Category Archives: Psykologi

Introduktion til Ayn Rand

Kapitalisme Ayn Rand er pligtlæsning i USA, men næsten ukendt herhjemme. Nu sørger investeringsbanken Saxo Bank igen for at gøre forfatterindens hovedværk tilgængeligt på dansk. – Men hvad kan velfærds-Danmark lære af en amerikansk kultroman fra 1950’erne?

Af Ryan Smith, cand.mag.

I 2005 omdelte den succesrige Saxo Bank 10.000 eksemplarer af Atlas Shrugged (Dansk: Og Verden Skævede) til kunder og andre interesserede. I den forbindelse udtalte den ene af Saxo Banks to administrerende direktører, Lars Seier Christensen, at banken set fra et marketingsperspektiv allerede havde tjent mere på at sende bogen ud, end hvad det havde kostet indehaverne at sende den i trykken.Nu gentager investeringsbanken sin charmeoffensiv og sponsorerer endnu et parti af Atlas Shrugged i dansk oversættelse. – Men hvilke værdier er det egentlig der kommer til udtryk i bogen, og hvordan kan Lars Seier Christensen være så sikker på deres nyttevirkning?

Først et overblik: Med sine omtrent 645.000 ord er Atlas Shrugged en af de længste romaner der nogensinde er skrevet, og da amerikanske Library of Congress i midten af 1990’erne satte sig for at undersøge hvilken bog der havde påvirket amerikanerne mest kom Atlas Shrugged ind på en opsigtsvækkende andenplads, kun overgået af selveste Bibelen. Bogens forfatterinde, Ayn Rand, var både forfatter og filosof, og på den måde kan Atlas Shrugged betragtes som en form for litterær lip service for Rands filosofiske læresætninger. Grundpillerne i Rands filosofi er som følger: (1) Tilværelsen er objektiv. (2) Mennesket bør altid følge fornuften og aldrig tænke eller handle modsat denne. (3) Moralske principper er ligeledes objektive og kan erkendes via fornuften. (4) Ethvert menneske bør til enhver tid være egoistisk. (5) Kapitalismen er den eneste retfærdige samfundsform.

For at illustrere disse principper benytter bogen sig af skarpe grænsedragninger, idet den positionerer samfundets kreative genier overfor en hob af ansigtsløse snyltere. De to fraktioner spilles prompte ud mod hinanden i en kamp om brugs- og ejendomsretten til geniernes opfindelser, hvor snylter-borgerne forsøger at tilsnige sig retten til geniernes kreationer via en blanding af kollektivisme, etatisme og fingeret altruisme (i Danmark ville man måske sige velfærdsstat). I bogen forsøger en helt af nietzchereansk tilsnit at gøre oprør mod den måde hvorpå samfundets produktive genier udsuges af de mindre produktive medlemmer via en etatisme der indfører love med det formål, at tage fra de rige og give til de fattige. Men – fastslår bogen – de svage har ikke ret til de stærkes frembringelser, og uden den stærke kan samfundet ikke fungere.

Rands bøger fremstiller således det fire marked som værende drevet af en håndfuld supermænd af ovenud rationel støbning. I Rands univers er det alene disse overmennesker og deres altomfattende superrationalisme der ved at overskue hele markedet opretholder verden som vi kender den. Præmisset gør sig udmærket i litteraturen, men som tænkning er det hamrende inkongruent med moderne økonomisk teori der netop opererer med det frie marked som bestående af aktører der koordinerer deres handlinger ud fra en begrænset viden, og altså ikke et sted hvor rationalistiske supermænd triumferer via overmenneskelige kognitive evner. Rands retorik får imidlertid det hele til at lyde som om, at verdensmarkedet kun fungerer fordi det reguleres af disse supermænd, hvilket paradoksalt nok bringer hendes version af kapitalismen betænkeligt tæt på den markedsstyring hun ellers foragter så indædt.

I sine bedste øjeblikke lader Ayn Rand dog til at have været klar over, at billedet ikke holdt stik med virkeligheden: Udenfor Atlas Shrugged forsvarede hun således kapitalismen med henvisning til Adam Smith og hans ”usynlige hånd” der inhærent belønner rationel adfærd uden at politikere, smagsdommere og andre mellemmænd aktivt skal fordele disse belønninger – endda uden at subjektet selv behøver at forstå sin indbringende handling til bunds.Med sin særegne blanding af politik, filosofi og moralisme kan Ayn Rand på sin vis virke som det højreorienterede modstykke til Jean-Paul Sartre: Ligesom Jean-Paul Sartre er Rand også ufravigeligt tendentiøs i sin ”rationalisering” af hjertesager, og i lighed med Sartre tøvede Rand ikke med at benytte sig af en grovkornet psykologisering af politiske modstandere.

”Jeg ved intet om Psykologi” betroede hun engang sin medarbejder Nathaniel Branden, og som Branden lakonisk måtte bemærke flere år senere: ”Jeg ville ønske, at jeg havde taget hende alvorligt.”. Privatpersonen Rand forsøgte nemlig at udøve en form for superrationalistisk kontrol over sig selv og menneskene omkring sig, sådan som hendes helt gør det i Atlas Shrugged. Hendes kontroliver spredte sig blandt andet til Nathaniel idet Rand under stort postyr orkestrerede Nathaniels ægteskab til konen Barbera på trods af parrets fælles protester. Brudefærden kuldsejlede forudsigeligt nok, men hvor en anden giftekniv havde luntet slukøret derfra, reagerede Rand i stedet ved at foreslå, at hun og Nathaniel nu burde indlede sig på en ”rationel” kærlighedsaffære, igen a la karaktererne i hendes bøger. Rands psykologiske indsigt lader i det hele taget til at have været groft forfejlet, og for en filosof der ønsker at bidrage til etikken er netop kendskabet til menneskelig psykologi en nødvendig forudsætning.

Som filosof har Ayn Rand derfor relativt lidt at tilbyde moderne tænkning. Hun kan og bør dog læses for hvad hun reelt er: En inspirerende og atypisk fortaler for personlig frihed, det frie marked og menneskets kreativitet. Som russiskfødt antikommunist er Rand endvidere et glimrende case in point overfor den yderste venstrefløj hvis nedarvede verdensbillede traditionelt strækker sig fra det ”progressive” til det ”reaktionære” hvor sidstnævnte helst defineres som en usympatisk blanding af puritanisme, racisme, sexisme, og kapitalistisk rovdrift. Imidlertid underholder Rand ingen af disse skødesynder, og da hun tillige er af hunkøn, er hun effektivt immun overfor førnævntes standardregister af ad hominem-angreb.

Modsat er Ayn Rand også en glimrende lakmusprøve på den historiske højrefløj hvor kendskabet til hendes tænkning effektivt kan skille liberale fra konservative, idet Rand bryder klart med den konservative balancegang mellem borger og fællesskab ved entydigt at sætte individet højest.

Med Rands ejendommelige komposition af sym- og antipatier må hendes filosofi siges at ramme helt forbi målet, mens hendes samfundsmæssige ideologi lander et sted i politisk ingenmandsland, hvor det sikreste for højre- og venstrefløj har været helt at ignorere hende, hvilket stort set også er hvad de har gjort op til nu.


Marcus Aurelius og Afslutningen på Stoicismen

Marcus Aurelius og afslutningen på stoicismen

af Ryan Smith, cand.mag.

I sin storhedstid udgjorde stoicismen en overordentlig betydningsfuld filosofisk retning, som bestod fra ca. 300 før Kristus til ca. 200 efter Kristus. Stoicismen opstod i Grækenland, men var den mindst græske af tidens filosofiske skoler. De første stoikere praktiserede i Grækenland af fønikiske indvandrere, og senere udvandrede stoicismen selv til Rom hvor den praktiseredes af italienske og provinsielle aristokrater. Ud over Marcus Aurelius, så tæller stoicismen så prominente romerske borgere som Cicero og Seneca blandt sine tilhængere.

Overordnet set, så efterstræber stoikeren retfærdighed og en from personlig moral. Stoikeren dyrker ikke dyden og den gode vilje for at denne skal gøre en forskel i verden, men fordi dyden er et mål i sig selv. Kun den dydige vilje er god, og den dydige vilje er uafhængig af ydre årsager.

Stoicismen siges traditionelt at være blevet grundlagt af Zenon fra Kition, en fønikier som var kommet til Athen omkring år 313 før Kristus. I Athen fulgte Zenon opmærksomt filosofiske forelæsninger indenfor både de megariske og kyniske retninger, og hen ved ti år senere debuterede han selv som forelæser og grundlagde tillige sin egen skole, Stoicismen. Navnet spillede på, at Zenon afholdt sine forelæsninger i samme søjlehal [stoa], som den sagnagtige billedkunstner Polygnotos fra Thassos havde bemalet [poikilé] mere end en menneskealder tidligere, Stoa poikilé.

Logos – fornuften i alt

Zenons filosofiske skole voksede ud af især den kyniske tradition og arven fra Heraklit. Den har desuden en del lighedspunkter med den samtidige epikuræiske skole. Imidlertid er der afgørende forskelle: Zenon og hans efterfølgere udformede deres filosofi i tiden omkring år 300 før Kristus, altså umiddelbart efter Alexanders død. Dermed var de historiske forudsætninger nærmest ideelle for udviklingen af en filosofi som blandede den facetterede græsk-akademiske tradition med østens hemmelighedsfulde determinisme. Elementært set kan stoicismens lære deles op i de filosofisk-tekniske underprincipper, logik og fysik, og det menneskelige, etikken.

Stoicismens kosmologi opfattede verden som skabt, indrettet og animeret af en abstrakt panteistisk naturkraft, Logos. Logos er således mere end fornuft, men også udtryk for en naturorden i sig selv, og når stoikeren handler i overensstemmelse med sin etik, handler han også i overensstemmelse med denne universelle naturorden. Når der alligevel kan forekomme “fejl” ved verdens indretning skyldes det dels at verden endnu er ung, idet disse brister vil rette sig selv ud på sigt, og dels at mennesket med dets korte levetid ikke kan forstå eller erkende verdensaltets længerevarende perspektiv.

Som historisk fænomen lader den tidlige Stoicisme til at være blevet såvel en folkelig som en adelig succes, idet athenerne endnu i hans levetid rejste en bronzestatue af Zenon, og efter hans død begravede ham på det offentliges bekostning. Man indbød ham desuden til kongen af Makedoniens hof, hvilket er interessant i henhold til stoicismens senere popularitet blandt det romerske aristokrati.

Omplantingen til Rom

Efter erobringen af Grækenland ændredes stoicismens hovedsæde nemlig gradvist fra Athen til Rom, og i forbindelse med denne transition overgik stoicismens vægtigste forfattere tillige fra filosofferne i Athen til aristokraterne i Rom. Med dens formaning om en universel moralsk pligt, gik den stoiske etik overordentlig godt i spænd med de romerske dyder Dignitas og Gravitas, ligesom den stoiske morallære må have appelleret stærkt til mennesker i en tid hvor døden kom hurtigt og uforudsigeligt i form af sygdom, hungersnød og naturkatastrofer. Særligt den politisk udsatte senatsadel kunne blive henrettet på de lunefulde cæsarers tilsyneladende vilkårlige befalinger. Tiberius Gracchus, Scipio Aemilianus, Cato den yngre, Brutus, Cicero og Seneca bekendte sig alle til stoicismen, og stoiske aristokrater blev et billede på modstanden mod det første århundredes dårlige kejsere.

I forbindelse med omplantningen til Rom ændredes ikke kun stoicismens udøvere, men også dens indhold: Hvor de tidligste stoikere havde været materialister og forkastet Platons idé om udødeligheden, så de romerske aristokrater i samme lære en mulighed for en moralsk overlegenhed, og en stadigt fastere tryghed ved døden: Hvor den græske stoicisme først og fremmest havde set Sokrates som deres åndelige fader, så kiggede den romerske skole i højere grad til Platon, der udover sin udødelighedstanke havde udvist en interesse for astrologien, som den eneste af naturvidenskaberne. Dermed begyndte de romerske stoikere også at dyrke astrologien som en afspejling af det enkelte menneskes skæbne; en udvikling som samtidig markerer hvordan den græske filosofiske tanke om individet erstattedes af den romerske politiske forestilling om det universelle menneske i det altomfattende imperium.

Den romerske stoicisme prædikede altså i lighed med kristendommen et frelsende trossystem. Men som religion var den gudløs, og i stedet for at lovede et efterliv søgte den i stedet at gøre udøveren tryg ved døden. Seneca formulerede i et berømt citat det stoiske verdenssyn således: “Ducunt fata volentem, nolemtem trahunt” – Skæbnen leder den villige, og slæber den modvillige efter sig. Stoicismen tilbød således frihed for verdens dårligdomme gennem erkendelsen af, at ydre omstændigheder, adiaphora, er ligegyldige. Til disse ydre omstændigheder må regnes ens helbred, rigdom, bosted, stand, skønhed, intelligens og evner, ligesom katastrofer og sygdom. Ved opretholdendelsen af en ubrydelig indre ro, finder stoikeren trøst i sin ferme morallov, og i erkendelsen af, at han lever i overensstemmelse med denne, uanset hvilke pinsler livet påhæfter ham. “Hvad Fortuna ikke har givet, kan hun ikke tage bort.”

Det kan undertiden virke besynderligt, at en samfundsstand så privilegeret som senatsadelen kastede sig over en filosofi som prædikede livets elendighed, men denne dyrkelse af tilværelsens ulidelighed genfindes blandt de øvre samfundslag genfindes med lethed andre steder i historien f.eks. i barokkens forestilling om den ulykkelige forelskelse, eller det tyvende århundredes velhaversønner som forelskede sig i marxismen.

Stoicismens sidste idehistoriske dokument er netop skrevet i perioden, og det fra hånden af en ganske navnkundig romer, nemlig kejser Marcus Aurelius. Hans Selvbetragtninger har givet eftertiden et unikt mentalitetshistorisk indblik i forståelsen af stoicismen blandt periodens romerske aristokrati.

Mennesket Marcus Aurelius

Marcus fader døde som nævnt ubetimeligt, og Marcus har næppe haft nogen erindring om denne. Ved faderens død blev Marcus adopteret af bedstefaderen Verus. Verus havde imidlertid en politisk karriere at forvalte, og partiet som faderfigur blev i stedet overtaget af oldefaderen Catilius Serverus. Marcus takker ham i Selvbetragtningernes første bog for at have lært sig: “Ikke at storme rundt til offentlige forlystelser” og desuden at være “fordringsløs, selvhjulpen og diskret”. Disse alvorsformaninger har sandsynligvis fundet sted da Marcus var omkring fem, og må antageligvis have bidraget til at gøre den følsomme dreng fremmelig og gammelklog.

Det var i tilknytning til den tidligste uddannelse, at Marcus stiftede bekendtskab med, og udviklede sin lidenskab for filosofi. Det er efter alt at dømme også disse tidlige år forfatteren (eller forfatterne) af Historia Augusta har henvist til i den velkendte passage om den unge Marcus som gik med filosofkappe og sov på jorden.

Samtidig med at Marcus familie sørgede for drengens grundlæggende uddannelse, sørgede kejser Hadrian for at navigere Marcus i position til den politiske karriere han var født til: Som seksårig blev Marcus følgelig udnævnt til medlem af ridderstanden equites, mens alderen for en sådan udnævnelse efter sædvane var 16.

Hadrian arrangerede ved sin død arvefølgen to led frem ved at lade Antoninus Pius adoptere Marcus Aurelius og Lucius Verus, den oprindelige tronfølgerkandidats søn. Indtil nu havde Marcus blot været en blandt mange af Hadrians yndlinge, men efter det betydelige drama omkring Hadrians død, var det nu dekreret, at Marcus en dag skulle beklæde tronen.

Krig på to kontinenter

På trods af kejserens eklatante fredspolitik udkæmpede det romerske imperium to markante krige i løbet af Marcus Aurelius regeringstid. Den første af disse førtes mod Partherriget i årene 161-166, hvor imperiet efter indledende tab af såvel land som legionærer sendte anseelige europæiske forstærkninger til østen, anført af Lucius Verus. Ved disses ankomst gentog de overordnet set Trajans erobring af Ktesiphon, og undertvang partherne en fredsslutning som atter sikrede romerne det politiske overherredømme i Armenien.

Umiddelbart efter partherkrigens afslutning begyndte de germanske stammer nord for Donau at fremprovokere grænsestridigheder med Rom. Denne konflikt er af eftertiden kendt som den markomanniske krig, og stridighederne varede helt frem til Marcus Aurelius egen død i 181. For at imødegå den europæiske trussel omdirigeredes styrkerne fra partherkrigen nu til den nordlige front, men til imperiets yderste fortrædelighed havde disse pådraget sin en pestilens under felttoget i øst, og spredte nu denne op gennem imperiets provinser. Hårdt plaget af pest iværksatte Marcus Aurelius i 167 omfattende religiøse ceremonier og særofringer til statsguderne for således at imødekomme den vrede som deres straf måtte være et utryk for. Det var i forbindelse med disse omstændigheder, at de kristnes antipati for de hedenske guder tydeliggjorde deres eksklusivitet, og det var sandsynligvis denne stædighed der inciterede Marcus Aurelius til at optrappe periodens kristenforfølgelser.

En personlig vinkel på psykiske problemer og personlig udvikling

af Niels Gregersen, cand.scient. og Ph.D.

På et tidligt tidspunkt i mit liv blev jeg motiveret for at forstå det menneskelige sind. Dels indså jeg at fundamentet for menneskers lykke og livskvalitet ene og alene er baseret på deres psykologiske styrke: Er man psykisk stærk løser de øvrige problemer sig selv, er man derimod svag ender man med at fucke selv det bedste udgangspunkt op. Og derudover havde jeg brug for denne forståelse for at beskytte mig mod andre menneskers destruktivitet… og min egen.Som teenager udviklede jeg en model for naturlig og sund menneskelig adfærd. Med dette instrument kunne jeg observere mennesker, identificere afvigelser i deres opførsel fra den naturlige adfærd, og således identificere deres svagheder; deres mørke. Jeg tvivler på at man nogensinde kan eliminere mørket i ens personlighed. Men man kan lære det at kende, så man kan beherske mørket, i stedet for at blive en slave af det.I sin tid kiggede jeg mig selv i spejlet og jeg brød mig ikke om hvad jeg så. Jeg erkendte at en lang og ubehagelig proces måtte gennemgås, hvor jeg lærte mit eget mørke at kende, identificerede dets opståen og fik begrænset dets påvirkning af min personlighed.I min barndom fik jeg talrige materielle goder foræret, men hvad jeg virkeligt ønskede mig var uden for rækkevidde og min rationalitet tillod mig ikke at fornægte disse savn.

Dengang og nu

Efter mange års selvransagelse og efter talrige kontroversielle valg er jeg blevet det menneske jeg gerne vil være. I dag besidder jeg overskuddet og har energien til at være åben og interesseret i mennesker omkring mig. Jeg er kærlig og empatisk og sikkert mere tålmodig og tolerant end de fleste. Således er jeg givende, uden egentlig at forlange særlig meget igen. Jeg er mentalt stabil og et særdeles afslappet menneske.I en genkendelse af at mennesker komplementerer hinanden, værdsætter jeg og tiltrækkes af mennesker der besidder andre evner end mine egne. Dog interesserer jeg mig hovedsageligt for personer, der besidder modet og handlekraften til at identificere og løse deres psykiske problemer. I den ånd har jeg stiftet en eksklusiv vennekreds bestående af mennesker der besidder disse evner og således nedprioriterer jeg kontakten til folk, der ikke formår at frigøre sig fra deres svagheder.Kulturelt dyrker jeg den gotiske subkulturs musik og æstetik. Mit inderste kan komme til udtryk i gotikken og jeg bilder mig ind at sandsynligheden for at finde de mennesker jeg leder efter er en anelse større i goth miljøet end andetsteds. Jeg klarer mig fint i mainstream verdenen, både socialt og professionelt… men den tilfredsstiller mig ikke fuldt ud.Derudover har jeg et vist tilhørsforhold til Lavey-satanismen. Min tålmodighed til trods tror jeg ikke på blind tilgivelse og mener at samfundet kunne blive et betydeligt bedre sted hvis folk der træder over stregen i højere grad bliver sat på plads. Det skal selvfølgelig gøres for omgivelsernes skyld, men også for syndernes egen, så de kan lære hvad der er passende opførsel og hvad der ikke er.

Personlig udvikling og indre styrke

Selvom min livsanskuelse og verdensopfattelse er meget udviklet og gennemtænkt, er min overbevisning kun 99 % sikker og jeg levner altid plads til en gran af tvivl. Med henblik på at opnå resultater handler jeg beslutsomt, i overensstemmelse med mine principper, uanset hvor kontroversielle disse handlinger må forekomme. Men jeg er altid parat til at tage hele min livsanskuelse op til revision, hvis overbevisende rationelle argumenter imod mine ideer bliver præsenteret for mig. Min holdning til personlig udvikling er sandsynligvis det punkt i min personlighed der i højest grad adskiller mig fra mainstream-kulturen. Her følger en gennemgang af hovedpunkterne i mit menneskesyn.

Negativ “programmering” medfører negativ adfærd

Min opfattelse af det menneskelige sind er grundlæggende ekstremt videnskabelig. Jeg tænker på mennesker som avancerede biologiske computere, der gør hvad de bliver “programmerede” til. Det betyder helt generelt, at når en person, lad os kalde ham X, har modtaget en sund opdragelse under trygge forhold opfører han sig sundt og fornuftigt resten af livet. Er X derimod blevet forsømt i ungdommen, klarer X sig dårligere siden hen i tilværelsen. Vender man det om, så hvis X opfører sig fornuftigt, antager jeg at X er velfungerende i hovedet, og hvis jeg oplever unaturlige vredesudbrud, aggression, depressivitet, egoisme eller anden skadelig adfærd, vurderer jeg at X har fået indprogrammeret negative adfærdsmønstre i sin ungdom.Negativ indprogrammering foregår, så vidt jeg kan se, ved at mennesker som børn eller teenagere har haft negative oplevelser, der forværrer deres evne til at klare sig i livet. Selvfølgelig afviser jeg ikke DAMP og spastiske handicap, men i øvrigt tror jeg ikke meget på genetiske årsager til at folk opfører sig uheldigt. Jeg opfatter dårlige vaner som værende en del af den sociale arv.

Symptomatisk negativ adfærd

Lad os prøve at karakterisere disse negative egenskaber. Til at starte med vil jeg opdele dem i to kategorier: Overfladiske symptom-problemer og dybe psykiske problemer.I almindelig social omgang oplever vi typisk kun overfladen af andre mennesker og dermed også kun overfladen af deres svagheder. Dybe psykiske problemer kommer sjældent til udtryk direkte. Folk med dybe selvværds-issues fortæller sjældent spontant om deres lave selvværd. I stedet oplever man indirekte det dybereliggende problem gennem en stribe overfladiske negative adfærdsmønstre, f.eks fejlernæring eller alkoholisme. Disse overfladiske mønstre er symptomatiske for den dybere psykiske issue.Symptom-problemer er nogle tricky bæster. Dels er de ofte ikke presserende nok til at det er klokkeklart nødvendigt at få gjort noget ved dem, samtidig med at de stadig er generende. Og derudover har personer og deres omgivelser tendens til kun at spotte symptom-problemerne i stedet for at fokusere på de dybere psykiske issues, der udløser symptom-problemerne. F.eks vil mange mene, at det er okay at X drikker en flaske vin om dagen. Og hvis X’s venner erkender at det er for meget, så vil de ofte udelukkende bruge deres energi på at få X til at holde op med at drikke, uden at spørge hvad den dybere grund er til at han gør det.Symptom-problemer er efter min mening sjældent meget vanskelige i sig selv, men de dækker over noget dybere og derfor bør de tages alvorligt. Symptombehandling er nyttesløst, så længe den dybere psykiske issue bag symptomerne ikke bliver løst. Får man derimod løst det dybere problem, er symptomproblemerne typisk meget enkle at kurere efterfølgende.

Man bør løse problemerne – uden medicin

Et menneske uden negative egenskaber er efter min mening mere interessant for omgivelserne end en person med både positive og negative egenskaber. Er man i tvivl, så kan vi tænke på det charmerende menneske, Y. Vi forestiller os nu Y som vi kender ham (eller hende), men derudover tilsat nogle negative egenskaber, f.eks. alkoholisme eller ukontrollerbar voldelig adfærd. Hvorfor skulle vi foretrække at omgås en udgave af Y der går på druk eller opsøger slåskampe, hvis vi i stedet kan socialisere med den samme person Y uden disse negative egenskaber? Det langt mere interessante må være at Y bruger al sin tid og energi på produktivitet, som vi selv også kan nyde godt af.Hvad, hvis det drejer sig om os selv? Hvorfor skulle vi løse vores egne psykiske issues, hvis vi har det fint med dem og de udelukkende går ud over andre mennesker. Tja, IMO hvis man behandler andre dårligt, er det kun skvathoveder, der gider hænge ud med én til sidst. Og hvem er interesseret i det?Kort sagt: Jeg kan ikke se det charmerende i at noget menneske, hverken jeg selv eller andre, besidder negative psykiske egenskaber. Derfor bør alle mennesker stræbe efter at komme deres negative egenskaber til livs, og dette gøres ved at analysere den negative indprogrammering man har været udsat for i ungdommen og frigøre sig fra denne, typisk gennem en psykologbehandling.I denne forbindelse tror jeg generelt ikke på medicin, specielt ikke lykke-piller. Jeg er særdeles skeptisk overfor teorien om at nogle mennesker skulle have en lavere serotonin-produktion end gennemsnittet, og alle former for medikamenter og narkotika, der får folk til at tro at de har det godt når det ikke er tilfældet, langsommeliggør udelukkende erkendelsesprocessen.

Vanskeligheder

Det er altså en rigtig god ide at få løst psykiske problemer. Udfordringen består nu i, at det kan være svært og ubehageligt først at erkende at man har psykiske svagheder og dernæst at gøre noget ved dem.Til at starte med skal man besidde en stor nok referenceramme, således at man indser at ens psykiske svagheder rent faktisk er svagheder. Hvis f.eks. X er en sniper (Dvs. en person der praktiserer skjulte verbale angreb mod enkeltpersoner). X forklæder angrebene som vittige bemærkninger som resten af forsamlingen finder underholdende, på offerets bekostning.Endvidere forestiller vi os, at X er vokset op i en familie af snipers. Således oplever X ikke sig selv som en afviger i forhold til familien. Men når X sammenlignes med den øvrige omverden, afviger han fra normalen og han vil blive klassificeret af ikke-familie medlemmer, som en ubehagelig drillepind. Fordi folk besidder en meget lille referenceramme i ungdommen, opdager de typisk først deres psykiske issues, når de er nået et stykke ind i 20’erne og har oplevet nogle miljøskift.En anden vanskelighed er, at det i samfundet stadig i et vist omfang er tabu-belagt at diskutere psykiske issues. Der er heldigvis en tydelig udvikling væk fra tabuiseringen, men eksistensen af denne før i tiden kan være en årsag til at den ældre generation ikke er trænet i at håndtere psykiske issues.Men en af de mest væsentlige vanskeligheder ved at eliminere ens psykiske svagheder, er at det kræver at man tænker aktivt over nogle af de måske mest svære perioder af ens liv. Den negative indprogrammering er jo typisk sket ved en form for misbrug af ens person, og at tænke over og tale med andre om et misbrug forudsætter tillid, tryghed, overskud og viljestyrke. Ofte er misbruget sket af familie eller personer der har ageret rollemodeller, og en frigørelse kræver typisk en konfrontation overfor disse. Det kan være vanskeligt at gå op imod sådanne autoriteter, specielt hvis man stadig er følelsesmæssigt eller økonomisk afhængig af disse.Dernæst er der praktiske problemer: Det er dyrt at gå til psykolog, det koster gerne 600-800 kr i timen. Selv synes jeg at man skal prøve at skaffe pengene så vidt muligt, at gå til psykolog er en investering i én selv som giver et rigtig godt afkast på sigt. Flere af kommunens sagsbehandlere er også villige til at tildele psykologtimer til unge mennesker der ikke opfylder de formelle krav til psykologstøtte, hvis blot disse taler godt for deres sag.Dog skal man være opmærksom på at alle psykologer ikke er lige velegnede til at håndtere ens problemer. Hvis man føler at man ikke får noget ud af psykolog-forløbet, bør man hurtigt springe videre til en bedre psykolog.Til sidst, så kan man være så absorberet af ens psykiske issues at man slet ikke er i stand til at frigøre sig fra dem. Man har nedarvet dem og vil udsætte andre mennesker, ens venner og afkom, for de samme ting, man selv blev udsat for.

Min egen personlige udvikling

Jeg selv tilhører den gruppe, der mestrer personlig udvikling. Hvis jeg ikke havde behøvet at se mine egne svagheder i øjnene og have noget at gøre med andres, ville jeg langt have foretrukket det. Men jeg mener et vist rummål af personlig udvikling er nødvendig for at jeg selv og mine nærmeste kan udvikle sig til at blive velfungerende mennesker. Jeg er villig til at gennemgå det ubehagelige forløb personlig udvikling indebærer, med henblik på at tilværelsen bliver bedre, når forløbet er overstået og man er nået igennem den mørke tunnel. Jeg gider ikke selv agere psykolog overfor andre, det er simpelthen for hårdt, men jeg vil gerne støtte investeringsværdige mennesker i deres egen personlige udvikling.

Anmeldelse: Den afgørende forskel

Simon Baron-Cohen: Den afgørende forskel, Akademisk Forlag 2003 – 300 sider

af Christian Baron, cand.scient., Ph.D og forfatter

Der eksisterer efterhånden et væld af livsstils- og debatbøger der tager deres udgangspunkt i forestillingen om at konflikter eller kommunikations- problemer mellem mænd og kvinder i parforhold eller andre sammenhæng skyldes nogle ”grundlæggende” forskelle mellem de to biologiske køn. Simon Baron-Cohen, der er professor i psykologi og psykiatri ved Cambridge, og som primært er kendt i den videnskabelige verden gennem sin forskning i autisme, har begået én af slagsen, men søgt at give den et videnskabeligt tilsnit. Bogen har i Hanne Nybos oversættelse fået titlen Den afgørende forskel. På bagsiden fortælles det, at der er et tematisk sammenfald mellem denne bog og bestselleren Mænd er fra mars, kvinder er fra Venus, men at Den afgørende forskel i modsætning til disse bøger er ”solidt forankret i empirisk forskning”. Hvor solidt denne forankring kan hævdes at være, er et emne, vi vender tilbage til.

Den afgørende forskel er bygget op omkring den tese (som Baron-Cohen fremfører og forsvarer), at der eksisterer en basal forskel på mænds og kvinder hjerne i den forstand at kvinders hjerner overvejende biologisk programmeret til at kunne udvise empati, mens mænds hjerner overvejende er biologisk programmeret til at kunne forstå og konstruere systemer. Originaltitlen på bogen er ”The Essential Difference” og denne titel røber Baron-Cohens essentialistiske grundlag, og en stærk (men dog ikke-vedkendt) intellektuel gæld til essentialismens fader, Aristoteles. Ligesom Aristoteles opererer Baron-Cohen i sit kønssyn med en essentialistisk ontologi, hvorfor de enkelte individer kan inddeles som tilhørende en grundlæggende naturlig klasse, hvor hvert individ er kendetegnet ved at det besidder en række essentielle egenskaber, der identificerer det som medlem af den pågældende klasse.
Ifølge den tankegang der anvendes i bogen besidder hanløven i Zoogisk Have altså en indre ”løve-hed”, der definerer den som medlem af løvearten. For Aristoteles er eventuelle afvigelser i det enkelte individ et tegn på at forstyrrende elementer havde grebet ind individets naturlige udvikling, og forårsaget, at det afveg fra sin naturlige udvikling.

Baron-Cohen behandler køn som to naturlige klasser, med hvert sit sæt af definerende og essentielle egenskaber: Cohen indrømmer dog at kunne finde en del afvigelser hos såvel mænd og kvinder med hensyn til førnævnte kvaliteter. Men her vender han tilbage til Aristoteles: Mænd, der er gode til at udvise empati, og mindre gode til at tænke i systemer betegner Baron-Cohen som mænd med en ”kvindelig hjerne” altså som en afvigelse af klassen ”mand”. Dermed benytter Baron-Cohen sig af en filosofisk position, som den moderne biologi på mange måder har forladt. Filosoffen Elliot Sober har behandlet denne problemstilling indgående, f.eks. i bogen Evolution, Population Thinking and Essentialism (1991).

Hvad med Darwin, generne… og Kulturen?

I stedet for Aristoteles gamle system af klasser foreslår eksempelvis darwinister, at vi ser variation som en del af grundlaget for sele evolutionen, hvilket vil sige at variation snarere skal ses som en komponent i processen med den naturlige udvælgelse. Det er naturligvis ikke kriminelt at Baron-Cohen vælger et udgangspunkt, som er i konflikt med den moderne biologi, men det er unægtelig noget hasarderet at gøre det, når man samtidig i så høj grad søger at bruge netop biologien som rygdækning for sine argumenter.

Første halvdel af Den afgørende forskel er dedikeret til Baron-Cohens tese, samt definitioner af hvad henholdsvis empati eller systemforståelse. Cohen fremlægger desuden forskellige videnskabelige undersøgelser som han mener dokumenterer henholdsvis kvinder (overlegne) evner til at udvise empati, samt mænds (overlegne) evner til systemtænkning. Hovedparten af disse undersøgelser er hentet fra den videnskabelige viden, men derudover har Cohen selv og hans forskerhold udført videnskabelige forsøg, med hvilke de mener at kunne ”måle et menneskes evne til at være empatisk eller kunne tænke i systemer”. Disse tests er på en let tilgængelig måde til rådighed for læseren i bogens tre appendikser, hvor man selv kan finde sin ”systemkvotient” (SK) eller ”empatikvotient” (EK).

Herefter følger to kapitler som diskuterer om forskellen i mænd og kvinders evne til at udvise empati eller tænke i systemer bør tilskrives kulturelle eller genetiske årsager. Cohen inddrager her en række undersøgelser af børn i vuggestue- og børnehavealderen. Det overrasker således næppe når det på dette tidspunkt konkluderes at denne forskel bør til skrives genetiske årsager. Dog må den præsenterede evidens for denne påstand efter denne anmelderes mening siges at være temmelig sparsom. Langt de fleste af de nævnte undersøgelser lader sig lige så let fortolke som resultater af tidlig kulturel prægning. Cohens hovedargument er i stedet baseret på at disse forskelle går igen ”på tværs af kulturer” og bogen understøtter f.eks. den påstand med en undersøgelse, der viser at våbenfabrikation (som Cohen opfatter som et typisk eksempel på en aktivitet der kræver system- tænkning) udelukkende er en mandlig aktivitet i 121 ud af 122 undersøgte samfund.

Der gives imidlertid ikke nogen videre tilfredsstillende forklaring på eksempler, der afviger fra dette skema. Dem er der ellers masser af. F.eks. nævner Cohen fysik som et typisk mandefelt og henviser derefter til den overvægt (90%) af mænd som studerer fysik på universitetet i den angelsaksiske verden. Går man Cohen efter i sømmene viser det sig imidlertid, at mens der kun er ca. 10% kvinder på fysikstudierne i England og USA, så er andelen så høj som 47% i Ungarn og så høj som 60% på Filippinerne. I Danmark befinder vi os et sted mellem 20 og 35%. Sidstnævnte tal er hentet fra J. Hardings Insights Through Gender Lens. I: Justification and Enrolment Problems in Education Involving Mathematics and Physics (1998).

Den (manglende) behandling i ovennævnte er desværre karakteristisk bogen som helhed: Bogen igennem udvises en kedelig tendens til at forbigå undersøgelser, der ikke er i overensstemmelse med Cohens tese om grundlæggende forskelle med hensyn til kønnenes evner til empati og systemtænkning. Som et eksempel nævner Cohen selv muligheden for at observerede forskelle i adfærd mellem børnehavebørn kan skyldes at de mødes af forskellige forventninger, men han inddrager han ingen af de studier, der konkluderer at det faktisk er tilfældet.

Den uafgjorte forskel

Bogens sidste del er dedikeret til Cohens teori om autisme som værende en ekstrem udgave af den ”mandlige hjerne”, dvs. den type hjerne der hos Cohen er karakteriseret ved en delvis eller total mangel på empati, akkompanieret af en veludviklet evne til systemtænkning. Baron-Cohen argumenterer her for at Aspergers syndrom og autisme er del af et kontinuum af mentale tilstande med faldende evne til empati og stigende evne til systemtænkning. Det overvejende flertal er personer med disse diagnoser er mænd, med 10 mænd for hver kvinde. Baron-Cohen nævner diverse teorier og omstændigheder, og det er formodentlig her det empiriske grundlag er stærkest i bogen.

Den afgørende forskel lægger dermed op til at yderligere undersøgelser er nødvendige for at fastslå gyldigheden af Cohens teorier, og der er næppe nogen tvivl om at det har været Baron-Cohens intention at sætte skub i forskningen ved at samle sine tanker i en bog. Og det er i høj grad lykkedes for ham: Som et eksempel på en moderne essentialistisk-baseret humanvidenskabelig forskningstradition, er Den afgørende forskel, et velformuleret og let tilgængeligt indslag, der vil kunne læses af af den interesserede lægmand uden for meget besvær. Dens hovedbudskaber vil dog næppe kunne overbevise en skeptisk indstillet læser.

Historisk Introduktion til Psykologiske Typer

af Ryan Smith

Sex and the City, Teenage Mutant Ninja Turtles, The Wizard of Oz og det Nye Testamente med dets fire evangelier. Selvom De måske ikke er klar over det, så kender De den allerede: Fire-delingen af menneskeheden.

Spøgefugl, vovehals, slagsbror, pralhals, dydsmønster, vidunderbarn, snob, tøffelhelt, blondine, drukkenboldt, bonderøv og enspænder. Vi bruger dem alle sammen: Fordomme. Indenfor findes psykologien der imidlertid en lagt mere sofistikeret og nøjagtig måde at bedrive fordomsvirksomhed på, nemlig via kendskabet til psykologiske typer, den akademiske pendant til de folkelige stereotyper.

Ligesom når man bruger stereotyper, springer man også her en hel række individuelle detaljer over når man benytter sig af psykologiske typer. Man forsømmer i en vis forstand det unikke, men benytter sig til gengæld af fire fundamentale og fasttømrede pejlemærker som dramatisk accelererer den generelle forståelse af ens medmennesker. At benytte sig af typelære forudsætter altså et vist rummål af ansvarlighed, men imidlertid er denne ansvarlighed lettere bevidstgjort end bedrevet: Overivrige metodehungrende praktikanter findes til alle tider, fra oldtiden til i dag, og på alle niveauer fra den almindeligt interesserede lægmand, til den uddannede psykolog, til selve ideens grundlægger.

En tusindårig tradition

Året er 370 før Kristus. Et sted mellem klipperne på Kos får den græske mediciner Hippokrates den idé, at der, analogt til filosoffen Empedokles teori om de fire elementer, findes fire kropsvæsker som til sammen udgør den menneskelige fysiologi, nemlig blod, spyt, sort galde og gul glade. For Hippokrates betød det, at en patient var ved godt helbred når denne besad de fire kropsvæsker i et harmonisk blandingsforhold, og at sygdom så følgeligt måtte være forårsaget af en ubalance, kropsvæskerne imellem. Som eksempel på teoriens umiddelbare anvendelighed kan nævnes en praksis som åreladning, der tentativt befrier patienten for overflødigt blod.

En halv menneskealder senere lod Platon sig inspirere; han gentog ikke alene tanken, men formerede den også i sit eget billede til brug sit politiske hovedværk (og tillige litteraturhistoriens første bud på et Utopia), Staten. Mennesketyperne anvendes nu politisk, idet de bliver til Statens tre samfundsklasser, nemlig arbejderne, vogter-krigerne og filosof-kongerne. I Platons hierarki herskede filosofferne som konger, mens vogterne agerede retsvæsen, og håndværkere samt landmænd udførte statens praktiske arbejde, et voila! – Utopia er ikke alene klar til brug, men fungerer også uanfægteligt hvis blot alle holder sig til deres plads i livet, til deres type.

Efterfølgende, og som en slags supplement til sin læremesterens pensum, tog Platons elev, Aristoteles, så mennesketyperne op igen, idet han karakteriserede de fire typer som værende drevet af enten hedonisme, besiddertrang, etik eller logik. Hertil tilføjede Aristoteles, at langt størstedelen af menneskeheden drives af enten hedonisme eller besiddertrang, mens etikerne og logikerne er markant færre i antal; en observation som i øvrigt underbygges til fulde af nutidige psykologiske eksperimenter.

Efter Hippokrates, Platon og Aristotles var typelæren veletableret gennem hele antikkens mundtlige såvel som skriftlige tradition. Et tydeligt vidnesbyrd herom er den romerske mediciner Galen, som over 500 år efter Hippokrates død, fremstiller de fire typer i et system svarende til det oprindelige. Galens model svarede altså på alle måder til Hippokrates, men det var Galen som endegyldigt forsynede typerne med de navne som vi kender dem ved i dag, nemlig Sangviniker, Koleriker, Melankoliker og Flegmatiker.

Storhed, fald – og storhed

Introduktionen af typelærens repræsenterede et beskedent fremskridt i forhold til antikkens hidtidige medicinske teorier, der førhen havde betragtet sygdom som værende forårsaget af guderne (især Fortuna), astrologiske konjunkturer og besættelse ved onde ånder. Men typologien anvendtes ikke kun indenfor medicinen: Snart blev den også anvendt som skabelon for Dramatis Personae indenfor digtekunst, litteratur og teater. Fra 1600-tallet kender vi et særligt ærketypisk makkerpar inden for digtningen: Sangvinikeren og melankolikeren der opererer side om side, og derved giver læseren en fornemmelse af det naturlige spændingsforhold der udspringer af de tos modsatrettede dynamik. Sangvinikeren repræsenterer det maniske, og melankolikeren det depressive element i den menneskelige psyke, og det berømte eksempel på deres interne dynamik er naturligvis Don Quixote og hans tro væbner Sancho Pancha fra den navnkundige og på alle måder kanoniske roman.

Som vi har set er ideen om menneskers forskelligheder altså flere tusinde år gammel. Modstykket hertil – ideen om, at mennesker grundlæggende set er ens – er derimod et yngre bekendtskab uden meget mere end 100 år bag sig. Indebnfor psykologien startede den tanke med Freud, der ved i det tidligere tyvende århundrede præsenterede sin hypotese om, at mennesket drives af én beskidt, skamfuld og animalsk kraft: Kønsdriften. Godt nok erklærede flere af Freuds kolleger sig uenige, herunder Alfred Adler som i stedet fremhævede menneskets behov for overlegenhed, Harry Sullivan, som pegede på social solidaritet, Carl Rogers, der præsenterede sit Concept of Self, og Abraham Maslow der udarbejdede sin behovspyramide. På trods af deres interne uenighed om kraftens specifikke natur, var de imidlertid alle universalister, og således enige om, at menneskeheden animeredes af én altomfattende kraft.

Konflikten mellem typologi og universalisme faldt som bekendt ud til universalismens (og i særdeleshed til Freuds) fordel, idet man i en art kollektiv akademisk masochisme snart fejrede man menneskets fald fra sindsvæsen til sexvæsen. Den klassiske psykoseksuelle model viste sig imidlertid utilstrækkelig i forbindelse med en række praktiske spørgsmål, og via tretrinsraketten Jung, Briggs, og Myers arbejde kvantificeredes antikkens fire grundtyper med hver fire undertyper, og opdrev dermed i alt 16 typer. Men nutidens fire grundtyper svarer stadig til de oprindelige fire vi kender fra antikken, og deres karakteristika forbliver de samme.

Blod, galde, galde og spyt

Sangvinikeren er den varme hedonist med det blodige temperament, og den impulsive, optimistiske personlighed. En menneskekær og populær playmate, som instinktivt søger opmærksomhed fra sine medmennesker. En virtuos med et tilpasseligt gemyt som lever nu og her, i en konstant på jagt på stimulation. Det er Adam Oehlenschläger, evangelisten Mattæus, Tigerdyret fra Peter Plys eller Samantha fra Sex and the City.

Kolerikeren er den evigt bekymrede materialist med den gule galde, og det pligtsommelige, tørre temperament. Kolerikeren er nøjsom, pålidelig, respektabel og bekymring ligger naturligt til ham. Han har et stort behov for tryghed, og stoler derfor på autoriteter, ligesom han ultimativt håber selv at blive en autoritet med alderen. Eksempler på kolerikere tæller blandt andre N.F.S. Grundtvig, evangelisten Markus, Grisling fra Peter Plys og Charlotte fra Sex and the City.

Melankolikeren er den våde, grådkvalte idealist med den sorte glade og de depressive tendenser. Han er entusiastisk, empatisk og autentisk, og søger efter romantik for at beskytte sig mod en verden han ikke kan håndtere, og en forståelse af sin unikke identitet som en modvægt til livets meningsløshed. Søren Kierkegaard, evangelisten Johannes, Æslet fra Peter Plys og Carrie fra Sex and the City er alle eksempler på Melankolikere.

Flegmatikeren er den kolde og fraværende logiker domineret af sit spyt. Autonom, uafhængig og resolut. Flegmatikeren sætter sin lid til fornuften og intellektet, og for at understøtte disse, søger han at bevæbne sig med viden. Han ønsker anerkendelse af sine særlige analytiske evner og værdsætter sin selvkontrol. Ludvig Holberg, evangelisten Lukas, Ugle fra Peter Plys og Miranda fra Sex and the City anses alle for at være flegmatikere.

Efterspurgte Psykopater

I dag administreres Myers-Briggs testen til over to millioner mennesker om året, og den indtager en paradoksal plads i kulturen som både afsides og markant.

Afsides som når vi kalder krydderier for varme og vine for tørre, og dermed bruger absolut ulogiske adjektiver om vore fødevarer. Indenfor typelæren associerede man nemlig de fire kropsvæsker med de fire egenskaber varm, tør, våd og kold og mente således, at sygdomme forårsaget af en egenskab (såsom våd) kunne kureres gennem indtagelse af fødevarer med den modsatte egenskab (såsom tør). Eksempelvis skabte det stor furore blandt tiden læger, da europæiske kolonister vendte tilbage fra den nye verden med chilipeberen, idet man ivrigt diskuterede, hvorvidt den nye frugt skulle karakteriseres som varm eller kold.

Og markant som når vi taler om ikke at kunne styre vore tanker, at være i følelsernes vold, at være apatiske, systematiske, et ordensmenneske eller et rodehoved. Som når vi taler om at være samme type, ikke min type, lige min type, og – ikke mindst – når vi under jobsamtalen bliver bedt om at udfylde det lille spørgeskema.

I dag bruges typelæren nemlig også i kommercielle og erhvervsmæssige sammenhænge. Blandt typologiens største kunder kan nævnes det amerikanske militær, der siden Anden Verdenskrig benyttet typelære til at sammensætte delinger med optimal dynamik, og det amerikanske militær har naturligvis også fundet frem til sin ønskesoldat: Den pålidelige, autoritetstro og latent aggressive koleriker der inderligt håber en dag selv at blive forfremmet til autoritet.

I erhvervslivet søger man til gengæld en særlig tænksom, ihærdig og struktureret variant af flegmatikeren. Denne type er en naturlig leder med et nærmest medfødt talent for at optimere eksisterende strukturer, men uheldigvis også den type der har mindst kontakt med sine følelser og mest tilfælles med psykopaten. En undersøgelse har vist, at op mod 80 % af alle amerikanske erhvervsledere tilhører denne særlige undertype af flegmatikeren, et tal der i øvrigt er fuldstændig uproportionalt med de mindre end 2 % af den samlede befolkning som typen ellers udgør. – Et forhold som måske kan være med til at forklare den velkendte kobling mellem topledelse og psykopati.

Dagligdagens detektiv

Har De fået mod på at lære mere om Deres egen type, kan de med fordel starte med den lille danske bog Forståelse fremmer samtalen: 16 mennesketypers kommunikationsstil. Det nærmere kendskab til typelæren vil uden tvivl opklare en række små dagligdagsmysterier om Dem selv, og Deres nærmeste. Men uanset hvilken type Deres venner, familie eller samlever De selv måtte være, så husk ikke at forveksle deres type med deres unikke menneskelige personlighed som De altid bør lade få det sidste ord, mennesker imellem.

Anmeldelse: Fordelen ved at være indadvendt

Marti Olsen Laney: ”Fordelen ved at være indadvendt” 323 sider, Borgens Forlag.

af Majken Hirche, cand.scient.

Jeg har altid været stor tilhænger af evidensbaseret viden, og som sådan er det egentlig forholdsvis paradoksalt, at psykologien skulle blive en af mine lidenskaber, da disciplinen om noget udgør et veritabelt minefelt af dårligt funderede ”opdagelser”. En uvidenskabelig aktivitet ”bevist” og bedrevet på videnskabelige præmisser.

Dr. Marti Olsen Laney arbejder som ægteskabs- og familieterapeut, men er oprindeligt uddannet bibliotekar. På baggrund af den boglige uddannelse (i bogstaveligste forstand) skulle man derfor mene, at Marti Olsen laney om nogen burde være professionel udi at søge og sortere i litteraturen, endsige være i stand til at inddrage flere sider af en problemstilling, når en sådan skal belyses. Imidlertid lader det dog ikke til at Marti Olsen Laney har holdt den objektive indgangsvinkel for øje da ”Fordelen ved at være indadvendt” blev nedfældet, ja man fristes nærmest til at kalde det uredeligt.

Anekdoternes som evidens

Miseren opstår i første del af bogen, hvor Marti Olsen Laney gør rede for dele af de psykologiske og neurologiske forskningsresultater, der foreligger om indadvendthed/udadvendthed. Denne del er en regulær rodebutik af udvalgte videnskabelige forskningsresultater, fortolket henholdsvis opportunistisk eller fejlagtigt, alt efter hvorledes stoffet kan indpasses i Marti Olsen Laneys litterære dagsorden. En dagsorden der i høj grad udspringer af Marti Olsen Laneys egne teorier vel at mærke, og som overvejende er hentet fra hendes egen personlige opfattelse af det at være indadvendt samt fra erfaring i hendes virke som psykoterapeut.

Uheldigvis udgør en sådan anekdotisk tilgang til indadvendthed ikke den videnskabelige evidens, som Marti Olsen Laney gerne vil smykke sig med, og i sagens natur kan de pågældende anekdoter nødvendigvis ikke gøre sig gældende for andre indadvendte end dem som de omhandler.

Af ”rigtig” videnskabelig evidens fremhæver Marti Olsen Laney Jungs teori om personlighed og temperament. Jung hævdede, at vi fødes med et givent temperament, der placerer individet på et kontinuum et sted mellem to ekstremer: Mellem det meget indadvendte og det meget udadvendte. Jung selv beskæftigede sig imidlertid ikke med empiriske undersøgelser, men optegnede istedet sine typer på baggrund af anekdoter og egne erfaringer. Dog har videnskaben senere kunnet bekræfte, at indadvendthed/udadvendthed findes, og er genetisk bestemt. De videnskabelige resultater er imidlertid ikke så entydige som Marti Olsen Laney fremlægger dem i sin bog og undervejs forsimpler hun (eller blot undlader at tage stilling til) flere problematiske forhold vedrørende tolkningen af de videnskabelige teorier og undgår derved at forholde sig kritisk til den videnskabelige evidens.

Indadvendt Ultras

Indflettet i den videnskabeligt baserede bevisførelse forklarer Marti Olsen Laney i detaljer, hvordan det er at være indadvendt. For at lette på forståelsen tegnes linierne så skarpt op som det overhovedet er muligt, og Marti Olsen Laneys indadvendte ender således med alle sammen at gemme på en rig, indre verden, mens samtlige udadvendte ender med at fremstå som en ureflekteret sensationslysten hob, der til endeløshed har behov for stimulering. – Derfra lægger bogen kimen ned til en god gammeldags ”os mod dem” – situation. FCK eller Brøndby, indadvendt eller udadvendt, herfra er det den samme gamle smøre.

En model med to kategorier kan i sagens natur aldrig passe særlig godt på virkeligheden, da den ret beset ikke er andet end en klassisk sort/hvid optik, og intet andet. Men det er let forståeligt, og det sælger et verdensbillede som alle kan være med på. – Alle indadvendte, i hvert fald.

Udover at være forfatter, er Marti Olsen Laney som nævnt også psykoterapeut. Her har hun tydeligvis høstet mange erfaringer, og det er det som er hendes egentlige force. Det bliver tydeligt i anden og tredje del af bogen, der mest af alt er en vejledning til så forskellige problemstillinger som lønforhandlinger, dating, opdragelse, arbejdspladsen, festen, vennerne og livet i det hele taget. Her omhandler hvert kapitel et separat emne, der gennemgås med gode råd, øvelser og eksempler fra det virkelige liv. Denne del af bogen bliver dog en anelse tung når den læses fra ende til anden, idet man til stadighed oversvømmes med detaljerede informationer. Man bliver hurtigt mættet og de sidste to tredjedele af bogen vil derfor egne sig bedre som opslagsværk, bibel eller livsmanual for de, som har brug for sådanne størrelser.

Marti Olsen Laneys skrivestil er meget grundig og ofte bliver en forklaring efterfulgt af adskillige udpenslende eksempler med udspring i konkrete erfaringer og Marti Olsen Laneys egen fantasi når virkeligheden ikke lige slår til. Dermed bliver bogen letlæselig, og svære emner som neurologi, fysiologi, Darwin, Freud, Jung og alskens tekniske begreber, bliver fortalt og forklaret på en sådan måde at de fleste mennesker kan være med.

Fordelen der forsvandt…

Bogen er yderst detaljeret i sin beskrivelse af den ”indadvendte”, og således er der stor sandsynlighed for at ramme dele af de fleste menneskers personlighed, og de problemstillinger Marti Olsen Laney stiller for dagen bliver tilsvarende noget som alle mennesker, indadvendte som udadvendte, vil kunne komme til at få tæt ind på livet før eller siden. Hvad indadvendthed helt konkret angår, er det derfor vigtigt at notere sig, at man ikke nødvendigvis vil få meget ud af Marti Olsen Laneys bog.

Omvendt kan jeg anbefale ”Fordelen…” til mennesker med lavt selvværd. Man føler sig på intet tidspunkt talt ”hen over hovedet” på, og bogen formår i høj grad at gøre indadvendthed til noget positivt, med dens mange forsikringer om, at ”der ikke er noget galt med at være stille”. Som før nævnt er teksten krydret med talrige eksemplariske hverdagssituationer og tilhørende øvelser, der tilsammen udgør et udmærket værktøj til den der måtte ønske at sparke liv i sin personlige udvikling.

En sidste positiv note vedrørende ”Fordelen…” er at bogen indirekte introducerer til den del af psykologien, der omhandler personlighed og typologi. Læseren lader sig fortælle at andre mennesker ikke nødvendigvis tænker og handler som en selv, indadvendte versus udadvendte, men det er for mange imidlertid ikke den helt store nyhed. Alligevel giver bogen lidt stof til eftertanke, og forhåbentligt vil man kunne lægge ”Fordelen…” fra sig, med et lidt mere nuanceret billede af andre mennesker, og med mod på at udforske den mangfoldige litteratur, der findes indenfor dette område.

Og hvad er så fordelen ved at være indadvendt? Svaret på dette spørgsmål lader Marti Olsen Laney hænge i æteren.

Besøg Marti på www.theintrovertadvantage.com