af Ryan Smith, cand.mag.
For billedkunstneren J.P. Søndberg befinder et kunstværk sig altid i samspil med sine omgivelser. Og dog skal det for så vidt muligt kunne stå alene. Det er det processuelle paradoks.
KØBENHAVN – Jens Peder Søndberg (f. 1973) har boet og arbejdet her siden 1999. Vejen til en karriere som professionel kunstner gik først via Det fynske Kunstakademi, efterfulgt af Kunstakademiet i København hvorfra han dimitterede i 2005. Siden gik det stærkt: I 2006 afholdt han soloudstillingen Rio de Janeiro, som tillige fungerede som Galleri Ebbesens åbningsudstilling, og senest deltog Søndberg som bidragende kunstner i udstillingen Ordsprog på lige fod med navne som Claus Carstensen og Frans Jacobi.
*
I sine værker lægger J.P. Søndberg stor vægt på at udtrykke sig i et formsprog som præsenterer variationer af ellers ensartede elementer. Resultatet er et højst originalt og umiddelbart genkendeligt særpræg, en slags usynlig universalitet som væver værkerne sammen i serier. De sidste par år har temaet været vand, og det er fra Søndbergs side blevet til en række serier omkring vandets bevægelser, om form i forhold til tid, om tid i forhold til miljø. Vandets evige amorfitet tjener som den primordiale katalysator for alle transformationers moder, både i og udenfor dets eget element. Men vandet, der altid ændrer sig, danner på det nærmeste kun et æstetisk behagende bagklæde for de eksplicitte transformationer i Søndbergs kunst, som ofte er nemmere at få øje på i lys, planter, skyer og anatomiske former.
*
I sin forvandlingsvirksomhed kan transformationerne undertiden tænkes ud i André Breton’ske (fransk surrealist 1896-1966) og den tidligere surrealismes baner. Men hvor f.eks. Breton eksperimenterede med fri freudiansk association (”den der ikke kan se en hest for sig, galoperende på en tomat, han er en idiot”), så tager Søndberg beskueren med på en rejse i et univers hvor vi nikker genkendende til den enkelte stilfigur samtidig med, at den avancerer, muterer og bliver til nyt.At gå fra et Søndberg-billede til et andet kan undertiden minde om en fødselsdag i en fjern gren af familien: Gamle bekendtskaber og relationer dukker op på ny. Siden sidst er nogle af de kendte ansigter falmet med alderen og blevet tungere i trækkende. Og omvendt er de vi husker som børn i mellemtiden blevet voksne, realiserede og frem for alt: Interessante at se nærmere på. Og hvad med os selv? Hvordan reagerer den forsømte familie på os? For J.P. Søndberg befinder maleriet sig nemlig ikke statisk på en væg i et galleri eller på et museum, men i et konstant samspil med beskueren. JP Søndbergs kunst arbejder nemlig via de serielle eller sekventiske mønstre, og det er disse mønstre som styrer retningen på hans produktioner, ud i en proces hvor ingen kender den endelige destination. Derfor lægger vandserierne vægt på brugen af ufuldendte stilfigurer.Således skal værkernes ses i en decideret processuel kontekst når stilfigurerne undergår en gradvis evolution. Men samtidig er der også tale om et paradoks når Søndberg maler objekter i bevægelse. For uanset hvad så er maleriet jo ikke bevægelse, men aldeles fikseret, stillestående og naglet til et lærred. Derfor er det enkelte værk på en og samme tid både en del af en proces, og et afgrænset, enkeltstående værk.
*
Foruden André Breton mindes beskueren undertiden om Kurt Schwitters (tysk dadist og surrealist 1887-1948 – red.). Formelt set ligner de hinanden, men hvor Schwitters deliberativt arbejdede med tilfældige objekter fortæller JP Søndberg en historie om en håndfuld specifikke stilfigurers udtryk såvel som evolutionen af disse. Når man alligevel kan sige, at de to kunstnere har noget tilfælles, så er det i begge de herrers animation af tilsyneladende livløse objekter, og i deres søgen efter en immanent orden i heri. På den måde ligner Søndberg og Schwitters ikke blot hinanden, men også middelalderens alkymister der utrætteligt søgte ind til ånden i stoffet.
*
Før JP Søndberg besluttede sig for at arbejde med vandet lå der allerede en tradition og ventede på ham: Romantikerne dyrkede det levende landskab, og barokken havde sin Tempesta di Mare (storm på havet – red.). Det ville have været forholdsvis let at gengive disse paradigmatiske genreformer i en moderne eller postmoderne version, men JP Søndberg lader til at have efterstræbt et alternativt og mere originalt udtryk idet han i sine vandserier har sat fokus på processen. – Ikke den fysiske proces fra lærred til værk, men evolutionen fra værk til værk og fra værk til publikum.For Søndberg vokser kunsten altså først og fremmest ud af et indgående kendskab til den tradition på godt og ondt selv er en del af. Men i modsætning til visse af sine samtidige er her ikke tale om et fadermord på traditionen, ligesom det ofte ses i produktioner der primært bæres af ord og kronologisk/geografisk bestemte problematikker. For JP Søndberg skal værket kunne stå alene.
*
Har man først fundet rytmen og tempoet i kompositionerne, har man også fundet nøglen til forståelsen af Søndbergs værker. Når man ser den bevægelse som er blevet indfanget og nærmest naglet til lærredet, så står man ansigt til ansigt man den samme vildskab som man også finder hos Tintoretto. Således repræsenterer J.P. Søndbergs kraftfulde produktioner en af den nye danske kunstscenes mest personlige udtryk. Man fornemmer viriliteten og den naturkraft der her er tæmmet og kanaliseret ud i et fokuseret kunstnerisk udtryk, og det er præcis dét som gør Søndbergs kunst så forførende.
JP Søndberg: Sea Plants IV, akryl på lærred
JP Søndberg: Sea Plants III, akryl på lærred
JP Søndberg: Sea Plants V, akryl på lærred