Category Archives: Psykologi

Kritik af den marxistiske historie – og klasseanalyse

af Christian Frederiksen

Marxister opfatter menneskehedens historie som en konstant klassekamp. Kampen udspiller sig mellem en stor gruppe af undertrykkede og en mindre gruppe af undertrykkere. Marxister opfatter økonomien som det primære middel til undertrykkelsen.

Menneskehedens historie inddeles i fem faser – hvor historiens afslutning ender med indførelsen af et klasseløst samfund:

Første fase:
De herskende klasser fratager al overskuddet af produktionen på bekostning af deres slave-arbejdere.

Eller, som Marxister siger: De herskende klasser approprierer (konfiskerer)produktionens merværdi (afkast, forrentning)til brug for at pleje deres egne interesser.

Anden fase:
De herskende klasser forener sig i en fælles interesse i at fastholde ejerskabet til produktionens merværdi – og de vil aldrig opgive deres ejerskab af egen fri vilje.

Ethvert tab af magt til den undertrykkede klasse må tages fra dem igen.

Den eneste måde de undertrykkede kan vinde kampen er ved at indføre en fælles klassebevidsthed.

Ved at gøre alle, der er undertrykt af de herskende klasser, bevidste om undertrykkelsen, kan de forene sig i kampen for at tage magten fra de herskende klasser.

Tredje fase:
Det, at der eksisterer klasser, er en konsekvens af hvordan ejendomsretten er formuleret.

Eller, i Marxistiske termer: Den specifikke relation til ejerskabet af produktionsmidlerne.

Den herskende klasse opretter og gør sig til hersker over et statsapparatur hvis formål er at fastholde deres ejerskab til produktionsmidlerne – et statsapparatur af vold og tvang.

Statsapparaturet bruges til at skabe en administrativ opretholdelse – og en folkelig opbakning til synet på det retfærdige ved et klassedelt samfund.

Fjerde fase:
Konkurrencen mellem de herskende klasser skaber en tendens til stadigt snævrere centralisering af magt og penge (sociale goder).

Et system med mange magthavere vil blive til et system med få; og i sidste ende føre til en monopolisering af magt.

Færre og færre magt-institutioner vil se sig i stand til at fastholde deres position.

Der vil blive indført en hierarkisk verdensorden mellem de tilbageværende magt-institutioner.

Den interne centralisering af magt vil føre til imperialisme – krig mellem staterne – og derved en udvidelse af den herskende klasses magt over endnu større geografiske områder.

Femte og sidste fase:
Med magten over stadigt større geografiske områder vil den herskende klasse opnå sin naturlige grænse for magt: Verdensherredømmet.

Opretholdelsen af klassedelingen vil herefter være uforenelig med en yderligere udvikling og forbedring af produktionsmetoderne.

De økonomiske kriser vil blive mere og mere karakteristiske.

Dette vil skabe hvad Marxisterne kalder objektive betingelser for opstandelsen af de undertrykkedes fælles klassebevidsthed.

Når de objektive betingelser er til stede vil de undertrykkede tilintetgøre staten og indføre et klasseløst samfund.

Den nye regeringsform vil være et system af menneske over menneske til administration af alle ting.

Og, som resultat vil der opstå en uhørt, universel velstand.

Alle teserne kan gives gode begrundelser. Det vil jeg vise senere.

Dog, må man sige, har Karl Marx gjort mere end nogen anden for at få hans tese til at fremstå som utroværdig ved at lade fundamentet af den hvile på en absurd klassekamps-teori.

DISKUSSION AF MARX’ UDNYTTELSESTEORI

De prækapitalistiske samfund
Ifølge Karl Marx er ældre styreformer såsom slaveri og feudalisme karakteriserede ved udnyttelsen.

Det kan der ikke være nogen indsigelse mod.

Slaven er ikke en fri arbejder. Han er trælbundet, og får derfor ikke nogen gevinst ved sin arbejdsindsats.

Den velstand, slaven skaber, konfiskeres af slavens herre.

Forholdet mellem herren og slaven er baseret på udnyttelse og undertrykkelse.

Det samme gælder feudalherren. Han indkræver jordrenter af bonden, som opdyrker og bor på feudalherrens jord. Herrens gevinst er bondes tab.

Vi vil heller ikke bestride at slaveri og feudalisme uundgåeligt vil have en negativ indvirkning på produktionens effektivitet.

Hverken slaven eller bonden vil være lige så produktive, som de ville have været, hvis de ikke var henholdsvis træl og livegen.

‘Oprindelig akkumulation’ og den moderne kolonialisme
Men den Marxistiske ide tager den et skridt videre, idet den hævder, at udnyttelsen stadig vil finde sted i et rent kapitalistisk system.

Altså, hvis slaveriet ophører og slaven bliver en fri arbejder. Fri til at sælge sin arbejdskraft hos en hvilken som helst gårdejer, som er villig til at betale for arbejdskraften.

For at være sikre i vores sag vil vi ganske kort kigge på to af Marx bedst kendte teorier.

Karl Marx giver sin version af historien til hvordan kapitalismen opstod, ved at vise, at det meste af kapitalistens ejendom er resultatet af plyndring, undertrykkelse og erobring; det berømte kapital 24: Oprindelig Akkumulation – Kapitalen.

Vold og tvang i forbindelse med indførelsen af kapitalisme i tredjeverdenslande bliver også kraftigt fremhævet; kapitel 25: Den Moderne Teori om Kolonialismen – Kapitalen.

Så vidt vi alle ved er historierne højst sandsynligt korrekte. Og, for så vidt de er korrekte, er der intet moralsk forsvar for at indføre sådan et undertrykkende og udnyttende kapitalistisk system.

Man bør dog holde sig for øje at Karl Marx laver et smart trick i denne forbindelse.

Ved at undersøge historiske begivenheder, der vækker læsernes foragt og indignation over de mange brutale overgreb på befolkningerne i de kapitalistiske lande, glider Marx faktisk let hen over hans egentlige tese:

Nemlig den, at selv i et rent kapitalistisk system, hvor den kapital, man råder over, udelukkende er resultatet af privat ejendomsret, arbejde og opsparing, vil det, at kapitalisten hyrer køber arbejderens arbejdskraft stadig være undertrykkende og udnyttende.

Dette er hvad Marx så som et af sine vigtigste bidrag til økonomisk analyse.

Marx’ objektive analyse af kapitalismens udnyttelse
Hvordan kommer Marx’ frem til beviset om det rene kapitalistiske samfunds undertrykkende natur?

Ved at påpege konsistente observationer, der viser, at lønningerne til arbejderne er lavere end produktionsomkostningerne.

Fordi arbejderen får betalt en løn svarende til 3 dages produktion for en 5 dages produktionsperiode.

At arbejderen på den måde producerer for flere penge end han reelt modtager som godtgørelse for sin arbejdsindsats.

Og, fordi merværdien fra de to ekstra dage bliver approprieret af kapitalisten.

Ifølge Karl Marx er der altså her tale om undertrykkelse og udnyttelse.

Marginalnytte og tids-præferencer
Hvad er der galt med Marx’ objektive analyse?

Svaret er åbenlyst, når vi spørger os selv, hvorfor arbejderen skulle gå med til sådan en aftale.

Han går med på aftalen, fordi hans løn kan bruges til at dække hans umiddelbare behov; igennem sine handlinger viser arbejderen, at han værdsætter at få dækket sine umiddelbare behov højere end at dække eventuelle fremtidige behov.

I sidste ende kunne arbejderen jo bare vælge ikke at sælge sin arbejdskraft og på den måde få den fulde værdi af sin arbejdskraft.

Men det ville selvfølgelig betyde, at han måtte vente i længere tid før han kunne få dækket sine behov.

Ved at sælge sin arbejdskraft, viser arbejderen, at han hellere vil have en mindre mængde penge nu og her, end en potentielt større mængde penge på et senere tidspunkt.

På den anden side kunne man spørge; hvorfor går kapitalisten med til sådan en aftale med arbejderen?

Hvorfor går han med til at betale løn til arbejderen før han modtager afkastet af sine investeringer?

Kapitalisten vil selvfølgelig ikke betale fx 100kr. nu og her, hvis han forventer at få præcis samme beløb udbetalt et år senere.

Hvorfor beholder kapitalisten ikke lønnen i et år, og opnå den sikkerhed, det er, at have fuld kontrol over pengene under hele perioden?

I stedet må kapitalisten forvente, at de 100kr., han betaler arbejderen i løn nu og her, vil blive til et højere beløb en gang i fremtiden.

Kapitalisten må sætte sin lid til at han er i stand til at skabe en profit – eller, mere korrekt, en forrentning – af sin investering en gang senere i fremtiden.

Desuden kunne vi spørge; hvorfor er kapitalistens opsparing ikke større, end den er, hvis han ville tjene endnu mere ved at spare mere op nu og her?

Hvorfor hyrer kapitalisten ikke arbejdere for alle sine penge, hvis hver ansat sikrer et større afkast i fremtiden?

Svaret er igen fuldstændigt indlysende: Kapitalisten er også forbruger – og han kan ikke undgå at være det.

Kapitalistens opsparing og investeringer er begrænsede af, at også han skal dække sine behov for forbrugsgoder nu og her – både de helt essentielle forbrugsgoder såsom mad og husly, men også hans begær efter umiddelbar materiel tilfredsstillelse.

Det der er galt med Karl Marx teori om kapitalistens undertrykkelse og udnyttelse af arbejderen, er, at han ikke forstår den universelle lov om tids-præferencer, der gælder ethvert menneskes handlinger.

At arbejderen ikke modtager sin ”fulde værdi” har ikke noget med udnyttelse at gøre.

Det afspejler bare det faktum, at det er umuligt at betale penge for noget nu og her, som man først modtager en gang i fremtiden, uden at der samtidig er tale om en form for rabatordning.

I modsætning til situationen mellem herren og slaven, hvor herrens gevinst er slavens tab, er forholdet mellem den frie arbejder og kapitalisten gensidigt fordelagtig.

Arbejderen går med til aftalen fordi hans tids-præference gør at han foretrækker en mindre mængde penge nu og her frem for en større mængde penge en gang i fremtiden.

Kapitalisten går med til aftalen for hans tids-præference gør at han foretrækker en større mængde penge en gang i fremtiden, frem for en mindre mængde penge nu og her.

Deres relation er hverken udnyttende eller undertrykkende, men, tværtimod, harmonisk.

Uden kapitalistens forventninger til fremtidige afkast af sine investeringer, ville arbejderen være dårligere stillet, fordi han ville blive nødt til at vente i længere tid, end han ønsker at vente.

Uden arbejderens ønske om at tilfredsstille sine umiddelbare behov, ville kapitalisten være dårligere stillet, fordi han ville blive nødt til at tage mindre effektive produktionsmetoder i brug, end dem, han ønsker at tage i brug.

Tids-præferencer i det kapitalistiske lønningssystem
Det kapitalistiske lønningssystem er heller ikke en hindring for stadigt større afkast og forbedring af produktionen, som Marx hævder.

Hvis arbejderen ikke havde lov til at sælge sin arbejdskraft, og kapitalisten til at købe den, ville det samlede afkast af produktionen være lavere, da der ville relativt mindre penge i omløb til lønninger og lignende under selve produktionen.

Hvert køb af ejendom, enhver investering, al produktion og/eller opsparing sker med forventningen om at det vil føre til et større afkast på et senere tidspunkt.

Kapitalisten vurderer værdien af sin kapital ud fra forventningerne til hans fremtidige investeringer, fratrukket hans forventede forbrug af personlige forbrugsgoder nu og her samt i fremtiden.

Problemet med det kollektiviserede lønningssystem

  • Hvis produktionsoverskuddet kollektiviseres har kapitalisten ikke længere fuld kontrol over den kapital han har skabt.
  • Han må opgive sin position som virksomhedsleder, hvor hans fremtidige indkomst vil blive afledt af en ansættelse.
  • Her vil delvis kontrol af produktionen blive tildelt en gruppe der hverken ejer noget, producerer noget eller sparer op.
  • På den måde falder den tidligere kapitalists forventning til værdien af de goder han vil modtage af produktionsoverskuddet.
  • Som konsekvens vil påvirkningen af alles tids-præferencer stige.
  • Alle ville være ejere af naturens ressourcer – som alle ved er begrænsede – og der vil være langt mindre opsparing til at vedligeholde de ressourcer, som skulle bruges til at producere nye goder.
  • Produktionsperioden vil blive forkortet som en konsekvens af det relativt høje grad af spild.

Opsummering
Hvis Karl Marx teorier om kapitalismens undertrykkelse og udnyttelse – samt hans idéer til hvordan man gør ende på udnyttelsen, ved indførelsen af et nyt system, der skaber uhørt universel velstand, er forkerte til et punkt hvor det virker direkte latterligt, må det være klart, at enhver teori om historien, der er afledt af Karl Marx teorier, på lige fod må betragtes som forkerte.

Eller, hvis de er korrekte, så må de være skrevet på en falsk præmis.

Nudge og Paternalistisk Liberalisme

Ideen med at hjælpe mennesker med deres beslutninger ved hjælp af såkaldte nudges debatteres livligt. Vi har spurgt ophavsmanden bag ideen og en dansk ekspert, hvorfor det er en god idé.

af Robin Engelhardt

Nudge, nudge; wink, wink – vi kender vist alle den lille antydning og det venlige puf, der skal få os til at ændre adfærd og se absurditeten i en uhensigtsmæssig handling. Ordet ‘nudge’ er efterhånden blevet synonym med denne påmindelse, også på internationalt dansk, efter at adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og jurist Cass R. Sunstein udgav en bog med samme titel i 2008.

Bogen fik hurtigt stor indflydelse. Den blev kåret som årets bog i The Economist, og medførte her i avisen en stor baggrundsartikel, hvor vi beskrev de adfærdspsykologiske teorier og filosofien bag (se ing.dk/k#7uzn).

Nudging kan måske bedst oversættes med ‘valg-arkitektur’, der i sin essens blot handler om at gøre livet nemmere for os alle. I stedet for at tackle hinanden med regler og advarsler, er det mere givtigt at designe samfundet på en smartere måde, som udnytter kendskabet til vores psykologi uden at give køb på friheden til at vælge at gøre tingene anderledes. På den måde kan ‘vanedyret menneske’ faktisk hjælpes på vej til at træffe de rigtige valg for sig selv. I stedet for forbud, forskrifter og alle mulige interventioner er det nemlig ofte nok at bruge små tricks og tilbyde de rigtige valgmuligheder fra start.

Siden bogen udkom for tre år siden, er der sket en masse. Den har solgt over 800.000 eksemplarer, primært i USA, Storbritannien og Sydkorea. Cass Sunstein er blevet hyret af Obama-administrationen som ‘Regulation Czar’ til at omsætte nogle af ideerne til praksis, og i Storbritannien har premierminister David Cameron nedsat en ‘Nudge Unit’, der forsøger det samme.

I Danmark har man først fået øjnene op for ideerne, efter at Pelle Guldborg Hansen, postdoc ved Syddansk Universitet og co-director af det danske Initiative for Science, Society & Policy, ISSP, har etableret et nudging-netværk bestående af offentlige aktører og ngo’er, der søger at anvende nudging som et alternativt styringsværktøj.

Hvad er et nudge?

I sidste uge besøgte Richard Thaler Danmark og holdt et foredrag på Professionshøjskolen Metropol samt en offentlig høring – huset af tænketanken DEA – hvor en masse offentlige aktører og ngo’er deltog.

Planen var at præsentere nudge som en ny ledelsesfilosofi ‘uden pisk og gulerod’ og eventuelt at overtale danskerne til at bruge mere nudging inden for en lang række områder, der kunne spænde fra affaldshåndtering over pensionsopsparing og kantinedesign til at finde på alternativer til fedtskatten, som alle synes at være enige om, ikke er særlig nyttig for andet end statskassen.

»Jeg har ikke opfundet nudging,« indrømmer Richard Thaler med det samme, da Ingeniøren møder ham og Pelle Guldborg Hansen for at spørge ind til, hvad et nudge er og ikke er – og især for at høre, hvordan de to akademikere havde tænkt sig at gøre nudging mere populært i Danmark.

»Til en vis grad er det lykkedes os at gøre nudge til et globalt teknisk udtryk,« siger Richard Thaler.

»Alle oversættelser af bogen har den samme titel. Det er godt, men det er også rigtigt, at ikke alle nudges er gode nudges. Et afgørende kriterium må være at man er transparent i brugen af nudges. Når en regering beslutter sig for at bruge et nudge, må de sørge for, at processen er gennemskuelig. Man burde ikke gøre det, hvis man ikke vil annoncere det,« siger han.

Ifølge Pelle Guldborg Hansen er et nudge fuldstændig veldefineret – i hvert fald i teorien.

»Et nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner og lignende,« siger han, men indrømmer også, at der i praksis alligevel er en del forvirring omkring, hvad der kan betragtes som et nudge, og hvad ikke.

At lære af et nudge

Hvis man vil forstå, hvor et nudge kan bruges, kan man ifølge Thaler og Guldborg Hansen tænke på boliglån og skatteregler. Der er så mange aspekter af livet, som er stort set umulige at gennemskue selv, så det er kun godt, at man får hjælp. I visse situationer kan det godt være, at man bliver lidt dummere til en masse unødvendige småting, men så til gengæld har mere tid til at blive klogere på mere væsentlige ting.

Findes der forskellige former for nudges?

»Et nudge dannes ved en eller flere psykologiske effekter, og der findes utallige af dem. Derfor bliver man nødt til at vurdere etikken bag et nudge individuelt. For eksempel kender vi alle i Danmark til PBS-systemet. Det er et nudge, der har automatiseret indbetalingen af vores regninger, så vi undgår rykkere. Det er en god ting. Men der er også en dårlig ting ved PBS-systemet. Folk mister overblikket over deres egen økonomi. De ved ikke, hvor deres penge forsvinder hen, fordi de ikke går ned på posthuset længere,« siger Pelle Guldborg Hansen og fortsætter:

»Men så er der en anden type af nudges, som for eksempel fluen i urinalet (se foto, red.). Her delegerer man ikke sin beslutning ud til en anden instans. Tværtimod bliver man oplyst om sin handling og dens konsekvenser. Hvis mantraet bag et nudge er ‘at gøre det let’, så er det vigtige spørgsmål, om man taber noget ved det? Svaret er, at det kommer an på, hvilken type nudge vi taler om. Med PBS-systemet taber vi noget, og med fluen i urinalet vinder vi noget. Vi lærer af det.«

Hvem vælger dine valg?

Nudges har desværre et andet problem, og det er, at de bliver udvalgt af nogen. Det vil sige, at de altid allerede indeholder en værdidom i forhold til de valgmuligheder, der bliver lagt frem for modtageren af et nudge. Man kan derfor aldrig være sikker på at handle i folks egen bedste interesse. Ifølge Richard Thaler er problemet til at leve med, så længe flertallet er ‘happy’.

»I gennemsnit vil man helt sikkert gøre noget, de fleste mennesker er glade for,« siger Richard Thaler.

»Selvfølgelig vil der altid være mennesker, som hader, at andre hjælper dem med deres valg, men i det store hele vil det være til fordel for alle. Hvis du spørger mig, hvad mine krav ville være til en statslig nudging-strategi, så ville det være 1) ingen tvang, 2) en høj sandsynlighed for, at antallet af mennesker, som bliver hjulpet, overstiger antallet af mennesker, som bliver skadet, samt 3) at en eventuel skadelig virkning er meget begrænset. Lad mig som eksempel tage ‘Save More Tomorrow’, et projekt om pensionsopsparinger, som jeg har arbejdet med. Nogle af mine kolleger mener, at jeg har fået nogle mennesker til at spare for meget op til deres pension. Jeg svarede: ‘Ja, det kan da godt være. Men det er ikke det værste, der kunne være sket’,« siger han.

Okay, her et større problem, jeg ser for nudge: Under policy-mødet, hvor en masse danske institutioner og frivillige organisationer kom og lyttede til dit foredrag, og bagefter selv fortalte om deres små forsøg med at implementere nudging i deres organisation, viste det sig, at nogle af dem fuldstændig misforstod, hvad det går ud på. Jeg citerer en medarbejder fra Kræftens Bekæmpelse: ‘Vi vil gøre det nemmere for folk at gøre det, vi vil have dem til at gøre!’ Hvorfor sprang I ikke op med det samme og råbte af ham, og fortalt ham, at han har misforstået det hele?

»Ja, det var jeg heller ikke glad for, og jeg kan fortælle, at jeg har haft en lignende situation, da jeg skulle vejlede den britiske regering i at åbne en nudge-enhed i Downing Street. Jeg kom i slagsmål med en af David Camerons rådgivere, som ville navngive enheden ‘Behavioural Change Unit’, og jeg sagde, at hvis I vælger det navn, så siger jeg op. Selvom jeg ikke var lønnet, var truslen alvorlig nok til at de ændrede navnet til ‘Behavioural Insight Team’,« siger Richard Thaler.

Pelle Guldborg Hansen supplerer:

»Jeg har oplevet det samme fænomen. Så sent som i går læste jeg et indlæg på mindblog.dk, hvor man mente, at nudging handler om at ‘øge sandsynligheden for, at mennesker frivilligt gør det, som vi gerne vil have dem til at gøre’. Jeg svarede høfligt, at dette ‘vi’ skal erstattes med et ‘dem’, således at det handler om at hjælpe mennesker til at gøre det, de selv ønsker at få ud af livet.«

Hvis misforståelsen sker så hyppigt, som det ser ud til, er nudging-begrebet så ikke blot et fripas til, at alle mulige pampere kan pådutte os andre deres egne synspunkter? Er nudging så ikke bare en akademiseret variant af, hvad reklamefolkene i tv-serien Mad Men gjorde mod betaling i 1960’ernes USA?

»Nej, hvad jeg forsøger at gøre, er at finde et alternativ til de gammeldags forbud og regler. Når man i Danmark f.eks. laver en fedtskat, så kan vi alle blive enige om, at den er stupid og ikke vil virke. Den er trods alt bedre end et forbud f.eks. mod at spise ost, men et ægte alternativ ville være en lang række nudges, der får folk til at leve sundere uden hverken forbud eller usynlige skatter,« siger Richard Thaler.

»Men jeg har svært ved at se ulemperne ved det. Jeg tror, at jeg med lidt held vil kunne redde tusinder af menneskeliv i løbet af de næste årtier. Uden ekstra omkostninger! Så hvorfor skulle jeg ikke gøre det?« pointerer han.

»Det skal være ‘gode’ nudges, der leder folk derhen, hvor de selv vil være. Der er dem, der er transparente i situationen, som for eksempel fluen i urinalet i Schiphol lufthavn, hvor man kan se, hvad der sker, og kan reagere på det. Så er der dem, hvor man ikke umiddelbart kan se det, men de er anbragt i god tro,« siger Pelle Guldborg Hansen.

»Desuden kræver en eventuel implementering af nudging i offentlige institutioner en lang række kontrolmekanismer, som først skal udvikles,« mener han.

»Vi ved, hvordan man skal implementere en ny lov. Vi ved, hvordan man opkræver nye skatter. Det indgår i en stats formelle system. Men med hensyn til nudges har vi endnu ikke udviklet mekanismer til at gøre det ordentligt.«

Findes der også dårlige nudges, som man i samfundet af gammel vane endnu ikke har skaffet sig af med?

»Forskning viser, at det parti, der står øverst på stemmesedlen i et landevalg, i gennemsnit får to procent flere stemmer, alene af den grund at det står øverst,« siger Richard Thaler.

»Det er, hvad man i psykologien kalder en rækkefølge-bias, og det findes utallige steder. Det er et eksempel på et nudge, der burde fjernes, ligesom man har gjort det i visse stater i USA ved at randomisere eller rotere positionerne på stemmesedlen. Så her er en idé til, hvordan de danske Socialdemokrater (med bogstavet A øverst på listen) kunne blive mine nye helte: de burde indføre randomiserede stemmesedler, hvor partier og kandidater opstilles tilfældigt på hver enkel stemmeseddel. Det ville vitterligt være en førsteklasses handling,« slutter Pelle Guldborg Hansen.

Fakta: Kongen af nudges
Nudge-kongen over dem alle er columbianeren Antanas Mockus. Han var borgmester i Bogota mellem 2001-2003 og iværksatte blandt andet en kampagne med at hyre 420 pantomimekunstnere, som skyggede fodgængere, der ikke overholdt trafikreglerne eller smed affald på gaden. Hvis en fodgænger opførte sig forkert, efterlignede pantomimekunstneren hans bevægelser og gjorde grin af ham til glæde for de forbipasserende.

Da der var vandmangel i byen, stod Mockus frem på tv, mens han tog et bad. Hans slukkede for vandet, hver gang han sæbede sig ind og opfordrede seerne til at gøre det samme. Efter kun to måneder brugte Bogotas indbyggere 14 procent mindre vand, og folk opdagede også, at de kunne spare penge ved det.

Vandforbruget er i dag 40 procent mindre end dengang.

Mockus printede også 350.000 kort med to tegn: tommelfinger op og tommelfinger ned. Kortene blev distribueret i befolkningen, som brugte dem til at anerkende eller misbillige medborgernes handlinger.

Mange begyndte at bruge dem fredeligt på gaden.

Hvorfor mænd foretrækker yngre kvinder

af Ryan Smith

Den amerikanske tv-personlighed Paris Hilton skabte overskrifter i sommer, da hun udvandrede fra et kritisk interview med ABC News. Den ellers så medgørlige Hilton blev synligt utilpas, da intervieweren spurgte ind til, hvorvidt den nu 30-årige Hilton mon følte, at hendes tid i rampelyset var ved at rinde ud. Dermed tog intervieweren fra ABC News hul på vor en af tids sidste tabuer.

Hilton, der ellers er kendt for at agere afslappet i interviews, havde god grund til at blive utilpas. Det amerikanske dating-site OK Cupid afslørede sidste år, at mens de kvindelige brugere mest skriver til mænd på deres egen alder, så bruger mændene på sitet næsten al deres tid på at kontakte kvinder i alderen 18-29 år – uanset hvor gamle de selv er, og uanset hvad de ellers har angivet som præference på deres profil.

At mænd som gruppe har en udtalt præference for unge kvinder, kan kun de færreste være i tvivl om. Allerede den athenske komedieforfatter Aristofanes (ca. 400 f.Kr.) bemærkede asymmetrien. Men hvor kommer den fra? Hvordan er den krøbet ind i vores kultur? Den schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau, der generelt mente, at kulturen havde ødelagt menneskets naturlige harmoni, fandt sit autentiske jeg i armene på en ældre kvinde. Først var han genert ved udsigten til at bryde med normerne, men da først han trodsede kulturens forventninger, måtte Rousseau tilstå at, ”Madame de Larnage overtog mig. Det var farvel til Jean-Jacques … jeg svælgede i min lyst, jeg blev beruset af de mest udsøgte fornøjelser … det er Madame de Larnages fortjeneste, at jeg ikke vil dø uden nogensinde at have oplevet sand tilfredsstillelse.”

Men Rousseau var ikke den eneste der havde en mening om den sag. Den tyske filosof Arthur Schopenhauer mente nemlig det modsatte: ”Naturen har givet den unge kvinde superrigholdig skønhed og charme i nogle få år på bekostning af resten af hendes liv,” skrev han. Og når det hang sådan sammen, så skyldes det ifølge hans tænkning, at naturen ”har handlet med sin sædvanlige økonomi: Ligesom en myredronning, der mister vingerne efter parringen … således mister også kvinden sin skønhed” efter den fødedygtige alder ”og formentlig af samme grund.”

Fra filosofi til videnskab
Men det er alt sammen længe siden – hvad mener videnskaben i dag?

På Roskilde Universitetscenter er lektor og kønsforsker Karen Sjørup ikke i tvivl: ”Jeg mener sådan set, at det ligger i seksualiteten, at de unge – både mænd og kvinder – er mere seksuelt tiltrækkende end de ældre,” udtaler Sjørup til Gildet.

– Men med ganske få undtagelser, så er det jo kun mænd, man ser gifte sig med markant yngre kvinder, mens man sjældent ser det omvendte?

Sjørup: ”Det er efter min opfattelse kulturelt betinget, og navnlig betinget af magt og penge. En rig og magtfuld mand opfattes som en bedre forsørger, og så kan han vælge frit på markedet. Man kan jo stort set købe sig til alting, hvis man har magt og penge nok!”

– Så alle de mænd derude, der er sammen med yngre kvinder, de har betalt for at komme til fadet?

Sjørup: ”Det gælder jo ikke alle mænd, men snarere kun de færreste, at de har held med at score unge kvinder. I gennemsnit gifter kvinder sig med mænd, som er 2 år ældre end dem selv, så de fleste gifter sig i realiteten med jævnaldrende.

Jeg tror også, at en form for incesttabu i højere grad rammer kvinder, som er tiltrukket af yngre mænd, end det rammer mænd, der er tiltrukket af yngre kvinder. Barnerov er ikke socialt acceptabelt – især ikke for kvinder.”

– Men det sociale stigma rammer altså også mænd?

Sjørup: ”Ja, men de har i højere grad magten – eller tykhudetheden – til at være ligeglade med omgivelsernes dom. Jeg har erfaret, at mange mænd dyrker myten om, at mænd kan få børn hele livet – se blot på Charles Chaplin (som fik barn i en alder af 73, red.), siger de, og at ældre og skaldede mænd er mere attraktive end unge og hårfagre mænd, se bare på Sean Connery, siger de. Jeg hører dog sjældent kvinder sige noget tilsvarende. Og med alderen får såvel kvinder som mænd dårligere børn.”

Dermed kunne man få det indtryk, at videnskaben nu havde regnet den ud, men spørger man Dennis Nørmark, antropolog og medforfatter til bogen ’Det virkelige menneske – Sjælens og kulturens naturhistorie’, får man et anderledes svar: ”Det er ganske simpelt,” udtaler Nørmark, ”begge køn har et biologisk ur, men kvindernes tikker simpelthen langt hurtigere. Når en kvinde fylder 30, har hun kun ca. 12% af sine æg tilbage.”

– Så du mener ikke, at mænd og kvinder i bund og grund er ens?

Nørmark: ”Nej – evolutionen har udstyret hvert køn med den seksualitet, der bedst afspejler de underliggende biologiske realiteter i, at mænd producerer milliarder af kønsceller hver måned, mens kvinder kun producerer en enkelt.”

– Hvad er forskellen på mandlig og kvindelig seksualitet?

Nørmark: ”Der er naturligvis afvigere, men kigger vi på det store billede, så ser vi, at mænd har en tendens til at gå efter kvantitet, mens kvinder mest går efter kvalitet – kvinder vil have prinsen på den hvide hest, og mænd vil have et harem. Og når de vælger partner, så søger mænd ungdom og skønhed, mens kvinder søger status og magt – det afspejler sig alt sammen i kulturen.”

– Hvordan spiller kulturen så sammen med biologien?

Nørmark: ”Det er ikke umuligt, at der opstår kulturer, som kommer på tværs af de biologiske realiteter. Men kulturen er ikke fuldstændig fri; den bliver nødt til at tilpasse sig det biologiske. Det kulturelle er som en handske, der kan passe bedre eller værre på det biologiske. Hvis du f.eks. havde en kultur, hvor mændene konsekvent gik efter kvinder i 50 års alderen, så ville mainstream dø ud, og de afvigere, der konsekvent gik efter de yngre kvinder, ville være dem, der fik deres gener videre.”

Ligesom de gamle filosoffer er moderne videnskabsfolk altså også uenige på området.

Barsel: Forskellen på socialister og borgerlige

af Camilla Hansen

Socialdemokraten Karen West skriver i indlægget Frihed er ikke kun frihed for mændene, at statens forsøg på at fordele barselsdage ud på mor og far skal trumfe individets ret til selv at vælge. Og lige præcis her er forskellen mellem socialister og borgerlige.

Under den nuværende ordning er mænd og kvinder næsten fuldstændig ens stillet, når det kommer til barsel, og beslutningen om, hvem der skal på barsel (og hvor længe), ligger i virkeligheden hos den enkelte familie og ikke hos staten. Det skal den gerne blive ved med.

West skriver, at hun “kun kan være enig i, at statens initiativer til adfærdsregulering af borgere for længst har overskredet enhver fornuft”, men argumenterer så med, at de nuværende ni måneders barsel oprindeligt blev indført med henblik på at lade mændene tage tre af dem. Det sker bare ikke, i og med at kvinderne i praksis tager alle ni måneder alene. Men kvinderne gør det jo ikke af tvang; de gør det, fordi de og deres mænd frivilligt vælger at indrette sig sådan. Så givet, at West er imod adfærdsregulering af borgerne, er en henvisning til politikernes oprindelige intentioner om delt barsel ikke et argument for øremærkning af barsel til mænd – hvis det er noget, så er det et argument for kortere barsel alt i alt.

Jeg nævnte, at denne debat fremhæver forskellene på borgerlige og socialister. Det gør den, fordi borgerlige kigger på den nuværende ordning og ser civilsamfundet virke, som det skal – frie mennesker, der frit vælger at indrette sig i overensstemmelse med netop deres personlige behov.

Socialister kigger derimod på den skæve fordeling og konkluderer, at kvinderne må være tvunget på barsel mod deres vilje. Den borgerlige kigger på individet, socialisten på gruppen.

Men hvem siger overhovedet, at gruppen lider, bare fordi den ikke arrangerer sig i fine 50/50-fordelinger? Det påhviler socialisterne at dokumentere, at kvinderne er ofre for skjulte strukturer, og at den ujævne fordeling ikke i  virkeligheden skyldes, at kvinderne selv ønsker gå på barsel, som Weekendavisen for nylig dokumenterede i en reportage fra Sverige, hvor staten ønskede at give mere af kvindernes barsel til mænd, men kvinderne satte sig til modværge.

“Det er et faktum, at kvinders muligheder på arbejdsmarkedet forringes, når hun er så længe væk på orlov,” skriver West. Det har hun ganske ret i, men West undlader dog at se tingene i det store billede. Fra økonomi kender vi princippet om specialisering og arbejdsdeling: Det er nemlig ligeledes et faktum, at hvis personer skal arbejde sammen som en enhed, så opnår de sammen den største effektivitet, hvis hver af dem specialiserer sig. Hvad angår børn og karriere, vil det i mange tilfælde være rationelt at lade den ene part (uanset køn) dedikere sig fuldstændig til karrieren, mens man lader den anden part støtte op om denne prioritering ved at tage sig af børnene først og så karrieren bagefter. Øremærkning af barsel vil reducere arbejdsdelingen og dermed medføre effektivitetstab – ikke kun for det enkelte ægtepar, men for samfundet som helhed.

Trekkies eller jedi-riddere?

Stars Wars eller Star Trek? Den årelange kamp er blusset op igen, efter at skuespilleren William Shatner alias Captain Kirk i sidste uge udtalte sig for at give sit besyv med i striden.

af Ryan Smith

I årtier har striden raset på nørdede science-fiction-konventioner og på svedige drengeværelser verden over: Star Wars eller Star Trek – hvilket science fiction-setting er nummer 1 i galaksen?

Striden, der har stået på siden 1970’erne, har nu igen fået nyt liv, da den aldrende William Shatner, alias Star Treks Captain Kirk, leverede et friskt indspark i debatten via sin officielle videokanal på internetsitet YouTube.

Shatner sætter sig for at sammenligne de to serier, og dommen falder prompte: Star Trek var bedst. ”Star Wars var ok,” siger Shatner, men det var en afledning, et derivat, en fodnote til Star Trek. Og så var der i øvrigt alt for mange special effects, siger Shatner med henvisning til Star Wars-skaberen George Lucas’ personlige special effects-firma, Industrial Light and Magic, der netop blev grundlagt af Lucas selv i forbindelse med produktionen af den første Star Wars-film, A New Hope, fra 1977.

Med et spilsk grin uddyber Shatner, at der er så mange special effects i Star Wars, at vi som seere ikke engang kan vide, om skuespillerne i Star Wars i princippet rendte nøgne omkring i kulisserne (!) – jedi-kapperne er jo alligevel efterbehandlede computeranimationer! Og så er der også spørgsmålet om heltinderne: Star Wars-kvinderne er måske meget søde, men ifølge Shatner når de ikke Star Treks heltinder til sokkeholderne. En undtagelse er Shatner dog villig til at gøre, og det er Star Wars-heltinden Princess Leia (der i filmene spilles af skuespilleren Carrie Fisher, red.): Hvis Shatners egen karakter, den frygtløse Captain Kirk, fik chancen for at stikke af med prinsessen og løbe sammen ud mod solnedgangen, så ville det alt i alt være meget godt.

Selvom Star Wars-Star Trek-konflikten nu har stået på i årtier, har de medvirkende skuespillere i begge foretagender generelt altid forholdt sig høfligt og anerkendende over for modpartens produktioner. Den nu 80-årige Shatner er dog en af de få, som tidligere har spillet på den tilsyneladende evige kontrovers: I filmen Free Enterprise fra 1998 bliver en skoleelev mobbet og slået bevidstløs – udvalgt som mål, for at møde i skole iført en Star Trek-uniform. Mens vort mobbeoffer ligger bevidstløs, kommer Shatner til ham i en drøm og giver ham det velmenende råd, at han bliver nødt til at stoppe med at opføre og klæde sig som en nørd. Da drengen replicerer, at han kun kom op at slås, fordi hans modstander havde hævdet, at Star Wars-helten Han Solo var sejere end Captain Kirk, lagde Shatner dog ansigtet i andre folder, idet han formanede: ”Giv det lille skvat en endefuld!”

Lyssværd eller ordflom

For den udefrakommende kan det nemt se ud, som om Star Wars og Star Trek blot er to varianter af samme science fiction: Begge franchises er fyldt med laservåben, eksotiske aliens og fremmede planeter. For den indviede er der imidlertid en verden til forskel.

Hvor en Star Wars-helt typisk må kæmpe sig gennem plottet med lyssværdet i den ene hånd og med laserpistolen i den anden, vil en typisk Star Trek-helt derimod anvende videnskab og logik for at løse problemerne. En trekkie-helt må snakke sig ud af problemerne, og snakken går ofte forbi indviklede referencer til fiktive mekaniske konstruktioner som rumskibsmotorer, plasmaraketter og så fremdeles.

I Star Trek-fansenes lejr hedder det derfor, at Star Wars er Star Trek for børn og åndsfattige sjæle, mens Star Wars-fansene mener, at Star Trek er Star Wars for kedelige mennesker med hang til uendelig ordflom om apparater og dimser, der slet ikke findes i virkeligheden. Ifølge Star Wars-fansene er Star Trek en fad fornemmelse, der ikke formår at hamle op med Star Wars-universets storladne kamp mellem det gode og det onde. Det var bl.a. dette skisma, som Shatner kommenterede i sidste uge, da han sagde: ”I Star Trek er der karakterudvikling og komplekse menneskelige relationer; i Star Wars er der special effects.”

Hvor Star Wars-skaberen George Lucas var inspireret af sagnene om Beowulf, kong Arthur og den nordiske mytologi – altså den klassiske mytologiske fortælling med en helt, en hjælper, en skurk, og en lykkelig slutning – trækker Star Trek-skaberen Gene Roddenberry i stedet på højlitteratur som Gullivers Rejser, de græske tragedier og Shakespeare. Hvor den typiske Star Wars-karakter er enten god eller ond og sjældent udviser nogen nuancer af grå derimellem, er Star Trek-universet præget af komplekse moralske dilemmaer på kryds og tværs, hvor man ofte som seer sidder tilbage med en fornemmelse af, at de forskellige aliens’ interesser og perspektiv på verden er akkurat lige så legitime som menneskenes.

I Star Trek er alles interesser altså lige gode, men er Star Wars så også lige så godt som Star Trek? Ifølge Shatner er svaret et entydigt nej, men med Shatners udtalelser har vi næppe hørt det sidste til Star Wars–Star Trek-konflikten, og hvad Star Wars-fansenes næste træk bliver, det kan vi kun gisne om …

Anmeldelse: Gildet – eller hvordan man vinder et folketingsvalg

af Eva Gregersen

Med historiske undtagelser som Gullivers rejser, Jonathan Livingston Havmåge og Ayn Rands forfatterskab gør det liberale præmis sig ikke så godt i litteraturen. Overordnet set er litteraturen nemlig bedre til at påpege problemer end til at anvise løsninger og bedre til at blive i det intuitive og menneskelige domæne end til at hellige sig den upersonlige logik, som er nødvendig for at formulere ægte liberale principper.

En ny dansk bog gør dog forsøget. Gildet, eller hvordan man vinder et folketingsvalg er en intellektuel komedie, der plotmæssigt sætter en Lars (Løkke), en Helle, en Villy, en Søren (Krarup), endnu en Lars (Hedegaard) og en Anders (Samuelsen) m.fl. til drikkegilde under samme tag dagen efter folketingsvalget 2011. Her diskuterer de, hvad politik i virkeligheden er – og talernes meget forskellige bud karikerer den aktuelle politiske debat i Danmark, samtidig med at de trækker på de store linjer og ideologier.

Bogen er skønlitteratur af den klassiske slags, som blot lader karaktererne lufte hver deres tilgang til politik. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Gildets sympatier er liberale, men her findes ingen konkret politisk brugsanvisning, og selvom der både er helte og skurke i Gildet, så har alle karaktererne såvel sympatiske som usympatiske træk, stærke og svage sider. Bogen lader det med andre ord være op til den enkelte læser selv at finde ud af, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Meningen ligger altid ‘lige rundt om hjørnet’, som i en god David Lynch-film, og læseren må selv være opmærksom for ikke at gå glip af den. Om man som læser vil opleve dette som befriende eller utilfredsstillende, kan man nok forudsige ud fra, hvordan man har det med Ayn Rand, der i højere grad bøjer sit budskab i neon.

Bogen er velskrevet, velgennemtænkt, veludført. Alting refererer til hinanden på kryds og tværs, og historien giver først fuld mening, når man har læst alle 132 sider.

Mange lag af mening

Og så er der mindst tre lag i spil i Gildet. På overfladen er der en stærkt underholdende satire af de ledende folketingspolitikere anno 2011; dernæst er der et lag af psykologiske arketyper; og nederst er der et lag, som peger tilbage imod de gamle græske filosoffer. For den læser, der er velbevandret udi alle tre lag, er Gildet en særdeles festlig parade af skarpe, subtile guldkorn. Læsere med færre filosofiske forudsætninger (såsom undertegnede) kan dog sagtens nyde bogen alligevel, idet der er rigelig morskab – og manen til eftertanke – alene i parallelerne til dansk politik samt i bogens menneskekendskab.

Med Gildet har Danmark fået et kulturartefakt af første klasse. Det er smallitteratur af den slags, der normalt er forbeholdt Det Radikale Venstre og den akademiske venstrefløj. Bogens budskab er dog liberalt, og Gildet udfordrer således førnævnte segments patent på finkultur. Måske kan udgivelsen bidrage til at få personer såsom Henrik Dahl, der egentlig er liberale, men som ikke kan identificere sig med det kulturfattige verdenssyn, der kendetegner handelshøjskole-kulturen, til at tage mærkaten på sig?

Og hvordan vinder man så et folketingsvalg? Slutningen skal ikke afsløres her, men det er ikke at sige for meget at notere med fryd, at politikernes forfængelighed ender med at blive brugt imod dem selv.

Anmeldelse: Den åndløse dansker

Danskerne er blevet rigere på materielle goder, men fattigere i ånden, siger nationalkonservativ folkekirkepræst, som skruer bissen på i ny debatbog.

af Ryan Smith

Videnskabelige undersøgelser har i løbet af de sidste ti år gang på gang fastslået, at ingeniører er mindre religiøse end resten af befolkningen. Så mon ikke, at det er nogle af bladet hers læsere, som folkekirkepræst og debattør Sørine Gotfredsen har i tankerne med udgivelsen af sin opsang til den blegfede og åndsslappe velfærdsdansker?

De, der tidligere har fulgt Gotfredsen i medierne, ved, at hun er ked af udviklingen i dagens Danmark: Hun er ked af ateismen, ked af, at Folkekirken anses for en tabersag, ked af den platte tissemandshumor på tv og ked af indvandringen og multikulturalismen, som hun i Berlingske Tidende gjorde til den egentlige hovedansvarlige for den norske terrorist Anders Breiviks massakre i sommer.

At Gotfredsen er nationalkonservativ, kan man som læser ikke være i tvivl om: Som debattør ønsker hun en tilbagevenden til et monokulturelt, kristent samfund, der i højere grad er præget af en videnselite, end det er tilfældet i dagens Danmark, der med overfladiske nyhedsoplæsere og 24-årige folketingsmedlemmer i stigende grad præges af en kultur, der fokuserer på popularitet og ydre skønhed frem for mere blivende kompetencer.

De kæphøje ateister

Det underlige ved Gotfredsens bog er dog, at mens det er meget nemt at finde ud af, hvad hun ønsker, at vi som samfund skal stå for, så er det anderledes svært at blive klar på, hvorfor vi skal stå for det. Argumentationen for, at vi som samfund skal tage Folkekirken seriøst, begrænser sig f.eks. til, at det giver ”en enorm rigdom” at tro. Til gengæld skal vi høre en masse om de dumme ateister.

Ifølge Gotfredsen er ateister som antropologen Dennis Nørmark, videnskabsjournalisten Lone Frank og medlemmer af Dansk Ateistisk Selskab (der i lighed med biologen Richard Dawkins og neurologen Sam Harris arbejder for et religionsneutralt Danmark) ikke alene dumsmarte og kæphøje, de forholder sig også ” passivt til verden” og er ”ude af stand til at tænke nyt.” – En sær dom, eftersom både Frank og Nørmark har skrevet flere bøger, der bidrager til vores viden.

Alt i alt er det måske Gotfredsen, som burde sætte sig lidt mere ind i tingene, for som den tysk-britiske psykolog og statistiker H.J. Eysenck har påvist, og som andre forskere sidenhen har gentaget, så er religiøse mennesker i snit mindre originale i deres tankemønstre end ateister.

Løsagtig omgang med fakta

Derudover modsiger Gotfredsen sig selv flere steder i bogen (eksempelvis er tv-programmet X Factor på en og samme tid for ordinært og for ekstraordinært, mens kvinder, der klæder sig kønsneutralt, begår både en fejl og et klogt træk), ligesom Gotfredsen gang på gang demonstrerer en løsagtig omgang med fakta: Platon og Buddha – ja sågar Kierkegaard – misforstås på eklatant vis, og når kendte personager skal hudflettes, er det altid kun med de mest kendte episoder og citater i baghånden.

Så hvis den åndfuldhed, Sørine efterlyser, er lig med selvmodsigelser og løsagtig omgang med fakta, så er det måske meget godt, at Danmarks ingeniører ikke er så åndfulde igen.

Den åndløse dansker
af Sørine Gotfredsen
231 sider, ISBN 9878774670759
Kristelig Dagblads Forlag, 2011

Moderne konservatisme er selv liberal

af Ryan Smith

I weekenden meldte den fungerende socialminister, Benedikte Kiær (K), sig på banen med flere pisk til liberalismens ryg, idet hun i sin tale til det konservative landsråd sagde: ”For konservative følger ‘frihed’ og ‘ansvar’ hinanden tæt. I socialisternes maksimalstat er ansvaret statens, og friheden må vige. I liberalismen er der ultimativ frihed og intet ansvar. Konservative ønsker frihed, men det handler om frihed i fællesskab.” Kiær opløfter således konservatismen som den gyldne mellemvej mellem to lige absolutistiske ekstremer, og liberalismen slås uden videre i hartkorn med socialismen, som var de to ideologier lige store onder for en from konservativ.

Gotfredsen, Krarup og Kiær har dog alle et forklaringsproblem af den delikate slags: Hvis liberalismen er så forfærdelig, hvorfor er nutidens konservatisme så selv liberale?

Konservatismen i Danmark er i dag en parlamentarisk, kapitalistisk og frihandelsorienteret ideologi, men et henkastet blik i historiebøgerne afslører hurtigt, at disse positioner alle er af nyere dato. Kontinentalkonservatismen, som Gotfredsen og Krarup nedstammer fra, var oprindeligt en antiparlamentarisk og antikapitalistisk ideologi, som sværmede for adel, kirke og kongehus.

Kontinentalkonservatismen var inspireret af 1800-tallets romantiske strømninger, og det var med romantikken i baghånden, at kontinentalkonservatismen formulerede et politisk modsvar til oplysningstidens liberalisme – en arv, som Dansk Folkepartis Jesper Langballe også har skrevet kvalificeret om og vedkendt sig i debatter herhjemme. Kontinentalkonservatismen var betænkelig over for industrialiseringen og over for opkomsten af det nye borgerskab af købestærke self-made men, hvis bugnende bankkonti og hvidglødende virkelyst udfordrede den gamle adels privilegier. Påvirket af romantikkens metafysiske verdenssyn hævdede datidens konservative, at den bestående orden i samfundet var enten guddommeligt bestemt eller udtryk for en højere naturlig orden, som mennesker ikke kunne begribe til fulde. Følgelig kæmpede man for at bevare adelens, kirkens og kongens politiske indflydelse, og man søgte endda at beskytte de bestående institutioner mod borgerskabets krav om parlamentarisk repræsentation.

Med staten som far
Det var dog ikke kun på det værdipolitiske område, at de kontinentalkonservative satte hælene i over for liberalismen: Man så også kritisk på den stigende internationale frihandel, som man opfattede som en trussel mod staten som en selvomsluttende organisme – et etnisk, religiøst og kulturelt selvforsynende fællesskab, der trivedes bedst i fraværet af det fremmede. Kontinentalkonservatismen var derfor udpræget kritisk over for både den værdipolitiske liberalisme, der var internationalt orienteret, og over for den økonomiske kapitalisme, som man i mange tilfælde ønskede erstattet af korporatisme, dvs. at arbejdere og arbejdsgivere mødes til overenskomstforhandlinger med staten som den strenge far, der overser, at samfundet ikke kastes ud i ”unødvendige” strejker og lockouts.

Kære læser, hvis den slags lyder som noget, som De kender fra mellemkrigstidens historie, så er det, fordi det er det: Kontinentalkonservatismen var ikke selv totalitær, men mange af dens tilhængere kastede flirtende blikke i retning af tidens fascistiske strømninger og i visse tilfælde også i retning af det, der var værre. Efter anden verdenskrig stod det dog klart, at det var endog meget farligt at flirte med alternativer til det liberale demokrati. I årene efter 1945 begyndte Europas konservative derfor at erklære sig som tilhængere af en nationalstat med et ”internationalt udsyn” og som parlamentarister, kapitalister og ‘borgerlige’ (et begreb der for alvor blev stort med den antikonservative franske revolution). Man omplantede simpelthen konservatismen, sådan at den i dag vokser ud af liberalismens frodige muld. Konservatismen i Danmark er i dag en liberalistisk ideologi med nogle beherskede fodnoter og forbehold over for visse ting, som man ønsker gjort anderledes. Men de dage, hvor konservatismen udgjorde et egentligt alternativ til den liberalistiske samfundsorden, er for længst borte.

Når Gotfredsen, Krarup og Kiær puster sig op for at angribe liberalismen og påberåber sig at være de egentlige borgerlige, så stiger de tre således til vejrs som balloner, der er lige til at punktere med sarkasmens skarpe syl: De anklager andre for at være historieløse, men tilhører selv en fraktion der om nogen har afsagt sig sin egen historie. Gotfredsen, Krarup og Kiærs konservatisme er ikke et alternativ til liberalismen, men en værdipolitisk overbygning til den. Hvis de har så meget imod liberalisme, hvorfor befinder de sig så selv fuldstændig inden for rammerne af det liberale demokrati? Fortidens kamp hos de borgerlige stod om, hvorvidt samfundet skulle være konservativt eller liberalt. Nutidens kamp står i stedet om, hvor meget liberalisme vi skal have. ”There is no alternative,” som den britiske – konservative – premierminister Margaret Thatcher ofte sagde om sin liberale politik.

Og netop personer som Thatcher kan vise os vejen ud af den borgerlige infight-misere: Det mest hovedrystende ved denne debat er nemlig, at konservatisme og liberalisme ikke behøver at være modsætninger: Som modstykke til kontinentalkonservatismen findes der også den britiske konservatisme, som godt nok ikke altid er blevet udøvet i dens hjemland, men som går tilbage til den skotske filosof David Hume og som repræsenteres af bl.a. Jyllands-Postens Mikael Jalving herhjemme. Den britiske konservatisme var fra starten en parlamentarisk, frihedsorienteret og kapitalistisk bevægelse, der så favorabelt på liberalismen, men som samtidig så pessimistisk på menneskets evne til at omforme samfundet, uden at projektet løber løbsk, og rabiat idealisme sejler afsted med hele skuden.

Men denne konservatisme kan Krarup og Gotfredsen ikke acceptere, da den indeholder kimen til det sekulære, og næppe vil opretholde den lutherske kirkes privileger i et tiltagende globaliseret og sekulært Danmark.

Benedikte Kiær, derimod, har bare svært ved at acceptere den, fordi dens synspunkter i dag repræsenteres bedst af Venstre og Liberal Alliance.