af Majken Hirche, cand.scient. og Ryan Smith, cand.mag.

Brad Warner (f. 1964) er lidt af et fænomen i Zen-kredse. Efter en ungdom som punk-rocker og ugidelig slacker i Reagans USA kastede han sig over Zen-buddhismen, udvandrede til Japan og endte med den højeste rang indenfor Soto-skolen. Her indimellem nåede han at spille med i punkbandet Zero Defex, producere japanske monsterfilm i B-minus-minus-klassen, og gifte sig med en japansk skønhed. Hans bøger, Hardcore Zen, Sit Down And Shut Up og Zen Wrapped in Karma Dipped in Chocolate er historien om hans process, såvel som en indføring i Zen. Det er meget personlige bøger. Det er Warners historie. Og det er til dels den bedste indføring i Zen som findes på engelsk.

Mens vi på overfladen guides rundt til punkkoncerter og bag sættet på ubeskriveligt dårlige monsterfilm opdager vi hurtigt, at omdrejningspunktet for historierne ikke er tilfældige erindringer, men derimod Zen-buddhismens lære: Ifølge Zen er punkkoncerter, Godzilla og overfyldte offentlige toiletter nemlig ikke spor forskellige fra dyb meditation i sirligt rene japanske middelalderklostre: Det er alt sammen en del af virkeligheden, en virkelighed som ifølge Zen ikke kan inddeles, opdeles eller kategoriseres.

Forsøget på at binde så umiddelbart forskellige hændelser sammen, kunne hurtigt være kommet til at virke anstrengt og utroværdigt, hvis ikke det var for Warners store opfindsomhed og kreativitet i at associere fra den ene begivenhed til den anden.

Ikke alle gode gange tre

Zen Wrapped in Karma Dipped in Chocolate er nummer tre i Warners forfatterskab. Forud herfor gik den legendariske debut Hardcore Zen og den jævne, men dog læseværdige Sit Down and Shut Up. Begge disse bøger giver en glimrende og lettilgængelig indføring i Japans måske største tænker, Dogen Zenji, og denne filosofi og skole.

I Zen Wrapped in Karma Dipped in Chocolate kastes læseren endnu engang ud i Warners tempofyldte og begivenhedsrige tilværelse, men livets tidligere lyksaligheder er nu afløst af død og ulykke: Familiemedlemmer afgår ved døden, konen vil skilles, jobbet bliver nedlagt, og Zen-præsterne i ordenen skændes om, hvem der skal efterfølge den gamle mester efter dennes død. Så Zen Wrapped… starter egentlig fra et ganske spændende udgangspunkt: Hvordan håndterer en Zen-mester alvorlige livskriser?

Uheldigvis formår bogen ikke at afvikle sit præmis på tilfredsstillende vis: Warner skriver ganske vist om meditation og Zen-træning. I det store og hele virker det dog som om, at han ikke er til stede i det buddhistiske mindset han så udførligt beskrev i de forrige titler, men i stedet møder livets kriser på samme måde som enhver anden ville gøre det: Ved at respondere ganske forudsigeligt på kortsigtede fornøjelser som joints, alkohol og muligheden for at være sin kone utro.

Man sidder således tilbage med fornemmelsen af at Zen Wrapped… er et projekt, der overvejende har fungeret som selvterapi for Warner; som et personligt forsvar og en undskyldning for sine mindre ærbare gerninger. Et eksempel: Den nyligt fraskildte Zen-mester begynder at gå på rov blandt sine elever og retfærdiggør det således: ”Jeg kan ikke se nogen grund til at en matematiklærer ikke skulle hjælpe sin kæreste med sine lektier.” Man spørger sig selv om ikke den nærliggende sammenligning havde været: ”Jeg kan ikke se nogen grund til at en matematiklærer ikke skulle gå i seng med sine elever.” … Men det kan Warner jo godt.  Således bliver store dele af bogen temmelig uinteressant læsning, der havde gjort sig bedre som upublicerede dagbogsbekendelser eller tilståelser hos psykologen.

Bogen har dog sine lyse øjeblikke, hvor man bliver udfordret på sine forestillinger om Zen. Warner viser i kraft af sin selvudlevering, at selv som ordineret Zen-mester er livet stort set det samme med dets dilemmaer, kriser og evindelige problemer, problemer og flere problemer. På den måde fejer Brad alle forestillinger om, at Zen kan føre til frelse og et problemløst liv af bordet, og advarer samtidig imod alt og alle som begiver sig af med sådanne forestillinger. Enkelte kick til forståelsen af Zen bliver der dog leveret her og der, og det er derfor synd og skam at Brad ikke har levnet oplysningen mere plads.