Category Archives: Psykologi

Rugemødre og ‘babybusiness’

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

Nogle gange bliver politiske diskussioner for abstrakte. Derfor blev jeg oprigtigt rørt, da en af mine venner for nylig skrev en status update på facebook om kunstig befrugtning: ”Hvis anonymiteten havde været afskaffet, havde denne status update aldrig været – for så havde der været så stor mangel på donorer, at jeg aldrig var blevet født. Og jeg foretrækker at være her.” Den franske filosof Sylviane Agacinski er en abstraktionernes mester: hun mener, at rugemødre “langt overskrider grænserne for en menneskelig værdighed, man i historiens løb møjsommeligt har arbejdet sig frem til i civiliserede landes lovgivning.”

Jeg håber, at jeg engang får et barn, der på fremtidens facebook kan skrive til folk som Agacinski, der vil forbyde, at man dækker rugemødres udgifter og altså betaler dem: ”Hvis betaling af rugemødre have været forbudt, havde der været så stor mangel på rugemødre, at jeg aldrig var blevet født. Og jeg er så glad for at være her.” Det ville kræve, at jeg enten forlader landet og søger lykken andetsteds, eller at det danske folketing beslutter sig for at tillade betalte rugemødre.

Det er selvfølgelig en mulighed at finde en enlig kvinde eller et lesbisk par, der ønsker at dele forældremyndigheden og indgå i en udvidet kernefamilie. Men skal min kæreste og jeg i så fald bo med moderen, eller skal vi skiftes til at have barnet? Hvad hvis min kæreste og jeg – eller for så vidt moderen i vores alternative familiekonstellation – på et tidspunkt ønsker at flytte udenlands? Og er det i virkeligheden ikke svært nok at finde ud af, hvordan man skal opdrage sit barn, selvom man elsker hinanden og bor sammen?

Jeg må nok erkende, at jeg er en gammeldags homoseksuel mand. Jeg ønsker, at min familie skal bestå af to mænd, der elsker hinanden og deres børn, og kun af os.

Så hvorfor ikke adoption i stedet? Homoseksuelle har rigtig nok fået lov at adoptere, men desværre ønsker ingen af adoptionsbureauernes internationale partnere at frigive børn til adoption til homoseksuelle, og kun meget få danske børn frigives årligt til adoption. Det havde ellers været oplagt.

Loven giver også mulighed for at finde en såkaldt ’altruistisk’ rugemor, der ønsker at hjælpe et par til at få børn. Det kunne være. Det er dog forbudt at annoncere efter rugemødre grundet den påståede risiko for betaling under bordet. På trods af at ytringsfrihed normalt regnes for et vigtigt princip i Danmark, lader det til, at selv hjemmesider, der bare ville tillade potentielle forældre og rugemødre at finde hinanden, også regnes for ’risikable’ på denne konto og derfor lukkes (som det lader til at være sket for www.rugemor.dk).

Jeg læser stadig på universitet og tænker som sådan ikke til daglig på at få børn. Men jeg håber meget stærkt, at jeg – når tiden er inde – kan få mulighed for at betale en kvinde for at hjælpe min kæreste og jeg med at få et barn.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er egentlige moralske dilemmaer forbundet med betaling af rugemødre: hvordan forholder man sig eksempelvis til en rugemor, som for penge har indgået en kontrakt, der forpligter hende til at give slip på et barn, som gradvist er vokset i hende i ni måneder, og som hun har knyttet sig stærkt til, selv om det stammer fra et æg og en sædcelle fra to helt andre mennesker? Hvordan forholder man sig til et par, der alligevel ikke ønsker et barn, som en rugemor har født?

Det er ikke lette problemstillinger, men man må også forvente, at de er aldeles atypiske og ville angå et mikroskopisk mindretal af tilfældene. En kvindes beslutning om at blive rugemor ville antageligvis være velovervejet og ikke truffet lynhurtigt. Hverken rugemoderen eller forældrene har nogen interesse i andet. Og vi tillader betaling eller kompensation for både sæd- og ægdonorer, selvom de uigenkaldeligt giver afkald på de potentielle børn, der kan komme ud af det. I den ulykkelige situation, at et par ikke ønsker barnet, ville det i yderste tilfælde kunne frigives til adoption inden for Danmarks grænser.

Men modstanden mod rugemødre er tilsyneladende ikke kun begrundet i hensyn til konkrete menneskers ve og vel. Etisk Råd – hvis legitimitet i et liberalt demokrati, jeg i øvrigt aldrig helt har forstået – er notoriske modstandere af betalte rugemødre, og deres hjemmeside udgør et overflødighedshorn af metafysiske overvejelser om, at betalte rugemødre på den ene og anden måde er i abstrakt strid med samfundets værdigrundlag. For eksempel kan de ”bidrage til en uheldig ændring af grundlæggende forestillinger om forældreskab og menneskelig reproduktion”. Etisk Råd mener også, at ”både rugemoderen og fosteret uundgåeligt [indgår] i en tingsliggjort og brugsorienteret betragtningsmåde, som ikke er forenelig med samfundets normer om værdighed og godt forældreskab”.

Læseren, der formodentlig bare prøver på at forstå, hvorfor nogen ville nægte ham eller hende muligheden for at opfostre et barn, skal også trækkes igennem et 70’er-klassisk argument om, at de kvinder, der ønsker at være rugemødre, ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, og lider af falsk bevidsthed. Ønsket om at blive rugemor kan nemlig skyldes, at ”kvinden kritikløst har overtaget bestemte kvindebilleder og kønsrollemønstre, som hun ikke i egentlig forstand har gjort til sine egne og kan stå inde for. Det kan for eksempel være et billede af, at kvindens væsentligste bestemmelse er knyttet til det at være gravid og føde børn.”

Hvordan ved Etisk Råd det? Og i hvor mange tilfælde kan det forventes at gøre sig gældende? Det reflekteres der ikke videre over, men det må naturligvis forhindres, at alle disse stakkels, forvirrede kvinder handler i, hvad de fejlagtigt anser for egen interesse: ”Hvis kvinden lader sig styre af et sådant ideal, selv om hun i sidste ende ikke selv kan tilslutte sig det, kan det siges at udgøre en beskyttelse af hende, hvis samfundet forhindrer hende i at indgå en aftale om rugemoderskab.”

En anden gammel kending fra Etisk Råd – som i øvrigt også kendes fra debatten om sexarbejde – er en grundlæggende modvilje mod ulighed, der muterer til en forkvaklet idé om, at pengebaserede udvekslinger mellem (penge-)rige og (penge-)fattige ikke bør være tilladt, og at danskere således heller ikke bør tillades at betale rugemødre i udlandet: ”der [er] tale om udnyttelse, hvis rugemoderen på grund af sin dårligere sociale position presses eller forledes til at sælge sin evne til at bære et barn for penge, selv om evnen til at bære og føde børn ikke burde være underlagt en økonomisk logik.” Føromtalte Agacinski kalder det nedladende for ”babybusiness”.

Det er svært at være uenig i, at fattigdom på globalt plan er et stort og vigtigt problem, men det afhjælpes ingenlunde af at forhindre fattige i at indgå transaktioner med rige mennesker. Hvis en fattig indisk kvinde kan forbedre sin levestandard og sende sine egne børn i skole eller på hospitalet ved at bære et barn for et par fra Danmark, hvordan i alverden kan det så kaldes udnyttelse? Etisk Råds logik tilsiger tilsyneladende, at fattige mennesker, fordi de i en ideel verden ikke burde være fattige, skal nægtes muligheden for at kæmpe sig ud af deres fattigdom.

Adam Smith skrev engang om systemmageren, der forestiller sig, at han kan ”herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let som hånden flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem; men at hver enkelt del i menneskehedens store skakspil besidder sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det”. Etisk Råd (og i sidste ende folketinget) synes ligeså at behandle samfundet som et abstrakt skakbræt, hvor de kan affeje konkrete menneskers muligheder for at tilrettelægge deres liv og søge lykken, som de selv ønsker det, med en række irrelevante observationer, der intet har at gøre med de mennesker, det hele handler om. Såsom min veninde, der aldrig var blevet født, hvis nogle systemmagere havde fundet, at det passede dem at forbyde sæddonoranonymitet ved kunstig befrugtning.

Folketinget burde snarest muligt tage skridt til at legalisere kompensation af udgifter og betaling af rugemødre. Det er ikke rugemødre, der strider mod menneskets værdighed. Det er derimod underkendelsen af ufrivilligt barnløses, potentielle rugemødres og potentielle børns muligheder for at forfølge deres egen lykke.

Homoseksualitet behøver ikke være modkultur

Homoseksualitet er ikke og bør ikke være et undergrundsagtigt subkulturelt projekt eller et forsøg på at vende samfundet på hovedet, revolutionere vores opfattelse af køn eller andre radikale ideer.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

En af litteraturhistoriens bedste ordvekslinger har sin oprindelse i F. Scott Fitzgeralds mesterværk Den store Gatsby fra New Yorks brølende 1920’ere. ’De rige er anderledes end os’, reflekterer fortællerstemmen Nick Carraway, idet han indleder en besk analyse af forskellen mellem rige og fattiges verdensopfattelse. Ernest Hemingway skal efter sigende have kommenteret observationen med et lakonisk ’Ja. De har flere penge.’  Og sådan er det også her: homoseksuelle er anderledes. De er seksuelt tiltrukket af mennesker af deres eget køn. For eksempel synes jeg, at den franske rugbyspiller Frédéric Michalak her er noget af en frækkert.

Så behøver der faktisk umiddelbart ikke være mere i det. Hudfarve, religion, seksualitet, køn og andre mere eller mindre arbitrære personfakta bør ikke lede til en identitetspolitisk balkanisering, hvor man vurderer andre og selv vurderes overfladisk på ovennævnte formelle karakteristika, over hvilke man ikke har nogen indflydelse. Mennesker er ikke endimensionelle væsener, som kan udtømmende karakteriseres ved overdrivelsen af et enkelt aspekt af deres person.

Det er en udfordring, som er svær både for ikke-homoseksuelle og homoseksuelle. Den er især svær for homoseksuelle mænd: jeg kan godt se logikken i, at der ligger en fuldt formet, karikeret homoseksuel identitet klar, som man kan bare trække i efter mange års identitetsforvirring. Og jeg forstår godt, at både Dagens Mand-Gustav og Paradise-Patrick udgør godt og populært fjernsyn. Men det er en underligt upubliceret sandhed, at der findes en masse homoseksuelle (og formentlig især homoseksuelle, der endnu ikke er sprunget ud), som længes efter, og som trænger til repræsentanter, der virker mere normale og ’mindre’ homoseksuelle. Så nej, du tilfældige singlepige i midt-20’erne, jeg ønsker ikke at være din levende, homoseksuelle håndtaske, der 24/7 er klar med makeup-tips og spydig-campede, fingerknipsende ’Girlfriend!’-kommentarer eller up-to-date vurderinger af, hvorvidt din nye, lilla helfigursspandexdragt vil gøre sig godt på Karel. Jeg vil gerne på et tidspunkt giftes, uden at det skal hedde registreret partnerskab. Jeg vil gerne opfostre et barn, lave lektier med det og køre det til fritidsaktiviteter. Og har du overvejet, hvorvidt det kan føles en smule nedladende at blive betragtet udelukkende som et omvandrende homotrofæ, der visuelt skal illustrere, hvor Sex & The City-agtig du er?

Homoseksuelle adskiller sig selvfølgelig fra flertalsbefolkningen på det domæne, der hedder seksuel orientering. Det er jeg godt klar over. Men det medfører ikke, at denne information derfor må være det springende punkt i ens identitet og det første, som nye bekendtskaber bare skal vide – ikke at man derfor bør skjule det, hvis det er relevant. Seksualitet er selvfølgelig en del af, hvem man er, men man må da være mere end kun det. Og i takt med at flere og mindre flamboyante homoseksuelle springer ud, vil vi formentlig se flere eksempler på mennesker, der er i stand til at kombinere deres homoseksualitet med et ganske almindeligt borgerligt liv – som virker ægte og uanstrengt.

Denne opfordring til at undgå endimensional forfladigelse og mit forsvar for ikke-flamboyant homoseksualitet kommer selvfølgelig med den eftertanke, der lidt kækt i USA er blevet formuleret som ’leave no drag queen behind’. Folk er forskellige, og der skal være plads til mennesker, der skiller sig ud, og som udtrykker deres individualitet ved at gøre, som de lyster uden at bekymre sig om, hvad andre mener – uanset at det lyder som en politisk korrekt og Disney-agtig happy ending. Men selvfølgelig skal der det. Og hvorfor i al verden skulle der ikke være plads til den slags frivillig, samfundsmæssig pluralisme? Man skal argumentere endog svært stærkt derfor, hvis man mener, at kvinder, sorte, muslimer, homoseksuelle – eller misogynister, racister, islamofober og homofober for den sags skyld – ikke skal have samme retsstilling og samme rettigheder som andre. Det skrev liberale ligestillingstænkere (feminister synes at være et forkert ord) som Mary Wollstonecraft og John Stuart Mill allerede om i det 18. og 19. århundrede.

Ligestillingens legitimitet er i en liberal-demokratisk optik ubestridelig: alle mennesker har samme grundlæggende værd og værdighed og har i kraft deraf en række menneskerettigheder. Samfundsmæssig forskellighed er fuldt ud forenelig med, og endvidere afhængig af, en retsstat, der behandler alle borgere lige. Og på mindst ét område af den danske lovgivning er homoseksuelle selv efter en minimal målestok om ligebehandling endnu ikke formelt ligestillet: et ægteskab mellem to mennesker af samme køn er ikke tilladt, og dets amputerede homoseksuelle alternativ i stedet lyder det klinisk-bureaukratiske navn ’registreret partnerskab’.

Så hvorfor forvandles det berettigede ønske om ligestilling så ofte til et radikalt krav om særbehandling? Den egentlige ligestillingsdebat skæmmes i mange tilfælde af uretmæssige særbehandlingskrav om yderligere kriminalisering af såkaldt hate speech vendt mod bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle (ytringsfrihed spiller tilsyneladende ikke ind), af krav om yderligere skærpelse af den eksisterende hate crime-lovgivning, selvom den allerede indebærer, at forbrydelser motiveret af had mod seksuelle minoriteter skal straffes hårdere end andre identiske forbrydelser begået mod eksempelvis rødhårede, af kompromisløs hardcore-socialkonstruktivistisk queer-pladder om hvorledes køn og seksuel identitet holdes fanget i et undertrykkende heteronormativt samfund og meget mere. Som i de fleste andre berettigede ligestillingsspørgsmål er det tilsyneladende ubeskrivelig svært at holde sig til kun at kræve sin lige ret og ikke mere end det.

Og jo, en særstilling er da langt sjovere end ligestilling. Man kan føle sig som del af en eksklusiv gruppe, der er fælles om at være særligt udvalgt, og i øvrigt særligt værdifuld, fordi man er anderledes og farverig og sprælsk og et nyt indspark og har et alternativt perspektiv på verden og ikke passer ind i kasser og så videre. Når man dertil lægger, at enhver ikke-heteroseksualitet udgør en åbenlys mulighed for at føle sig forskellig fra flertallet og dermed nyde den retfærdige harme, der følger med en outsider-status, så toner glidebanen mod isolationisme, forrangstænkning og særbehandling langsomt frem. ’Gay Pride’ og modsvar som ’Straight Pride’ er ikke ligestillingens, men særstillingens sprog. Ligestillingen har endnu ikke et catchy slogan, men hvis den gjorde, ville det opsummere en tanke à la ’seksuel orientering er fuldstændig irrelevant for et menneskes værd’.

Egentlig homo-ligestilling er som enhver anden egentlig ligestilling nemlig generelt ret prosaisk og halvkedelig. Den er fuldstændig mainstream i et liberal-demokratisk samfund som det danske og består i, at man er fuldstændig lige med og dermed også på mange punkter ligesom de andre, med de samme rettigheder og de samme pligter. Ugh. Kedeligt. Snork! Man er del af den store grå homogene masse af borgere, og det tilfredsstiller forståeligt nok ikke ønsket om at blive anerkendt som et særligt, unikt snefnug.

Det værste ved identitetspolitiske grupperingers egenkærlige selvmarginalisering er dog, at den forværrer vilkårene for at gøre noget ved de ligestillingsproblemer, som egentlig er berettigede og udtryk for uretfærdighed – og ekstremisterne har formentlig denne uheldige virkning på den egentlige ligestilling på alle de forskellige domæner, hvor ligestillingsdiskussionen udspiller sig.

Af berettigede ligestillingssager for homoseksuelle kan først og fremmest nævnes vedtagelsen af en kønsneutral ægteskabslovgivning – og derudover burde man til at starte med formentlig undersøge den formodede overrepræsentation i voldsoffer- og selvmordsstatistikkerne for homoseksuelle, de særlige problematikker for homoseksuelle muslimer og den manglende mulighed for at benytte sig af betalte rugemødre i Danmark.

ISFJ – portræt og beskrivelse

Portræt af en ISFJ – indadvendt konkret-orienteret målrettet føletype

Denne artikel omhandler en af de 16 Jungianske typer som også beskrives af testværktøjerne MBTI, KTS og JTI. For at få et vejledende praj om din egen type, så besøg vores Jung Type Test.

Som ISFJ lever du først og fremmest i det nære: Du fokuserer på det, der er til at tage og føle på, og selvom du nok er i stand til at forstå de mere flyvske typers abstrakte teorier og fantasifulde metaforer, interesserer du dig mindre for spekulationer og flotte ord og mere for handlinger, der gør en håndgribelig forskel. Du stortrives med at bidrage med konkrete gerninger i det daglige, der tjener til at forbedre din omverden i overensstemmelse med netop dine unikke værdier.

Som ISFJ sætter du fokus på venlighed i hverdagen, og du prioriterer det aktuelle sammenhold i familien, på arbejdspladsen og i skolen. Du er villig til at strække dig langt for at få fællesskabet til at glide, uden at du af den grund forventer det samme af andre, for du ved, at ikke alle har så nemt ved at tage hånd om fællesskabet, som du selv har.

Du er kendetegnet ved din varme, trofasthed og betænksomhed: Mange ISFJ’er har veritable biblioteker af præcise fakta og detaljer i baghovedet, og de trækker aktivt på disse i deres relationer med andre, sådan at ISFJ’en er netop den, der på nærmest magisk vist altid husker, hvornår den-og-den har fødselsdag, eller er opmærksomme på at udvise en passende gestus, når der sker noget vigtigt i deres liv.

Derfor sætter folk også pris på ISFJ’er for det venlige nærvær og de trygge rammer, de sørger for, som ofte bringer det bedste frem i andre; kvaliteter, som måske aldrig ville være vokset frem uden ISFJ’en til at gøde jorden med sin betænksomhed. ISFJ’er er de ultimative redebyggere på hjemmefronten såvel som i professionelle roller, hvor de elsker at hjælpe andre til at blomstre op.

Fordi ISFJ-typer har fokus på det nære, tror folk omkring dem ofte, at de kender ISFJ’en til bunds. Det er imidlertid sjældent korrekt: ISFJ’er går typisk gennem livet med en rig og nuanceret indre sanserepræsentation, der tillader dem at opleve verden på højst subjektiv, impressionistisk manér. Deres enorme arsenal af specifikke og præcise detaljer spiller helt af sig selv sammen for at give dem et unikt syn på verden, og som også er med til at give ISFJ’er en stærk fornemmelse af, hvad der er det rigtige at gøre i en given situation. ISFJ’er har derfor ofte stærke værdier og en højt udviklet moral.

Uheldigvis for andre, så er den impressionistiske måde at lagre data i bevidstheden på ikke så velegnet til at blive udtryk verbalt i sin direkte form. Det, der vil være tilgængeligt for andre, vil alt for ofte kun være de afledte resultater af ISFJ-typens mangfoldige indre landskab. Andre kan derfor nemt komme til at tro, at ISFJ’en er simpel i sin opfattelse af verden, mens sandheden snarere er, at ISFJ’er kan huske konkrete detaljer, såsom et specifikt ansigtsudtryk eller tonefald, mange år efter, at det egentlig har fundet sted. På den måde må ISFJ’er ofte regnes for nogle af de mest omhyggelige iagttagere af verden omkring dem. Den traditionelle verbale skildring er bare ikke deres hjemmebane.

ISFJ-typer har ofte en meget klar fornemmelse af, hvordan tingene bør være, og de er villige til at arbejde meget hårdt for at bringe deres nærmiljø på linje med deres indre moralske fornemmelse. Som konkrete føletyper kredser deres værdier ofte om tryghed og venlighed, og de respekterer såvel traditioner som landets love. Således har ISFJ’er også ofte en yderligere tendens til at udvise tillid til autoriteter samt et ønske om at bibeholde og agere efter etablerede systemer, da disse har vist sig at virke i fortiden. Det betyder også, at en ISFJ-type kan være et værdifuldt bolværk mod den nyeste smarte management-snak, idet ISFJ’en ofte vil forholde sig skeptisk, indtil det på en konkret og nærværende måde er blevet demonstreret, hvorfor den nye metode er bedre end den gamle.

Som en konkret-orienteret type (S) gælder det, at ISFJ’er bedst tager ny viden til sig ved selv at prøve det af på arbejdspladsen, i hjemmet eller på kurser. Kun i anden række sætter ISFJ’en pris på at tilegne sig viden via den traditionelle metode med akademiske lærebøger.

Med den impressionistiske verdensforståelse kommer også en veludviklet fornemmelse for rumlighed, funktion og æstetik. Derfor går mange ISFJ’er ofte op i deres hjem og dets indretning, og mange af de dygtigste indretningsarkitekter tilhører da også ISFJ-typen. Når ISFJ’ens sans for æstetik kombineres med deres betænksomhed og omsorg for andres følelser og ønsker, sætter det dem i stand til at få tingene til at gå op i en højere enhed.

Som føletyper (F) har ISFJ’er også et rigt følelsesliv. Selvom de til tider kan have svært ved at verbalisere det, så er de ofte meget opmærksomme på deres egne følelser, og de påvirkes stærkt af dem. Den manglende evne til at verbalisere og lufte sine følelser kan dog over tid have den uheldige konsekvens, at negative emotioner kan bygge op over tid, og når ISFJ’en til sidst må afreagere, sker det ofte i form af stærke værdidomme og anklager mod andres moral. Og ydermere betyder ISFJ’ens impressionistiske måde at opfatte verden på, at negative emotioner over for individer omkring dem kan bide sig fast og blive ved med at plage ISFJ’en længe efter, at det egentlige problem er overstået. For at modvirke denne potentielle svaghed og for at undgå at komme til at såre en nær elsket, er det ofte en god idé for ISFJ’er at tale deres følelser igennem med en nær ven, som med fordel kunne være en udforskende (P)-type. Terapi og meditation er også alternativer, der kan hjælpe ISFJ’en med fuldt ud at bevidstgøre sit indre mentale landskab.

Med deres forankring i det nære oplever ISFJ’er ofte følelser af ansvar og pligt stærkere, end så mange andre typer gør. ISFJ’er tager deres pligter meget alvorligt, og har de først sagt ja, så kan man også regne med, at opgaven bliver udført. Derfor hænder det også ofte, at folk omkring dem regner med, at de bare kan stakke alskens pligter på skuldrene af ISFJ’en, da det ”virker naturligt” at overlade tjanserne til dem. Med sin stærke samvittighedsfølelse og sin tilbøjelighed til at tage ansvar kan det betyde, at ISFJ’en kan have svært ved at sige fra i tide, og undertiden kan de komme til at placere andres behov over deres egne. Denne tendens kan være særligt slem, hvis ISFJ’en i barndommen blev indpisket at skulle være det søde barn, der klarede pligterne og fik gode karakterer i skolen. For at modvirke denne tendens bliver den voksne ISFJ nødt til at gøre sig klart, hvilke pligter der kan spores tilbage til deres egne ønsker og objektive arbejdsopgaver, og hvilke der er udefrakommende efterspørgsler. Og som minimum bliver ISFJ’en bliver nødt til at prioritere egne ønsker lige så højt som fællesskabets.

Med deres stærke fokus på fællesskabet har ISFJ’er som alle andre brug for feedback og anerkendelse fra omgivelserne. Uheldigvis er det ikke altid ISFJ’ens stille kvaliteter, som omgivelserne har det bedste øje for, og således kan en ISFJ-type undertiden fungere som den primære ansvarstager i en familie, på en arbejdsplads eller lignende, uden nogen siden at blive anerkendt for deres enorme arbejde. Her kan ISFJ’en udvikle problemer med selvudslettende adfærd og lavt selvværd.

ISFJ’er er i reglen varme, generøse og pålidelige. De har en intens omsorg at tilbyde deres nærmeste. Ligeledes er de fantastiske organisatorer på det nære plan, der kan få tingene til at glide let og ubesværet, hvad enten der er tale om en arbejdsdag i boligforeningen, en familieudflugt eller en større omstrukturering på arbejdspladsen. ISFJ’er bør huske sig selv på, at ingen er perfekt, og de bør ikke bebrejde sig selv, hvis de ikke får løst alle opgaver, som de føler, at de burde. Mest af alt bør de lære at give sig selv noget af den varme og omsorg, som de så rundhåndet deler ud af til fællesskabet.

Berømte danske ISFJ’er:
Kronprinsesse Mary, kongelig, Anita Bay Bundegaard, tidl. udviklingsminister, Radikale Venstre, redaktør på Politiken, Joachim B. Olsen, kuglestøder, MF for Liberal Alliance

Sådan bliver du lykkelig

Selvhjælpsbøger er en milliardforretning med hundredevis af udgivelser hvert år. Omfanget og populariteten vidner om en enorm efterspørgsel, men selvhjælpslitteraturen er notorisk uvidenskabelig, upålidelig og selvmodsigende. Så hvad er sandt, og hvad er falsk? For at finde svar går vi i denne artikelserie på jagt i alverdens videnskabelige tidsskrifter for at finde sandheden om selvhjælpen. I denne artikel er temaet lykke.

af Søren Furbo Skov og Ryan Smith

Køb oplevelser, ikke ting

Man kan faktisk købe sig til lykke, hvis man køber oplevelser. Gå på restaurant, tag til koncert, i biografen eller i teateret. Tag på en ferie du vil huske, lær en fritidsaktivitet som stangdans eller zumba, hvor du er ude blandt andre, og som du kan snakke med flere personer om på arbejdet og til efterfølgende selskaber.

Drop selvforkælelsen, giv gaver

Hvis man spørger folk om de bliver mere lykkelige af at bruge penge på sig selv, eller på menneskene omkring dem, vil de fleste svare, at de bliver lykkeligst af at bruge penge på sig selv. Men går man forløbet efter i sømmene viser det sig, at det modsatte faktisk er tilfældet: Folk bliver meget gladere af at gøre ting for andre, end de gør af at gøre noget for sig selv. Måske derfor den umættelige Narcissus stirrede ned i brønden uden nogensinde at blive fyldt op? Undersøgelser viser, at det ikke behøver være tale om en stor gave, selv gaver helt ned i 5-10 kroners-størrelsen viser sig at have samme effekt, og hvis ud ikke har penge, har spontane takkebrev og det at give blod samme effekt.

Smil!

Den menneskelige hjerne er god til at registrere når tingene hænger sammen, men til gengæld er den dårlig til at registrere hvordan tingene hænger sammen. Og da din hjerne ved, at du har det med at smile når du er glad, så tror hjernen også, at den skal producere glædesstoffer når du smiler. For en smileøvelse skal have effekt, så skal smilet vare i mindst 15-30 sekunder. Smilet skal være så oprigtigt som muligt, så under øvelsen anbefales det, at forstille sig enten en situation hvor du var oprigtigt glad, eller en hypotetisk situation hvor du ville blive glad og smile oprigtigt. Forestil dig den forfremmelse du har gået og drømt om, eller et uventet kompliment fra et medmenneske. Nogle mennesker som gør brug af denne øvelse rapporteter, at de får størst udbytte ud af smilet hvis de husker sig selv på at smile hver time, eksempelvis med hjælp af fra en telefon-alarm eller lignende.

Ret ryggen

Efter at have siddet med rank ryg i bare tre minutter er folk markant gladere og bedre i stand til at løse abstrakte og analytiske opgaver, en hvis de har siddet og hængt. Måske er det også derfor, at en rank holdning indgår som en fast ingrediens i størstedelen af verdens meditationspraksis’er. Denne øvelse virker for begge køn, men effekten er størst for mænd. Forskernes hypoteser er, at kvinder typisk har større generthed omkring deres krop, og kan blive selvbevidste ved at skyde barmen frem, eller alternativt, at mænd befinder sig bedre i den lettere konfrontatoriske positur som en oprejst holdning giver.

Agér glad

Når mennesket er lykkeligt bruger det helt automatisk sin krop på en bestemt måde: Det går mere afslappet, det svinger mere med arme og ben, og sandsynligheden for fløjten og gadedrengeløb er ligeledes forøget. Lykkelige mennesker gestikulere mere mens de taler, nikker mere når andre taler, går i mere farverigt tøj, bruger flere positivt ladede ord og færre selvreferancer (”mig”, ”jeg”) når de taler. De har ligeledes mere vibration i deres stemmeføring, snakker hurtigere, og har et fastere håndtryk end gennemsnittet (som dog ikke er for fast). Da hjernen ikke kan skelne mellem det, at du gør disse ting, og så hvorfor du gør dem, betyder det, at du nemt kan øve dig til mere lykkefølelse ved at eftergøre disse tricks. Og det er ikke bare spekulation. Forskerne har dokumenteret det hele.

Kilder

  • Dunn, E.W., Ankin, L. & Nortin, M.I.: Spending Money on Others Promotes Happiness Science, nr. 319
  • Förster, J.: How Body Feedback Influences Consumer’s Evaluation of Products Journal of Consumer Psychology, nr. 14
  • Richins, M.L. & Dawson, S.: A Consumer Values Orientation for Materialism and Its Measurement Journal of Consumer Reseach, nr. 19
  • Roberts, T.A. & Arefi-Afsha, Y.: Not All Who Stand Tall Are Proud Cognition and Emotion, nr. 21
  • Schnall, S. & Laird, J.D.: Keep Smiling: Enduring Effects of Facial Expressions and Postures on Emotional Experience Cognition and Emotion, nr. 17
  • Sheldon, K.M. & Lyubomirsky, S.: Achieving Sustainable Happiness: Change Your Actions, Not Your Circumstances Journal of Happiness Studies, nr. 7
  • Sheldon, K.M. & Lyubomirsky, S.: It is Possible to Become Happier? Social and Personality Psychology Compass, nr. 1
  • van Boven, L. and Gilovich, T.: To do or to Have: That is the Question Journal of Personality and Social Psychology, nr. 85

Sådan bliver du effektiv

Selvhjælpsbøger er en milliardforretning med hundredevis af udgivelser hvert år. Omfanget og populariteten vidner om en enorm efterspørgsel, men selvhjælpslitteraturen er notorisk uvidenskabelig, upålidelig og selvmodsigende. Så hvad er sandt, og hvad er falsk? For at finde svar går vi i denne artikelserie på jagt i alverdens videnskabelige tidsskrifter for at finde sandheden om selvhjælpen. I denne artikel er temaet effektivitet.

Spring overspringshandlingerne over

Hvis du har svært ved at komme i gang med svære opgaver, og du har tendens til at spilde arbejdsdagen på svinkeærinder som email, Facebook og udenomsting der ikke har noget med opgaven at gøre, så er der ligeledes hjælp at hente i videnskabens verden: Når vi arbejder med viden, så arbejder vi ikke kun mens vi sidder foran på pågældende problemstilling; hjernen arbejder også passivt, og således er det nemmest for hjernen at få overblik og problemstillignen hvis du allerede har taget hul på den pågældende opgave, i stedet for blot at udskyde den.

Derfor er din bedste mulighed at tvinge dig selv til at arbejde aktivt med dokumentet 5-10 minutter, for at få hjernen i gang med at mobilisere de nødvendige ressourcer. Start med de mindst udfordrende aspekter, såsom at skrive en litteraturliste, forfattere dokumentet, eller skrive den overrodnede konklusion hvis du kender den på forhånd. Små ting som ikke tager lang tid, og som ikke er kognitivt udfordrende virker bedst for at få hjernen i gang med opgaven.

Når du først er i gang med opgaven bliver det meget nemmere at rykke videre til de krævende dele af projektet.

Visualisering – vejen til fiasko

Et af de mest udbredte tricks i forbindelse med terapi og selvhjælp er visualiseringen: Forestil dig det du vil have, og du vil opnå det. Dette er alene budskaber i den storsælgende The Secret, såvel som en central pointe i mangemillionæren Tony Robbins selvhjælpsprogrammer, og alkens NLP. Imidlertid kan forskerne konstatere, at der visualiseringen også gemmer på en mørk hemmelighed: Folk som gør ekstensiv brug af visualisering tror på et underbevist plan, at de allerede har opnået deres mål (selvom de altså kun har forestillet sig det for deres indre øje).

Folk der fokuserer på den dejlige fornemmelse det er, at have opnået sine mål forbereder sig beviseligt mindre på de besværligheder som vil opstå i forbindelse med det at opnå målet, og de har højere sandsynlighed for at springe fra når udfordringerne melder sig, ligesom de ligeledes har højere sandsynlighed for at skifte kurs uden at gøre arbejdet færdigt når nye projekter lokker i horisonten.

Den perfekte plan – vejen til succes

I stedet for at visualisere bør du lægge en velkoordiret plan efter følgende devise: Du skal offentliggøre dit endemål for venner og familie, der skal indgå belønninger undervejs som du arbejder dig tættere på dit mål, og dit endemål skal brydes ned i mindre delmål. En drejebog kunne se ud som følger:

Det første du skal gøre er, at definere dit endemål. Derpå bør du fortælle dit endemål til venner og familie, måske endda skrive det med store typer, og hænge det op i dit hjem så folk vil spørge dig til det. Du skal ikke fortælle hvordan du vil opnår det.

Del derpå dit mål op i frem delmål. Ved hvert delmål skal du stille dig selv spørgsmålene: ”Hvad er dette delmål?”, ”Det er realistisk, at jeg kan opnå dette delmål fordi…”, ”For at opnå delmålet vil jeg…”, ”Jeg vil have opnået dette delmål til følgende dato: …”, og endelig: ”Når jeg har opnået dette delmål vil jeg belønne mig selv med: …”.

Dit mål kunne f.eks. lyde: ”Om to måneder vil jeg have færdiggjort en større rapport på arbejdet. Svarene for Delmål 1 kunne således lyde: Delmål 1 er, at have skrevet 75% af den indledende kladdetekst, Det er realistisk at jeg kan opnå dette, fordi jeg tidligere har skrevet lignende rapporter på mit arbejde, For at opnå delmålet vil jeg tage to aftener om ugen, hvor jeg arbejder sent og ikke ser TV, Jeg vil have opnået dette indenfor tre uger, når jeg har opnået Delmål 1 vil jeg belønne mig selv med et sæt nye golfkøller.”

Fortsæt sådan gennem Delmål 1-5, og din familie og venner vil snart blive positivt overrasket over din disciplin, overraskende ambition, og at du nåede det overraskende og uigennemsigtige mål du fortalte dem om for noget tid siden.

Sådan bliver du charmerende

Selvhjælpsbøger er en milliardforretning med hundredevis af udgivelser hvert år. Omfanget og populariteten vidner om en enorm efterspørgsel, men selvhjælpslitteraturen er notorisk uvidenskabelig, upålidelig og selvmodsigende. Så hvad er sandt, og hvad er falsk? For at finde svar går vi i denne artikelserie på jagt i alverdens videnskabelige tidsskrifter for at finde sandheden om selvhjælpen. I denne artikel er temaet charme.

af Søren Furbo Skov og Ryan Smith

Den perfekte jobsamtale

Via videooptagelser og efterfølgende vurdering af en lang række jobsamtaler er forskerne kommet frem til, at aspirantens personlighed og karisma er langt vigtigere for udfaldet af en jobsamtale end aspirantens kvalifikationer. Det afgørende er, at du opfattes som et behageligt og sympatisk menneske.

De mest effektfulde ting man kan gøre for at forbedre interviewpersonens opfattelse er derfor: (1) At finde en ting, du godt kan lide ved organisationen, du søger ind i, og fortælle det til interviewpersonen. (2) At lave smalltalk om ting, der ikke er relateret til jobbet, men som du vurderer, at både du og intervieweren er interesserede i. Allerbedst er at lave smalltalk om ting, der skaber en behagelig stemning: Det nytter ikke noget at være forenet i foragt eller modstand mod en ydre faktor, som f.eks. den politiske situation eller firmaets værste konkurrent. (3) Vær interesseret i organisationen og arbejdskulturen: Spørg, hvilken type person de leder efter, og hvordan jobbet, du søger, passer ind i organisationen. (4) Hvis det kan lade sig gøre at give intervieweren et oprigtigt kompliment, så gør det (men kun hvis det er oprigtigt – mennesker er gode til at opfatte ambivalens). (5) Vær entusiastisk omkring jobbet og organisationen. (6) Smil og hold øjenkontakt med intervieweren.

Hvis du har en svaghed i forhold til jobopslaget, så gavner det din troværdighed, hvis du nævner din svaghed i starten af interviewet. Med hensyn til dine stærke sider, så er det vigtigt at virke tilbageholdende og beskeden, så vent med at nævne din stærkeste side til sidst i interviewet.

Skulle det ske, at du laver en fejl undervejs i interviewet (såsom en fortalelse eller et uheldigt svar), så undlad at overreagere, men smil og flyd videre i samtalen. ”Fejlen” er sandsynligvis langt mere tydelig i dit hoved, end den er for andre, og ved at slå samtalen i bakgear og evt. undskylde, henleder du blot opmærksomheden på din fejl. Laver du en fejl, så anerkend det, hvis situationen kræver det, og fortsæt så ellers, som om intet var hændt. Og smil!

Gør en tjeneste for Mr. Nice Guy

Den menneskelige hjerne er indrettet sådan, at den er enormt god til at registrere, hvornår noget hænger sammen, og knap så god til at registrere, hvordan noget hænger sammen. Denne indretning er sandsynligvis et levn fra en fjern fortid, hvor vi levede i simplere samfund uden det utal af komplekse årsagssammenhænge, som vi kender i dag. Siden da er der sket en udvikling, som evolutionen endnu ikke er kommet efter, hvilket betyder, at mennesker stadig har svært ved at gennemskue selv simple årsagssammenhænge. De lider med andre ord af evolutionært jet-lag, og dette jet-lag er noget, du kan udnytte på arbejdspladsen.

Folk, som vi er villige til at gøre tjenester for, er som regel vores venner, så hvis du kan få en kollega til at gøre dig en tjeneste, så vil det forbedre vedkommendes opfattelse af dig, idet han nu tænker på dig som en person, han gerne gør tjenester for – kort sagt, en ven. I de forløb som forskerne fulgte, viste det sig, at strategien med at bede andre om tjenester virkede bedst, når charmøren bad om mange små tjenester, som det var svært at sige nej til, frem for få store, som risikerede et nej. Sådan kunne charmøren altid være sikker på at få et ja fra sine kolleger, og dermed at få dem til at se vores charmør som deres gode og hjertelige ven.

At dumme sig – med vilje

Vi kender det fra hybris, vi kender det fra jantelov, og vi kender det fra Ikaros-myten: Vi mennesker er indrettet således, at vi ikke bryder os om folk, som vi ikke kan relatere til. Modviljen og skadefryden i os bliver aktiveret, når vi løber på mennesker, som er for perfekte. Og det gælder endnu mere for de kolleger, som vi skal arbejde tættest sammen med, måske fordi det er dem, som vi har nemmest ved at sammenligne os med. Så hvis du er i særklasse til det, du laver, og du opfatter, at dine kolleger måske er misundelige, så kan det beviseligt forbedre dine kollegers opfattelse af dig, hvis du sørger for synligt at dumme dig f.eks. ved at spilde din kaffe. Små og ubetydelige svagheder er nemlig nok til at vaccinere mod opfattelsen af dig som for perfekt.

Sladder – for et bedre arbejdsmiljø

Sladder kan hjælpe dig med at være vellidt og opnå indflydelse på arbejdspladsen. Folk kan bedre lide folk, som de deler sladder med, og sladder er et af de mest universelle samtaleemner, i alle socialklasser, i alle kulturer og på alle kontinenter. Den strategiske sladrehank sørger dog for at koncentrere sig om at viderefortælle de positive sider hos andre, da lytterne har det med underbevidst at tilskrive dig de kvaliteter, du sladrer om hos andre. Således vil den, der altid sladrer om ham, der spilder sin kaffe, selv blive opfattet som klodset, mens den, der sladrer om ham, der altid møder til tiden, selv vil blive forbundet med punktlighed – helt uden at det har noget med vedkommendes faktiske kvaliteter at gøre.

For mange kokke går sultne i seng

Når folk konfronteres med en uvant situation, så har de fleste det med at se på, hvad andre gør, for derved at finde ud af, hvordan de selv skal agere. Det er derfor, at det undertiden kan ske, at folk falder om på åben gade, uden at nogen hjælper: Alle ser på hinanden for at finde ud af, hvad de skal gøre, og sådan fastholder de hinanden i et passivt, observerende modus.

Den regel gælder også på arbejdspladsen: Sender du en email ud i arbejdsregi, hvor du beder mange kolleger om hjælp i samme mail, så kan du være sikker på, at ingen svarer. Nogle fordi, at de af deres hjertes godhed regner med, at andre vil byde ind, og andre fordi, at de har nemmere ved at gemme sig i mængden. Får du brug for at bede flere kolleger om hjælp pr. email, så send derfor dine forespørgsler ud enkeltvis, uden at tydeliggøre at du beder flere kolleger om hjælp samtidig.

Hr. Heldig, som altid får sin tegnebog igen

I takt med at den moderne verdens betalingsmidler er blevet mere vidtrækkende (checks og kreditkort), er det også blevet mere kostbart at tabe sin pengepung. For at finde ud af, hvordan det moderne menneske bedst får sin pengepung igen, gik forskerne derfor i gang med at ”tabe” hundredevis af pengepunge på den vestlige verdens travle gader. Indholdet af tegnebøgerne varierede: Nogle indeholdt et certifikat, som dokumenterede, at pungens ejer havde givet til velgørenhed, og af dem blev 8 % leveret tilbage. Andre indeholdt billeder af lykkelige, ældre par, og her var returneringsraten oppe på 11 %. De pengepunge, som gemte på billeder af en glad hundehvalp, oplevede en returneringsrate på 19 %, og med billeder af en glad og lykkelig familie steg returneringsraten til 21 %. Men den helt store vinder var den gruppe pengepunge, som indeholdt et billede af en storsmilende, bamset baby – her var returneringsraten helt oppe på 35 % !

Konklusionen er derfor, at hvis du vil optimere dine chancer for at få din tegnebog igen, så bør du altid gå rundt med et billede af en storsmilende baby i den. Billedet vækker nemlig følelser af yngelpleje og beskyttertrang hos hvem end, der samler din tabte pengepung op fra gaden, og det får dem til at indlevere tegnebogen hos myndighederne, sådan at du kan få den igen.

Mr. Nice Guy gør en tjeneste for dig

Som sagt kan du nemt få folk til at synes bedre om dig ved at få dem til at gøre dig en tjeneste. Mere traditionelt kan du også få folk til at synes bedre om dig ved at gøre dem en tjeneste. Og på den korte bane kan du vende dine tjenester til, at du får langt mere igen fra dine kolleger, end du egentlig gav ud til at begynde med. Forskerne undersøgte forskellige slags tjenester og kom frem til, at de mest effektive tjenester, man kan gøre for andre, er de tjenester, som er små: De små tjenester føles ikke unaturlige at modtage og vækker ikke en følelse af pligt at skulle gøre gengæld. Desuden er det vigtigt, at tjenestens modtager ikke føler, at du gør ham tjenesten af medlidenhed, hvilket ville føles ydmygende, eller at du har andre motiver end blot at ville hjælpe. Når du gør små tjenester for en person, som du ikke har en familiær relation til (som f.eks. en kollega), så viser forskningen, at personen så vil være langt mere villig til at gøre dig selv store tjenester til gengæld.

Effekten holder dog kun i kort tid, så sørg for ikke at vente for længe med at bede om gengæld for dine tjenester.

Kilder

  • Aronson, Willerman and Floyd: The Effect of a Pratfall on Increasing Interpersonal Attractiveness, Psychonomic Science, nr. 4
  • Flynn, F.J.: What Have You Done For Me Lately? Temporal Changes in Subjective Favor Evaluations, Organisational Behavior and Human Decision Processes, nr. 91
  • Gilovich, Medvec and Savitsky: The Spotlight Effect in Social Judgment: An Egocentric Bias in Estimates of the Salience of One’s Own Actions and Appearance, Journal of Personality and Social Psychology, nr. 78
  • Higgins, C.A. and Judge, T.A.: The Effect of Applicant Influence Tactics on Recruiter Perceptions of Fit and Hiring Recommendations,  Journal of Applied Psychology, nr. 89
  • Jecker, J. and Landy, D.: Liking a Person as a Function of Doing Him a Favour, Human Relations, nr. 22
  • Jones,  E. og Gordon, E.: Timing of Self-Disclosure and its Effects on Personal Attraction Journal of Personality and Social Psychology, nr. 24
  • Latané, B. and Darley, J.M.: Group Inhibition of Bystander Intervention in Emergencies, Journal of Personality and Social Psychology, nr. 10
  • Latané, B. and Nida, S.: Ten Years of Research on Group Size and Helping, Psychology Bulletin, nr. 89
  • Skowronski, Carlston, Mae and Crawford: Spontaneous Trait Transference: Communicators Take on the Qualities They Describe in Others , Journal of Personality and Social Psychology, nr. 74

CSR som svaghedstegn

af Ryan Smith

Mens analysebranchen stadig står på hovedet for at finde ud af, hvordan man konkret kan måle de faktiske effekter af erhvervslivets Corporate Social Responsibility, CSR-programmer, dukkede der for nylig en interessant nyhed op: Apple-direktøren Steve Jobs giver ifølge en prominent investor ikke så meget som en krone til velgørenhed, og Apple selv nægter at konformere til NGO’ernes standardkrav til store virksomheders CSR-rapporter.

Samtidig har der i årevis lydt anklager om, at Apples produkter produceres under kummerlige forhold i Kina, hvor både arbejdere og miljø lider overlast. For enhver anden multinational industrimagnat ville en sådan skødesløs omgang med CSR være noget nær den perfekte opskrift på boykot og brand-selvmord. Alligevel er Apple og Steve Jobs på forunderlig vis gået så godt som fri af CSR-industriens krav.

Det er ellers ikke, fordi der er noget særligt ved IT-branchen, som automatisk får dens giganter til at klare frisag fra interessegruppernes krav om CSR: Bill Gates blev anset som en skurk, allerede inden han inkluderede sin browser i sit styresystem og derved knuste konkurrenten Netscape. Men selvom Apple i dag holder markedet for tablet-PC’er i samme jerngreb, som Microsoft holdt markedet for styresystemer i 1990’erne, er der ingen, der har udsat Apple for samme smædekampagner, som man i sin tid gjorde det med Microsoft.

Større end Microsoft

Steve Jobs har ellers ikke lagt skjul på, at han ikke prioriterer CSR: Da Jobs blev Apples administrerende direktør, skar han omgående samtlige CSR-programmer bort: ”Vent, til firmaet er profitabelt,” sagde han. Nu om dage er Apple ret så profitabel med ca. 76 milliarder dollars på kistebunden, hvilket er mere end selv Microsoft.

Med en sådan succes burde Apple for længst være blevet udsat for CSR-krav som dem, der ramte Microsoft i 1990’erne, og har ramt store virksomheder med tiltagende kraft lige siden. Alligevel er hverken Apple eller Steve Jobs blevet udsat for nævneværdigt CSR-had, og selv en bæredygtig type som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen pryder sig efter sigende med en iPhone. Hvordan gik det til, at Apple klarede CSR-frisag?

En forklaring lyder, at æstetik giver moralsk fribillet, sådan som den tyske filosof Friedrich Nietzsche påstod: Hyænen er der ingen, der har sympati med, men vi ser stort på, at ørnen slår ihjel, da ørnen er fiks og elegant. Den slags moralisme er naturligvis en fejlslutning af rang, men måske er der alligevel noget om snakken – Apples produkter er i hvert fald om noget kendetegnet ved at være fikse og elegante.

Mens alverdens lande pryder sig med ørne på flag, mønter og andre officielle regalia, så er der omvendt ingen lande, der på samme måde identificerer sig med hyænen. Som med ørnen, er Apples kunder ivrige efter at identificere sig med virksomhedens produkter, og det er på den måde Apples store held, at de i den grad har skabt et brand, som kunderne bruger til at signalere status over for deres omverden med. Vi tænker ikke på ørnen som et rovdyr, og vi tænker ikke på Apple som et firma, der går benhårdt efter profit.

CSR som svaghedstegn

Men hvis vi bliver på savannen, så er der også en anden forklaring, som kan være med til at kaste lys over Apples særstatus, hvad angår CSR: På savannen holder de fleste dyr øje med trusler fra luften – ikke fra ørne, men fra langt større dyr, der cirkler omkring på himmelen og holder øje med hver eneste af landdyrenes bevægelser.

Gribben er langt større end ørnen, men alligevel tøver den med at angribe raske dyr; den venter på svaghedstegn, før den går til værks. Hvad Apple og Steve Jobs angår, så har de aldrig udvist svaghedstegn, hvad enten det gælder iPhone 4, der har vanskeligt ved at holde på signalet i forbindelse med opkald, musiktjenesten iTunes, der udelukkende virker med Apples egen iPod, eller afsløringen om, at Apple-produkterne registrerer kundernes gøren og laden. Bare én af disse sager ville i sig selv have været en skandale for Microsoft, men hvad Apple angår, så har Steve Jobs præcis 14 ord til de kunder, der er kommet i klemme i Apples forretningsmodel: ”Hvis du ikke kan lide vores produkter, så lad være med at købe dem.”

En anden måde, som virksomheder kan undgå CSR-gribbene på, er således ved simpelthen at være uapologetiske omkring deres forretning. Som den amerikanske økonom og nobelpristager Milton Friedman sagde, så er den sande moralske opgave for en virksomhed nemlig at skabe gode vilkår for de mennesker, der er direkte involveret, i form af kunder, ansatte og investorer. Kun i anden række, bør en virksomhed så tænke på at gøre livet sødt for alle de andre mennesker, der for så vidt kun har indirekte kontakt til den.

Anmeldelse af Outliers: The Story of Success

af Robin Engelhardt

Malcolm Gladwell er i de seneste år blevet kendt for at skrive populærvidenskabelige bøger om finurlige sociale og psykologiske fænomener. Først kom bestselleren The Tipping Point, der så på kulturelle epidemier ud fra ideer som sommerfulgeeffekten og Dawkins memer. Dernæst kom bestselleren Blink, som handlede om de flygtige ideers styrke.

Den nyeste Gladwell hedder Outliers – The Story of Success. Og lad mig sige det med det samme: den er også god.

Ligesom sine forgængere er bogen velskreven og kurserer i anekdotisk stil om sære mennesker og sære relationer fra det virkelige liv. Dens grundlæggende budskab er at gener og talent i sidste ende betyder langt mindre for succes og anerkendelse end man normalt ville tro. Det, der betyder noget, er tilfældigheder som at være født i januar, have adgang til de rette ressourcer eller at have et støttende miljø.

En outlier er en helt almindelig person, som bare har haft evnen til at forstærke gode begyndelsesbetingelser i løbet af sin livstid, som f.eks. familiens støtte, held eller masser af træning. En outlier er med andre ord et menneske, som har bevæget sig ud af en tangent, hvor vi andre ikke har kunnet følge med. Til sidst vil han være en meget speciel person, én som skiller sig ud af mængden – ved at være ultra intelligent, megasportsstjerne eller bare meget speciel.

Denne fatalistiske tese burde egentlig være ilde hørt i drømmenes Amerika – landet hvor alle kan blive præsidenter. “En outlier er i sidste ende slet ikke en outlier,” skriver Gladwell, selvom de fleste af os “hænger fast i ideen om at succes er et simpelt resultat af individuelle bedrifter.”

Blandt en af de (mange) forklaringer for, hvorfor det er sådan, beskriver Gladwell den såkaldte Matthæus-effekt. Han bruger et eksempel fra Canadas ungdomslandshold i hockey og viser, at langt de fleste af de udvalgte talenter er født i januar. Hvorfor nu det? Ja, det viser sig, at skæringsdatoen for udvælgelsen af det første kuld talenter altid er den første januar, og derfor vil de børn, der i en given årgang er født i december, være 11 måneder yngre og derfor mindre udviklede end dem fra januar. Det giver en begyndelsesfordel for de tidligt fødte, som blot forstærkes år efter år. “Til dem som har, skal der gives mere, og til dem som ikke har, skal der tages fra,” sagde Matthæus i sin gospel i det nye testamente.

Kollega Jens Ramskov satte sig straks til tasterne og undersøgte fødselsdagene for det nuværende danske U16 landshold i fodbold. Og se, hvad det siger: ud af de 24 unge er 10 født i januar. Endnu værre: hele 22 ud af 24 er født i første halvdel af året. Kun to er født i september. August, oktober, november og december er tomme. I Danmark er skæringsdatoen tydeligvis også den 1. januar. Og kigger man på U 17 landsholdet er billedet det samme…!!

Selvfølgelig er fødselsdagen ikke alt. Man skal også kunne spille fodbold. Men fænomenet ligger snublende tæt på en systemisk form for diskrimination. Hvis du er født i december, kan du godt glemme alt om at blive en foldboldstjerne!

Gladwells bog indeholder mange andre gode ideer og pointer, som er værd at kaste sig over. Personligt hyggede jeg mig rigtig godt med bogen, og havde svært ved at lægge den væk. Den indeholder et væld af gode emner til semi-intellektuelle samtaler. Måske kom det ikke som den store overraskelse for mig at, vi er et produkt af vores miljø og valg, og at generne kun giver ganske små variationer. Men det er godt at se tingene fra et andet perspektiv og opdage nye forbindelser mellem ting, som man ikke selv ville have fået øje på. Det er noget, som Malcom Gladwell virkelig evner at gøre.

Malcom Gladwell
Outliers
309 sider, Allen Lane, 2008