Dommedag på sønderjysk Selvudnævnt “drømmer i uniform” bliver morder. Erling Jepsens nye roman “Frygtelig lykkelig” er en foruroligende blanding af hverdagstraumer, lokale skrækskrøner og et Vadehavsmareridt, der aldrig løber så løbsk, at det ikke kan ties ihjel.
af Jonas Holm, cand.mag.
Der er så fredeligt på landet, i det sønderjyske. Idyllen ved vandet, de lokales venlighed og den vederkvægende ro. Eller hvad? Måske er det ren overflade, en stiltiende overenskomst, der dækker over et folkedyb af forbrydelser? Der findes altid en slange i paradiset, en sandorm i Vadehavet.
Der er noget Twin Peak’sk over Erling Jepsens nye roman, selvom hovedpersonen Robert Hansen – “bløddyret”, som han kaldes – bestemt ikke er nogen agent Dale Cooper. Han har det med at få rumlen i maven og dunken for ørerne, når jobbet som politimand byder på andet end wienerbrød og bortløbne katte. I stedet for en fyreseddel får han en stilling som landbetjent i Højer i Sønderjylland. Her er ingen mystiske ugler, men køerne er bestemt heller ikke, hvad de giver sig ud for. Eller noget som helst andet i flækken, for den sags skyld.
Robert vil gerne falde til som landbetjent, og for at gøre det må man følge de lokale skikke. Den gamle landbetjent Bosack, hvis job han overtager, giver ham f.eks. det råd, at han altid skal give de yngste butikstyve valget mellem politimæssig korrekt rapportering – eller bare et ordentligt lag tæsk og derefter stilhed. Robert vælger i sidste ende at muhe med de køer, han er i blandt. At slå koldt vand i blodet og “stikke en finger i jorden”. Problemet i Højer er, at når man først har stukket fingeren i jorden, så kan man ikke trække den til sig igen. I hvert fald ikke uden at alle de lokale dæmoner, begravede syndebukke og socialt “selvmyrdede” outsidere følger med op fra dyndet. Heldigvis kan lokalsamfundet stå sammen og få presset de døde derned, hvor de hører til. Men ligesom køerne er hele byen er konstant ved at synke ned i den underverden, den sejler rundt oven på.
Robert er gammelklog som et lille barn, viljesløs og naiv så det batter. Det er rørende, men også forbandet farligt i en alder af 34 år. Han udnyttes af moren, eks-konen og hvem der ellers har mere mental styrke end ham. Det vil sige de fleste – til slut den hele by. Men presses han for hårdt, presser han pludselig igen. Og der åbnes for dybet under byen.
Hele mareridt er skildret fra Roberts perspektiv. Bogens sprog er hans sprog, der på imponerende vis ikke virker konstrueret naivistisk, men oprigtig, bogstaveligt naivt. Alligevel smager “tricket” lidt af genbrug fra Jepsens forrige roman, “Kunsten at græde i kor” fra 2001, hvor guldet netop lå i spændingen mellem de absolut bestialske hændelser og så barnets forsøg på at gengive dem sit direkte, ureflekterede sprog. Her laver Roberts synsvinkel “huller” i sproget, der f.eks. lader hans morsmelte sammen med en elskerinde, han ikke har. Forvirret? Det er man som læser også, og det er herligt – her kommer fortællervinklingen virkelig til sin ret og Roberts position som mors lille ødipusser bliver kvalmende konkret. Men vinklingen – eller rettere sagt den nu lidt pedantiske fastholdelse af den – skaber også problemer. For Robert er det at komme til Højer som at lande på Mars. Hvordan afdække en sådan anden verden? Robert gennemskuer naturligt nok ikke meget selv, og derfor lægges rigtig meget stof i munden på byens samling af pensionerede bønder og andet godtfolk, der alt andet lige ikke er synderligt artikulerede. Fåmælthed er en af byens “skjulte love” og store dyder – men Jepsen lader dem alligevel snakke og snakke til den fremmede. Der ligger et fortælleteknisk brist og nager, og det koster på troværdighedskontoen. Er forholdet mellem Jepsen som romanforfatter og Jepsen som dramatiker helt afklaret her?
“Frygtelig lykkelig” er godt tænkt. Man kan sagtens se, hvor Jepsen vil hen. Desværre tager han ikke altid helt læseren med. Bogen støder ind i det naives grænser, og homogeniteten truer med at gøre højdepunkterne flade og den jagende uhygge og apokalyptiske stemning hverdagskedelig. Det ville klæde Jepsen en gang imellem at lade sin bog tale med to eller flere tunger, give og los og fyre ordentligt op under kedlerne. Det barokt bizarre i den sønderjyske dommedag fortjener andet end Roberts patetisk-nervøse sprogdragt.
Erling Jepsen: “Frygtelig lykkelig”. Roman. Borgen, 231 sider, 229 kroner.