Category Archives: Videnskab

One Difference between Ti and Fi

Ti and Fi are introverted judging functions. So they’re both focused on evaluating information internally, but they do so by widely different criteria.

With Ti, they try to get at some impersonal truth, so they suppress the passionate element of themselves in order not to have their judgment disturbed by personal likes and dislikes. Whatever impressions, events, and knowledge comes their way, they try to analyze that in an impartial way.

With Fi, they’re trying, above all else, to arrive at their own personal truth. The Fi types are very passionate, but the passion is within and it’s very hard for them to express.  Even though they can be witty and quirky while speaking, it’s also as if though they can never fully communicate the sense of value and truth that they have in their heart. They can never get it entirely out into the outer world.

So frequently Fi types are very good artists and fiction writers and so on. They are ‘artistic’ in the traditional sense of the word because they struggle to do justice to what they have inside and yet, whatever they produce, it will never quite cut it compared to the personal sense of worth that they felt on the inside while crafting it.

The piece of art (or fiction) thus becomes a production where the reader or observer will have to go ‘the final mile’ himself in order to try and understand the full meaning of the piece and that’s one of the qualities that people tend to associate with good art; that it isn’t “complete” or “too dumbed down.” But in the case of the Fi types, their art doesn’t end up that way because they plan it like that – it’s because they naturally struggle to express themselves.

On the other hand, Fi types typically don’t care so much about rules and impartiality. They care about following their own heart, and if their own heart impedes them to do something wild, untraditional, or inappropriate, they don’t tend to stop and analyze whether that is fair or good in a judicial way, like the Ti types have a tendency to do.

SF, Özlem Cekic og forbud mod solarier

af G.L.S.

Jeg har siden i mandags haft et ganske specifik emne i tankerne, efter jeg om morgenen sad og så mit yndlingsprogram, det altid berigende og intellektuelt udfordrende Go’ morgen Danmark. Igennem dette vidunder af en morgenfest kan jeg holde mig opdateret om hvad der i øjeblikket går danskerne på. Selvfølgelig er der få ting der overskygger programmer som Adoptionens pris, men det kan jeg heldigvis blande mig helt uden om.

Nej de tog faktisk for en gangs skyld et ganske interessant emne op. SF har endnu engang præsenteret et af deres geniale forslag til endnu en lovgivning. De havde deres skarpeste kandidat Özlem Cekic til at tale for forslaget om at det skal være forbudt for unge under 18 at gå i solarie. Hun argumenterede for at det ikke er sundt og at staten skal gøre en indsats for at stoppe unge i at gå i solarie. Vi skal jo ikke stå tavse og se til på sidelinien. Ligesom vi skal redde de tykke ved at sætte fedtafgiften op, forbyde folk i at købe hash (og dermed lade 20 milliarder gå i pushernes lommer), forbyde snus, og hvad der nu er af lovgivninger for at frelse os for os selv.

Dertil kommer alle de lovgivninger, hvor der er brugt masser af energi på borgen for at nedsætte dem, og derefter ingen praktisk diskussion om hvordan dette dog skulle håndhæves (ligesom solarie-sagen nok ville ende).

Og forslaget om solariet er jo endda fornuftigt, sammenlignet med de andre brilliante forslag SF har disket op med de sidste par år. Et krav om at sygeplejersker skal have deodorant på og at frisører ikke må gå i stilletter er nogle få guldkorn der virkelig kunne gavne samfundet!

Og som den kvikke læser nok har regnet ud, så mener jeg ikke at vi skal opmuntre de unge til at gå i solariet. Jeg er af den overbevisning at sådanne problematikker ikke kan løses via lovgivninger. Vi er frie individer – vi skal have retten til selv at tage stilling til hvad vi ønsker at gøre med vores liv. Læg ansvaret i forældrenes og borgernes egne hænder. Lad forældrene selv fortælle deres barn hvad de må og ikke må. Og samfundet har til gengæld det ansvar at de skal sørge for at oplyse borgerne så godt som muligt. Så der ikke er en tvivl om at solariet skader, og kan give hudkræft. Så må man selv tage stilling til om det er dét værd.

Om bivirkningerne ved stenalderkost (Paleo)

af G.L.S.

Der er to gode ting at sige om paleo: Maden smager godt, og det virker for folk der gerne vil tabe sig. Dog medfører det så nogle bivirkninger jeg desværre ikke kan se igennem fingrene med.

1. Frelstheden 
“Jeg har det bare meget bedre nu! Min krop har det fantastisk, jeg forstår ikke at der stadig er nogle der vil udsætte sig selv for at spise usundt.” Og den uendelige prædiken og bloggen over hvor fantastisk paleo er. Hvis det er så pisse fantastisk, så nyd livet og brug den ekstra energi på noget istedet for at tale om den. Blogger for at inspirere, når det i virkeligheden handler om at vise sig.

2. Aversionen mod mælk. 
Et af Paleos grundprincipper er at mælk – DET er usundt! Hulemændene drak det ikke, og DERFOR så er det usundt. Forstår ikke helt hvordan at bacon er helt fantastisk, men mælk – pyha nej, det ødelægger kroppen. Og nøj hvor der dog bliver postet artikler til at understøtte påstandende om at det er usundt. Hvad jeg ikke har fået kastet i nakken, hvor kilderne er det rene luft. Ingen videnskab har på dette tidspunkt fundet nogen som helst bevis på at det er usundt, tværtimod. Hvor mange timer jeg ikke har spildt på at undersøge dette fordi en idiot prøvede at bilde mig ind at jeg ikke måtte spise fromage frais til morgenmad.

3. Dobbeltmoralen 
Som så ofte med sådanne diller føler udøverne sig umådeligt interessante og spiller højt på at de lever Paleo. Sidder samlet til en middag hvor stenalder-junkien har måttet tage sin egen mad med, for der er jo E stoffer i det vi andre dødelige spiser. Hvorefter de tager sig en Cola Zero og en smøg efter maden. WTF?! Jeg gider ikke engang kommentere på dette. Det er simpelthen for dumt.

4. “Det er ikke en kur – det er en livsstilsændring.
En livsstilsændring.. der gør at du for resten af livet ikke kan tillade dig selv noget som helst. At det kræver timevis planlægning at skulle spise sammen med andre og du skal bage dine egne kager hvis du skal til familie fødselsdag. Er det også noget der skal presses ned over kommende børn, som skal føle sig udenfor i skolen fordi de ikke må spise som de andre børn?!

5. Den euforiske forbløffelse
Og så generelt den fuldstændige forbløffelse der er over Paleo: “DET VIRKER!” Hmm lad mig se.. Man må ikke spise Pizza, Wienerbrød eller alkohol? Og kuren virker?! Det er jo et sandt mirakel! Hvorfor har man brug for en sådan kur med strenge retningslinjer for at kunne tabe sig. Hvad blev der er af sund fornuft og at tænke sig om. Det er en kur der medfører et utroligt lavt indtag af simple kulhydrater, selvfølgelig medfører det et vægttab. Om det så er sundt i det lange løb skal jeg ikke kunne udtale mig om.

Jeg gad godt vide om disse selviscenesættende mennesker der fortæller så fantastisk om hvordan Paleo har ændret deres liv, om de i bund og grund føler sig lykkeligere? Eller om de som resten af de nike-kloner der løber rundt om søerne hver dag, blot skal have et eller andet ligegyldig mening i deres liv, så de kan bilde sig selv ind at de har det okay, og især ; at de kan bilde andre det ind.

Men kan man bebrejde dem noget? Vi lever i et samfund hvor lykken er lig med at være tynd.

Is there a Connection between MBTI, Jung’s Typology and the Physical Brain?

There are a lot of people who want to trace this stuff directly back to brain structures and brain functioning. And all of the stuff that we have seen has been false. So don’t get fooled by people who say they’ve mapped it all out or charted the differences. The actual, physical human brain consists of 100 billion neurons is much more complex than these simple combinations indicate.

So it is false to say that there are distinct ‘types’ of brains. But on the other hand, the types can give some general pointers to the overall brain structure. For example, when the brain gets aroused it produces a chemical called dopamine which is then slowly absorbed and drained out of the brain again. Now, in other psychology studies (where they were not working with this typology, but just in general) they found that people who are very extroverted tended to have larger faculties for draining the dopamine out of their brain again. In other words, these people can stomach far more thrills that other people before they have to withdraw to recuperate. And likewise, because these people are so quick to drain dopamine from the brain, they also tend to need stronger sense impressions to achieve the same level of stimulation as other people do. So for example, a “normal” person might get a thrill by riding a roller coaster. But someone who is not very strongly affected by normal levels of arousal might want to do something even wilder, like skydiving.

So, for example, very loosely concluded, you could say that if a person is an ESP type, he will also have a good chance of having a structure in the brain that is better at breaking down arousal chemicals than other types.

Likewise (although scientists don’t use these four-letter codes) other types of research have shown that if you are what would correspond to an ISJ type, then the area in the brain that deals with the perception of threats will tend to be physically larger. (And then ISJs will tend to react more strongly when shown a picture of something threatening.)

So to sum up there probably are some very general correlations between types and overall brain structures. But there is nothing certain and nothing to the level of detail that some people say. A lot of people love the theory of types and so they really want the types to be physically there, rather than just a nice psychological theory. This sometimes leads people to say dishonest things about the connection between types and brain science. So take care.

One Difference Between INTP and ISTP

Unsure if you are INTP or ISTP? Take the INTP or ISTP Test here.

INTPs tend to be very intellectual, so they can always say something analytical about something that they’re asked, even if what they say has no personal backing to it. They also tend to doubt themselves and their personal experience.

ISTPs tend to rely very much on their personal experience and are the most self-contained of all the types. When S-types speak, they also tend to use a lot of details, so that the listener can reconstruct the experience for himself as fully as possibly. (“And then this happened, and then this happened, and then this happened…“). With the N types they are more interested in things that are true independently of the actual experience. So instead of saying: “And then this happened, and then this happened, and then this happened…” they will usually say: “This happened, and I think that what it shows is…” – They cut away the details and the personal experience in order to make points that are true in general.

Ny forskning i depression

Opsummeret fra Handbook of Depression fra 2009.

Psykologien har bedre styr på at forklare depression end lægevidenskaben.

12966041 Gener, neurotransmittere, aktivitet og strukturelle forhold i div. hjerneområder – forskningen stritter i mange retninger, og mange af de etablerede “sandheder” modbevises i disse dage. De adfærdskognitive modeller holder derimod – depression er mangel på fornøjelsesfuld aktivitet, tillært hjælpesløshed og angstfuld grublen. Alt noget der kan afhjælpes med motion, Behavioral Activation, meditation og snakketerapi.

By the way: Hypotesen om de “kemiske ubalancer” er endelig tilbagevist. Altså at depression skulle skyldes en “kemisk ubalance” i hjernen, hvor vi har for lidt Serotonin, Noradrenalin og Dopamin. Det passer ikke!

Anti-depressivt medicin øger disse monoaminer i synapserne – og det lader til at sætte flere forskellige kædereaktioner i gang, der ude i 4. led påvirker on-/off status på nogle gener, der så begynder at producere stoffer, der igen sætter kædereaktioner i gang, der letter stemningslejet “en smule.” Både motion, Behavioral Activation, meditation og snakketerapi er lige så effektivt – og på langt sigt mere holdbart.

Er der så noget videnskabeligt belæg for, at der bliver brugt så mange penge på antidepressiv medicin, mens man bruger så relativt få penge på rådgivning og psykoterapi? Ikke som tingene ser ud i dag.

Buddhisme og antidepressiv medicin

Ifølge de første buddhister er livet i sin naturtilstand karakteriseret af lidelse og elendighed; en tanke vi også finder igen og igen i den vestlige tænkning. Men buddhisterne lærte os også, at der findes en måde at blive fri af lidelsen på, og den måde består i at tage et godt, langt, rationelt, kritisk blik på tingene og erkende, hvordan verden virkelig ser ud. Ifølge de første buddhister var det imidlertid ikke nok at analysere verden korrekt, for handling følger ikke nødvendigvis af indsigt. De fleste overvægtige mennesker, der er ulykkelige over deres vægt, ved f.eks. godt, hvad det er for noget mad, der gør dem overvægtige, men bliver alligevel ved med at spise den, og bliver på den måde også ved med at være ulykkelige over deres vægt.

buddha1 Men omvendt kan vi også se, at korrekt handling ikke er nok, hvis den ikke også følges af korrekt viden: F.eks. findes der også mennesker, som spiser korrekt og holder sig i form, men som alligevel bliver ulykkelige, efterhånden som de ældes, og deres faktiske udseende ikke længere kan leve op til forventningerne til egen fysiske fremtoning. Som vi så, så fører korrekt viden fører ikke nødvendigvis til korrekt handling, men korrekt handling fører altså heller ikke til korrekt viden. Ifølge de første buddhister, så bliver man derfor nødt til at integrere korrekt viden med korrekt handling, og måden de mener man gør det på er ved at opretholde en jævn og regelmæssig meditationspraksis.

Men meditation er kedeligt og tager lang tid, synes mange. Hvorfor skal det hele være så besværligt? I moderne vestlige lande har vi jo såkaldte antidepressive, som jo ligeledes behandler folks opfattelse af, at livet er præget af lidelse og elendighed. Kan man ikke bare tage lykkepiller og så opnå samme frihed fra lidelse, som den Buddhaen fandt?

Hvis vi forestillede os, at Buddha kunne svare, så ville han nok lægge ud med at sige, at hans løsning var baseret på en indsigt i, ”hvordan virkeligheden virkelig er”, hvorimod antidepressiv medicin, uden opfølgende og konfronterende psykoterapi, snarere har en tendens til at lade folk undslippe og lægge låg på livets grumme realiteter.[i] At feje dem ind under gulvtæppet, så at sige. Hvor Buddhaen ville sige, at hans egen metode var en kur imod de kognitive illusioner og fejltrin, som mennesker gang på gang falder i, så ville nok nok mene, at antidepressiver blot forstærker vores illusioner om hvordan verden ser ud, og at antidepressive ”mood brighteners” i værste fald tjener til at opretholde den ønsketænkning, som i sidste ende fører til broderparten af menneskelig lidelse.

Når tingene hænger sådan sammen, så er det ifølge Buddha fordi, at antidepressiver nok kan dulme smerten, men at de ikke kan ændre på vores fundamentale opfattelse af virkeligheden, og vores tendens til at stræbe efter det, vi opfatter som ”konventionel lykke,” og vores tendens til at ville undgå det, vi kalder ”konventionel ulykke” og tillige at blive ulykkelige, når den ”konventionel ulykke” overgår os. Antidepressiver leder os endvidere til at tro, at en tilstand fri af ulykke er mulig eller normal; – at sådan en tilstand noget som det er rationelt at forvente, at man kan opnå gennem stræben (at tage humørlettende medicin er en stræben), hvorimod Buddhaen ville fastholde, at det netop er vores stræben, der er med til at gøre os forvirrede og ulykkelige. ”Nok er konventionel lykke mulig på kortere sigt,” ville Buddhaen medgive, ”men denne lykke indeholder samtidig kimen til senere ulykke.”[ii]

Ifølge Buddha, så udspringer lidelsen nemlig for en stor dels vedkommende fra menneskers uvidenhed om virkelighedens sande natur. Særligt to forhold, som mennesker ikke indser uden en meditativ praksis, er væsentlige for at forstå den første buddhisme: (1) At alting er forgængeligt og karakteriseret ved impermanens (2) At mennesket ikke har en iboende fast natur; – at mennesket, i modsætning til hvad stort set alle andre end buddhisterne tror, hverken har sjæl eller selv.

Hvis vi starter med (1) så kan vi nu se, hvordan selv konventionel lykke indeholder kimen til fremtidig ulykke, såfremt subjektet ikke har indsigt i buddhismens dharmiske grundsætninger: Lad os f.eks. sige, at du bliver forfremmet på arbejdet, og at det gør dig lykkelig i en periode. Snart vil der melde sig to problemer, nemlig frygt for at miste forfremmelsen igen – et forhold, som du kun har delvis kontrol over – samt den prekære problematik, at eftersom alting er impermanent, så er den lykkefølelse, som du opnår i kraft af din nye position på arbejdspladsen også impermanent. Det, at du fæstner dig til denne lykkefølelse, og identificerer dig med den vil i det lange løb efterlade dig forvirret og ulykkelig når først forfremmelsen er blevet til hverdag og du begynder at føle, at ”der mangler noget” i og med, at du nu ikke længere oplever den lykkefølelse, som du før havde vænnet dig til.[iii] På den måde, siger buddhisterne, så indeholder konventionel lykke sin egen negation, og således siger buddhistiske logikere undertiden, at affirmation blot er en særlig slags negation, og at en humørnegation, som den der kommer med lykkepiller, blot er en særlig slags affirmation.[iv]

Buddhisten bliver fri af lidelse ved at indse, at alt er forgængeligt, og at det derfor er futilt at klamre sig til noget. Den medicinerede bliver tiltagende ufri ved at klamre sig stærkere og stærkere til sine piller, til noget ydre – til noget, fordi han tror, han eksisterer som et selv, og fordi han, uden selv at indse det, ønsker, at hvad der er impermanent, skal være permanent.

Ifølge Buddha vil en stabil meditativ praksis føre til den indsigt, at det, vi normalt opfatter som vores selv, i virkeligheden blot er en uendelig strøm af omskiftelige og forgængelige følelser, tanker, behov, begær og irrationelle indslag fra alle dele af det psykofysiske system. Og ved at indse, at det er dette sammenrend af vilkårlige stemmer, som vi konventionelt (men fejlagtigt) kalder for et selv, kan vi undgå den lidelse, som opstår når vi identificerer os med disse stemmer.[v]

Gennem den meditative praksis kan vi få denne konstante larm på afstand for til sidst at indse, at vores eksistentielle ulykke bunder i en forestilling om et selv, hvis behov er uopfyldte. Selvfølgelig kan sult og smerte ikke modvirkes med denne indsigt, men det er heller ikke meningen – buddhisme er ikke asketicisme. Nej, buddhismen sætter ind mod den eksistentielle side af lidelsen – samme lidelse, som den græske tragediedigter Sofokles omtalte, da han sagde, at det lykkelige liv ikke er noget, som er tiltænkt menneskeheden, og at den eksistentielle tilstand er grundlæggende ulykkelig, fordi den præges af impermanens.[vi]

At tage lykkepiller ændrer således ikke på de grundlæggende fakta, men kun på subjektets evne til at opfatte virkeligheden korrekt.



[i] Williams & Tribe: Buddhist Thought s. 2

[ii] Siderits: Buddhism as Philosophy s. 21-22

[iii] Warner: Hardcore Zen s. 54-56

[iv] Stcherbatsky: Buddhist Logic vol. I s. 116

[v] Siderits: Buddhism as Philosophy s. 25

[vi] Sofokles: Oedipus at Colonus, scene 2, indledende kor, samt Ødipus’ første bemærkninger

Ungdomsteknologien er en kvindesag

af Ryan Smith

Man taler ikke om en kvindes alder. Eller gør man? Allerede grækerene (Aristofanes) og romerne (Terents) fortalte om det uretfærdige i, at mænd kunne være tiltrækkende igennem det meste af livet, mens kvindens seksuelle tiltrækningskraft brænder ud i starten af 30’erne.

Og mønsteret er stort set det samme i dag: Eksempelvis kunne det amerikanske dating-site ’OK Cupid’ i 2010 afsløre, at mens de kvindelige brugere på sitet mest skriver til mænd på deres egen alder, så bruger mænd i alle aldre hovedparten af deres tid på at skrive til kvinder i alderen 18-29 år.

derirability Ligeledes gælder det ifølge en videnskabelig undersøgelse lavet af  Ogi Ogas og Sai Gaddam fra Boston University, at når mænd kun kan vælge én kvalitet ved en kvindelig mage, så nævner den største gruppe af mænd altid, at de vil have en kvinde med ungdom. Balder, bryster, et kønt ansigt og en sød personlighed kommer alt sammen i anden række.

Når det forholder sig sådan, så skyldes ikke en Kvinfo’sk sammensværgelse blandt hankønnet, hvor mænd i hemmelighed har besluttet sig for kun at gå op i det ydre. Årsagen er heller ikke kultur og socialisering, selvom disse faktorer  unægteligt forstærker den underliggende årsag som er, at naturen har indrettet sig sådan, at kvinders fertilitet er stærkt nedadgående efter de 30. Vi har altså at gøre med en indbygget skævhed fra naturens side, og ser man et øjeblik bort fra den politiske korrekthed så er det altså ganske ukontroversielt at kvinder på dette område er dårligere stillet end mænd.

Ligeså ukontroversielt som det er, at kvinders værdi som seksualpartner er bundet op på deres ungdom, lige så ukontroversielt er det i videnskabelige kredse, at der i disse år er en række medicinske teknologier på tegnebrættet, som vil kunne udsætte aldringsprocessen markant. (Se blot den amerikanske videnskabsformidler Michio Kakus gennemgang af disse online.) Hvad ville De f.eks. sige til det, hvis De kunne udsætte den forfaldsprocess, der normalt går i gang i starten af 30’erne til starten af Deres 50’ere?

En kvindesag

I den danske debat hører man ofte, at snart det ene og snart det andet ”er en kvindesag.” Blandt de mest velkendte varianter af kvindesager er at ”ligeløn er en kvindesag,” eller at ”retten til abort er en kvindesag.” Men udtrykket er nu så udbredt, at alt fra western-film til vandpumper, lydbøger og lavere skat i de seneste år er blevet udråbt som værende ”en kvindesag” i den offentlige debat.

Abort og ligeløn er væsentlige rettigheder, men aborten blev fri i 1973, og ifølge Lønkommisionens rapport fra 2010 har vi ligeløn i Danmark. Så midt i denne tsunami af selvopfundne kvindesager kan man i al ydmyghed undre sig over, hvorfor der ikke er mere fokus på det, der logisk set burde være en af de helt store kvindesager: Ungdomsteknologien: De medicinske teknologier som gør, at det i fremtiden vil være muligt at udsætte sin alderdom, og bevare sin ungdom længere.

Det er svært ikke at se, at disse pseudo-sager, som western-film og vandpumper, der anråbes  som ”kvindesager” i landets aviser i virkeligheden er et bevis på, at kampen mellem de to køn er overstået i Danmark, og at det ikke længere er mænd og ”patriarkatet,” som holder kvinderne tilbage herhjemme. Hvad der derimod burde stå højest på de vestlige kvinders fjendelister er ikke glaslofter og kønsstereotypi, men natur og biologi: At rette på på den indbyggede skævhed, der fra naturens hånd eksisterer imellem de to køn er – en kvindesag!

Hvis vi virkelig vil bedre ligestillingen fremadrettet, hvad så med, om staten brugte de millioner, som den hvert år giver til den politserende kvindeorganisation Kvinfo til forskning i ungdomsteknologi i stedet? Hvad tilfører mon mest værdi til den gennemsnitlige kvindes liv: At ligne en 25-årig, til hun er et sted i starten af sine 50’ere, eller at få Kvinfo’s bekræftelse af, at ”mænd er nogle svin,” når hun selv er blevet 45 og hendes velbjergede mand har forladt hende til fordel for en yngre model? De mange kvinder verden over, der lyver sig yngre end de er, giver et praj om svaret.