Marcus Aurelius og afslutningen på stoicismen

af Ryan Smith, cand.mag.

I sin storhedstid udgjorde stoicismen en overordentlig betydningsfuld filosofisk retning, som bestod fra ca. 300 før Kristus til ca. 200 efter Kristus. Stoicismen opstod i Grækenland, men var den mindst græske af tidens filosofiske skoler. De første stoikere praktiserede i Grækenland af fønikiske indvandrere, og senere udvandrede stoicismen selv til Rom hvor den praktiseredes af italienske og provinsielle aristokrater. Ud over Marcus Aurelius, så tæller stoicismen så prominente romerske borgere som Cicero og Seneca blandt sine tilhængere.

Overordnet set, så efterstræber stoikeren retfærdighed og en from personlig moral. Stoikeren dyrker ikke dyden og den gode vilje for at denne skal gøre en forskel i verden, men fordi dyden er et mål i sig selv. Kun den dydige vilje er god, og den dydige vilje er uafhængig af ydre årsager.

Stoicismen siges traditionelt at være blevet grundlagt af Zenon fra Kition, en fønikier som var kommet til Athen omkring år 313 før Kristus. I Athen fulgte Zenon opmærksomt filosofiske forelæsninger indenfor både de megariske og kyniske retninger, og hen ved ti år senere debuterede han selv som forelæser og grundlagde tillige sin egen skole, Stoicismen. Navnet spillede på, at Zenon afholdt sine forelæsninger i samme søjlehal [stoa], som den sagnagtige billedkunstner Polygnotos fra Thassos havde bemalet [poikilé] mere end en menneskealder tidligere, Stoa poikilé.

Logos – fornuften i alt

Zenons filosofiske skole voksede ud af især den kyniske tradition og arven fra Heraklit. Den har desuden en del lighedspunkter med den samtidige epikuræiske skole. Imidlertid er der afgørende forskelle: Zenon og hans efterfølgere udformede deres filosofi i tiden omkring år 300 før Kristus, altså umiddelbart efter Alexanders død. Dermed var de historiske forudsætninger nærmest ideelle for udviklingen af en filosofi som blandede den facetterede græsk-akademiske tradition med østens hemmelighedsfulde determinisme. Elementært set kan stoicismens lære deles op i de filosofisk-tekniske underprincipper, logik og fysik, og det menneskelige, etikken.

Stoicismens kosmologi opfattede verden som skabt, indrettet og animeret af en abstrakt panteistisk naturkraft, Logos. Logos er således mere end fornuft, men også udtryk for en naturorden i sig selv, og når stoikeren handler i overensstemmelse med sin etik, handler han også i overensstemmelse med denne universelle naturorden. Når der alligevel kan forekomme “fejl” ved verdens indretning skyldes det dels at verden endnu er ung, idet disse brister vil rette sig selv ud på sigt, og dels at mennesket med dets korte levetid ikke kan forstå eller erkende verdensaltets længerevarende perspektiv.

Som historisk fænomen lader den tidlige Stoicisme til at være blevet såvel en folkelig som en adelig succes, idet athenerne endnu i hans levetid rejste en bronzestatue af Zenon, og efter hans død begravede ham på det offentliges bekostning. Man indbød ham desuden til kongen af Makedoniens hof, hvilket er interessant i henhold til stoicismens senere popularitet blandt det romerske aristokrati.

Omplantingen til Rom

Efter erobringen af Grækenland ændredes stoicismens hovedsæde nemlig gradvist fra Athen til Rom, og i forbindelse med denne transition overgik stoicismens vægtigste forfattere tillige fra filosofferne i Athen til aristokraterne i Rom. Med dens formaning om en universel moralsk pligt, gik den stoiske etik overordentlig godt i spænd med de romerske dyder Dignitas og Gravitas, ligesom den stoiske morallære må have appelleret stærkt til mennesker i en tid hvor døden kom hurtigt og uforudsigeligt i form af sygdom, hungersnød og naturkatastrofer. Særligt den politisk udsatte senatsadel kunne blive henrettet på de lunefulde cæsarers tilsyneladende vilkårlige befalinger. Tiberius Gracchus, Scipio Aemilianus, Cato den yngre, Brutus, Cicero og Seneca bekendte sig alle til stoicismen, og stoiske aristokrater blev et billede på modstanden mod det første århundredes dårlige kejsere.

I forbindelse med omplantningen til Rom ændredes ikke kun stoicismens udøvere, men også dens indhold: Hvor de tidligste stoikere havde været materialister og forkastet Platons idé om udødeligheden, så de romerske aristokrater i samme lære en mulighed for en moralsk overlegenhed, og en stadigt fastere tryghed ved døden: Hvor den græske stoicisme først og fremmest havde set Sokrates som deres åndelige fader, så kiggede den romerske skole i højere grad til Platon, der udover sin udødelighedstanke havde udvist en interesse for astrologien, som den eneste af naturvidenskaberne. Dermed begyndte de romerske stoikere også at dyrke astrologien som en afspejling af det enkelte menneskes skæbne; en udvikling som samtidig markerer hvordan den græske filosofiske tanke om individet erstattedes af den romerske politiske forestilling om det universelle menneske i det altomfattende imperium.

Den romerske stoicisme prædikede altså i lighed med kristendommen et frelsende trossystem. Men som religion var den gudløs, og i stedet for at lovede et efterliv søgte den i stedet at gøre udøveren tryg ved døden. Seneca formulerede i et berømt citat det stoiske verdenssyn således: “Ducunt fata volentem, nolemtem trahunt” – Skæbnen leder den villige, og slæber den modvillige efter sig. Stoicismen tilbød således frihed for verdens dårligdomme gennem erkendelsen af, at ydre omstændigheder, adiaphora, er ligegyldige. Til disse ydre omstændigheder må regnes ens helbred, rigdom, bosted, stand, skønhed, intelligens og evner, ligesom katastrofer og sygdom. Ved opretholdendelsen af en ubrydelig indre ro, finder stoikeren trøst i sin ferme morallov, og i erkendelsen af, at han lever i overensstemmelse med denne, uanset hvilke pinsler livet påhæfter ham. “Hvad Fortuna ikke har givet, kan hun ikke tage bort.”

Det kan undertiden virke besynderligt, at en samfundsstand så privilegeret som senatsadelen kastede sig over en filosofi som prædikede livets elendighed, men denne dyrkelse af tilværelsens ulidelighed genfindes blandt de øvre samfundslag genfindes med lethed andre steder i historien f.eks. i barokkens forestilling om den ulykkelige forelskelse, eller det tyvende århundredes velhaversønner som forelskede sig i marxismen.

Stoicismens sidste idehistoriske dokument er netop skrevet i perioden, og det fra hånden af en ganske navnkundig romer, nemlig kejser Marcus Aurelius. Hans Selvbetragtninger har givet eftertiden et unikt mentalitetshistorisk indblik i forståelsen af stoicismen blandt periodens romerske aristokrati.

Mennesket Marcus Aurelius

Marcus fader døde som nævnt ubetimeligt, og Marcus har næppe haft nogen erindring om denne. Ved faderens død blev Marcus adopteret af bedstefaderen Verus. Verus havde imidlertid en politisk karriere at forvalte, og partiet som faderfigur blev i stedet overtaget af oldefaderen Catilius Serverus. Marcus takker ham i Selvbetragtningernes første bog for at have lært sig: “Ikke at storme rundt til offentlige forlystelser” og desuden at være “fordringsløs, selvhjulpen og diskret”. Disse alvorsformaninger har sandsynligvis fundet sted da Marcus var omkring fem, og må antageligvis have bidraget til at gøre den følsomme dreng fremmelig og gammelklog.

Det var i tilknytning til den tidligste uddannelse, at Marcus stiftede bekendtskab med, og udviklede sin lidenskab for filosofi. Det er efter alt at dømme også disse tidlige år forfatteren (eller forfatterne) af Historia Augusta har henvist til i den velkendte passage om den unge Marcus som gik med filosofkappe og sov på jorden.

Samtidig med at Marcus familie sørgede for drengens grundlæggende uddannelse, sørgede kejser Hadrian for at navigere Marcus i position til den politiske karriere han var født til: Som seksårig blev Marcus følgelig udnævnt til medlem af ridderstanden equites, mens alderen for en sådan udnævnelse efter sædvane var 16.

Hadrian arrangerede ved sin død arvefølgen to led frem ved at lade Antoninus Pius adoptere Marcus Aurelius og Lucius Verus, den oprindelige tronfølgerkandidats søn. Indtil nu havde Marcus blot været en blandt mange af Hadrians yndlinge, men efter det betydelige drama omkring Hadrians død, var det nu dekreret, at Marcus en dag skulle beklæde tronen.

Krig på to kontinenter

På trods af kejserens eklatante fredspolitik udkæmpede det romerske imperium to markante krige i løbet af Marcus Aurelius regeringstid. Den første af disse førtes mod Partherriget i årene 161-166, hvor imperiet efter indledende tab af såvel land som legionærer sendte anseelige europæiske forstærkninger til østen, anført af Lucius Verus. Ved disses ankomst gentog de overordnet set Trajans erobring af Ktesiphon, og undertvang partherne en fredsslutning som atter sikrede romerne det politiske overherredømme i Armenien.

Umiddelbart efter partherkrigens afslutning begyndte de germanske stammer nord for Donau at fremprovokere grænsestridigheder med Rom. Denne konflikt er af eftertiden kendt som den markomanniske krig, og stridighederne varede helt frem til Marcus Aurelius egen død i 181. For at imødegå den europæiske trussel omdirigeredes styrkerne fra partherkrigen nu til den nordlige front, men til imperiets yderste fortrædelighed havde disse pådraget sin en pestilens under felttoget i øst, og spredte nu denne op gennem imperiets provinser. Hårdt plaget af pest iværksatte Marcus Aurelius i 167 omfattende religiøse ceremonier og særofringer til statsguderne for således at imødekomme den vrede som deres straf måtte være et utryk for. Det var i forbindelse med disse omstændigheder, at de kristnes antipati for de hedenske guder tydeliggjorde deres eksklusivitet, og det var sandsynligvis denne stædighed der inciterede Marcus Aurelius til at optrappe periodens kristenforfølgelser.