Kapitalisme Ayn Rand er pligtlæsning i USA, men næsten ukendt herhjemme. Nu sørger investeringsbanken Saxo Bank igen for at gøre forfatterindens hovedværk tilgængeligt på dansk. – Men hvad kan velfærds-Danmark lære af en amerikansk kultroman fra 1950’erne?

Af Ryan Smith, cand.mag.

I 2005 omdelte den succesrige Saxo Bank 10.000 eksemplarer af Atlas Shrugged (Dansk: Og Verden Skævede) til kunder og andre interesserede. I den forbindelse udtalte den ene af Saxo Banks to administrerende direktører, Lars Seier Christensen, at banken set fra et marketingsperspektiv allerede havde tjent mere på at sende bogen ud, end hvad det havde kostet indehaverne at sende den i trykken.Nu gentager investeringsbanken sin charmeoffensiv og sponsorerer endnu et parti af Atlas Shrugged i dansk oversættelse. – Men hvilke værdier er det egentlig der kommer til udtryk i bogen, og hvordan kan Lars Seier Christensen være så sikker på deres nyttevirkning?

Først et overblik: Med sine omtrent 645.000 ord er Atlas Shrugged en af de længste romaner der nogensinde er skrevet, og da amerikanske Library of Congress i midten af 1990’erne satte sig for at undersøge hvilken bog der havde påvirket amerikanerne mest kom Atlas Shrugged ind på en opsigtsvækkende andenplads, kun overgået af selveste Bibelen. Bogens forfatterinde, Ayn Rand, var både forfatter og filosof, og på den måde kan Atlas Shrugged betragtes som en form for litterær lip service for Rands filosofiske læresætninger. Grundpillerne i Rands filosofi er som følger: (1) Tilværelsen er objektiv. (2) Mennesket bør altid følge fornuften og aldrig tænke eller handle modsat denne. (3) Moralske principper er ligeledes objektive og kan erkendes via fornuften. (4) Ethvert menneske bør til enhver tid være egoistisk. (5) Kapitalismen er den eneste retfærdige samfundsform.

For at illustrere disse principper benytter bogen sig af skarpe grænsedragninger, idet den positionerer samfundets kreative genier overfor en hob af ansigtsløse snyltere. De to fraktioner spilles prompte ud mod hinanden i en kamp om brugs- og ejendomsretten til geniernes opfindelser, hvor snylter-borgerne forsøger at tilsnige sig retten til geniernes kreationer via en blanding af kollektivisme, etatisme og fingeret altruisme (i Danmark ville man måske sige velfærdsstat). I bogen forsøger en helt af nietzchereansk tilsnit at gøre oprør mod den måde hvorpå samfundets produktive genier udsuges af de mindre produktive medlemmer via en etatisme der indfører love med det formål, at tage fra de rige og give til de fattige. Men – fastslår bogen – de svage har ikke ret til de stærkes frembringelser, og uden den stærke kan samfundet ikke fungere.

Rands bøger fremstiller således det fire marked som værende drevet af en håndfuld supermænd af ovenud rationel støbning. I Rands univers er det alene disse overmennesker og deres altomfattende superrationalisme der ved at overskue hele markedet opretholder verden som vi kender den. Præmisset gør sig udmærket i litteraturen, men som tænkning er det hamrende inkongruent med moderne økonomisk teori der netop opererer med det frie marked som bestående af aktører der koordinerer deres handlinger ud fra en begrænset viden, og altså ikke et sted hvor rationalistiske supermænd triumferer via overmenneskelige kognitive evner. Rands retorik får imidlertid det hele til at lyde som om, at verdensmarkedet kun fungerer fordi det reguleres af disse supermænd, hvilket paradoksalt nok bringer hendes version af kapitalismen betænkeligt tæt på den markedsstyring hun ellers foragter så indædt.

I sine bedste øjeblikke lader Ayn Rand dog til at have været klar over, at billedet ikke holdt stik med virkeligheden: Udenfor Atlas Shrugged forsvarede hun således kapitalismen med henvisning til Adam Smith og hans ”usynlige hånd” der inhærent belønner rationel adfærd uden at politikere, smagsdommere og andre mellemmænd aktivt skal fordele disse belønninger – endda uden at subjektet selv behøver at forstå sin indbringende handling til bunds.Med sin særegne blanding af politik, filosofi og moralisme kan Ayn Rand på sin vis virke som det højreorienterede modstykke til Jean-Paul Sartre: Ligesom Jean-Paul Sartre er Rand også ufravigeligt tendentiøs i sin ”rationalisering” af hjertesager, og i lighed med Sartre tøvede Rand ikke med at benytte sig af en grovkornet psykologisering af politiske modstandere.

”Jeg ved intet om Psykologi” betroede hun engang sin medarbejder Nathaniel Branden, og som Branden lakonisk måtte bemærke flere år senere: ”Jeg ville ønske, at jeg havde taget hende alvorligt.”. Privatpersonen Rand forsøgte nemlig at udøve en form for superrationalistisk kontrol over sig selv og menneskene omkring sig, sådan som hendes helt gør det i Atlas Shrugged. Hendes kontroliver spredte sig blandt andet til Nathaniel idet Rand under stort postyr orkestrerede Nathaniels ægteskab til konen Barbera på trods af parrets fælles protester. Brudefærden kuldsejlede forudsigeligt nok, men hvor en anden giftekniv havde luntet slukøret derfra, reagerede Rand i stedet ved at foreslå, at hun og Nathaniel nu burde indlede sig på en ”rationel” kærlighedsaffære, igen a la karaktererne i hendes bøger. Rands psykologiske indsigt lader i det hele taget til at have været groft forfejlet, og for en filosof der ønsker at bidrage til etikken er netop kendskabet til menneskelig psykologi en nødvendig forudsætning.

Som filosof har Ayn Rand derfor relativt lidt at tilbyde moderne tænkning. Hun kan og bør dog læses for hvad hun reelt er: En inspirerende og atypisk fortaler for personlig frihed, det frie marked og menneskets kreativitet. Som russiskfødt antikommunist er Rand endvidere et glimrende case in point overfor den yderste venstrefløj hvis nedarvede verdensbillede traditionelt strækker sig fra det ”progressive” til det ”reaktionære” hvor sidstnævnte helst defineres som en usympatisk blanding af puritanisme, racisme, sexisme, og kapitalistisk rovdrift. Imidlertid underholder Rand ingen af disse skødesynder, og da hun tillige er af hunkøn, er hun effektivt immun overfor førnævntes standardregister af ad hominem-angreb.

Modsat er Ayn Rand også en glimrende lakmusprøve på den historiske højrefløj hvor kendskabet til hendes tænkning effektivt kan skille liberale fra konservative, idet Rand bryder klart med den konservative balancegang mellem borger og fællesskab ved entydigt at sætte individet højest.

Med Rands ejendommelige komposition af sym- og antipatier må hendes filosofi siges at ramme helt forbi målet, mens hendes samfundsmæssige ideologi lander et sted i politisk ingenmandsland, hvor det sikreste for højre- og venstrefløj har været helt at ignorere hende, hvilket stort set også er hvad de har gjort op til nu.