af Torben Mark Pedersen, cand.polit et exam art, Ph.D.

Hvad angår den såkaldte “klimagæld”, så har det været fremme i medierne, at venstrefløjen og udviklingslandene kræver kompensation for omkostningerne af de (mulige) fremtidige klimaforandringer. Da ingen af udviklingslandene “beyond reasonable doubt” kan dokumentere, at de i dag lider under klimaforandringer som følge af  CO2-udslip , er der mest af alt tale om afpresning.

Det kan ikke afvises, at udviklingslandene i fremtiden vil komme til at lide under klimaforandringer, skabt af I-landenes CO2-udledning, men selv hvis det bliver tilfældet, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi skal kompensere dem for de negative eksterne effekter af CO2-udslip: De globale eksternaliteter, de såkaldte naboskabseffekter mellem Vesten og U-landene, er nemlig ikke kun en omkostning, men også en gevist for den tredje verden.

Forurening er det klassiske eksempel på en negativ eksternalitet, som smitter dårligt af på naboerne, mens uddannelse, forskning og udvikling er gavnlige eksternaliteter, hvis effekter smitter positivt af på naboerne. Som bare et eksempel på de positive eksternaliteter genereret af uddannelse, forskning og udvikling kan nævnes den høje Vesteuropæiske vækst i 1950erne og 1960erne: Når væksten var så høj i denne periode skyldes det en teknologisk “catching up”-effekt hvor vi i Europa importerede højtudviklet teknologi og viden fra USA, og dermed sprang omkostningerne forbundet med den givne teknologiudvikling over.

Det samme har også været tilfældet for de asiatiske tigre, som har importeret teknologi, kompetencer og uddannelsesprogrammer fra Vesten. Og disse effekter gør sig selvfølgelig også gældende for U-landene, der kan drage fordel af den positive eksternalitet det er, at vi i Vesten er gået forrest og udviklet alskens teknologi og viden, som de nu kan gøre brug af for stærkt reducerede omkostninger.

Spørgsmålet er derfor, om de negative effekter af forurening og klimagæld alt i alt oversiger de positive effekter fra viden, teknologi og ulandsbistand? Efter udviklingslandenes egen logik, nemlig økonomiske efficienshensyn skulle vi altså konkludere, at det er udviklingslandene, der rettelig skal kompensere Vesten for de positive effekter af vores investeringer i uddannelse, forskning og teknologi.

Selvfølgelig mener jeg ikke alvorligt, at vi i Vesten skal kræve en sådan kompensation (og præcis hvilke firmaer skulle modtage den?), men når klimaalarmister og venstrefløjen i al almindelighed sætter sig for at begå afpresning for, at vi i Vesten skal kompensere udviklingslandene for de negative eksternaliteter af vores CO2-udslip, så må de rettelig også medregne de positive eksternaliteter fra Vestligt udviklede computere, mobiltelefoner og medicinalvidenskab. Og så er det ikke længere helt så indlysende, at det er “os”, der skylder “dem” noget.