utro. Hun havde en lyserød bluse på, den aften hun tog i byen. Hun har fortalt mig, at den fyr, hun var sammen med, hed Allan.”
Tyder på:
Skizoide træk

XIV

Forsvarsmekanisme: At omgøre (bizar og idiosynkratisk gestik, halve sætninger og flakkende øjne giver tilhøreren det indtryk, at vedkommende er ved at ”omgøre” sine indre mentale repræsentationer af den traumatiserende begivenhed)
Eksempel:
”Var du mig utro? Det… det… jamen sådan kan man også… det… det… nå… [stilhed]”
Tyder på:
Skizotypale træk

XV

Forsvarsmekanisme: Fantasi (dagdrømmeri)
Eksempel: ”Jeg var min kæreste utro, men det skete på en naturudflugt, der var som en parallel virkelighed. Det, der skete, var ikke en del af hverdagen i storbyens stress og jag; det hører til i en anden verden.”
Tyder på: Undvigende træk

Psykiatriens Amatører, del 1

Okt 2005: Henvendelse på Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg. Efter visiterende samtale med psykiater NN får jeg at vide, at jeg vil får svar på om de kan tilbyde mig behandling indenfor to måneder.

Marts 2006: Distriktpsykiatrisk center på Frederiksberg har smidt min sag væk. Efter opringning flover de sig, og vælger at tilbyde mig behandling.

Behandling starter med estisk psykiater, NN. Forholdsvis useriøs behandling. På et tidspunkt spørger jeg ham: “Hvordan ved du, at jeg har det sådan, som du beskriver?” Han svarer: “Det er min sjette sans.”

Distriktpsykiatrisk Center Frederiksberg aflyser i øvrigt aftaler et par gange over mails, som jeg aldrig får. Da jeg går sekretæren i bedene påstår hun urokkeligt, at have sendt de pågældende mails. Et kig i hendes sagsmappe afslører imidlertid, at den pågældende sekretær ikke har forsynet de pågældende mails med en “.com”-endelse, og at jeg derfor aldrig har fået dem.

5/4 2006: Samtale med sagsbehandler NN. Hun præsenterer muligheden for, at jeg kan få revalidering. Siger, at min sag passer som “fod i hose” og afslutter samtalen med at sige: “Så det søger vi til dig!”

19/6 2006: Min faste psykiater (ham med den sjette sans) er ikke til stede. En tysk psykiater, NN, som jeg aldrig før har talt med, nærmest truer mig til at påbegynde behandling med Bristol-Meyers-præperatet Abilify. Han siger bl.a. at hvis jeg ikke vil samarbejde, kan de ikke hjælpe mig. Jeg spørger, om de kun vægter samarbejde i villighed til at tage medicin, han svarer nej, og siger så senere, at hvis jeg ikke påbegynder behandling med Abilify vil jeg ikke kunne gennemføre min uddannelse. Han siger også i løbet af samme samtale, at Abilify ikke påvirkede patientens bevidsthed. Producenter siger dog selv:

“Abilify may impair judgment, thinking, or motor skills. Users should be careful in operating machinery, including automobiles, until they know how Abilify affects them. Abilify may cause trouble swallowing (esophageal dysmotility). This can cause choking and lead to a type of pneumonia called aspiration pneumonia in some patients.”

19/6 2006: Jeg spørger i receptionen, hvordan det går med at søge revalidering, som sagsbehandler NN sagde, at hun ville “skaffe til mig” 5/4. Efter en forvirret søgen rundt i sagsmapperne kommer det frem, at der intet er gjort eller sat i gang.

23/6 2006: Jeg forfatter en lang mail til Distriktpsykiatrisk Center på Frederiksberg hvor jeg opridser de forsømmelser og behandlingsfejl, som der har været i forløbet. Jeg får et svar tilbage fra ergoterapeut NN. Hun skriver: “Jeg synes vi skal tale om det.” Men hun vender aldrig tilbage.

Ukendt Dato: Visitationssamtale på en anden psykiatrisk enhed (OPUS). Denne enhed har smidt journal fra Frederiksberg væk. jeg må begynde forfra med at fortælle dem min sygehistorie.

OPUS er i sommermånederne ikke i stand til at foretage sig noget ang. revalidering eller SU til mig, grundet egne og øvrige offentlige medarbejderes ferie. Sagen kunne have været afsluttet i marts-april såfremt Frederiksberg Psykiatisk havde taget hånd om deres arbejdsansvar og ikke syltet sagsbehandlingen.

OPUS hjælper mig med at udfylde formularer til SU. Jeg sendes med bussen fra OPUS til Frederiksberg rådhus hvor sagsbehandler NN efter 30 minutter erklærer, at OPUS har udfyldt formularerne forkert. Jeg prøver at forklare, at jeg også forstår dokumentet skal udfyldes såsom OPUS har gjort det. NN fejer mit indtryk af bordet uden modargumentation. Resulatetet er, at OPUS og NN har en lang telefonisk udveksling på min telefon og for min regning, hvorefter OPUS accepterer, at NN har ret. Jeg sendes tilbage til OPUS med formularen.

Et par dage senere viser det sig, at OPUS havde udfyldt dokumentet korrekt til at begynde med. Det hele må nu starte forfra.

Der er en taberkultur i det offentlige, hvor folk ikke bliver stillet til regnskab for deres fejl.

Jalving interviewer Arzrouni

Dette skelsættende  interview med den liberale tænker Christopher Arzrouni blev bragt i 2005 og kan opfattes som en milepæl i opgøret med Anders Fogh, som på det tidspunkt stadig blev anset som en ansvarlig politiker. Interviewet bringes her med venlig tilladelse fra Kforum/ Timme Munk

af Mikael Jalving
Da Christopher Arzrounis ny bog udkom i sidste uge, skrev dagbladet Information, at han gør det, venstrefløjen ikke længere kan: kritisere den herskende orden. I gamle dage var det sådan, at samfundskritikken især kom fra venstre. Men sådan er det ikke længere. Venstrefløjen er blevet en del af Den Store Hvide Midte, der æder alt i dansk politik, hvorfor det er blevet tid til et rask, lille oprør fra højre. Det mener forfatteren til ’Helt uforsvarligt’.

Indrømmet, det er lidt indviklet – højre, venstre, venstre, højre. Måske endda barnligt. Selv siger hovedpersonen til K-forum, at hans bog mest af alt er et opgør med politikere i det hele taget. Fordi det er dem – og ikke befolkningen – der laver de fleste ulykker.

Et eksempel: Christopher Arzrouni, der i dag er redaktør på Weekendavisen, arbejdede engang for en Venstre-politiker på Christiansborg. Et valg var overstået, og tinget trådte sammen igen. Politikeren siger noget i retning af, at ’nu skal det blive godt at komme i gang’, hvortil den unge Christopher Arzrouni spørger: ’Med hvad?’ – ’Ja, med det politiske arbejde’, svarer politikeren. ’Jamen, hvad er det, vi absolut skal?’, insisterer den unge sekretær. Og politikeren sætter ham på plads med ordene: ’Vi har fået et politisk mandat, og derfor skal vi lave politik’.

Indsigt i egen uvidenhed
Eksemplet illustrerer for Christopher Arzrouni, at politikere tager deres virke alt for bogstaveligt og tror, at politik altid er at gøre noget og være ’pro-aktiv’, som vi siger. At mere politik også er bedre politik. Men politik er også at undlade at lave rav i sagerne, kunne man tilføje. Selv siger forfatteren: ’Det var en øjenåbner for mig, at selv liberale politikere mener, at fra det øjeblik, de er valgt, skal de gå i gang med at indrette tilværelsen for andre mennesker. Men det skal de slet ikke’.

Hvad skal de så?

’De skal huske, at vi mennesker som regel ikke véd, hvad der er bedst for os selv – og politikere og embedsmænd endnu mindre. Politikere skal derfor heller ikke gå så meget op i folks motiver. Dem kender vi alligevel aldrig til bunds. Jeg var for nylig med i en debat med Kemal Qureshi fra SF, hvor han blev ved med at definere sin politik i forhold til, hvilke motiver folk har. Hvis deres motiv er penge, så skal det være forbudt. Men hvis deres motiv er lyst, så skal det være tilladt. Rygning er OK, selvom du ødelægger dine lunger. Men hvis f.eks. en fattig inder arbejder med at fjerne asbest for penge, så er han et offer, og så skal have ikke have frihed til at udføre sit arbejde. Fri sex for lyst er OK. Men hvis du gør det for penge, skal det være forbudt. De nødstedte må ikke være bare en lille smule frie og forsøge at forbedre deres situation. Det er da at føje spot til skade.’

Men nu er man vel ikke enten offer eller fri… Er der ikke noget midt imellem?

’Jo, der er også derfor, at jeg gør mig umage med at skelne mellem at være tvunget til noget og at være nødt til noget. Hvis jeg tvinger dig til noget, er du ufri. Men hvis du er nødt til noget, har du stadig en frihed, som du kan udnytte. Og det skal du have lov til, også hvis du er en indisk skibsarbejder eller prostitueret. Når du kriminaliserer et erhverv, bliver det automatisk forrået. Der er med andre ord alt for mange politikere, der ikke skelner mellem at være tvunget og at være nødt til noget. Og dem, der gør noget af nød, er ikke automatisk ofre. De skal i hvert fald have lov til at bevise det modsatte’.

Liberalt demokrati eller folkedemokrati?
Christopher Arzrouni kritiserer politikerne for at være overivrige, når det gælder lovgivning. De kan ikke få nok, mener han, love gør dem høje. Men er kritikken af politikerne også en kritik af demokratiet?

’Vent lidt… Når jeg tøver, så er det fordi, jeg ikke kan vide, hvordan du definerer demokrati. Hvis du med demokrati hentyder til magtens tredeling, individuelle rettigheder, uafhængige domstole, et ukorrupt embedsapparat osv., så er min bog netop ikke en kritik af demokratiet. Men hvis du med demokrati mener flertalsdiktatur, så indebærer den bestemt en demokratikritik.’

Flertalsdiktatur?

’Da jeg engang i skolen skulle skrive en opgave om demokrati, slog jeg op i Encyclopedia Britannica, som gav to versioner: Liberal Democracy og People’s Democracy. Jeg går ind for det første og er modstander af det sidste. Hvor det vigtigste for det liberale demokrati er magtspredningen, er det vigtige for folkedemokratiet stemmeretten. Jeg mener, at stemmeretten er overvurderet’.

Det er der nok mange, der vil være uenige med dig i?

’Så lad mig sige det igen: Stemmeretten er alene et supplement til demokratiet eller et middel til at kunne fyre de forkerte. Det er ikke engang et middel til at udvælge de rigtige ledere. Stemmeretten er en nødbremse. I USA f.eks. ligger stemmeprocenten tit under de 50 pct. Er landet mindre demokratisk af den grund? Det mener jeg ikke. Tværtimod er lav stemmeprocent i visse tilfælde udtryk for mere opbakning. Hvorfor stemme, hvis tingene fungerer? En høj stemmeprocent – som den i Danmark – kan omvendt være udtryk for en meget hård kamp om fordelingen af samfundets goder; de høje tal udtrykker ikke nødvendigvis, at systemet fungerer. Hvis alle pinedød skal hen og stemme for ikke at miste tilkæmpede privilegier, så står demokratiet i virkeligheden i en farlig situation’.

Superliberalist?
Det ville være forkert at placere Christopher Arzrouni hos det nationale højre. Han ligger til højre for hele det politiske parnas herhjemme – lige fra social- og kristendemokrater, konservative og de kreative til folkesocialister, enhedspartister og pianister. Men er ikke specielt national. Og samtidig går han ind for bl.a. organhandel, fri narko, ret til at bære våben, bordeldrift, pengeafpresning, insiderhandel, handel med truede dyrearter og med forurening, – ja, selv for at bevare Christiania.

Med sin fortid i den liberale forening Libertas bliver han da også tit omtalt som superliberalist. Hertil griner han og siger: ’Jeg er et af de mest konservative mennesker, der findes… Jeg ryger ikke, drikker ikke og lægger vægt på opdragelse. Jeg siger dig, hvis mine piger kom hjem og stank af hash – de ville få en overhaling’.

Det er jo dit private jeg. Politisk er du vel liberalist eller højreorienteret eller hvad?

’Jeg er højreorienteret i den forstand, at jeg ikke er venstreorienteret. Jeg er vokset op i en generation, for hvilken etikken var socialistisk. Det mener jeg ikke, at den er. Alle politiske forslag skal derfor heller ikke vurderes på, hvorvidt de skaber større økonomisk ulighed. Her kunne den borgerlige regering lære noget. At give flere lov til at beholde mere af deres udkomme er ikke uetisk, tværtimod. Dagens principielle politiske brudflade står således ikke mellem de liberale og de konservative; konflikten er et klassisk opgør mellem kollektivister af forskellig slags og individualister i en eller anden forstand’.

Foghs retorik
Christopher Arzrounis bog inderholder som antydet også en karsk kritik af Anders Fogh Rasmussen, der flere steder omtales med referencen ’som en klog mand – engang – skrev’, ligesom bogen langer ud efter andre navngivne ministre i den borgerlige regering. Det kan udefra set virke overraskende. Det var trods alt samme Christopher Arzrouni, der blev sat i forbindelse med en af statsministerens nytårstaler. Hvorfor er Fogh junior skuffet over Fogh senior?

’Jeg er sådan set ikke skuffet over det, Fogh gør. Jeg er skuffet over noget, som nogle nok vil kalde en petitesse, nemlig at Fogh føler det nødvendigt at lægge afstand til liberal retorik. Jeg synes, det er fint nok at være tålmodig, og at man naturligvis ikke kan kræve kæmpestore reformer osv. Men hvis man forsager sin egen ideologi eller virker tøvende i forhold til sit eget ståsted, så skal man ikke gøre sig forhåbning om at overbevise eller begejstre’.

Hvad skal det betyde?

’Den eneste grund til at venstrefløjen endnu ikke er helt knust, er, at de borgerlige holder sig tilbage, fordi de stadig tvivler på, at de selv er ordentlige mennesker. Vi borgerlige sidder stadig med en fornemmelse af, at vi er dårlige mennesker, som vil de svagest stillede det endnu dårligere. Man skammer sig over sin egen borgerlighed – og det er ikke nødvendigt. Man er faktisk nødt til at stå ved sin identitet. Ikke tvunget til, men nødt til… Ellers kan man godt glemme det hele og vente på at blive afløst af en ny regering, ikke mindst fordi der er en masse ubefæstede sjæle derude. Og det endda i partiernes folketingsgrupper, som har svært ved at se forskel på retorik og indhold.’

Der var engang en kulturkamp
Alligevel er det ikke alene Foghs retrorik, Christopher Arzrouni kritiserer. I bogens epilog skriver forfatteren f.eks., at ’det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner’. Hertil replicerer ophavsmanden:

’Som om… Jeg skriver netop som om…’

Du skriver også i epilogen, at regeringen ’savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt’. Er det ikke en kritik af Fogh-regeringens indhold? Er det ikke en kritik af en regering, som har mistet retningssansen, og som heller ikke aner, hvor den kommer fra?

’Jo, det er det’.

Jamen…

’Hvis regeringen nu sagde – og det gjorde den på et tidspunkt – at dens målsætning er den selvberoende borger, så ville det være godt. Der var engang en kulturkamp. Den handlede om den selvberoende borger i forhold til de statsautoriserede smagsdommere. Målet var mere handlefrihed for borgeren. Sådan er det ikke mere. Husk på situationen for bare et år siden. Regeringen var i mindretal i meningsmålingerne. Hvad gjorde man? Man lavede forårspakken. Sænkede mellemskatten, rykkede grænsen for topskatten mm. Hvad var konsekvensen? Man kom tilbage i meningsmålingerne, fik nyt momentum og vandt tilmed valget. Det var rigtig godt gået. Men hvad er analysen? Der er ingen analyse, og den manglende selvbevidsthed er slående. Når endelig man gør noget godt og borgerligt, så lægger man ikke engang mærke til det’.

Politik ingen adgang
Når man lytter til Christopher Arzrouni, spørger man sig selv, hvorfor han ikke går aktivt ind i politik. Hvorfor udgiver han en bog i stedet? Hertil svarer han:

’Det ville jo være helt uforsvarligt’.

Hvorfor?

’Prøv lige at se… Så skulle jeg rakke rundt de næste tre-fire år og håbe på at få en yderlig kreds. Man kan ikke have et ordentligt job, fordi der er ikke nogen som vil have en, der rejser rundt og bræger hele tiden. Så skal man sætte sin karriere på stand-by. Og hvis man i heldigste fald skulle blive valgt ind, så havner man på bagerste række. Vilkårene er med andre ord temmelig ringe.’

Er du med andre ord på vej væk fra politik? Hvis man ser på dit CV, så har du arbejdet i Finansministeriet, Venstres politisk-økonomiske sekretariat, ligesom du har været chef i DI – og nu udgiver du så en bog, mens du er ansat på en avis, hvor du – undskyld mig – skriver for skønånder…

’Sådan ser jeg ikke på det. Jeg elsker Venstre. Jeg vil stemme på dem så længe, de bare er lidt liberale. Men man kan ikke sige, at min bog er en adgangsbillet til det politiske’.

Hvad er det så, bogen skal?

’Bogen skal hjælpe flere liberale til at blive tryggere i deres liberalisme. Når de kan se, at det kan lade sig gøre at forsvare selv ret outrerede synspunkter, så får de muligvis mere politisk selvtillid. Jeg prøver at spille banen bred. Hvis man rykker et ordentligt ryk – til højre – så opstår der huller på midten. Jeg forsøger at gøre mindre vidtgående liberale en tjeneste – det håber jeg, de kan se – sådan at præmisserne rykkes mod højre’.

Gør du også Fogh en tjeneste?

’Det mener jeg helt bestemt. Ikke så længe, han bliver associeret med mig, det har han jo ingen interesse i. Men jeg er en hjælp for liberale mennesker i Danmark, fordi de kan pege på mig og sige: Se dér, dér er en ultraliberal! Og så kan de tilføje: Men vi er liberale, vi er ordentlige mennesker! Det er jo den systematik, som venstrefløjen har opereret med i mange år. Der var de der ekstreme ude på fløjen, og så blev der mere plads til Socialkammeraterne. Det samme sker i dag. Bare med omvendt fortegn’.

Arzrounis Ti Bud:
1. Når der ikke er noget offer, er der heller ingen forbrydelse.
2. Vi kan aldrig kende folks motiver til bunds.
3. Hvor der er frivillighed, er der også risiko.
4. Folketinget består af smagsdommere – og vi behøver ikke flere.
5. Staten skal ikke blande sig i voksne menneskers sexliv.
6. Når et erhverv gøres illegalt, bliver det automatisk forrået.
7. Politikerne vil gerne påtage sig rollen som forælder for befolkningen.
8. Det, som ingen ejer, bliver hurtigt offer for rovdrift.
9. Når vi ikke må håndhæve retten til eget liv, frihed og ejendom, så tilhører vi staten.
10. Ingen har ukrænkelig ret til at blive forsørget af andre.

Arzrouni om den borgerlige regering:
● ’Regeringen Anders Fogh Rasmussen savner et klart ideologisk og strategisk udgangspunkt’
● ‘Det er, som om regeringen er løbet tør for ambitioner, idéer, visioner’
● ‘Frem for at tage store principielle konfrontationer om velfærdsstatens indretning, har regeringen gennemført en serie mikropolitiske tiltag’
● ’Det er vitterlig en katastrofe for det liberale Danmark, at den liberale førstemand reelt undsiger liberalismen’
● ‘Modsat hvad mange tror, fik Nyrup faktisk held med sin bogdestruktion under valgkampen i 2001. Ingen borgerligt tænkende toppolitiker tør skrive sin mening længere’.

Retorik: Ethos, pathos og logos

af Pernille Sørensen

Ethos er defineret som den argumentation der overbeviser via talerens egenskaber som afsender, hans karakter. Hvad angår disse egenskaber er især ærlighed af afgørende betydning, da vi, tilhørerne, altid er parat til at tage den troværdige mands ord for gode varer uanset om spørgsmålet vedkommende så adresserer, er sandt i sig selv. Aristoteles taler om tre definerende komponenter indenfor ethos. Disse er mental habitus (intelligens), moralsk habitus (sømmelighed) og emotionel habitus (den gode vilje). Vi kan dermed udlede, at ethos ikke er en selvstændig appelform, men befinder sig i konstant og dynamisk vekselvirkning med logos (intelligens) og pathos (god vilje). Det betyder således også, at ethos ikke er statisk, men udvikles i samspil med afsenderens budskab.

Der findes historisk set to opfattelser af ethos, en ejet og en begået. Forestillingen om det ejede ethos knytter sig uløseligt til det menneskelige legeme, især det ”åbne ansigt”. Her er talerens ethos synonymt med vedkommendes eksistens som en afgrænset enhed i et større hele, eksempelvis som borger i staten.  Her er man sin person, da ethos er en iboende, tvungen afspejling af ens karakter. Forestillingen om det begåede ethos knytter sig derimod til den antagelse, at ethos optjenes gennem gode eller slette handlinger. I denne optik er det muligt udforme sin ethos i overensstemmelse med et ønske om at blive opfattet på en bestemt måde af sin omverden. Dermed kan man i en vis udstrækning skabe sin ethos som retorisk afsender, og dermed overlapper forestillingen om det begåede ethos med et andet fagbegreb, den retoriske persona.

Den historiske baggrund for begrebet persona skal findes i romersk/italiensk masketeater hvor en maske signalerede hvilken rolle en skuespiller tog på sig. Med blot et beskedent sortiment af masker kunne den samme skuespiller således påtage sig ind til flere roller i løbet af det samme teaterstykke, og ordet persona betyder da ganske enkelt også maske. Indenfor retorikken betyder det forhold, at man kan gøre sit ethos synonymt med sin afsenderposition i stedet for blot at tale som sig selv. Eksempelvis er ordene ”Klokken er 14.30, du er anholdt.” autoritære og alvorlige når de afsendes fra en politimands-persona. Når politimanden udtaler disse ord taler han ikke blot som sig selv, men som repræsentant for det bagvedliggende politisk-juridiske kompleks som ikke alene besidder et voldsmonopol, men også er i stand til at udstede bøde- og fængselsstraffe. Omvendt er de samme ord letbenede og fornøjelige når de afsendes fra en stand-up-komiker, gerne med en tyk jysk accent.

Ethos er altså i visse tilfælde den a priori højeste appelform, som er udslagsgivende for den retoriske situation og dermed bestemmende for den måde hvorpå modtagerne opfatter det egentlige budskab.

Eksempel på ejet ethos:

”En person med en tro har samme styrke som 99 mennesker, der blot har en interesse.” – John Stuart Mill

Eksempel på begået ethos:

”De fleste mennesker er akkurat lige så lykkelige, som de beslutter sig for at være.” – Abraham Lincoln

Eksempel på person med høj ethos: Albert Einstein som berigede menneskeheden med sine relativitetsteorier, loven om forholdet mellem masse og energi, og loven om fotoelektrisk effekt. Disse opdagelser gav Einstein et ethos som ”den der havde indset sandheden”, og gav ham således mulighed for at udtale sig tilsvarende vægtigt om religion og politik (hvor Einstein imidlertid ikke kunne tilbyde samme geniale landvindinger). Einsteins ethos indenfor fysikken gav ham med andre ord også autoritet på områder hvor han ret beset ikke havde nogen.

Eksempel på person med lav ethos: George W. Bush som bedyrer vigtigheden af alternativ energi og omsorg for miljøet samtidig med, at han og hans familie har tjent deres millioner på olie, at han har tilgodeset oliefirmaerne med særlovgivning, og han undlod at ratificere Kyoto-protokollen.

***

Dernæst pathos:

Pathos konstituerer den praksis at overtale ved at appellere til modtagernes følelser. En alternativ definition af pathos kunne også lyde på, at pathos var den praksis at indfange modtagernes sympati via tilhørernes naturlige empati. I sådanne tilfælde appellerer afsenderen til modtagernes intuitive forståelse af vedkommendes situation. Den vellykkede pathos-appel er den, som får modtagerne til at identificere sig med afsenderens standpunkt; den får publikum til at føle hvad afsenderen føler. Her genkender vi i en vis udstrækning problematikken fra det ejede versus det begåede ethos: Ejet pathos kunne f.eks. være en morder som oprigtigt fortryder sin handling og for alt i verden ikke ønsker at komme videre. Begået pathos kunne være en morder som fingerer fortrydelse fordi han ved, at det sandsynligvis vil få en jury til at se mildere på ham. Her bliver retorikken for alvor aktuel: I en verden som i tiltagende grad præges af politisk spin bliver kriterier for identifikation af oprigtig versus populistisk pathos instrumentale for enhver akademisk analyse af den offentlige debat; I et politisk klima hvor vi i tiltagende grad præsenteres for fejlagtige statistikker og manipulerede tal bliver følelsesvurderinger det intuitive forsvar mod enhver løgnagtig politiker.

Den måske mest klassiske måde at bedrive en pathos-appel på er via fortælling som argumentation. Et narrativ fungerer som en slags usynlig argumentation idet ethvert møde mellem to eller flere mennesker forudsætter et grundlæggende omfang af velvilje, samt en gradueret villighed til at tro på, at vor samtalepartner ikke står og lyver os op i ansigtet. Tyer vedkommende til fortælling som argumentation er vi dermed nødsaget til at udvide vor velvilje overfor for vedkommende, til også at gælde dennes fortællinger, og således også til at acceptere vedkommendes historier som sande på baggrund af præmisser leveret indenfor selve vedkommendes historier. Det er selvfølgelig muligt, at vi inderst inde ikke accepterer historien som sand, men at en afsender bliver konfronteret med sin løgn i samme sekund modtageren identificerer den som værende løgn sker kun sjældent udenfor familie- og ægteskabsforhold.

I sin bog, The Psychology of C.G. Jung, identificerer forfatteren Jolande Jacobi ganske korrekt det forhold, at tænkningen (logos) dømmer i sandt-eller-falsk-regi, mens følelserne (pathos) dømmer i acceptabelt-eller-uacceptabelt-regi. Et narrativ kan gøre begivenhederne nærværende. Afsenderens værdier og forståelse er implicit til stede i narrativet. Det er abstrakte etiske principper ikke nødvendigvis. Et velfortalt narrativ kan således omgås etiske konstanter som ikke kan udfordres på logos-planet. I det tidligere eksempel med morderen der ikke vil dømmes for mord, kan vedkommende i sit vidneudsagn fortælle historien om vedkommendes personlige erfaring af situationen, for således at eksplicitere hvordan drabshandlingen forekom vedkommende at være den rigtige løsning på gerningstidspunktet. Og da modtagerne ikke har adgang til morderens subjektive erfaring af situationen har de således intet alternativ til den pågældende pathos-appel.

***

Og så logos:

Logos er den græske urform af vores logik. Men efterhånden som logikken er blevet formaliseret af især matematikken, er logik blevet et noget snævrere begreb end logos. Logos for det antikke menneske var først og fremmest en afspejling af verdensaltets indvirkning på tingenes tilstand; når de materielle tilstande af uudforskelige årsager harmonerede med det menneskelige intellekts a priori forventninger til sin omverden, var det et udtryk for logos. Heraklit brugte betegnelsen logos om det udifferentierede ursubstrat hvorfra han mente alting kom. Marcus Aurelius personliggjorde logos i sine Meditationer, som et allestedsnærværende forsyn, og i hellenistisk tid blev logos synonymt med det Nye Testamentes budskab, og i visse tilfælde endda med den kødeliggjorde Jesus selv.

Den definition som optager retorikeren er imidlertid Aristoteles som i sin Retorik omtaler logos som når tale i sig selv beviser en tilsyneladende sandhed. Når den etymologiske baggrund alligevel er interessant for retorikeren er det fordi de mange bibetydninger stadig er lagret i begrebet logos. Således skal vi ikke længere end et år tilbage før pave Benedict XVI skabte global furore ved at påstå, at den kristne Gud kun kan forstås i kraft af sin hellenistiske arv, som en afspejling af logos, mens Allah og Islam, der ikke har været igennem en hellenisering, er fuldstændig transcendal og derfor ikke nødvendigvis rationel. Derfor må den kristne Gud afstå fra sysler som intellektet intuitivt opfatter som frygtelige, mens Allah kan gøre som han vil. Og ifølge paven er det derfor Jihad, hellig krig, kan have en central plads i Islam mens den kristne Gud – bundet af logos som han er – aldrig vil kunne opfatte volden som andet end et onde.

Uanset hvad man så ellers måtte mene om dén udredning, så er det imidlertid et uomtvisteligt faktum, at historiens mange kristne korstog startede med et passioneret stykke retorik fra en af pavens forgængere. Navnlig med Urban IIs tale ved Clermont-konsilet i 1095.

Logos udgør desuden et af de vigtigste elementer af den neoaristoteliske retorik som defineret af  tænkerne Perelman og Olbrechts-Tyteca. Retorikken har for Perelman traditionelt set betonet vigtigheden af æstetik og form, frem for egentlig rationalitet, logos. Den traditionelle retorik har været anset som indholdsløs, især af filosoffer som Kant (”ingen agtelse værdig”), og Perelman forsøger således at etablere en moderne akademisk retorik for derved at bringe den retoriske disciplin tilbage til fortidens agtelse. Ifølge Perelman er denne glorværdige fortid tiden før ”slutningen af det 16. århundrede” hvor faget ifølge ham begynder sit forfald. De fleste vil nok imidlertid mene, at retorikkens forfald begynder allerede i antikken med de græske bystaters forfald, og den romerske republiks kollaps.

Perelman sporer retorikkens degeneration til den franske logiker Petrus Ramus, som Perelman mener har gjort vold mod Aristoteles ved at reducere retorikkens domæne til det at udtrykke sig godt. Retorikkens aftagende vigtighed har således også formindsket kendskabet til den klassiske aristoteliske argumentationsteori, og dermed også offentlighedens kendskab til logos. Set i lyset af denne historiske udredning kan det ikke undre, at Perelman efter århundreder uden argumentation i den offentlige sfære ser et behov for at vurdere værdier rationelt, på baggrund af logos.

Derfor er Perelman og Olbrechts-Tytecas retorikbegreb også defineret som et møde mellem fornuftsvæsener. Det ”universelle publikum”, en imaginær retorisk størrelse som afsenderen altid bør have i baghovedet når vedkommende tænker på sin modtagergruppe, defineredes således som enhver gruppe intelligente, kompetente, og rationelle væsener som er i stand til at udforme konkluderer i forhold til et givent emne. I forhold til omvurderingen af samfundets værdier er Perelman dog små 50 år for sent på den, da allerede Nietzsche i Moralens Oprindelse efterstræbte ”en omvurdering af alle værdier” – dog ikke på logiske, men på ”dionysiske” betingelser. Derfor måtte Perelman også senere revidere sit værk for at imødekomme udfordringen fra Nietzsche og de franske Nietzsche-inspirerede tænkere i hans samtid.

Kritik af Rune Lykkebergs holdning til Ny Alliance

af Pernille Sørensen, (14. maj 2007)

Kære Rune Lykkeberg

Dette brev vedrører din artikel ”Ny alliance med det bedre borgerskab” som blev bragt i dagbladet Information 12. maj 2007. Det er et brev hvori jeg stiller begrundede forslag til forbedring af din artikel.

Lad mig starte med at komplimentere din eminente fornemmelse for spot og spe. Genremæssigt så er dit indlæg nemlig overordentlig vellykket som satire. – Men var det virkelig ment som satire?  Der er jo sket en del siden den antikke satiriker Juvenal levede, og det er ikke altid nemt at genkende satire nu om dage. Ja, nogle gange går det sågar satirikeren selv forbi hvad det er vedkommende egentlig laver.

Der ligger nemlig store problemer i, at landets politisk aktive på forhånd fravælger hinandens input uden overhovedet at høre på det, og det udelukkende på grund af en given referenceramme eller en forudindfattethed som de mener at finde hos afsenderen. Jeg er sikker på at du vil sige, at denne forudindfattethed ligger som dem, modstanderne, og at hvis de ikke kan mande sig op til at se rigtigheden i dine betragtninger, jamen så er det deres tab. Sandheden er imidlertid en anden. Sandheden er, at den bløde kommunikation i den her situation er den hårde overlegen, og når du satiriserer over Ny Alliances utilstrækkeligheder, og dermed også nedgør det modtagersegment som eventuelt kunne finde på at stemme på Khader, Seeberg et al., så fremmedgør du dem samtidig overfor dit i øvrigt ellers reelle budskab: At Ny Alliance har en masse form, men endnu intet indhold. Så ja: Det er da komisk, at så mange mennesker flokkes til noget som de dybest set ikke ved hvad er, men når du nu ved at det allerede drejer sig om over 8000 mennesker, har du så virkelig i sinde at fremmedgøre dem alle sammen? Er det virkelig din intention? – For det bliver resultatet netto når du farer frem på den måde.

Naturligvis ligger der fællesskabsværdi i at være blandt ”sine egne”, og jeg skal heller ikke benægte at det kan føles rart at henvende sig til meningsfælderne som man på forhånd ved er enige med en selv. Videreudvikling af tankegods og kuglestøberi foregår bedst i selskab med de allerede overbeviste. Men processen har ikke den store værdi hvis ikke den i sidste ende flytter noget på den lange bane. Hvis ikke endemålet er at facilitere et sympatiskifte som fra tid til anden flytter folk over på afsenderens side, så er den politiske retorik lidet mere end en retorisk blindgyde. Captatio benevolentiae siger man også; indfang velvilje. Fordi man løber en betydelig risiko ved at formulere sig så aggressivt, at det fjerner folks vilje til at overhovedet at overveje ens budskab som afsender. Det er essentielt set dårlig retorik.

Hvis du vil have et tilsvarende retorisk eksempel fra den ”blå” lejr, så kan jeg anbefale dig at se nærmere på Mikael Jalvings optræden overfor Klaus Rothstein i nyhedsmagasinet Deadline. Debatten omhandlede det nu hedengangne ungdomshus og blev sendt 1. marts 2007.  Mikael Jalving lod konsekvent hammeren falde hver gang Rothstein ikke havde rygdækning for sine antagelser »det er noget vås!«, og hver gang Rothsteins argumentation trak på den normative velfærdskonsensus om, at der skal være plads til alle. Mikael Jalving leverede med andre ord et rationelt partsindlæg som argument-teknisk set var Rothsteins overlegent. Men ligesom i din artikel blev budskabet leveret så aggressivt, at Jalving endte således med at distancere sig fra sine modtagere. Tænk over det: Er spot og spe virkelig vigtigere end at kunne gå i dialog med de 8000 politisk interesserede medlemmer af Ny Alliance? For det kan du ikke når du nedgør dem.

Kvalitetsretorik kendetegnes af en passende balance mellem tilgængelige argumenter, publikums egenskaber og interesser, samt afsenderens retoriske persona. Hvis ’publikums egenskaber’ blandt andet består i at være vokset op i Danmark, i velfærdsstaten, så det udtryk for et ubalanceret stykke retorik at udføre et frontalangreb på velfærdsstaten i en debat om Ungdomshuset. På samme måde gælder det, at hvis et ’publikums interesser’ omfatter velvilje overfor Ny Alliance, jamen så er det udtryk for et stykke ubalanceret retorik når du med vilje misforstår Gitte Seebergs udtalelser vdr. omstillingsparathed, eller når du opfinder en belejlig naivisme (den ”humanistiske kapitalisme” versus den ”onde kapitalisme”), som du så kan gøre synonym med Ny Alliance.

Jeg siger ikke, at der er noget galt med den politiske mening du lader sive ud mellem linjerne af din artikel. Ej heller, at samfundet skal gå foruden satire, eller at man ikke bør sige sin mening nøjagtigt som den forekommer en. Men jeg siger, at et vist mådehold er på sin plads. Så længe vi holder totalitære politiske ekstremer ude af billedet, så bør denne balance altid være midtersøgende i sit væsen. Det vil med andre ord sige, at du bør sige hvad du mener, men sige det på en ikke-konfrontatorisk måde som tager hensyn til modtagernes allerede eksisterende sympatier.

Du mener måske ikke, at Ny Alliances medlemmer og sympatisører læser Dagbladet Information. Eller måske bejler du til det kapitalkritiske flertal blandt bladets læsere? Hvorom alting er, så går ikke at benytte sig af en implicit skyggeargumentation når man samtidig er aktiv medspiller i den politiske debat.

Guide til Jung-typer: Sansende eller iNtuitiv: Abstrakt eller konkret

(Jung-typer går også under navnene JTI og MBTI i erhvervslivet.)

Det andet bogstav i den Jungianske Typologi detaljerer hvorvidt ens opmærksomhed naturligt er fokuseret på den konkrete virkelighed eller på abstraktioner. I den klassiske terminologi vedrørende jungiansk type, er disse egenskaber ofte gengivet som Sensing, hvilket betyder konkret, og iNtuition, hvilket betyder abstrakt. Men grundet en række årsager afviser vi denne terminologi, da det både problematisk og kontra-intuitivt for den nytilkomne.

Nu med hensyn til definitionen af det andet bogstav, så foretrækker den konkret-mindede person at observere og opleve verden omkring sig selv fuldt ud og lige præcist som den det ser ud. Omvendt, går en abstrakt-minded person, ofte går glip af en masse detaljer og nogle gange endda centrale fakta, fordi hans eller hendes hjerne er ved at vælte sig i abstrakte associationer. For eksempel kan en konkret-minded person se på nedenstående billede og konkludere, at det er et ståltårn.

En abstrakt-minded person, ville imidlertid se på det samme billede, og derefter konkludere, at: Det er fallisk, og truende, at det kan ses som et symbol på frugtbarhed, at det kunne have været arkitektens ønske at udviser dominans over andre arkitekter med denne konstruktion, eller måske at demonstrere menneskets sejr over naturen. Med andre ord ville en abstrakt-minded person lægge mærke til alle de ikke-umiddelbare træk ved situationen, mens de konkret-minded person først vil forstå den umiddelbare situation i sin helhed og til bunds, med fokus på fakta og detaljer, såsom tårnets farve og dens omgivelser, før vedkommende bevæger sig over i abstraktionens domæne.

Der er intet galt med at være enten abstrakt eller konkret. Der er blot tale om to måder at opleve verden på. Uden abstrakt-sindede mennesker, ville akademisk forskning kun bevæge meget sig meget langsomt fremad, og uden konkret-sindede mennesker, ville samfundet være langt mere kaotisk og rodet, og de fleste forbrydelser ville sandsynligvis aldrig blive løst da efterforskerne ville være tilbøjelige til at gå glip af vigtige spor og detaljer, alt i mens de er optaget af egne abstraktioner.

Misvisende udtryk som “abstraktionsniveau” har desværre en tendens til at foreslå, at abstrakt-mindede folk kan gøre alt hvad konkret-mindede mennesker kan gøre, men blot bedre. Dette er måske en artefakt af værdierne, der er indlejret i uddannelsessystemet: Uddannelse er rettet mod de abstrakt-sindede menneskers stærke sider, som er at finde på smarte fortolkninger og det at bruge svære ord. Men den virkelige verden har lige brug for begge orienteringer.

S / Konkret N / Abstrakt
Konkret Fremtidsfokuseret
Realistisk Ser muligheder
Sætter pris på nydelse Sætter pris på inspiration
Bevidst om aktuelle tendenser Bevidst om egen inspiration
Lever i nuet Reflekterer over fortiden
Bruger ofte ligefrem snak Bruger ofte svære ord
Opmærksom på omgivelserne Flyvske ideer
Går op i detaljer Fantasifuld
Kan ofte godt lide krimi’er Kan ofte ikke lide krimi’er
Praktisk Tænker, men får ikke altid handlet
Faktuel Teoretisk
Observation før fantasi Fantasi før observation
Ofte tilfredse med status quo Ofte rastløse mht. status quo
Får tingene til at ske Overvejer ting
Loyal over for venner Ser begge sider af en sag

Berømte danskeres Jung-personlighedstype

  • (Jung-personlighedstype sælges også i erhvervslivet som JTI test og MBTI test.)
  • (Denne liste handler om danske berømtheder. For at se den mest professionelle internationale liste, se da CelebrityTypes.com)

INTJ

  • Lone Frank, videnskabsjournalist, forfatter
  • Sørine Gotfredsen, præst, debattør
  • Ritt Bjerregaard, tidl. MEP og tidl. Overborgmester i KBH

ENTP

  • Clement Kjersgaard, tv-vært
  • Ole Birk Olesen, journalist, MF for Liberal Alliance
  • Frederik Stjernfelt, professor i semiotik, forfatter
  • Anders Samuelsen, partileder, Liberal Alliance
  • Martin Krasnik, journalist
  • Lau Aaen, forfatter til Dagpengeland
  • Mikael Jalving, blogger, Jyllands-Posten, forfatter
  • Susanne Staun, forfatter
  • Anders ‘Anden’ Matthesen, komiker
  • Morten Albæk, forfatter og salgsdirektør i Vestas
  • Johanne Schmidt-Nielsen, MF, Enhedslisten
  • Anne Sophia Hermansen, debattør, Berlingske
  • Mattias Tesfaye, debattør, SF
  • Rune Lykkeberg, kommentator, Information
  • Lars Kragh Andersen, liberal aktivist
  • Mogens Glistrup, politiker
  • Anna Libak, Litteraturjournalist, Weekendavisen
  • Lasse Rimmer, komiker

INTP

  • Morten Messerschmidt, MEP, Dansk Folkeparti
  • Christopher Arzrouni, journalist, Børsen, forfatter
  • Mogens Lykketoft, tidl. finansminister, Socialdemokraterne
  • Jacob Mchamgama, jurist i CEPOS
  • Lene Andersen, forfatter, forlægger
  • Torben Mark Pedersen, liberal debattør
  • Susanne Møller, talskvinde for sexarbejdere
  • Anja C. Andersen, fysiker, NBI

ENTJ

  • Asger Aamund, forretningsmand
  • Pernille Rosenkrantz-Theil, MF, Socialdemokratiet
  • Mie Harder, debattør

ENFJ

  • Niels Krause-Kjær, journalist, forfatter til ‘Kongekabale’
  • Mrutyuanjai Mishra, blogger, Jyllands-Posten
  • Tøger Seidenfaden, tidl. chefredaktør, Politiken
  • Suzanne Bjerrehuus, forfatter og foredragsholder
  • Henrik Dahl, sociolog, debattør, forfatter
  • Sofie Gråbøl, skuespiller

INFJ

  • Henrik Gade Jensen, projektleder, CEPOS
  • Katrine Winkel Holm, debattør, sognepræst
  • Sherin Khankan, forfatter, tidl. radikal politiker
  • Christine Antorini, Børne- og undervisningsminister, Socialdemokratiet
  • Lars von Trier, filminstruktør
  • Jan Sonnergaard, forfatter
  • Ole Sohn, minister (SF) og forfatter
  • Niels Bohr, fysiker
  • Marianne Jelved, radikal gruppeleder
  • Emma Gad, forfatter til Takt og Tone

ENFP

  • Casper Christensen, komiker
  • Rune Engelbreth Larsen, debattør, forfatter
  • Zenia Stampe, MF, Radikale Venstre
  • Paula Larrain, journalist og forfatter
  • Kasper Holten, tidl. opera-chef Kgl. Teater
  • Annette Heick, skuespillerinde
  • Jacob Rosenkrantz, Journalist, DR2
  • Jacob Holdt, Amerika-fotograf
  • Annegrethe Felter Rasmussen, journalist

INFP

  • Bo Lidegaard, chefredaktør, Politiken
  • Bjørn Lomborg,  miljøforsker, klimaskeptiker
  • Josefine Klougart, forfatter
  • Margrethe Vestager, radikal formand og økonomiminister
  • Peter Nedergaard, professor i Statskundskab, KU
  • Ole Fogh Kirkeby, professor i Ledelse, CBS
  • Søren Kierkegaard, filosof
  • Hans Scherfig, forfatter
  • Dan Turell, forfatter og musiker
  • Helle Merete Brix, forfatter og journalist
  • Helle Helle, digter og forfatter
  • H.C. Andersen, eventyrsdigter
  • Mads Holger, radiovært og blogger på Berlingske
  • Johanne Mygind, journalist
  • Kristian Ditlev Jensen, forfatter

ESFP

  • Naser Khader, tidl. MF, konservative
  • Claus Meyer, kok og adjungeret professor
  • Annette Vilhelmsen, formand for SF
  • Thomas Helmig, popsanger
  • Brian Mikkelsen, MF, konservative
  • Christian Stadil, erhvervsleder og medejer af Hummel
  • Michelle Hviid, iværksætter
  • Soulaima Gourani, foredragsholder og debattør
  • Dan Jørgensen, MEP socialdemokraterne
  • Peter Mogensen, politisk kommentator
  • Jay, popsanger i ‘Nik & Jay’
  • Ninka-Bernadette Mauritson, forfatter til ‘Kernesund familie’

ISFP

  • Jørgen Leth, filminstruktør og Tour de France-kommentator
  • Leonora Christina Skov, forfatter og journalist
  • Ida Auken, miljøminister, SF
  • Lars Trier Mogensen, journalist på Politiken
  • Kronprins Frederik, kongelig
  • Medina, popsangerinde
  • Manu Sareen, Ligestillingsminister
  • Frank Jensen, Overborgmester i KBH

ESTP

  • Simon Spies, rejsekonge
  • Peter Aalbæk Jensen, filmproducent
  • Klaus Riskær Pedersen, iværksætter og forfatter
  • Martin Thorborg, iværksætter og forfatter
  • Lars Løkke Rasmussen, tidl. statsminister
  • Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister
  • Mads ‘Blærerøv’ Christensen, livsstilsekspert
  • Joan Ørting, sexolog

ISTP

  • Nik, popsanger i ‘Nik & Jay’
  • Lene Espersen, tidl. konservativ udenrigsminister
  • Mette Østergaard, Politisk Redaktør, Politiken
  • Yahya Hassan, digter

ISTJ

  • Anders Fogh Rasmussen, tidl. statsminister, Venstre
  • Mærsk Mc-Kinney Møller, skibsreder
  • Søren Hviid Pedersen, Lektor i Statskundskab, SDU
  • Morten Uhrskov Jensen, blogger på Jyllands-Posten og forfatter
  • Bertel Haarder, tidl. minister for flere områder, Vesntre
  • Kasper Støvring, debattør og forfatter
  • Lars Hedegaard, formand for Trykkefrihedsselskabet
  • Lisbeth Knudsen, ansvarshavende redaktør, Berlingske
  • Lars Seier Christensen, stifter af Saxo Bank
  • Søren Krarup, præst, tidl. MF, Dansk Folkeparti
  • Morten Bødskov, Justitsminister, S
  • Bjarne Corydon, finansminister, S

ISFJ

  • Kronprinsesse Mary, kongelig
  • Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti
  • Anita Bay Bundegaard, tidl. udviklingsminister, Radikale Venstre, redaktør på Politiken,
  • L.O.C., rapper
  • Joachim B. Olsen, kuglestøder, MF for Liberal Alliance

ESFJ

  • Özlem Sara Cekic, MF, ligestillingsordfører, SF
  • Pia Kjærsgaard, tidl. partileder, DF
  • Karen Thisted, journalist, Ekstra Bladet
  • Kim Fournais, stifter, Saxo Bank
  • Renee Toft-Simonsen, tidl. fotomodel, psykolog
  • Nik Hækkerup, forsvarsminister, socialdemokraterne
  • Helle Thorning, statsminister, socialdemokraterne
  • Elisabeth Møller-Jensen, direktør for KVINFO
  • Katja Kean, pornografisk skuespillerinde og tøjdesigner
  • Pia Olsen Dyhr, Handels- og investeringsminister, SF

ESTJ

  • Malou Aamund, leder i Mircosoft, tidl. MF for Venstre
  • Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden tidl. MF for Konservative, Ny Alliance