af Pernille Sørensen, cand.mag.

Indledning

Det er ofte blevet sagt om Holbergs verdenssyn, at det er fanget mellem fortidens autoritetsbetonede strenghed og oplysningstidens nye ideer om fornuft, logik og kritisk sans.

Der kan imidlertid sås megen tvivl om hvorvidt ”fanget” er en dækkende betegnelse: Som en af sin tids førende akademikere forstod Holberg disse værdisæt til fulde, og gjorde flittigt brug af dem begge i sit forfatterskab. Netop fordi Holbergs egen synsmåde ikke bekender sig absolut til hverken den ene eller det anden af disse opfattelser, fordi han forbinder og fusionerer, netop derfor er Holbergs verdenssyn interessant: Det er unikt og dets eget.

For den som ønsker at danne sig et helhedsindtryk af Holbergs politiske standpunkter kan det ved i første omgang føles som at løbe hovedet mod en mur: At danne sig et sådant indtryk besværliggøres nemlig af en række faktorer:

For det første var Holberg, såvel som alle andre borgere i tidens Danmark-Norge, underlagt censur. Dernæst må den spirende Holberg-læser konstatere, at forfatterskabet er enormt og at de behandlede emner spænder over alt ligefra selve menneskehedens natur, til den bedste måde at fange fluer på inden døre(!). Endelig kommer, at der findes eksempler på, at Holberg som en slags akademisk lejesvend til tider har taget sig betalt for, på vegne af enevælden at udtrykke dennes synspunkter og ræsonnere over disse. Det er skrevet om periodens censur at: ”I virkeligheden kunne forfatterne [på Holbergs tid] skrive meget frit når blot de gav deres arbejder en let litterær eller videnskabelig forklædning.”. Selvom der rigtig nok findes eksempler på, at Holberg (blandt andet i sin historieskrivning) har måttet udtrykke sig ukarakteristisk vagt, så har værker som ”Niels Klims underjordiske reise” et tydeligt allegorisk indhold. Den sidste af disse hindringer er håndteret ved simpelthen ikke at inddrage de propagandistiske bestillingsværker.

Enevældens legitimitet og beføjelser

Det er værd at notere sig at det tidlige attende århundredes Europa ikke regeredes af fyrster fra Moskva til Lissabon, men at der fandtes et mindre antal republikker på kontinentet såsom Nederlandene, Schweiz og Venedig. Ikke desto mindre har det dominerende debatemne blandt samfundseliten i Danmark på denne tid ikke været demokrati kontra monarki, men enevælden og grundlaget for denne.

Det filosofiske grundlag for denne diskussion skal findes i henholdsvis Hobbes der med sin ”Leviathan” hævder, at menneskenes natur er at gøre hinanden ondt (homo homini lupus est), og at kun den almægtige kongemagt kan forhindre dette. Overfor Hobbes finder vi Grotius, Thomasius og Pufendorf som fortalere for den tese, at mennesket instinktivt søger at opbygge samfund, og at de herskernes privilegier derfor udspringer af naturretten. Naturretten blev af Grotius defineret som de regler hvis mening giver sig selv når de underkastes fornuften.

For Holbergs vedkommende er den vigtigste af disse tænkere Pufendorf. I sit værk ”Om natur og folkeretten” fra 1672 hævder Pufendorf, at nok er selve staten skabt af Guds vilje, men kongens magt er verdslig og udgået af folkets værdighed som det gennem en uudtalt samfundspagt har overdraget til fyrsten. Således er kongen ifølge Pufendorf ikke Guds stedfortræder på jord, men statens første tjener.

I helstatens hovedstad afvistes disse betragtninger dog fuldkomment af Johannes Vandal i 1667 og af H.G. Masius igen i 1687. Ifølge disse teologer er kongedømmet ikke blot af Guds vilje, men Gud griber aktivt og særlig stærkt ind i kongens liv for at forsvare, rådgive og styrke kongen. I naturlig forlængelse heraf, giver de to lærde mænd udtryk for at folket ikke kan overdrage en værdighed til kongen som det ikke har og aldrig har haft. Fra danske forfatteres side stod Vandal og Masius’ betragtninger ubestridt indtil Holberg i 1716 publicerede værket ”Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab…” hvori han både formidler og redegør for Pufendorf, Grotius og Thomasius’ tænkning, såvel som han udvider og videreføre denne gennem tilføjelse af egne betragtninger. Det er først og fremmest baseret på Pufendorfs tænkning, at Holberg argumenterer for det synspunkt, at  menneskets trang til statsdannelse er naturlig og guddommelig. Samtidig undlader Holberg dog mærkeligt nok at tage stilling til hvorvidt kongen er af Guds nåde sådan som Vandal og Masius havde hævdet det. Hos Holberg bliver Pufendorfs samfundspagt til en frivillig dobbeltpagt hvor befolkningen overdrager magten til fyrsten, men fyrsten til gengæld forpligter”…[til] alle Tider [skal] have sine Undersaatteres Velfærd for Øyne.”.

Når Holberg uanfægtet kunne give udtryk for sådanne synspunkter på trods af at enevælden i Danmark tidligere havde taget entydigt parti for de to gejstlige, blandt andet ved at brænde tænkeren Thomasius’ modskrift til Masius, skyldes det ifølge Jens Kristian Andersen at ideerne om natur- og folkeret havde fundet vej til Københavns Universitet sidst i det syttende århundrede, og Andersen skriver sågar om publiceringen at ”…der ingen som helst risiko [var] forbundet dermed.” Hvis denne betragtning ellers er sandfærdig kan det synes så meget mere ejendommeligt at Holberg undlader at viderebringe Pufendorfs synspunkter om, at kongen ikke som udgangspunkt er guddommelig, men at han indirekte får overdraget statens guddommelighed. Dette giver anledning til spekulation om hvorvidt det virkelig har været risikofrit at betvivle kongens guddommelighed i tidens Danmark-Norge.

Givet Holbergs beundring og fascination af Pufendorf, og givet Holbergs øvrige betragtninger på området såsom ”GUD er Autor til Naturens Lov” kan man e silencio slutte, at Holberg givetvis har været enig med Pufendorf i denne sag, men har frygtet den furore en videreformidling af dette synspunkt ville have skabt i Danmark.

Som fremsynet akademiker og budbringer for de første af oplysningstidens filosoffer, besad Holberg en stærk tro på det han opfattede som den almene fornuft som var tilstede i ethvert menneske. Denne tro på den sunde fornuft kom også til at danne grundlag for Holbergs statslære.

Derfor finder man i forfatterskabet rationalitetsbetonede betragtninger såsom at forfatninger skal dømmes på hvorvidt de kommer folket til gode, at det væsentlige ikke er regeringens form, men dens kvalitet og at alle regeringsformer i princippet er gode når blot den – eller de – regerende er ”dygtige og dydige”.

Sætter man imidlertid disse betragtninger i relief mod Holbergs øvrige synspunkter bliver det klart, at de hovedsageligt er principielle: Holberg selv var en udtalt tilhænger af den enevældige model som havde kritiseret såvel det antikke Grækenland og Roms ”blandede forfatninger” som samtidens engelske, nederlandske og polske forordninger. Denne holdning ses endvidere i ”Niels Klims Underjordiske Reise” hvor riget Potu, der regeres enevældigt, skildres som en forbilledlig stat i skarp kontrast til adelens rige Martinia, som Holberg lader være regeret af aber, og demokratiet i ”det frie Land” som er henkastet til anarki fordi ingen ved hvem der har magten.

Dermed er det imidlertid ikke sagt, at Holberg viger fra sin tro på fornuften som statsmagtens grundlag: Når Holberg er tilhænger af et enevældigt monarki frem for adelsvælde eller demokrati bundet det i en overbevisning om at monarkiet er det mest effektive af de tre. Da monarken ikke skal nå til enighed med nogen anden part kan denne træffe beslutninger hurtigt og uden at der er tvivl om deres gyldighed. Derfor er enevælden ifølge Holberg den nyttigste og mest effektive styreform og dermed den mest fornuftige.

Når Holberg er så stærk en støtte af autokratisk magt til kongen hænger det udover effektivitetskriteriet sammen med at Holberg slutter sig til Pufendorf og Hobbes i den betragtning at loven er til for at beskytte de svage mod de stærke. Som et værn mod andre menneskers ondskab og overgreb.

Holberg har altså overgivet sig fuldstændigt til autoritetstroen hvad angår monarkers magtebeføjelser. Som eksempler på store regenter fremhæver Holberg i sine historiske værker regenter såsom Peter den Store, Ludvig XIV, Frederik II og Maria Theresa som alle styrkede og centraliserede monarkiets magtbase i deres respektive riger og lande.

I sin historieskrivning hilste Holberg derfor også statsomvæltningen og indførelsen af absolutismen i Danmark af 1660 velkommen som såvel et fremskridt som en tilbagevenden til tidligere tiders tilstande. For Holberg havde 1660 først og fremmest været lig med en styrkelse af den kongemagt han agtede så højt og talte så kraftigt for. Ud fra den betragtning at den enkelte borgers lykke var forbundet med statens og dermed kongens velbefindende  fastholdt Holberg, at den enevældige monarks magt skulle være absolut og autokratisk uindskrænket overfor såvel jævne undersåtter som gejstlighed og adel, ja alle andre autoriteter endsige Gud selv.

Enevælden og stænderne: Gejstligheden

Gejstlighedens legitimitet udsprang selvsagt i kraft af dens rolle som formidlere af religionen og Guds nåde på jord. Nok havde lutheranismen bebudet et mere direkte forhold mellem den troende og Gud selv, men det syttende århundredes strenge og dogmatiske teologi repræsenteret ved henholdsvis ortodoksien og pietismen havde alligevel levnet de gejstlige en vis indflydelse.

I tidens teologi var der imidlertid begyndt at tegne sig en konflikt imellem det hidtidige teistiske verdenssyn, der bekendte sig til en allestedsnærværende Gud som aktivt greb ind i den enkeltes liv, og så oplysningstidens deistiske opfattelse af Gud som ”…den store urmager der havde skabt det vældige værk og sat det i gang – men som derefter ikke greb ind”. Et verdenssyn som senere indkapsledes i Voltaires betragtning om, at når Sultanen sætter et skib til søs bekymrer han sig ikke for de mus der måtte være om bord.

Holberg bekendte sig ikke ubetinget til nogen af disse retninger, men synes i kraft af sin udprægede rationalitet at have meget tilfælles med deisterne. Det ses for eksempel når Holberg i epistel 118 skriver at nok satte Gud Sodoma og Gomorra i brand, men at det jo ikke er ensbetydende med at alle brænde skal opfattes som Guds straf.

I de kirkehistoriske værker møder man indtil flere gange det synspunkt, at gejstligheden skal underordne sig kongemagten, og ikke omvendt. I sine forestillinger om kongemagtens håndtering af rigets religiøse spørgsmål gør Holberg stærke udfald mod den religiøse intolerance der siden reformationen har hersket over det meste af Europa. Men Holberg vil ikke gå så langt som at anbefale religionsfrihed, og mener sågar at statsmagtens skal kunne forbyde visse religiøse retninger.

Enevælden og stænderne: Adelen

Før 1660 var den danske adel foruden dens fødselsret i besiddelse af en række økonomiske fordele såsom monopol på at eje godser, førsteret til at beklæde offentlige embeder og skattefrihed. Disse privilegier hæmmede mulighederne for det bedre borgerskab idet de udgjorde en øvre grænse for hvad en ikke-adelig kunne opnå.

Efter begivenhederne i 1660 blev rigsrådets, og dermed adelens magt ophævet og privilegier og monopoler blev i stigende grad tilbagekaldt. Samtidig søgte enevælden at begunstige borgerskabet gennem oprettelsen af en ny adel som kom til at bestå af borgerligt fødte rigmænd. Med afskaffelsen af godsejermonopolet blev ejerskabet nu bestemt af formue og ikke fødselsret. Og da store dele af den gamle adel samtidig var havnet i finansiel uføre i denne periode gav omstændighederne god mulighed for social mobilitet i og med at den nye adel kunne opkøbe den gamle adels godser.  I sin livstids var Holberg selv var ganske flittig til at benytte sig af de nye muligheder for at avancere og endte sine dage som baron og dermed en del af nyadelen.

Holbergs syn på adelen er hovedsageligt blevet bestemt af to ting: Hans forkærlighed for enevælden og adelens nytteværdi.

I betragtning af at adelen i tiden før 1660 vitterligt havde ligget i et vedvarende tovtrækkeri med centralmagten synes det oplagt at opfatte rigsrådets magt som kongemagtens modpol, om ikke fjende, og Holberg indtog da også et netop sådan syn.  Holbergs historieskrivning er udpræget antiaristokratisk og skildrer adelen som gribbe der modarbejder kongen og dermed underminerer rigets velfærd til fordel for kortsigtet egen vinding. Gang på gang tager Holberg parti for kongemagten og tillægger adelen ansvaret for de ulykker som er overgået riget i dets historie. I Holbergs optik er de oldenborgske konger så godt som ufejlbarlige.

I Epistel 163 hedder det eksplicit at den gamle adel nok kan få lov at beholde de rettigheder som tilstandene efter 1660 byder dem, men at det ville have været bedre om der ikke var blevet oprettet en adel i første omgang. Her taler  Holberg om de arvelige titler som skaber ”Jalousie” og ”Misforstand” rigets indbydere imellem.  Dette synspunkt genfindes i satirisk form i ”Niels Klims Underjordiske Reise”  hvor de  adelsriget  Martinia regeres af stridende aber. Netop aben – der minder så meget om mennesket, og dog er det klart underlegent – tjener som en ganske fornem metafor fra Holbergs side møntet på at udtrykke den fornuftsstridige ordning der må have virket som en stor kilde til irritation for ham. Der samme gør sig gældende i komedien ”Don Ranudo” der – udover at være et anagram af ”O du nar” – skildrer den gamle adel som fattig, nytteløs og reduceret til udelukkende at legitimere sig i kraft af sin herkomst.

I ovennævnte epistel giver Holberg endvidere udtryk for at det strider mod hans fornuft at en rig og kyndig mand af borgerlig herkomst skal forbigås  til embede eller godsdrift til fordel for en fattig og inkompetent mand af den gamle adel. En sådan forordning vil kvæle borgerskabets medfødte dyder.  For Holberg gjaldt denne fornuftsstridighed gælder imidlertid ikke for den nye adel: Det at den var udnævnt af kogen sikrede at den ikke som den gamle adel gav skulle modsætte sig kongemagten. Gennem udnævnelsen stod den nye adel nemlig i et direkte gælds- og loyalitetsforhold til kongen. Udnævnelsesprocessen sikrede også, og den nye adel var ”Mænd af Merit” og dermed at denne nye stand af grever og baroner opfyldte Holbergs fornuftsbetonede nyttigheds- og effektivitetskriterier.

Men på trods af Holbergs harme over adelens historiske optræden og sin sviende satiriske skarphed var han ikke ubetinget fjendtlig overfor sin tids arveadel. Væk var dens politiske magt, men en del af dem fastholdt ejerskabet over deres godser og titlerne gik forsat i arv. I forbindelse med genopretningen af Sorø Akademi hvis formål Holberg selv formulerede som ”…at fremme Udviklingen af Statskundskaberne.”. Er det interessant at Holberg selv anbefalede optagelsen af medlemmer fra den gamle adel på lige fod med de nyadlede og  de bedst bemidlede af borgerskabet sønner. Genåbningen af akademiet finansieredes nemlig af Holbergs formue, og hans anbefalinger kunne tyde på, at Holberg har anlagt det pragmatiske synspunkt at man lige så godt kunne uddanne og oplyse den gamle adel når den nu engang fandtes.

Enevælden og stænderne: Folket

Hvor adelen og kongemagten i tiden før 1660 havde ligget i indbyrdes stridigheder så havde der aldrig hersket tvivl om det gemene folks hierarkiske forhold til de to som værende fuldstændig underordnet. Med indførelsen af den sociale mobilitet omtalt i sidste afsnit tildeltes borgerskabet stadigt flere rettigheder og derfor giver det mening at tale om det bedre borgerskab først og fremmest storkøbmænd men også professorer og embedsmænd. Forholdene for de forskellige dele af det gemene folk har på denne tid været vidt forskellige: Mens bondestaden har været underlagt livegenskabet har storkøbmændene som tidligere omtalt kunnet slå sig op som godsejere, de rigeste af dem med udsigt til at blive adlet.  Derfor har såvel Holberg som enevælden forholdt sig vidt forskelligt overfor forskellige dele af denne stand.  Om det bedre borgerskab er der ikke så meget at notere sig udover at Holberg som nævnt var tilhænger af deres ret til at avancere på lige fod med adelen, og at han selv benyttede sig af denne ret. Hvad angår de jævne undersåtter er hans synspunkter knap så entydige:

”Et er et Søe-Kort af forstaa. Et andet Skib at føre.”

Disse ord tilhører en slukøret Herman von Bremen. Efter at have prøvet kræfter med borgmesterembedets udfordringer må han sande at nok kan enhver småborger beklæde selv de største og fineste administrative embeder i tanken men også kun i tanken.

De erkendende ord som udgør moralen i komedien ”Den Politiske Kandestøber” kan tjene som en fortrinlig opsummering af Holbergs opfattelse af de jævne borgerskab såsom bønder, småhandlende og håndværkere, herunder naturligvis kandestøbere. For nok har ethvert menneske den i den evige fornuft som ifølge Holberg udgør grundlaget for natur- og folkeretten, men det jævne folkets evner ser han ikke som egnede til politiske drøftelser og gøremål. I sin ”Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab” dedikerer Holberg et helt kapitel (VI) til ”den naturlige Lighed imellem alle Mennesker”. Man finder i forlængelse af denne lighed den betragtning at alle beskæftigelser som udgangspunkt er lige gode, og at den enkeltes værd skal bedømmes på sin evne til at udføre sin beskæftigelse frem for sin plads i samfundets hierarki. Det forhindrede dog ikke Holberg i at nære mistillid til det jævne borgerskabs statsretslige formåen og indtog det standpunkt, at den politiseren de kunne magte ikke kunne blive til mere end en uprøvet forståelse af et søkort. Derfor bør folk holde sig til at anvende deres kritiske sans på områder hvortil deres forstand rækker.

Men på trods af den politiske uduelighed Holberg tilskrev bønder og håndværkere har han ikke desto mindre udvist påskønnelse for disse folk i kraft af deres nytteværdi. Han fastholdt, at bønder ikke kunne klare for megen frihed uden at forfalde til dovenskab, men at deres nuværende kår alligevel var så uretfærdige at de kunne forbedres uden at det ville føre til førnævnte forfald. Holberg har i sin historieskrivning forholdt sig positivt overfor kongelige forsøg på at bryde vornedskabet, og siger sågar at ”de arme Bønder under saadant Aag tabte al Lyst til [at] Arbejde […] for Fædrelandet.”. Denne betragtning er i og for sig udtryk samme holdning som at det bedre borgerskabs dyder kvæles når dets kandidater forbigås til fordel for arveadel. Her er den blot overført til bøndernes kår. På dette område kommer Holbergs autokratiske syn på kongemagten dog også tydeligt til udtryk da han udfra rationalistiske overvejelser erkender at det er muligt for fyrsten at handle uretfærdigt men alligevel fastholder, at borgerne under ingen omstændigheder må gøre modstand mod fyrsten.

Konklusion

Idet man beskæftiger sig med Holbergs opfattelse af statsmagt bliver det på et relativt tidligt tidspunkt i arbejdsprocessen soleklart, at Holberg har bygget sine politiske synspunkter op om to grundpiller: Den ene er en utrolig stærk tro på den sunde fornuft som er til stede i alle mennesker, og den anden er den kompromisløse kærlighed til enevældet og dets uindskrænkede magt. Holberg selv begrunder sidstnævnte kærlighed udfra rationalistiske betragtninger, men i sin lovprisning af de oldenborgske konger afviger Holberg til tider fra sine ellers så fasttømrede fornuftskriterier. Endvidere kan det synes paradoksalt at Holberg har så meget at indvende mod adelens arveret samtidig med at han giver sig til kende som en stærk og svoren fortaler for kongens.

I en sammenfatning af Ludvig Holbergs politiske synspunkter kan man sige, at han generelt søgte den fornuftsbetonede middelvej på områder hvor to modpoler stod kraftigt optegnede overfor hinanden, ja endog i selve tidens skiftende verdensbillede og værdinormer. Der findes dog én undtagelse herfor, nemlig at kongemagten i riget skulle være absolut og gennemsyre alle samfundslag. Dette gælder i en sådan grad at denne undtagelse hos Holberg nærmere antager karakter af en forudsætning for alle hans andre politiske betragtninger.

Holberg finder blandt andet middelvejen når det kommer til religionspolitik hvor han gør sig til fortaler for tolerance og fordømmer intolerance hvad enten den er katolsk, reformert eller sågar lutheransk. På den anden side mener han imidlertid ikke, at statsmagten bør skænke dets borgere religionsfrihed, og ytrer sig endda som tilhænger af det synspunkt at kongemagten bør kunne forbyde en given trosretning efter behag.

Endvidere gives der også udtryk for et modereret synspunkt hvad adelen angår: På trods af, at Holberg havde talt kraftigt mod arveadelen i såvel sine faglige som kunstneriske publikationer, søgte han i praksis at integrere den gamle adel i den nye samfundsorden, igen motiveret af fornuften. Ved at sikre arveadelen optagelse på det nyoprettede Sorø Akademi sørgede Holberg dermed både for at riget kunne få nye kyndige embedsmænd ud af sin gamle adelsstand (hvad man i dag ville kalde ”human ressource management”), og for at arveadelen ikke blev yderligere ydmyget.

Det samme gælder for Holbergs syn på den jævne borger som han dels udtrykte beundring for, og hvis kår han talte for en forbedring af, men på trods forbandt med en uduelighed og inkompetence hvad angik livets mere komplicerede anliggender. Set med nutidens øjne kan det synes underligt, at Holberg nok hyldede den sociale mobilitet for det bedre borgerskab, men opponerede stærkt imod samme mobilitet hvad angik de nederste stænders avancement. På dette punkt kan man tillade sig at spekulere over hvorvidt der har fandtes en anden slags arveret i Holbergs politiske synspunkter, nemlig pengenes. Desværre er det ikke muligt at sige noget endeligt herom, men man kan dog notere sig, at Holberg, som dog ikke kom fra en håndværker- eller bondebaggrund, havde som bekendt selv arbejdet sig fra fattige kår i sin studentertid til både professorat og barontitel. Det er naturligvis også muligt at Holberg simpelthen ikke har tænkt over dette.

Hvad angår karakteriseringen af Holbergs politiske anskuelse må man sande, samfundsforholdene i det enevældige Danmark-Norge passede forbløffende godt til Holbergs idealstat Potu. Derfor giver det mening at karakterisere Holberg som konservativ, men ikke konservativ fordi at han anerkendte alt gammelt og bestående som godt – dertil var han af en alt for kritisk natur. Konservativ fordi det politiske miljø i samfundet passede fortrinligt med hvad han opfattede  som det nyttigste og mest fornuftige.

Skuer man fra Holbergs tid fremad i idehistorien, begynder Holbergs praksis med at bedømme såvel forfatninger som menneskers værd ud fra dets  nyttighed og effektivitet unægtelig at ligne en slags protoutilitaristisme på samme måde som disse værdier kombineret med Holbergs lidenskabelige støtte til en uindskrænket kongemagt kunne tage sig ud som en forløber for det oplyste enevælde.