Category Archives: Psykologi

Personlighedstype og læring

af Ryan Smith, cand.mag.

Ekstroverte: Skal have lov til at snakke løsninger og tiltag igennem og diskutere dem med både lederen og hverandre. Ekstroverte kan – statistisk set – godt lide at få tilbagemeldinger på deres arbejde, hurtigst muligt efter at de har afleveret det.

En foreslået øvelse for ekstroverte medarbejdere: Hvis en ændring skal gennemføres i virksomheden, så lad ekstroverte rollespille denne ændring. Hvis der f.eks. er tale om en ny måde at interagere med kunderne på, så lad to medarbejdere spille kunder og to medarbejdere spille repræsentanter for virksomheden, og se, hvad der kommer frem. En anden variant af denne øvelse er, at hvis der skal gennemføres en ændring internt i virksomheden, så kan lederen sætte to ekstroverte medarbejdere til at spille rollen som dem, der gerne vil støtte ændringen, og to andre ekstroverte til at spille rollen som dem, der er imod ændringen. Lad de ekstroverte tale sig varme og lad dem diskutere frem og tilbage. Hermed tager man højde for, at mange ekstroverte forstår ting bedst, som de selv har talt igennem.

Introverte: Skal have lov til at “gå i dybden” og tage tingene i deres eget tempo. Skal IKKE kastes ud i nye situationer uden instruktioner og mulighed for at omstille sig på ændringen.

En foreslået øvelse for introverte medarbejdere: Hvor ekstroverte typisk foretrækker at få tilbagemeldinger her og nu, så har introverte det gerne med at ville tage tingene i deres eget tempo. Når der skal implementeres en ændring i en virksomhed med mange introverte medarbejdere, så kan ledelsen overveje at give de introverte tid til at reflektere over ændringen hjemme for derved bedre at lade dem optage informationen i deres eget tempo. Introverte kan ofte finde distinktioner inde i deres hoved, og således kan man også bede dem tænke over, hvilke tidligere ændringer den nuværende ændring minder om, og hvilken funktion de tror, at ændringen vil tjene i organisationen.

Sansetyper: Skal have lov til at relatere det, de lærer, til konkrete objekter, som man kan se og røre ved, og skal have mulighed for at trække paralleler til dagligdagen og helt konkrete situationer, som de har praktisk erfaring med.

En foreslået pædagogik for sanse-medarbejdere: Eftersom sansetyper støtter sig til praktisk erfaring og konkrete objekter, så kan indlæringen ofte hjælpes på vej, hvis formatet fra “den sorte skole” brydes op med hjælp fra videoer, lydbånd og konkrete objekter. Hver gang et nyt koncept eller princip introduceres, kan ledelsen overveje, hvorledes det kan relateres til et konkret objekt, som kan ses og røres ved.

Intuitive-typer: Intuitive bliver stimuleret af teorier og koncepter, muligheder og uventede associationer. Intuitive-typer skal således have lov til at associere, når de præsenteres for nyt, og plads til at udforske de retninger, som deres tanker tager dem i.

En foreslået pædagogik for intuitive-medarbejdere: Da intuitives associationer nogle gange kan bære dem ret så langt væk fra det egentlige emne, kan det nogle gange betale sig at bruge deres tilbøjelighed til at “associere sig ud af boksen” til at associere sig tilbage på sporet af det, der nu engang diskuteres. Ledelsen kan således udfordre intuitive medarbejdere ved at bede dem tænke på tre grunde til, at den givne ændring eller det nye koncept ikke skal introduceres OG tre grunde til, at den nye ændring SKAL introduceres. Således udnytter man deres flyvske disposition til at få dem til at se begge sider af sagen, i stedet for blot at få dem til at tænke på andre muligheder end de nærværende.

Tænketyper: Tænketypers kognition opererer i udgangspunktet efter devisen ”sandt/falskt”. Tænketyper skal således, som en del af læringen, have lov at prøve kræfter med øvelser og opgaver, hvor der er ét klart svar, og knap så meget ”hvad synes du selv”?

En foreslået pædagogik for tænke-medarbejdere: Da tænketyper tænker i sandt/falskt, bør ledelsen gøre det helt klart for medarbejderne, hvad målet med en given operation eller et givent tiltag i virksomheden er. Hvis ledelsen har forventninger til medarbejderne, så bør ledelsen definere målet, så det står tindrende klart for alle i virksomheden. Og hvis ledelsen vil maksimere frugten af sine tænketypers indsats, så bryder ledelsen også det overordnede mål ned i overskuelige og klart afgrænsede delmål – eventuelt sammen med medarbejderne.

Føletyper: Hvor tænketyper i udgangspunktet tænker ved sig selv: ”Er det sandt eller falskt?”, så spørger føletyper i stedet: ”Synes jeg om det, eller synes jeg ikke om det?”, samt om andre: ”Synes han/hun godt om mig, eller synes han/hun ikke godt om mig?” Føletyper skal således have lov at op gå i relationerne på arbejdet.

En foreslået pædagogik for føle-medarbejdere: Da føletyper går op i harmoni og relationer, bør ledelsen så vidt det er muligt sørge for at definere virksomheden som et fællesskab med bestemte karakteristika og værdier. Og hvis ledelsen vil maksimere frugten af sine føletypers indsats, så bestræber ledelsen sig lige ligeledes på at kommunikere på en anerkendende og åben facon, som eksempelvis: ”Vi er glade for dig og det arbejde du udfører fordi [nævn en kvalitet medarbejderen har]” eller ”Vi er normalt glade for at arbejde sammen med dig, især pga. din [nævn en kvalitet medarbejderen har], men på dette område [nævn et område] har du også udviklingspotentiale, og kan blive endnu mere vellidt”.

Opfattetyper: Opfattetyper har det godt med fleksibilitet, og for mange regler og procedurer har det med at veje tungt på opfattetypers skuldre. Men da meget arbejde på en moderne international arbejdsplads foregår under strenge deadlines, så kan opfattetyper undertiden havde godt af at få hjælp til at ”arbejde sig baglæns op til en deadline.”

På University of Western Ontario har staben således indført en ordning, hvor de studerende der beder om det, kan få hjælp til at bryde deres overordnede akademiske mål ned i delmål, samt få hjælp til at vurdere, hvornår de senest skal begynde på det enkelte delmål, hvis de rimeligvis skal nå det til tiden. Ifølge erfaringerne på University of Western Ontario gælder det endvidere, at opfattetypernes effektivitet stiger drastisk, når lærerne uddeler positive og negative karakterer, der har til formål at vise de studerende, hvorvidt de er foran eller bagud med hensyn til en forestående deadline.

Vurderetyper: Da vurderetyper ofte trives med skemalagte aktiviteter og forudsigelighed gælder det, at vurderetyper ofte har det godt med at få det store overblik i form af f.eks. en overordnet halvårsplan for virksomhedens aktiviteter. Derudover har vurderetyper det ofte godt med individuelle tilbagemeldinger på deres arbejde. Erfaringer med vurderetype-medarbejdere peger endvidere på, at de dygtigste af disse trives med, at der fra ledelsens side tilkendegives, at der er et klart hierarki på arbejdspladsen.

Denne sidste værdi er især kontroversiel, idet man i den danske folkeskole har besluttet, at hierarkier, og det at tale om at nogle er dygtigere end andre, skal være mere eller mindre tabubelagt. Ikke desto mindre er der medlemmer af hver ny generation, der abonnerer på den værdi, at hvis ens arbejde er markant bedre end andres, så skal det også tilkendegives åbent, og hvorvidt man fra lærerstandens side har lov til at undertrykke denne værdi hos børnene, er i sandhed et godt spørgsmål, der fortjener opmærksomhed i den offentlige debat.

Kan en virksomhed have en type?

Ifølge mange tænkere på området er svaret ja. Her er en aggregeret model, som samler op på nogle af de mest udbredte teorier på området:

Postmodernisme i DRs Deadline

af Ryan Smith, cand.mag.

NYHEDSSQUIZ: Postmodernist-Foucault-filosoffen Anders Fogh Jensen i Deadline (13-02-2011): “Der går en neoliberal bølge gennem Europa der er større end individet. Den er et produkt af magten.” Vi spørger: Hvad er mon mestsandsynligt?

(A) POMO-SVARET: Den måde vi behandler viden på gør, at der opstår en
Magt-diskurs der er større end os alle sammen, og som tilsyneladende
er uimodsigelig. Den tvinger os til at bakke op om liberalismen.
Diskursen har sit eget liv, og er stærkere end os. Vi mennesker er
blot skakbrikker som diskursen arbitræt flytter rundt på. Vi kan ikke
styre hvad vi mener, vi kan kun analysere hvorfor vi mener det, og
nogle særlige få kan så træde udenfor diskursen og blive ved med at
støtte velfærdsstaten.

(B) POPPER-SVARET: Liberalisme forudsætter en en vis grad økonomisk
indsigt, principiel tankegang, abstraktionsevne og bevidsthed om vores
kerneværdier. På grund af internettet, Flynn-effekten og den globale
finanskrise befinder vi os for første gang i historien på et sted, hvor
middelklassen har forudsætningerne for at forstå liberalismen til
bunds.

Vi håber at kunne udlodde lidt lækkert til første rigtige besvarelse.
Det siger dog sig selv, at “lidt lækkert” er diskursivt bestemt. Hvis
det rigtige svar er (B) er præmien noget så kedeligt borgerligt som en
bilvask. Men hvis det rigtige svar er (A), så er præmien i stedet en
transgresserende oplevelse i en S/M dungeon, der vil få vinderen ud af
evt. borgerlige normer, han stadig måtte bære rundt på, og få
vedkommende til at tænke store tanker om samfundet.

S-SF: Alle Protagoras’ elever

Kritiske røster har i det forgangne år taget hårdt fat om S-SF’s politik og blandt andet kaldt den ”usammenhængende”, ”selvmodsigende”, ”umulig” og et ”manipulativt blændværk”, der er ”tomt for ideer.” Nærværende skribent har imidlertid fundet ud af, at intet af dette er tilfældet, men at S-SFs manøvrer i stedet skyldes et overraskende kendskab til en sjælden dannelseskilde.

af Ryan Smith, cand.mag.

Der var mange, der havde svært ved at følge den røde tråd, da S-SF zigzaggede fra Nick Hækkerups udtalelse om, at der under en rød regering ”ikke vil blive tale om at røre ved efterlønnen”, til Helle Thorning-Schmidts udtalelse om, at det dog kunne blive ”nødvendigt at ændre på efterlønnen”, efterfulgt af Henrik Sass Larsen, som sagde, at en afskaffelse af efterlønnen ville blive over hans ”politiske lig”. Derfra skar Helle Thorning-Schmidt igennem for at slå fast, at ”alt”, herunder efterlønnen, var ”i spil”, og for ligesom at binde sløjfe på det hele, så tilføjede samme Helle Thorning-Schmidt, at hun stod ”fuldstændig ved”, at en rød regering ikke ville ændre på efterlønnen, og udvidede så i sidste måned sin holdning med, at hun var åben over for ”positive ændringer” i efterlønnen. Og for at ingen skulle være i tvivl om hvad det egentlig var oppositionen mente, så gik S-SF også i fællesskab ud og meddelte: ”Det, vi lægger frem før valget, er også det, vi har tænkt os at gøre efter valget.”

Mange mennesker har ladet sig forvirre, og i forvirringen har de tolket S-SF-udmeldingerne sådan, at S-SF ikke har en politik; at de, med Politiken-skribenten Lars Trier Mogensens ord, er ”tomme for ideer” og ”villige til at sige hvad som helst” for at få magten. Deres skribent har imidlertid gravet i historiebøgerne og på den måde fundet ud af, at der med S-SF’s divergerende meldinger slet ikke er tale om gemen politisk opportunisme, men at deres fleksibilitet i stedet udspringer af en sjælden fornem dannelseskilde: Politikerne i S-SF er nemlig ikke simple lykkeridere, men derimod elever af den store græske sofist, Protagoras fra Abdera.

Den store relativist

De husker ham måske fra Deres skolegang: Protagoras, der er berømt for det udsagn, at der ikke findes nogen naturgiven sandhed, kun normer og kultur. Det følger derfor af hans lære, at der ikke findes falske eller selvmodsigende udsagn, da ethvert udsagn blot er en subjektiv fortolkning af en virkelighed, hvor er ikke er nogen endegyldig sandhed. Således Protagoras’ berømte slogan, mennesket er altings målestok¸ med hvilket han mente, at alle udsagn blot var meninger, og således, at naturens og logikkens love blot meninger, på lige fod med alle andre meninger.

Som et eksempel på sin lære gav Protagoras os det billede, at to mennesker kan sidde i en båd sammen, og den ene mene, at det blæser, mens den anden mener, at det ikke blæser; begge på baggrund af deres personlige, subjektive fortolkning. Ifølge Protagoras vil begge bådpassagerer have ret, og videre endnu, så vil de to udsagn heller ikke være selvmodsigende, men begge være sande på samme tid, da der ikke findes falske udsagn.

På den måde er det heller ikke selvmodsigende at stå ”fuldstændig ved”, at man ikke vil ændre på efterlønnen, samtidig med at man er ”åben over for ændringer” i efterlønnen: Med Protagoras som læremester kan man bogstaveligt talt ændre holdning, som vinden blæser; man kan blæse, ikke blæse, og stadig have uld i mund.

At udsagn ikke kan være selvmodsigende, betyder også, at ens logik ikke behøver at være konsekvent, og således kan Protagoras elever i S-SF sagtens kræve 40% kvinder i bestyrelserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige forskere, uden derved at føle sig forpligtigede til også at kræve 40% kvinder på byggepladserne og særlige ”fremskyndelsesprocesser” for kvindelige kloakarbejdere. Livet er nemt for Protagoras’ elever, som ikke behøver at mene det samme i på første sal, som de mener i stueetagen, og hvis præferencer for privatskoler, privathospitaler og skatteunddragelse ikke behøver harmonere de regler de kræver af alle andre.

Evolution – blot en holdning

Konsekvensen af en protagoræisk verden, hvor kun normer og kultur danner grundlag for vor virkelighedsopfattelse, er, at hvis vi blot kan ”lære” vore normer, hvilket samfund vi vil have, så får vi det også sådan: Kulturen er blot tilfældig, og har intet at gøre med de mennesker der lever i den. Videnskaben kan ikke gøre noget krav på sandhed, men er blot endnu én menneskelig mening blandt mange. Og Protagoras’ elever i S-SF kan da også afvise enhver snak om biologiske dispositioner, når talen falder på tvangskvoterne: Som de fromme protagoræere de er, betoner S-SF i stedet, at modstanden mod kvoter hovedsageligt skyldes, at tvangskvoter og indgreb i den private ejendomsret ”bryder med normer og traditioner”, som Mette Frederiksen udtrykte det, eller at de eneste argumenter imod kvoter er ”vaner, tradition og mangel på erfaring [hos aspiranterne]”, som Pernille Vigsø Bagge mente. Altså: Uden en objektiv sandhed er det eneste, vi skal gøre, at erstatte en tusindårig tradition med nye normer, som vi selv har fundet på.

Hvis vi blot kan opdrage hinanden til, at 40% af bestyrelsesposterne er reserveret til kvinder, så vil enhver snak om kompetencer forsvinde af sig selv, da forestillingen om ”kompetencer” jo blot er endnu en subjektiv grille, der ikke dækker over noget objektivt eksisterende.

Platon kritiserede Protagoras for, at hvis ingenting vitterligt var forkert, hvorfor skulle nogen så overhovedet lytte til Protagoras? Implicerede Protagoras’ lære så ikke, at alle andres meninger var lige så gode som hans egne? Hertil svarede Protagoras infamt, at selvom intet var forkert, så var noget alligevel bedre end andet. Men da sandheden ikke findes, og alting blot er meninger, så må hver enkelt mening, ifølge Protagoras, bedømmes på den genklang, den vækker i befolkningen. Og således skal S-SFs slagord om ”ufinansierede skattelettelser” og ”massakren på skoler og sygehuse” ikke forstås i relation til nogen objektiv sandhed om finansiering i kroner og øre: For S-SF har lyttet i timen og udsagnenes sandhedsværdi skal alene vurderes på, hvorvidt de vinder befolkningen over.

Dødsstraf – for anstændighedens skyld

Ud over den genklang, en mening vækker i befolkningen, var der ifølge Protagoras også et andet kriterium, en mening skulle bedømmes ud fra, nemlig den ”anstændighed” (nomos), den skaber i samfundet. At lektien om anstændighed er en, som Protagoras’ elever i S-SF har lært sig til UG, fremgår tydeligt af deres opfordring til, at Danmarks statsminister skal mødes med fremmede magter, for at undskylde for, at vi har ytringsfrihed (TV2, 02.02.2006, samt Kristeligt Dagblad 29.09.2010). Med S-SF har vi set en udvikling, hvor ytringsfriheden skal indskrænkes til fordel for islamister, hvor den frugtbare debat skal vige for hensynet til følelser, og hvor en kritisk diskussion om integrationsproblemerne skal stækkes af hensyn til netop ”anstændigheden”. Det er et holdningskompleks, der gør, at Protagoras kan være særdeles stolt af sine elever, når S-SF påstår, at de har gjort noget godt for ’tonen’. Athenerne på Protagoras tid følte sikkert også, at de gjorde noget godt for tonen, da de dømte Sokrates til døden.

Protagoras’ elever blev berygtede allerede i Antikken: Skruppelløse unge mænd, som manipulerede masserne med opløftende tale, og som var villige til at love hvad som helst for at få magten (hvilket ofte lykkedes). De styrede demokratiet imod vanvittige projekter, og konsekvensen af Protagoras’ relativisme var, at han i sidste blev nødt til at angribe matematikken, da den stod som eksponent for en sandhed fri af normer. Et kunststykke, som Socialdemokraternes Morten Bødskov gjorde mesteren efter, da han på tv fejede alle uafhængige økonomernes kritik af S-SF-planen bort med dommen om, at økonomernes tal og metode udelukkende bundede i, at de var ”borgerlige økonomer”. Bødskov han var i sandhed den fineste af Alle Protagoras’ Elever.

Komparative fordele

af Ryan Smith, cand.mag.

.
Carolina Mills

17 Plants Shut Down

2,600 Jobs Lost

Jobs […]

Outsourced to Asia

Kære læser,

De er ikke gået forkert: De befinder Dem ikke i Weekendavisens BØGER, og ovenstående vers er ikke elegisk lyrik fra en nyere amerikansk digtsamling. Det er et reklamespot fra Obama, og for Obamas bebudede protektionistiske handelspolitik. En politik som har fået flere topdiplomater og verdensledere til at bide sig i læben i foruroliget forventning: Er det vildfaren valgsnak? Eller er det virkelig, faktisk og fremtidig amerikansk politik?

Problemet med Obamas angreb på den fremtidige frihandel med USA er, at det samtidig er et angreb på en af hjørnestenene i klassisk økonomisk teori, nemlig den britiske økonom David Ricardos (1772-1832) idé om komparative fordele; det vil sige ideen om, at gensidig frihandel altid er profitabelt nationerne imellem, da det i en international økonomi uden toldmure gælder, at ethvert forretningsforetagende naturligt vil søge derhen, hvor det er konkurrencedygtigt.

Et tænkt eksempel: Den kinesiske tekstilindustri har samme produktivitet som den amerikanske tekstilindustri. USA er til gengæld langt bedre end Kina til at producere software. Lad os sige, at Kinas produktivitet på området kun er 50% af den amerikanske. USA er således lige så god til at producere tekstiler som Kina, men ovennævnte forhold gør til sammen, at Kina har en komparativ fordel på tekstilområdet. Det kan med andre ord bedre betale sig at producere tekstiler i Kina, hvorfor Carolina Mills bliver outsourced to Asia, og alle bliver rigere, som vist nedenfor:

Produktivitet uden frihandel:
USA: Tekstil: 100 Software: 100
Kina: Tekstil: 100 Software: 50
Total: Tekstil: 200 Software: 150

Produktivitet med frihandel:
USA: Tekstil: 0 Software: 200
Kina: Tekstil: 200 Software: 0
Total: Tekstil: 200 Software: 200

Efter frihandel ser vi, at verden altså nu er 50 enheder Software rigere.

Selvom USA altså har den absolutte overhånd både hvad angår tekstiler og hvad angår software, så kan frihandel alligevel betale sig for begge parter, så længe kineserne koncentrerer sig om at producere tekstiler, og amerikanerne producerer software. Årsagen er komparative fordele.

Ideen om komparative fordele er egentlig simpel, men samtidig er den så spektakulært anti-intuitiv, at den gennem tiden er blevet udsat for al tænkelig (og utænkelig) kritik. Kritikken er kommet fra nærmest alle politiske fløje, fra socialdemokrater til konservative, men historisk set er den især kommet fra socialistiske grupperinger, hvis dialektisk-materialistiske doktriner forudsætter eksistensen af industrielle strukturer i det enkelte land, førend det kan betragtes som revolutionsmodent.

Og netop den betragtelige mængde disinformation på området har undertiden også fået tag i mange gode og intelligente mennesker, som eksempelvis Barack Obama. Ikke fordi Obama er marxist, sådan som nogle har påstået, men fordi han lytter til de forkerte røster: Bag Obamas protektionistiske handelspolitik finder man hovedsageligt de store virksomheder fra stål- og bilindustrien, der øjensynligt ikke har nok i en skattefinansieret spisebillet på 700 milliarder dollars.

På grund af disse røster er det undertiden blevet fremført, at frihandel ikke kan være tjenligt for erhvervslivet, eftersom store dele af erhvervslivet selv og sågar også verdens rigeste mand, finansspekulanten Warren Buffet, aktivt bakker op om Obamas handelspolitik.

Dét ræsonnement hviler imidlertid på den antagelse, at private virksomheder er naturligt profitsøgende foretagender, som støtter fri kapitalisme, hvilket dog kun er en halv sandhed: Nok er private virksomheder profitsøgende, men hvis de kan lirke velmenende politikere (såsom Barack Obama) til at indhegne markedet med kunstige toldmure, så får virksomhederne stadig deres profit, og dermed har de ingen grund til at støtte den fri konkurrence. Business as usual for erhvervslivet, og for så vidt også for forbrugeren, der bare har at handle, hvad etaten anviser, hvor etaten anviser.

En sådan økonomisk tankegang leder tankerne tilbage på merkantilismens guldalder (1500-1775). I sin essens er merkantilismen et økonomisk system, som søger at beskytte producenter snarere end at gavne forbrugeren, sådan som fri konkurrence gør det. Tankegangen er, at store nationale virksomheder risikerer at blive udkonkurreret under frie, konkurrenceprægede forhold, og hvor skal staten så få sine skattekroner fra? Så er det bedre at beskytte producenterne ved at begrænse forbrugernes valg.

Følgelig fortoldes udenlandsk aktivitet på hjemmemarkedet så kraftigt, at de nationale industrier til hver en tid er sikret en grundlæggende efterspørgsel på mange af deres produkter. Men netop fordi hver enkel nation har lukket sit marked, betyder det også, at modpartens ressourcer vil være så meget desto mere tillokkende. Eller sagt på en lidt firkantet måde så vil lande, der ikke konkurrerer på handel, før eller siden inciteres til at konkurrere på krig.

Som vi har set ovenfor, så er ufortoldet handel det økonomiske system, der sikrer den størst mulige velstand viakomparative fordele. Imidlertid løber udsigten til øget velstand af og til på modstand fra den betragtning, at verden er “rig nok”; et argument som Obamas kampagne har strejfet i den amerikanske valgkamp, og som SF’s Villy Søvndal også har slået an herhjemme. Denne form for argumentation lader til at bero på en forestilling om, at økonomisk velstand begrænser sig til en uophørlig produktion af glinsende fladskærme og samtalekøkkener ad nauseam. En uheldig holdning der ikke lader til at medregne det faktum, at øget økonomisk velstand undertiden også resulterer i renere mad og billigere medicin.

Dertil kommer, at folk som Obama og Søvndal, folk der brændende ønsker en velholdt offentlig sektor, har yderligere en interesse i at holde væksten i erhvervslivet så høj som muligt: I en konkurrencepræget økonomi går størstedelen af erhvervslivets omsætning nemlig ikke til dekadente direktørers lystyachter og privatfly, men til geninvesteringer i virksomhedens produktions- og brandingapperat, hvis da ikke overskuddet udbetales som dividende til virksomhedens aktionærer. Dividenderne er skattepligtige, så jo større virksomhedernes omsætninger er, jo flere penge vil staten også have til at udbetale velfærdsydelser, finansiere offentlige hospitaler, restaurere skoler og plejehjem med videre.

Denne fremgang er staten aktivt med til at decimere når den fortolder markederne. Den gør med andre ord os alle sammen fattigere. Til gengæld sparer kløgtige politikere så deres approval ratings for de negative følgevirkninger af massefyringer i Chrysler, Ford og General Motors. Men det er, som vi har set, en kortsigtet løsning, som i sidste ende berøver os alle en bedre tilværelse.

Så kære Barack Obama: Spis ikke Deres vælgere af med den kortsigtede løsning, men følg i stedet i David Ricardos fodspor, og det kunne tænkes, at De allerede i 2012 ville kunne udskifte elegien med følgende panegyrik:

Silicon Valley

Several New Startups

Foreign Orders Placed

Orders […]

Hailing from Asia


Post Scriptum: Endnu et eksempel på Komparative Fordele

Lad os sige vi har to aktører, Otto og Britta. De kan lave hhv. cykler og telefoner. Otto er god til at lave cykler, og Britta er god til at lave telefoner:

Otto: 10 timer pr. cykel, 25 ti…mer pr. telefon
Britta: 20 timer pr. cykel, 15 timer pr. telefon

Hver for sig skal du nu lave 1 cykel og 1 telefon:

Otto: 10 + 25 timer = 35 timer
Britta: 20 + 15 timer = 35 timer

Men nu arbejder de sammen:

Otto: 2 Cykler = 20 timer
Britta: 2 Telefoner = 30 timer

De har produceret det samme, byttet, og sparet 20 timer. Det er absolutte fordele.

Nu kommer komparative fordele: Bente er *både* bedre til at lave cykler *og* til at lave telefoner end Britta:

Britta: 15 timer pr. cykel, 20 timer pr. telefon
Bente: 13 timer pr. cykel, 10 timer pr. telefon

Hver for sig skal du nu lave 1 cykel og 1 telefon:

Britta: 15 + 20 timer = 35 timer
Bente: 13 + 10 timer = 23 timer

Men nu arbejder de sammen:

Britta: 2 Cykler = 30 timer
Bente: 2 Telefoner = 20 timer

Britta sparede 5 timer
Bente sparede 3 timer

Selvom Bente var bedst til det hele, så kunne det alligevel betale sig at arbejde sammen med Britta.

Selvom USA er bedst til det hele, så kan det allgievel betale sig at handle sammen med Kina.

Unge mennesker og blodige computerspil

Af Majken Hirche, cand.scient.

Gennem 1990’erne gik kritiske røster fra ungdomseksperter og bekymrede forældre slag i slag med de voldelige computerspils udbredelse. De bloddryppende actionscener på skærmen inciterede jo til vold, og de unge sind var ikke i stand til at skelne mellem fiktion og virkelighed.

Helt galt gik det i 1999 da det kom frem, at de to gerningsmænd bag columbine-massakren havde spillet voldsforherligende skydespil DOOM. Men selvom det efterhånden er længe siden vi skrev 1999, så har de bekymrede røster endnu et par skud i magasinet (så at sige): Voldelige computerspil giver de unge aggressive tanker og fremelsker en uempatisk og antisocial adfærd. Så klar lyder konklusionen fra en metaundersøgelse som Iowa State University iværksatte tidligere på året. Undersøgelsen samlede op mod 130 forskningsresultater fra flere lande, og statistikken viste klart og tydeligt, at voldelige computerspil fører til aggressive tanker. Siger forskerne da.

For en ting er et statistisk gennemsnit, og et andet er det faktiske individ, den unge af kød og blod, og hans hang til voldelige computerspil. Derfor satte psykologen Patrick M. Markey fra Villanova University sig for at undersøge, om det nu også var så galt, og ved brug af psykometriske værktøjer som det anerkendte NEO PI-R viste han, at det langtfra er alle unge der befinder sig i risikozonen når det kommer til voldelige computerspil. Tværtimod, så var de negative effekter af at spille voldelige computerspil isoleret hos en lille gruppe af unge, som i forvejen kunne siges at være depressive, emotionelt ustabile, følelsesmæssigt indifferente, og generelt mindre hensyns- og samvittighedsfulde end andre unge på tilsvarende alderstrin. Bloddryppende computerspil gør altså ikke unge til psykopater, men unge der allerede er psykopater bliver mere aggressive, og tiltagende fjendtligt indstillet overfor deres omgivelser.

De unge der vitterligt påvirkes af de hæmoglobinholdige computerspil er altså en lille prædisponeret gruppe, og deres reaktioner er de samme som når de oplevelser vold på film og TV. For langt de fleste unge forbliver volden altså virtuel. Så mon ikke de bekymrede ungdoms”eksperter” burde tage sig en slapper. Eller et spil DOOM.

Traktaten om de tre bedragere

Traktaten om de tre bedragere
Den besynderlige historie om en hemmelig tekst med stor effekt

Af Frederik Stjernfelt, professor, dr. phil., og forfatter

De seneste års idehistoriske forskning har lagt stigende vægt på den tidlige oplysning – dvs. perioden 1650-1720, før de store oplysningsfilosoffer og monumenter som Encyklopædien og de borgerlige revolutioner. Denne periode er mere gedulgt, fordi oplysningstanker endnu blev hårdt forfulgt, både i det katolske og protestantiske Europa, og derfor var henvist til at formulere sig i det skjulte, i bøger i små oplag for kræsne fritænkere, i publikationer med falske titelblade og fejlagtige angivelser af trykår og -sted,  i cirkulerende afskrifter i hemmelige kredse og selskaber. Til gengæld var det i denne periode, at meget af oplysningens afgørende tankegods blev formuleret. Især den britiske historiker Jonathan Israels imponerende kæmpebøger om perioden “Radical Enlightenment” og “Enlightenment Contested” har bidraget til at kaste et helt nyt lys over denne tidlige oplysning. Den var radikal og forsøgte ikke som Newton, Leibniz og andre at formulere et kompromis med religion og fyrstemagt. Den var langt mere international end hidtil antaget – og forbandt “esprits forts”, fritænkere, især i Holland, England, Frankrig, Tyskland, men også i Skandinavien, Italien, Østrig og andre steder. Samtidig havde dette netværk et overset hovedsæde i Holland, hvor ytringsfriheden var mere fremskredet end andre steder og hvor bøger og mange af de første litterære tidsskrifter udbredtes fra – og hvor et stort kontingent af flygtende franske huguenotter var med til at danne rum for en religionskritisk modoffentlighed. For Israel er den jødiske filosof i Amsterdam, Baruch Spinoza, oplysningens oversete faderskikkelse og Rotterdams filosof, Pierre Bayle, hans mere forsigtige og strategiske discipel – og blandt dens andre tidlige helte tæller ret ukendte figurer som Franciscus van den Enden, brødrene de la Court, Adrian Koerbagh, Lodewijk Meyer, Balthasar Bekker og mange andre. Danskeren Matthias Knutzen tæller også blandt disse tidlige oplysningstænkere, som Jens Glebe-Møller for et par år siden skrev en lille bog om.

I disse gærende miljøer lanceredes også mange af de mest afgørende “klandestine” skrifter i den tidlige oplysning. Det allermest udbredte skrift bar titlen “Traité des trois imposteurs” – traktat om de tre bedragere – og gjorde op med alle de tre store monoteismer: Moses, Jesus og Muhammed var ikke andet end tre svindlere. Om dette lille 70-siders skrift har den franske historiker Georges Minois nu udgivet en hel bog.

Traktaten har den mærkværdige og omfattende forhistorie, at den var kendt i rygtets form mange århundreder før den faktisk existerede. Minois sporer doktrinen om de tre bedragere til arabiske kilder helt tilbage i 900-tallet. Samexistensen af islam og kristendom var i sig selv en kilde til sådanne ideer: hver af de to religioner anser jo den andens grundlægger for at være en bedrager – herfra er der ikke langt til den nagende mistanke om at ens egen hellige figur måske heller ikke har rent mel i posen. Abu Tahir, leder af den shiittiske sekt qarmaterne, kunne ifølge en 1000-tals kilde således allerede midt i 900-tallet skrive: “I denne verden har tre individer fordærvet mennesket, en hyrde, en læge og en kameldriver. Og kameldriveren har været den værste svindler, den værste taskenspiller af de tre.” Det drejer sig naturligvis om Moses, Jesus og Muhammed – og udsagnet udgør den første skriftlige kilde til temaet om de tre bedragere. Andre figurer i periodens stærke arabiske åndsliv tilskrives lignende tanker – den store arabiske filosof i Cordoba, Averroes, kaldte ifølge Gilles af Rom kristendommen umulig på grund af nadverlæren, jødedommen barnlig på grund af dens regelværk, og islam, rettet mod sanselig tilfredsstillelse, en religion for svin. Men også den samtidige jødiske filosof Maimonides fra det mauriske Spanien nævnes af senere iagttagere som en af kilderne til tesen om de tre bedragere. Bedrager-tesen, både i arabisk og vestlig kontekst, kunne låne stof fra antikke ateister såsom Kelsos fra det 2. århundrede, hvis skrifter kirken nidkært har destrueret, men som er kendt fra kirkefædrenes refutationer af ham – og som allerede karakteriserer Moses og Jesus som bedragere.

Minois følger nu i en omfattende og indimellem vidtløftig idehistorie temaet om de tre bedragere hele vejen frem til 1600-tallet – da der for første gang omsider faktisk opstår en tekst viet til temaet. Det er i sig selv et stykke lærerigt åndshistorie – Minois, der tidligere har skrevet ateismens historie, kortlægger et omfattende vantro stamtræ af ideer midt i den middelalder, som så mange hævder var helt i religionens greb. Kirkens ødelæggelse af ateistiske og kætterske kilder har bidraget til dette fortegnede billede.

Første gang ideen nævnes i Vesten, synes at være hos den parisiske universitetsprofessor Simon Tournai sidst i 1100-tallet, der ifølge en af hans samtidige underviste i disput og blandt andet satte ideen til debat om at der er tre, der har narret verden. Men ideen om, at der decideret findes et kættersk skrift viet til at udvikle denne tese, synes at stamme fra pave Gregor IX, der i 1239 anvendte den i pavestolens strid med den tysk-romerske kejser Frederik II. Denne mærkværdige figur, med øgenavnet “stupor mundi”, verdens forbløffelse, var en religionskritisk og videbegærlig skeptiker, der fx bad en af sine hoffilosoffer Michael Scotus om svar på spørgsmål som: “Ligger helvede under jorden? Er der noget, der holder jorden oppe? Hvormange himle er der? Hvad får dem til at bevæge sig? I hvilken himmel opholder Gud sig? Kan en sjæl vende tilbage til jorden og tale og vise sig her? Hvordan kan menneskene mangfoldiggøre sig, sådan som Gud vil det, uden syndefaldet?” Relevante spørgsmål i 1200-tallet. Frederik omgikkes vantro, jøder og muslimer, og stillede dem lignende spørgsmål, førte krig mod pavestaten – og blev af mange anset for at være  selveste Antikrist. I pavenstolens kampagne mod ham spillede Gregor så et trumfkort: kejseren har skrevet kætterskriftet De tribus impostoribus, der hævder, at alle de tre store religioner er svindel! I samme åndedrag kaldte han ham Kongen af Pest, Dyret og mange andre saftige karakteristikker og exkommunikerede ham (for femte gang).

Mange senere kommentatorer op gennem tiden har derfor tilskrevet kejseren eller hans hoffilosof Pierre de la Vigne teksten – men det blev lynhurtigt et standardskældsord, man kunne stange ud imod hvilken som helst modstander, kætter eller vantro, at han havde forfattet den berygtede bog. En lang perlerække af figurer er således blevet beskyldt eller mistænkt for forfatterskabet, i samtiden eller senere –  Averroes, Dante, Boccaccio, Rabelais, Thomas Scoto, Javinus de Solcia, Machiavelli, Guillaume Postel, Petrus Ramus, Herman Ristwyk, Thomas Salzmann, Bernardino Ochino, Pietro Arentino, Jacques Gruet, Michel Servet,  Giordano Bruno, Giulio Vanini, Jean Bodin, Milton, Hobbes, Spinoza, Boulainvilliers, John Toland og mangfoldige andre. Især fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor ateismen synes at få en omfattende opblussen i Europa, fyger beskyldningerne frem og tilbage om at stå bag den frygtede bog – ofte medvirkende til kætterafbrænding af de formodet skyldige. Indimellem giver en mistænkt sorteper videre ved selv at beskylde en anden for forfatterskabet.

Problemet forblev imidlertid: ingen havde nogensinde set et exemplar af det forkætrede skrift, og efterhånden bredte den erkendelse sig, at det aldrig nogensinde havde existeret. Sagen blev derfor endnu mere kompliceret af, at skriftet pludselig rent faktisk dukkede op. I 1719 blev der i Holland trykt en pamflet, der først hed “L’esprit de Mr Benoit Spinosa” (Spinozas ånd), og som i senere udgaver fra 1721 og frem direkte lød den famøse titel “Traité des trois imposteurs”. Et omfattende kulegravningsarbejde har endnu ikke endegyldigt kunnet kortlægge dette skrifts tilblivelse. Udgivelsen skyldes en kreds af religionskritiske exilhuguenotter i den Haag, påvirket af Spinoza og med forbindelse til engelske fritænkere – og det forhold, at skriftet næsten direkte citerer Spinoza og er tydeligt påvirket af Hobbes, Charron og Naudé tillader den slutning, at det i hvert fald i sin existerende form ikke kan være ældre end 1680. Ifølge Prosper Marchand, selv medlem af kredsen, var forfatteren en Jan Vroese fra gruppen omkring Spinoza, hvis tekst så efterfølgende synes at være korrigeret af Jean Aymon og Rousset de Missy omkring 1710, måske også med anvendelse af tekst af Maximilian Lucas, der skrev den korte biografi om Spinoza, som værket ofte blev trykt sammen med – og herefter er der måske yderligere tilføjet afsnit af udgiverne Charles Levier og Thomas Johnson. Teksten er trykt uden angivelse af sted, forfatter eller udgiver, og den indledes med et ironisk forord, hvor det hedder, at dette “monstrøse skrift” kun udgives for at give gode kristne lejlighed til at afvise det: “Der er måske intet, der giver frie ånder et så plausibelt påskud for at krænke religionen som den måde dens forsvarere opfører sig på.” Man kan her tænke på, at mange af tidens oplysningsskrifter præsenterede sig som anti-oplysningsskrifter, der blot blev nødt til at citere den forfærdelige Spinoza grundigt for at kunne refutere ham – et trick, der naturligvis tjente til at beskytte forfatteren mod forfølgelse. Traité blev trykt i et lille oplag – ifølge udgiverne for at kunne holde det skjult for en lille kreds af “personnes d’esprit” – men ifølge Minois måske også et trick, kombineret med markedsføring i den radikale oplysnings netværker af adelsmænd, lærde, skribenter og boghandlere, for at presse prisen op. Bogen handledes til høje summer og var stærkt efterspurgt, bl.a. af Leibniz længe inden udgivelsen. Sagen kompliceres af, at der forelå en mindre, parallel traktat De tribus på latin, der kan spores til Nordtyskland og det daværende danske universitet i Kiel i 1688, vistnok skrevet af en J.J.Müller og kopieret af den danske filosof J.P. Arpe. Og den kompliceres yderligere af, at der foreligger spredte vidnesbyrd endnu tidligere i århundredet om, at en bog med den fatale titel er blevet set, endda læst … den igangværende intense udforskning af traktatens oprindelse kan måske endnu give overraskelser.

Teksten fra 1719 er ikke sofistikeret – det er en art Spinozas lille røde, hvor nuanceringer, metafysiske ambitioner og panteistiske mellemregninger er luget ud og der gås direkte til vaflerne. Gud findes ikke og er opfundet af  bedragere, der udnytter godtroende menneskers frygt og uvidenhed. Religionen er derfor altid skjult politik, idet love, ceremonier og kulter tjener til at styre og undertrykke folk. Moses var en uindskrænket despot, hvis voldsudøvelse blev camoufleret som guds vrede. Jesus betjente sig af foregivne mirakler, der altid blev udført, når der kun var enfoldige til stede – der så senere kunne guddommeliggøre ham. Muhammed skjulte en ven i en brønd, der kunne illudere gudens stemme – og vennen fik så den tak, at tilhængerne straks kastede brønden til og opførte en moske. Gud er spinozistisk lig med naturen, der fortolkes materialistisk – djævle og dæmoner er grækernes opfindelse, som jødedommen giver i arv til de andre monoteismer, og som ikke existerer. Sjælen kræver en naturalistisk forklaring og har ikke evigt liv. Stærke sager først i 1700-tallet. Hvad teksten mangler i finesse, har den tydeligvis haft i propagandistisk power og elementær chokværdi.

Skriftet blev som nævnt trykt i et lille oplag, og ved udgiveren Leviers død i 1730’erne lå der 300 exemplarer under hans seng, som han havde bedt Marchand om at brænde, hvilket han pligtskyldigt og sikkert også frygtsomt gjorde – endnu på det tidspunkt kunne det have ganske alvorlige konsekvenser, fængselsstraf, landsforvisning, at være medansvarlig for sådanne publikationer; det var før kirken flirtede med at have noget med oplysning at gøre. Alligevel er skriftet det mest udbredte og sandsynligvis også det mest indflydelsesrige blandt den tidlige oplysnings hemmelige skrifter. Det findes overleveret i mere end 200 exemplarer fra de forskellige oplag og versioner i 1700-tallet, deraf hovedparten på hollandske og nordtyske biblioteker – det Kgl. Bibliotek i København har flere exemplarer.

Traktaten om de tre bedragere er et centralt skrift i ateismens idehistorie og leder frem til materialismen hos La Mettrie, d’Holbach og Diderot i den franske høj-oplysning – og videre frem til religionskritik og naturvidenskab i den senere idehistorie, til den radikale oplysnings genkomst i det 20. århundrede. Minois’ fascinerende bog fortæller den mærkelige historie om et usandt rygte, der endte med at få realitet.

Georges Minois: “Le traité des trois imposteurs. Histoire d’un livre blasphématoire qui n’existait pas”, Albin Michel, 328 sider
Køb bogen her

Af Frederik Stjernfelt

De seneste års idehistoriske forskning har lagt stigende vægt på den tidlige oplysning – dvs. perioden 1650-1720, før de store oplysningsfilosoffer og monumenter som Encyklopædien og de borgerlige revolutioner. Denne periode er mere gedulgt, fordi oplysningstanker endnu blev hårdt forfulgt, både i det katolske og protestantiske Europa, og derfor var henvist til at formulere sig i det skjulte, i bøger i små oplag for kræsne fritænkere, i publikationer med falske titelblade og fejlagtige angivelser af trykår og -sted, i cirkulerende afskrifter i hemmelige kredse og selskaber. Til gengæld var det i denne periode, at meget af oplysningens afgørende tankegods blev formuleret. Især den britiske historiker Jonathan Israels imponerende kæmpebøger om perioden “Radical Enlightenment” og “Enlightenment Contested” har bidraget til at kaste et helt nyt lys over denne tidlige oplysning. Den var radikal og forsøgte ikke som Newton, Leibniz og andre at formulere et kompromis med religion og fyrstemagt. Den var langt mere international end hidtil antaget – og forbandt “esprits forts”, fritænkere, især i Holland, England, Frankrig, Tyskland, men også i Skandinavien, Italien, Østrig og andre steder. Samtidig havde dette netværk et overset hovedsæde i Holland, hvor ytringsfriheden var mere fremskredet end andre steder og hvor bøger og mange af de første litterære tidsskrifter udbredtes fra – og hvor et stort kontingent af flygtende franske huguenotter var med til at danne rum for en religionskritisk modoffentlighed. For Israel er den jødiske filosof i Amsterdam, Baruch Spinoza, oplysningens oversete faderskikkelse og Rotterdams filosof, Pierre Bayle, hans mere forsigtige og strategiske discipel – og blandt dens andre tidlige helte tæller ret ukendte figurer som Franciscus van den Enden, brødrene de la Court, Adrian Koerbagh, Lodewijk Meyer, Balthasar Bekker og mange andre. Danskeren Matthias Knutzen tæller også blandt disse tidlige oplysningstænkere, som Jens Glebe-Møller for et par år siden skrev en lille bog om.

I disse gærende miljøer lanceredes også mange af de mest afgørende “klandestine” skrifter i den tidlige oplysning. Det allermest udbredte skrift bar titlen “Traité des trois imposteurs” – traktat om de tre bedragere – og gjorde op med alle de tre store monoteismer: Moses, Jesus og Muhammed var ikke andet end tre svindlere. Om dette lille 70-siders skrift har den franske historiker Georges Minois nu udgivet en hel bog.

Traktaten har den mærkværdige og omfattende forhistorie, at den var kendt i rygtets form mange århundreder før den faktisk existerede. Minois sporer doktrinen om de tre bedragere til arabiske kilder helt tilbage i 900-tallet. Samexistensen af islam og kristendom var i sig selv en kilde til sådanne ideer: hver af de to religioner anser jo den andens grundlægger for at være en bedrager – herfra er der ikke langt til den nagende mistanke om at ens egen hellige figur måske heller ikke har rent mel i posen. Abu Tahir, leder af den shiittiske sekt qarmaterne, kunne ifølge en 1000-tals kilde således allerede midt i 900-tallet skrive: “I denne verden har tre individer fordærvet mennesket, en hyrde, en læge og en kameldriver. Og kameldriveren har været den værste svindler, den værste taskenspiller af de tre.” Det drejer sig naturligvis om Moses, Jesus og Muhammed – og udsagnet udgør den første skriftlige kilde til temaet om de tre bedragere. Andre figurer i periodens stærke arabiske åndsliv tilskrives lignende tanker – den store arabiske filosof i Cordoba, Averroes, kaldte ifølge Gilles af Rom kristendommen umulig på grund af nadverlæren, jødedommen barnlig på grund af dens regelværk, og islam, rettet mod sanselig tilfredsstillelse, en religion for svin. Men også den samtidige jødiske filosof Maimonides fra det mauriske Spanien nævnes af senere iagttagere som en af kilderne til tesen om de tre bedragere. Bedrager-tesen, både i arabisk og vestlig kontekst, kunne låne stof fra antikke ateister såsom Kelsos fra det 2. århundrede, hvis skrifter kirken nidkært har destrueret, men som er kendt fra kirkefædrenes refutationer af ham – og som allerede karakteriserer Moses og Jesus som bedragere.

Minois følger nu i en omfattende og indimellem vidtløftig idehistorie temaet om de tre bedragere hele vejen frem til 1600-tallet – da der for første gang omsider faktisk opstår en tekst viet til temaet. Det er i sig selv et stykke lærerigt åndshistorie – Minois, der tidligere har skrevet ateismens historie, kortlægger et omfattende vantro stamtræ af ideer midt i den middelalder, som så mange hævder var helt i religionens greb. Kirkens ødelæggelse af ateistiske og kætterske kilder har bidraget til dette fortegnede billede.

Første gang ideen nævnes i Vesten, synes at være hos den parisiske universitetsprofessor Simon Tournai sidst i 1100-tallet, der ifølge en af hans samtidige underviste i disput og blandt andet satte ideen til debat om at der er tre, der har narret verden. Men ideen om, at der decideret findes et kættersk skrift viet til at udvikle denne tese, synes at stamme fra pave Gregor IX, der i 1239 anvendte den i pavestolens strid med den tysk-romerske kejser Frederik II. Denne mærkværdige figur, med øgenavnet “stupor mundi”, verdens forbløffelse, var en religionskritisk og videbegærlig skeptiker, der fx bad en af sine hoffilosoffer Michael Scotus om svar på spørgsmål som: “Ligger helvede under jorden? Er der noget, der holder jorden oppe? Hvormange himle er der? Hvad får dem til at bevæge sig? I hvilken himmel opholder Gud sig? Kan en sjæl vende tilbage til jorden og tale og vise sig her? Hvordan kan menneskene mangfoldiggøre sig, sådan som Gud vil det, uden syndefaldet?” Relevante spørgsmål i 1200-tallet. Frederik omgikkes vantro, jøder og muslimer, og stillede dem lignende spørgsmål, førte krig mod pavestaten – og blev af mange anset for at være selveste Antikrist. I pavenstolens kampagne mod ham spillede Gregor så et trumfkort: kejseren har skrevet kætterskriftet De tribus impostoribus, der hævder, at alle de tre store religioner er svindel! I samme åndedrag kaldte han ham Kongen af Pest, Dyret og mange andre saftige karakteristikker og exkommunikerede ham (for femte gang).

Mange senere kommentatorer op gennem tiden har derfor tilskrevet kejseren eller hans hoffilosof Pierre de la Vigne teksten – men det blev lynhurtigt et standardskældsord, man kunne stange ud imod hvilken som helst modstander, kætter eller vantro, at han havde forfattet den berygtede bog. En lang perlerække af figurer er således blevet beskyldt eller mistænkt for forfatterskabet, i samtiden eller senere – Averroes, Dante, Boccaccio, Rabelais, Thomas Scoto, Javinus de Solcia, Machiavelli, Guillaume Postel, Petrus Ramus, Herman Ristwyk, Thomas Salzmann, Bernardino Ochino, Pietro Arentino, Jacques Gruet, Michel Servet, Giordano Bruno, Giulio Vanini, Jean Bodin, Milton, Hobbes, Spinoza, Boulainvilliers, John Toland og mangfoldige andre. Især fra begyndelsen af 1500-tallet, hvor ateismen synes at få en omfattende opblussen i Europa, fyger beskyldningerne frem og tilbage om at stå bag den frygtede bog – ofte medvirkende til kætterafbrænding af de formodet skyldige. Indimellem giver en mistænkt sorteper videre ved selv at beskylde en anden for forfatterskabet.

Problemet forblev imidlertid: ingen havde nogensinde set et exemplar af det forkætrede skrift, og efterhånden bredte den erkendelse sig, at det aldrig nogensinde havde existeret. Sagen blev derfor endnu mere kompliceret af, at skriftet pludselig rent faktisk dukkede op. I 1719 blev der i Holland trykt en pamflet, der først hed “L’esprit de Mr Benoit Spinosa” (Spinozas ånd), og som i senere udgaver fra 1721 og frem direkte lød den famøse titel “Traité des trois imposteurs”. Et omfattende kulegravningsarbejde har endnu ikke endegyldigt kunnet kortlægge dette skrifts tilblivelse. Udgivelsen skyldes en kreds af religionskritiske exilhuguenotter i den Haag, påvirket af Spinoza og med forbindelse til engelske fritænkere – og det forhold, at skriftet næsten direkte citerer Spinoza og er tydeligt påvirket af Hobbes, Charron og Naudé tillader den slutning, at det i hvert fald i sin existerende form ikke kan være ældre end 1680. Ifølge Prosper Marchand, selv medlem af kredsen, var forfatteren en Jan Vroese fra gruppen omkring Spinoza, hvis tekst så efterfølgende synes at være korrigeret af Jean Aymon og Rousset de Missy omkring 1710, måske også med anvendelse af tekst af Maximilian Lucas, der skrev den korte biografi om Spinoza, som værket ofte blev trykt sammen med – og herefter er der måske yderligere tilføjet afsnit af udgiverne Charles Levier og Thomas Johnson. Teksten er trykt uden angivelse af sted, forfatter eller udgiver, og den indledes med et ironisk forord, hvor det hedder, at dette “monstrøse skrift” kun udgives for at give gode kristne lejlighed til at afvise det: “Der er måske intet, der giver frie ånder et så plausibelt påskud for at krænke religionen som den måde dens forsvarere opfører sig på.” Man kan her tænke på, at mange af tidens oplysningsskrifter præsenterede sig som anti-oplysningsskrifter, der blot blev nødt til at citere den forfærdelige Spinoza grundigt for at kunne refutere ham – et trick, der naturligvis tjente til at beskytte forfatteren mod forfølgelse. Traité blev trykt i et lille oplag – ifølge udgiverne for at kunne holde det skjult for en lille kreds af “personnes d’esprit” – men ifølge Minois måske også et trick, kombineret med markedsføring i den radikale oplysnings netværker af adelsmænd, lærde, skribenter og boghandlere, for at presse prisen op. Bogen handledes til høje summer og var stærkt efterspurgt, bl.a. af Leibniz længe inden udgivelsen. Sagen kompliceres af, at der forelå en mindre, parallel traktat De tribus på latin, der kan spores til Nordtyskland og det daværende danske universitet i Kiel i 1688, vistnok skrevet af en J.J.Müller og kopieret af den danske filosof J.P. Arpe. Og den kompliceres yderligere af, at der foreligger spredte vidnesbyrd endnu tidligere i århundredet om, at en bog med den fatale titel er blevet set, endda læst … den igangværende intense udforskning af traktatens oprindelse kan måske endnu give overraskelser.

Teksten fra 1719 er ikke sofistikeret – det er en art Spinozas lille røde, hvor nuanceringer, metafysiske ambitioner og panteistiske mellemregninger er luget ud og der gås direkte til vaflerne. Gud findes ikke og er opfundet af bedragere, der udnytter godtroende menneskers frygt og uvidenhed. Religionen er derfor altid skjult politik, idet love, ceremonier og kulter tjener til at styre og undertrykke folk. Moses var en uindskrænket despot, hvis voldsudøvelse blev camoufleret som guds vrede. Jesus betjente sig af foregivne mirakler, der altid blev udført, når der kun var enfoldige til stede – der så senere kunne guddommeliggøre ham. Muhammed skjulte en ven i en brønd, der kunne illudere gudens stemme – og vennen fik så den tak, at tilhængerne straks kastede brønden til og opførte en moske. Gud er spinozistisk lig med naturen, der fortolkes materialistisk – djævle og dæmoner er grækernes opfindelse, som jødedommen giver i arv til de andre monoteismer, og som ikke existerer. Sjælen kræver en naturalistisk forklaring og har ikke evigt liv. Stærke sager først i 1700-tallet. Hvad teksten mangler i finesse, har den tydeligvis haft i propagandistisk power og elementær chokværdi.

Skriftet blev som nævnt trykt i et lille oplag, og ved udgiveren Leviers død i 1730’erne lå der 300 exemplarer under hans seng, som han havde bedt Marchand om at brænde, hvilket han pligtskyldigt og sikkert også frygtsomt gjorde – endnu på det tidspunkt kunne det have ganske alvorlige konsekvenser, fængselsstraf, landsforvisning, at være medansvarlig for sådanne publikationer; det var før kirken flirtede med at have noget med oplysning at gøre. Alligevel er skriftet det mest udbredte og sandsynligvis også det mest indflydelsesrige blandt den tidlige oplysnings hemmelige skrifter. Det findes overleveret i mere end 200 exemplarer fra de forskellige oplag og versioner i 1700-tallet, deraf hovedparten på hollandske og nordtyske biblioteker – det Kgl. Bibliotek i København har flere exemplarer.

Traktaten om de tre bedragere er et centralt skrift i ateismens idehistorie og leder frem til materialismen hos La Mettrie, d’Holbach og Diderot i den franske høj-oplysning – og videre frem til religionskritik og naturvidenskab i den senere idehistorie, til den radikale oplysnings genkomst i det 20. århundrede. Minois’ fascinerende bog fortæller den mærkelige historie om et usandt rygte, der endte med at få realitet.

Georges Minois: “Le traité des trois imposteurs. Histoire d’un livre blasphématoire qui n’existait pas”, Albin Michel, 328 sider

Meditation for ingeniører

af Ryan Smith

Du sidder ved et bord og drikker te med en japansk munk. Munken sætter sin tekop fra sig, han roder i sine klæder, og ud kommer en stok af det fineste matsorte ibenholt. Han lægger stokken på bordet mellem jer. På træets overflade kan du se, at stokken er antik og har en perfekt ældet patina. Munken smiler og nikker aimabelt til dig. Han indbyder dig til at undersøge den fornemme kunstgenstand nærmere – til at røre. Du samler stokken op og beundrer dens form og udskæring; du fascineres. Dine tanker vandrer, og forestiller sig det Japan, der var, dengang stokken blev lavet – før Meiji-restaurationen, før moderniseringen, dengang samurai-standen endnu udgjorde en magtpolitisk faktor, og folk levede i overensstemmelse med Japans arkaiske feudalorden. Katsu! Mens din opmærksomhed var andetsteds, har munken grebet ud efter stokken, og nu hiver han den til sig i voldsomme ryk. Inden du kan nå at tænke, har dine instinkter allerede reageret: Du holder fast i din ende. Munken griner hjerteligt af dig. Han viser dig, hvor solidt du ligger under for dine reflekser.

Da du indser, hvad der er sket, giver du slip på stokken. Hvorfor skulle du dog også holde fast? Stokken var ikke din, og havde heller ikke tænkt dig at tage den, det var bare en refleks. Men reflekser er mere, end blot at holde fast når der bliver trukket i den anden retning: Hjernens reflekssvar spiller også ind på hjernerytmer, søvnmønstre, empati, hukommelse, abstraktionsevne og (tvangs)tanker. Reflekssvar omfatter desuden de processer, hvormed vi bearbejder stresspåvirkninger – noget, som 620.000 kronisk stressede danskere gerne ville være bedre til. I det hele taget er der med disse reflekssvar tale om processer, som de fleste gerne vil styrke hos sig selv, men oplever som værende uden for deres bevidste kontrol. Processerne kan imidlertid styrkes, det kræver blot mental træning, og meditation er en af vejene dertil.

Og meditation er netop, hvad hjernelæge og neurologiprofessor James H. Austin har beskæftiget sig med gennem mere end 40 års videnskabelige studier og rigoristisk Zen-træning. Med sin ortodokse træning, og sin omfattende naturvidenskabelige skoling, var Austin en af de første vestlige videnskabsmænd som undersøgte grænselandet mellem videnskab og meditation, hvor øst møder vest, og således befundet sig i en unik position for at skrive om, og forske i, Zen.

At det netop er Zen-skolen, Austin beskæftiger sig med er ikke tilfældigt: Når valget er faldet på Zen, skyldes det, at der er tale om en buddhistisk retning, som kun gør brug af få (eller endda ingen) metafysiske antagelser: I Zen er der ingen bønneflag og mystiske mandala’er, og nogle steder er der sågar ikke engang Buddha. I Zen er den meditative praksis skåret ind til benet – af og til så meget, at nogle Zen-munke benægter at de er religiøse. Som en udeforstående, mere religiøst orienteret buddhist engang sagde, så er Zen ”buddhisme for advokater og ingeniører”.

Karakteristikken var ment som en hån, men for videnskabsfolk som James H. Austin er sådanne prædikater blot et kompliment: Som forsker har Austin publiceret mere end 140 videnskabelige artikler, der dokumenterer og diskuterer evidensen for meditation. Som formidler har han skrevet bøgerne Change, Chance, and Creativity, og bogen Selfless Insight samt den monumentale, 872 sider lange, Zen and the Brain, der udgjorde en milepæl i Vestens forståelse af såvel traditionel Zen-praksis som de anatomiske ændringer i hjernen, der følger med meditation.

Men Zen and the Brain var ikke blot lang og banebrydende, den var også mesterligt struktureret, med videnskabeligt, filosofiske og personlige perspektiver elegant snoet sammen til en glidende fortælling om østens mystik på vestlig formel. Der var tale om en teknisk, og undertiden vanskelig, fortælling, men altid en hvor læseren oplevede, at Austin havde gjort sig omhyggelig med at omplante sine konklusioner fra den neurobiologiske ramme de oprindeligt udsprang af.

Austin har også skrevet en efterfølger til Zen and the Brain kaldet Zen-Brain Reflections, der fra forlagets side lanceres som en direkte efterfølger til Zen and the Brain: Så langt så godt; kunne man lide Zen and the Brain (hvilket denne anmelder kunne), så burde Zen-Brain Reflections være en no-brainer på læselisten. Men to’ere har det som bekendt med at skuffe, og desværre er Zen-Brain Reflections ingen undtagelse; – og selvom Zen-Brain Reflections ikke falder fuldstændigt igennem, så lever den heller ikke op til forventningerne fra Zen and the Brain.

Austin vil gennemgå de sidste otte års forskning i meditation for os, og af ukendte årsager, har Austin besluttet sig for, at dét skal foregå på så et højt et teknisk, og detaljemættet niveau, at læseren til sidst sidder tilbage med en mistanke om, at det nok ville være nemmere at læse de oprindelige publikationer, som bogen bygger på. Læseren indføres i alfa- beta-, gamma- og theta-rytmer, fMRI-scanninger, EEG-scanninger, PET-scanninger, blodprøver, dopaminreceptorer, brugen af elektroder, og slæbes tillige igennem et generelt (og ikke altid relevant) grundkursus i hjernens anatomi. Med Zen-brain Reflections stikker Austin fingrene dybt i detaljens mudder, og kommer somme tider op med perler, men aldrig uden akkompagnement af en overvældende dynge facts, detaljer og lavpraktiske mellemregninger.

Desuden er bogen dårligt struktureret: Austin har presset over 100 kapitler ned i en brødtekst på 467 sider, og således givet os emnebehandlinger med af typisk på 4-5 siders længde. Og hvad værre er, så har de enkelte kapitler ingen direkte sammenhæng med hverandre, og de mange – utrolig mange – detaljer, der fremlægges bliver ikke sat ind i en større kontekst, men står tilbage for læseren som brikker til et pudsespil der aldrig samles, detaljer for detaljernes skyld, og opvarmning til en fest der aldrig kommer.

I fraværet af en egentlig struktur har bogen heller ikke nogen hovedpointe, men en opsummering af de spredte konklusioner man kan finde deri lyder som følger: Det må nu regnes som videnskabeligt bevist, at meditation styrker og forbedrer hjernerytmer, søvn, empati, hukommelse, abstraktionsevne og immunforsvar. Det må ligeledes regnes for bevist, at meditation nedsætter frygt og tvangstanker, modvirker depression, sænker blodtrykket og forhøjer smertetærsklen. Kort sagt, er Zen-Brain Reflections en dårlig oversigtsbog med en god nyhed: Meditation virker.

Ikke desto mindre indeholder bogen dog en række charmerende episoder, som når Austin gengiver et forsøg, hvor en gruppe universitetsstuderende først i 20’erne scannes ”om kap” med en gruppe buddhistmunke sidst i 40’erne. Normalt aftager hjernens såkaldte gammaaktivitet med alderen, men til forskernes overraskelse viste deres resultater, at det her forholdt sig omvendt: De snart-50-årige munke oplevede langt mere gammaaktivitet i hjernen end de unge universitetsstuderende. Ligeledes målte man på tætheden af de nervetråde, der forbinder venstre og højre hjernehalvdel, og igen viste det sig, at munkene havde langt tættere forbindelser mellem de to hjernehalvdele end de studerende.

Et andet af bogens højdepunkter indtræffer, da Austin beskriver, hvordan et hold hjerneforskere scannede samtlige munke i et japansk Zen-kloster. Forskerne konstaterede, at mens alle munkene havde usædvanligt aktive og sunde hjerner, så kunne tre af disse munke generere helt unikke theta-rytmer under meditationen – som om de vågnede op fra et allerede vågent stadie. Forskerne kontakede så klosterets Zen-mester, og uden at delagtiggøre ham i resultaterne bad de ham nu  karakterisere hver munks meditationspraksis som enten ’storartet’, ’middel’ eller ’ringe’. Mesteren bedømte fire af hans 23 munke som havende en ’storartet’ meditationspraksis – og blandt de fire var de tre, som genererede de usædvanlige theta-rytmer når de mediterede.

Men i et større perspektiv må disse højdepunkter alt i alt betegnes som grønne oaser i en ørken af udsigtsløs evidens: Austin fremlægger undersøgelse efter undersøgelse, men perspektiveringer og egentlige diskussioner må læseren som sagt gå forgæves efter. Dertil kommer, at de få kapitler, hvor Austin bevæger sig væk fra den videnskabelige verden og perspektiverer til egne erfaringer, er decideret svage og ikke formår at stille med noget nyt i forhold til Austins tidligere bøger. Bogens forlægger, The MIT Press, mener, at Zen-Brain Reflections kan anbefales til læger og neurologer såvel som til den alment interesserede læser. Efter endt læsning kan denne anmelder dog konstatere, at bogen hverken egner sig til læger, neurologer, den alment interesserede læser, og ej heller som et sammenhængende litterært værk i det hele taget. Hvis Zen-Brain Reflections skal anbefales, så skal det være som en rodebutik og en grab bag af videnskabeligt dokumenterede pointer omkring meditation. For forskere og videnskabsjournalister, der arbejder professionelt med emnet, kan bogen måske være nyttig som et impromptu oplagsværk, men den kan ikke anbefales som egentlig faglitteratur. Dertil er den for flakkende i sit narrativ, for uigennemtænkt i sin struktur og generelt for tarveligt skrevet.

Men som to gamle Zen-mundheld lyder, så er det bedre at meditere en smule end at skrive en masse, og en tekop, der allerede er fyldt, kan ikke fyldes yderligere op. Så en rigtig Zen-mester ville sikkert sige, at du ikke skulle lade en middelmådig formidlingsbog stå mellem dig og de gavnlige effekter af meditation, ja faktisk ville han måske endda sige, at det var en misforståelse, at Zen handlede om at opnå noget; at Zen slet ikke handlede om de gavnlige effekter af meditation, men om noget helt, helt andet, men dét er en anden historie, og en som læseren ultimativt ikke får formidlet fra Austins lange og rodede Zen-Brain Reflections, men som man kan finde i andre bøger som f.eks. D.T. Suzukis klassiske En introduktion til Zen-buddhisme, eller blandt Zen-lærere landet over (se listen nedenfor).

Meditationsguide – sådan mediterer du derhjemme

 

  1. Sæt dig på en hård pude eller et lignende underlag, som vil løfte din bagdel 10-15 cm op fra gulvet.
  2. Anbring din bagdel på kanten af puden, og sørg for at dine lår er frie og ikke hviler på puden.
  3. Sæt dig i skrædderstilling, og hvis du kan, så hæv den ene fod helt op på det modsvarende lår.
  4. Rank ryggen, og fold dine hænder i skødet.
  5. Træk nu vejret langsomt gennem næsen, og lad gradvist dine åndedræt blive dybere.
  6. Følg dit åndedræt, og tænk på et tal ved hver udånding, sådan at du tæller åndedrag. Når du når til ti, eller så snart du opdager, at dine tanker er vandret (hvilket sker hele tiden for nybegyndere) så begynd igen ved ét.
  7. Sid stille, og bliv ved i 12-20 minutter. Det er normalt at opleve, at sindet stritter imod de første gange, man mediterer.

Disse syv trin er essensen. Øvrige tips inkluderer at sidde med åbne øjne, i løst tøj, at fokusere på sit åndedræt som gerne skulle blive dybere, og holde øjnene fikseret på et punkt ca. 1 meter fremme.

 

Brug for vejledning? Zen-foreninger i Danmark

 

København
Zen Buddhistisk Forening
Studiestræde 32 B, 1. th., København K.
Kontakt Claus Nordstrøm, tlf. 33 79 56 08

Århus
Århus Zendo
Beboernes Hus, Sølystgade 30, Århus C
Kontakt Thomas Hessellund, email thomas@hessellund.eu

Odense
Odense Zendo
Christiansgade 81, 3, Odense C.
Kontakt Marianne Juul, tlf. 23 45 04 98

James H. Austin

Zen-Brain Reflections – Reviewing Recent Developments in Meditation and States of Consciousness

616 sider, The MIT Press 2006/2010

Skaber islam flere voldtægter?

af Søren K. Villemoes, cand.scient.pol., B.A. i religionsvidenskab og blogger

Der er ingen grænser for, hvad kultur kan beskyldes for i disse dage. Før i tiden kunne man i den offentlige debat forklare alting med en henvisning til ’socioøkonomiske forhold’ (hvad end det er), men den tid er forbi, og i dag kan man nu nøjes med at henvise til det nøjagtigt lige så indholdsløse begreb ‘kultur’. Forestillingen om kulturen som altings ophav kaldes ‘kulturalisme’, og det er en udbredt fejldiagnose, der er at finde på såvel højre- som venstrefløj.

Sølvpapirshattens antenner indstilles
Det seneste groteske eksempel på en kulturalistisk nedsmeltning, er blogger ved Jyllands-Posten, Morten Uhrskov Jensens, debatindlæg om voldtægt i Sverige. Uhrskov har bemærket, at der i Sverige er hele ni gange så mange politianmeldelser om voldtægt end i Danmark, og at landet ligger markant højere end andre EU lande i denne kedelige statistik.

Statistikken er både gruopvækkende og interessant. Det samme kan siges om Uhrskovs forfejlede forsøg på en forklaring. I sin kulturalistiske feberdrøm når han nemlig til den konklusion, at årsagen til de mange anmeldte voldtægter må skyldes Sveriges store indvandring af muslimer. Vi lader den lige stå et øjeblik…

Ja, ved gud om manden ikke med sin sølvpapirshat solidt plantet på hovedet har deduceret sig frem til, at ens religiøse ophav dikterer ens sandsynlighed for at begå voldtægt. Hvor bizart det end lyder, så er det faktisk den helt naturlige, logiske slutning, man må drage, når man besidder en kulturalistisk verdensopfattelse. Hvis alt har sin årsag i kulturen, så må det vel også gælde for voldtægt. En smule kritisk refleksion vil dog hurtigt afsløre denne forklarings åbenlyse mangler og gabende huller.

For det første begår Uhrskov en markant retorisk brøler, der undergraver hele hans tese. I sin iver efter at slå ned på et konsekvensløst retssystem, kommer han nemlig til at indrømme, at antallet af domme for voldtægt i Sverige rent faktisk er faldet siden 1960′erne. Vi har altså ikke at gøre med flere voldtægtsdomme, men derimod blot langt flere anmeldte voldtægter. Dette er en helt afgørende forskel. Rigtigt mange voldtægter befinder sig nemlig i en gråzone. Dette er specielt tilfældet med de såkaldte ‘date rapes’, hvor de to involverede kender hinanden i forvejen.

Der er mange voldtægtsanklager, der bliver trukket tilbage, eller viser sig slet ikke at holde vand ved nærmere efterforskning. Der er desværre også en god del, der rent faktisk er sande. Det skal ikke ignoreres. Men da der netop kan være en høj grad af tvivl, er det så meget desto vigtigere at forholde sig til antallet af dømte voldtægter og ikke antallet af anmeldelser alene. Der eksisterer i øvrigt de samme retslige principper for, hvornår man dømmes for voldtægt i Danmark som i Sverige. Om der overhovedet er sket en stigning i antallet af voldtægt i Sverige, er derfor noget tvivlsomt – om end ikke nødvendigvis usandsynligt.

Primitiv hypotese
For det andet viser tesen slet ikke at holde vand med en meget enkel sammenlignelig test. Hvis det virkelig er variablen ‘islam’, der forklarer den påståede stigning i antallet af voldtægt, så må muslimer i Danmark vel være lige så aktive på voldtægtsområdet som i Sverige. Da antallet af anmeldte voldtægter i Sverige er ni gange højere end i Danmark, så må der vel være ni gange så mange muslimer på den anden side af sundet end her i landet. Men det er der slet, slet ikke.

Uhrskov kommer selv til at afsløre, at der kun er cirka 500.000 muslimer i Sverige. Det tilsvarende tal i Danmark er cirka 200.000. Hvis ‘islam’ virkelig er den forklarende variabel, er det meget svært at se, hvordan antallet af muslimer, der er 2½ gange større i Sverige, kan forklare ni gange så mange anmeldte voldtægt. I statistik kalder man den slags for en kontrol case. Enhver samfundsforsker med et minimum af indsigt i kvantitativ metode ville på nuværende tidspunkt have afvist tesen blankt.

Men når sølvpapirshatten sidder tilpas stramt på hovedet, så er der ingen grænser for, hvilke kulturalistiske signaler, man kan opsnappe. Og Uhrskov har indstillet modtagerantennen på islamkritik ad nauseam. Der er bestemt mange områder af islam, der fortjener alskens kritik og debat (jeg kan i hvert fald sagtens nævne en snes stykker, herunder synet på kvinder), men religionens indflydelse på antallet af voldtægter i Sverige er IKKE et af dem!

Tesen er hermed afvist. Og man må altså finde en anden god grund til, at ens datter ikke må date Ahmed fra klassen. Men for den interesserede læser, tillader jeg mig lige at komme med nogle uddybende betragtninger.

Alternative forklaringer
I statistisk metode har man et begreb, der hedder kontrolvariabler. Det er noget man smider ind for at sikre, at man ikke kommer til at konkludere et eller andet helt forkert. F.eks. kunne man fejlagtigt komme til at konkludere ud fra sin data, at der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem folks hudfarve og deres evner til at løse matematiske problemer. Hvis man så smider kontrolvariablen ‘uddannelsesbaggrund’ ind, vil konklusionen nok blive en helt anden. Man skal derfor altid teste for alternative, mulige hypoteser, før man kan konkludere noget som helst brugbart.

Vi har allerede sået tvivl ved, om der overhovedet er en reel stigning i antallet af voldtægter i Sverige. Men hvis vi antager, at det virkelig er tilfældet, kunne der sagtens vise sig at være en række helt andre forklaringer, der intet har at gøre med hverken religion eller indvandring. F.eks. har Sverige siden 1999 haft et forbud mod køb af sex. Nu abonnerer jeg ikke på en overbevisning om, at et sådant forbud nødvendigvis skaber flere voldtægter, da jeg tvivler på, om det overhovedet mindsker antallet af sexkøb i tilstrækkelig grad. Men som en undersøgelse foretaget af den amerikanske kriminolog Berl Kutchinsky viste, så faldt antallet af voldtægter i Danmark betragteligt efter legaliseringen af porno i 1969. Fraværet af en såkaldt ‘ventileffekt’ kan derfor ikke kategorisk udelukkes som medvirkende årsag.

Et af de helt store videnskabelige værker om årsager til voldtægt er bogen A Natural History of Rape: Biological Bases of Sexual Coercion. Den er skrevet af de to forskere, Randy Thornhill og Craig T. Palmer, der har deres fødder solidt plantet i darwinistisk evolutionsteori. Værket søger specifikt at afvise luftige kulturalistiske og socialkonstruktivistiske forklaringer på voldtægt. Ifølge de tre forskere har ‘kultur’ kun en marginal til ingen betydning for antallet af voldtægter. Som de skriver, så eksisterer voldtægt i alle menneskets forskellige kulturer, og desuden i mange dyrearter hvor der ikke er nogen nævneværdig ‘kultur’ – og da slet ingen religioner.

Forklaringen skal findes i mænds seksuelle psykologi, der er udviklet gennem mange årtusinders naturlig udvælgelse. Som evolutionær teori har påvist igen og igen, så er seksuel selektion en af de mest afgørende drivkræfter bag menneskets udvikling. Studier i seksuel adfærd og menneskets valg af partnere har påvist, at kvinder i høj grad vælger mænd ud fra deres status i det sociale hierarki. Med andre ord: Jo højere status, jo lettere adgang til kvinder. Dette burde ikke være en chokerende nyhed for nogen (Simon Spies, Hugh Hefner… fortsæt selv listen.)

I vores fjerne fortid i diverse jæger/samlersamfund har der været en langt mere uretfærdig adgang til kvinder for mænd afhængigt af deres status. Polygamiske forhold har ikke været ualmindelige, og magtfulde mænd med høj status har derfor kunnet akkumulere kvinder i hobetal, mens mænd med lavere status har måttet lede forgæves efter bare en enkelt seksualpartner. Dette har ført til en udvikling i mænds seksuelle psykologi, der under særlige forhold kan føre til, at man som en art ‘nødstrategi’ vælger voldtægt som en sidste desperat måde at få sine gener videreført og sine seksuelle behov opfyldt på. Der er altså, hvor ubehageligt det end lyder, gode evolutionære forklaringer på, hvorfor nogle mænd voldtager kvinder.

Som forskning også har vist, så er der den dag idag stadig en overrepræsentation af mænd med lav social status i voldtægtsstatistikkerne. Hvis muslimske, svenske mænd skulle være overrepræsenterede i disse statistikker, så skyldes det altså snarere deres lave sociale status i Sverige end deres forhold til koranen.

En sidste hypotese til at forklare det høje antal politianmeldelser i Sverige kunne være at finde et sted i den kroniske svenskhed, som vi tidligere har været inde på her på bloggen. Den stigende svenske tendens til at gøre snart sagt hvad som helst til genstand for kønskamp og uligestilling, samt den nærmest automatiske offergørelse af kvinder kan muligvis have skabt en noget anderledes forestilling om, hvad der rent faktisk konstituerer et voldtægt blandt svenske kvinder. Den store uligevægt mellem anmeldte og dømte voldtægt kunne muligvis pege i den retning. Det ser i hvert fald ud til, at det svenske restsvæsen og politi ikke deler helt den samme opfattelse som mange af de forulempede kvinder. Men en sådan afklaring kræver en dybere behandling end et blogindlæg tillader.

Ned med kulturen!
Uhrskovs nylige hjerneblødning er blot et enkelt bizart eksempel på kulturalismens elendighed. Der er mange at tage af. Og der bliver flere og flere for hver dag, der går. Morten Uhrskov Jensen er desværre en af de mange danskere, der har mistet overblikket, efter at mødet med folk fra andre kulturer efterhånden er blevet dagligdag her i landet. Kulturens rolle i samfundet, og for menneskelige relationer og handlinger i det hele taget, er de sidste år blevet helt grotesk overvurderet. Vi mennesker er ikke så grundlæggende forskellige, som vi ofte bilder hinanden ind. ‘Kultur’ skal derfor hverken gøres til den evige syndebuk for alverdens onder eller til en slags ‘helle’, hvor folks kulturelle normer og praksisser er fredet for kritik.