af Ryan Smith

Den tidligste buddhisme postulerede, at mennesket blot var en samling; en bunke af fakulteter samlet i et. Ligeledes talte den sig op imod den klassiske indiske filosofi, der omgav den i det femte århundrede før vor tidsregning; en filosofi som påstod, at selvet (atman) var konstant og uomskifteligt. De første buddhister søgte således at vise, at mennesket ikke havde et selv via følgende argument:

Præmis 1: Fysisk form er omskiftelig
(En typisk 25-årig ser anderledes ud end en typisk 75-årig)
Præmis 2: Sanse-data er omskiftelige
(Det var dejligt at spise chokoladeis, men nu har jeg spist så meget, at jeg har ondt i maven)
Præmis 3: Perception er omskiftelig
(Da jeg så hende i natklubbens tusmørke, var hun attraktiv, men i dagslys ser jeg, at hun ikke er noget for mig)
Præmis 4: Disposition er omskiftelig
(Jeg plejede at foretrække rødhårede piger indtil en af dem smittede mig med herpes)
Præmis 5: Bevidsthed er omskiftelig
(Jeg vidste egentlig godt, at mit barn var laktoseintolerant – jeg havde bare glemt det.)
Præmis 6: Hvis der var et selv, så ville det være uomskifteligt
Implicit præmis: Mennesket er ikke andet end (1) fysisk form (2) sanse-data (3) perception (4) disposition og (5) bevidsthed
Konklusion: Derfor er der intet selv

Ovenstående argument kan kaldes impermanens-argumentet. Ligeledes havde de første buddhister dog også et andet argument, som kan kaldes kontrol-argumentet: Mennesket har nemlig ikke altid kontrol over de fem fakulteter, det består af, og buddhisternes argument lyder: Hvis nogen af disse fakulteter var et selv, så ville vi have kontrol over dem. Et selv, der ikke har kontrol over sig selv, er nemlig ikke praktisk forskelligt fra det subjektløse individ, som de første buddhister postulerede.

Kontrol-argumentet minder en del om den skotske filosof David Humes argument om, at  mennesket ikke kunne have et selv. Det baserede Hume på den omstændighed, at når han kiggede indad, så kunne han ikke finde nogen entitet som kontrollede de mentale processer, men netop blot en masse mentale processer. Så Hume ville have været enig i Buddhas kontrol-argument. Og her følger kontrol-argumentet i sin buddhistiske form:

Præmis 1: Vi kan ikke altid styre vor fysiske form, selvom vi ønsker at ændre den
(Jeg er 1,5 meter høj, og vil gerne være 2 meter høj – det kan jeg ikke gøre noget ved)
Præmis 2: Vi kan ikke altid styre vore sanse-data, selvom vi ønsker at ændre dem
(Jeg spiser et dårligt stykke pizza og ville ønske, det smagte, som var det bagt af en italiensk mesterkok – det kan jeg ikke gøre noget ved)
Præmis 3: Vi kan ikke altid styre vor perception, selvom vi ønsker at ændre den
(Jeg ville ønske, at min grimme, men søde kæreste lignede en fotomodel – det kan jeg ikke gøre noget ved)
Præmis 4: Vi kan ikke altid styre vore dispositioner, selvom vi ønsker at ændre på dem
(Jeg ville ønske, at jeg ikke havde lyst til en whiskey i tide og utide – det kan jeg ikke gøre noget ved)
Præmis 5: Vi kan ikke altid styre vor bevidsthed, selvom vi ønsker at ændre den
(Jeg ville ønske, at jeg kunne glemme, at min kæreste havde været mig utro, men det kan jeg ikke)
Præmis 6: Hvis der var et selv, så ville det have kontrol over sig selv
Implicit præmis: Mennesket er ikke andet end (1) fysisk form (2) sanse-data (3) perception (4) disposition og (5) bevidsthed
Konklusion: Derfor er der intet selv

Her er det vigtigt at notere sig, at den første buddhisme på en måde var dualistisk, idet den postulerede en dualisme mellem fysisk form (1) og så de øvrige fire fakulteter (2-5), som den anså for mentale fænomener. Først med den senere buddhisme bevæger vi os ud i en sand non-dualistisk forståelse af, hvorfor mennesket ikke har noget selv.