Category Archives: Psykologi

Anmeldelse: The Rational Optimist

Pessimismen på pension

af Ryan Smith, cand.mag.

Mød vores forfader Homo erectus: De havde noget med stenøkser. Overalt hvor de levede, filede de flint til stenøkser. Erectus dominerede i en million år, og spredte stenøkser ud over hele kloden. Da deres evolutionære livline omsider rendte ud, var stenøksen stadig det nye sort: En million år med stenøkser og en million år uden innovation: Havde man set én stenøkse, havde man set dem alle. Så kom Homo sapiens på banen, og i løbet af hundrede tusinde år opfandt vi mejslen og møllehjulet, kloakering, slankepulver og taletidskort. Hvad er forskellen på os og Erectus?

Enter Matt Ridey: Adelmand, biolog og børsmægler, – og skriverkarl af Guds nåde. Ridley har tidligere vakt opsigt med sine evolutionsbøger, Genome og The Red Queen, hvori han fremhæver sex som den drivende kraft i evolutionen. Nu har Ridley skrevet en ny bog, som ud over evolution, også kaster sig i grams med økonomi og politik. Titlen er The Rational Optimist – How prosperity evolves, og hvor Ridley før har fremhævet sex mellem mennesker som evolutionens grundvold, så giver han nu skruen et ekstra nøk, og fremhæver den frie handels evne til at avle ”sex mellem ideer”, som det der har drevet Homo sapiens teknologiske udviklingshistorie fra flintøkse til frysepizza.

The Rational Optimist er på mange båder en mærkværdig bog: Hvis vi bliver i sex-metaforen, så kan bogen bedst beskrives som sex mellem Adam Smith og Charles Darwin: Selvom Ridley aldrig har skrevet om politik, så har han altid været liberal ”i baggrunden”, når han skrev om seksuel selektion og selviske geners kampe for overlevelse. Men med The Rational Optimist får vi nye toner: Vi får en Ridley, der tager skridtet fuldt ud og skriver direkte om politik. Og med The Rational Optimist ønsker han at fortælle os tre ting: At frihandel er gavnligt for menneskeheden, at vi som følge af frihandel er rigere, renere og sundere i dag, end nogensinde før i historien, og at det derfor er irrationelt at være pessimistisk omkring fremtiden.

Tilbage til Homo erectus. Ham med stenøksen. Homo erectus har helt sikkert hjulpet hinanden, og efter alt at dømme har de også haft et rudimentært sproginstinkt. Men hverken Erectus, Neandertalerne eller nulevende menneskeaber, har nogensinde kunnet se formålet med, at bytte ting på kryds og tværs på samme måde som Homo sapiens gør det. Og ifølge Ridley er det marskandiser-genet hos os Sapiens, der er hemmeligheden bag vores evolutionære sucess: Handel. Men ikke kun handel. Handel og arbejdsdeling: Neandertalerne skaffede deres mad ved jagt og fouragering, præcis som vores forfædre gjorde det, men de opnåede aldrig en effektiv arbejdsdeling, og noget tyder også på, at de ikke handlede deres værktøj imellem sig, men udfærdigede det på stedet, og efterlod det igen når opgaven var overstået.

Anderledes gik det med Homo sapiens: Mændene jager, kvinderne fouragerer og passer børn. Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Specialisering, arbejdsdeling og handel var trends hos de første Homo sapiens, og udviklingen tog hurtigt fart: Du er stærk men rastløs. Jeg er svag men tålmodig. Jeg snitter knogler til spyd, og du bruger dem til at fange gazeller. – Tilsammen får vi mere kød end nogen af os kunne få på egen hånd. Og hold nu godt fast: Dette trick virker også selvom du er stærk og tålmodig og jeg er svag og rastløs. Selvom du både er bedre til at lave spyd, og bedre til at jage end jeg er, så er vi sammen bedre tjent med, at jeg også laver kastespyd, men giver dem til dig, der som en anden Herkules, har styrken til at kaste dem kraftfuldt og langt.

Således er vi fremme ved Ridleys liberale tolkning af Homo sapiens udviklingshistorie: For selvom vi samarbejder, så vil du naturligvis ikke dele lige over, når nu du bidrager så meget, og jeg bidrager så lidt. Men selvom jeg synes det er uretfærdigt, så samarbejder jeg alligevel, for inderst inde ved jeg, at jeg selv får mere gazelle ved at indgå i samarbejde med dig, end jeg ville få, hvis jeg skulle klare alting selv, sådan som neandertalerne gjorde. Vores samarbejde er således en handel. – En ulige, forskelligartet, ikke-reciprok handel.

Og den slags nuancer er der ingen andre arter som formår at operere med, når de handler: Chimpanser kan bedre lide druer, end de kan lide æbler, end agurker, end gulerødder. De kan godt bytte gulerødder for druer, men kan ikke se formålet med at bytte æbler til vindruer, uanset hvor mange druer de tilbydes: Chimpanser kan simpelthen ikke finde ud af at bruge handel og arbejdsdeling til at optimere deres eget lod, sådan vi to lige gjorde, da vi byttede kastespyd for død gazelle.

Handel og arbejdsdeling. Da først det lille trick havde bidt sig fast, så var det bare at gentage det om og om igen, fra kastespyd til kornkammer, til akvædukt, til vandmølle, til jernbane, til elektricitet, til kunstig intelligens, og i løbet af hundrede tusinde år var 10.000 afrikanske jæger-samlere vokset til 6,8 milliarder specialister med beboelser overalt på planeten og en rumstation i kredsløb om den. Alt i alt var det et udmærket nummer med handel og arbejdsdeling, for uden vores evne til at samarbejde, ville både du og jeg stadig snuble rundt i stenalderen og anstrenge os med at lave stenøkser. I stedet har vi nu det frie marked som har givet os en rigdom, luksus og sundhed som Caesar, Attila og Louis XIV kun kunne drømme om. Så op med humøret og send pessimismen på pension, for i fremtiden er det rationelt at være optimist.

Såvidt Ridleys teknologiske udviklingshistorie over de forgangne 100.000 år: Handel er hvad der definerer Homo sapiens som art, og handel er den motor der driver udviklingen. Kritikere vil nødvendigvis stå i kø for at skose Ridleys sammenblanding af biologi og politik, og de vil med lethed kunne tage ham til indtægt for den tendentiøse, og sine steder overfladiske, brug af kilder til at understøtte bogens hypotese.

Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive, og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling holder dog efter denne anmelders mening vand (dog uden at legitimere Ridleys politiske liberalisme), og alt i alt er der tale om en bog der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på hvordan Homo sapiens udviklingshistorie kan have forløbet.

The Rational Optimist falder på et tørt sted, for i en tid hvor mainstream-medierne kammer over af skingre dommedagsprofetier er der behov for at bøger som denne bliver skrevet… og læst.

Matt Ridley: “The Rational Optimist – How prosperity evolves”. Populærvidenskab.  Fourth Estate, 448 sider.

Anmeldelse: Mit smukke genom

Gonzogenetik. Lone Frank er udkommet med endnu et hårdtslående og velformidlet stykke populærvidenskab; Mit smukke genom. Denne gang i det indadvendte og øjensynligt usynlige cellebiologiske univers, på hæsblæsende jagt efter genernes fingeraftryk og gåden om, hvorfor vi som mennesker er som vi er – eller rettere, hvorfor Lone Frank er som hun er. Mit smukke genom er hudløs og selvbiografisk ud over alle grænser, og vidner om at Lone Frank har nået det sted i livet, hvor grundig selvransagelse og psykisk forårsrengøring én gang for alle skal jage celleskeletterne ud af skabet.

Af Majken Hirche, cand. scient.

Kaffen står og damper ved min side. Aromaen er umiskendelig og fyrer straks op under mine duftsanser, og hjernens energiniveau. Jeg véd at jeg om lidt skal rejse ind i kroppen – helt ind i cellerne, hvor verdens mest berømte og berygtede molekyle gemmer sig: Genomet. – Livets byggesten, kroppens arkitekttegning, arvemassen, – planen som vi alle er støbt efter, og som bestemmer vor helbred, udseende og personlighed. – Eller gør det? For hvor stor en rolle kan vi egentlig tildele generne, når vi skal forklare kroppens opbygning, helserisici, temperament, adfærd og psyke? Med Mit smukke genom skriver Lone Frank sig med andre ord lige ind i hjertet på den århundrede gamle debat om arv og miljø. Og denne gang mener hun, at have fundet svaret – selvfølgelig.

Mit smukke genom lover læseren, at den vil levere svar på nogle af de mange genetiske spørgsmål, der indtil nu er forblevet i det tentative. Og svarene mener Lone Frank at kunne give med udgangspunkt i journalistiske samtaler med direktører for privatejede genbanker, og verdens førende forskere i gendiagnostik og genteknologi. Jeg tager en slurk af kaffen, og mærker hvordan hjernen langsomt skærper opmærksomheden. Jeg er klar til at tage af sted…

Lone Frank under luppen

Jeg finder hurtigt ud af at der ikke var så hårdt brug for kaffe alligevel, for Lone Frank har valgt at skrive Mit smukke genom i en stil, der mest af alt minder om en kriminalroman. Sproget er levende (nogle gange for levende), og historien drives frem af spændingsmomenter (hvad kommer den nyeste gen-test til at sige om Lone Frank?), og det gør alt i alt bogen let at forstå, og svær at lægge fra sig, hvis man bare har den mindste interesse i naturvidenskab.

Lone Frank har lagt sig selv under luppen, og er på jagt efter den inderste sandhed om sine gener: Hvor langt tilbage er hun egentlig dansker, for var tipoldemor ikke blevet gravid med en af de spanske lejesoldater, der hærgede Jylland under Napoleonskrigene? Hvorfor har hun sådan en benet skikkelse, og hvad med den markante næse? Hvorfor har hun altid været mindre ’venlig’ og ’følelsesmæssig’ end andre kvinder, og hvordan står det til med udsigten til at dø af arvelige sygdomme?

På side efter side følger vi, hvordan Lone Frank tilmelder sig gen-tests, spiser slik, venter på resultaterne, spiser slik, for bagefter at vende indholdet af sine rapporter med førende genetikere – og spise slik. Senere i bogen – meget senere, ville nogen sige – finder vi ud af, at der også er afsat plads til at diskutere arv og miljø i et større perspektiv. Her kommer vi også ind på, hvad de nye landvindinger betyder for folk, der ikke lige hedder Lone Frank. Og det går op for os, at the name of the game i den gamle traver om arv og miljø stadig er arv og miljø. – Ingen vil fortsat sige, at generne afgør det hele, og selvom enkelte psykologer endnu fastholder, at miljøet afgør det hele, så må disse efterhånden ses som så videnskabeligt diskrediterede, at det blot er et spørgsmål om tid før udviklingen henlægger disse mennesker til den idehistoriske køkkenmødding ved siden af evolutions- og relativitetstvivlere.

Vi finder også ud af, at der ikke er meget nyt at hente i diskussionen om hvordan krop, sind og omgivelser spiller sammen i udformningen af det hele menneske. Trods fyrre års velfinansieret forskning på området, så må forskerne endnu sande, at den menneskelige helhed er for kompleks til at lade sig studere i små gen-sekvenser alene. Udviklingen er nu nået dertil, hvor vi kan kigge på generne, og analysere deres indhold, men vi har endnu ingen metode, der kan skelne årsag fra virkning, og korrelation fra kausalitet. Genernes hemmeligheder har det altså stadig med at glide bort mellem fingrene på os, og hovedparten af de forskere som interviewes forholder sig også kritisk reflekteret til udsigterne, og viger tilbage fra at komme med de klokkeklare deterministiske konklusioner, det som er journalist Lone Franks opgave at fiske efter.

Genetik som forbrugsvare

Men en ting er forskere, og en anden er de privatejede genbanker, som lever af at sælge gen-tests og DNA-rapporter til private forbrugere. Flere gange i bogen må Lone Frank nemlig konstatere, at universitetsforskningen og de offentlige bevillinger på området, bevæger sig uendeligt langsomt i forhold til det hun kalder for forbrugergenetikken: Over hele den vestlige verden findes der nu genbanker, hvor fremmede tester hinanden for at se, om de skulle være i familie, og hvor fædre tester deres børn for at se, om sønnike nu virkelig er hans egen. Og spørger man disse genetikere, så ser evidensen noget bedre ud.

Her er man noget mere villig til at trække de sort/hvide fronter op: Man medgiver måske, at DNA-sekvenser ikke siger noget i sig selv, men udelukkende kan give sandsynligheder og opmåle risici. Men kunderne har jo alle de her ideer, og som gentester er det ikke ens job at korrigere deres opfattelser og give dem et grundkursus i genetik.

De ideer kunderne har, er som oftest reduktionistiske og deterministiske udi det ekstreme. Ideen om gener som livsmanual, og som ”nøglen til livet” trives med andre ord i bedste velgående udenfor forskerkredse, og måske derfor er forbrugsgenetik blevet en bragende kommerciel succes, særligt i USA, hvor der ikke er noget opsyn med hvad privatejede genbanker må love i deres reklamer.

Men ingen reklamekampagne, og ingen løsagtig omgang med evidens, kunne have forberedt forskerne på, hvad der ville ske når først man sprang læger og forskergrupper over, og udbød gentests kommercielt, og gik direkte til forbrugeren: Folk fra alle lag betaler gladelig for at få kortlagt deres genom, og på Internettet skyder det ene amatørgenetiker forum op efter det andet. Her diskuterer mennesker resultaterne af deres dyrt indkøbte tests, og de vender alt fra hvordan deres gener mon påvirker hårets tekstur, og til slægtsfællesskab og personlighedstype: Genetik blev med ét en viral folkelig trend, og leverer dermed et nyt spin på Platons tanke om, at alle mennesker stræber efter, at give noget videre til fremtidige generationer, og at de mennesker som ikke præsterer et bidrag i tanke og skrift, de helliger sig deres arvemasse i stedet.

Populærvidenskab på lavvande

Der er masser af information klemt ind på Mit smukke genoms 308 sider, og mange komplicerede debatter at give sig i kast med. Forskningen på området har været i eksplosiv udvikling de sidste tyve år, og således er det tiltrængt med en populærvidenskabelig indføring i nogle af de mange problemstillinger, der uden tvivl vil være med til at sætte morgendagens dagsorden. Og her kommer Mit smukke genom hele raden rundt, fra de bedste forskere i verden, til de succesfulde kommercielle virksomheder, og den rivende udvikling som feltet befinder sig midt i. Mit smukke genom er således rig på viden i bredden, og det gør bogen til et udmærket oversigtsværk, hvis man er interesseret i at skabe sig et hurtigt overblik over de foreløbige konklusioner på området.

Leder man derimod efter en dybdegående og grundig analyse af videnskaben og den tilhørende problematik, så er det ikke i Lone Franks genom man skal kigge. Og det er her bogen bliver problematisk: Lone Frank er tydeligvis selv så begejstret for hele ideen om gendiagnostik, og hun er ihærdigt opsat på at malke sit eget genom for alt hvad det overhovedet kan fortælle om hende. Den parallelle historie om Lone Franks egne gentests fylder for meget, og er skrevet så den virker alt for overbevisende i gendiagnostikkens favør. Lone Frank interviewer en perlerække af topforskere på området, og selvom langt størstedelen af dem forholder sig nuanceret og kritisk til genetikkens foreløbige resultater, så drukner deres indsigelser alligevel i Lone Franks egen entusiasme for det genetiske evangelium.

Læseren sidder således tilbage med en følelse af ambivalens: Lone Frank lader os hele tiden forstå, at disse gen-tests kan give hende svaret på den inderste sandhed om hendes person, men samtidig refererer hun fra forskere, der forholder sig skeptiske overfor netop den udsigt. Og her er vi fremme ved endnu et af bogens problemer: Lone Frank har valgt at fortælle os om genetikken ved at bruge sig selv, og sin personlige erfaring med gentests som motor. Foruden populærvidenskabelig indføring er bogen altså også en art genetisk gonzojournalistik. – Og de to dele er ikke altid lige ydmygt blandet op.

Lone Frank har således serveret os en problematisk cocktail, og man kan som læser nemt lade sig lede på vildspor af hendes begejstring for gendiagnostikken, sine gener og sin egen person. Hvis man ikke formår at holde en kritisk vinkel for øje, kan man nemt havne et sted, hvor man tror mere på Lone Frank end på forskerne, og hvor man glemmer, at gendiagnostik i sidste ende handler om sandsynlighed, statistisk, tilfældighed – og tro.

Lone Frank: “Mit smukke genom”. Populærvidenskab. Gyldendal, 308 sider, 299 kr.

Anmeldelse: Filosoffen Niels Bohr

af Robin Engelhardt, cand.scient., Ph.D., forfatter og journalist

Utvivlsomt hører Niels Bohr til blandt de allerbedste og allervigtigste videnskabsmænd nogensinde. Men at Bohr også hører til gruppen af de vigtigste filosoffer, er et budskab, som professor emeritus David Favrholdt forsøger at begrunde med sin nye bog Filosoffen Niels Bohr.

Bogen er en meget klog og indlevende gennemgang af Bohrs liv og hans »erkendelsesteoretiske belæring«. Men frem for at være en biografi, må den altså ses som et forsøg på at rette lidt op på en gammeldags filosofi-tradition, der ikke kan eller vil forstå basal fysik – og især kvantemekanik. I forordet skriver Favrholdt, at Bohr »havde noget revolutionerende nyt at byde på, som under ét forkaster alle de mange forskellige grundholdninger, som man finder i den vesterlandske filosofi fra Platon og frem til vor tid«. Og det er jo lidt af en mundfuld.

Bohr er skuffet
Det er ikke nemt at gøre Bohr til filosof, især når Bohr selv sagde, at han ikke var interesseret i filosofi. Gennem sin halvfætter Edgar Rubin var Bohr dog nogenlunde opdateret med de filosofiske strømninger mellem 1905 og 1960. Men generelt var han skuffet over hvad han så, og holdt sig væk. Den logiske positivismes reduktionisme anså Bohr som forkert, ligesom Kants transcendentalfilosofi, der antager, at der findes visse erkendelseskategorier forud for erfaringen. Wittgensteins lære om sprogspil var i princippet tæt på Bohrs egen tro på, at dagligsproget er en forudsætning for al erkendelse, men alligevel fjern, fordi Wittgenstein ikke var interesseret i at vide, hvilken form og basis sproget må have ud fra virkelighedens beskaffenhed.

Og det er her, hvor Favrholdts bog er stærkest. Den viser at Bohrs indsigt i kvantemekanikken gav ham en hyppermoderne forståelse af tænkningens grænser uden at forfalde til subjektivisme eller positivisme. I analogi med Plancks konstant, der giver os en fysisk grænse for at måle et objekts tilstande, har menneskets erkendelse ifølge Bohr sin grænse i det sprog og de begreber, som vi bruger til at give ting deres kommunikerende mening. Verden/virkeligheden kan ikke betragtes ‘udefra’ (som f.eks. Einstein og hele den platon-inspirerede filosofi insisterede på), men den kan heller ikke siges at være struktureret af sproget, som så kun kan verificeres eller falsificeres ved hjælp af data og observation (som påstået af positivisterne).

Verden eksisterer alligevel
Favrholdt insisterer på, at Bohrs epistemologiske indsigt er dyb og ny, netop fordi den ikke medfører relativisme men komplementaritet. Der findes en verden. Der findes en virkelighed. Men virkelighedens beskaffenhed former menneskets dagligsprog, hvilket er det eneste vi kan bruge til at forstå virkelighedens beskaffenhed. Og det ser ud til, at det kun er gennem denne iterative proces af eksperiment og fortolkning, at kan vi komme tættere på denne virkelighed og dens ‘mening’, sådan som den udfolder sig for os. Og når visse målinger af et objekt i verden ekskluderer hinanden på grund af det kvantemekaniske iagttagelsesvilkår, udtømmer deres komplementaritet al mulig viden om dette objekt.

Med sin enorme viden i bagagen kommer Favrholdt godt rundt i videnskabs- og filosofihistorien. Det er gode kapitler om Bohrs forhold til natur, religion og om hans ofte overvurderede inspiration fra folk som Søren Kierkegaard, William James og Harald Høffding. Det er spændende at læse om forholdet mellem den fri vilje og determinismen, og bogen er fuld af anekdoter og personlige betragtninger, hvilket gør læsningen meget nærværende.

Filosoffen der ikke har brug for at være filosof
Favrholdt var selv elev af Bohr, og han er ikke bleg for at kritisere gamle kolleger, som måtte have misforstået mesteren. Nogle gange kan det forekomme som om forfatteren arbejder på at være den mest loyale disciple af dem alle, men man kan mærke, at det hverken skyldes nostalgi eller forfængelighed, men en ægte intellektuel affinitet til Bohr, og en genuin søgen efter noget så gammeldags som sandhed.

Vi kan være absolut glade for, at der findes en så kompetent videnskabsfilosof og Bohr-kender som David Favrholdt. Der er meget at lære fra denne bog, som nok er en af de bedste, der findes om Niels Bohr på markedet. Om dette er nok til at få ham inkluderet i kanonen af 1900-tallets vigtigste filosoffer er tvivlsomt, men det skal man ikke lade sig slå ud af. Som Bohr engang sagde: »Det modsatte af en dybsindig sandhed kan meget vel være en anden dybsindig sandhed.« Det samme må vel også gælde for så dybsindige discipliner som fysik og filosofi.

Terror og atombomber

af Ole Birk Olesen, redaktør af 180 Grader, journalist og forfatter

Terrorisme er de fattiges krig, og krig er de riges terrorisme, sagde den nu afdøde britiske skuespiller og verdensmand, Peter Ustinov. Han tog fejl i mangt og meget, men disse ord er værd at dvæle lidt ved i dag.

For 62 år siden, den 6. august 1945 om morgenen, nedkastede et amerikansk B29-fly atombomben “Little Boy” over Hiroshima. Det menes, at mindst 70.000 japanere døde med det samme, og at dødstallet senere steg til over 100.000, hvoraf langt hovedparten var uskyldige civile. Tre dage senere blev også Nagasaki ramt af en atombombe, der kostede et tilsvarende antal mennesker livet.

Da beslutningen om at anvende det nye magtfulde våben blev taget af præsident Harry S. Truman, var modstanden stor hos ledende militærfolk i USA. Den succesrige general for de amerikanske styrker i Europa under Anden Verdenskrig, Dwight D. Eisenhower, blev måneden før spurgt om sit syn på sagen. Han frarådede at gøre brug af atombomben, for – som han senere forklarede – “japanerne var parate til overgivelse, og det var ikke nødvendigt at ramme dem med den frygtelige ting”. Den daværende chef for den amerikanske flåde, admiral William D. Leahy, har udtrykt sig endnu klarere: “Ved at være de første, som brugte den, påtog vi os samme etiske standard som barbarerne i den mørke Middelalder. Jeg lærte ikke at føre krig på den måde, og krige kan ikke vindes ved at slå kvinder og børn ihjel.”

Mange har siden villet retfærdiggøre nedkastningen af atombomberne over Nagasaki og Hiroshima. Man har anfægtet Eisenhowers og andres overbevisning om, at japanerne var parate til overgivelse. Man har ment, at bomberne reddede tusinder af amerikanske soldater fra den visse død, fordi Japan efterfølgende overgav sig, og en invasion ikke længere var nødvendig.

Den tolkning kan der tales både for og imod, men netop i disse år, hvor den vestlige verden forenes i væmmelse over den tankegang, som ligger bag internationale, islamistiske terroristers angreb og forsøg på angreb på uskyldige civile i vestlige storbyer, må det være på sin plads også at diskutere de værdier, som ligger til grund for sådan et regnestykke med menneskeliv.

Spørgsmålet må være, om selv nok så god en sag kan retfærdiggøre den helt bevidste nedslagtning af hundredetusindvis af uskyldige civile. For terroristerne er der ingen tvivl – målet helliger midlet. Eller man kan ikke lave en omelet uden at knuse æg, som formand Mao udtrykte det, når han slog millioner af sit eget lands indbyggere ihjel. Terroristerne kæmper efter eget udsagn for at få fjernet al vestlig indflydelse i de muslimske lande, og hvis det mål bedst nås ved at sprede død, ødelæggelse og skræk i Vestens civilbefolkninger, så skyr de ikke midlet. Vi i Vesten, der står samlet om at fordømme terroristernes handlinger, burde have andre standarder, og derfor burde der heller ikke være vaklen i geledderne i fordømmelsen af den daværende amerikanske præsidents brug af verdens mest frygtede masseødelæggelsesvåben mod civile japanere.

Drop den essentialistiske islamkritik

af Ryan Smith, cand.mag.

Det følgende er en kommentar til Henrik Gøtkes oversættelse af Craig Reads Myten om den Mørke Middelalder.

Gøtke/Read placerer sig selskab med de mange islamkritikere, danske som udenlandske, som gør sig til talsmænd for, at Islam og araberne har en bestemt essens som er konstant over tid, og at kendskabet til denne essens er lig med kendskabet til den tidløse sandhed om Islam.

I Gøtkes artikel udfoldes denne essentialisme som følger: Europa var altid stærkt, rigt og befolket af store mænd(!). Mellemøsten var altid barbarisk, primitiv og befolket af små mænd uden rustning. – Kort sagt ser vi her ideen om at tingene har en tidløs iboende sandhed, en essens. I dette tilfælde har vi at gøre med et portræt af Islams essens, og i mindre grad det kristne Europas.

Ideen om essentialisme som tingenes absolutte natur stammer oprindeligt fra Aristoteles, en filosof som har haft enorm indflydelse på både europæisk og arabisk filosofi. Stort set alle det tyvende århundredes europæiske filosoffer har dog (med undtagelser som Ayn Rand og Martin Heidegger) forladt det essentialistiske verdenssyn til fordel for ikke-essentialistiske opfattelser af verden.

To slags middelalder

Det høres ofte fra den essentialistiske kant, at Islam er en formørket middelalderlig religion. Men det synspunkt er både historieløst og en projektion: Hvis bare nutidens arabiske samfund kunne genfinde noget af det frisind som prægede deres civilisation i middelalderen, så ville det være en gevinst for både arabere og europæere. Da Europa var indsvøbt I den mørke Middelalder levede araberne i den oplyste Middelalder, en Middelalder hvor det kristne Europa slog langt hårdere ned på fritænkere end den muslimske Nærorient. Mens den samlede kristenhed stagnerede og sakkede agterud, så gjorde muslimerne i denne periode store fremskridt indenfor medicin, matematik, astrologi, og filosofi. Som den britiske filosof Bertrand Russell sagde, så redede den arabiske civilisation den europæiske civilisation fra sig selv.

Overfor denne indvending har essentialistiske Islam-kritikere for vane at sige, at sige, at alt hvad muslimerne tænkte og opfandt I deres oplyste Middelalder blot var kopier af tidligere hellenistiske og hinduistiske ideer. Det er rigtigt at araberne forende og forfinede ideer fra andre civilisationer, men araberne kom også med banebrydende ideer såsom Al-Ghazalis (1058–1111) kausalitetskritik, en problematik der først blev taget under vestlig behandling med David Hume (1711–1776).

Men selv hvis det var sandt, at den arabiske Middelalders bidrag udelukkende bestod at sammensætte og videreudvikle andre civilisationers ideer ville det ikke nødvendigvis betyde, at deres bidrag ikke var betydeligt: Araberne brugte eksempelvis anseelige kræfter på at reformere og kompilere indisk matematik for derved at skabe et konkret anvendeligt decimalsystem som vi endnu bruger i dag. At kompilere viden, snarere end at genopfinde den dybe tallerken er det rationelle at gøre for en civilisation der har erobret viden som er mere sofistikeret end sin egen. At omdanne andre folkeslags teoretiske indsigter til konkret brugbare teknologier var også hvad romerne gjorde, og dog hører man sjældent samme anklager fremsat mod romerne fra nogen kant. Tværtimod er romertiden en af de absolut formative perioder i den europæiske civilisations historie.

Fra idé til innovation

Et andet og relateret facet af det essentialistiske verdensbillede er, at det er ideer der styrer historien. I et essentialistisk verdensbillede er det nok at begribe ideen i dens grundform – dens essens – og derpå ordner resten så sig selv. (Denne forestilling sættes eksempelvis i spil via den fejlagtige kritik, at araberne ikke skulle have bidraget med kvalitativt nye ideer, og derfor ikkee have bidraget overhovdet.) Forestillingen om, at ”bare man har ideen, så ordner resten sig selv” er en forestilling for historiske analfabeter og helt katastrofalt fejlagtig: Flaskehalsen i såvel civilisatorisk innovation som i morderne virksomhedsinnovation har aldrig været ideer, men derimod Research & Development, en proces som er langt mere krævende og forbundet med langt større udgifter end det at få ideer.

Selvfølgelig skal der ideer til at skabe en civilisation, men at sige, at ideer driver historien, er ligesom at sige, at mad, søvn og ilt driver historien, for uden ideer, og uden mad, søvn, og ilt var vi ikke kommet nogen vegne. Der ligger en anseelig civilisatorisk værdi i at kunne tage ideerne fra tegnebrættet og føre dem ud i virkeligheden hvor de kan gøre en konkret forskel i menneskers liv. Hvis civilisatorisk udvikling blot bestod i at gribe ideer i deres grundformer, så havde grækerne opfundet dampmaskinen (Hero), såvel som evolutionsteorien (Anaximander) og Big Bang (Anaxagoras).

Den absurde essentialisme

Det essentialistiske verdenssyn viser gang på gang sin absurditet: For at få nutidens Islam-essens til at passe med fortidens bliver man på bizar vis nødt til at slette den arabiske civilisations højdepunkt. Abonnerer man i stedet på et ikke-essentialistisk verdenssyn, så er det fuldt ud muligt at araberne engang besad en højtudviklet civilisation, mens de nu lever i tilbagestående, formørkede samfund der minder os europæere om vor egen mørke Middelalder. At det skulle være nødvendigt for disse Islamkritikere at slette Islams civilisatoriske højdepunkt siger mere om det essentialistiske verdenssyns absurditet end om Islam. Hvis det er nødvendigt at slette den arabiske civilisations højdepunkt for at ”få pengene til at passe” med nutidens tilbagestående samfund, så varer det vel heller ikke længe inden essentialisterne ligeledes bliver nødt til at slette den græske oplysning (500-300 f.Kr.) for at få den græske ”essens” til at passe med nutidens tilbagestående Grækenland, plaget af korruption og balancerende på fallittens rand.

Selv hvis man adopterede det essentialistiske verdensbillede, så giver den essentialistiske islamkritik ikke megen mening: Hvis den tidløse essens om araberne skulle være, at de ikke kan tænke selv, men kun overtage ideer fra andre, så ville man logisk set forvente, at araberne stod på spring for at overtage de ideer om det frie marked og det liberale demokrati der har sejret verden over, hvilket åbenlyst ikke er tilfældet. I stedet har mange af nutidens arabere pinligt travlt med at benægte Holocaust og evolutionsteorien.

Faktisk siger arabiske meningsdannere af og til, at de nok kan se rigtige elementer I den europæiske oplysning (1650-1815), men at de foragter ideer som påføres dem udefra. Ifølge disse meningsdannere vil araberne ikke leve i liberale demokratier med frimarkedskapitalisme. (Selvom indvandringsstatistikkerne lader til at tale et andet sprog.) Imidlertid kan disse arabere ikke definere hvilket styre de så vil leve i. På denne måde har disse røster meget tilfælles med den yderste venstrefløj, der ligeledes nok kan finde ud af at være imod det liberale demokrati uden helt at kunne definere hvad de selv går ind for, ligesom de kan finde ud af at kræve ”klimaretfærdighed” med mere uden heller helt at kunne definere dét.

Koranvers i kognitivt vakuum

Et sidste facet af den essentialistiske islamkritik går ud på, at man ud fra koranvers kan ekstrapolere sig til muslimers indre kognitive landskab og deres inderste motivation for den ene eller den anden handling. Selv hvis vi lader de konspiratoriske og overnaturlige elementer af denne forestilling passere ukritisk forbi, så er det stadig patentligt absurd at tro at muslimer lever I et kognitivt vakuum hvor kun koranvers har indflydelse på deres valg og prioriteter. Det er også historieløst i og med koranvers som (5:90-91) der indeholder forbud mod indtagelse af alkohol er blevet skiftevis lempet, tilsidesat og drakonisk håndhævet alt efter tid og sted.

Hvis man virkelig ville benytte sig af logikken med at ekstrapolere et folkefærds sande essens ud fra passager i deres hellige tekster, så indeholder Torah’en påbud om nådesløst udslette de folkeslag som israelitterne møder i Landet med Mælk og Honning, mens Koranen blot indeholder påbud om at dhimmificere kristne og jøder. Ud fra essentialisternes egen logik må jøderne altså væres mere optagede af mord på muslimer end omvendt, hvilket (Israels militære muligheder taget i betragtning) igen ikke er tilfældet.

Drop den essentialistiske islamkritik

Intet af dette er for at benægte at der er problemer med Islam. Efter 11. september i USA, 11. marts i Madrid, 7. juli i London, Muhammedkrisen, mordet på Theo van Gogh i Holland og meget, meget mere kan der ikke herske tvivl om, at den største trussel mod friheden i disse år kommer fra den muslimske fundamentalisme. Det er forstemmende at læse moderne muslimer støtte op om Muhammeds barneægteskab og undskylde æresdrab, og det leder ganske rigtigt tankerne hen på (Europas) mørke Middelalder. Det er ligeledes påfaldende hvordan Sydkoreas regering udsendte en officiel undskyldning for MIT-massakren i 2007, mens de fleste muslimske regeringsledere og lærde har det med at udtale sig tvetydigt, og som om det er vesterlændinges kollektive pligt at mane politikere, kunstnere og aviser til forsigtighed overfor Islam.

Der er med andre ord rigeligt at kritisere Islam for. Så by all means, kritisér Islam. Men drop den essentialistiske Islamkritik. Den er inkonsekvent, den er pinligt historieløs og dens verdensbillede ligner til forveksling noget fra klassisk muslimsk teologi.

Velfærdsstaten skader integrationen

af Ryan Smith, cand.mag.

Moderne europæere er forvirrede over deres egen kultur, og ikke kan sige hvad den står for. Hvad må man og hvad må man ikke? Hvad har man ret til og hvad ikke? Disse spørgsmål er, også for etniske danskere, svære at besvare for ifølge velfærdsstatens tilhængere har man ret til forfærdelig mange ting. Man har ret til et hjem, til mad og til en hel vifte af støtteordninger og overførselsindkomster hvis man ikke kan klare sig selv. Skal man tro visse af velfærdsstatens tilhængere, såsom socialdemokraternes Mette Frederiksen, så skal disse rettigheder endda stå ”over ‘den almindelige’ lovgivning”.

Men de mange ydelser som velfærdsstatens tilhængere vil ophøje til “rettigheder” opstår jo ikke af sig selv. De er inddrevet via indhug i andres ejendom og fortjenester. Kræverettigheder finansieres via indgreb i andres frihedsrettigheder. Men som vi ved fra Mette Frederiksen så skal arbitrært bestemte “velfærdsrettigheder” altså vægtes højere end almen lov og ret. “De svages” materielle behov skal med andre ord vægtes højere end alle andres frihed. Filosofien bag “velfærdsrettigheder” er med andre ord en filosofi der hviler på tvang.

Godt nok ønsker mange liberale at betale til fælles forsvar, domstole og politi, men til forskel fra socialdemokraterne så ved liberale, at disse indgreb i den individuelle frihed sker med forståelse for, at det er foranstaltninger der skal sikre alles frihedsrettigheder på den lange bane. Retten til at kræve bad, bolig og økologisk frokost på andres regning er ikke frihedsrettigheder. Det er kræverrettigheder og et overgreb mod de mennesker som man med staten i ryggen i vil true til at betale regningen for andre.

Præcis hvad der sker når de mange sætter sig for at kræve i stedet for selv at producere, er hvad Lars Seier Christensen satte fokus på med sit 2005-genoptryk af Ayn Rand-klassikeren Atlas Shrugged. Bogen blev mestedels modtaget med sjove bemærkninger og letkøbt kritik, men værket er alt andet lige er en udpenslende skønlitterær fortælling om hvad der sker når krævermentaliteten sættes højere end ansvaret for eget liv. Jeg skriver skønlitterær, men fiktionsgraden er det efterhånden så-som-så med efter at Socialdemokraternes Julie Rademacher truede med at opløse Mærsk eller SFs Matthias Tesfaye snakkede om at indføre en maksimalløn på 50.000 kr.

En befolkning fikseret på kræve af andre, snarere end selv at tage ansvar var også præcis hvad den amerikanske filosof og præsident Thomas Jefferson frygtede: Jefferson var stærkt bekymret for, at når først folk holdt op med at tænke på hvordan de kunne klare sig selv og i stedet begyndte at spekulere i hvordan de kunne stemme sig til en tilværelse på andres bekostning, så ville det signalere begyndelsen på enden. ”A Gothic Empire” kaldte han det. Gotisk fordi et samfund hvor ingen arbejder før eller siden må gå under, og Empire fordi sådan en stat vil forgribe sig voldsomt på borgernes frihedsrettigheder. Med sine mange overførselsindkomster, forbud og reguleringer er den danske velfærdsstat et Gothic Empire par excellence.

Konsensukarantænen

Men denne tænkning er fremmed for tilhængerne af velfærdsstaten. Lad os se nærmere på, hvad det er for en filosofi, der driver dem: Marxister og socialister har alle dage set stort på distinktionen mellem kræverettigheder og frihedsrettigheder. Socialisterne har sagt, at distinktionen måske er fin som et tankespind og et glansbillede, men at positive kræverrettigheder og negative frihedsrettigheder ikke kan adskilles i praksis. Argumentationen for socialisternes synspunkt har det dog oftest været så som så med. Som her hvor Birgitte Kofod Olsen, tidligere vicedirektør for Center for Menneskerettigheder, kritiserer den liberale tradition som fører til en hierarkisering af positive og negative rettigheder:

”Der er politisk konsensus om, at vi har de to sæt rettigheder, der er indbyrdes afhængige og skaber retslige forpligtelser for staterne. Han [Jacob Mchamgama] bliver i debatten mere ideologisk i sine holdninger end han forankrer dem i politiske realiteter.”

Liberale søger som sagt at lade friheden stå over krævermentaliteten. Men det afvises altså her med henvisning til, at der er “politisk konsensus” om at sidestille de to typer rettigheder. Altså en argumentum ad populum-fejlslutning: Hvis der er ”politisk konsensus” for en sag, så er det lige meget hvilke argumenter, der findes imod den. Så er modstand nemlig ”ideologisk” og ikke forankret i de ”politiske realiteter”.

Argumentationen for “velfrædsrettigheder” kan uden besvær bruges til at afstedkomme åbenlyst uretfærdige indgreb i andres frihedsrettigheder: F.eks. er der i Europa en “politisk konsensus” om at lade hånt om islamkritikere som Lars Vilks og Ayann Hirsi Alis personlige sikkerhed. Med velfærdsstatens filosofi som motor kan man altså uden besvær retfærdiggøre indgreb i ytringsfriheden eller de facto dødsdømme mennesker for religionskritik. Alt hvad der kræves er “politisk konsensus”.

At man ikke behøver at undersøge det enkelte argument, men blot tjekke om det ligger i tråd med den politiske mainstream vidner om et kollektivistisk og uhyggeligt ekspansivt syn på det politiske domæne: En filosofi der ikke anerkender, at visse ukrænkelige principper må stå over dagligdagens politiske kamp om fiskekvoter og fritidshjem er en filosofi der ikke anerkender de naturlige grænser for statsmagten. (‘Naturlige’ efter John Locke: Menneskets naturlige ret til frihed fra andres indblanding og til den velstand det selv producerer.) Har Center for Menneskerettigheder mon glemt at man vanskeligt kan åbne en historiebog uden at blive konfronteret med de grummeste eksempler på ting der har været “politisk konsensus” for og som var solidt forankret i “de politiske realiteter”?

Er Center for Menneskerettigheder overhovedet villige til selv at tage konsekvensen af deres logik? Herfra vil jeg tillade mig at gætte på, at der også er “politisk konsensus” om at behandle isolationsfanger, flygtninge og indvandrere på en anden måde end CfM foretrækker. Vil CfM så acceptere at den “politiske konsensus” diskvalificerer deres holdninger på gråt papir? Vil de identificere sig selv som mere ideologiske end realitetssøgende?

Velfærdsopdragerne

I Mette Frederiksens udspil om positive velfærdsrettigheder så vi, hvordan hensynet til ”de svageste” skulle stå over lovgivningen. Eller oversat til rettighedstænkning, så skal de svagestes kræverrettigheder stå over andre menneskers frihedsrettigheder. Som et eksempel på denne tankegangs absurde konsekvenser kan man fremhæve, at det ofte er de svageste mænd som tyer til voldtægt. Ifølge Mette Frederiksen skal hensynet til voldtægtsmænd altså veje tungere end til ofrenes retssikkerhed så længe voldtægtsmanden tilhører “de svageste” og offeret tilhører en anden social gruppe. Og Mette Frederiksen kan ikke indvende, at hensynet til samfundets svageste ikke gælder voldtægtsmænd, for hun har netop selv ophævet skillelinjen mellem kriminel og lovlydig ved at sætte hensynet til “de svage” “over lovningen”.

Men selv hvis man accepterede præmisset om, at hensynet til den svage voldtægtsmand skal stå “over lovgivningen” så ved enhver at voldtægt er en stærkt traumatiserende oplevelse for offeret. Når mænd fra Socialklasse 5 jævnligt skal have lov at påføre deres omgivelser den skade må det være fordi Mette Frederiksen mener, at de ikke har kontrol over egne handlinger. At “de svage” på denne måde skulle have mere til fælles med dyr end med mennesker virker måske som et utroligt synspunkt, men med dette udsagn markerer Mette Frederiksen sig sådan set bare som det seneste led i en lang række af venstrefløjstænkere som på den ene side har aldrig har misset en chance for at erklære deres udødelige kærlighed til “de svage”, mens de på den anden side samtidig afslørede en nedladende foragt for netop samme svage.

Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, hvis tanker ligger til grund for store dele af den moderne venstrefløjstænkning, snakkede længe og passioneret om folkets fælles vilje som skulle bestemme samfundsudviklingen. Ikke desto mindre mente han dog, at ”Fællesviljen” skulle fortolkes af en særlig elite af lærde fordi folket når det kom til stykket blot var som en “stupid, frygtsom, invalid”.

Karl Marx læste Rousseau med stor fornøjelse og indarbejdede Rousseaus tanker om “Fællesviljen” i sin egen tænkning. I Marx bliver folkets fælles vilje til proletariats vilje til klassekamp og revolution. Ganske vist var Marx bedre til at skjule sin foragt for masserne men mente ikke desto mindre at “en massiv genopdragelse og forandring af mennesket” var nødvendig for at realisere det kommunistiske samfund. Mens Rousseau havde sin lærde elite til at opdrage på folket, så var det ikke nær så tydeligt hvem der skulle stå for denne opdragelse hos Marx. Og så alligevel: Sidst i 1870’ernes England, da arbejdsmarkedets parter af sig selv begyndte at nå til enighed om lønforhøjelser og arbejdsvilkår fik det landets industriarbejdere til at skrue ned for de revolutionære paroler. Men hvor en neutral observatør ville have konkluderet at Adam Smith havde ret i at markedet regulerer sig selv over tid, så udbrød en rasende Marx i stedet, at “hvis ikke proletariatet var revolutionært, så var det intet!” Den salvede elite som skulle opdrage på masserne hos Marx var i virkeligheden Karl Marx selv: Masserne skulle følge hans vision eller rådne op i deres eget pløre.

Vi ser altså, at mens man på venstrefløjen føler dybt for arbejderen og “de svage”, så går den særlige omsorg hånd i hånd med en foragt for selvsamme svage og et præmis om at venstrefløjens meningsdannere skal have beføjelser til at opdrage på masserne.

Det er denne tradition den moderne velfærdsstat skriver sig ind i, når socialdemokraternes Henrik Sass Larsen siger: “Socialdemokratiet har altid haft et ansvar for at opdrage på folk … Vi har en samfundsopdragende rolle, og den skal vi stå ved.” (Weekendavisen 04.09.09) Disse “velfærdsopdragere” vil med andre ord blot erstatte marxismens to klasser (proletariat og kapitalist) med to andre klasser (proletariat og velfærdsopdrager). På denne måde har politikerne på den den marxistisk inspirerede venstrefløj altså langt mere til fælles med det klasseopdelte samfund de siger de vil bekæmpe end med det liberale alternativ som i videst muligt omfang søger at lade merit og flid afgøre den enkeltes skæbne.

“Vælfærdsopdragerene” fra Rousseau til Karl Marx, og fra Henrik Sass Larsen til Mette Frederiksen har altså altid udtrykt en stærk bekymring for samfundets svage. Men det er samtidig en bekymring hvis implikationer har givet dem selv elitestatus som de salvede lærte; nidkære hyrder med retten til at opdrage på arbejderen. Velfærdsopdragernes bekymring for de svageste kommer ikke uden klientgørelse af disse svage. I velfærdsopdragernes egen optik er de derfor overmennesker der “ved bedre” og som skal vise masserne vejen ud af deres egen elendighed.

Denne klassefetichisme, der i den grad blæser på det klassisk liberale princip om lighed for loven, kan måske også forklare hvorfor både Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmitt har fordømt folk som satte deres børn i privatskole men samtidig ikke har set en intuitiv diskrepans mellem dét, og så at sætte deres egne børn i privatskole: I deres eget hoved tilhører de ikke “folket” men den særlige klasse af velfærdsopdragere for hvem der gælder andre regler. Alt sammen sætter det den venstreorienterede snak om klassebevidsthed i et nyt lys: Et lys der forklarer hvorfor Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmitt håndterer deres sager om skoler og skatteforhold med en attitude der har mere til fælles med majestætsfornærmelse end med den ydmyghed man ville forvente fra principielt integre mennesker.

Velfærdskalifatet

Men vent: Findes der ikke ikke en anden samfundsform hvor man lader hånt om principielle frihedsrettigheder og underkuer individet for at tilgodese kollektivets behov? Hvor er det nu vi også har hørt om om en samfundsform med en særlig klasse af lærde som aldrig har haft et ærligt arbejde men ikke holder sig tilbage for at fortælle andre hvad de skal gøre? En samfundsform der, ligesom velfærdsstaten, gør regelmæssig brug af tvang og underkuelse for at nå sine politiske mål, en samfundsform hvor den særlige klasse af lærde aldrig kunne drømme om selv at følge de instrukser de pålægger resten af befolkningen?

Jo, vi kender skam sådan en samfundsform. Vi ser den overalt hvor Islam ophøjes til politisk ideologi. Islamistiske velfærdsopdragere siger nemlig også ét til den befolkning de “opdrager”, mens de selv gør noget ganske andet. Og ligesom Socialdemokraterne, så fører islamisternes logik dem også ud i at holde hånden over voldtægtsmænd. Hvordan skal vi plausibelt kunne stå fast på, at vi er bedre end islamisterne, når vi med velfærdsstaten foretager den samme politiske prioritering og sætter kollektivet og “den politiske konsensus” over individets frihedsrettigheder?

Hvordan skal vi troværdigt kunne sige til indvandrere fra en kollektivistisk kultur med ringe respekt for individet, at de skal omgøre deres manerer når vi selv støtter et sådant system i form af velfærdsstaten? Hvordan skal vi sige til muslimske indvandrere at de skal acceptere den enkeltes ret til frit at tegne Muhammed, når vi samtidig siger, at det er deres ret at kræve sig ud af enhver ubehagelighed? Hvis man med sine “velfærdsrettigheder” i hånden kan kræve indgreb i andres frihed for aldrig at blive sulten, ensom, hjemløs eller beskidt, hvorfor kan man så ikke også kræve indgreb i andres frihed for aldrig at blive såret og stødt på sin tro?

Det kan man også. Alt det kræver er en socialistisk rettighedstænkning som velfærdsstatens hvor staten bifaldes for at tvinge og underkue individet for at tilgodese kollektivet. Retten til ikke at blive konfronteret med Muhammed-tegninger ligger i logisk forlængelse af retten til ikke at blive sulten, hjemløs eller beskidt. Det er den logiske konsekvens af den filosofi hvor man kan kræve sig til en behagelig tilværelse. Det er den logiske konsekvens af statsgaranteret velfærd.

Ekstremofobi – myter om indvandringskritikken

af Troels Heeger og Søren Villemoes

Beskyldninger om islamofobi flyver så hyppigt gennem luften, at enhver kritiker af religionen før eller siden må påregne at blive beskyldt for at lide af en irrationel og patologisk frygt. Det er ærgerligt, for det gør det svært at skelne mellem den gode, relevante og seriøse islamkritik og den mere verdensfjerne, kulturpessimistiske og useriøse variant. Hvis også den seriøse islamkritik automatisk afvises som hadefuld og irrationel, bliver det i praksis svært at skelne snot fra skæg, og det gør det vanskeligere endnu at have en offentlig religionskritik, som gør en forskel.

Ifølge folk som eksempelvis Oxford-professoren Tariq Ramadan lider islamofober af en sygdom. Sådan må man forstå begrebet: En sygelig angst for islam. Men man skal passe på med at sygeliggøre folks holdninger og kritik og gøre dem til udslag af en forstyrret psykologi. Det har nemlig den slagside, at man ikke behøver forholde sig til kritikken – for hvem gider egentlig forholde sig til rablende tale fra en fobisk galning? Og samtidig fungerer diagnosen ‘islamofobi’ som en belejlig skærm for dem, kritikken er rettet mod.

Men hvis man alligevel skal driste sig til at anvende fobien som en diagnose i den offentlige debat, vil vi her lancere en ny fobi, der er meget udbredt i disse år, og som sjovt nok ofte kan diagnosticeres hos dem, der er de første til at kalde andre for ‘islamofober’. Der findes nemlig en udbredt irrationel og dyb frygt blandt mange i den offentlige debat for alt, hvad der kan frygtes muligvis at føre til noget ‘ekstremt’. Disse folk lider af det, der bedst kan beskrives som ‘ekstremofobi’: En verdensfjern, irrationel og patologisk frygt for alt, hvad man kan forestille sig, der fører til noget ekstremt.

I sidste uge fik vi et forrygende indblik i den ekstremofobes forstyrrede tankegang. Politiken-redaktøren Tøger Seidenfaden har nemlig lige vundet en pris for sit virke som offentlig debattør (og tillykke med det!). Og det tog han som en anledning til at skrive et indlæg om den røde tråd i sin lange karriere som meningsdanner. Lad os kaste et blik på den meningsgivende rettesnor i Seidenfadens professionelle virke:

I det politiske betyder det, at jeg er mere interesseret i den linje, der afgrænser fløjene mod ekstremerne, end i den midterlinje, der deler Folketing i regeringsflertal og opposition.

I og med at jeg ikke mistænker hverken centrum-venstre eller centrum-højre for af egen drift at ville ødelægge samfundet, er jeg mest optaget af de glidebaner, der findes på begge sider af dem, og som kan trække samfundet i den forkerte retning og svække kvaliteten af vores demokrati.

Her ser vi ekstremofobien i sin rene form. Enhver drift væk fra der, hvor ekstremofoben selv står (hvilket i næsten alle tilfælde er det, han selv vil beskrive som ‘midten’), er en bevægelse, der løber ud modekstremerne. Og derude vil man ‘af egen drift’ ødelægge samfundet, intet mindre. Ekstremofober kan således gøre enhver afvigelse fra deres egen normaltilstand til et skridt på vejen mod noget, der med al sandsynlighed vil ende i holocaust.

Et af ekstremofobiens mest oplagte symptomer er forekomsten af et dobbeltblik, der gør den ekstremofobe ude af stand til at fokusere skarpt.  Som en beruset vagabond, der er overbevist om sit eget klarsyn, holder den ekstremofobe sig imidlertid ikke tilbage fra at råbe op i gadebilledet. På den ene side kan ekstremofoben få øje på en lurende ekstremistisk glidebane i selv den mindste detalje. På den anden side har han meget svært ved at se sin egen ekstreme position.

Føromtalte Seidenfaden kunne for et par år siden erklære, at Danmark endegyldigt havde mistet sin ‘anstændighed’, fordi Asmaa Abdol-Hamid blev mødt med kritiske spørgmål i kølvandet på sit kandidatur for Enhedslisten. Det var den irrationelle frygt for det ekstreme, der fik Seidenfaden op på barrikaderne og fik ham til at sidestille kritik med had til muslimer. Pressens spørgsmål blev affejet som en del af en uanstændig, antimuslimsk kampagne.

Men selvom kritikken af Asmaa bestemt havde sine hysteriske indslag (som da Søren Krarup gik amok ved tanken om tørklæder i Folketingssalen), var det mest ekstreme, der blev sagt i den forbindelse uden sammenligning Seidenfadens erklæring om, at Danmark nu havde mistet sin ‘anstændighed’. Det var nemlig et udslag af ekstrem kollektivistisk moralisme, hvor vi danskere som helhed og som ‘folk’ (et begreb som Seidenfaden givetvis i alle andre mulige sammenhænge ville afvise eksistensen af) alle havde del i en samlet folkelig ‘anstændighed’, der åbenbart stod og faldt med antallet af kritiske spørgsmål rettet mod en folketingskandidats religion.

Seidenfadens kamp mod det ekstreme er i sig selv ekstrem. Hvilket i sidste ende blot gør den absurd og selvmodsigende. Ekstremofober som Seidenfaden vil ofte på den ene side promovere inklusion og anerkendelse af religion i det politiske, da ’sekularisme’ i deres øjne også er en form for ekstremisme. Men samtidig ønsker de alligevel ikke, at det religiøse skal indtræde på lige fod i det politiske, da det vil indebære, at man kan kritisere religion, akkurat ligesom som man kritiserer alt andet i politik – og det vil jo igen også føre til ekstremismen. Alene derfor er ekstremofoben dømt til evig frustration i alle spørgsmål, der vedrører religion og politik.

Ekstremofobens forsøg på at løse sine evigt tilbagevendende genvordigheder munder derfor ofte ud i en art vulgær-tolerance, hvor man ikke bare skal tolerere noget i ordets klassiske forstand (dvs. acceptere at noget, man ikke kan lide, har ret til at eksistere og komme til orde), men at det skal omfavnes og imødegås og ikke mindst ‘respekteres’ – for det meste gennem symbolske markeringer, der ofte ender med et få et teatralsk og tragikomisk skær. Elsebeth Gerner Nielsens ekstremofobiske og vulgærtolerante stunt, hvor hun pludselig demonstrativt stillede op med et tørklæde om hovedet foran en samlet presse, var et glimrende eksempel på denne tankegang. Samtidig er det kun udvalgte symboler, der skal vulgærtolereres. De ting, man virkelig ikke bryder sig om, vil man helst have forbudt ved lov (f.eks. racisme).

Seidenfadens mærkværdige forsvar for Abdul Wahid Pedersens manglende afstandtagen fra stening (med argumentet oml, at man i så fald også må bede katolikker om at lægge afstand til nadverens implicitte kannibalisme) er også et godt eksempel på ekstremofobiens vulgærtolerante absurditet. Den nu legendariske leder, der i dag er fjernet fra nettet, havde i øvrigt den sigende titel “Religiøsitet er ikke ekstremisme”. Så kan ekstremofoberne slappe af. Der er intet at komme efter her.

Seidenfadens ekstremofobi har dog aldrig været bedre og mere klart udtrykt end i den tale, han holdt i 2009 i anledning af Folketingets åbning. Her udråbte han bastant sekularismen til ‘den største trussel’. Hvordan i alverden man kan se det sekulære som en trussel, er en gåde – at man kan se den som ‘den største trussel’, er et mysterium. Men for ekstremofoben er alt enten en bevægelse ud mod Hitlers Tyskland på den ene side eller Stalins Sovjet på den anden. ‘Sekularismen’ er ud fra denne logik naturligvis blot et skridt på vejen mod statspåtvunget ateisme, Stalin-style. Kritik af andres religion er følgelig et skridt på vejen mod holocaust, Hitler-style. Ekstremofobens løsning bliver at bekæmpe vindmøller, Don Quijote-style.

Ekstremofoben vil ofte hævde, at ‘midten’ er stedet, hvor fornuft, fred, pragmatisme og moral er at finde. Nyere politologisk forskning viser, at den højrepopulisme som ekstremofober for det meste anser som det mest ekstreme slet ikke er så ekstrem eller radikal, som mange hidtil har antaget. Tværtimod er moderne, europæiske højrepopulistiske partier snarere borgerlige midterpartier, der repræsenterer demokratiske mainstream-synspunkter, der deles af størstedelen af befolkningen. Det, der gør dem særlige, er snarere deres måde at repræsentere disse mainstream-holdninger på, og altså ikke så meget holdningerne i sig selv.

Nogenlunde det samme kan siges om ekstremofoberne, de er nemlig også karakteriseret ved deres måde at udtrykke holdninger på, snarere end ved deres specifikke holdninger. Men i modsætning til europæiske højrepopulistiske partier er ekstremofoberne for det meste meget langt væk fra den offentlige mainstream. De sidder med gru og betragter den midte, som de selv hævder at befinde sig på, drive ud i ekstremerne.

Som en god ven af bloggens bestyrere  for nylig bemærkede, kæmper en stor del af de antifascistiske grupperinger i det autonome miljø ikke mod fascismen, men for retten til at udpege fascister. Samme logik gælder også for ekstremofoberne. Når det kommer til stykket kæmper de reelt set ikke mod ekstremisme, men for retten til at udpege andre som ekstremister.

Anmeldelse: Zen Wrapped in Karma Dipped in Chocolate

af Majken Hirche, cand.scient. og Ryan Smith, cand.mag.

Brad Warner (f. 1964) er lidt af et fænomen i Zen-kredse. Efter en ungdom som punk-rocker og ugidelig slacker i Reagans USA kastede han sig over Zen-buddhismen, udvandrede til Japan og endte med den højeste rang indenfor Soto-skolen. Her indimellem nåede han at spille med i punkbandet Zero Defex, producere japanske monsterfilm i B-minus-minus-klassen, og gifte sig med en japansk skønhed. Hans bøger, Hardcore Zen, Sit Down And Shut Up og Zen Wrapped in Karma Dipped in Chocolate er historien om hans process, såvel som en indføring i Zen. Det er meget personlige bøger. Det er Warners historie. Og det er til dels den bedste indføring i Zen som findes på engelsk.

Mens vi på overfladen guides rundt til punkkoncerter og bag sættet på ubeskriveligt dårlige monsterfilm opdager vi hurtigt, at omdrejningspunktet for historierne ikke er tilfældige erindringer, men derimod Zen-buddhismens lære: Ifølge Zen er punkkoncerter, Godzilla og overfyldte offentlige toiletter nemlig ikke spor forskellige fra dyb meditation i sirligt rene japanske middelalderklostre: Det er alt sammen en del af virkeligheden, en virkelighed som ifølge Zen ikke kan inddeles, opdeles eller kategoriseres.

Forsøget på at binde så umiddelbart forskellige hændelser sammen, kunne hurtigt være kommet til at virke anstrengt og utroværdigt, hvis ikke det var for Warners store opfindsomhed og kreativitet i at associere fra den ene begivenhed til den anden.

Ikke alle gode gange tre

Zen Wrapped in Karma Dipped in Chocolate er nummer tre i Warners forfatterskab. Forud herfor gik den legendariske debut Hardcore Zen og den jævne, men dog læseværdige Sit Down and Shut Up. Begge disse bøger giver en glimrende og lettilgængelig indføring i Japans måske største tænker, Dogen Zenji, og denne filosofi og skole.

I Zen Wrapped in Karma Dipped in Chocolate kastes læseren endnu engang ud i Warners tempofyldte og begivenhedsrige tilværelse, men livets tidligere lyksaligheder er nu afløst af død og ulykke: Familiemedlemmer afgår ved døden, konen vil skilles, jobbet bliver nedlagt, og Zen-præsterne i ordenen skændes om, hvem der skal efterfølge den gamle mester efter dennes død. Så Zen Wrapped… starter egentlig fra et ganske spændende udgangspunkt: Hvordan håndterer en Zen-mester alvorlige livskriser?

Uheldigvis formår bogen ikke at afvikle sit præmis på tilfredsstillende vis: Warner skriver ganske vist om meditation og Zen-træning. I det store og hele virker det dog som om, at han ikke er til stede i det buddhistiske mindset han så udførligt beskrev i de forrige titler, men i stedet møder livets kriser på samme måde som enhver anden ville gøre det: Ved at respondere ganske forudsigeligt på kortsigtede fornøjelser som joints, alkohol og muligheden for at være sin kone utro.

Man sidder således tilbage med fornemmelsen af at Zen Wrapped… er et projekt, der overvejende har fungeret som selvterapi for Warner; som et personligt forsvar og en undskyldning for sine mindre ærbare gerninger. Et eksempel: Den nyligt fraskildte Zen-mester begynder at gå på rov blandt sine elever og retfærdiggør det således: ”Jeg kan ikke se nogen grund til at en matematiklærer ikke skulle hjælpe sin kæreste med sine lektier.” Man spørger sig selv om ikke den nærliggende sammenligning havde været: ”Jeg kan ikke se nogen grund til at en matematiklærer ikke skulle gå i seng med sine elever.” … Men det kan Warner jo godt.  Således bliver store dele af bogen temmelig uinteressant læsning, der havde gjort sig bedre som upublicerede dagbogsbekendelser eller tilståelser hos psykologen.

Bogen har dog sine lyse øjeblikke, hvor man bliver udfordret på sine forestillinger om Zen. Warner viser i kraft af sin selvudlevering, at selv som ordineret Zen-mester er livet stort set det samme med dets dilemmaer, kriser og evindelige problemer, problemer og flere problemer. På den måde fejer Brad alle forestillinger om, at Zen kan føre til frelse og et problemløst liv af bordet, og advarer samtidig imod alt og alle som begiver sig af med sådanne forestillinger. Enkelte kick til forståelsen af Zen bliver der dog leveret her og der, og det er derfor synd og skam at Brad ikke har levnet oplysningen mere plads.