Category Archives: Videnskab

Richard Dawkins, Empedokles og Evolution

dawkins Empedokles siger, at små livsbestanddele sætter sig sammen på et utal af vilkårlige måder. De fleste af disse kombinationer af mindre livsbestanddele resulterer i noget, der ikke er praktisk eller optimalt, men enkelte af disse kombinationer af livsbestanddele vil resultere i arter, som er skønne og gode. Som tiden går, vil der foregå et udskillelsesløb, hvor de mindre skønne og optimale arter forgår, mens de skønne og gode arter består. Samtidig opstår der også hele tiden nye arter, fordi mindre livsbestanddele bliver ved med at kombinere sig på forskellige måder i nye og vilde konstellationer. Den art, der styrer til én tid, kan derfor forgå og blive overtaget af en ny art, hvis livsbestanddele er sat sammen på en endnu bedre måde. Så der er både evolution og naturlig selektion hos Empedokles. Hvad der *ikke* er, er mulighed for, at en art kan udvikle sig til en anden, såsom en ulv, der bliver til en hund over tid. Der ville han blot vente på, at de mindre livsbestanddele satte sig sammen på to forskellige måder, som henholdsvis “ulv” og “hund.”

Richard Dawkins aner intet om filosofi.

Feminisme uden fremtid

Det klassiske feministiske verdensbillede, hvor mænd altid er skurke og kvinder altid er ofre, har ikke holdt trit med realiteterne i samfundet. Feminismen har reduceret sig selv til baggrundsstøj og billig underholdning. Skal feminismen have en fremtid, så må den genopfinde sig selv.

Af Ryan Smith, forfatter og redaktør

Kønsdebatten er blevet et fast indslag i mediestrømmen. Slagsmålene er personfikserede, og emnet tiltrækker ustandseligt forurettede hunkøn, som skruer bissen på og strammer budskabet en ekstra gang. Kønsdebatten er godt avisstof. Men indholdsmæssigt rykker debatten sig ikke.

margaret-thatcher Én grund til, at debatten ikke kommer videre, er, at feminister ofte betjener sig af en ubestemmelig, amorf argumentationsform, som undlader at basere sig på empiri. I stedet appellerer man til en udefineret uretfærdighedsfornemmelse, som får lov til at erstatte konkrete data. Lad os tage et par eksempler.

På hjemmesiden EarntheNecklace.com sammenligner fagre frøkener i 20-års-alderen tricks til, hvordan de kan udnytte ældre mænds sexlyst til at lokke flest mulige Gucci-tasker og Cartier-diamanter ud af deres ”Daddies,” inden den ældre part lugter lunten og trækker sig i vanære. Nu kunne man mene, at det var mænd, der var ofrene her, men i det amerikanske feministmagasin Jezebels dækning af sagen var det alligevel kvinderne, som var ofre. Ifølge Jezebel var det nemlig ”samfundets billede af kvinder,” der havde fået de unge nymfer til at opsøge ældre mænd, sortere dem efter indkomstniveau og så antyde, at diamanter og dyre middage kunne føre til sex.

Et andet eksempel: Den britiske psykolog Cordelia Fine blev med debatbogen ’Delusions of Gender’ (2010) en heltinde i feministiske kredse. I bogen forklarer Fine, at selvom undersøgelser viser, at kvinder ikke længere føler sig diskrimineret af mænd, så er det også en form for undertrykkelse, når mænd undlader at diskriminere kvinder. Fraværet af en ydre kritik er ifølge Fine blevet til et ”internt tyranni,” som stadig plager kvinder. Feministerne fik, hvad de bad om. Men fraværet af diskrimination kan med appel til den tågede uretfærdighedsfølelse omgøres til endnu et kors, som kvinder må bære, ligesom den feministiske logik kan forvandle de unge damer på ’Earn the Necklace’ til ofre.

I den klassiske feministiske optik er det altid mænd, der er skurke og kvinder der er ofre, uanset hvad realiteterne i den enkelte sag måtte være. Klassisk feminisme udbreder et verdensbillede, hvor mænd er ansvarlige for kvinders dårligdomme, og hvor kvinder kun vil hinanden det godt. Det er bare ikke sandt.

Da den amerikanske forfatter Hanna Rosin i sin bog ’The End of Men’ (2012) beskrev, hvordan kvinder nu i gennemsnit klarer sig bedre end mænd i USA, var hendes mest højlydte kritikere ikke mænd, men kvinder. De anklagede hende for at ignorere, hvor hårdt den enkelte kvinde i virkeligheden har det. Og da Facebook-chefen Sheryl Sandberg i indeværende år meldte ud, at kvinder, som vil til tops i erhvervslivet, bliver nødt til at arbejde lige så meget som mænd og være lige så synlige på arbejdspladsen som mænd, var hendes kritikere ikke mænd, men kvinder, som tog afstand fra budskabet om hårdt arbejde og selvpromovering.

Disse hændelser passer ikke på det klassiske feministiske verdensbillede, hvor kvindernes trængsler skyldes modstand fra mænd. Derimod passer de fint på resultaterne af en videnskabelig undersøgelse fra McMaster University, som har vist, at kvinder har tendens til at være kritiske over for andre kvinder, som skiller sig positivt ud.

Feminismens anden kongstanke – at forskelsbehandlingen er struktureret sådan, at mænd får alle fordelene, mens kvinder får alle ulemperne – holder heller ikke, når den undersøges videnskabeligt. Feministerne har ret i, at der findes forskelsbehandling i samfundet, men at påstå, at denne forskelsbehandling udelukkende fungerer negativt i retning af kvinder, og positivt i retning af mænd, er udtryk for masochistisk selvbedrag.

I socialvidenskaberne snakker man om den såkaldte ”Women are Wonderful”-effekt, som senest er blevet påvist i en undersøgelse fra Northwestern University. Denne effekt går ud på, at det samme budskab vurderes mere positivt af både kvinder og mænd, når det lægges i munden på en kvinde. Begge køn diskriminerer altså til fordel for kvinder, men det har den klassiske feminisme ikke fundet lejlighed til at problematisere.

Ligeledes har en undersøgelse fra University of Michigan (2012) vist, at retssystemet systematisk straffer kvinder mildere end mænd, selv når forbrydelsen er ens. Selvom straffeloven er kønsneutral på papiret, så tilgodeser den altså kvinder i praksis. Heller ikke dét har feministerne fundet det værd at problematisere.

I virkelighedens verden har vi altså at gøre med et mangesidigt spind af forskelsbehandling, hvor begge køn er adressat for både fordele og ulemper. Den forsimplede feministiske idé om kvinder som kroniske ofre og mænd som kroniske udnyttere understøttes ikke af fakta. Den holdes udelukkende i live af en ubestemmelig uretfærdighedsfølelse, som kan bortforklare hvad som helst.

I udviklingspsykologien siger man, at den, der ikke lærer at acceptere frustration og hårdt arbejde som en naturlig del af livet, udvikler anlæg for narcissisme. Den, som oplever bekræftelse og succes uden at skulle kæmpe for det, udvikler sig til at forvente, at verden skylder hende et behageligt liv, uden at hun behøver gøre en indsats. Den feminisme, som altid vil finde en forklaring på kvinders problemer, der ligger uden for kvinden selv, byder på skadelige, men forførende illusioner om, at der er noget galt med verden, hvis ikke kvinder kommer let til et frustrationsløst liv på første klasse. Den stopper aldrig op for at spørge sig selv, om frustration mon er en naturlig del af voksenlivet.

Som den amerikanske psykolog Theodore Millon har skrevet, så kendetegnes narcissistisk argumentation ved dens forcerede, falske og let gennemskuelige karakter, hvor selv de spinkleste, mest selvmodsigende bevisstumper oppustes til at passe med den begærede konklusion.

Argumentationen for feminisme er netop præget af en sådan shoppen rundt mellem bevisstumper: Man må ikke forvente noget af folk på baggrund af køn, men hvis ikke kvinder er repræsenteret på lige fod med mænd, så må feminister alligevel godt have forventninger om kvoter, der udelukkende beror på køn. Der er ingen forskel på mænd og kvinder, men er der en ledig, højtlønnet og prestigiøs post i en mandsdomineret virksomhed, så kan kvinder alligevel bidrage med noget ubestemmeligt, mystisk-mangfoldigt, og så er der alligevel forskel på kvinder og mænd. Vores forventninger til kønnet skabes ifølge feministerne udelukkende af sproget, men samtidig fremmer feministerne selv et sprog, hvor kvinder altid er ofre.

Den narcissistiske berettigelse fortsætter som en flænge ned gennem den feministiske fortælling: Over de sidste par måneder har The Guardian kørt en artikelserie om, hvordan man kan lave om på filosofi, så faget ikke virker så skræmmende på kvinder. Langt fra ønsket om at blive målt på kunnen, og ikke køn, ønsker man nu køn betragtet som en berettigelse, der vejer tungere end faglige evner.

Margaret Thatcher og Marie Curie beviser tilsammen at der ikke er nogen faglig tinde, som kvinder ikke kan nå, blot fordi de er kvinder. De to var interesserede i deres respektive discipliner på fagenes egne præmisser, og de forlangte ikke fysik, kemi eller politik lavet om til at passe bedre med deres kønsmæssige præferencer.

Intet af dette er for at benægte, at der findes kønsbestemt forskelsbehandling, som er skadelig for mænd og kvinders udfoldelsesmuligheder og identitetsfølelse, og som samfundet ville være bedre tjent uden. Men som vi har set, så er klassisk feminisme ikke så meget en ligebehandlingsideologi, som det er en kamp for kvinders særinteresser. Feminisme som ligebehandlingsideologi og feminisme som kvindekamp er på kollisionskurs, og nok så mange bisætninger i debatindlæg og hasteansatte mandemedarbejdere på Kvinfo kan ikke gøre de to inkarnationer af feminismen kompatible.

Hvis feminismen skal have en fremtid, så skal den genopfinde sig selv som en ”Feminisme 2.0” – en ligebehandlingsideologi, som modarbejder alle typer forskelsbehandling på et civilaktivistisk og tværpolitisk grundlag. Og som sætter retten ikke at blive diskrimineret på baggrund af køn over ønsket om at omfordele og regulere sig til et liv på første klasse.

Sex sælger – også til kvinder

Af Ryan Smith, forfatter og redaktør

Siden de sene 1990’ere har en række videnskabelige undersøgelser vist, at kvinder i gennemsnit har en tendens til at reagere stærkt negativt på sex i reklamer, mens mænd i gennemsnit har en positiv oplevelse af reklamer, der sælger ved hjælp af sex.

scarlett johansson Betyder det så, at kvinder er renere og bedre end mænd? Næppe. Nyere undersøgelser viser nemlig, at kvinder også synes godt om sex i reklamer – de har bare en række øvrige krav, som også skal være opfyldt.

Produktet skal være dyrt

Et forskerhold ledet af Kathleen D. Vohs fra University of Minnesota satte sig for at undersøge den hypotese, at kvinder ville reagere mere positivt på sex i en reklame, når det annoncerede produkt var dyrt frem for billigt.

I deres undersøgelse bad forskerne en gruppe kvinder om deres respons på to armbåndsure – et til 55 kr. og et til 6.820 kr.

Begge ure blev annonceret til kvinderne i to forskellige versioner: Én version, hvor uret optrådte mod en simpel naturbaggrund, og en anden version, hvor uret reklameredes i sammenhæng med et elskende par.

Undersøgelsens resultater bekræftede forskernes hypotese. Da det billige ur blev vist mod en erotisk baggrund, reagerede kvinderne negativt, mens de forholdt sig mere imødekommende til koblingen mellem sex og det dyre ur.

Hvad de to reklamer med naturbaggrund angik, lod urets pris ikke til at påvirke kvindernes oplevelse af produktet.

Ifølge forskerne var forklaringen, at vi fra naturens hånd er indrettet sådan, at sex er mere kostbart for kvinder end for mænd. Således mener forskerne at kunne forklare, hvorfor kvinder kun accepterer sex i reklamer, når der er tale om et dyrt produkt, mens sex i reklamer så godt som altid virker på mænd.

Ud fra forskernes resultater giver det således god mening, at det først og fremmest var kvinder, som blev forargede over de seksualiserede reklamer for Cult Shaker-sodavand og JBS-herretrusser herhjemme: De annoncerede produkter var simpelthen ikke dyre nok.

Elskov skal foregå med en fast partner

En anden undersøgelse, foretaget af selvsamme Kathleen D. Vohs i samarbejde med forskere fra Storbritannien og Hong Kong, undersøgte samme problematik fra en anden vinkel.

Hvis kvinder er skødesløse i deres kønslige omgang med mænd, så risikerer de at stå tilbage med et barn, som faderen er løbet fra, eller at blive genstand for social skam. Derfor ønskede forskerne at teste den hypotese, at kvinder ville reagere mere positivt på sex i reklamer, såfremt det fremgik, at det elskende par var faste partnere, og ikke to fremmede, som dyrkede skødesløs sex.

Derfor viste forskerne igen en reklame for et armbåndsur i to forskellige versioner: Den ene viste et elskende par og så en neutral omtale af uret. Den anden version var identisk med den første, men her var uret dog også udstyret med rød sløjfe og en lille tekst, som sagde, at uret var en gave ”fra en mand til den særlige kvinde i hans liv.”

Som forventet viste undersøgelsens resultater, at kvinderne var markant mere positive over for den seksuelt ladede reklame, når det fremgik, at det annoncerede ur var en gave fra en mand til sin faste partner.

For at være sikre på, at det var mandens dedikation til sin partner (og ikke blot ideen om en gave), som kvinderne reagerede positivt på, gentog man eksperimentet med naturbaggrunde i stedet for elskende par. Her viste resultaterne, at kvindernes holdning til reklamen ikke blev påvirket af, hvorvidt uret var en gave eller ej.

Kvinder begrænser udbuddet af sex

En tredje perspektiv på den seksuelle økonomi kan findes i en undersøgelse foretaget af Aanchal Sharma fra McMaster University. Her lod forskerne en ung, attraktiv blondine bryde ind i en forsamling iført kort nederdel, nedringet bluse og vampede støvler.

De øvrige kvinders reaktion på blondinen var udpræget negativ: Passiv aggression, rullen med øjnene, udefrysning af gruppen og antydninger af, at blondinen var ude på at dyrke sex med hvem som helst, fløj gennem lokalet.

Ifølge forskerne er der en økonomisk forklaring: Mænds efterspørgsel efter sex er markant højere end det udbud, som kvinder naturligt stiller til rådighed. Derfor er den kvinde, som ikke er kostbar med sin seksualitet, at sammenligne med en strejkebryder. Ved at stille sin seksualitet billigt til rådighed presser hun værdien af andre kvinders seksuelle gunst ned.

Således giver det god mening, at det er kvinder, og ikke mænd, som er mest ivrige efter at få promiskuøse kvinder ned med nakken.

Og således giver det god mening, at kvinder kun synes godt om sex i reklamer, når produktet er dyrt, og partneren er dedikeret.

Kristendommen og frihed

Af Ryan Smith

I slutningen af 00’erne og starten af 10’erne har vi haft en debat, hvor en række debattører (Henrik Gade Jensen, Christopher Arzrouni, Frederik Stjernfelt, Jacob Mchangama, Dennis Nørmark, Rune Engelbreth Larsen og Katrine Winkel Holm m.fl.) hver har givet deres syn på ”kristendommen og frihed.”

Er det kristendommen, som har ført os frem mod oplysning og demokrati, videnskab og liberalisme? Eller har kristendommen tværtimod udgjort en kæp i hjulet på denne udvikling, ja ligefrem været fjendtlig over for den?

I det følgende vil jeg se nærmere på et par af de argumenter, der hidtil er faldet i debatten.

Argument 1: Kristendommen beskyttede lærdom.

I favør for kristendommen fremføres det ofte, at den katolske kirke beskyttede lærdom i middelalderen, hvor arven fra antikken var trængt tilbage, og hvor Europa synes en fattig og voldspræget ravnekrog mærket af intellektuel stagnation.

Vi må dog starte ved begyndelsen: Kristendommen sprang ikke ind i historien midt i middelalderen, men strækker sig derimod tilbage til antikken. Og netop antikkens største lærdomscenter, biblioteket i Alexandria, blev jo ifølge visse kilder nedbrændt af fanatiske kristne. I antikken finder vi ligeledes de gnostiske udrensninger, hvor flere religiøse skrifter er blevet brændt som følge af en overlagt kristen forfølgelse.

I Nordafrika gjorde kirkefaderen Tertullian også sit til at bidrage til den intellektuelle udrensning, som kristendommen forestod. Tertullian advokerede for et sacrificium intellectus, altså en ofring af alt intellektuelt, som ikke talte kristendommens sag. Tertullian var blandt de første kristne, som decideret begyndte at forbyde lærdom og filosofi for sin menighed; et kunststykke som kirkefaderen Augustin snart gjorde ham efter i sin nedsættende tale om filosoffer og videnskabsmænd. På grund af kristendommens sacrificium intellectus fik sekulær videnskab og filosofi mindre at skulle have sagt i den kristne sen-antik, end disse sekulære videns-discipliner havde haft i de forgange 600 år. Hvis den græske filosof Xenofanes havde fremsat sin religionskritik i 1500 e.Kr. og ikke i 500 f.Kr. (som han historisk gjorde), så var han endt på bålet, og hans skrifter var blevet brændt. Hvis Buddha’en havde udbredt sin lære i det kristne Europa, var det gået ham ligeså. Beskyttede kristendommen virkelig lærdom?

Ganske vist er der meget, som tyder på, at kristendommen vitterligt beskyttede lærdom og bevarede filosofiske skrifter i middelalderen. Men som vi har set ovenfor, så indtræder kristendommen først i denne beskyttende rolle efter at have foretaget et omfattende udrensningsarbejde og udøvet en omfattende meningskontrol (gerne med brug af dødsstraf) i offentligheden.

En institution eller trosretning, som godt nok beskytter og promoverer lærdom, men som samtidig udøver kontrol med, hvilken lærdom offentligheden må få adgang til, kan næppe være nogen sand ven af lærdom. Sovjetunionen promoverede også lærdom (udover den marxistiske lære lagde man også stor vægt på at uddanne befolkningen i skak, kemi og klassisk musik). Men det afgørende element var ikke Sovjetunionens omgang med den lærdom, den synes om. Det var dens omgang med den lærdom, den ikke synes om, såsom de amerikanske frimarkedstænkeres bøger.

Situationen i Sovjet var på mange måder den samme som i middelalderens munkeklostre: Også her promoverede man ”apolitisk” lærdom i form af eksempelvis geometri og medicin. Men hvad vil det egentlig sige at beskytte lærdom, når man ikke beskytter den frie tanke, men kun den rette tanke? Det er i hvert fald svært at se, hvordan denne diktatoriske tankegang skulle fremme frihed og demokrati, videnskab og liberalisme.

Argument 2: ”Okay, men de protestantiske kristne beskyttede lærdom.”

Fra pro-kristen side hævdes det af og til, at vi ikke kan regne med katolikker og urkirkefolk som Tertullian og Augustin, da kun de protestantiske og reformerte retninger inden for kristendommen er ”egentligt” kristne. Her er det historisk indlysende, at man ikke kan adskille kristendommen fra de første 1500 år af Jesusdyrkelsens historie uden at bekende sig åbent til en historicistisk determinisme.

Den Jesus-sekt, der startede som en mellemøstlig dommedagskult omkring år 30, var ganske rigtigt afgørende forskellig fra den nordeuropæiske, protestantiske kristendom, der som følge af sociale, økonomiske og geopolitiske faktorer frigjorde sig fra det katolske overherredømme i Rom. Men at argumentere for, at protestantismen beskytter lærdom er noget ganske andet end at hævde, at kristendommen beskyttede lærdom. Førstnævnte har en langt kortere og langt mere homogen historie, og de protestantiske lande er ens på en lang række andre områder end religion. Med andre ord behøver kulturen i de nordeuropæiske lande ikke skyldes protestantismen; det kan lige så vel være protestantismen, som skyldes kulturen i de nordeuropæiske lande.

I 1600-tallets Danmark havde man i øvrigt for vane at forbyde og afbrænde bøger, som protestantiske teologer ikke billigede. Det vil jeg vende tilbage til.

Argument 3: Den romerske kejserdyrkelse var totalitær, mens kristendommen havde en indbygget sekularisme.

I den forudgående debat om kristendom og frihed er det flere gange blevet hævdet, at hvis ikke romerne var blevet kristnet, så ville den moderne verden være endt som en totalitær massedyrkelse af den romerske kejserkult. Da kristendommen afløste kejserkulten, kan kristendommen således siges at have haft en frigørende indvirkning på Europas udvikling, lyder argumentet.

Romernes kejserdyrkelse og en troende kristens dyrkelse af sin Gud er imidlertid to størrelser, som ikke uden videre kan sammenlignes. For romerne gjaldt det, at så længe den enkelte borger anerkendte kejseren som en gud, så var vedkommende fri til at dedikere sig til det mylder af andre guder, som florerede inden for, og på tværs af, Romerrigets grænser. For de kristne i senantikken var der derimod kun én Gud, og man var ikke bleg for at forfølge de romere, som nægtede at opgive deres tidligere tro til fordel for kristendommen.

Den romerske kejserdyrkelse var en primitiv antropomorf gudedyrkelse i den homeriske heltetradition – den var en slags personlig holdningstilkendegivelse. Kristendommen var en monoteistisk, abrahamistisk religion, som gennem størstedelen af sin levetid har bekendt sig til dogmet: ”Du må ikke have andre guder end den kristne.”

Kejserkulten var ældre end kristendommen. Da kristendommen kom ind på scenen, lavede den en radikal omfortolkning af, hvad religion skulle have at sige i Romerriget. Ikke i retning af sekularisering eller tolerance, men i retning af påtvungen monoteisme og dødsstraf for kritikere af deres religion.

Var det virkelig kejserkulten, som var totalitær?  Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Argument 4: Kristendommen stillede sig ikke i vejen for oplysningen og demokrati.

Et sidste argument lyder: Måske fremmede kristendommen ikke oplysningen og demokratiet, men omvendt stillede kristendommen sig heller ikke i vejen herfor. Okay. Lad os starte med at se bort fra alle de fritænkere, der blev brændt som kættere, oplysningsfolk, der blev forfulgt, og de tusindvis af almindelige mennesker, der mistede livet under tortur under modreformationen. Tilbage står stadig det akavede faktum, at man ikke skaber noget ved at undlade at bekæmpe det. Jeg har aldrig bekæmpet Justin Timberlakes forsøg på at blive en verdensstjerne, men derfor bilder jeg mig da ikke ind, at jeg har skabt hans succes.

Historikeren J.G.A. Pocock forklarer i sin doktorafhandling, The Machiavellian Moment, hvordan kristne teologers foretrukne samfundsform frem til renæssancen var at se fyrsten som Guds stedfortræder på jord. Skulle andre samfundsgrupper blande sig i magtudøvelsen, så var det i deres øjne bare til besvær (og i øvrigt i strid med kristendommen). Pocock viser, hvordan det i høj grad er Machiavellis idehistoriske fortjeneste , at den europæiske politologiske tænkning fik brudt op på den tradition. Men for at gøre dette måtte Machiavelli ikke alene lægge sig ud med sin samtids kristne tænkere; han måtte også gribe tilbage til det førkristne Rom for at vise os vejen frem mod frihed, oplysning og demokrati.

I Skotland havde kristne aktører held til at holde oplysningsfilosoffen David Hume fra at opnå fastansættelse på universitetet i Edinburgh grundet dennes agnosticisme.

I Danmark så vi en lignende udvikling: Da retstænkerne Hugo Grotius, Samuel Pufendorf og Christian Thomasius foreslog den forsigtige revision, at selv om kongemagten var guddommelig, så var kongens magt dog ikke desto mindre implicit blevet overdraget til monarken af folket, så afvistes disse betragtninger fuldkommen af de danske protestantiske tænkere Johannes Vandal (i 1667) og H.G. Masius (i 1687).

Tyskeren Thomasius forsøgte at tage til genmæle, men ingen dansker fik nogensinde hans modskrift at læse, da den danske kongemagt og de danske protestantiske tænkere stod sammen om at beordre hans skrifter brændt på bålet. Er det virkelig sandt, at kristendommen ikke stillede sig i vejen for oplysning og demokrati?

Konklusion

Således har jeg her undersøgt fire faktisk forekommende argumenter i den tilbagevendende debat om kristendommens indflydelse på Europas udviklingshistorie. Ingen af disse forhold skal naturligvis ligge nutidens kristne til last, men udelukkende tjene til at pege på, at kristendommens historiske forhold til demokrati, ytringsfrihed, videnskab og liberalisme næppe er så ligefrem, som visse debattører af og til lader forstå.

Danmarks Radios ‘Deadline’ favoriserer Enhedslisten og Socialdemokratiet og misforstår forskning

Kære DR

Vi to har før været i kontakt. Jeg skrev ind den gang I satte tre medlemmer af Enhedslisten til – uopponeret – at diskutere liberalisme. I skrev tilbage og erkendte fejlen. Men den var jo ikke en enlig svale. Her er to yderligere klager vdr. Deadline:

Deadline: 28.12.2013: Socialdemokraten Sanne Søndergaard får uopponeret lov at udbrede sin opfattelse af kvinder som ofre. Ingen af de mange mænd og kvinder, der har talt for det modsatrettede synspunkt i pressen (så godt som altid med bedre kildemateriale end Søndergaards ‘søg og erstat’ i baghånden) kunne åbenbart stille op, ligesom ingen liberalister kunne stille op til at diskutere liberalismens natur med jeres tre(!) paneldeltagere fra Enhedslisten.

Deadline 23.12.2013: Nyere amerikansk forskning om liberals vs. conservatives og disgust sensitivity bliver af Deadline udlagt som passende på socialister og liberale i en dansk kontekst. Dette er en misforståelse af forskningen. Det er konservative, ikke liberale, som den amerikanske forskning peger på.

Danmarks Radio laver TV for skatteydernes penge. Kan vi blive enige om, at man således må efterstræbe et minimumsniveau af faktuel korrekthed og objektivitet?

Og at det ikke er foregået i disse tre tilfælde?

Om adgangen til psykologi og psykiatri

Nogle vil mene, at det er en uskik at stille psykiatriske diagnoser, når man ikke selv er psykolog eller psykiater.

Dog tænker de næppe over, at idet de mener det, så støtter de en kultur, som er med til at bevare “rettighederne” på få hænder. At opretholde en lukket faggruppe med monopol på psykiatrisk arbejde er netop noget af det, som holder psykiatrien tilbage. Når man begynder at fokusere på folks kvalifikationer, snarere end deres argumenter, så går det ofte galt.

Ifølge én amerikansk undersøgelse får psykiatere flere pengegaver fra medicinalvirksomhederne end alle andre lægegrupper. Hvorfor mon lige psykiatere? Som den amerikanske psykiater Daniel Carlat har sagt: “Vores diagnoser er subjektive og udvidelige, og vi har få rationelle grunde til at vælge én diagnose frem for en anden.” – At få flere mennesker og flere kritiske øjne ind i den verden ville netop bidrage til at få renset ud og ryddet op.

Hertil vil folk ofte indvende: “Der er jo ingen tvivl om, at de forskellige diagnosesystemer er fejlbarlige, men mon ikke, at det er bedst at lade de mennesker, der er uddannede til det, in casu psykologer og psykiatere, om at diagnosticere?”

Hvis du kan påvise en regnefejl i en økonomisk analyse, så vil folk næppe komme efter dig med en bedrevidende formaning om, at du ikke er økonom. Hvis en ingeniørs bygning styrter i grus, så skal vedkommende stå til ansvar for sin fejl og kan ikke undskylde sig med, at han var ingeniør, og det var de folk, som opholdt sig i bygningen, altså ikke. Det eneste område, hvor analogien holder, er til læger. Og læger har netop også en notorisk kultur for ikke at underkende hinandens arbejde, for ikke at begå sig videnskabeligt i forhold til deres arbejde, og for ikke at tage andre faggruppers estimater alvorligt. Psykologer er faktisk ofte underlagt lægers (psykiateres) ledelse og oplever netop, at psykiaterne ikke tager psykologens argumentation alvorligt, da denne “jo ikke er læge.”

Når du snakker med psykologer på gangene i psykiatrien, så vil de brokke sig over, at psykiaterne har mere at skulle have sagt end dem, “blot fordi de er læger.” Når du snakker med psykologer i samfundet generelt, så vil de fastholde, at kun psykologer og psykiatere har den nødvendige fagkundskab til at varetage det arbejde, som de pt. har monopol på. Hvad der altså er en arbitrær faggrænse, der kommer på tværs af kompetencer indadtil, er pludselig en fuldt ud rationel skelnen udadtil. Hvorfor denne dobbelthed? Økonomisk teori ville sige, at psykologer handlede fuldt ud rationelt ift. at optimere deres egeninteresser, men netop ikke fuldt ud rationelt ift. at få mest mulig faglighed og kritik ind i psykiatrien.

Anmeldelse af Andrew Gregory: ‘The Pre-Socratics and the Supernatural’

Af Ryan Smith

the-presocratics-and-the-supernatural-magic-philosophy-and-science-in-early-greece Hvis De er i besiddelse af Deres børnelærdom, så ved De, at den traditionelle forklaring på præsokratiske filosoffers virke er, at deres tænkning var et videnskabeligt og rationelt modstykke til appeller til religion, magi og mysticisme. Denne synsmåde dominerer stadig litteraturen i præsokratisk filosofi. I The Oxford Handbook of Presocratic Philosophy (2011) hedder det f.eks., at præsokratikerne”undersøgte den fysiske verden uden at søge ly i det overnaturlige” (s. 231), og at de grundlagde en ”ny stil”, som undgik overnaturlige årsagsforklaringer (s. 428).

Undertiden anvendes denne synsmåde til at forklare, hvorfor Vesten udviklede videnskab, demokrati og liberalisme, mens de øvrige civilisationer sakkede agterud. Under denne synsmåde kan man henvise til præsokratikerne – Europas tidligste filosoffer – som et eksempel på, at rationalismen altid har gået særligt godt i spænd med det europæiske temperament.

Personligt har det dog altid undret mig, hvordan man som forsker kan blive ved med at fremstille præsokratikerne som rationalistiske videnskabsmænd, når mange af dem taler åbent om magi og mirakler. En anden person, som har undret sig, er videnskabshistorikeren Andrew Gregory, som netop har skrevet en monografi om de overnaturlige elementer i præsokratisk tænkning.

Gregory er selv rationalist og tror ikke på nogen form for overnaturlig kraft. Men han peger nådesløst på en central og tabuiseret svaghed ved forskning i præsokratisk tænkning: Som forsker bør man så vidt muligt holde sine personlige sympatier adskilt fra det, man forsker i. Men ikke desto mindre giver langt de fleste, som forsker i præsokratikerne, sig selv licens til at nedtone de fragmenter af præsokratisk tækning, der omhandler magi og animisme, mens de udlægger de fragmenter, der har med logik og naturfænomener at gøre, som den pågældende præsokratikers ’egentlige’ tænkning. Således kan en given præsokratiker risikere at få amputeret 50% af sit korpus, uden at de forskere, der fører skalpellen, overhovedet begrunder deres fravalg. Det er tvivlsomt, om den enkelte præsokratiker ville genkende sig selv i de moderne, saniterede udgaver, der i dag cirkulerer som deres tænkning. Og som Gregory påpeger, så er det en anakronisme af rang.

En anden anakronisme, som stort set alle begår, når de beskæftiger sig med videnskabshistorie, er, at de projicerer et moderne skel mellem natur og magi baglæns gennem historien. Som Gregory påpeger, så ville en sådan skelnen ikke have givet mening for præsokratikerne: Jorden rystede, solen kunne gå ud på vilkårlige tidspunkter, og indtagelse af visse planter kunne få en til at møde guder og modtage guddommelige syner. Naturen var magisk. Selv ild blev anset som en levende og beåndet substans.

Og dog er der også den anden side af de præsokratiske filosoffer: Den rationelle, som De lærte om i skolen. For mens det er sandt, at de præsokratiske filosoffer spekulerede i spådomme og trolddom, så er det også sandt, at de udfærdigede rationelle teorier om lufttryk i skyer og arternes oprindelse.

Det var den rationalistiske side af de præsokratiske filosoffer, som fik Popper til at identificere sig med Xenofanes, Einstein med Parmenides, og Werner Heisenberg med Heraklit. Men rationalismen var kun halvdelen af fortællingen, og det giver anledning til interessante spørgsmål om, hvordan en sofistikeret epistemologisk skepticisme à la Xenofanes’ kan eksistere side om side med troen på spådomme og magi.

Gregory er ikke den første, der skriver om de magiske elementer i præsokratisk tænkning, men han er den første, der undersøger præsokratikernes relation til overnaturlige fra en position, hvor han ikke behøver undskylde for sin vinkling. Snarere end en astronaut, der tager de første forsigtige hop i et ukendt månelandskab, skriver Gregory med en landmålers nøgternhed, og han opgør omhyggeligt pro et contra uden stridbarhed eller kontrovers. Det overnaturlige islæt i præsokratisk tænkning kan ikke længere afvises i god tro.

Pythagoras havde et gyldent lår og kunne tale med de døde. Empedokles kunne helbrede de syge med magiske ord og kommunikere med fugle. Parmenides kunne besøge dødsriget og få guder til at tale igennem sig. Snarere end de dispassionerede logikere, som De lærte om i skolen, var præsokratikerne altså en slags shamaner – præcis som de andre shamaner og medicinmænd, der har stået for naturfortolkningen i andre primitive samfund.

The Pre-Socratics and the Supernatural er dermed også en bog, der har implikationer for diskussionen af den politiske universalisme. Over for det kulturalistiske argument om, at rationalismen indtager en særlig plads i den vestlige tradition, er der kun at sige: ”Det kan godt være. Men Vesten kommer også fra en irrationel begyndelse. Hvis Vesten kan, kan I også.” Friheden er ikke kulturelt bestemt. Den er alle mænds mulighed og ret.

Andrew Gregory: The Pre-Socratics and the Supernatural, Bloomsbury Academic, 2013

Kritik af Henrik Day Poulsens ‘Året hvor patienten bliver taber’

Henrik Day Poulsen afviser læge Peter Gøtzsches kritik af psykiatrien i Berlingske.

Day Poulsen kritiserer Gøtzsche for ikke at være speciallæge i psykiatri og insinuerer, at Gøtzsche derfor ikke ved noget om de ting, han udtaler sig om. Gøtzsche fremlægger imidlertid undersøgelser i sin bog, som Henrik Day Poulsen undlader at forholde sig til i sin kritik. Day Poulsens argumentation er således en arrogant appel til autoritet.

Arrogancen er fejlplaceret: Man behøver ikke være psykiater for at kritisere psykiatrien, akkurat som man ikke behøver være bankmand for at kritisere, hvad der foregik i banksektoren før finanskrisen. Det ville klæde Day Poulsen at fokusere på substansen og forholde sig til undersøgelserne, snarere end afsenderen.

Day Poulsen gendriver kritikken af lykkepiller med personlige anekdoter: “[Gøtzsche] påstår, at ‘lykkepiller’ ikke virker, men han sidder ikke som psykiater eller praktiserende læge, der dagligt oplever, at patienterne … får det markant bedre på antidepressiv medicin,” skriver Poulsen. Han forholder sig ikke til eksempelvis Irving Kirschs bog “The Emperor’s New Drugs” fra 2009. Her fremlægger Kirsch, der i parentes bemærket er Ph.D. i psykologi og lektor på Harvard Universitet, at man med placebo-piller kan opnå 75-82% af samme effekt, som man opnår med lykkepiller.

Day Poulsen karakteriserer endvidere Gøtzsches kritik af psykiatrien og psykofarmika som “paranoid.” Men der er faktisk god grund til at være skeptisk: Da de amerikanske delstater Minnesota og Vermont gjorde det lovpligtigt for medicinalvirksomheder at indberette, hvor mange tjenester, gaver og penge de udstrakte til læger, viste tallene, at psykiatere fik flere penge af medicinalindustrien end alle andre typer speciallæger.

Det er netop ikke tilfældigt, at det lige er psykiatere, som modtager flest penge fra medicinalvirksomhederne. Undersøgelser viser, at samme diagnose behandles vidt forskelligt i psykiatrien. Som den amerikanske psykiater Daniel Carlat (der selv ordinerer psykofarmaka til sine patiener) har sagt om sit fag: “Vores diagnoser er subjektive og udvidelige, og vi har få rationelle grunde til at vælge én diagnose frem for en anden.” Det amerikanske National Institute of Mental Health har ligeledet konstateret, at psykiatri er et mudret område med uklare diagnoser og tests, og at psykiatere således har mulighed for at anvende vidt forskellige behandlingsmetoder på det samme diagnosebillede.

Diagnosemanualen DSM omtales ofte som “psykiatriens bibel.” I en undersøgelse fra 2006 foretaget af L. Cosgrove et al. kom det frem, at 95% af de fagfolk, som var med til at skrive den, havde finansielle bånd til medicinalvirksomhederne. Hvis Day Poulsen vil karakterisere en skepsis over for psykiatrien som “paranoid,” så kunne man omvendt sige, at den, der ikke ser grund til at være skeptisk, har en tiltro til autoritetsfigurer, som visse psykiatere nok ville karakterisere som dependent.