Pessimismen på pension

af Ryan Smith, cand.mag.

Mød vores forfader Homo erectus: De havde noget med stenøkser. Overalt hvor de levede, filede de flint til stenøkser. Erectus dominerede i en million år, og spredte stenøkser ud over hele kloden. Da deres evolutionære livline omsider rendte ud, var stenøksen stadig det nye sort: En million år med stenøkser og en million år uden innovation: Havde man set én stenøkse, havde man set dem alle. Så kom Homo sapiens på banen, og i løbet af hundrede tusinde år opfandt vi mejslen og møllehjulet, kloakering, slankepulver og taletidskort. Hvad er forskellen på os og Erectus?

Enter Matt Ridey: Adelmand, biolog og børsmægler, – og skriverkarl af Guds nåde. Ridley har tidligere vakt opsigt med sine evolutionsbøger, Genome og The Red Queen, hvori han fremhæver sex som den drivende kraft i evolutionen. Nu har Ridley skrevet en ny bog, som ud over evolution, også kaster sig i grams med økonomi og politik. Titlen er The Rational Optimist – How prosperity evolves, og hvor Ridley før har fremhævet sex mellem mennesker som evolutionens grundvold, så giver han nu skruen et ekstra nøk, og fremhæver den frie handels evne til at avle ”sex mellem ideer”, som det der har drevet Homo sapiens teknologiske udviklingshistorie fra flintøkse til frysepizza.

The Rational Optimist er på mange båder en mærkværdig bog: Hvis vi bliver i sex-metaforen, så kan bogen bedst beskrives som sex mellem Adam Smith og Charles Darwin: Selvom Ridley aldrig har skrevet om politik, så har han altid været liberal ”i baggrunden”, når han skrev om seksuel selektion og selviske geners kampe for overlevelse. Men med The Rational Optimist får vi nye toner: Vi får en Ridley, der tager skridtet fuldt ud og skriver direkte om politik. Og med The Rational Optimist ønsker han at fortælle os tre ting: At frihandel er gavnligt for menneskeheden, at vi som følge af frihandel er rigere, renere og sundere i dag, end nogensinde før i historien, og at det derfor er irrationelt at være pessimistisk omkring fremtiden.

Tilbage til Homo erectus. Ham med stenøksen. Homo erectus har helt sikkert hjulpet hinanden, og efter alt at dømme har de også haft et rudimentært sproginstinkt. Men hverken Erectus, Neandertalerne eller nulevende menneskeaber, har nogensinde kunnet se formålet med, at bytte ting på kryds og tværs på samme måde som Homo sapiens gør det. Og ifølge Ridley er det marskandiser-genet hos os Sapiens, der er hemmeligheden bag vores evolutionære sucess: Handel. Men ikke kun handel. Handel og arbejdsdeling: Neandertalerne skaffede deres mad ved jagt og fouragering, præcis som vores forfædre gjorde det, men de opnåede aldrig en effektiv arbejdsdeling, og noget tyder også på, at de ikke handlede deres værktøj imellem sig, men udfærdigede det på stedet, og efterlod det igen når opgaven var overstået.

Anderledes gik det med Homo sapiens: Mændene jager, kvinderne fouragerer og passer børn. Ved fyraften mødes man og bytter ressourcer. Specialisering, arbejdsdeling og handel var trends hos de første Homo sapiens, og udviklingen tog hurtigt fart: Du er stærk men rastløs. Jeg er svag men tålmodig. Jeg snitter knogler til spyd, og du bruger dem til at fange gazeller. – Tilsammen får vi mere kød end nogen af os kunne få på egen hånd. Og hold nu godt fast: Dette trick virker også selvom du er stærk og tålmodig og jeg er svag og rastløs. Selvom du både er bedre til at lave spyd, og bedre til at jage end jeg er, så er vi sammen bedre tjent med, at jeg også laver kastespyd, men giver dem til dig, der som en anden Herkules, har styrken til at kaste dem kraftfuldt og langt.

Således er vi fremme ved Ridleys liberale tolkning af Homo sapiens udviklingshistorie: For selvom vi samarbejder, så vil du naturligvis ikke dele lige over, når nu du bidrager så meget, og jeg bidrager så lidt. Men selvom jeg synes det er uretfærdigt, så samarbejder jeg alligevel, for inderst inde ved jeg, at jeg selv får mere gazelle ved at indgå i samarbejde med dig, end jeg ville få, hvis jeg skulle klare alting selv, sådan som neandertalerne gjorde. Vores samarbejde er således en handel. – En ulige, forskelligartet, ikke-reciprok handel.

Og den slags nuancer er der ingen andre arter som formår at operere med, når de handler: Chimpanser kan bedre lide druer, end de kan lide æbler, end agurker, end gulerødder. De kan godt bytte gulerødder for druer, men kan ikke se formålet med at bytte æbler til vindruer, uanset hvor mange druer de tilbydes: Chimpanser kan simpelthen ikke finde ud af at bruge handel og arbejdsdeling til at optimere deres eget lod, sådan vi to lige gjorde, da vi byttede kastespyd for død gazelle.

Handel og arbejdsdeling. Da først det lille trick havde bidt sig fast, så var det bare at gentage det om og om igen, fra kastespyd til kornkammer, til akvædukt, til vandmølle, til jernbane, til elektricitet, til kunstig intelligens, og i løbet af hundrede tusinde år var 10.000 afrikanske jæger-samlere vokset til 6,8 milliarder specialister med beboelser overalt på planeten og en rumstation i kredsløb om den. Alt i alt var det et udmærket nummer med handel og arbejdsdeling, for uden vores evne til at samarbejde, ville både du og jeg stadig snuble rundt i stenalderen og anstrenge os med at lave stenøkser. I stedet har vi nu det frie marked som har givet os en rigdom, luksus og sundhed som Caesar, Attila og Louis XIV kun kunne drømme om. Så op med humøret og send pessimismen på pension, for i fremtiden er det rationelt at være optimist.

Såvidt Ridleys teknologiske udviklingshistorie over de forgangne 100.000 år: Handel er hvad der definerer Homo sapiens som art, og handel er den motor der driver udviklingen. Kritikere vil nødvendigvis stå i kø for at skose Ridleys sammenblanding af biologi og politik, og de vil med lethed kunne tage ham til indtægt for den tendentiøse, og sine steder overfladiske, brug af kilder til at understøtte bogens hypotese.

Med The Rational Optimist har Ridley givet os en bog der gerne vil hele vejen rundt om biologi, økonomi, psykologi, politik, 100.000 års historie og en god bid af fremtiden i en brødtekst på bare 359 sider. På de præmisser må billedet nødvendigvis males med den helt brede pensel. Pointerne må kæmpe om pladsen, og mange af argumentationens forgreninger bliver for subjektive, og følges ikke altid til dørs af kilder. Hovedpointen om specialisering og arbejdsdeling holder dog efter denne anmelders mening vand (dog uden at legitimere Ridleys politiske liberalisme), og alt i alt er der tale om en bog der er smækfyldt med dragende, kontroversielle, stimulerende (og ikke nødvendigvis sande) perspektiver på hvordan Homo sapiens udviklingshistorie kan have forløbet.

The Rational Optimist falder på et tørt sted, for i en tid hvor mainstream-medierne kammer over af skingre dommedagsprofetier er der behov for at bøger som denne bliver skrevet… og læst.

Matt Ridley: “The Rational Optimist – How prosperity evolves”. Populærvidenskab.  Fourth Estate, 448 sider.