Category Archives: Videnskab

Great Scientific Big Five Test

Big Five tests on the internet are a dime a dozen. But most of them are really just rubbish. The Big Five system itself, though, is actually pretty good. It is commonly considered the most scientific framework for the study of personality in existence, if not the only scientifically acceptable personality test in existence.

Great Scientific Big Five Test

I have personally tried many online Big Five tests that all purport to be accurate, free, scientific, tested, etc. But most of them quite simply aren’t. They’re made by amateurs with little understanding of personality testing. That’s why I was glad to find this test, which actually was quite accurate and based on actual, scientific, peer-reviewed studies made by real scientists. It was pretty interesting to see my results, both in the form of the feature that matches your personality with a famous movie star, but also the scientific data about how you use your phone, how your home has been decorated, and what you are really like. Those were interesting insights, which I will be saving on my hard drive for my own future reference. Yeah.

Generally, the Big Five system of personality has been tested by scientists for almost 50 years and the framework is considered to be extremely well-validated. Through continued criticism and optimization, a more and more precise scientific framework has been arrived at, which is just now beginning to be related to genes and biology.

In December 2013, a Harvard University twin-study revealed that as much as 40% of your adult political opinions is related to your genetics, and not something that is a result of a process of thinking or something similar. That’s right, you were, to a large extent, born to think what you do on most political issues – you were predisposed, as the scientists say.

While there is a sizable crowd on the internet that adheres more to the MBTI Test than the Big Five framework, the popularity of the MBTI test should perhaps be seen as a manifestation of its positive outlook. In the MBTI, there are no negative types (although some types are commonly thought to be more desirable than others). With regards to the Big Five system of personality, though, lots of people want to be high in Openness, high in Conscientiousness, and low in Neuroticism. Which could be said to be like an NJ type in the MBTI system.

However, most people are not necessarily like that. It is only by actually taking the Big Five personality test and carefully reviewing and reflecting on your scores that you can really find out what you are like. It is chiefly by being critical, i.e. only accepting the best, most accurate tests that you will be delivered the most reliable results, which you can then use in your process of self-discovery.

Since you are dealing with something as important as your own personality, it is wise that you take the time to find out where you can get the best online tests. Personally, the test that I linked to in bold is the most accurate and reliable that I have yet found.

Var Heidegger nazist og/eller en svindler?

Heideggers “sorte notesbøger” fra 1930’erne er nu på vej til at blive publiceret for offentligheder for første gang. Der er allerede udbrudt et slagsmål om foretagenet: Var Heidegger nazist eller ej? Og hvis han var, hvilken forskel gør det så for hans filosofi?

Der er to klemmer, der sniger sig ind på Heidegger i disse år, og faktisk har gjort det de sidste 20-30 år.

Nazist og plagiator

Den ene er, at han (selvfølgelig) var racist og nazist/fascist. Det hævdes ofte fra Heideggers støtter, at selv hvis Heidegger var nazist, så ivlle det ikke gøre nogen forskel for hans filosofi. Men man kan spørge sig selv, hvorfor han og hans epigoner så havde så travlt med at benægte det og tale udenom i alle disse år, hvis det alligevel ikke gør nogen forskel? En anden konsekvens af hans filosofi er, at folkemord og etnisk udrensning kan legitimeres, hvis det sker i overensstemmelse med folkets vilje, på folkets eget territorium og i overensstemmelse med folkets historiske kontinuitet.

Den anden er, at han har stjålet centrale ideer af sin metafysik fra østasiatiske tænkere uden at kreditere disse. Han er med andre ord en intellektuel svindler. Når en studerende stjæler andres arbejde uden at kreditere det, bliver han smidt ud af universitetet. Men når løgnen bliver stor nok, og ingen opdager tyveriet de første 30 år, så bliver svindelnummeret til akademisk sandhed og Heidegger sikret en plads i filosofihistorien. Det, der holder ham ved ilden i forhold til akademisk prominens, er således simpel kulturalisme (det kan jo ikke være asiaterne, som har tænkt og udviklet de her ideer før os; der skulle en Heidegger til for at finde på dem) og det, at mange akademikere har meget investeret i hans tænkning og nødig vil se hans navn krydset over i filosofihistorien.

Relationen mellem menneske og tanke

Fra Heideggers forsvarere lyder det ofte, at man må skille mennesket fra filosofien. Dvs. Heidegger var muligvis et skidt menneske, men hvis han var, så betyder det intet for hans tænkning.

Til det kan man sige: Heideggers person og tænkning kan muligvis skilles ad, men hans metode og tænkning kan ikke. En tanke er åbenbart ikke ‘rigtig’ for Heidegger før den er tænkt af en ikke-jødisk, hvid vesteuropæer, som helst er tysker. Gule menneskers tanker er en slags andenrangsfostre, der svæver rundt i det frie rum indtil en hvid europæer beslutter sig for at sige god for dem. Først da vil disse tanker blive placeret på et konkret sted i filosofihistorien og den hvide person, som egentlig blot er kurator, anerkendt som ophavsmand til disse tanker. De beundrere, som ikke mener, at Heidegger burde have nævnt sine asiatiske kilde på lige fod med de europæiske, viderefører blot hans racisme.

Heideggers forsvarere laver en hård opdeling mellem personen og tankerne. Men der er et mellemstadie mellem personen og tankerne – metoden; den systematiske underkendelse af ikke-europæiske kilder. Alene derfor kan man lige i Heideggers tilfælde ikke kan skille tankerne og manden 100% ad.

Heideggers racisme og kulturalisme kan ikke skilles fra hans metode, hvor gule mennesker, hvis tanker han er bekendt med og inspireret af, selektivt kan forbigås i stilhed idet man selv hævder, at have fundet på ideerne deri.

Et tankeeksperiment

En kineser læser Nietzsche og skriver så nogle værker på kinesisk hvor han genbruger de mest centrale fraser: Gud er død, viljen til magt, overmennesket, etc. etc. Han får talrige chancer for at forklare hvad hans inspiration er. Gang på gang siger han, at det er tanker, som har meldt sig i hans hoved fordi han har læst klassiske kinesiske tænkere. Han formår at opretholde løgnen i 30 år, men derefter bliver det afsløret, at han har sine centrale koncepter fra Nietzsche. Hvad ville vi tænke om denne person: Geni eller svindler?

Hvad end svaret er, så er det det samme, vi skal tænke om Heidegger.

Henlige uheld og “glemt” inspiration

Nogle vil påstå, at det er et henligt uheld eller en “ubevist inspiration Det er en mærkelig bevidsthed, som godt kan finde ud af omhyggeligt at kreditere sine europæiske kilder, men systematisk undlader de asiatiske. Ubevidst er det i hvert fald ikke.

Dernæst er der dem, som sætter den stråmand op, at der ikke findes ensomme tænkere, der sidder i deres tårne og gør nye indsigter uden reference til andre tænkere. Men ikke at bruge andre kilder er jo ikke det samme som systematisk at udelade visse af sine kilder. Og ironisk nok er billedet af den ensomme tænker, der sidder i sit tårn netop ét som Heidegger selv ville stå på mål for. Udskift blot tårn med skovhytte.

Heidegger contra Freud

Heidegger har opnået den prominens, han har, ved at lyve. Lyve om kilder, lyve om handlinger, lyve om andre filosoffer, lyve om eget politiske ståsted.

Da det blev afsløret, at Freud havde løjet i sine case studies, skadede det hans faglige anseelse betragteligt. Men i filosofi, hvor der ikke er umiddelbare konsekvenser ved at forfølge et falsum, er det nemmere at vende blikket væk fra uredelighed i beskyttelse af egne interesser.

I dag kan man ikke tage en seriøs diskussion om Freud uden at nævne hans uhæderlighed. Det kan man stadig godt med Heidegger. Men sådan kan det ikke fortsætte.

Freud fortalte folk, at hans nye kur var vildt effektiv, når han vidste at der i bedste fald var tale om blandede resultater, og derfor fik mange til at tro på den. Det var svindel på samme måde som med Heidegger.

Argumentet om historisk signifikans

Nogle vil medgive, at Heidegger svindlede sig til prominens. Men deres argument er så nu, at siden Heidegger slap afsted med sit svindelnummer, så har han nu opnået en historisk signifikans som berettiger hans tænkning til den plads, den sædvanligvis tilskrives.

Denne pointe er grundlæggende, at hvis man kan slippe afsted med et falsum, så udgør det sin egen berettigelse, når først løgnen er blevet stor nok. Gad vide, om disse mennesker så også mener, at det samme gælder for normal historieskrivning? Er det også ligegyldigt at få verificeret om det var Polen, der angreb en tysk grænsestation, eller om angrebet var en tysk fabrikation?

Berettigelsen er post hoc: “Mange tænkere har forholdt sig til Heidegger, derfor havde han talent.”  Men disse andre tænkere har jo netop ikke haft mulighed for at vide hvor flere af Heideggers centrale ideer i kom fra – de troede, at de kom fra ham, for han gemte jo netop sine asiatiske kilder af vejen. Så er præmissen for hans ‘talent’ som filosof jo forfejlet. Der er i lige så høj grad tale om talent som svindler.

Argumentet om Heideggers samtid

Et sidste arugment i Heideggers forsvar lyder: “Måske svindlede han, men i så fald må man se hans svindel i forhold til samtiden. Den gang var filosofien betydeligt mere etnocentrisk, og Heidegger var næppe blevet taget alvorligt, hvis han havde kastet sig ud i en analyse af asiatisk filosofi.”

Dette argument er bare ikke historisk korrekt: Schopenhauer, Nietzsche, Leibnitz, Kant, m.fl. kunne alle finde ud af at henvise til asiatiske tænkere, når de behandlede disse i deres tænkning. Schopenhauer er et særligt godt eksempel: Han er født ca. 100 år før Heidegger, men kunne finde ud af, at behandle sine inspirationskilder ligeligt, uafhængigt af race og kultur. Han var en global tænker. Heideggers forskelsbehandling gør ham bare til en provinsiel, nationalistisk kulturalist.

Der er efterhånden en del undersøgelser, som viser, at Heidegger var en svindler. Én meget tekstnær en er juristen Reinhard May’s bog, Heidegger’s Hidden Sources. Her skriver han:

“The investigation concludes that Heidegger’s work was significantly influenced by East Asian sources. It can be shown, moreover, that in particular instances Heidegger even appropriated wholesale and almost verbatim major ideas from the German translations of Daoist and Zen Buddhist classics. This clandestine textual appropriation of non-Western spirituality, the extent of which has gone undiscovered for so long, seems quite unparalleled, with far-reaching implications for our future interpretation of Heidegger’s work.” – Routledge 1996, side xv

***

I 2010 var der stadig folk, der i ramme alvor benægtede, at Heidegger var nazist og antisemit. I løbet af de tidlige 10’ere skiftede de så over og sagde, at selv hvis det var rigtigt, så ville det ikke have haft nogen indflydelse på hans filosofi. Nu er det afsløret, at Heideggers modernismekritik bundede i antisemitisme, fordi modernismen i hans paranoide og racistiske sind tillod jøderne kulturel domins på tværs af nationalstater.

Styk for styk falder Heideggerianernes beskyttelsesrum og krybegange af hellig renhed indenfor hvilke Heideggers antisemitisme i hvert fald ikke kan siges at have påvirket hans filosofi. Jeg ser personligt frem til Heideggerianernes næste undvigelsesmanøvre: “Det endegyldige bevis på den Heideggerianske tankes renhed er, at den slet ikke behøver have noget med Heidegger at gøre!”

***

Det er i debatten blevet sagt, at Heidegger var ikke så slem, fordi Platon også var totalitær. Så hvis man sagde: “Hitler er ikke så slem. Melos blev også etnisk udrenset under den Peloponnesiske Krig,” så ville de samme folk købe den. Godt at vide.

Anmeldelse af Henrik Day Poulsen: “Hverdagens psykopater”

AF RYAN SMITH

Henrik Day Poulsen: Hverdagens psykopater 175 sider, 249 kr. Forlaget LIVIA.

Psykiater og Berlingske-blogger Henrik Day Poulsens nyeste bog er en opdateret udgave af selvsamme Poulsens Psykopater fra 2003. Sammen med Dahl og Dalseggs Charmør og tyran (2002) og Sanne Udsens Psykopater i jakkesæt (2006) tilhører bogen den storsælgende psykopatspotting-genre, som angiveligt sætter læseren i stand til at genkende en psykopat.

I bogen kommer vi rundt om de grundlæggende forhold vedrørende psykopater: Psykopater findes ikke kun på gadeplan, men også på direktionsgangen. Psykopater lyver og snyder og skyder altid skylden på andre. Psykopater er ligeglade med andres følelser. Og så er de fleste psykopater i øvrigt mænd.

Bogen er bygget op om syv fiktive enkelthistorier, der handler om hver sin slags psykopat: Insiderhandleren, drabsmanden, narkobaronen og den medicinske forsker (m/k). Efter hver enkelthistories afslutning præsenteres læseren for psykiater Poulsens myndige refleksioner over det forgangne – kan man f.eks. godt være psykopat, selvom man er rig og har stor indflydelse? Og bør kvinder blive i et forhold med en voldelig psykopat, der slår?

At give form til de såkaldte case studies, der skal illustrere de psykiatriske principper, har alle dage været en udfordring for den forfatter, der gav sig i lag med dem. I Hverdagens psykopater har Poulsen tacklet udfordringen ved også at lade de skønlitterære ambitioner trække luft, sådan at de syv case studies næsten føles som syv små noveller. Alle leveret på et usmidigt, men lettilgængeligt dansk.

Der er dog ikke meget hverdag over Hverdagens psykopater. I løbet af de syv små indblik i dagligdagens psykopati får læseren stiftet bekendtskab med både børneporno og pædofili samt barnemord, selvmord og lejemord. Det er et righoldigt katalog af menneskelig perversion og dårligdom, som psykiater Poulsen deler ud af i løbet af den ellers korte tekst.

En blivende pointe i den psykiatriske litteratur er, at højtuddannede psykopater ikke nødvendigvis er voldelige, blot vanvittigt charmerende og manipulerende. Men voldelige, det bliver de nu hos Poulsen. De raffinerede og subtile magtspil, som overklassepsykopater er kendt for, gengives kun parentetisk hos Poulsen, mens volden gang på gang får lov at stå i centrum. Det er en skam, for det forhindrer læseren i at blive klogere på den smokingklædte psykopat.

Poulsen nævner selv, at hans lægekolleger rynkede på næsen over bogens førsteudgave, da psykopati angiveligt er et tabu. Det er muligt, at Poulsen har diagnosticeret årsagen til kollegernes bekymring korrekt, men alternativt kunne det tænkes, at det ikke var bogens emnevalg, men snarere dens sensationalisme, som har afstedkommet kollegernes mishag.

Ikke blot Poulsens bog, men hele psykopatspotting-genren lider under den problematik, at alting ligner et søm for den, der kun har en hammer. Svindlere, snydere, mordere og voldtægtsmænd – mænd, som forfører kvinder med smarte tricks og replikker, og folk, der chikanerer andre med angrebslystne udsagn på internettet – alle kan de udlægges som psykopater på baggrund af nedslag i den nærmeste psykopatspotting-bog.

Således også i Poulsens bog, hvor alskens øvrige forstyrrelser blandes sammen med den egentligt psykopatiske. Dermed efterlades læseren kun med ringe mulighed for at skelne den ene lidelse fra den anden eller sætte de omtalte lidelser i system. Bogen er mere et potpourri over psykiatrisk dårligdom end nogen egentlig metodisk indføring i psykopaternes verden.

I øvrigt

Det antydes i bogen, at psykopater har tendens til ekstrovert adfærd. Men ifølge en større aggregeret undersøgelse fra 2006 findes der intet videre sammenfald mellem ekstroversion og psykopati. I stedet synes de personlighedstræk, der typisk sammenfalder med psykopati, at være lav venlighed (eng. agreeableness), såvel som en lav grad af samvittighedsfuldhed og personlig organisation (eng. conscientiousness).

”Man kan kun bestemme, om folk er psykopater, når de er undersøgt af en psykiater,” siger Poulsen sort på hvidt. Men canadieren Robert D. Hare, der af mange anses for en af verdens førende psykopatforskere, er hverken psykiater eller tilbageholdende med at klistre psykopatmærket på folk, han aldrig har mødt.

I The Psychopath Test fra 2011 vender Jon Ronson på postmoderne vis kikkerten den anden vej og stiller skarpt på de folk, som skriver og læser disse psykopatspotting-bøger. Hvad siger det om dem, at de sådan har behov for at kaste om sig med diagnoser?

En kritik af postmodernismen

Af Ryan Smith

I en af filmhistoriens mest berømte åbningsscener, Raiders Of The Lost Ark fra 1981, ser vi Indiana Jones stjæle et gyldent afgudsbillede fra et gammelt tempel ved at snuppe det fra dets plads på et alter og erstatte det med en dødvægt – en pose sand.

Således, kunne man indvende, er det også gået med hoffilosofien på Vesteuropas universiteter. Det gyldne afgudsbillede var her Marx og marxismen i alle dens afskygninger (Frankfurterskolen/kritisk teori, analytisk marxisme, marxistisk humanisme, individualistisk eksistentialisme, m.fl.). Med et analyseapparat, der tilsyneladende kunne anvendes på hvad som helst, og som samtidig ikke kunne falsificeres, var den marxistiske metode, hvad den franske filosof Raymond Aron (med en eksplicit reference til Marx) har kaldt l’opium des intellectuels – de intellektuelles opium.

Universitetsmarxismen kom dog i krise i årene op til Sovjetunionens kollaps. Marxismen havde spillet fallit, såvel moralsk som intellektuelt. Noget måtte erstatte afgudsbilledet på universitetsfilosofiens alter.

Dødvægten – posen med sand – er i denne sammenhæng postmodernismen/poststrukturalismen – ”den sproglige vending” i filosofien, som søgte at reducere alt til sociale diskurser og konstruktioner. Når mænd foretrækker kvinder i alderen 18-28 år som sexpartnere, så er det ikke biologi, men kultur, der er årsagen. Hvis vi talte anderledes om menneskets seksualitet, så ville præferencerne også ændre sig.

Ifølge poststrukturalismen er vi alle fanget i et spind af arbitrære sproglige og kulturelle konstruktioner, som dikterer virkelighedens grænser for os, og som vi ikke kan bryde ud af. Kun den poststrukturalistisk skolede akademiker er i stand til at analysere – og derved undslippe – de sproglige netværk, der binder os. Ved at tale i usædvanlige sprogkoder viser han os vejen ud af den illusion, vi har fanget os selv i. Han bliver samfundets vigtigste specialist.

De religiøse og eskatologiske elementer i den marxistiske teori er velkendte. ”Intet skæg, ingen profet,” skulle Marx have sagt om sit valg af ansigtsbehåring. Men poststrukturalismen er nihilistisk som kun en apostat, der ikke har fundet en ny religion, kan være det. Denne nihilisme gjorde sig gældende såvel deskriptivt som normativt. Hvor marxismen havde været global og optimistisk i sin epistemologi, så ser poststrukturalismen særdeles negativt på muligheden for sikker erkendelse. Einstein og Darwins teorier giver ikke et mere retvisende billede af virkeligheden end det, renæssancens alkymister kunne levere. Det individuelle subjekt sås der også tvivl om. Du kan ikke være sikker på, hvilket køn du har. Måske findes du slet ikke.

Også på det normative plan gør poststrukturalismens nihilisme sig gældende. Alt fra æstetikken i Nazitysklands mange faner og uniformer til Khomeinis mytiske indsigt i den neoplatoniske gnosis kunne berettige en tilsidesættelse af individets frihedsrettigheder (som jo alligevel blot var en vilkårlig norm). Alt er tilsyneladende bedre end det kapitalistiske forbrugersamfund med dets snusfornuftige kompromiser og forkærlighed for business as usual.

Poststrukturalismen fejrer menneskets begær. Men den begræder, at vi stort set alle ønsker det samme: Bil og hus i forstæderne, to flotte børn og familiehygge om fjernsynet hver weekend. Ifølge poststrukturalismen er det den forkerte slags begær. Folk er ikke radikale nok, ikke søgende nok. Konformiteten i deres drømme viser, at de stadig er fanget i samfundets sprogkoder. Deres ønsker er ikke legitime. De må optrevles og udstilles. Devalueres, så de kan komme på bedre tanker.

Det gyldne gudebillede på universitetsfilosofiens alter viste sig at være en afgud. En falsk helligdom, hvis mirakler lod vente på sig, og som udeblev, når det virkelig gjaldt. Marxismens historicistiske forudsigelser viste sig ikke at holde stik, og ideen om, at mennesket fødes som en nogenlunde blank tavle, der uden videre kan opdrages til kønsblindhed og kollektiv ejendomsret, viste sig også at være forkert.

I dag er Marxismens tilhængere marginaliseret verden over. Så er spørgsmålet bare, hvor længe universitetsverdenen kan blive ved med at tilbede en pose sand.

Free Accurate MBTI Personality Tests

MBTI Type Test in English

MBTI Type Test in Japanese

MBTI Type Test in Italian

MBTI Type Test in French

MBTI Type Test in Spanish

MBTI Type Test in Portuguese

MBTI Type Test in German

MBTI Type Test in Russian

MBTI Type Test in Swedish

MBTI Type Test in Danish

MBTI Type Test in Persian

MBTI Type Test in Arabic

The Myers-Briggs Type Indicator (MBTI) appraisal is a psychometric personality test intended to measure mental inclination in how individuals see the world and make decisions. These inclination were extrapolated by Katharine Cook Briggs and Isabel Briggs Myers from the typological speculations proposed via Carl Gustav Jung, and initially distributed in his 1921 book Psychological Types. Jung estimated that there are four central mental capacities by which we encounter the world: sensation, instinct, feeling, and thinking. One of these four capacities is predominant more often than not.

The first designers of the identity stock were Katharine Cook Briggs and her girl, Isabel Briggs Myers; these two, having concentrated on widely the work of Jung, transformed their enthusiasm of human conduct into a dedication of turning the hypothesis of mental sorts to down to earth use. They started making the pointer throughout World War II in the 1940s, through their own particular unique research, accepting that an information of identity inclination would help ladies who were entering the modern workforce shockingly to distinguish the kind of war-time occupations that would be “most agreeable and effective”. The starting survey developed into the Myers-Briggs Type Indicator, which was initially distributed in 1962. The MBTI is built for ordinary populaces and stresses the estimation of regularly happening differences. Robert Kaplan and Dennis Saccuzzo accept “the underlying presumption of the MBTI is that we all have particular inclination in the way we interpret our encounters, and these inclination underlie our diversions, needs, values, and inspiration” (p. 499).

Et svar på Poppers ”Poverty of Historicism”

Af Pernille Sørensen

Det kan synes mærkeligt, at jeg har argumenteret for en anvendelse af falsifikationslignende metoder inden for historiefaget, eftersom netop historiefaget udpeges som uegnet for falsifikation i Poppers egen Poverty of Historicism (1957). Jeg mener imidlertid ikke, at der er nogen større modsætning mellem den brug af falsifikation i historiefaget, som jeg har advokeret i dette essay, og så Poppers tese i Poverty of Historicism. Poppers kritik af historicismen tager sig primært ud som en kritik af Hegel og Marxs historiske determinisme, der opererer ud fra betragtningen om, at historien bevæger sig mod et mål. Det er rigtigt, at selve historicismen ikke kan determineres og falsificeres. Men det er heller ikke det, jeg har argumenteret for i dette essay. Jeg har argumenteret for, at historikeren kan falsificere forskellige bestanddele af sit arbejde, og at man skal bruge falsifikation, hvor man kan. Poppers tese er altså, at historisk kausalitet ikke kan falsificeres. Min argumentation er, at hjælpemidler såsom korrelationer, indicier og enkelte kildetekster kan falsificeres og bør falsificeres. Eller sagt meget sloganistisk, så har jeg i dette essay argumenteret for, at historikeren skal bruge falsifikation, hvornår end han kan, vel vidende at historikerens konklusioner vdr. historisk kausalitet ikke er falsificerbare.

Så vidt jeg kan se, er dette standpunkt kun i strid med Poppers præmis II fra afsnittet Common Inconsistencies in the Arguments of Historicists: ”Historicists are bad at imagining conditions under which an identified trend ceases.”[i] Hertil vil jeg indvende (1) at hvis viden besidder sin egen immanente rationalitet, så vil effekterne af denne i sig selv vil være underkastet effekterne af falsifikation (2) at alle er sårbare over for confirmation bias, hvilket blot gør applikationen af falsifikation, hvornår end det er muligt, endnu mere nødvendig.

Når jeg alligevel går på tværs af Popper i denne sag, er det, fordi hans analyse efter min mening er unødvendigt finalistisk: Jeg er enig i Poppers kritik af Platon-Hegel-Marxs historicisme i den forstand, at historisk determinisme for nuværende må afvises på det kraftigste. Jeg er også enig med Popper i, at historiefaget for nuværende må benytte sig af en ”pragmatisk historicisme” afledt af observérbare korrelationer. Men hvor Popper mener, at historisk determinisme er umuligt, ”there is a barrier to what we can know about what we will know in the future” mener jeg, at vi endnu ikke ved, om det er muligt at determinere fremtiden ud fra tilstrækkeligt komplekse studier af fortiden.

Jeg mener også, at Poverty of Historicism trækker linjerne for hårdt op: Her er det vigtigt at etablere, at der er forskel på determinisme og sandsynlighed via korrelation. Popper argumenterer for, at man bør introducere en ”pragmatisk historicisme”, når determinismen er uopnåelig. Der mener jeg, at Popper skelner for hårdt mellem videnskab og ikke-videnskab: Selv hårde videnskaber som Fysik løber ind i problemer, der ligner historikerens: Man observerer korrelationer og ser mønstre gentage sig, men kan kun gisne om disses kausalitet. Historiefaget kan med andre ord kun komme et stykke ned ad den Popper’ske epistemologis vej.

***

[i] Popper, Karl: The Poverty of Historicism, section 28

Filosofiske smuler

1
Heideggers modernismekritik kan ikke længere adskilles fra hans antisemitisme efter de notesbøger. Modernismen var styg, fordi de overnationale jøder lettere kunne konspirere om at suge penge ud af os andre og nedbryde de europæiske kulturer i en åben, modernistisk samfundsorden end i en lukket præ-moderne orden.

2
Popper sviner filosoffer til for at være obskure, men Popper kunne selv lide obskure, svært tilgængelige filosoffer som Parmenides og Jacob Fries.

3
At mene, at det hele i sidste ende kan bevises videnskabeligt er OGSÅ et metafysisk standpunkt, men det kan/vil de, som mener dét, som regel ikke forstå. Blot ét citat – i øvrigt fra en naturvidenskabsmand – viser det:

“[It] is a metaphysical world view. … It cannot be proved with logic from first principles or be grounded in any definitive set of empirical tests. … Its best support is no more than an extrapolation of the consistent past success of the natural sciences.” – Wilson: ‘Consilience’

5
Hegel-delen af The Open Society er ekstremt tynd. Det er også tydeligt, at Popper var ude, hvor han ikke kunne bunde, i de svar, som han skrev til kritikere af Hegel-delen. Platon-delen var også overdrevet, og uhæderlig. Eksempelvis oversætter han Platons kaste-teori som et spørgsmål om “race,” med tydelige referencer til Nazityskland – plat.

Men underholdende, det var det.

6
Carnaps eget projekt styrtede jo i grus og måtte opgives. Kort sagt: Hvis logisk sproganalyses aksiomer skal være valide, så beskriver vi ikke verden, men et lukket sprogsystem, fjernet fra verden.

7
Hume sagde ikke, at vi ikke måtte slutte fra er til bør; han sagde bare, at det ikke i sig selv udgjorde ‘justified belief’. Ergo er det metafysik at tro, at vi har ‘justified our beliefs’, når vi gør det. Men Hume mener faktisk, at vi SKAL gøre det – vi KAN ikke andet som mennesker.

8
Heidegger var ikke atavist, men modernisme forstået som oplysningsværdier, universalisme, folkeret, meritokrati og et grundlæggende menneskeligt værd, som alle mennesker besidder qua mennesker – alle disse ting var han enten imod eller indifferent omkring.

9
I 2010 var der stadig folk, der i ramme alvor benægtede, at Heidegger var nazist og antisemit. I løbet af de tidlige 10’ere skiftede de så over og sagde, at selv hvis det var rigtigt, så ville det ikke have haft nogen indflydelse på hans filosofi. Nu er det afsløret, at Heideggers modernismekritik bundede i antisemitisme, fordi modernismen i hans paranoide og racistiske sind tillod jøderne kulturel dominans på tværs af nationalstater. Styk for styk falder Heideggerianernes beskyttelsesrum og krybegange af hellig renhed, inden for hvilke Heideggers antisemitisme i hvert fald ikke kan siges at have påvirket hans filosofi. Jeg ser personligt frem til Heideggerianernes næste undvigelsesmanøvre: “Det endegyldige bevis på den Heideggerianske tankes renhed er, at den slet ikke behøver have noget med Heidegger at gøre!”

E-cigaretter – for sundhedens skyld

Af Ryan Smith, forfatter og redaktør

“Efter 20 års forsøg på at kvitte cigaretterne er jeg omsider holdt op med at ryge. Jeg er så stolt af, at det omsider lykkedes for mig, og jeg håber, at denne teknologi vil komme så mange som muligt til gavn i deres stræben efter at kvitte tobakken.”

Ovenstående udsagn tilhører en midaldrende amerikansk mand. Teknologien, som hjalp ham med at blive sin dårlige vane kvit, var hverken nikotintyggegummi eller nikotinplastre, men de såkaldte E-cigaretter: Elektroniske cigaretter, der producerer vanddamp, når der suges på dem.

E-cigaretter indeholder ikke tobak og udsætter ikke omgivelserne for nogen form for røg. Men indåndingen af damp betyder, at mange rygere oplever det at ryge en E-cigaret som sammenligneligt med ”den ægte vare.” Så ægte, at E-cigaretter allerede har overhalet nikotinplastre og nikotintyggegummi som befolkningens foretrukne måde at kvitte smøgerne på i flere vestlige lande.

En undersøgelse bragt i lægetidsskriftet The Lancet har da også vist, at E-cigaretter er markant mere effektive end traditionelle rygestopsprodukter, når det handler om at få folk til at lægge tobakken på hylden. Med E-cigaretter har vi altså at gøre med en opfindelse, som beviseligt redder liv. Men dog er det ikke alle, der er glade.

Selektivt udsyn

Hos Kræftens Bekæmpelse, samt i en række kommuner og regioner herhjemme ser man med strenge øjne på E-cigarettens indtog. Her er man ikke i tvivl om, at E-cigaretter skal omfattes af rygeloven, som var de rigtige cigaretter, eller sågar forbydes. I en række spørgsmål og svar på deres hjemmeside skriver Kræftens Bekæmpelse: ”E-cigaretter bør betragtes som anden rygning og kun bruges udendørs.”

Opslaget mere end antyder, at E-cigaretter kan være kræftfremkaldende, og ikke ét sted i Kræftens Bekæmpelses artikel fremhæves så meget som en enkelt positiv egenskab ved E-cigaretter. Mest påfaldende er Kræftens Bekæmpelses ”selektive overblik”: Organisationen fæstner sig ved, at det ikke er blevet bevist, at E-cigaretter er fuldstændig uskadelige, mens man undlader at nævne, at E-cigaretter efter alt at dømme er temmelig uskadelige.

Ved at læse Kræftens Bekæmpelses vejledning kunne man tro, at E-cigaretter og tobakscigaretter var omtrent lige farlige. Det er der dog intet, der tyder på.

Ifølge en nylig rapport fra den britiske lægemiddelsstyrelse, MHRA, lyder vort bedste estimat, at E-cigaretter er omtrent 1000 gange mindre skadelige end rigtige cigaretter. Endvidere fandt MHRA’s rapport, at enhver risiko forbundet med brugen af E-cigaretter ”sandsynligvis er meget lille.” Rapporten fandt også, at der ”er et fravær af empiriske beviser” for E-cigaretternes skadevirkninger, og at ”vi ingen beviser har” for, at E-cigaretter er skadelige.

Intet af dette finder Kræftens Bekæmpelse det værd at nævne for læseren, ligesom de mange undersøgelser, som har konkluderet at E-cigaretter er uskadelige, forbigås i stilhed. Kræftens Bekæmpelse mister troværdighed, når de anlægger en tendens, som vildleder mere end den orienterer og oplyser.

Som vi så ovenfor, så er E-cigaretter markant mere effektive som rygestopsteknologi end de eksisterende produkter på markedet. Hvis Kræftens Bekæmpelses mål er at bekæmpe cancer, så har organisationen ikke råd til at være nidkær over for E-cigaretter.

Det er muligt, at modstanden bunder i velmenende idealisme, men på det praktiske plan er det uhensigtsmæssigt at tage rygernes bedste chance for at blive røgfri ud af hænderne på dem.

Sundhedsskadelig idealisme

Uden for Kræftens Bekæmpelse, i landets byråd og på offentlige arbejdspladser, har modstanden været knap så sundhedsfagligt funderet. Her har man mestendels været optaget af at ”sende et signal” om, at ”rygning ikke er acceptabelt.”

Også her lader det dog til, at man lader det gode være det bedstes fjende. Når vi har mulighed for at lade én teknologi erstatte en anden, så spørger vi ikke, hvorvidt den nye teknologi har ulemper. Vi spørger, hvorvidt den nye teknologi udgør en netto forbedring af bundlinjen. Da vi lod biler erstatte hestevogne, spurgte vi ikke, om biler havde ulemper (det havde de), men om de udgjorde en netto forbedring over hestevogne (det gjorde de).

Hvis vi antager, at den britiske lægemiddelsstyrelses vurdering af E-cigaretterne er korrekt, så udgør nem og billig adgang til E-cigaretter entydigt en forbedring af bundlinjen. Skulle der ske en netto forværring, så ville det kræve, at 1000 mennesker, som ikke tidligere havde haft omgang med tobakscigaretter, begyndte at ryge E-cigaretter for hver tobaksryger, som E-cigaretterne gjorde røgfri.

I denne sammenhæng kan idealisme på sundhedsområdet således meget vel ende med at gøre mere skade på folkesundheden end en pragmatisk og afslappet holdning til E-cigaretterne kan.