Category Archives: Psykologi

Identitetspolitikken skal stå i baggrunden

af Henrik Gade Jensen, mag.art.

H.C. Andersens eventyr Skyggen skildrer en mand, der rejser i Syden, og som en dag mister sin skygge. Pludselig er den væk og han kaster ikke mere en skygge midt på dagen. Efter noget tid vokser den langsomt ud igen, og mande tænker ikke over det, nu da han langsomt var ved at få en ny skygge.  Så en dag får han besøg af en fremmed herre, som præsenterer sig som mandens skygge. Skyggen var blevet en selvstændig person, som nu fandt lyst til at besøge sit gamle ophav og sige goddag. Den rare mand tog godt imod Skyggen, ville være Dus med sin skygge, men det modsatte den fremmede herre sig. Og eventyret slutter med at Skyggen, den afledede eksistens, tager magten over sin oprindelse og får ham dræbt.

Skyggen er et uhyggeligt eventyr, som skildrer hvordan menneskelige produkter kan tage magten fra menneskene, der har skabt dem, og ender med at herse med alt og alle. Mennesket bliver undertrykt og behersket af sine egne ideer.

En af de dominerende politiske tendenser i dag er identitetspolitikken. Man skal have en identitet og kæmpe for den og forsvare den mod krænkelser.

Hvor idealet tidligere var et samfund af borgere, som indbyrdes kunne være vidt forskellige med hensyn til religion, politik, sex, smag og behag, så er det omvendt i dag. Det private, som det var en æressag at sætte parentes om i sin ydre fremtoning, er i dag blevet til symbolske lanterner ud ad til. I dag er det især den religiøse identitet, der føres frem og med krav om anerkendelse og accept, og som skal beskyttes mod krænkelser.

Men identitetspolitikken begyndte egentlig med kønnet og seksualiteten. Kvindefrigørelsen, som i  begyndelsen af 1900-tallet tog sit udgangspunkt i et yderst berettiget krav om lige rettigheder for mænd og kvinder, blev i 1960erne langsomt forvandlet til en kamp om kønsidentiteten. Fra et ønske om at være ligeberettigede borgere skulle mænd og kvinder nu fremhæve deres identiteter og forskelligheder offentligt. ”Det mener du, fordi du er en mand”, fik jeg anno 1980 at vide i en diskussion om et filosofisk emne, som jeg troede var en rationel diskussion om argumenter. Kønnen trumfede fornuften.

Seksualiteten blev på samme tid identitetspolitisk markør, der skulle leves ud i det offentlige rum og gerne symbolpolitisk paraderes.

Med identitetspolitikkens fremmarch skete der også en forskydning. Hvor det før var individer, der skulle beskyttes mod overgreb og diskrimination, konkrete mennesker med kød og blod og følelser, er det i dag mere blevet til identiteter, der skal vogtes over. Der fordres en ret til at leve sin identitet ud i al sin mangfoldighed i det offentlige rum, så det ikke mere er det konkrete menneske med sin frihedsret til at leve som man vil, der skal respekteres, men en ledsagende kulturel dødvægt.

Hvis personer insisterer på at være homoseksuelle eller heteroseksuelle, kvinder eller mænd, kristne, jøder eller muslimer, vegetarer eller svinegnaskere, langelændere eller morsinger, pircede eller tattoverede til en jobsamtale, kan det godt være at en arbejdsgiver vil rynke på brynene og i stedet hælde mod en kandidat der identitetsneutralt præsenterer sig ud fra sine evner og dueligheder. I hvor mange jobfunktioner er man interesseret i identiteter? Omvendt vil enhver reference til en af disse identiteter i forbindelse med et afslag kunne skabe en sag.

Vor tids identiteter er som H.C. Andersens skygge, der oprindeligt på naturlig vis knyttede sig som et bi-produkt til individet, – i solskin kaster vi alle en skygge, stor eller lang afhængig af tiden og stedet – men som så vokser sig mægtig og vil være sin egen herre og ender med at hundse med det konkrete individ.

Kvinder kan således i dag gøre karriere ved at overgive sig til Skyggen, identiteten, og få job og avancementer som en kvinde på en kvote. Den enkelte med dets unikke kvalifikationer har i den forbindelse ingen interesse. Det er kønnet, der udvælges.

Den vestlige verden har brudt med sin egen noble fortid, hvor der blev kæmpet for menneskerettigheder.  Magna Carta, Bill of Rights, den franske menneskerettighedserklæring, den amerikanske uafhængighedserklæring: alle sammen forskelligartede og prisværdige formuleringer af en ret knyttet til individet. Individet skulle beskyttes. Og beskyttes mod staten og klanen og kollektivet.

Med identiteter opstår en re-feudalisering, hvor individet ikke udgør enheden, men forskellige følelsesmæssige overfrakker helliggøres.

Vi er mennesker, individer, nøgne bag maskerne, og selv om køn, nationalitet og religion er af stor betydning for den enkelte og i praksis givet med fødslen, er det forskelligt fra individet.

Det ukrænkelige skal være den enkelte, der som kært barn kan have mange navne og mange etiketter, og som vi elsker (eller måske hader) som den særegne og særlige person, man af generne eller skæbnens uransagelige veje er forbundet med, og hvor identiteter virker som anmasselse og blokeringer.

Identitetspolitik er en forkert ideologi, fordi den sætter i forgrund, hvad der børe være baggrund. Om mennesker er homo- eller heteroseksuelle, kvinder eller mænd er en privatsag, ligesom religion og rygning. Som borgere bør vi mødes med den skal, det er at være borgere med gensidige rettigheder og pligter. Hvad hver enkelt vil krænge ud offentligt, må man selv om.

Nutidens sociale medier lægger op til det, men kan også være en advarsel om ikke at åbenbare alt for meget af sit inderste.

God borgerlig moral bygger på den opfattelse, at vi bør omgås hinanden som individer og med gensidig respekt og høflighed. Og mænd må gerne være lidt galante overfor kvinder, uden at det bliver intimiderende identitetspolitik. Men hvad der gemmer sig bag den borgerlige fremtoning, skal vi ikke nyfigent bekymre os så meget om.

Vær “Mild og underholdende, artig og forekommende i alt hvad der ikke medfører Udgifter” som August Bournonville skrev i sin bog ”Raad og Leveregler fra En ældre til en Yngre Ven”. Bournonville pålagde også sin unge ven, der skulle på dannelsesrejse, aldrig at tale om religion og politik og i øvrigt være varsom med at fortsætte et diligencebekendtskab.  Det var før facebooks entre, men mekanismerne har været kendt til alle tider. Vær varsom med identiteterne!

Det uberørte vildnis er en illusion

Ny bog sætter fokus på, hvordan vores oplevelse af naturen altid har været kulturelt styret.

af Ryan Smith

I begyndelsen skabte Gud jorden, og han skabte den komplet med dyr, træer og planter. Gud skabte naturen, lige som det var meningen, at den skulle være. Senere kom vi mennesker, vi dyrkede jorden, fældede træerne og spiste dyrene, ja vi gjorde i det hele taget alt det modsatte af, hvad der oprindeligt var meningen og Gud havde tænkt sig. Nu er der ikke ét uberørt økosystem tilbage på kloden, og det er et helligbrøde i manges øjne.

Derfor har Vestens regeringer over de sidste 40 år brugt milliarder af dollars på at genoprette de tabte økosystemer, så de kommer til at ligne dét, som vi intuitivt opfatter som deres oprindelige tilstand. Det gør vi, selvom biologer i årevis har påpeget, at billedet af det ”oprindelige” økosystem ofte er baseret på vilkårlige data, og at den natur, vi forestiller os, at vi genopretter, således snarere vil være en slags kultur: Som en manifestation af menneskehedens billede af et givent økosystems fortid snarere en tilbagevenden til noget som helst ”naturligt”.

For Vestens vedkommende har vi at gøre med en tradition, som peger tilbage på den skotsk-amerikanske naturalist John Muir. Muir blev så overvældet af det østamerikanske vildnis med dets tårnende bjerge, der strakte sig op for at røre ved himmelen, den rene luft, der var tyk af fuglesang fra egnens grantræer, og de sprællevende fisk, der sprang trodsigt op af de krigerisk hvidbrusende vandløb. Helheden overvældede Muri, og han gjorde det derpå til sit livsprojekt at bevare den østamerikanske natur fra nybyggernes hærgelser. Muir var en stædig mand, og efter mange års kamp fik han omsider Yosemite Valley i Californien udnævnt til nationalpark i 1890.

Det er på mange måder Muirs paradigme, vi har levet under i de sidste hundrede år, og netop tanken om at kunne bevare natur fri fra menneskets indflydelse er, hvad der ligger til grund for tiltag som den amerikanske Wilderness Act fra 1964 samt EU’s Restoring the Natural Heart of Europe-initiativ fra 2010. Men hele præmisset om et uberørt vildnis er forkert, og det er hvad videnskabsjournalisten Emma Marris vil fortælle os med sin nye bog, Rambunctious Garden: Saving Nature in a Post-Wild World.

Før og efter europæerne

”For det første,” siger Marris, ”så kan man slet ikke masterminde et økosystem og så kalde det naturligt.” Som vi kan læse det i Darwin, så er den økologiske udvikling jo decentralt bestemt, og uanset hvor gerne de ville, så kan en gruppe natureksperter på et universitet ikke eftergøre den ægte vare. Deres mål og planer vil nemlig altid bære præg af en vilje mod bestemte mål, og deres natur kan derfor aldrig blive naturlig. ”Og desuden,” siger Marris, ”så er der ikke noget ekvilibrium at vende tilbage til, for økosystemer forandrer sig over tid.” Det er disse to argumenter, der til sammen danner grundlag for, at vi nu skal smide tanken om det naturlige på lossepladsen.

Vi begynder på Hawaii, hvor regeringsbetalte biologer har kastet sig ud i et pillearbejde af drabelige dimensioner: Her kæmper man ihærdigt for at skaffe sig af med ”invaderende” arter som den asiatiske lillablomstrede bellis og en underskov af guavajordbær, der angiveligt står på nippet til at udrydde den særlige tornløse rose, der oprindeligt hørte til på Hawaii. ”Men hvad vil det sige, at noget er oprindeligt?” spørger Marris – selv hvis det lykkedes os at fjerne alle invaderende arter, så vil vi blot have restaureret Hawaii til, hvordan økæden så ud, før den britiske opdagelsesrejsende Captain Cook ankom til Hawaii i 1778. Men de polynesiske stammer, som indvandrede til Hawaii omkring år 800 e.Kr. tog jo også deres invaderende arter med sig, så hvor kan man overhovedet drage et skel mellem ”naturlig” og ”oprindelig”?

”Der findes intet facit,” siger Marris, og alt for ofte ender det med, at myndigheder og interesseorganisationer simpelthen oversætter ”oprindeligt” til ”før europæerne ankom”. Vores forestillinger om det oprindelige er altså delvist bundet op på vores white man’s burden og på Vestens skyldfølelse over kolonialiseringen. Forestillingen om det naturlige er altså i høj grad kulturelt bestemt. Vi vil gerne tilbage til naturen, sådan som det var ”meningen”, at den skulle være. Det er derfor dybest set en religiøs og ikke en videnskabelig tilgang til miljøbevarelse, vi her har med at gøre, og derfor denne artikels indledende referencer til skabelsesberetningen.

Hvis Marris’ bog havde et slogan, så kunne det meget vel have været ”alt det ægte er falskt”. Med udgangspunkt i moderne klimavidenskab viser Marris nemlig, hvordan menneskehedens forfædre var med til at forårsage globale klimaforandringer for ca. 10.000 år siden, da stenaldermennesket systematisk udryddede de enorme planteædende, metan-pruttende pattedyr, der dengang levede i Amerika. Ligeledes viser hun, hvordan Nordamerikas indianerstammer var blevet så godt som udryddet af forskellige sygdomme i århundrederne op til europæeres landgang i 1400-tallet. Det, vi i 550 år har anset som ”naturlig” natur, var altså snarere en overvokset baghave, som de tidligere ejere netop havde forladt. På elegant vis rejser Marris således det spørgsmål, om vi virkelig kan være bekendt at gøre en overrendt baghave til udgangspunktet for, hvad vi endnu i dag definerer som ægte natur.

Vildtvoksende optimisme

Det lyder måske sort alt sammen, men ikke desto mindre er Rambunctious Garden faktisk en grundlæggende optimistisk bog. Marris vil have os til at lægge forestillingen om den ”naturlige” natur i graven, men bogen er ikke kun en kritikbog: Forfatterinden har konkrete løsninger i ærmet, som hun gerne vil sætte i stedet for samtidens semireligiøse naturkult: Gennem interviews med ledende videnskabsfolk og verdsligt sindede miljøorganisationer beskriver Marris således, hvordan et paradigmeskifte muligvis kan være på vej, idet flere og flere fremsynede eksperter får øjnene op for, hvordan alt det ægte er falsk.

Med klarsyn og entusiasme beskriver Marris pragmatiske tiltag såsom re-wilding¸ hvor man (gen)introducerer arter, som var gået tabt, uden samtidig at bestræbe sig på at fjerne eksisterende arter, og assisted migration, hvor tømmerarbejdere systematisk planter nye træer på grænsen af deres arbejdsområde, sådan at mængden af træer forbliver konstant, og hele skove således kan ”vandre” over en årrække. Og endvidere beskriver Marris, hvordan moderne teknologi giver helt nye muligheder for biodiversitet, når blot vi forlader forestillingen om ”det oprindelige”.

Marris leger således med tanken om kunstigt optimerede ”halv-vildnis”, hvor arter introduceres på baggrund af biologiske beregninger, og ikke fordi de tilfældigvis voksede dér engang. Om særligt sjældne fugle, der kun yngler i bjerghuler, men nu kan tilskyndes til at formere sig i ingeniørmæssigt manipulerede landskaber, som simulerer de omgivelser, fuglene har tilpasset sig til over årtusinder, og som i yderste konsekvens kan bringes til at avle i kunstige bjerghuler på toppen af storbyens tage, hvis det er dét, vi mennesker ønsker.

En lang række miljømæssige mål – fra bevarelsen af udryddelsestruede arter til kultivationen af betagende naturomgivelser – kan således alle realiseres, når blot vi dropper forestillingen om det oprindelige og overgiver os til en verdslig og anvendelsesorienteret tilgang til det naturlige.

Marris’ bog vil utvivlsomt provokere ortodokse miljøforkæmpere, idet den ser stort på de traditionelle dogmer og vender dagsordenen om naturens velbefindende på vrangen (har naturen det bedst, hvis den er henvist til små afkroge af kloden, eller er det mon bedre, at den bliver integreret i menneskehedens planer for fremtiden). Ikke desto mindre er det dog kvalificeret provokation i form af en velskrevet og vel-researchet bog, som giver et glimt af, hvad der kan ske i en fremtid, hvor vi i stigende grad overgiver os til tanken om moder jord som én stor have med os selv som gartnere.

Rambunctious Garden: Saving Nature in a Post-Wild World
af Emma Marris
224 sider, ISBN 1608190323
Bloomsbury Publishing, 2011

Androider som popstjerner

To af Japans seneste popsensationer hedder Eguchi Aimi og Hatsune Miku. De giver koncerter for fyldte stadioner og topper hitlisterne med deres musik. Ingen af dem er imidlertid mennesker.

af Ryan Smith

Tokyo Med turkise rottehaler, der når ned til anklerne, og øjne, der er bredere end hendes arme, er der ingen, der kan være i tvivl om, at Hatsune Miku er en animeret figur. Ikke desto mindre optræder hun dog gerne live, og hendes koncerter er så godt som altid udsolgte. Miku har optrådt overalt i Japan, og hvis alt går efter planen, skal hun også spille koncert i Los Angeles næste sommer for at se, om det amerikanske publikum også kan genkende hendes kvaliteter.

Når Miku optræder, er det som animeret hologram på scenen, oftest iført en tætsiddende skolepigeuniform, selvsiddende strømper, høje hæle og en serie indstuderede danse- og syngebevægelser, der er programmeret på forhånd af hendes ejere i Crypton Future Media.

Mikus stemme er modelleret over en ægte sangers og så sidenhen kørt igennem den digitale manipulations velsignelser ved hjælp af Yamahas Vocaloid-software sådan, at Miku både rammer tonerne rent og har en umiskendelig klang i sin stemme.

Miku lå nr. 1 på de japanske hitlister sidste år, hendes musik har været anvendt i tv-reklamer, og som det logiske modsvar på Mikus succes har Crypton Future Media designet et stykke home software, som tillader den menige japaner at komponere sange til Miku, som hun så kan opføre for kunden derhjemme.

Andetsteds i Japan påstod pigebandet AKB48 for nyligt, at de havde fået et nyt medlem ved navn Eguchi Aimi. Aimi blev introduceret for offentligheden som en genert 16-årig fra Tokyos forstader, der ikke helt forstod at begå sig normalt blandt mennesker. Aimi vakte opsigt både med en fotoserie i det japanske magasin Weekly Playboy, og idet hun blev brugt som promotionpige for slikfirmaet Ezaki Glico.

Entusiasmen voksede blandt AKB48-fans, indtil det til sidst kom frem, at Eguchi Aimi ikke var et levende menneske, men en digital komposit af næse, øjenbryn, hår og læber fra seks eksisterende bandmedlemmer, vævet sammen til et nyt naturtro ydre.

Tiderne skifter, og fænomenerne Miku og Aimi præsenterer potentielle udfordringer for en lang række faggrupper fra playboymodeller, der ikke vil kunne hamle op med digitalt genererede kvinder, til sangere, der måske i fremtiden vil kunne erstattes af avanceret vocaloid-software, over sladderblade, der ikke vil kunne skrive om stjernernes seneste scoring og/eller kokainskandale. Hvor alvorlige disse udfordringer viser sig at være, det må tiden vise.

Månelandingernes kulturelle slagside

Kultur I anledning af 40 års-jubilæet for månelandingerne har den amerikanske rumfartsorganisation NASA netop frigivet nye billeder af Apollo 12, 14 og 17’s landingssteder. Det giver lejlighed til refleksion over æstetiskken, samt over den tid, som månelandingerne var en del af.

af Ryan Smith

NASAs Lunar Reconnaissance Orbiter har hængt i et kredsløb blot 25 kilometer over månens overflade og genfotograferet mange af de originale relikvier, som står tilbage efter Apollo-missionerne. Billederne er taget i så høj en opløsning, at man kan se den berømte månebuggy, flagstangen med det amerikanske flag, og selv individuelle fodspor fra astronauterne.

Med NASAs nye billeder står det nu enhver med en internetforbindelse frit for, selv se nærmere på de efterhånden historiske steder, hvor de amerikanske astronauter hoppede omkring, foretog tests, og efterlod udstyr. Som en slags overjordiske frilandsmuseer ligger de uberørte hen deroppe, næsten præcis som da vi forlod dem for 40 år siden.

Med deres gråhvide æstetik, kan billederne nydes som en slags kultur, og med deres særlige sølvgrå palet, sat mod et sort bagklæde af det uendelige ingenting, udfylder månebilledernes en enestående plads i vestens kulturelle bevidsthed.

I historiebøgerne er månelandingerne ofte entydigt beskrevet som et produkt af den kolde krig med dens konkrete geopolitiske interesser.  Og mens det utvivlsomt var realpolitik som drev menneskeheden til månen, så overser koldkrigsforklaringen hele den kulturelle side af sagen.

En lysende fremtid

Årene omkring de første bemandede månelandinger var nemlig på mange måder en ejendommelig parentes det tyvende århundredes historie: Vesten havde både stabiliseret og genopbygget sig selv efter anden verdenskrig, og dermed haft tid til at finde sig til rette med frugterne af industriens anden guldalder, der var begyndt omkring 1955. Op gennem 60’erne oplevede man ikke alene en serie industrielle og teknologiske gennembrud, såsom det første computerspil, laseren og farvefjernsynet, men også en serie socialpolitiske tiltag som øgede friheder for kvinder og homoseksuelle, samt Martin Luther King der med sin borgerrettighedsbevægelse var med til at gøre en ende på den statssanktionerede diskrimination af Amerikas sorte. Alle lag af den vestlige økonomi var i vækst, og livet blev hele tiden bedre. Alt i alt var der god grund til at være optimist: Vi var netop landet på Månen, og nu var det bare at gå snor-i-snor før vi gjorde det samme på Mars, Venus og planeter om andre stjerner.

Optimismen var ikke bare noget, der kunne glanes mellem linjerne: Da franskmanden Jean-Jacques Servan-Schreiber skrev det politiske essay Le Défi Américain (Den Amerikanske Udfordring, red.) i 1967, solgte bogen ikke alene bedre, end noget politiske essay før havde gjort i Frankrig. Bogen blev også oversat til 15 forskellige sprog, og den blev dermed en international bestseller. Budskabet var simpelt: Bogen optegnede blot de fremtidsudsigter, der deltes af mange den gang: ”Den amerikanske økonomi er nu så dynamisk,” skrev Servan-Schreiber, ”at USA vil være postindustrielt i 1980,” og: ”når vi kommer til år 2000, vil livet i vesten være så forskelligt fra hvad vi kender i dag, som nutidens samfund er fra antikkens Egypten.”

Vist lyder det fabulerende for os, som vi læser det i 2011, men for sentressernes kloge hoveder var det ikke så urealistisk igen. Ja, endnu mere opsightsvækkende er det måske, profetiet endda var gået i opfyldelse, hvis vi i vesten havde kunnet opretholde tressernes økonomiske vækst (af årsager som vi endnu ikke forstår, sløvede den økonomiske vækst nemlig ned til omkring det halve). Og således regnede datidens økonomer sig frem til, at vi i år 2000 ville være nede på en 28-timers arbejdsuge, tillige med langt mere ferie, langt højere velstand og langt flere sygdomme under vores kontrol, end vi faktisk har i dag.

Med sådanne fremtidsudsigter var der intet at sige til, at Apollo 14-kommandøren Alan Shepard nemt kunne finde det i sig at spille lidt golf på månen, samt at joke lidt med, at golfkuglerne fløj ualmindeligt langt deroppe. Overalt i vesten var der en fornemmelse af, at de værste kapitler af menneskeheden historie nu var overstået, og at tingene nu ville blive bedre af sig selv. Således kunne The Beatles ubesværet synge “let it be, let it be, there will be an answer, let it be.” Fremskriditet ville komme uanset hvad vi foretog os.

Optimismens bagside

Men som sociologerne siger: Ingen kultur uden en modkultur: Den udtalte fornemmelse af, at fremskriftet snart ville hensætte os alle til en Star Trek-lignende tilværelse, hvor alt var klinisk rent og under kontrol, gav nemlig også anledning til forudaninger om, at mennesket som vi kender det ville ophøre med at eksistere og snart blive erstattet af et rationelt fremtidsmenneske – en Sapiens 2.0.

Melankolien var således mærkbar da David Bowie sang om astronauten Major Tom, der allegorisk forlod sin rumkapsel (og dermed sig selv) for at udforske det ydre rum. Men i det ydre rum kan Major Tom ikke længere mærke sig selv, stjernerne tager sig pludselig anderledes ud, og menneskene tilbage på jorden kan ikke længere kommunikere med ham. En uforudset begivenhed i det ydre rum forvandlede Major Tom, og fremmedgjorde ham fra sig selv – mennesket vandt det ydre rum, men tabte sig selv.

Samme tema er også omdrejningspunktet for filmgeniet Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey, der ligeledes er lavet i årene op til månelandingerne. Som Kubrick selv udtalte, så handler 2001 om ”menneskehedens møde med noget, der er større end det selv.” På abestadiet lærte vi at anvende værktøj, og det var i Kubricks vision dét, der spaltede vores udvikling væk fra chimpansernes. Med udforskningen af det ydre rum står mennesket ifølge 2001 nu endnu en gang overfor et formativt skel i dets udvikling: Et afbræk der truer med at forvandle fremtidens mennesker til en avanceret ny art, som vil få nutidens mennesker vil ligne fortidens aber i sammenligning hermed.

Hos både Kubrick og Bowie står vi altså overfor temaet om uvisheden og frygten for, at følelserne helt skal forsvinde ud af den menneskelige sfære. Hos begge kunstnere handler det om menneskets møde med det ukendte, og om faren for at tabe sig selv i den teknologiske transcendens der ligger forude. Side om side med 60’ernes ukuelige optimisme, finder vi således en tungsindig melankoli over udsigten til, at mennesket, og menneskelivet som vi kender det, var på nippet til at forsvinde.

Så galt gik det dog ikke. Her, 40 år efter månelandingerne, kom vi aldrig længere end til månen, og vi lever endnu i en tilværelse, hvor vi genkender os selv som mennesker, – en tilværelse, der har mere at gøre med livet som det så ud i 1971, end det har at gøre med nogen af de fremtidsscenarier der lå i kulturen dengang.

Anmeldelse: The Origins of Political Order

af Ryan Smith

Japansk-amerikanske Francis Fukuyama er en akademisk superstjerne. Med ’92-udgivelsen The End of History and the Last Man blev han nærmest berømt på en misforståelse, for Fukuyama mente aldrig, at historien – forstået som en række af begivenheder der til sammen kendetegnede menneskehedens udvikling – var slut: I stedet lod han sig inspirere af den tyske filosof Georg Hegel (og af den franske Hegel-tolker Kojève): Det, Fukuyama mente, var, at historien, forstået som en evolutionær kamp mellem forskellige politiske styreformer, nu er slut, og at den eneste styreform, der i dag kan anses for at være legitim, er det liberale demokrati.

Sammen med Samuel Huntington, der skrev The Clash of Civilizations, er Fukuyama således den mest misforståede skikkelse i moderne politologi. Imidlertid er der udsigt til en ende på miseren, for her 19 år efter End of History er Fukuyama nu aktuel med en bog, der af flere anmeldere allerede er blevet udråbt som hans karrieres hovedværk. Den bog hedder The Origins of Political Order, og som titlen antyder, er det et værk om, hvor den politiske orden kommer fra, og desuden også en bog, der er skrevet, så den er meget svær at misforstå.

Ingen politik uden biologi

Bogen lægger ud med en gennemgang af, hvad det overhovedet er for nogle væsener, som befolker den politiske orden: En 200.000 år gammel menneskeabe ved navn homo sapiens, der i lighed med sin nærmeste slægtning, chimpansen, har et medfødt behov for at arrangere sig i sociale strukturer. Den politiske orden er altså ikke en kulturel opfindelse, men er mere eller mindre naturlig. Så vidt så godt: Inden for det politologiske felt var det vitterligt på høje tid, at der kom en udgivelse, som integrerede biologien og psykologiens nyvundne fremskridt i de mange akademiske tanker om politologi. Fukuyama skal således have ros for at bruge de første 100 sider af Origins på at genspille de gængse sociobiologiske truismer: Vi vil gerne låne naboen salt, men kun hvis han også låner os sukker, når vi selv løber tør. Vi er ikke fuldstændig rationelle, men bruger i høj grad normer og orienterer os efter gruppen og ”hvad de andre gør”, når vi skal agere, og så har vi en stærk trang til at favorisere de mennesker, der deler vores egne gener.

Derfra kaster vi os ud i en gennemgang af Kinas og Indiens oldtidshistorier. For en gangs skyld starter vi ikke med Grækenland og Rom, og det er egentlig ret så forfriskende. Og så skader det heller ikke, at historierne er i sig selv er interessante: Kina havde en stærk stat, men et svagt civilsamfund, og individet var således fuldstændig underordnet staten. Indien havde en svag stat, men et stærkt civilsamfund, og således lykkedes det præstekasten at erobre den politiske magt i landet. Og endnu mere interessant bliver det, når de to landes oldtidshistorier afspejler sig i nutidens politiske virkelighed: Mens det moderne Kina kan smide 5.3 millioner mennesker ud af deres hjem ved at knipse med fingrene, så kæmper det moderne Indien for bare at opretholde sit retsvæsen.

Herpå forlader vi Østasien og bevæger os videre vestpå til de muslimske kalifater og til det tyrkiske Osmannerrige, hvor de politiske herskere ihærdigt forsøgte at modvirke Mellemøstens stærke klan- og stammestruktur ved at installere et fuldstændig meritokratisk embedsværk i mamelukkerne – soldater og bureaukrater, der selv var ejet af staten. Men for at opretholde det sande meritokrati var mamelukkerne ved lov forhindret i at give velstand og status videre til deres afkom, og således kom mameluk-institutionen så grelt på tværs af den menneskelige natur, at mamelukkerne i hemmelighed gemte rigdomme væk til deres børn og derved korrumperede Mellemøstens politiske orden.

Det bedste, siger Fukuyama, er således en orden, der indeholder det bedste af alle tre verdener: En stærk stat, et stærkt civilsamfund og et samfund, der er frit nok til, at mennesker kan give velstand og status videre til deres børn, uden at det ødelægger andre menneskers mulighed for at bevæge sig op af den sociale rangstige – altså omtrent som i dagens Danmark.

Danmark som historiens mål

Inden for politologi har forfatterne Pritchett og Woolcock nemlig skrevet en indflydelsesrig artikel om, hvordan udviklingslande kan ’Get to Denmark’, dvs. blive rige, fredsommelige og stort set gå fri af politisk korruption. Fukuyama hopper entusiastisk med om bord på ideen om Danmark som udviklingens endestation, og selvom der bestemt er styrker ved Danmark, så kan et land, hvor den offentlige sektor suger mere end 50 % af landets private produktion til sig som beskatning og som har verdens højeste skattetryk, verdens største offentlige sektor, noget nær vestens laveste vækst, samt to millioner mennesker i den arbejdsduelige alder på offentlig forsørgelse, vel næppe uden videre regnes for et forbillede.

Når Fukuyama alligevel kan idyllisere Danmark, er det på grund af hans entusiasme for Hegel: Som sand hegelianer, så skal det oplyste standpunkt altid findes i en syntese mellem to stridende yderpunkter. Således mener Fukuyama f.eks. selv, at abstraktionsniveauet i hans nye bog skal findes ”midt mellem den overdrevne abstraktion, som økonomerne bruger, og den overdrevne konkretisme, som historikerne bruger.” Ligeledes skal den sande politik findes midt mellem højre- og venstrefløjen, og således skal der deles ris og ros ud til begge fløje fra den oplyste midte, som belejligt nok befolkes af Fukuyama selv. Det virker måske umiddelbart tillokkende, men som enhver, der har studeret de tidligere forsøg på den slags midterfetichisme ved, så fostrer sådan en tilgang oftest blot vage, pinlige resultater, alt imens den luller proponenterne ind i en falsk tryghed.

Anti-liberal nedsmeltning

Fukuyama identificerer ellers i en håndevending, hvad der er galt med den yderste venstrefløj: Kun små, primitive økonomier kan fungere i det lange løb uden at have kapitalistisk prisdannelse til at sende signaler om mangel og overflod rundt i systemet. Nu ligger det så i det hegelianske skema, at den yderste højrefløj så også skal have en tur, og her går det galt for Fukuyama: Han lægger ellers stærkt ud med at påpege, at liberalismen indeholder et utopisk element, hvilket er en fornuftig og berettiget kritik, og kredser så lidt om forskellige opstyltede forsøg på at kritisere moderne liberalismetænkning, indtil han til sidst slår ned med den betragtning, at Afrika syd for Sahara altså må være et liberalistisk paradis, eftersom der dér er lav skat og svage regeringer. Fukuyama trækker denne parallel over næsten en side, men nævner på intet tidspunkt, at man i Afrika syd for Sahara har overordentligt svært ved at garantere den private ejendomsret, som jo er selve liberalismens fundament.

”Individet kan ikke klare sig uden staten,” siger Fukuyama, og det har han fuldstændig ret i. Problemet er bare, at det faktisk kun er et mindretal af de markante liberale ikoner, der er anti-statslige anarkister. Ayn Rand var det f.eks. ikke, Milton Friedman var heller ikke, og sådan kunne man blive ved. Fukuyama kan imidlertid også blive ved, og som et eksempel på en opgave, der ikke uden nogen omstændigheder kan klares uden staten, nævner så han vedligeholdelsen af vejnettet, fuldstændig uvidende om Italiens privatejede motorveje, Storbritanniens 40.000 privatejede veje, eller at 67 % af det svenske vejnet vedligeholdes af private aktører.

Da Fukuyama tidligere gennemgik Indiens historie, skrev han, at man ikke kunne kritisere den politiske orden i Indien uden først at have sat sig grundigt ind i hinduistisk filosofi. Samme høflighed skal åbenbart ikke gælde liberalisterne, og det er en svaghed ved bogen. Det er kærkomment med begavet liberalismekritik, og det bliver utvivlsomt nødvendigt i fremtiden, men den kritik, som vi her serveres for, er forbløffende useriøs, især når den kommer fra en Stanford-professor i politologi.

Demokrati til alle

Men tilbage til bogens røde tråd: Efter at have travet igennem de mange afsnit om præmoderne historie ligger det nu i kortene, at vi til sidst skal have et bud på, hvad der så er den bedste politiske orden. Og den får vi som følger:

1. Det er via politisk organisation på statsniveau, at vi som mennesker kan leve i individuel frihed, og det er via statens beskyttelse af den enkelte, at ideen om ”samfundet” kan vokse sig større end organisationer på stamme- og klanniveau.

2. Men hvis ikke staten står til regnskab for dens indbyggere, så ender individet med blot at blive en skakbrik, som staten rykker rundt på efter behov (som de 5 millioner kinesere der blev smidt ud af deres hjem, fordi staten skulle bruge deres huse). Derfor bliver der nødt til at være instanser, hvormed folket kan moderere magthaverne og sætte sig til modværge mod statslige indgreb i deres liv.

3. Og så skal staten altså sørge for, at lovene gælder for alle. Det går simpelthen ikke, at overklassen ikke skal følge de samme regler som alle os andre: Det går imod vores sans for fairness, befolkningen bliver utilfreds, og staten bliver for ustabil i det lange løb.

Dermed trækker Fukuyama som et skjult fjerde præmis tråde tilbage til End of History, for hvilken anden styreform end det liberale demokrati kan opretholde alle tre præmisser for sin befolkning over tid? Det er dog hverken videre chokerende eller nogen ny teori om det politiske, vi her har med at gøre, eftersom tanken om det universelle demokrati allerede var til stede hos Demokrit, mens tanken om lighed for loven og folkets mulighed for at modvirke magthaverne ligeledes kan findes hos Machiavelli.

Ikke desto mindre har Fukuyama dog her begået en førsteklasses indføring i state building og moderne politologi, og kun få vil benægte, at det liberale demokrati vitterligt er den bedste politiske løsning, vi mennesker endnu har opfundet. Han siger alt det rigtige, men han siger det ikke nødvendigvis videre elegant, og har man dog blot grundlæggende forhåndsviden inden for emner som historie, biologi og evolutionspsykologi, så vil vi herfra langt hellere anbefale biologen Matt Ridleys bog om det samme, som jeg anmeldte sidste år.

PS: Fukuyama er afgjort stærkest, når han beskæftiger sig med politik, og mærkbart på udebane, når han kaster ud i biologi, økonomi og antropologi. I sin gennemgang af sociobiologi tager Fukuyama f.eks. Pascals Væddemål alvorligt som en forklaringsmodel for, hvorfor mennesket er et religiøst væsen. Pascals Væddemål siger, at selvom det er usandsynligt, at Gud eksisterer, så vil straffen for ikke at tro være så grum (Helvede), at det alligevel kun kan betale sig at tro. Just to be safe. Hvis man ikke kan se det fjollede i dén argumentation, så vil vi på Ingeniøren gerne meddele, at der ligeledes er en chance for, at Gud eksisterer, og at han ønsker, at I skal give alt, hvad I ejer til mig. Just to be safe.

The Origins of Political Order: From Prehuman Times to the French Revolution
af Francis Fukuyama
608 sider, ISBN 1846682568
Profile Books, 2011

Kan computersimulationer overfløddigøre krig?

Hvorfor kæmpe sig igennem udmarvende forhandlinger og ødelæggende krige, når de rette informationer og avancerede computermodeller kan gøre det beskidte arbejde? Næsten, i hvert fald.

af Robin Engelhardt

Bruce Bueno de Mesquita er en mand med en mission. I 18 år har han arbejdet på at bruge spilteori til at overflødiggøre krig og politik. Ja, kære læser, De læste rigtigt: Nu er det snart slut med at spilde sin tid på politik og krig! For hvis man ser nøgternt på det, så er krig og politik i deres overordnede funktion ikke meget andet end en gensidig forhandling om, hvilket standpunkt, der til sidst vil stå stærkest.

Hvis man i stedet indsamlede information om, hvilket standpunkt, der har flest magtfulde støtter, flest kanoner og giver mindst tab af status og desuden antog, at mennesker altid forsøger at opnå det, som de mener, er det bedste resultat for dem selv, så kunne man i princippet overlade det til en computer at simulere ‘forhandlingen’, og på den måde spare et par skattekroner og menneskeliv.

Tanken er besnærende og selvfølgelig komplet urealistisk. Men Mesquitas metode med at forudsige politiske og militære konflikter via spilteoretiske modeller fejrer en del sejre i disse dage. En måned inden COP15 begyndte i København i 2009, skrev Mesquitas en artikel til magasinet Foreign Policy, hvori han fremlagde resultatet af en simulering af de enkelte landes forventede forhandlingspositioner i forhold til konferencen. Resultatet viste, at multilaterale forhandlinger ikke vil føre til noget, ligegyldigt hvor meget FN’s ihærdige teknokrater påstod noget andet.

I februar 2008 forudså Mesquita som en anden Nostradamus, at Pakistans præsident Perves Musharraf ville forlade embedet, når sommeren var ovre. Han skred 18. august. I maj 2010 forudsagde Mesquita, at Egyptens præsident Hosni Mubarak ville miste sin magt i løbet af blot et enkelt år. Ni måneder senere var Mubarak sat af, og han sidder nu fængslet i Cairo og afventer en retssag om, hvorvidt han beordrede drab på demonstranter.

Hvordan gør han?
Spilteori vurderer, hvilken strategi en aktør bør benytte for at opnå det bedst mulige resultat i en konkurrence med andre aktører. I modsætning til traditionelle økonomiske analyser fokuserer spilteorien på, at den enkelte aktørs optimale strategi er afhængig af de andre aktørers strategier.

Spilteorien blev formelt formuleret for første gang af John von Neumann og Oskar Morgenstern i 1944. I løbet af 1950’erne var det især John Nash, der videreudviklede teorien. Allerede i 70’erne var den blevet et af de vigtigste redskaber i matematisk analyse, og i løbet af 80’erne og 90’erne udvidede dens anvendelsesområder sig til en lang række andre discipliner såsom økonomi, biologi (især i forhold til evolution), økologi, antropologi, psykologi og politisk videnskab.

Men selvom spilteorien er et relativt ungt forskningsfelt, har mennesker længe brugt den i praksis. Et berømt eksempel findes i den jødiske skriftsamling Talmud (se boks). Nu om dage er spilteorien med dokumenteret succes blevet brugt til at løse nationale sikkerhedsopgaver, til sportsanalyser og betting, til arbejdsmarkedsstridigheder og til at udvikle komplekse virksomhedsstrategier.
Ifølge 2005-nobelpristageren i økonomi Robert Aumann har spilteorien især vist sig at være værdifuld til auktioner. Da licenserne for de amerikanske radiospektre f.eks. skulle udbydes i 2006, brugte professor Paul Milgrom fra Stanford University specialudviklet spilteoretisk software til at hjælpe et konsortium af klienter, som gerne ville have del i de 1.132 licenser i udbud. Ved at estimere de hemmelige værdibud fra konkurrenterne, kunne softwaren afsløre, hvilke licenser der var overvurderede, og hvilke ikke. Ved at byde på et spektrum af mindre og billigere licenser kunne to af Milgroms klienter, Time Warner og Comcast, ifølge en artikel i Economist spare 1,2 milliarder dollars.

Gode data er vigtige
Bruce Bueno de Mesquitas matematiske model er egentlig slet ikke så kompliceret, som det lyder. Han bruger det, man kalder ‘expected utility’ maksimering – en metode, der blev færdigudviklet af spilteoriens fædre John von Neumann og Oskar Morgenstern, og som går ud på at regne på folks prioriteringer i forhold til et ukendt udfald ved at have et nogenlunde godt datagrundlag af deres personlige præferencer samt deres aktiver, som de kan bringe med i spillet. Konkret arbejder Mesquita med fire faktorer:

1. Hvem har noget at skulle have sagt på området?
2. Hvad er det, de siger, at de vil opnå?
3. Hvor fokuserede er de på at gennemføre det?
4. Hvor megen indflydelse har de over andre?

Hvis vi kender de fire faktorer og desuden antager, at alle mennesker bekymrer sig om to ting, nemlig A) et godt udfald og B) at få personlig anerkendelse for udfaldet, så vil man kunne forudsige resultatet af en politisk forhandling med 90 procents sikkerhed. Det sidste punkt B er vigtigt og ofte overset, da de fleste mennesker ikke kun er rationelle aktører, der gerne ser deres ønsker gennemført, men også store egoer, der spejler sig i andres syn på dem selv. Hvis en person f.eks. er meget fokuseret på en sag, så kan det betyde lige så meget for ham eller hende at blokere et dårligt udfald som at gennemføre et bedre alternativ.

Der er også forskel på, hvor fast man er i kødet. Nogle mennesker vil stå ved deres standpunkt, indtil det sidste lys er slukket, og de selv er døde af udmattelse, mens andre hurtigt vil stikke en finger i vejret og tage et nyt standpunkt, når det gamle ikke længere har nogen chance for at vinde. Er man som spilteoretiker i stand til at vurdere, hvor aktørerne står i dette spektrum af politisk bøjelighed, vil man altså ikke kun kunne forudsige resultatet med astronomiske 90 procents sikkerhed, men også kunne udvikle strategier til at manipulere dem, og dermed påvirke udfaldet.

Mesquita får sine oplysninger ikke fra aviser eller fra internettet, men fra eksperter på området. I et video-oplæg til non-profit-organisationen TED.com om, hvorvidt Iran ville bygge atomvåben i nær fremtid, brugte han for eksempel Iranske eksperter til at kortlægge beslutningshavernes interesser og prioriteringer. Det viste sig, at magthaverne efter al sandsynlighed vil vise omverdenen, at Iran kan bygge atomvåben, hvis de ønsker det, men i sidste ende ikke vil gøre det i fuld skala.

Princippet om konvergens
Det er klart, at modellen kræver mange data af god kvalitet. Og det er også klart, at den hverken er perfekt eller alvidende. Men hvis man sammenligner metoden med den hidtidige praksis, hvor man måske inviterer et par ‘eksperter’ til at give deres syn på sagen eller bare håber på, at det vil gå godt, så er spilteoriens marginale fordele til at føle på.

Det er vigtigt at huske på, at forudsigelser er en statistisk videnskab, og at statistik intet har at gøre med absolutte visheder. Lige så snart en statistisk model ikke lever op til det forventede ‘magiske’ resultat (som f.eks. da Mesquita helt forkert forudsagde, at der sandsynligvis ikke ville komme nogen revolution i Libyen eller i andre olierige arabiske stater) så tænker folk straks, at det er en charlatan, der prøver at bilde os noget ind.

En sand statistiker ville aldrig tage munden for fuld. Hvis folk vidste, at kloge mennesker som Edward Thorp og hans grupper af MIT-studerende kunne tjene millioner ved at tælle kort ved blackjack-bordene i Las Vegas, blot ved at ændre på sandsynligheden for at vinde fra minus 2-3 procent til plus 1-2 procent, så ville der nok være flere, som ville begynde at bruge ordentlig matematik til at analysere sociale og politiske konflikter.

Det pudsige i denne sammenhæng er, at brugen af computere i sig selv ville kunne gøre stridigheder kortere og forhandlinger lettere. Bruce Bueno de Mesquita indrømmer, at udbredelsen af hans model ville ændre på udfaldene af forudsigelserne. Men det vil ændre på udfaldene på en god måde. Det ville nemlig få flere folk til at indse, at deres position er uholdbar, og de ville meget hurtigere vide, om de ville kunne komme til et fornuftigt kompromis eller til et sammenbrud uden at skulle igennem en masse udmarvende forhandlinger først.

Og det er her, ideen om at afvikle krig og politik – engang i en fjern, fjern fremtid – for alvor bliver interessant. Krig og politik holder nemlig op med at have et formål, når man ikke længere kan være uenige om hinandens relative styrke. At vi fortsat udøver vores indflydelse i kød og blod er i sin essens et resultat af en uenighed om hinandens relative styrker. Krigen slutter i det øjeblik, opponenterne har lært nok om hinanden.

Det kaldes ‘konvergensprincippet’ blandt konfliktforskere og går ud på at anse krig og politik som en forhandling, hvorigennem parterne opdaterer deres viden om hinandens styrker og svagheder, indtil der ikke er mere at opdatere og en fredsaftale bliver mulig. Der er mange uskønne aspekter ved at se tingene på den måde, for eksempel at tyranniske stater kun adskiller sig fra demokratiske stater i antallet af rygge, der skal klappes.

Men der er også et par gode aspekter. Potentielle krigsnationer kunne udveksle informationer om hinandens våbenarsenal (ligesom under den kolde krig), sætte deres hanekam til display og gale højlydt – men uden at gribe til våben. En computer ville så kunne udregne resultatet af en eventuel konflikt, som så kunne blive grundlaget for en acceptabel og ublodig aftale for alle.

Anmeldelse: Gildet, eller hvordan man vinder et folketingsvalg

af Mikael Jalving, ph.d., blogger og direktør i Orddervirker

Timingen kunne ikke have været bedre. Bogen landede på avisredaktionerne den dag, folketingsvalget blev udskrevet og udkom en uge inde i den igangværende valgkamp.

Bogen hedder Gildet – eller hvordan man vinder et folketingsvalg og er skrevet af den unge akademiker Ryan Smith. Indholdet er mere end tankevækkende.

Smith er glad for grækere – altså de gamle grækere – og er inspireret af Platons klassiske dialog Symposion, der er formet som et drikkegilde, hvorunder gæsterne diskuterer, hvad ægte kærlighed er – svar: kærlighed til viden.

Med Gildet gennemfører Ryan Smith en lignende fiktiv samtale mellem Villy, Helle, Lars, Anders, Simon-Emil, Mogensen og andre, du sikkert har hørt om. Målet er at beskrive, hvad politik egentlig er – og bogen dramatiserer elegant en stribe af muligheder lige fra rendyrket idealisme til kynisk realisme. Metoden er med andre ord sokratisk: Først når man kan svare på det grundlæggende spørgsmål, kan man gøre sig håb om at vinde et folketingsvalg.

Men hvad er politik så?

Politik er og bliver afhængigt af de mennesker, der fører den. Hvis jeg nu skal være lidt firkantet, så vil jeg sige, at vi til og med Anden Verdenskrig havde en stort udvalg af mennesketyper i politik. I dag er det imidlertid kun nogle helt specielle typer, der kan overleve i moderne politik. Fælles for dem er, at de meget gerne ignorerer substansen i det, der diskuteres. Det er blevet vigtigere hvem der sagde hvad, end hvad der bliver sagt. Denne valgkamp er eksemplarisk i så henseende.

Jo, men har det ikke altid været sådan? Politikere er vel pr. natur svindlere. Kan man overhovedet vinde et folketingsvalgt på substans?

Tja, du kan måske sige, at det faktisk er blevet bedre. Til det amerikanske præsidentvalg i 1800 sagde John Adams f.eks., at hvis Jefferson blev valgt, ville mord, utroskab, voldtægt og incest blive lovligt, og Amerikas jord blive rød af blodet fra al kriminalitet. Det er trods alt noget andet end i dag, hvor vi nøjes med at sige, at Helle og Villy ved magten vil føre til græske tilstande.

Men jeg vil alligevel holde fast i, at der er sket noget siden dengang: Mange af de gamle politikere, vi i dag tænker stort om – Jefferson, Lincoln, Madison, Coolidge – var jo indadvendte æggehoveder, der ikke ville gøre sig godt på en tv-skærm.

Hvad er det tv-mediet gør ved politik?

Tv-mediet favoriserer det udadvendte, det menneskelige – den kandidat vi gerne vil drikke en øl med. Men det er så bare ikke nødvendigvis den kandidat, der er den bedste politiker.

Når vi nu er så meget klogere, hvordan vinder man så i dine øjne bedst det forestående folketingsvalg?

Man skal have tre ting – samtidig. (1) En stærk lederskikkelse, (2) en stærk overbevisning og (3) en klar retorik – gerne à la Churchill og Thatcher, ja selv Glistrup med hans havregrødsautomater til bistandsklienterne og telefonsvareren, der siger, at vi overgiver os – på russisk. I denne valgkamp er det stærkeste bud på sådan en skikkelse Johanne Schmidt-Nielsen, om end hun mangler noget helt fjerde.

Hvad er det? En politik, der ikke er himmelråbende naiv?

Hæ, nej, hun mangler at give os troværdig information om, hvad det er, hun vil med magten. Det kalder jeg også for McDonald’s-princippet: McDonald’s har jo ikke besejret alle de andre burgerkæder ved at lave en bedre hamburger. McDonald’s har vundet ved at udbyde stabil information om, hvad man får når man handler hos dem. Selv hvis du befandt dig i et land, hvor du ikke forstod et ord af sproget, og hvor du ikke kendte et øje, ville du vide præcis hvad du fik når du handlede hos McDonald’s, helt ned til mængden af løgringe i din hamburger.

Nu synes jeg jo ikke, at der er ret mange løgringe i Enhedslistens politik…

Nej, og derfor er det bedste bud på et parti, der hædrer McDonald’s-princippet i denne valgkamp, Liberal Alliance med partiets fire mærkesager.

Øh, hvad er det nu, de er…

Netop. LA har dels det problem, at de netop ikke kan holde sig indenfor de fire mærkesager, men hele tiden klasker nye tiltag, såsom skolepolitik, forskningspolitik og asylpolitik på bordet, og dels har LA det problem, at deres fire mærkesager simpelthen ikke hænger intuitivt sammen. Det kan godt være, at der er en rød tråd mellem Mere vækst, Lavere skat, Mindre bureaukrati og Mere frihed, men selv inkarnerede LA’ere har svært ved at genspille dem frit fra hukommelsen.

Alligevel har jeg dig mistænkt for at stemme på partiet…

Jeg mener, at LA skal have respekt for at gøre op med Claus Hjort-doktrinen.

Er Claus Hjort Frederiksen en doktrin? Jeg troede bare, han var en regulær fejltagelse…

Claus Hjort personificerer den idé, at man ikke må tage noget fra store vælgergrupper, men at man i stedet bør lefle for medianvælgeren. Det har været en international trend i politik de sidste ti år, men den, der har stået stærkest på det herhjemme, har været Claus Hjort Frederiksen. I min bog forsøger jeg egentlig at gøre op med den tanke, fordi jeg mener, at den grundlæggende er ret uhæderlig.

Hvorfor?

Fordi den gør staten til en slags pyramidespil, hvor alle tror, at de kan leve på andres bekostning. Men ikke desto mindre er det jo en tillokkende tanke, hvilket Danmarks to millioner forsørgede kan bekræfte.

Vigtigheden af Claus Hjort-doktrinen har uden tvivl været overdrevet de sidste ti år; 180 Graders Ole Birk Olesen har f.eks. dokumenteret, at V og K’s vælgerne var klar til et opgør med efterlønnen allerede tilbage i 2001, men at de selv begyndte at tøve, da V og K’s folketingsgrupper sagde, at den skulle bevares. Så jeg forudser en udvikling, hvor Claus Hjort-doktrinen begynder at betyde mindre, og McDonald’s-princippet begynder at betyde mere for, hvem der vinder et folketingsvalg.

Gildet – eller hvordan man vinder et folketingsvalg, Det Andersenske Forlag, 131 sider, 119 kr.

Ayn Rands overmennesker

Nyklassisk Indtil for fem år siden var der stort set ingen herhjemme, der havde hørt om den amerikanske forfatterinde Ayn Rand. Så udgav Saxo Bank hendes bøger, hendes hovedværk blev stort filmatiseret i forsommeren, og den amerikanske tv-debattør Glenn Beck satte fornyet fokus på hendes forfatterskab i sin omtale af corporate bailouts under finanskrisen. Hvordan gik det til, at en kultforfatterinde fra 1950’erne, som altid var ukendt herhjemme, pludselig gik hen og blev nyklassisk? Og hvorfor er hendes helte ingeniører?

af Ryan Smith

Da man i 1998 bad amerikanske læsere nævne de værker, de oplevede som de vigtigste for det 20. århundrede, var både nummer 1 og 2 skrevet af Ayn Rand. Bøgerne var The Fountainhead og Atlas Shrugged. Nogle år tidligere havde den amerikanske regering bedt borgerne om at fortælle, hvilken bog det havde påvirket dem mest at læse. Nr. 1 blev selvfølgelig Bibelen, men nummer 2 blev igen Ayn Rand med murstensromanen Atlas Shrugged.

Med sine omtrent 645.000 ord er Atlas Shrugged en af de længste romaner, der nogensinde er skrevet (en gennemsnitlig roman indeholder ca. 80.000 ord, og Atlas Shrugged er således godt og vel otte standardromaner i ét bind). Både The Fountainhead og Atlas Shrugged er afsindigt lange værker, som Ayn Rand selv regnede for”filosofisk skønlitteratur”.

Med de to romaner ønskede hun at promovere sin hjemmebryggede filosofi, hvis grundsætninger lyder som følger: (1) Tilværelsen er objektiv. (2) Mennesket bør altid følge fornuften og aldrig tænke eller handle irrationelt. (3) Moralske principper er objektive og erkendes via fornuften. (4) Egoisme er moralsk rigtigt, så længe man ikke skader andre. (5) Kapitalismen er den eneste retfærdige samfundsform.

For at illustrere disse principper benytter bogen sig af skarpe grænsedragninger imellem heltene, de kreative skabermennesker, og skurkene, de foragteligt snyltende velfærdsmennesker. Eller som en dansk litteraturkritiker har udtrykt det: En opdeling imellem ”over- og undermennesker”. Undermenneskerne kan være hvem som helst, der ikke kan klare sig selv, men i Ayn Rands Aristoteles-inspirerede univers bliver overmenneskerne objektive, anvendelsesorienterede, logisk-mindede typer, og således ligger det lige for, at gøre dem til en art ingeniører: Arkitekter (der selv udfører ingeniørdelen af deres projekter), fysikere, opfindere og metallurger.

Overmenneskernes dal

Løfter vi sløret for handlingen af Atlas Shrugged, bliver det snart klart, hvad vi her har med at gøre: De to søskende Dagny og James Taggart ejer som et familieforetagende Amerikas største jernbaneselskab. Og hvor Dagny er en klarttænkende ”objektivist,” er James en velfærdsbaby, der ønsker firmaet i seng med staten og dens mange skattekroner.

På jagt efter en mystisk ingeniør, som måske kender hemmeligheden bag en ny og revolutionerende energikilde styrter Dagnys flyvemaskine ned i en dal, hvor det viser sig, at Amerikas skabende ingeniør-overmennesker har slået sig ned i protest mod det omsiggribende socialistiske velfærdssamfund, der hærger Corporate America. De innovative, intelligente, idérige og frem for alt objektivt tænkende overmennesker gemmer sig her for socialismen med hjælp fra en luftspejlings-teknologi, der for overflyvende får det til at se ud, som om at dalen er øde. Her venter ingeniør-heltene på, at de venstreorienterede velfærdsskvat får kørt USA så meget i sænk, at de omsider bliver klar til at afgive magten til de liberalistiske overmennesker, der har gemt sig i protest. Når dén dag oprinder, vil Amerika omsider være klar til en ny begyndelse, hvor de skabende ingeniører igen kan komme til deres ret.

Dumheder og dårlig kunst

Og således forstår man måske, hvordan Ayn Rand, der som ”objektivist” var voldsomt imod religion, kan figurere side om side med selveste Bibelen som USA’s favoritbøger: Den pinligt primitive handling er hugget fra Johannes’ Åbenbaring, der er Bibelens sidste bog. Det opdelingen af menneskeheden i synderne og de frelste, og med deres synder skaber førstnævnte den store velfærds-Satan. Men synderne kan også omvende sig, og vil til sidst og erkende, at liberalismen er den sande tro.

Ayn Rand har altid haft sine modstandere, og disse har haft rigeligt at kritisere hende for. Forfatterskabets kunstneriske kvaliteter lader meget tilbage at ønske; karaktererne er flade og robotagtige, passagerne er for lange og ordtunge, og – frem for alt – det er tydeligt, alt for tydeligt, hvad Rand ønsker, at læseren skal synes. På denne måde er Rand den totale modsætning til Dostojevskij, hvor alle karakterer har både styrker og svagheder. Rands overmennesker har kun gode kvaliteter, mens undermenneskerne er så udpræget dumme at høre på, at det virker urealistisk og kunstigt. Selv karakterernes fysik afspejler, hvem der er de ridderlige liberalister, og hvem der er de spytslikkende socialister, og på den måde bliver bøgerne til en slags romantik.

Og netop derfor kan bogen alligevel læses som det underholdende helteepos, den trods alt er: En slags Lord of the Rings for liberalister.

Med finanskrisens komme havde visse aktører, såsom tyske ZEITmagazin, og britiske Sunday Times luftet den tanke, at finanskrisen var forudsagt af Karl Marx, og at den derfor bekræftede hans politiske evangelium. Ved nærmere eftersyn lader det imidlertid til, at Rand havde forudsagt krisen med langt større nøjagtighed; – som en velfærdskrise, ikke som en klassekamp – Rand var med andre ord den der kom tættest, om nogen, på at forudsige den nuværende krise, og netop det, kan måske være med til at forklare hendes re-aktualisering og stigende popularitet.

Ayn Rand
Atlas Shrugged

1184 sider, ISBN 0141188936
Penguin 2007[først udgivet 1957]