af Majken Hirche, cand.scient.
Hvad har Dronning Margrethe, Sven Åge Madsen, Julia Roberts og Anders Fogh Rasmussen til fælles? – Ingen af dem ville sandsynligvis kunne beklæde en stilling hvortil arbejdsgiveren søgte den såkaldte “udadvendte og dynamiske medarbejder”. De ovennævnte personæ tilhører nemlig alle den psykologiske kategori der i fagjargonen kaldes introverte, og som i folkemunde kendes som indadvendte.
Indadvendt. Ordet forbindes ofte med noget lidt sært og negativt. I medierne kan man forvisse sig om, at indadvendthed er omtrent ligeså eftertragtet som en slatten kop halvkold færgekaffe af den slags man serverede på indenrigs- færgerne i gamle dage. Således Anders Samuelsen der gerne vil væk fra “den der lidt indadvendte” dagsorden som “har været kvælende i alt for mange år”, eller Morten Helveg Petersen der fælder dom over VKO-regeringens politik som værende udtryk for “snæversyn, indadvendthed, mangel på udsyn”. Dertil kommer de indgroede kulturelle eksempler, som standardkarakteristikken af Beethoven som værende “brysk og indadvendt”, en ubehagelig karl som man end ikke skulle kigge forkert på, eller Englands tilknappede Elisabeth II, der aldrig åbnede op for den velmenende prinsesse Diana.
Indadvendt. Asocial. Uinteresseret. Utilnærmelig. Uselskabelig. En rigtig party pooper. Sådan karakteriseres indadvendte sædvanligvis i en verden der anser udadvendthed som sundt og eftertragteligt. Indadvendthed er noget den indadvendte bør undskylde for, og ellers ikke tale for højt om.
Men hvad om indadvendthed ikke var udtryk for den patologisk hæmmede personlighed man sædvanligvis tilskriver det? Ikke en forvirret teenagers akavede forsøg på at kapere sin Weltschmerz, eller udtryk for en personlig beslutning der vidner om egoisme, men en naturligt forekommende neurologisk konfiguration der på linie med udadvendthed har sine idiosynkratiske fordele og ulemper? – Den påstand er i dag gangbar mønt i det neurovidenskabelige felt der i de senere år er vokset frem i grænselandet mellem biologi, medicin og psykologi.
I dag mener hjerneforskere at have kortlagt en række fysiologiske forskelle i hjernen som adskiller udadvendte og indadvendte. Nærmere bestemt handler det om thalamus og frontallapperne, – altså områder af hjernen der har med hukommelse, planlægning og problemløsning at gøre.
Ved at studere adfærd hos indadvendte og udadvendte kan vi observere hvordan de fysiologiske forskelle kommer til udtryk. Forskningen viser, at mennesker som opfylder de psykometriske kriterier for indadvendthed, har sværere ved at håndtere distraktioner såsom baggrundssnak, larm og passiv, hvid støj, mens de arbejder på problemløsninger. Udsat for distraherende og urolige omgivelser bliver indadvendte simpelthen langsommere og dårligere til at løse de stillede opgaver end udadvendte, der i nogle tilfælde end ikke opfatter det livlige arbejdsmiljø som en belastning. Det åbne kontorlandskab er således et levende mareridt for enhver indadvendt, da det aktivt forårsager koncentrationsbesvær og stress ved at gå lodret imod den indadvendtes foretrukne arbejdsbetingelser, nemlig fred, ro og forudsigelighed.
For at efterprøve teorien prøvede forskerne derfor også det det modsatte, og placerede en række testpersoner i et kridhvidt lokale uden vinduer eller billeder på væggene. Her bad man testpersonerne om at forholde sig i ro, og mens de indadvendte fulgte instrukserne til kryds og stjerne gik der ikke mange minutter før de udadvendte begyndte at røre på sig, fløjte eller tromme med fingrene. De allermest udadvendte begyndte at gå rundt, trods forskernes utvetydige påbud om det modsatte – og enkelte faldt simpelthen i søvn.
En vigtig fællesnævner der går igen når man ser på de forskellige forsknings- resultater er de indadvendtes reaktion på ydre stimuli. De reagerer stærkere på smerte, lugt og smag – de producerer f.eks. en større mængde savl når man drypper citronsaft i munden på dem, og ved at måle på forskellige fysiologiske parametre som hjernebølger og blodgennemstrømning i hjernen kan man se at der generelt også er en større aktivitet hos de indadvendte.
En af teorierne går således ud på at de indadvendte har et naturligt højt aktivitetsniveau i den forreste del af hjernen, og derfor ikke har behov for udefrakommende stimuli i nævneværdig grad – man kan sige at de indadvendte fra naturens hånd er mere eller mindre kronisk optagede af kognitive processer. Udadvendte derimod er i en form for kronisk ‘aktivitetsunderskud’ og må derfor søge eksterne stimuli for at opretholde et vist niveau af aktivitet og funktion – man kan sige at de har brug for stærkere påvirkninger før hjernen forstår beskeden, og et rum uden stimulanser provokerer således den udadvendte til at producere sine egne.
Den højere aktivitet i de indadvendtes hjerner menes at være forårsaget af dopamin, og man mener at de indadvendtes hjerner indeholder en større mængde og at niveauet heraf bestemmer graden af indadvendthed – eller udadvendthed. Sammenligner man dette med eksisterende genetiske under- søgelser af indadvendte og udadvendte, ja så viser det sig rent faktisk at der også er strukturelle forskelle på bestemte dopaminreceptorer.
Da indadvendte således befinder sig i konstant fare for at blive overstimulerede eller “oversvømmede” af dopamin udviser de visse empiriske fællestræk, uanset hvor forskellige deres personligheder ellers måtte være.
Den typiske indadvendte er reserveret og undgår helst at være begivenheder- nes midtpunkt – hvis han da selv kan vælge (fødselsdage, bryllupper og taler til forsamlinger kan hurtigt blive en pine her). Indadvendte tøver før de indlader sig på tale, og i modsætning til udadvendte har de ofte et behov for en “tilvænnings- proces”, inden de kan finde sig til rette i uventede situationer, eller overfor fremmede mennesker. Indadvendte arbejder bedst alene og uforstyrret og de fordybes let i tanker og ideer. De kommunikerer bedst på tomandshånd, og vil de socialisere så foretrækker de ofte små intime selskaber frem for fest og ballade.
Demografisk set fordeler indadvendthed sig ligeligt mellem mænd og kvinder. Når man alligevel kan tale om et kulturelt hegemoni til fordel for udadvendt- heden skyldes det utvivlsomt, at de indadvendte udgør en minoritet, nærmere bestemt omkring 25-40 % af befolkningen, vekslende fra stærkt indadvendte, til indadvendte der ligger så tæt op ad grænseværdierne, at de i praksis ligeså godt kunne være udadvendte, de såkaldte ambiverte.
Mange indadvendte rapporterer, at de oplever deres indadvendthed som et handikap i et samfund hvor udadvendthed sætter dagsordenen: Da indadvendte kan være fåmeldte, og langsomme til at omstille sig på nye input bliver de ofte overset i sociale situationer, og resultatet af den indadvendtes omhyggeligt plejede kognitive processer kommer således aldrig i spil, hvilket er en skam da indadvendte ofte er i stand til at koncentrere sig om et afgrænset emne i lange perioder af gangen, og derfor kan være utrolig kreative og originale.
Så lad dem ikke snyde af de indadvendtes til tider noget reserverede frem- træden for inde i dem gemmer der sig en rig og fantasifuld verden, der bare venter på at blive lukket ud.