af Majken Hirche, cand.scient.

Byen sover og alt er stille. Kun lyden fra fingrenes leg på tasterne fylder rummet. Næsten da. For en imponerende samling af bøger og artikler, kaffekopper, tomme coladåser, chips- og slikposer, dunstende pizzabakker og Cup Noodles har invaderet din tilværelse – og dit værelse. Du minder mest af alt om en zombie og har ikke sovet i mange dage. Blot hvilet hovedet en stund, for atter at slå øjnene op til det halvfærdige dokument du skal aflevere i morgen inden kl. 12.

Tusindvis af studerende kan nikke genkendende til scenariet, for når eksamensperioden sætter ind gælder det om at levere varen. Vi presser os selv til kanten, og helst endnu længere, men når træthed og koncentrationsbesvær spænder ben for dagens pensum, finder vi hurtigt ud af, at vi er begrænsede skabninger… eller er vi? – På det sorte marked findes piller, der med et trylleslag kan genoprejse dig fra de døde: Bioteknologien har nemlig givet dig Hjernedopingen.

One Pill makes you Larger…

Hvis vi skal tro en engelsk-amerikansk undersøgelse offentliggjort i Nature, er indtagelsen af kognitionsfremmende midler, eller hjernedoping, et ganske udbredt fænomen blandt studerende på højere læreanstalter. I undersøgelsen havde forskerne spurgt 1.400 amerikanske studerende, om de brugte medikamenter, der var kendt for at kunne forbedre koncentrationsevnen og hukommelsen hos raske mennesker. I gennemsnit svarede 7 % af de adspurgte ja til spørgsmålet, og på et enkelt universitet var fænomenet så udbredt at op mod 25 % benyttede sig af hjernedoping.

I USA er det er imidlertid forbudt at sælge og indtage kognitionsfremmende midler, og bliver man taget med fingrene i pilleglasset, er straffen en tur bag tremmer. Herhjemme er vi lidt mere large omkring den slags, på nær i sportens verden, hvor doping er doping, uanset om det er krop eller sind der får et løft.

Men er det også snyd at indtage kognitionsfremmende stoffer i forbindelse med universitets-arbejde? Og bør det være forbudt? Det er stridens kerne i en hed og intens debat blandt ansatte og studerende på universiteter rundt om i verden; en debat som har affødt endnu flere spørgsmål end den besvarer.

En del af en større debat

For til debatten knytter sig en mere kompliceret og vidtrækkende problematik – human enhancement problematikken. Den handler om de etiske dilemmaer, der er forbundet med den nyeste teknologi og videnskab: Hvor langt bør vi gå i vores optimeringstrang? Og bør vi overhovedet sigte efter at forbedre det raske menneske?

Den aktuelle debat om hjernedoping er dermed blot det seneste led af human enhancement-debatten, og serverer mange af de hovedargumenter vi finder for og imod human enhancement. De skeptiske siger: Det er ikke fair (”nogle har bedre vilkår end andre”-problematikken). Det er unaturligt (”fordi det er menneskeskabt er det unaturligt”-problematikken). Det er farligt fordi vi ikke ved, hvad der kan ske på sigt (”glidebane”-problematikken).

Til det første argument svarer tilhængerne: Mennesker fødes ikke lige skabninger. Vi kommer alle fra vidt forskellige kår – sociokulturelle som biologiske, og derfor finder der alligevel altid uretfærdigheder sted. Til det andet argument svarer tilhængerne, at det simpelthen ikke giver mening at skelne mellem naturen og det menneskeskabte, da mennesket altid har eksisteret i et limbo mellem disse. Og til det tredje, at det er naturligt for mennesket at bryde grænser, og optimere sine livsvilkår, med de midler og metoder det har til rådighed.

Verdens farligste idé

Men er det i virkeligheden så ligetil? – For hvad vil der egentlig ske, når mennesket bevæger sig ud over grænsen for, hvad der er muligt fra naturens hånd? Vil dystopier som Fagre nye verden og Blade Runner rykke tættere på? Vil designer-mennesker med forøgede evner, naturligt søge at herske over ”andenrangs-skabninger” som ”gammeldags mennesker”? Og kan dystre tanker om fremtiden overhovedet bruges til at sige noget om nutiden?

Spørger man filosoffen Francis Fukuyama er svaret klart ja: Fukuyama er en af vor tids største modstandere af hele human enhancement tanken, og i bogen Our Post Human Future: Consequences of the Biotechnology Revolution, gør han blandt andet op med gensplejsning, kognitionsfremmende medicin, idet han skriver: ”Det oprindelige formål med medicin er at helbrede de syge – ikke at lave de raske om til guder.”

Ikke alle er dog enige med Fukuyama: Siden 80’erne har en verdensomspændende bevægelse kaldet Transhumanisterne nemlig plæderet for, at vi med teknologi og videnskab skal transformere mennesket til et væsen med evner, der rækker langt ud over dem vi besidder i dag. Deres fremtidssyn minder mere om Star Trek end om Blade Runner, og de har sågar allerede døbt det nye væsen det posthumane menneske. – Drømmen om et nyt stadie i den menneskelige arts udviklingshistorie er således allerede skudt i gang.

En drøm som Fukuyama kalder ”Verdens farligste idé.”

af Ryan Smith, cand.mag.

Når økonomer vil vurdere lægmænds forståelse af økonomi, så spiller de ud med en test, der består af en kort række ja/nej-spørgsmål. Der er tale om spørgsmål, hvor svaret ikke er til diskussion, og som ethvert dannet menneske burde kunne besvare korrekt. Et af spørgsmålene lyder: Er verden blevet rigere i løbet af de sidste 30 år?

Svaret er selvfølgelig ja. På trods af aktiekrise, oliekrise, dot-com-krise, fødevarekrise og nu finanskrise har de sidste 30 år set verdens samlede velstand vokse et sted mellem 25% og 50%, alt efter hvilke tal man konsulterer. Blandt USA’s såkaldt ”fattige” har 99% elektricitet, 95% har TV, 60% har VHS eller DVD, og 71% ejer mindst én bil. De fattige lever også længere og med færre sygdomme og handikap end for 30 år siden. Alle væsentlige målbare økonomiske kriterier peger i retning af, at verden er blevet et rigere, renere og rarere sted.

Når venstreorienterede græsrodsorganisationer, tænketanke og velfærdspolitikere blæser til kamp mod fattigdom (hvilket de ofte gør), så er det i virkeligheden ikke fattigdom per se, de bekæmper men ulighed: I 2010 har USAs fattige en levestandard, som rigmænd i 1910 kun kunne sukke efter: 88% har telefon, 60% en mikroovn, og 46% ejer deres eget hjem. Alle disse procenter er højere end for 30 år siden. De konkrete tal såvel som den velstand, de repræsenterer, er højere end nogensinde før.

Gyser på første klasse

Men vi er ikke blot rigere end tidligere: Vi er sundere, lever længere, og har bedre kontrol over Jordens økosystemer end nogensinde før. På verdensplan er fødevareproduktionen fordoblet over de sidste 40 år, og gennemsnitslevealderen er steget med mere end syv år. Alligevel bombarderes vi dagligt med stadigt mere kreative varianter af budskabet: Verden er ved at gå under: Hungersnød, SARS, svineinfluenza, kollaps i økosystemer, AIDS, overbefolkning, atomar terrorisme, syreregn, global opvarmning, og en ny istid. Dommedagsprofetier er et mættet marked, og doom-pusherne kan imødekomme enhver smag.

Men som vi har set, så hænger de to trends ikke sammen: Hvis Adam Smiths impartial spectator blev bedt om at stille med en uvildig og dispassioneret analyse, så ville han uden at blinke konkludere, at menneskeheden havde det bedre i dag end nogensinde før. Han ville ikke være et sekund i tvivl, når han så, hvordan vi havde reduceret bestanden af rotter i vores byer, renset vores drikkevand og vaccineret vores børn mod de sygdomme, som før tog op til 15% af en årgang med sig i døden. Han ville sige, at menneskeheden skulle holde op med at bekymre sig, fordi det efter alt at dømme var ovenud rationelt at være optimist.

Budskabet ville dog næppe trænge igennem, for optimisme ligger ikke til den menneskelige natur. ”Jeg har observeret, at det ikke er ham, som håber, hvor andre fortvivler, men ham som fortvivler, hvor andre håber, der tilbedes af en stor stand af mennesker som en vismand.” sagde John Stuart Mill i sin Speech on Perfectability. Og på trods af et hidtidigt batting average på 0.00, så lytter vi stadig ivrigt til dommedagsprofeterne. Vi forestiller os hellere det bloddryppende, pestplagede undergangsscenarie, end vi lader menneskehedens tusindårige udviklingshistorie og de økonomiske statistikker afstedkomme et smil. Således er der brug for en bog, som slår et slag for optimisme – en bog som med udgangspunkt i fornuften fortæller den rationelle historie om den rationelle optimist.

Evolutionær økonomi

Og dét er netop, hvad den britiske forfatter, adelsmand, biolog og børsmægler Matt Ridey har givet os med sin nye bog, The Rational Optimist. I sine tidligere bøger, Genome og The Red Queen, har Ridley primært beskæftiget sig med det kontroversielle felt Evolutionær Psykologi, som også antropologen Dennis Nørmark og idehistorikeren Lars Andreassen har skrevet om herhjemme (Det Virkelige Menneske 2007). I Evolutionær Psykologi søger man, som navnet antyder, at finde evolutionære rationaler for menneskelig adfærd og således at svare på, hvordan den menneskelige psykologi spiller sammen med den biologiske natur, som den nu engang er et produkt af. Og resultatet er sjældent kønt: Således lyder et af den Evolutionær Psykologis centrale aksiomer, at det altid er rationelt for mænd, at fantasere om andre og flere partnere, simpelthen fordi de producerer flere kønsceller, end én kvinde kan omsætte til afkom.

I The Rational Optimist tager Ridley metoden fra Evolutionær Psykologi og anvender den på politik og økonomi: Hvis der findes en grundpsykologi, der karakteriserer mennesket som art, findes der så også en grundøkonomi, der ligeledes kan siges at ligge naturligt til arten? Ifølge Ridley er svaret ja: Hvis vi kigger på vor forfader Homo erectus, så havde Erectus en livline på hen ved en million år. En million år med stenværktøj og en million år uden innovation; – en million år, hvor knogler og kranier udviklede sig hurtigere end værktøj. Til sammenligning, så startede Homo sapiens også med stenøkser, for ca. 200.000 år siden, men flyver nu rundt i det ydre rum. Hvad er forskellen på os og Erectus? Det er det Ridley vil svare på, og svaret bliver et nyt felt, en slags Evolutionær Økonomi.

Tilbudsjagende jæger-samlere

Homo sapiens har selvfølgelig en større hjerne end alle tidligere menneskerarter. Men en stor hjerne gør det ikke alene: En Einstein i stenalderen ville ikke være en Einstein, som vi kendte ham, men én jæger-samler blandt mange, og sandsynligvis en temmelig dårlig én af slagsen. Hvad er forskellen på dengang og nu? Ifølge Ridley er det handel, specialisering og arbejdsdeling: Kigger vi til en anden menneskeart, neandertalerne, så tyder de arkæologiske spor på, at mænd og kvinder lavede alt i fællesskab: De jagede i fællesskab, samlede i fællesskab og byggede værktøj i fællesskab. Med Homo sapiens ser vi derimod det modsatte mønster: Mændene jager, og kvinderne fouragerer og passer børn. Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Arbejdsdeling tillader specialisering. I stedet for at zappe rundt mellem tre forskellige beskæftigelser, kan jægerne nu koncentrere sig om at jage og samlerne om at samle. Specialisering giver kvalificeret arbejdskraft, hvilket igen giver mere mad, og med tiden kan det bedre betale sig for stammen at have et par specialister gående som ikke skaffer føde, men udelukkende producerer værktøj til stammens andre medlemmer.

Men da specialisten ikke kan spise sit værktøj, bliver han nødt til at handle med de andre Sapiens hvis han vil have noget at spise, og på savannen er der hverken skatter, afgifter eller statsregulering. På savannen sætter vi vores priser, som vi vil, og således er vi fremme ved Ridleys postulerede grundøkonomi for mennesker: Frihandel. Ridley gennemgår et væld af arkæologiske udgravninger og moderne videnskabelige eksperimenter for at vise, at ingen andre menneskerarter kommer i nærheden af Sapiens, når det kommer til vores tæft for handel: Andre menneskearter lavede værktøj og kunstgenstande, men det hele blev lavet on location og sjældent mere end en times gang fra anvendelsesstedet. Som kontrast har selv tidlige Homo sapiens fragtet konkylier fra kysten og mange hundrede kilometer ind i Afrika. Og omvendt har man ved kysterne fundet økser lavet af stentyper, som kun findes mange hundrede kilometer inde i landet. Dét mønster er ukendt blandt andre arter.

Og så er der vore nulevende slægtninge: Aberne. Videnskabsfolk har taget aber med i laboratoriet for at lære dem at handle. Chimpanser kan akkurat forstå pointen i at bytte bitter mad (gulerødder) til sukkerholdig mad (druer), men de kan ikke forstå konceptet i at handle sukkerholdig mad (æbler) for endnu mere sukkerholdig mad (druer). Nuancerne er simpelthen for fine. Chimpansens handler efter devisen: ”Hvis man allerede har mad, man godt kan lide, hvorfor skulle man så gå af med det?” Som kontrast, så kan seks-årige Sapiens handle bolsjer, glasperler og glansbilleder på kryds og tværs i et sindrigt system med nærmest uendelige nuancer, og ifølge Ridley er det denne naturgivne tilbøjelighed til komplekse handler, der har muliggjort den specialisering, innovation og arbejdsdeling, der i dag ligger til grund for den moderne industrialiserede verden. – En verden, hvor Einstein kan være teoretisk fysiker, fordi andre er landmænd og skræddere.

Således taler The Rational Optimist for frihandel som den naturgivne grundøkonomi, der definerer vores civilisation, driver innovationen fremad og karakteriserer Sapiens som art. Bogens centrale tese er et sammenrend af Meme-teorien, Adam Smith og Charles Darwin: Ideer krydses og bliver til nye ideer. Hjulet og spanden blev til trillebøren, krudt og kirkeklokker blev til de første kanoner, og telefoni og computere blev til internettet. Combine and Conquer. De levedygtige ideer overlever på det frie marked og masseproduceres, og de dårlige uddør, medmindre uliberale kræfter holder dem kunstigt i live.

Frihandel er samarbejde

Markedskræfterne, ikke hunden, men markedskræfterne er altså menneskets bedste ven. Merkantilisterne misforstod det, Rousseau misforstod det, Karl Marx misforstod det, og i Oliver Stones Wall Street misforstod Gordon Gekko det også: Handel er ikke et nulsumsspil, hvor hver krone, du tjener, nødvendigvis er kommet op af min lomme. Handel faciliterer specialisering og arbejdsdeling, og således kan vi sammen blive rigere og mere kompetente, end nogen af os kunne hver for sig. Markedet giver os en fælles platform, hvor vi kan samarbejde, snarere end at slås.

Således det overordnede argument, og de komparative data fra tidligere menneskearter og nulevende menneskeaber. Men Ridley ser også på antropologiske og historiske data fra Homo sapiens eget bagkatalog: Antropologer har besøgt de oprindelige stammefolk på Stillehavets forskellige øgrupper, og antropologerne er i store træk kommet frem til, at dér, hvor der er mest krig, også er dér, hvor der er mindst marked: Når man ikke kan berige sig via handel, så finder menneskets driftighed en anden ventil i form af krig, hvor indfødte stammer slås til døden og plyndrer hinandens mad, værktøj, smykker, kvinder og børn.

Fra Stillehavets indfødte ekstrapolerer bogen til booms i historien som i Uruk, Indien, Kina, Japan, Holland og England. Hver gang fremdrages frihandel som en determinerende faktor for menneskets velstand og som en forudsætning for, at vi kan leve i fred med hinanden. Og når samme booms så senere bliver til busts, så viser Ridley, hvordan et kollaps i den frie handel altid var indtruffet kort forinden, og konkluderer, at en civilisations indskrænkning af frihandel er den direkte vej til lovløshed, overtro, etnisk splittelse og forfølgelse af religiøse mindretal. Det lyder måske utroligt, men egentlig ligger pointen blot i forlængelse af en lang række historiske, økonomiske og psykologiske data. Som Voltaire skrev fra sine år i England, så er børsen det eneste sted, hvor ”jøden, muhamedaneren og den kristne alle opfører sig, som om de bekendte sig til samme religion, og kalder ej nogen for vantro, med undtagelse af den insolvente.” (Lettres philosophiques, VI). Uden et marked gælder jungleloven og den stærkestes ret. Rousseaus ædle vilde er knap så ædel, som han er vild.

Marx og naturen

Men denne sammenblanding af biologi, politik og økonomi er ikke forbeholdt tidlig-moderne oplysningstænkere som Rousseau og Voltaire. I en nyere kontekst skriver Ridley med sin ”naturlige liberalisme” sig (muligvis uden at vide det) op imod Lewontin, Rose og Kamins ”naturlige marxisme”, som den udfoldede sig i deres 1984-klassisker Not in Our Genes. I bogen argumenterer forfatterne for, at videnskaben ikke kan forstå naturen uden først at forstå den marxistiske dialektik. – Et synspunkt som havde fortræffelige kår i de tidlige 80’ere, hvor også den berømte palæontolog Stephen Jay Gould formastede sig til et par socialistisk inspirerede perspektiver på evolutionen, som når han omtalte større spring i evolutionshistorien som ”revolutioner”.

I en større kontekst trækker de alle på Friedrich Engels’ essay Anteil der Arbeit an der Menschwerdung des Affen (1876), hvori Engels fremhæver arbejde som den tilbøjelighed, der har gjort menneskene forskellig fra dyrene og som har muliggjort civilisationen. Langt hen ad vejen er også Ridley enig med Engels, men hvor Engels fokuserer på arbejde (arbeit), så fremhæver Ridley i stedet handel som forudsætningen for specialiseret arbejde. Engels tog som sådan ikke fejl, han begyndte bare sin udviklingshistorie in medias res. Således fremstår den zig-zaggende Ridley som en dybere tænker end den ellers så omhyggelige Engels, og Ridley har tillige en anden fordel: I modsætning til Lewontin, Rose, Kamin, Gould og Engels er Ridley nemlig tilnærmelsesvis falsificérbar på store træk: For eksempel er det vanskeligt at komme uden om, at Europas mørkeste århundreder var i den tidlige middelalder (500-1200 e.Kr.), som indtraf umiddelbart efter det kollaps i interregional handel, der fulgte med Romerrigets fald i 476 e.Kr. Den tidlige middelalder var en epoke med masser af arbejde og hårdt slid, men der var ingen videre handel, og den teknologiske udvikling stod stille. Uden den romerske flåde til at holde pirateri i Middelhavet nede, blev de lukrative handelsruter lagt om til at gå ind over land, og gennem den Arabiske halvø. Europa stagnerede, og de store arabiske erobringer og den islamiske civilisations guldalder (650-1250 e.Kr.) kunne begynde.

Socialdarwinismens skygge
For læseren der allerede er bekendt med Evolutionær Psykologi, kønsforskning og den klassisk liberale tradition vil The Rational Optimist på mange måder virke som en logisk sammenskrivning af en stribe gammelkendte pointer. Hvis bogen alligevel kan siges at være kontroversiel, er det på grund af dens sammenblanding af politik og biologi: Ikke-liberale vil uden tvivl stå i kø for at klandre Ridley for at have genåbnet døren til socialdarwinisme, og som liberale må vi ikke glemme, at socialdarwinismens fader, Herbert Spencer, var liberal. Men Ridley har sådan set ikke gjort andet end at give os en udviklingshistorie, som sætter Hume og Mill dér, hvor Marx og Rousseau plejer at sidde, – en udviklingshistorie, hvor heltene ikke hedder Bonaparte og von Habsburg, men Rothschild og Wilberforce.

Ridley forbliver lødig. Og med sit forsvar for universel frihandel går Ridley sådan set ikke længere end Århus-professoren Frederik Stjernfelt gik, da han aldeles ukontroversielt forsvarede universel ytringsfrihed med henvisning til tyngdeloven i DR2s Deadline (06.01.2010). Hvor Stjernfelt blander politik og fysik, så blander Ridley blot politik og biologi, og hvis Ridley kan siges at være mere kontroversiel, så er det udelukkende, fordi Ridley snakker om økonomisk frihed, mens Stjernfelt snakker om kulturel frihed. Og kigger man tilbage over de sidste 3000 års historie, så er der langt flere eksempler på, at frihandel ligger naturligt til mennesket, end at tolerance og ytringsfrihed skulle gøre det.

Sten i skoen
Skulle man alligevel nævne et par svagheder ved Ridleys tænkning, så gør Ridley sig til talsmand for den holdning, at man må skelne skarpt mellem finansmarkeder og konventionelle markeder, idet han anser finansmarkeder som værende underlagt en anderledes ”uproduktiv” logik. Havde Ridley imidlertid kunnet sin Hayek, så ville han vide, at når finansmarkederne er underlagt en anden logik, så skyldes det statslig indblanding i form af centralbanker, der forvrider konkurrencen ved at forgylde udvalgte privatbanker med en særligt lav udlånsrente. Ligeledes har statsregulering sørget for, at en lang række finanshuse er tvunget til at købe kriseforsikring, hvilket har overført det endegyldige forretningsansvar fra selve den finansielle aktør til forsikringsudbyderen, og således skabt en branche, hvor Moral hazard er normen.

En anden svaghed i Ridleys bog er, at han ikke lader til at medregne parasitteori i sin naturalistiske fremstilling af den grundøkonomi, som han ellers anser som noget nær naturgiven: Evolutionen består af træk og modtræk. Hvis frihandel er det naturligt forekomne stadie for mennesker, så gælder det også, at der naturligt vil opstå parasitter, som lukrerer på det fremherskende system uden selv at bidrage. Og således har markedskræfterne fra de tidligste tider været plaget af rent-seeking parasitter som præster, bureaukrater, fagforeninger, feminister, miljøorganisationer, psykologer, videnskabsteoretikere, bioetikere og uvaskede ungdomshusbrugere. Ridley anerkender flygtigt, at sådanne parasitter hører med til historien om det liberale menneskes grundvilkår, men han anerkender ikke, at fremkomsten af disse parasitgrupper er et naturligt evolutionært modtræk til det frie markeds dominans. Og ukarakteristisk for bogen i øvrigt, så tilbyder Ridley ingen optimistiske perspektiver på, hvordan vi bliver parasitterne kvit.

Men disse mangler må alt i alt ses som ubetydelige detaljer i så ambitiøst og modigt et værk, som Ridley her har begået: Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog, der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling burde dog falde i god jord og virke indlysende for de fleste liberale læsere (dog uden at bevise noget som helst endegyldigt), og alt i alt er der tale om en bog, der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på, hvordan Homo sapiens’ udviklingshistorie kan have forløbet. Det er en flot, velskrevet og levende bog og et stort high five til den usynlige hånd.

Matt Ridley

The Rational Optimist – How prosperity evolves

438 sider, Fourth Estate, 2010

af Ryan Smith, cand.mag.

Mænd er som hunde, og kvinder er som katte. Mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus. Mænd bruger hovedet, og kvinder bruger hjertet. Mænd vil have ungdom og skønhed, mens kvinder vil have status og penge. Mænd ser pornofilm, kvinder læser kærlighedsromaner. Kvinder vil have tryghed og dernæst sex, mens mænd vil have sex, for derefter igen at ville have sex.

Vi kender dem alle sammen: De gængse fordomme om de to køn, som vi nu har måttet høre på i snart et halvt århundrede. Men er der også noget om dem? Ikke hvis man spørger den britiske psykolog, forsker og ph.d. Cordelia Fine, som efter at have læst på både Cambridge og Oxford har skrevet en bog om kønsforskelle. En bog, som er blevet lidt af et fænomen i den engelsktalende verden.

Bogen hedder Delusions of Gender, og faktisk så handler bogen slet ikke om kønsforskelle, men snarere om, hvordan der ingen kønsforskelle er. Cordelia Fines litterære anstrengelser er blevet til en entusiastisk, velskreven og underholdende bog, om end det næppe er sikkert, at underholdningsværdien har fået helt den karakter, som Fine havde tiltænkt.

De ideologiske briller hives frem fra skuffen

Fine indleder med at fastslå, at der efter hendes mening ikke findes nogen videnskabelige undersøgelser der beviser, at kønsforskelle eksisterer. Godt nok findes der videnskabelige undersøgelser som konkluderer, at der er systematiske forskelle på mænd og kvinders valg og prioriteter, men disse undersøgelser er, ifølge Fine, slet ikke gode nok. Og med Delusions of Gender vil Fine nu pille det videnskabelige grundlag for kønsforskelle fuldstændig fra hinanden.

Fine lægger veloplagt ud med at se nærmere på en undersøgelse, som giver ammunition til hendes synspunkt: En undersøgelse der viser, at tiltaler man mænd som om, at de er ”bedre” til matematik, ja, så bliver resultaterne også derefter: Mænd bliver simpelthen bedre til matematik. Så samme måde viser undersøgelsen også, at taler man systematisk til kvinder som om, at de er ”bedre” til sprog, ja, så bliver kvinderne også bedre til sprog. Så mine damer og herrer, her har vi beviset: Måden, vi taler til hinanden på, påvirker simpelthen vores evner. Sproget skaber verden. Fine er en glad forfatterinde: Allerede her kan læseren nu se, hvor fjollet det er at tro på køn, for de forventninger, vi har til hinanden, påvirker jo hvem vi er.

Vi hører altså, om undersøgelsens overordnede konklusioner, men undersøgelsens konkrete resultater får vi imidlertid ikke så meget at vide om. Senere i bogen forstår vi hvorfor: Når man taler til mænd som om, at de er ”bedre” til matematik, og til kvinder som om, at de er ”bedre” til sprog, så øges en testpersons evner med beskedne 3 %! Entusiasmen dæmpes kortvarigt, idet Fine i et introspektivt øjeblik må konstatere, at 3 % ikke meget. Men allerede i næste sætning vender Fines optimisme og ukuelighed tilbage: For som hun siger, for et ungt menneske, der står og skal i gang med et helt liv, så 3 % sagtens være udslagsgivende. Selvom 3 % er lidt, så kan det sagtens være meget.

Og hvordan ved Fine så det? Jo, det gør hun bare. Det vender vi tilbage til senere.

Sociologisk cirkelslutning

For Fine er ikke færdig med pointen om, at det er sproget, der skaber kønsforskelle: ”Der er ikke forskel på mænd og kvinder”, gentager hun for læseren, ”men har I nogensinde tænkt på, at når vi snakker så meget om kønsforskelle, så skaber vi også kønsforskelle?” I særdeleshed vil Fine gerne spørge os, om vi nogensinde har tænkt på, at kvinder måske har nemmere ved at bukke under for socialt pres end mænd? Og, givet at kvinder er mere påvirkelige, er det så overhovedet hensigtsmæssigt for ligestillingen, at vi har så mange diskussioner om kvindens plads i samfundet, alt imens mænd (ifølge Fine) går mere eller mindre fri af socialt pres?

Med dét selvsikre udspil har læseren virkelig fået noget at tænke over: For hvis der ikke er forskel på mænd og kvinder, hvordan kan kvinder så være mere påvirkelige end mænd? Hvis kvinder er mere påvirkelige end mænd, sådan som en lang række undersøgelser viser, så er der jo forskel på de to køn, og det er jo netop, hvad Fine ikke mener, der er. Givet Fines præmisser, så må hun således være ude i en cirkelslutning: Socialt pres virker bedre på kvinder, fordi kvinder har nemmere ved at bukke under for socialt pres. Problemet er bare, at man med denne form for Emile Durkheim’ske sui generis-bevisførelse kan bevise hvad som helst, ikke mindst at kvinder har nemmere ved at bukke under for socialt pres, fordi det harmonerer med den kvindebeskrivelse, vi finder i den hellige Koran.

Matematikkens ”interne tyranni”

Men vi er ikke færdige. Hverken med socialt pres eller med matematikken: Gennem årene har flere videnskabelige undersøgelser nemlig vist, at kvinder (i snit) er dårligere end mænd til matematik. Fine medgiver først, at disse resultater afspejler en sandhed, men derefter hævder hun – i en koloraturarie over en efterhånden velkendt melodi – at kvinder kun er dårligere til matematik, fordi samfundets fordomme holder dem nede. Så langt, så godt: At det er samfundets forventninger og fordomme, der fastlåser kvinder i en snæver, bestemt rolle, var også hovedpointen, da Simone de Beauvoir skrev Det Andet Køn i 1949. Problemet er bare, at mænds fordomme ikke var grunden til, at kvinder (i snit) var dårligere til matematik dengang, og at det slet ikke er mænds fordomme der er grunden til, at kvinder er dårligere til matematik i dag.

De sidste par år er der nemlig kommet en hel række undersøgelser som viser, at kvinder udsættes for stadig færre fordomme om deres matematiske kunnen. Fine har godt nok lige fortalt os, at det er mænds fordomme, der holder kvinderne nede, og nu viser det sig altså, at der bliver færre og færre af disse fordomme – hvordan kan de betragtninger dog nogensinde forenes? ”Jo, det kan de”, siger Fine, ”når blot man forstår, at fraværet af en offentlig kvindekritik, blot har omformet mænds fordomme til et ’internt tyranni’, der stadig plager kvinder.”

Moralen er en mesterlig syntese: Hvis mænd er fordomsfulde, så undertrykker de kvinder, og hvis mænd ikke er fordomsfulde, ja, så undertrykker de også kvinder!

Fines fine ansigt

Men efter at have sundet os oven på denne genistreg, så må vi dog alligevel spørge: Hvor er dokumentationen for eksistensen af dette ”interne tyranni”? Og som vi spurgte længere oppe, hvordan kan Fine så vide, at en evneforskel på 3 % kan være udslagsgivende for en ung persons liv? De svar får vi aldrig.  Men hvad vi så til gengæld får, er en ubehagelig fornemmelse af, at de konklusioner vi her får serveret, alene er udsprunget af Fines ideologiske overbevisninger. Fine skriver i bogen, at hun vil gøre op med ”alle de underlødige videnskabsmænd”, der bare ”slynger ting ud om køn” uden at have nagelfaste beviser for dem. Men når Fine kører sin egen modkritik i stilling, så forventes det åbenbart, at læseren skal acceptere hendes påstande, alene på baggrund af hendes glatte ansigt. Der gælder med andre ord ét sæt spilleregler for Fine, og et andet for alle os andre.

Fantastiske fostre

Den orakulære tone fortsætter desværre gennem hele bogen, og sågar også uden for den, som da Fine til et foredrag konfronteres af et i øvrigt velvilligt forældrepar: Her fortæller moderen, at hun og hendes mand altid har forsøgt at opdrage deres to børn kønsneutralt, men at de hurtigt opdagede, at sønnen var frenetisk interesseret i biler og gabende ligeglad med dukker, mens det med datteren forholdt sig lige omvendt. Men Fine lader sig ikke imponere: Børnenes præferencer ikke har noget med kønsforskelle at gøre (for den slags findes jo ikke, uha-nej). Når drengebørn interesserer sig for biler, og pigebørn for dukker, så skyldes det snarere, at børnene, allerede mens de var fostre, kunne ligge inde i livmoderen og lytte til os andre tale om køn. Derfor ser det ud som om, at børnene fødes med en præference for biler eller dukker, men i virkeligheden er det blot sproget, der skaber verden.

Fines mærkværdige påstand (som må formodes at forudsætte, at fostre kan afkode sprog) føres der intet bevis for, eksamensbeviser fra Cambridge og Oxford til trods. Men måske er det slet ikke videnskab, som Fine vil opbygge med sin bog. Måske skal hendes budskab netop forstås på samme måde, som man forstår den hellige Koran og de øvrige abrahamitiske skrifter: Som en åbenbaringsreligion, hvor man ikke behøver føre bevis for sine påstande. En åbenbaringsreligion ved navn Feminisme.

De stakkels kvinder

Tilbage ved bogen er læseren ved at være godt forvirret. For der står jo på omslaget af Delusions of Gender, at bogen vil gå i rette med de videnskabelige undersøgelser som påstår, at der er forskel på mænd og kvinder. Vi er blevet lovet en bog om kønsforskning og neurologi. Så hvorfor skal vi nu sidde og læse side efter side om, hvordan kvinder (efter Fines personlige mening) undertrykkes og manipuleres i samfundet? Bogen præsenterer sig selv som et opgør med de seneste ti års hjerneforskning, men Delusions of Gender læses mest af alt som en let opdateret udgave af den klichemættede offerfeministiske smøre; den som vi kender til akkurat samme udslidte hudløshed, som vi kender den fortærskede maksime om, at mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus.

At Fine omtaler kvinder som ofre er særligt ironisk, når nu hendes hovedpointe er, at det er sproget der skaber kønsforskelle. For pointen har unægteligt den implikation, at hvis sproget skaber verden, og man omtaler kvinder som ofre, ja så er man selv med til at gøre dem til ofre. Det har Fine så bare ikke tænkt på, på noget tidspunkt i arbejdet med Delusions of Gender. Enten kan Fine ikke tænke stringent, eller også tager hun sig her igen et par af de friheder, som hun så skinsygt vil nægte alle andre.

Kvindernes hævn: Murstenstesten

Alt er imidlertid ikke sort for kvinderne: Med stolthed og bravur præsenterer Fine os nemlig for murstenstesten: Murstenstesten går groft sagt ud på, at en testperson får en mursten i hånden og bliver bedt om at opremse alle de formål, som vedkommende kan finde på at bruge den til. Derefter får testpersonen point, alt efter hvor kreative hans svar var. Svarer man ”mursten kan bruges til at bygge huse”, så får man ét point, mens svaret ”mursten kan kastes på politiet” præmieres to point og så videre. Men hvis man virkelige skal brillere på murstenstesten, så er det om at spille ud med svar som ”murstenen symboliserer, at vi alle er another brick in the wall” – sådanne svar præmieres med 10 point.

I murstenstesten klarer kvinder sig gennemsnitligt bedre end mænd. Og det får en jublende Fine til at udbryde, at det ville være et stort gode, hvis alle i samfundet tænkte på denne symbolsk-abstrakte måde. Her afslører Fine sit udgangspunkt som fermt forankret i universiteternes liberal arts-tradition: Jo mere abstraktion, des bedre. Og dét selvom the liberal arts er notorisk ude af stand til selv at producere noget som helst levedygtigt, men netop kun kan overleve via massiv støtte fra andre samfundsgrupper. Grupper, som bruger mursten til at bygge huse og forskning til at løse faktiske problemer.

Faktisk er Fine så glad for murstenstesten, at hun fuldstændig ignorerer den japansk-amerikanske professor Ikujiro Nonaka (og mange andres) arbejde med såkaldt tavs viden: Kreative mennesker er ikke nødvendigvis i stand til at verbalisere, hvad det er, de gør; de gør det bare. Derfor er der ingen garanti for, at genier som Vincent van Gogh eller Nikola Tesla ville klare sig særlig godt i murstenstesten. Murstenstesten måler verbal- og abstraktionsevne, men ægte kreativitet kan sagtens ligge andetsteds. Hverken en høj eller en lav score på murstenstesten siger noget om, hvordan en person vil klare sig i den virkelige verden, og derfor er det faktisk lidt pinligt, at der skal bruges så meget krudt på det.

Men det mest mærkværdige ved Fines gennemgang af murstenstesten er dog, at Fine tidligere i bogen – i lighed med den britiske filosof John Stuart Mill – har argumenteret for, at det er umuligt at vide noget om kvinders sande evner, så længe samfundet behandler de to køn forskelligt. Men her, i afsnittet om murstenstesten, slår Fine så pludselig fast, at kvinder er bedre end mænd. Altså: Når mænd er bedre end kvinder, så kan vi ikke vide noget om kvindernes sande evner. Men når kvinder er bedre end mænd, så er det sandheden selv, der flår hul på samfundets undertrykkende dyne.

Mulighed er ikke sandsynlighed

Et sted, hvor Fine til gengæld ikke er enig med John Stuart Mill, er, når hun konstant blander muligheder sammen med fordelinger. Mill mente, at samfundet skulle give mænd og kvinder lige muligheder, sådan at alle kunne forfølge netop den karriere, som han eller hun ønskede sig. Men Mill mente ikke, at samfundet skulle sørge for en ligelig (50/50) kønsfordeling i alle erhverv, for dét ville jo være et overgreb mod det enkelte menneskes ønsker. Sådanne fine fornemmelse er imidlertid spildt på Fine, der ikke har de fjerneste problemer med at give sin støtte til overgreb, for selvom kvinder og mænd har forskellige ønsker, så har de jo ikke rigtigt forskellige ønsker: Det er bare sproget, der har skabt en kultur, hvor mænd tror, at de hellere vil være soldater end sygeplejersker. Samfundet er, efter Fines mening, ikke der hvor det bør være, og derfor kan man sagtens forsøge at skubbe det enkelte menneske derhen med vold og magt ved at træffe grundlæggende livsbeslutninger for det, selvom man måske krænker det på vejen.

For Fine kan nemlig også vide sig sikker på historiens endemål: Det lysende mål i horisonten, som historien ufravigeligt bevæger sig frem imod, hedder 50/50-kønsfordelinger overalt i samfundet. Alt, hvad der påtvinger en mere ligelig fordeling af kønnene, omtales uden argumentation som ”fremskridt”. Den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper (som påviste, at troen på historiens forudbestemthed ikke alene er uvidenskabelig, men også er en af forudsætningerne for det totalitære samfund) har i sandhed levet forgæves for Cordelia Fine, ligesom Popper har levet forgæves for de Radikales Sofie Carsten Nielsen, Socialdemokraternes Julie Rademacher, samt det skatteyderbetalte KVINFO og dets direktør Elisabeth Møller Jensen.

Uvidenskabelig videnskab

Fine hævder altså, at vi ikke kan regne med videnskaben, når den påstår, at der er systematiske forskelle på mænd og kvinder. Overbevisningen er stærk, men Fines argumentation og beviser er det nu så som så med. Ét sted har Fine dog utvivlsomt ret i sin kritik af videnskaben, og det er, når hun går tilbage til 1800-tallet for at kritisere, hvordan videnskabsmænd så kønnet dengang. At Fine kan finde ud af at afvise teorier, der allerede blev afvist for 100, 150 og 200 år siden, burde sådan set ikke være nogen nyhed. Men Fine gør det til en nyhed, når hun hoverende insinuerer, at moderne videnskabsmænd er gjort af samme stof. Fine lægger dermed op til, at der skulle findes en særlig arvesynd for videnskabsmænd. Og lægger således også sin dobbeltmoral frem, til frit skue for læseren: Der findes ingen essenser, de er udelukkende skabt via sproget, men videnskabsmænd vil for altid være bundet til de teorier, som ærkepositivisterne fremsatte i 1800-tallet.

At påstå, at man går i rette med videnskaben, for derpå at koncentrere sig om at angribe teorier, som for længst er blevet miskrediteret, er et billigt, men desværre udbredt, debattrick, som også blev anvendt herhjemme i Lars Sandbecks og Lars Christiansens antiateistiske debatbog Gudløse Hjerner. Det er et sjofelt trick, som svarer nogenlunde til at vurdere de nyeste smartphones på baggrund af Alexander Graham Bells telefonprototype fra 1876, eller til at vurdere moderne bilers sikkerhed med udgangspunkt i 1880’ernes første automobiler: Tingene er simpelthen blevet bedre siden, og som videnskabskvinde er det først og fremmest Cordelia Fines (og ikke læserens) opgave at holde sig ajour.

Ukritiske intellektuelle

Cordelia Fines bog er således et glimrende eksempel på, at hverken en ph.d.-grad, eksamensbeviser fra topuniversiteter, eller bøger med lange referencelister i sig selv udgør nogen som helst garanti for videnskabelighed. Tværtimod lader bogen til at være et ufrivilligt bevis på, hvad psykologerne Carl Rogers, Steven Pinker, Dan McAdams med mange flere har sagt snart i et halvt århundrede: At vi enten er født med, eller relativt tidligt i livet, udvikler de dispositioner, som senere vil gøre os til gode akademikere. ”Spild ikke tiden på at uddanne psykologer,” som Carl Rogers skulle have sagt, ”for tiden bruges meget bedre på at udvælge dem, som allerede har dispositionerne.” Cordelia Fine har næppe haft dispositionerne, for Delusions of Gender falder fuldstændig igennem som videnskabeligt værk.

Delusions of Gender er snarere en ideologisk debatbog, hvor forfatterinden på forhånd har besluttet sig for, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Først derefter er hun så begyndt at se på, hvordan hun kan underbygge sin konklusion. På den måde er Delusions of Gender desværre en del af en bekymrende trend af ideologisk motiverede ”forsknings”-bøger, som bedst eksemplificeres af bogen The Spirit Level – Why Equality is Better for Everyone, hvori forfatterne Richard G. Wilkinson og hans kæreste Kate Pickett enøjet insisterer på, at økonomisk lighed er bedre for alle. Ligesom Delusions of Gender, så blev The Spirit Level noget af en sensation i den engelsktalende verden, hvor patosvædede intellektuelle i en ekstasefyldt stund kaldte Wilkinson og Pickett for ”socialvidenskabernes Charles Darwin”, og også den LO-finansierede tænketank CEVEA var med til at støtte op om bogens konklusioner herhjemme.

I modsætning til Delusions of Gender, så blev The Spirit Level dog senere afsløret som frygtelig pinlig forskning, i såvel danske som udenlandske medier, og mange af de britiske intellektuelle, der tidligere talte så varmt om bogen, holder nu klogeligt deres dom ude af offentligheden. Denne skæbne er dog endnu ikke overgået Delusions of Gender, som af helt uforståelige årsager stadig bliver taget alvorligt, også uden for universiteternes afdelinger for kvindestudier.

Fine undgår beviserne

I virkeligheden kan hovedantagelsen bag Delusions of Gender afvises med en uhyre simpel observation: Dyr har ingen kultur, men mange af de arter der ligner os mest, har helt faste kønsroller. På dette tidspunkt i anmeldelsen er det vel nærmest overflødigt at nævne, at Fine også undlader at forholde sig til denne oplagte indsigelse.

Denne forsømmelse står ellers i skærende kontrast til Fines omhyggelighed på andre områder: Fine bruger blandt andet sin bog til at kritisere Cambridge-professor Simon Baron-Cohens arbejde med køn, og selvom Baron-Cohen har udgivet mere end 200 peer reviewed forskningsartikler, så vælger Cordelia Fine, som altså kalder sig ph.d. i psykologi, næsten kun at citere fra Baron-Cohens populærvidenskabelige formidlingsarbejde, som bragt i bøger, blade og aviser.

Med Fine har vi altså at gøre med en videnskabskvinde, som systematisk undgår beviserne. Alt i alt ville Fines pointer nok finde bedre applikation hos Simon Baron-Cohens fætter, Sacha Baron-Cohen, der, efter at have spillet den bigote fjernsynsreporter Borat og den excentriske glam-bøsse Brüno, snildt kunne læse Delusions of Gender og finde materiale til sin næste film: I sin tredje film kunne Sacha Baron-Cohen nemlig snildt spille en forsmået, liberal arts, postmodernist-psykolog, som indtrængende ønsker at overbevise alt og alle om, at kønnet ikke findes, og at kønsforskelle udelukkende skabes gennem sproget.

Men det ville da også være en storslået skæbne for Cordelia Fine, denne kønsforskningens Don Quixote (m/k).

af Tim Pallis, forfatter

I Vesten har vi et problem. Vi forstår ikke muslimerne. Vi fatter ikke hvad der foregår. Vi kan ikke forstå, hvorfor de handler som de gør. Vi kalder det  middelalderligt.

De fleste har ikke sat sig ordentlig ind i islams hellige skrifter. Vi ved ikke meget om, hvad islam er. Og eksperterne siger, at islam ikke har nogen essens, og skal fortolkes på mange forskellige måder. Man regner med, at muslimerne i almindelighed tænker lige så fornuftigt som os selv. For islam er da “fredens religion”. Den er en af Abrahams religioner og nok ikke meget forskellig fra jødedom og kristendom.

Alle religioner vil lære os det samme, siger de: At vi skal bestræbe os på at være gode mennesker, næstekærlige og overholde det gyldne princip om ikke at gøre mod andre, hvad vi ikke vil have andre skal gøre mod os. Sådan er det nok også for muslimerne, siger de.

Her i Vesten bestræber vi os på at give rationelle og fornuftige begrundelser for, hvad vi gør, og hvad vi mener om tingene. Vi kan godt lide, at opstille årsagssammenhænge. Vores videnskabsmænd leder efter rationelle begrundelser for diverse fænomener og de antager, at mennesker er universelt modtagelige for fornuft.

Den amerikanske forfatter og sikkerhedsekspert Robert R. Reilly har imidlertid skrevet en bog om, hvorfor eksperterne tager fejl. The Closing of the Muslim Mind, hedder den, og netop med henvisning til de såkaldte ”eksperter”, så bærer den også titlen How Intellectual Suicide Created the Modern Islamist Crisis. I bogen gennemgår Reilly stringent, hvordan langt de fleste af vor vestlige islam”eksperter” dybest set intet aner om islamisk filosofi (hvis de da aner noget om filosofihistorie i det hele taget). Og Reilly kontrasterer disse falske eksperter med mennesker, der rent faktisk kan deres historie.

Ubekvemme sandheder fra paven
I sin tale på Regensburg-universitetet sagde pave Benedict XVI, at islam er på kant med fornuften, og henviste til den historiske af-hellenisering af islam. Tabet af det hellenistiske præg betød også tabet af filosofisk tænkning, årsagssammenhænge og fornuftslutninger; ting som mange muslimer i dag anser for, at ligge udenfor den kritiske analyses domæne. Som vi skal se, så har islams lærde det nemlig med at forkaste den menneskelige tankes formåen og rationelle analyses frembringelser. Den kritiske fornuft er nemlig blot et menneskeværk, og det er et problem.

I de fleste teologiske skoler indenfor islam er tilgangen til virkeligheden blokeret på grund af islams afvisning af den kritiske analyse som menneskeskabt. Ifølge islamisk teologi og filosofi lever vi i en verden, hvor Allah ikke er bundet af noget, end ikke fornuften. Allah er, med deres egne ord, ren vilje og ren magt. Det kan synes besynderligt, at den menneskelige hjerne på den måde har udviklet en filosofi, der mest af alt koncentrerer sig om at devaluere den menneskelige hjerne. Imidlertid er der en hel række grunde til, at den islamiske teologi har udviklet sig som den har.

For det første sværger mange islamiske lærde til en total afvisning af fri vilje, idet de tror på, at alting er forudbestemt. Menneskets handlinger er ikke frie men på forhånd dikteret af Allahs vilje. Når mennesket ikke har en fri vilje, har han heller ikke noget ansvar for sine handlinger. Og hvis mennesket ikke kan kontrollere sin adfærd, er det meningsløst at tale om, at mennesket har moralske -endsige rationelle- forpligtelser i verden.

Allah, den guddommelige betvinger
I islam kaldes Allah også Al-Jabbar, hvilket betyder ’ham som betvinger’. Allah betvinger alt, og hans magt kan man ikke modsætte sig. Allah er herre over enhver af universets bevægelser. Hans væren er ubegrænset og har absolut frihed. Menneskets handlinger bestemmes derfor af Allah på samme måde som træets frugter, vandets strømmen, daggryets komme og planternes blomstring, som den islamiske teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) hævdede: “Allah skaber ikke kun skabningerne, men skaber også deres handlinger”. Allahs frihed er altså menneskets bundethed.

Ligeledes går en anden doktrin i islamisk teologi på, at Allahs natur hverken er konsekvent eller erkendelig. Ifølge islamiske lærde er det en hån mod Allah at hævde, at Allah er bundet af principper som eksempelvis næstekærlighed: Sådanne forpligtigelser begrænser nemlig Allahs absolutte og uvilkårlige frihed til at handle. Følgelig instruerer disse imamer i stedet deres menigheder i, at Allah er ubegribelig, og at han gør præcis hvad han vil. Således er implikationen af denne dokrinlære, at Allah ikke engang er bundet af sit eget ord.

Allah har ingen natur, og det fastholdes, at hans væren er absolut transcendens, og således evigt ukendt. Intet værende kan sammenlignes med ham, hvorfor billedforbuddet er særligt stærkt i islam, og han åbenbarer sig ikke for noget menneske. Han har afsløret sine love for menneskene, og det er alt. Det er grunden til, at visse grene af islam har begrænset sig til kun at beskæftige sig med den islamiske retslære Sharia’en. Da Allah er uerkendelig og utilregnelig, så er det eneste, der er relevant for menneskers væren-i-verden, at kende Allahs love.

Der slås et slag for hellenismen
Alt i den islamiske tænknings historie er dog ikke mørke: Filosofferne Avicenna (980-1037) og Averroes (1126-1198) forsøgte sig i deres værker med rationel analyse, og med de skrifter der var tilgængelige for dem, forsøgte de at indoptage aristotelisk og platonisk filosofi i den islamiske tænkning. Dermed arbejdede de begge på, at bringe den rationelle fornuft og de guddommelige åbenbaringer i syntese med hinanden via deres filosofiske produktioner. Men lige lidt hjalp det: Efter at Averroes havde produceret noget af sin tids fornemste filosofi, som endda blev hædret af kristne, endte Averroes bøger alligevel i flammerne brændt på Cordovas torv, han selv blev sendt i eksil og hans lære bandlyst. Og, siger visse kilder, i dette mismodets time, skulle Averroes have udbrudt, at ”islam var en religion for svin”.

At koranen kunne forenes med den kritiske filosofi blev afvist af de øvrige islamiske lærde med henvisning til, at den filosofiske metode var skabt af mennesker, og således korrumperet af menneskets selviske interesser, og på et epistemologisk plan lød begrundelsen, at der end ikke var noget for fornuften at vide: Virkeligheden var nemlig udelukkende afhængig af Allah – betvingerens – vilje, og således intet andet end en serie momentane mirakler, som er direkte forårsaget af Allahs vilje, og udenfor enhver menneskelig erkendelig metode. Ifølge klassisk islamisk teologi gælder dette (manglende) forhold mellem årsag og virkning også i naturens verden: Hvad der synes at være “naturlove”, som f.eks. fysikkens love, er i virkeligheden ikke andet end Allahs sædvane, som han til enhver tid kan ændre efter forgodtbefindende.

Resultatet af denne teologiske doktrin bliver således, at virkeligheden bliver uerkendelig og uforståelig: Der er intet for mennesker at begribe, for kun det uerkendelige konstituerer virkeligheden.

Ghazalis coup de grâce
Blandt de filosoffer som var med til at give Avicenna og Averroes dødsstødet var Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111).  Ghazali var den mest indflydelsesrige muslimske tænker efter Muhammed. I hans hovedværk, Om filosoffernes mangel på sammehæng, afviste han hele den hellenistiske tænkning og metode. Han fremhævede, at Allah er fuldstændig ubetvunget, og at der derfor ikke er nogen naturlig eller forudsigelig sammenhæng mellem årsag og virkning. Legemer bevæger sig ikke i overensstemmelse med deres natur, for de de har ingen natur, de er blot manifestationer af Allahs øjeblikkelige vilje der, som vi har set, kan skifte fra øjeblik til øjeblik.

Islamiske filosoffer som Averroes, Avicenna, Al-Razi og Al-Kindi er ifølge de anti-hellenistiske tænkere i islam slet ikke muslimer, men kættere: De er nemlig ikke produkter af islamisk kultur, men af græsk kultur. Og blandt religiøse ledere i Mellemøsten betragtes de hellenistiske filosoffer den dag i dag som værende fremmedelementer i den islamiske tænkning. De betragtes som krypto-vestlige og krypto-kristne, og deres tanker skal således bekæmpes.

Den videnskabelige metode – en kristen produktion?
Benægtelsen af naturlovene har medført en manglende interesse for objektivitet og videnskabelighed i den islamiske verden, hvilket egentlig er naturligt nok, for hvorledes kan man dyrke videnskab uden lovmæssighed, årsag og virkning?

Udover Ghazalis afvisning af årsag-virkningsspekulationer, så bygger den anti-rationalistiske strømning i islam også på doktrinen om koranens ontologiske særstatus: Ligesom Allah er evig, uskabt og fuldkommen, således har koranen altid eksisteret, og således vil den altid eksistere i uændret form fremover. Formidlingen til Muhammed skete godt nok i 600-tallet, men de originale tavler findes i himlen – i guld og på arabisk. Visse af  de hellenistiske filosoffer fremsatte det synspunkt, at mens koranen i sig selv godt kunne være guddommelig, så kunne den konkrete fortolkning af koranen dog alligevel siges at være op til menneskene, en strid de tabte, da den slags synteser endnu i deres levetid blev underkendt som kætteri.

Anti-rationalisterne vandt altså striden om Allahs transcendens, om den frie vilje, og om koranens ontologiske særstatus. Sidstnævnte særstatus ledte dog en mindre teologisk skole, Mu’taziliterne, til at påstå, at såfremt koranen vitterligt besidder denne ontologiske særstatus, så måtte koranen jo være Gud nr. 2 i islam, hvilket jo var polyteisme, og således en synd, der straffedes med døden.

Hadith’er som hotfix
Den mest betydningsfulde samler af koran-kommentarer, de såkaldte Hadith’er, var al-Bukhari. Han og hans skole afviste at Allah og koranen måtte være ens idet han fastslog: “Koranen er Allahs uskabte tale, menneskets handlen er skabte, at tro andet er kætteri.” Mu’taziliterne fastholdt imidlertid deres synspunkt: At Koranen måtte være skabt, og således temporal, for ellers måtte de historiske hændelser, der berettes om i Koranen, være forudbestemt og eksistere før mennesket blev skabt. Striden bølgede frem og tilbage, indtil det i midten af 800-tallet, under Kaliffen al-Mutawalkil, blev dekreteret, at det var obligatorisk for muslimer at tro på, at Koranen var evig og uskabt. Dette er i dag stadig det ortodokse synspunkt i sunni, og derfor kan islam ikke reformeres.

Den Mu’tazilitiske periode i islam var en periode med interesse for græsk filosofi og muligheden for en anden udvikling af islam end den, der siden hen fandt sted. Den Mu’tazilitiske Kalif al-Mamun (813-833) var ganske vist også en morderisk despot, men der var i det Mu’tazilitiske syn på den skabte Koran alligevel en mulighed for at genåbne den islamiske bevidsthed, og sætte den menneskelige fornuft tilbage i højsædet.

Der har i vor tid været repræsentanter for en sådan neo-Mu’tazilitisk fortolkning, og som advokerer for en genåbning af diskussionen om koranens ontologiske status. De tre vigtige reformtænkere er indoneseren Harun Nasution (1919-1998), egypteren Nasr Abu Zaid (1943-2010) og tuneseren Lafif Lakhdar (1934- ).

Men det er imidlertid ingen spøg at være reformtænker blandt ortodokse islamister. Man bliver erklæret for frafalden kætter, og trues på livet, resten af livet. Mellemøstlige reformtænkere må bo i Vesten, og forske og udtale sig under politibeskyttelse. Det er ikke sandsynligt, at en reform af islam nogensinde vil være muligt, for det ville betyde islams undergang som verdensreligion.

Selv om den rationelle fornuft og den humanistiske tradition, som vi nyder godt af i Vesten, endnu betragtes som et fremmedlegeme i den muslimske verden, så kan fornuften ikke helt udryddes. En amputeret arm er til stadighed nærværende i den amputeredes bevidsthed. Muslimerne ved godt, at enten kommer islam til fornuft eller også binder de sig selv til mørke og fattigdom. Måske er det nuværende arabiske forår et tegn herpå.