Det klassiske feministiske verdensbillede, hvor mænd altid er skurke og kvinder altid er ofre, har ikke holdt trit med realiteterne i samfundet. Feminismen har reduceret sig selv til baggrundsstøj og billig underholdning. Skal feminismen have en fremtid, så må den genopfinde sig selv.
Af Ryan Smith, forfatter og redaktør
Kønsdebatten er blevet et fast indslag i mediestrømmen. Slagsmålene er personfikserede, og emnet tiltrækker ustandseligt forurettede hunkøn, som skruer bissen på og strammer budskabet en ekstra gang. Kønsdebatten er godt avisstof. Men indholdsmæssigt rykker debatten sig ikke.
Én grund til, at debatten ikke kommer videre, er, at feminister ofte betjener sig af en ubestemmelig, amorf argumentationsform, som undlader at basere sig på empiri. I stedet appellerer man til en udefineret uretfærdighedsfornemmelse, som får lov til at erstatte konkrete data. Lad os tage et par eksempler.
På hjemmesiden EarntheNecklace.com sammenligner fagre frøkener i 20-års-alderen tricks til, hvordan de kan udnytte ældre mænds sexlyst til at lokke flest mulige Gucci-tasker og Cartier-diamanter ud af deres ”Daddies,” inden den ældre part lugter lunten og trækker sig i vanære. Nu kunne man mene, at det var mænd, der var ofrene her, men i det amerikanske feministmagasin Jezebels dækning af sagen var det alligevel kvinderne, som var ofre. Ifølge Jezebel var det nemlig ”samfundets billede af kvinder,” der havde fået de unge nymfer til at opsøge ældre mænd, sortere dem efter indkomstniveau og så antyde, at diamanter og dyre middage kunne føre til sex.
Et andet eksempel: Den britiske psykolog Cordelia Fine blev med debatbogen ’Delusions of Gender’ (2010) en heltinde i feministiske kredse. I bogen forklarer Fine, at selvom undersøgelser viser, at kvinder ikke længere føler sig diskrimineret af mænd, så er det også en form for undertrykkelse, når mænd undlader at diskriminere kvinder. Fraværet af en ydre kritik er ifølge Fine blevet til et ”internt tyranni,” som stadig plager kvinder. Feministerne fik, hvad de bad om. Men fraværet af diskrimination kan med appel til den tågede uretfærdighedsfølelse omgøres til endnu et kors, som kvinder må bære, ligesom den feministiske logik kan forvandle de unge damer på ’Earn the Necklace’ til ofre.
I den klassiske feministiske optik er det altid mænd, der er skurke og kvinder der er ofre, uanset hvad realiteterne i den enkelte sag måtte være. Klassisk feminisme udbreder et verdensbillede, hvor mænd er ansvarlige for kvinders dårligdomme, og hvor kvinder kun vil hinanden det godt. Det er bare ikke sandt.
Da den amerikanske forfatter Hanna Rosin i sin bog ’The End of Men’ (2012) beskrev, hvordan kvinder nu i gennemsnit klarer sig bedre end mænd i USA, var hendes mest højlydte kritikere ikke mænd, men kvinder. De anklagede hende for at ignorere, hvor hårdt den enkelte kvinde i virkeligheden har det. Og da Facebook-chefen Sheryl Sandberg i indeværende år meldte ud, at kvinder, som vil til tops i erhvervslivet, bliver nødt til at arbejde lige så meget som mænd og være lige så synlige på arbejdspladsen som mænd, var hendes kritikere ikke mænd, men kvinder, som tog afstand fra budskabet om hårdt arbejde og selvpromovering.
Disse hændelser passer ikke på det klassiske feministiske verdensbillede, hvor kvindernes trængsler skyldes modstand fra mænd. Derimod passer de fint på resultaterne af en videnskabelig undersøgelse fra McMaster University, som har vist, at kvinder har tendens til at være kritiske over for andre kvinder, som skiller sig positivt ud.
Feminismens anden kongstanke – at forskelsbehandlingen er struktureret sådan, at mænd får alle fordelene, mens kvinder får alle ulemperne – holder heller ikke, når den undersøges videnskabeligt. Feministerne har ret i, at der findes forskelsbehandling i samfundet, men at påstå, at denne forskelsbehandling udelukkende fungerer negativt i retning af kvinder, og positivt i retning af mænd, er udtryk for masochistisk selvbedrag.
I socialvidenskaberne snakker man om den såkaldte ”Women are Wonderful”-effekt, som senest er blevet påvist i en undersøgelse fra Northwestern University. Denne effekt går ud på, at det samme budskab vurderes mere positivt af både kvinder og mænd, når det lægges i munden på en kvinde. Begge køn diskriminerer altså til fordel for kvinder, men det har den klassiske feminisme ikke fundet lejlighed til at problematisere.
Ligeledes har en undersøgelse fra University of Michigan (2012) vist, at retssystemet systematisk straffer kvinder mildere end mænd, selv når forbrydelsen er ens. Selvom straffeloven er kønsneutral på papiret, så tilgodeser den altså kvinder i praksis. Heller ikke dét har feministerne fundet det værd at problematisere.
I virkelighedens verden har vi altså at gøre med et mangesidigt spind af forskelsbehandling, hvor begge køn er adressat for både fordele og ulemper. Den forsimplede feministiske idé om kvinder som kroniske ofre og mænd som kroniske udnyttere understøttes ikke af fakta. Den holdes udelukkende i live af en ubestemmelig uretfærdighedsfølelse, som kan bortforklare hvad som helst.
I udviklingspsykologien siger man, at den, der ikke lærer at acceptere frustration og hårdt arbejde som en naturlig del af livet, udvikler anlæg for narcissisme. Den, som oplever bekræftelse og succes uden at skulle kæmpe for det, udvikler sig til at forvente, at verden skylder hende et behageligt liv, uden at hun behøver gøre en indsats. Den feminisme, som altid vil finde en forklaring på kvinders problemer, der ligger uden for kvinden selv, byder på skadelige, men forførende illusioner om, at der er noget galt med verden, hvis ikke kvinder kommer let til et frustrationsløst liv på første klasse. Den stopper aldrig op for at spørge sig selv, om frustration mon er en naturlig del af voksenlivet.
Som den amerikanske psykolog Theodore Millon har skrevet, så kendetegnes narcissistisk argumentation ved dens forcerede, falske og let gennemskuelige karakter, hvor selv de spinkleste, mest selvmodsigende bevisstumper oppustes til at passe med den begærede konklusion.
Argumentationen for feminisme er netop præget af en sådan shoppen rundt mellem bevisstumper: Man må ikke forvente noget af folk på baggrund af køn, men hvis ikke kvinder er repræsenteret på lige fod med mænd, så må feminister alligevel godt have forventninger om kvoter, der udelukkende beror på køn. Der er ingen forskel på mænd og kvinder, men er der en ledig, højtlønnet og prestigiøs post i en mandsdomineret virksomhed, så kan kvinder alligevel bidrage med noget ubestemmeligt, mystisk-mangfoldigt, og så er der alligevel forskel på kvinder og mænd. Vores forventninger til kønnet skabes ifølge feministerne udelukkende af sproget, men samtidig fremmer feministerne selv et sprog, hvor kvinder altid er ofre.
Den narcissistiske berettigelse fortsætter som en flænge ned gennem den feministiske fortælling: Over de sidste par måneder har The Guardian kørt en artikelserie om, hvordan man kan lave om på filosofi, så faget ikke virker så skræmmende på kvinder. Langt fra ønsket om at blive målt på kunnen, og ikke køn, ønsker man nu køn betragtet som en berettigelse, der vejer tungere end faglige evner.
Margaret Thatcher og Marie Curie beviser tilsammen at der ikke er nogen faglig tinde, som kvinder ikke kan nå, blot fordi de er kvinder. De to var interesserede i deres respektive discipliner på fagenes egne præmisser, og de forlangte ikke fysik, kemi eller politik lavet om til at passe bedre med deres kønsmæssige præferencer.
Intet af dette er for at benægte, at der findes kønsbestemt forskelsbehandling, som er skadelig for mænd og kvinders udfoldelsesmuligheder og identitetsfølelse, og som samfundet ville være bedre tjent uden. Men som vi har set, så er klassisk feminisme ikke så meget en ligebehandlingsideologi, som det er en kamp for kvinders særinteresser. Feminisme som ligebehandlingsideologi og feminisme som kvindekamp er på kollisionskurs, og nok så mange bisætninger i debatindlæg og hasteansatte mandemedarbejdere på Kvinfo kan ikke gøre de to inkarnationer af feminismen kompatible.
Hvis feminismen skal have en fremtid, så skal den genopfinde sig selv som en ”Feminisme 2.0” – en ligebehandlingsideologi, som modarbejder alle typer forskelsbehandling på et civilaktivistisk og tværpolitisk grundlag. Og som sætter retten ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn over ønsket om at omfordele og regulere sig til et liv på første klasse.
