af Ryan Smith, cand.mag.

Moderne europæere er forvirrede over deres egen kultur, og ikke kan sige hvad den står for. Hvad må man og hvad må man ikke? Hvad har man ret til og hvad ikke? Disse spørgsmål er, også for etniske danskere, svære at besvare for ifølge velfærdsstatens tilhængere har man ret til forfærdelig mange ting. Man har ret til et hjem, til mad og til en hel vifte af støtteordninger og overførselsindkomster hvis man ikke kan klare sig selv. Skal man tro visse af velfærdsstatens tilhængere, såsom socialdemokraternes Mette Frederiksen, så skal disse rettigheder endda stå ”over ‘den almindelige’ lovgivning”.

Men de mange ydelser som velfærdsstatens tilhængere vil ophøje til “rettigheder” opstår jo ikke af sig selv. De er inddrevet via indhug i andres ejendom og fortjenester. Kræverettigheder finansieres via indgreb i andres frihedsrettigheder. Men som vi ved fra Mette Frederiksen så skal arbitrært bestemte “velfærdsrettigheder” altså vægtes højere end almen lov og ret. “De svages” materielle behov skal med andre ord vægtes højere end alle andres frihed. Filosofien bag “velfærdsrettigheder” er med andre ord en filosofi der hviler på tvang.

Godt nok ønsker mange liberale at betale til fælles forsvar, domstole og politi, men til forskel fra socialdemokraterne så ved liberale, at disse indgreb i den individuelle frihed sker med forståelse for, at det er foranstaltninger der skal sikre alles frihedsrettigheder på den lange bane. Retten til at kræve bad, bolig og økologisk frokost på andres regning er ikke frihedsrettigheder. Det er kræverrettigheder og et overgreb mod de mennesker som man med staten i ryggen i vil true til at betale regningen for andre.

Præcis hvad der sker når de mange sætter sig for at kræve i stedet for selv at producere, er hvad Lars Seier Christensen satte fokus på med sit 2005-genoptryk af Ayn Rand-klassikeren Atlas Shrugged. Bogen blev mestedels modtaget med sjove bemærkninger og letkøbt kritik, men værket er alt andet lige er en udpenslende skønlitterær fortælling om hvad der sker når krævermentaliteten sættes højere end ansvaret for eget liv. Jeg skriver skønlitterær, men fiktionsgraden er det efterhånden så-som-så med efter at Socialdemokraternes Julie Rademacher truede med at opløse Mærsk eller SFs Matthias Tesfaye snakkede om at indføre en maksimalløn på 50.000 kr.

En befolkning fikseret på kræve af andre, snarere end selv at tage ansvar var også præcis hvad den amerikanske filosof og præsident Thomas Jefferson frygtede: Jefferson var stærkt bekymret for, at når først folk holdt op med at tænke på hvordan de kunne klare sig selv og i stedet begyndte at spekulere i hvordan de kunne stemme sig til en tilværelse på andres bekostning, så ville det signalere begyndelsen på enden. ”A Gothic Empire” kaldte han det. Gotisk fordi et samfund hvor ingen arbejder før eller siden må gå under, og Empire fordi sådan en stat vil forgribe sig voldsomt på borgernes frihedsrettigheder. Med sine mange overførselsindkomster, forbud og reguleringer er den danske velfærdsstat et Gothic Empire par excellence.

Konsensukarantænen

Men denne tænkning er fremmed for tilhængerne af velfærdsstaten. Lad os se nærmere på, hvad det er for en filosofi, der driver dem: Marxister og socialister har alle dage set stort på distinktionen mellem kræverettigheder og frihedsrettigheder. Socialisterne har sagt, at distinktionen måske er fin som et tankespind og et glansbillede, men at positive kræverrettigheder og negative frihedsrettigheder ikke kan adskilles i praksis. Argumentationen for socialisternes synspunkt har det dog oftest været så som så med. Som her hvor Birgitte Kofod Olsen, tidligere vicedirektør for Center for Menneskerettigheder, kritiserer den liberale tradition som fører til en hierarkisering af positive og negative rettigheder:

”Der er politisk konsensus om, at vi har de to sæt rettigheder, der er indbyrdes afhængige og skaber retslige forpligtelser for staterne. Han [Jacob Mchamgama] bliver i debatten mere ideologisk i sine holdninger end han forankrer dem i politiske realiteter.”

Liberale søger som sagt at lade friheden stå over krævermentaliteten. Men det afvises altså her med henvisning til, at der er “politisk konsensus” om at sidestille de to typer rettigheder. Altså en argumentum ad populum-fejlslutning: Hvis der er ”politisk konsensus” for en sag, så er det lige meget hvilke argumenter, der findes imod den. Så er modstand nemlig ”ideologisk” og ikke forankret i de ”politiske realiteter”.

Argumentationen for “velfrædsrettigheder” kan uden besvær bruges til at afstedkomme åbenlyst uretfærdige indgreb i andres frihedsrettigheder: F.eks. er der i Europa en “politisk konsensus” om at lade hånt om islamkritikere som Lars Vilks og Ayann Hirsi Alis personlige sikkerhed. Med velfærdsstatens filosofi som motor kan man altså uden besvær retfærdiggøre indgreb i ytringsfriheden eller de facto dødsdømme mennesker for religionskritik. Alt hvad der kræves er “politisk konsensus”.

At man ikke behøver at undersøge det enkelte argument, men blot tjekke om det ligger i tråd med den politiske mainstream vidner om et kollektivistisk og uhyggeligt ekspansivt syn på det politiske domæne: En filosofi der ikke anerkender, at visse ukrænkelige principper må stå over dagligdagens politiske kamp om fiskekvoter og fritidshjem er en filosofi der ikke anerkender de naturlige grænser for statsmagten. (‘Naturlige’ efter John Locke: Menneskets naturlige ret til frihed fra andres indblanding og til den velstand det selv producerer.) Har Center for Menneskerettigheder mon glemt at man vanskeligt kan åbne en historiebog uden at blive konfronteret med de grummeste eksempler på ting der har været “politisk konsensus” for og som var solidt forankret i “de politiske realiteter”?

Er Center for Menneskerettigheder overhovedet villige til selv at tage konsekvensen af deres logik? Herfra vil jeg tillade mig at gætte på, at der også er “politisk konsensus” om at behandle isolationsfanger, flygtninge og indvandrere på en anden måde end CfM foretrækker. Vil CfM så acceptere at den “politiske konsensus” diskvalificerer deres holdninger på gråt papir? Vil de identificere sig selv som mere ideologiske end realitetssøgende?

Velfærdsopdragerne

I Mette Frederiksens udspil om positive velfærdsrettigheder så vi, hvordan hensynet til ”de svageste” skulle stå over lovgivningen. Eller oversat til rettighedstænkning, så skal de svagestes kræverrettigheder stå over andre menneskers frihedsrettigheder. Som et eksempel på denne tankegangs absurde konsekvenser kan man fremhæve, at det ofte er de svageste mænd som tyer til voldtægt. Ifølge Mette Frederiksen skal hensynet til voldtægtsmænd altså veje tungere end til ofrenes retssikkerhed så længe voldtægtsmanden tilhører “de svageste” og offeret tilhører en anden social gruppe. Og Mette Frederiksen kan ikke indvende, at hensynet til samfundets svageste ikke gælder voldtægtsmænd, for hun har netop selv ophævet skillelinjen mellem kriminel og lovlydig ved at sætte hensynet til “de svage” “over lovningen”.

Men selv hvis man accepterede præmisset om, at hensynet til den svage voldtægtsmand skal stå “over lovgivningen” så ved enhver at voldtægt er en stærkt traumatiserende oplevelse for offeret. Når mænd fra Socialklasse 5 jævnligt skal have lov at påføre deres omgivelser den skade må det være fordi Mette Frederiksen mener, at de ikke har kontrol over egne handlinger. At “de svage” på denne måde skulle have mere til fælles med dyr end med mennesker virker måske som et utroligt synspunkt, men med dette udsagn markerer Mette Frederiksen sig sådan set bare som det seneste led i en lang række af venstrefløjstænkere som på den ene side har aldrig har misset en chance for at erklære deres udødelige kærlighed til “de svage”, mens de på den anden side samtidig afslørede en nedladende foragt for netop samme svage.

Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, hvis tanker ligger til grund for store dele af den moderne venstrefløjstænkning, snakkede længe og passioneret om folkets fælles vilje som skulle bestemme samfundsudviklingen. Ikke desto mindre mente han dog, at ”Fællesviljen” skulle fortolkes af en særlig elite af lærde fordi folket når det kom til stykket blot var som en “stupid, frygtsom, invalid”.

Karl Marx læste Rousseau med stor fornøjelse og indarbejdede Rousseaus tanker om “Fællesviljen” i sin egen tænkning. I Marx bliver folkets fælles vilje til proletariats vilje til klassekamp og revolution. Ganske vist var Marx bedre til at skjule sin foragt for masserne men mente ikke desto mindre at “en massiv genopdragelse og forandring af mennesket” var nødvendig for at realisere det kommunistiske samfund. Mens Rousseau havde sin lærde elite til at opdrage på folket, så var det ikke nær så tydeligt hvem der skulle stå for denne opdragelse hos Marx. Og så alligevel: Sidst i 1870’ernes England, da arbejdsmarkedets parter af sig selv begyndte at nå til enighed om lønforhøjelser og arbejdsvilkår fik det landets industriarbejdere til at skrue ned for de revolutionære paroler. Men hvor en neutral observatør ville have konkluderet at Adam Smith havde ret i at markedet regulerer sig selv over tid, så udbrød en rasende Marx i stedet, at “hvis ikke proletariatet var revolutionært, så var det intet!” Den salvede elite som skulle opdrage på masserne hos Marx var i virkeligheden Karl Marx selv: Masserne skulle følge hans vision eller rådne op i deres eget pløre.

Vi ser altså, at mens man på venstrefløjen føler dybt for arbejderen og “de svage”, så går den særlige omsorg hånd i hånd med en foragt for selvsamme svage og et præmis om at venstrefløjens meningsdannere skal have beføjelser til at opdrage på masserne.

Det er denne tradition den moderne velfærdsstat skriver sig ind i, når socialdemokraternes Henrik Sass Larsen siger: “Socialdemokratiet har altid haft et ansvar for at opdrage på folk … Vi har en samfundsopdragende rolle, og den skal vi stå ved.” (Weekendavisen 04.09.09) Disse “velfærdsopdragere” vil med andre ord blot erstatte marxismens to klasser (proletariat og kapitalist) med to andre klasser (proletariat og velfærdsopdrager). På denne måde har politikerne på den den marxistisk inspirerede venstrefløj altså langt mere til fælles med det klasseopdelte samfund de siger de vil bekæmpe end med det liberale alternativ som i videst muligt omfang søger at lade merit og flid afgøre den enkeltes skæbne.

“Vælfærdsopdragerene” fra Rousseau til Karl Marx, og fra Henrik Sass Larsen til Mette Frederiksen har altså altid udtrykt en stærk bekymring for samfundets svage. Men det er samtidig en bekymring hvis implikationer har givet dem selv elitestatus som de salvede lærte; nidkære hyrder med retten til at opdrage på arbejderen. Velfærdsopdragernes bekymring for de svageste kommer ikke uden klientgørelse af disse svage. I velfærdsopdragernes egen optik er de derfor overmennesker der “ved bedre” og som skal vise masserne vejen ud af deres egen elendighed.

Denne klassefetichisme, der i den grad blæser på det klassisk liberale princip om lighed for loven, kan måske også forklare hvorfor både Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmitt har fordømt folk som satte deres børn i privatskole men samtidig ikke har set en intuitiv diskrepans mellem dét, og så at sætte deres egne børn i privatskole: I deres eget hoved tilhører de ikke “folket” men den særlige klasse af velfærdsopdragere for hvem der gælder andre regler. Alt sammen sætter det den venstreorienterede snak om klassebevidsthed i et nyt lys: Et lys der forklarer hvorfor Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmitt håndterer deres sager om skoler og skatteforhold med en attitude der har mere til fælles med majestætsfornærmelse end med den ydmyghed man ville forvente fra principielt integre mennesker.

Velfærdskalifatet

Men vent: Findes der ikke ikke en anden samfundsform hvor man lader hånt om principielle frihedsrettigheder og underkuer individet for at tilgodese kollektivets behov? Hvor er det nu vi også har hørt om om en samfundsform med en særlig klasse af lærde som aldrig har haft et ærligt arbejde men ikke holder sig tilbage for at fortælle andre hvad de skal gøre? En samfundsform der, ligesom velfærdsstaten, gør regelmæssig brug af tvang og underkuelse for at nå sine politiske mål, en samfundsform hvor den særlige klasse af lærde aldrig kunne drømme om selv at følge de instrukser de pålægger resten af befolkningen?

Jo, vi kender skam sådan en samfundsform. Vi ser den overalt hvor Islam ophøjes til politisk ideologi. Islamistiske velfærdsopdragere siger nemlig også ét til den befolkning de “opdrager”, mens de selv gør noget ganske andet. Og ligesom Socialdemokraterne, så fører islamisternes logik dem også ud i at holde hånden over voldtægtsmænd. Hvordan skal vi plausibelt kunne stå fast på, at vi er bedre end islamisterne, når vi med velfærdsstaten foretager den samme politiske prioritering og sætter kollektivet og “den politiske konsensus” over individets frihedsrettigheder?

Hvordan skal vi troværdigt kunne sige til indvandrere fra en kollektivistisk kultur med ringe respekt for individet, at de skal omgøre deres manerer når vi selv støtter et sådant system i form af velfærdsstaten? Hvordan skal vi sige til muslimske indvandrere at de skal acceptere den enkeltes ret til frit at tegne Muhammed, når vi samtidig siger, at det er deres ret at kræve sig ud af enhver ubehagelighed? Hvis man med sine “velfærdsrettigheder” i hånden kan kræve indgreb i andres frihed for aldrig at blive sulten, ensom, hjemløs eller beskidt, hvorfor kan man så ikke også kræve indgreb i andres frihed for aldrig at blive såret og stødt på sin tro?

Det kan man også. Alt det kræver er en socialistisk rettighedstænkning som velfærdsstatens hvor staten bifaldes for at tvinge og underkue individet for at tilgodese kollektivet. Retten til ikke at blive konfronteret med Muhammed-tegninger ligger i logisk forlængelse af retten til ikke at blive sulten, hjemløs eller beskidt. Det er den logiske konsekvens af den filosofi hvor man kan kræve sig til en behagelig tilværelse. Det er den logiske konsekvens af statsgaranteret velfærd.